Page 1

Ă…rsskrift 2011


Skolens sang Skønhed er en lille blomst Skønhed er en lille blomst, inde i dit hjerte – ikke nogen vild makeup – mange tror den er det. Blomsten vokser indefra, la’r sig ikke plukke, skønhed ejes af enhver, ikke kun af smukke. Skønhed ses i dine ord, og de dansetrin du ta’r, den er ikke udenpå, nej den vokser indefra. Blomsten vokser, hvis du ser, og hvis du kan lytte, er du tavs og uden ord, gør den ingen nytte. Kend din blomst og vid dit værd, husk på, at vi alle, bærer på en lille blomst, som så let kan falde. Syng din sang og træd din dans, vend dig ud mod verdens blå Skjul dig aldrig men træd frem, ellers går din blomst i stå. Grib din verden sving den rundt, send den åbne blikke, spil din rolle helt og fuldt, ellers er du ikke. Livets sange, syng dem højt, lad din stemme lyde, spil på altets instrument, og lad andre nyde. Stil dig frem i rampens lys, og del ud af det du har, intet skal du gemme på, alt skal ud der indefra. Lyt til andres melodi, hør dem synge sange, glem dig selv i det sekund, hvor de er lidt lange. Ræk en hånd til den der faldt, midt i dansens hede, tag imod med åbent sind, når du selv er nede. Se da blomstrer blomsten op, nærmer sig sit fulde flor, bli’r en stemme helt og fuldt, i det store blomsterkor. Det du gør vil sætte frugt, kaste frø i tiden, ligge som en spire der, uset ganske liden, for en dag at blomstre op, som din egen skygge, og forvandle verden til blomstertæpper tykke. Pas din blomst og lad den gro, giv din verden hvad du har, intet bør du gemme på – skønhed kommer indefra. Klaus Thormann 1990


Forord Af René Holm Hansen, forstander

I dag synes mange at hylde den holdning, at verden blev skabt sammen med »mig«. Denne forestilling er baseret på det individ-fokuserede samfund og ikke nok med, at verden blev til med mig, den går også under med mig. Tidligere var verdensbilledet baseret på troen – »der findes noget større end mig«. Her er fortiden i form af traditionelle værdier vigtig - i den anden betyder den ikke noget. I det ældre verdensbillede findes der visse fælles moralske standarder, den nye er styret af følelser - en emotionel kultur og moral, hvor sandheden er, hvad »jeg« føler. Mens den førstes autoriteter traditionelt var forældrene, læreren og præsten, er den andens autoriteter terapeuten, reklame- og mediepersonen og livsstilsproducenten. Eftersom selvet er altings ultimative mål, kan kun de fortælle mig noget, der hjælper mig med at tolke mine behov. I dette følelsesstyrede verdensbillede er der ikke noget over mig, alt er relativt og subjektivt. I det verdensbillede kan alle generationerne mageligt være sammen. Der er kun et problem: Det virker ikke.

grundvilkår, som ikke kan fjernes, men skal håndteres? Hvordan sikrer vi, at udviklingen ikke går i stå? Hvad har vi som efterskole at byde på i denne sammenhæng? Vi kan ikke løse fremtidens udfordringer og problemer med fortidens tænkning, modeller og svar. Og meget af det er forældet og ubrugeligt, ikke fordi det i sig selv er dårligt eller forkert, men fordi det ikke svarer til den samfunds- og globale situation, som vi befinder os i. Det gamle industrisamfund er afløst af et helt andet samfund, og også dette samfund ændrer sig hastigt. Det gør de gamle svar og modeller ubrugelige. Det er denne udfordring - med input fra tidligere og nuværende elever, lærere og ledelse samt samfundsdebattører og personer med viden på området - som vi bl.a. beskæftiger os med i dette årsskrift. God fornøjelse!

Der er ikke noget, der tyder på, at den dybe koncentration om egne behov og ønsker faktisk fører til større velbefindende. Tværtimod. Udviklingen går i stå! Hvordan indretter vi os så i denne moderne hyperkomplekse verden, hvor usikkerhed er et Forord l 3


Indholdsfortegnelse Forord I 3 Skoleåret 2010/11 I 7 • Vi ses jo snart – Sonja Morell Lundorff, 10/11 • 100 Ildsjæle – Ditte Schmidt, 10/11 • Hvad er det mest pinlige, du har lavet? - Kari Holm, viceforstander • Båltalen (Sankt Hans 2011) – Nanna Jørgensen, 10/11 • At kende sig selv – Louise Bergholdt, 10/11 • Nyt fra bestyrelsen – Henning M. Mortensen, fmd. • Rejsen ender, alle skifter - René Holm Hansen, forstander Udvikling i et moderne samfund I 27 • Opgør med offermentaliteten i Fladlandet (Interview med Peter Bastian) – Mikkel Fyhn Christensen, Jyllands Posten • Entreprenørskab og dannelse - Anders Rasmussen, Young Enterprise • »Hvorfor synes du, det er vigtigt, at vi som skole i et moderne, hyperkomplekst samfund skal bruge teams som katalysator for læring – hvad er en lærende organisation, og hvorfor er det vigtigt?« - Per Schaarup, cand. pæd., konsulent

4 l Indholdsfortegnelse


• »Når du griber dig selv i at tænke eller tale, som du plejer, så hold mund« – Kari og René Holm Hansen, forstanderpar • Teamsamarbejde på Viby Efterskole - Charlotte Vang, lærer Oplevelser fra tidligere elever I 45 • Følelse kontra kategorisering – Astrid Keitum Fisker 08/09 • Vibyånden lever videre – Anders Greis, 97/98 • Mulighedernes land – Amalie Højgård, 06/07 Viby – netop nu! I 53 • En ny start - Maja B Lund, 11/12 • Gør øjeblikket væsentligt – Majse Skole, 11/12 • Startede på Viby for at prøve noget nyt – Sebastian Rasmussen, 11/12 • Det handler om at leve i nuet – Camilla Rasmussen, 11/12 • At trykke på genstartknappen er ikke altid let – Marcus Roydes, 11/12 • Væk – Frederik Rytter, 11/12 • Danse dagen lang… del 2 – Marianne Skaarup, lærer • Nye lokaler på Viby Efterskole – René Holm Hansen, forstander • »Fiksérbillede« - Steffen Rode, instruktør • Musical 2012, Spilleplanen • Musicalfesten og generalforsamling • Jubilarer • Bestyrelses- og personaleliste • Elevbilledet 10/11

Indholdsfortegnelse l 5


Skole책ret 2010/11

Skole책ret 2010/11 l 7


Vi ses jo… Af Sonja Morell Lundorf, 10/11

Gadelamper, reklamer, lys. En slap krop og halvt lukkede øjne. Bilens varmeanlæg gjorde mig døsig. Jeg så nattehimlen som en oplyst tåge. Bag tågen var der en himmel med stjerner. Jeg havde aldrig set dem. Jeg var på vej mod et mål. Havde tusindvis af forventninger! Pludselig havde hele ens liv været en leg? Mørket omsluttede mig. Afslappethed, søvn, tanker. Konfronterede min frygt. Bare mig. Måske er det her den største fejltagelse i mit liv? Hvad nu hvis jeg glemmer det hele? Hvordan kan 1 år gå for at være 7? Jeg vidste ikke noget endnu.. - Vågner klokken syv ved lyden af Signes stemme. Efterårsblade, rimfrost, himlen er klar. Summen af morgenstemmer. Snakken om guitarakkorder og manglende skeer. Danser, smiler, synger, spiller. Selv på en dårlig dag glemmer vi aldrig målet. 103 stjerner med hver vores drøm, og et fælles mål. Vi vil finde ud af, hvorfor 1 efterskoleår føles som 7. Det er præcis 1 år siden, at jeg skrev dette i en af de første dansktimer på Viby. Selvom det føles som meget længere tid siden. Dengang var vi stadig på vej mod et fælles mål, uden at have nogen anelse om hvad det mål betød. Da vi en af de første uger diskuterede hvilke ord, der bedst beskrev et efterskoleår, mente nogle, at personlig udvikling var vigtigst, andre mente, at det var venskab. Vi var alle enige om, at fællesskab og sammenhold var en uundværlig forudsætning for et godt efterskoleophold. Vi havde alle hver vores baggrund og hver vores forestilling om, hvordan året skulle gå. Jeg, som havde en storesøster, der havde gået på efterskole, og en kusine der var gammel Viby-elev, havde tonsvis af forestil8 l Skoleåret 2010/11

linger! Men jeg fandt hurtigt ud af, at ingen årgange er ens. Selvom mange af traditionerne var en gentagelse for 2. årseleverne, kunne årgangene på ingen måde sammenlignes. Vi var de nye Viby-elever, årgang 10/11. Som tiden gik, lærte vi hinanden at kende, og vi formede os til ét hold. Vi blev udfordret på det personlige plan og som et hold, lige til det sidste. Da vi nåede til den sidste uge, var vi én stor familie. Vi havde boet, grint, grædt og spist sammen. Alle havde vi givet en del af os selv til det her liv, et hjem, som det nu var tid til at tage afsked med. Det er nu 3 måneder siden. Vi er blevet spredt ud over hele landet og har nu hver vores hverdag. For nogen har det været hårdt at starte på noget nyt, og for andre har det været det helt rigtige. Jeg var vist ikke alene om savnet til den gammelkendte hverdag. Nu var det endelig tid til at vende hjem igen. Jeg mærkede et lille sus i maven og en klump i halsen, da vi ankom til Nørre Åby. Gensynet var overvældende. Jeg mærkede følelsen af fuldstændig lykke. Intet var forandret, alle de mennesker, man havde lært at holde af på godt og ondt, var samlet, og vi var mere et hold, end vi nogensinde havde været. Vi fik snakket og grint og et par stykker fældede en tåre. Det var både fantastisk, men også lidt underligt at være tilbage. For uanset hvor stor en plads Viby har i vores hjerter, så var det ikke vores skole mere. Værelserne og gangene var givet videre til den nye årgang. Lige siden vi forlod Viby for 3 måneder siden, tårevædede og modvillige, har det i mit hoved været vores skole. Men efter en kort gennemgang af skolen, kunne jeg se, at det selvfølgelig ikke var værelset, men mine


Dagbog

roomies jeg havde savnet. Det var ikke skolen i sig selv, men alle de oplevelser den har lagt hus til. Først nu forstår jeg betydningen af de 10 måneder, jeg har tilbragt på Viby efterskole. Jeg ved at det er svært at holde fast i målet, det kræver mod og vilje. Men nu forstår jeg, hvorfor det er så vigtigt at holde fast. Jeg forstår, at

det er det hele værd. Vigtigst af alt forstår jeg, at Viby 10/11 aldrig vil være længere end en togbillet herfra. Så når jeg nu for anden gang tager afsked med Viby, er det med min gode vilje. Nu kan jeg vende hjem til min nye hverdag uden at savne den gamle og med en følelse af, at ’vi ses jo’…

8. august: Velkomstdagen. 104 forventningsfulde og spændte elever ankommer til Viby Efterskole. Forstanderparret og bestyrelsen byder velkommen, og tidligere Viby-elever underholder med musik, sang og dans. Allerede samme aften går det løs med »Storspil« i spisesalen, hvor kontaktgrupperne dyster mod hinanden i mange forskellige discipliner, bl.a. fingerbølstafet på spaghetti, boogie woogie og gulvvask på samme tid! Introugen (uge 32): En masse nye mennesker, Viby Efterskole og Nørre Aaby går i gang med at lære hinanden at kende gennem forskellige aktiviteter som »Kend din skole«, folkedans, navnelege, præsentation af de forskellige fag, strandtur til Føns, bålaften og en værdidebat, som munder ud i elevårgangens eget værdigrundlag for deres efterskoleår. 26. august: Årets første interne fest løber af stablen. 1. – 3. september: Den traditionelle »Natur-tur« foregår på Middelgrunden ved Røjle Klint. Der overnattes i bivuakker, laves mad på bål og forskellige teambuildingsøvelser giver større og mindre udfordringer. 7. september: Julie D, Anna SK, Louise Marie, Rebecca, Agnes og Freja deltager sammen med andre unge fra Nørre Aaby i projekt »Sidesporet« ved Nørre Aaby Station. Det munder ud i en bevilling på næsten 2,5 mio. kr., som skal lokke til bevægelse på ens vej til og fra toget, eller når man hænger ud med sine venner. Om aftenen er eleverne på besøg hjemme hos deres kontaktlærer, hvor man laver mad og hygger. 8. september: Viby Efterskole fylder 20 år! Det fejres selvfølgelig med fødselsdagskage og ikke mindst en flot koncert med en tidligere Viby-elev, Kendra Lou og hendes kvintet. 13. september: Udendørs fodboldstævne på Mikkelsbro-banerne med skolerne og efterskolerne fra Nørre Aaby. 14. september: Superdag. Som en overraskelse suspenderes skemaet. I stedet dyster skolens fem danskhold i diverse mærkelige discipliner, som ofte kræver samarbejde. Sidst på dagen afgøres det hele i Multisalen, hvor point tælles sammen, og de sidste konkurrencer afvikles. Mettes danskhold vinder. 23. september: Elisabeth Berg holder foredraget »Om menneskehandel« og sætter spor hos eleverne. 9. b får besøg af en tysk klasse, som vises rundt på Viby.

Skoleåret 2010/11 l 9


100 ildsjæle Af Ditte Schmidt, 10/11

Solen var ved at gå ned efter en dag hvor den havde været på hårdt arbejde. Himlen skiftede farve fra lyseblå og til de mørkere nuancer. Jeg fik faklen stukket i hånden, og jeg mærkede straks en varme helt nede fra tæerne, og ud i fingerspidserne, og helt op i hovedet. Muligvis på grund af varmen fra den urolige fakkel, der ikke rigtig kunne brænde stille, fordi det blæste ustyrligt. Muligvis på grund af frygten for at brænde mit hår og tøj af. Muligvis på grund af en blanding af forventningen om et fantastisk år, og den melankolske stemning jeg ikke kunne lade være med at lægge i hele oplevelsen. Og der gik vi så, en efter en på række, med en fakkel i hånden. Vi måtte intet sige, havde vi fået at vide. Dog hørtes der grin og hvin fra flere i rækken. Nok fordi deres fakkel var lige så ustyrlig som min på grund af den skarpe blæst. Og nok også fordi stilheden overtrådte deres intimsfære. Tit er det sværere at være stille med folk, man ikke kender så godt, end at opføre sig tosset, og fjollet og grinende. For er man stille, kommer tingene tættere på, og det kan være svært at håndtere. Jeg kan huske, at jeg blev irriteret. Irriteret på de smågrin, der kunne høres nede bag fra. For jeg ville gerne lukke stilheden ind og bare suge alt til mig af indtryk, der nu kom alle steder fra. Egentlig skulle jeg jo bare have overhørt det og koncentrere mig om optoget. Men for mig var det nok også lidt en grund til at søge

væk. For hele oplevelsen kom også tæt på min intimsfære. Vi gik hele vejen rundt om skolen, en efter en, med Kari gående i front, for til sidst at ende tilbage ved bålpladsen ved skolen. Og der smed vi så resten af den ustyrlige fakkel. Da jeg smed min fakkel på bålet, kunne jeg ånde lettet op. Jeg ved ikke præcist hvad det var. Men det var som om, at alle forventninger og tanker, jeg havde gjort mig om dette år, samledes i den ene lille fakkel, jeg havde båret rundt om skolen i stilhed. Den ene lille fakkel, der næsten var blæst væk. Men nu lå den på bålet sammen med de 103 andres små fakler, der sammen dannede et stort bål. Et stort varmt bål der ikke kunne blæses ud, fyldt med forventninger, spænding, glæde og en smule melankoli. Til sidst stod vi alle helt tætte om dette bål, der nu var blevet skabt, og bare så og sugede til os. Jeg ved ikke længere, hvorfor jeg blev så rørt af det. Ikke at jeg vidste det, da jeg stod i situationen. Men der var bare noget over det. En helt speciel stemning. Det var der, jeg første gang følte mig hjemme på skolen. Følte mig en del af noget større end bare mig selv. Og selvom jeg samtidig var blevet enormt skræmt af at skulle tilbringe et år på skolen med disse mennesker, så fik jeg også mod på det. Jeg fik mod på at lukke folk ind, helt ind til intimsfæren og tage udfordringen op.


Dagbog

Et år efter stod vi der igen. Det var den sidste aften, og året skulle sluttes af, som vi begyndte det. Udefra lignede det det samme. Jeg tror endda også, at blæsten var en smule imod os denne gang. Men realiteten var, at intet var det samme. Det var stille, så stille. Vi turde være alene med hinanden og stilheden, turde lukke hinanden helt ind. Vi turde være os selv.

Vi endte tilbage ved bålpladsen og så, hvordan hver vores fakkel samledes og blev til noget større, noget fælles, for en sidste gang. Ét bål, 100 flammer. 100 ildsjæle. 100 lys der brænder i hver enkelt af os. Bålet brændte ud, men min flamme brænder stærkere end aldrig før.

25.-26. september: Alle elever er på skolen i weekenden. Om lørdagen kommer de netop udgåede Viby´er til gensynsdag. Gensynsglæden er stor, og de to årgange optræder for hinanden. Om søndagen har alle landets efterskoler åbent hus for interesserede. Viby Efterskole får denne dag besøg af 3-400 gæster, der får rundvisning af eleverne, og efterfølgende overværer de elevernes optræden i dans, musik og drama. En rigtig god weekend, der samtidig er en god prøve på, hvordan det går bedst, når man hjælpes ad. 27. – 30. september: Besøg fra Italien. En hel skoleklasse fra Mantova besøger os, bor hos eleverne, Italienerne fremlægger forberedt arbejde hjemmefra, bl.a. om overvågning. Senere samarbejdes der om temaet: »In the name of the media« under kyndig supervision fra en dansk journalist, Rikke og Mette. I den efterfølgende weekend tager italienerne med Viby-elever hjem. En rigtig god uge med kulturudveksling og en masse snakken engelsk. 6. oktober: Teatertur til BaggårdTeateret i Svendborg 12. oktober: Nørre Aaby Bio: »Precious«. 14. oktober: Det årlige natløb er et 24-timers løb, hvor eleverne skal være flygtninge. Det bliver et udfordrende og informativt døgn, hvor manges øjne åbnes for egne og andres grænser og formåen og ikke mindst, hvad det vil sige at være flygtning. 25. oktober: Netop kommet tilbage fra efterårsferien afholdes den anden interne fest. 26. oktober: Eleverne tager hul på deres OSO/projekt-opgave. Hele formiddagen påbegyndes det arbejde, som skal kulminere ugen efter. Den årlige syng-dansk-dag sammen med resten af Danmark og DR. 1. - 5. november: OSO/projekt-ugen. Der arbejdes selvstændigt med mange spændende opgaver, og ugen slutter med mange gode og spændende fremlæggelser.


