Issuu on Google+

2. årgang nr. 14 - 5. maj 2010

Storbritannien: Taktiske stemmer kan afgøre valget Dan Jørgensen (S): Regeringen bør tage ansvar for COP15-fiasko / Krisen: Obama og Wall Street; Syndebukken Goldman Sachs; “Den græske krise er kun lige begyndt”; Overlever euroen? / SFs Landsmøde RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Emma Knudsen (daglig redaktør), Nikolaj Vitting Hermann, Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Foto credits bl.a.: The Conservatives, The White House/Pete Souza, SF, Socialdemokraterne, Venstre, World Economic Forum, Flickr Commons, Wiki Commons. EVERYBODY WINS


EUROPA 5. maj 2010

STORBRITANNIEN Taktiske stemmer kan afgøre valget Når briterne går til stemmeurnerne imorgen, tæller ikke alle stemmer. Det britiske valgsystem er så kringlet konstrueret, at Labour, på trods af at være 6% bagud i meningsmålingerne, stadig kan vinde valget. Af Kristian Bøg

Året er 1983, Margaret Thatcher har vundet en jordskredssejr med 42,4% af stemmerne. Det besejrede Labour må med sine sølle 27,6% se til fra sidelinjen. Socialdemokraterne (Social Democratic Party, UK - SDP) har dog også klaret sig godt og kan bryste sig med 25,5% af stemmerne. Men mens Labour får 209 sæder i parlamentet, får SDP kun 23, en forskel på 186. Hvordan kan Labour med kun 2% flere stemmer få 186 flere sæder i parlamentet? Forklaringen skal findes i det britiske valgsystem, med enkeltmandsvalg i flertalskredse – måske bedre kendt som 'first-past-the-post' (FPTP) – et system, der er meget sjældent i den vestlige verden. Storbritannien er opdelt i 646 valgområder, som hver især skal vælge et parlamentsmedlem. Det betyder, at Labour vil kunne vinde en region med kun 25% af stemmerne, så længe ingen anden kandidat kan mønstre et højere stemmetal. Dermed kunne SDP bryste sig af 25,5% af stemmerne på landsbasis, men ikke mønstre nok stemmer i de enkelte områder til at få mere end 23 sæder. I det proportionale valgsystem, som bliver brugt i størstedelen af Europa, ville de have fået ca. 164 sæder, og dermed betydeligt større indflydelse. Faktisk så meget, at Labour og SDP i samarbejde ville have haft flertal i parlamentet. Små partier sat udenfor indflydelse Reelt set betyder det, at millioner af britiske stemmer ikke tæller, og at en stemme på et lille parti vil have den samme effekt som at stemme blankt. Ved valget i 2005 fik Uafhængighedspartiet (UK Independence Party - UKIP) det fjerde højeste antal stemmer blandt partierne (603.298 stemmer), men ikke vandt nogen sæder. Til forskel lykkedes det for det socialistiske parti, ’Respect’, at få ét sæde med 68.094 stemmer. Fordelen ved dette valgsystem er, ifølge

tilhængerne, at det er nemmere at danne flertalsregeringer, at beslutninger ikke skal igennem flere partier, før de kan endelig godkendes og at ekstremistiske partier, som The British Nationalist Party, holdes udenfor indflydelse. Til gengæld kan en stor procentdel af den britiske befolkning ikke stemme på dem, de reelt sympatiserer med, hvilket ofte resulterer i vælgerapati. Big Brother-finalen i 2001 havde flere stemmer end Labour, De Konservative og De Liberale fik ved valget samme år tilsammen. Taktik afgør de enkelte områder Det specielle valgsystem har medført, at vælgere i mange regioner stemmer taktisk. I regioner, hvor Labour har stået stærkt, har De Liberale og andre mindre partiers vælgere stemt på dem for at forhindre De Konservative i at vinde et sæde, og omvendt. Det er en strategi, som Gordon Brown støtter – som han har udtalt: "Hvis folk ikke vil have en Konservativ regering, må de sørge for, at de ikke lukker De Konservative ind." Uafhængighedspartiet, som er et erklæret anti-EU parti, har i valgkampen taget skridtet fuldt ud: partiet har i nogle områder trukket deres kandidater og opfordret deres vælgere til at stemme på bestemte EU-skeptiske politikere fra større partier. Logikken er, at UKIP's kandidater ville stjæle stemmer fra de andre og måske forhindre dem i at blive valgt ind – en lose-lose situation. De Liberales Nick Clegg har modsat – sandsynligvis opildnet af den omsiggribende ‘Clegg-mania’ – opfordret folk til at opgive taktiske afstemninger og gå efter at give De Liberale det bedst mulige resultat ved valget. En strategi, der kan give bagslag. De Liberale risikerer nemlig at tage stemmer fra Labour og ende i en situation, hvor begge partier har 20%, mens de Konservative får 30% i en region. Ikke


nødvendigvis en god ting, når Cameron i weekenden udtalte, at han hellere ville lede en minoritetsregering end at samarbejde med Nick Clegg. Forandring i sigte? De partier, der får mest ud af FPTP-valgsystemet, er ikke overraskende Labour og De Konservative. Labour har dog flere gange udtalt – og Tony Blair flere gange lovet – at de vil gennemføre en valgreform. Men der er ingen af de to store partier, som vil risikere en forandring, der fratager dem en stor del af deres parlamentariske indflydelse. Foranding må findes andetsteds, og i dette valg har folk et alternativ. Nick Clegg og De Liberale er de største fortalere for en reform af valgsystemet og – på trods af Gordon Browns store lovord under sit partis landsmøde sidste år om en valgreform – er Clegg den mest sandsynlige person til at gennemføre den. Hvis De Liberale ellers kan opretholde deres svindende Clegg-mania og få et stærkt resultat imorgen, kan de have et tilstrækkeligt stort mandat til måske at gennemtrumfe en reform af valgsystemet. Valget imorgen kan blive det sidste valg med det nuværende valgsystem. Kristian Bøg (f. 1985) studerer engelsk ved Københavns universitet og har tidligere skrevet artikler om England til RÆSON.


DER FOR

DJØF er her for at sikre dig den bedste løn, de bedste ansættelsesvilkår og optimale muligheder for at komme videre med din karriere.

Råd om løn, vilkår og kontrakter Vi kender dit arbejdsmarked bedre end nogen andre. Du behøver ikke vide alt om barselsregler eller aktieoptioner – det gør vi. Brug os før lønforhandlingen, og før du skriver under på kontrakten. Juridisk hjælp, hvis du bliver fyret Du er ikke alene, hvis du bliver fyret eller løber ind i problemer på jobbet. Vi har erfaring med de problemer, du kan støde på, og vores advokater står 100 pct. bag dig. Din sparringspartner til karrieren Uanset om du læser, overvejer nyt job eller bliver fyret, giver sparring og individuel rådgivning fra vores karrierekonsulenter dig det bedst mulige grundlag for at træffe valg om fremtiden. Danmarks stærkeste netværk Vores medlemmer er Danmarks stærkeste netværk. Mød dem til debatmøder og kurser, få dig en mentor eller lær af andre djøfere i et fagligt netværk, skræddersyet til dig og dine udfordringer.

djoef.dk

DJØF er en uafhængig faglig organisation. Vi er over 70.000 medlemmer, som studerer eller arbejder med ledelse, økonomi, jura, marketing, salg, kommunikation, organisation eller administration i både det private og det offentlige.


