Page 1


Af samme forfatter blandt andet I samme serie: Djævelens lærling – Den Store Djævlekrig 1 Dødens terning – Den Store Djævlekrig 2 Den forkerte død – Den Store Djævlekrig 3 Ondskabens engel – Den Store Djævlekrig 4 Den faldne engel – Den Store Djævlekrig 5 Derudover: Antboy 1 – Tissemyrens bid Antboy 2 – Operation Skæbnespil Antboy 3 – Maskefald Antboy 4 – Tissemyren vender tilbage Antboy 5 – Slim, snot og superkræfter Antboy 6 – Helte og skurke De Hvide Mænd Black Out – gysernoveller Døde drømme (En rejse gennem natten 1) Blandt skovens skygger (En rejse gennem natten 2) Fra den mørke side Himmelherren Julemandens død Slaget i Caïssa 1- 3 (Åbningen; Tågemandens død; Skakmat) Tempus Fugit

2


KENNETH BØGH ANDERSEN

DEN FALDNE DJÆVEL d e n s to re d j æ vle k r ig

VI

Høst & Søn 3


Den faldne djævel © Kenneth Bøgh Andersen og Høst & Søn / ROSINANTE & CO, København 2016 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslagsillustration: Rasmus Jensen Omslagsdesign: Peter Stoltze, Stoltzedesign Sat med Adobe Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4640-0 Printed in Latvia 2016 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Besøg forfatterens hjemmeside www.kennethboeghandersen.dk Kenneth Bøgh Andersen er også på Facebook

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


KAPITEL 1

Liv og død

Det slukkede. Billederne, minderne, Lilits blik, og Filip vaklede, som var han blevet sparket i maven. Tentaklen, der var groet fra hendes bryst, løsnede grebet om ham og faldt slapt til jorden, landede i den klistrede blanding af aske og blod, men han kunne stadig ikke trække vejret. Luften ville ikke ned i lungerne. »Filip!« En stemme uendeligt langt væk. Satina. »Filip, er du okay?« Nej. Nej, han var ikke okay. Han var alt andet end okay. Han havde det, som om det var ham og ikke Lilit, der lå der på jorden. Som om det var ham, blodet og livet fossede ud af, og han segnede, faldt på knæ. Hun greb fat i ham. Ruskede ham. »Filip, hvad er der galt? Hvad gjorde hun ved dig? Sig noget!« Han drejede hovedet og kiggede på hende, og da hun så udtrykket i hans blik, slap hun ham, som om hun havde brændt sig. »F-Filip?« »Det var Drole, Satina. Det var Drole, der hjalp hende.« »Drole?« Drole. Aziels højre hånd. Som Filip havde skubbet ned i Forfængelighedssumpens ætsende mudder. Som det var lykkedes at komme op igen, vansiret på det frygteligste, men i live. Drole, der havde lokket Adams første kone til at bort5


føre Guds søn og sønnesøn, og som havde tvunget Jesus til at hente Aziel tilbage fra de døde. »Han snød hende. Det var ikke Kain, Jesus hentede tilbage. Det var ham.« »Ham?« »Ham,« sagde han igen og så ham for sig. Øjenlågene, der langsomt glider op. Det sorte blik bagved. Så fuldt af kraft. Af liv. »Nej ...« hviskede hun, og al farve forlod hendes ansigt. »Han er tilbage, Satina. Aziel er ...« I det samme var der en lyd, og de stirrede ind det omgivende mørke. Det var umuligt at sige, hvor lyden kom fra, men den blev højere. Højere. En knirken. Skridt. Der var nogen, der nærmede sig. Filip var øjeblikkeligt på benene og tog fat i Satina for at trække hende med sig ind i de uigennemtrængelige skygger, der var denne døde, glemte underverdens landskab, og som var det eneste sted, de kunne skjule sig. Lilit lå ubevægelig på jorden, hendes tomme blik fikseret på et punkt bag ham. Lyset fra bålets ulmende gløder flakkede hen over hendes vanskabte krop og smukke ansigt. Så lød der et bump, og Satina sank livløs til jorden, gled ud af hans greb. Filip snurrede rundt og stirrede ind i det samme frygtelige ansigt, han havde stirret ind i et øjeblik tidligere, da han havde været fanget i Lilits erindring. Droles smeltede læber var formet i noget, der næppe kunne kaldes et grin. Så kom køllen i hans hånd susende, og det sidste, Filip så, var skikkelsen, der kom gående ud af mørket. Sløret og uskarp var den. Bortset fra øjnene. De sorte, smilende øjne. 6


