Page 1

18 mm

144 mm

34 mm

144 mm

18 mm

Et mord, der burde være umuligt. En verden, der overgår din fantasi. 24 dage, der vil forandre alt. Selv dig ... 226 mm

Hvis ingen tror på det, findes det så?

HØST & SØN ISBN 978-87-638-2951-9 10000 CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

9 788763 829519

94863_cover_julemandens doed_r4.indd 1

6/3/13 8:34 PM


Julemandens død

34603_julemandens_død_1u2o.indd 1

05-07-2013 14:29:34


Af samme forfatter antboy 1 – Tissemyrens bid antboy 2 – Operation skæbnespil antboy 3 – maskefald antboy 4 – Tissemyren vender tilbage antboy 5 – slim, snot og superkræfter antboy 6 – Helte og skurke de Hvide mænd den sidste dag? djævelens lærling – den store djævlekrig 1 dødens terning – den store djævlekrig 2 den forkerte død – den store djævlekrig 3 Ondskabens engel – den store djævlekrig 4 det gemmer sig i mørket (Zoom Ind Gys) det sultne maleri og andre gys (Zoom Ind Gys) dødens sang (Zoom Ind Gys) evig hævn og andre gys (Zoom Ind Gys) Helt forkert nummer og andre gys (Zoom Ind Gys) en rejse gennem natten en rejse gennem natten 2 en rejse gennem nætterne – samlet paperback Fra den mørke side Himmelherren Juleønsket sisdæ sjangsæ (dansklærerforeningens Forlag) slaget i Caïssa 1-3 (Åbningen; Tågemandens død; skakmat)

34603_julemandens_død_1u2o.indd 2

05-07-2013 14:29:34


K ENNETH BØGH A N DERSEN

Julemandens død

Høst & søn 3

34603_julemandens_død_1u2o.indd 3

05-07-2013 14:29:34


Julemandens død © Kenneth Bøgh andersen og Høst & søn/rosinante¤co, København 2013 1. udgave, 2. oplag, 2013 Omslag: Henrik Koitzsch Bogen er sat med Goudy hos Christensen Grafisk og trykt hos livonia Print, Riga IsBn 978-87-638-2951-9 Printed in latvia 2013 enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Besøg forfatterens hjemmeside www.kennethboeghandersen.dk

Høst & søn er et forlag i rosinante¤co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | dK-1019 København K www.rosinante-co.dk

34603_julemandens_død_1u2o.indd 4

05-07-2013 14:29:35


5

34603_julemandens_død_1u2o.indd 5

05-07-2013 14:29:35


»Gud er død.« – friedrich nietzsche

6

34603_julemandens_død_1u2o.indd 6

05-07-2013 14:29:35


»Julemanden er død.« – aruld hildemar torrildsøn iii

7

34603_julemandens_død_1u2o.indd 7

05-07-2013 14:29:35


8

34603_julemandens_død_1u2o.indd 8

05-07-2013 14:29:35


Inspireret af virkelige hĂŚndelser ...

9

34603_julemandens_død_1u2o.indd 9

05-07-2013 14:29:35


10

34603_julemandens_død_1u2o.indd 10

05-07-2013 14:29:35


1. december

11

34603_julemandens_død_1u2o.indd 11

05-07-2013 14:29:35


12

34603_julemandens_død_1u2o.indd 12

05-07-2013 14:29:35


lyt engang. Kan du høre den? se den? Føle den? det må du kunne, for den er overalt. Kriblende, boblende, syngende! Gammel som tiden selv, men stadig sprælsk som et barn. dybt sidder den i disse massive mure, støbt ind i selve fundamentet, usynlig for det blotte øje, men alligevel ikke, for alle og alt – hver en bevægelse, hver en hilsen, hvert et smil – er mærket af den. magien. Og det er kun begyndelsen, for det er første dag i december, og dette ... dette er Julemandens Værksted. så hør den. se den. Føl den. Velkommen. *** sammenlignet med dagen før mindede stedet om udslukte gløder, der var blusset op til et flammende bål. Travlheden var for alvor sat ind, men selv om stemningen var hektisk, var humøret højt. 13