INTERVIEW 5. maj 2010

RUSLAND Danmark, Rusland og spillet om energien Ruslands præsident Dmitrij Medvedev besøgte i sidste uge Danmark. Det er første gang Danmark har fået statsbesøg fra landet, siden den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov besøgte Danmark i 1964. Nina Khrushcheva – Khrusjtjovs barnebarn og Associate Professor i International Affairs ved New School, New York – siger til RÆSON: “Når du spørger mig, hvorfor Rusland tager sig tid til at besøge et lille land som Danmark, så er gasledningen her nok det bedste svar.” Af Johanne Hesseldahl Larsen, New York

Ruslands nationale emblem forestiller en tvehovedet ørn og kan ses som et ultimativt symbol på den nationale skizofreni landet i dag befinder sig i. Splittelse mellem øst og vest, mellem autokrati og demokrati, mellem en stalinistisk fortid og en moderne fremtid, mellem Vladimir Putin og Dmitrij Medvedev. Nina Khrushcheva har helt fysisk forladt sin farfars, Nikita Khrusjtjovs idealer ved at bosætte sig i New York. Hun mener, at det er på tide, Rusland gør det samme: kapper det ene ørnehoved af og retter deres blik i én retning. Mod vest og mod et nyt moderne Rusland. ”Jeg synes, det burde være sket for 20 år siden, og jeg er faktisk chokeret over, at de ti Putin-år er tabt til at opbygge noget, der ligner det byzantinske imperium. Det er først stoppet for halvandet år siden. Jeg forstår ikke, hvorfor vi spilder tid på noget, som ikke har virket før. Lad os i stedet indrømme vores fejl og kigge mod vest. Jeg håber, besøget hos den danske statsminister er et tegn på, at det er ved at ske,” siger Nina Khrushcheva. Hun mener, Ruslands præsident Dmitrij Medvedevs besøg i Danmark både kan være et tegn på, at Rusland åbner sig op mod vest, men det kan også blot være et nødvendigt onde for at få Danmark til at følge russiske interesser. Danmark har central geografisk placering, der er afgørende for Ruslands adgang til Europa og resten af den vestlige verden. Nina Khrushcheva mener desuden at finanskrisen spiller en rolle. Krisen har taget så hårdt på den russiske økonomi, at landet er tvunget til at opbygge relationer til Vesten. ”Rusland er i krise både økonomisk, socialt og politisk. Det ser ud til, at det er ved at gå op for Putin og Medvedev, at det er sjovere at have venner i krisetider end at opføre sig indadvendt og afvisende, som Rusland plejer, ” siger Nina Kruschcheva. Rusland har ligeledes åbnet sig mod Polen. For

fire uger siden deltog Ruslands premierminister, Vladimir Putin, som den første russiske leder i en polsk mindehøjtidelighed for ofrene fra massakren i Katyan-skoven under Anden Verdenskrig. Så sent som sidste uge blev hemmeligholdte russiske arkivdokumenter med detaljer om massakren tilmed offentliggjort. Nina Khruschcheva betragter begge skridt samt besøget i Danmark som tydelige tegn på, at Rusland er ved at indse, at de skal opbygge deres forbindelser mod vest. ”Det virker som om, at Rusland i løbet af de sidste seks måneder har været meget ivrige i forhold til Vesteuropa. De er pludselig blevet meget interesseret i at have venner,” siger Nina Krushcheva. Hun mener, Rusland gerne vil vise, de er åbne over for moderne tider. Danmark har en nytænkende profil på den globale scene, og det er derfor ikke helt tilfældigt, at Medvedev vælger netop Danmark. ”Danmark og hele Skandinavien er forgangslande på mange områder, ny energi, klimavenlighed, og ikke mindst jeres velfærdssystem. Det ser godt ud, når Rusland tager sig tid til det.” DK som strategisk knudepunkt Det russiske besøg i Danmark havde således stor symbolsk værdi, men det er langt fra den eneste grund til, at Medvedev aflagde Danmark besøg. Danmark er særlig interessant, fordi Østersøen er en strategisk vigtig forbindelse mellem Rusland og Europa. Danmark er blevet en del af et storpolitisk spil om energikilder, da den danske regering for nyligt sagde ja til at lade den russiske gasgigant Gazprom anlægge en gasledning i dansk farvand lige øst for Bornholm. Ledningen skal forsyne både Danmark og resten af Europa med russisk gas. Omkring ti procent af EU’s samlede forbrug kommer i fremtiden herfra.


Nina Kruschcheva mener, det er den reelle grund til at Rusland besøger Danmark. ”Som Gorbatjov ville sige; når der er et spørgsmål, er der også altid et svar. Og når du spørger mig, hvorfor Rusland tager sig tid til at besøge et lille land som Danmark, så er gasledningen her nok det bedste svar. Der er altid noget mere end bare håndtryk og venlige intentioner, der er altid en gasledning eller noget olie, når det drejer sig om Rusland. Jeg tror bestemt, Danmark bare er en brik for Rusland,” siger Nina Kruschcheva. Hun mener, at Danmarks hurtige accept af den russiske gasledning kan betyde et tættere forhold mellem landene, men nok mest til Ruslands fordel. EU bliver med gasledningen mere afhængig af Ruslands vilje til at lade gassen flyde frit. Aftalen har gjort mange nervøse, fordi Rusland tidligere har brugt sin energipolitiske magtposition til at presse andre lande til at makke ret ved enten at true med at lukke for gassen eller reelt, som i tilfældet med Ukraine, helt at lukke for gassen ”Jeg er ikke imod at bruge gasledningen som et politisk værktøj. Politikere gør sådan noget hele tiden, også i Norge og hele tiden i USA. Jeg har dog et problem med, at den bliver brugt på en undertrykkende måde. Når Rusland slukker for Ukraines gastilførsel, fordi de har en modkandidat til den russiske, så er det udemokratisk og over stregen. Men alle lande har nationale interesser og benytter sig af de værktøjer, de har – men jeg tror ikke, Danmark har noget at frygte,” siger Nina Khrushcheva. Hun mener, det dansk-russiske forhold er blevet væsentligt forbedret ved sidste uges besøg. Det var der også behov for. I 2002 aflyste den daværende russiske præsident, Vladimir Putin, sit ellers planlagte statsbesøg i Danmark. Rusland var utilfreds med, at Danmark havde tilladt afholdelsen af en tjetjensk verdenskongres og samtidig sagt nej til at udlevere den tjetjenske separatistleder, Akhmed Sakajev. Khrusjtjovs besøg Nina Khrushcheva betragter sig selv som russer, selvom hun for nylig har fået et amerikansk statsborgerskab. Hun flyttede som ung til USA, da Gorbatjov kom til magten, for at tage en kandidatgrad på Princeton University og har siden boet i New York, blevet senior fellow i tænketanken World Policy Institute og undervist på blandt andet Columbia University og The New School. Hun betragter ikke valget af USA som en fornærmelse over for hendes farfar, Nikita Khrusjtjov, leder af det daværende Sovjetunionen. ”Jeg tror, han ville synes det var helt i orden. Særligt fordi verden er en anden i dag, og han mente også man skulle være åbne over for omverdenen. Min onkel, Khrusjtjovs søn, arbejder på Brown University” Nikita Khrusjtjov er den seneste russiske leder, der har besøgt Danmark. Det var i 1964, den Kolde Krig var i gang, og verden så helt anderledes ud for Rusland. “Khrusjtjovs politik var at åbne så mange forbindelser til andre lande som muligt. Selv

dengang forstod han, at hvis man vil være en global magtfaktor, så skal man være opmærksom og pleje sine forhold” Under sit ophold i Danmark blev Khrusjtjov fløjet hen over landet, og her fik han øje på alle villakvarterne og parcelhusområderne og spurgte sine værter, hvem der boede her. Da han fik svaret, at det var de danske arbejdere, så svarede Khrusjtjov, at så var Danmark fortabt. Der ville aldrig komme revolution, hvis arbejderne havde så høj levestandard. Historien overrasker ikke Nina Khrushcheva, som mener, at præsident Medvedev i dag ser på den danske velfærdsstat med andre øjne. ”Rusland er et forandret land, og verden er ikke den samme som dengang i 50’erne og 60’erne. Khrusjtjov var imponeret over den danske model, men stadig skeptisk. Medvedev står i en ny situation, hvor revolution er forældet, og han bliver nødt til på et eller andet niveau at anerkende den danske model og velfærdsstaten som en succes,” siger Nina Khrushcheva. Storhed med store problemer Rusland er ikke noget ubetydeligt territorium på verdenskortet. Det er verdens største land og strækker sig over hele ni tidszoner. Der er langt fra Vladivostok i øst, til magtens centrum i Moskva og Skt. Petersborg. Nina Khrushcheva mener, at det er på tide, at Rusland tager nogle afgørende skridt for at genvinde en stabil og holdbar position i verden. ”Rusland bliver aldrig en supermagt igen. Det håber jeg, de har indset. Det kapitel er for længst ovre. Jeg tror det mest sandsynlige for Rusland er at blive en regional stormagt – lidt ligesom Tyskland er i Europa. Der vil altid være nogle, der opfører sig som bøller. Men jeg synes ikke, Rusland skal være det land længere. Det har været skurkeland så længe, og det er tid til at stoppe det og komme videre.” Hun mener, Rusland skal opgive at have kontrol med områder, der gerne vil være selvstændige. De skal ændre tidszonerne, så landet hænger bedre sammen, og bygge flere bløde diplomatiske forbindelser op til vesten, som den, der måske er under opbygning med Danmark. Selvom det østvendte ørnehoved bliver kappet, og vesten virker som deres eneste mulighed, så mener Nina Khrushcheva, at det altid er svært at regne ud, hvad Rusland finder på. Hun minder om Churchills beskrivelse af Rusland fra 1939. “I cannot forecast to you the action of Russia. It is a riddle, wrapped in a mystery, inside an enigma” - Winston Churchill Nina Khrushcheva er den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjovs barnebarn. Hun flyttede til USA som ung for at tage en ph.d ved Princeton University og blev siden fast bidragyder til tænketanken World Policy Institute og underviser på Columbia University. For bare et år siden modtog hun sit amerikanske statsborgerskab og bor nu fast i New York og arbejder som professor i


