Page 1

2. årgang nr. 5 / 3. Marts 2010

Johannes Andersen:

En regering i opposition til sig selv

AFGHANISTAN: Lader Europa Obama stå alene tilbage? EU: BARROSO II - nu er kommissionen blevet politisk INTERVIEW: Obamas spildte år i Mellemøsten EGYPTEN: Et svækket broderskab styrker regimet EMILIE TURUNEN: Et klogere, grønnere, socialt EU DEBAT om Berlusconi: Faktisk er Italien som de andre


!"##$%&'()#( "&"*+,-$(.$"( !"#$%#&#'("))"$ /-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Emma Knudsen (daglig redaktør), Nikolaj Vitting Hermann, Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: redaktionen@raeson.dk. Foto credits bl.a.: Venstre, SF, Europa-Kommissionen, The White House, Flickr Commons, Wikimedia Commons. EVERYBODY WINS

For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk


DANMARK 3. marts 2010

REGERINGSUDSPILLET En regering i opposition til sig selv Regeringens 2020-mål ligner ikke et katalog over store drømme, men over regeringens egne undladelsessynder. Når vælgerne ikke belønner Løkke for rokaden, er grunden, at de nye ministre åbenlyst er hyret til at udføre et luftigt program, de ikke selv har haft nogen indflydelse på. Og som afgørende mangler den klare vision, Fogh i sin tid præsenterede danskerne for. Af Johannes Andersen

Regeringens tekst er gennemsyret af et alment og luftigt ’vi’. Altså en forestilling om et større fællesskab, der rummer muligheder og har bestemte interesser. Der startes med følgende grundlæggende konstatering: Hvert eneste menneske er nødvendigt i et velfungerende samfund. Et udsagn med to sider: den ene er det befriende udsagn om, at vi alle er nødvendige for hinanden. At vi alle kan og skal bruges til noget, hvis fremtiden skal sikres. Den anden side handler om disciplin. Her er pointen, at vi alle er nødvendige for hinanden, så derfor kan vi godt rette ind og gøre det, der er nødvendigt for et velfungerende samfund. Og et velfungerende samfund er et, hvor ’vi’ har vores egen frihed [..] vores egen velstand [..] og vores egen tryghed. Fællesskabets disciplin præsenteres dermed som nøglen til den moderne individualitet, som regeringen satser på som slagnummeret til vælgerne. Det følges op med følgende udsagn: Vi er dybt afhængige af hinanden. Vi har hver vores forudsætninger og hver vores ideer, hver vores styrker og hver vores svagheder. Vi er alle forskellige, men tilsammen danner vi Danmark. Hvad der umiddelbart kan lyde som en halvtriviel gymnasiestil, er et forsøg på, over for vælgerne, at udfolde et perspektiv med en krog, de kan forankre deres grundholdninger på. Det er ikke nemt, og udspillets formuleringer mangler da også det element, der gør løfterne om fremtiden nærværende. Markeringen af, at vi alle er mennesker, og alle har vores fejl fremstår noget banal, når den ikke bakkes op af konkrete planer. Den bærende fremhævelse af et alment ’vi’ afslører, at det kniber for regeringen at tegne en konkret fremtid via regeringsudspillets 10 bud. Det almene ’vi’ er for meget fristil og besværgelse, til at det kan fungere som et basalt omdrejningspunkt for vælgerne. Og det afspejler formodentlig en ret fundamental fornemmelse af begrænset fremdrift og få ideer hos regeringens centrale strateger. ”De andre” truer vores velfærd og velstand

Det bærende element i udspillet lyder, at danskerne besidder en række potentialer, som kan realiseres, og som – hvis de udnyttes rigtigt – kan føre danskerne ind i den positive og lyse fremtid, som udspillet skitserer. Danskerne har betydelige ressourcer, lyder det besværgende. Problemet er imidlertid, at krisen presser ’vores’ velstand: Konkurrence fra nyindustrialiserede lande presser vores arbejdspladser. Det aldrende samfund presser vores velfærd. Normløsheden i visse subkulturer presser vores indbyrdes tillid. Ønskerne til produktion og livsførelse presser vores natur og miljø. Og stigende forventninger presser vores offentlige service. Det er med andre ord Østeuropa i almindelighed, og Polen i særdeleshed, der giver ’os’ problemer. Sammen med de ældre, indvandrere og blærerøvene med al deres storforbrug. Det er disse faktorer, der presser landet. Det vil regeringen selvfølgelig gøre noget ved, så de 10 bud kan gøres til en fremtidig virkelighed. For Danmark er mulighedernes land. Og de muligheder vil regeringen dyrke for at skabe et fortsat frit, rigt og rimeligt samfund. Her står tillægsordene i kø. Landet skal være frit, rigt og rimeligt. Underforstået, det er det ikke i dag. Og det er polakkerne, de gamle, nydanskerne og blærerøvene, der har skylden. Tankevækkende at se, at eksempelvis ’de gamle’ på denne måde gøres til en af ’vores’ modstandere og udfordrere. Ikke som Foghs håndgribelige kontraktpolitik Det bærende element i regeringens nye offensiv står svagt. Udspillet indeholder alt for mange luftige løfter og for få konkrete initiativer. Forsøget på at koble viden, vækst, velstand og velfærd sammen ved hjælp af et disciplinerende fællesskab, der skal sikre den enkeltes frihed, velstand og tryghed, er ganske simpelt for abstrakt tænkt. I modsætning hertil formulerede Anders Fogh Rasmussen i 2001 en figur, der koblede skattestop sammen med individuel valgfrihed på udvalgte


