Page 1

2. årgang nr. 11 - 14. April 2010

OBAMA: ”Ny atomtrussel kræver ny atomsikkerhed” Valg i Ungarn: Et stort skridt mod højre Storbritannien: Scenarier for et ‘hængt parlament’ Messerschmidt: Tyrkiet er en fremmed fugl i Europa INTERVIEW: God bistand er kedelig bistand Medier og politk: facebook som politisk platform? RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Emma Knudsen (daglig redaktør), Nikolaj Vitting Hermann, Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Foto credits bl.a.: Venstre, Dansk Folkeparti, NATO, The White House (Pete Souza), World Economic Forum, Facebook. EVERYBODY WINS


DER FOR

DJØF er her for at sikre dig den bedste løn, de bedste ansættelsesvilkår og optimale muligheder for at komme videre med din karriere.

Råd om løn, vilkår og kontrakter Vi kender dit arbejdsmarked bedre end nogen andre. Du behøver ikke vide alt om barselsregler eller aktieoptioner – det gør vi. Brug os før lønforhandlingen, og før du skriver under på kontrakten. Juridisk hjælp, hvis du bliver fyret Du er ikke alene, hvis du bliver fyret eller løber ind i problemer på jobbet. Vi har erfaring med de problemer, du kan støde på, og vores advokater står 100 pct. bag dig. Din sparringspartner til karrieren Uanset om du læser, overvejer nyt job eller bliver fyret, giver sparring og individuel rådgivning fra vores karrierekonsulenter dig det bedst mulige grundlag for at træffe valg om fremtiden. Danmarks stærkeste netværk Vores medlemmer er Danmarks stærkeste netværk. Mød dem til debatmøder og kurser, få dig en mentor eller lær af andre djøfere i et fagligt netværk, skræddersyet til dig og dine udfordringer.

djoef.dk

DJØF er en uafhængig faglig organisation. Vi er over 70.000 medlemmer, som studerer eller arbejder med ledelse, økonomi, jura, marketing, salg, kommunikation, organisation eller administration i både det private og det offentlige.


VERDEN 14. april 2010

ATOMTOPMØDE Obama: Ny atomtrussel kræver ny atompolitik Obama har brugt de sidste ti dage på at skyde en atompolitisk tretrinsraket af sted. Først lancerede han en ny amerikansk atompolitik; så underskrev han en historisk nedrustningsaftale med russerne. Og mandag og tirsdag i denne uge [d.12.-13.april 2010, red.] var han vært for et atomtopmøde i Washington. Af Jakob Jessen, Washington, D.C.

For lidt over et år siden præsenterede en nyindsat og stadig uskrammet Barack Obama sine planer om en atomfri klode: ”Jeg siger det klart og med overbevisning: Det er USA's forpligtelse at søge den fred og den sikkerhed, der findes i en verden uden atomvåben,” sagde præsidenten fra en talerstol i Prag [5.april 2009, red], mens han kiggede mod op mod himlen og tilføjede: ”Vi er nødt til at insistere: 'Yes we can'”. Et år – og en masse eksterne og interne møder – senere tog Obama sidste tirsdag det første skridt til at opfylde de løfter, han gav i Prag. Obamaadministrationen har på 50 sider præsenteret en ny atomstrategi, der bl.a. indeholder et løfte om, at amerikanerne kun vil kaste atombomber mod lande, der selv har atombomber … plus Iran og Nordkorea. Næste skridt på atomagendaen blev taget torsdag [d. 8.april 2010, red.], da Obama sammen med sin russiske kollega, Dmitri Medvedev, var vendt tilbage til Prag for at underskrive en nedrustningsaftale, der begrænser begge landes arsenal til 1.550 aktive atomvåben. Den største trussel for den globale sikkerhed Det tredje – og foreløbigt afsluttende – skridt blev taget mandag og tirsdag i denne uge [d. 12.-13.april 2010, red.], hvor Obama samlede repræsentanter for 47 nationer i Washington D.C. til en snak om, hvordan man holder atomvåben ude af hænderne på terrorister – et scenarie, Obama tirsdag kaldte ”en af de største trusler for den globale sikkerhed – for vores kollektive sikkerhed”. Der er især bekymring over Indiens og Pakistans atomarsenaler, en bekymring, der ikke blev mindre, efter en rapport fra Harvard

University blev offentliggjort mandag. Ifølge rapporten er det en ”meget reel mulighed”, at islamiske ekstremister vil være i stand til at stjæle atomsprænghoveder i lande som Pakistan. Før topmødet havde den amerikanske administration – ifølge Washington Post – tre grundlæggende mål: 1) at skabe konsensus iblandt de 47 nationer deltagende nationer om et communique, hvor landene bekræfter deres hensigter om at implementere sikkerhedsstandarder omkring uran og plutonium samt at bakke op omring FNresolutioner på området. 2) at samle landene om en detaljeret ”arbejdsplan”, der inden for fire år vil skabe sikkerhed omkring al nukleart materiale i hele verden. 3) at overtale enkeltnationer til at forpligtige sig til at sikre deres nukleare lagre og skille sig af med overflødigt nuklear materiale. Tirsdag aften dansk tid var der endnu ikke vedtaget et communique eller offentliggjort noget, der ligner en arbejdsplan. Begge dele forventes offentliggjort natten til onsdag. Men allerede mandag sikrede Obama sig Ukraine, Canada og Malaysias ord på, at landene vil skaffe sig af med overflødigt nukleart materiale og stramme op omkring kontrollen med uran og plutonium. Især aftalen med Ukraine – der har forpligtet sig til at skaffe sig af med al beriget uran inden 2012 – vakte tilfredshed hos amerikanerne. Det er ”præcis sådanne skridt, vi ønsker at se taget ved dette topmøde,” fortalte Obamas talsmand, Robert Gibbs, ved et pressemøde mandag. Det er ingen tilfældighed, at atomtopmødet har opereret med et meget snævert formål: at holde atomvåben ude af hænderne på terrorister. At samle verdens ledere om et fælles – og ukontroversielt – mål har skånet topmødet for at blive inficeret med konflikter, der knytter sig til


bredere spørgsmål om atomnedrustning og ikkespredningsaftaler. Og det snævre fokus i plenarforsamlingen tillader samtidig amerikanerne at praktisere bilaterale forhandlinger i baglokalerne. Obama mødtes mandag med den kinesiske præsident Hu Jintao til en 90-minutters snak om det atomambitiøse Iran. Obama fik dér Jintaos løfte på kinesisk deltagelse i kommende forhandlinger om nye sanktioner imod styret i Teheran. Forhandlinger hvor Obama er afhængig af støtte fra styret i Beijing, men også fra Rusland, der siden sommerkrigen mod Georgien i 2008 har haft et anstrengt forhold til Washington. En ny START? Forholdet mellem USA og Rusland var dog allerede forud for topmødet forbedret betydeligt. Og netop en russisk-amerikanske aftale om nedrustning er da også mindst lige så vigtig for USA, som den multilaterale tilgang, da USA og Rusland besidder langt størstedelen af verdens atomvåben. Den er så at sige forudsætningen for, at en egentlig global nedrustning kan finde sted. I torsdags [d. 8.april 2010, red.] poserede Barack Obama således med Ruslands præsident Dmitri Medvedev foran pressen i Prag. De smilede. ”I dag er en vigtig milepæl for atomsikkerhed, for ikke-spredning og for amerikansk-russiske forhold”, sagde Obama. Heller ikke Medvedev holdt sig tilbage: ”Her i dette rum fandt en historisk begivenhed sted”, fortalte han pressen. De storladne betegnelser blev rullet ud i verdenspressen, da Obama og Medvedev havde underskrevet den såkaldte ”New Start Treaty”, der forpligter begge lande til at begrænse antallet af atomvåben. Den nye traktat er den tredje af sin slags, siden USA og Sovjetunionen indgik den første STARTaftale (Strategic Arms Reduction Treaty) i 1991 kort før Sovjetunionens kollaps. Ifølge den nye aftale skal begge lande begrænse sit arsenal af atomsprænghoveder til 1.550 og sit antal af atombombebærende udstyr – affyringsramper, tunge bombefly, atombærende raketter og lignende – til 700. Amerikansk indenrigspolitisk samarbejde en forudsætning for nedrustning En sådan reduktion sker dog kun, hvis traktaten bliver ratificeret i Washington, og der er ikke ligefrem stemning for brede forlig og rundkredsdiskussioner i Washington efter sundhedsreformen – med Republikanernes ord – blev ”tvunget langt ned i halsen på det amerikanske folk”.

