16
Søndagsfrokost Han besluttede sig for at gå langs stranden ud til Egå Marina. Så kunne han altid tage en bus hjem, hvis han ikke orkede at gå hele vejen tilbage. Han mødte mange andre, der var ude at gå tur. Flere af dem med hund. En af dem var Caroline fra klassen. „Hej, Mads,“ sagde hun og smilede. Hun havde en lille hvid hund i snor. „Hey,“ svarede han. „Hvad laver du her?“ sagde hun, mens hun prøvede at holde sit hår væk fra ansigtet. Det blæste så tilpas meget, at både hendes hår og tøj flagrede omkring hende. „Det samme som dig. Går tur.“ „Helt alene?“ „Tjah.“ Han slog ud med begge arme. „Jeg har jo ingen hund.“ Hun lo. „Du ligner altså en pingvin, når du gør det der med armene.“ Han gjorde det igen. „Men det skulle du nu tage og få,“ sagde hun. „Hvad for noget?“ „En hund. Så er der altid en, der bliver glad for at se dig, når du kommer hjem.“ Mads skulede til hende. Hvad mente hun med det? Vidste hun, at han stort set altid kom hjem til et tomt hus? „En hund bliver vel ikke glad, bare fordi man kommer hjem?“ sagde han. „Det gør den da. Det gør Fie i hvert fald. Gør du ikke også, Fie?“ Bare det at hunden hørte sit navn, fik den til at logre ekstra meget og kigge forventningsfuldt på Caroline. Hun kastede en pind, som den straks drønede efter. Caroline vendte sig mod Mads. „Hvor er du egentlig på vej hen?“ „Jeg regner med at gå ud til marinaen.“ „Hvorfor?“ „Fordi jeg har lyst.“ „Okay. Men vi kan da gå med et stykke af vejen.“ Mads nikkede. Det generede ham ikke. „Tak, fordi du skubbede mig i fredags,“ sagde Caroline. „Helt i orden.“ Caroline gik og pludrede løs om alt muligt ligegyldigt. Mads hørte kun efter med et halvt øre. Han havde sit at spekulere på. Det begyndte at regne. Først kun nogle få dråber, men de blev hurtigt til flere. „Nu bliver det altså slemt,“ sagde Caroline. „Jeg bor lige oppe ad den vej der.“ Som om han ikke udmærket vidste det. „Vil du med hjem?“ spurgte hun. „I læ.“ Mads havde både langt hjem og langt til marinaen. Han kunne selvfølgelig forsøge at finde ly for regnen et eller andet sted på stranden, men der var ingen træer, ingen skure, ingenting. Regnen tog til, og fordi han ikke havde lyst til at blive lige så gennemblødt som forleden dag, nikkede han og fulgte med Caroline hjem. Lige idet de nåede havegangen, brød regnen for alvor løs, og de spurtede de sidste ti meter, mens Caroline hvinede og grinede på samme tid. Selvom huset ikke var større, flottere eller nyere, end det hus Mads boede i, vidste han, at det måtte koste mange millioner mere på grund af beliggenheden. Så tæt på stranden skulle man virkelig have finanserne i orden for at kunne købe et hus. Carolines mor dukkede op i entreen. „Hej,“ sagde hun og så overrasket ud. „Jamen, det er da Mads.“ „Jeg skulle lige i læ for regnen,“ sagde han. „Selvfølgelig. Kom endelig indenfor. Vi skulle lige til at have frokost. Vil du ikke spise med Mads?“ „Øh, joh … jo tak.“ Hun gik i forvejen ind i stuen, hvor der var dækket op til fire. Mads kom til at tænke på noget, hans far engang havde sagt: ‘Hvis du vil vide, hvordan en pige kommer til at se ud, når hun bliver ældre, så kig på hendes gener. Dem kan du se ved at kigge på hendes forældre. Hun kommer temmelig sikkert til at ligne sin mor.’ Carolines mor var høj og slank. Caroline var også slank, men ikke høj. Forklaringen på det sad ved bordet i stuen. Carolines far var ikke ret høj. Han havde en kuglerund vom, der hang ud over bæltet, og hans hoved virkede stort. Hans øjne var mørke, og han havde tydelige mørke poser under dem, der fik ham til at se træt ud. Han rejste sig og rakte hånden frem, da Mads kom ind. Det syntes Mads var lidt pinligt og overdrevet. Han var trods alt kun kommet for at søge ly for regnen. Carolines lillesøster sad over for faren. Hun rakte også hånden frem. Mads tog den og sagde: „Hej.“ Carolines mor kom med en ekstra tallerken, glas og bestik. Hun fik lillesøsteren til at flytte sig, selvom hun brokkede sig. „Jamen, jeg kan sagtens sidde for bordenden,“ sagde Mads. „Nej, nu bliver det sådan,“ sagde Carolines mor. „Sæt dig nu ved siden af Caroline og tag for dig af retterne.“ „Det er vores traditionelle søndagsfrokost,“ brummede faren og slog ud med den ene hånd. „Den gør vi altid noget ekstra ud af med rejer, fiskefiletter, æg, lun leverpostej, frikadeller, medister med rødkål, ja du kan jo selv se, hvad der er. Bare tag fra.“ „Tak,“ mumlede Mads og mærkede, hvordan hans tænder løb i vand. Der var mange lækre ting på bordet. Han havde straks spottet det stykke rygende varm flæskesteg, der stod på et skærebræt midt på bordet. Flæskesteg? Til frokost? Han var i himlen. Og sværen så sindssygt sprød ud. Det var en af de ting, han virkelig havde at klage over derhjemme. Hverken hans mor eller far var i stand til at lave flæskesteg med sprød svær. „Det må jeg nok sige,“ sagde Carolines mor og smilede, da Mads langede ud efter sit fjerde stykke rugbrød. „Sådan en iver plejer vi ikke at se ved bordet her i familien,“ sagde Carolines far med et smil. Mads skævede til Caroline. Hun sad og kiggede ned i sin tallerken.