områder. Styrken var, at denne konkrete figur klart definerede og adresserede de økonomiske, kulturelle og sociale udfordringer, som regeringen så. På den måde var det nemt at gøre de politiske visioner klare og lade dem danne grundlag for en kontrakt med vælgerne. Her kunne man nemlig finde konkrete pejlemærker, man kunne arbejde ud fra. Den bærende figur i beskrivelsen af Danmark 2020 mangler derimod et let forståeligt greb, der kan skabe grundlaget for en regering i offensiven. I forlængelse heraf kan man konstatere, at de luftige begreber og manglende initiativer modsvares af de konkrete mål i de 10 bud. De 10 bud minder dog mest af alt om almindelige besværgelser, der imidlertid meget nemt kommer til at fortælle en rigtig dårlig historie. Nemlig en historie om, at Danmark pt. klarer sig dårligt, når det drejer sig om rigdom, arbejdsudbud, skole, universiteter, sundhedsmæssigt, miljømæssigt, socialt, og når det drejer sig om at organisere velfærdsstaten. Et spørgsmål presser sig unægtelig på, når man skal forholde sig til regeringens beskrivelse af Danmarks fremtid frem imod 2020. Nemlig: hvem er det, der har siddet med regeringsmagten i den periode, hvor de ovennævnte ting er blevet så problematiske, som tingene tilsyneladende er? For i virkeligheden lyder det unægtelig som positioner fra en hidsig og aggressiv opposition. Og en regering, der formulerer sig i opposition til sig selv, er allerede ved at komme i dyb krise. Ministre i et tomrum I det hele taget er regeringens offensiv præget af markant usamtidighed på flere felter. Denne usamtidighed viser sig blandt andet i forhold til regeringsfornyelsen, hvor der er blevet ommøbleret på de fleste poster i regeringen, og flere nye ansigter skal nu til at profilere regeringen i første række. Det kan være spændende nok for vælgerne, og det er noget, der normalt også kan medvirke til at høste et par ekstra point i meningsmålingerne. Denne reaktion er imidlertid udeblevet. Det hænger formentlig først og fremmest sammen med, at den nye regering befinder sig i et mærkeligt tomrum, fordi dens medlemmer ikke har været med til at formulere regeringens politiske offensiv – dét er nemlig en opgave, man har klaret i indercirklerne. Nu skal de nye regeringsmedlemmer tage det nye grundlag til sig. Hvorfor skulle det passe dem bedre, end ting man bestiller på nettet fra et varehuskatalog med massefremstillede discountvarer? Regeringens medlemmer befinder sig med andre ord i et tomrum, både på det konkrete og på det overordnede, strategiske politiske plan. Konkret fordi man mangler erfaring – og den nuværende regering mangler rigtig meget erfaring. Og strategisk – fordi man skal fylde et regeringsgrundlag ud, som regeringsmedlemmerne har svært ved at identificere sig med og finde dybden i. Både fordi de ikke selv har været med til at formulere grundlaget, og fordi grundlaget mangler den afgørende offensive krumtap.

Dertil kommer, at den ’gamle’ Lars Løkke Rasmussen-regering i vælgernes øjne har sat de borgerliges normale forspring, når det drejer sig om at håndtere økonomiske problemer, over styr. Det er ikke noget, en regering kan skrive sig ud af. En svag politisk kontrakt Regeringens nye politiske grundlag er først og fremmest en stribe abstrakte pejlemærker, der forsøger at fortælle, at ’Danmark har en fremtid’. På den måde ligner det klassisk socialdemokratisme fra dengang, hvor socialdemokraterne formulerede de første konturer af en fremtidig velfærdsstat. Men i denne udgave er det uden håb og uden konkrete perspektiver. I virkeligheden er planen først og fremmest en intern oppositionsdagsorden, der fortæller, at det går mindre godt, at en række samfundsgrupperinger udgør et alvorligt problem – og at vejen ud af miseren er at bede danskerne udvise større disciplin, tilsyneladende fordi dette er måden at sikre den enkeltes valgfrihed på. En regering, der er i opposition med sig selv, som ser polakker, de gamle, indvandrerne og blærerøvene som upassende selskab, og som kun har abstrakte pejlemærker at tilbyde, har meget vanskeligt ved at etablere en politisk kontrakt med vælgerne. Uanset hvor mange nye ansigter, man har mobiliseret. Herfra kan regeringen kun håbe, at oppositionen vedbliver med at være så svag, som den har været det de seneste mange år. Johannes Andersen er samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet


VERDEN 3. marts 2010

AFGHANISTAN Lader Europa Obama alene tilbage? Det lykkedes ikke Fogh Rasmussen at overtale Holland til at beholde sine tropper i Afghanistan. Proklamerer også Tyskland en hjemsendelsesdato, risikerer andre store europæiske lande at følge trop. Krigen kan blive afgørende for Obama – og for NATO. Af Peter Wivel

USA’s nye præsident Barack Obama meddelte i en tale 1. december 2009, at han vil forstærke det amerikanske troppekontingent i Afghanistan med yderligere 30.000 mand. Han forventer samtidig, at andre NATO-lande, herunder ikke mindst de europæiske, følger trop og samtidig øger deres militære indsats i landet. Hans perspektiv er, at den allerede igangværende offensiv mod Taliban og andre oprørsstyrker skal bane vejen for en gradvis nedtrapning af NATO-engagementet fra 2011, og både han og de andre deltagere på Afghanistan-konferencen i London har omhyggeligt undgået at fastsætte en dato for, hvornår den sidste udenlandske soldat forlader Afghanistan. Obama satser med sine troppeforstærkninger stort. Allerede i marts 2009 sendte han 33.000 soldater til Afghanistan. Med de yderligere 30.000 tegner han sig for to-tredjedele af den samlede amerikanske styrke på 100.000 mand. Han vil skaffe så overbevisende resultater på slagmarken og i den civile genopbygning af Afghanistan, at Karzais regering har en overlevelseschance. Også Obamas egen politiske fremtid afhænger også af succes i Afghanistan. Det ved hans europæiske partnere: flertallet af dem ønsket at støtte ham (efter otte år med Bush). Konflikten i Afghanistan, og konflikten omkring det europæiske engagement i krigen, handler nok så meget om det. Verhagen og Fogh gjorde regning uden vært NATO må have anset hollændernes varsel om tilbagetrækning fra Afghanistan inden udgangen af dette år for at være en alvorlig trussel mod alliancens solidaritet. Alliancens generalsekretær Anders Fogh Rasmussen drøftede situationen med to hollandske regeringsmedlemmer på den såkaldte London-konference d. 28.januar, hvor