Alligevel håber Demokraterne at kunne overbevise det nødvendige antal Republikanske senatorer (16) til at stemme for traktaten: ”Vi tror meget stærkt på, at det her er i nationens bedste interesse, og jeg er sikker på, at så snart senatorerne får mulighed for at studere denne nye traktat, så vil vi se det samme høje niveau af samarbejdsvillighed, som der har hersket omkring de tidligere traktater, som denne bygger på,” sagde udenrigsminister Hillary Clinton, ifølge New York Times i en tale på Louisville University i Kentucky i fredags. Og Republikanerne er tilsyneladende ikke blankt afvisende: Mitch McConnel, der er Republikanernes leder i Senatet, nævnte i en pressemeddelelse fredag ”tre hovedkriterier før vi stiller os positive: 1) USA's mulighed for at verificere dens overholdelse, 2) at den rent faktisk får indvirkning på vores forsvar imod trusler fra atomladede missiler, samt 3) moderniseringen og en fortsatte styrkelse af vores nukleare arsenal.” I den foregående atomvåbenaftale – den såkaldte SORT aftale fra 2002 – var landene forpligtet til at holde deres arsenal af atomsprænghoveder under 2.200. Den nye aftale er derfor både i danske og amerikanske medier blevet udlagt, som om amerikanerne og russerne har givet hinanden hånden på at skrotte en tredjedel af sine atomsprænghoveder. Det har de ikke. Hans M. Kristensen fra ”the Nuclear Information Project” ved the Federation of American Scientists forklarede senest i Washington Post [d. 29. Marts 2010, red.], at den nye aftale vil betyde, at amerikanerne kun kommer til at skrotte omkring 100 til 200 atomsprænghoveder og det samme antal atombombebærende udstyr. Men det handler heller ikke (bare) om antallet af våben. Ifølge Graham Allison, der er professor ved Harvard University og ekspert i atompolitik, er aftalen ”substantielt og symbolsk vigtig i ’nulstillelsen’ af amerikansk-russiske forhold”, som han skrev i en analyse i Washington Post. En nulstilling, som Obama behøver, hvis han vil skrue op for presset på Iran. En helt ny atomstrategi Og det vil Obama gerne. Irans atomambitioner var således også på dagsordenen, da Obamaadministrationen sidste tirsdag fremlagde sin nye atomvåbenstrategi: ”Det omfangsrige nukleare arsenal, vi arvede fra koldkrigsæraens potentielle bipolære konfrontation, er dårligt udformet til at adressere trusler fra selvmordsterrorister og uvenlige regimer, der søger at anskaffe sig atomvåben”, hedder det i den 50 siders lange rapport. ”Derfor er det essentielt, at vi tilpasser vores atompolitik i forhold til vores mest presserende


prioriteter – at forebygge nuklear terrorisme og spredning af atomvåben”. Et af nybruddene i den nye atomstrategi er et løfte om, at ”hvis et land uden atomvåben overholder ikke-sprednings-traktaten, vil USA ikke anvende atomvåben imod det,” forklarede forsvarsminister Robert Gates ved et fjernsynstransmitteret pressemøde i Pentagon. Men hvis et land – som lad os sige Iran eller måske Nordkorea – til gengæld beriger uran og forbryder sig imod ikke-sprednings-traktaten, ”så er alle muligheder på bordet”. Et andet iøjnefaldende nybrud er løftet om at standse udviklingen af nye amerikanske atomvåben. Ifølge New York Times frygter flere eksperter, at den nye strategi yderligere isolerer Iran og Nordkorea og dermed spiller billedkort i hænderne på hardliners i Tehran og Pyongyang. I de Republikanske kredse synes de imidlertid ikke, at Obama er for hård. Tværtimod: ”Det er sådan lidt ligesom at komme ud på legepladsen – en flok børn, der gør sig klar til at slås – og så siger et af børnene: ’Kom bare, slå mig i hovedet, jeg har ikke tænkt mig at gøre gengæld”” sagde den tidligere Republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin sidste onsdag i talkshowet ”The Sean Hannity Show” på Fox News. ”Det er ufatteligt. Ufatteligt!”, tilføjede hun. Obamas svarede fredag igen, i et interview på ABC News: ”Jeg har faktisk ikke noget svar ... Sidste gang jeg tjekkede efter, var Sarah Palin ikke ligefrem en ekspert i atompolitik.” Jakob Jessen studerer Dansk ved Københavns Universitet og læser i øjeblikket tilvalgsstudier ved American Univeristy, Washington, D.C. Han har tidligere bidraget til RÆSON med interviewartikler og kommentarer og har desuden en fortid som praktikant ved netavisen Altingets Christiansborg-redaktion.


EUROPA 14. april 2010

VALG I UNGARN Ungarn iklæder sig nationalismens farver Nationalister og højreekstremister bliver efter søndagens valg [d.11.april 2010, red.] de dominerende kræfter i det ungarske parlament. Knap 70% af de stemmeberettigede ungarere satte ved parlamentsvalgets første runde kryds ved de nationalistiske partier Fidesz og Jobbik. Dermed kan Ungarn se frem til en markant højredrejning – og et anspændt forhold til dets nabostater. Af Ota Tiefenböck, freelance-journalist

Ungarn vil i de kommende fire år blive regeret af det højrenationalistiske parti Fidesz. Parlamentsvalgets første runde søndag forløb som ventet. Partiet Fidesz, med Viktor Orban i spidsen, er valgets sejrsherre og skal i de kommende år dirigere den politiske og økonomiske udvikling i landet. Hele 52,8 % af de stemmeberettigede ungarere satte ved valgets første runde kryds ved Fidesz. Her opnåede partiet 206 mandater, og det er nok til at kunne regere Ungarn helt uden brug af et støtteparti. Også det ultranationalistiske parti Jobbik vandt frem med støtte fra 16,7% af ungarerne og kommer dermed i parlamentet for første gang. Jobbik kalder sig selv for "Bevægelsen for et bedre Ungarn" og står bag den paramilitære organisation ”Den Ungarske Garde”, som i sidste år blev forbudt af den ungarske forfatningsdomstol. Bevægelsen genopstod dog straks igen under navnet ”Den Nye Ungarske Garde”, som sidenhen har eksisteret uforstyrret. Med valget af de to partier har Ungarn taget et betydeligt skridt mod højre. Socialisterne tabte stort Det Ungarske Socialistiske Parti (MSZP) blev valgets tabere og måtte efter 8 år i regering afgive regeringsmagten og stille sig tilfreds med 19,3 % af stemmerne og rollen som oppositionsparti. Vælgerne svigtede partiet, der under Bajnais ledelse med succes begrænsede det ungarske budgetunderskud, men ikke ligefrem udstrålede fornyelse ved valget. Socialisterne blev blandt andet udfordret af Jobbik, der især har tilhængere i den hårdt plagede nordøstlige del af landet, hvor sociale problemer og høj arbejdsløshed præger ungarernes hverdag. Partiets politik baserer sig først og fremmest på en

hård og konsekvent løsning af problemerne med landets romamindretal og på antisemitisme, og det har i løbet af den seneste tid skaffet Jobbik et stort antal tilhængere. Jobbiks romafjendtlige politik har allerede bragt partiet succes ved europaparlamentsvalget sidste år, hvor partiet opnåede tilslutning fra 15 % af de ungarske vælgere og fik tre pladser i parlamentet. Jobbik bliver dog ikke en del af den kommende ungarske regering. Fidesz tager afstand fra partiets ekstreme højrenationalistiske politik og afviser enhver tanke om samarbejde. Det var dog ikke kun højrefløjspartierne, der vandt frem ved valget; det grønne liberale parti med navnet "Politik kan være anderledes" (LMP) fik ganske overraskende øget sin stemmeandel og kommer i parlamentet med 7,5 % af stemmerne. De mindre partier ”Alliancen af Frie Demokrater” (SZDSZ) og ”Det Ungarske Demokratiske Forum” (MDF) klarede derimod ikke spærregrænsen og må, medmindre der sker væsentlige ændringer under valgets anden runde den 25. april, vinke farvel til pladsen i parlamentet Resultatet ved det ungarske parlamentsvalg gik – lige med undtagelse af partiet LMP`s uventede vælgertilslutning – som forventet og uden store overraskelser. Det var forventet, at både Fidesz og Jobbik ville opnå en stor procentdel af stemmerne, til trods for at de dog fik færre stemmer, end de oprindeligt var spået til i prognoserne. Prognoserne og meningsmålinger op til valget havde tegnet et klart billede af, at ungarerne var trætte af det regerende Socialistparti og ville lægge deres forhåbninger for en bedre fremtid i hænderne på Viktor Orban og Fidesz. Fidesz har da heller ikke sparet på valgløfter til ungarerne, heriblandt lave skatter, nye arbejdspladser og lavere arbejdsløshed eller