Hvad er det mest pinlige du har lavet? Af Kari Holm, viceforstander

Stemningen på sidste skoledag er altid speciel. Fortættet og intens fordi man vil suge den sidste smule til sig; som om hvert øjeblik må opleves to gange. På den anden side er man træt, nærmest overtræt og fyldt op af indtryk. På sådan en dag skal jeg på talerstolen. Jeg skal holde afskedstale for elever, forældre, lærere og bestyrelse. Som Viby Efterskoles viceforstander forventes det, at jeg har noget på hjertet. Hvad siger man så? Ud fra overskriften kunne man måske forvente, at jeg faldt på vej derop, glemte hvad jeg ville sige eller noget andet helt pinligt – men nej, egentlig ikke. I stedet spurgte jeg de tilstedeværende: Hvad er det mest pinlige, du har lavet? Det var måske lidt utraditionelt at spørge om, når nu forventningerne til mig på netop dette givne tidspunkt var, at jeg skulle sige noget, som måske især eleverne kunne bruge fremadrettet. Faren for, at det kunne blive klicheer, var overhængende. Klicheer om erfaringer man har gjort sig, og klicheer om ting man kan tage med sig videre i livet. Man kunne let komme til at tale om begreber som: ansvar, forpligtelser, forventninger osv. Så det lod jeg være med tale om. Jeg gjorde noget andet – skiftede synsvinkel, og spurgte altså: Hvad er det mest pinlige, du har lavet? Tør du tænke over det, kære læser? Lige nu? Jeg spørger, fordi det er for naivt at tro, man kan gå igennem livet uden at lave fejl, uden at stå i en situation, hvor der bare ikke er andet 12 l Skoleåret 2010/11

at gøre end at krumme tæer og erkende, at man er himmelråbende tåbelig. Hvis du ikke kan komme i tanke om en situation, hvor du har haft det sådan, er jeg bekymret for dig. Det kunne være tegn på manglende selverkendelse. En erkendelse af, at vi i vores tåbelige fejlbarlighed er menneskelige. At vi er mennesker på godt og ondt. Reality-stjernerne fra tv gennemskuer vi nemt, men hvad med os selv? Hvor meget facade er der over os, over mig – over dig? Så nu spørger jeg igen: Hvad er det mest pinlige, du har lavet? Og nu må du komme med et ærligt svar – ikke til mig – men til dig selv. På bandet TV2’s hjemmeside er der et interview med Steffen Brandt, hvor han bliver stillet en del ret filosofiske spørgsmål. Hans svar giver stof til eftertanke, for han kan noget med ord. Det er faktisk der, jeg har fundet spørgsmålet. Hvad er det mest pinlige, du har lavet?: Han svarer: »Mit liv har beriget mig med en perlerække af pinlige episoder, som jeg er sikker på skæbnen har lagt ud for at udrydde den misforståelse, det ville være at tro, at jeg skulle være ufejlbarlig. Jeg har stået på de største scener, tiljublet af menneskemængder på størrelse med indbyggertallet i en velvoksen dansk provinsby, for i næste øjeblik at opleve strømmen forsvinde, forstærkerne forstumme og magien fordufte. Og der hænger man så og ligner pludselig det man er, et menneske i knibe. Jeg ved ikke, om det er pinligt eller sundt, eller bare sådan det skal være, livet: Lunefuldt, ufor-


udsigeligt, men altid tilstræbende en balance«. Senere i interviewet filosoferer han videre over livet. Han bliver spurgt: Hvor bevidst er du om at skulle være en vinder? Han svarer: »Det er et stort spørgsmål, som jeg har svært ved at affærdige med en frisk bemærkning. Jeg føler mig ikke som en vinder, dertil er min utilstrækkelighed simpelthen for indlysende. Men jeg er meget ambitiøs på mit livs vegne: Med alderen har jeg fået smag for skønhed, oprigtighed, sårbarhed og vanskelighed. Jeg gider ikke nøjes. Og de lykkelige øjeblikke hvor latteren finder sin glød, og sammenhængen overrumpler, de er værd at kæmpe for. Og så må man vinde eller tabe«. Da vi havde besøg af Steffen Brandt her på Viby Efterskole sidste skoleår, var jeg så heldig at tage imod ham på p-pladsen. Han kom drønende i en stor, sort og ret beskidt bil. Han stiger ud, smiler og spørger: »Er det her?”« »Ja, her er det«, svarer jeg, smiler tilbage og slår ud med armene for at favne Viby og hele verden. Og tænk, han forstod, hvad jeg mente. »Sikken en dejlig velkomst«, siger han, ser sig lidt rundt, og fortsætter »Ja, her er stedet. Her er rart at være«. Så var det ikke nødvendigt at sige mere. Det kunne næsten kun blive en god dag. Jeg husker dette møde, fordi det gjorde en forskel. Hvad husker du? Hvilke møder og hvilke mennesker har gjort indtryk på dig? Tit er det et spørgsmål om få øjeblikke, der bliver afgørende. Som efterskoleelev har man f. eks. et helt år på efterskolen, men hvilke øjeblikke har været afgørende for, hvad man senere husker, afgørende for hvem man er i dag, og måske afgørende for hvem man bliver I fremtiden?

Hvilke venskaber eller hvilke himmelråbende tåbeligheder har gjort indtryk eller sat aftryk? Afslutningen på talen, da jeg stod der foran alle de mennesker, blev oplæsningen af et digt. Digtet er inspireret af hvor flygtigt og kort, man ofte er sammen – kun ca. et år for vores vedkommende i efterskoleverdenen - og hvor svært det kan være at sige farvel. Men også et håb om at venskaberne og indvirkningen på den enkelte, godt kan få en uendelig betydning, selvom det er forbi i morgen:

Farvel, far vel Så flygtig, som solens stråler gennem hvide sommerskyer, blev vores venskab, målt på en menneskealder. I morgen er det forbi, uigenkaldeligt forbi. For verden, og vi, har forandret os. Så flygtigt, som et hastigt vindstød blæste vores venskab igennem tiden, men selv de stærkeste måtte bøje sig for vores styrke. Tidsrammen syntes engang uendelig. I morgen må vi videre. Og minderne vil kunne fortælles, men kun i datid. Så flygtig, og dog så insisterende, som tidens åndedræt, vil du være i mine tanker, i resten af mit liv. Men i morgen, er nærheden forbi. Så for nu, må det blive: Farvel min ven, far vel…


Dagbog

6. november: Besøg af gamle elever med 5 og 10 års-jubilæum. Et rart gensyn med eleverne fra 00/01 og 05/06. Programmet er: fortælletime, spisning og »runden«, hvor alle fortæller om, hvad de har bedrevet siden Viby. Som lærer kan man kun blive glad og få fornyede kræfter sådan en dag. Nuværende elever er tjenere under middagen, hygger og observerer undrende de »gamle« elever. 8. november: Korbesøg fra Vesterdal Efterskole. Endnu en god aften med Vesterdal Efterskole. 9. november: Intern fest. 10. november: Basketball-stævne i Vestfynshallerne. Pigerne taber en spændende finale. 12. november: Rejsegilde på det nye byggeri: foredragssal, fysiklokale og mere foyer. I regn og blæst holdes taler og naturligvis er der også pølser og sodavand. 15.-19. november: 10. klasserne er i brobygning og 9. klasserne er alene på skolen indtil midt på eftermiddagen med et særligt skema. 18. november: Forrygende rockkoncert med »Three Inc.« 23. november: Nørre Aaby Bio: »Slumdog millionaire« – en god oplevelse. 24. november: Dreams on Tour – en uddannelseskaravane fra Industriens uddannelser kommer forbi. 25. november: »Hope Now«-foredrag. Endnu et godt input for eleverne. 26. november: Jacob Holdt viser »Amerikanske billeder«, som han har gjort de 20 år, Viby har eksisteret. Endnu engang stor spørgelyst fra eleverne og mange tanker sat i gang. Bagefter forældresamtaler, som fortsættes den efterfølgende søndag. 29. november: Klippe-klistre-dag, hvor skolen pyntes op til jul, og der laves konfekt. 30. november: Bo Stief og elever fra konservatoriet i Odense afholder workshop og giver efterfølgende koncert. 5. december: Lillekoret besøger Nørre Aaby Kirke og synger ved gudstjenesten. 6. – 10. december: Særligt skema med henblik på adventsmøderne. 6. december: Det årlige luciaoptog på Konghøjcenteret tænder endnu engang julelys i de ældre beboeres øjne. 7. december: Ung-til-ung-vejledning. 5 gamle Viby-elever kommer og fortæller om deres oplevelser i forbindelse med det at starte på en ungdomsuddannelse efter Viby.


Båltale Af Nanna Jørgensen, 10/11

Når jeg tænker på Sankt Hans popper fire ord op i mit hoved. Lyse nætter, ild, hekse og magi. Jeg hænger fast i det sidste ord. Magi = Eventyr = Viby. Viby har været et eventyr for os alle på godt og ondt. Det eventyr vil jeg nu fortælle. Der var engang 104 børn, der alle sagde ja til at tage på eventyr i et lille land, der hed Nørre Aaby. Den første dag på eventyret var alle lige ved at besvime, om det var af nervøsitet eller glæde er ikke til at vide, men en ting var sikker, de håbede alle på det bedste. Den lille krølhårede dreng med kasketten som hed Oxenbøl havde måske været ude i den magiske skov og spise svampe sammen med bobledrengen Marcus, for han var klar parat start lige fra begyndelsen. En af de første dage skulle hele flokken af sted til en strand langt borte, og alle var nervøse for, om de nu ville klare den lange vandring. Stranden var smuk, vejret knap så smukt, men udsigten til sangfuglen Magnus overkrop var den bedste, det var første gang, vi så de veltrænede brystmuskler og bestemt ikke sidste. Pludselig stod himlen og vandet i et, og Gud havde holdt sig længe, alt for længe. Det regnede og regnede, men vi kom sikkert hjem igen. Paang, pang, nu kom der pludselig cowboys og indianere og invaderede landet Nørre Aaby. De åd og drak hver og en undtagen drengene, de kunne slet ikke koncentrere sig om festmåltidet, for den smukke indianerpige Maja sad og så, så smuk ud. Åh hvem der bare kunne hive hende op bag på hesten. Det kunne charmetrolden Albert fra landet København, men det var nu den lidt for kæphøje KellogsKasper der løb af med skolen bedste mølle. Nogle uger gik, og folkene på Viby lær-

te hinanden at kende. Vi lærte, at lærken Lærke havde den mest vidunderlige stemme, at næbdyret Perry kunne danse den magiske dans ballet, at Harry potter aka. Alex havde en ægte tryllestav. Den tryllestav brugte han en dag. Wingardium leviosa… og pludselig var vi alle fløjet til et nyt land, kaldet natur-tur land. Der blomstrede kærligheden for første gang på Viby. Måske havde lærerne puttet kærlighedsroser i maden. Ida, den lille tysktalende fe kunne ikke rigtig bestemme sig, sikke mange prinser der var. Der blev udvekslet kys hist og her og der gik længe før roen atter sænkede sig over natur-tur land. Da vi skulle hjem igen var det ikke Alex tur til at udføre mirakler, for fitness dronningerne Julie og Josefine løftede alle 102 hjem i strakt arm. Tiden gik hjemme i andereden og kærligheden blomstrede atter. Daniel Dean Joy som kunne smelte alle pigers hjerter, bare han åbnede munden og havde sine humørbukser på, smeltede især en piges hjerte. Nøddeprinsessen Mathilde, med de store læber, korte shorts og kavalergang. Sodavandskongen Mads Jørgen gav vidst Ydefeen lidt flere sodavand, for hun kunne slet ikke modstå hans krop. Bjørnen Mads bjørn kendte mangt og meget til musik, og Signe med tryllenæsen fik noget af magimusikken over på sin computer. Det var kærlighed ved første overførsel. De mægtige lærere fortalte os, at nu skulle hele landsbyen komme, og at folket på Viby skulle give dem en aften fuld af magisk musik og drømmende dans. Skolen arbejdede i en hel uge, og trods trætheden imponerede de. Den lyshårede dansemus Julie smilte og smilte, og guitartrolden Daniel Rasmussen bevægede fingrende i en fart verden næppe havde set Skoleåret 2010/11 l 15


før. Hvad han ikke kunne udrette med de fingre. Mens sneen faldt udenfor, begyndte endnu et eventyr indenfor i varmen. Det var nemlig eventyret Skatteøen. Roller fik alle de små børn. Cathrine den lille bitte mini alf og Anne din lille bitte mini fe blev forvandlet af den magiske troldkvinde Kari, og de var nu lille bitte mini Jim og lille bitte mini Loyd. Folket begav sig hjem til jul for at lære deres replikker, og d. 2 januar vendte alle tilbage til slottet Viby lidt svækkede af Nytårs aftens begivenheder. Især partyprinsessen Anna blomst var træt, men hun elsker virkelig bare de safter, der gør en lettere rundtosset. Nu begyndte Skatteøeneventyret for alvor. Sømanden Jeppe råbte og skreg, så folket næsten røg ned af scenen. Faktisk var der en lille dværg, der røg ned. Det var Tony, og han havde så ondt så ondt, nærmest ikke engang en Bastogne kiks gjorde ham glad. Men hvad folkene ikke vidste var, at Slottet Viby gik en ond tid i møde. Pludselig udbrød en epidemi, den hed bræk-over-det-hele sygen. Og mange blev ramt. Men på Viby findes en speciel kraft, så trods bræk og andet skidt klarede alle strabadserne. Alle beviser findes sikkert i Vibys arkiver, for fotokongen Daniel P. sparer ikke på strømmen, når kameraet først er oppe af lommen.

Men nu kom ugen altså, hvor slottet skulle præsentere eventyret Skatteøen. Den magiske musiklærer dr. Garnæs råbte oggi oggi oggi, og derefter spredtes en følelse af glæde helt ind i mavesækken på samtlige pirater og krogæster. Men der var dog en lille fedanserinde med langt lyst hår og en lyserød pung, der i et minuts svaghed glemte alt om eventyret. Hun befandt sig nemlig midt i et andet eventyr hvor Plysbjørnen Mads med hytteskoene var ved at skabe sød musik i Benepigens øre. Den sidste aften var nu trist, men hele folket blev rost til skyerne, og roser blev kastet. Det var lidt hårdt at vende tilbage til de boglige timer. De enæggede tvillinger prinsesse Lara og prinsesse Marina ville hellere ned i tryllemaskinen Consol sol end at sidde og høre spillemanden Jesper fortælle om himmel og hav. Trætheden var også til at se især på hårfeen Mie. Den lange vej fra værelset ned til morgenmaden var noget af en vandring, og hvis man nu ramte en alarm på vejen, var det hele åh så besværligt. Hverdagen var nu atter i gang, og tiden blev brugt på mange sjove ting. F.eks. fandt drengene en ny passion. De fandt LOL og blev straks forelskede. Nogle gange blev alt og alle glemt, for LOL var deres et og alt. Men det var ikke kun lutter glæde, for


hvad nu hvis kammeraten fraggede den anden kammerats kill? Freddymus var ikke til at styre, hvis sådan noget som det skete. Fuck shit fuck blev der sagt, og så vidste hele slottet, at han skulle have lidt tid alene. Hvis nu der var queue var klipning også en meget brugt aktivitet. Tre frøer vovede sig ud i en magisk forvandling og lod de lange lokker klippe. Surferen Niklas, ukulele spilleren Lasse og buddhisten Benjamin blev pludselig til tre velfriserede prinser. En dag skulle hele Viby folket igen på eventyr, denne gang i Vesterdal land. Her var musik og dans alle steder, og alle var i højt humør. Især alfen Ditte og dansemusen Malene kunne rigtig forstå at få gang i festen. Den tredje sangerinde i bandet var egernet Viktoria, hun var også glad, men det var nu lidt svært at se, når hun stod der bag mikrofonen. Sommeren kom til landet Nørre Aaby. Drengene spillede fodbold og jordbærblondinen Stine med det fantastiske velformede korpus gav sig hen til fodboldprinsen Barasinski, der kunne håndtere både fodbolden og Stines bolde. Eventyret begyndte at lakke mod enden, men så var det godt, at Viby havde dirtydanseren Kasper Bur, der aldrig var bleg for at snakke om problemer, han var spejder, så han

vidste nemlig alt. Men hvis ammeprinsessen Cecilie med de tykke tæer var trist, skulle hun bare have multisalen, en barre og sine balletsko. Men en dag var alle glade, der skulle nemlig være bal på slottet. Alle prinsesserne gjorde deres bedste for at imponere deres prinser, nogle af dem havde endda ikke spist hele dagen. Aftenen var nu også en succes. Og magien strømmede hen over alles hoveder, da der blev danset lancier i den store balsal. Bare ærgerligt at dansetrinene var fastlagte, for vi ville alle så gerne have set hippiedronningen Melissa lave sine magiske hopspring eller muskeldronningens Maries mægtige shakerdans. Nu var året atter ved sin ende, og hele Viby drog til Gelsted for at svinge hinanden rundt en sidste gang. Safter blev slugt i massevis, og the queen of bling faldt pladask i Paparazzien Mr. Petersens arme. Den magiske spillemand fyrede op for diverse sange, og da greasemixet kom for tredje gang, dansede alle som havde de aldrig hørt den før. Et år var gået og alle folkene på Viby skulle nu hjem og hver især starte et nyt eventyr sammen med nye mennesker. Og jeg håber, at de alle vil leve lykkeligt til deres dages ende. Skoleåret 2010/11 l 17


Dagbog

9. – 10. december: Adventsmøder. De årlige, traditionsrige adventsmøder, fordelt på to aftener, så der er plads til alle. Musik- og dansehold og kor viser, hvad de har knoklet med det første halve år på Viby. De to konferencierer kæder flot indslagene sammen, og der sluttes af med det smukke og stemningsfulde luciaoptog. 13. december: Håndboldstævne i Vestfynshallerne. 14. december: Den længe ventede manuskriptdag oprinder. Rollerne til årets musical fordeles og manuskriptet gennemlæses. En meget spændende dag, hvor nogle bliver glade og andre skuffede. Men også en dag, hvor der tænkes fremad og gives en del svar på tiden efter juleferien. 16. december: Juleafslutning. En hyggelig og traditionsrig aften med julemad, mandelgave, julesange, julequizzer og hygge i spisesalen. 17. december: Store rengøringsdag inden vi velfortjent går på juleferie. Skolen skinner af knofedt og et halvt skoleår er gået. 3. januar: Eleverne vender tilbage efter juleferien – glade og veloplagte til at springe ud i det hårde arbejde med musicalen »Skatteøen«. Arrangementsprøver, sekvensprøver, dans, orkester- og korprøver, sminkekurser, arbejde med lyd, lys, kostumer, kulisser, rekvisitter, program, fotografering venter forude i de næste små 6 uger. 21. – 23. januar: Lysgruppen er de eneste elever på skolen denne weekend. De bruger hele weekenden på at sætte lys op sammen med Bille og til sidst fokusere det med Steffen. En hård, men også hyggelig weekend, som dog bliver lige udfordrende nok med nogle nyindkøbte brugte lamper, som ikke fungerer. 29. – 30. januar: Alle elever øver igennem i den sidste weekend inden premieren. 3. februar: Premiere på »Skatteøen«. 5 ugers hårdt arbejde krones med en fantastisk aften! 5. februar: Elevmøde. Tidligere elever valfarter til Viby for at mødes med andre Viby´ere og mærke lidt af stemningen fra de hårde, men dejlige, tider ved at se årets forestilling. Mange glædelige gensyn og stor opbakning til forestillingen. 6. februar: Forældredag. Det mest taknemmelige publikum, man kan tænke sig, er, når forældrene kommer for at se musicalen. En helt speciel dag, for det er spændende at vise sine forældre, hvad man kan – sammen med sine kammerater. 4. – 10. februar: Forestillinger for fulde huse. Eleverne nyder at udføre »Skatteøen« og gør deres bedste, for at hver aften bliver speciel. En uforglemmelig periode afsluttes med »Store oprydningsdag« og kun minderne er tilbage, da eleverne trætte drager på weekend. 13. februar: Eleverne kommer glade tilbage fra forlænget weekend, men mange tanker sendes også til ofrene ved Præstø Fjord. En skrækkelig ulykke, som desværre viser, hvor skrøbeligt livet er.