VERDEN 5. maj 2010

KRISEN I Hævnens time Efter en del stridigheder har Republikanerne nu opgivet at blokere for Obamas Wall Street-reform. Den vil medføre en blandt Republikanerne lidet ønsket øget regulering med finansmarkedet. Det er dog for risikabelt for Republikanerne at blive sat i bås med den griskhed, der har fået skylden for den økonomiske krise. Af Jakob Jessen, Washington, D.C.

Den 11. oktober 2007 skrev chefen for handelsafdelingen i den indflydelsesrige investeringsbank Goldman Sachs en e-mail til en af sine kolleger. ”Det lader til, at vi kommer til at lave en masse penge”, skrev chefen. ”Ja! Vi er velpositioneret”, lød svaret. Bankbosserne havde spekuleret i et finansielt kollaps. Et kollaps, der så ud til at være på vej. Goldman Sachs havde – sammen med andre investeringsbanker – lagt kimen til den krise, der nu rullede fra USA og ud over resten af verden, men bankerne tjente fortsat penge. Blandt andet på at spekulere i de faldende huspriser og de bristende aktiebobler. Bankernes hybris blev hele Amerikas nemesis: 8 millioner amerikanere mistede jobbet, BNP’et styrtdykkede, antallet af tvangsauktioner eksploderede. Tre år senere er amerikanerne ved at varme op til at få hævn over Wall Street. Det synes belejligt at placere ansvaret for en monumental økonomisk krise hos en gruppe stenrige jakkesæt på sydspidsen af Manhattan. Både for det notorisk overforbrugende forstads-amerika og for politikerne i Washington, hvor man gør nu klar til at vedtage en reformpakke, der skal holde styr på de pengegriske regnedrenge. Markedets usynlige hånd – et ægte amerikansk nationalklenodie – skal i fremtiden holdes ren af statslig regulering og overvågning. Præsident Obama præsenterede sin reformpakke for en række indflydelsesrige mennesker – deriblandt pingerne fra Wall Street – da han besøgte Cooper Union College i New York d. 22. april i år: ”Jeg tror på en stærk finansiel sektor, der hjælper folk med at tage lån og investere deres opsparing. Det er en del af, hvad der har gjort Amerika til, hvad det er,” sagde præsidenten, men fortsatte: "Men det frie marked var aldrig tænkt som en licens til at tage alt, hvad du kan, på hvilken som helst måde. Det var, hvad der

skete alt for ofte i årene op til denne krise. Nogle – og lad mig understrege; ikke alle – på Wall Street glemte at bag enhver dollar, der bliver handlet eller gearet [gældssatte, red.] er der en familie, der gerne vil købe et hus eller betale for uddannelse, åbne en virksomhed, spare op til sin pension.” Et spørgsmål om kampagnepenge For Obama og Demokraterne er reformpakken et vinderkort. Den amerikanske befolkning synes ikke (længere) at 'Greed is Good', og mange er bitre over, at uansvarlige banker blev samlet op af det offentlige, da boblerne bristede i 2008-09. En meningsmåling fra Washington Post og ABC News viste i sidste uge, at 63% af amerikanerne synes, det er en god ide at indføre strengere regulering og gennemtvinge mere gennemsigtighed i de store finansielle virksomheder. Amerikanerne står bag Obama. Det gør Wall Street ikke. Hvilket ville være bedøvende ligegyldigt, hvis det ikke var fordi Wall Street har penge. Mange penge. Penge, som Demokraterne har brug for til at føre valgkamp op til det midtvejsvalg, de står til at tabe (stort) i november. Spørgsmålet er nu, dels om Demokraterne vil tage imod (flere) penge fra de dæmoniserede bankmænd, og dels om Wall Street gider at give penge til et parti, der åbenlyst modarbejder finanssektorens interesser. Den Demokratiske senator Blanche Lincoln gav et første svar sidste uge, da hun aflyste en fundraising-middag med ledelsen af Goldman Sachs i New York, efter at det amerikanske finanstilsyn havde anlagt sag imod virksomheden. Senator Christopher Dodd, der leder Senatets Demokrater i reformforhandlingerne, fulgte op fredag, da han aflyste et lignende arrangement. For Republikanerne er reformpakken også en bøvlet affære. Godt nok modtager partiet ikke så


mange penge fra Wall Street, som Demokraterne gør – 68 millioner dollars ved præsidentvalget i 2008 imod Demokraternes 89 millioner dollars for nu at være præcis. Men til gengæld udgør Wall Street-reformen – som Demokraterne har døbt pakken – et politisk problem for Republikanerne. Reformpakken er populær, men Republikanerne er traditionelt set ikke begejstrede for offentlig regulering i al almindelighed. Der er altså en ideologisk barriere at overskride. Men den er på mange måder allerede overskredet; der en bred erkendelse blandt Republikanerne om, at der er brug for en reform. Sagen er snarere, at Demokraterne ikke skal have lov til at høste billige politiske point på at sætte Wall Street på plads få måneder før et midtvejsvalg. Tre benspænd og en aflevering Derfor spærrede Republikanerne sidste mandag for reformpakkens vej til forhandling i Senatet. Republikanerne sidder på 41 af Senatets 100 sæder, hvilket lige nøjagtigt er tilstrækkeligt til at filibustre et forslag [tale det ihjel, red.], og det var præcis, hvad Republikanerne gjorde. Det fik nyhedsbureauet AP til at bringe et telegram med titlen: ”Republikanerne blokerer for finansiel regulering”. Dagen efter, i tirsdags, forsøgte Demokraterne sig igen. Og løb igen ind i en Republikansk filibuster. ”For anden dag i streg: Republikanske senatorer blokerer for finansiel regulering,” hed overskriften nu på et nyt telegram fra AP. Onsdag gentog forestillingen sig, og AP rapporterede om trivialiteterne under overskriften: ”Republikanske senatorer blokerer for finansiel regulering for tredje gang”. Virkelig dårlig presse for Republikanerne, der ikke ønsker at fremstå som Wall Streets skytsengle. Onsdag eftermiddag tog Republikanerne konsekvensen og lod reformpakken komme til forhandling i Senatet. Forhandlingerne begyndte i torsdags med en åbningsdebat. De egentlige detailforhandlinger startede tirsdag eftermiddag amerikansk tid, men meget tyder på, at forhandlingerne kommer til at fortsætte i ugevis. Når – eller rettere: hvis – Demokraterne er i stand til at manøvrere uden om Republikanske filibusters og få vedtaget reformpakken, skal den afstemmes med den reformpakke, Repræsentanternes Hus vedtog i december. Og den slags afstemningsøvelser kan snildt komme til at tage sin tid. Det blev sidst illustreret i forbindelse med vedtagelsen af Obamas sundhedsreform i marts. I sin tale forrige torsdag fremlagde Obama fire hovedsøjler i Demokraternes reformpakke: 1) Oprettelsen af processuelle regler, der skal sikre, at de amerikanske skatteydere ikke endnu engang må betale for investeringsbankernes uansvarlige spekulationer. Iblandt disse er den

