Page 1


2


LISE BIDSTRUP

OVERLEVERNES BY Roman

HØST & SØN

3


OVERLEVERNES BY © Lise Bidstrup og Høst & Søn / rosinante  &   c o, København 2015 Omslag: Stoltze Design Sat med Charter hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4154-2 Printed in Latvia 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante  &   c o Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


»Den væsentligste værdi ved penge ligger deri, at vi lever i en verden, hvor de er overvurderede.« Henry Louis Mencken 1880-1956, amerikansk journalist

»Et folk, der sætter sine privilegier højere end sine principper, mister hurtigt begge dele.« Dwight David Eisenhower 1890-1969, amerikansk general, USA’s 34. præsident

5


6


1. Da jeg første gang slog øjnene op, burde jeg måske have lukket dem igen. Alt svævede. Jeg svævede. Mine fødder kunne ikke finde jorden, jeg kunne ikke engang orientere mig om, hvad der var op eller ned. Det mest bemærkelsesværdige var alle bogstaverne og tankerne. Jeg svævede i et mørkt rum, et uendeligt rum, og omkring mig dryssede bogstaver og tanker ned mod mig, hen mod mig og ind mod mig. Som om der ikke var nogen tyngdekraft til at holde dem på plads. Jeg rakte ud efter en tanke, men vi var som magneter med modpolerne vendt mod hinanden, den blev stødt væk af min berøring. Jeg så nedad, eller i hvert fald i den retning, som mine fødder pegede, for om det i virkeligheden var op eller ned, det anede jeg ikke. Under mine tæer var der lige så mørkt som over mit hoved. Mørke, brudt af lysende bogstaver og endnu flere tanker. Pludselig begyndte tankerne at samle sig til en klynge, som begyndte at hvirvle rundt. Jeg kiggede desperat efter noget at holde fast i, for tankernes bevægelse var så voldsom, og jeg forventede, at jeg om et øjeblik ville blive slynget hid og did. Det skete ikke. De samlede sig. De samlede sig til en stor klump, og den pulserede som et hjerte. Den havde 7


ingen farve, men jeg kunne tydeligt se den. Hjertet svævede opad, og jeg fulgte det med øjnene. Forundret over det, jeg så. Men jeg var ikke bange. Jeg havde det, som om jeg var i trygge hænder Da hjertet hang et stykke over mit hoved, lagde jeg mærke til, at bogstaverne var forsvundet. Ingen A’er dansede rundt om mit hoved, ingen K’er svævede mellem mine ben. Så dukkede et nyt bogstav op. Og et til og endnu et. De hang ubevægelige i luften, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne nå op til dem, ville de give mig fast grund under fødderne. Det er en ukendt følelse at være vægtløs, og jeg ville gerne føle noget bekendt i dette mærkelige rum. Der dukkede ikke flere bogstaver op nu. Hjertet og bogstaverne hang et lille stykke fra hinanden, og bogstaverne formede to ord. Jeg klemte øjnene sammen og læste. Måske var det et navn. L ... I ... Andet ord begyndte med B. De dannede ikke en mening, jeg kendte, eller et navn, jeg havde hørt før. Pludselig lagde jeg mærke til det. Over bogstaverne og hjertet var der et omrids af en person. En kæmpe. Jeg kunne kun se det udslåede hår, ansigtet og det øverste af skuldrene. Hun smilede, og jeg vidste, at jeg kendte hende. Og hun kendte mig. Hun kendte mig så godt, at der gik en rysten gennem min krop. Jeg kaldte skikkelsen P, for hendes navn var for mærkeligt til, at jeg kunne huske det. Jeg smilede tilbage til hende. Det virkede ikke, som om hun så mig, men hun hørte mit smil, for hendes eget blev bredere. Jeg hang der i mørket med hjertet og navnet over 8