ungarsk statsborgerskab for ungarske mindretal i nabolandene. Den kommende tid vil vise, hvorvidt partiet er i stand til at indfri valgløfterne. Ungarsk medlemskab af EU og NATO samt landets afhængighed af kriselån hos Den Internationale Valutafond (IMF) tyder ikke umiddelbart på, at Fidesz og Viktor Orbans spillerum bliver stort nok til, at partiet får held med alle sine bestræbelser. Et valg, der kan føre til markante spændinger i Ungarns nærområde Hvad enten Fidesz får held med at opfylde valgløfterne eller ej, må nabolandene og EU indstille sig på, at medlemslandet Ungarn har foretaget en kraftig højredrejning. En så voldsom dominans af nationalistiske kræfter er ikke set i Europa siden anden verdenskrig, og det kan få en stor betydning for Ungarns forhold til EU og nabolandene. Den politiske scene i Ungarn kan i de kommende år være medvirkende til, at problemerne med ungarske mindretal i nabolandene Slovakiet, Rumænien og Serbien eskalerer og forstærker højrenationalistiske kræfter i disse lande. Fidesz har lanceret, at ungarske mindretal i nabolandene skal kunne opnå ungarsk statsborgerskab, og det er ikke et udspil, som vinder genklang i de nævnte lande. Ungarns forhold til især Slovakiet er i forvejen anspændt og problematisk. Senest på grund af vedtagelsen af en kontroversiel slovakisk sproglov, som ungarerne betragter som diskriminerende for ungarske mindretal i Slovakiet, og slovakisk forbud mod den ungarske præsident Laszlo Solyoms besøg af slovakiske grænseområder, hovedsageligt beboet af ungarere. Højreekstremisterne fra Jobbik går endnu længere med deres krav. Partiet kritiserer blandt andet Trianon-aftalen, som i 1920 fastlagde ungarsk territorium efter opløsningen af det østrig-ungarske rige og ønsker en revision af den. Herunder ændringer af den ungarske grænse mod nord, således at den sydlige del af Slovakiet, hovedsageligt beboet af ungarsk mindretal, skal være en del af Ungarn. Selvom begge landes medlemskab af NATO og EU formentlig er en sikker garanti for Slovakiets territoriale sikkerhed, og udtalelserne ikke er andet end et udtryk for en utopisk og urealistisk tankegang hos Jobbik-politikerne, kan retorikken have en negativ virkning på forholdet mellem de to lande og være destabiliserende for den politiske udvikling i hele området, herunder Visegradsamarbejdet [et samarbejde der opstod i 1991 i kølvandet på Murens fald med henblik på, at fremme en europæisk integration, red.] mellem Ungarn, Slovakiet, Polen og Tjekkiet.

Højrenationalisternes valgsucces i Ungarn og partiernes nationalistiske udtalelser bliver da også uden tvivl et af temaerne i det slovakiske parlamentsvalg i juni og kan resultere i styrkelsen af det populistiske slovakiske parti Slovakisk Nationale Parti med Ján Slota i spidsen. Slota vil ganske givet gribe chancen og udnytte retorikken og den anspændte politiske situation mellem Ungarn og Slovakiet til at pleje sin politiske fremtid. Nationalisternes dominans i Ungarn kan ligeledes have en negativ indflydelse på Ungarns roma-befolkning. Romaerne betegnes som de største tabere af de politiske omvæltninger for 20 år siden, da de under det kommunistiske system var sikret nogenlunde levebetingelser, blandt andet arbejde og bolig. Romaerne udgør omkring seks procent af befolkningen og er på grund af deres lave sociale status og lave uddannelsesniveau særligt hårdt ramt af den stigende arbejdsløshed. Den økonomiske krise har forværret den sociale situation i landet og gør det fristende at lede efter syndebukke. Jobbik lægger ikke skjul på sin roma-fjendtlige politik og på kontroversielle løsninger af den såkaldte "sigøjnerkriminalitet". Fidesz-politikerne er mere forsigtige med deres udtalelser, men vil være under konstant pres fra Jobbik, som givetvis vil forsøge at bruge Fideszs manglende vilje til radikale løsninger af romaproblematikken til egen fordel. Den kommende regering står over for en elendig økonomi Den kommende ungarske regering får dog også andre problemer at tage sig af. Ungarn er hårdt ramt af den økonomiske recession, og alt peger på, at landet endnu ikke har nået bunden af krisen. Arbejdsløsheden er ifølge det ungarske statistiske institut fortsat stigende - i perioden november - januar med 0,6%, og nåede i februar op på 11,4%, som er det højeste niveau siden 1994. Ungarns bruttonationalprodukt har siden sidste år heller ikke haft det alt for godt. Det faldt med 6,3% sidste år, og i år forventes et yderligere fald på 0,6%. I 2008 fik Ungarn som det første EU-land økonomisk hjælp fra Det Internationale Valutafond(IMF). En af betingelserne var en reduktion af underskuddet på de statslige finanser. Ifølge Fideszs beregninger tegner Ungarns budgetunderskud i år til at blive to gange højere end planlagte 3,8% af bruttonationalproduktet. Partiet ønsker derfor at genforhandle de betingelser, som landet skal opfylde for at opnå udbetalingerne af lånet fra IMF. Ifølge eksperterne er det dog tvivlsomt, hvorvidt et større budgetunderskud er til forhandling og dermed en reel mulighed. Dels på grund af Ungarns


medlemskab af EU og dels på grund af landets fortsatte afhængighed af udbetalingerne fra IMF, som netop er betinget af reduktionen af budgetunderskuddet. Eksperterne vurderer dog, at Fidesz har visse muligheder for at mindske landets budgetunderskud og dermed opfylde IMF’s betingelser, grundet partiets politiske overvægt i parlamentet og deraf følgende handlekraft. Partiet opnår som det første parti siden kommunismens fald to tredjedelsflertal. Det giver mulighed for at gennemføre en række ændringer, blandt andet reformer af den offentlige forvaltning samt af den ungarske sundhedssektor, hvis ineffektivitet har bidraget til landets gæld og budgetunderskud. Det er dog tvivlsomt, hvorvidt Orban er parat til at lægge navn til disse reformer, da reformerne risikerer at blive upopulære i den ungarske befolkning og kan give partiet et forklaringsproblem over for vælgerne. Dermed kan Fidesz og Viktor Orban ende i en paradoksal situation, hvor partiet på grund af vælgerne ikke kan fortsætte Bajnais succesfulde økonomiske politik og på grund af IMF heller ikke kan bryde med den. Derudover vil Fidesz konstant være under pres fra Jobbik, som vil bruge hver eneste mulighed til at holde Fidesz fast på de valgløfter, partiet har fodret sine vælgere med gennem de seneste otte år, hvor socialisterne var ved magten. Fidesz har således vundet valget stort, men står også over for betydelige udfordringer i den kommende valgperiode. Anden runde af det ungarske parlamentsvalg, hvor 121 mandater skal fordeles, finder sted den 25. april 2010. Som det ser ud nu, er der dog ikke den store tvivl om valgets udfald og en markant sejr til de nationalistiske højrefløjspartier.


EUROPA 14. april 2010

I sidste uge [6.april 2010, red.] udstedte premierminister Gordon Brown valg i Storbritannien - det britiske parlamentsvalg vil finde sted d.6.maj. RÆSON vil op til valget fortsætte den artikelserie om britisk politik, som blev indledt for fire uger siden.

VALG I STORBRITANNIEN Det britiske parlament med en løkke om halsen Valget i Storbritannien er skudt i gang! Men meningsmålingerne peger på, at hverken Gordon Browns Labour-parti eller David Camerons Konservative får et flertal ved valget den 6. maj. Det lader derimod til, at valget vil resultere i et såkaldt ’hung parliament’, hvor ingen af partierne har flertal. Der er tre mulige scenarier for, hvad der sker efter et valg, hvor ingen opnår et flertal. Af Christian Severin Larsen, stud.scient.pol

Sidste år havde De Konservative en føring over Labour på 17 procentpoint i meningsmålingerne, og alle forudsagde en jordskredssejr til David Cameron. Men siden begyndelsen af januar har meningsmålingerne tegnet et billede af, at valget den 6. maj vil resultere i et ’hung parliament’. Et ’hung parlament’ indebærer, at ingen af partierne har det nødvendige flertal i Underhuset på 326 mandater til at kunne danne regering. Det sker utroligt sjældent, da valgsystemet normalt sikrer et klart flertal til ét parti – i de sidste 100 år har der således kun været et hung parliament fire gange. Netop fordi at et hung parliament er så sjældent, er der ingen præcedens for, hvad der skal ske bagefter. Alle de tre store partier – Labour, De Konservative og De Liberale – holder kortene tæt til kroppen. Der er tre mulige scenarier for, hvad der sker efter et valg, hvor ingen opnår et flertal. Scenarie 1 – En konservativ mindretalsregering Hvis De Konservative får flest mandater – dvs. hvis De Konservative får 6-9 procentpoint flere stemmer end Labour – har Cameron to muligheder for at danne en mindretalsregering. Den første mulighed er, at De Liberale peger på David Cameron som ny premierminister. Dette er ikke usandsynligt, da De Liberale for alt i verden ønsker at undgå nedsmeltning i den britiske økonomi, hvilket de frygter med De Konservative ved roret. De Liberales finansordfører, Vince Cable, har udtalt, at en