såkaldte Voelcker-regel, der dels sætter grænser for bankernes størrelse, og dels for hvor stor en finansiel risiko bankerne må operere med. 2) Øget gennemsigtighed med det finansielle marked. 3) Oprettelsen af et forbrugeragentur, der kan beskytte forbrugernes interesser og opsætte regler, der beskytter almindelige amerikanere, der ikke har mulighed for at gennemskue ansvarlige og uansvarlige lånetyper. 4) Øget indflydelse til aktionærer, bl.a. når det kommer til udpegelsen af virksomhedernes lønnings- og bonusordninger. Hvis Demokraternes forslag bliver vedtaget, er det den største reform af finanssektoren siden 1930’erne. Alligevel har Republikanerne siden sidste onsdag følt sig forsigtigt frem i medierne. De er bange for at blive fanget i en Demokratisk fælde. ”Det, vi skal diskuterer på gulvet [i Senatet, red.], er noget meget komplekst og meget langvarigt. Det bliver en meget vigtig debat,” fortalte den Republikanske senator Richard Shelby USA Today torsdag. Imens var Demokraten Dick Durbin allerede i gang med at spinne stemmer på det Republikanske vægelsind fra Senatets talerstol: ”Hver gang Republikanerne fortsætter med at filibustre, er det en sejr for Wall Streets lobbyister”. Jakob Jessen studerer Dansk ved Københavns Universitet og læser i øjeblikket tilvalgsstudier ved American Univeristy, Washington, D.C. Han har tidligere bidraget til RÆSON med interviewartikler og kommentarer og har desuden en fortid som praktikant ved netavisen Altingets Christiansborg-redaktion.


VERDEN 5. maj 2010

KRISEN II Goldman Sachs: Grådighedens ansigt Frustrerede amerikanere, der er trætte af finanskrisen og Wall Street, har endelig fået en skurk at rette sin mod; mægtige Goldman Sachs. Det amerikanske finanstilsyn anklager finansgiganten for bedrageri og med søgsmålet er en opstandelse fra main-street, politikere og medier fulgt. I centrum for det hele står ”Fabulous Fab”, en ung og kreativ Goldman Sachs-medarbejder, der beskrives som inkarnationen af Wall Streetondskab. Af Kenneth Praefke, Washington, D.C.

Goldman Sachs sælger i øjeblikket (finans)aviser som utroskabsramte Sandra Bullocks sælger (sladder)blade. Wall Street-giganten er – uønsket – blevet de amerikanske mediers yndlings scapegoat efter, at det amerikanske finanstilsyn SEC [US Securities and Exchange Commission, red.] har anlagt et civilt søgsmål mod Goldman Sachs for bedrageri. Bedrageribeskyldningerne retter sig mod rådgivningen af bankens kunder om det amerikanske boligmarked og specifikt subprimemarkedet (lånemarkedet for lånere med lavest kreditværdighed). Mens Goldman Sachs solgte sine kunder værdipapirer bestående af subprimelån, satte virksomheden selv penge på, at boligmarkedet stod foran et snarligt kollaps. Og da kollapset kom, tjente Goldman Sachs styrtende med penge, mens deres kunder tabte tilsvarende stort. Grådighedens ansigt Anklagerne mod Goldman Sachs er blevet personificeret ved det, der ligner virkelighedens svar på Gordon Gekko [fiktiv grådig hovedperson i filmen; ”Wall Street” fra 1987, red]: Fabrice Tourre. Han er omdrejningspunktet for SEC’s anklager mod Goldman Sachs – faktisk er han den eneste Goldman Sachs-medarbejder, der er nævnt med navn i anklagen -, og har grådigheden et ansigt, bærer det sandsynligvis Tourres øjne, øre, næse og mund. Fabrice Tourre, der ynder at kalde sig selv Fabulous Fab, er arkitekten bag nogle meget avancerede eller ”eksotiske” værdipapirer. Han har gjort kometkarriere og er i en alder af 31 år vice president i Goldman Sachs.

Der er ingen tvivl om, at Fabulous Fab har været på jagt efter penge. Om han også har været kriminel, vil SEC-søgsmålet vise. Men grunden til at netop Fabulous Fab bliver set som rendyrket Wall Street-ondskab skal blandt andet findes i en stribe kontroversielle mails fra mr. Tourre til forskellige af hans venner, som blev offentliggjort med SEC-anklagen. Blandt de saftigste: ”Højere og højere gældssætning, hele bygningen kan kollapse når som helst (…) Den eneste potentielle overlever er Fabulous Fab(…) stående i midten af disse komplekse, højt gearede [gældssatte, red.], eksotiske handler skabt uden nødvendigvis at forstå alle implikationer af disse monstre!!!” Eller denne e-mail fra Tourre til sin kæreste sendt i januar 2007: ”Jeg føler mig ikke skyldig, formålet med mit job er at gøre kapitalmarkederne mere effektive og i sidste ende give de amerikanske forbrugere flere effektive måder at belåne og finansiere sig selv, så der er en ydmyg, nobel og etisk begrundelse for mit job ;) Utroligt, hvor god jeg er til at overbevise mig selv.” Det er næppe en grov forsimpling eller afvigelse fra sandheden at sige, at Fabrice Tourre primært har bekymret sig om at tjene penge. Skammekrogen Fabulous Fab er blevet en medie darling, og ikke på linje med David Beckham eller Lance Armstrong, men som den ultimative skurk i mediernes behandling af Wall Street og forhandlingerne om en reform af den finansielle regulering i USA. Tourres ansigt, der er lidt for gammelt til at være en konfirmands og lidt for


ungt til at være en bankdirektørs, er blevet det belejlige symbol på det amerikanske folks Wall Street-afsky. Også da den offentlige vrede nåede sit foreløbige højdepunkt ved en senatshøring i sidste uge [tirsdag d. 27. april, red.], var fotografernes linser indstillet på Fabrice Tourre. Siddende ved siden af sine velklædte ligemænd fra Goldman Sachs – de ledende medarbejdere fra subprimedivisionen – i sort jakkesæt, hvid skjorte og slips i blå og røde nuancer blev Tourre nådesløst grillet af de frådende senatorer. Senere måtte også CEO for Goldman Sachs, Lloyd Blankfein, sætte sig foran senatsudvalget ved høringen, der samlet tog ti timer og 43 minutter. I sin forberedte tale kaldte Blankfein dagen, han modtog SEC-søgsmålet ”en af de værste dage i sit professionelle liv”. Et professionelt liv, der i øvrigt lige har budt på den værste finansielle krise siden Den Store Depression. Goldman Sachs-sagen er benzin på bålet for de kongresmedlemmer, der ønsker ny hård regulering af Wall Street. Washington Post-journalisten Erza Klein skrev søndag i sin analyse af høringen, at den manglende anger fra Goldman Sachs-toppen kan ende med at give bagslag for banken og resten af Manhattans finansdistrikt: ”Problemet for Tourre – og Wall Street – er, at de er så opsatte på at bevise, at det, de gjorde var lovligt, at de ikke kan se, hvad de gjorde forkert. Det er mænd (og de fleste af dem er mænd) af markedet, og de spiller efter markedets regler: lav så mange penge som muligt uden at ryge i fængsel. Det er en verden, hvor folk hyldes for at snyde kunden – det vil sige, sælge et ”crappy” produkt til en dum investor. Men det er ikke den verden, resten af os lever i. Og hvis ikke Wall Street snart opfatter det, så kan den finansielle regulering ende med at blive meget skadelig for dem.” Damage Control Goldman Sachs er normalt kendt for ikke at gøre opmærksom på sig selv. Kunderne er virksomheder og oftest virksomheder, der gerne vil have ro og tavshed om de ydelser, Goldman Sachs leverer til dem. Men med anklagerne om snyd og en voksende upopularitet, har den normalt tavse bank kastet sin CEO Lloyd Blankfein ind i mediemøllen til prime time-interviews på diverse tv-kanaler i et forsøg på damage control. Blankfein kæmper med at forklare, hvordan ingen eller kun meget få så krisen komme, og selvom det er nemt retrospektivt at mene, at Goldman Sachs var en af de få, der så krisen komme, så var de, som alle andre, ikke sikre på, hvor markedet var på vej hen. Og forklare, at derivater, syntetiske CDO's og andre eksotiske handler rent faktisk har et formål som den mest

