Issuu on Google+

157mm

xxmm

157mm

90 mm

KIM BLÆSBJERG PRESSEN SKREV OM

Rådhusklatreren „Blæsbjerg er en stor og varm humorist, der skildrer almindelige menneskers almindeligheder, så de fremstår som de allervigtigste øjeblikke. Eller kort og godt som det sandeste, der er at sige om det at være menneske … Rådhusklatreren er klatret til tops og sætter også tydelige aftryk i den øverste del af hovedet.“

✶✶✶✶✶

– Kamilla Löfström, Ekstra Bladet

„Rådhusklatreren er en veloplagt og dristig roman om livet som både fortælling og hemmelighed.“ – Vibeke Blaksteen, Kristeligt Dagblad

„Sprudlende. Kim Blæsbjergs seneste roman, Rådhusklatreren, er et gedigent bud på, hvordan en nutidig slægtsroman skal skrives.“ – Rasmus Rune Axelsen, MetroXpress

„Blæsbjerg har fantasi og fortællelyst i seriøse mængder …“ – Bjørn Bredal, Politiken

1975

. Den attenårige Mitchell Cooper flygter med skib fra New York. Han ender i Amsterdam, hvor han efter nogle år som småpusher og boheme møder den unge danske skuespiller Malene Bech. Han tager med hende til Danmark, og sammen får de sønnen Colin. Men Mitchell værner om sin amerikanske fortid som en ugennemtrængelig hemmelighed, og snart splittes familien på dramatisk vis. Da Colin efter gymnasiet opsøger sin farfar i New York, viser der sig et mønster i familiens skæbne.

Pyramiden

er en fortælling fra den sidste fjerdedel af det 20. århundrede. En fortælling om venskab, kærlighed og familiebånd. Men først og sidst en fortælling om vold – og om voldens fascination.

PYRAMIDEN

228x mm

90 mm

KI M B LÆ S BJ E R G

PYRAMIDEN ROMAN | ROSINANTE

Kim Blæsbjerg (født 1974) debuterede i 2002 med kortprosasamlingen Fælder. Siden har han udgivet romanerne Niels Bohrs kærlighed (2003) og Rådhusklatreren (2007), der blev han store gennembrud. Kim er vokset op i Lemvig og bor nu i København med sin kone og to børn.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

Af samme forfatter Fælder, prosa (2002) Niels Bohrs kærlighed, roman (2003) Rådhusklatreren, roman (2007)


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

Kim BlĂŚsbjerg

PYRAMIDEN roman

Rosinante


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

Pyramiden © Kim Blæsbjerg og Rosinante / rosinante&co, København 2010 1. udgave, 1. oplag, 2010 Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet Sat med Aldus hos BookPartnerMedia og trykt hos special-trykkeriet, viborg a/s ISBN 978-87-638-1332-7 Printed in Denmark 2010 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. kimblaesbjerg.blogspot.com

Bogen er skrevet med legatstøtte fra Statens Kunstfond og Kunstrådets Litteraturudvalg.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

Well no one told me about her The way she lied Well no one told me about her How many people cried But it’s too late to say you’re sorry How would I know Why should I care Please don’t bother trying to find her She’s not there Well let me tell you ‘bout the way she looked The way she acted and the colour of her hair Her voice was soft and cool Her eyes were clear and bright But she’s not there – The Zombies


