Issuu on Google+

Dimissionstale den 29. juni 2012

Kære studenter - dimittender fra hf og gymnasiet. Tillykke med jeres eksamen. Endda et stort tillykke til jer alle med en stor præstation. Bag jer ligger flere år og nu til slut en kort, men hektisk eksamensperiode, hvor både I og jeres lærere har haft rigtigt travlt. Vi er stolte af jer: studenter årgang 2012. Om lidt skal I have jeres eksamensbevis – det papir, der entydigt dokumenterer, at I 336 (82 hf’erer og 254 stx) hver og én har bestået jeres eksamen, som også betyder, at jeres ungdomsuddannelse er fuldført - at jeres tid som elever på Rosborg er slut. På vegne af os alle på Rosborg vil jeg sige jer tak for den tid, vi har været sammen og tak for det, I har givet os. Det er i dag tid til at se lidt tilbage på de to eller tre år, der er gået siden I den første dag kom som forsigtige nye elever. Det var en fin modtagelse, som jeres ældre kammerater gav jer, men som jeg husker jer, så var I en anelse betuttede, ja der var et stykke vej til de unge voksne, der sidder foran mig i dag. Nu er I netop nået til målet af jeres gymnasietid, og her sidder I med den faglighed og de kompetencer I har samlet siden da. Hvad er det så der har kendetegnet den tid, der blev jeres Rosborg- tid ? I har været aktive i de år I har været på Rosborg, og har skabt mange nye bidrag til skolens liv. Hvoraf jeg vil nævne nogle:  

Mange af jer har deltaget i de to musicals, nej, jeg vil næsten sige I har stået for Mamma Mia og Blues Brothers sammen med nogle lærere. Det har bare været så flot. Sund morgenmad og sund idræt har I hf’ere bidraget med. I begyndte med et fantastisk spændende introduktionsforløb om sundhed, hvor I, da det blev præsenteret for forældre, kammerater og lærere duperede os med en fantasirigdom i præsentationsformer. Fornemt. Jeg ved ikke, om det er sundhedsprogrammet, der er årsagen, men i dag kan jeg konstatere, at ud af de 89, der begyndte på hf i 2010 er der 82 , der gennemfører. Flot. På skærmen her var der i dag et billede fra et af vore klasseværelser. Det billede blev malet af 3t, som blev skolens første globale gymnasieklasse. I skulle tænkes det globale medborgerskab ind i undervisningen, skabe nye måder at få kontakter i den store verden. I valgte at arbejde med Egypten, og det ønskede I, at vi alle skulle kunne se og blive inspireret af. 1.v blev kaldt en pionerklasse indenfor innovation, og har haft mange spændende projekter bl.a. med elevcamps, der var så vellykket, at I har udviklet et koncept til andre klasser. På en elevcamp, der varer 24 timer får I en problemstilling fra en virksomhed, som I skal give løsningsforslag på. Jeg har været stolt af jer mange gange, når I har inviteret mig med til præsentationerne.

1.


Der har været mange oplevelser. Når man læser ”blå bog” dukker mange sjove episoder frem, men bare rolig jeg skal nok lade være med at nævne navne og citere. Men et fælles træk er, at I har haft nogle gode år, at I har haft meget med hinanden at gøre, at I har haft nærvær, og har skabt fælles oplevelser – I har levet i nuet – men hvilket NU. Storm P har sagt det på denne måde: ”I morgen er i dag i går.” Lad mig give et eksempel. Dagen efter en stor fodboldkamp, så taler alle om denne kamp, og har man ikke set den, så er man udenfor. Næste dag taler man om skattereform, og dagen efter igen noget helt tredje. Det er svært at leve i nuet, for vi har ikke tid --vi skal videre til noget andet.

Piet Hein har i et af sine mange Gruk skrevet om det at leve i nuet: At leve i nuet er livets teknik og alle folk gør deres bedste, men halvdelen vælger det nu, som gik, og halvdelen vælger det næste. Og det forrige nu og det kommende nu blir aldrig i livet presente og alle folks levetid går sågu med bare at mindes og vente. For det nu, som er gået, er altid forbi, og det næste blir aldrig det rette. Næh, sørg for, at nuet, du lever i, engang for altid er dette.