34603_julemandens_død_1u2o.indd 13

05-07-2013 14:29:35


Overalt hørtes klaprende træsko og lystig fløjten, og somme tider et dybt Ahh!, når duften fra køkkenet nåede næseborene og fik maverne til at rumle ved tanken om vaniljekranse, klejner og brændte mandler. Og naturligvis – kanel drysset over dampende risengrød med striber af smeltet smør. Bevægede man sig dybere ind i det labyrintiske fletværk af snoede korridorer, skæve trapper og utallige rum – nogle små som kosteskabe, andre store som balsale – kunne man høre den konstante banken og hamren og saven fra den del af Værkstedet, hvor gaverne blev fremstillet. det var gået langsomt til at begynde med, men nu var rytmen fundet, og værktøjet flyttede sig med en sådan hast, at det menneskelige øje ikke kunne følge med. Årets første gaver stod allerede klar, pakket ind i glitrende gavepapir med sløjfer af silkebånd. Bevægede man sig endnu dybere ind i Værkstedet og op ad en trappe og ned ad en gang og rundt om to hjørner og op ad flere trapper og ned ad flere gange, fortonede de mange lyde sig gradvist, indtil kun stilheden var tilbage. så stille som under et snevejr. Her havde Værkstedets ejer, grundlægger og arkitekt sit kontor. Bag den lukkede dør for enden af korridoren knitrede ilden i pejsen, og ved skrivebordet sad den store mand og bladrede i en tyk bog, bundet ind i kraftigt læder med sære udskæringer. Hvide, krøllede lokker omkransede hans bare isse, og det kraftige skæg faldt som en lavine af sne ned over hans bryst. På stoleryggen hang hans skindvams og den bløde hue, og henne ved pejsen stod de store læderstøvler. spænderne glødede i lyset fra ilden. manden vendte endnu en side i den kolossale bog, der 14

34603_julemandens_død_1u2o.indd 14

05-07-2013 14:29:35


indeholdt listen over årets artige børn og ... nå ja, kolossal og kolossal, det var måske så meget sagt. med et stille suk skævede han til reolen, hvor de forgangne års optegnelser stod klemt sammen. Tyndere og tyndere var de blevet efterhånden. det havde syntes som en god ide i begyndelsen, men nu ... men nu skulle det ikke spolere hans gode julehumør, blev han enig med sig selv om, og det skulle så sandelig heller ikke gå ud over de børn, der i år havde gjort sig fortjent til en gave. Han lænede sig atter ind over bogen, hvor børnene ikke stod i alfabetisk, men geografisk orden. »albert lund,« læste han højt og rystede den lille glaskugle, der stod på bordet. Bag glasset hvirvlede sneen op, og mellem de dansende fnug dukkede 5-årige albert op. Han befandt sig på en havgrøn græsplæne, øvede sig i at drible med en fodbold. »Hvor beskedent. mon ikke du også vil blive glad for et par målmandshandsker? Og hvem har vi så? Christel amundsen.« Kuglen blev rystet igen, og bag glasset vinkede Christel, 7 år, til ham og fortsatte så med at lege med det dukkehus, hun ønskede sig, og som nisserne i legetøjsværkstedet snart ville gå i gang med at bygge, og som Christel til sin store glæde ville pakke ud om nøjagtig 23 dage. næste side, næste barn, næste gave. Christian Bülow, et skateboard, sofie Rømer Oversø, en spejderkniv, Kåre stavsholm abrahamsen, en ridderborg. louise ladegaard, en spændende bog. Ikke nødvendigvis deres højeste ønske, men utvivlsomt noget, de ville blive glade for. Også selv om de ikke vidste det. nogle børn havde mange ønsker, det var bare at vælge. andre havde kun ét brændende. ligesom ... »Gustav stenborg.« øjeblikkeligt åbenbarede 9-årige 15