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

Prolog De løber, Klara forrest, Colin bagved, op gennem Rundetårns hvidkalkede sneglegang. Bukserne knitrer mellem Klaras lår. Colin er iført et par halvlange bomuldsshorts som ingen lyde afgiver. De forsøger at løbe lydløst, ingen hørbare skridt, intet prustende åndedræt. Kun Klaras knitren høres. Man må ikke løbe i Rundetårn, slet ikke uden billet. En gang tidligere er de blevet smidt ud herfra. Det er Colins idé at de skal vende tilbage. Intet udmåler konditionen så præcist som den ubarmhjertige snoning mod toppen. På toppens udendørs platform giver de sig lov til at pruste og stønne som to udsultede hunde. Klara lader sig dumpe ned på den runde bænk, træder skoene af og giver sig til at massere de ømme fødder. For at give tæerne luft løfter hun fødderne højt mod himlen, lader hænderne og armene bære hele sin krops vægt mens benene tegner et stort V. Colin forvisser sig om at der ikke er andre gæster til stede på platformen. Klara tænker på deres første træningstimer et halvt år tidligere, på deres hvæsende åndedræt og de sorte prikker for øjnene. Hun husker deres krogede natluskerkroppe som nu omsider kan være bekendt at se dagens lys, som har rettet sig ud, har tømt sig for den gift der gjorde dem usmidige og tunge til trods for deres spinkelhed. De bruger et kvarter på at strække ud. Så slentrer de langsomt ned gennem tårnet. Colin betragter en sveddråbe der hænger fra Klaras øre. Han ville gerne række hånden frem, men hun mærker selv dråben og tørrer den væk med lillefingeren. Hjemme i lejligheden træder Klara ind i værelset med brusekabinen og lukker døren efter sig. Mens hun tager bad, ringer Colin til Monte og får oplyst et tidspunkt og en adresse på Nørrebro. Foran spejlet i entreen trækker han T-shirten af og betragter sin overkrop, brystet og overar-

7


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

mene. Han er mere sej end muskuløs, er for tynd til at musklerne for alvor har noget at sætte sig på. Efter at have klædt om forlader Colin og Klara lejligheden. De vandrer fra Vesterbro til Nørrebro, op ad Nørrebrogade i retning mod en bestemt sidevej. Det er begyndt at støvregne, og bydelens lugte meddeler sig pludselig med forenet kraft: den sure lugt af fortovets snavs, den søde lugt af grillbar, den beske stank af bussernes dieselos. Alligevel snuser Colin lugtene ind som for at lagre dem et sted i næsen eller svælget. De når Baldersgade og finder husnummeret. Klara ringer på dørtelefonen. Kort efter står de i en lejlighed på tredje sal. Kvinden kigger op og ned ad Klara, ikke for at vurdere hendes udseende, men fordi hun overhovedet er her. Bag kvinden sidder to mænd i en sofa. De betragter også Klara – med sløve, men ikke helt uinteresserede blikke. »Vi er to om det i dag,« siger Colin. »Hun har været med før.« Det synes kvinden ikke at kunne erindre. »Giv os nu bare kuverten,« siger Klara. »Vi kan ikke stå her hele dagen.« Den ene af mændene rejser sig ugideligt fra sofaen og træder et par skridt nærmere. Han stiller sig imellem kvinden og Klara. »Den so skal forlade lejligheden,« siger han til Colin. »Hvad?« siger Klara. »Hun skal ud,« siger manden og giver Klara et skub i brystet. »Vi handler ikke med fremmede.« Colin trækker sin springkniv og holder den op for mandens næse. Med et skeløjet blik betragter manden kniven. Den anden mand gør mine til at rejse sig fra sofaen. »Klara er godkendt af Monte,« siger Colin. »Find de penge nu, ellers ringer jeg til Monte og siger I har trukket jer.« Kvinden træder frem og lægger en kold, beroligende hånd på Colins skulder. »Hun kan stille sig over til døren,« siger hun. Colin skæver til Klara hvis blik han helst vil undgå. Så nikker han langsomt og lægger kniven tilbage i lommen. Han puffer til Klara og får hende til at træde et par skridt bagud. Længere over mod døren, siger kvindens blik. Klara bakker to skridt mere. Kvinden trækker på skuld8


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

rene og henter den tykke kuvert i et andet værelse. Hun rækker den til Colin som lægger den ned i sin taske. Han afleverer en pakke til kvinden. Nede på gaden vil Klara ikke gå. Hun vil tilbage til lejligheden og snakke med kvinden og hendes fyre. De skal have at vide at det ikke er i orden at tale sådan til hende. »Vi nævner det for Monte,« siger Colin. »Monte, den lort, hvad kan han gøre ved det?« Ingenting, det har Klara ret i. Colin griber Klara om håndleddet og trækker hende med hen ad fortovet. De er nødt til at komme videre. Det forsvinder, siger han til hende i tankerne. Dette uværdige job, Monte, København, det hele bliver opslugt af det gab der venter dem i horisonten. Han trækker i Klara hele vejen ud til Nørrebrogade hvor hun slider sig fri og skyder en hård finger ind i hans bryst. De ser hinanden i øjnene, udflydende, ufokuseret, Colin allerede af sted på den lange rejse, Klara indespærret i et raseri der ikke vil slippe hende. Sådan bliver de stående, den ene længselsfuldt forført af den løfterige fremtid, den anden bremset af den latterligt brydsomme nutid. Ingen af dem skænker fortiden en tanke – det faktum at historien, deres egen personlige historie, den skæbne der binder dem så stramt til hinanden, tager form et andet sted og i en anden tid, flere år før deres fødsel, hvor de, Klara Dietze og Colin Bech Cooper, af gode grunde endnu slet ikke spiller nogen rolle.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

