
8 minute read
Tilbage til fremtiden
Det nye udfolder sig altid på et tapet af det bestående. Det gælder også tankerne om boligbyggeri med minimalt klimaaftryk. Derfor er spørgsmålet nok ikke så meget hvordan forslagene frigør sig fra, men mere forholder sig til traditionen. Hvilke skuldre er det, man vælger at stå på? Hvad fastholdes og hvad fornyes? Her synes forslagene at falde i tre kategorier alt efter, om det er det førindustrielle, det industrielle/ moderne eller de nyeste digitale produktionsteknologier, der er forbilledet.
Forslagene vidner gennemgående om en interesse for at reaktivere materialer og byggemåder, som modernismens og industrialiseringens idealer og praksisser fik trængt ud på et sidespor. Det er, som forslagsstillerne mere eller mindre eksplicit kredser om, svært at forestille sig, at vi kan basere fremtidens bæredygtige løsninger på den modernitets- og ressourceforståelse, som har kendetegnet samfundet og herunder byggeriet de sidste 100 år; den periode, hvor den menneskelige belastning af kloden for alvor er accelereret. Referencerammen for byggeriet ønskes med andre ord udvidet fra modernisme til middelalder, fra 100 til 1000 år.
Forslagene rækker langt tilbage for at se langt frem. Det historiske blik gælder alle skalatrin: måden vores land dyrkes på (mindre monokultur), hvordan vores byer udvikles på (mere omdannelse, mindre nybyg), måden vi bor og lever på (flere fællesfunktioner og måske færre kvadratmeter), indeklima (naturlig frem for mekanisk ventilation), samlinger (der kan skilles ad) og, sidst men ikke mindst, materialerne (lokale og mindre forarbejdede).
Forslag #79, ”Re-gen Architecture” taler for at ”kigge på traditionel byggeskik i Danmark og udlandet […] formet efter sin tids klimatiske forhold, nære ressourcer og givne restprodukter” og lade ”[…] projektet inspirere og formgive efter naturligt fremkomne ressourcer i Danmark.” Lokale og historiske materialer er to sider af samme sag.
Forslag #108, ”T-frame, fremtidens bindingsværk”, ser tilsvarende ”Bindingsværket [som] en direkte vej tilbage til rødderne, hvor vi producerer vores egne fornybare ressourcer til de fleste af de nødvendige byggematerialer.” Det danske bindingsværkshus, norske laftehus og svenske stolpverkhus er også inspirationskilden bag forslag #66, ”Skovens Oversete ressource”; en byggeskik, som ifølge forslagsstiller giver huset rytme i sit udtryk, er bygbar og åben for forandringer over tid.
Forslag #78, ”Naturrækkerne” ønsker ” […] igennem rationalisering, optimering og præfabrikation at afsløre og udfolde uforløste potentialer for basale materialer og traditionelle håndværk i nutidigt byggeri”. Forslaget arbejder dermed med at definere en bæredygtig byggeskik i en blanding mellem genfortolkning og nytænkning - træ som samles gennem ”[…] effektiviserede anvendelser af naglede træsamlinger”, isolering der leveres som præfab, men som ”[…] grundlæggende (finder) sin inspiration i principper for både bindingsværk og tidligere tiders tanghuse.”
Forslag #50, ”Villa” taler i den mindre skala for at genintroducere skodder til at minimere varmetab og i varmere lande undgå overophedning. I en større skala arbejder forslag #82 ”Grohuse” ”[…] med reference til traditionelle stråtækte bondehuse med gårdsplads, kombineret med et moderne udtryk”.
Samtidig synes der blandt forslagsstillerne også at være en klar bevidsthed om, at det gamle skal møde det nye – at der i dag er andre muligheder og vilkår for bygningers funktioner og tilblivelse. Vores krav til sundhed, indeklima og komfort er (heldigvis) blevet højere. Produktionsmetoder og lønniveauerne har udviklet sig markant, og der er derfor inspiration at hente – også fra de sidste 100 års udvikling i byggeriet.