34603_julemandens_død_1u2o.indd 15

05-07-2013 14:29:35


Gustavs eneste ønske sig i snekuglen, og den store mand lo dybt og buldrende. »en hundehvalp! Ja, ja da, det må vi se om, vi kan klare. men det lille kræ bliver nok ikke pakket rigtig ind. Hvem kommer så? Frederik Tve ...« en stille banken på døren afbrød ham, og Julemanden kiggede op. »Kom ind.« døren forblev lukket. med en lettere utilfreds brummen rejste han sig og åbnede døren. Gangen var tom, men der lå noget på gulvet. en firkantet, rød æske med blåt bånd omkring. »en gave?« smilede han og samlede den op. »Til mig?« det var han så sandelig ikke vant til. under båndet sad der et lille kort skrevet med en sirlig håndskrift: Til Julemanden. Glædelig jul! Han trak båndet af æsken og åbnede den. Indeni lå der fem brunkager, nybagte, duftende og stadig lune. Hvor herligt. Han tog en op og puttede den i munden. smagen var så blød og vidunderlig, at han spiste to mere med det samme. »Tak!« råbte han til den tomme gang og håbede, at den betænksomme giver kunne høre ham. »det var lige, hvad jeg trængte til!« med et smil lukkede han døren og satte sig tilbage i stolen, tænkte, at han ville gemme de to sidste småkager til senere. men på den anden side ... det var også synd ikke at spise dem, mens de var varme. øjeblikket efter var æsken tom. Han skulle til at skylle krummerne ned med en tår kaffe, da han fornemmede antydningen af en eftersmag. den var besk og stram og fik det til at snurre svagt i gane og tandkød. så fortonede den sig. Åh nej. Var det derfor, at der ikke havde stået nogen afsender på kortet? Var det en drillenisse, der stod bag? Hvornår lærte han at ... 16

34603_julemandens_død_1u2o.indd 16

05-07-2013 14:29:35


Han stillede sig foran spejlet, der hang over kommoden, og åbnede munden. Tjekkede om tungen var blevet blå eller tænderne sorte. Rykkede lidt i skægget, men det sad heldigvis forsvarligt fast. Kun hans øjne så en smule trætte ud, men han havde også siddet med næsen i bogen længe. Gudskelov ingen drillenisse. Bare en opskrift, der godt kunne trænge til at blive gået lidt efter i sømmene. Han vendte sig om og skulle til at gå tilbage til skrivebordet, da hans blik faldt på kalenderlyset, der stod på skrivebordet, og han gik i stå. stirrede på flammen, der havde brændt sig halvt igennem 1-tallet. den var grøn. Ikke som hans klæder, der var grønne som græs eller bladene om foråret eller nålene på et grantræ, men grøn som ... Han tog et skridt nærmere, og flammen blev atter gul. nej, ikke atter. den havde hele tiden været gul, naturligvis havde den det, det måtte være nordlyset udenfor, der havde fået det til at se ud, som om ... Han rystede på hovedet og satte sig tilbage i stolen. »nå, hvor kom vi fra? Åh ja, Frederik Tvedal, 14 år og dermed sidste år på gavelisten. Hvad vil du blive rigtig glad for, min ven?« Han tog snekuglen, og en dyb fure tegnede sig på hans pande, da de hvirvlende fnug skiltes. Hvad var nu det? Han kunne godt se Frederik derinde i glasset – lyst hår i en pjusket sideskilning, fregner og et usædvanligt alvorligt udtryk i øjnene. men knægtens ønske ... der var et eller andet galt med det. det flakkede og skiftede som skyggerne omkring pejseilden. Besynderligt, det havde han aldrig været ude for før. Han lod blikket glide videre til næste barn. Katrine Tvedal. Også fjorten år. der kunne man bare se. Tvillinger. Katrine dukkede op i snestormens øje, men heller ikke 17