repræsentanter for 70 lande og organisationer forhandlede om Afghanistans fremtid og NATOlandenes fortsatte tilstedeværelse i landet. Den konservative hollandske udenrigsminister Maxime Verhagen stillede Fogh Rasmussen i udsigt, at Holland kunne overtales til at forlænge sin tilstedeværelse i Uruzgan-provinsen med knap et år. En regeringsbeslutning fra 2007 havde ellers sat 1. august i år som dagen, hvor de første af Hollands i alt ca. 1.700 tropper skulle trækkes hjem. Tilbagetrækningen skulle ifølge aftalen være tilendebragt i december i år – og dermed ville Holland være blevet det første NATO-land, der trak sine topper samlet tilbage fra fronten i Afghanistan. Verhagen og Fogh Rasmussen stod i et dilemma. For et hollandsk exit fra Afghanistan ville kunne tages som et sikkert tegn på, at NATO’s otte år lange militære engagement i Afghanistan var under opløsning. Og dét på et tidspunkt, hvor NATO-landene under USA’s lederskab ellers netop ville fordoble sine anstrengelser for at knuse oprørsstyrkerne og befæste den folkevalgte regering i Kabul under ledelse af præsident Hamid Karzai. Verhagen forregnede sig imidlertid. Han lagde en kabale, der ikke gik op. Han må have forsikret Anders Fogh Rasmussen om, at NATO’s anmodning ville blive hørt i den hollandske regering, hvis NATO sendte en officiel anmodning til ministerpræsident Jan Peter Balkenende. Havde Fogh Rasmussen ikke været sikker på det, ville han ikke have risikeret sin autoritet og NATO’s anseelse og sendt sit brev af sted d. 4. februar. I brevet beder han ”formelt” Holland om at genoverveje regeringsbeslutningen fra 2007 – ordvalget siger, at ønsket allerede var fremsat uformelt. Det sker bl.a. med henvisning til, at de to hollandske ministre i London ”klart havde


støttet NATO’s engagement”, der skal bane vejen for en gradvis overdragelse af krigshandlinger og genopbygning til regeringen i Kabul. Men Verhagen og Fogh Rasmussen havde glemt noget. På et natligt krisemøde i regeringen den 19.-20. februar fastholdt det hollandske Arbejderparti nemlig regeringsbeslutningen fra 2007. Enden blev, at den hollandske regering brød sammen. De hollandske tropper bliver nu planmæssigt trukket hjem fra Afghanistan fra august i år. Anders Fogh Rasmussens forgænger som NATO-generalsekretær, den tidligere hollandske udenrigsminister Jaap de Hoop Scheffer, sagde til den hollandske avis NRC Handelsblad, at den hollandske regering, og altså også ministerpræsident Balkenende, selv havde været medforfatter til NATO’s brev af 4. februar. Derfor var regeringens ultimative nej ”en fornærmelse. Det er ødelæggende for NATO’s anseelse”, sagde Scheffer. Amerikanske og europæiske aviser har på lederpladser været enige om, at den hollandske krise også er en krise for NATO. Tysklands største morgenavis, Süddeutsche Zeitung, talte for mange, da den i sin leder skrev: ”Bekendtgør NATO ikke snart et klart perspektiv for sin tilbagetrækning, kommer flere og flere nationale regeringer under offentlighedens pres for at organisere deres egen tilbagetrækning. Selv for den pris, at Alliancen dermed bliver skadet efterfølgende”. Flertydige signaler fra Tyskland Holland er ikke det eneste svage led i kæden. Nabolandet Tyskland vedtog ganske vist med et demonstrativt stort flertal den 26. februar, givetvis under indtryk af krisen i Holland, at forlænge de tyske troppers mandat med endnu et år og optrappe de nuværende omkring 4.500 mand til 5.350 mand, tilsyneladende helt efter Obamas opskrift. Men tyskernes satsning ser mere krigerisk ud, end den er. For det første befinder de tyske tropper sig i det store og hele uden for krigszonen. De er placeret i Kunduz-provinsen, hvor guerillaaktiviteten hidtil har været lav. Den 24. november havde Tyskland mistet 36 mand, mens f.eks. Danmark på samme tidspunkt havde mistet 24 ud af et bidrag på omkring 700 mand. For det andet er Tyskland holdt op med at betragte konflikten som militær støtte til den afghanske regerings bekæmpelse af oprørere. Nu taler landets udenrigsminister Guido Westerwelle (liberal) om ”borgerkrig”, mens forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg (kristelig-social SCU) bruger udtrykket ”krigslignende tilstande”. Budskabet er, at Tyskland faktisk deltager i en krig. Samtidig fremhæver såvel regeringen som den socialdemokratiske opposition, at de tyske tropper skal være hjemme ”mellem 2013 og 2015”. Der skal være valg til Forbundsdagen senest i september 2014, så det vil utvivlsomt også blive tilbagetrækningsåret.