1. DEL


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

1 New York, 1975 Mitchell opholdt sig alene i lejligheden, men det kunne ikke vare længe før nogen dukkede op. Alligevel tog han sig tid til at gå en runde fra værelse til værelse for at se det hele en sidste gang. Møblerne. Især møblerne forsøgte han at skære ud af billedet som var hans blik en skalpel. Bordene han havde siddet ved, stolene hvis puder han havde formet med sin krop, eller som havde formet ham efterhånden som han voksede op. Sofaen i dagligstuen som han havde slænget sig i kun iført underbukser, med alle vinduer slået op i den værste sommerhede når ingen andre var til stede. Sengen på hans eget værelse som lugtede af alkohol og sæd fordi han insisterede på selv at vaske sit sengetøj, men aldrig fik det gjort. Møblerne ville han gerne bære med sig selvom det ikke nyttede noget at slæbe rundt på selv den mindste dødvægt. Han skar dem ud af billedet med sit hvæssede blik og gemte dem i en hule i baghovedet eller lagde dem ned i den diskrete mørkebrune taske han bar over skulderen, og som i forvejen rummede lidt tøj, et par sko, en toilettaske, et par billigbøger og to fotografier i ramme, et af en død hvid kvinde og et af en levende sort. Alt andet kunne for hans skyld forvitre i samme sekund han sprang ud ad døren: stereoanlægget, fjernsynet, tæpperne, reolerne med bøger og plader, selv dem på hans eget værelse. Nej, ikke dem alle. Fra sin reol trak han tre lp’er ud og kiggede på den slidte vinyl, forbundet til hans organisme med sølvtråde som pladerne var, en tråd for hver gang han havde lyttet til dem, og han vidste at han kom til at købe dem igen et andet sted, i et andet land, så snart han havde fundet et sted at slå sig ned. Rundturen sluttede i soveværelset. Dette rum, den enorme kvadratiske seng som så mange efterhånden havde sovet i, betød ingenting for Mitchell. Heller ikke pengeskabet indbygget i væggen over sengens ho13


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

vedgærde – for visse personer i hans omgangskreds et tungt og skæbnesvangert symbol, for Mitchell bare en beholder eftersom han som den eneste foruden ejeren kendte kombinationen. Mitchell åbnede pengeskabet og betragtede de stablede bundter af dollars i små og store sedler. Fristelsen meldte sig som en vibrerende streng i maven, men han havde besluttet sig for ikke at tømme skabet, heller ikke at tælle pengene for at vide hvor meget han gik glip af. Han tog ti tusind dollars og lagde dem ned i tasken, måtte flytte lidt på tingene for at få dem til at være der. Så greb han et ekstra bundt og lagde derned. I tasken lå også en springkniv og en pistol. Han tog et våben i hver hånd og vejede dem. Det var som om pistolen føltes for tung. Han lod kniven blive i tasken. Pistolen lagde han ind i pengeskabet. Han skulle til at smække lågen i. Så fik et indfald ham til at tælle pengene op på ny. Han lagde i alt atten tusind ned i tasken, tusind dollars for hvert år han havde levet. Lynlåsen snerrede da han lukkede tasken. Han smækkede lågen i og forlod lejligheden uden at skære flere erindringsbilleder ud. Bilen var hans egen, en mørkerød Ford Mustang, en af de store modeller produceret året før oliekrisen tvang koncernen til at tænke i mere skrabede løsninger. Mitchell flåede i rattet allerede før han havde tændt motoren. Det smertede helt ind i rygmarven at skulle sige farvel til den bil som han selv havde købt for honorarerne for det første halve års arbejde, eller rettere for det store forskud han havde fået, som dog nok nærmere var et lån eftersom han ikke var berettiget til at modtage løn endnu. Uden at forcere farten kørte Mitchell i sydvestlig retning til New York Container Terminal i Staten Island, et havneområde han kendte godt i forvejen. Tre gange havde han været med til at hente fragt fra de store europæiske og asiatiske containerskibe som lagde til i havnen. Han parkerede i udkanten af terminalen, forlod sin Mustang og søgte mod oversigtstavlen med ankomster og afgange. To skibe havde afgang mod Europa samme aften, det ene fra et engelsk rederi. Mitchell spurgte sig for indtil han fandt skibet. Arbejderne var ved at være færdige med lastningen. Mitchell gik hen til en gruppe matroser der stod og røg, og spurgte om de sejlede med skibet til Liverpool. »Hvem spørger?« sagde en af dem, ikke meget ældre end Mitchell. 14


