Page 1


I samme serie Blandt skovens skygger – En rejse gennem natten 1 Døde drømme – En rejse gennem natten 2

Af samme forfatter blandt andet De Hvide Mænd Djævelens lærling – Den Store Djævlekrig 1 Dødens terning –Den Store Djævlekrig 2 Den forkerte død – Den Store Djævlekrig 3 Ondskabens engel – Den Store Djævlekrig 4 Den faldne engel – Den Store Djævlekrig 5 Himmelherren Julemandens død

2


KENNETH BØG H ANDERS EN  

BLACK OUT

HØST & SØN 3 HØST & SØN


Black out © Kenneth Bøgh Andersen og Høst & Søn/rosinante & co, København 2016 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslag: Harvey Macaulay, Tegnestuen Imperiet Sat med Adobe Garamond Pro hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4553-3 Printed in Latvia 2016 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Besøg forfatterens hjemmeside www.kennethboeghandersen.dk Kenneth Bøgh Andersen er også på Facebook

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


INDHOLD Evig straf 7 A-D-Am 25 Bøddel 49 Black out 71 1, 2, 3, 4, 5, 6 ... 91 Et lykkeligt liv (arbejdstitel) 119

5


6


EVIG STRAF

7


8


Fuck! Fuck, fuck, fuckfuckfuckFUCKINGFUCK! Hvad havde han gjort? Hvad fanden i helvede havde han gjort? Dumt spørgsmål. Stemmen i hans hoved lød højt og tydeligt selv gennem hjertets buldren i hans ører. Det føltes, som om det prøvede at hamre sig vej ud gennem hans bryst. Som om det prøvede at flygte fra ham, som han selv var flygtet fra skolen. Han kunne slet ikke huske turen ned til åen. Verden havde ikke bestået af andet end blind panik, og han var først kommet til sig selv, da han sank sammen mod træstammen, hivende efter vejret med sveden silende ned over kroppen og kvalmen siddende helt oppe under ganen. Du ved udmærket, hvad du har gjort. Han rystede på hovedet, voldsomt, som prøvede han at ryste stemmen væk, og han lænede sig ud over åen, nåede lige at få et glimt af sit eget flimrende spejlbillede, inden det druknede i indholdet af hans mavesæk. Kramperne jog igennem ham, og han brækkede sig, indtil han ikke havde mere i sig, og han tænkte, at det næste, han ville kaste op, var sin egen sjæl. Eller også var dette hans sjæl. Denne grumsede, stinkende plamage, der flød oven på åen og langsomt blev båret ned ad den. 9


Jo. Han vidste udmærket, hvad han havde gjort. *** Han har gjort det mange gange før. Jadajadajada-um, kannst du nicht den a kussetyv, dann bist du wirklich dumm. Men jadajadajada, det er man wirklich også, hvis man spilder sin tid med at prøve at lære et sprog, der får en til at lyde som en lallende idiot, og Danny skrider fra tysktimen, længe før deres lærer kommer og sikkert bare er taknemmelig for, at hans plads er tom. Som så mange gange før. De fleste gange hører hans mor aldrig om det, og hans far ... Hvilken far? Han skred, da Danny var fem år gammel, gik uden så meget som at se sig tilbage. Danny kan ikke længere huske, hvordan manden ser ud, og han kan heller ikke være mere ligeglad. Næ, det handler om at pjække fra de rigtige timer, og selv når lærerne af og til gør alvor af deres trusler ... Hans mor aner ikke, at Danny både kender hendes brugernavn og kodeord til forældreintra, som han tjekker mere regelmæssig, end hun gør. Vi skal nok snakke med Danny om det. Med venlig hilsen Louise, svarer han, og så er det bare at slette beskeden og vupti, så er den sag ude af verden. Arbeit macht frei, som en klog mand engang sagde. Så meget tysk har han da lært. Han går ud i skolegården, der trods det gode vejr er helt tom. Smider sin taske på bænken under halvtaget og fisker en smøg frem fra inderlommen. Det ved hans mor heller ikke. At han ryger. Der er mange ting, hun ikke ved. Hun ville blive forbavset. Eller forskrækket. Han har netop taget det første hiv, da ... Well, well, well, what 10