effektive måde at styre og fordele en virksomheds risiko på. Derudover har Goldman Sachs ifølge Washington Post opgraderet sin lobby-virksomhed i Washington fra ingenting til et stjernehold af tidligere rådgivere og PR-konsulenter for diverse præsidenter, vice-præsidenter og andre topfolk i Det Hvide Hus. Og snakken om, at Goldman Sachs vil forsøge at indgå forlig med SEC for at undgå yderligere revner i det guldglinsende navn er intensiveret. Formentlig med god grund. For de politiske og folkelige frustrationer i forbindelse med finanskrisen kan nu få afløb i forhold til én skurk. Og vreden er ægte nok. Det frustrerer folk, at finansgiganten, der – i hvert fald som de ser det – var med til at få boligmarkedet til at crashe og få finansmarkederne til at fryse til, måtte tilføres skattekroner, mens skatteborgerne selv blev arbejdsløse i milliontal. Og at Goldman Sachs nu igen, mens ledigheden stadig bevæger sig omkring de ti procent, er begyndt at tjene helt ekstremt mange penge på deres uhåndgribelige business. Kenneth Praefke (f. 1987) er stud.polit og redaktør på de polit-studerendes internetportal Altandetlige.dk. Har desuden skrevet freelanceartikler om økonomi til RÆSON, Uniavisen.dk og Weekendavisen. Kenneth blogger om økonomi på econblog.dk.


EUROPA 5. maj 2010

KRISEN III Den græske krise er kun lige begyndt! Så blev euro-landene enige. Grækenland har fået sin hjælpepakke i form af 110 milliarder euro som et lån fra Den Internationale Valutafond og eurolandene i fællesskab. Nu kan vi i Europa endelig ånde lettet op; krisen er overstået for denne gang. Eller er den? Nej, det er nu, det bliver rigtigt hårdt for grækerne, og kun fantasien sætter grænsen for, hvor langt krisen får lov at eskalere. Af Martin Marcussen

Da Danmark i slutningen af 1970’erne stod med en tårnhøj rente, en lige så høj udenlandsgæld, underskud på statsfinanserne og betalingsbalancen, greb nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer pennen. I en kronik i Berlingske Tidende 10. januar 1980 beskrev han under overskriften ”Sådan nærmer vi os afgrunden”, i malende vendinger, Danmarks økonomiske situation. Med reference til operaen The Rake's Progress fortælles historien om, hvordan en ung mand, der er kommet til penge, går i forfald. Til at begynde med går det godt, men letsind tærer på formuen. Efter fornøjelserne kommer fogeden for at inddrive gælden. Den unge mand forsøger at klare sig ved at gifte sig med en grim, gammel, men særdeles rig enke. Men det giver kun en stakket frist. Han ender i gældsfængsel og dernæst i galehuset – fuldstændig i opløsning. Analogien er slående i forhold til Grækenland. Eskalationen mod afgrunden går gennem seks, muligvis flere, trin og foregår således: 1) Først mister landets politikere deres bevægelsesfrihed. En kraftig gældssætning i forhold til udlandet betyder, at kreditvurderingen bliver dårligere, og renteniveauet stiger. I det græske tilfælde har dette været situationen i flere år. 2) Dernæst mister landet international respekt og indflydelse. Alverdens lande og befolkninger er nu enige om, at græsk politik grundlæggende er ansvarsløs, og at græske politikere ikke kan betros nogen opgaver på kollektivets vegne. Det har naturligvis også betydning for det græske folks selvagtelse. 3) Så får landet vanskeligheder ved at låne penge. Kravene til økonomisk genoprettelse bliver større og større, efterhånden som gældskrisen synliggøres, og internationale banker vil kræve

større og større risikopræmier for at købe græske statsobligationer. 4) Derefter må der bedes om assistance udefra. I dette tilfælde fra Den Internationale Valutafond og de øvrige euro-lande, der til sammen bidrager med et lån på 110 milliarder euro, der udbetales over en treårig periode, hvis en række hårde betingelser opfyldes – et lån, som vel at mærke skal betales tilbage igen. 5) Der dannes et konsortium af Grækenlands kreditorer, der så vil indgå i forhandlinger om en eventuel afviklingsordning, en restrukturering af gælden, og endelig 6) vil stammen i det græske velfærdssamfund og den politiske stabilitet gå i opløsning. De kolossale tilpasningskrav, som den græske befolkning udsættes for, udløser spændinger, der i første omgang kan lede til en lammelse af hele den græske økonomi. Grækenlands økonomi i en negativ spiral Selvom Hoffmeyers analyse nærmest til punkt og prikke passer på den nuværende græske situation, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, at et par yderligere trin på eskalationsstigen kommer i anvendelse. Der er flere faktorer, der peger i den retning. En første faktor er, at hele tilpasningsbyrden falder på den græske befolkning. Som medlem af euro-området kan Grækenland ikke devaluere sin møntfod, ligesom så mange andre lande har gjort i lignende situationer. På kort sigt står den græske befolkning over for at skulle gennemgå en periode, hvor landet ikke bare stagnerer, men går realøkonomisk tilbage. På lidt længere sigt vil grækerne kunne forvente en særdeles skrabet udgave af en offentlig sektor i flere årtier fremover. Der er tale om den største strukturelle tilpasning, som noget europæisk land


har været udsat for siden afslutningen af anden verdenskrig. Derudover er Grækenland stigmatiseret i forhold til den europæiske omverden. Landet er i udstrakt grad gået hen og blevet selve symbolet på de grundlæggende spændinger og gnidninger i euro-området. Derfor skal den græske tragedie isoleres. Ja, OECD’s generaldirektør, mexicaneren Angel Gurría taler sågar om, at når man indser, at man er ramt af en ebola, er der ikke andet at gøre end at skære den syge del fra for at overleve! Symbolsproget er ikke til at misforstå. Det siges ikke højt i de officielle seancer, men alle andre steder lægges der ikke skjul på, at europæiske statsledere såvel som deres befolkninger ønsker grækerne ud af euro-samarbejdet. Det kan nok antydes, at Grækenland står meget venneløs i disse dage. På vej mod national opløsning? Hvilke yderligere trin mod den endelige opløsning kan der så være tale om? Et syvende trin på stigen vil indebære, at den nuværende græske regering mødes af adskillige mistillidsvetoer, som tvinger den til at gå af. Der udskrives måske nyvalg, valgkampagnen bliver hård og voldsom og præget af lange generalstrejker. Protestpartier får deres gyldne mulighed for at træde i karakter. Det er især fløjene, der manifesterer sig som de ny magthavere. Problemet er bare, at de ikke kan finde sammen om en fælles politik, så regeringsdannelsen trækker i langdrag. Landet står således pludselig uden en styrende politisk klasse. Et ottende trin vil indebære, at der dannes en provisorisk regering af ledende embedsmænd. Der skal jo træffes beslutninger for at få landet til at fungere på ét eller andet minimalt niveau. Hertil kommer, at de mange krav om strukturtilpasninger skal implementeres – og det kan kun gå for langsomt. Der er tale om omfattende reformer af pensioner, sundhedsydelser, uddannelse, børnepasning og lønvilkår. Der er tale om, at skatterne på lønindtægter sættes op, det samme gør momsen. Der er tale om at sælge offentlige bygninger, udlicitere serviceopgaver og privatisere alt, hvad der overhovedet kan afsættes. Med andre ord, der er tale om en opgave, der ikke umiddelbart tilvejebringer sikkerhed, stabilitet og forudsigelighed i den i forvejen kuldsejlede økonomi. Det niende trin er voldsomt. Her handler det om, at militæret og politiet trækkes ind i styring af landet. Der skal være grundlæggende ro på gader og stræder og rundt omkring i virksomhederne og institutionerne. Uden denne ro vil der ikke kunne gennemføres nogen form for styring fra centralt hold. Politiet og visse dele af hæren får særlige beføjelser til at styre denne undtagelsestilstand.

