Page 1

125 mm

24,5 mm

hvor indbyggerne har været tvunget til at bygge lodret op i luften. De fattigste bor nederst, de rigeste øverst, og der er ingen kontakt imellem de forskellige niveauer. Da det årlige

realityshow, Rangstigen, skydes i gang, opdager Kimo til sin forfærdelse,

L i s e B i d s t ru p

K

imo bor sammen med sin familie i Urban Vertikali, en verden,

125 mm

at hun er en af deltagerne. Godt nok er hovedpræmien et liv i rigdom på

umiddelbart intet at vinde, men alt at tabe. For vinder du ikke, dør du …

9 788763 825382

200 mm

CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

s p i l l e ts b y

øverste niveau, men da Kimo i forvejen bor på det næstøverste, har hun

H ø s t

& S ø n


LISE BIDSTRUP

Spillets by Roman

HØST & SØN


spillets by © Lise Bidstrup og Høst & Søn/rosinante&co, København 2012 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Peter Stolze Sat med Charter hos Christensen Grafisk og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-638-2538-2 Printed in Denmark 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i Lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstråd for arbejdslegat til skriveprocessen.

Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Indhold FØRSTE DEL . . . . . . . . . . . 1. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

ANDEN DEL . . . . . . . . . . . . Niveau 0, Kloakken . . . . . . . . Infirmeriet . . . . . . . . . . . . . Niveau 1, Grå Zone . . . . . . . . Infirmeriet . . . . . . . . . . . . . Niveau 2, Møtrikken . . . . . . . Infirmeriet . . . . . . . . . . . . . Niveau 3, Methanzonen . . . . . Infirmeriet . . . . . . . . . . . . . Niveau 4, Bureaukratiet . . . . . Infirmeriet . . . . . . . . . . . . . Niveau 5, Lufthullet . . . . . . . . Infirmeriet . . . . . . . . . . . . .

81 83 107 114 131 138 162 171 193 198 227 232 248

5

7 9 16 27 33 40 48 60 65 77


Niveau 6, Byen over Skyen . . . . Infirmeriet . . . . . . . . . . . . . Niveau 7, Caribu . . . . . . . . . . Infirmeriet . . . . . . . . . . . . . Niveau 8, Kronblomsten . . . . .

260 279 288 301 308

TREDJE DEL . . . . . . . . . . . . 323 Vinderfest . . . . . . . . . . . . . 325 Illusionen brydes . . . . . . . . . 328

6


FØRSTE DEL »Rangstigen er selve forbilledet for Urban Vertikali. Billedet på, at alle mennesker er lige. Alle kan det, de vil. Og alle har mulighed for ved hårdt arbejde at kæmpe sig op til en plads over skyerne.« Sheik Shadiff

7


8


1. Kimo krydsede over sporene, da lyset skiftede til rødt. Metroens skærende horn fik folk på gaden til at kigge op og ryste på hovedet. Sikke en uorden. En svag tilfredsstillelse summede i Kimos mave. Totalt hyklerisk, at det kunne rykke på deres verdensorden, at nogen gik over for rødt, mens de accepterede alt muligt andet lort. Metroen susede bag om hende uden at sætte farten ned. Hun kunne mærke lufttrykket, der fik hendes kobberrøde hår til at danse i den ellers vindstille luft, og passagerernes øjne, der fulde af forargelse borede sig ind i nakken. Hun undertrykte en lyst til at vende sig og skære ansigt. I stedet satte hun farten en smule op. Skoledagen havde været langtrukken og ensom, ganske som den plejede, og Kimo så frem til at sætte sig foran computeren og forsvinde ind i en anden verden. – Freak! Stemmen fik hårene til at rejse sig i nakken, og Kimos krop reagerede ved at sende varme bølger af vrede op gennem systemet. Hun standsede. Vidste, at det ikke nyttede at fortsætte. De ville indhente hende under alle omstændigheder, hvis det var det, de ville. Hun snurrede omkring og stod ansigt til ansigt med tre tøser. Caribu-tøser af værste skuffe. Den type, som hun absolut intet havde tilovers for, og som syntes, at 9