*** Vågn op, engel. En stemme langt væk. Ikke knurrende og dyrisk som dengang i torturkælderen, men rolig og fattet. Vågn op og modtag din straf. Han ønskede ikke at åbne øjnene. Ønskede ikke at vide, hvad der ventede ham. Vidste, at det ikke bare ville være det mest forfærdelige, han kunne forestille sig, men noget langt, langt værre. Vidste, at han ikke havde noget valg. Hans hoved værkede efter det voldsomme slag, men ved synet af Aziel, der flimrende gled i fokus, ænsede han ikke længere smerten. I otte år havde Aziel været død. I otte år havde hans lig hængt spiddet på en pæl i Helvede til skue og skræk for alle. Nu var han levende igen, og han lignede en, der aldrig havde været mere levende. Hullet i hans krop var helet, huden sad stramt om hans ansigt, hvor hornene syntes længere end nogensinde. »Godmorgen,« sagde han. »Er det ikke sådan, I plejer at sige i din verden?« Filips blik faldt på Satina. Hun lå på jorden, øjnene lukkede. Hun blødte ikke fra slaget i hovedet, og trods det sparsomme lys fra bålet kunne han se, at hun trak vejret. Han følte ingen lettelse ved det. Rædslen levnede ikke plads til den. Han prøvede at tage et skridt imod hende, at række ud efter hende, men han kunne ikke røre sig, og først nu gik det op for ham, at han stod lænket til et af de døde træer. »Fordømte engel,« snerrede Drole og stak sit deforme ansigt helt tæt på, stirrede på Filip med sit ene gode øje. Det andet var knoglehvidt, pupilen opløst af sumpens sviende mudder. Han sniffede sultent. 7


»Præcis.« Aziel nikkede. »Hvad skal vi dog stille op med ham?« Droles visne tunge gled forventningsfuldt hen over de ødelagte tænder. »Straffe ham.« »Præcis.« »Aziel,« hviskede Filip. »Jeg beder dig ...« »Gør du virkelig?« Han smilede. »Der kan man bare se.« Smilet forsvandt, og i det samme greb Drole fat i Filips hår, tvang hans hoved bagover. Aziel løftede kniven, der dryppede med Lilits blod. Så tog han med en hurtig bevægelse fat i Filips ene øjenlåg og skar det af. Verden blev borte i rød smerte, der nåede ubegribelige højder, da det andet øjenlåg fulgte efter. Det var som at have fået stukket brændende pinde i øjnene og helt ind i kraniet, og alting druknede i blodet, der strømmede ned over hans udsyn. En hånd greb brutalt fat i hans kæbe, og hans skrig forvandledes til en hosten, da en sødlig saft fyldte hans mund. En hed rislen skyllede igennem ham, da han sank væsken, og smerten stoppede øjeblikkeligt. Fra det ene sekund til det næste, som var der blevet trykket på en kontakt, og han mærkede, at blodet holdt op med at løbe. Ren refleks fik ham til at prøve at blinke det væk, men selv om han ikke længere havde nogen øjenlåg, så lettede det røde slør alligevel, og Aziel kom atter til syne. I sin ene hånd havde han kniven og i sin anden et æble. Et skinnende, rødt æble, og Filip forstod, hvorfor Drole havde været ligeglad med, om Lilit havde fået fat i et æble fra Livets træ. Selv om det burde være umuligt, havde Aziel et i forvejen. Så faldt hans blik på jorden, og det gik op for ham, at han havde taget fejl. Aziel havde ikke bare ét æble. Han havde to. Det andet lå i støvet og blodet, skåret midt over og mast sammen. 8


»I al evighed ...« sagde Aziel og tog en bid af æblet i sin hånd. Saften drev ned over hans hage. Den samme søde saft, som han havde klemt ud af det, der lå på jorden, mens han holdt det over Filips åbne mund. Han lukkede øjnene, idet han gennemrystedes af en kuldegysning. Så åbnede han dem igen, og hans blik funklede på en helt anden måde end før, og Filip forstod for alvor, at alt var tabt. For et øjeblik siden havde Aziel ligget død på jorden. Nu var han udødelig. Nu var de begge udødelige. Det sitrede der, hvor hans øjenlåg havde været. Det gjorde ikke ondt, men han kunne mærke, hvordan hans øjne var ved at tørre ud. »I al evighed ...« sagde Aziel igen og trådte hen til Satina. Nænsomt løftede han hendes hoved, og i et kort sekund troede Filip, at han havde tænkt sig at kysse hende. »... vil du stå der, engel, OG SE!« Satinas øjne sprang op, og hendes krop spjættede voldsomt, da Aziel skar hendes hals over, og Filip følte smerten vende tilbage med en kraft tusind gange stærkere end før. Det var som at blive flået op indefra og udefra, og han skreg igen, ude af stand til at lukke øjnene for det frygtelige syn. »Velkommen tilbage til Helvede, engel,« smilede Aziel, og Filip kunne ikke gøre andet end at skrige og stirre, skrige og stirre, skrige og stirre ...