At kende sig selv Af Louise Bergholdt, 10/11

Det er nu godt halvandet år siden, jeg og 99 andre håbefulde og spændte drenge og piger startede på Viby Efterskole år 10/11. Det er derfor også et halvt år siden, vi stoppede. Jeg føler hele denne tid har været som et kortvarigt livsforløb og føler på en måde, at det var i går, at vi startede på Viby, og på nogle måder som om det er 5 år siden. Utrolig mange ting er sket, siden vi startede, og siden vi stoppede. Min synsvinkel på livet og mine valg er nogle helt andre, end de var for halvandet år siden. Da det hele startede, var det uforståeligt, at man sådan skulle »flytte hjemmefra«, og at man skulle til at være selvstændig. Nu var det helt op til én selv. Jeg husker det som noget meget mærkeligt noget. Alt man mødte var ukendt og fremmed. Det er den samme fornemmelse, man får hver gang, der skal startes et nyt sted, hver gang man træder nye skridt ud i fremtiden. Her var det bare et kæmpe stort skridt. Men det var til gengæld et skridt, der førte til noget ubeskriveligt og uforglemmeligt. Noget der aldrig vil gentage sig og dog sidde fast i dig for evigt. Både de negative og positive oplevelser vil føre dit blik på alting fremad. Alt det man har taget imod og lært af. Det er utroligt hårdt både fysisk og psykisk det at »starte« og »stoppe«, men hvis man kigger på det, har det bragt dig til dine omgivelser, og det miljø du befinder dig i nu. Et forhåbentligt rart sted, og der hvor du ved, du har dig selv. Jeg husker tydeligt den skræmmende og uforudsigelige start, hvor man ikke kan finde ud af, hvor man egentlig hører til, hvad man laver her, og hvorfor? Utallige spørgsmål presser sig på tusindvis af gange, uden at man får et klart svar. Men alt dette må man se igennem og mildt sagt

»Springe ud i det«. Lev det og nyd det, det er kun det år, du får. Der vil være konflikter, der skal løses, beslutninger der skal træffes, indtryk der skal bearbejdes. Det er svært at få det hele med, men så længe man bare selv er med. Og det var virkelig noget, jeg lærte: at det ikke nytter noget at beklage sig over det, man ikke siger, den måde man ikke opfører sig på, for man er hvem man er, og ingen anden. Hver gang jeg tænker tilbage på året, var alle de svære og trælse udfordringer bare noget, der gjorde mig stærkere, som den person jeg nu er. Det tror jeg, vi er mange, der kan nikke genkendende til. Med Viby Efterskoles bagage godt pakket ned i rygsækken, står man som aldrig før på egne faste ben. Klar til nye udfordringer, ja man synger sig nærmest videre som en spirende sangfugl, efter god sangtræning i Vibys storekor. Klar til at dele sine goder ud til helt nye mennesker, selvom det aldrig vil blive sammen med det gode gamle fællesskab med Viby igen. Oplevelserne man har oplevet, ville ikke kunne opleves igen, men de vil være der et eller andet sted. Masser af billeder der er fyldt med lykke og glæde, minder om en fantastisk hverdag, sammen med dem der gjorde hverdagen til fest. Jeg savner utroligt meget at være i mit allermest afslappede tøj, egentlig bare ligne lort, lægge sig i klumpen af et fællesskab, dele sine inderste bekymringer og tanker med sine roomies, man har lært allerhurtigst at kende. Se solnedgang i det betryggende mørke på »bollebakkerne«, rulle sig rundt i jord til »vild leg«, rocke med Fishermans Friends, eller hvilket andet band man nu spillede i på Viby. At føle man kan smide alt andet væk et kort sekund for bare at synge en god gammel fælSkoleåret 2010/11 l 19


Dagbog

lessang i hinandens selskab. At dele ud af sig selv på den gode måde. Som sanger, musiker, danser eller skuespiller. Især de kreative fag var en lærerig proces - at »gå udover scenekanten«. Mens man i virkeligheden accepterer den, man er, og at det, man kan, er godt nok. Lige meget hvad det er. Værdier der ikke kan undværes i nogen sammenhæng. Det bedste af det hele er ikke kun udviklingen, men de skønne minder man vil bære rundt på resten af livet. Jeg er sikker på, at selv en »aftendrik«stund vil blive husket, selvom det »bare« var en lille ting i hverdagen. De små glæder i hverdagen. Det vil altid være det bedste år! Og vi kan kun takke os selv for det – at vi var modige nok til at tage udfordringen op med os selv! Lære sig selv at kende. For noget tid siden var der den længe ventede gensynsdag på Viby, og hvor var det en fed

oplevelse bare at komme »hjem« igen. En lille »reminder« på nogle fantastiske minder, og nogle personer som gjorde ens år til noget helt specielt. Og så selvfølgelig også at se alle de gode gamle lærere, der nu også gjorde et kæmpe arbejde for at få vores hverdag til at hænge sammen. De venskaber man får opbygget på sådan et efterskoleår, vil sandsynligvis holde resten af livet. I hvert fald de bedste af slagsen, som man ofte tænker på i den nye hverdag. Nu hvor vi alle er kommet videre, kan jeg kun kigge fremad på noget godt. Hvis noget går skidt, eller man har en dårlig dag, kan man altid sætte sig ned for en stund, og sende sine tanker tilbage til viby-året. Høre en sang eller to og minde sig selv om den fantastiske tid, de fantastiske venner der altid vil være der for én. Fællesskabet vil altid være der et sted – i mindet om Viby Efterskole.

15. februar: Tur til Vejle Musikteater. Schaufuss-balletten opfører: »Michael – I´m bad«. En rigtig flot aften. 16. februar: Koncert med Odense Symfoniorkester, gymnasiekor og dansere fra Marie Brolin- Tani. 1. marts: Efter en velfortjent vinterferie, kan nybyggeriet tages i brug. Glæden vil ingen ende tage! 15. marts: Indendørs fodboldstævne i Vestfynshallerne. 16. marts: Kommende elevers aften. Den kommende årgang besøger Viby for at få informationer og træffe valg angående deres skoleår på Viby. Den nuværende årgang hjælper til med at demonstrere dans, drama og kor. 17. marts: Alle bliver fotograferet til det store skolebillede, som senere hænges op i gangen ved lærerværelset. 24. marts: Masterclasses med Caroline Petter. En superdag for de danseinteresserede Viby´ere. 28. – 29. marts: Terminsprøver i de store fag på Viby – der svedes. 30. marts: Rengøringsdag på Viby, efterfulgt at musikteater-forestilling på Vesterdal. Om aftenen endnu en intern fest – så gik den dag! 1. - 7. april: Kultur-tur til Verona og Mantova, Italien. Vi besøger de elever, som besøgte os i september. Vi bor på et dejligt hotel, og ser blandt meget andet Romeo og Julies balkon og arenaen i Verona. Og så besøger vi de italienske familier på deres traditionsrige søndage, hvor »La familia« mødes over en stor middag – et godt indblik i den italienske kultur.

20 l Skoleåret 2010/11


En hilsen fra bestyrelsen Af Henning Mejer Mortensen, bestyrelsesformand

Til alle, som på en eller anden måde har tilknytning til Viby Efterskole, sender bestyrelsen en hilsen og en stor tak for indsatsen, med den konstatering, at vi igen har haft et godt år på Skolen. At komme med sådan en konstatering var førhen en normal melding for efterskolerne i Danmark. Men sådan forholder det sig ikke længere, idet mange efterskoler – især i udkantsområderne – har det rigtigt svært for tiden. Så vi er glade – og stolte – over vores melding. Vi har haft fuldt hus med et fortrinligt elevhold, der både gav skolen og sig selv et godt år. Elevsituationen fremover er rimelig – vi har fuldt hus i år og næste år. Men i forhold til tidligere år er der ikke så mange på ventelisterne. Efterskolernes problemer i Danmark stammer bl.a. fra besparelser i statstilskud til skolen samt den nye støtteordning, der ændrede tilskuddene til forældrebetalingen. Det nedsatte statstilskud til skolen sat i forhold til den almindelige prisudvikling har betydet, at vi – for at opretholde den samme service - har været nødsaget til at lade ugeprisen stige med 25 kr. mere end inflationstakten. Nu lyder 25 kr. ikke af ret meget, men når det skal ganges med 41 uger, og dertil en ændret tilskudsordning til forældrebetalingen, så kan det blive det til et pænt beløb. Vi er derfor spændte på den nye regerings meldinger om, at de vil rulle den støtteordning tilbage, som den gamle regering indførte. Ja – i det hele taget er vi spændte på regeringens holdning til begrebet »Efterskoler i Danmark«. Byggeriet – som blev omtalt i sidste årsskrift – har fyldt rigtigt meget på årets bestyrelsesmø-

der. Vi omtalte sidste år, at byggeperioden oprindeligt var fastsat til 1. juni til 1. oktober 2010. Det kom til at gå helt anderledes, end vi havde forestillet os. Lange ekspeditionstider hos Middelfart Kommune, hvor vi blev mødt af en masse myndighedskrav til de eksisterende bygninger, betød, at der skulle gennemføres nye beregninger og nye forhandlinger mellem arkitekt, byggefirma og os. Det fik byggestart til at rykke helt ud til efteråret 2010. Og så viste vinteren sig fra den allerværste side med frost allerede fra midten af november. Det hele betød, at vi først kunne indvie byggeriet i midten af februar måned 2011. Og oveni i alle disse fortrædeligheder fik vi en frostsprængning i nytåret, der betød, at bl.a. hele gulvet i dramasalen måtte udskiftes. Lige netop denne type frostsprængning var ikke dækket af forsikringen, hvorfor skolen selv måtte klare alle udgifterne, nemlig ca. 300.000 kr. Dog må vi konstatere, at vi har fået et rigtigt godt byggeri med samlingssal, fysiklokale og depotrum, der opfylder vores forventninger til den del af fremtidsvisionerne, som det udgjorde. Bestyrelsen har stadig »fremtids-brillerne« på, idet vi forsøger at give vores skole så gode forhold som muligt, således den stadig kan fremstå moderne, velfungerende og ambitiøs. Det vil sige, at vi vil være blandt de skoler, der overlever i en mere og mere stram efterskoleøkonomi. Vi har derfor købt et stykke nabojord vest for skolen på 8.920 m2 til overtagelse den 1. januar 2012. Skoleåret 2010/11 l 21


Vi har pt. ikke brug for jorden, men mod vest er den eneste retning, skolen har en evt. udvidelsesmulighed, så vi fandt det rimeligt at købe nu, hvor jordpriserne er faldet. Og foran spisesalen er vi i gang med at forskønne hele området med bl.a. ny flisebelægning. Der er også fundet økonomiske midler til at forny hele møblementet i foyeren. Derudover har vi påbegyndt undersøgelserne vedr. nogle energimæssige investeringer i bl.a. solcelleenergi og CTS (styringsenheder for el, varme og ventilation)

Dagbog

Ja – at være medlem af bestyrelsen på Viby Efterskole er en spændende udfordring, der for den enkelte betyder indlevelse i Skolens hverdag og deltagelse i en del møder af forskellig art. Al den aktivitet giver et utroligt godt sammenhold i bestyrelsen på 7 medlemmer (og 2 suppleanter, der deltager i møderne uden stemmeret). Som formand vil jeg derfor gerne rette en speciel stor tak til mine bestyrelseskolleger for en aktiv indsats i året 2011.

Skolens målsætning på det kreative område indebærer selvfølgelig en musical af høj kvalitet. I februar 2011 var valget endelig faldet på Sebastians »Skatteøen«. En pragtfuld musical med flere »ørehængere«, hvor eleverne viste deres talenter inden for sang, musik og dans. Det hele flot underbygget af lys- og lydfolkene og med flotte kostumer og rekvisitter til de optrædende. En musical der for det første levede op til Skolens forventninger og for det andet gav eleverne en flot cadeau i form af stor publikumstilstrømning. Målsætningen - at udfordre elevholdet ved at give dem ansvar, vise dem tillid og flytte deres grænser - blev i fuldt omfang nået. Denne hilsen fra bestyrelsen skal slutte med endnu en stor tak til alle for en ihærdig indsats for Viby Efterskole i årets løb. Glædelig jul og godt nytår til alle.

14. april: De fynske efterskolers korstævne. Der øves hele dagen, og det store kor på ca. 250 elever slutter af med en flot koncert, hvor publikum er de elever, som ikke var med. 18. april: Teatergruppen »5240 Act Now« besøger os. Fint debatteater. 27. april: Viby Efterskoles generalforsamling – forinden underholder Steffen Brandt som kun Steffen Brandt kan! 28. april: Foredrag ved en elevs mor. Lisbeth Nielsen holder et fint foredrag om »Læger uden grænser«. 2. – 6. maj: Skriftlige prøver over hele landet – også på Viby. 13. maj: De fynske musikskolers talentlinje afholder en flot pladereception og koncert på Viby. 17. maj: Der øves det meste af dagen til Vesterdal Festivalen. 18. maj: Vesterdal Musikfestival – 6 efterskoler deltager i en delvis udendørs musikfestival med stor »Canopy«-scene, madtelt og boder. Viby stiller op med musikhold, fritidsbands, kor og dansehold. Endnu en rigtig god festival i selskab med andre efterskoler.

22 l Skoleåret 2010/11


Rejsen ender - alle skifter Af René Holm Hansen, forstander

Herunder et uddrag af afslutningstalen Vi skal nu til at afslutte, hvad vi startede sammen for 10 måneder siden. Vi standser op og kigger både tilbage og kigger frem. For os ansatte betyder det, at vi skal tage afsked med et elevhold. Det har de fleste af os prøvet mange gange før, men hver gang føles det som en underlig tom fornemmelse. Det er faktisk ikke spor rart. Jo det er godt nok at tænke på, at nu skal vi holde sommerferie – men det er også en underlig tom fornemmelse at skulle sige farvel. Der opstår et mærkeligt vakuum, som er svært at beskrive. Der bliver tomt på Viby. En skole skal være fyldt med mennesker, som kommer hinanden ved, som vil hinanden noget – som fylder stedet med ånd og liv. Og det er, hvad I har gjort det sidste års tid. I har fyldt disse bygninger med ånd og liv – men om lidt bliver her stille. Når det føles underligt og tomt, skyldes det, at vi gennem et helt år har brugt tid og kræfter på at bygge op, og så er det pludselig slut. Et skoleår her på Viby Efterskole kan godt sammenlignes med et maratonløb. I ved godt, at det handler om et løb på godt 42 km.

Et skoleår her er på 42 uger. De fleste ved også, at et maratonløb er et meget hårdt løb, man får sved på panden, man må give alt, hvad man har i sig for at gennemføre sådan et løb. Man kan ikke melde sig til et maratonløb og så gennemføre det uden, at det har været grundigt og godt forberedt. Alle er selvfølgelig ikke lige godt forberedte, nogle må simpelthen forlade løbet, det kan allerede være i starten af løbet eller senere. Andre får en alvorlig krise midt i løbet, man møder muren, men bliver reddet ved at nedsætte tempoet, man får tilført væske og energi, og derved overvinder man sin krise og gennemfører løbet. Andre igen klarer det uden de store problemer, men er selvfølgelig godt svedige, og kræfterne er brugt. Man kan heller ikke melde sig til et efterskoleophold uden at være godt forberedt. Og det må siges, at det var I stort set de fleste af jer. Der var også dem, der måtte forlade løbet, nogle inden de var kommet ud af startområdet – andre senere i løbet. Det har også været til frustration og ærgrelse, at der var nogle, der ikke kunne overholde løbsreglerne og blev diskvalificeret. Til gengæld var der ingen, der faldt for fristelsen for at bruge doping.

Skoleåret 2010/11 l 23


I har nu alle gennemført løbet. Der er nogle af jer, som sidder her i dag, der løb ind i muren og var klar til at forlade løbet, men I havde viljen til at modtage væske og ny energi og kunne dermed fortsætte. Så var der den helt store flok, der klarede løbet helt uden problemer, der skulle kun det til, at man indtog noget væske ved de opstillede væskedepoter. Forskellen på et rigtigt maratonløb og så et efterskoleophold er, at ved et maratonløb findes der kun en vinder, og det er den, der kommer først over målstregen, ved vores er ALLE vindere, når målstregen passeres, og der sker om ganske kort tid – når denne dag er slut. Ved et maratonløb får man forbedret sin kondition. Ved et efterskoleophold får man også bedre kondition på livet. Man får mod på livet, man bliver forhåbentlig mere afklaret, mere moden – ja forhåbentlig tager I alle herfra med et større selvværd og bevidsthed om egne værdier. For ti måneder siden opfordrede jeg jer til, at I skulle sætte jer mål – lade jer udfordre – sige ja til oplevelserne, sige ja til det forpligtende fællesskab. Jeg opfordrede til, at vi alle skulle give os fuldt ud, og vi skulle gøre det med den begejstring og entusiasme I alle har bragt med. Så vil det forpligtende fællesskab også lykkes. Kan I huske, at en af jer skrev flg. på facebook, inden I startede: »Mennesker fødes ikke, de dannes«. Og dette skal vi i flok danne... uddannes og danse, synge, spille og udfolde os. Alt dette bliver langt nemmere, hvis vi indlever os og fra dag et gør vores til, at året bliver uforglemmeligt på den gode måde.. og alt imens vi udvikles, hvad enten vi starter i 10'ende eller 9'ende, skal vi med glade smil give fra os, hvad vi mener kan gøre året til en oplevelse for livet - … jeg glæder mig til at møde jer allesammen..« Det forpligtende fællesskab er det, der gør for24 l Skoleåret 2010/11

skellen. I fandt også ud af, at når man går ind i et fællesskab, er man også nødt til at opgive nogle af sine personlige rettigheder - eller friheder, og i stedet påtage sig et fælles ansvar. Ansvaret for at den enkelte i gruppen har det godt og udvikler sig. Det har ikke altid været lige let for jer. Men det var en fantastisk oplevelse, da jeg her i foråret en torsdag morgen i fortælletimen overværede jeres diskussion vedr. ønsket om at gøre aftendrikken frivillig. Der var en god debat – og som argumenterne kom på bordet, var der flere og flere der tydeligt gav udtryk for, at fællesskabet skulle have første prioritet frem for enkeltes personlige behov for mere tid i mindre grupper. Det var en dejlig morgen – som gjorde mig stolt. I havde tydeligvis lært noget. Her har I i 10 måneder boet sammen, spist sammen, grint sammen, grædt sammen, kæmpet sammen, fået sejre og nederlag, og I har alle ydet noget. I har været på en dannelsesrejse. Som I ved, er der stor forskel på en turistrejse og en dannelsesrejse. Hvor man på en turistrejse ønsker nogle rare og behagelige oplevelser, afslapning og underholdning, vil man på en dannelsesrejse gerne rystes, udfordres, bringes ud af balance, for på den anden side at have genfundet en ny balance med en stor personlig udvikling som resultat. – »Kamp må der til, skal livet gro«, som vi synger. Et af vore store mål er at give jer et større perspektiv. En af de vigtigste evner som medmenneske er at kunne sætte sig ind i et andet menneskes perspektiv – ikke nødvendigvis for at give det ret, men for at forstå! Vi håber, at vi har givet jer et andet syn på både jer selv og verden omkring jer! »Rejsen ender – alle skifter .. og han gik tilbage til ræven. Farvel – sagde han Farvel sagde ræven, Og nu skal jeg betro dig en hemmelighed, Den er ganske li-


getil: Kun med hjertet ser man rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet. Det væsentlige er usynligt for øjet: gentog den lille prins for bedre at kunne huske det. Det er den tid, jeg spilder på din rose, der gør den så betydningsfuld, fortsatte ræven Menneskene har glemt den sandhed, sagde ræven Men du må ikke glemme den. Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tamt. Du har ansvaret for din rose… Jeg har ansvaret for min rose? gentog den lille prins for bedre at kunne huske det. Og så forlod han ræven«.

Dagbog

Ovenstående lille citat stammer fra Sants-Exupérys lille fine bog: Den Lille Prins. Det handler om den lille prins fra astroide B612, der tager på en dannelsesrejse ud mellem planeterne og ender på Jorden, hvor han leder efter svarene på alle de store spørgsmål: hvordan

tegner man et får? Hvordan finder man en ven? Hvorfor er de voksne så mærkelige? Hvem har og hvad er det gode liv? Hvordan siger man farvel? Hvad er vigtigt, og hvad er ikke vigtigt… alt sammen eksistentielle spørgsmål, som enhver dannelsesrejsende nødvendigvis må stille sig selv. Uanset om rejsen går til Australien, Afrika, Månen, Astroide B612 eller til Viby Efterskole, Vi er nu ved rejsens endestation, og der bliver råbt: Alle skifter Og så kan vi jo kun håbe på, at hver enkelt rejsende fandt svarene på nogle af spørgsmålene. Tak for skoleåret 2010-2011 og god vind fremover.