Kimo var et udskud, der hørte til i Kloakken. Tøsen til højre hev et stykke tyggegummi ud mellem læberne, så det strakte sig som en lang tynd snor, hvorefter hun snurrede det hurtigt rundt i luften, så det satte sig som en krans om hendes finger. Kimo trak på smilebåndet. Fantastisk bevis på styrke og overlegenhed ... at kunne sno et gennemtygget sukkerfrit tyggegummi om fingeren. Det måtte hun tage hatten af for. – Hvad fanden griner du af, freak? Pigen, der talte, havde begge hænder i siden og trådte truende et skridt frem mod Kimo. Hun rørte sig ikke. Smilet blev siddende. – Jeg ville gerne fortælle det, sagde hun roligt. – Men jeg er bange for, at din hjerne ikke kan klare presset. Tøsen sendte en spytklat ned foran Kimos fødder. Et lille skummende stænk ramte skosnuden. Hun kogte. Kunne mærke den røde plamage af arrigskab brede sig på halsen. Tøserne grinede hånligt. Pigen med tyggegummiet bed med en snerrende lyd kransen af fingeren. Endnu et forsøg på at virke frygtindgydende. En lille klat sad tilbage på hendes negl. Ærgrelsen skyllede hen over hendes ansigt, da hun opdagede det. Pinligt. Hun stak hånden i lommen og forsøgte desperat at få det gennemgnaskede gummi af sin fine neglelak. Kimos smil blev en anelse bredere. Spytboblen på hendes sko bristede og efterlod en mikroskopisk våd plet. – Hvorfor spasser du ikke hjem til dit freakshow af en familie? Stemmen var tyk af provokation. Kimo knyttede hænderne. Hun måtte ikke lade sig provokere. Hun havde 10


allerede to anmærkninger, og hvis hun fik en tredje, risikerede hun at være skyld i, at hele familien røg et niveau ned. Hun kneb øjnene sammen. – Jeg var på vej, men pludselig stoppede tre retarderede mig og spurgte om råd og vejledning. Det kan man jo ikke ignorere, svarede hun. Endnu en spytklat hvislede gennem luften. Denne gang landede hele herligheden midt på Kimos sko. Pigen med hånden i lommen grinede hysterisk. –  Hun tør ikke engang forsvare sig, gryntede hun skingert. – Gør det igen. Spyt på freaken. Den forreste tøs harkede overdrevent. Kimo kunne mærke, at det rykkede i hende. Hun var på nippet til at eksplodere. På nippet til at give fanden i det hele. Den tredje tøs greb fat i hende med mundvandet. – Kom nu, skulle vi ikke på Café Jones? Spyttetøsen lod sig trække væk, mens hun lavede øjne til Kimo, der stod tilbage på fortovet, urokkelig som en statue. Først da de tre tøser var forsvundet om et hjørne, sank Kimos skuldre ned i normal position, og hjertet begyndte igen at banke i sit normale tempo. Idiotiske tomhjerner! Hun kiggede rundt på gaden, hvor folk vadede forbi, som om intet var hændt. De var alle sammen nogle idioter. Havde de ingen ide om, hvad der foregik i deres egen verden? De tilbragte deres dage på det evigt solbeskinnede niveau 7, hvor alle var velstillede og havde det fantastisk. Uden at tænke på andre. Uden at have de lavere niveauer for øje. Alle de mennesker, der arbejdede deres røv i laser, for at de kunne have 11


en problemfri hverdag. Niveau 7 – fantastiske Caribu. Ignorante caribuanere. Kimo drejede rundt og fortsatte med hastige skridt ned ad Avenue A, drejede op ad A23 og standsede ikke, før hun stod ved sin egen hoveddør. Stadig med rystende, rasende bevægelser holdt hun tommelfingeren over låsen, så den kunne aflæse hendes chip. – Fejl 41, sagde en metallisk stemme. – Forsøg venligst igen. Kimo trak vejret dybt ned i lungerne for at få ro på sig selv. Det var ikke første gang, hun ikke kunne åbne døren, fordi hendes hånd dirrede for meget, til at læseren kunne tyde chippen. Et lille bip bekendtgjorde, at læseren nu havde fanget den. – Velkommen hjem, Kimo Fondt, sagde stemmen, og døren klikkede op. Kimo styrtede op ad trapperne til sin etage. Kastede skoletasken i korridoren og bragede ind på sit værelse uden at tjekke, om der var andre hjemme. Hun lukkede døren bag sig med et knald og lod sin krop dumpe ned på sengen. Tankerne tumlede i hendes hoved med så voldsom en kraft, at hun ikke kunne holde fast på en eneste af dem. Hun kiggede ud ad vinduet, der bredte sig over hele den ene væg. Udenfor stod bygningerne i Urban Vertikali som skinnende monumenter i solens klare lys. Kimo kiggede fra den ene til den anden. Sheik Shadiffs tårn, Globebygningen, Trinititårnene og Marmortårnet. Hendes blik standsede ved Kronblomsten. Den højeste bygning i Urban Vertikali. Stedet, hvor Kommissionen holdt til. Et sug gik gennem hendes mave. 12