d’ya know? Minsandten om han ikke har taget fejl, skolegården er alligevel ikke tom. Danny havde bare ikke opdaget ham, fordi han sad i skyggen af det store træ. Helt stille. Og helt alene. An – fucking – dreas. Der engang brød Rule Number One og sladrede til lærerne, dengang Danny i 5. klasse satte brandalarmen i gang. Han havde lige trukket i snoren, og hele skolen begyndte at bimle og hyle, da han fik øje på den lille dreng, der stod oppe på trappen og gloede på ham med øjne så store som tekopper. Du sladrer ikke, havde Danny sagt, hvilket plejede at være nok, og han mente også, at knægten havde rystet på hovedet. Men senere på dagen var Danny alligevel blevet ringet ned på inspektørens kontor, og da han kom hjem, var det første, han gjorde, at slå op i skolens fotobog og lære, at sladrehanken hed Andreas og gik i 2. klasse, og dagen efter lærte Andreas, at man ikke sladrer om Danny, never ever, for det her er, hvad der sker, hvis man bryder Rule Number One, FATTER DU DET? Ja, det fattede Andreas i den grad, og ikke én gang siden har han brudt den, selv om der har været rigeligt at sladre om. Knægten beder jo ligefrem om det med de dér hinkesten, der gør hans øjne dobbelt så store og får ham til at ligne en hjernedød spasser. Det fysisk klør i Dannys næver, når han ser ham. Og nu sidder årsagen til kløen lige foran ham med snuden begravet i en eller anden åndssvag bog. Helt stille og helt alene, og hvor var det dog en fremragende ide at pjække fra tysk. To fluer med ét smæk, så at sige. Drengen er så opslugt af historien, at han ikke opdager Danny, før der drysser aske ned i håret på ham. Først kigger han forbløffet op, som om han tror, at det sner, selv om det er midt i august. Idiot. Måske er han virkelig lige så dum, som han ser ud. 11


Så vender han sig om, og selv om man ikke skulle tro, at det var muligt, bliver øjnene bag forstørrelsesglassene endnu større. Blikket flakker og søger kortvarigt ud til siderne, kigger efter hjælp, en flugtvej. »Sig mig engang,« siger Danny og puster røg i hovedet på ham, »pjækker du?« Andreas ryster på hovedet. »N-nej. Jeg har fået lov til at ... « »Hvad læser du?« Danny snupper den tykke bog ud af hånden på ham, kigger på forsiden. Et dæmonisk væsen med kolossale horn og gule øjne kigger tilbage på ham. Danny har aldrig hørt om forfatteren før, men et øjeblik har han det, som om ... Som om hvad? Som om han har set bogen før? Nej, ikke helt. Desuden kan han slet ikke huske, hvornår han sidst har åbnet en bog frivilligt, og denne bog – den er ikke engang fra biblioteket. Det er Andreas’ egen, og den insisterende kriblen i knoerne tager til. Hvem fanden slæber deres egne bøger med i skole? »Djævelens lærling,« læser han og kigger på Andreas. Smiler og fnyser på én gang. »Læser du om mig?« Andreas mumler et eller andet. »Så tal dog, så man kan høre det. Eller tror du, at mine ører er lige så store som dine øjne? Gør du? Siger du, at jeg har store ører? Gør du? Gør du?« »Giv mig den,« siger Andreas igen og rækker hånden frem, som om han rent faktisk forventer at få bogen tilbage. Igen: Idiot. »Slap dog af, jeg vil jo bare hjælpe dig med at læse den.« Danny slår op et tilfældigt sted og river en side ud. »Så det går lidt hurtigere.« Tårerne vælder op i Andreas’ øjne. Tænk at tude over en skide bog. Det ville næsten være sjovt, hvis ikke det var så forbandet farligt. Med de store glugger risikerer fiskefjæset jo at oversvømme hele skolen. 12


