Issuu on Google+

1. årgang nr. 7 / 14. oktober 2009

Stilhed før vælgerstormen: Johannes Andersen om de afgørende, ubeslutsomme vælgere Alle præsidentens løfter: Mikkel Vedby Rasmussen om Obama Morten Messerschmidt om Lissabon Thomas Beckers exit Interview med Kåre Bluitgen Opinion: Hvorfor værnepligten?


!"##$%&'()#( "&"*+,-$(.$"( !"#$%#&#'("))"$ /-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr.  RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet på nettet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: redaktionen@raeson.dk. FOTOS: SF s.1, Socialdemokraterne s.6, Det Hvide Hus/Souza s.10, EU S.13, Forfatterweb s.16, US Dept. of Defense s.19, alle andre arkivfoto. EVERYBODY WINS

For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 2 af 20


Nyt fra RÆSON

RÆSONs Årskonference om Politik, Medier, Net og Demokrati 28/11 2009

Lørdag d.28/11 inviterer RÆSON for første gang til Årskonference om Politik, Medier, Net & Demokrati - hvor bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, ITentreprenører, medieeksperter og politikere diskuterer demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Der er plads til 600 deltagere; tanken er, at arrangementet bliver en årligt tilbagevendende begivenhed. Programmet, der strækker sig fra 10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.: - Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør, Berlingske Tidende - Tøger Seidenfaden, ansv. chefredaktør, Politiken - Susanne Hegelund, chef for TV-Avisen - Henrik Dahl, sociolog og forfatter - Per Mikael Jensen, direktør for Metro - Leif Beck Fallesen, chefredaktør, Børsen Praktisk: - Tilmelding: 1.000 kr. - Antallet af pladser er begrænset, reservér derfor i god tid - Frokost og aftensmad indgår ikke som en del af programmet; der holdes to pauser fra 12-13 og 17.30-19.30. Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 3 af 20


DANMARK 14. oktober 2009

INTERVIEW MED Peter Nedergaard Beckers betydning for topmødets afvikling minimal I torsdags opsagde klima- og energiminister Connie Hedegaards chefforhandler Thomas Becker sit job - blot to måneder før klimatopmødet. Det første tegn på, at Hedegaard og Klimaministeriet er dømt til i sidste ende at afgive hovedrollen til Statsministeriet. Af Nikolaj Vitting Hermann, daglig redaktør RÆSON

DEN offentlige begrundelse for klimaforhandler Thomas Beckers afgang er, at han har haft rod i sine bilag og derfor måtte gå. Ved siden af dette spekuleres der i en intern uenighed i Klimaministeriet, der har eskaleret gennem den senere tid og nu har ført til Beckers afgang, der af nogle betragtes Beckers afgang som et enkelt symptom på en magtkamp mellem Lars Løkke Rasmussen og Connie Hedegaard om, hvem der skal tegne Danmark ved topmødet og føre deltagerlandene frem til et klimaaftale. Professor Peter Nedergaard fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet forklarer: ”Der er altid kamp mellem ministerierne, især når der er meget på spil. Det er i udgangspunktet en drivkraft for at gøre det godt, og det får både ministre og embedsmændene til at yde mest muligt. Derfor er det udmærket, hvis det ikke tager overhånd.” Realpolitikken er ved at indhente Klimaministeriet: Connie Hedegaard og hendes embedsmænd må acceptere, at fra nu af og frem til topmødet vil deres indflydelse formindskes. ”Jo tættere vi kommer på COP15, jo mere kontrol med processen skal statsministeren overtage. Det er en naturlig proces, men også en tendens, der er taget til over de senere år. Statsministrene har fået mere magt på den udenrigspolitiske scene, og de mest afgørende internationale samarbejder kan ikke længere køre på ministerniveau – hertil er de blevet for vigtige,” fastslår Nedergaard. Magtkampen minder i høj grad om forløbet op til EU-udvidelsen, hvor Per Stig Møllers Udenrigsministerium havde arbejdet intensivt op til forhandlingerne, men det endte med, at

primært Fogh-Rasmussen og Statsministeriet kunne modtage hyldesten. Der er ingen tvivl om, at ved klimatopmødet er det Lars Løkke, der bliver hovedpersonen – han bliver betragtet som vært, og Hedegaard kommer til at stå ved siden af. Ønsket om at være central ved topmødet er vigtigt, men kampen mellem de to ministerier tager formentlig også farve af de to ministres tilhørsforhold og ideologi. ”Vi ville ikke se det samme skisma, hvis Løkke og Hedegaard havde haft samme partikulør. De Konservative er mere optaget af miljøet end Venstre. Venstre er mere til Bjørn Lomborg og cost-benefit-analyse her og nu, mens Konservative grundlægende er mere til Greenpeace, og udgangspunktet er, at man skal videregive naturen, som man selv har modtaget den”, vurderer Nedergaard. ”Det ligger i forskellen mellem liberalismen og konservatismen. Klima er hjerteblod for De Konservative, det er det ikke for Venstre. ” Kampen mellem topforhandlerne Det tomme kontor, som Becker efterlod sig sidste uge, er allerede i brug igen. Steffen Smidt, der hidtil har været Udenrigsministeriets uofficielle klimaambassadør, har overtaget Beckers stilling som chefforhandler og satte sig allerede i sin nye stol i mandags. Valget af Smidt indikerer et ønske om at få en ny type embedsmand i spidsen af ministeriet, forklarer Peter Nedergaard: ”Steffen Smidt og Bo Lidegaard [statsministeriets mand på klimaområdet, red.] kommer begge fra Udenrigsministeriet og er rundet af den diplomatiske kultur, der eksisterer der. De er generalister og trænet i at gå ind hvor som helst. UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 4 af 20


Derfor er de anderledes end Thomas Becker, der har haft en lang karriere i et fagministerium og derfor har en meget detaljeret faglig viden om klima- og miljøområdet, men ikke har en klassisk diplomatskoling.” Denne udvikling gælder ifølge Nedergaard ikke kun i denne sag: ”Hen over de senere år er der skift i, hvad der kendetegner den gode (top)embedsmand. Tendensen er afgjort, at man er gået fra en meget sagkundskabsorienteret profil til en, der i er stærk til de diplomatiske spil og kan levere storylines til ministeren” BECKER har haft hvervet som chefforhandler, siden han kom til Klima- og Energiministeriet i 2007 fra et job i Miljøministeriet. Ideen om, at klimatopmødet skulle afholdes i København, var hans, og han har i sin tid som forhandler opbygget et endog meget stort netværk over hele kloden. Derfor har hans afgang også givet liv til spekulationer om, hvad det kan betyde, at Danmark som vært for topmødet mister en så velforbundet topembedsmand. Oppositionen vil have regeringen til at forklare sig. Socialdemokraterne og Enhedslisten har kaldt Connie Hedegaard i samråd i miljøudvalget for at få en forklaring, og Villy Søvndal vil kræve en redegørelse fra Statsministeriet. Men Nedergaard mener: ”Beckers afgang har minimal betydning for afviklingen af topmødet. Han kendte måske til nogle indgåede handler, hvor et land eller flere lande skylder noget til næste forhandling, men det er marginalt, hvad det kommer til at betyde i det store billede.”

