Page 1


Af samme forfatter: Date med en engel  (2008) 6 (2010) Tilfælde (2011) Komatøs (2012) Akavet (2014)


Ronnie Andersen

a Ronnie uto p il Ot

AndeRsen

Autopilot HØST & SØN


Autopilot © Ronnie Andersen og Høst & Søn/rosinante & co, København 2016 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk Sat med Charter hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4943-2 Printed in Latvia 2016 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Læs mere om forfatteren på www.ronnieandersen.dk Forfatteren ønsker at takke Statens Kunstfond og Autorkontoen for støtte til arbejdet med bogen.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Auto: 1) gør noget af sig selv, som vedrører personen 2) automatisk udførelse af en bestemt opgave eller funktion

Pilot: Person, som flyver et luftfartøj

AutoPilot: Ludoman, der ikke aner, at han/ hun er ved at spille sit liv op

5


6


K A P ITE L 1  

K øBENHAVN

Problemet med drømme er, at man ikke kan styre dem. Lad spillet begynde, tænker jeg, da jeg vågner fra drømmen. For det er vel en drøm? Er kampen begyndt? Er den færdig? Hvem vandt? Hold kæft, hvor er jeg forvirret. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har været væk, da jeg vågner i blod. Jeg kommer på benene. Det er ikke en drøm. Det gør for ondt. Men det er værre at vågne end selve smerten. Nu skal jeg bare væk. Væk fra ulykken. Men ikke fra Irene. Hvor er hun? Hun må jo have overlevet, for hun var væk, da jeg kiggede efter hende. Hvis hun ikke var stukket af, var jeg sikkert bare blevet tilbage. Det var et kaos. Jeg kommer i tanke om den der sindssyge lyd, som jeg slet ikke kunne placere. Hvor fanden blev Irene af? Fasten seat belt while seated. Life vest under your seat. Min jakke er smurt helt ind i blod. Det stikker i kroppen, og jeg har svært ved at støtte på mit ene ben, men det, der gør mest ondt, er, når jeg presser fingeren ind i hullet i min mave. Jeg vidste slet ikke, at man kunne mærke sin puls inde i maven, men det kan jeg. Svagt i hvert fald. Men jeg er også svimmel. Køb en kupon, deltag eller hop af, tænker jeg, inden jeg falder om. 7


All electronic devices must be switched off during take-off and landing. I princippet er det ikke mit problem. Når jeg ikke er myndig, kan det vel ikke være min skyld. Der er cirka syv liter blod i den menneskelige krop. Hvor mange har jeg tabt nu? Jeg rejser mig igen. Hedder det spildt? Fuck det. Sprøjtet ud over gaden. To? Det ligner ti. Jeg er for træt til at tælle. Kan man tælle væske? Hedder det tælle? Mere vil have mere, tænker jeg, og ét spil er for meget, og tusind er for lidt. Og hvor fanden er Irene blevet af? Jeg når helt frem til en kiosk, inden jeg besvimer igen. Det føles rart. Blødt. Follow escape path light. Crawl on floor to exit. Jeg kommer på benene igen. Det er til gengæld knap så rart. Selv om jeg møder folk, kan jeg ikke stoppe op. Det gør simpelthen for ondt at stå stille. Det gør faktisk bare ondt hele tiden. Der er en kvinde, som råber til mig, da jeg rejser mig uden at bruge hænderne. Noget med hjælp. Der er en tynd stribe af grønt lys imellem bygningerne, det danner en pulslinje, som man kender det fra film. Den er nedadgående, og så forsvinder det grønne lys næsten. Slide down rear of wing. Jump and slide in sitting position. Jeg vågner igen. Jeg glider ind og ud af den ene tanke og så over i en anden. Det er virkelig svært at tro på, at jeg ikke drømmer. Men jeg har hørt, at man ikke kan drømme smerte. Spillet kalder på sin autopilot. Eller er det Irene, der kalder på mig? Bare langt væk fra? Please be careful when you open the overhead lockers, as items may have shifted in flight. »Hvem vandt kampen?« spørger jeg, da jeg vågner inde i en ambulance. 8