Forslag #32, ”Det Hollistiske hus” er således ”[…] inspireret af modernismens opgør med de bærende ydermure og arbejder med en bærende søjledæk-løsning, som muliggør skiftende og ikke-bærende facader samt en fri grundplan, som muliggør skiftende funktioner og transformation over tid. Alle byggeriets komponenter er modulære og koblet mekanisk, så de kan skilles ad og genbruges.” Den industrielle tanke om byggeri som ”montage” bliver her mere en produktionslogik drevet af ønsket om hurtigt og billigt
Det førindustrielle - en ”ny” byggeskik Det industrielle
byggeri; det bliver (også) en bevidst strategi for bygningers sammensætning og senere adskillelse, som falder godt i tråd med tidens cirkulære krav.
En anden klar eksponent for at lade biobaserede materialer og biodiversitet gå hånd i hånd med arven fra modernismens frontløbere finder vi i forslag #80 ”The nexgen house”. Forslaget “[…] seeks to be an environmental evolution of Buckminster’s work” og arbejder ligesom Corbusier med hævede boliger, hvor der er plads til om ikke en kofanger, så en ko under huset. På materialesiden arbejdes der med en ny generation af industrielt fremstillede teglfacader, der som plantekrukker kan rumme en øget biodiversitet.
Andre forslag kredser mere eksplicit om behovet for at finde nye produktionsmetoder til fortidens materialer.
Forslag #104, ”Godt selskab – mere at være sammen om” ønsker i forbindelse med træbyggeri at ”[…] undersøge de industrielle muligheder og deres betydning for at gøre det skalerbart og dermed ramme en pris, der kan imødekomme et så stort marked som muligt.”
Forslag #6, ”Paydel” fra Iran argumenterer ligeledes for, at der er brug for præfab til at sikre billigt, hurtigt og ressourceeffektivt byggeri. Samtidig skal de lette, flade præfabrikerede moduler til gulve, vægge og lofter muliggøre fleksible kombinationer så “[…] users can easily disassemble the modules that make up their home and reconnect them after moving to another area” fx i tilfælde af jordskælv. ”Klimakassen - rejsen mod det modulære typehus i træ til en klimaudfordret verden” for en fortsat udvikling af præfabrikerede typehuse med et lavt klimaaftryk.
Tilsvarende ønsker forslag #26, ”Momo – det sunde habitat” ” […] at udvikle et optimeret installationsmodul, der indeholder bad- og køkken, samt plads til varmekilde og teknikskab, typisk de byggeteknisk mest komplicerede og omkostningstunge dele af et byggeri”. De industrielle tanker om præfab, modularitet og systemleverancer kombineres her med ønsket om at udvikle en forretningsmodel, så installationsmodulet kan forhandles separat og bruges som grundmodul i et nybyggeri, eller som opgraderingsmoduler til en eksisterende bygning. Forslag #8, ”Reblock” arbejder med muligheden for at udvikle træbaserede, modulære byggeklodser, der som legoklodser let kan sammensættes til bærende og isolerende råhus-vægge i tæt-lavt byggeri. I kombination med blandt andet løsuldsisolering som papir- eller træisolering, fundering på skruefundamenter vil det med dette byggesystem ifølge forslagsstiller være muligt at opnå betydelige reduktioner i klimaaftrykket.
Forslag #24, ”Housing construction from 4 to 1 planet” kan med sine tanker om en sekskantet præfabrikeret boligenhed (svarende til den, man finder hos bistader) også ses som eksponent for en tilgang, der handler om industrialisering med målsætningen om at sikre ”[…] speed, ease, price and minimum carbon footprint.” i industrielle produktionsmetoder, der tillader volumen og ressourceeffektiv produktion synes langt fra udtømt - også selv, når/hvis modernismens formsprog ikke længere er udgangspunktet.
