Page 1


A n nA B ri d g wAt e r o g L i s e B i d s t ru p ANNA BR IDGWATER LISE BIDSTRUP

CasaFuckingBlanca

høst & & søn HØST SØN


CasaFuckingBlanca © Anna Bridgwater og Lise Bidstrup og Høst & Søn / rosinante & co, København, 2017 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag: Alette Bertelsen Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-5006-3 Printed in Latvia 2017 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Lix: 25

lisebidstrup.dk/ bridgwater.dk/

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Dorrit Dorrit havde sommerfugle i maven den aften, hun optrådte som en af hovedpersonerne i en serie på tv. Hun var lidt stolt, inden programmet startede. Men der gik ikke mere end to minutter, før hun fortrød, hun havde sagt ja. Hun syntes, hun så tyk ud. Hendes ansigt blussede, og hendes næse var rød og skinnende. Hun følte sig narret af sminkøren, som havde forsikret hende om, at hun bare så rigtig skøn ud. Men det værste var, at programmet var klippet, så Dorrit lignede en doven og forkælet snylter, der ikke gad løfte en finger, finde et job eller gøre noget som helst. Det var så fordrejet. Selv hendes veninde Laura sad og kiggede skævt til hende. På et tidspunkt i programmet sagde Dorrit: »Jeg er meget fleksibel, når jeg leder efter arbejde, men andre skal også være fleksible, og jeg kan altså ikke forpligte mig om aftenen, jeg skal tænke på min datter.« Så løftede Laura bare øjenbrynene, og Dorrit følte 5


sig dolket i ryggen af sin bedste veninde. Hun gruede for, hvad andre ville tænke, når ikke engang Laura var på hendes side. Fra nu af ville det være helt umuligt at gå til forældremøde med Silkes klasse. Hun frygtede sideblikket fra de andre mødre. Hun var pinlig bevidst om, at hun godt kunne tabe et par kilo, og om, at hun blev rød i hovedet, når hun var ivrig. Men hun syntes, at det var dybt uretfærdigt, at hun skulle udstilles som en nasser.

6


Silke »Der er sgu da ingen andre 15-årige, der skal være hjemme klokken tolv.« Silke kogte. Hvor var det typisk. Dorrit havde ikke noget imod at udstille sig selv som totalt uansvarlig på tv, så hele Danmark kunne se, hvordan hun nassede på systemet, men så snart det handlede om Silke, skulle hun absolut give den som åh, så ansvarlig mor. Dorrit så på hende med det ene øjenbryn hævet. »Du er hjemme klokken tolv og dermed basta,« sagde hun bestemt. »Børn på din alder skal ikke rende rundt i gaderne om natten.« Silke himlede. Hun var ikke et barn, hvornår ville Dorrit fatte det? Men den diskussion gad hun ikke tage nu, for så var der risiko for, at hun slet ikke måtte gå ud. »Vi skal ikke rende rundt i gaderne,« sagde hun i stedet. »Vi skal være hjemme hos Rasmus. Det er bare en hyggeaften.« 7


Dorrit rejste sig og gik ind på sit værelse. »Klokken tolv,« afsluttede hun samtalen og lukkede døren efter sig. Silke kogte. Det var bare for meget. Klokken tolv var festen dårligt nok begyndt. Hun ville gå glip af alt det sjove. Med skummende følelser gik hun ind på sit værelse for at gøre sig klar. Hun skulle hente Sofie halv syv, så hun var allerede sent på den. Hvorfor fanden skulle hun altid bruge så meget tid på at prøve at få sin vilje igennem? Sofie åbnede døren med et bredt smil. Hun havde allerede sat hår og taget makeup på. »Hej, søde,« hun gav Silke et varmt knus, der fik irritationen over Dorrit til at falme. »Fuck, vi skal have det sjovt i aften.« Silke smilede og gik ind i den velholdte villa. Hun elskede Sofies hjem. Alt var så nydeligt og pænt. ­Sofies mor sørgede for, at alt var rent og hvidt, og der duftede altid af skyllemiddel i hele huset, som om det hele var nyvasket. Både sofapuder og gardiner. »Vil du have en øl?« Sofies far sad i det moderne samtalekøkken og rakte en Carlsberg frem mod Silke. Fjernsynet på væggen kørte uden lyd. Det var Vild med dans. 8