Guttenberg sagde forud for London-konferencen til ugebladet Die Zeit: ”Det ville være problematisk, hvis vi fastsatte en slutdato. Signalet ville være: Vi indstiller vækkeuret nu, og når det har ringet, kan alt det, som nu er genopbygget, få lov at blive ødelagt” Men internt står årstallet givetvis allerede på et fortroligt strategipapir. En af Tysklands største og mest respekterede statsmænd, den tidligere kansler Helmut Schmidt, skrev i samme nummer af Die Zeit, at krigen i Afghanistan ikke kan vindes: Tyskland skal trække sig ud, skriver han. Hvis Tyskland inden for denne tidsramme blæser til retræte, vil andre store lande som Frankrig og Italien følge trop. Mindre lande vil utvivlsomt følge med. Tilbage bliver Storbritannien, som efter USA stiller med det største troppekontingent, små 10.000 mand. Den konservative David Cameron, landets efter alt at dømme kommende premierminister, har lovet at blive og måske endda forøge indsatsen. Samt Danmark, der stiller med NATO’s generalsekretær. Dog var Danmark indtil 2008 det land, der stillede med det største troppekontingent målt på soldater i den værnepligtige alder på 20-39 år: Danmarks andel var indtil for to år siden 0,55 mand, mod f.eks. Storbritanniens på 0,47 mand eller USA’s på 0,35 mand. Det amerikanske tidsskrift Foreign Policy, der lavede regnestykket d. 2. april 2008 – og altså før de to seneste amerikanske troppeforstærkninger – kunne også oplyse, at Danmark efter samme målestok havde de største tabstal, nemlig 0,0099 mand mod f.eks. Storbritanniens 0,0056 og USA’s 0,0051. Det er tvivlsomt om den danske befolkning i det lange løb er tilfreds med, at vi befinder os i 1. division i Afghanistan. Så meget desto mere, som Afghanistan bare er begyndelsen på en helt ny fase af NATO’s liv, skal vi tro alliancens generalsekretær. Da Anders Fogh Rasmussen debuterede på den årlige Sikkerhedskonference i München den 7. februar i år, sagde han, at alliancen måtte omlægges til et nyt niveau og forene sine kræfter på helt nye måder: ”Det territoriale forsvar begynder i dag på den anden side af vores grænser”. Ud over konflikten i Afghanistan er NATO inddraget i kamp mod terrorisme, angreb på internettet, overholdelse af ikke-spredningsaftalerne i Iran og Nordkorea, bekæmpelse af pirater i internationalt farvand og klimaforandringer. NATO skal være centrum for et netværk af sikkerhedspartnerskaber og rådgivning omkring internationale sikkerhedsspørgsmål, ”selv i sager, hvor Alliancen aldrig ville skride til handling”, sagde Fogh Rasmussen. Vil NATO lide USSR’s skæbne? Ingen statsministerier i de europæiske NATOlande har tænkt sig at vente med at overveje deres stilling, til vi ser resultatet af Obamas offensiv. Der vil i løbet af de kommende måneder være flere


NATO-styrker i Afghanistan end under den sovjetiske invasion fra 1979 til 1989. Russerne havde konstant omkring 100.000 mand udstationeret, men de kæmpede under langt mere ugunstige vilkår end dem, NATO er udsat for i dag. Dengang støttede USA og andre vestlige lande oprørsstyrkerne (det er dem, NATO bekæmper i dag), og et naboland som Pakistan bidrog til kampen mod de sovjetiske tropper. I dag er Rusland af mange forskellige grunde principielt, men også praktisk på NATO’s side. Obama befinder sig i samme situation, som Mihail Gorbatjov gjorde, da han fik magten i Kreml i 1985. Han skal finde en vej ud af det rod, hans forgænger har skabt. Ligesom russerne måtte konstatere, at Afghanistan ikke var modent til kommunismen, eller til overhovedet at ville underlægge sig en centralregering, må Obama med beklagelse sande, at det har lange udsigter, inden demokratiet slår rod i det store stammeland, uanset hvor store fremskridt der gøres på det civile plan. Obama kan skele til USA’s egen historie. I det 20. århundrede har USA 18 gange forsøgt at opbygge en stat, fremkalde et regimeskift eller sikre en regerings overlevelse. Ifølge et studie foretaget for Carnegie Endowment for International Peace af Minxin Pei, og offentliggjort i Christian Science Montoir i 2003, var 13 af disse forsøg ”åbenlyse fejlslag”. Kun Tyskland, Japan og Italien kan betegnes som succeser, mens to andre, Grenada (1983) og Panama (1989), måske har givet resultat. Ikke opmuntrende. Til gengæld holdt det regime, Gorbatjov indsatte i Kabul i 1989, efter at de sovjetiske tropper var trukket tilbage, i hele tre år, inden dets leder, præsident Mohammed Najibullah blev myrdet og hængt til skue på åben gade i Kabul. Den britiske forsker Artemy Kalinovsky anfører i en artikel i Foreign Policy (4. september 2009), at hvis ikke Sovjetunionen to år senere var brudt sammen, havde regimet i Kabul måske eksisteret den dag i dag. Hans konklusion: Sovjetunionen vandt ikke krigen, men det tabte den heller ikke. Peter Wivel er Politikens korrespondent i Berlin.