For mange af os blev det såkaldte arabiske forår en stærk realitet, specielt for 3t, der var klar til at tage på studierejse til Cairo lige da det folkelige oprør var på sit højeste. Det betød at I aflyste rejsen. Den arabiske befolkning viste ved mod og stærk sammenhold en styrke, der fik det ene totalitære styre efter det andet til at bryde sammen. Det gjaldt også i Egypten, og alle jublede og var i nuet. Hurtigt kom problemerne med ny forfatning, mange der gerne ville have del i magten, og måske også andre end de der havde været ledende under demonstrationerne på Tahrirpladsen. I år var jeg i april måned sammen med en gruppe Rosborg-elever i Cairo. Vi besøgte vor partnerskole i tre dage, og mødte nogle engagerede egyptiske elever, der var dybt interesserede i at høre om det danske demokrati og fortælle om deres oplevelser på Tahrir pladsen sidste forår. De accepterede demokratiets grundvilkår, at man kan give sin mening til kende, man kan stemme, men man skal acceptere flertallets valg, også selvom man er uenig. I spurgte en af de egyptiske unge ”Er du ikke bange for at det ikke er din kandidat, der bliver den næste præsident?” Han svarede: ”Jo, men så må jeg arbejde for at ændre det ved næste valg. Sejren er, at for første gang kan det egyptiske folk få lov til at stemme” 2.


Det der bandt de unge på Tahrirpladsen sammen var nuet og nærværet. Jeg tror dette demokratiske tiltag af ganske overraskende karakter skete, mens I var elever på Rosborg, og det tror jeg vi alle vil komme til at huske. Vi er medborgere i en global verden, og vi oplever begivenheder, der tidligere var fjerne som en del af vor hverdag. Verden er blevet større eller er den blevet mindre? Vi skal lære at klare os godt i det globale samfund. Som danskere har vi ikke de store problemer med at være globale, når vi skal sælge vore varer eller får produceret billige varer i Østen, og vi vil også gerne være globale, når vi deltager i krige mod terror på andres jord. Men hvordan har vi det, når den globale verden kræver vores nærvær lige her? Forandringer i lande langt væk kommer til os i selve nuet, og i det digitalt-teknologiske univers, vi har skabt stræbes efter konstant forbindelse med hele verden. Den virtuelle verden har udviklet sig hastigt i jeres tid på Rosborg. Vi kommunikerer mere end nogensinde, men det sker på afstand, og ikke gennem en direkte menneskelig kontakt. Vi følger med i alt lige fra begivenheder i verdens brændpunkter til alt om, hvem der kyssede hvem i sidste frikvarter. I klassen hvor man er fysisk i samme lokale, kan vi være langt fra hinanden. Både elever og lærere fortæller om, at der sker stor aktivitet på facebook, sendes beskeder via smartphones ud i verden og sågar til sidemanden. Til møder kommunikeres ligeledes om alt muligt, mens der tales om vigtige emner. Men selvom man er i samme rum så deles opmærksomheden kun hvis det interesserer ” lige mig”. Jeg kan se når jeg kommer rundt i frikvarteret, at selvom man sidder sammen i en sofagruppe, så sidder I med hver jeres enhed, alt mens der spilles, sendes beskeder til sociale netværk. Det synes vigtigt, at vi alle er opkoblet på højhastighedsnetværk for at få mest muligt ud af nuet, men det fælles nu forsvinder. Formanden for Etisk Råd Jacob Birkler siger: ” I dag skal vi alle være opkoblet, men vi frakobler samtidigt det menneskelige nærvær. Vi er derfor begyndt at forvente mere af teknologien end af hinanden. Vi er sammen, men alligevel langt væk.” Han fortsætter i samme artikel: ” Det vi før delte med hinanden, det deles nu digitalt. Tanker og følelser afstemmes i mindre grad med øjenkontakt, men det sker som delte beskeder i sociale netværk. ”Jeg deler, altså er jeg.”” Det nære i nuet er blevet udfordret voldsomt i jeres tid på Rosborg, ikke blot her på skolen, men hele samfundet og i den enkeltes tilværelse. Der er sket en eksplosion af virtuel livsstil, og jeg ved ikke om det rigtigt, men det er min fornemmelse at netop i de seneste 2-3 år er udviklingen nærmest gået amok. Det er som om fokus er blevet på det overfladiske og udadrettede frem for det menneskelige nærvær. Hvad gør det ved os som mennesker, når vi konstant er på sms, facebook, eller på telefonen ? Og det får mig til at tænke på, hvornår er vi reelt sammen? – i nærvær med dem vi fysisk er sammen med i klassen, gruppen, familien ? Hvad sker der, når vi hele tiden skifter fokus og hele tiden flimrer rundt? Midt i en undervisning eller møde, skal man lige svare på en sms eller tjekke facebook for at se hvad ens 912 ”venner” har skrevet i deres statusopdatering. Nu’et bliver udfordret af mere og mere tempo, og af overfladiske sammenhænge. Nærværet og livet i nu’et får stadig sværere vilkår. 3.