»Hej, Silke.« Sofies mor stod og lavede, gud ved hvad. De havde spist, så måske var hun ved at bage rugbrød eller speltboller til morgenmaden. »Hej, Kirsten,« smilede Silke og tog dåsen fra Sofies far, mens hun satte sig. »Hvordan går det derhjemme?« Silke hadede, når alle andre end Sofies forældre spurgte om netop dét. Andre sagde det med en tyk undertone af medlidenhed og til tider direkte ynk, men Sofies forældre havde kun Silkes velbefindende for øje. De ville hende det godt, og det var endnu en grund til, at hun holdt så meget af at komme i villaen på Backersvej. »Nogenlunde,« mumlede hun. »Dorrit ligger med migræne, men det kan jo ikke komme bag på ­nogen.« Sofies mor lagde hovedet på skrå og sukkede lavt. »Skål.« Sofie løftede dåsen og grinede. »Skål for, at Rasmus’ forældre får en god ferie.« Hun blinkede til Silke. Rasmus var alene hjemme, og derfor havde de aftalt at mødes hjemme hos ham, inden de gik i byen. Sofies far skålede med. Hvis Dorrit havde vidst, at der ikke var voksne hjemme 9


hos Rasmus, havde Silke aldrig fået lov til at tage af sted. Da dåsen var tom, havde Silke en svag piblende fornemmelse i kroppen. Hun tænkte ikke længere på Dorrit eller programmet eller noget som helst andet, der kunne ødelægge hendes humør. Hun var glad og en smule forventningsfuld. Måske ville Ken komme i aften. Hun håbede, at han ville komme. »Skal vi se at komme af sted?« Silke svang en jakke over skulderen. Sofie tog sine sko på. »Pas nu på jer selv,« sagde Sofies mor ude fra køkkenet, og hendes far fortsatte: »Du tekster mig bare, når du skal hjem, ikke,« sagde han til Sofie, der nikkede, som om det var det mest naturlige i verden, at éns forældre ville hente én, når man havde været i byen. De gik ned ad Backersvej og drejede ud på Ita­ liensvej. Sofie fortalte om dagen, som hun havde brugt sammen med sin mor og lillebror på Strøget. De havde hygget og shoppet. Spist kebab på den bedste kebabjoint i København. »Hvad har du lavet?« spurgte hun, da hun var færdig med sin fortælling. 10


Silke trak på skuldrene med et skævt smil. »Årgh, det sædvanlige. Skændtes med Dorrit. Diskuteret med Dorrit. Hørt på Dorrit.« Sofie grinede. »Fuck mand, du har mere brug for at komme ud end mig.« »I den grad!« svarede Silke. Det var egentlig mærkeligt, at de havde fundet sammen. De var diametrale modsætninger. Men de havde kendt hinanden siden fødegangen, og selvom man kunne forestille sig, at Silke var misundelig på Sofie, så var det ikke tilfældet. Hun var bare glad for at være en del af hendes familie. Hun var som en bonussøster, og hun var altid velkommen på Backersvej, hvilket hun ofte benyttede sig af. »Wuhuuu!« De andre var allerede godt i gang, da de dukkede op hos Rasmus. Nogle af drengene spillede øl-bowling i stuen, tøserne havde sat musik på og dansede mellem sofaarrangementet og spisebordet, som de havde rykket ind til siden. Rasmus bredte armene ud. »Der kommer de! Søde Sofie og Dorrits datter!« Et stik jog i Silkes hjerte. Rasmus kunne nogle gange være sådan en nar, men det var der så mange 11