mig. Kvinden blev siddende. Der kom ikke flere bogstaver, ikke flere tanker. Hjertet pulserede, og det var den eneste lyd i rummet. En dump lyd. Rolig. Jeg lukkede øjnene. Jeg var både tryg og forvirret. Det var en mærkelig oplevelse, meget mærkelig, men på en måde føltes den naturlig. Kvinden. Tanken. Ordet. Jeg satte mig op i sengen med et sæt. Min krop klæbede til dynen. Jeg svedte, selvom der var koldt i mit værelse. Hurtigt så jeg mig rundt. Det hele var der. Skrivebordet. Den lille lænestol. Et par bøger på gulvet, Den, jeg havde læst, da jeg faldt i søvn, lå oven på dynen mellem mine ben. Jeg gned mig i panden. En drøm. Før i tiden ville jeg have tænkt, at jeg skulle stoppe med at læse inden sengetid, når det kunne give mig mareridt på denne måde, men som tingene var nu, var det ikke det værste mareridt. Jeg ville hellere have bogstaver i hovedet end kugler. Jeg ville hellere se et pulserende hjerte end folk, der sulter. Alt det var der nok af, når man var vågen.

9


2. »Malte?« Mors stemme rev mig ud af søvnen. Jeg satte mig op og skubbede blidt til Villads, der lå og sov ved siden af mig. Han snorkede let og nøjedes med at rynke utilfreds på næsen og vende sig, da han mærkede min berøring. Emma lå i sin seng under det blændede vindue. Morgensolen sendte varme stråler ind mellem revnerne, hvor træpladen ikke lukkede helt tæt. Min lillesøster var krøllet sammen til en lille klump. Hendes buttede kinder var rødmossede, og øjenlågene sitrede. Måske drømte hun også. Jeg lod hende være. Der var ingen grund til, at hun skulle op. Der var alligevel ikke så meget at stå op til. Villads gryntede, og jeg vendte mig og så på ham, mens jeg hev min bluse over hovedet. Min hånd blev fanget i hullet under armhulen, der efterhånden var blevet ret stort. Jeg trak den løs og hørte ærgerlig, at stoffet blev revet en smule mere op. Det varede helt sikkert længe, før jeg kunne få en ny. »Malte?« Jeg sukkede. Der var ingen vej uden om. Onsdag. Jeg skulle på Lageret. Det var nødvendigt og selvfølgelig også rart, når man kom hjem. Jeg gik ud fra soveværelset uden at vække Villads. 10


»Og Villads?« Mor så anklagende på mig, men den vrede pande ændrede sig hurtigt til et opgivende smil. »Kan han ikke vente til næste uge?« spurgte jeg. »Han sover lige så godt.« Mor purrede op i mit hår. Jeg trak hovedet til mig og forsøgte at sætte frisuren. »Har vi vand?« Mor rystede på hovedet. »Ikke til andet end at drikke. Tankene er ikke blevet fyldt op i nat.« Jeg sukkede irriteret. »Det er anden gang i denne uge. Hvad har de tænkt sig?« Mor hældte et glas op til mig. Halvt fyldt. Der var garanteret ikke engang nok til, at vi alle kunne slukke tørsten. Hun lænede sig op ad køkkenbordet. Jeg havde altid set op til hende men nu mere end nogensinde. Det var tydeligt, at hun var gnisten i vores lille familie. Hun var positiv. Hun smilede. Hun var overbevisende, når hun sagde, at alt nok skulle ordne sig. Jeg var sikker på, at det var den indstilling, der gjorde, at vi klarede os. »Er du sulten?« Hun samlede sit hår i en hestehale. Det var filtret og trængte til at blive vasket, men hvem trængte ikke til det? Jeg rystede på hovedet. I nat havde min mave skreget så meget, at jeg var stået op for at kigge i kammeret, men det var næsten tomt. Villads og Emma havde mere brug for det end jeg. »Jeg kan spise, når jeg kommer hjem.« Hun gav mig et kys på kinden. Det var på tide at 11