stabil regering, der kan give økonomisk stabilitet er vigtigere end politisk indflydelse til De Liberale. Den anden mulighed for en konservativ mindretalsregering opstår, hvis De Konservative er det største parti, men ikke har et parlamentsflertal bag sig. I dette tilfælde er Dronningen forpligtet til at spørge den person, der har det stærkeste mandat – dvs. David Cameron – om at danne en regering. Dette er sandsynligt, hvis der opstår et ’shallow hung parliament’, hvor Labour og De Liberale ikke tilsammen har et flertal og dermed ikke kan stille et mistillidsvotum til en ny konservativ regering, fordi de små partier – De Grønne, De Skotske Nationalister mfl. – bliver tungen på vægtskålen. Men at Cameron bliver premierminister, betyder ikke nødvendigvis, at han får fem fantastiske år i Downing St. 10. Camerons regering vil være meget svag og under konstant pres fra politiske modstandere, både uden- og inden for hans eget parti. De i forvejen betragtelige interne spændinger i Det Konservative Parti vil sandsynligvis eskalere til et nyt højdepunkt, hvis Cameron ikke vinder en klar sejr. Den stærke højrefløj er i forvejen træt af Cameron, som i deres øjne har forrådt arven fra Thatcher og ført partiet ”til venstre for Labour”. Indtil videre har de tolereret Cameron, fordi man troede, han kunne give partiet regeringsmagten igen efter tre ydmygende nederlag i træk. Hvis Cameron ikke vinder et sikkert flertal, vil hans lederstilling derimod være afgørende svækket


internt, og han vil kunne blive holdt som gidsel af en håndfuld højreorienterede konservative parlamentsmedlemmer, der kan true med at vælte ham. Derudover vil Cameron have svært ved at få flertal for sin politik igennem parlamentet. Normalt har de britiske regeringer et sikkert flertal bag sig, og lovgivningsprocessen er derfor nærmest en formalitet. En konservativ mindretalsregering vil derimod skulle forhandle et flertal på plads for hver eneste lov, den ønsker at gennemføre. Det vil næsten blive umuligt: Labour vil køre en benhård oppositionslinje, og de politiske uenigheder mellem de venstreorienterede Liberale på den ene side og Thatcher-højrefløjen hos Det Konservative på den anden vil gøre det svært at danne et kompromis for noget som helst. Derudover gør den økonomiske krise det sværere at opnå politiske kompromisser, fordi de andre partier af vælgertaktiske grunde ikke ønsker at stemme for nedskæringer. Den ustabile situation og svage mindretalsregering vil sandsynligvis føre til, at der bliver udskrevet nyvalg i løbet af et år. Cameron kan blive tvunget til dette, hvis han kommer i mindretal i enten Underhuset eller sit eget parti. Men derudover vil Cameron også hele tiden se efter muligheder for at få sit eget flertal. Hvis han fx ikke kan få sin finanslov eller skattelettelser igennem parlamentet, kan han udskrive valg i håb om, at vælgerne denne gang vil give ham et sikkert flertal i Underhuset.

Labours parlamentsmedlemmer formodentlig være så lettede, at de næppe vil gøre oprør. Men på længere sigt vil også en Brown-ledet regering være ustabil. For det første vil der opstå friktion mellem Labour og De Liberale, som vil kunne føre til regeringens fald. Den personlige kemi mellem Brown og Nick Clegg, de Liberales leder, er notorisk dårlig. I debatterne i Underhuset har Nick Clegg nærmest råbt af Gordon Brown, og i flere interviews har Clegg kaldt Brown ”korrupt” og udtalt, at ”han er færdig, helt færdig”. Brown er på den anden side ikke kendt som en politiker, der søger at samarbejde eller inkludere andre – og hans foragt for De Liberale er velkendt. Derudover er De Liberale, som fører valgkamp på sloganet om ”real change”, bange for at blive straffet af vælgerne for at have holdt hånden under den upopulære Gordon Brown. For det andet er det ikke sikkert, at Brown på sigt overlever som partileder. Siden sommeren 2008 har der været tre fejlslagne kupforsøg mod Brown – og det er endda sket, mens Labour havde et solidt flertal i Underhuset. Hvis Labours meningsmålinger igen tager et styrtdyk, er det derfor meget sandsynligt, at der bliver et formandsopgør i Labour-partiet. Allerede nu er de potentielle formandskandidater ved at køre sig i stilling, og Brown vil efter et valgnederlag stå meget svagt. Spørgsmålet er, om et sådant formandsopgør kun vil føre til Gordon Browns fald – eller rive hele regeringen med sig.

Scenarie II – En Brown-ledet mindretalsregering Stort set alle journalister og politiske eksperter har i årevis forudsagt, at Gordon Brown ikke vil være premierminister efter et valg. Men der er stadigvæk to muligheder, for at han vil kunne fortsætte. Hvis Labour får flere mandater end de Konservative – hvilket sker, hvis De Konservative får mindre end 6 procentpoint flere stemmer end Labour ved valget – vil De Liberale sandsynligvis pege på ham som premierminister (jf. scenarie I). En mindretalsregering ledet af Gordon Brown vil på kort sigt blive mere stabil end en konservativ mindretalsregering. Der er for det første flere politiske berøringsflader mellem Labour og De Liberale, hvorfor det vil være nemmere at få vedtaget lovgivning. For det andet vil Brown have nemmere ved at holde styr på sit bagland på ’the backbenches’ [de mindst prominente politikere bag i parlamentet, red.]. Det er mindre end seks måneder siden, at Labour-partiet – ligesom alle andre – var overbeviste om, at partiet stod til at blive udslettet ved det kommende valg. Hvis Brown på magisk vis formår at overleve som premierminister, vil

Scenarie III – En Labour-Liberal koalition Det sidste scenarie indebærer, at der dannes en koalitionsregering mellem Labour og De Liberale. Dette er en våd drøm for mange venstreorienterede i Storbritannien – men måske netop også kun en drøm! Dog er der to muligheder for, at det kommer til at ske. For det første bliver Gordon Brown i tilfælde af et hung parliament siddende i 18 dage som premierminister, før Underhuset samles første gang efter valget og skal stemme om en ny regering. Dette giver Brown tid til at forhandle en koalitionsregering på plads med De Liberale. Det er dog et meget usandsynligt scenarie. Selv hvis Labour er det største parti, bliver det svært at danne en koalitionsregering. Hovedforhindringen for en sådan koalition er Gordon Brown, som er uacceptabel for mange liberale og upopulær hos vælgerne. Kemien mellem ham og Clegg er som sagt heller ikke god – og givetvis vil De Liberale være bange for, at de ikke vil få meget praktisk indflydelse i en regering med en så stærk, erfaren og temperamentsfuld premierminister. Derudover vil De Liberale kræve mindst fem ministerposter, omfattende reformer af


valgsystemet og sandsynligvis også, at Vince Cable bliver finansminister. Brown, der er vant til at bestemme alt, vil sandsynligvis vende tommelfingeren nedad til disse krav. Set med liberale øjne har de for lidt at vinde og for meget at tabe ved en sådan koalitionsregering. Den anden mulighed opstår, hvis der i første omgang bliver dannet en konservativ mindretalsregering, Brown går af, og der afholdes formandsvalg i Labour-partiet. Hvis dette formandsvalg resulterer i en ny, samlende lederskikkelse med liberale sympatier – fx David Miliband eller Alan Johnson [hhv. udenrigsminister og justitsminister, red.] – vil det blive meget nemmere for Labour og De Liberale at nå til enighed. Tilsammen vil de to partier have et flertal i Underhuset og vil i fællesskab kunne kræve, at Cameron skal gå af, og at der i stedet bliver dannet en Labour-Liberal koalitionsregering med et sikkert parlamentsflertal bag sig. En sådan regering vil stå langt stærkere end en mindretalsregering i forhold til at håndtere den økonomiske krise og den enorme offentlige gæld. Derudover vil en sådan regering gennemføre radikale politiske reformer, herunder bl.a. valg til Overhuset og et alternativ valgsystem. Men selvom dette scenarie teoretisk set er muligt, vil der være flere betydelige forhindringer for en koalition. Dels vil De Liberale stille meget høje krav, især angående reformer af valgsystemet, hvilket er nærmest uspiseligt for Labour. Dels er der afgørende ideologiske forskelle mellem de to partier. På den ene side består De Liberales nuværende ledelse i udpræget grad af `markedsliberale`. På den anden frygter mange af de mere traditionelle Labour-medlemmer – som var modstandere af Blairs transformation fra Labour til New Labour – at en samlingsregering vil føre til at New Labour bliver til ’No Labour’. En selvopfyldende profeti Uanset hvilket af de tre ovenstående scenarier, der kommer til at udspille sig efter valget, vil den politiske situation i tilfælde af et hung parliament være både usikker og ustabil. Og det sker på et tidspunkt, hvor Storbritannien mere end noget andet har brug for stabilitet. Den britiske økonomi så småt på vej ud af den værste recession siden 1930’erne, hvor både arbejdsløsheden, den offentlige gæld og behovene for drastiske reformer er høje. Den britiske økonomi har derfor mere end noget andet brug en stærk og stabil regering. Et hung parliament kunne derfor ikke indfinde sig på et værre tidspunkt end nu, da det skaber både økonomisk og politisk usikkerhed. Pundet vil komme under enormt pres fra finansmarkederne, og regeringsforhandlingerne vil finde sted i krisestemning. Derudover er partierne vel vidende om, at der snart kan blive valg igen. I de fire tilfælde, hvor der har været hung parliament de sidste 100 år, har regeringen kun

en gang overlevet i mere end et år. I det øjeblik at valget er slut, vil partierne, hvis det bliver hung parlament, have mere travlt med at føre valgkamp – i forventningen om et snarligt nyvalg – end med at gennemføre ansvarlige økonomiske reformer. Det kan dog meget vel blive en selvopfyldende profeti: hvis markederne forventer, at der bliver politisk ustabilitet, vil det skyde økonomien i sænk – og den nydannede regering vil stå magtesløs tilbage og få skylden for at have ødelagt det spirende opsving. Derfor kan et hung parliament meget vel betyde, at det parti, der danner regering efter dette valg, også bliver smidt ud af Downing St. 10 ved det næste. Så måske partierne tænker, at de skulle springe denne sejr over. Christian Severin Larsen (f. 1983) er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet og tidl. medlem af DSU’s Forbundsstyrelse 2006-2008.