andre, der også var, så hun havde lært bare at smile, som om også hun syntes, det var sjovt, at hendes mor udstillede sig selv på tv i et latterligt program om kongerigets tabere. De sluttede sig hurtigt til de andre piger på det interimistiske dansegulv, og inden hun vidste af det, fandt en mojito vej til Silkes hånd. Hun drak den hurtigt. Jo mere alkohol i blodet, des mindre Dorrit i tankerne. Hun rystede bagdelen, svingede hofterne. Sang med og grinede. Ligesom de andre. Hun var jo som de andre. Femten år og i sin bedste alder. Livet ville aldrig blive federe end det her. Da klokken rundede tolv, sad hele gruppen i metroen på vej til KBH. De pjattede og grinede. Amalie og Rasmus snavede. Andre folk forlod vognen, så de havde den for sig selv. Silke havde en mojito i hånden. Den var halvt tom, og hun havde ingen idé om, hvad nummer i rækken det var. Hun var også pænt ligeglad. Hun havde det godt, og det var nemt at grine. Købmagergade summede af liv. Overalt vadede unge mennesker rundt. Mange havde en smøg i kæften og en øl i hånden. Nogle slingrede. Nogle snakkede. De fleste var glade. Sofie havde lagt armen om 12


Silkes skulder. Silke havde svært ved at koordinere fødderne. De virkede ikke helt, som de skulle. Købmagergade gyngede en smule. Bygningerne hældede ind over gaden. Silke rystede på hovedet og råbte triumferende ud i natten. Anton gav hende highfive. »Så er det med at virke ædru,« sagde Sofie, da de stod i kø til IN. »Og gammel,« istemte Silke. Sofie grinede. De havde aldrig problemer med at komme ind på IN. Dørmændene var ligeglade med deres alder. Det var kun, når politiet lagde deres vej forbi, at de kunne risikere at blive afvist. Den store sortklædte vinkede dem ind. Musikken dunkede. Silke rockede. De fandt vej til dansegulvet med det samme. Silke vred og vrikkede sig. Sofie lavede sjove trin. De lo. Pludselig mærkede Silke en hånd på sin hofte. Ikke hårdt eller pågående. Bare en blød berøring. Et stød gik gennem hende. Allerede inden hun vendte sig, vidste hun, hvem det var. »Hej.« Hun så op på Ken. Han var et hoved højere end hende og absolut lige så fuldstændig lækker, som han plejede. »Du kom!« 13


Han smilede. Silke smilede tilbage og valgte ikke at spekulere over, hvorfor de altid kun snakkede sammen i byen. Der var aldrig en sms eller et telefonopkald, når først solen var stået op. »Selvfølgelig kom jeg. Det gør jeg jo altid, når du er i nærheden.« Han tog hendes hånd. »Jeg stjæler lige din veninde,« sagde han og blinkede til Sofie, der straks dansede hen mod nogle af de andre fra klassen. Uden et ord trak Ken Silke ud til dametoiletterne. De andre piger brokkede sig ikke. Der blev nærmest gjort plads til dem. De tumlede ind i den første den bedste bås. Ken låste døren. »Jeg har savnet dig.« Silke smilede bare. Hun var glad for at se ham. Hun var glad for det, der skulle ske. Det var sket mange gange før. Hun knælede og åbnede hans bælte, mens hun kiggede op mod ham. Han smilede og aede hende over hovedet. Da hun lynede ned, tog han hårdt fast i hendes hår og begyndte at bevæge hendes hoved frem og tilbage. Det var altid ham, der bestemte tempoet, sådan var det med fyre, havde Silke lært. 14