34603_julemandens_død_1u2o.indd 17

05-07-2013 14:29:35


hendes ønske kunne han se. det var ikke alene utydeligt, det ... med et udbrud af forfærdelse skubbede han bogen fra sig og kneb øjnene hårdt i. Hans hjerte hamrede vildt, og det gik op for ham, at han holdt vejret. langsomt åbnede han øjnene og lukkede luften ud i et langt pust, der fik flammen på kalenderlyset til at lægge sig ned. Han vidste ikke, hvorfor han havde reageret på den måde. Pigens ønske ... det havde været som hendes tvillingebrors, et uklart flimmer, han havde ikke kunnet se det. men passede det nu også? Havde han ikke set et eller andet? et glimt af ... af hvad? Han lænede sig tilbage og gned ansigtet. Trængte til en pause, der var længere end den, brunkagerne havde givet ham. de uklare ønsker var sikkert ikke andet end snefnuggene i glaskuglen, der flød ud for hans blik. »I må vente, Frederik og Katrine,« sagde han og strakte sig, så det knagede i de gamle knogler. »men bare rolig, I skal nok få, hvad I har fortjent.« Han tog skindvamsen på og trådte i støvlerne. Huen lod han hænge på stolen. Han forlod kontoret og bevægede sig ned i den intense travlhed, der havde indtaget Værkstedet denne første dag i julemåneden. eller rettere – der burde have indtaget Værkstedet. Hvorfor var her så stille? Hvor var de alle sammen henne? Han syntes, at han kunne høre fjerne lyde, men uanset hvilke korridorer, han gik ned ad, og hvilke rum, han kiggede ind i, så blev de ved med at være fjerne. Hele stedet virkede forladt. Han drejede rundt om et hjørne og fik omsider øje på en yngre nisse, der stod længere nede ad gangen. Han bar på en bøtte blå maling. 18

34603_julemandens_død_1u2o.indd 18

05-07-2013 14:29:35


»Hør, hvad foregår her?« spurgte han. »Hvor er alle folk henne?« »øh.« nissen kløede sig i nakken, mens han kiggede rundt, og et øjeblik ... der var et eller andet sært ved hans øjne, var der ikke? »Hvad mener du, Julemand? de ... vi er rundt omkring. er der nogen bestemt, du leder efter?« »Hvad?« Han glippede med øjnene. Han havde hørt, hvad nissen havde spurgt om, men et øjeblik ... et øjeblik havde det lydt, som om han havde spurgt om noget helt andet. »Hvad sagde du?« »Jeg spurgte om, der er ... (... noget galt?) »... nogen bestemt, du leder efter? Julemand? Julemand?« Han rømmede sig. Virrede med hovedet. »næ, nej. nej, det er der ikke.« nissen nikkede, men så stadig temmelig forvirret ud. »så vil jeg gøre som en mandel og smutte. Glædelig jul!« Han forsvandt ned ad gangen sammen med lyden af sine træsko, der klaprede mod gulvbrædderne. »Glædelig jul.« det kom ud som en mumlen. Han rystede på hovedet igen og satte kursen mod Gaveværkstedet. Her var der heldigvis langt fra stille, og han smilede ved lyden af søm, der blev slået i, huller, der blev boret, og sakse, der klippede. Han åbnede døren til den store sal og så veltilfreds på de mange nisser, der stod bøjet ind over arbejdsbordene og knoklede løs med årets gaver. deres små hænder gik som trommestikker, og legetøjet hobede sig op og ... smilet på hans læber stivnede. Alt i ham stivnede. »Hvad i alverden ...?« hviskede han og trådte over til bunken af legetøj, der ventede på at blive pakket ind. »Hvad er det her for noget?« larmen forstummede brat, hundredvis af ansigter vend19