BREVE FRA BRUXELLES 14. april 2010

TYRKIET OG EU Tyrkiet er en fremmed fugl i europæisk sammenhæng EU-Kommissionen ved, at tanken om Tyrkiet som medlemsland i EU er stærk kontroversiel mange steder i Europa – de prøver derfor at feje debatten ind under gulvtæppet. EU bør ikke optage Tyrkiet som medlemsland, og debatten bør frem i lyset. Af Morten Messerschmidt (MEP, DF)

Når det gælder Tyrkiet, så opfører EUKommissionen sig lidt som de "tre berømte aber" – ikke se, ikke høre, ikke tale. Kommissionen er nemlig pinligt bevidst om, at alene tanken om et Tyrkiet i EU får langt de fleste europæere til at stejle, og man er naturligvis ligeledes klar over, at modstanden mod et tyrkisk EU-medlemskab var en af årsagerne til, at franskmændene og hollænderne sagde nej til forfatningstraktaten i 2005. Derfor har jeg stærkt på fornemmelsen, at temaet er noget, som EU’s magthavere helst vil feje ind under gulvtæppet, fordi de europæiske befolkninger ikke ønsker 70 millioner tyrkere ind i Europa. På samme måde har EU også gået påfaldende stille med dørene i forhold til den såkaldte ”Barcelona-erklæring” fra 1995, som skal binde de muslimske, nordafrikanske lande og EU tættere sammen. De fleste europæere kender kun alt for godt konsekvensen af masseindvandringen. De har oplevet særbehandling, kvindeundertrykkelse, parallelsamfund, moskeer og udemokratisk adfærd. På den baggrund vil de fleste betakke sig for en yderligere udvidelse, som også omfatter muslimske lande. Findes der en europæisk identitet? Ja, det gør der sådan set, men det er ikke at sammenligne med en national identitet i snæver forstand. Det forunderlige er i virkeligheden, at mange af EU’s toppolitikere ikke anerkender det faktum, som modstanden mod et tyrkisk EU-medlemskab netop beviser; nemlig at man kan tale om en kristen, europæisk identitet – til forskel fra en muslimsk. EU har i årevis haft travlt med at "konstruere" et europæisk folk og en europæisk identitet. Man kan paradoksalt nok hævde, at der ikke kunne findes et bedre eksempel på en sådan end afvisningen af Tyrkiet – men sandheden er naturligvis, at det ikke rækker at være europæer i EU’s øjne. Nej, man må også have de "rigtige meninger" for at være europæer.

Tyrkiet er en fremmed fugl i EU Er Tyrkiet et demokrati? Nej, ikke i vestlig forstand. Ganske vist har landet et styre, som hævder at respektere landets sekularisme, og hæren har ved flere lejligheder afsat statsledere, som pludselig orienterede sig for meget i retning af islam. Det gik blandt andet ud over den tidligere ministerpræsident Necmettin Erbakan, som måtte træde tilbage efter pres fra hæren i 1990’erne. Her vi fremme ved problemets kerne: I de fleste muslimske lande er demokrati en umulighed, fordi befolkningen ofte vil udnytte demokratiets spilleregler til at afskaffe det igen. Urolighederne i Algeriet, der vel nærmest måtte karakteriseres som en borgerkrig, havde netop baggrund i et demokratisk valg, som islamister forsøgte at udnytte til at tage magten. Og islamisterne formår desværre at "købe vælgerne" gennem ofte meget rundhåndet velgørenhedsarbejde. Det ses eksempelvis i Gaza, hvor det har skaffet terrororganisationen Hamas stor opbakning. Selv om jeg anerkender, at Tyrkiet er det muslimske land, som kommer tættest på vestlige demokratiske standarder, er der stadig tale om to helt væsensforskellige størrelser. For det første befinder kun en forsvindende lille del af landet sig geografisk i Europa, mens størstedelen i virkeligheden snarere hører til Mellemøsten. Dernæst kan der peges på en lang række andre faktorer, der identificerer Tyrkiet som en fremmed fugl i europæisk sammenhæng. Selv om Tyrkiet formelt er et sekulært land, og selv om kristendommen i Europa målt på antal gudstjenestebesøg, barnedåb, og konfirmationer er på retur, ændrer det ikke ved, at Tyrkiet er præget af islamisk tankegang, nøjagtigt som Europa er præget af en kristen måde at tænke på. Europas historie startede ikke med EU! Mange EU-tilhængere har en opfattelse af, at man kan udviske århundreders historie med et pennestrøg, og det medvirker til at gøre EU til en


historieløs og kulturelt indifferent størrelse. EU’s magthavere vil nødvendigvis stræbe efter at anvende historien selektivt som fundament for EU-projektet. At hver nation og folk er defineret af deres historie, betyder derimod intet. Derfor er det en bestemt historieopfattelse, der skal fremmes. Man behøver blot at gå en tur rundt i EU’s paladser i Bruxelles og Strasbourg. Her eksisterer et påfaldende "år nul", nemlig dannelsen af Kulog Stålunionen. Der eksisterer ingen historie, som rækker længere tilbage. Samtlige bygninger i Bruxelles og Strasbourg er opkaldt efter ukendte politiske personligheder fra det 20. århundrede, hvis eneste fællestræk var begejstringen for det europæiske projekt. Alt andet er udvisket eller behandles i bedste fald som ting, der udelukkende har arkæologisk interesse. Hvis man læser George Orwells bog "1984", erfarer man, at "den, der behersker fortiden, behersker også fremtiden". Derfor er bogens hovedperson sammen med en hærskare af skribenter dag ud og dag ind beskæftiget med hele tiden at "skrive historien om", så den passer med de nutidige magthaveres ønske. Toppolitikerne i EU er kun optaget af én enkelt historisk begivenhed, som ligger længere tilbage end grundlæggelsen af EU: Holocaust. Forbrydelserne under Anden Verdenskrig er for længst ophørt med at eksistere som en selvstændig historisk begivenhed, men bruges i stedet politisk og ideologisk som fundament for hele EUprojektet, og som begrundelse for en intens overvågning af fænomener som racisme og fremmedhad. Modstandere af EU får således meget nemt skudt i skoene, at der må være noget galt med deres "menneskesyn", hvis de virkelig kan være modstandere af et så ædelt og menneskekærligt projekt – og EU opfører sig med en selvretfærdighed, der er ulidelig for anstændige mennesker. Er man modstander af et tyrkisk EUmedlemskab – ja, så må der nødvendigvis være uldent og skummelt ved ens virkelighedsopfattelse. Sådan er tankegangen i EU, og jeg skal i det følgende give et eksempel: Tyrkiet har – i modsætning til Tyskland, hvis befolkning i flere generationer har beskæftiget sig indgående med Holocaust – hverken indrømmet eller undskyldt folkemordet på mere end en million armenierne under Første Verdenskrig. I Tyrkiet har tilstanden været den absurde, at det har kunnet medføre retsforfølgelse og fængselsstraffe blot at nævne folkemordet, og det har på ingen måde været fremmende i forhold til optagelsesforhandlingerne. For nyligt havde et flertal i den svenske Riksdag mod til at anerkende, at der var tale om et folkemord. Og Tyrkiets reaktion var lige så aggressiv, som den var interessant: Landet hjemkaldte sin ambassadør, og en mindre diplomatisk krise blev udløst. Tyrkiets reaktion

