Page 1


Af samme forfatter Plasterpigen · Høst & Søn, 2008 Stop så det der! · Forum, 2010 Dødens å · Høst & Søn, 2011 For lille · Høst & Søn, 2013 Du er den eneste · Forum, 2013 Kniven · Høst & Søn, 2015

2


An n e t t e BJØRG Bj ø r g ANNETTE A n n e t t e Bj ø r g

JEG GIVER DIG MIT ORD Titelblad af omslagsgrafiker

Zoom on

3


Jeg giver dig mit ord © Annette Bjørg og Høst & Søn / rosinante  & co, København 2016 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4890-9 Printed in Latvia 2016 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Lix 17 (Ml 7 + Lo 10)

Forfatteren takker Statens Kunstråd for støtte til arbejdet med denne bog

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


1

FREDAG

Der var langsomt ved at komme blus i lyset på ­tavlen. Orange buede kridtstreger samlede sig til en spinkel flamme over det røde kalenderlys. Molly lagde ­kridtet fra sig. Bare 20 dage til. Hun trådte et skridt tilbage i det dunkle klasseværelse og kiggede på de lys, der allerede var tændt og de steder, der manglede. »Smukt. Så er dagens lyskunstner færdig.« Sanne nikkede glad rundt i klassen og trak en stak stile op af sin taske. Molly gik tilbage på sin plads, hovedrystende. Kunst. Det ord brugte Sanne om næsten alt, de lavede i klassen. Ret latterligt. De kunne sgu da ikke være kunstnere alle sammen. »Hun får ikke mig hevet op og tegne et julelys. Hun tror sgu, vi er børn,« hviskede Mikkel præcist så højt, at de fleste i klassen kunne høre det. »Det er fandeme sådan en barnlig idé.« Molly så, at Sara krympede sig. Det var Sara, der havde foreslået, at de skulle genoptage traditionen med at tegne julelys, som de ellers var holdt op 5


med i 6. klasse. Efter en del råben for og imod vandt hun afstemningen. Men der var en pris at betale hver eneste morgen, når Mikkel hvæsede sin modstand ud i lokalet. »Mikkel.« Molly vendte sig om. »Du er så negativ. Og du kommer aldrig selv med en eneste god idé. Jeg er vildt træt af at høre på dig.« Klassen hujede, og Sanne rullede med øjnene. Hendes gode julestemning var spoleret. »Stop nu. Det er, som det er, Mikkel. Du må accep­ tere, at der var flertal for noget, du ikke er vild med. Det kaldes demokrati.« Sanne gik rundt mellem ­bordene og delte de rettede stile ud. »I har været gode denne gang. Der er virkelig perler imellem.« Hun smilede og klappede sine elever på skuldrene, prøvede at få en gemytlighed ind i sin stemme. Sara blinkede til Molly, glad for opbakningen, så det ud til. Molly mærkede et smæld i baghovedet. Hun vendte sig igen. Mikkel sad med en elastik og sigtede lige på hende. En papirkugle ramte under det ene øje. Hun for op med tårer i øjnene. Den nar. Den fucking idiot. »Nej, hvad sker der?« Sanne fik presset Molly tilbage på stolen. »Mikkel. Det er totalt uaccep­ tabelt, det der. Det tror jeg også, du selv ved. Jeg vil bede dig sige undskyld til Molly.« »Undskyld? Det kan jeg da godt sige. Det er jo 6


bare et ord. Vil I høre det alle sammen?« Mikkel grinede og så sig om. »Undskyld. Se selv. Jeg kan godt. Undskyld, undskyld, undskyld.« Der var mange, der grinede med. Molly stirrede ned i bordet. Alt for mange. Hvorfor var det ikke sommer, så man ku’ skifte den her børnehave ud med gymnasiet? Hun kiggede på sin stil. Ordet »ensomhed« stod med store bogstaver allerøverst. Det havde ikke været nemt at skrive om det emne, for hun følte sig aldrig ensom, tværtimod. Snarere druknet i selskab og i mennesker, som hele tiden ville hende noget. Hun lagde stilen i tasken uden at kigge på Sannes kommentarer og karakter bagerst. Rundt om kunne hun høre små udbrud fra de andre i klassen, mest af tilfredshed. Sanne var vist allerede kommet i gave­humør. »Ok, venner. Hør her.« Sanne klappede i hænderne og fik næsten ro i klassen. »Nu er det som bekendt snart jul, og jeg synes, at vi har brug for at være lidt gode ved hinanden. Derfor har jeg besluttet, at I skal give hinanden gaver i år.« Der lød et langtrukkent suk fra hele klassen, Molly sukkede også. Det var ved at gå over gevind med det juleri. »Helt ærligt, Sanne. Det er altså for åndssvagt,« råbte Sophie, og klassen heppede. Hørt! 7


»Jeg nægter at være med til det fis.« Det var ­Mikkel, der hviskede højt igen. »Jeg har lavet en liste, for så er der ikke noget at diskutere,« fortsatte Sanne. »Sophie giver til Jakob, Jakob giver til Sara, Sara giver til Mathias ... øh, hvor er jeg? Jo, Molly giver til Petrine ... Molly åndede lettet op. Hun sendte fingerkys til Petrine. Det var meget nemmere at give gave til én, man godt kunne lide, end til en spasser som Mikkel. »Mangler jeg nogen? Ja, her kommer de sidste. Maja giver til Atle, og Atle giver til Molly. Jeg hænger listen på opslagstavlen, hvis I skulle glemme, hvem I skal give til. Det skal bare være en lille ting, en lille, velment ting, og I skal have den med på mandag.« En mumlen bredte sig i klassen. Mikkel var træt af »det børnepis«, og de andre vidste bare ikke, hvad de skulle finde på. Petrine smilede stadig, men Molly sagde ikke noget. Atle. Den creepy fyr. Han havde været tre år i klassen, og hun kendte ham overhovedet ikke og havde aldrig haft noget med ham at gøre. I det mindste skulle hun ikke give ham en gave, for så var det for alvor blevet svært. Men hvad kunne han finde på at give hende? Hun syntes, at hun blev nødt til at vende sig og tilkendegive, at de havde noget sammen. Et hurtigt blik over på ham og et 8