»Hvad hedder du?« »Rufus,« svarer jeg. »Kan du fortælle, hvad der er sket?« Hvor skal jeg starte? Jeg kunne forklare det med, at min mor blev anholdt. Spillet, der kalder. Han ville ikke fatte en skid. Jeg kan ikke forklare noget lige nu. Kan ikke engang selv tænke klart. »Kan du dit personnummer?« »Ja,« svarer jeg blot, selv om jeg godt ved, han vil have mig til at sige det. »Jeg hviler mig lige.« Det sidste er jeg usikker på, om jeg siger eller bare tænker. Please remain seated with your seat belt fastened until the Captain turns off the Fasten Seat Belt sign. »Har du ondt her?« »Jeg har sgu da ondt overalt.« Jeg er et nyt sted. »Ved du, hvor du er?« Sjovt, du spørger. Lige min tanke. »Du har været med i en ulykke.« »Nå,« siger jeg. »Jeg kan ikke lide ost i min burger. Og svar nu bare på, hvem der vandt.« Ingen griner. Idioter uden humor er ved at overtage verden. Praktisk. Da jeg er blevet mere klar i hovedet, spørger lægen mig om alt muligt, og inden jeg får tænkt mig om, har jeg svaret motorcykel. De ringer helt klart til politiet, når jeg ævler om motorcykler og ulykker. Men jeg nævner ikke Irene. Burde jeg spørge, om hun er her? »På en smerteskala fra et til ti, hvor ti er uudholdeligt, kan du så sige, hvor du ligger?« »Er ti død af smerte, så ni.« Måske ringer de slet ikke til politiet. De stikker en nål i mig, giver mig et eller andet mod 9


smerterne. Det virker. Men på en eller anden måde ville jeg ønske, at de ikke havde gjort det. Så jeg kan føle smerten igen. Det er for hårdt at kunne tænke klart. Spørgsmålene. Jeg vågner, og så er de her. Min familie midt i det hele. Jeg føler mig meget mere frisk, men jeg kan ikke overskue dem. Få dem ud. »Hvordan er det, du ser ud?« Min far er i chok. Han kan jo ikke mene det seriøst. Jeg mener: Hvad er chancen for, at jeg har set mig selv i spejlet? Min lillesøster er en påklædningsdukke, der skifter tøj flere gange om dagen. Hun har nogle regler, så når hun gør sit hamsters bur rent, tager hun landmandssættet på: stråhat, overalls, træsko og skovmandsskjorten. Det kan ikke betale sig at diskutere med hende, om det er praktisk eller ej, for det er bare sådan. Jeg fortæller det, fordi hun har sit sygeplejerskesæt på. Hun har seriøst taget sig tid til at tage det på, selv om de er blevet ringet op og fik at vide, at jeg var på hospitalet. Måske har de sagt, at det ikke er så slemt, men sygt alligevel. »Og hvor fanden har du været?« Det er, som om det går op for ham, at han er sur. Min lillesøster forstår ingenting, men da det går op for hende, at det er noget med penge, mentaltjekker hun sin sparegris, som desværre måtte lade livet, og den har jeg fuldstændig glemt at fylde igen. Hvor fanden er min mobil? Jeg må tjekke, om Irene har ringet eller skrevet. »Du skylder mig penge!« råber påklædningsdukken og rækker hånden frem, som om jeg har dem på mig. »Du kan få dem af mig, når du skal bruge dem,« siger 10