Nogle gange betyder det, at friheden til at forsamle sig, organisere sig og ytre sig midlertidigt må afblæses. Der styres nu helt kontinuerligt via dekreter. Et sidste, tiende trin overskrider måske vores fantasi på nuværende tidspunkt. Det handler nemlig om, at militæret både får og tildrager sig helt ekstraordinære styringskompetencer. Der er ikke tale om et decideret militærkup – det hører alligevel fortiden til – men der er dog tale om, at militære instanser i flere forskellige sammenhænge har overtaget væsentlige samfundsfunktioner. I denne sammenhæng er det måske værd at huske, at de strukturreformer, som det internationale samfund har krævet gennemført i Grækenland også indebærer særdeles omfattende besparelser på det meget store græske militærbudget. Militæret har alle mulige former for incitamenter til at bidrage til at opretholde lov og orden i en sådan situation. Lander vi nogensinde på toppen af denne eskalationsstige? Vil omverdenen virkelig tillade, at det kan gå så langt uden indgriben? Vil grækerne selv? Ja, det interessante i disse tider er, at dét, der er utænkeligt i dag, har det med alligevel at blive en realitet i morgen. Det er ikke lang tid siden, at euroens succes blev fejret vidt og bredt i forbindelse med dens tiårs fødselsdag. Finanskrisen blev set som det bedste eksempel på, at euroen havde bevist sit værd. Ingen kunne dengang tage seriøst, at de indre spændinger i euroland kunne true selve fundamentet for euroens eksistens. Set i bagklogskabens lys er vi alle sammen blevet overrasket igen og igen af udviklinger i den virkelige verden. Martin Marcussen er professor mso ved Center for Europæisk Politik (CEP), Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han har netop skrevet bogen Den danske model og globaliseringen, Samfundslitteratur


EUROPA 5. maj 2010

KRISEN IV Vil euroen overleve? Hvad med eurosamarbejdet? RÆSON bragte i det seneste trykte magasin et større interview med fire danske førende økonomer. Dengang var forhandlingerne vedr. en hjælpepakke til det trængte Grækenland undervejs. Nu foreligger hjælpepakken til Grækenland endelig. RÆSON har bedt en af de fire, Christen Sørensen, der er professor i økonomi ved Syddansk Universitet, forholde sig til EU's økonomiske situation i dag. Af RÆSONs redaktion

1. Eurolandene er endelig blevet enige om en hjælpepakke til Grækenland. Men er den tilstrækkelig, og er hjælpen stor nok? Pakken skal først og fremmest tjene til at genoprette tilliden til investorerne, idet høj rente og lav vækst er en giftig cocktail for gældsudviklingen. Om hjælpepakken er tilstrækkelig og stor nok afhænger efter min vurdering først og fremmest af, om regeringen/politikerne i Grækenland er villige til eller i stand til at føre en ansvarlig finanspolitik. Den græske krise demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at det ikke er skattetrykkets absolutte størrelse, der er afgørende i forhold til stabiliseringspolitikken, men at politikerne er villige til at sørge for offentlig finansiering til de velfærdsgoder/offentlige udgifter, som de bevilliger. Der er med rette en betydelig skepsis over for de græske politikere, blandt andet på grund af deres uvillighed til at lave effektiv skatteopkrævning og deres fiflerier med tallene. 2. Ifølge nogle fremskrivninger kan Grækenland med hjælpepakken forventes at opleve økonomisk vækst inden for det kommende år – er det realistisk? Hvad vil hjælpepakken betyde for græsk økonomi? Personligt tvivler jeg på, at det med de nødvendige stramninger af finanspolitikken i Grækenland og den verdensomspændende økonomiske situation, er realistisk at forvente snarlig vækst i Grækenland. Og i hvert fald vil det vare længe før Grækenlands BNP er tilbage på det nuværende niveau. Men jeg kan da ikke udelukke, at faldet bliver så stort, at der snart igen vil komme vækst – fra et meget lavt udgangspunkt.

Det er dog ikke nok at se på vækst, der skal også ses på niveauet for BNP og dermed også beskæftigelsessituationen. 3. Hvordan sikrer euro-landene, at krisen ikke forværres i Italien og Spanien – og at de to lande ikke stiller samme krav til hjælpepakker som Grækenland, hvis deres økonomiske situation skulle forværres? EU-landene har med hjælpepakken gjort det nødvendige for at undgå, at gældskrisen fra Grækenland smitter til Italien og Spanien. Men om det er tilstrækkeligt er et åbent spørgsmål. Personligt mener jeg, at det ville inddæmme krisen, hvis politikerne i Italien, Spanien og vel også Portugal fremsatte og gennemførte troværdige opstramninger af deres finanspolitik. Men med fast valutakurs kommer det til at koste på beskæftigelsen. Men det er den uundgåelige følge, hvis man deltager i en monetær union og ikke følger den stabiliseringspolitik, som det ledende land – Tyskland – fører. Og selvfølgelig vil der være forventninger til nye hjælpepakker, når nu vejen er banet. Men det er jo da også gjort klart, at det ikke er gratis at anmode om hjælpepakker. Man kan håbe dette er nok til at få politikerne til at handle. 4. ECB har ikke haft meget albuerum til at handle, og euro-landene har i en vis udstrækning lurepasset i spillet om en redningspakke til Grækenland. Er der behov for en ny struktur i eurosamarbejdet og en ny rolle til ECB – hvis lignende kriser skal undgås fremover eller bremses tidligere i forløbet? Forløbet har udstillet det, som allerede den (vest-)tyske forfatningsdomstol tilkendegav: at ØMU’en var en forkert betegnelse. Der er i EU


kun gennemført en monetær union, ikke en økonomisk union. Og da først de store lande ikke blev mødt med sanktioner, som det ellers var forudsætningen, da vækst- og stabilitetspagtens krav om ikke større underskud på de offentlige finanser end 3% af BNP, var det klart, at konstruktionen kunne komme i fare. Og denne mangel i konstruktionen er blevet udstillet i det forløbne forhandlingsforløb. Den aktuelle krise giver efter min opfattelse ikke anledning til at give ECB en ny rolle. Der kunne efter min mening anføres mange grunde til, at ECB ikke alene skal have prisstabilitet som målsætning. Men det har ikke noget med den græske krise at gøre. Derimod er det relevant at overveje vækst- og stabilitetspagten og hele den manglende side af ØMU-konstruktionen: nemlig den økonomiske union. 5. Hvad har det betydet for euroens position i verdensøkonomien, at forhandlingsforløbet om en redningspakke har været så ujævnt, ugennemsigtigt og usikkert? Der er mange, også økonomer, der helt ureflekteret giver udtryk for, at det er godt med en stærk euro, dvs. der skal relativ få euro til at købe andre valutaer. Jeg mener ikke selv, at jeg hører til denne gruppe. Det er efter min mening politikere, der må tage stilling til spørgsmålet om evt. konsekvenser for euroens position i verdensøkonomien. Og hvis de blot kan tænke lidt, er det måske ikke attråværdigt at have en overvurderet valuta – tænk på USA’s problemer hermed (og de modsatte problemer for Kina). 6. Hvad kommer der til at ske med euroen og euro-samarbejdet på længere sigt? Hvis ØMU’en skal bestå, må den økonomiske union udbygges og forstærkes, som jeg allerede forudsagde i min bog fra 1990 og 1992: ”Danmark – delstat i Europa?” I tilknytning hertil gav jeg udtryk for, at en ØMU ikke burde omfatte de sydeuropæiske lande, idet disse givetvis ikke ville følge tysk disciplin. Jeg hører til dem, der tror, at euro-samarbejdet vil fortsætte, men at de lande, der ikke var indstillet på at følge tysk økonomisk politik – primært de sydeuropæiske – kommer til at betale en høj pris i form af høj ledighed og tilknyttet social uro. Christen Sørensen er professor i økonomi ved Samfundsvidenskabeligt Fakultet, Syddansk Universitet, og tidligere økonomisk vismand


BREVE FRA BRUXELLES 5. maj 2010

COP15 Den danske COP15-fiasko Det danske formandskab lavede mange fejl under COP15-mødet i København. Desværre er selvkritikken udeblevet. Danmark har ikke virket som en troværdig brobygger mellem EU og Kina. EU må tage lederskab Af Dan Jørgensen (MEP, S)