»Vil du ikke nok lade være?« »Næ,« siger Danny og river flere sider ud. »Ved du ikke, at Helvede er gentagelse? Står det ikke ...« Han går kortvarigt i stå, idet ordene sætter sig fast i hans tanker. Helvede er gentagelse. Hvor har han hørt det før? Han synes, at det er for nylig, og af en eller anden grund får sætningen en solid kuldegysning til at rulle ned over hans ryg. Et øjeblik – så flygtigt, at han næsten ikke når at registrere det – er han bange. Nej, ikke bare bange. Rædselsslagen. Hvorfor? For hvad? Andreas? Så – lige så hurtigt, som den dukkede op – er følelsen væk igen. Eller rettere – den har aldrig været der, selvfølgelig ikke, det var jo bare en kuldegysning, nogen, der gik over hans grav, som Dannys bedstemor siger, selv om han aldrig har forstået, hvad det betyder. Han rømmer sig. »Står det ikke i din bog? Lad mig se engang.« Han skal til at rive endnu en side ud, da Andreas langer en hånd ud og river bogen til sig. Det var lige godt satans. Andreas plejer ikke at gøre modstand, han ved, at det er Rule Number Two, og hvis den bliver brudt, så vil det bare gøre det hele meget værre, og han ved, at Danny er en forbandet verdensmester i at gøre det hele meget værre, og da den umiddelbare overraskelse har lagt sig, kommer vreden buldrende som et eksprestog. Hvad fanden i helvede bilder den lille mongol sig ind? »Giv mig den.« Danny rækker hånden frem, og i modsætning til Andreas forventer han at få den. Øje – motherfucking – blikkeligt. »Giv mig den bog lige nu, eller du kommer til at æde hver eneste side. Forstår du det? Hver eneste forpulet si ...« Han ser det ikke komme. Ser ikke bogen komme, idet Andreas med en hurtig bevægelse trækker armen tilbage og kyler den imod ham med fuld kraft. Den rammer Danny lige over næseryggen, banker cigaretten ud af hans mund, og et øjeblik forsvinder alt i gnistrende hvidt. 13


»Hvad ...« mumler han og blinker virkeligheden tilbage. Selv om det her overhovedet ikke føles virkeligt. Næseblod? Har han næseblod? Bænken foran ham er tom, og er det hele bare er noget, han har forestillet sig? Dét virker næsten mere sandsynligt, end at Andreas ... Men så får han øje på ham. Brilleaben sprinter alt, hvad han kan mod skolegårdens udgang. Var han løbet mod skolen, havde han haft en større chance, men Andreas har ikke tænkt det her igennem. Nej, han har slet, slet ikke tænkt det her igennem, hvilket han for alvor vil finde ud af lige om lidt, og Danny sætter efter ham med en knurren. Normalt elsker han denne del, men ikke nu. Han er for vred, rasende, og selv om Andreas har fået et forspring, så er det langtfra stort nok, og snart står der dagens ret på hver eneste forpulede side. Efter Danny har pisset på dem. Ti meter skiller ham og Andreas. De bliver hurtigt kogt ned til otte. Syv. Seks. Fem, og det er her, verden rives fra hinanden. Andreas har nået skolens udgang, og han fortsætter uden at se sig tilbage. Fortsætter uden at se sig for. Fortsætter ud på vejen og direkte ud foran bilen, der brager ind i ham som et rovdyr, der har ligget på lur. Bumpet, der lyder, er ubegribeligt højt, og Danny går brat i stå. Alt i ham går i stå, som om det er ham, der er blevet ramt af bilen, hvis dæk skriger mod asfalten. Så stilhed. Så – Danny har hørt, at nogle mennesker ser hele deres liv i glimt, når de dør. Hvad Andreas ser, ved han ikke, men han ved, hvad han selv ser. 14


Han ser sig selv, og han ser Andreas, og han ser alle de ting, han har gjort ved ham ... (dengang han proppede hans jakke i lokummet, dengang han tvang ham til at æde en edderkop, dengang han brændte hans øreflip med cigaretten, dengang han, dengang han, dengang han ...) Det blitzer igennem hans tanker på et splitsekund, der varer en evighed, og så ... *** Og så var han her. Nede ved åen, rystende, svedende, frysende og med et hjerte, der hamrede, så det sortnede for ham. Var han blevet set? Han anede det ikke, men tænkte, at sandsynligheden var lille. Der havde været fem meter mellem ham og Andreas, han havde stadig været skjult af skolebygningen, og bilisten havde sikkert ikke nået at opfatte andet end drengen, der pludselig var løbet ud på vejen. Der havde ikke været andre i skolegården ud over ham og Andreas. Kun ham og Andreas, der vidste, hvad der var sket. Hvad han havde gjort. »Ingenting,« hviskede han og tørrede opkast af mundvigene. »Jeg gjorde ingenting.« Og det var ikke løgn. Han havde jo ikke engang rørt Andreas, og det var for fanden ikke ham, der havde bedt ham om at stikke af, tværtimod, kunne man vel sige. Overhovedet ikke ham, der havde bedt ham om at løbe direkte ud foran bilen og blive torpede... Han knækkede sammen igen, idet kramperne atter satte tænderne i ham. Han gylpede luft op, og pludselig gled han i det våde græs og de fedtede blade. Benene forsvandt under 15