lille nik. Mikroskopisk. Et mørkt øje glimtede under det lange hår. Hun kiggede væk igen og fumlede med sit penalhus. Molly og Sophie satte cyklerne op ad telefonboksen og slog sig ned på bænken ved åen. En rødkælk sad og hakkede i en fedtkugle, nogen havde hængt op i buskadset. »For helvede, min røv, hvor er det koldt,« skreg Sophie og hoppede på bænken. Rødkælken kiggede op et øjeblik og begravede så næbbet i fedtet igen. »Tag dog noget ordentligt tøj på. Jeg bliver tosset, hvis du bliver syg til stævnet.« Molly kiggede på Sophies taljerede dynejakke. Den var ny og lækker. Sådan én kunne hun også godt tænke sig – til foråret. »Åh, jeg skal nok komme, uanset hvad. Jeg har jo også en fest, jeg skal holde. Det rimer faktisk ikke så godt, vel? Fest om fredagen og så tonsvis af kampe i weekenden.« »Tre kampe.« »Tre kampe med tømmermænd.« »Hvad giver du Jakob?« »Åh-åh. Aner det ikke. Hvad giver man en fyr, der kun interesserer sig for PlayStation?« »Ligesom Mathias.« »Ja, hvad vil de have? En dåsecola til at holde den gående? Jeg tror sgu, jeg giver ham en dåsecola.« 9


»Han bliver lykkelig.« De fnisede. »Og hvem var det, du sku’ give til?« »Petrine. Jeg fletter et armbånd til hende.« »De er også så fine. Det bliver hun glad for.« Sophie rejste sig og klappede sig på lårene. »Nu bliver det for koldt. Jeg vil hjem.« Der var engang, hvor hun syntes, at Mathias var til at dø over. Med det lyskrøllede hår og de meget havblå øjne. Der var engang, da hun stod tidligt op for at komme tidligt i skole og få så mange minutter som muligt sammen med Mathias, også selv om han sad med ryggen til og spillede kort med de andre drenge. De blev kærester ved at skubbe hårdt sammenfoldede papirsedler gennem kammeraternes hænder: Skal vi komme sammen? Det var i 7. klasse, og de dansede lidt mere med hinanden end med andre, og de tjattede til hinanden og ku’ li’ den samme slags musik. Mathias holdt op med at spille fodbold og satte sig godt til rette foran pcskærmen. Og så blev han sgu siddende! Nu gik de i 9., og Molly syntes, at han var ekstremt kedelig. Ingen af dem havde egentlig gjort det forbi, men Molly regnede i den grad med, at det var forbi for længe siden – ja, måske allerede i 8. klasse, selvom det var tydeligt, at mange mente, 10


de stadig hørte sammen. Godt, det ikke var ham, hun skulle give en gave. »Molly, der er Disney Sjov.« Det var mor, der kaldte. Molly tog sine skindsnore og guldtråden med ind i stuen og flettede videre på armbåndet til Petrine. Det var faktisk hyggeligt at se tegnefilm sammen med de små, det ku’ hun godt indrømme over for sig selv. Emil og Ida lå på gulvet foran fjernsynet, og mor stod med babyen og kiggede lidt med. Molly tog den lille og satte sig med hende. De blå øjne smilede, så Molly blev helt varm indeni. »Hvad skal du hedde, hva’? Du skal da have et navn inden jul, det kan jeg love dig,« hviskede Molly, og den lille greb ud og fik fat i hendes hår. Det gjorde ondt, Molly ømmede sig, og mor fik løsnet de små, stærke fingre. »Jeg kan ikke bare sige: Baby, det må du ikke. Jeg er nødt til at kalde hende noget. Hun skal hedde Lulu, basta!« »Altså, Lulu bliver det ikke. Det er helt sikkert,« sagde mor. »Her, lad mig tage hende. Hun skal i seng nu.« Molly kyssede de bløde babykinder. »Lov mig, at I ikke kalder hende Pippi eller Ronja. Jeg klarer ikke mere af den der børnebogsromantik.« Mor smilede og gik ind i soveværelset med den lille. Emil og Ida lå opslugte foran Tarzan og ud11


stødte abebrøl, den ene højere end den anden. Det var alligevel for belastende. Molly pakkede sit fletteri sammen og gik ind på værelset. Hun havde heldigvis sit eget, mens tvillingerne måtte dele. Månelyset trængte gennem rullegardinet, men e­ llers var der intet udefra, intet forstyrrende, ingen lyde. Molly lå i sin seng under dynen, bomstille og helt sikker på, at ingen andre i klassen havde det lige præcis sådan her lige nu. Hun følte sig svævende og tung på samme tid. Og uendeligt glad for at være alene. Det var det, der var så specielt med hende, sagde de andre. Men det er dejligt, tænkte hun. ­Dejligt at lytte til ingenting. Hør, hvordan det ikke larmer, hør, hvordan det kan risle af stilhed gennem kroppen.

12

Bjørg JEG GIVER DIG MIT ORD (Læseprøve)  
Bjørg JEG GIVER DIG MIT ORD (Læseprøve)