EU 3. marts 2010

EUKOMMISSIONEN Barroso II - nu er kommissionen blevet politisk Dengang de store medlemslande hver skulle udpege to kommissærer, var der tradition for at vælge én fra begge politiske fløje. Nu har de kun en kommissær – og tendensen er, at en regering vælger en kommissær fra sin egen lejr. Et EU med mange borgerlige regeringer har derfor sammensat en konservativ-liberalt domineret Kommission: Barosso II. Det ligner et farvel til Kommissionen som en ’neutral’ varetager af fælleseuropæiske interesser – men kan bane vejen for et EU, der kommer langt tættere på vælgerne. Af Rikke Wetendorff Nørgaard

For præcis en måned siden sagde EuropaParlamentet god for den nye EU Kommission – 'Barroso II' – i plenarsalen i Strasbourg. Kommissærerne vælges blandt de kandidater, som medlemslandene foreslår, og hvert medlemsland har én kommissær. Før Nice-traktaten – og sidenhen Lissabon-traktaten – trådte i kraft, havde store medlemsstater to kommissærer hver – hvilket betød, at de oftest foreslog én kommissær fra venstrefløjen og én fra højrefløjen. I dag, hvor medlemsstaterne kun har én kommissær hver, afspejler deres forslag imidlertid for det meste regeringssammensætningen hjemme. Det betyder selvfølgelig, at Kommissionen bliver domineret af én politisk fløj, hvis den ved udnævnelse har magten i et større antal medlemslande. Det var tilfældet ved udnævnelsen af kommissærer tilbage i 2004, ligesom det – endog i endnu højere grad – er tilfældet nu i 2009-10, hvor det konservative EPP har sat sig på 13 ud af 27 kommissærposter (Kommissionen tæller desuden otte liberale og seks socialdemokratiske medlemmer). Mens flere kommissærer i 'Barroso I'-Kommissionen (2004-2009) blev valgt på tværs af partilinjer og på baggrund af deres evner og ekspertise (fx Polens og Sloveniens kommissærer), så synes kommissærerne i 'Barroso II'-Kommissionen (2010-2014) at være valgt på baggrund af deres politiske tilhørsforhold. Kombinerer man 'én kommissær pr. medlemsstat'-reglen med det faktum, at kommissionsformanden idag bliver valgt ved kvalificeret flertal i Rådet af regeringsledere – frem for enstemmighed som tidligere – begynder der at tegne sig et billede af en stadig mere politiseret Kommission. Kommissionens formand kan nu vælges af et politisk flertal – der ikke behøver finde et kompromis med mindretallet.

Parlamentet får mere magt over kommissionen Barroso blev valgt som formand i overensstemmelse med Nice-traktatens regler, da Lissabon-traktaten på daværende tidspunkt endnu ikke var trådt i kraft. Men fremover skal kommissionsformanden imidlertid vælges i overensstemmelse med reglerne i Lissabon-traktaten, som lyder, at Det Europæiske Råd skal foreslå en kandidat til rollen som formand for EU-Kommissionen "under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer". Formuleringen understreger udviklingen hen imod en øget politisering og kan tænkes at opfordre politiske partier i Europa-Parlamentet til fremover at give udtryk for deres præferencer med hensyn til kandidater til posten som kommissionsformand længe før valget til Europa-Parlamentet. Det så vi en prøve på sidste år: INDEN valget i juni meldte Det Konservative Europæiske Folkeparti (EPP) ud, at de støttede en bestemt konservativ kandidat – Jose Manuel Barroso – som formand for EUKommissionen i perioden 2010-2014. Det var usædvanligt – og de andre partier i EuropaParlamentet fulgte da heller ikke efter. Men ved at nominere Barroso som deres kandidat, gav EPP de europæiske vælgere mulighed for at indikere, hvem de helst så som formand for Kommissionen de næste år frem: En stemme på EPP var en stemme på Barroso. EPP blev som bekendt 'vinderne' af EP-valget med 36 % af stemmerne og 265 pladser i Parlamentet. I september blev Barroso valgt som officiel kandidat til kommissionsformandsposten – støttet af EPP, de Liberale (ALDE) og de Europæiske Konservative (ECR). Med Lissabon-traktatens krav om hensyn til Parlamentet bliver Kommissionsformanden indirekte sat på valg blandt EU's vælgere og den


politiske betydning af Europa-parlamentsvalget øges. Snakken i Bruxelles går på, at de fire mest markante partier i Europa-Parlamentet – de Konservative, de Liberale, de Grønne og Socialdemokraterne – meget vel kan gå hen og nominere hver deres kandidat til posten som kommissionsformand før næste valg til EuropaParlamentet i 2014. Stod det til formand for De Europæiske Socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen, burde det allerede være sket ved sidste valg: ”I would have preferred the PES to have a candidate for the President of the European Commission, but we do not, and we will not before the elections. Who becomes President of the European Commission now depends on the result of the European elections. (...). If there is a new majority in the European Parliament Barroso will not become Commission President.” Viljen til at gøre Kommissionen til en mere politisk institution er altså tydelig. En politiseret Kommission = øget demokratisering I teorien burde EU-Kommissionen ikke være en politisk institution. Dens mission er, ifølge Traktaten at udføre sit hverv ”i fuldkommen uafhængighed og i fællesskabets almene interesse”. Kommissionens opgave er altså at varetage fælleseuropæiske interesser – ikke at forsvare partipolitiske dagsordener. Men når nu Kommissionen i praksis ser ud til at være politiseret, hvilke konsekvenser har det så? Udviklingen kan siges, at være udtryk for en øget demokratisering, idet politiseringen vil skabe en mere åben debat om EU-politikken, hvor de europæiske vælgeres præferencer og interesser i højere grad kædes sammen med den politik, der laves på EU-niveau. Vælgerne vil kunne identificere forskellige politiske programmer, vælge side og acceptere at være på 'det tabende hold' ved ét valg i forventning om at være på 'det vindende hold' ved næste valg – ligesom i national politik. Hvis der er konkurrence om vælgerne, har både Kommissionen og Rådet et reelt incitament til at ændre deres politiske linje i takt med ændringer i de europæiske vælgeres præferencer. Valget til Europa-Parlamentet er netop ofte blevet kritiseret for at være et 'andenrangs-valg' med lav valgdeltagelse og mangel på politikere med vælgertække. Hvis europæiske politiske partier generelt begynder at nominere egne kandidater til posten som formand for Kommissionen forud for Europa-parlamentsvalget, kan det tænkes at stimulere både vælgernes og mediernes interesse for EU-politik. Europæiske vælgere vil derved få indflydelse på valget af formanden for den EUinstitution, som fremsætter lovforslag på EUniveau, og som lidt firkantet sagt har den dagsordensættende magt, når der kommer til EUpolitik. Pludselig gælder argumentet om, at det er ligegyldigt, hvem man stemmer på til Europaparlamentsvalget, ikke længere. En øget politisering af Kommissionen kan måske også gøre det nemmere for EUinstitutionerne at koordinere deres politiske holdninger og på den måde skabe stabile, politiske alliancer. En gennemgående politisk linje på tværs

af Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet, - kombineret med en vågen og aktiv politisk opposition til at holde vagt og udfordre det siddende flertal – kan vise sig at være vejen til en mere effektiv og resultatorienteret EU-politik, som vil være nemmere at kommunikere ud til de europæiske vælgere. EU-systemet synes at have tilstrækkeligt med 'checks and balances' til at kunne rumme en sådan politisering og sikre, at politiske mindretal stadig beskyttes, og EU-politik stadig bliver lavet med udgangspunkt i brede, politiske koalitioner. Rikke Wetendorff Nørgaard (1985) studerer Statskundskab på overbygningen på Københavns Universitet. Sideløbende er hun ved at tage en Master i EU-politik på Europakollegiet i Brügge. Hun har tidligere været ansat som student i Europapolitisk kontor i Udenrigsministeriet og Center for Europæisk Politik.


INTERVIEW 3. marts 2010

USA I MELLEMØSTEN Obamas spildte år i Mellemøsten Der var høje forventninger til Obama, også i Mellemøsten. Men ét år efter har præsidenten taget sine manglende resultater til efterretning og reduceret sine ambitioner: ”Obama-administrationen er klar over, at deres første år ikke gik godt,” ,et siger Syrien-eksperten Andrew Tabler, som RÆSON interviewer i anledning af USA’s netop indledte charmeoffensiv over for slyngelstaten, som nu skal charmeres væk fra sine venner i Teheran. INTERVIEW af Jakob Jessen

Der er noget ved den her scene, der minder mig om Romeo og Julie: Syrien og USA har egentligt åbenlyse interesserer i at udvikle et mere hjerteligt forhold til hinanden. Amerikanerne er trætte af Syriens rolle som våben-transitland og mellemmand i aksen: Hamas-Hezbollah-Syrien-Iran. Syrerne – på den anden side – lider under den amerikanske handelsembargo og generel international ensomhed. Alligevel er Washington og Damaskus så langt fra hinanden som nogensinde. Eller det var de. Lige indtil amerikanerne i februar begyndte at gøre sig til for syrerne. Er det begyndelsen til en historie om den store, stærke supermagt, der møder den isolerede, arabiske slyngelstat? Ja, det er en udstrakt hånd Striden mellem Syrien og USA er ikke noget de to velpolerede præsidenter – Bashar Al-Assad og Barack Obama – har fundet på. Det er – så at sige – en nedarvet konflikt. Amerikanernes gode øje til israelerne og syrernes nære forhold til Hezbollah i Libanon, Hamas i de palæstinensiske områder og den iranske regering i Teheran har meget længe stået i vejen for etableringen af et holdbart langdistanceforhold mellem Washington og Damaskus. Og som et diplom over de sårede følelser kan Syrien prale med at have den højeste anciennitet på det amerikanske udenrigsministeriums officielle hadeliste: listen over State Sponsors of Terrorism. Alligevel har de seneste år været ualmindelige hårde for forholdet: Siden mordet på den tidligere libanesiske premierminister, Rafik Haririr, i 2005 – et mord Syrien menes at være indblandet i – trak amerikanerne alle følehorn til sig. Det gjaldt også den amerikanske ambassadør, der blev kaldt hjem i februar 2005.

”Under Bush-administrationen gjorde syrerne en masse uventede ting og udviklede en politik, der gjorde forsoning med Washington sværere end nogensinde. Èn ting er, at de forstærkede forbindelsen til Hezbollah. En anden er, at de tillod jihad-krigere at krydse grænsen fra Syrien ind til Irak,” forklarer Andrew Tabler over telefonen fra forskningsinstitutionen Washington Institute for Near East Policy. Andrew er tidligere chefredaktør for Syrian Daily, et engelsksproget månedsmagasin med base i Damaskus. Men i starten af i år meddelte USA, at man agter at sende en ambassadør tilbage til Damaskus. Nu venter de bare på, at præsident Bashar Al-Assad godkender Robert Ford, der tidligere har været amerikansk ambassadør i Algeriet. I tilgift sendte amerikanerne midt i februar viceudenrigsminister William Burns i forvejen for at gøde jorden. Udenrigsminister Hillary Clinton kaldte sidste onsdag udnævnelsen af Ford for en ”svag åbning”, mens hendes knap så ordknappe talsmand understregede, at amerikanerne er "opsat på at fremme vores forhold, og vi er forpligtet til at arbejde med Syrien [...] i forfølgelsen af fredsprocessen i Mellemøsten". Tabler vurderer, at Obama-administrationen søger direkte adgang til Al-Assads styre: "Obama-administrationens argument er, at den direkte kommunikation med Assad-regimets er at foretrække frem for indirekte kommunikation med den syriske ambassade her i Washington." Ahmedinejad er jaloux Washingtons tilnærmelser til Damaskus er ikke bare Valentines-smiger fra en opmærksomhedskrævende supermagt, men et velovervejet forsøg på at smigre Syrien ud af favnen på Ahmedinejad: ”USA's vej til en håndtering af Irans politik over for Irak, Irans atomprogram og meget andet