Det kunne godt lide, når de var in charge, og det havde hun intet imod. Da Kens pik var stiv og hård, trak han sig ud af hendes mund og hev hende op at stå. Silke skyndte sig at knappe sine bukser op og vendte sig rundt, så hun støttede med hænderne på toiletsædet. Ken kørte en fugtet finger rundt i hendes revne, inden han stak pikken hårdt op i hende. Hun stod imod og bevægede underlivet til hans rytme. Han stønnede. Hun vidste ikke, om hun skulle gøre det samme, men endte med at holde mund, fordi hun røg ud af takt, hver gang hun forsøgte at tænke. Ken tog et fast greb om hendes hofter og skød sig endnu længere op i hende. Helt derop, hvor det gjorde en smule ondt. Hans pik var tyk. Det ville ikke vare længe. I en mellemting mellem et suk og et støn kom han. Silke kunne mærke, at det sitrede i hans krop. Hun sitrede med. Det kunne han godt lide. Han trak sig ud, og simultant hev de bukser op på det trange toilet. »Kom du?« Hans øjne både svømmede og spillede. Silke nikkede. Mænd kunne ikke lide, hvis pigen ikke kom. Hun rettede på tøjet og kørte en hånd et par gange gennem håret. Han låste ikke op, som han plejede. 15


»Jeg har noget.« Silke lænede sig op ad væggen. Hun følte sig pludselig mere fuld, end da de startede. Ken hev en lille plasticpose op af lommen. Hvidt pulver. Silke var ikke dum, hun vidste, hvad det var, selvom hun ikke havde prøvet det før. »Har du lyst?« Hun nikkede uden at tænke sig om. Meget ville hun gøre, men sige nej til Ken var ikke en mulighed. Hun ville ikke risikere at skubbe ham væk. Og desuden var det jo sådan noget, de unge gjorde. Hun var ikke bange. »Jeg ved bare ikke hvordan,« sagde hun med lille stemme. Ken smilede og aede hende på kinden. »Søde Silke,« sagde han. »Søde, søde Silke.« Silke havde ingen ide om, hvad tid hun var hjemme, men det var sent, og da hun vågnede næste eftermiddag, var hun oprigtigt overrasket over, at hun overhovedet lå i sin egen seng, hun huskede intet. Hun havde ondt i røven.

16


Dorrit Da Dorrit forsigtigt åbnede døren til datterens værelse, så hun, at Silke lå med alt sit tøj på oven på dynen og sov med sin iPhone i hånden. Det var typisk, at hendes far forkælede hende med den slags, men aldrig ville bruge penge på flyverdragter, da Silke var lille, tænkte Dorrit. Hun satte sig ved spisebordet i køkkenet. Tv-programmet blev ved med at køre rundt i hovedet på hende. Især scenen, hvor værten spurgte, om hun var parat til at tage et job, spøgte i Dorrits hjerne. I stedet for at sige ja, sagde hun: »Men det skal passe til mig«. Dorrit var sikker på, at journalisterne havde klippet noget ud, for selvfølgelig var hun klar til et arbejde. Hun savnede jo også kolleger og jule­ frokoster og den slags. Det var ikke nemt at gå ledig. Hun havde brug for at starte på en frisk. En helt frisk. Hun spekulerede på, om hun skulle tale med en livsstilscoach eller sådan noget. Måske ville en professionel have gode ideer til, hvad hun kunne 17


gøre. Oplivet af tanken om en coach fandt Dorrit telefonen frem for at ringe til Laura og tale med hende om at starte på en frisk. Men Laura var på vej i sommerhus med sin nye kæreste. Dorrit kom i tanke om filmen Spis, Bed, Elsk om en kvinde, der rejste væk og startede helt forfra. Den ville hun se igen. Men nu skulle Silke vækkes, så hun ikke sov hele sin weekend væk. Så ville Dorrit ringe til sin mor, som havde inviteret til flæskesteg ude i kolonihaven, inden hun og hendes nye mand lukkede den ned for vinteren. Måske ville Silke med, hun havde det jo fint med sin mormor, tænkte Dorrit. Hun følte sig lidt mere optimistisk nu. Dorrits gode humør fortsatte resten af weekenden. Middagen i morens og stedfarens kolonihavehus var hyggelig. Silke tog med og spiste for en gangs skyld maden uden at lade, som om flæskestegen var en personlig fornærmelse, og uden at holde foredrag om, hvor mange soyabønner der kunne dyrkes, hvis mennesker ikke spiste kød. Da de kom hjem, og Silke var forsvundet ind på sit værelse med ordet lektier, kom Laura forbi sammen med sin nye kæreste. Han hed Michael og var 18