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

»Hvis I kan hjælpe mig om bord på skibet,« begyndte han. »Jeg kan give jer en virkelig god betaling.« »Sådan en knægt, du ligner ikke én der har røven fuld af penge. Er du løbet hjemmefra?« Mitchell åbnede tasken og trak et bundt sedler frem. Matroserne strakte hals for at få blikkene ned i tasken. Mitchell trak den til sig og lagde pengene tilbage. »Som jeg sagde, betaler jeg godt.« »Hør her, knægt, hvis den taske er fuld af dollars, er det fordi du har røvet en bank. Vi sætter ikke vores job på spil for en bankrøver.« »Der er måske nogle af jeres overordnede jeg kan tale med.« Matrosen gav Mitchell et skub med skulderen og bad ham forsvinde. Mitchell gik derfra og satte sig på en stabel paller nogle hundrede meter væk. En kold gullig tåge havde lagt sig over det skarpt oplyste havneområde. Mitchell kneb øjnene sammen og overvejede mulighederne. Han havde penge nok til at indløse billet til den transatlantiske oceanliner som sejlede til Southampton, eller til at tage et fly, men han kunne ikke rejse i eget navn. Der var ikke tid nok til at få lavet et falsk pas. Han var nødt til at forsvinde uden spor – når man så bort fra den viden Deena Lawrence havde. De intime betroelser var en kalkuleret risiko han havde valgt at leve med. Mitchell havde ingen præcise planer for sin flugt. Han vidste at han måtte forlade Amerika, og at Europa ville være et godt sted at havne. Det føltes som et spring uden sikkerhedsnet, men dybest nede nægtede han at tro han havde forladt sit land for altid. Han forestillede sig at der engang i fremtiden, årtier senere, ville vente tilgivelse, hjemvendelse og forsoning. Det var tanker han blev nødt til at skubbe fra sig hvis ikke han skulle stivne i modløs ubeslutsomhed. Pengene i tasken ville sikre hans eksistens i lang tid fremover forudsat at han passede på sig selv og sine ting. Når det engang blev nødvendigt, kunne han tage et job. Et hvilket som helst job i en hvilken som helst by i et hvilket som helst land. Han foretrak at vide så lidt som muligt. Han ville betræde den fremmede bys havn som en kniv der havde ligget i sprit under sejladsen: renset og blank og skarp. Mitchell rejste sig fra pallerne da en mand kom gående imod ham. 15