komme af sted, inden køen blev alt for lang. Der var sikkert allerede flere timers ventetid, men jeg orkede ikke at stille mig i kø i aftes. Nætterne var stadig kolde, selv om foråret havde meldt sin ankomst med anemoner og solskinstimer. »Ses.« Jeg forlod vores hus og lagde den tilvoksede have bag mig. I et glimt huskede jeg, hvordan den så ud før. En tætklippet plæne, hvor jeg spillede bold. Blomster ved det hvidmalede hegn. Mor, der lo, og far, der sparkede bolden tilbage. Nu var der ingen, der brugte tid eller penge på at holde deres haver pæne. Alt var tilgroet, måske lige bortset fra hos familien Brorson, der boede på den anden side af vejen. De havde det sikkert stadig pænt. Muren om deres grund var malet og var ikke faldet sammen som alt andet her i byen. Jesper Brorson arbejdede for regeringen, og af en eller anden grund havde han stadig en indtægt. Modsat min far. Han havde sikkert stadig penge mellem hænderne. Ikke bare rationeringsklip på chippen. Jeg fnøs, da jeg passerede muren. Brorsons hus var godt beskyttet. Oven på muren var der pigtråd og elektrisk hegn, og der var bevæbnede vagter. Familien vidste udmærket, at de var et oplagt offer for plyndring. Jeg gik ned ad villavejen og ud på den større vej, der førte ned til centrum. Asfalten var ødelagt og hullet, flere steder var det ikke til at sige, hvad der var vej, og hvad der var fortov. Grus og støv fra hullerne under asfalten hvirvlede op i vinden og fik det til at knase mellem tænderne. Alt var beskidt. 12


Mange var som jeg på vej til Lageret. Folk var delt op i syv grupper, og man hentede sine rationer på samme dag som de andre i ens gruppe. En kvinde overhalede mig. Hun havde en falmet kjole på og kun sko på den ene fod. Hendes hår var pakket ind i et gråt tørklæde. For at man ikke skulle se, hvor beskidt og fedtet deres hår var, dækkede kvinderne deres hår. Jeg syntes, at beskidt hår så bedre ud end disse tørklæder. Med deres indrammede, smalle hoveder så kvinderne så fattige ud. Det gjorde det hele værre. Det var en form for kapitulation over for krisen. Jeg lagde en hånd over armbåndet med chippen. Strømmen af mennesker var tyk nu, og vi gik skulder mod skulder. Tavse alle sammen. Jeg vidste, at man skulle passe på. Ganske vist boede vi i en zone, hvor alle var registreret og levede under militærpolitiets beskyttelse. Men det var sket, at uregistrerede havde sneget sig ind for at bemægtige sig de eftertragtede chips. Armbåndene var ikke sådan at fjerne, men der gik rygter om, at nogle i desperation havde hugget hånden af deres ofre. Mennesker vil gøre alt for mad, og selvom regeringen gjorde, hvad den kunne for at opretholde ro og orden, så skete der grimme ting, fremtvunget af sult. Jeg trak vejret dybt. Foran mig skød centrum op med de højere bygninger. Fire-fem etager, der engang havde været flotte med sorte, skinnende tage, gule mursten, rene facader. Nu lignede det noget, der var blevet bombet. Siden økonomien i USA, Kina, Indien, Rusland og resten af verden krakkede, havde hver dag været en lydløs bombning af Jorden. En tæppebombning af forfald. 13


