Page 1


Vandtyven – tolv fortællinger om verdens børn © Charlotte Blay, Tove Krebs Lange og Høst & Søn/Rosinante&Co, København 2008 1. udgave, 1. oplag, 2008 Omslag, illustrationer: Tove Krebs Lange Omslagsdesign: Alette Bertelsen, Tegnestuen Imperiet Bogen er sat med Palatino hos fru Pedersens og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-1041-8 Printed in Denmark 2008 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Arbejdet med novellesamlingen er støttet af Statens Kunstfond Du kan læse mere om Charlotte Blay og hendes bøger på hjemmesiden www.blay.dk

Høst & Søn er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.hoest.dk | www.rosinante-co.dk


Kenya

v

Vandty en

­

Katan hylede. Slagene haglede ned over hans bare, brune ryg.  ‒ Tyv! brølede den sorte have mand, mens han strammede grebet i Katans krusede hår.  ‒ Din lille, beskidte tyveknægt. Skal du stjæle af hotellets vand? Pas på, jeg ikke siger det til din far.  Katan sprællede og vred sig som en slange. Men den store næve havde låst sig fast i hans hår. Det gjorde afsindigt ondt. Slagene over ryggen sved. Katans hyl fik luften til at dirre.  Endelig slap den store grab sit tag, og han faldt. Tumlede hen over den grønne græsplæne på alle fire. Blev ramt af vandslangens plaskende stråle og slap våd og grædende ud gennem hullet i hegnet.

9


‒ Og tag dit lort med! brølede havemanden.  Katan hørte, hvordan spanden blev sparket hen ad havegangen. Det rustne jern skramlede mod fliserne og bragede ind i hegnet lige ved hullet, men han turde ikke vende sig og tage den med. Lynhurtigt forsvandt han ind i buskadset, der voksede tæt langs hotellets indkørsel. Solen stod allerede højt på himlen. Den borede de brændende stråler ned gennem træerne. Bagte den røde jord på stien, så den blev gloende. Men Katans fodsåler var tykke som læder. Så tykke, at han kunne træde på torne og skarpe sten uden at mærke det mindste. Og nu klaskede han hen ad den solvarme sti uden spanden.  Han tænkte på, hvor rasende hans far ville blive, hvis han opdagede, at Katan havde prøvet at stjæle vand fra hotellet. Han vidste også, at hans far kunne miste sit arbejde med at gøre rent på værelserne, hvis havemanden sladrede til mr. Harker. Katan spyttede. Den mr. Harker bestemte alting. Han var stor og lyserød og grim som en gris.  Hvad skulle han sige, når han kom hjem uden spanden? Hans mors eneste spand. Han havde fået besked på at hente vand ude ved brønden. Men den lå så langt væk, og det var tungt at slæbe vandet hjem.

10


Både mor og bedstemor ville give ham prygl, når de opdagede, at han havde mistet spanden henne ved hotellet. Og havde han måske ikke fået nok prygl allerede?  Han vendte om og listede tilbage til hullet i hegnet. Der lå spanden. Men der var også noget andet. Der stod en pige inde bag hegnet og gloede ud på ham. En lyserød pige med hvidt hår og en stor, blå badebold. Det var mr. Harkers grimme tøs. Hun fik vist alt, hvad hun pegede på, den forkælede unge.  ‒ Hvad glor du på? sagde han på swahili og snuppede spanden.  ‒ Jeg ser på den flotte tand, du har om halsen, sagde hun.  Hans hånd røg op og greb fat om tanden, som han engang havde fået af sin bedstefar. Han havde ikke regnet med, at mr. Harkers tøs kunne snakke hans sprog.  ‒ Det er en løvetand, mumlede han og var på vej ind mellem buskene.  ‒ Vent! råbte hun efter ham.  Tøvende vendte han sig. Hun stod hvid og lyserød inde bag hegnet. Som et dyr i et bur, tænkte han. Hun skallede på næsen. Små, grimme flager strittede fra hendes forbrændte tud.

