Page 1

100-ÅRET FOR KVINDER OG TYENDES VALGRET

HVAD BLEV DER AF TYENDET? OM KØN, KLASSE OG HISTORIEBRUG

Af: Rikke Lie Halberg, cand.mag. i historie

Tyendet til venstre, husbond med familie til højre ca. 1910.

2015

går på hæld, og dermed også jubilæumsåret for kvinder og tyendes valgret. Gøres der status over året kan det konstateres, at fejringen af 100-året for grundlovsændringen i 1915 ikke er gået stille af. Der har været et ganske pænt opbud af artikler, bøger, temasider på nettet, museal genopførelse af det store kvindetog, et storstilet jubilæumsshow i TV og andre arrangementer. Men fælles for disse events og markeringer er, at det er kvindernes valgret, der har været i fokus. Det er bestemt også en begivenhed, der er værd at fejre. Men man kan måske alligevel

godt stille spørgsmålet: Hvad med den anden gruppe, der også fik valgret i 1915 – hvad med tyendet? Tyendet, denne store gruppe af tjenestefolk eller folkehold, der arbejdede i private hushold, har stort set været overset i markeringerne af 100-året, og årsagen kan findes i begrebet brug. Dels i det brug af begivenheden, som fandtes i samtiden – og dels i den måde, vi bruger begivenheden på i dag. De to grupper, kvinderne og tyendet, er naturligvis ikke to helt adskilte grupper. Tværtimod. Der var for eksempel mange kvinder

Side 23


der var tyende. Men der var også tyende, der var mænd. Og hvor gruppen kvinder griber ind i alle samfundets lag, var tyendet en af samfundets allersvageste grupper. Tyende blev man, når man kom ”ud at tjene”, altså når man tog arbejde som for eksempel tjenestepige eller karl. Det betød i praksis at man kom til at sortere under tyendeloven. Tyendeloven af 1854 indeholdt en række paragraffer som betød at tyendet havde færre rettigheder end andre samfundsgrupper. Nogle af de mest omstridte punkter i loven var kravet om skudsmålsbog, at arbejdsgiveren havde revselsesret over tyendet samt at tyendet skulle stå til rådighed for arbejdsgiveren i døgnets 24 timer. Derudover havde tyendet ingen politiske rettigheder. Hvis man ser på de demokratiske kampe, som henholdsvis tyendet og kvinderne kæmpede i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet er det derfor vigtigt at huske på, at samfundet i denne periode var skarpt opdelt – ikke bare mellem kønnene, men i særdeleshed også mellem klasserne. Kvindesagen var først og fremmest anført af kvinder som tilhørte borgerskabet. Det var ikke fordi at arbejderkvinderne ikke mente at det var en god idé med stemmeret til kvinder – men fordi de havde andre dagsordener. Skulle man kæmpe for stemmeret til sit køn eller bedre vilkår til sin klasse? Og hvordan skulle man få disse kampe og krav til at gå op med de forestillinger, der var om mandligt og kvindeligt når gruppen af tyende ikke var en gruppe med personer af samme køn, men af samme klasse? Tyendet selv ønskede, mere end noget andet, tyendeloven afskaffet.

Selvom spørgsmålet om stemmeret til kvinder bestemt også rummer en kompleksitet, tegnede der sig trods alt et mere klart billede for de borgerlige kvinders vedkommende. Deres mål var stemmeret til kvinder. Og kvinderne fik stemmeret – en soleklar sejr for kvindebevægelsen. Det blev fejret. Kvindetoget gennem Københavns gader med Sif Obel i spidsen er blevet billedet på fejringen – og det er også det billede, der igen og igen bliver brugt til at mindes og markere sejren. Men tyendet gik ikke med i kvindetoget – tyendet bestod jo af personer af begge køn. De kvinder fra arbejderbevægelsen, der ikke var tyende, gik heller ikke med. I Politiken 6. Juni 1915 undrer en journalist sig over hvorfor tyendet ikke har deres eget optog som pendant til kvindetoget. Men hvordan skulle tyendet kunne fejre noget, som ikke entydigt var en sejr? Tyendeloven bestod jo. Når grundlovsdag var overstået skulle tyendet tilbage

Kampagne for afskaffelse af tyendeloven ca. 1910. Side 24


på arbejde igen og arbejde under de samme vilkår som før grundlovsændringen. Selv den socialdemokratiske presse vidste ikke hvordan de skulle håndtere tyendets situation. Social-Demokraten skrev om arbejderkvindernes sejr og rapporterede om et andet, stort optog gennem Københavns gader. De skrev ikke ret meget om tyendet, og i synderlighed lidt om det mandlige tyende. De udsagn man kan finde fra de fagforbund, der organiserede tyendet var, at den nyvundne stemmeret på ingen måde var målet – den var midlet til at få afskaffet tyendeloven og skabe bedre vilkår for arbejderklassen.