tøjsælger. Selvom Dorrit følte et stik af misundelse over alt det nye tøj, Laura havde fået, var hun glad for besøget. Måske kunne hun og veninden lægge den dårlige stemning bag sig, som det pinlige tvprogram havde skabt.

19


Silke »Seriøst?« Silke kiggede på det farverige katalog, der lå foran hende. Det var slået op på en side, som funklede med billeder af blå swimmingpools, rødklædte flamencodansere og, gud hjælpe mig, en gris, der var ved at stege over et åbent bål. Hun så på Dorrit og kunne ikke føle andet end irri­ tation. En altædende irritation. Hun hadede ­hendes permanentede hår, de skarpt optegnede øjenbryn, skjorten fra Føtex, og mest af alt hadede hun sin mors elendige idé. »Vi kan sgu da ikke tage til Costa del Sol,« fortsatte hun. »Det er en joke!« Dorrit så på hende. Hun havde været så glad, da hun fremlagde forslaget. Hun syntes selv, at hun havde været noget nær genial. Nu var hendes øjne dystre og en smule triste, men det bed ikke på Silke. Hun var ligeglad. »Du er så forurettet over den måde, de har frem20


stillet dig på i programmet,« sagde hun og forsøgte at holde stemmen rolig. »Og så foreslår du det mest forudsigelige, en luddoven kontanthjælps­modtager kan foreslå? Tv-Anders vil sgu da klappe i sine små fede hænder og spørge, om de ikke må komme med og filme os, mens vi ligger ved poolen og spiser fedtdryppende griselår.« Dorrit lænede sig frem mod sin datter. »Selv­ følgelig skal de ikke med,« sagde hun med lav stemme. »Det var jo for, at vi to kunne komme lidt væk. Få det hele lidt på afstand.« Silke slog ud med armene. Tænk, at hendes egen mor kunne være så snæversynet og dum. »Men vi kommer jo hjem igen, ikke? Og så kan vi fortælle om vores ophold i en danskerkoloni sydpå. Virkelig ophidsende. Jeg bliver til grin i klassen ... igen!« »Men ...« Dorrit tav uden overhovedet at begynde sætningen. Silke var kun lige ved at varme op. »Hvis du virkelig mener, at du vil ændre folks opfattelse af dig og gøre livet nemmere for mig, så skal vi gøre et eller andet ... specielt. Noget, der er anderledes. Noget cool.« 21


Dorrit sukkede, da Silke sagde det sidste ord. »Cool?« Silke foldede armene over brystet og nikkede. »Noget, som ingen andre latterlige gennemsnits­ danskere kan finde på.« »Jeg trænger bare til ferie,« indvendte Dorrit. Silke rejste sig. »Det gør jeg ikke. Okay? Jeg er den stakkels pige, der er vokset op med den kvinde i Danmark, der har skummet fløden af systemet gennem hele min opvækst. Dvaske Dorrit! Dovne D ­ orrit. Jeg er stemplet på grund af dig. Du har ødelagt mit liv! Kunne du ikke bare have ladet være med at deltage i det latterlige program? Det er fandeme for pinligt!« Nu blev Dorrit vred. Silke kunne se det på hendes venstre øjenbryn, der begyndte at sitre en smule. »Det program betalte din konfirmation. Ellers havde vi aldrig kunne holde den fest.« Silke kunne mærke det brænde i maven. »Det havde nok været federe uden fest,« råbte hun. »Hele Danmark så min mor med svømmende øjne og uglet hår. Onkel Svend, der dansede limbo under buffetbordet. Asta, der skreg og teede sig, fordi hun var sikker på, at Mogens var hende utro med tjeneren! Det var verdens værste konfirmation!« 22