kunne meget vel gå igennem Damaskus”, som en amerikansk korrespondent skrev i sidste uge. USA’s charmeoffensiv fik en jaloux Ahmedinejad til at flyve til Damaskus i torsdags for at mødes med præsident Al-Assad. ”Ahmedinejahd kigger over, fordi han føler sig utryg i sit forhold til Syrien”, forklarer Andrew Tabler og fortsætter: ”Og så overkompenserer Assad ved at sige alle de der ting, som på en måde får det amerikanske engagement i Syrien til at se meget tåbeligt ud. Hvilket ikke ligefrem tjener Assads interesser. Det er meget mærkeligt!” AlAssad gav efter over for Ahmedinejad – hvis oliepenge holder den haltende syriske økonomi i live – og erklærede ifølge AP, at ”vi håber ikke udefrakommende vil give os lektioner, når det kommer til vores egen region og historie” og fortsatte: ”Jeg undrer mig over, hvordan de kan tale om stabilitet i Mellemøsten og alle de andre attraktive principper, mens de samtidig taler for adskillelsen af to mellemøstlige lande.” Tablers vurderer, at ”udnævnelsen af Robert Ford og viceudenrigsminister Burns' besøg midt i februar er en del af Obama-administrationens forsøg på at kommunikere direkte til Damaskus, at de vil have dem til at lægge afstand til Iran. Det første svar, vi har fået fra Assad, er ikke ligefremt lovende”. Ifølge Tabler er Obama, set i det store perspektiv, slet ikke så interesseret i Al-Assad. Obama har i stedet øjnene rettet mod syrernes arabiske brødre i på Vestbredden og i Gaza. ”Obama-administrationen ser det israelskpalæstinensiske problem som kernesagen. At bringe Syrien på banen og indgå i en dialog med Damaskus hjælper med at holde Syrien fra at ødelægge fredsprocessen”. Så den amerikanske opblødning er bare et spørgsmål om at holde Syrien ude af den israelsk-palæstinensiske konflikt? ”Ja! Det er for at få dem til at slappe af. Men jeg ved ikke, om det vil virke. Vi snakker om en proces her, der sandsynligvis vil tage lang tid. Det ser ikke ligefrem ud til at gå hurtigt!” Obama har fejlet i Mellemøsten Og nej. Den israelsk-palæstinenske fredsproces skrider ikke frem i høj hastighed. Forventningerne til Obama var ellers høje, da han overtog embedet for godt et år siden. Også i Mellemøsten. Men siden magtovertagelsen har Mellemøsten ikke set meget til præsidenten. En tale i Cairo i sommer og udsendelsen af den omrejsende fredsdiplomat George Mitchell, der har forsøgt at presse en aggressiv agenda (som han efter sigende ikke selv står inde for) igennem, er alt, hvad det er blevet til. Ingen af delene ser ud til at have haft den store effekt. Spørgsmålet er nu, om udnævnelsen af en ambassadør i Damaskus er det første tegn på en ny diplomatisk og politisk offensiv i Mellemøsten fra Obama-administrationen: ”Jeg tror, at administrationen er klar over, at det første år ikke gik godt. Ideen om at man kan få alle til at komme med aktive bidrag til at slutte

fred med det samme – at du fx kan få Israel til at forpligte sig til at fryse bosættelser med det samme og samtidig få saudierne til at åbne op fx ved tillade israelske flyvninger over Saudi-Arabien – er ikke et let sted at starte. Og administrationen indser, at den her strategi har været en fejl”, fortæller Andrew Tabler og konkluderer: ”Nu forsøger de sig med sonderingsforhandlinger. Men jeg tror, de fleste er ret pessimistiske, hvad angår fredsprocessen.” Imens hygger Al-Assad sig i Damaskus sammen med Hezbollahs leder, Hasan Nasrallah og Mahmoud Ahmedinejad. Ahmedinejad, der i forbindelse med sit besøg hos Al-Assad i torsdags leverede følgende budskab til amerikanerne: ”Vores svar til dem er: I skal dø af jeres vrede.” Jakob Jessen studerer Dansk ved Københavns Universitet og læser i øjeblikket tilvalgsstudier ved American University, Washington, D.C. Han har tidligere bidraget til RÆSON med interviewartikler og kommentarer og har desuden en fortid som praktikant ved netavisen Altingets Christiansborgredaktion.


VERDEN 3. marts 2010

EGYPTEN Et svækket broderskab styrker regimet Det egyptiske regimes kampagne af arrestationer og chikane mod Det Muslimske Broderskab har undermineret bevægelsens reformfløj og styrket de konservative kræfter. Splittelsen blandt brødrene kan forhindre oppositionen i at stå samlet forud for et afgørende år i egyptisk politik. Af Rasmus Bøgeskov Larsen