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 5 af 20


DANMARK 14. oktober 2009

VÆLGERNE Stilheden, stormen - og de mange bange anelser En gruppe af særligt unge udgør vælgerkorpsets ’medløbere’: Dem, der løber med tidsånden – til højre eller venstre. De er pt. klar til at løbe til oppositionen – hvis S finder en måde at begejstre dem på. Endnu tøver de. Men i regeringen stiger frygten for massiv vælgerflugt. VK’s svar er endnu en gang at italesætte hverdagens utryghed og frygt. Det var den formel, der bragte sejr i 2001, 2005 og 2007 – men noget tyder på, at den ikke er helt så effektiv som sidst. Af Johannes Andersen, lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet

DET er stilheden før stormen. Vælgerstormen, der i meningsmålingerne symbolsk vil blæse den siddende regering ned af taburetterne. Måske vil det starte med en mindre krusning på nogle få procenter, men hvis den udkrystalliserer sig i et mere permanent billede i form af et stabilt rødt flertal til S-SF over nogle måneder, så vil det netop give indtrykket af, at nu er et regeringsskifte på vej, og så vil mange flere vælgere løbe i netop den retning. Så selv om det måske i første omgang kun vil være nogle ganske få, der siger, at de har skiftet parti, så kan det være dråben, der kan ændre perspektivet, og dermed åbne for stormen. Vælgergrupperne Inden for kommerciel marketing er man meget bevidst om, at hvis toneangivende personer bevæger sig i en bestemt retning, så vil de opmærksomme hurtigt følge efter, for her må bestemt være noget at hente. Og når først det er sket på en iøjnefaldende måde, så følger næste gruppe, nemlig dem, der følger nogenlunde med i tingene, og som føler, at de står udenfor, hvis ikke de også går i den retning. De første går efter det eksklusive. De opmærksomme går efter det nye, det enestående og det spændende. Mens dem, der følger med i tredje række, går efter det, man nu begynder at kalde for en trend, og som bl.a. udtrykker sig i den bredt appellerende mode. Udformet i både dyre og billige udgaver. Her føler man sig godt tilpas, for man er ’med på moden’, man viser initiativ og overblik. I den kommercielle verden er man stærkt afhængig af disse bevægelser, som ikke altid er lige rationelle. Bevægelser, hvis grundlæggende element består i, at man gerne vil være med dér,

hvor tingene sker. Bevægelser, der ikke mindst består af store grupper af medløbere, der er afhængige af den bekræftelse, man får ved at være med helt fremme. Det samme er tilfældet i politik. Også selv om man i valgforskningen endnu ikke er nået ret langt med henblik på at afdække netop medløbernes rolle. Der findes vælgere, der stabilt holder fast ved deres parti fra det ene valg til det næste. Det er de traditionelle (de gamle) og de meget engagerede (ikke mindst de yngre) vælgere. De flytter sig ikke, men de følger godt med i politik og skal selvfølgelig løbende bekræftes i deres position. Der skal imidlertid ikke så meget til. De gamle og traditionelle vælgere flytter sig ikke, selv om både den politiske linje og de politiske ledere skifter. Der skal heller ikke så meget til for de stærkt engagerede, som løbende følger med i de fleste sammenstød mellem favoritpartiet og de andre. Bare det, at der sker noget, er som regel nok til at bekræfte, at man holder med det rigtige parti, og at de andre partier og deres ledere bare er tåbelige eller på galt spor. Her kan der godt ske opbrud, men så skal der ret dramatiske begivenheder til. Derimod er det mere almindeligt, at man efter en periode med stort engagement drosler lidt ned på energien og begynder at interessere sig for andre ting. Der er imidlertid endnu en gruppe vælgere – og de er måske de mest interessante – der ikke har de store problemer med at skifte parti fra valg til valg. Denne gruppe omfatter i gennemsnit 25-33 pct. af vælgerne. Altså ca. hver tredje vælger. Blandt de unge under 25 år er andelen af disse omskiftelige og dynamiske vælgere i nærheden af 70 pct. Det er her, medløberne i UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 6 af 20


politik skal findes. Det er her, man skal finde de vælgere, der gør som mange af de andre, fordi det er in og moderne lige nu. Man gør det fordi man godt kan lide at være en del af begejstringen, også selv om man ikke følger specielt meget med i politik. Og det er altså ikke mindst de unge vælgere, der markerer sig på denne måde. Gruppen af medløbere Lige nu er det især SF, der nyder godt af de unge politiske medløbere. En dynamisk leder, en god og slagkraft retorik, nye ideer og masser af energi gør, at man hurtigt kan finde gode grunde til at opfatte SF som et parti, der flytter på tingene og baner nye veje. Der er altså gode grunde til at gå i den retning lige nu, for her sker der noget nyt. Op gennem historien har der været masser af partier, der har haft denne stafet. I 1980’erne var det Det Konservative Folkeparti med Poul Schlüter i spidsen, der løb med den – mens Venstre var helt nede i meningsmålingerne. Det ødelagde man så for sig selv med tamilsagen, og siden har det været meget lidt trendy at være konservativ. Dét åbnede banen for Venstre i slutningen af 1990’erne, der med nye og energiske folk i spidsen, bl.a. Anders Fogh Rasmussen, begyndte at nyde godt af politiske medløbere, der gerne ville stå der, hvor de nye tendenser var til at få øje på. Hvilket bragte den borgerlige regering til magten i 2001. Siden har bl.a. Det Radikale Venstre oplevet at være det parti, der tiltrak sig al opmærksomheden, og dermed også en stor del af medløberne, fordi det nu var her man kunne finde det nye og smarte. Det skete ikke mindst i forbindelse med valget i 2005, der dog resulterede i, partiets politiske indflydelse forøgedes. Frustrationerne var store, og det slukkede hurtigt fornyelsens energiske flamme i partiet, og derfor forsvandt medløberne hurtigt igen – i en energisk bevægelse i retning af SF. Det tankevækkende i denne sammenhæng er, at Socialdemokraterne inden for de sidste 25 år på intet tidspunkt har oplevet at være det parti, der fremstod som indbegrebet af fornyelse, energi og noget moderne, og som derfor kunne tiltrække sig medløbernes sympati. Når partiet alligevel vandt regeringsmagten i 1993 skyldes det først og fremmest, at tilliden til de borgerlige partier efter tamilsagen var meget begrænset. Det var således mere Ninn-Hansen end håbefulde vælgere, der banede vejen for den socialdemokratiske regerings genvalg. Lige nu lever man højt på SF’s succes, men den har endnu ikke været i stand til at give det sidste nøk, så man for alvor kunne give vælgerne det indtryk, at nu var regeringsskiftet på vej. Derfor er vælgerstormen indtil videre udeblevet, men alle venter på, at den vil komme. Nogen med frygt, andre med håb. Vælgerstormen Vælgerstormen burde logisk set være på sit højeste lige nu. Regeringen er nemlig en mere end træt