9


KAPITEL 2

Efter genopstandelsen

Han vågnede med et sæt, og skriget krøllede sig sammen til et sugende gisp. Han greb fat om tæppet, der var fugtigt af sved, klemte det hårdt som for at sikre sig, at dette var rigtigt. At han virkelig lå her i sit kammer på Lucifers slot, at denne del ikke også var en drøm. Filip løftede hånden op til øjnene og følte et svagt strejf af lettelse, da han mærkede sine øjenlåg. Alligevel var det, som om de var blevet skåret af: Han blev ved med at se det for sig. Satina. Hendes overskårne hals. Hendes stivnede blik. Han trak vejret dybt for at få åndedrættet under kontrol. Et mareridt. Det havde bare været et mareridt – endnu et – og det var ovre nu. Til dels. Han stod ud af sengen, forsøgte at ryste drømmen af sig. Det var to nætter siden, det var sket. To nætter siden den frygtelige opdagelse i den ukendte underverden, hvor de havde fundet Lilit. Døende, men endnu ikke død, og med sine sidste kræfter havde hun taget fat i Filip, og i hendes blik havde han set det hele. Set, hvordan de alle var blevet narret. Set Aziel blive vækket til live. Dernæst – skridt i mørket. Nogen havde været på vej hen imod dem. 10


I et gennemført forfærdeligt øjeblik havde han været sikker på, at det var Aziel, men det var det ikke. Tværtimod, kunne man næsten sige. (Du ligner ham faktisk lidt) Filip gned sine arme, der var noprede af gåsehud, lukkede øjnene, og i tankerne var han tilbage i den døde underverden, hvor det totale mørke kun blev holdt på afstand af bålets gløder, og den eneste lyd var skridtene, der nærmede sig. *** Han er øjeblikkeligt på benene og tager fat i Satina for at trække hende med sig ind i de uigennemtrængelige skygger, der er denne døde, glemte underverdens landskab, og som er det eneste sted, de kan skjule sig. Men hun bliver stående, blikket rettet mod noget lige fremme. »Vent.« I det samme træder en skikkelse ud af mørket, og skrækken slækker sit greb en anelse. Det er en lille dreng – syv-otte år højst – og Filip genkender ham øjeblikkeligt. Josef. Jesus’ søn. Hans tøj er forrevet, ansigtet snavset og øjnene rødsprængte, ophovnede og bange, så bange. Læberne bævrer, ligeledes hans stemme, da han forsigtigt, næsten bønfaldende spørger: »I holder ikke med h-ham, vel?« Ham. Aziel. Filip ryster på hovedet. Hvisker, mens han kigger sig omkring: »Ved du, hvor de er?« »De ... De er gået. Lige før I kom.« Tårerne begynder atter at løbe. »Vil I ikke nok hjælpe? Min far ...« »Hvor er din far?« spørger Satina, da drengen ikke kan fortsætte. Han peger ind i mørket. 11


Filip tager en gren fra bålet og roder op i gløderne, så den antænder. Tager Josefs kolde hånd, og sammen går de dybere ind i den sorte verden. Kort efter finder de ham. Han ligger på siden, øjnene er halvt lukkede og vender det hvide udad. Huden er grå og voksagtig, kinderne så indfaldne, at hans ansigt ligner et kranie. Tungen hænger slapt ud ad den åbne mund, og en dråbe blod har trukket en streg fra det ene øre ned til kæben. Filip ved hverken, hvad han skal tænke eller sige. Han er død. Guds søn er død. Men så hvirvler støvet foran hans mund ganske let op. Jesus trækker stadig vejret, og Filips hjerte begynder igen at slå. De må hente hjælp, og de må gøre det hurtigt. Selv om ingen af dem bryder sig om det, er han og Satina nødt til at dele sig. De kan ikke efterlade Josef her, og Filip bliver tilbage sammen med ham. De kigger begge efter Satina, der flyver af sted og hurtigt opsluges af mørket. »Han ville slå os ihjel,« siger Josef. Han holder stadig Filip i hånden, som om han har tænkt sig aldrig at give slip, og han ryster over det hele. »Men den anden sagde nej. Han ... han var ikke lige så ond.« Filip ser overrasket på ham. Skulle Drole have sagt nej til Aziel? Og skulle Aziel have lyttet? Det lyder ikke rigtigt. »Måske var det, fordi min far vækkede ham, at han sagde nej.« Endnu en overraskelse. Det var altså Drole, der havde foreslået, at de slog Jesus og hans søn ihjel, og Aziel, der havde sagt nej. Hvorfor? Som tak for at Jesus havde vækket ham? Det lyder heller ikke rigtigt, selv om Josef har ret i, at Aziel ikke er lige så ond som Drole. Han er langt værre. »Han fortalte mig noget om min far,« fortsætter Josef, og der 12