Hun kunne mærke tårerne presse sig på. »Kan vi ikke for en gangs skyld gøre noget, der ikke er nederen?« Dorrit var tavs. De havde ikke snakket om konfirmationen i lang tid. Faktisk ikke siden Silke blev konfirmeret for halvandet år siden, og det stak i hjertet, når hun tænkte på dengang, de havde vist det afsnit på tv. Hun havde fået hademails. Silke havde pjækket fra skole i en uge. »Men det ville være godt at komme lidt væk, ikke?« spurgte hun forsigtigt. Silke så på hende med øjne, der skød lyn. »Jeg ville elske at komme væk,« hvæsede hun. »For altid.« »Men ...« Silke vrængede ansigt. »... Det har vi ikke penge til. Jeg ved det godt.« Dorrit pegede på de glitrede sider. »Det er da ikke så slemt med Spanien. Det ville være hyggeligt.« Silke fik næsten kvalme ved tanken. To uger ved en pool ved siden af Dorrit var bestemt ikke noget, hun forbandt med hygge. »Hvis jeg skal nogen steder med dig, skal det være noget, jeg kan fortælle i min klasse. Noget, der skaber respekt. Noget cool!« Hun lagde med vilje tryk på det sidste ord. Hun 23


vidste, at Dorrit hadede alt, der var cool. Hun hadede alt, der var bare den mindste smule sejt. Dorrit klappede kataloget sammen. Hendes stemme var skarp. »Og hvad er så cool nok til dig? Fire ugers shopping i New York?« Silke bed tænderne sammen. New York var faktisk det mest cool, hun kunne komme i tanke om, men hun ville ikke lade Dorrit vinde. Hun ville ikke indrømme, at hun var lige så nem at gennemskue som sin mor. Hendes hjerne arbejdede på højtryk. »Borneo,« fløj det ud af hende. Dorrit rykkede tilbage i stolen, som om hun havde fået en lussing. »Borneo?« Silke trak vejret dybt ind. Hun anede intet om Borneo, men øen var poppet op i hendes hoved, fordi hun havde zappet forbi et program om den i aftes. Hun smilede for sig selv. Det ville Dorrit aldrig sige ja til, hvilket ville give Silke endnu mere ammunition, når hun skulle underbygge, hvor doven, forudsigelig og snæversynet hendes mor var. Det kunne hun bruge mod hende i lang tid fremover. »Men er det ikke et fattigt sted?« Silke smilede endnu bredere. Dorrit hoppede i med begge ben. 24


»Så passer det jo fint til os,« svarede hun koldt. »Ikke tale om,« sagde Dorrit og rejste sig. »Borneo er farligt og beskidt. Vi ender med at blive syge.« »Du aner jo ikke engang, hvor det er,« sagde Silke til sin mors ryg. Diskussionen var slut. Dorrit var på vej ind på sit soveværelse. Nu var hun pludselig blevet åh så træt, og hun havde sikkert også udviklet en migræne. »Jeg har ondt i hovedet,« sagde Dorrit træt. »Jeg lægger mig lidt.« Silke fnøs. Selvfølgelig! Hvorfor var hendes mor sådan en kæmpe taber? Hun satte sig ved computeren. Hvis Borneo skulle indgå i deres kommende diskussioner, måtte hun hellere selv få lidt styr på, hvor øen lå, og hvad det var for et sted. Hun mente, at det nok var i nærheden af Sydamerika, og så var der masser af jungle. Silke gøs. Og sikkert masser af kryb og kravl.

25

Bridgwater Bidstrup CASAFUCKINGBLANCA (Læseprøve)