Issuu on Google+

Tillykke med huen på hovedet! Tillykke med Rosborg i sjælen! Tillykke med mulighederne i fremtiden! Der er mange ting at ønske tillykke med i dag. Nogle vil først og fremmest ønske tillykke med, at vi er nået igennem vores eksaminer. Jeg vil først og fremmest ønske tillykke med, at vi har været en del af Rosborg i to til tre år. Huen på hovedet er vel nok som kronen på værket – beviset for, at vi alle sammen har bestået vores ungdomsuddannelse - men vi tager herfra med meget mere end en karakter i hatten og et gennemsnit på papiret. Som rosborgere tager vi herfra med Rosborgs ånd helt inde på sjælen. Og hvad består denne specielle Rosborg ånd så af? Da vi er de gamle elever her på skolen, kan vi have en tendens til at påstå, at Rosborgs ånd sidder i gulvtæpperne og de farvede sofaer. Det er måske også rigtigt. I hvert fald hvis gulvtæpperne og de mange farver ses som symbol på Rosborgs mangfoldighed eller rummelighed. Men rigtig rummelighed handler egentlig ikke om rum og kommer ikke af bygningens indretning eller arkitektur. Den ægte rummelighed kommer indefra os mennesker. Jeg vil mene, at vi rosborgere er rummelige. Vi rummer nemlig gangnamdansende idrætslærere såvel som dygtige forskerspire-elever. Vi rummer piloteringsmaskinens ustandselige hammeren som underlægningsmusik til udredning af matematiske formler. Vi rummer diarré-beskeder på Lectio og Per Cartons formaninger om ordentlig opførsel til Bachhus-festerne. Vi rummer en lærers deltagelse i galla-festlighederne og gratis varm kakao på en kold vintermorgen. Vi rummer den positive sektion og vi rummer Rosborg brokke-gruppe. Vi rummer STX’er og vi rummer HF’er. Vi rummer Ben-10-islagkager til galla og kantinens pølsehorn og tarteletter til hverdag. Den rummelighed, der her er tale om, er hverken et udtryk for de gamle omgivelser eller de nye omgivelser. Nej, den her rummelighed er udtryk for det Rosborg, vi har været med til at skabe. Det Rosborg, vi er så stolte af at være en del


af. Det Rosborg, der på én gang er inkluderende og fællesskabs-præget, men som samtidig rummer den opgave, det er, at få hver enkelt person til at spire. Da vi kom her på Rosborg på vores første skoledag, vidste vi måske hvad vi ville: Vi ville gå på Rosborg og til slut få huen på hovedet. Det var et valg, vi tog, og et valg, som har været med til at definere os som personer. Rosborg har fået os til at spire, til vi nu er sprunget ud som blomstrende studenter i rødt og blåt. Men med tiden – mens vi er spiret – har vi også indset, at det ikke så meget handler om at finde ud af, hvad man vil, men først og fremmest, hvem man er. Selvom Rosborg har været med til at definere os, og selvom Rosborg er blevet en del af os som personer, kan vi ikke komme udenom, at Rosborg nu også er noget, som hører minderne til. Man siger, at vi lever i en tid, hvor livet er symboliseret ved et netværk med uendelige muligheder. Hver tråd i netværket ses som en vej, vi kan gå. Et eller andet sted i det her netværk sidder vi – alle sammen forbundet af en tråd, der hedder ”valget af Rosborg Gymnasium og HF”. Men udover denne ene fælles tråd så har vi alle sammen vores egne forbindelser og tråde, som stritter i alle mulige retninger. Og med så mange muligheder og så mange veje at vælge imellem kan det være svært at forstå, at de på Borgen i København har travlt med at skubbe os igennem uddannelsessystemet – skubbe os ud på en af trådene. På denne her borg – Rosborgen – tror jeg nemlig de fleste af os kan blive enige om, at den rummelighed, vi er så stolte af, kommer af mere og andet end faglighed og valg af uddannelse. Den kommer af at lære noget om hindanden som personer og af at lære noget om sig selv som menneske. Med huerne på hovedet er der åbnet for et væld af muligheder for os alle sammen, og det kan være svært at overskue. Måske bliver vi nødt til først og fremmest at skue ind i os selv, før vi kan løfte blikket ud over netværket. Og lige gyldigt hvilken tråd vi så ender med at vælge, og lige gyldigt hvor mange gange vi vender om og vælger en ny, så vil vi altid være forbundet til en tråd, som hedder Rosborg, og som vil stå i vores erindring som noget positivt.


Spørger I mig, mener jeg ikke det handler om at finde ud af, hvad man vil. Det handler om at finde ud af, hvem man er. Rosborg vil altid være en del af hver enkelt af os. Rosborg har været med til at skabe et rigtigt godt udgangspunkt for videre udvikling. For det vil jeg sige tak – tak til Rosborg, og tak til alle jer der har været med til at skabe Rosborg. Der har været mange dimmiterede fra Rosborg før os, og der kommer endnu flere efter os. Men lige nu er det os, som har huerne på. Lige nu er det os, der for alvor kan mærke Rosborgs rummelighed. Og lige nu er det os, som står med alle mulighederne foran os. Så tillykke med huen på hovedet! Tillykke med Rosborg i sjælen! Tillykke med mulighederne i fremtiden! Julia Aabjerg Bratland Rosborg Gymnasium 28. juni 2013


Elevtalen_ved_Dimmisionen_2013_-_Julia_3y