min far. »Vi kan ikke længere have penge til at ligge fremme derhjemme.« Han kender turen. Hvis jeg bare nikker, så skal du også love, at vi skifter spor. Men hvad er chancen? Hvad er det nu, chancen for at finde en firkløver er? Vi skifter dog spor helt automatisk, da en anden læge kommer ind med to betjente. »Kan du fortælle os lidt om, hvad der er sket?« Det gode ved en sportskamp er, at man højst går fem sekunder tilbage i tiden og viser, hvad der er sket. I hvert fald under kampen. Bagefter kan man sagtens gennemgå hele kampen. Jeg ryster på hovedet. Ingen instant replay til jer, drenge. »Det er ret alvorligt, det her.« Den anden betjent virker irriteret. Alvorligt? Tror de ikke, at jeg ved det? Jeg har et stort hul i maven, og lægen har lige sagt, at jeg er heldig, at mine tarme ikke ligger i en skål på bordet. Okay, jeg citerer ikke ordret her, men det var nogenlunde det, han mente. »Må vi gå?« spørger jeg. »Om du må gå?« siger lægen. »Du kan ikke gå nogen steder.« »Og du skal også lige svare på nogle spørgsmål om ulykken.« »Ulykken?« spørger jeg dumt for at få tid til at tænke. »Motorcyklen,« svarer den anden betjent. Motorcyklen. Irene. Jeg lader, som om jeg ikke kan huske noget. Jeg vil helst ikke være den, der får Irene ud i flere problemer, og hvis jeg bare lader, som om jeg ikke kan huske noget, må jeg vel slippe med en bøde og noget erstatning. Gad vide, om forsikringen dækker det her? »Må jeg blive kørt ud i rullestol, hvis vi tager en taxa hjem?« 11


Lægen ryster på hovedet. »Han svarer ikke på noget i dag. Vi ringer, når han har det bedre,« siger min far. Det virker, som om han endelig har fundet en bedre fjende end mig. Da alle er gået, og jeg endelig er alene, spørger jeg en ung sygeplejerske, hvem der vandt kampen. Hun lover at vende tilbage. Senere, da det er blevet mørkt, kommer hun ind. Jeg hører kun, at hun siger straffesparkskonkurrence, så er alt lige meget. Saldoen er gået amok, Irene kørte på autopilot, og alt er tabt. Fuck. Jeg græder mig selv i søvn. Jeg ved ikke, hvordan rygter starter, eller hvordan de spredes så hurtigt, men i det her tilfælde må det være påklædningsdukken, der har startet rygtet. Allerede da vi et par dage efter sidder i taxaen på vej hjem, og jeg får min nye mobil til at virke, tikker alle beskederne ind. Hvad er der sket? Jeg troede egentlig, at Kastanje var ligeglad med, hvad der skete med mig, så jeg bliver ret overrasket over at høre fra hende. Jeg har brækket hånden to steder, fået hjernerystelse, trykket to ribben og fået et hul i maven, men derudover har jeg det fint, svarer jeg. Jeg kopierer teksten og sætter den ind som svar til Lukas og Michael. Dem er jeg endnu mere overrasket over at høre fra. Der tikker en sms mere ind, og jeg tænker, at det nok er Kastanje, der har svaret allerede, men den er fra Helge. Shit. Hvad er det, du har lavet? 12


Det kan jeg slet ikke overskue. Fuck. Ikke Helge. Men ingen besked fra Irene. Ingen opkald. Hvor fanden er hun? Derhjemme er min far trist. Han skælder ikke ud eller noget. Han virker bare indelukket. Selv om han taler i telefon, kan jeg høre, at han er helt opgivende. Han snakker med centeret for ludomani igen. Han brokker sig over den lange ventetid og noget med, at de ikke vil komme hjem til os. Jeg må ikke bevæge mig for meget, da såret i maven kan springe op. Derfor har de rykket rundt på møblerne i stuen, så jeg kan nå alting uden at rejse mig. Selv køleskabet har min far flyttet hen til sofaen, og der er endog stillet et askebæger frem. Der er ikke meget Ikea-katalog over vores hjem lige nu. Men det var der vel i forvejen ikke i den her lortelejlighed. Påklædningsdukken har haft tid til at tjekke sin sparegris og forberedt en spørgerunde. Hun har lavet kaffe og te til os. »Sid ned,« starter hun og peger på stolene fra køkkenet, som hun har sat rundt om vores lille kaffebord i stuen. Det giver jo ikke mening at sige det til mig. Jeg er bænket til sofaen. Hun er så sær. Det er helt skævt, det her. »Der mangler 849 kr.« siger hun bestemt og folder sekretærnederdelen over knæene. Jeg ved, det er løgn, og at hun ved, at jeg ved det. Men hvad skal jeg gøre? Jeg går med på hendes udspil og nikker uden at sige noget. »Dem kan du ikke få lige nu,« siger min far. »Men så snart du skal bruge dem, så finder jeg dem.« »Jeg skal bruge dem nu.« Hun er en hård forhandler, men det er ikke helt fair, når jeg ved, at der var 367 kr. i den gris. 13