Nye produktionsformer – ”industri 4.0”
Hvor nogle aktiverer industrielle produktionsforståelser, er der andre, der arbejder med en række nye produktionstilgange baseret på parametrisk design, sensorer, kunstig intelligens, fuldautomatisk produktion (bl.a. 3D printere) etc. Et gennemgående argument er, at denne såkaldte ”Industri 4.0” tilgang er særlig velegnet til at håndtere den øgede varians i biobaserede materialer, samt at det gennem optimeret design muliggør en ekstrem nøjsom brug af de mest ressourcebelastende materialer.
Forslag #94, ”recon wood house” afsøger mulighederne for at øge udnyttelsesgraden af træ ved hjælp af ny teknologi. I et konventionelt set-up er det ressourcekrævende at projektere og bygge med træ i forskellige længder og projektering, men ved hjælp af parametrisk design er det i dag muligt at projektere avancerede bærende konstruktioner bestående af mange forskelligartede ”træklodser”, som efterfølgende kan samles rationelt i et samspil mellem robotter og digitalt understøttede arbejdsgange.
Forslag #111, ”Felted Earth” (filtet jord) er et andet eksempel på, hvad der kan opstå i mødet mellem nye produktionsteknologier og historiske byggematerialer. En 3D-printer, der kan arbejde med ubrændt ler giver mulighed for at formgive huset i buede former, som gør, at huset alene skal håndtere tryk og ikke træk hvorved armeringsjern eller tilsvarende kan undgås. Lervæggene iklædes efterfølgende en robotfiltet ”uldtrøje” der på samme måde som ”Goretex” gør lerfacaden robust og beskytter den mod vejrliget. Projektet viser med andre ord, hvordan nye produktionsteknologier og gennemtænkte materialesammensætninger gør det muligt at løse nogle af de udfordringer der er ved biobaserede løsninger (her at ler ikke er godt til at håndtere trækkræfter eller vand).
3D-print er også udgangspunktet for forslag #23, ”3D-print af fremtiden grønne vådrum i 1:1 med carbon capture-teknologi”, hvor det foreslås brugt til at lave vådrummet, som er et teknisk svært og en materialemæssig CO2-tung del af huset. Dette kan ifølge forslaget ske ved hjælp af ”carbon capture” teknologier, hvor CO2 indfanges og indgår i printmaterialet til vådrummet. Forslag #10, ”Minimass: creating low-carbon, low-cost, 3D printed concrete beams for the construction industry” målretter printteknologien mod et andet område, hvor der er basis for at reducere mængden af anvendt beton betydeligt: bærende bjælker. Ved hjælp af printteknologien bliver det muligt at placere betonen netop der, hvor der er brug for styrken, sådan at den samlede materialemængde kan reduceres. Forslag #1, ”3d-printet byggeri – rejsen mod en bæredygtig fremtid i byggeriet”, giver derimod et bud på en proces, hvor hele byggeriet printes i beton.
Forslag #51, ”Building rocks” ser på muligheden for at bruge scannere og kunstig intelligens til at muliggøre, at vi igen kan bruge marksten af forskellig størrelse i fundamenter. Idéen er, at markstenene scannes, og en computer efterfølgende selv beregner, hvordan stenene kan stables til et bygbart og holdbart fundament.
Forslag #68, ”Powers of scale” tager de digitale redskaber med ind i designprocessen med ønsket om at skabe evidens i CO2-beregningerne. Med afsæt i forslagsstillers portefølje af stadig flere huse med lave CO2-emmsisioner er målet at udvikle et parametrisk designværktøj, der hele tiden kan følge og forbedre CO2-aftrykket også i de tidlige designfaser. Tilsvarende arbejder forslag #113, ”Online tilgængelige programmer til beregning af bæredygtig polypropylen fiberarmering i betonkonstruktioner” også med at bruge digitalisering til at minimere brugen af CO2-belastende materialer, her i form af et online beregningsprogram, der fremmer brugen af plastfiberarmering af beton; en metode, der sparer både brug af beton og armeringsjern.