vidner om, hvordan man betragter demokratiet i det muslimske land – og den er bevis på, at Tyrkiet aldrig på nogen meningsfuld måde vil kunne blive medlem af EU. En censur af udvalgte debatter Ansporet af det svenske mod besluttede jeg sammen med Dansk Folkepartis medlem af EUParlamentet, Anna Rosbach, at fremsætte en erklæring i Parlamentet, hvor medlemmerne udtaler deres støtte til Sverige. Men her fik vi hurtigt EU’s ideologiske censur at føle. Alle erklæringer skal godkendes af formandskontoret, før de kan fremsættes i plenaren, og da vi fik vores erklæring tilbage, var den del, som opfordrer Kommissionen og Rådet til at indstille optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet blevet strøget af erklæringen uden nogen videre begrundelse. Konklusionen måtte efter formandskontorets opfattelse ikke være, at optagelsesforhandlingerne skal indstilles. At dette er et overgreb på ytringsfriheden kan ingen vel være i tvivl om. Det ville svare til, at VK-regeringen sad og bestemte, hvilke lovforslag Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten har lov til at fremsætte. Hvis disse strider mod regeringens grundlæggende politik, så må de helt grundlæggende ikke fremsættes. EU’s institutioner kan altså siges at "censurere" i forhold til det såkaldte "deltagelsesdemokrati", som Kommissionen er så stolt af. Det handler om, at borgere i EU skal kunne stille forslag til Kommissionen om alt mellem himmel og jord. Men dels har Kommissionen ingen pligt til at følge noget af det, dels må forslagene ikke stride mod "ånden i EU". Det vil sige, at man fra Kommissionens side på forhånd har lukket af for ubehagelige diskussioner om alt fra en genindførelse af grænsekontrollen over flyttecirkusset mellem Bruxelles og Strasbourg til en diskussion af Tyrkiet, fordi det ville stride mod ånden i EU-samarbejdet. Det er en helt fantastisk opfattelse af demokratiet, som uden tvivl sætter helt nye standarder, og jeg formoder, at den endnu ikke er blevet beskrevet i nogen lærebøger på statskundskabsstudiet. EU-Kommissionen vil have Tyrkiet indlemmet i EU Hensigten med censuren er klar: Hvis man udtrykker skepsis over for ånden i EUsamarbejdet, er man på forhånd diskvalificeret, ligesom man risikerer at få slukket for sin mikrofon under debatter i plenaren. På den måde får Kommissionen snedigt placeret sine modstandere, hvor den gerne vil have dem: På et slags absurditeternes overdrev, som er befolket af notoriske kværulanter og landsbytosser. Og i takt med at isolationen af kritikerne fortsætter på denne måde, gør man dem mere


desperate og højtråbende – med det formål, at deres vælgere på et tidspunkt spørger sig selv, hvorfor de i det hele taget er medlemmer af Parlamentet. Det er en snedig manøvre, som jeg imidlertid ikke tror bliver kronet med held. Det seneste valg beviste, at vælgerne bevægede sig i en mere national retning – på trods af tilhængernes ihærdige forsøg på mistænkeliggørelse. Optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet må der ikke røres ved. Et tyrkisk EU-medlemskab er for længst blevet en del af det mærkværdige europæiske projekt, som på den ene side vil etablere en slags europæisk identitet, mens den samtidig ønsker at sprænge rammerne for det gamle Europa. Jeg har EU’s tilhængere mistænkt for dybest set at foragte Europa og europæerne – først var det nationalstaterne, som var for små, nu føles også det gamle, kristne Europa som en geografisk og kulturel spændetrøje. Tilhængerne foragter lige præcis de forskelle og ligheder, som udgør de forskellige lande og kulturer i Europa, og som binder dem sammen til en helhed. Masseindvandringen var ikke nok. Nu skal geografien tages i brug. Jeg tror så meget på Europa, at jeg håber, de aldrig får held med deres projekt. Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen.


INTERVIEW 14. april 2010

UDVIKLINGSBISTAND ”Frihedsministeriet” lyder flot – men god bistand er kedelig bistand Søren Pind er adskillige gange efter sin udnævnelse som ny udviklingsminister blevet omtalt som Lars Løkkes ”joker” efter ministerrokaden [d.23.februar 2010, red.]. Han har fra embedsstart lagt op til en klar politisering i et ministerium, der ofte betegnes som et ”B” ministerium. RÆSON talt med Carl Johan Dalgaard (CJD), ph.d. i økonomi ved København Universitet, og Poul Nielson (PN) tidligere udviklingsminister for Socialdemokraterne [1994-1999, red.] om, hvorvidt Søren Pinds nye såkaldte ”Frihedsministerium” er en bæredygtig vej for dansk udviklingspolitik.  Interview af Mads Godballe

Søren Pind har lagt op til en ny strategi for dansk udviklingspolitik. Hvordan vil I overordnet vurdere strategien? CJD: Efter min mening har strategiplanen den samme svaghed som dens forgængere: den er for vidtløftig. Man vil fremme både: vækst, frihed, lighed, demokrati og menneskerettigheder, samt man vil sikre et sundt miljø i den tredje verden. De målsætninger ikke er realistisk opnåelige for den danske ulandsbistand; endsige for den globale hjælp. Så hvad er det, man ønsker at opnå med den danske bistand? Hvad er de konkrete succeskriterier for hjælpearbejdet? Det er fint med overordnede visioner, men hvis man vil sikre sig mod fejltagelser, så kræver det målsætninger, der er opnåelige med de ressourcer, man bringer til bordet; målsætninger, man kan evaluere på. På det forelagte grundlag er det svært at se, at noget sådan er muligt. PN: Nyt og nyt. Det er tydeligt, at Søren Pind ikke kender eller vil kendes ved Paris- og Accraerklæringerne [Paris-erklæringerne er en international aftale fra 2005, der har som mål at sikre ejerskab og nationalstyring i udviklingsarbejdet. Accra Agenda for Action er en opfølgning på Paris-erklæringerne fra 2008, red] -–og måske heller ikke har lyst til at identificere sig med det, der ligger i selve professionen og faget. God bistand er kedelig bistand, nemlig langsigtet og

partnerskabsbaseret. Og Søren Pind vil frem for alt i verden undgå at være kedelig. Der er mange elementer, der er polemiske i den forstand, at der gives et forsimplet billede af, hvad der gennem årene faktisk har været Danmarks politik. Det er fx ikke nyt at stille krav til såvel de multilaterale organisationer som til vore bilaterale partnere. Søren Pind har bebudet mere erhvervsrettet ulandsbistand, hvilken effekt vil det have? CJD: Ja, et konkret pejlemærke i strategien er støtte til privatsektorudvikling. Men hvordan? Her forekommer svaret at være, at man vil tilskynde til samarbejder mellem danske virksomheder og entreprenører i udviklingslandene. Men hvorfor er der ikke allerede masser af private investeringer i fx Afrika? Det er fordi, det private afkast ved investering er for beskedent. Og det skyldes bl.a. et ringe uddannelsesniveau og en utilstrækkelig infrastruktur. I stedet for konkret at prøve at formidle private investeringer, som markedet bør kunne tage sig af, vil det igennem min optik være mere fordelagtigt at sikre tilvejebringelsen af andre typer af investeringsgoder; . Det skal være investeringsgoder, der har det karakteristikum, at det samfundsmæssige afkast overstiger det private afkast. Her har staten som udgangspunkt en meningsfyldt rolle at spille. Hvis man overlader tilvejebringelsen af den slags investering til


markedet, får man for lidt af det. Det drejer sig i særlig grad om infrastruktur – både den fysiske og den virtuelle – og om uddannelse. Ved tilvejebringelse af den slags investeringer styrkes også det private incitament til at investere, og derigennem skabes potentielt en gunstig spiral af vækst og investering. Fokusering på tilvejebringelse af førnævnte goder er også lettere at evaluere på: Blev vejen konstrueret? Er der trafik på den? Jeg ved godt, dette ikke er så sexet rent politisk, men det er af større praktisk værdi, vil jeg mene. PN: Med faldet fra 1% til 0,8% i bistanden [udviklingsbistanden udgør i dag 0,8 % af BNP, red.] er det selvindlysende, at der ikke er plads til ”både-og”-forklaringen. Erhvervsudvikling er naturligvis nødvendig, og bekæmpelse af fattigdom sker ikke udelukkende gennem landbruget og sundheds- og uddannelsessektorerne. Men årelange, velbegrundede investeringer i samarbejder med fokus på fattigsdomsbekæmpelse vil nu komme under yderligere pres, fordi der skal satses på noget, der bedre passer til ministerens ideologiske profilering. Det er nu denne profilering, der er målestokken for den resultatmæssige effekt.   Søren Pind har bebudet en mere risikobetonet udviklingshjælp, hvilken resultatmæssig effekt vil det have? CJD: Som jeg forstår udmeldingen, ligger det ”risikobetonede” i, at man i højere grad er villig til at hjælpe lande, hvor arbejdsforholdene for hjælpearbejdet er vanskelige. Det kunne fx være i lande, hvor regeringsførelsen efterlader meget tilbage at ønske. Ofte er det i disse lande, at behovet for hjælp er størst. Så på den led synes jeg, det er en meget sympatisk vision. Det signalerer, at man sætter befolkningens tarv over hensynet til at sende politiske signaler om, at vi skal sige, ”at Danmark ikke samarbejder med korrupte regimer”. Samtidigt er udfordringen jo netop større i disse lande, hvorfor der er desto større behov for klart definerede målsætninger for hjælpearbejdet. Ellers er der en betydelig risiko for, at man efterfølgende ikke vil kunne godtgøre at have været til nævneværdig nytte. PN: Her har pressen overfortolket Søren Pinds helt selvfølgelige og fornuftige påpegning af, at vi må acceptere større risikovillighed i forbindelse med arbejdet i ”failed states” [mislykkede stater, red.] og med overgangsbistand efter konflikter. Man kan gå tilbage og se det aktstykke om bistand til Somalia, jeg havde i finansudvalget i slutningen af 1990’erne. Alternativt kan man læse den meddelelse fra EU-Kommissionen om overgangsbistand, jeg fik vedtaget i Rådet og Parlamentet [i EU-regi, red.], hvilket sjovt nok betyder, at også Danmarks politik på dette punkt allerede var defineret længe før, Søren Pind blev minister. Der er altså ikke noget nyt i hans udmelding - den er fornuftig og helt selvfølgelig. Det skal tilføjes, at den humanitære bistand naturligvis er i en kategori for sig selv – holdt væk