ham, og han greb ud efter noget at holde i, men fik fat i intet, og splitsekundet efter blev verden til plumret åvand, der lukkede sig om ham som et koldt tæppe. Hans hoved ramte et eller andet hårdt, og smerten fik ham til at gispe den sidste rest af luft ud. Han prøvede at komme på benene, men fødderne smuttede i dyndet, det føltes som en uhyrlig mund, der prøvede at sluge ham, og han sad også fast under et eller andet. Noget stemte mod hans ryg, syntes nærmest at presse ham dybere ned i den sorte verden, der maste imod ham fra alle sider. Mudder og tråde af blod fra såret i panden hvirvlede omkring ham, hans bryst føltes, som om det var ved at blive trykket ind, og hvide pletter sprang for hans blik. De brændte sære huller i virkeligheden, og igennem dem ser han Andreas. Han ligger ikke på gaden foran bilen, men står på den anden side af vejen, han kigger direkte på Danny med et sært udtryk i blikket, og langsomt hæver hans ene mundvig sig i et smil ... I sidste øjeblik lykkedes det Danny at finde fodfæste og rykke sig fri, og han brød igennem vandoverfladen med et sugende gisp. Hostende og gispende kravlede han op på bredden og sank sammen i græsset. Vandet drev af ham, det føltes, som om han blødte fra hver en pore i huden. Tæt på. Det havde været tæt på, han måtte på en eller anden måde være havnet inde under en trærod. Han prøvede at få styr på åndedrættet, at kølne de brændende lunger. Langt borte – som kom lyden fra en anden verden – kunne han høre klavermusik. Nej, ikke musik. Bare de samme tre toner spillet om og om igen. En enerverende lyd. Det stoppede, idet han kom på benene. Hans hoved gjorde ondt, og udkanten af hans synsfelt bølgede, som om han stadig havde vand i øjnene. Hjernerystelse? Så fik han øje på den, og fra det ene øjeblik til det næste 16


stod verden stille. Han kunne ikke engang mærke hovedpinen længere. Den lå i krattet nær piletræet, ikke mere end en meter fra, hvor han stod. Det dæmoniske væsen på forsiden syntes at stirre tilbage på ham. Han kunne ikke huske, at han havde samlet bogen op, efter Andreas havde kastet den i hovedet på ham, men ... Det måtte han have gjort. Han havde jo også truet Andreas med, at han ville komme til at æde hver en side, selv om ... Det var jo bare noget, jeg sagde. Det var bare for sjov. En kold vind rejste sig, bladene raslede. Som om de lo. Dødsjovt, Danny. Dødsjovt. Han tog et skridt hen mod bogen. Nærmede sig den, som om den var levende. Det var en latterlig tanke, det vidste han, men det virkede næsten sådan. Som om væsenet på forsiden fulgte hans bevægelser. Han var klar over, at det bare var pulsslagene i sine fingerspidser, han kunne mærke, da han samlede den op, men det føltes, som om de kom fra bogen, som om den virkelig var levende, et grotesk, dunkende hjerte, og med et udbrud af væmmelse kastede han den fra sig. Den landede midt ude i åen med forsiden nedad. Et øjeblik lå den og vuggede oven på vandet. Så fik strømmen tag i den og bar den bort. Danny blev stående. Prøvede at huske, hvornår han havde samlet den op i skolegården. Kunne ikke. Og hvad så? Han kunne jo heller ikke huske turen hertil, og først nu gik det op for ham, at det var ved at blive mørkt. Skumring og de første stjerner på himlen. Hvor længe havde han været hernede? Han tog sin telefon for at se, hvad klokken var, men den reagerede ikke, havde ikke overlevet turen i åen. Han førte en hånd op til panden. Det sved, da han rørte 17