»Jeg har kun 400 kr. til resten af måneden, og vi skal også spise, og jeg har af gode grunde ikke noget dankort, så hvad vil du have, jeg skal gøre?« Min far kigger over på mig. Nej, jeg har ikke glemt, hvorfor du ikke har dankort. Jeg rømmer mig kraftigt og ryster på hovedet. Hun kan ikke få begge dele. Enten penge nu eller flere penge senere, men ikke flere penge nu. »Er det her det, du vil bidrage med?« spørger jeg. I lang tid var penge ikke noget problem, så skyldtes alle vores problemer penge, eller mangel på samme, og lige nu ville jeg ønske, at det eneste problem var penge. Men er der egentlig andre problemer?, kommer jeg til at tænke. Vel ikke noget, 100.000 kr. ikke kan løse. Eller jo, hvor fanden er Irene? Udenfor blæser det, men jeg kan ikke afgøre, om det er med- eller modvind. Når du er ludoman, vil du på et tidspunkt lyve, men hvornår jeg begyndte at lyve, ved jeg ikke.

14


K A P ITE L 2  

K øBENHAVN

Vores verden faldt fra hinanden midt i morgenmaden, da politiet ringede på og begyndte at rode alle vores ting igennem. Først forstod jeg ikke noget, og min lillesøster begyndte at græde. Min far gik med betjentene rundt og hjalp dem med at finde de ting, som de ville have med, og forklarede dem, at der var tale om en misforståelse. Når jeg så over på min mor, der sad og stirrede ud i haven, var jeg dog ikke så sikker. Der var uden tvivl noget i vejen. Og hun vidste det. Jeg tog min lillesøster med op ovenpå. Dengang boede vi i et stort hus i to etager. Og min lillesøster var ikke begyndt på det udklædningsshow, som vi senere blev så vant til. Vi legede med hendes hamster, og jeg satte noget musik på. »Politiet er ikke godt,« sagde min lillesøster og kiggede ned på Hamster. Hendes første hamster hed det, og siden har vi haft tre. Alle med samme navn. Hamster løb og løb uden at komme nogen steder i sit hjul. Den så stolt ud. Som om den godt vidste, at den ikke kom nogen steder, men havde regnet ud, at det skabte energi nok 15


til at holde et lille køleskab i gang, eller at motion var godt for krop og sjæl. »Men politiet er de gode,« sagde jeg. »Er vi så forbrydere?« Jeg nikkede, men det så hun ikke. For Hamster løb og løb, og hendes øjne så kun ham. Men vi var forbrydere. Eller en af os var. Skatteunddragelse. Skattesvig. Snydere. Bedragere. Åbent fængsel. Og mødre kan sidde inde. Jeg husker egentlig ikke så meget fra retssagen og alt det, der skete i de følgende måneder. Mange måneder. Livet inden razziaen havde været en boble, og den blev sprængt, da politiet rykkede ind. Retssagen var en ny grumset boble med en masse uforståelige ord, og den blev langsomt opløst af dommen, som lærte os et nyt ord. Beslaglagt. Huset blev sat til salg, og det eneste, min far havde som krav til vores nye boligsituation, var, at vi ikke skulle skifte skole. Da min mors navn ikke blev holdt ude af medierne, var det ligegyldigt, hvor vi flyttede hen, for lige meget hvor vi endte, ville alle vide, hvem vi var. Jeg havde svært ved at få sagt noget til fodbolddrengene, som udgjorde den ene af mine vennegrupper. De var en mere overfladisk vennegruppe på mange måder. Men de var meget fair. De undlod bare at snakke om det, hos dem var det, som om ingenting var sket. Der var kun Kastanje og Lukas, jeg kunne tale med. Lukas er adopteret, men alligevel er det ikke gået op for ham, at han er sort. Og han er virkelig sort, ikke bare mørk eller brun, men sort. Hans forældre sagde altid, at da de 16