fra politik, baseret på upartiskhed og neutralitet og langt væk fra nogen form for sammenkædning med militære indsatser.   Der lagt op til, at ulandshjælpen i fremtiden skal gives til færre lande. Hvordan vurderer I denne ændring? CJD: Det er en god ide, hvis man fokuserer på de lande, hvor nøden er størst. Og hvis man fra dansk side kan være med til at sikre en større international arbejdsdeling på bistandsområdet, er det endnu bedre, siden der er en del forskning, der tyder på, at dette samlet vil være med til at styrke kvaliteten i hjælpearbejdet.   PN: Det er simpelthen en frontforkortning [en reduktion af bistanden, red.] – et resultat af nedgangen fra 1% til 0,8% [bistanden udgør 0,8% af BNP i dag, red.]. Det er deprimerende med en politik, der gør Danmark mindre, og som reducerer vores berøringsflade med samarbejdspartnere.   15-20 lande er et passende antal og er nødvendigt også for at give Danmark en passende vægt i den politiske diskussion om principperne i udviklingspolitikken globalt. Som en væsentlig donor bør vi ikke trække os helt ud af Latinamerika og Asien. Når der samtidig på forhånd skal sættes mange penge af til de lande, Danmark engagerer sig i militært, bliver det tydeligt, at en væsentlig drejning væk fra det hidtidige sigte med hele udviklingspolitikken bliver resultatet.   Koblingen mellem marked, demokrati og vækst er en af Søren Pinds pointer omkring hans ”Frihedsministerium”, hvordan vurderer I denne tilgang? CJD: Jeg forstår godt det politisk ønskværdige i at koble økonomisk vækst og demokrati. Men man skal gøre sig klart, at der ikke er nogen simpel sammenhæng mellem de to. I al fald har det indtil videre være umuligt forskningsmæssigt at påvise, at demokrati bibringer højere økonomisk vækst.   Meget tyder på, at politisk frihed og demokratiske institutioner snarere opstår i kølvandet på den økonomiske vækst. Pointen er, at en satsning på ”demokrati” i lande uden de store traditioner på området, kan have omkostninger i forhold til den økonomiske vækst. En del af forklaringen på, at det forskningsmæssigt har vist sig uhyre vanskeligt at påvise en gunstig effekt af ulandsbistanden på den historiske økonomiske vækst, kan meget vel være, at hjælpen spredes på for mange indbyrdes modstridende initiativer. Den ”pris” skal man være på det rene med og være villig til at betale. PN: Søren Pind bør ikke gå rundt og være ked af ikke at være blevet udenrigsminister. Han skal hellere være glad for at få lov til at beskæftige sig med det grundlæggende arbejde med at skabe social udvikling. Heldigvis er langt de fleste borgerlige politikere, der fik denne portefølje, blevet menneskeligt og professionelt optaget af dette arbejdes alvor og betydning for udviklingen i verden.  


Afslutningsvis: Vil Søren Pind lykkes med sit ”Frihedsministerium”? CJD: Man ønsker vel altid folk det bedste; så det håber jeg da. Men uden klart definerede målsætninger for den danske udviklingshjælp, vil det nok være svært efterfølgende at vurdere om, missionen er lykkedes, eller om den ikke er. PN: Han havde tydeligvis brug for en joke for at lette overgangen ind til ansvaret for et politikområde, som traditionelt har en lav status i de borgerlige partier. Men der er også et menneske inde i Søren Pind, og det er muligt, at han, når han forlader denne ministerpost, vil sige ”I am a reformed man”. Carl Johan Dalgaard er cand.polit og ph.d. i økonomi ved København Universitet. Han er itilknyttet Økonomisk Iinstitut ved København Universitet, hvor han især beskæftiger sig med makroøkonomi, udvikling og vækst.   Poul Nielson er cand.scient.pol og tidligere socialdemokratisk minister for udviklingsbistand (1994-1999) samt medlem af EU-Kommissionen (1999-2004), hvor han var Kommissær for udvikling og humanitær bistand. Han har siden 2005 været tilknyttet Aalborg Universitet som adjungeret professor ved Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold. Tillige kan det tilføjes at han er medlem af UNSGAB (FN-generalsekretærens rådgivende udvalg vedrørende vand og sanitet).


DANMARK 14. april 2010

POLITIK OG MEDIER Facebookrati? I løbet af de sidste uger fik en ansat i Venstres pressetjeneste betydelig opmærksomhed i medierne – grundet Facebook. Barack Obama vandt præsidentposten i 2008 – blandt andet med hjælp fra sociale medier, såsom Facebook. De sociale medier bliver i stigende grad brugt politisk i Danmark; man skal dog ikke overvurdere deres betydning. De sociale medier er ikke det nye bindeled mellem politikere og vælgere. Af Rasmus Tue Pedersen

Chris Hughes kan prale med to temmelig store bedrifter. Han var i 2004 med til at stifte Facebook og i 2008 med til at sikre Barack Obama sejren ved det amerikanske præsidentvalg. Med Obamas kampagne kom de nye sociale medier til at spille en helt ny rolle i amerikansk politik, hvor Obama både profilerede sig markant via fora såsom Facebook, Twitter, YouTube og hans egen hjemmeside. Obama udraderede McCain på de sociale medier, han vandt præsidentvalget, og Chris Hughes blev udråbt som knægten, der gjorde Obama til præsident. De danske politikere benytter sig også i stadig højere grad af Facebook. Helle Thorning Schmidt har 54.000 ”Facebook-venner”, Lars Løkke har 33.000, og Facebook giver i dag politikerne en helt ny platform, hvorfra de kan kommunikere direkte til vælgerne. Som de sidste ugers skandaler hos Venstre har vist, er brugen af Facebook og andre sociale medier ikke uden risici. Som Venstres nu tidligere kommunikationskonsulent Ditte Okman måtte sande, kan man ikke ignorere de traditionelle massemedier. Aviser og tv ser politikerne over skulderen på de sociale medier, der ellers udråbes som de traditionelle mediers afløser. Man skal dog ikke overvurdere de sociale mediers betydning. Nyhedsmediernes storhed – og fald? Langt op i det tyvende århundrede havde de uafhængige massemedier en ret begrænset rolle i danske og andre vesteuropæiske valgkampe. Politikere kunne kommunikere direkte til deres vælgere på vælgermøder, igennem

partiforeninger og igennem en partipresse, der forholdsvist loyalt gengav deres partis budskaber. Pressens gradvise løsrivelse fra de politiske partier ændrede grundlæggende på denne måde at føre valgkamp på. Ikke nok med at det fysiske møde mellem politikere og vælgere fik en mindre betydning, blandt andet fordi partimedlemskabet faldt markant. Politikerne måtte nu også forholde sig til langt mere kritiske medier, der efterhånden fik større og større magt over, hvilke politiske budskaber, der nåede frem til vælgerne. Den uafhængige presse i aviser og tv opnåede næsten monopol på rollen som bindeled mellem politikere og vælgere. I disse år må journalister og redaktører på de uafhængige medier kæmpe med skrantende økonomi og annoncekroner, der bevæger sig over på internettet. Samtidig må de spørge sig selv, om deres rolle som det primære bindeled mellem politikere og vælgere er ved at være fortid. Måske betyder introduktion af nye kommunikationskanaler som websites, Facebook og Twitter, at politikerne kan bruge disse kanaler til at kommunikere direkte med vælgerne og dermed undgå de traditionelle massemediers kritiske filter? Hvis det er tilfældet, er vi på vej til at få en helt ny kampagneform – der samtidig i høj grad ligner de valgkampe, vi så for hundrede år siden. Sociale medier som kampagnevåben Der er allerede nu en række etablerede fortællinger, der ofte bruges, når internettet og de sociale mediers magt skal fremhæves. Nettets potentiale under valgkampe kom i høj grad på dagsordenen med Howard Deans kampagne under Demokraternes primærvalgkamp i 2004. Dean brugte med stor


