Page 44

Natur med pladsgaranti

Stilhed og store vidder ”Det er noget af en udfordring, du har givet mig”, siger Poul Gregersen, da han sammen med forfatteren til hovedparten af artiklerne i dette info-hæfte sætter sig ind i sin Volvo. Poul Gregersen er skov- og landskabsingeniør ved RingkøbingSkjern Kommune, og redaktionsudvalget har bedt ham udpege nogle af sine yndlingssteder her i kommunen. ”Udfordringen ligger i, at jeg skal begrænse mig. Du har bedt om fire-fem flotte steder her i kommunen, men jeg kunne jo finde mange flere. Det er svært at udvælge så få, og samtidig har vi kun fire-fem timer til rådighed,” siger Poul Gregersen, mens vi triller ud på landevejen i landets største kommune. ”Hvis man ser vores natur fra hovedvejen, så er den egentlig temmelig kedelig. Men du skal ikke ret langt væk fra de store veje, før naturen er helt fantastisk. Det tror jeg faktisk ikke, at alle borgere i kommunen er klar over. Samtidig har vi en utrolig afvekslende natur,” siger Poul Gregersen, der naturligvis er begejstret for, at byrådspolitikerne har valgt Naturens Rige som kommunens nye vision. Vores første stop er Pumpestation Nord ved Skjern Å. Den største af åens tre pumpestationer. Selve den firkantede, grå klods af en bygning vinder ikke nogen arkitekturpris, men udsigten fra toppen kan godt begå sig i konkurrencer. ØJET KAN STRÆKKE UD

”Prøv lige og se disse vidder. Her kan øjet strække ud. Hvis man har kørt rundt i Holland eller i det tyske Ruhr-distrikt, så kan man

godt forstå, at hollændere og tyskere er begejstrede for sådan en udsigt,” siger Poul Gregersen. Et storstilet projekt til hele 4,3 millioner kroner skal forbedre forholdene betragteligt ved pumpestationen. Der bliver blandt andet ordentlige toiletforhold. Beløbet er givet til åens tre pumpestationer og genopførelse af Sønderby Spang ved Borris. Poul Gregersen viser hen til den attraktion, der gør stedet til et yndet udflugtsmål for børnefamilierne. En færge, hvor passagerne ved at trække i et reb kan komme fra den ene å-bred til den anden. FORETAGE SIG NOGET AKTIVT

”Det er fint, at man ved mange af vores natursteder kan foretage sig noget aktivt som f.eks. med denne færge. Andre steder kan det være legepladser eller motionsredskaber. Det skal der selvfølgelig ikke være ved alle vores natursteder, men vi må også erkende, at det ikke længere er nok at anlægge en sti på et dige og så lade folk gå frem og tilbage dér. Der skal mere til i dag,” siger Poul Gregersen og nævner et populært, klassisk eksempel: De voksne sidder ved et bord-bænke-sæt og drikker kaffe, mens børnene tumler rundt. Succesen er hjemme. Vi kører syd om Ringkøbing Fjord med kurs mod Tipperne og Værnengene – et paradis for ornitologer. Poul Gregersen stopper bilen, slukker motoren og ruller vinduet ned. ”Prøv og hør. Der er fuldstændig stille. Stilhed er eftertragtet, og i en hektisk verden bliver det ikke mindre eftertragtet i fremtiden,” forudser Poul Gregersen.

Vellingvej 1 · 6950 Ringkøbing info@jyskservice.dk · www. jyskservice.dk

Ring og få et uforpligtende tilbud

Tlf. 70 110 240 1 Erhvervs-/privatrengøring 44 

  www.rksk.dk

2 Vinduespolering

3 Vikartjeneste

4 Konsulenttjeneste

Profile for Ringkøbing-Skjern Kommune

Info 2015  

Husstandsomdelt informationshæfte fra Ringkøbing-Skjern Kommune

Info 2015  

Husstandsomdelt informationshæfte fra Ringkøbing-Skjern Kommune