11


­

 ‒ Hvis du giver mig din løvetand, lægger jeg vandslangen ud gennem hullet, så du kan få vand, sagde hun.  Igen røg hans hånd op om tanden. Han var lige ved at spytte gennem hegnet.  ‒ Jeg giver aldrig min løvetand fra mig, sagde han. ‒ Jeg har fået den af min bedstefar. Han var masaikriger.  ‒ Jeg står her igen i morgen, råbte hun efter ham. ‒ Måske skifter du mening. Det kunne lige passe, at han skulle bytte sin bedstefars hellige løvetand bort for en spand vand. Han fnøs, så snottet stod ud af næsen på ham. Den tand kunne beskytte ham mod sygdom og slangebid. Men desværre ikke mod at få tæsk af en sur havemand. Slagene sved stadig på ryggen.  Han kunne ikke nå at komme i skole, hvis han skulle hele vejen ud til brønden, tænkte han og skød genvej gennem bananplantagen.  Derhenne lå søen. Eller det der engang var en sø. Nu var det et sørgeligt lille, grumset mudderhul. Engang hentede de vand i søen flere gange om dagen. Rent, klart vand, som var godt at drikke og skønt at vaske sig selv og tøjet i. Dengang var der rigeligt af det. Men nu var der kun

12


muddervand, og hans bedstemor havde forbudt ham at fylde spanden dér. Hans lillebror var blevet syg af at drikke det snavsede vand.  Det var hotellet, der havde trukket alt det rene vand ud af jorden, sagde hans far. Han talte tit om alt det vand, de brugte på det store, nye hotel. Der var vandhaner på hvert eneste værelse, så de hvide mennesker kunne drikke og vaske sig hele dagen, hvis de gad.  Eller de kunne ligge og flyde udenfor i den kunstige sø, som de kaldte et svømmebassin. Der strømmede frisk vand ind i bassinet, så det altid var køligt og rent. Og de vaskede tøj i kæmpestore maskiner. Masser af hvidt tøj, som de brugte til at lægge på bordene, hvor de hvide sad og spiste, og på sengene, hvor de sov. Katans far var selv med til at vaske gulve hver eneste dag. Og udenfor vandede de planterne omkring hotellet, så de altid var saftige og grønne at se på.  Katan sparkede til en tør gren, så den fløj ind i krattet. Så vadede han ud i den grumsede sø med sin spand. Hvis han nu gik helt ud på midten og kun tog af vandet i overfladen, så ville hans bedstemor nok ikke opdage, at det kom fra mudderhullet.  Forsigtigt lod han vandet sive ind i spanden, indtil den

13


var fuld. Omhyggeligt fjernede han et par blade og nogle små vanddyr, som vimrede rundt. Plaskede så i land og gik hen ad stien med vandet skvulpende ud af spanden.  Da han gik igennem majsmarken i nærheden af deres hytte, fik han øje på sin mor. Hun stod med hakken mellem de tørre majsplanter.  ‒ Katan, kaldte hun og rettede sig op. Hun pressede den frie hånd ind i ryggen og svajede bagud. ‒ Kom her og lad mig drikke.  Moren drak direkte af spanden. Så smilede hun og tørrede sig over munden og hen over panden med armen.  ‒ Skynd dig hjem til bedstemor, så de små kan få vand, sagde hun.  ‒ Ja, mumlede Katan og hankede op i spanden. Han følte sig pludselig flov.  Men Katans bedstemor opdagede med det samme, hvor vandet kom fra. Hun sad på jorden foran lerhytten under det store træ og flettede græsmåtter, mens den mindste lillebror sov på hendes skød. Katan fyldte vand i den tomme konservesdåse, bedstemoren rakte frem. Hun drak, men spyttede øjeblikkeligt ud igen. Vandet fossede ned over hendes store, bare hængebryster og endte i håret på lillebroren, der vågnede og jamrede sig.

14


­

 ‒ Det vand kan du give hønsene! skreg den gamle og kylede konservesdåsen efter Katan.  Han dukkede sig og luskede hen og hældte vandet i hønsenes fad. De ilede klukkende til fra alle sider for at drikke.  Hans små søskende stimlede sammen og stod og gloede ud af de møgbeskidte ansigter. De ville også have vand, klynkede de.  ‒ Du gik ikke til brønden, som jeg sagde! skreg bedstemoren.  ‒ Der er så langt, råbte Katan tilbage. ‒ Jeg kommer for sent i skole.  Nu græd den syge lillebror hjerteskærende. Bedste moren vuggede ham beroligende og tørrede hans febervarme pande med en klud.  ‒ Du går til brønden, når jeg siger det, råbte hun og truede med en knytnæve ad Katan. ‒ Vand er vigtigere end skole.  ‒ Læreren siger, det er vigtigt at lære noget, mumlede Katan.  ‒ Jeg skal lære dig noget, hvis ikke du kommer af sted efter det vand! råbte hans bedstemor.  Igen hankede Katan op i den tomme spand og klaske-