34603_julemandens_død_1u2o.indd 19

05-07-2013 14:29:35


tes imod ham. en eller anden tabte en knap, og det var den eneste lyd. »Julemand?« sagde en spinkel stemme. »er ... er der er problem?« »et problem?« gentog han. Han rakte en arm frem og tog med rystende hånd fat i en dukkepige med lyst, krøllet hår. men i stedet for øjne havde hun krabbekløer, der klippede sløvt i luften, og begge hendes arme var syet fast på hendes pande som deforme horn. det var ikke en dukke, det ... det var en vanskabning. et monster. Og dér og dér ... en fodbold dyppet i lim og glasskår. en smadret legetøjsbil med blod på den knuste forrude. et puslespil med motiv af en kvinde, der er ved at blive myrdet. en sparegris i form af et afskåret hoved. Og dér, og dér ... det var den ene hæslighed efter den anden, så gruopvækkende og modbydelig, at han næsten ikke kunne få vejret. »Julemand?« nisserne samlede sig om ham. Han kunne høre blodet suse i øregangene. Hjertet, der pressede mod ribbenene. »Julemand, hvad er der galt?« en nisse med et tyndt, spidst skæg, der gik ham til bæltespændet, trådte tættere på. lidt for tæt, syntes han. nissen kiggede op på ham med frostblå øjne. Nej, de er ikke blå, tænkte han. men det var de. I samme øjeblik han tænkte det, var de blå. »Hvad er det her for noget?« sagde han igen og tog et skridt baglæns. nisserne trådte tættere på. Hvorfor gik de så tæt på? »Hvilket, Julemand? Hvad taler du om?« »Gaverne!« råbte han, og de veg tilbage ved udbrud20

34603_julemandens_død_1u2o.indd 20

05-07-2013 14:29:35


det, skævede til hinanden. »Hvorfor har I lavet dem? alle disse ...« rædsler, skulle han til at sige, men i det samme vendte hans blik tilbage til bunken, og han tav. Blinkede. Blinkede igen. Kiggede på dukken i sin hånd. Ingen krabbekløer. Ingen arme i panden. Intet monster. Bare en ganske almindelig dukke. ligesom alt det andet. Ganske almindeligt legetøj. »det er jo første december,« sagde en nisse, hvis viltre hår strittede ud under huen. »Har du ... har du glemt det?« »Ja ... nej ... Jeg tror, at ...« Ordene blev til en mumlen, han ikke selv kunne forstå. »Har du det godt, Julemand?« spurgte nissen med det spidse skæg. Han kendte ham, han kendte dem alle, men lige nu kunne han simpelthen ikke komme i tanke om, hvad han hed. Han kunne ikke komme i tanke om, hvad nogen af dem hed, og det skræmte ham. det skræmte ham langt mere, end synet af det groteske legetøj havde gjort. »Ja, jo, jeg har det fint.« Han lo. Ikke den kraftige, tordenagtige buldren, der kunne høres i hele Værkstedet, og som fik stjernerne på himlen til at skinne en anelse kraftigere, men en spag kvækken, der mere lød som en syg mands hosten. »Jeg har vist bare brug for at hvile mig lidt.« »Gør du det, Julemand. der er jo stadig 23 dage tilbage til den store dag, og vi er allerede i god tid,« smilede nissen. men smilet nåede ikke hans blå ... (grønne, åh gud, de er grønne!) ... øjne. »Glimrende. det er glimrende. Fortsæt det gode arbejde. Jeg er på mit kontor, hvis der er brug for mig.« 21

34603_julemandens_død_1u2o.indd 21

05-07-2013 14:29:35


»udmærket, Julemand. Glædelig jul!« »Glædelig jul,« hilste han tilbage, men ordene føltes underligt døde i hans mund. »Glædelig jul!« sagde en anden nisse. »Glædelig jul til dig også,« svarede han. »Glædelig jul!« sagde en tredje. Og så en fjerde og en femte og en sjette, og de blev ved. Ved og ved og ved – Glædelig jul! Glædelig jul! Glædelig jul! – og det var, som om ordene forvandlede sig til nåle, hvidglødende nåle, der stak og huggede og borede sig ind i hans hjerne, glædelig jul, glædelig jul, glædelig jul, dybere og dybere, det brændte i hans tanker, og han kunne ikke klare det længere, ét eneste glædelig jul mere, og hans hoved ville eksplodere, og da endnu en af dem åbnede munden, langede han en hånd frem og greb nissen om halsen, og med en dyrisk knurren strammede han grebet, klemte til af al sin styrke, kvalte stemmen, kvalte ordene, og nissen rallede og sprællede, så huen faldt af hans hoved, og træskoene slog mod hinanden, og de grønne øjne begyndte at bule ud, og det fik ham bare til at klemme endnu hårdere og ... Han glippede med øjnene, og synet opløstes. stirrede på nisserne, der nu stod tavse foran ham. På sine hænder, der rystede. Rystede. endnu et synsbedrag. men det havde været så virkeligt. ligesom med gaverne havde det været så ... du godeste ... »Glæde...lig...« mumlede han og skyndte sig ud af salen. Hvad pokker var der galt med ham? Han svedte voldsomt og følte sig svimmel. men det var vel heller ikke så sært, når man tænkte på, hvad der lige var sket. Hvad han troede, der lige var sket. Hvordan han med de bare næver havde ... Tanken fik kuldegysningerne til at skylle ned over 22