er pludselig en distance i drengens blik og stemme. Som om han mere taler til sig selv end til Filip. Hans ene hånd har knyttet sig. »Og om min farfar. Han fortalte, at ...« Drengen blinker en enkelt gang, og det er, som om han kommer til sig selv. Han løfter hovedet og ser på Filip. »Du ligner ham faktisk lidt.« Ordene kommer som en stille konstatering, men føles som en lussing leveret med bidende kraft, og Filip stirrer på Josef, der sætter sig ved sin fars hoved og stryger ham over håret. »Vågn op, far. Vil du ikke nok vågne op?« Men Jesus ikke så meget som rører på sig, og i det samme lyder der atter skridt. Det kan ikke være Satina, hun kan ikke være tilbage allerede, og Filip skal til at slukke faklen, så lyset ikke vil afsløre dem, da der i mørket lyder en velkendt stemme. Velkendt og usikker. Han har aldrig hørt den stemme lyde usikker før. »Filip? Filip, er du her?« »Mortimer?« »Der.« Denne gang er det Satina, han kan høre, og øjeblikket efter træder de ud af skyggerne. Satina og Døden på sin trebenede hest. Den gamle mand er som altid bleg, men da han får øje på Jesus, bliver han endnu blegere. »Åh, gud.« Uden at tænke over det træder Filip ind foran Josefs far, blokerer vejen. »Er du kommet for at hente ham?« Den gamle mand glipper med øjnene og kigger på Filip, som om han ikke forstår det sprog, han taler. »Hvad? Nej, jeg ...« Mortimer ryster på hovedet og rømmer sig, prøver at genvinde myndigheden. Men det er svært, når man – måske for første gang nogen sinde – er i chok. Han peger på Lilit, hvis groteske legeme kan anes i skæret fra bålet. »Det er hende, jeg er kommet efter. Men dette sted ... Jeg har aldrig hørt om dette sted. Jeg befandt mig oppe på trappen. Jeg kunne fornemme hende, men jeg kunne ikke hitte ud af, hvor hun var. Så kommer djævlepigen her pludselig flyvende ud af mørket og fortæller mig, at ...« Han synker en klump, ryster på hovedet igen. »Jeg 13


forstår det ikke. Lilit burde være udødelig. Det evige liv blev aldrig taget fra hende.« »Jo,« siger Filip. »Aziel tog det.« Og han fortæller om det sidste, han så i Lilits blik. Det sidste, hun så, inden Filip og Satina fandt hende i mørket: Aziel, der smilende åbner sine øjne, som har været lukket i otte år. Der smilende kommer på benene og strækker sin helede, levende krop som efter en god, tiltrængt søvn. Der smilende tager kniven og det æble, Drole rækker ham med et ærefrygtigt buk. Der smilende skærer det over og klemmer saften ud af det, så dråberne løber i en lige linje ned i Lilits mund, som Drole tvinger åben. Ikke et æble fra Livets træ, men fra dødens træ. Kundskabens træ. Frugten, der ikke blot gav Adam og Eva viden om godt og ondt, men som også blev enden på deres evige liv, og med et er såret i Lilits hals dødeligt. Bortset fra at Mortimer ikke kan finde hende, før Satina viser ham vejen til den glemte underverden, som ingen længere har nogen erindring om. Den gamle mand står af hesten og træder hen til Adams første hustru, dette mærkelige, tragiske væsen, der ikke havde handlet i ondskab, men af kærlighed. Knæler. Plukker hendes sidste åndedrag og lukker blidt hendes øjne. Så går han hen til Jesus og samler ham forsigtigt op. Det ser ikke ud til at koste Mortimer den mindste anstrengelse, det er, som om han løfter et spædbarn og ikke en voksen mand, og han anbringer Guds søn på hesten og svinger dernæst sig selv op. Han rækker armene ud mod Josef og smiler på en måde, Filip aldrig før har set ham smile. Varmt. »Kom du med mig. Jeg skal nok få dig og din far sikkert hjem.« »Lover du det?« Snøftende tørrer Josef sine øjne. »Du kan stole på mig,« siger Døden og løfter ham op. »Vil han klare det?« spørger Filip, da Mortimer vender ­hesten rundt. Han kigger på Jesus, der stadig ikke har givet livstegn fra sig. 14