siddende regering. Den har haft magten i så lang tid nu, at de fleste problemer med mere eller mindre god grund kan tilskrives den og dens manglende evne eller vilje til at løse dem. Derfor er vejen – i princippet – banet for en ny regering, hvis væsentligste aktiv burde være, at dens ledende politikere med energi påstår, at de kan gøre det endnu bedre end den siddende regering. Det var netop sådan, Venstre erobrede regeringsmagten i 2001. Ved at påstå, at man kunne løse alle problemerne endnu bedre end Poul Nyrup Rasmussens siddende og lidt trætte regering, som også havde siddet i ret mange år. Man havde imidlertid en klar og logisk profil at støtte sig til i dette opgør. Et opgør, der kunne tiltrække og bekræfte de opmærksommes interesser og dermed også medløberne. Venstre, og siden den borgerlige regering, byggede deres offensiv op omkring to helt centrale omdrejningspunkter: skattestoppet og det frie valg. Med skattestoppet forsikrede man, at der ikke ville ske dramatiske forandringer i velfærdsstatens ydelser, og med det frie valg signalerede man til kernevælgerne, at man stadig dyrkede det liberale perspektiv. På den måde var rammen sat. Men man vinder ingen valg uden medløbere. Derfor skulle man ramme en grundtone, der kunne signalere det nye, og som kunne åbne for de mange, der ikke nødvendigvis følger med i politik, men først og fremmest løber med. Her satsede man på hverdagens utryghed og frygt. På ventelister på hospitaler, på de fremmede og deres mærkelige og nærmest aggressive kultur, på volden, på kriminaliteten og på den manglende effektivitet i den offentlige sektor. Elementer, der signalerede, at der var grund til at være lidt bange for både nutiden og især fremtiden. Vel at mærke hvis ikke en borgerlig regering fik muligheden for at rettet op på tingene. Der blev i valgkampen op til valget i 2001 spillet mange lange sange, om at det var forståeligt, at man som borger var utryg eller ligefrem bange i hverdagen, men det kunne der godt ændres på, hvis vælgerne ville. Hvad de som bekendt gerne ville. Siden er der blevet spillet videre på de samme sange, med større eller mindre variation i melodien. Hvor budskabet hele tiden har været det samme: Der er grund til at være bange og utryg, men nu sker der noget, for nu udviser man eksempelvis konsekvens. Alt sammen iscenesat inden for de mere ideologiske rammer med skattestoppet i den ene side og det frie valg i den anden. De fleste gange, når regeringen har forsøgt sig med andre strenge, er det gået mere eller mindre galt. Da Det Konservative Folkeparti fik åbnet for skattelettelser, åbnede man samtidig for et mindre opbrud blandt de borgerlige vælgere. Og man fik ikke et resultat ud af det, som gjorde, at man kunne høste som håbet og forventet. Da man satsede på en kvalitetsreform, viste det sig, at det var uinteressant for mange vælgere og vanskelig at håndtere i praksis. Hvorfor denne reform også hurtigt blev lagt i skuffen igen. Det er UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 7 af 20


i virkeligheden her, den borgerlige regering står i dag: Man har kun de gamle sager fra 2001, fordi de nye ingen steder har ført hen. Mere frygt i hverdagen Den borgerlige regering er godt klar over, at vælgerstormen meget hurtigt kan blive til virkelighed. Belært af tidligere tiders erfaringer satser man derfor benhårdt på at holde oppositionen fra magten ved endnu engang at fokusere på hverdagens utryghed og frygt. Nu gælder det virkelig om at fastholde medløberne. I regeringen ved man alt for godt, at det med at fokusere på den økonomiske krise og en velfungerende økonomi ikke kan bruges til at genvinde regeringsmagten. En velfungerende økonomi har i sig selv ikke givet ret mange stemmer. Man ved også, at det med smarte velfærdsreformer og strukturforandringer heller ikke er noget, der bringer ret meget succes. Det opfattes vel nærmest af vælgerne som en bagatel – noget, politikerne godt kan beskæftige sig med, hvis det skal være, men som ikke gør den store forskel. Nej, hvis man i dag skal mobilisere toneangivende borgere, og dermed også de mulige medløbere, så skal man forholde sig til konkrete ting i hverdagen. På en ny og spændende måde. Den borgerlige regering satser lige nu hele apparatet på – endnu en gang – at italesætte hverdagens utryghed og frygt. Med endnu mere konsekvens, endnu mere bævende patos og endnu flere frygtelige billeder af en truende hverdag med alt for mange usikkerheder omkring det næste gadehjørne. Godt hjulpet på vej af Dansk Folkeparti, der med vanlig effektivitet virkelig kan sætte konkrete billeder på de mange tiltag – bl.a. i forhold til unge kriminelle. Men spørgsmålet er, om det ikke sker på en lidt for skinger og gammelkendt måde. Der er således ikke meget nyt eller ny energi over disse ting. Det minder om gamle melodier, som mange finder gode, men det er altså ikke nødvendigvis noget, man vil løbe efter, hvis man er til den slags. Det er regeringens store svaghed lige nu: Gentagelsen. Den nærmest trivielle og rituelle gentagelse af noget, der nu har været sagt så mange gange før, at det ikke er interessant længere. Regeringen styrer fint uden om de ting, der normalt ikke giver pote, men er på den måde landet i den lidt rutineprægede og mekaniske præstation, der normalt ikke får folk til at løfte hænderne i begejstring. Det ved man godt internt i regeringen, og derfor frygter man virkelig vælgerstormen. Frygten kan man mærke på regeringens manglende selvtillid og overskud. Måske hjulpet på vej af en økonomisk krise, der ikke åbner for de store muligheder i øvrigt. Men heldigvis for regeringen, evner oppositionen endnu ikke at finde det sted, hvor man med energi og overbevisning kan åbne for en oplevelse af, at her sker der noget nyt og spændende, og som dermed kan trække

medløbere i netop den retning. Det er man meget tilfredse med i Statsministeriet, selv om nervøsiteten og frygten også breder sig her. Og så håber man ellers på, at der ikke kommer for mange skandaler frem i lyset. For så kan det nemlig pludselig gå helt galt.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 8 af 20


!"#$%&'()$*+*,-.-/00,*12/,*34

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 9 af 20


VERDEN 14. oktober 2009

OBAMA Alle præsidentens løfter Har Obama en politik for Afghanistan-krigen – ud over at udvide den til at omfatte Pakistan? Og har han et svar på Irans provokationer? Hvis politik handler om at vælge, er Obama enten en meget dårlig eller en meget usædvanlig politiker. For hvad der kendetegner hans rastløse første måneder i embedet, er netop en overflod af initiativer og en tilsvarende mangel på resultater.. Af Mikkel Vedby Rasmussen, lektor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

DER har både været gode og dårlige nyheder fra Skandinavien til præsident Barack Obama. Selvom Obama fik Nobelprisen, så fik præsidenten ikke de Olympiske Lege til Chicago. Det var ikke hans skyld. Ifølge Politiken kunne Chicago aldrig have vundet, fordi medlemmerne af den Internationale Olympiske Komite (IOC) ville give imperiet en lærestreg ved at stemme for alle andre kandidater end præsidents hjemby. IOC er jo ikke ligefrem kendt for sine oplyste beslutningsprocesser, så for os andre var det lidt svært at gennemskue på forhånd. Men har USA ikke indtil flere efterretningstjenester, en udenrigstjeneste eller andre professionelle, som kunne fortælle præsidenten det? Tilsyneladende ikke, for Barack, Michelle, Oprah og alle de andre mødte op og lod sig ydmyge. Først af IOC og så af lederskribenterne hjemme i USA bagefter. Som New York Times lidt opgivende bemærkede: ’næste gang I ønsker at spille hasard med præsidentens tid, så tænk jer om først’. Hvis det ikke var Obamas skyld, så var det i hvert fald hans stabs skyld. At tabe kampen om OL har selvfølgelig ingen betydning for USA’s stilling i verden, men at Obama overhovedet kom i en position, hvor det blev hans ansvar, at Chicago ikke blev værtsby for OL, siger meget om hans måde at være politiker på. OL var vigtigt for Obama, for Obama er gjort af symboler. Han er den sorte mand, som flyttede ind i Det Hvide Hus. Han er juraprofessoren, som vil genoprette retfærdigheden i kampen mod terror. Amerikanerne valgte manden, som i kraft af sin ethos og sine talegaver kunne få dem til at tro på forandring af et samfund, der levede af overtrækket på kreditkortet, og som havde sat sin moralske autoritet på spil i verden omkring sig. Netop fordi så meget af præsidentens appel er