15


de surmulende af sted på de bare fødder. Han turde ikke andet, for bedstemoren kunne godt finde på at give ham en på kassen. Han kom forbi skolebygningen og kunne høre børnenes klare stemmer ud gennem vindueshullerne. De sang, så det gjaldede i den dirrende middagshede. Katan var ved at tude af længsel efter at være med derinde i lerhyttens kølige skygge.  Men han skulle først tilbage med vandet og så hente sine bøger. Når han nåede skolen, ville de andre være på vej hjem. Pokkers også. Han trampede på en fed larve, som mavede sig over stien. Indvoldene flød ud i en stor, gul plamage. En flok hujende aber, som passerede stien længere fremme, fik følge af en sten, som han arrigt kylede efter dem. De hvinede hysterisk og skældte ud længe efter.  Ude ved hovedvejen, måtte han gå helt inde i kanten. Bilerne var farlige jerndyr, der kunne nappe en. De buldrede tæt forbi ham og lavede store støvskyer.  Da Katan langt om længe nåede ud til den afsvedne eng, hvor brønden lå, måtte han vente i evigheder på en flok kvinder, der stod og knevrede, mens de trak vand op.

16


Stadig snakkende hjalp de hinanden med at løfte de store vanddunke.  Endelig skred de af sted med de tunge beholdere balancerende på de knejsende hoveder. De fleste bar også deres babyer på ryggen.  Katan lod sin spand suse ned i brønden. Den blev hurtigt fyldt, og han trak den op med lange, seje tag. Tovet sved nederdrægtigt i fingrene.  Den lange vej hjemad var det værste. Han slæbte, så skulderen gjorde ondt, og armen føltes alt for lang. Og så længe han gik langs med den store vej, buldrede bilerne ondskabsfuldt forbi og lagde en grå hinde af støv på vandet. Det sved i øjnene og kildede i næsen. Flere gange kom han til at hoste, så han spildte.  Da Katan igen nærmede sig skolen, fik han øje på nogle drenge, der havde fået fri. De daskede af sted ovre på den anden side af vejen. Bøgerne bar de under armen.  ‒ Hej, Katan! råbte en af dem. ‒ Går du ikke i skole mere?  ‒ Jeg kommer i morgen, mumlede han og slæbte videre på vandspanden.  ‒ Katan vil hellere bære vand end gå i skole, råbte en anden.

17


Han hørte, hvordan de lo.  ‒ Skal du ikke også have en baby på ryggen ligesom kvinderne?  Han fnøs og skiftede spanden over i den anden hånd. Sådan nogle idioter. Han ville vise dem, at han kom i skole, om det så skulle koste ham hans bedstefars løvetand. Hvad var nu det, der lå i vejkanten? Han bukkede sig ned over aben. Store, grønne spyfluer summede allerede omkring den døde krop. Inde i buskadset sad dens unge og peb. Den stirrede ud på Katan med øjne, der var alt for store til det lille hoved.  ‒ Nåhhh, er din mor blevet ramt af et væmmeligt jerndyr? sagde han og rakte den frie arm ud mod det lille dyr.  Abeungen nærmede sig tøvende og snusede forsigtigt til hans hånd. Så tog den det som en invitation og sprang lige i favnen på Katan. Han kom til at le, så han måtte sætte spanden. Aben var så lille og let, og det kildede, når den kravlede rundt på ham. Til sidst satte den sig til rette på hans skulder.  Han hankede op i spanden.

18


19


­

 ‒ Jeg må hellere få dig væk fra vejen, så du ikke også bliver slået ihjel, sagde han.  Hans små søskende blev ellevilde, da de så det lille dyr. Det var lige før, de glemte deres tørst for at lege med abeungen.  Hans bedstemor vaskede den syge bror og lod ham drikke af det rene vand. Men hun så ikke glad ud.  ‒ Den abe må du se at komme af med, Katan, sagde hun. ‒ Vi har munde nok at mætte her i hytten.  ‒ Jeg skal nok tage den med ud i buskene, når jeg henter vand i morgen, lovede han.   Den nat sov abeungen hos ham på måtten. Han selv sov ikke ret meget. Han lå og holdt om løvetanden. Hvad mon hans bedstefar ville sige, hvis han gav den væk?  Der lød en rumlen i mørket, og en dyb stemme fyldte hytten:  ‒ Du skal gå hen til det store hus med alt vandet!  Det gav et sæt i Katan, så abeungen vågnede og peb. Der i mørket tonede en stor skikkelse frem. En masai kriger med spyd i hånden og løveskind over skuldrene.  ‒ Bedstefar, hviskede han og knugede tanden.  ‒ Det store hus med vandet, vandet, vandet … lød det

20


som et ekko, der forsvandt i mørket sammen med skikkelsen.  Endelig gled Katan ind i søvnen.