»Han er døden nær,« siger Mortimer. Så smiler han igen, nu på den velkendte måde. »Men kun bogstaveligt talt. Han vil klare den. Takket være jer. Skynd jer nu. Lucifer skal vide, hvad der er sket, og I skal i sikkerhed.« Han kigger rundt i det sorte landskab. »Det er ikke til at vide, hvad der gemmer sig i mørket.« Han jager hælene i siden på hesten og er væk. »Hvad gør vi?« spørger Satina, da de står alene tilbage. Han tager hendes hånd. »Skynder os.« *** Filip gik hen til skrivepulten og tændte et af lysene i kandelaberen. Den lille flamme syntes at skutte sig i mørket. Han kiggede ind i spejlet. På sit ansigt, der akkurat kunne anes i det spæde lys. Hans øjne var røde og hævede. I mareridtet havde han skreget, i virkeligheden havde han grædt. Han havde spurgt Mortimer, om Jesus ville klare det, og Døden havde svaret, at det ville han, takket være dem. Og takket være Aziel, tænkte han. Det var ham, der sagde nej, da Drole foreslog at slå Jesus og Josef ihjel. Hvorfor? Fordi det trods alt var for voldsom en forbrydelse at begå, selv for Aziel? Næppe. Filip var glad for, at Jesus ville klare det, naturligvis var han det, men i et øjeblik – bare et ganske kort øjeblik – havde der været en anden følelse, havde der ikke? »Nej,« hviskede han. Jo. Vær nu en god dreng, og lad være med at lyve. Du ærgrede dig. Ærgrede dig over, at han ville klare det, for han havde ikke fortjent det. Ikke efter det, han har gjort. Det, han har bragt tilbage. For hvad med dig, Filip? Vil du klare det? Turen tilbage til Helvede havde været forfærdelig. Han 15


og Satina havde ikke udvekslet et eneste ord på vejen, men bare skyndt sig, skyndt sig alt, hvad de kunne op ad den ødelagte trappe og videre ned ad trappen til Helvede, og først da de stod på den anden side af den sorte port med buldrende hjerter og sveden piblende ned ad ryggen, tillod de sig at slappe en smule af. Og så alligevel ikke. For Mortimer tog fejl. Det var til at vide, hvad der gemte sig i mørket. Aziel. Og på et tidspunkt ville han komme frem. Filip blev siddende og stirrede på sit eget spejlbillede, indtil lyset brændte ud og forvandlede ham til en skygge blandt skyggerne. Så blev han siddende og stirrede på det.

16


KAPITEL 3

En umulig mulighed

»Der er noget, der undrer mig,« sagde Lucifer og strøg sit fipskæg, som efterhånden så temmelig tyndslidt ud. Ligesom Filip lignede Djævelen en, der ikke havde sovet godt de sidste nætter. Hvis han da overhovedet havde sovet. Han havde stadig været med Jahve i Paradis, da Filip og Satina var vendt tilbage til Helvede, men et par timer senere havde det banket – hamret – på døren til Filips kammer, og Lucifer havde råbt, at han skulle åbne, er du der, Filip? Åbn nu døren, for fanden, knægt! Filip havde åbnet, og Lucifer måtte gribe fat i dørkarmen for ikke at vakle. »Du er her,« sukkede han. »Jeg frygtede, at ... Mortimer kom pludselig ridende i fuld galop med Josef og Jesus, der så ud, som om han lige var blevet pillet ned fra korset. Han fortalte, at han havde fundet dem ... At du havde fundet dem ... At ... At ...« »At Aziel er tilbage,« sagde Filip og følte en kvalmende fornemmelse ved ordene. Denne gang kunne ikke engang grebet i dørkarmen forhindre Djævelen i at vakle. Nu – to nætter senere – befandt de sig i studerekammeret. Ingen havde hørt fra Aziel, ingen havde set noget til ham. Ikke at det på nogen måde var beroligende, tværtimod. 17