symbolikken omkring hans person, så står og falder hans embedsperiode med, hvordan han forvalter sit løfte om forandring. Det har hans stabschef tydeligvis indset. Inden for det første halve år besluttede Obama sig således for at indføre sygeforsikring, overtage bilfirmaer, føre en så ekspansiv finanspolitik, at det ifølge den altid observante Jon Stewart (vært på tvsatireprogrammet The Daily Show, red.) nu er sådan, at ’billionen er den nye milliard’ i Washington. Og det var bare indenrigspolitikken. På det udenrigspolitiske område har Obama talt for afskaffelsen af atomvåben, reduceret ambitionerne om et missilskjold, sat Israel stolen for døren, fokuseret på Irans atomprogram, besluttet sig for tilbagetrækning fra Irak og sendt flere styrker til Afghanistan. Hvis politik handler om at vælge, er Obama enten en meget dårlig eller en meget usædvanlig politiker. For hvad der kendetegner hans rastløse første måneder i embedet, er netop en overflod af initiativer og en tilsvarende mangel på resultater. Den ekspansive finanspolitik har måske nok holdt USA væk fra afgrunden, men krisen er der stadig. Sygeforsikringsreformen bliver måske nok til noget, men bliver resultatet det, som Obama ville? Atomvåben får han ikke afskaffet. Kan han være sikker på, at Irak vil være stabilt nok til, at en tilbagetrækning er mulig? Og hvordan løser han den strategiske gåde, som Afghanistan er? Og hvad med Iran? Præsident Obama har enten taget eller står over for at tage tre beslutninger, som vil forme hans udenrigs- og sikkerhedspolitik: 1. Måske var den vigtigste beslutning, som Obama tog i de forløbne måneder,

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 10 af 20


beslutningen om tilbagetrækningen fra Irak. Her skete det omvendte af, hvad der hændte ham i København. I Bagdad har de amerikanske styrker etableret et fundament – hvor skrøbeligt det end måtte være – for at opbygge et nyt Irak. De udenrigspolitiske muligheder, som et Irak allieret med USA ville give, og som Bushregeringen drømte om i foråret 2003, er nu rent faktisk inden for rækkevidde. Men Obama valgte ikke at udnytte dem. For Obamas regering var Irak symbolet på Bushs udenrigspolitik, og derfor var det vigtigere at trække sig ud end at score gevinsten. 2. Den næstvigtigste beslutning har Obama endnu ikke taget. Den handler om krigen i Afghanistan. Under præsidentvalgkampen blev den et symbol på, at Obama ikke var en pacifistisk Demokrat, men en værdig ’Commander in Chief ’, som blot kunne vælge sine krige med større omhu end Bush eller McCain. Obama skyndte sig derfor at sende 17.000 marinesoldater til Afghanistan og udskifte lederen af missionen. Som TIME Magazine kommentatoren Joe Klein har påpeget, så gjorde præsidenten det desværre i den forkerte rækkefølge: Soldaterne blev sendt af sted for at bekæmpe Taliban i Helmand, men de havde været bedre anvendt i en beskyttelse befolkningen i andre dele af Afghanistan i overensstemmelse med amerikanernes ny guerillakrigsstrategi. For at rette op på denne strategiske sjuskefejl udnævnte Obama i juni General McChrystal til chef for de internationale styrker i Afghanistan. Men han måtte efter et par måneder i Afghanistan konkludere, at han stadig mangler 40.000 soldater for at gøre sit arbejde. Imidlertid besluttede Obama allerede fra starten ikke blot at se Afghanistan som en isoleret krig, men at se Afghanistan og Pakistan som ét samlet problem: AFPAK-strategien hedder det. Strategien er knusende logisk, og som sådan næsten smuk, hvis man er til strategiens æstetik: Problemet med Afghanistan er, at Pakistans nordvestlige grænseregion kan holde Taliban og dermed krigen i Afghanistan kørende til evig tid. Ergo: Man skal tage fat på Taliban i Pakistan for at slå dem i Afghanistan. Den pakistanske hær gik således i gang med at angribe Taliban. Taliban havde begået den fejl, som Mao advarede imod for længe siden (fordi han selv begik den): En guerillabevægelse skal ikke gå over til konventionel krig før til allersidst i krigen. Taliban har gjort det for hurtigt, både i Afghanistan og Pakistan, og fået de klø, som de fortjente. Derfor er der nu flere selvmords- og vejsidebomber i Afghanistan. Og der vil komme

flere, efterhånden som amerikanske forstærkninger gør en konventionel krig endnu mere umulig for Taliban. I Pakistan var Taliban ikke alene i den konventionelle fase, men havde ligefrem overtaget den reelle regeringsmagt i store områder. Den pakistanske hær har nu slået Taliban tilbage. Men ikke meget mere end det – og den ‘regeringsmagt’, som nu kommer tilbage, fortjener ikke andet end at stå i citationstegn. For Pakistan vil ikke være i stand til at levere den altafgørende del af en guerillakrig – nemlig løfter om en samfundsorden, som tilgodeser de krav, guerillaerne ellers kan trække på. For Pakistan er i sig selv en islamisk stat, hvor centralmagten aldrig har og aldrig vil kunne levere den sociale og politiske retfærdighed, som ville få ekstremisterne til at fordampe. Så guerillaen kan ikke delegitimeres ideologisk og heller ikke materielt. Pakistan-situationen kan således næppe løses, men Obama har sat Pakistan ind i samme strategiske ligning som Afghanistan, og i den ligning er faktorernes orden ligegyldig. Hvis Pakistan ikke kan løses, kan Afghanistan heller ikke løses. AFPAK-strategien gav mening på papiret, men i virkeligheden bandt den Obama til en konflikt, som han øjensynlig ikke er sikker på, at han kan vinde. Dermed minder den meget om indsatsen ved IOC-mødet i København. Der er mange gode intentioner og et højt intellektuelt niveau i planen, men selve udførelsen demonstrerer, at planen er målet i sig selv. Der er ikke tænkt på, hvad der sker, når planen møder virkeligheden, og der er ikke tænkt på, hvordan udførelsen af planen vil påvirke præsidentens politiske chancer i øvrigt. Denne manglende evne til at tænke strategisk tegner ikke godt for Obamas muligheder, hvad angår den tredjevigtigste beslutning, som han skal tage i de kommende seks måneder: 3. Den handler om Irans atomvåben. Tilsyneladende er Iran ganske tæt på at kunne udvikle et atomvåben og måske endda et våben, som kan monteres på Irans mellemdistanceraketter. Obama har sagt meget klart, at Iran må leve op til sine forpligtelser – for Iran er kommet til at skrive under på, at landet ikke vil udvikle atomvåben. Men det er mildest talt uklart, hvad Obama er parat til at gøre, hvis Iran ikke makker ret. Forsvarsminister Gates har sagt, at militær magt ikke vil være meget bevendt, mens præsidenten selv har understreget, at alle muligheder er på bordet. Med andre ord har

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 11 af 20


Obama stillet ultimative krav, uden at det er klart, om han har noget at følge ultimatummet op med. I Irak, Afghanistan og over for Iran er der mere på spil end værtskabet for de Olympiske Lege. Lad os håbe, at præsidenten og hans folk har lært en lektie i København: Beslutninger skal følges til dørs.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 12 af 20


BREVE FRA BRUXELLES 14. oktober 2009

I forrige uge stemte irerne ja til Lissabontraktaten og bragte den hermed tæt på at kunne træde i kraft inden udgangen af 2009 [foto t.h.: pressemøde om irernes ja, med Barroso, xx m.fl.]. Det vil bl.a. betyde, at EU-borgeres rettigheder bliver juridisk bindende – så EF-domstolen kan henvise til dem i sine domme – samt at EU får et officielt fælles værdisæt. Dansk Folkeparti stemte imod Lissabon-traktaten, og RÆSON har derfor spurgt MEP Morten Messerschmidt: Hvad bliver konsekvenserne af traktaten? Kan den endnu nå at blive stemt ned af de britiske vælgere, som Tory-lederen David Cameron næsten har lovet en folkeafstemning?