Raseri. Håb. Drømme. Harme. Hendes øjne gled en smule nedad igen. Kronblomsten var niveau 8, kun et niveau over Caribu. Men der var langt derop. Og endnu længere ned. Hendes øjne fulgte metrotunnellerne, der forbandt bygningerne med hinanden. Med korte mellemrum susede hvide tog over afgrunden, beskyttet af de gennemsigtige rør. Derfra, hvor hun stod, lignede de små propper, der blev sendt af sted fra det ene højhus til det andet. I de tunneler, der lå tættest på, kunne hun skelne folks ansigter. Hun kunne se farverne på deres kjoler og knuderne i deres slips. Kimos blik gled længere ned. Helt dertil, hvor udsynet blev stoppet af skydækket, der altid lå under Caribu. Det skydække, som de fleste indbyggere i Urban Vertikali kiggede op på. Det skydække, der afskærmede folk på de finere niveauer fra at skulle forholde sig til, at der også levede mennesker længere nede. Kimo sukkede og satte sig til computeren. Det virkede formålsløst, men alligevel holdt hun bloggen i live. Hendes blog, der lå på en hemmelig server, et levn fra tidligere tider, som det ikke var lykkedes for Kommissionen at opspore. Der var andre, der havde det som hende. Andre, der ønskede forandring. Hun klikkede et par gange på musen og begyndte at skrive: Vi er stadig fanget i en verden af urimelighed. En verden, der ligesom nogle lande, i tiden før den store oversvømmelse, er præget af kaste-systemer, hvor nogle mennesker fra fødslen er mere værd end 13


andre. Kommissionen kalder det demokrati, men det er demokrati på magthavernes præmisser. Hvis du pisser på de forkerte, er straffen omgående deportering til et lavere niveau. Er det retfærdighed? Er det sådan, vi ønsker verden? En verden med censur, hvor mennesker ikke må kritisere dem, der bestemmer? Selv er jeg i fare for nedrykning. Det rammer ikke kun mig, men også alle dem, jeg holder af. Det er ikke retfærdighed. Det er afpresning. Afpresnings-demokrati. Censur-demokrati.

Niveau-demokrati.

At folk finder sig i det, er mig en gåde. Hvorfor? Frygt. Bekvemmelighed.

Hun lod fingrene glide fra tasterne og læste det, hun havde skrevet. Det lignede tidligere indlæg, men det blev det ikke mindre rigtigt af. Jeg ville ønske, at nogen turde sige fra. At nogen turde samle sig og gøre en forskel for os alle.

Hun fremhævede de sidste to sætninger. En nervøs rumlen bredte sig i hendes mave. Det kostede at opfordre til oprør mod Kommissionen. Det kostede en deportering til Kloakken. Niveau 0. Kimo bed sig i læben. – Fandeme nej! udbrød hun og trykkede på send. Et øjeblik efter blinkede det på skærmen, og Kimo 14


fortrød omgående. Hendes blik flakkede hen over de forbudte ord. Hvis Kommissionen nogensinde fandt ud af, at bloggen var hendes ... Det ville være familiens undergang. Hun rejste sig og vandrede frem og tilbage mellem sengen og skrivebordet. Det kunne ikke nytte at slette det nu. Indlægget var allerede lagret på nettet. Beskeden var sendt ud til verden. Hvorfor fanden ventede hun ikke med at logge på bloggen, til hun ikke var så rasende? En bip-lyd fik Kimo til at stoppe. Nogen havde allerede svaret på indlægget. Hun kastede sig ned i kontorstolen. Nogen tør.

Mere stod der ikke. Det boblede i Kimos mave og snurrede i hovedet. Nogen tør. Hun vidste ikke, om hun skulle være glad eller bange. Hun valgte det sidste og slukkede for computeren for at tænke på noget andet.

15

Lise Bidstrup SPILLETS BY  
Lise Bidstrup SPILLETS BY