Statsministeren har løjet. Han har påstået, at der ikke var lavet en skriftlig evaluering af COP15mødet. Det ved vi nu er forkert. Evalueringen er lavet, og den er nu lækket til pressen. Selv om det selvsagt er en alvorlig sag, når statsministeren fører befolkning og folketing bag lyset, er det værste nu ikke løgnen i sig selv. Værre er det, hvad den dækker over: COP15 blev en større fiasko end nødvendigt pga. dansk inkompetence. Det synes fuldstændig uden for diskussion, at samarbejdet mellem det danske statsministerium og FN’s klimasekretariat langt fra fungerede optimalt. Ligesom det er helt tydeligt, at Danmark valgte at lægge sig op af USA frem for at være den objektive mellemmand, der balancerede interesserne mellem de mange parter. Løkke uberørt af kritik Lars Løkke Rasmussen lader sig ikke påvirke. Der skal mere end et sammenbrud i de globale klimaforhandlinger til at bekymre ham. Faktisk er han ganske godt tilfreds med resultatet ved COP15. Under og efter COP15 har det været helt tydeligt, at Lars Løkke og hans spindoktorer ønsker at tegne et helt bestemt billede af ham som statsminister: En mand med begge ben på jorden. Lars Løkke er ikke blevet “hovskisnovski”, efter at han er blevet statsminister. Han er stadig ”Lille Lars fra Græsted”. Hvor er det dog trist, at ambitionerne ikke er større for en statsminister. Og hvor er det dog trist, at man ikke er i stand til at reflektere bare en smule over egen indsats.   Behov for selvkritik Ingen – eller kun ganske få danskere – mener, at Danmarks svage lederskab af COP15 var den væsentligste årsag til det dårlige resultat. Selvfølgelig var der også mange andre grunde til, at det gik galt. Men lige så forkert som det vil være at give Danmark hele skylden, lige så

fejlagtigt vil det være at frikende regeringen fuldstændigt for ansvar. Internationalt har der da også været udbredt skuffelse over de alvorlige og ganske betydningsfulde fejl, som Danmark begik. BBC har en temahjemmeside om COP15. Her nævnes det danske formandskabs inkompetence som en af de centrale årsager til fiaskoen. Her hedder det fx:   “When Mr. Rasmussen took over for the high-level talks, it became quickly evident that he understood neither the climate convention itself nor the politics of the issue. Experienced observers said they had rarely seen a UN summit more ineptly chaired.” Også avisen The Guardian er benhård i sin kritik: “Connie Hedegaard, the Danish climate minister, started well but was forced at the start of week two to step down in favour of the Danish prime minister, Lars Løkke Rasmussen, officially because it would be inappropriate for a mere climate minister to meet and greet world leaders. But it was an open secret that she was at odds with her leader and the rich countries preferred their own man. Then Lars Løkke Rasmussen proved to be out of his depth at this level of politics. He, too, was forced to step down, probably by the UK, Australia, Canada and others” Langt mere alvorligt end Løkkes manglende diplomatiske evner var imidlertid den forfejlede strategi at negligere en række af udviklingslandenes helt rimelige krav.     Skadeligt ikke at indrømme fejl Jeg forstår godt, at Lars Løkke Rasmussen har behov for at påpege, at andre også begik fejl i processen. Det er bestemt rimeligt at klandre både USA og Kina for manglende politisk vilje. Men ikke at ville indrømme en eneste fejl fra det danske formandskab er ikke bare utroværdigt. Det er også skadeligt. Hvis ikke vi alle lærer af fiaskoen i København, hvordan skal vi så komme videre? En vittig mand sagde engang: “hvis ikke man ændrer kurs, ender man der, hvor man er på vej hen”. Den kurs, det danske formandskab satte


under COP15, vil føre til det endelige sammenbrud, hvis den fortsættes.   Hvad nu? Et af de grundlæggende problemer var, at mistilliden mellem udviklingslandene og de udviklede lande blev større i København. Særligt mistilliden mellem USA og Kina. Det gør det svært at nå til enighed omkring forhandlingsbordet. Derfor er det vigtigt, at andre spillere såsom EU forsøger at facilitere fortsatte forhandlinger mellem de to parter. Det kan ske ved at agere “mellemmænd” og/eller ved at foreslå kompromiser, som finder fællesnævnere mellem de to landes positioner. Muligheden er der stadig: Som FN’s klimachef Yvo de Boer har udtalt, så har vi alle ingredienserne i skålen. Vi fik bare ikke bagt kagen i København, men det kan stadigt nås i Mexico. Reelt handler det om at løse de udeståender, der er med hensyn til finansiering. Hvem skal betale hvor meget, til hvem, hvornår og på hvilke betingelser? Og reduktionsforpligtelser; hvem skal reducere deres forurening hvornår og på hvilke betingelser? EU kan spille en nøglerolle her. Selvom EU ikke var aktive nok under COP15 og slet ikke bød ind med nok på hverken finansiering eller reduktionsmål, så er EU alligevel foregangsregion på klimaområdet. Dertil kommer, at EU – i modsætning til det danske formandskab – stadig nyder nogen tillid hos udviklingslandene til at kunne drive forhandlingerne fremad mod Mexico. EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, barsler lige nu med en plan for, hvordan EU skal tage teten i klimakampen. Hvis alt går vel, ser planen dagens lys til juni. Forhåbentligt skruer den op for EU’s reduktionsmål og sætter afsender på de penge, der skal finansiere konsekvenserne af klimaforandringer de kommende år i verdens fattigste lande. Det er dog langt fra sikkert, at den bliver så ambitiøs, som den kunne blive. Selvom både EU’s reduktionsmål og bidrag til finansiering måske ser flotte ud, er det ikke nødvendigvis tilfældet. Reduktionsmålene nås nemlig nemt som følge af den økonomiske krise: Når produktionen falder, falder udledningen af CO2 også, helt uafhængigt af EU’s overordnede mål. Og hvad angår finansieringen, kan der måske nok skabes

enighed om en stor sum. Faren er bare, at det kun er penge, der allerede er afsat til udviklingsbistand, så der reelt ikke er tale om klimahjælp. Connie Hedegaards virkelige udfordring bliver derfor for det første at præsentere virkelige reduktionsmål og for det andet at finde virkelige bidrag til finansieringen. Virkelige reduktionsmål er reduktionsmål, der skaber et reelt incitament til energieffektive investeringer og ikke bare nyder godt af den økonomiske krise. Og virkelige penge er penge, der ikke allerede er afsat til udviklingsbistand, men derimod er ekstramidler til de udfordringer, der følger af klimaforandringerne. Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen.


VERDEN 5. maj 2010

SF LANDSMØDE Modvind og medvind Ifølge meningsmålingerne rider SF på en bølge direkte mod regeringsmagten. Imens er pressen gået på jagt blandt folketingsmedlemmer og græsrødder efter historier om splittelse i partiet. En konsekvens af topstyring i partiet og udviklingen i journalistisk selvforståelse, lyder det fra medieforskere. Af Jesper Stegmann Mortensen, freelance journalist

Der er stående klapsalver, smil på læben og stor opbakning blandt de 700 partimedlemmer til formand Villy Søvndals tale ved åbningen af SF’s landsmøde 2010. Dagen efter vidner et hurtigt vue langs collagen af avisudklip i foyeren i Odense Congress Center om den omfattende dækning. Men ikke kun for det gode. Overskrifterne i landets aviser lyder: ”SF i opgør om DF”, ”Erhvervslivet: SF er endnu ikke stuerene” og ”Vi er ikke de røde socialdemokrater”. Ifølge medieforsker og ph.d., Camilla Dindler fra Afdeling for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, vidner de kritiske artikler om, at pressen har skruet bissen på over for SF. ”De mange kritiske historier om SF skyldes først og fremmest partiets forvandling fra protestparti til magtparti. De har haft nogle gode meningsmålinger og kan realistisk set komme i regering med Socialdemokraterne ved et valg. Derfor går medierne hårdere til dem. SF har overstået hvedebrødsdagene med medvind, nu kommer regnen,” siger Camilla Dindler. Fra observationsstudier på Christiansborg i 2008 kan hun berette om, hvor overraskede medarbejdere var over, hvor nemt det var at få gode historier i medierne. Alligevel var man dengang også klar over, at den gode omtale ikke ville ikke vare evigt. Det kan pressemedarbejder i SF, Tasja Parize, tale med om. Til trods for den generelt gode medieomtale af landsmødet var hun samtidig ”lidt rystet” over den manglende dækning af det rent politiske stof. Fnidder og splittelse ”Nu hvor vi går efter at sidde i regering, er det naturligt, at der stilles større krav til SF’s politik. Men jeg synes, at der er mange proceshistorier.