»Du siger, at det var Drole, der stod bag det hele,« fortsatte Lucifer. »At det var ham, der fik Kain flyttet til Galgedalen og senere erstattede hans lig med Aziels i Pæleskoven. At det var ham, der lokkede Lilit til at bortføre Jesus og hans knægt, så Menneskesønnen kunne genoplive den fordømte satan.« Filip nikkede, idet der lød en forsigtig banken på døren. »Hvem der?« spurgte Lucifer, mens hans ene hånd fandt ned til en af skufferne i skrivebordet og lydløst trak den ud. »Søren, herre. Med kaffen.« Djævelen sendte Lucifax et hurtigt blik, og katten gik over til døren. »Kom ind,« sagde Lucifer, stadig med hånden i skuffen. Døren gik op, og Søren trådte indenfor med en bakke med krus og kaffekande. »Holdt,« beordrede Djævelen, og Søren stoppede op. Katten gik hen til ham, mens den stirrede undersøgende på hans skygge. Nikkede så til Lucifer, der vinkede ham nærmere. Søren skævede forvirret til Filip og stillede bakken på bordet. Han skulle til at skænke op, men Lucifer verfede ham væk. Han lukkede skuffen igen. »Hvor var jeg?« mumlede djævlekongen, da Søren havde lukket døren efter sig. »Nå ja. Du sagde, at det sidste, Aziel så, inden han døde, var Lilit. At hun stod på den anden side af døren til torturkammeret og så dig ... hmhmm ...« Så Filip myrde Aziel med et af sine afskårne horn. Det havde været i sidste øjeblik. Det burde også have været Aziels sidste øjebik. »... så det hele.« Filip nikkede igen. »Aziel var altså klar over, at Lilit holdt til her på slottet. Men hvad med Drole? Hvordan vidste han, at han kunne finde hende her?« 18


Det var et godt spørgsmål. På det tidspunkt var Drole for længst havnet i Forfængelighedssumpen, skubbet i af Filip, der havde set Aziels højre hånd forsvinde i det ætsende vand. »Kan han have opdaget det ved et tilfælde?« sagde Filip. »Vi ved jo ikke, hvornår det lykkedes ham at komme op af sumpen. Han kan have ledt efter hende i mange år.« »Næppe. Der er intet af dette, der er tilfældigt, men derimod planlagt ned til mindste detalje. Og det er en anden ting. Dette var ikke nogen simpel plan, men så kompliceret, at ikke engang Jahve opfattede, hvad der foregik, selv om det hele skete lige foran snuden på ham. Skulle Drole have udtænkt den på egen hånd? Efter hvad du fortæller mig om ham, lyder det næppe sandsynligt.« »Du mener, at der må stå en anden bag end Drole?« »Det er én mulighed. Men du sagde, at der ikke var andre djævle til stede, da Aziel blev vækket. At der kun var ham og Drole.« »Så hvad er den anden mulighed?« »Noget, der burde være en umulighed. For fortæl mig engang, Filip: Hvem kender du, der tidligere har lagt planer, som ingen af os har kunnet gennemskue, før det var for sent?« Filip så på Djævelen med rynket pande. Han forstod, hvad Lucifer hentydede til, men ... Det gav jo ingen mening. »Aziel,« svarede han. »Men han var død.« »Ja. Det var han. Og nu ...« »Nu er han ikke død længere.« »Nu er han ikke død længere,« gentog Lucifer. Han sagde ikke mere, men tog kaffekanden og skænkede op i en af kopperne. Han tilbød ikke Filip og tog heller ikke en tår, men stirrede bare på den dampende drik, som om han ikke anede, hvad det var. 19


»Og I har stadig ingen ide om, hvor de kan skjule sig?« Djævelen rystede på hovedet, stadig uden at fjerne blikket fra koppen. »De er ikke i Ny Helvede, hvilket var det første, vi undersøgte. De er heller ikke vendt tilbage til den underverden, hvor I fandt Lilit. Men Mortimer siger, at der findes et utal af den slags glemte gudsriger, og hvis de kunne finde en, kan de have fundet flere. De kan være hvor som helst. Bortset fra her, Filip.« Lucifer løftede blikket og bankede en finger i skrivebordet. »Og det er vigtigt at huske på. Godt nok har Drole lusket rundt herinde og forårsaget en allerhelvedes ballade, men han forlod også stedet, og ud over at de ikke kan komme ind igen, så vil Helvede være det absolut dummeste sted at skjule sig.« Og måske derfor det smarteste, tænkte Filip og rejste sig fra den elektriske stol. Djævelen fulgte ham med blikket. »Der er ingen grund til at bilde nogen noget ind, Filip. Som sagt kan Aziel ikke uden videre komme ind gennem porten, men det er ikke det samme, som at han ikke vil gøre forsøget. Vi ved begge to, hvad han er ude efter.« »Mig.« Lucifer nikkede. »Men vi har en fordel.« »Hvad?« »Han ved ikke, at vi ved, at han er tilbage. Hvis det ikke havde været for dig ... Hvis du ikke havde fundet ud af, hvad du fandt ud af ...« »Hvis bare jeg havde fundet ud af det noget før.« »Det nytter ikke at tænke sådan, Filip. Sket er sket.« »Er det? Aziel var død. Nu er han ikke død.« »Ja, på den måde minder I to sgu om hinanden. For en ...« »Nej!« råbte han så højt, at det gav et sæt i både Djævelen og Lucifax, der sprang på benene med kløerne fremme. 20