24. maj: Snoghøj Højskole kommer forbi og opfører en musical på Viby. 28. maj: Elevernes eget drama-projekt under ledelse af dramalærerne løber af stablen efter hårdt arbejde. Flot forestilling. 29. maj: Orienteringsmøde for årgang 12/13, både de optagne og de på venteliste. En af de sidste gange, hvor man har mulighed for at vise, hvad man kan på en scene på Viby. 31. maj: Lancier-fest. Som traditionen byder på Viby afholdes festen i bedste Emma Gad-stil. Vi forkæles først af køkkenet med lækker mad og »drinks«. Derefter går de smukke piger i flotte kjoler og galante gentlemen i kjole og hvidt/smoking i multisalen og danser lancier. 31. maj – 21. juni: De mundtlige prøver afholdes. En hård, men også hyggelig tid på Viby. 22. – 24. juni: Outrodage. Vi bruger de sidste dage sammen, bl.a. med en tur til Føns Strand, og ikke mindst sammenpakning af værelserne. De allersidste kræfter bruges på at gøre skolen ren, så den er klar til det nye hold elever. Fredag aften er meget hyggelig og følelsesladet. Efter spisning samles alle til underholdning i form af taler, sange, billedvisning m.m., hvorefter et fakkeloptog skolen rundt runder året af. Herefter kan der danses eller skrives i mindebøger. 25. juni: Sidste dag på Viby Efterskole for årgang 2010/11. Det bliver en meget højtidelig og flot afslutning med fællessang, taler og udlevering af prøvebeviser m.m. En på én gang tårevædet og livsbekræftende afsked.

Skoleåret 2010/11 l 25


Udvikling i et moderne samfund

Udvikling i et moderne samfund l 27


Opgør med offermentaliteten i Fladlandet Af Mikkel Fyhn Christensen, Jyllandsposten

Interview: Hvis H. C. Andersen levede i dag, ville han få en diagnose og blive rettet til i en specialklasse. Det samme ville ske for Grundtvig, for det danske samfund kvæler genialitet og forsumper i offermentalitet og omsorg. Men der er en vej ud, mener musikfilosoffen Peter Bastian. »Først laver man et lille hul her« siger Peter Bastian og klipper et lille hul i enden af et blåt sugerør. Musikfilosoffen og fysikeren har skrevet bogen »Mesterlære - en livsfortælling« og er ved at illustrere en pointe. »Og endnu et hul her. Det skal være tæt på, en heltone fra det første hul« siger han og sætter læberne til sugerøret. Det er 24 år siden, at Peter Bastian ruskede op i Danmark med den filosofiske indføring i musikkens verden, »Ind i musikken«, som blev købt af flere end 100.000 danskere, men denne gang er han ude i et andet og langt mere alvorligt ærinde. Han vil som en anden Grundtvig råbe danskerne op og gøre op med den historiske selvoptagede offermentalitet, som har sat al udvikling i stå i Fladlandet, som han kalder Danmark. »Nu blev hullet for stort, men så kan man sætte lidt tape på. Sådan«, siger han, og så sætter han igen sugerøret til læberne og blæser triller og improvisationer over eksotiske skalaer ude i sit røde træhus i Nordsjælland. Lever af opfindsomhed Peter Bastian kalder instrumentet et stradivari28 l Udvikling i et moderne samfund

ussugerør. Man kan skabe noget stort ud af meget lidt, hvis man har viljen og virkelig kæmper for det. »Det har vi også gjort i Danmark. Vi har ikke rigtig råstoffer, så vi har skabt et samfund, som lever af opfindsomhed, og vores fantastiske civilisation er toppen af udviklingen. Vi har virkelig flyttet os, og nu står vi over for en ny udfordring. Vi er blevet ekstremt selvoptagede, og offermentaliteten står i vejen. Man opfinder ikke noget, hvis man sidder med fingeren i navlen. Vores kultur er gået i stå og er i fare for at uddø, hvis vi ikke gør noget«, erklærer Peter Bastian og lægger sugerøret fra sig. På en mission Han er ikke ved at blive interviewet. Han er på en mission. Han skal bruge disciple og frihedskæmpere. Hans bog hedder mesterlære, og han har meget at lære fra sig. Derfor taler han meget og hurtigt. »Det er blevet mere fint at føle end at tænke, og det er jo absurd. Der er næsten altid noget, der er vigtigere end følelserne. Som jeg skriver i bogen, tænk hvis vi spurgte Martin Luther King, »hvordan går det med racediskriminationen?« og han så svarer, »at det har jeg virkelig ikke tid til at tage mig af, for jeg har problemer i ægteskabet«. Sådan tænker vi. Verden er truet af en klimakatastrofe, og vi beskæftiger os intenst med en indgroet tånegl«, siger Peter Bastian og vil have lov til at præcisere, så han ikke kommer til at lyde reaktionær.


»Dermed ikke sagt, at følelser er uvæsentlige. Tværtimod. Men proportionerne! Vi kan sagtens have et intenst følelsesliv, uden at det skal lægge vores omgivelser til last eller forhindre os i at fastholde vores visioner«, siger han. Krav om udvikling Peter Bastian har selv været med til at skabe det samfund, hvor man ifølge ham kan stoppe al konstruktiv samtale ved at trække offerkortet og henvise til sit følelsesliv. Han var endda med på indspilningerne af »Svantes viser«, hvor lykken var noget så uambitiøst som ostemad og kaffe, mens Nina tager bad. »Efter Anden Verdenskrig blev vi meget interesserede i det nære, og hvordan vi egentlig fungerer som mennesker, og det var godt. Men nu er der brug for en anden samtale«, siger Peter Bastian. Han voksede op i en arbejderfamilie, hvor faderen kæmpede for at blive operasanger og lykkedes, mens moderen indtil en alder af 42 passede kødgryderne for så at slutte sig til faderen på scenen. Det var ikke et velhavende hjem, de boede fem mennesker på 35 kvadratmeter, og når

Peter Bastian sammen med sin bror øvede sig i harpunfiskeri, var det ikke for sjov. Det sikrede proteiner på middagsbordet. »Og se, hvor langt vi er kommet nu, det er fantastisk«, siger Peter Bastian. Familiens hierarki var traditionelt. Faderen var familieboss og stillede krav om udvikling, mens moderen trøstede og gav omsorg. Peter Bastian kalder kravet om udvikling for vertikal opdragelse og moderens omsorg for horisontal opdragelse, og i dag, mener Peter Bastian, er den vertikale opdragelse og kravet om udvikling nærmest fraværende. Offer for livet Alt er til forhandling, og man kan når som helst påkalde sig medlidenhed og omsorg ved at trække offerkortet. »Da jeg voksede op, var idealerne meget vertikale. En mand var en mand, og det kom der meget sammenbidte mænd ud af, og det skal vi ikke tilbage til. Min generation blev interesseret i at undersøge os selv. Altså hvem vi er bag facaden. Psykologien gav os et sprog til at udforske os selv og vores følelsesliv, og det var en form for samtale, som var super vigtig«, fortæller han.


»Men den uventede bivirkning er, at man bliver meget optaget af, hvorfor man har det, som man har det, og i det ligger det indforstået, at man er et offer for omstændighederne«, forklarer Peter Bastian. Diagnose til Grundtvig Da han flyttede hjemmefra, meldte han sig ind i den generation, som ville have det sjovt lige nu. Den samme generation, som bællede Earl Grey-te og diskuterede psykologi til langt ud på natten. Den samme generation, som formulerede Christianias værdigrundlag: »Enhver kan gøre, hvad han eller hun vil, så længe det ikke tager friheden fra andre til at gøre, hvad de vil«. Det er ifølge Peter Bastian blevet et motto for hele Fladlandet Danmark, og der er ikke noget, som forhindrer dig eller mig i at male os selv op i et hjørne og klynke, hvis det er det, vi vil. Så længe vi ikke forhindrer andre i at gøre det samme. »1960' erne og 1970' erne førte til en velud30 l Udvikling i et moderne samfund

viklet sensitivitet, som gør os i stand til at møde og forstå fremmede mennesker, men når verdenshistoriens mest udviklede sensitivitet retter al sin sensitivitet mod sig selv, så har vi verdenshistoriens største selvoptagethed, og det der den, jeg ser i min kultur«, mener Peter Bastian. Men behøver det at være et problem? »Når det vigtigste i verden er, hvordan jeg har det, så forplanter det sig eksempelvis til folkeskolen, hvor det vigtigste bliver, om eleverne har det godt i stedet for, om de flytter sig, og så har vi årsagen til folkeskolens sygdom. Når det vigtigste er at tage sig af de svage, så har vi årsagen til velfærdstatens sygdom. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal tage os af de svage eller bekymre os for, om eleverne har det godt. Selvfølgelig skal vi det. Der er bare noget, der er vigtigere. Nemlig at bekymre sig om, hvor eleven skal hen, og hvor vi vil hen med vores velfærdsstat«, forklarer Peter Bastian og understreger, at han på ingen måde vil spole tiden tilbage. Han vil fremad.


Der er også kommet andre problemer ud af alt den omsorg, der følger offermentaliteten. Vi hjælper alle afvigere tilbage på rette vej, og det gør normaliteten så smal, at Peter Bastian, som ikke kunne sidde stille i skolen, ville have fået en diagnose og endt i en eller anden specialklasse. »Det ville H. C. Andersen også. Tænk hvis den mærkelige ranglede mand gik rundt i dag. Eller Grundtvig, der var maniodepressiv og rebelsk. Men heldigvis var man dengang opmærksom på, at afvigelse ofte hænger sammen med genialitet«, siger Peter Bastian. »I dag retter vi alle ind. Vildskaben er sygeliggjort, og vi er ved at skabe en generation af middelmådige piger og tamme drenge uden tindrende genialitet. Det er ikke noget, som kun jeg siger. Der skal ske noget«. Forlad aldrig scenen Bogen »Mesterlære - en livsfortælling« trækker, som titlen antyder, på Peter Bastians egne erfaringer. Han er fyldt 67, og hans livsfortælling er ikke blot en samfundsdiagnose, men et eksempel på en søgen efter værdier, der kan gøre det muligt at rive sig løs af offermentaliteten og komme videre. Som musiker har Peter Bastian stået i lære hos adskillige mestre, som konstant har fokuseret på at hæve niveauet og skabe udvikling. Nu er det ikke alle, der er musikere med geniale læremestre, men alle kan skabe udvikling i deres liv, mener Peter Bastian. Det handler om at fokusere på de bedste sider af os selv i stedet for at hænge ud i offermentaliteten. »Vi har alle sammen oplevet ophøjet fællesskab. Vi stræber efter, at det bliver normaltilstanden og ikke undtagelsen. Og vi har oplevet øjeblikke, hvor vi er fuldkommen nærværende og fri for alt det fnidder, vi tit hænger ud i. Lad det være den standard, vi sætter for vores liv, så vi hele tiden hæver barren«, siger Peter Bastian. Peter Bastian har oplevet masser af udvikling på scenen som musiker, hvor han altid har sat toppræstationen som reference, men privat havde livet ikke samme mening. På scenen var han på, og der er ingen und-

skyldning for at spille falsk, men i privaten gør man, hvad fanden man har lyst til. Tiøren faldt for Peter Bastian, da han opsøgte selvhjælpsguruen Andrew Cohen og spurgte, hvordan man kunne få energien fra scenen med ind i sit privatliv. »Gå aldrig ned fra scenen«, svarede Andrew Cohen. Periode i cølibat Pinligt simpelt. Der findes ikke et tidspunkt i livet, hvor du må spille falsk. Du er på hele tiden, og der findes ikke en undskyldningsfri zone. Peter Bastian var 56 år gammel, da han fandt ud af det, og han brugte 10 år for at få brikkerne til at falde på plads, blandt andet med en længere periode i cølibat. »Der er gået 24 år siden min første bog, og jeg kunne ikke have skrevet den her bog før«, forklarer han. »I 2010 fik jeg chancen for at holde en række foredrag på Vartov, hvor Grundtvig holdt sine foredrag, og så blev jeg pludselig nødt til at stå i Grundtvigs spor, og han lagde ikke skjul på, at han ville ændre sin samtid. Så jeg tænkte, jeg kan ikke stå i hans spor og så bare stå og undskylde. Jeg har levet, jeg har nogle erfaringer og her kommer de råt for usødet«, fortæller Peter Bastian. Så bogen er blevet til på baggrund af foredragene og Peter Bastians liv, som har skiftet retning både privat og professionelt flere gange. Derfor er bogen ikke en livshistorie til efterlevelse. Slet ikke. »Jeg er overbevist om, at de erfaringer, jeg har, er vigtige, og at jeg sætter ord på frustrationer, som de fleste af os kæmper med. Jeg vil ønske, at I alle sammen vil fortsætte den diskussion, som bogen rejser, og at I alle sammen vil udvikle et klart blik for, hvor vi skal bevæge os hen ad«, erklærer han. »Jeg behøver ikke at have ret, men jeg vil fandme gerne have, at det her samfund kan flytte sig med fuld speed ind i fremtiden med lyst sind og skaberkraft og alle de ting, som vi går og drømmer om«.

Udvikling i et moderne samfund l 31


Entreprenørskab og dannelse Af Anders Rasmussen, Teamleder i Young Enterprise, PD i Ledelse, Stud. Pæd. Soc. DPU, tidligere efterskolelærer og leder

Gennem mange år har forskere, sociologer og psykologer prøvet at iagttage de faktorer og forskelle, der måtte eksistere imellem iværksættere og ikke iværksættere. Siden 1920’erne har der været udført mere eller mindre systematiske forsøg på gennem uddannelse at skabe et højere antal af iværksættere ud fra en økonomisk vækststrategi. Disse bestræbelser har på trods af megen opmærksomhed ikke ført til entydige resultater eller dokumenteret, at flere mennesker vælger at iværksætte noget. På trods af dette fortsætter bestræbelserne på at indføre entreprenørskab i undervisningen, eller omvendt at undervise i entreprenørskab med forstærket iver overalt på kloden. Ansporet af globalisering, krise og en gennemgribende forandring af de økonomiske og fordelingsmæssige vilkår på kloden. Artiklen her skal fokusere på entreprenørskab ud fra flere forhold. Kreativitet og entreprenøriel adfærd er ikke genetisk bestemt, men kan gennem erfaringer og uddannelse gøres til almene kompetencer, ikke blot for enkelte, men for mange. I en nyere dansk forståelse, er entreprenørskab ikke udarbejdelse af forretningsplaner, men knyttet til kreativitet, handling og til et værdibegreb, hvor værdien ikke behøver at være økonomisk, men også kan være kulturel og social. Dette giver nogle pædagogiske og uddannelsesmæssige muligheder, da eleverne har mulighed for at bruge deres faglige viden og kompetencer til at udføre konkrete en32 l Udvikling i et moderne samfund

treprenørielle aktiviteter. Planer kan føres ud i livet, og eleverne kan få erfaringer med at sætte sig selv og deres viden i spil, helt konkret. Dette kan gøres som sociale og kulturelle aktiviteter, som munder ud i udstillinger, aktiviteter for andre elever eller borgere, events i lokalområdet, samarbejde med virksomheder eller globale organisationer, hvor eleverne aktivt møder verden udenfor klasserummet. Det langt bredere værdibegreb betyder også, at entreprenørskab ikke er forbeholdt de merkantile uddannelser, men kan integreres i en langt bredere uddannelseskultur Begrundelsen for at arbejde med entreprenørskab er i denne forståelse heller ikke snævert knyttet til markedet, men er i mindst ligeså høj grad knyttet til andre forhold: Verden er ikke blot under forandring i økonomisk henseende. Den er det også i en mere postmoderne forståelse, i forestillingen om at alt bliver lidt flydende og uforudsigeligt. I en sådan verden findes der ikke færdige løsninger og sikre veje, men vi må som mennesker hele tiden forstå at udnytte de muligheder, der viser sig lige nu, og vi må hele tiden selv være medskabere af vores egen verden og af vores eget liv. Dette er på mange områder ikke fremtid, men virkelighed: Uddannelse kan ikke garantere job, et job bliver ikke nødvendigvis ved at være, men erstattes af projekter og korte ansættelseskontrakter. Uden at forholde sig til hvorvidt dette er positivt eller ej, synes det dog nærliggende at kon-


kludere, at en traditionel undervisningsform, som bygger på at reproducere viden og tilpasse sig tidligere tiders arbejdsformer, ikke er adækvat. Tværtimod vil fremtiden fordre andre kompetencer og nye kreative fagligheder, som vi gennem uddannelsessystemet må understøtte i undervisningen. Ved at arbejde med entreprenørskab, hvor eleverne får erfaringer med at håndtere en vis mængde kaos, at have reelt ansvar og mærke stoltheden ved at skabe noget, som ikke bare er for lærerens skyld, bevæger vi os et skridt i den rigtige retning. Et andet aspekt ved vores nærliggende fremtid er velfærdstatens udfordringer i en usikker økonomisk fremtid. Der er ikke mange, som tror på, at vores velfærdssystem fortsat vil udbygges. Tværtom vil ydelserne langsomt forsvinde, som det er set med efterløn og dagpengeret. Med denne udvikling vil der opstå flere huller i statens sikkerhedsnet, huller som kun kan »lappes«, hvis dette gøres af andre frivillige eller organiserede sociale entreprenører. Der bliver altså et behov for, ikke blot medborgerskab, men for medansvarlige og aktivt handlende og skabende borgere. Entreprenørskab i undervisningen kan medvirke, både til

direkte at involvere eleverne i lokalsamfundet, og til at medgive eleverne oplevelser og erfaringer med at være reelle medspillere og betydningsskabere i samfundet. Det tredje aspekt er mere traditionelt. Vi har brug for arbejdspladser, kreativitet og innovation (der som begreb er svært adskilleligt fra entreprenørskab) i vores samfund, hvis vi økonomisk skal kunne opretholde vores relative velstand. (Eller hvis vi skal tænke velstand på nye måder). De traditionelle veje er simpelthen ikke tilstrækkelige, og nye former for liv, arbejde og velfærdsteknologi, er en væsentlig udfordring for os alle i fremtiden. Derfor er entreprenørskab vigtigt i undervisningen. Det er et væsentligt kompetence-, handlings- og videns-beredskab, som hjælper med til at møde fremtidens udfordringer. I Danmark har vi en solid tradition for at arbejde på tværs af fag, for at tænke undervisning som en bred række af aktiviteter og for at kreativitet (i hvert fald til en vis grad) er en del af uddannelserne. Vi har skoler og uddannelsesinstitutioner, som strukturelt er fleksible målt med internationale øjne, og vi har en pædagogisk tradition for, at vi anerkender børn ikke


også det forkerte. Det er underviserens vigtigste rolle at skabe undervisning, hvor eleverne kan erfare noget, som lærer dem noget, som kan bruges til at bygge videre på som afsæt for handling. Deweys håb for verden var, at eleverne på denne måde hele tiden skulle være medskabere af en »bedre« fremtid. Det må også være missionen for de mange lærere, der i dag eksperimenterer med undervisningsformer, som kan facilitere elevernes entreprenørielle evner. Ligesom Dewey aldrig ville udtale sig om hvad »det bedre« er, er det heller ikke denne artikels ærinde, blot at hævde at entreprenørskab i undervisningen er et lille skridt i den rigtige retning. Til »det bedre«. Dewey skrev sit hovedværk: »Demokrati og Uddannelse« i 1905

udelukkende for deres faglige præstationer. Således har vi rig lejlighed til at ændre vores pædagogiske praksis helt eller periodisk for at lave forløb eller indhold, hvor elever og studerende konkret skal skabe handling ud fra egne ideer eller som faglige udfordringer. Dette er ikke dekoblet fra den faglige undervisning, det er faglighed sat i spil, og det er praktisk, kreativ anvendelse af fag. Og det er muligt…… John Deweys ideer har dannet afsæt for mange af de tanker, der indgår i ovenstående. Særligt til tankerne om at skabe oplevelser og erfaringer som afsæt for handling. Ligeledes danner hans ideer grundlag for at kunne eksperimentere med og involvere sig i den faktiske verden. John Dewey er lidt misforstået i forhold til sin »learning by doing«, hvor han selv replicerer, at såfremt man gør det forkerte, - så lærer man 34 l Udvikling i et moderne samfund

Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise Målsætningen for Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise er, at sikre, at flere elever på alle uddannelsesniveauer introduceres for og deltager i entreprenørskabsundervisning, herunder at entreprenørskab bliver en integreret del af vores uddannelsessystem. Grundskolen Entreprenørskab handler i grundskolen om kreativitet, innovation og foretagsomhed. Målet er en aktivt skabende og handlende undervisning, som motiverer elever og undervisere, og giver eleverne nye erfaringer med at gå i skole. Eleverne vil herigennem få værdifulde kompetencer og færdigheder rettet imod både fritids-, privat- og arbejdsliv. Grundskoleteamet tilbyder en række aktiviteter, materialer, kurser, netværk, konkurrencer og events for kommuner, skoler, lærere og elever. http://www.ffe-ye.dk/grundskolen.aspx


”Hvorfor synes du det er vigtigt, at vi som skole i et moderne, hyperkomplekst samfund, skal bruge teams som katalysator for læring – hvad er en lærende organisation og hvorfor er det vigtigt?” Af Per Schaarup, cand. pæd., konsulent

Indledningsvis om mine forudsætninger for at skrive artiklen: Jeg kender Viby Efterskole fra mit arbejde som ekstern konsulent på et kursusforløb på skolen for det pædagogiske personale og ledelsen. Kurset handlede om indførelse af teams. Da René spurgte, om jeg ville skrive artiklen, var det for mig en selvfølge, at jeg ville. Min betænkelighed er, at den skal kunne læses af så forskellige grupper som elever på skolen, forældre, skolens personale samt skolekredsen. Men da jeg har prædiket, at man som leder, underviser og - for så vidt også som elev - må være risikovillig, kan jeg jo passende gøre noget af det, jeg mener andre skal gøre: Udvise risikovillighed. Viby har jo påbegyndt opbygningen af en organisation med teams, så det handler mere om at diskutere, hvem der egentlig får noget ud af at indføre teams, og hvem der taber ved det. Man laver ikke en organisation om, uden at nogen vinder ved det, og tilsvarende at nogen oplever det som tab. Det står ikke altid klart, at det er sådan. Mange vil gerne udvikle – bare de ikke behøver at forandre noget. Viby Efterskole har meget bevidst valgt at indføre teams, og det har skolen sine grunde til. Men hvilke grunde? Til fordel for hvem? Får eleverne en bedre skole? Får personalet en bedre arbejdsplads? Får ledelsen bedre ledelse ud af det? Får samfundet en bedre efterskole ud af det? Ja, hvem får noget ud af det, og hvem gør ikke?