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

Manden var ældre end de britiske matroser, mere vejrbidt og snavset, med oliespor i ansigtets furer. Han talte engelsk med en accent som Mitchell først forstod at placere da manden pegede mod det skib han sejlede med, et hollandsk registreret containerskib med kurs mod Rotterdam. »Jeg er maskinist på skibet der,« sagde han. »Jeg har snakket med englænderne. Hvor vil du gerne hen?« »Europa.« »Tror du det er bedre end Amerika?« »Alt er bedre end Amerika.« Maskinisten lo og nikkede indforstået. »Hvad hedder du?« Mitchell forholdt sig tavs. »Intet navn, godt, så siger jeg heller ikke mit navn. Hvad har du gjort?« »Jeg har ikke gjort noget.« »Hvorfor køber du så ikke en flybillet? Har du slået nogen ihjel? Jeg vil ikke hjælpe en morder om bord.« »Jeg er ikke morder. Kan du skjule mig på skibet?« Maskinisten betragtede Mitchells taske. Mitchell havde intet andet valg end at klynge sig til hollænderen, men så ingen grund til at stole på ham. »Hvis du eller nogen anden fra besætningen prøver at stjæle mine penge, kan du regne ud hvad der sker.« »Tag det roligt. En vis beskyttelse er med i prisen. Hvor meget vil du betale?« »Fem hundrede.« »Fem hundrede dollars. Dem kan du give mig nu. Og så kan du give mig fem hundrede mere når vi er i havn.« Mitchell nikkede. »Godt, bliv hængende her, jeg sender en knægt hen efter dig når det er tid.« Overfarten var en fængsling. Ud over maskinisten logerede to motormekanikere i kahytten. Mitchell talte sjældent med dem. De ignorerede ham når de kom ind i kahytten for at sove. Om natten lå maskinisten og Mitchell på samme smalle briks og trak sved ud af hinandens mere og mere irriterede porer. Toiletbesøg var tilladt. Ellers fik Mitchell ikke lov at forlade kahytten. Maskinisten havde 16


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

gjort sig upopulær hos de nærmeste kolleger fordi han ikke havde fået dem med på aftalen om at tage en velbeslået blind passager om bord. Maskinisten bragte Mitchell mad to gange om dagen. Han sørgede også for læsestof, en stabel eksemplarer af Reader’s Digest og forskellige populærvidenskabelige magasiner, efter at Mitchell havde pløjet sig igennem sine egne billigbøger på to døgn. Han sagde til maskinisten at han foretrak at læse bøger, biografier eller romaner, kunne han mon skaffe nogle klassikere, gerne europæisk litteratur? Maskinisten snusede lidt rundt og kom tilbage med nogle westernromaner. Mitchell læste dem uden at indholdet fæstnede sig. Bagefter læste han flere af magasinerne fra ende til anden. Maskinisten kom med papir og blyant og spurgte om Mitchell kunne have lyst til at skrive breve til nogen eller måske bare nedfælde sine tanker for fornøjelsens skyld. Mitchell takkede nej. Maskinisten lod skriveredskaberne blive i tilfælde af at han ombestemte sig. Fra tid til anden tegnede Mitchell en krusedulle på papiret mens han tænkte adspredt over de populærvidenskabelige artikler han fik læst. Den femte nat vågnede Mitchell ved at maskinisten satte sig på kanten af briksen og gik i gang med at trække sko og sokker af. Mekanikerne havde nattevagt. Mitchell spurgte om han ikke for en gangs skyld kunne lægge sig i en af deres senge. »Jeg har tænkt på,« sagde maskinisten mens han med besvær kom ud af kedeldragten, lagde sig på en anden briks og fik en sødlig svedlugt til at stå ud fra sin krop eller fra madrassen, »jeg kunne godt forestille mig at hele dit nummer har med en pige at gøre. Enten stikker du af fra en pige eller fra noget forfærdeligt du har gjort, eller også går hun og venter på dig i Rotterdam, en pige din familie ikke vil kendes ved.« Mitchell tændte sengelampen for at studere maskinistens ansigtsudtryk. Det var ikke sarkastisk som han havde troet, kun medfølende og lidt sorgfuldt. »Du tager fejl,« sagde Mitchell. »Jeg kender ingen piger.« Maskinisten lukkede øjnene. Han lagde sig om på siden med ryggen til Mitchell. Mitchell kunne ikke tro andet end at fyren ønskede at sove. Han slukkede lyset. »Jeg har selv behandlet en kvinde så forfærdeligt at du tror det er løgn.« 17