Det virker som om, journalisterne er mere optagede af at lede efter fnidder og intern splittelse end at beskæftige sig med det politiske indhold. Historierne er stort set skrevet på forhånd, og journalisterne leder ihærdigt efter udtalelser, der kan så splid i partiet og bekræfte myten om, at SF er villige til hvad som helst for at få magten,” siger Tasja Parize. En af de kritiske journalister er redaktør på Politiken, Lars Trier Mogensen. Op til og under landsmødet langede han ud mod SF for både at være et parti med en ungdomsgeneration, der kigger DF for meget i kortene på udlændingeområdet og samtidig mangler nye løsninger for den økonomiske situation med en stigende arbejdsløshed. Han mener, at det er en journalistisk opgave at være kritisk og dække splid i partierne og afviser, at de kritiske proceshistorier om SF skulle have taget overhånd. ”Det holder ikke at ville forsvare den lille mand med de samme ideer som regeringen til løsningen af job- og uddannelsessituationen. Som jeg ser det, holdes diskussionen og de reelle problemer nede i SF, fordi de vil i regering. Men når journalister får færden af uenighed i et parti, vil de selvfølgelig granske i konflikterne uanset, hvilket parti det er,” siger Lars Trier Mogensen. Politiken har dog ikke været ene om den kritiske tone mod SF. Også de andre dagblade har bragt historier med lignende vinkler. Ifølge lektor og ph.d. i journalistik på RUC, Mark Blach-Ørsten, skyldes pressens kritiske blik på SF, at partiet har været inde i en periode med negativ omtale, der er ved at bide sig fast. ”Det handler meget om, hvorvidt man har momentum eller ej. Kriteriet for konflikt går mange gange forud for substans, men specielt nu hvor SF lidt er i en negativ spiral. Den bedste


historie er altid den om splittelse i partiet, og jo mere et parti står som en samlet enhed, des mere interesse har journalisterne i at finde sprækkerne,” siger Mark Blach-Ørsten. Han uddyber det med, at stærk ledelse og topstyring af partiet derfor har været en nødvendig konsekvens, fordi emner med konflikt ofte er det bærende stof i journalistikken på Christiansborg. ”For bedre at kunne styre kommunikationen gennemgår SF den samme topstyringsproces som Venstre, DF og Socialdemokraterne. Den proces er hård, og nu går journalisterne efter proceshistorier, der handler om splid i partiet. Ved øget topstyring vil man forhindre pressen i gå efter historier, hvor formanden mener det ene og baglandet noget andet. Det er en åbenlys og ærlig måde at ville regeringsmagten på,” siger Mark Blach-Ørsten. Kritiske røster Få dage før SF’s landsmøde offentliggjorde Ugebrevet A4 en undersøgelse, hvor 3 ud af 4 vælgere mener, at Villy Søvndal har gjort det godt som partiformand. I SF’s bagland er støtten helt oppe på 93%. Tal, der vidner om, at det var et meget samlet parti med fuld opbakning til formanden, der gik til landsmøde i Odense. Alligevel var der kritiske røster blandt partiets folketingsmedlemmer. Ifølge Berlingske Tidende skulle Ole Sohn have truet partiets socialordfører, Özlem Cekic, på hendes ordførerskaber, hvis hun stod ved sit forslag om en afstemning om at holde DF uden for indflydelse ved næste valg. Noget Özlem Cekic hverken ville be- eller afkræfte. Kresten Touborg langede ud efter Villy Søvndal for hans anbefaling af Thor Möger Pedersen som partiets næstformand. Möger Pedersen var da også eneste kandidat til posten, og med anbefalingen forhindrede Villy Søvndal indirekte andre i at turde at stille op lød det. Margrethe Auken udtalte, at hun gerne havde set klimadagsordenen bedre profileret i formandens åbningstale. Og netop åbningstalen var ifølge Kamal Qureshi et godt eksempel på, at udenrigspolitikken har måttet vige pladsen til fordel for den indenrigspolitiske dagsorden under landsmødet. ”Jeg synes, det var ærgerligt, at der ikke blev nævnt tilstrækkeligt om udenrigspolitikken i Villys tale. Der har været meget fokus på de indenrigspolitiske emner under landsmødet. Et landmøde, der starter og slutter med fællessangen ’Internationale’, synes jeg også bør have noget internationalt ind imellem,” siger Kamal Qureshi. Han henviser til situationen i Mellemøsten og det

globale arbejdsmarked som en nødvendig medspiller til at få vækst i Danmark. ”De udenrigspolitiske områder er meget vigtige – se bare på udliciteringen af arbejdspladser, som rammer de ufaglærte. Men fraværet af de emner skyldes, at meningsmålinger og fokusgrupper er blevet afgørende for, hvilke områder ledelsen vil satse på. Og indenrigspolitiske områder er altså nemmere at måle på, da det er svært at gå ud og love fred i Mellemøsten,” siger Kamal Qureshi. At Villy Søvndal og partilinjen bliver udsat for intern kritik overrasker ikke medieforsker Camilla Dindler. Hun ser kritikken som et simpelt, men naturligt tegn på, at der som følge af de mange nye medlemmer er uenigheder i partiet. ”Med Søvndal fik SF en masse nye medlemmer med et lidt andet segment, og det har været en udfordring at få dem inkluderet uden at gå for meget på kompromis med det gamle. Mange af partiets nye medlemmer deler ikke nødvendigvis værdier med de gamle medlemmer, og det kan skabe konflikt om partiets linje,” siger Camilla Dindler. Nye udfordringer Med de nye medlemmer har SF mere end fordoblet medlemstallet fra 8.000 til 18.000, siden Villy Søvndal blev valgt som formand for fem år siden. En udvikling, partiets nye næstformand, Thor Möger Pedersen, anerkender også har sine udfordringer. Alligevel frygter han ikke, at afstanden mellem græsrødderne og partitoppen bliver for stor: ”Vores tidligere partistruktur byggede på et parti med 8.000 medlemmer. Nu har vi indført en række nye fora, der sikrer politisk forbindelse. Vi vil også søsætte en række nye tiltag for bedre at kunne aktivere medlemmerne. Vores mange medlemmer har forskellige erfaringer fra deres hverdag, og vi vil prioritere vores interne diskussioner og en ægte debat for at sikre, at medlemmernes tanker bliver kanaliseret om til politik i byråd og på Christiansborg,” siger Thor Möger Pedersen. For menigt partimedlem og medlem af SFU’s landsledelse, Jonas Andersen, kunne det lyde som et kærkomment initiativ. Han efterlyser, at politikerne på Christiansborg eksempelvis fokuserer mere på konsekvenserne af den frie markedsøkonomi, regulering og den stigende konkurrence. ”Det er fint, at politikkerne er imod udlicitering, men hvad vil man i stedet? Jeg kan godt savne noget mere konkret politik og de saglige diskussioner. Som menige medlemmer bliver vi hørt, men på Christiansborg er der


tendens til at diskutere de små enkeltsager. Og her spiller pressen selvfølgelig også ind. De må godt bore lidt mere i tingene frem for, at det bare er rygsvømning, det hele,” siger Jonas Andersen. Fokus på magten Hvordan journalisterne fremover vægter deres historier om SF, afhænger ifølge Mark BlachØrsten af, om momentum kommer igen. ”Kriteriet for konflikt går mange gange forud for substans og specielt nu, hvor partiet ikke helt har momentum. Men politikerne presser det også selv frem ved at lave topstyring. Journalisterne har jo en interesse i at skrive om bagsiden af topstyring, fordi ellers kunne man kun skrive, at alle var enige om alting.” Det synspunkt er Camilla Dindler enig i, hun mener samtidig, at pressens kritiske øjne på SF ikke kun er et spørgsmål om partiets politik eller interne konflikter. ”At nyhedsjournalistikken går kritisk efter dem med magtpotentiale skyldes, at journalisterne dermed fastholder og demonstrerer, at de selv er magtfulde som en demokratisk – eller i en vis forstand politisk – instans i samfundet.” Jesper Stegmann Mortensen er freelancejournalist


Ugens RÆSON