hentede ham i Etiopien, syntes selv de indfødte, at han var meget sort. Han lavede aldrig andet end at hænge ud med os, og selv når vi hang ud, sagde han tit nej til at være med til en aktivitet. Han var ikke bare passiv. Han var hyperpassiv. Nogle gange var vi virkelig i tvivl, om han ikke bare ville synke til bunden og drukne, hvis man bad ham svømme en tur. Hans forældre havde ikke andre børn, men det kompenserede de så for ved at gå uhæmmet meget op i Etiopien. Faktisk så meget, at Lukas var så træt af landet og dets kultur. Vi blev altid inviteret over for at holde deres velsignelsesdag, som de kaldte dagen, hvor de fik ham i Etiopien. Den foregik altid med en række ritualer, som Lukas hadede på samme måde, som nogle hader deres egen fødselsdag, fordi det kan være pinligt at være i centrum. Og de fleste ville nok synes, det var lige i overkanten, men Lukas havde opgivet at få dem til ikke at gøre så meget ud af det. Kastanje og jeg var på det punkt heller ikke villige til at hjælpe ham, for det var en dag, vi så frem til. »Tak, fordi I ville komme og fejre dagen, hvor vi fik Lukas ind i vores liv. Vores hjerter. Det betyder alt for os, at ...« Faren måtte holde en pause for at tørre tårerne væk. »Fik udleveret ...« sagde Lukas. »Så I behøver faktisk ikke lære mig alt om den kultur. Jeg regner med, at jeg skal opholde mig mere her i landet, så måske kunne vi tage et traditionelt dansk kalenderår uden ...« Hans forsøg på at ændre noget blev afvist. »Ikke tale om. Og lad nu din far holde sin tale, så vi kan spise.« Hans mor var ellers altid på Lukas’ side, men ikke med Etiopien og velsignelsesdagen. 17


Og hun havde ret. Vi var kommet for at få maden. Så måtte hans far gerne holde taler, og vi skulle nok synge med på velsignelsessangen, som vi plejede. Bare vi fik den mad. Kastanje har jeg kendt hele mit liv. Vores forældre flyttede ind i gaden samme uge, og begge vores mødre var gravide, så de fandt hurtigt sammen. Kastanjes mor fik tvillinger, og min mor fik mig. Vores mødre blev enige om, at det var dumt, at vi startede i vuggestue, hvor vi kunne komme på forskellige stuer, når vi kunne blive passet sammen af en dagplejemor i vores hjem. I mange år føltes det, som om vi var trillinger, og Kastanjes bror, Storm, var min egen bror. Kastanjes tvillingebror døde, da vi var 11 år gamle, og fra det tidspunkt lukkede vi os inde i vores egen verden, der ikke havde plads til andre. Vi havde alle vores første gange sammen. Første kys, første doktor-leg, og senere gik vi i seng med hinanden, ikke fordi vi var forelskede, men fordi det var naturligt for os, at vi var hinandens første. Da vi var omkring de 13 år, begyndte hun at gå i drengetøj, og hvor mange troede, det var, fordi hun var lesbisk, er jeg bare altid gået ud fra, at det hang sammen med hendes bror. For hun ser aldrig på piger eller snakker om dem. Hun kommenterer ofte drenge, og ikke kun at de er platte eller dumme, men også at de er lækre eller noget i den stil. Hun havde ikke så store bryster dengang, og da jeg også var ret spinkel og slank, passede vi hinandens tøj perfekt, så vi delte ofte garderobe. Vi var altid enige om, hvornår et jakkesæt var skarpt og stramt, og hvornår det var slapt. Og altid, ALTID, hellere overdressed in black end at blive taget i et par lasede cowboybukser. 18