Han følte vreden pumpe ud i blodet med voldsom kraft, og han pegede på Lucifer. Advarende. Truende. »Jeg minder ikke om ham! Ikke på nogen måde!« Djævelen iagttog ham med et blik, der med al tydelighed udtrykte, at han ikke brød sig om at blive råbt af. Og at de, der gjorde det, ville fortryde det omgående. »Rolig, Filip. Jeg mente blot, at ...« »Ikke på nogen måde!« Lucifer lagde fingerspidserne mod hinanden og sukkede. »Det er vist første gang, jeg tager de ord i min mund, men ... Om forladelse, min dreng. Det var et dumt ordvalg.« Vreden trak sig tilbage, selv om noget i ham ikke ønskede det. Ønskede at fastholde den. »Men som jeg var ved at sige,« fortsatte Djævelen. »Selv om Aziel befinder sig på den anden side af porten, så husk – uanset hvem du møder – at tjekke deres skygge. For en sikkerheds skyld.« »Sidste gang lykkedes det Aziel at lave den perfekte forvandling. Ikke engang skyggen afslørede ham.« »Sidste gang havde han ikke været død i otte år. Det kan godt være, at han atter er i live, men jeg tvivler på, at han er kommet helt til kræfter.« Muligvis. Men Filip havde set ind i Aziels sorte blik, da han havde slået øjnene op. Set den kraft, der glødede i dem og ... Muligvis ikke. »Så hvad nu?« »Nu finder vi ham. Og når vi finder ham ...« »Det har jeg hørt før.« »Vi finder ham,« gentog Lucifer, og nu var det ham, der pegede på Filip. »Men indtil da bliver du på dit kammer. Og låser døren.«

21


KAPITEL 4

Knust

Men i stedet for at gå op på sit kammer, som Lucifer havde beordret ham til, drejede han den anden vej, da han kom til vindeltrappen, og gik ned. Ned og ned og ned til den lukkede dør for enden. Den åbnede sig lydløst, da han skubbede til den, og hans skygge faldt ind gennem døråbningen, som om den ikke kunne vente med at komme indenfor. Torturkammeret. Han trådte ind i rummet, der stank af smerte og blod, med blikket fæstnet på det sted, hvor Grumske havde hængt, efter Satina var blevet bortført. Lucifers tidligere slotstjener havde ikke selv haft held til at stikke af, efter han havde myrdet Skumleskæg, og man havde forsøgt at tvinge ham til at fortælle, hvad han vidste om Aziel, og hvor han befandt sig. Uden held. Indtil Filip var trådt ind i rummet. Til at begynde med havde forræderen leet hånligt, da Filip havde lukket døren bag sig. Så slemt står det altså til? havde han sagt. Når djævelene giver op, så sender de en engel. Men Filip var langtfra en engel, og kort efter var skrigene begyndt. Skrigene og ... Filip havde engang sagt til Satina, at med alt det, der var sket, så var hun den eneste grund til, at han ikke var gået fra forstanden. Hvilket senere viste sig at være fuldkommen 22


sandt. For her, i dette rum, var han gået fra forstanden. Her havde han hengivet sig til det kolossale mørke, der gradvist havde hobet sig op i ham, og nu prøvede han af al magt at genkalde sig det. At føle det. Føle det blæksorte had, der dengang var eksploderet igennem ham som vand, der bryder igennem en dæmning, og som ikke alene havde fyldt hver en afkrog af hans legeme, men ændret det. Han var gået ind som menneske, han var kommet ud som djævel, og han ... han ... Han kunne ikke. Hans krop var som slukket, og det eneste, han følte, var den svaghed, han engang havde svoret aldrig at bukke under for igen. Han frygtede ikke for sit eget liv, men han frygtede det, Aziel kunne finde på. Ligesom i hans mareridt var der ting værre end døden, og Filips blik gled over til det sted, hvor hans far havde siddet bundet, og Aziel med et grin havde jaget kniven i hans mave. Jo, han hadede. Han hadede Aziel med hver en fiber i sin krop, men mest af alt – mest af alt hadede han sig selv for at være så forbandet bange. Filip forlod torturkammeret med en følelse af at flygte. Han lagde vejen forbi køkkenet for at tage lidt mad med op på sit kammer. Ikke fordi han var sulten, bare for at tvinge noget i sig. Han havde næsten intet spist i to nætter. Hverken Ravine eller Søren var i køkkenet. De vidste, at der var sket noget alvorligt – hverken Filips eller Lucifers manglende appetit var gået kogekonens næse forbi – men de vidste ikke hvad. Lucifer havde påbudt Filip at holde nyheden om Aziels genkomst for sig selv. Medmindre det blev nødvendigt, var der ingen grund til at rippe op i gamle sår og gøre folk bekymrede. Ravine havde forsøgt at spørge ind til det et par gange, og Filips svar havde været kortfattede løgne. 23