Med Lissabon kobler Unionen nationalstaterne fra Af Morten Messerschmidt (MEP, DF)

I 26 af de 27 medlemslande lykkedes det som bekendt EU at undgå folkeafstemninger om traktaten – og i det eneste land, hvor befolkningen blev spurgt, blev svaret nej. Men et nej kan ikke bruges – det er grus i maskineriet. Derfor måtte vælgerne spørges igen. Men det irske ja ændrer ikke på, at Lissabontraktatens demokratiske grundlag er papirtyndt. Tre steder har befolkningerne sagt fra. Og det må naturligvis undre Lissabon-traktatens tilhængere, der betragter traktaten som den helt store demokratiske reform af EU-samarbejdet. Det er den ikke. Traktaten, hvis hovedindhold er sammenfaldende med den hedengangne EUforfatning, som blev skudt ned af de hollandske og franske vælgere, indeholder flere reguleringsmuligheder for EU, mindre indflydelse for medlemsstaterne – samt et charter, som gør alle anliggender til mulig genstand for EFdomstolens vurdering. Det er ikke en demokratisk forbedring – og havde traktaten været det, ville man ikke have tøvet med at sende den til afstemning overalt. Men EU blev skræmt af de 3 x nej. Påstår at styrke nærhedsprincippet Den nye traktat påstår at lægge større vægt på nærhedsprincippet [at politiske beslutninger i EU altid skal træffes så tæt på borgerne som muligt, red.]. Og det er rigtigt, at den giver de nationale parlamenter øget mulighed for at kontrollere, at det overholdes. Det er bare ikke så meget nyt i. Alle institutioner har siden nærhedsprincippets indførelse kunnet påberåbe sig, at dette ikke blev overholdt. Det afgørende problem med nærhedsprincippet har bare altid

været, at der ikke er nogen konsekvens forbundet med dets overtrædelse. Dét problem løser Lissabon-traktaten ikke. Hvis en tredjedel af de nationale parlamenter klager over brud på nærhedsprincippet, har Kommissionen alene pligt til at genoverveje sit forslag. Kun hvis Ministerrådet og Europa-Parlamentet støtter klagen, er Kommissionen forpligtet til at tage forslaget af bordet. Men det er kun en gentagelse af eksisterende regler: Det er nemlig i forvejen Ministerrådet og Europa-Parlamentet, der har lovgivningskompetencen – og derfor er de allerede før Lissabon-traktaten bemyndigede til at skrotte et forslag fra Kommissionen. Reformtraktaten er derfor gammel vin på nye flasker. Godt nok har det aldrig før direkte stået i traktaterne, at de nationale parlamenter skal føre denne kontrol, og dette må da også betragtes som et udtryk for øget fokus på nærhedsprincippet – men om det også rent faktisk fører til mere nærhed er højst tvivlsomt. Parlamentet sikrer ikke demokrati Et andet argument for traktaten er tanken om, at forøget magt til Europa-Parlamentet er lig med mere demokrati. Til gengæld skal staternes indflydelse reduceres – og det er et dårligt bytte. For det første er valgdeltagelsen markant højere til de nationale parlamenter end ved europaparlamentsvalget. Og for det andet er spærregrænsen for Europa-Parlamentet uacceptabelt høj: Da Danmark i 2004 havde 14 mandater, krævede et mandat 7 % af stemmerne – og ved det kommende valg, hvor Danmark får reduceret sit antal medlemmer, kræves der næsten 8 % af stemmerne. Tesen om, at EuropaUGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 13 af 20


Parlamentet skulle være garantien for demokrati, holder derfor ikke. Det ægte og velfungerende demokrati ligger i medlemslandene. I Ministerrådet repræsenterer regeringerne deres befolkninger – og her hviler demokratiet. Det er derfor ikke en styrkelse af demokratiet, at EuropaParlamentet med den nye traktat får øget indflydelse. Det er tværtimod en svækkelse, fordi det sker på bekostning af de nationale regeringer. Rettighedschartret er ikke uskyldigt Mest bekymrende ved den nye traktat er imidlertid chartret om grundlæggende rettigheder, som nu gøres juridisk bindende. Det lyder naturligvis besnærende, at EU's borgere får flere rettigheder. Men selvom Lissabon-traktaten foreskriver, at chartret ikke udvider EU's beslutningskompetence, er det allerede i dag en kendsgerning, at Kommissionen i række af direktiver og forordninger henviser til netop chartret som begrundelse og hjemmel – eksempelvis Kommissionens forslag om forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i offentlige kontrakter. Derfor er retspraksis allerede længere fremme end ordene i traktaten, og skulle striden mellem de to hensyn en dag blusse op og finde vej til prøvelse ved EF-domstolen, er der næppe tvivl om, at den teleologiske fortolkningsstil (dvs. den konkrete retsakts fortolkning lægges til grund, red.) vil føre til det resultat, at chartret kan anvendes aktivt. Chartret giver kort og godt EU rig mulighed for at ændre på de enkelte medlemslandes egne love. De danske ja-partiers medlemmer af Parlamentet forholder sig langt mindre kritisk til denne udvikling, end den danske regering ellers har foregøglet Folketinget. Det så vi i sidste Strasbourg-samling, hvor Venstre stemte FOR at anvende chartret til at ændre en litauisk lov om beskyttelse af mindreårige. Den litauiske lov er vendt mod homoseksualitet, idet den forbyder "offentlig information, som propaganderer for homoseksuelle forhold" fra ethvert sted, hvor børn kan få adgang til det, da det kan have en "skadelig virkning på udviklingen af mindreårige". I sin rapport henviser Europa-Parlamentets flertal, inklusive Venstre, netop til EU’s charter om grundlæggende rettigheder som begrundelse for, at den litauiske lov må laves om. Sagen er dog, at der ikke er tale om indgriben over for en EUretsakt, men over for en helt igennem national lov. Dermed har ikke bare Europa-Parlamentet, men også det største regeringsparti klart modbevist udenrigsminister Per Stig Møllers beroligende formaninger om dette spørgsmål: Chartret er ikke bare et uskyldigt dokument for syns skyld. Det er den direkte anledning til, at EU’s institutioner nu kan blande sig uindskrænket