Bygningerne foran mig så sølle ud. De fleste vinduer var smadrede eller manglede. Maling, puds og andet skallede af. Mørtel, der trængte til udskiftning, eroderede. Alt var for nedadgående. Jeg knyttede hænderne og huskede på min mors ord: Det er kun en periode. Kun et glimt i verdenshistorien. Alt ordner sig. Mennesket har en uforklarlig evne til at rejse sig igen. Jeg tvang mig selv til at smile. Jeg ville ikke være en af de grå. Jeg nægtede at være sådan en person, der ikke havde håb. Jeg valgte at tro på min mor, for det var enten dét eller mørke. Undervejs passerede jeg flere af militærpolitiets armerede patruljevogne. Betjentene stod afslappet og snakkede. De var i kampuniformer, men hjelmenes visir var slået op, og maskinpistolernes løb pegede ned mod jorden. De havde tydeligvis ingen forventning om, at der skulle opstå uroligheder i dag. Ligesom alle andre havde jeg et blandet forhold til militærpolitiet. De var vores beskyttere, men de var også et tegn på den evige trussel. Om natten herskede udrykningshornene og de blå blink. Der foregik ting i gaderne, som man foretrak ikke at tænke på. »Hey!« Råbet fik mig til at kigge op. En mand med tyndt hår og et langt, inficeret sår på kinden truede ad mig med en hævet knytnæve. »Køen starter dernede,« hvæsede han. Jeg fulgte hans pegefinger og nikkede. Jeg forsøgte ikke at snyde. Gik bare i mine egne tanker. Man skulle 14


være idiot, hvis man prøvede at komme foran i køen. Folk blev tæsket for mindre. Banket sønder og sammen, så de aldrig nogensinde kunne stå i kø igen. Jeg fulgte slangen af tavse mennesker. Forbi den gamle benzintank, der havde ligget øde i flere år, og helt ned til kirkegården, der var det eneste sted i byen, hvor krisen havde resulteret i mere aktivitet. En ung mand pegede på sin ryg, og jeg stillede mig bag ham i køen. Det ville tage mange timer, før jeg nåede frem. Bare der stadig var rationer, når det blev min tur. Det ville ikke være første gang, at Lageret var tomt, før alle havde fået. Jeg bandede ad mig selv over, at jeg ikke stillede mig i kø i aftes. Hvad fanden gjorde det at fryse en enkelt nat, hvis det betød, at man kunne være nogenlunde mæt den kommende uge? »Hej.« Jeg vendte mig overrasket om. Det var sjældent, at folk snakkede med hinanden i køen. Der var altid en tung stemning på éns rationsdage, og folk ville som regel bare være i fred. Atmosfæren var den samme som i kirkerne. Tavs, træt og håbløs. Jeg kunne ikke skjule min skuffelse, da jeg så, hvem der stod bag mig. »Hej,« mumlede jeg og vendte mig om igen. Jesper Brorsons datter. Min genbo. Jeg kunne ikke lide hende. Jeg kunne faktisk ikke fordrage hende. Jeg havde aldrig snakket med hende, men en familie, der i disse tider brugte så mange penge på sig selv, dem kom man til at hade. Når alle sultede omkring dem, hvordan kunne de så få sig selv til at klippe græs og male mur? Og køre rundt i bil? Ingen andre havde bil. Det var rent show off. Føj! 15


»Du hedder Malte, ikke?« »Hvad rager det dig?« svarede jeg uden at vende mig. Kunne hun ikke bare holde kæft? Hun svarede ikke med det samme, og jeg fulgte køen fem et halvt skridt frem, inden den stoppede igen. »Jeg hedder Agnes,« sagde hun så. Bare lyden af hendes stemme sendte bølger af irritation gennem min krop. Jeg ignorerede hende. Der var ingen, jeg kendte, i køen, så jeg kunne ikke beskæftige mig med andet end at stå her og spille døvstum. »Det har jeg faktisk ikke.« Hendes stemme var stille nu. Det rørte noget i mig, men modviljen mod hendes familie fik mig til at fastholde tavsheden. Jeg gad ikke bruge tid på hende. Sur røv, at hun alligevel ingen venner havde, men klart, at ingen gad hænge ud med en som hende. Jeg ville vædde på, at hun ikke havde huller i tøjet, hvor den kolde forårsvind kunne sive ind og fryse huden. »Jeg fylder snart 16,« fortsatte hun med lav stemme. Jeg vidste godt, hvad det betød. Jeg havde også snart fødselsdag, men jeg forsøgte at skubbe tanken om den væk. Det var ikke noget at fejre, at man blev 16. For når ... »Det gør mig bange.« Jeg vendte mig med et ryk og stirrede ind i hendes ansigt. Hendes grønne øjne var overraskede over min pludselige og aggressive bevægelse. »Kan du ikke bare holde kæft?« snerrede jeg. »Fat dog, at jeg ikke gider snakke!« Hun rykkede et umærkeligt skridt tilbage. Så ændrede hendes ansigt udtryk. Øjnene blev smalle. 16