Nærværet udfordres også af globaliseringen, hvor vi som globale verdensborgere gennem medierne hurtigere og hurtigere orienteres om ulykker, sensationer på den anden side af kloden, naturkatastrofer i Langbortistan, ja meget hurtigere end vi får kendskab til store forandringer i nærmiljøet. Midt i den digitale kommunikation skal vi minde hinanden om, at livet er noget der skal leves i samværet med andre. Dyrk det nære nærvær og fællesskab. Vær nære i jeres nærvær, og vær kritiske i jeres cyperspace-nærvær. Derved passer I på jer selv og hinanden. Nærvær er at være opmærksomt til stede her og nu. Her – uden din mobil. Mens vi alle 1300 er samlet og fejrer netop dig. Mærk efter, dette NU. For om lidt er det væk, og så er det en erindring, som du kun kan have hvis du er nærværende, mens nu’et foregår. Der kommer mange andre nu’er. Vær nærværende så du kan fange dine personlige nu’er, både på en særlig dag som i dag, men også i dagligdagen. Mød verden med åbenhed og skab nærvær, der hvor du møder andre mennesker. Skab en global forståelse og mød det fremmede med åbent sind, og skab nærvær for dig selv og andre. Jeg vil håbe, at I vil gøre en indsats for fastholdelse af, samvær, nærvær og nu’er i jeres liv. At I vil udnytte de digitale og teknologiske muligheder, men lære jer selv at sætte begrænsninger og skabe opkoblingsfri zoner, så det menneskelige nærvær bliver opkoblet og ikke frakoblet. Så nærværet ikke forsvinder til fordel for et tempofyldt, elektronisk liv. Medvirk til denne forandring, hvor vi træder frem som mennesker og bliver til medmennesker, selvom vi lever som globale verdensborgere i en digital tidsalder. Jeg håber, at Rosborg for dig også har været stedet, hvor du har fået opbakning og oplevet et fællesskab og nærvær, hvor du har følt dig værdsat. Jeg er stolt af jer og har tillid til, at I vil nå langt og opfylde mange drømme. Jeg er stolt af, at I har bakket op om Rosborgs visioner og værdier gennem jeres tid på skolen. Bakket så godt op om nærværet på Rosborg, at vi fik hæderen ”Årets kvalitetsskole 2012” Jeg er ikke i tvivl om, at jo mere vi hjælper hinanden, tror på hinanden, har tillid til hinanden, opmuntrer hinanden, jo bedre bliver nu’et. Tag I nu af sted ud i fremtiden og friheden, der venter på jer. Dyrk nærværet i samværet. Husk Piet Heins ord som jeg tidligere citerede: ” at leve i nuet er livets teknik” Saml på nu’erne og vær til stede. Lige her – lige NU!! Med disse ord og med ønsket om lykke til, dimitterer jeg årgang 2012 fra Rosborg Gymnasium og Hf.

Mads Peter Villadsen Rektor Rosborg Gymnasium & HF

4.


Rektors_Dimissionstale_2012