i alle anliggender. Om det er børns rettigheder, arbejdsmarkedet, de grundlæggende frihedsrettigheder eller retten til asyl og uddannelse, findes der fremover hjemmel til, at EU kan blande sig direkte i den måde, landene vælger at indrette sig på. Venstre har dermed deltaget i bevisførelsen for, at Dansk Folkepartis oprindelige kritik af chartret var korrekt. Det er helt oplagt at drage en parallel til Maastricht-traktatens introduktion af EUstatsborgerskabet (artikel 17 og 18) og loyalitetspligt (art.10). Også her blev det fra medlemslandenes side understreget, at EUstatsborgerskabet IKKE skulle føre til øget EUregulering. Man gik endda så vidt, at man efter det danske forbehold indskrev i Amsterdamtraktaten, at unionsborgerskabet kun supplerer og ikke erstatter de nationale statsborgerskaber (artikel 17, 2.pkt.). Alligevel har EF-domstolen i et utal af afgørelser lagt vægt på unionsborgerskabet som begrundelse til fortsat mere social og økonomisk integration mellem medlemslandene. Nationalstaterne kobles af Det er derfor aldeles berettiget, når selvudråbte føderalister jublede efter meddelelsen om det irske ja. Lissabontraktaten er i vidt omfang en gennemførelse af den vragede forfatning, som skulle omdanne EU til én stat. Med fælles udenrigsminister, præsident, tiltrædelse til menneskerettighedskonvention, status som juridisk person, flere magtområder – og med en EFdomstol, der nu kan dømme i alle anliggender, er traktaten det dokument, der endegyldigt kobler nationalstaterne fra . Er det demokratisk? For mig ville den betegnelse forudsætte, at man spurgte vælgerne. Tanken er utænkelig – for faren for en afvisning er overhængende. Derfor håner man Tjekkiets præsident Klaus for at tøve med at underskrive. Derfor håner man de briter, der håber, at udsættelsen kan vare helt til maj, hvor der med stor sandsynlighed kommer et regeringsskifte i England. Den forventede nye premierminister, David Cameron, har lovet briterne en afstemning, hvis traktaten til den tid endnu ikke er trådt i kraft. Derfor gælder det for føderalisterne om at få traktaten igennem nu. Det kan ikke være rart, at en så stort projekt, som det foreliggende, må realiseres i en atmosfære af ængstelse for det europæiske folk. Og i virkeligheden siger det måske mere om traktatens indhold og konsekvenser end dens tusindvis af nørklede paragraffer?

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 14 af 20


Ny bog fra RÆSON: Velkommen til Opbruddet 99 kr. inklusiv forsendelse på www.raeson.dk

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 15 af 20


INTERVIEW 14. oktober 2009

INTERVIEW MED KÅRE BLUITGEN ”Islam kan – i meget, meget stort omfang – påvirkes udefra” Ateisten og socialisten Kåre Bluitgen, der indirekte startede Muhammedkrisen i 2005 ved at fortælle om sine vanskeligheder med at skaffe illustrationer til en bog om Muhammed, er netop udkommet med en oversættelse og gendigtning af Koranen, som han har studeret i adskillige år. Er Bluitgen ude på ballade eller brobygning? Af Jakob Jessen, RÆSON

Hvad er Koranen?

Koranen er muslimernes hellige bog. Og det er Koranens idé at fortælle araberne, at der kun er én Gud. Derudover er det ideen at dele alle op i os – dvs. de troende og de frelste – og dem – som er de vantro og de fordømte. Har det nogen betydning for, hvordan muslimer forholder sig til ikke-muslimer i dag?

Ja, det har det naturligvis. Der findes jo muslimer, som tager Koranen meget alvorligt og ligefrem prøver at leve efter dens regler, og så er det selvfølgelig – set med neutrale øjne – uheldigt, at der står, at en muslim aldrig må tage fx en kristen som ven. Nu er jeg selv fra indre Nørrebro, og der kan vi da se, at det i mange tilfælde lykkes at skabe venskaber. Men vi kan også se, at det i en del tilfælde bestemt ikke lykkes. På debatfora og blogs undrer danske muslimer sig over, hvorfor du gider at bruge seks år på at gendigte noget, du egentlig bekæmper. Hvorfor har du lavet den her gendigtning?

Jeg har beskæftiget mig meget med den tredje verden, og der er man simpelthen nødt til at forstå religion. Også selvom man ikke selv er religiøs. Man kan ikke arbejde politisk i mellemøstlige lande, hvis man ikke er godt inde i islam. Man kan ikke forstå kulturerne, og man kan simpelthen ikke forstå folks måder at reagere på. Vil det sige, at man skal forstå den her gendigtning som et forsøg på at opnå forståelse og måske endda forsoning?

Ja. Forståelse for hinandens kultur eller religion er en forudsætning for, at man kan møde hinanden. Der er jo ingen dialog, hvis ingen aner, hvilken platform man taler ud fra.

Men det vil så omvendt betyde, at man ikke skal forstå gendigtningen som et forsøg på at provokere eller kritisere?

Hvis jeg skulle være kritisk, så skulle jeg jo inddrage alle de vestlige forskere – de kristne forskere – og deres behandling af koranen. Det var nok blevet en anden bog. Men kan du ikke godt forstå, at man som muslim forholder sig skeptisk til, at du med din forhistorie oversætter bogen?

Nej, det kan jeg egentlig ikke. Godt nok er jeg socialist, men jeg mener ikke, at det kun er socialister, der må fortolke de socialistiske skrifter. Jeg tror faktisk på udveksling af forskellige ideer, frem for at man kun må lytte til sine egne. Er du ikke bange for, at du som person kommer til at stå i vejen for det projekt?

Nej, det er jeg ikke. Det er første gang i verdenshistorien, at Koranen er blevet gendigtet, og derfor aner vi ikke, hvad der vil ske. Men noget må der jo forsøges. Det går jo ikke vældig godt overalt med forståelsen af hinandens synspunkter. En moderniseringsproces inden for islam behøver altså ikke at vokse indefra?

Jeg har selv været tilhænger af det dogme om, at alle ændringer skulle komme indefra. Men man kan se på Muhammed-sagen, hvor meget det nytter at skubbe på udefra. Tryk tegningerne i dag, og ingen ville gø. Det viser jo, at man udefra – i et meget, meget stort omfang – kan påvirke islam. Og nu er det her jo som sagt den første gendigtning nogensinde. Var den kommet for ti år siden, så havde det formentlig udløst en forfærdelig ballade. Men der er allerede blevet skubbet så meget til islams moderniseringsproces, at den nu udkommer under stille og rolige UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 16 af 20


forhold. Bringer provokationerne os nærmere hinanden i det lange løb?

I det lange løb tror jeg bestemt, at det vil bringe os nærmere. Tænk på, hvor meget mere danskere i dag kender til islam i forhold til før Muhammedsagen. Nu læser vi meget mere om det, vi ved pludselig noget om sunnier og shiaer, vi ved pludselig noget om billedforbud og imamer osv. Det tror jeg faktisk, er en god vej frem. Du er ikke bange for, at det kendskab vi får til hinanden vil være koncentreret om de emner, hvor der er en hel klar konflikt at søge?

Jeg mener, at en del af forståelsen for hinanden også udgøres af et kendskab til forskelligheder. Vi skal lære hinandens grundlag at kende. Og så mener jeg ikke på nogen måde, at vi nødvendigvis skal acceptere hinandens grundlag. Hverken fra deres eller vores side. Vi snakker om rent kendskab, og dét tror jeg kan øge forståelsen. Jeg har set dig citeret for at sige, at islam fylder for meget i debatten. Er det rigtigt?