Mit credo Nu har man jo valgt at lade mig svare på spørgsmålene, ved at jeg redegør for mine vinkler. Jeg er gennem mange diskussioner og analyser kommet frem til – er blevet overbevist om - at de afsæt, teorier og analyser, der ligger bag mine svar, er holdbare. Andre kan mene det samme om deres afsæt. Ingen har patentet på nogen sandhed – ej heller i de sager. Jeg har skabt mit credo, dvs. det jeg tror på, som jeg bruger som de punkter, hvorfra jeg ser og forstår verden. Andre kan have andre credo. Som elev har du vel valgt en efterskole, fordi du mener, at du der kan få støtte til at opbygge din selvforståelse, dvs. dit credo. Som ansat på skolen har du vel dit credo, som er dit og ingen andens og så fremdeles. Et credo ser jeg som et udtryk for, hvor man aktuelt er kommet til i sit – i denne sammenhæng – faglige liv. Credoet skabes sammen med andre og må ikke blive til et privatiseret immunforsvar mod kritiske argumenter, men et ståsted man kan bruge som sin forståelsesramme, der netop tillader en at turde lytte til andre argumenter. Folk uden credo vil langt mere indædt og vredt forsvare deres praksis, fordi det fundament den hviler på er uklart og vaklende for dem. Et credo er ikke et stykke sandheds eller – bekendelseslitteratur. Det er en tydeliggørelse af et ståsted i en professionel sammenhæng, Udvikling i et moderne samfund l 35


som det et være elev, men ikke barn, underviser, men ikke menneske, eller leder, men ikke kollega. Credoet er din indre kompleksitet, der gør det muligt for dig at håndtere den ydre kompleksitet og få den til at blive til udvikling. Undervisnings – og læringscredo Jeg er overbevist om, at det er bedre at være elev på en skole, hvor de ansatte har valgt at lære sammen på en organiseret måde, end på en skole, hvor man lærer isoleret og uorganiseret. I vores land har lærere uhindret kunnet gå ind i klassen, lukke døren og stort set gøre, som de ville. Det er på grund af en tradition for »metodefrihed«, dvs. at læreren nok selv skal finde ud af det. Så længe der er den slags lukkede rum med en dør, vil der være (ene) lærere, der går ind og lukker døren – uanset om den er der rent fysisk eller på et symbolsk plan. Det er en del af problemet, men det egentlige problem er, at der ikke har været tænkt i organiseret læring for lærere og ledere på skolerne. Jeg kan roligt sige at langt,

36 l Udvikling i et moderne samfund

langt den overvejende tid, der er brugt til samarbejde i den danske skole har været brugt på almindelig planlægning, snak om elever og i det hele taget på praktiske gøremål. Der er langt hen tale om at administrere systemet. »Hvor skal vi på lejrskole i år?«, »Hvor plejer vi at tage hen?«, »Hvem ringer til DSB?« Enelæreren har haft frihed til at gøre som vedkommende ville og samarbejdet har været af koordinerende karakter. Ledelsen i skolerne har åbenbart ikke set nogen anledning til at gribe ind. Med andre ord: Der har ikke været organiseret læring i betydende omfang i fora, hvor læreren kunne lade sig anfægte eller lære at udvikle sit arbejde. Det er problematisk, fordi vi ved, at der i den grad er behov for at lære at udvikle sit arbejde i dag. Udvikling er ikke altid forbedringer, men vi må alle løbe risikoen for at lære noget nyt på nye måder. Elever skal ikke føle sig for sikre når de undervises. Personalet skal ikke føle sig for sikre, når de ledes. Ledelsen skal ikke føle sig for sikker, når den udfordres. I det hele taget er øvelsen, at lære


at lære, lidt populært udtrykt, og specielt at lære at bruge usikkerhed som kilde til læring. Disse former for læring kan, som jeg ser det, kun foregå i en eller anden organiseret form. En af disse former er teams. Jeg tror, at teams er en måde at organisere læring på, hvor der kan ske refleksion, og refleksion er tidens mantra – og ikke uden grund. Enelæreren vil ikke kunne skabe sit eget rum for refleksion, men må indgå i organiserede processer. Det er også mærkeligt, at nogle lærere i ca. 200 dage om året organiserer elevernes læreprocesser, for derefter at hævde, at de ikke selv behøver tilsvarende organisering. Viby har netop valgt at arbejde med organiserede læreprocesser, og jeg er overbevist om, at den arbejdsmåde forplanter sig til undervisningen og gør skolen til et godt sted for ny læring og undervisning. Tab og gevinst Dem, der har noget ud af det her, er de lærere og ledere der beslutter at ville lære noget nyt og ukendt i organiserede fora – teams. Dem, der mister noget, er de lærere der beslutter at campere i deres egne erfaringer og lade dem være tilstrækkelige for undervisningen. De elever, der vinder noget, er dem der udsætter sig selv for det uudholdelige vilkår at blive forstyrret af pågående og insisterende lærere, der har noget for med deres undervisning. Lærere med et credo. De elever, der taber noget er dem, der beslutter at heller ikke i dag, vil de lære noget nyt – og får lov til at være i fred af lærere uden credo. Alle taber ved at have ledere, der optræder som stationsforstandere, hvis hovedopgave det er at få toget af sted til tiden. Ledere, der lader lærerne lide usikkerhedens kår, ledere med et credo har nogen fordel af. Lederen er lærernes diamantsliber, og læreren er elevernes diamantsliber. Samfundscredo Skolen må forankre sin praksis i ideen om det hyperkomplekse samfund og ideen om en lærende organisation, og det er da også den tilgang Viby arbejder ud fra. I en tid og et samfund med et uendeligt antal valgmuligheder er refleksive kompetencer nødvendige. Elever-

nes situation er præget af valgmuligheder: Skal det være jorden rundt - eller hvad? Ja, hvad med alt muligt? Verden er blevet mindre og lettere at bevæge sig rundt i og valgmulighederne uendelige. Forældre har det ikke let mht. opdragelse af børnene: Hvad er det rigtige at gøre? Sengetider? Tidsforbrug til computeren, alkoholforbrug etc. Valgene afgøres af risikovillighed, pengepung og meget andet, men bare ikke af en fælles sandhed. Endelig kan man jo lade være med at vælge, når det nu er så indviklet. Problemet er bare, at ikke at vælge, også er at vælge. Men i hvert fald: Verden ser for os alle anderledes ud end tidligere. Intet er umuligt og intet er nødvendigt. Præcis den situation har Viby Efterskole, som jeg ser det, opfattet. Der er rigtig mange muligheder i vores samfund. Hvordan håndterer en skole undervisningsmæssigt denne kaotiske situation? Hvad er det rigtige at gøre? Hvilket valg er for eleven, forældrene, personalet - og såmænd også stakkels René – det rigtige? Ét er sikkert: Vi ved det ikke. Intet er sikkert, ud over at det ikke er sikkert. Ingen ved hvad der det rigtige at gøre, fordi vi ikke længere for alvor tror på de store sandheder. Vi ved, hvad vi plejer at gøre, men det rækker ikke længere. Vi kan ikke klare os med vores egne private erfaringer. Der skal mere til. Eleverne kan ikke nøjes med personlige og private erfaringer – der skal ny viden og indsigt til. Personalet kan ikke klare sig med at administrere skolen ud fra synspunktet, at det er den bedste af alle verdener. Personalet kan ikke nøjes med at administrere systemet, det skal udvikle det. Dvs. udvikle undervisningen, og ledelsen skal af samme grund udvikle ledelsen. Viby Efterskole har valgt side og forsøger at håndtere de udfordringer, som et såkaldt »hyperkomplekst« samfund også stiller de frie skoler overfor. Det er et samfund præget af usikkerhed. Man kan ikke klare sig ved at prøve at fjerne usikkerheden – da usikkerhed i grunden ikke er en fejl - men en kilde til fornyelse. Man må lære at bruge usikkerheden som drivkraft i positiv forstand. Teams er et forum hvor lærere og ledere reflekterer skolens opgave i et hyperkomplekst samfund. Udvikling i et moderne samfund l 37


Efterskolens opgave Efterskolen er det sted i elevens liv, hvor man danner sit credo, som det man har at drage ud i verden med, som det ståsted man har, når man skal håndtere livets dilemmaer. Som jeg ser det, har Viby Efterskole valgt at bygge sit credo over den indsigt, at usikkerhed er en positiv drivkraft. Det skal man, som elev, for at have ballast til at turde invitere sig selv på hjemmebesøg hos sig selv med ført hånd. Læreren skal have sit credo som ballast for at turde invitere eller udfordre eleven til at foretage den indre dannelsesrejse. Efterskolen er en invitation til at skabe sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid. På den sammenhængsrejse opbygger eleven sit indre credo, sit ståsted uden hvilket intet kan forandres. Man må rejse ud for at kunne komme hjem. Man må vide, hvor man kommer fra for at kunne bevæge sig væk derfra og måske vende hjem med fornyet indsigt. Opbygningen af credoet er en undervisnings – og læreproces: Eleven har ansvaret for at lære noget – ingen andre kan tage det ansvar, og læreren har ansvaret for undervisningen, der har til hensigt at føre til læring. Alt dette fører frem til det egentlig svar på, hvorfor skolen har valgt at arbejde med selvstyrende team og organisere sig som

en »lærende organisation« i et hyperkomplekst samfund. Hvordan håndterer man det i en skole, og nu taler jeg om en skole som en organisation dvs. et system der er opbygget ved hjælp af bestemte strukturer? Det gør man ved at lære organisationen at lære, og for at det ikke skal være let: Lære hvordan man lærer at lære. Det hedder i teoriens sprog »en lærende organisation«. »Læring« bliver det »sprog« skolen skal lære at tale – som andre lærer at tale tysk. Team er det hyperkomplekse samfunds måde at indrette skolernes udviklings- og forandringsrum for lærere og ledelser på. Klasserummet – eller hvad nu rummet hedder – er det rum, hvor de refleksive lærere, omsætter deres refleksive kompetencer til undervisning med mulighed for nytænkning, forstyrrelser og lidelse. Eleverne er ikke stakkels små væsener. De skal lære at tage ansvar for at lære noget, da ingen andre kan, og lærerne skal tage ansvaret for at undervise med mulighed for, at der kommer læring ud af det.


»Når du griber dig selv i at tænke eller tale som du plejer, så hold mund« Af Kari og René Holm Hansen, forstanderpar

For et par år siden startede vi et udviklingsprojekt på Viby Efterskole rettet mod indførelsen af refleksive teams i lærergruppen. - Hvorfor nu det? Fordi det kræver samfundsudviklingen! Det hyperkomplekse samfund udfordrer os som mennesker. Tidligere bød industrisamfundet på ét rationale, ét center for vore anskuelser – i dag opstilles der konstant mange indbyrdes konkurrerende centre. Vi har altså bevæget os fra et monocentrisk til et polycentrisk samfund, hvor vi er bevidste om, at alt kunne være anderledes. Denne hyperkompleksitet er et grundvilkår for skolen som organisation. Hyperkompleksiteten tilbyder flere muligheder, end det er muligt at realisere, derfor er en af hovedopgaverne kompleksitetshåndtering – midlertidigt at reducere kompleksiteten for at begribe og derefter at erkende en større kompleksitet. »Man ved, at jo mere man ved, des mere ved man, at man ikke ved1«. Denne udfordring for skolen kommer også tydelig til udtryk, hvis vi betragter den nye ungdomskarakter, hvor mange unge udvikler stærke narcissistiske tendenser – man kan sige, at de unge ikke bare er usikre – men faktisk også er usikre på deres egen usikkerhed! Politisk har man fejlagtigt forsøgt at »styre« kompleksiteten frem for at »håndtere« den. Man opstiller simple svar, som f.eks. mere faglighed, flere obligatoriske prøver, Pisa-undersøgelser m.m. Dette er udtryk for, at man fra politisk side ønsker at lede ud fra tidligere erfa-

ringer og teori – mod at lede ud fra en forestilling om fremtiden. Vi skal altså i endnu højere grad end nogensinde før kunne undre os, tilpasse os og reflektere over vores egen og andres tilgang til tingene. Tvivlen på, om vi træffer de rigtige eller forkerte valg, er et grundvilkår, vi må lære at agere i. Vi kan ikke lukke øjnene for usikkerheden. Hvis vi, i stedet for at se usikkerheden som en fare, kan se den som en katalysator for lærerprocesser og udvikling, er vi godt på vej. - Hvad betyder det så, for en lærer på Viby Efterskole? At skabe læring i en organisation kræver, at der sker læring hos det enkelte individ. Læring kan ikke påtvinges eller indopereres individer eller organisationer udefra, men må i stedet forstås som en selvberoende proces – det som Qvortrup kalder »selvforandring«. Læring kan således hverken påtvinges udefra eller besluttes af en ledelse. Der må derimod skabes omstændigheder og situationer, som sandsynliggør at læring finder sted. Det er her refleksion kommer ind i billedet. For at refleksion kan føre til 2.ordens læring (ser sin egen rolle udefra – en andens perspektiv for mig) og dermed forandringer, skal de refleksive processer indeholde en undersøgelse af såvel handling, som betingelser for handling2. Refleksion udløses ofte at en forstyrrelse eller irritationer udefra, der bremser os i den tænkning, vi er i færd med. Der skabes ubalance, og vi forhindres i at fortsætte den umiddelbare tænkning. Udvikling i et moderne samfund l 39


Det betyder, at man tager imod udfordringer! Når vi tør sætte vanen på spil, tør udfordre os selv som professionelle, og konfronterer os med noget nyt eller anderledes, hvor vi udfordrer vore grundlæggende antagelser; så rykker vi. Som voksent succesfuldt menneske med gode professionelle erfaringer, er det svært at erkende, at den sandhed man arbejder ud fra måske er forældet. Ved indførelsen af refleksive teams styrkes lærerens professionelle virke i samspillet med andre lærere i teamet. Refleksion og erkendelse foregår oftest sammen med andre. Det er svært at reflektere over egen praksis, alene i sit eget hoved. Teams er et forsøg på at organisere de refleksive samtaler og sikre – så vidt man nu kan sikre noget som helst – at skolen konstant tematiserer sig selv, dvs. at udviklingsniveauet bliver skolens meta-niveau, hvor skolen iagttager sig selv og sin egen operationelle praksis, irriterer og forstyrrer sig selv3. 40 l Udvikling i et moderne samfund

- Hvordan får eleverne gavn af det? Visionen er, at ruste eleverne til livet – intet mindre kan gøre det! Som samfundsborger og menneske i det hyperkomplekse samfund, skal man kunne agere i kaos, så vi forsøger i samarbejde at skabe rum til refleksion og undren – både blandt de unge og blandt de lidt ældre… Vi forsøger, at indarbejde et mantra i hele organisationen, hvor vi til stadighed skal spørge hinanden og os selv: »Hvorfor gør vi – ikke kun, hvordan gør vi?« Kravet om refleksion er så at sige indbygget i den moderne forestilling om, hvordan man lærer. Derfor vil denne metode både få betydning for organiseringen af lærerprocesser blandt lærerne og deres elever. - Hvad betyder det så for ledelsen? Med udgangspunkt i det moderne hyperkomplekse samfund, står skolen overfor en fordring om at udvikle læring i organisationen. Det er den eneste måde at matche eller ba-


lancere sig i forhold til hyperkompleksiteten. Derfor må pædagogiske ledelse dreje sig om at skabe passende forstyrrelser, der igangsætter refleksion, som forhåbentlig ender med læring og forandring. Da der ligger et paradoks gemt i, at man som ledelse ikke kan beslutte, at læring skal finde sted – læring er jo en selvberoende proces – bliver det afgørende, at man understøtter lærerprocesser gennem tydeliggørelse af beslutningspræmisser og –konsekvenser. Ledelsens beslutninger har dermed karakter af rammesætning for, at medarbejderne selv træffer beslutninger. Hermed rummer ledelsesbeslutninger ikke løsningen, men skaber rum til, at den enkelte eller teamet, selv analyserer og identificerer de handlinger, der fører frem til løsningen. Vi mener i den grad, at reflekterende teams har en berettigelse på Viby Efterskole – og på efterskoler generelt! Vi må ikke lade være! Det er en svær udfor-

dring at forklare efterskolernes berettigelse i et samfund, hvor det kræves, at man skynder sig at blive voksen. Voksen forstået på den måde, at man tager en uddannelse, hvor fagligheden, og ikke dannelse, er i højsæde. Alligevel må vi forsøge at kommunikere vores værdi, og producere unge mennesker, der dokumenterer vores værdi. Vi gør eleverne, samfundet og os selv en bjørnetjeneste, hvis vi krampagtigt forsøger at holde fast i det der var, når det er kreativ nytænkning og innovation, der skal løse fremtidens udfordringer. »Hvis du griber dig selv i at tænke eller tale som du plejer, så hold mund«.

Noter: 1 Lars og Birthe Qvortrup: Ledelsens mirakel – om skoleledelse i et vidensperspektiv, 2006 2 Birgit Ryberg, artiklen »Refleksive processer« i Andersen, Gleerup, Ryberg og Schaarup, 2006 3 Per Schaarup, artiklen »Fremtidens selvstyrende team: De organiserede refleksionssystemer« i Liv i skolen, 2009

Udvikling i et moderne samfund l 41


Teamsamarbejde på Viby Efterskole Af Charlotte Vang, lærer

På Viby Efterskole er en del af lærersamarbejdet organiseret i team. I skoleåret 2010-2011 deltog Jesper, Ole, Kari, og Charlotte i teamkoordinatoruddannelsen som Per Skaarup havde tilrettelagt i samarbejde med bl.a. Rene Holm Hansen, forstander. Gennem flere seminarer blev vi udfordret i kommunikationsstrukturer, forstyrrelser i vanetænkning, refleksions- og vidensniveauer, rollefordeling i den refleksive samtale og meget mere. Nu, i dette skoleår har vi formaliseret og struktureret teamsamarbejdet. Nu gør vi det…

De refleksive samtaler kan vel mest enkelt forklares med udgangspunkt i programmet Mads og Monopolet fra lørdag formiddag på P3. En lytter delagtiggør et panel i en problematik. Panelet diskuterer problemet, Mads Steffensen (vært og tovholder) leder diskussionen, tilfører eksempelvis ny viden, stiller kritiske spørgsmål til panelet, udfordrer holdninger og samler op til sidst, evt. med lytteren som aktiv deltager. Lad det være sagt; programmet underholder, og her er plads til lommefilosofi og private holdninger.