succes nettet til fundraising, og selvom han i sidste ende måtte se sig slået af John Kerry, er hans kampagne ofte blev udråbt som banebrydende i forhold til brugen af nettet. Den daværende amerikanske senator George Allen blev i 2006 ufrivilligt et eksempel på, at de sociale medier også kan destruere en valgkampagne. Under et valgmøde brugte Allen den racistiske betegnelse ”macaca” om en modstanders kampagnemedarbejder, der var til stede for at filme arrangementet. Videoen med Allens udtalelser blev offentliggjort på YouTube og medførte stærk forargelse og kritik af Allen, der indtil dette tidspunkt havde været langt foran sin demokratiske modstander, Jim Webb. Allens kampagne kom sig aldrig over videoen, og Allen endte med at tabe sin senatsplads. Det foreløbige højdepunkt i fortællingen om de digitale og sociale mediers magt er dog uden tvivl fortællingen om Barack Obamas sejr over John McCain ved præsidentvalget i 2008. Denne fortælling om de to kandidaters brug af nettet og de sociale medier blev ikke dårligere af, at den blev tydeligt symboliseret af de to kandidater selv: Obama brugte flittigt sin BlackBerry til at sende og læse e-mails på alle tider af døgnet, mens McCain aldrig havde sendt en email og i øvrigt nødigt vovede sig ud på internettet uden assistance. Med sådanne eksempler på de digitale og sociale mediers magt er det ikke overraskende, at danske politikere og partier opretter hjemmesider, samler venner på Facebook og udsender Tweets om alt fra sikkerhedspolitik til søndagshygge med vennerne. Foreløbigt er seksogtyve folketingspolitikere på Twitter (De kan alle følges på siden www.twittertinget.dk). De traditionelle mediers relevans Der er dog flere grunde til, at de traditionelle massemedier fortsat kommer til at være det væsentligste bindeled mellem vælgere og politikere i den næste folketingsvalgkamp. For det første kan vi anskue det som ren matematik. De traditionelle massemedier har stadig et langt større publikum, end selv de mest populære politikere har på de sociale medier. Lars Løkke Rasmussen har 33.000 venner på Facebook, Villy Søvndal har 52.000 venner og Helle Thorning topper med 54.000 venner. Det er en rekord, man er glade for hos Socialdemokraterne, men der er stadig tale om et ret lille publikum, når man sammenligner med de traditionelle medier. På en almindelig hverdag har de otte største aviser i Danmark alle læsertal på over 300.000, og nyhedsudsendelserne på TV2 og DR har op imod en million seere. Helle Thornings venner på Facebook svarer i antal omtrent til de daglige læsertal på aviser som Horsens Folkeblad, Lolland-Falsters Folketidende

og Fyns Amts avis. Er der nogle, som tror, at Horsens Folkeblad vil være den væsentligste kommunikationskanal i den næste folketingsvalgkamp? Andre sociale medier når ud til endnu færre personer. Hverken Helle Thorning eller Villy Søvndal er på Twitter, hvor Lars Løkke bliver fuldt af cirka 5.000 personer. For det andet kan man spørge sig selv om, hvem det er, politikerne får fat i på de sociale medier. Vi ved, at personer der besøger partiernes hjemmesider ofte er meget politisk interesserede, hvis de da ikke ligefrem er partimedlemmer. I en valgkamp er disse personer ret uinteressante som vælgere for de politiske partier. Deres stemme er stort set umulig at flytte, og det er langt vigtigere for partierne at kunne kommunikere med den store gruppe af tvivlende vælgere, der ofte har en begrænset politisk interesse. Det samme gælder med al sandsynlighed for de nye sociale medier. Hvis man er ven med Helle Thorning, er det nok, fordi man i forvejen har en positiv og veletableret opfattelse af hende (hvis vi et øjeblik ser bort fra de journalister og politiske modstandere, der naturligvis også er interesserede i, hvad hun foretager sig på Facebook). Hvis Helle Thorning vil i kontakt med de tvivlende vælgere og mindre politisk interesserede vælgere, er hun derfor stadig i høj grad afhængig af de traditionelle massemedier. Undersøgelser af, hvilke medier folk tillægger størst vægt under valgkampe bekræfter da også, at tv og aviser stadig tillægges langt større betydning end internettet. Det er i øvrigt her vigtigt at være opmærksom på, at internettet langt fra er lig sociale medier eller bare direkte kommunikation mellem politikerne og vælgere. En stor del af vælgernes netaktivitet er stadig rettet mod de traditionelle mediers hjemmesider. At vælgerne benytter politiken.dk i stedet for at læse papirudgaven af Politiken har måske stor betydning for JP/Politikens Hus, men i forhold til spørgsmålet om de uafhængige mediers rolle i valgkampe er det ret ligegyldigt. Organisationsredskab og fødekæde Et nærmere blik på de ovenstående eksempler fra amerikanske valgkampe viser da også, at de sociale medier ikke er det nye bindeled mellem politikere og vælgere. Opfattelsen af, at Obama vandt fordi han brugte de sociale medier som adgang til vælgerne er forkert, fordi den på samme tid både undervurderer og overdriver betydningen af de sociale medier. Den underdriver betydningen, fordi Obama ikke bare brugte Facebook, hjemmesiden og mails for at henvende sig til vælgerne. Hans kampagne brugte i mindst lige så høj grad de sociale medier til at aktivere de personer,


der allerede var overbeviste Obama-tilhængere til at involvere sig aktivt i kampagnen og ikke mindst til at donere penge til kampagnen. De sociale medier skal derfor ikke bare betragtes som en kommunikationskanal. De er i lige så høj grad, hvis ikke i højere grad redskaber, der kan bruges til at organisere og aktivere allerede overbeviste vælgere. Når fortællingen om Obamas valgsejr samtidig overdriver betydningen af de sociale medier, skyldes det, at man glemmer, at Obama stadig nåede ud til langt flere vælgere igennem de traditionelle kommunikationskanaler, fjernsyn, radio, tv - og ikke mindst tv-reklamer - end han gjorde gennem de nye sociale medier. De sociale medier var trods alt ikke vigtigere end, at Obama stadig brugte 236 millioner dollars på tv-reklamer. Obamas kampagnemanager, David Plouffe, har da også efterfølgende konstateret, at de traditionelle tv-reklamer spillede en enorm rolle i Obamas kampagne. Denne konstatering har dog fået væsentlig mindre opmærksomhed end alle fortællingerne om, hvordan Obama vandt valget på Facebook. På samme måde illustrerer forløbet omkring Allens macaca-video en anden væsentlig pointe ved de sociale medier. Videoen fik ikke gennemslagskraft bare ved at blive lagt på YouTube. Den fik først sin gennemslagskraft, da de etablerede medier begyndte at vise YuoTubevideoen. De sociale medier er således ikke en ny kommunikationskanal, som erstatter de traditionelle medier. De er tværtimod en ny fødekæde, der leverer historier til de etablerede medier. Bag om myten De uafhængige massemedier spiller således stadig en helt central rolle i moderne valgkampe, men hvorfor er myten om de sociale mediers altafgørende betydning i valgkampen så opstået? For det første er der ofte grund til at tage de kildekritiske briller på. Forudsigelser om, at de sociale medier vil revolutionere fremtidens valgkampe, fremsættes ofte af personer, der arbejder professionelt med, ja netop, sociale medier på blandt andet marketings- og mediebureauer. Uden at sætte spørgsmålstegn ved disse menneskers oprigtighed kan vi måske godt tillade os at tvivle lidt på deres objektivitet. For det andet er politikernes begejstring over de sociale medier ikke nødvendigvis udtryk for, at politikerne i sig selv ser de sociale medier som en væsentlig platform for direkte kommunikation med vælgerne. Måske skyldes politikernes lyst til at være på Facebook i højere grad, at sociale medier associeres med det nye, det moderne og det populære. Politikerne kan dermed signalere modernitet ved at bruge disse medier. Og omvendt kan de naturligvis også beskyldes for at være gammeldags, hvis de ikke bruger dem. Politikerne brug af

sociale medier kan dermed ses som en form for metakommunikation, hvor det vigtige ikke er, hvad man siger igennem disse medier. Det vigtige er derimod, hvad man siger, ved at sige noget igennem disse medier. Sagt på en anden måde: Helle Thornings 54.000 venner på Facebook har først og fremmest betydning, fordi de er med til at skabe en fortælling i de traditionelle medier om, at Socialdemokraternes formand – og dermed Socialdemokraterne – er et moderne og populært parti. Socialdemokraterne skyndte sig således også at udsende en traditionel pressemeddelelse, da Helle Thorning for et par uger siden rundede 50.000 venner på Facebook Dansk Folkeparti er her undtagelsen, der bekræfter reglen. Partiets folketingsmedlemmer er ikke på Twitter, de har en ret begrænset brug af Facebook, og selv partiets hjemmeside virker gammeldags og ret ordinær. I et parti, der har en så professionel tilgang til politisk kommunikation, er dette nok ikke et tilfælde, men skyldes snarere, at dette parti – I modsætning til de andre partier – netop ikke ønsker at signalere modernitet. Deres kommunikation skal, både i form og indhold, signalere tradition, og derfor kommer vi ikke til at se Pia Kjærsgaard på Twitter. For alle andre partier i Danmark vil de nye sociale medier stadig være interessante, og vi vil fortsat se politikere fortælle om stort og småt på Facebook og Twitter. Okman-sagen vil formentlig få politikere og partier til at tænke sig om en ekstra gang, før de opdaterer deres status på Facebook, men de vil stadig benytte sig af Facebook og andre sociale medier. Det vil dog ikke gøre de politiske journalister på tv og aviser overflødige. De uafhængige nyhedsmedier vil fortsat fungere som den primære kommunikationskanal mellem politikere og vælgere, og det er således stadig i tv og aviser, at størstedelen af vælgerne vil høre om politik, om Helle Thornings 54.000 venner på Facebook og den næste Facebook-skandale. Rasmus Tue Pedersen er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet


Ugens RÆSON 14/4 2010  

politics, denmark, international

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you