Ja, jeg synes islam fylder helt vildt meget i forhold til, hvilken indflydelse det sådan set har på samfundet. Jeg mener, man skulle snakke noget mere trafikpolitik for eksempel. Men er det så ikke paradoksalt, at du udgiver bog efter bog om islam? Du lægger vel selv op til yderligere debat?

Det gør jeg ganske vist, men det må ses ud fra mit historiske forløb. Jeg har jo beskæftiget mig med den tredje verden og fx med hinduernes tekster. I forhold mit politiske livsforløb og mit forfatterskab, så er det jo en naturlig udvikling. Men derfor kan jeg jo godt mene, at det nogle gange fylder for meget. Burka-debatten synes jeg fx er helt overflødig. For at bruge et pænt ord. Hvorfor?

For det første har jeg den politiske holdning, at staten ikke skal blande sig i, om folk har tøj på eller ikke har tøj på. Og for det andet fordi problemet nærmest kun er et Nørrebro-problem. Men det er vel stadigt et principielt spørgsmål?

Jo, men det er da også på nogle områder. Jeg mener fx ikke, at en, der udøver offentlig myndighed, kan gå i burka. Vi kan ikke have en politimester i burka. Gud fortæller Du har både oversat, kommenteret og gendigtet Koranen. Hvad er en gendigtning?

Gendigtningen er koranens tekst, hvor forståelseshullerne er fyldt ud. Hvis man bare læser Koranen, uden noter, er der ingen danskere, der forstår noget som helst. Men sådan har muslimerne jo også haft det, og derfor har de

udviklet en tradition omkring Koranen, hvor der er knyttet en masse historier til stort set hvert eneste vers. Og de mest autoritative af dem har jeg indskrevet i Koranen, således at man får en flydende prosafortælling. Det er det grundlæggende. Det andet er, at jeg har arrangeret kapitlerne kronologisk. Og for det tredje har jeg lavet det hele om til en jegfortælling. Det er islamisk princip, at Koranen er udelukkende Guds ord henvendt kun til Muhammed. Og det har jeg altså taget alvorligt og lavet det om til en jeg-fortælling. Hvor meget digter du, og hvor meget oversætter du?

Jeg digter ikke. Jeg digter ikke noget. Jeg udvælger. I nogle tilfælde vil der være flere traditioner omkring et enkelt vers, og der er endda eksempler på, at nogle af dem er modstridende. Der har jeg så valgt den mest almindelige sunni-islamiske fortolkning. Hvert eneste vers i bogen er forsynet med oplysende mellemrubrikker. Er det nogle, du har lavet eller er det oversættelser?

Nej, det er mine egne. Koranen operer jo i meget, meget hurtige temaskift. Og der har jeg sat mellemrubrik ind, hver gang det ligesom skifter til et nyt tema. Jeg studsede over en mellemrubrik, der hedder ”De vantro fatter intet”. De her mellemrubrikker styrer læsningen?

Ja, det er det vigtigste. Jeg har brugt min erfaring fra journalistikken, altså de skal være korte, og de skal være dækkende for indholdet, og de må godt lede videre i læsningen og vække en smule nysgerrighed. Men du risikerer vel lige præcis at farve din ”pædagogiske oversættelse”, altså gendigtningen?

Nu vil jeg jo ikke kalde det en oversættelse. Fordelen er jo, at jeg hele tiden har den anden (oversættelsen, red.). Hvis man slår op i gendigtningen og læser et eller andet og tænker; ”kan det virkelig passe, hvordan står det rigtigt?”, så kan man hele tiden skifte over og se nøjagtigt, hvorledes det står. Så i gendigtningen har du kunne gøre med stoffet, hvad du havde lyst til, og så kunne du altid referere tilbage til den kommenterede oversættelse?

Ja, det har givet mig større frihed simpelthen at have den. Betyder det så, at der i gendigtningen er blevet mere plads til ateisten Kåre Bluitgen?

Nej, det er der ikke, for jeg har jo ikke været inde og ændre på – skal vi sige Guds budskab. Mellemrubrikkerne er absolut ikke tænkt som et ateistisk indslag. De fleste anmeldelser og interviews jeg har set – og det gælder sådan set også det her interview – har interesseret sig mere for, hvorfor du har gendigtet Koranen frem for at interessere sig for, hvad det er

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 17 af 20


for en gendigtning. Betyder det at operationen er mislykkedes?

Altså, det skal jo helst handle om bøgerne. Vil jeg nok sige. Et eller andet sted så er en forfatters motiv ligegyldigt. Det vil jeg grundlæggende mene. Det må være værket, der skal tale. Har det været værket, der har talt?

Det har været en blanding, vil jeg sige. Hvis vi tager anmeldelserne, så har to af dem anmeldt bøgerne, mens en har lavet motivforskning. Og det er jo et problem, for jeg tror da ikke, der er nogen potentielle læsere, der kan bruge det til noget. Jeg tror ikke nogen ville være interesserede i Koranen for at lære Kåre at kende. De er interesserede i Koranen for at lære Koranen at kende. Derfor er det lidt mislykket kan man sige, når det ikke handler om bøgerne. Men er det ikke fordi du igen står lidt i vejen for projektet?

Det vil jeg jo aldrig nogensinde kunne komme ud over. Irriterer du dig over det?

Jamen det er da rigtigt, at hver sammenhæng jeg optræder i, så er det jo som ”ham, der startede Muhammed-sagen”. Og det vil jo hænge ved mig resten af livet. Men jeg kan jo ikke gøre noget ved det.

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 18 af 20


OPINION 14. oktober 2009

Hvorfor holder Danmark fast i værnepligten? I Sverige er højrefløjen imod værnepligten og venstrefløjen for: I Danmark er det lige omvendt. Folketinget stemte i sommer for at bibeholde den, selvom det er tvivlsomt, om det er den mest effektive løsning. Debatten var – og er stadig – præget af moralske og pragmatiske argumenter i én pærevælling. Befolkningen er oftest for – og sagkundskaben oftest imod. Af Rasmus Fonnesbæk Andersen

I Sverige er man i skrivende stund i fuld gang med at finde ud af præcis, hvordan man skal udmønte den forsvarsaftale af 16. juni, der satte den svenske värnplikten i bero. På samme måde har Frankrig, Holland, Slovakiet og Estland inden for de seneste år omdannet deres militær i professionel retning med suspendering af værnepligten. Derimod var der ikke den store tumult omkring bibeholdelsen af den danske værnepligt i forsvarsforliget for de næste fem år, som alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten indgik aftale om d. 24. juni 2009. Det kan ikke undre nogen. Det danske folkedyb kan være lunefuldt, lumsk, uforudsigeligt og slet og ret uforståeligt i sin vurdering af forskellige politiske emners vigtighed. Det berygtede Dankortgebyr på 50 øre udløste i 2005 ramaskrig om eklatante magtbeføjelsesoverskridelser – og tronfølgelovens ligestilling af førstefødte glückburgske drenge- og pigebørn i forhold til den ceremonielle rolle som konge eller dronning var rigets ypperste ligestillingsdebat i de sidste mange år. Uagtet at der for det blotte øje er større kønsdiskrimination og indgriben i at fratage vilkårligt udvalgte unge mænd friheden til selv at bestemme, hvad de vil bruge fire måneder af deres liv på – med mulig fængselsstraf som følge, hvis de ikke makker ret. Er værnepligten tidssvarende? I Sverige var det den borgerlige regering, der vedtog at suspendere værnepligten i fredstid imod hele venstrefløjens ønske om at bevare den. I Danmark er de politiske roller byttet om: Socialdemokraterne foreslog inden forhandlingerne om forsvarsforliget at omdanne værnepligten til en ’værneret’ og fik fuld opbakning fra De Radikale og SF – Liberal Alliance støtter også en afskaffelse af