Et team består af 4 lærere hvoraf den ene er teamkoordinator. De 4 teamkoordinatorer mødes hver fredag for at forberede teammødet, det være sig indholdsmæssigt – hvilke emner vi skal have med til vores kontaktgrupper og hvordan oplægget kan udlægges, og nu skal vi i gang med de refleksive samtaler.

I den refleksive samtale der foregår på teamet afdækkes et problem eller et dilemma i en samtale mellem lærer og procesleder. De øvrige teammedlemmer lytter og på et givet tidspunkt, bliver de bedt om at bidrage med deres indsigt, tanker, holdninger m.m. i en indbyrdes samtale, hvor procesleder og lærer ikke deltager, blot lytter.

Næsten hver uge mødes de 3 teams. Vi har her muligheden for at vende emner til kontaktgruppemøder, undervisningssituationer, problematikker, elever med særlige behov m.m. Teamkoordinator kommer med et oplæg og en dagsorden.

Rollefordelingen giver en frihed. De lyttende skal reflektere over indholdet i samtalen, forholde sig nysgerrigt til sagen, udfordre, kommentere muligheder, undre sig. Derefter inddrages den nye viden, de nye aspekter i den videre samtale. Denne model

42 l Udvikling i et moderne samfund


giver mulighed for en del videndeling, for nye perspektiver og for at revidere opfattelser, handlemuligheder og give øget indsigt. Hele denne formaliserede samtaleform udspringer fra ønsket om større fokus på sagen frem for relationerne. Kort sagt; få minimeret de blinde pletter. Få kompetence til at forholde sig fagligt til den givne problematik. Og optimere det professionelle samarbejde. Når vi bruger denne model, bliver vore kollegaers viden vigtig. I hverdagen har vi sjældent tid og ro til at vende tanker, og ofte handler vi i momentet. De bidrag vores kollegaer kommer med, giver mulighed for at stille skarpt på alt det, vi ikke ser, hører og opfatter. Kollegaerne er upartiske, de får lejlighed til at undre sig og perspektivere ud fra deres verden – og alt andet lige, er det jo kompetente folk, vi deler hverdag med. Idet mange sandheder kommer frem i lyset, bliver vi klogere på egen

formåen, vores andel i sagen og – forhåbentlig i stand til at handle med større kompetence. Med det refleksive teamsamarbejde nærmer vi os det professionelle samarbejde, hvor det centrale er faglighed og kollegiale professionelle relationer. Det er en ny måde at samtale på – det kræver en vis tilvænning og mod at sætte sig selv og andre i spil. Det kan være barskt at ens ’sag’ bliver gjort til genstand for en refleksion – lige foran ens næse. De mange sandheder kollegaerne serverer, kan give anledning til et virvar af tanker – der så skal ses i en professionel kontekst, at se sig selv i sin funktion som efterskolelærer. Vi handler i momentet, som vi bedst kan, og når vi får serveret hidtil ukendte muligheder, ukendt viden, giver det anledning til refleksion over egen praksis og indsigt. Det er ikke altid lige sjovt, men lærerigt. Det kræver en vis risikovillighed – forandringsvillighed at deltage, at blive forstyrret i ens vanetænkning. Tysk er skønt!

Udvikling i et moderne samfund l 43


Oplevelser fra tidligere elever

Oplevelser fra tidligere elever l 45


Følelse kontra kategorisering Af Astrid Keitum Fisker, 08/09

Det er nu tre år siden, at jeg gik på Viby Efterskole. Da jeg skulle skrive denne artikel, kom jeg til at tænke over, hvor mange ting i min hverdag, der stammer fra dét år - eller i hvert fald minder mig om det? Spørgsmålet fik mig til prøve at lave en liste over emner, der går ind under kategorien Viby. Det er rart at få bekræftet, at den er forholdsvis lang.

at have et smil på læben. Det er noget helt særligt at være sammen med Viby’er - sådan er det altid. Man har et eller andet tilhørsforhold, som man ikke kan »slippe af« med. Hvad enten det gælder nogle af dem, jeg rent tilfældigt støder på eller »mine« piger. Den eneste forskel er, at tilhørsforholdet er mere eller mindre udtalt.

Det første, der dukker op på listen, ligger lige for: Disney-weekend. Denne weekend er blevet en tradition blandt i alt syv piger (jeg selv inclusive) fra årgang 08/09. Den opstod egentlig ganske spontant som en sjov og kreativ idé fra en af pigerne, men er nu blevet en tilbagevendende begivenhed - det er helt klart en weekend, jeg længes mod og ser frem til i lang tid. I år har den været planlagt i lidt over 2 måneder. Vi er alle syv travle piger, men når vi er sammen i denne weekend, er det ligesom om, at al travlheden forlader os – den forlader i hvert fald mig, jeg kan naturligvis ikke tale fuldstændig på de andres vegne. Som navnet indikerer, er »formålet« med weekenden at se en masse Disney-film. Men den består naturligvis samtidig af så meget andet. Afslapning, nussen, hyggen, snakken, madlavning, catching up, at bringe minder frem om vores fælles tid på Viby Efterskole. På et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at nævne minderne, selvom det naturligvis ikke er det eneste, vi snakker om. »Nåååå ja, det kan jeg godt huske« og »hahahahaha, det var SÅ sjovt« er ikke uvante kommentarer ind i mellem disse tilbageblik. Når weekenden er gået, og vi igen tager hver til sit og skal vende tilbage til hver vores hverdag og nye relationer, kan man, eller jeg i hvert fald, ikke lade være med

På den anden side er denne almindelige hverdag med mange nye relationer ikke fuldstændig Viby-fri. Lige nu, som jeg sidder og skriver dette, sidder jeg i et sommerhus på Djursland sammen med en anden Viby’er. Vi har gået i klasse sammen, siden vi forlod efterskolen, og som jeg ser det, er vi kun blevet bedre venner siden. Det er ret fantastisk at opleve, at relationer fra efterskolen ikke behøver at fade ud, bare fordi man ikke var bedste venner på skolen, men derimod kan blive bedre og vokse sig endnu større.

46 l Oplevelser fra tidligere elever

Han er ikke den eneste fra efterskolen, jeg ser i min hverdag. Specielt nu, hvor jeg er med til at skrive musikken til musicalen på Odense Katedralskole, ser jeg meget til endnu en Viby’er, der nu går i min parallelklasse. Han er medforfatter til stykket, og derfor ses vi en del - og er begge lige imponerede over, hvad den anden kan udrette. Beundringen er væsentlig, og jeg kan tydeligt huske den samme fornemmelse af beundring fra Viby. Der var så mange talentfulde og kreative mennesker, at jeg somme tider kunne føle mig helt lille og ubetydelig ved siden af. Heldigvis var der også nogen, der havde det på samme måde med mig, og så blev beundringen lige pludselig mere håndterbar. I stedet for at føle sig som


den underlegne, kunne man glæde sig over, hvad de andre kunne og samtidig vise, at man besad nogle andre kvaliteter selv - jeg har det lidt på samme måde i denne store musicalproces, der lægger et stort ansvar på mine og de andre arrangørers skuldre: hvis man trækker det store ansvar lidt ned, bliver det mere håndgribeligt, man kan bedre forholde sig til det, og så bliver det bare sjovt i stedet for en form for præstationsangst. På lignende vis er jeg med i et projekt arrangeret af endnu en Med-Viby’er, om at opsætte musicalen »RENT« med et instruktørteam udelukkende bestående af unge under 25 – hvor jeg skal fungere som kor- og sanginstruktør. Jeg sagde ja, idet det er en kæmpe mulighed for mig samtidig med, at det kan give mig en masse erfaring. Jeg glæder mig meget til at komme »rigtigt« i gang – indtil videre har vi haft nogle indledende møder om alt det praktiske og opstartsfasen. Jeg synes, det er lidt skræmmende, specielt fordi der er mange

praktiske ting, som jeg ikke har skænket en tanke, da jeg aldrig har prøvet denne opstartsfase af en musical, hvor alt skal startes fra bunden. Samtidig er det dog også utroligt fascinerende, og jeg føler mig på sin vis meget privilegeret. Jeg prøver på at gøre det så håndgribeligt som muligt for ikke at lade mig påvirke af det skræmmende, for jeg vil have lov til at lære, til at suge til mig, lade mig inspirere. I denne opstartsfase har vi kontaktet Morten Garnæs, idet Viby spillede »RENT« for to år siden. Vi fik fat på ham, og han ville gerne hjælpe os med noget i forhold til musik og sang, hvilket resulterede i, at jeg mødtes ganske kort med ham for en uges tid siden. Jeg sad midt i en dansktime, da han skrev noget i denne stil til mig: jeg holder ulovligt parkeret foran teatret nu – kan du ikke sige, at du skal på toilettet? Jeg måtte altså smutte så ubemærket som muligt, alt imens jeg tænkte på, at jeg aldrig havde forventet at høre en Viby-lærer bede mig om at gå fra en time. Jeg fandt ham

Oplevelser fra tidligere elever l 47


foran teatret, fik et hurtigt knus og et »jeg håber, I kan bruge det« med på vejen, hvorefter jeg fik stukket en fyldt papirspose i hånden. Hvordan Morten forventede, at jeg skulle kunne forklare mig ud af, at jeg fandt en stor pose fuld af papirer ude på toilettet til min dansklærer, er mig stadig en gåde - godt, jeg ikke fulgte hans forslag og sagde noget om toilettet, inden jeg forlod klasseværelset. Til gengæld havde jeg en rar og hjemlig følelse i kroppen, da jeg gik ind til time igen - enhver kontakt med Viby og de personer, der for mig udelukkende er forbundet med Viby, giver mig denne følelse af at være hjemme. Selvom det som tiden går, bliver korte visit og samtaler, er de stadig lige værdifulde. Og den korte varighed er til at holde ud nu. Et længere samvær med en Viby’er blev det dog til i sommerferien, da jeg var på interrail med en veninde herfra. Vi var af sted i en måned, hvor rejsen kom til at se sådan ud: Warszawa, Krakow, Budapest, Sofia, bjergvandring i Sydbulgarien, Thessaloniki, Athen, Thynos, Firenze. Vi havde aftalt denne tur allerede året forinden, og vi vidste, at vi ville ca. det samme med en sådan tur – det var dejligt at have dén tryghed. Til gengæld har vi aldrig været sammen så længe ad gangen, så vi var også lidt spændte på, hvordan turen ville forløbe – på hjemturen snakkede vi dog om, at vi ikke havde skændtes så meget, som vi begge havde frygtet. Det var vist kun blevet til lidt småskænderier. Det var en helt fantastisk tur. Der er ikke så meget andet at sige, synes jeg. I Budapest mødtes vi med en anden Viby’er, der også var på interrail med sin søster (der også har gået på Viby). Vi boede sammen i en

48 l Oplevelser fra tidligere elever

tre dages tid, og det er så rart, at man kan gøre sådan noget og bare have det skønt. På Viby boede vi alle tre på Vest Oppe, og vi skal til julefrokost med gangen om et par uger – det bliver et glædeligt gensyn med dejlige historier fra den varme sommer, er jeg sikker på. En anden ferie, der muligvis bliver en realitet i fremtiden, hørte jeg om til min fødselsdag i år, hvor jeg blev fejret af nogle gymnasie- og Viby-venner. En god veninde fra Viby fortalte, at hun skulle til Paris med sin kæreste i efterårsferien. Jeg svarede, at det var da vildt fedt, og spurgte (lidt for sjov, da det er ret så dyrt), om de så ikke skulle til Disneyland? Så sagde hun, at hun havde tænkt på det, men det ville hun ikke – primært fordi, at det synes hun, vi to skulle gøre en gang. Jeg blev vildt glad og kunne lige se os gå rundt i Disneyland med en masse souvenirs og tage billeder af al ting. Selvom intet er aftalt, glæder jeg mig enormt til den tur. Det er skønt at vide, at man selv er med i fremtidsplaner hos de søde Viby’er. Specielt fordi de er med i mine. Altså kan jeg stadig finde spor af Viby mange steder i min hverdag, selvom jeg ikke altid lægger mærke til det. Mange af bekendtskaberne fra Viby tænker jeg ikke på som udelukkende efterskolerelaterede, da jeg stadig ser dem i min nuværende hverdag. Jeg kan bare mærke, at vi har noget specielt sammen, uden helt at vide, hvad det er, hvis jeg ikke kategoriserer det. Og nogle gange er en følelse bedre end en kategorisering.


Viby-ånden lever videre Af Anders Greis, 97/98, www.kaosborn.dk

Her 13 år efter jeg blev færdig som elev på Viby Efterskole, slår det mig, hvor afgørende det sted har været for mit liv. De fleste ting, jeg foretager mig nu, kan spores tilbage til mit år på skolen. Jeg kom på Viby for at spille teater og havde drømme om at blive instruktør dengang, men det er ikke der, jeg er endt. Viby gav mig lov til at prøve teaterverdenen af, men det var alt det rundt om dramatimerne, jeg i virkeligheden tog med mig. For det første var det musikken. Det, at få lov til at dykke ned i at spille musik, plantede et frø i mig, der gør, at jeg i dag kan leve af netop musik. Skolen har sendt mig på en lang rejse ind i musikken, der ser ud til at fortsætte for evigt. For det andet fik Vibys stærke faglige profil mig til at indse, at lige meget hvor sjove de praktiske fag som musik er, så skal bogligheden ikke forsømmes. Jeg blev udfordret – både i musikken og i det boglige – og det gjorde mig nysgerrig, videbegærlig og hårdtarbejdende. På den måde sendte Viby mig på en rejse, der sendte mig ind på retorik-studiet på Københavns Universitet. Samtidig gav Viby mig en forståelse af sammenhængen mellem de kreative og de boglige fag, som nærmest er hele profilen for mit virke nu.

For det tredje byggede Viby videre på mine sociale kompetencer. Hele oplevelsen med at bo sammen med så mange andre elever og lærere, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. I dag arbejder jeg på Den Rytmiske Højskole, og min tid på Viby Efterskole har en afgørende betydning for, at jeg er endt der. På Viby var noget af det hyggeligste at hænge ud i køkkenet og sludre med de søde damer, der stod for maden, og den tradition holder jeg stadig ved lige i mit arbejde. Viby lærte mig, at man kan noget sammen med andre, hvis man lærer at ændre forskellighederne mellem mennesker til en styrke. Alt i alt har Viby Efterskole plantet træer i mit liv, som nu har vokset sig store og tegner omridset af hele mit liv.

Anders Greis er sangskriver og frontfigur i det dansksprogede rockband, Kaosbørn, der debuterede i oktober med det anmelderroste album, »Hvem skal redde os nu«. Anders Greis er cand.mag. i retorik og underviser til daglig i sangskrivning på Den Rytmiske Højskole i Vig.

Oplevelser fra tidligere elever l 49


Mulighedernes land Af Amalie Højgaard, 06/07

For lidt over 5 år siden startede jeg på Viby efterskole. Jeg var på det tidspunkt 16 år gammel og fuldstændigt intetanende om, hvor meget min beslutning om at tage på Viby efterskole, ville komme til at påvirke mig langt ud over skolens fire vægge og langt ud i fremtiden. I august 2006 startede et af mit livs bedste år. Ikke dermed sagt, at alt var lutter lagkage, men da mine 10 måneder på efterskolen var slut, var jeg mange erfaringer, tårer, grin, oplevelser og – ikke mindst – venner rigere. Da vi sagde farvel til hinanden en sommerdag i juni 2007, var det med tårer af fortvivlelse, kærlighed, respekt og taknemmelighed løbende ned ad vores kinder; og forhåbentlig også tårer, der blev grædt med håbet om at ses igen. Og jeg tror på, at vi i dét sekund, vi stod der med hinanden i hænderne, virkelig inderligt ønskede, at vi alle skulle ses igen, og at vi ville holde sammen, på trods. Men som de fleste erfarer, kommer der et liv efter efterskolen. Afstande, opbygning af nye liv og tiden der går bevirker, at man stille og roligt, næsten uden at opdage det, glider væk fra hinanden og lader den nye hverdag overtage og blive centrum for ens interesser og nye drømme og håb. Nye venner kommer til, og gamle bekendtskaber bliver sat i baggrunden og måske helt glemt. Ud af de næsten 100 andre unge mennesker, jeg lærte at kende, var der dog to veninder, der skulle komme til at stå mit hjerte ekstra nært: Josefine og Anna. Vi tre har holdt sammen siden efterskolen, og jeg kan uden tøven sige, at de to piger skal med til mit bryllup. Da jeg i 2010 blev færdig med gymnasiet (som jeg aldrig havde klaret så fantastisk foruden JC’s slavepiskende dansktimer, Døllens evige tålmodighed, når 50 l Oplevelser fra tidligere elever

det kom til mine matematiske kundskaber, Bjarnes tykke røgslør af ironi og fornærmelser samt Rikkes evigt smittende energi), var jeg derfor heller ikke i tvivl om, at hvis jeg skulle se verden, skulle det være sammen med en af de to, dem begge eller slet ingen. Det flaskede sig således, at Fine startede et år senere på gymnasiet end Anna og mig, så i sidste ende blev det Anna og mig, der sammen planlagde at erobre verden. Vores destination skulle være mulighedernes land: USA. Den 23. august 2011 fløj vi sammen fra Kastrup lufthavn. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for os, efter vi havde vendt os om på toppen af trappen og set vores familier på vej ud af lufthavnen. Så var det bare os to, i 2 måneder, i et kæmpestort og fremmed land med kufferterne pakket med en (relativ) stor grad ansvarlighed og 5 tons flaksende sommerfugle. 16 timers flyvetur senere havde vi vores fødder solidt plantet i San Francisco. 7 dage med fart på resulterede i, at vi tabte vores hjerter til San Francisco – en by med liv, skønhed, små afkroge, bakkede gader, søløver og en kæmpe portion charme. Vi forlod stedet med tunge hjerter, men så fremad mod at tage til byen fyldt med stjerner og glamour: L.A. Her blev vi en smule skuffede, da byen var alt for stor, uoverskuelig og slet ikke særlig glamourøs – og vi fik ikke set én eneste stjerne, udover dem der var på Hollywoods Walk of Fame. Til gengæld tog vi til barndommens land og besøgte både Disneyland og Universal Studios, mens vi var der, og det kan klart anbefales! Efter L.A. ramte vi Sin City, Las Vegas, der er nøjagtig lige så vanvittig og medrivende, som den er kendt for at være: en stor og ly-


sende festperle midt i Nevadas ørken, der slog os helt omkuld. Efter alt for kort tid i Las Vegas tog vi videre til San Diego, hvor vi ubevidst fik anslået et dyretema. Vi nød det varme klima, tog i Zoologisk have, hvor vi bl.a. så pandaer og kom også i Seaworld og så de frygtindgydende og legende spækhuggere. Her oplevede vi også et strømsvigt, der mørklagde hele Californien i lidt over et halvt døgn, og vi nød at gå i det hyggelige og livlige Gaslamp Quarter, hvor folk strømmede ud på gaden på flugt fra mørke lejligheder. I San Diego tog vi en stor beslutning om at poste penge i projekt Hawaii, så vi rakte dybt i lommerne og satte kurs mod Honolulu. Her blev vi overvældet af naturens skønhed, der gjorde scenerier fra postkort til virkelighed for øjnene af os. Vi nød lækre strande, så det historiske Pearl Harbor og hikede i silende regn til et smukt vandfald. Hawaii var en dyr fornøjelse, men absolut alle pengene værd. Det ville være svært for enhver by at skulle komme efter Hawaii – men hvilken kunne gøre det bedre end Las Vegas? Ja,

vi tog tilbage til vores guilty pleasure no. 1 og forelskede os endnu mere i stedet, end vi havde gjort første gang. Vi tog derfra efter 3 dage uden søvn, for meget alkohol og i en, hvad der virkede uendelig, lykkerus og lagde turen forbi Grand Canyon, som var åndeløst smuk og et lysende eksempel på, hvor smuk og mægtig den uberørte moder natur er i sig selv. Cirka en måned inde i vores rejse begyndte vi at bevæge os østpå. Albuquerque var en kort og ikke særlig inspirerende fornøjelse, hvilket gjorde vores næste stop, New Orleans, så meget mere fantastisk. Her boede vi på India House; et sted med et fællesskab, der utvivlsomt matcher dét på en efterskole, og hvor vi med det samme følte os hjemme. Vi brugte dagene i selskab med fantastiske nye venner, alligator-jagt i en sump og et vaskeægte NFLdrama i Superdome. Det var meget vemodigt at sige farvel til New Orleans og menneskerne, vi mødte der, men det er en uundgåelig del af rejselivet. Vi så frem til at indtage Miami, der