­

Næste morgen rungede bedstefarens ord stadigvæk i Katans ører. Han listede af sted med spanden og abe ungen, før solen stod op. Hans små søskende skulle ikke se, at deres legekammerat forsvandt.  Han havde planlagt at sætte det lille dyr i en palme inde i bananplantagen. Og fuldkommen som han havde håbet, gik abeungen straks i gang med at guffe bananer i sig.  ‒ Her kan du leve som en lille banankonge, grinede han og gik videre med spanden.  Men aben havde åbenbart ikke tænkt sig at lade ham gå. Inden han nåede hegnet omkring hotellet, sad den lille fyr igen på hans skulder og gnaskede i en banan.  ‒ Når jeg går tilbage med vandet, skal du altså blive i plantagen, sagde han. ‒ Jeg kan ikke have dig med hjem.  Mr. Harkers lyserøde pige stod og ventede ved hullet i hegnet. Vandslangen lå parat i en vandpyt.  Katan greb fat om løvetanden og knugede den til afsked. Det var fuldkommen idiotisk at give den hellige løvetand væk for en spand vand. Hvad så i morgen?

21


Men hans bedstefar havde talt til ham i nat, og nu stod han her og fyldte sin spand med hotellets rene vand.  Han skævede ind til mr. Harkers tøs, der stod med skallende næse og åben mund. Hun gloede måbende på aben, der sad på hans skulder og smaskede i bananen.  Da spanden var fyldt, gjorde han mine til at tage læderremmen med tanden af sin hals. Men pigen derinde rystede på det hvide hår og pegede på aben.  ‒ Jeg vil hellere ha’ den dér.  Først troede Katan, hun lavede sjov med ham. Men da han kunne se, at hun mente det, skyndte han sig at række abeungen gennem hullet.  Hun tog den ind til sig som en levende dukke, og den fandt sig tilfreds i det.  ‒ Hvad spiser sådan én? spurgte hun.  I et glimt fik han ideen til, hvordan han kunne få vand i lang tid.  ‒ Den spiser kun bananer fra plantagen derude, han pegede.  ‒ Jamen jeg må ikke gå uden for indhegningen.  ‒ Det er ikke noget problem. Jeg kommer med bananer til din abeunge hver dag. Og du lægger vandslangen ud gennem hullet og tænder for vandet.

22


‒ Jeg skal nok sørge for, at du får masser af vand, lovede den lyserøde pige og krammede sit nye kæledyr.  ‒ Fint, sagde Katan og forsvandt ind gennem buskene med vandspanden. Det næste stykke tid nåede Katan i skole til tiden. Hver dag lagde han bananer ved hullet i hegnet og fylde vandspanden med slangen, der lå og sejlede i en pyt. Men en dag var bananerne høstet.  Hvordan får jeg vand, når der ikke er flere bananer? tænkte han og knugede om løvetanden, inden han plukkede de sidste små frugter af en indtørret klase.  Da han nærmede sig hotellet med sin tomme spand og de sølle små bananer, så han på lang afstand, at hullet i hegnet var repareret. Han stoppede og stod og gloede på det nye stykke hegn.  Slut med skolen, jamrede det i ham. Nu måtte han helt ud til brønden hver dag.  Han kiggede efter mr. Harkers tøs. Hun var der ikke. Men hvad var det, der stak op af jorden lige uden for hegnet? Et rør med en hane.  Forsigtigt, som en tyv der er på gale veje, nærmede han sig vandhanen. Han havde aldrig prøvet sådan en før.

23


Han snusede til den. Lyttede til den. Og rørte så forsigtigt ved den.  ‒ Du skal altså dreje på hanen, kom det inde fra den anden side af hegnet.  Det var den lyserøde pige. Hun stod og grinede med abeungen på skulderen.  Tøvende drejede han på det lille håndtag. Fantastisk! Vandet plaskede lystigt ned i spanden. Hans smil fyldte hele ansigtet, da han kiggede gennem hegnet og så, at mr. Harker også stod der.  ‒ Sig til dem, du kender heromkring, at de bare kan hente vand fra hanen, sagde han og smilede. Mr. Harker lignede faktisk slet ikke en gris, når han smilede sådan.  Katan knugede om løvetanden og takkede for vandet. Men så kom han i tvivl. Måske var det slet ikke hans bedstefar, men pigen, der var skyld i det gode vand. Hun fik jo alt, hvad hun pegede på.  ‒ Tak! råbte han. ‒ Og for resten kan abeungen sagtens spise andet end bananer fra plantagen.  ‒ Det har jeg da fundet ud af for længe siden, råbte mr. Harkers tøs.

VANDTYVEN  

Uddrag af bogen

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you