værnepligten, mens Enhedslisten er modstander af al ”militaristisk oprustning og af militæret”. Men sådan skulle det ikke være. Forsvarsministeren udråbte værnepligten til ”en god, borgerlig mærkesag”, og Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti insisterede på at fastholde den. DF mente endvidere i en pressemeddelelse, at mindst dobbelt så mange burde aftjene værnepligt som under den nuværende ordning. Den har et ”utroligt opdragende element i sig”, som udenrigsordfører Søren Espersen sagde. I Sverige var begrundelsen for afskaffelsen derimod, at den blev anset for uhensigtsmæssig i forhold til de internationale udsendelser, der er blevet normen for svenske militære operationer. Altså både ombyttede politiske roller og væsensforskellige argumenter. I rapporten ”Hvad nu hvis vi afskaffede værnepligten?” undersøger Dansk Institut for Militære Studier (DIMS) fire argumenter for værnepligt. Der er tre instrumentelle argumenter, som relaterer sig til forsvarets funktion og hævder, at værnepligten for det første giver et lavere omkostningsniveau, for det andet en bedre og bredere rekruttering og endelig, at den giver større civil kontrol med forsvaret. Det fjerde argument er et rent moralsk argument, der i rapporten formuleres således: ”værnepligten fastholder borgernes opfattelse af pligt over for samfundet og udvikler de værnepligtiges ansvarlighed”. Det synes at være en afvisning af de tre førstnævnte ræsonnementer, som har motiveret den svenske regerings beslutning, der blev truffet på trods af folkestemningen – ifølge Svenske Dagbladet erklærede kun 28 procent af befolkningen sig enig i beslutningen og hele 63 procent imod. Der er dog stadig liv i den moralske diskussion i både Sverige og Danmark, hvor UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 19 af 20


mange mener, at værnepligten som tvunget sammenhold i et særligt nationalt fællesskab er af stor vigtighed for den flygtige sammenhængskraft. Argumentet har en lang stamtavle: Den fremskridtskritiske oplysningstænker Jean-Jacques Rousseau skrev i den anden halvdel af 1700-tallet om den moralske deroute, som menneskeheden var slået ind på, hvorved velstand, civilisation og bekvemmelighed foranledigede slaphed og individualisme. På bekostning af det forpligtende fællesskab, hvori han så menneskets egentlige frihed udfolde sig. En af hans mange kommunitaristiske løsninger var en værnepligt for alle (mandlige) borgere som i det athenske demokrati. Og tilsyneladende mener også den danske befolkning, at der er gode grunde til at holde fast i værnepligten. Ifølge Gallup var 54 procent for i november 2008, mens 40 procent mente, at forsvaret udelukkende bør uddanne frivillige soldater. Henrik Breitenbauch, som er medforfatter på DIMS-rapporten, mener, at megen af denne støtte skyldes, at diskussionen føres netop som ét stort moralsk-eksistentielt problem og ikke ud fra overvejelser om en effektiv løsning for militæret. ”Fra et praktisk militært perspektiv er det et stadig mere påtrængende og relevant spørgsmål, om værnepligten er den bedste og mest tidssvarende måde at rekruttere og uddanne soldater til de nye og meget krævende opgaver, som Folketinget har pålagt det danske forsvar at løse,” sagde han til DJØFbladet i forbindelse med rapportens offentliggørelse. Henrik Breitenbauch og hans medforfatter Henrik Jedig Jørgensens forskning antyder, at omkostningsniveauet, rekrutteringen og værnepligten som bindeled mellem militær og befolkning ikke i sig selv kan retfærdiggøre værnepligten. Og de ender med overvejende at afvise de fire undersøgte argumenter som grundlag for en bibeholdelse af værnepligten – på trods af eksplicit at skrive, at de som forskere ikke tager stilling til, hvorvidt værnepligten bør bestå. Frivillighed kan give øget opbakning til militæret Opbakningen til de væbnede styrker i de fire undersøgte lande (Frankrig, Holland, Slovakiet og Estland) i undersøgelsen er steget markant, siden værnepligten sattes i bero. I Slovakiet steg opbakningen fra 50 % til 72 %. Blandt årsagerne hertil anføres bl.a., at man ikke længere skal tvinge nogen til militærtjeneste, og at værnepligtens frafald har skærpet bestræbelserne på at fastholde soldater og gøre forsvaret til en bedre arbejdsplads. Man kan ikke heraf med sikkerhed udlede, at det samme vil ske i Danmark, men dog i høj grad sandsynliggøre det.

Denne iagttagelse er ret beset uafhængig af spørgsmålet om, hvorvidt man som borger i et samfund grundlæggende har en pligt til at forsvare sit land. Men man må antage, at det danske forsvars formodede prestige-hop også vil betyde noget for politikere, der sætter national sammenhængskraft og forsvaret højt. Det er formentlig også derfor, soldaternes fagforening, Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), mener, at der er ”både fornuft og penge i at afskaffe værnepligten”. Men kan man så benytte andre, mindre indgribende redskaber for at fremme det ønskede samfundssind over for forsvaret? Veterandage og soldaternes flagdag, der netop er blevet fejret for første gang 5. september, er gode skridt i retningen af mere frivilligt baserede tiltag. Hvis man vil bibeholde eller endda udvide et aspekt af fælles-national pligt, kunne man også indføre mødepligt for begge køn til session, men derefter lade rekrutteringen foregå på frivillig basis. Kan argumentet om den moralske pligt til at forsvare landet opveje de formentlig negative konsekvenser for forsvarets funktion og anseelse? Det er et individuelt spørgsmål, som pligtsympatiserende politikere og borgere må reflektere inderligt over i forhold til DIMS’ analyse og de internationale erfaringer med afskaffelse af værnepligten. Det større spørgsmål er for mange, hvorvidt dette moralske pligt-argument overhovedet lader sig forlige med højt skattede liberal-demokratiske værdier som ligestilling mellem kønnene og frihed til selvbestemmelse over eget liv. Diskussionen om værnepligten blev ophøjet til et slag i en værdikamp, der ikke længere kæmpes for konkrete, borgerlige friheder, men i stedet på vegne af et ideologiseret og metafysisk princip om sammenhængskraft. Regeringen burde i stedet have set nøgternt på værnepligten som et redskab, der er ineffektivt og uhensigtsmæssigt i forhold til de udsendelser til verdens brændpunkter, som er forsvarets primære opgave i nutidens geopolitiske situation. En borgerlig værdikamp må være konkret funderet i virkeligheden og søge et samfund, der ikke tvinger mennesker til at ændre deres livsplaner i måneder af gangen uden endog meget tungvejende grunde for et sådant indgreb. Det havde været oplagt at lade værnepligten afgå ved døden i stedet for at holde den kunstigt i live i yderligere fem år.

Rasmus Fonnesbæk Andersen er stud.scient.pol. og har læst i England og på CBS. Han er medredaktør på antologien "11 konservative tænkere", der udgives af tænketanken CEPOS i begyndelsen af november. UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 20 af 20


RÆSONs Ugemagasin 14/10/09