Issuu on Google+

Ghettoerne i Polen


Oprettelsen af ghettoerne i øst En af de første instruktioner fra SS vedrørende behandlingen af jøderne i de besatte områder i Polen, var at koncentrere jøderne fra landområderne i de større byer. Da først processen var sat i gang, kom der yderligere instruktioner om at etablere et Jødisk Råd, Judenrat, i hvert af disse ghettosamfund. Udgangspunktet var en fysisk adskillelse af jøderne og polakkerne. Groft sagt var meningen at jøderne skulle samles i Lublin-området i Polen efter at være blevet evakueret fra resten af Polen og Tyskland. En del af Polen skulle indarbejdes i det stortyske rige, det såkaldte Reichsgau Wartheland, og alle jøder skulle fjernes fra det pågældende område så hurtigt som muligt. Det var dog ikke praktisk muligt at fjerne alle jøderne i byen Lodz, og det blev derfor allerede i december 1939 besluttet at oprette et aflukket jødisk kvarter, en ghetto. Det skulle dog ikke betragtes som en permanent løsning på “det jødiske spørgsmål” i byen.

Som distriktets administrator bekræftede: “Jeg forbeholder mig selv afgørelsen om, hvornår og hvorledes ghettoen, og med den byen Lodz, vil blive renset for jøder. Det endelige mål (Endziel) må i alle tilfælde medføre den totale fjernelse af pestplagen." Oprettelsen af denne ghetto var dog et varsel om den måde, hvorpå andre områder blev behandlet. I praksis viste det sig praktisk umuligt at oprette et “Lublin-reservat” og som et alternativ blev der oprettet en række ghettoer over hele Polen. Nogle af dem var forholdsvis små, men andre, især Warszawa, var store og udgjorde en vigtig del af den tyske administration af jøderne i Polen. Kortet på næste sider viser placeringerne af de største ghettoer.


I teorien blev hver ghetto ledet af sit eget Judenrat, et jødisk råd, men det var klart fra begyndelsen, at disse råd kun var "fuldt ansvarlige", for den nøjagtige og hurtige gennemførelse af direktiver, der allerede var udstedt eller skulle udstedes i fremtiden af tyskerne selv. Ofte blev formanden for Judenrat et uvilligt redskab for den tyske guvernør, som i Lodz for eksempel, hvor formanden, Mordechai-Chaim Rumkowski fik staffage og magt, men til gengæld havde han ikke noget alternativ til at gennemføre de mest brutale instruktioner, selv når de involverede indsamling og deportation af alle børn under ti år til dødslejrene. Vi har en stor viden om ghettoerne. I Lodz, Warszawa, Vilna og Kovno, var der lærde samt almindelige borgere, der så det som deres opgave, at beskrive hverdagen. Gennem disse vidnesudsagn kan vi se smerten i deres liv,

problemer med at finde nok mad til at holde sig i live, og lederskabets problemer. Medlemmerne af Judenrat forsøgte at gøre livet tåleligt for beboerne, og at opretholde sociale institutioner som hospitaler, børnehjem og alderdomshjem. Ofte stod Rådet over for opposition ikke blot fra tyskerne, men også internt i ghettoen selv. I Warszawa havde lederen af Rådet for eksempel store vanskeligheder med at afbalancere kravene fra nogle af de i ghettoen, der kun så deres egne interesser mod de behov, som samfundet som helhed havde. Dybest set så tyskerne ghettoerne som et mellemliggende trin på vejen til ødelæggelsen af jøderne i Østeuropa. Koncentrationen af jøder i, hvad der var altid den mest usunde del af byen, medførte med sikkerhed dødsfald blandt mange af indbyggerne af forskellige sygdomme, som regel medført af fejlernæring. Flere medlemmer


af Judenrat følte, at det eneste håb om overlevelse lå i at gøre ghettoen uundværlig for tyskernes krigsindsats. Så ville tyskerne se, at det var til deres egen bedste interesse at holde ghettoen i live. I hver ghetto var der derfor et program for at oprette værksteder, der leverede varer til tyskerne til gengæld for en vis mængde fødevarer. Men sådan en tilgang til spørgsmålet om overlevelse tog ikke højde for den grundlæggende doktrinære holdning i det nazistiske hierarki, og selv henvendelser fra den tyske hær om, at der var mange dygtige jødiske håndværkere, der var afgørende for den fortsatte effektivitet af den tyske Wehrmacht, medførte ikke mere end en begrænset overlevelse for enkelte personer. I løbet af sommeren 1942 steg det tyske pres for at reducere antallet af jøder, også dem, der arbejdede for den tyske krigsindsats. I Warszawa blev der givet instrukser til Judenrat, at det skulle udpege mindst 8000 jøder om dagen til "genbosættelse". Lederen af ghettoen begik selvmord frem for at gennemføre denne ordre,

men inden tre uger var ghettoen blevet reduceret fra ca 300.000 til 30.000. Andetsteds blev mindre ghettosamfund helt udslettet, deres indbyggere blev sendt til udryddelseslejrene, der var blevet etableret i det østlige Polen. I Lodz havde Rumkowski affundet sig med at sende børn, syge og ældre til "genbosættelse" i håb om, at han dermed kunne redde resten, og holde i hvert fald nogle i live. Til en vis grad lykkedes det ham; Lodz-ghettoen var den sidste der blev likvideret. I mellemtiden fortsatte strømmen af varer fra fabrikkerne til den tyske hær. Skildringer fra ghettoerne illustrerer igen og igen det intense ønske om at overleve. Selv for dem, der var mest aktive i at stille ghettoens tjenester til rådighed for tyskerne, var der intet "samarbejde", for det forudsætter en tro på en eventuel tysk sejr. Ikke desto mindre lå deres eneste håb for selv en begrænset overlevelse i at arbejde for dem, for hvis nederlag de bad.


Da tyskerne havde angrebet Rusland og det russisk besatte Polen, stødte de på endnu en stort antal jøder. Da de tyske hære gik i aktion medbragte de særlige grupper (Einsatzgruppen), hvis opgave ikke kun var at myrde jøder, men at tilskynde de lokale befolkninger til at myrde de lokale jøder. Som et resultat af sådanne aktioner havde jødiske samfund i disse områder, i modsætning til jøder i det vestlige dele af Polen, ingen illusion om, hvad ventede dem i ghettoerne, og lederne i f.eks. Vilna og Kovno stod overfor de samme dilemmaer som deres kolleger i Lodz eller Warszawa.  Lederen i Vilna, havde egentlig ikke behøvet at følge med ind i ghettoen - han havde nemlig giftet sig med en ikke-jødisk kvinde - følte det som sin pligt at forsvare så mange af hans trosfæller, som han kunne. I Kovno-ghettoen valgte man en leder af ghettoen - Dr. Elkhannan Elkes - der nægtede at opfylde tyskernes ønsker, selv at medvirke til nogen form for udvælgelse. Da Kovno-ghettoen blev endeligt likvideret, blev de overlevende kvinder blev bragt

til en lejr ved Stutthof og mændene til Dachau, lejre, der ikke var dødslejre.


Ghettoerne