Eneste forskel på os var, at hun kunne slippe af sted med hat og enten slips eller butterfly, og jeg aldrig gik med den slags. Jeg har intet mod butterfly på andre, ligesom jeg ikke har noget imod nissebjælder, men derfor vil jeg gerne frabede mig at rende rundt med dem om halsen. Da vi startede i syvende klasse, lukkede vi den nye dreng i klassen ind i vores tomandsgruppe. Lukas var dengang lidt tyk i det, og vi faldt ret hurtigt for hans måde at være på og ikke mindst hans sjove replikker. Selv om det kun var et par år siden, at vores gruppe blev til tre igen, var det, som om Lukas altid havde været der. Så da min mor var blevet taget med af politiet, var det meget naturligt for mig at ringe til Kastanje og Lukas og mødes med dem inde på vores stamcafé. »Shit. Det er bare så vildt.« Lukas havde købt colaer til os og slog sig ned på Kastanjes side, så de begge kunne se mig i øjnene. »Men det er jo en fejl,« gentog Kastanje for femte gang. »Jeg tror det faktisk ikke.« Vi talte sammen i flere timer og fulgtes hjemad, men Kastanje kunne se på mig, at jeg ikke ville hjem, så hun hev mig med hjem til hende, og så ringede hun til min far og sagde, at jeg sov der. Man kunne godt have bildt mig ind, at der kun gik en uge, fra min mor blev arresteret den morgen, til dommen faldt. Men der er ingen tvivl om, at det tog længere tid, og på en eller anden måde kunne det også godt have taget et helt liv, for tingene var virkelig før og efter. Jeg var næsten ikke hjemme i den periode og boede hos enten Kastanje eller Lukas. De få nætter, jeg sov hjemme, holdt Hamster mig vågen med sit irriterende løb og løb og 19


løb. For selvfølgelig kunne min lillesøster ikke lide at sove alene, så når jeg var hjemme, sov jeg på hendes værelse. Og når jeg ikke var der, sov hun i vores forældres seng. Jeg så selvfølgelig fodbolddrengene, men som jeg husker det, var alt, som det plejede at være. Enten spillede vi fodbold til træning og i frikvartererne, eller også hang vi ud i Michaels kælder. Der spillede vi næsten ikke andet end FIFA. Sidst vi overhovedet spillede andet, var et bilspil, og det var kun for at tjekke promillekørsel. Der var reglerne ganske simple. En runde i ædru tilstand. Skriv tid ned. En genstand. Ny runde, ny tid. Og efter hver anden genstand tjekkede vi så promillen på et alkometer, som Michael havde købt på en eller anden spotdeal. Men senere blev fodbolden så seriøs, at vi ikke længere drak nogen former for alkohol. Når vi ikke spillede FIFA, så vi fodbold på Michaels kæmpe fladskærm. Champions League, Europa League, NordicBet Ligaen, Superligaen, VM, EM, alt hvad der blev transmitteret, røg op på storskærmen, og så blev FIFA afløst af Oddset, indtil kampene var overstået. I starten havde vi haft vores eget system, hvor alle lagde cifferbud på kampen for en tier per gæt, men det virkede ikke særlig godt. Der var for ofte mange, som spillede på samme resultat. Så vi gik over til at sætte penge på Oddset, for der var det lige meget, hvor mange af os der spillede på det samme. Legendernes Klub, kaldte vi vores spilleklub, da Champions Leagues-programmet passede bedst ind i vores skema for ugen.

20


K A P ITE L 3  

K øBENHAVN

Man skulle tro, at når der endelig faldt dom i sådan en sag, så blev den skyldige ført væk i håndjern direkte fra retten, som på film, men virkeligheden var en anden. Min mor fik en dato, så vi kunne gå og tælle ned som et andet omvendt kalenderlys med usynlige tal og uden nogen form for julestemning. Og jo nærmere vi kom den dato, desto mere var det, som om jeg vågnede op igen, og virkeligheden kom tilbage. Da det var min mors sidste aften, inden hun skulle ind at sidde, fik vi besked på at tage noget pænt tøj på, for nu stod den på restaurantbesøg. Min mor havde ikke helt fattet, hvor meget der havde ændret sig, hun var i hvert fald ikke for flov til at bede om et bord ved vinduet. Jeg syntes, hun burde være for flov til at bevæge sig ud i verden, og hun skulle da slet ikke sidde som en anden udstillingsfigur i vinduet, men hun havde måske for travlt med at holde hovedet højt. »Lidt vand og brød til bordet?« spurgte tjeneren. Jeg begyndte at grine. »Ja, det kan du jo lige så godt vænne dig til,« svarede jeg højt. »Shhy,« sagde min far. Hans ordforråd var ret begrænset den aften. 21