Oplevelser fra tidligere elever l 51


the Opera, grinede til Comedy Club, fik ømme fødder af at gå blok op og blok ned og forelskede os hovedkulds i byens muligheder. New York tog pusten fra os; så stor og så vigtig…. Og så fuldstændig umulig at beskrive. NY skal mærkes.

var varm og smuk; fyldt med afslapning og tid til refleksion over livet og kærligheden – og også fyldt med fest og farver, når de store tanker blev for store og gav os hovedpine. Livet som ægte amerikanere oplevede vi den følgende tid i Virginia Beach, hvor vi boede hos min kusine i et kvarter, der var som taget ud af Desperate Housewives. Vi kom lidt ned i gear og blev absolut forkælede og fik ladet op til de 3 sidste byer, før vi skulle hjem; 3 byer med fart på, hvor man som turist er vågen fra morgen til aften for at nå at få det hele med. Først tog vi til Washington DC, der kastede os fra det ene monument og historiske sted til det andet, hvorefter »Windy City«, Chicago, bød os op til dans i en verden af skyskrabere, seværdigheder og øller. Sidste stop, på vores fantastiske rejse, var New York City. En fuldstændig ubeskrivelig størrelse, der rørte os dybt. Vi så det nye 9/11 memorial samt Freedom Tower, vi mærkede storbyens puls, nød den gennemsyrende alsidighed, græd til Phantom of 52 l Oplevelser fra tidligere elever

Da vi nåede Kastrup lufthavn den 25. oktober 2011, overvældedes jeg af alle de følelser og indtryk, der havde fyldt mit indre de sidste 2 måneder. Det er som om, verden herhjemme har stået stille de 2 måneder, jeg har været væk, og at jeg selv har rykket mig lysår væk fra, hvor jeg var for 2 måneder siden, da jeg stod i lufthavnen og var klar til at drage ud på mit livs rejse. Nu er jeg så kommet ud på den anden side og føler mig vanvittig heldig over, at Viby efterskole ikke bare gav mig et fantastisk lærerigt år, men også jordens bedste veninder, der var grundlaget for at min rejse blev til virkelighed. Jeg er sikker på, at Fine er klar til at tage med på næste eventyr til andre dele af verden, der kalder på at blive udforsket. Veninder som de to, jeg fik på Viby, hænger ikke på træerne. De er veninder, der tager det gode med det dårlige, det sure med det søde, som er hudløst ærlige og lyttende, veninder jeg kan grine og græde med og veninder, som altid er der. Om få dage samles hele årgang 06/07 igen – denne gang som 5 års jubilarer – og jeg er absolut forvisset om, at når vi ser hinanden igen, vil vi føle, at alle de ting, der har skilt os ad og fået os til at blive voksne og forgrene os i forskellige retninger, er underordnede, og vi vil igen være som de 16-17 årige, vi var dengang for 5 år siden. For selvom vi er blevet forskellige, og efterskolen er et fjernt minde om noget, der engang var centrum for hele vores univers, så vil vi altid have dét år til fælles. Minderne, oplevelserne og alt det vi opbyggede sammen vil altid være et samlingspunkt for os, og jeg vil aldrig glemme hvad Viby gav mig med til resten af livet. Som 16-årig følte jeg, at Viby var mulighedernes land – de sidste to måneder har jeg besøgt mulighedernes land og godt hjemme føler jeg, at mulighedernes land ligger indeni mig selv – og jeg er lykkeligt uvidende om, hvor det vil føre mig hen.


Viby - netop nu!

Viby - netop nu! l 53


En ny start Af Maja B Lund, 11/12

Viby efterskole. Viby efterskole. Viby efterskole. Kan ikke lade være med at sige det navn. Jeg er så stolt af at gå på denne skole, at jeg har lyst til at fortælle det til hele verden. Og det er så svært at forklare hvorfor. Folk skulle opleve det selv. Sådan er der også mange, der har talt til mig, før jeg kom på efterskole. Det er en lidt tarvelig beskrivelse, når man står der og skal finde ud af, om man skal tage på efterskole eller ej. Folk skulle prøve det selv, det ville være meget nemmere! Tarvelig beskrivelse, men sand. Og god, for jeg vidste godt jeg skulle på efterskole, når jeg hørte den sætning. Det var nemlig aldrig sagt i noget form for negativ mening, men altid med et kæmpe smil på læben. Og når de virkede så glade for det, måtte jeg jo bare følge deres råd: Jeg måtte prøve det selv. Jeg vil alligevel, trods sætningen, forsøge at forklare i hvert fald en grund til, at jeg valgte at tage på efterskole. Jeg kan huske hvilke tanker der løb i gennem mit hoved inden jeg skulle i 9. klasse. En af de ting jeg nemlig tænkte meget over var, at skulle starte et nyt sted. Et total nyt sted. Et sted hvor ingen kendte mig. Efterskolen var noget nyt, et nyt punkt i mit liv. Jeg lagde derfor også meget vægt på at vælge en skole, hvor ingen af mine venner eller bekendtskaber ville befinde sig samtidig med mig. Så kunne jeg også nærmest selv bestemme, hvordan og hvem jeg skulle være. Jeg kunne starte et

nyt jeg. Eller danne et nyt jeg, hvis jeg havde brug for det. Tænk at komme et sted, hvor ingen kender til alle de ’fejl’ eller pinligheder, man har begået tidligere. Fantastisk. Befriende. Det syntes, jeg var enorm spændende og vildt. Da jeg så kom på efterskole og jeg stod dér og skulle vælge en måde at sige ’hej’ til min roommate, naboer eller klassekammerater for første gang på, vidste jeg, at jeg ikke helt selv kunne bestemme, hvad der kom ud af min mund. Jeg ville gerne sige ’hej’ på en måde, så de ville synes mega godt om mig, men hvordan? Det, der kom ud af min mund, var min normale måde at sige hej på. ’Halløj’. Første ’fejl’. Det var lidt af en skuffelse. Jeg var jo stadig mig selv. Men overordnet også en lettelse, så kunne jeg bare opføre mig, som jeg plejede. Jeg har fundet ud af at tankerne, om at starte et nyt sted, i bund og grund førte til at finde ud af, hvem jeg var og er, og ikke hvem jeg burde være. Nå, men tanken om at starte et nyt sted var jo bare en af grundene til jeg valgte at tage på efterskole. Men jeg ville gerne gå lige præcis på Viby på grund af mange andre ting. Det specielle ved linjefagene, den gode stemning, seriøsiteten omkring fagene. Åh, jeg kunne nævne mange ting. Folk skulle prøve det selv! Viby efterskole.


Gør øjeblikket væsentligt Af Majse Skole, 11/12

Ikke alle mennesker lever livet fuldt ud, nogen lever livet som det kommer, mens andre springer ud i det med mod og mandshjerte. Det kommer ikke lige let, som en inspirationskilde, til alle individer, men det behøves ikke at være lykken for dem. Dyre ting og mærkevaretøj er for nogen den fulde livsglæde, mens det for andre er at nå et bestemt mål i livet, som for eksempel at få rekord mange venner på Facebook eller vinde en guldmedalje i noget man er virkelig god til. Jeg vil mene at lykke kan udtrykkes i utrolig mange former, og det er helt forskelligt fra individ til individ. For alle er vi lige forskellige udenpå som indeni. Hele verden snurrer konstant og der bliver hele tiden udviklet nye produkter, jeg er blevet født ind i en verden, hvor jeg kan få alt, som jeg vil have det. Nogen kalder denne tids generation for Paris Hilton – generationen, hvilket jeg til dels godt kan se meningen i. Jeg mener, hvis jeg vil kan jeg skræddersy en unik sofa, lave et vildt twist i min garderobe, lave mit eget design på min cykel, hvis det er det, jeg har lyst til og med den teknologi der findes i det 21. århundrede, kan jeg også skræddersy mig selv. Det er ikke som i de tidligere generationer hvor man skulle arbejde sig til frynsegoder. I dag får vi dem slynget frontalt ind i hovedet. Jeg er overbevist om, at det ikke gør det enkelte menneske lykkeligere. Hvad mon de ønsker… Alle har vi ønsker, nogen ønsker handler om at få det nyeste nye, mens andre ikke har noget imod at gå tilbage i tiden. Tilbage til dengang

hvor alt var perfekt, hvor der ingen bekymringer var. Alvorligt syge, skilsmisser eller tidligere fængselsstraffede. Nogen af dem ønsker mere end noget andet at få stablet et nyt liv på benene, uden alvorlige bekymringer om fremtiden. Måske en af de helt basale bekymringer omhandler familien og vennerne, mon de nogensinde bliver genforenet? Deres lykke kunne være at få et postkort fra en savnet person, en buket blomster fra en elsket person eller til deres fødselsdag, den flotteste lagkage af en betænksom person. Nogen ønsker måske bare tilstedeværelsen fra en omsorgsfuld person. De ting som gør det enkelte menneske lykkelig er så forskellig fra andre, at det kan være svært at gætte, nogen gange må man bare prøve sig frem, tage en chance eller to for en anden person. Hvor må det dog være en udfordring at have det sådan, jeg kender selv en, som er ramt af kræft, og jeg tænker tit på hvornår det er slut. Jeg har også tænkt på, hvornår jeg skal væk herfra, men det er som sådan ikke det, der skræmmer mig, men derimod det spørgsmål om jeg har nok tid inden mit exit. Tid til at opleve og gøre de ting som gør mig lykkelig og glad indeni. Jeg vil mene at det er mit ønske, at have tid nok til alt. 2 skridt til højre og 1½ time mod syd… Måske er det lige sådan noget hvert menneske mangler for at kunne styre livet. En eller anden form for navigationsudstyr. Videnskaben er kommet frem med en hjerte-starter, så hvorfor ikke en livs GPS. Den kunne hjælpe os med at finde vej i vores liv, men ikke træffe beslutninger. Bare sådan en brugsanvisning til livets små finurligheder. Den skulle så komViby - netop nu! l 55


munikere med os lige som en bil GPS, 200 m drej til højre, en livs GPS kunne så i stedet svare for og imod på dit spørgsmål, og man skulle dermed stadig selv træffe sine beslutninger. Den kunne sagtens fungere som en hjælpende hånd. Men så igen, ville det gøre os lykkeligere? Det ville jeg umiddelbart ikke tro, og jeg er overbevist om at det er meget heldigt at denne opfindelse bare er ren og skær fantasi. Men måske sker det en dag langt ude i fremtiden, at det bliver et kæmpe hit og at folk i den tid får gavn, glæde og lykke af den. Lev i nuet… Det er meget individuelt hvilken tid man lever i, nogen bondemænd har moderniseret sig med maskiner, mens andre pløjer med plov spændt for hest som før i tiden. »Normale« mennesker som du og jeg lever forholdsvis i nuet, mens videnskabsmænd og opfindere tit bliver nødt til at være et skridt foran alle andre. Der er også nogen »normale« mennesker, som søger tilbage i tiden, måske i form af cowboy, klæder sig ud og går til cowboy fester. Dette er et fint eksempel på lykke, disse tider passer til individerne og dermed har de i hvert fald en smule lykke med sig i håndbagagen. For mit vedkommende har jeg det bedst i nu-

et, det er her det sker, i fortiden er der både sket god og ondt, interessant og mindre spændende, og sådan kunne jeg fortsætte ud i en uendelighed. Og i fremtiden, ja, det ser jeg på til den tid. Mit hjerte banker, stråler inde i mit bryst af lykke, i aften står stjernen højt på himmelen, det er mandag. Det hele er bare positivt lige nu og her. VVV, de tre meget berømte v’er, Villa, Volvo og Vovhund. Dette er mange menneskers motto og drøm. Vi har alle mottoer og drømme for livet, nogen mere realistiske end andre. Men man er sin egen herre, så lidt har også altid ret lige meget hvor. Nogle er lykkelige når fremtiden er på plads, andre er mere spontane og træffer beslutninger i de sidste øjeblikke, og hvis det er det som gør dem lykkelige, så lad dem gøre det. Hvis de har lyst til at gå klædt anderledes, lad men gøre det. Lad folk gøre hvad de vil, bare det ikke genere andre. Alt har ret til at mærke lykke. Lykke kan udtrykkes på ufattelig mange måder, jeg tror at alle på et eller andet tidspunkt føler lykke – for det er ikke til at leve uden lykke.


Startede på Viby for at prøve noget nyt Af Sebastian Rasmussen, 11/12

Jeg startede på Viby for at prøve noget nyt. Efter ti år på den samme folkeskole kunne jeg mærke at jeg trængte til at prøve noget andet. Selvfølgelig gjorde jeg det også for at spille musik. Min storebror gik to år på efterskole, og jeg var faktisk altid overbevist om at jeg ikke ville gå på efterskole. Han gik på en idrætsefterskole (som min far også gik på i sin tid), og nød det fuldt ud. Jeg kommer fra en meget sportslig familie og jeg er faktisk den eneste der ikke dyrker nogen form for sport. Jeg er også den eneste i min familie der spiller musik, og jeg ærgrer mig lidt over at jeg ikke har nogen at snakke med det om derhjemme. Jeg fik øjnene op for at jeg ikke behøvede at vælge en idrætsefterskole, så jeg gik på udkig. Jeg fandt frem til Viby. Jeg så at den ikke lå særlig langt væk (jeg bor i Middelfart) så den skulle da besøges. Jeg nåede ikke at se andre efterskoler, for jeg vidste at Viby var den rigtige. Jeg ville gerne have nogen at dele min begejstring og interesse for musik sammen med og Viby virkede som et godt sted at gøre det. Jeg fik meldt mig ind og ventede så spændt på jeg skulle starte. Viby arrangerede en aften hvor vi ville komme til at se skolen og de elever jeg skulle få den

fornøjelse at gå på skole med. Ved bordet sad jeg overfor en meget snaksagelig fyr og ham fik jeg snakket en smule med. Jeg fandt ud af at der kun var tre og firemands værelser og der må jeg indrømme at jeg blev lidt skeptisk. Men jeg håbede bare på at jeg ville komme til at bo på et tremands værelse. Endelig kom dagen efter en meget lang sommerferie. Jeg var rigtig spændt og rimelig nervøs. Vi startede med at se mit værelse og de drenge jeg skulle bo på værelse med. Jeg kom til at bo på et firemands værelse. Det var det jeg havde frygtet, men jeg tænkte at det nok skulle gå. Til min store glæde var den ene af mine værelseskammerater den fyr jeg havde snakket med til arrangementet. Han hedder Mathias, er fra Fyn (når man hører hvordan han snakker, så er man ikke i tvivl, haha) og en større Pink Floyd nørd skal man lede længe efter. Den anden hedder Mikkel, en fyr som jeg ikke tror man kunne gøre vred på nogen måde og så en der hedder Simon (en utrolig flink, men dog en smule stille fyr). Det var indtrykket jeg havde i starten. Jeg må sige at jeg er taknemmelig for at jeg endte på det værelse, for allerede første aften var det som havde jeg kendt dem i et stykke tid. Mine værelses-

Viby - netop nu! l 57


kammerater er de flinkeste fyre jeg nogensinde har mødt. Med hensyn til firemandværelset, er jeg glad for at jeg kom ind på det. Mikkel endte dog med at gå ud i sjette uge og det var jeg og de andre værelseskammerater rigtig kede af. Men vi var utrolig gode til at bakke hinanden op og hjælpe hinanden, når vi kunne se at hinanden følte sig nede. På grund af noget værelsesrokering har vi fået en ny værelseskammeret. Han hedder Jens. Jeg spillede i band med ham i forvejen, så det er jo skønt at det er en man snakkede godt med allerede. På Viby har jeg allerede skulle tage stilling til så mange forskellige ting. Jeg synes lærerne virker utroligt engagerede i at lære os noget, så det er svært ikke at følge med i timerne. Jeg synes at jeg allerede er blevet klogere på mig selv og hvad jeg er i stand til. Jeg er begyndt på at skrive sange. En af dem spillede jeg til aftendrik sammen med Simon, hvor vi sang 58 l Viby - netop nu!

sammen og jeg også spillede guitar. Jeg har aldrig sunget så meget før og jeg synes heller ikke at jeg synger godt, men Simon synes at det kunne være fedt hvis vi sang den sammen. Efter vi havde spillet den fik jeg mange positive kommentarer om den. Det gav mit selvværd et ordentligt boost og det betød rigtig meget for mig at de kunne lide sangen. Jeg glæder mig utroligt meget til at se hvad resten af året vil bringe på Viby, men hvis det fortsætter på denne her måde, så kan det ikke gå helt galt.


Det handler om at leve i nuet Af Camilla Isabel Rasmussen, 11/12

Vi var ude og gå med vores kontaktgruppe for første gang. Jeg snakkede ikke rigtig med nogen. Grebet af uro og angst for at komme i kontakt med nogen. Jeg følte mig straks forkert, da jeg kiggede hen mod de andre, der gik og snakkede med hinanden. Overrasket blev jeg, da en fyr rendte op ved siden af mig, og begyndte at snakke med mig. Allerede efter 3 måneder, synes jeg, at jeg har udviklet mig meget. I starten var jeg genert, en anelse indelukket, og snakkede ikke rigtigt med så mange. Som tiden gik, er jeg begyndt langsomt at åbne op, og nu er jeg mere åben. Tiden går stærkt, og det er allerede blevet nævnt, at 25% af efterskoleopholdet er gået. Det er om at leve i nuet, altså turde at tage

chancer hele tiden, og til tider gøre det modsatte af det, man helst har lyst til. Alle elever på Viby Efterskole har deres gode og ikke så gode dage, men det er om at holde ud, når det er hårdest. Der vil altid være nogen til at gribe en, når man falder, hvis man selv rækker en hånd ud. Jeg har valgt at gå på Viby Efterskole, fordi jeg ved, at jeg vil komme igennem en udvikling, som vil have betydning for mig resten af mit liv, og fordi det vil gøre mig til noget større og bedre end jeg var, inden jeg startede på efterskole. Jeg vil gøre mit bedste for at nyde mit efterskoleophold fuldt ud.


At trykke på genstartknappen er ikke altid let, især når man ikke bor med sin familie… Af Marcus Roydes, 11/12

Klokken var ved at være tolv, og jeg sov ikke endnu. Jeg kunne ikke standse tankerne, der oversvømmede min hjerne. Hvad nu hvis det passede? Det som folk gik og sagde om, at det var et år siden årgang 10/11 havde været på flugtløb. Nogle sagde, at de troede, at det ville ske igen i nat. Men det havde jeg jo ikke tid til. Om kun få timer skulle jeg til at gøre mig selv klar til at tage toget til Luxembourg. Jeg begyndte at falde i søvn. Jeg var rigtig afslappet og blev helt døsig. Men der var en lyd i baggrunden. En blød lyd af en træske, som slog på en gryde. Lyden blev højere og højere. Pludselig var der en helvedes larm! Det var Bjarne, der stod i døråbningen og gav den max gas på en gryde. Det larmede rigtig meget. Han fortalte os, at vi alle skulle mødes nede i drama. Det viste sig at være et natløb, men det varede heldigvis kun tre timer, så da vi kom hjem igen kunne jeg få lidt mere søvn, inden jeg skulle af sted. Jeg stod op klokken halv ni næste morgen. Alle andre lå stadig og sov. Jeg pakkede mine ting. Så gik min roomie Malthe og jeg hen til bageren og Rema 1000, så jeg lige kunne købe noget brød og noget ost til turen. Da vi kom tilbage, tog jeg de ting jeg havde pakket, og gik mod stationen. Mine roomies Malthe og Frederik hjalp mig med min bagage til togstationen. 60 l Viby - netop nu!