Han skar sig et par skiver brød og lidt pølse og skulle til at forlade køkkenet, men stoppede så op. Kiggede på tallerkenerne og glassene, der stod rene og skinnende på bordet. Søren, der ikke alene havde affundet sig med sin nye tjans som køkkenhjælp, men ligefrem syntes om den, havde klaret opvasken, tingene manglede bare at blive stillet på plads. Mærkede Filip en snurren i panden, eller var det noget, han bildte sig ind? Han satte sin mad fra sig og gik over til køkkenbordet. Tog et af de rene glas. Stod lidt og vejede det i hånden. Så snurrede han rundt og kylede det ind i væggen. Det eksploderede med en klirren, og inden alle skårene var raslet til gulvet, havde han taget endnu et glas og kastede det. Endnu et, endnu et, endnu et. Det lød som styrtregn, og da et af glassene splintredes i hånden på ham og skar hul, bemærkede han det næppe. I stedet greb han fat om den høje stabel af tallerkener og slyngede den ned på fliserne af alle kræfter. Larmen var øredøvende og ... »Hvad laver du?« Han vendte sig om. Sveden haglede ned over hans ansigt, pulsen bankede hårdt i hals og tindinger. Søren stod med en spand og en klud i hånden og gloede målløs på ham. Uden at tøve tog Filip et af glasskårene, der var landet på køkkenbordet, og trådte hen imod ham, greb fat i Sørens krave og pressede ham baglæns, indtil han knaldede ind i væggen. »Det er din skyld!« råbte han og holdt glasskåret op under Sørens hage, så det prikkede mod huden. Han trak vejret gennem sammenbidte tænder, hver en muskel var spændt, og her var det omsider, hadet. Det brusende, skummende had, der fik hans blod til at brænde og verden til at flimre. »Det hele er din skyld! Hvis det ikke var for dig, ville intet af dette være sket! Fatter du det? Fatter du, hvad du har gjort? Fatter du, 24


hvad du har FORTJENT?« Glasskåret dirrede i Filips hånd, og en dråbe blod løb i en mørk stribe ned over Sørens hals. »F-Filip ...« gispede han. »J-jeg forstår i-ikke ... D-du må ikke ...« »Hvad? Hvad må jeg ikke? Hvad ...« »Filip! Hvad i alverden går der dog af dig?« Stemmen var som et piskesmæld i hans tanker, og det gav et ryk i ham. Ravine stod i døren til slotsgården, men i det øjeblik var det slet ikke hende, han så. Det var det, hun så. Sig selv. Det, han var i gang med. Han slap Søren og bakkede langsomt væk, mærkede en tung kvalme sætte sig. Et øjeblik var han sikker på, at han ville kaste op. Han stirrede på den sorte streg af blod på Sørens hals. På glasskåret i sin hånd. Det gled ud af hans greb, landede mellem de andre på gulvet. Så drejede han rundt og stormede op ad trappen, hele vejen ind på sit kammer, hvor han smækkede døren, låste den og stillede sig foran spejlet. Han greb fat i rammen, mens han kæmpede kvalmen tilbage. »Kom nu,« snerrede han, hvæsede han, råbte han. »Kom nu, kom nu!« Han ruskede spejlet, så alting skælvede og rystede, og hans eget ansigt flød ud for hans blik. »KOM NU, FOR HELVEDE!« Men hans øjne blev ved med at være blå, og hans ansigt forandrede sig ikke. Det snurrede ikke engang i arrene, og med et brøl knaldede han panden ind i spejlet med sådan en kraft, at det revnede. Han trak sig tilbage, og noget i ham syntes at slukke, da han betragtede det røde blod, han havde efterladt i midten af det spindelvævsagtige mønster. Midt i sit eget knuste ansigt.

25

Bøgh Andersen DEN FALDNE DJÆVEL (Læseprøve)  
Bøgh Andersen DEN FALDNE DJÆVEL (Læseprøve)