stedet, hvor han havde slået hovedet, fingerspidserne kom røde tilbage. Han rystede af kulde. Måtte hjem og skifte, inden han blev syg. Tanken fik ham nær til at grine. Han havde aldrig følt sig så syg som nu. Det var torsdag, så hans mor havde aftenvagt, og han ville ikke engang behøve at forklare det våde tøj. Tanken om at låse sig ind i den tomme lejlighed var ikke rar, men det var i det mindste bedre end at blive mødt med spørgsmål, han ikke vidste, hvordan han skulle besvare. Så kom han til at tænke på noget andet, og en isnende kulde slog rod i ham. Febrilsk stirrede han rundt, bad til, at han heller ikke kunne huske at have taget den med sig. Men den var ingen steder at se. Hans skoletaske. Som nøglen til lejligheden lå i. Som han havde sat fra sig på bænken under skolegårdens halvtag. Pis! Pispispis! Han knaldede hånden ind i træstammen. Flere gange, hårdere og hårdere, som om det ville ændre noget. Han var nødt til at hente den. Ikke kun på grund af nøglen, som genboen havde en ekstra af, men også fordi ... Hvis nogen fandt den ... Hvis nogen allerede havde fundet den ... Det ville kæde ham sammen med Andreas og påkørslen og ... »Jeg gjorde ingenting,« hviskede han. »Jeg gjorde ... « Gjorde du ikke? Det ville Andreas næppe være enig i. Danny skyndte sig hen ad grusstien og skulle netop til at slå over i løb, da en lyd bag ham fik ham til at stivne. Han vendte sig om. Mørket var blevet tættere. Samlede sig mellem træstammerne. En grå masse. 18


Det var vinden, han havde hørt. Intet andet end vinden. Men hårene på hans arme stod pludselig som pigge, og han tænkte på, hvordan han var gledet på åbredden. Træroden, der havde presset mod hans ryg. Men hvordan var han egentlig havnet inde under den og derudover – det havde ikke føltes som en trærod, havde det? Det havde føltes som ... Han tvang sig til ikke at tænke tanken til ende og gik videre, blikket stift rettet mod stien. Vinden hviskede igen. Den lød som skridt. Sære, slæbende skridt lige bag ham. Han løb. *** Han løb hele vejen, mens han prøvede at overbevise sig selv om, at Andreas måske – nej, selvfølgelig havde han klaret den. Godt nok havde det bump lydt frygteligt højt, og godt nok havde han ligget frygteligt stille, men det var jo ikke ensbetydende med, at han var død, vel? Danny havde engang hørt om et barn, der ikke bare havde overlevet et fald fra en altan på 4. sal, men dårligt nok havde fået så meget som en skramme, og måske var Andreas sluppet med en brækket arm eller et brækket ben eller måske ikke engang det, og Danny lovede, svor, at hvis Andreas havde klaret den, så ville han aldrig, aldrig, aldrig mere ... Han nåede skolen, og alle løfter – løgne eller ej – blev overflødige. Blomster. Breve. Tegninger. Tændte stearinlys. 19


Fortovet var dækket af det. Ude på vejen – sporene af brændt gummi, der slangede sig ind og ud mellem hinanden mod den mørke plet længere fremme, og verden flimrede for Dannys blik. Han vaklede, sikker på, at han ville besvime, havde næsten lyst til at besvime og bare lade intetheden opsluge sig, for Andreas havde brækket meget mere end en arm og et ben, han var død, han var rigtig død, og vinden havde lydt som skridt, sære, slæbende skridt lige bag ham, og træroden havde ikke føltes som en trærod, men som ... (en hånd, det føltes som en hånd) ... noget helt andet. På ben, der truede med at kollapse under ham, stavrede han mod lågen til skolegården, undgik at kigge på blomsterne og pletten på asfalten. Det var hans skoletaske, det handlede om nu, intet andet. Intet andet. Mørket sluttede efterhånden tæt. Kun lyset fra gadelamperne kastede et støvet skær ind i skolegården, fik skyggerne til at klumpe sig sammen. Månen hang på den blåsorte himmel som en død udgave af solen, klatrestativet var et slumrende væsen i natten. En svag brise fik basketball-kurvenes metalnet til at rasle, og Danny stoppede kort op. Det gjorde lyden også. Begyndte igen, da han gik videre med hurtige skridt. Hans hjerte var en muskel spændt til bristepunktet. Slog det overhovedet? Under halvtaget var skyggerne en mur af mørke, han kunne ikke se sin skoletaske, kunne ikke se noget overhovedet, og han tænkte, at hvad som helst kunne gemme sig derinde. En dreng, for eksempel. En dreng, hvis krop er knust til ukendelighed, og hvis blik lyser af had og hævn bag de ødelagte briller, der er smurt ind i blod og hjernemasse. 20