Middagen forløb uden de store problemer, og jeg tog mig virkelig sammen for ikke at komme med flere kommentarer. Mest for min egen skyld, da min far sendte mig øjne, der fortalte mig, at det her var en hyggelig aften. Efter maden spurgte min mor, om der var andet, vi havde lyst til. Tivoli eller hvad som helst. Min lillesøster var træt, og selv om det ikke var sent, kunne jeg se, at hun kæmpede for at holde sig oppe. Hun forstod måske ikke helt, hvad det ville sige, at mor skulle i fængsel, men hun forstod, at det var en vigtig aften, og at tingene blev anderledes nu. Jeg overvejede, om jeg skulle foreslå at betale regningen, men i stedet gik jeg udenfor. Da de kom ud til mig, blev jeg så rasende. »Vi kunne lige tage forbi en god skrædder og få syet noget nyt tøj,« råbte jeg. »Jeg tænker nålestribet heldragt til dig og noget white trash-agtigt til os andre. Jeg ved ikke, noget, der siger: Mor forlod os for at tage i fængsel, fordi hun var lidt for god til at regne.« Her brød min mor så sammen. Hun faldt på knæ med hænderne for ansigtet og græd, mens min far forsøgte at trøste hende. Det her gad jeg virkelig ikke være en del af. Hvor meget opmærksomhed skulle hun tiltrække? Jeg gik uden dem. Inde i Magasin tog jeg rulletrappen op på første sal og satte mig på en skammel et lidt uforstyrret sted og lirkede min mobil ud af bukselommen. » Jeg sidder lige midt i maden,« sagde Kastanje stak­ åndet. »Det må se dumt ud,« sagde jeg. 22


»Egentlig er det ikke så slemt, som man skulle tro. Vi får fladfisk, så det skulle jo gøres.« Jeg kunne ikke grine. Og hun fangede selvfølgelig, at den var gal. Hun vidste jo også godt, hvilken dag det var. »Skal jeg komme hen til dig? Eller vil du sove her?« »Jeg forstår bare ikke, hvorfor I ikke kunne komme med. Det var sgu da dømt til at gå galt, når I ikke var der som støddæmpere og hyggespredere.« »Hvad sagde du?« »Jeg siger, at jeg forstår ikke ...« »Det hørte jeg godt. Men hvad sagde du til hende?« »Alt muligt.« »Agh, blev hun sur?« »Nej, ked af det.« »Undskyld, kan jeg hjælpe dig med noget?« En kvindelig medarbejder stod bøjet ind over mig. Ikke nok til, at jeg kunne se ned i hendes udskæring, men nok til, at jeg kunne lugte hendes kirsebærlipgloss på læberne. »Det ved jeg ikke. Kan du lade være med at tale til mig og liste tilbage til din spraytan-kabine? Det ville være skønt, tak.« Kastanje skreg af grin. »Du må ikke sidde her. Jeg tilkalder vagten, hvis der er problemer.« »Gør det. Ring til vagten og politiet,« sagde jeg. »Giv mig hende lige.« Kastanje lød allerede candyflosssød, så jeg rakte mobilen til ekspedienten. »Det er til dig.« Ekspedienten tog imod min mobil. Hun gik rundt med den ene hånd på lænden, som om hun støttede sig til sin egen selvsikkerhed. Den smuldrede dog langsomt, og hånden gled ned ad hendes balle. 23