Adgangstegn til arbejdernes grundlovsfejring i Søndermarken 1915.

set kun den ene af disse historier, der bliver fortalt. For det første er den ene gruppe, tyendet, bunden af sin tid og eksisterer ikke som kategori længere. Den anden gruppe, kvinderne, må siges at være en noget mere bestandig kategori. Man kan sige at bruget af kvindernes valgret og ikke-bruget af tyendes valgret blev etableret allerede i 1915. Det var med ubetinget glæde og stolthed at kvinderne kunne fejre deres sejr 5. juni 1915 og sejren er – med rette – lige siden blevet brugt til at understrege kvindebevægelsens medgang. Tyendets valgret er der derimod ikke rigtigt nogen grupper der har kunnet tage op og bruge. I stedet er der sket det, at de to narrativer med tiden er smeltet sammen til ét. Det store kvindetog bliver brugt som en fælles symbol på alle kvinders demokratiske entré på den demokratiske scene – tyendekvinder, arbejderkvinder og borgerkvinder. Det er der sådan set ikke noget i vejen med. Men historie er én ting og brug er en anden, og det er vigtigt også at kende til de sider af historien, der ikke bliver brugt til noget. Her er det især den mandlige del af tyendets historie som er forblevet såvel ufortalt som ikke-brugt. Kun i skønlitteraturen har der været interesse for det mandlige tyende – Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren” og Johan Skjoldborgs ”Gyldholm” har i deres klassiske romaner kastet et socialrealistisk, men dog fiktivt, lys over også den tyendets forhold på landet og dermed den mandlige del af tyendet. Men nogen historiske fremstillinger eksisterer der ikke. Når det er sagt er det vigtigt at huske på, at i et historiebrugsperspektiv er en undersøgelse af ikke-brug mindst lige så relevant som en undersøgelse af andre former for historiebrug.

Etiketten ”kvinder og tyendes valgret” indike- Litteratur rer i sig selv at der er tale sig om to forskellige Chakravarty, Dorthe: Tjenestepigerne - 100 års historie om stemmeret og ligestilling. Ingruppers historie. I praksis er det dog stort formations forlag, 2015. Side 25


Halberg, Rikke Lie: ”Nu har vi taget politisk valgret, og vi glæder os til at benytte den i kampen mod Tyendeloven!” I: Noter - Historielærerforeningens fagblad, nr. 206, september 2015 (hent det her). Laneth, Pia Friis: 1915: Da kvinder og tyende fik stemmeret. Gyldendal, 2015. Undervisningsmateriale Knudsen, Birgit: 1915 – Kampen for valgret til alle. Alinea, 2015.

Museums- og arkivpædagogiske undervisningsforløb Arbejdermuseets skoletjeneste sætter fokus på kvinder og tyendes stemmeret i undervisningsforløbet ”Familien Sørensen får stemmeret!”. Forløbet er udviklet i samarbejde med Rigsarkivets skoletjeneste som udbyder forløbet ”Kvinder og tyendes valgret”. Se mere på www.arbejdermuseet.dk samt på www.sa.dk.

Halberg, Rikke Lie: Andre sider af kvinder og tyendes stemmeret. Skoletjenesten/Arbejdermuseet, 2015 (læs det her).

Tjenestepigeforeningen 1909 Side 26

100-året for kvinder og tyendes valgret: Hvad blev der af tyendet?  

FALIHOS Historie & Samfund nr. 4, december 2015. Artiklen handler om 100-året for grundlovsændringen i 1915. 100-året for kvindernes valgret...

100-året for kvinder og tyendes valgret: Hvad blev der af tyendet?  

FALIHOS Historie & Samfund nr. 4, december 2015. Artiklen handler om 100-året for grundlovsændringen i 1915. 100-året for kvindernes valgret...

Advertisement