Rejsen til Trier tog mig ca. tolv timer. Min far kom og hentede mig i en blå folkevogn. Der blev jeg rigtig glad! Jeg elsker folkevogne, så det at blive hentet i en, var en fantastisk afslutning på dagen. Ugen gik rimelig hurtig. Og at være i Luxembourg fik mig til at lægge mærke til forskellige ting: 1. Mit sociale liv i Luxembourg er blevet meget bedre, siden jeg flyttede. Men når jeg tager tilbage til Danmark, sætter jeg det liv, jeg nu har i Luxembourg på »Standby«, men for de andre dernede, fortsætter det. 2. Jeg går meget op i dans, og allerede i 2007 kom jeg ind i et netværk af folk, som er vigtige inden for danseverdenen i Luxembourg. Jeg har fået kontakter, som kan fortælle mig hvor og hvornår der sker noget. Men det netværk har jeg også kun i Luxembourg. Bortset fra min efterskole og familie kender jeg stort set ingen i Danmark, især ikke inden for danseverdenen. Den omgangskreds jeg har herhjemme i Danmark, den har jeg egentlig kun på efterskolen. 3. Hver gang jeg tager til Luxembourg, foregår der nærmest et indvendig »kulturklash« i mig. Og hvis mine forældre siger »velkommen hjem, skat«, til mig, ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er født og har boet i Luxembourg det meste af mit liv. Men det gør vel ikke Luxembourg til mit hjem?


Mens jeg var i Luxembourg, mødtes jeg næsten hver dag med mine gamle klassekammerater, og vi var rundt forskellige steder i byen. Jeg besøgte også Rudolf Steiner Skolen, som engang var en stor del af mit liv, og som på en eller anden måde stadig er det. Det var dejligt at tale med vennerne og de gamle lærere, men ugen fløj af sted, og pludselig fandt jeg mig selv på mit efterskoleværelse på Viby. »Velkommen hjem«, sagde jeg til mig selv. Jeg kom til at tænke over det med at sætte sin tilværelse på »Stand by«. Min roomie Frederik har sagt til mig, at han f. eks. sætter sit liv i Odense på »Stand by«, mens han er på efterskole, og det er vel også det, jeg gør med Lu-

xembourg. Men livet går jo videre i Luxembourg også når jeg ikke er der. Det er som om, jeg er i tidsspring, hver gang jeg krydser grænsen til og fra Luxembourg. Så hvad er »hjem«? Jeg ved det ikke. Måske kan hjem være flere steder. »Hjem« er vel det sted, hvor man føler sig tryg og blandt folk, der holder af en, og som man holder af. Dette er nogle ting, som jeg ikke rigtig bevidst lagde mærke til sidste år da jeg gik på efterskole. Og det er ikke altid det nemmeste at lægge mærke til. Men det er jo fedt at bo her i et år til. Det er jeg glad for. Men hvor mon hjem er i fremtiden?

Viby - netop nu! l 61


Væk! Af Frederik Rytter, 2011/12

Forord af Kari Holm, viceforstander Frederik Rytter er elev på Viby Efterskole i dette skoleår 2011/2012. Han har oplevet hvor spændende, udfordrende og givende fællesskabet kan være på en efterskole, men har også oplevet udfordringen i at skabe plads til egen refleksion af alle indtrykkene. Hans filosofi over at kunne rumme begge aspekter er ganske interessant, og sikkert genkendelig for mange i efterskoleverdenen.

Jeg trækker væk, væk fra mængden. Det sociale liv er okay, kan bare blive for meget i længden. Ind i min egen lille verden, væk fra folk, og deres færden. Viserne står stille, her er kun mig, i det vilde. vildfaren og dog hjemme, som jeg flyver væk, hører jeg min mors kærlige og beroligende stemme: Frederik, du sidder alene, er du ked? Nej mor, jeg havde blot trang til et øjebliks frihed (stilhed). Min frihed har nået klimaks, verden snurrer rundt, nu gør ingenting længere ondt. Jeg fungerer fint socialt, det er bare ikke mig, ærligt talt. På overfladen umiddelbar populær, men det er i virkeligheden ikke noget jeg er. Og det er jeg virkelig ikke, Tværtimod! Jeg er træt af folk og deres dømmende og bebrejdende blikke. Derfor må jeg væk, langt, langt væk, længere væk! Det er ingen svær beslutning, nu er det gjort. Stille alt er stille. Jeg er væk, helt væk.


Danse dagen lang, bekymre sig en anden gang. Syng så godt i kan….. Af Marianne Skaarup, lærer

Så er der gået endnu et år, et år siden sidste årsskrift og et år mere af mit liv… Uddrag af sidste årsskrift: »Så kom det tilbage… stressen… Ikke fordi jeg har gjort noget jeg ikke plejer, eller lavet noget jeg ikke er vant til… Nu er det nu der skal ske noget«. »Siden jeg var 3 år gammel, har jeg ikke lavet andet end at danse. Og jeg elsker det. Allerede som 15-årige besluttede jeg mig for at tage en danseinstruktøruddannelse og gøre det til ikke bare min levevej, men til min livsstil og min identitet. Nu er langt mere end halvdelen af mit liv gået med at danse, lære andre at danse og ikke mindst delt glæden med folk i alle aldre. Jeg fortryder intet, for det er og har været fantastisk«. »I 1992 bestod jeg eksamen som danser og koreograf. (Ved siden af en masse jobs som danser, arbejdede jeg som højre hånd på en stor danseskole. Fuld fart fremad… I 1994 blev jeg fastansat på Viby efterskole som danselærer (…)) I 2001 tog jeg springet og åbnede min egen danseskole, endelig herre i eget hus. Danseskolen er blevet alt det jeg gerne ville have. (Aspiranter, dansetrup og dansere i alle aldre og på alle niveauer). Men samtidig har min hobby udviklet sig til et fuldtidsarbejde, et fuldtidsarbejde som jeg nu i 10 år har passet ved siden af arbejdet som danselærer på Viby efterskole…” »Nu sidder jeg så her. Deltidssygemeldt med

stress, deltidssygemeldt fra mig selv og kan ikke rigtig passe hverken det ene eller det andet. Jacob og hundene har været skubbet i baggrunden… for dansen er jo det vigtigste (…) Men er det det værd? Det er ikke første gang jeg har haft stress… Tidligere har jeg bare været lidt nede… og så op på hesten igen… men det går ikke i længden, noget skal laves om…« »Det er ikke det værd! Noget skal laves om. Så jeg har givet mig selv en opgave, jeg skal prioritere, og ikke mindst har jeg behov for at finde ud af hvad der er vigtigt her i livet… For hvis jeg ikke engang kan holde fri og nyde det… hvornår holder jeg så op med at nyde min dans? Indtil nu har jeg prioriteret alt lige højt… eller forsøgt… Men nu må jeg nok indse at noget skal prioriteres, måske endda skæres helt væk!« Endnu et år er gået, et år siden sidst, et år mere af mit liv og ikke mindst et år hvor mange ting er blevet skåret væk… men hvor lige så mange ting er blevet bedre… Den 1. november 2010, lige inden jeg skulle aflevere til årstidsskrift sidste år, stod jeg ude under Lillebæltsbroen med hustruen til en af mine rigtig gode kammerater. Han havde selv i mange år været tynget at stress, depression og følte ikke at han kunne være en ordentlig mand for sin hustru. Han var rigtig god til at hjælpe andre, og havde bl.a. været en rigtig god støtte for mig i lang tid. Viby - netop nu! l 63


Jes, som han hed, havde en time forinden fået nok af sin stress og depression, og var sprunget ud. Mens vi stod der under Lillebæltsbroen og kunne se hans krop ligge på vejen, var jeg helt grædefærdig. Hvis Jes ikke kunne finde anden udvej end at springe, hvad var så håbet for mig? Der gik et par dage, hvor jeg tænkte, sørgede, og tænkte. Der måtte være en anden udvej. Det må være en måde, hvor man kan prioritere sit liv, hvor man kunne sætte fokus på det, som er vigtigst… mig… For hvis man ikke kan være der for sig selv, hvordan kan man så være noget for andre? Det, man altid gør ved en skade som danser, er, at symptombehandle først, for at slippe for smerten, og derefter går man efter årsagen. Så midt i november efter et besøg hos psykologen og en lang gåtur, kom jeg hjem til min mand og sagde; »Jeg lukker danseskolen«! Jeg tænkte, at hvis jeg kom af med det pres, det er at have en danseskole, kunne jeg finde noget mere tid til mig selv, finde ud af hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være. 64 l Viby - netop nu!

Min mand forslog at rækkefølgen skulle være omvendt. Først finde ud af hvad jeg ville og først derefter lukke danseskolen, hvis jeg stadig syntes det var det, der skulle til. Den 11. juni 2011 havde danseskolen 10 års jubilæums- og afskedsshow. »This is it«. Et show som bar præg af, at jeg har givet en masse til mange dansere, at jeg har gjort en forskel. Det tager jeg med mig, for det betyder virkelig meget. En ting var at lukke min danseskole. Nu havde jeg mere tid… men hvad ville jeg egentlig? Og hvor ville jeg gerne hen? Det er svært at være noget for andre, hvis man ikke kan være noget for sig selv. I bagklogskabens lys dukker der en masse ting op, og jeg har brugt mange timer på at prioritere ting i mit liv. Jeg er kommet frem til, at jeg er vigtigst, uanset hvad andre mener og syntes om det. Min mand og mine hunde er kommet rigtig højt op på min prioriteringsliste. Jeg har sorteret lidt i venner og familie, da jeg er kommet til det sted i mit liv, hvor jeg ikke gider bøvl og ballade, og ikke vil bruge min tid på mennesker, der bare suger energien ud af mig. Jeg bruger mere tid på mig selv, mine hunde og min mand nu. Vi har rigtig mange gode snakke, og vi er i skrivende stund ved at lede efter vores drømmehus. Mit job som efterskolelærer har fået en helt anden betydning for mig. Min identitet som »danse Marianne« er blevet overfladisk. Jeg har meget mere overskud til at være den lærer, jeg gerne vil være. Den lærer som går all-in med sine dansere. De har fået en hel Marianne, både i dansetimerne, men så sandelig også i alle de tusinde andre ting der sker på en skole som Viby. Jeg er vild med at være efterskolelærer på fuld tid. Det jeg før syntes tog så meget af min energi, fylder mig nu op. Pas på jer selv, altid vælg jer selv først. Man kan ikke prioritere alting lige meget, så brænder man sit lys i begge ender. Og det går hurtigere end man regner med. Man kan ikke lyve for sig selv, og hvis man prøver, er man selv den eneste, som taber ved det. Man skal passe på med at ens identitet ikke bliver hængt op på det man gør og kan, men på den man er.


Nye lokaler på Viby Efterskole Af René Holm Hansen, forstander

Efter mere end et års intensivt arbejde – stod der endelig et byggeri i 3 etager færdigt i februar 2011. Vi har på denne måde næsten frigjort os fra de gamle pavilloner. Fysik/Kemi-lokalet befinder sig i stue-etagen. Et fantastisk dejligt lokale, som ud over at være naturfags-lokale også bruges til dansk, matematik m.m. Vi skal ikke mere leje os ind hos Realskolen – og har dermed også fået flere muligheder i skema-lægningen. På første sal ligger nu Foredragssalen, som før måtte dele et lokale med et alm. klasseværelse. Vi har her fået et rum, hvor der altid står 110 stole klar til at hele holdet kan mødes om fortælling, sang eller fællesmøde – uden at ruderne dugger til på indersiden! Rummet er også blevet udsmykket med kunst på væggene. De 2 norske kunstnere Hanna og Mathias (www.missing.nu) har ud fra orde-

ne »En skole med musik, dans og teater« skabt dette kunstværk – udelukkende med spraymaling. Vi er meget glade for resultatet, der giver rummet energi. I kælderen har vi fået 100 m2 mere plads til alle vore stole, borde, scenepodier m.m. I den gamle kælder er der blevet plads til, at vi har indrettet et »Lys-værksted«, der både kan rumme alt vores lys-udstyr og et værkstedshjørne. Vi har stadig flere drømme om at forbedre vore faciliteter. Vi vil bla. gerne have et nyt Musik-lokale, en Danse-sal og en indendørs Amfiscene, som kan bruges til mindre koncerter eller forestillinger, kor, foredrag m.m. Dertil kommer et ønske om at bygge lærerværelset om samtidig med at der laves møde-rum på skolen. Ønskerne er mange – og vi håber, at det om et par år er muligt at realisere dem.

Viby - netop nu! l 65


Fiksérbillede Af Steffen Rode, instruktør

Mads på fem år ligger i sin seng, han kan ikke sove. Udenfor tuder vinden, og regnen slår mod ruden som en knokkelhånd, der banker på. Mads er bange. Han ville helst ligge inde hos sin mor, men mor har det dårligt og vil ligge alene. Mor har været vred på Madses søster og skældt ud over den knækkede tallerken, selv om det var Mads, der ødelagde den. Mads synes, han hører en lyd udenfor. Han står op og lister hen til vinduet men tør næsten ikke kigge ud. Han synes, han kan se en skikkelse bag gardinet, og han ryster af skræk, da han forsigtigt nærmer ansigtet til ruden. Der står en stor mørk skabning under gadelygten, han ligner en sømand. Mads farer sammen med et gisp, vender sig og styrter på bare tæer ind til mor. Åndeløst glider han ned under dynen til hende for ikke at vække hende. Han mærker, at hun stønner og giver sig lidt, så vender hun sig langsomt mod Mads, der stivner i rædsel. Det er sømanden fra før, som ligger i sengen. Mads skriger – og vågner… Det var heldigvis en drøm – ikke en sommernats drøm, snarere et efterårs mareridt – men dog en drøm. En stor sømand skræmmer – eller mon skænd rammer søster – eller Mads mærker morens støn… Ja, hvad er egentlig meningen? Er der overhovedet nogen mening i disse anagrammer på En Skærsommmernats Drøm? Kun den mening man selv lægger i ordene, når kravet, om at samtlige bogstaver skal anvendes i en ny rækkefølge, er opfyldt. Men på den anden side kan man hurtigt finde en mening, og det er vi mennesker gode til. Vi vil gerne se mønstre og orden, hvor der måske er kaos; vi vil gerne se betydning, hvor der måske er meningsløshed. Vi forestiller os ting, som ikke er der, fordi vi ønsker, de skal være der. Det kaldes blændværk eller illusion.

66 l Viby - netop nu!

I En Skærsommernats Drøm står illusionerne nærmest i kø, der er brandudsalg i blændværk, og det er kærligheden og alle dens veje og vildveje, der som altid er the usual suspect. Kærligheden i alle dens former lige fra den ophøjede æteriske romance til den jordbundne rå liderlighed flyder ud over scenerne i Shakespeares erotiske komedie. Og lige så mangfoldigt i sit udtryk er det blændværk, som personerne i komedien udsættes for, bedst som de tror sig i sikker havn. Kærligheden er som bekendt en stor og forandrende kraft, og ve den der rammes rent. For så er man til fals for alskens blændværk. Se bare her: Ren skræmt sømand mores – skod rammer næsten smør - sen skræmt mødom narres. Fantasi skal der til. Fantasér selv. Viby efterskole spiller En Skærsommernats Drøm med premiere fredag den 3. februar 2012, og der bliver sunget igennem – også selv om smørtenor er mænds skam.

Musicalen 2012: »En Skærsommernats Drøm« Spilleplan: Fredag d. 3. februar kl. 19:00 Premiere Lørdag d. 4. februar kl. 14:00 (gammel elevdag) Søndag d. 5. februar kl. 14:00 (lukket forestilling for forældrene) Mandag d. 6. februar kl. 19:00 Tirsdag d. 7. februar kl. 19:00 Onsdag d. 8. februar kl. 19:00 Torsdag d. 9. februar kl. 19:00 Billetreservation Tlf. 64421241 – mellem 9:00 og 14:00 eller: www.viby-efterskole.dk


Hej alle Velf-medlemmer VELF-B har i noget tid haft en »stille periode« men er nu stærkt tilbage og vil invitere dig til musicaldagen, som ligger lige om hjørnet. I år opfører eleverne på Viby Efterskole »En skærsommernatsdrøm«, og du har den fantastiske mulighed for at komme ind og se den med alle dine Viby-venner. Det foregår lørdag den 4. februar 2012 klokken 11.00 11.00: Ankomst og sig hej til hinanden 11.30: Fortællertime med René 12.00: Lotte & Co har kreeret en ægte Viby-middag, som vi nyder i spisesalen 13.00: Elevforeningens bestyrelse holder generalforsamling + uddeling af billetter 14.00: Eleverne opfører »En skærsommernatsdrøm« 16.30: Kaffe og kage nydes i selskab med gamle venner 17.30: Arrangementet på skolen slutter Efter arrangementet på efterskolen kan man enten vælge at tage hjem ELLER tage med til Velf’s store musicalfest! Arrangementet på skolen vil koste 75 kr, og dette er incl. billet til musicalen. Du kan ikke deltage på musicaldagen, hvis ikke du er medlem af Velf. Forny derfor dit medlemskab. Det koster 120 kr. om året at være medlem af elevforeningen. Du skal betale senest d. 13. januar, hvis du ønsker at deltage i arrangementet. Du har 3 valgmuligheder på denne dag: 1: Jeg ønsker ikke at deltage i musicaldagen, men vil gerne forny mit medlemskab. (120 kr.) 2: Jeg ønsker at deltage i musicaldagen, og fornyer samtidig mit medlemskab (120 + 75 kr., i alt 195 kr.) 3: Jeg ønsker at deltage i musicaldagen, SAMT at være med til MUSICALFESTEN, og samtidig fornyer jeg mit medlemskab. (120 + 75 + 50 kr., i alt, 245 kr.) Du skal altså kun betale 1 af de 3 medsendte girokort. Vi glæder os til at se jer alle sammen. René, Kari og VELF-B

­

BREAKING NEWS Som noget helt nyt har du nu mulighed for – som medlem af Velf – at deltage i et helt nyt initiativ fra VELF-B: Weekend på Viby Efterskole Arrangementet er stadig ikke helt færdigplanlagt, men bliver i store træk et par dage i slutningen af sommerferien med workshops, intern fest, jamsession og ægte Viby-ånd. Nærmere information følger.

Viby - netop nu! l 67


5- og 10-års jubilarer

5-års jubilarerne fra årgang 05/06.

10-års jubilarerne fra årgang 00/01.

68 l Viby - netop nu!


Viby Efterskoles bestyrelse Henning Mejer Mortensen (formand) Niels Erik Jespersen (næstformand) John Carstens Finn Nabe Nielsen Erling Hisselholm Leif Andersson Iben Bonne Peter Henriksen (suppl.) Lene Juul Jørgensen (suppl.)

Nr. Aaby Nr. Aaby Nr. Aaby Horsens Horsens Middelfart Odense Odense Nr. Aaby

Medarbejderstab - oktober 2011 Lotte Hansen Morten Garnæs Jens Chr. Tambjerg Steffen Rode Marianne Skaarup Preben Larsson Bjarne Frandsen Annette Andreasen Lene Pryds Tambjerg Ole Faber Mette Oscar Jesper Madsen Rikke Bruselius Kari og René Holm Hansen Bente Gormsen Maria Andersen Thomas Jensen Rie Wulff Charlotte Vang Liselotte Bille Andersen Teresa Skov Pedersen Matilde Gydesen Jens Eriksen Ditte G. Toft

Køkkenleder Lærer Lærer Instruktør Lærer Lærer Lærer Køkkenassistent Sekretær Lærer Lærer Lærer Lærer Forstanderpar Køkken/reng.ass. Lærer Pedel Køkkenassistent - vikariat Lærer Lærer Køkkenmedhjælper Køkkenmedhjælper Lærer - barselsvikar Lærer - barselsvikar

Ansat 1990 Ansat 1990 Ansat 1991 Ansat 1992 Ansat 1994 Ansat 1998 Ansat 1999 Ansat 2002 Ansat 2002 Ansat 2003 Ansat 2004 Genansat 2005 Ansat 2005/barsel i 11/12 Ansat 2006 Ansat 2008 Ansat 2009 Ansat 2009 Ansat 2010 Ansat 2010 Ansat 2010/barsel i 11/12 Ansat 2011 Ansat 2011 Ansat 2011 Ansat 2011 Viby - netop nu! l 69


Viby Efterskoles elever 2010/2011

70 l Viby - netop nu!


Viby Efterskole Aarsskrift 2011  

Aarsskriftet for Viby Efterskole 2011

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you