34603_julemandens_død_1u2o.indd 22

05-07-2013 14:29:35


kroppen, og han tvang den væk, skyndte sig tilbage til kontoret, løb næsten. Han smækkede døren bag sig, lænede sig forpustet op af den. syg. Han måtte være syg, det var den eneste forklaring, og så opdagede han to ting på samme tid. den ene var, at ilden i pejsen var gået ud. den anden var, at vinduet stod åbent. Han gik hen til vinduet på ben, der var tunge og vaklende. Oppe på den sorte himmel – over Værkstedet, de små hytter og den tætte skov – dansede nordlyset. det hang i luften som et svævende slør, fyldte aftenmørket med regnbuelys. Han skulle til at lukke vinduet, da han hørte en lyd bag sig. Han vendte sig om, og selv om svimmelheden fik verden til at dreje et halvt sekund senere, fik han alligevel øje på den med det samme. Bamsen. den stod henne ved reolen. en mekanisk bamse, der kunne gå, og selv i den dunkle belysning, kunne han se, at den var et fantastisk stykke håndværk. Tøjdyret var en halv meter højt og svøbt i tyk, lysebrun pels. dens mørke øjne var udtryksfulde, munden syet i et bredt smil. der var intet skræmmende over den. Overhovedet ikke. alligevel havde han det, som om han stirrede på et uhyre værre end dem, han havde set i Gaveværkstedet, Hans blik faldt på æsken med brunkager, og med ét var den tilbage. den beske eftersmag, og den var voldsommere end før, føltes som kløer mod hans gane, og han knækkede sammen og hostede og stirrede på blodet, der dryppede fra hans mund. det plettede gulvet og hans hvide skæg. »Jamen, du godeste gud,« lød en stemme bag ham, og 23

34603_julemandens_død_1u2o.indd 23

05-07-2013 14:29:35


han rejste sig besværet. alting slingrede for hans blik, da han vendte sig om. alt, undtagen den sorte skikkelse, der stod som en massiv skygge foran ham. Han kunne ikke se ansigtet, der var skjult af hætten, men det var heller ikke nødvendigt. »dig,« hviskede han. »mig,« hviskede skikkelsen tilbage, og en hånd kom til syne. arrede, benede fingre med negle som kroge. de lukkede sig om den tomme gaveæske på bordet. »Jeg tænkte nok, at du ikke kunne vente til juleaften med at åbne den. Grådighed og frådseri, Julemand, højtidens varemærke. Og dens endeligt.« skyggen lænede sig imod ham. »Hvad så du, gamle ven? Hvad så du, efter du havde spist dem?« endnu et hosteanfald og mere blod. meget mere. et grusomt smil i mørket foran ham. »Fremtiden, Julemand! du så fremtiden!« den sorte figur gjorde en bevægelse, og knivens blad glimtede i det grønne skær fra stearinlyset. »Glædelig jul!« så huggede skyggen til, og udenfor blev nordlyset rødt. lignede et åbent sår i himlen.

24

34603_julemandens_død_1u2o.indd 24

05-07-2013 14:29:35

Bøgh Andersen, Kenneth JULEMANDENS DØD, 1. kap.  
Bøgh Andersen, Kenneth JULEMANDENS DØD, 1. kap.