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

Maskinisten blev liggende på siden og talte halvt ned i puden. I kahyttens næsten totale mørke lød det som om ordene kom ud af hans brede ryg eller ud af en slumrende bjørns grotte. »Jeg har banket hende gul og blå, jeg har været hende utro med hendes egen søster, for ikke at tale om alle de ludere jeg knepper. Jeg har forladt hende et utal af gange, og jeg ved ærlig talt ikke om jeg nogensinde har elsket hende. Men hun elsker mig alligevel, og hun er lykkelig hver gang jeg kommer hjem fra havet – lige indtil hun siger noget tåbeligt der får mig til at eksplodere. Jeg har engang banket hende med en elfenbensstok jeg havde købt i Singapore.« »Du lyder som et rigtigt svin,« sagde Mitchell. »Det er godt for både min pige og mig at jeg tilbringer så mange måneder på havet. Men det bedste er når jeg kommer hjem til hende efter en af de lange ture. Vi har det fantastisk sammen den første dags tid.« »Jeg kunne hugge min kniv i din fede ryg og gøre hende en tjeneste.« »Det er ikke engang løgn,« sagde maskinisten, »men du har jo selv sagt at du ikke er morder. Du er en dreng uden fortid, og du kan ikke spolere dine planer ved at hægte en død mand på din bagage. Du er noget helt andet. Du er en heartbreaker. Vi havde sådan en type hjemme i kvarteret i Utrecht hvor jeg voksede op, og han var den mest ulykkelige af alle mennesker selvom han gjorde alt hvad vi andre drømte om. Jeg forudser at du møder en ung europæisk kvinde. Du kommer til at møde mange piger. Særligt én vil du falde for.« Den slumrende bjørn fortsatte med at brumme på den måde, udmale de farer der ventede Mitchell på det europæiske fastland, og som alle udsprang fra den samme virulente kilde: pigen, kvinden, som Mitchell ville forelske sig i, langsomt og en smule modvilligt, med en besk smag af skepsis som fortryllelsen imidlertid ville forhindre ham i at tage bestik af. Mitchell lyttede til maskinistens profeti med en følelse af trods og ligegyldighed. Til sidst forsvandt ordene i en spiral over hans udmattede hoved, træt af indespærringen og den tætte, stillestående luft i kahytten, og blev til halve sætninger før stilheden endelig omsluttede ham, ikke fordi maskinisten var holdt op med at tale, men fordi Mitchell faldt i søvn.

18


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 54 OUTPUT: Wed Sep 15 14:42:42 2010 /first/Rosinante/odt2/1110_Pyramiden_155x230_aldus/Materie

Mitchell sad på kanten af briksen med sin taske i skødet, fornemmede en hektisk aktivitet i gangene uden for kahytten og fik den tanke at der kunne være udbrudt brand. Øjeblikket efter slog døren op, og maskinisten trådte ind. Mitchell rejste sig og rakte ham anden halvdel af honoraret. Maskinisten stoppede pengene i lommen, gav ham hånden og bad ham gå med knægten som ville følge ham ud. Mitchell så at der bag maskinisten stod en ung matros. Matrosen hilste og begyndte at gå. Fem minutter senere mærkede Mitchell omsider igen frisk luft mod sit ansigt. Han stod på toppen af landgangsbroen og kiggede ud over Rotterdams summende havn. En pludselig angst strejfede ham som et fugtigt vindpust i nakken, årvågenheden rejste sig, som om det gigantiske hav der nu lå mellem Mitchell og hans fortid trods alt var for lille til at yde ham nogen reel beskyttelse. Han hørte skridt bag sig. »Du skal den vej,« sagde maskinisten og pegede, »det glemte jeg at sige. Op til stationen og tage toget. Op til Amsterdam. Det er der du vil hen.« Mitchell begyndte at gå ned ad landgangsbroen. For hvert trin fordampede et par gram af angsten. Mitchell tænkte på overfarten og den ildelugtende kahyt og søsygen som hele tiden havde ligget på lur. Han tænkte på friheden og det nye liv. Under de seks dages overfart havde han været en mand uden navn. Nu var han atter en person. Med et nyt navn. Han hed ikke længere Mitchell Garman. Garman var hældt over bord midt i Atlanten. Nej, Garman kom slet ikke med på skibet, men blev liggende som en sølle vingeskudt fugl i havnen i Staten Island ved siden af hans Mustang. Han tænkte på sin mor som skulle vækkes fra de døde nu efter alt hvad der var sket. Hendes fødenavn ville han tage. Jeg er Mitchell Cooper, tænkte han da han satte fod på europæisk landjord for første gang i sit liv.

2 Der gik to år før Mitchell mødte Malene. Senere hen skulle han ikke kun forbinde Amsterdam med kanalerne eller musikklubberne eller de 19


PYRAMIDEN af Kim Blæsbjerg