»Så slap dog af. Jeg prøvede jo bare at starte en samtale.« Jeg slog ud med hånden. »Samtale? Pfft! Hvad fanden laver du i det hele taget her? Har din far ikke så mange penge, at det er under jeres lavmål at stå i kø til Lageret?« Hun kiggede ned i jorden. »Det er vist ikke under nogens lavmål at forsøge at få mad på bordet,« sagde hun stille, men hendes stemme rystede ikke. Hun så på mig igen. »Du ved da godt, hvordan det fungerer. Din far arbejder også for regeringen. Han får vel også V-klip.« Jeg bed tænderne sammen. Hvordan kunne hun tillade sig at sammenligne min fars velfærds-klip med alt det, som hun havde i sit hus? »Ja, helt fantastiske V-klip,« sagde jeg ironisk. »Bleer til min lillesøster og en cykel til at komme til arbejde på.« Hun trak på skuldrene. »Min far får også udbetalt V-klip. Ligesom din. Ingen tjener penge. Det burde du vide.« Manden bag hende begyndte at brokke sig. Køen var rykket mindst fire skridt, uden at vi var gået med. Jeg vendte mig og holdt mig tæt til ryggen af den unge mand foran mig, så jeg ikke risikerede, at nogen smuttede ind i hullet. »Forskellen er bare, at min far får flere V-klip end din,« blev hun ved. »Men vi har ikke mere mad af den grund.« Jeg stod stadig med ryggen til. 17


»Hvorfor sælger I så ikke bare jeres bil? Så ville I have penge til et festmåltid hver aften i flere uger.« »Hvem skulle købe den?« Spørgsmålet var velplaceret. Ingen havde råd til at købe en bil, og hvis de endelig havde, så var det ikke engang sikkert, at de fik lov til at købe benzin. Det var ikke alle forundt. »Desuden kan han ikke undvære den på sit arbejde.« Hun var stille lidt. »Jeg har kun kørt i den to gange. Han må ikke tage passagerer med. Vi kørte frem og tilbage i indkørslen. Måske kan jeg lokke ham til at give dig en tur.« Tanken var fristende, men der skulle fandeme mere end en tur i en indkørsel til at tø mig op. Jeg kunne ikke købes på den måde. »Ellers tak,« vrissede jeg. Hun tav. Måske opgav hun samtalen. Den kolde skulder havde haft sin effekt. Jeg gik tre skridt frem. Ventede i flere minutter og gik så hele seks til. Solen stod efterhånden højt på himmelen, og den varmede min gennemfrosne krop. Det føltes behageligt. Mit sorte tøj trak solens stråler til sig og blev lunt. Jeg vendte hovedet mod himlens blå. Nogle måger svævede skræppende over vores hoveder. Jeg tænkte, at de skulle skynde sig væk. Måger var mad, og de var heldige ikke at være blevet skudt endnu. I et glimt så jeg noget i det blå. En slags fortætning af farven. En form. Jeg rystede på hovedet og kiggede væk. Min hjerne spillede mig et puds. I et kort sekund havde det blå formet kvinden fra min drøm. Billedet var 18


svagt men ikke til at tage fejl af. Jeg skuttede mig. Den unge fyr foran trüdte et par skridt fremad. Jeg fulgte med og kiggede opad igen. Den ene müge kom tilbage. Den slog sløvt med vingerne. Der var ikke noget ansigt.

19

Bidstrup OVERLEVERNES BY (Læseprøve)  
Bidstrup OVERLEVERNES BY (Læseprøve)