Danny bed kæberne sammen, tvang kroppen i gang, og der var den. Hans skoletaske. Bare hans skoletaske, der stod, hvor han havde efterladt den, men han følte ingen lettelse. Ikke endnu, ikke her, og han langede hurtigt en hånd ud og snuppede den. Skulle til at vende omkring og spurte hjem så hurtigt, han kunne, men stod i stedet som forstenet. På bænken under tasken lå bogen. Selv i mørket kunne han tydeligt se den, og det sære væsen på forsiden syntes ikke længere bare at kigge på ham, men ligefrem smile til ham. Så var der en lyd bag ham, og det var ikke vinden. Det havde aldrig været vinden. Han snurrede rundt, stirrede ud i den sorte skolegård. Hans ånde stod som skyer ud af munden på ham. Her var koldt. Frysende. »A-Andreas?« hviskede han. Bakkede. Stødte ind i bænken. Der lød et smæld, da bogen faldt til jorden. »Er det dig?« Noget i mørket bevægede sig. »Andreas?« Det kom tættere på. Stavrede, og en kontur groede frem. Antydningen af en skikkelse, knust og skæv. Et glimt af et ansigt, der ikke længere var et ansigt. Rædslen eksploderede igennem Danny, og det var slet ikke gået op for ham, at han var sat i løb, før benene pludselig blev revet væk under ham. Han smækkede ned i asfalten med fuld kraft, nåede ikke engang at tage fra med hænderne. Hans ansigt blev skrabet op, munden fyldtes med blod og stumper af knækkede tænder, men han ænsede ikke smerten. Ænsede ikke andet end skrækken, der fyldte alt, og han stirrede på papiret, der lå på jorden. En af de afrevne sider fra bogen. Det var den, han var gledet i, og 21


han prøvede at krabbe væk, men venstre arm reagerede ikke, den måtte være brækket. Så – Lyden af et ødelagt åndedræt. Knogler, der knasede. Slæbende skridt. Blod, snot og tårer løb ned over Dannys ansigt, og han kneb øjnene hårdt i, da noget trådte ud af mørket. »U-Undskyld, Andreas,« græd han. »D-det var ikke ... « Kolde, døde fingre tog om hans kæbe, borede sig ind i kinderne og tvang hans mund åben, og han vidste, at lige om lidt ville de blive presset ind i munden på ham, de afrevne sider fra bogen, Andreas ville mase dem hele vejen ned i halsen, tvinge ham til at æde hver eneste forpulet en. »Det var ikke m-min mening. Vil du ikke nok lade være? Vil du ikke nok ... « »Næ.« Stemmen skar som en ragekniv igennem panikken, og Danny troede først, at den tilhørte Andreas. Men det lød ikke som ham, slet, slet ikke, den var for dyb, for grov, og der var noget fundamentalt forkert over den. Som om den talte et fremmed sprog, som han på en eller anden måde alligevel forstod. Og selv om han aldrig havde hørt stemmen før, aldrig havde hørt nogen tale på denne måde før, så var der noget velkendt over den. »Er det ikke sådan, du plejer at sige?« Danny åbnede øjnene og begreb absolut ingenting. Skolegården var væk. Himlen over ham var stadig sort, men månen og stjernerne var forsvundet, og verden omkring ham  ... Den brændte. Brændte og skreg, og foran ham  ... Foran ham ... Åh gud. Væsenet var ikke magen til uhyret på den bog, Andreas 22


havde læst, men det lignede. Det lignede meget, og i de flammegule øjne, der var som åbninger til en anden, rædselsfuld verden, så han bilen. Hørte bumpet. Og mærkede, hvordan alt i ham gik i stå, idet han forstod. Igen. Det var ikke Andreas, der blev kørt ned, tænkte han, og det var den sidste fornuftige tanke, han havde. Det var mig, og nu er jeg i ... i ... »Helvede er gentagelse,« smilede tingen foran ham, og så blev alting – den brændende verden, hans tanker, hans sjæl – revet over og ... *** Fuck! Fuck, fuck, fuckfuckfuckFUCKINGFUCK! Hvad havde han gjort? Hvad fanden i helvede havde han gjort?

23

Bøgh Andersen BLACK OUT (Læseprøve)  
Bøgh Andersen BLACK OUT (Læseprøve)