»Her.« Hun gav mig min mobil tilbage. »Du kan bare blive siddende.« »Hvad sagde du til hende?« spurgte jeg Kastanje. »Sandheden.« »Shit. Man ved, man har et lorteliv, når sandheden er en gyldig undskyldning for at sidde og forstyrre Magasins smukke udstillinger. Gad vide, hvad jeg ellers kan slippe af sted med.« »Ja, det må vi undersøge. Og kom så herhjem. Tag en taxa. Min far siger, at han betaler.« »Det, jeg hører dig sige, er, at du og din mor er nogle fedterøve.« »Jeps. Ses.« Jeg fandt en taxa på Kongens Nytorv og var hjemme hos Kastanje på ti minutter. »Afskedsmiddagen var en succes, hører jeg.« Kastanjes far tog imod mig i døren. »Hvis du måler succes efter antallet af dræbte, så ja.« »Kom ind. Kastanje er oppe ovenpå.« Kastanjes værelse er et atypisk pigeværelse. Hun har godt nok omgivet sig med dukker, men da hun er vild med Tim Burton, er der mere Sleepy Hollow, Sweeney Todd, Corpse Bride, The Nightmare Before Christmas over de dukker. Hvis man ikke havde kendt hende hele livet og vidste, at hun ikke kun var en tomboy i det ydre, men også det indre, ville man nok få et chok, når man trådte ind på hendes værelse for første gang. »Trænger du til at se film, spille eller bare et kram?« »Hey hey, hvem udelukkede at se en film, hvor de krammer, mens du spiller lidt på mig?« »Eller du kunne give mig massage og gå ned med mit vasketøj?« 24


»Er det ikke den slags, I har Matilde til?« Matilde var deres au pair fra Polen. Hun var 19 og talte stadig ikke et ord dansk, selv om hun havde været der i næsten et år. Til gengæld var hun ret lækker. »Jeg har fået forbud mod at bruge hende til noget som helst. Andre får stuearrest. Jeg må ikke bruge au pairen.« »Hvad har du gjort?« »Hvem siger, at jeg har gjort noget?« »Åh gud. Du er uskyldigt dømt. Hvad er chancen?« »Totalt uskyldig.« »Hvad lød anklagen på?« »Grov udnyttelse af ansat personale i hjemmet.« »Og du erklærede dig altså uskyldig?« »Ja.« Kastanje rejste sig fra sengen og tog et par røde soda­ vand i minikøleskabet. »Hvad bestod udnyttelsen i?« Jeg kiggede på endevæggen, som var et stort malet edderkoppespind. Oppe i hjørnet sad edderkoppen og så sig om efter et bytte. »Ingen kommentarer.« Hun satte den ene sodavand på bordet, og jeg smed mig på sengen. Vi havde faste pladser. Jeg lå altid yderst. Kastanje sov inderst, og når Lukas var her, tog han plads i sækkestolen. Han sov der dog aldrig. Og han var der kun, når jeg var med. Vi blev enige om at se Hotel Transylvania 2, selv om vi havde set den flere gange. Jeg havde aldrig noget imod Kastanjes trang til at se børnefilm hele tiden, for hendes grin var lige så skønt hver gang. Selv om det var blevet meget sent, da den var færdig, så vi bagefter Madagascar. Scenen, hvor Giraffen Melman skøjter rundt i undergrunden, fik hende til at græde af grin igen. Man skulle virkelig være lavet af sten for ikke at smelte over hendes barnlige latter. 25


Hun faldt i søvn, mens hun stadig klukkede. Jeg aede hende i håret og lukkede øjnene. Der var mange på skolen, der syntes, Kastanje var snobbet og lidt sær, men ingen kunne synes, at hun var andet end smuk. Selv om hun jo kun gik i drengetøj, var der ingen, der turde drille hende med det. Ikke fordi hun flippede ud. Hun lukkede sig inde i sig selv. Men jeg ville flippe ud, og Lukas ville følge med. En dag for noget tid siden var der nogen, som havde skrevet på tavlen, at Kastanje måtte være lesbisk eller trans. Hun blev væk fra skolen så længe, at hun slet ikke nåede at se alle de blå mærker på dem, der havde skrevet det. Hendes bror var min bedste ven, og efter hans død blev hans opgaver mine. Og mit rygte som hendes beskytter var der ingen, som glemte igen efter det. Som hun lå der, var jeg ikke i tvivl om, hvor højt jeg elskede hende. Det eneste, jeg var sikker på den aften, var, at jeg ikke kunne elske nogen, som jeg elskede hende.

26

Andersen AUTOPILOT (Læseprøve)  
Andersen AUTOPILOT (Læseprøve)