Der har sjældent været meget drama over valgene til Det Muslimske Broderskabs rådgivende organ. Selv om Broderskabet er blandt de få politiske bevægelser i den arabiske verden, som lader dets medlemmer vælge lederskabet, har de disciplinerede brødre og søstre altid søgt at holde uenigheder bag lukkede døre og fremstille et stabilt ydre. Men ved det seneste valg i december krakelerede facaden. Aldrig tidligere har den interne splid om Broderskabets rolle som både social bevægelse og ledende oppositionsparti stået frem i så lys lue, som den har gjort de seneste måneder. Og arabisk presse har labbet det i sig. Bevægelsens forskellige fraktioner har taget nye medieformer til sig og åbent kritiseret valget til det rådgivende organ, shura-rådet, og den efterfølgende udpegelse af en ny Øverste Guide. »Før i tiden ville det Muslimske Broderskab ordne sine sager bag lukkede døre, men nu dækker både blogs, fora på internettet, aviser og satellit-tv Broderskabets interne forhold ned i detaljer – og ofte med et sensationelt twist, som har forandret Broderskabets modus operandi«, skriver Mark Lynch, professor på Georgetown University, forfatter til flere bøger om arabiske medier, og prominent blogger for magasinet Foreign Policy. Debatten synes at åbenbare mere end blot de fraktioner, der altid har været inden for Broderskabet. Skellet mellem to fløje, der repræsenterer hver deres generation af brødre med hver deres syn på bevægelsens rolle og identitet, er måske ved at vokse sig til en egentlig kløft. Det sker på et tidspunkt, hvor fremtiden i Egyptens politik ikke længere synes helt lige så givet som tidligere, og oppositionen søger at samle kræfter forud for et afgørende år med både parlamentsvalg og præsidentvalg. Broderskabet udsat for betydeligt pres Som den ældste og største islamistiske bevægelse i den arabiske verden med forgreninger i mange lande har Det Muslimske Broderskab sat sit afgørende præg på regionen på mange, vidt forskellige måder. Broderskabet fostrede Sayyid

Outb, chefideologen bag mange muslimske ekstremisters opfattelse af ’jihad’. Afhoppere fra bevægelsen myrdede i 1981 den egyptiske præsident Anwar Sadat, og udbrydergrupper udførte i 90’erne en stribe terrorangreb mod blandt andet turister. Men det har også leveret sociale ydelser til hundredetusinder af mennesker, der ellers ville være uden støtte, og i Egypten har Broderskabet i over 30 år taget utvetydig afstand fra vold og arbejdet for indførelsen af demokrati. Dets politiske program indeholder paragraffer om ytringsfrihed, kvinderettigheder og pluralisme, som umiddelbart burde vinde det støtte fra vestlige regeringer, der ønsker at bekæmpe autokratiske styrer i Mellemøsten. Men Broderskabet har stort set altid befundet sig i opposition og mødt udbredt undertrykkelse fra de egyptiske regimer, der siden 70’erne er blevet støttet af Vesten og særligt USA. Officielt har Broderskabet været forbudt siden 1954, og dets politikere kan kun stille op individuelt ved parlamentsvalg. Den systematiske chikane stiller konstant brødrene over for spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig at modarbejde et regime, som virker ganske urokkeligt. Og det var netop dette dilemma, som blev udspillet i medierne efter valget i december til dets 16 mand store rådgivende organ, Shurarådet, der udstikker bevægelsens overordnede politik. Resultatet blev en markant styrkelse af den gren, som helst ser, at broderskabet er mindre konfronterende over for styret, så det i stedet kan fokusere på at styrke bevægelsens base som en stærk social bevægelse. Og i januar kunne denne konservative fløj konsolidere sin position yderligere, da rådet skulle udpege en ny ’Øverste Guide’ (den ottende siden grundlæggelsen i 1928). Som erstatning for den kompromissøgende Mohammad Mahdi Akef, der trådte frivilligt tilbage som følge af en intern strid, valgte det nye flertal en af deres egne, den 66-årige veterinærprofessor Mohammad Badie. Styrkelsen af den konservative gruppe over for de mere politisk aktive brødre var forventet. Som et pendul har Broderskabet i store dele af dets


levetid svinget mellem aktiv politisk deltagelse og en mere tilbagetrukket rolle – og det som oftest i takt med det egyptiske styres grad af tolerance. De seneste år er Broderskabet blevet mødt med nogle af de mest omfangsrige repressalier i årtier som straf, fordi det politisk har udfordret Hosni Mubaraks autokratiske regime. En lang række af anholdelser, angreb på Broderskabets finansielle interesser og en aggressiv bagvaskelse i de statsstyrede medier har stækket bevægelsens politiske vinger og bestyrket skeptikerne i, at det er nyttesløst at sætte sig op i mod regimet. Sådanne kampagner fra regimet har tidligere i Broderskabets historie ført til dannelsen af udbrydergrupper, der har grebet til våben. Det har fået Mohammad Badie til at sende en advarsel til styret, der efter at han blev udpeget har fortsat anholdelserne: ”Hvis kanalerne (for indflydelse) er blokerede, vil dette rum, vi lever i, blive fyldt med gas. Og hvis du stryger en tændstik i en så anspændt atmosfære, i et rum så fyldt med gas, vil det eksplodere”. Reformisterne tabte – og er frustrerede Selv om observatører ikke helt vil udelukke, at undertrykkelsen kan udløse nye blodige angreb, så er vurderingen, at den militante islamisme generelt synes at have mistet fodfæstet i Egypten. I stedet er det en helt anden gruppe af brødre, som måske kan finde på at bryde ud: Forud for regimets seneste kampagne mod Broderskabet var hele Egyptens opposition blevet vakt til live af en periode omkring parlamentsvalget i 2005, hvor amerikanerne havde lagt pres på Hosni Mubarak for at tillade en større pluralisme. Kritik af styret og demonstrationer i gaderne blev pludseligt tålt, og Broderskabet vandt en uhørt femtedel af pladserne i parlamentet, på trods af at valget langt fra var uden svindel. En generation af brødre, der var unge i 70’erne og 80’erne og har været aktive i fagforeninger og i studenterpolitik på universiteterne, ledte Broderskabet i de nye omgivelser. Med en fast overbevisning om, at den politiske kamp faktisk nytter, et håb om at gøre Broderskabet til en mere folkelig bevægelse og en villighed til at samarbejde med den øvrige opposition gav de Broderskabet et andet ansigt udadtil: »På mange måder har disse unge givet Broderskabet en ny identitet og et nyt image, både i Egypten og udenfor. Oplyste mennesker vil ikke længere betragte dets medlemmer som de stereotypiske, skæggede islamister. I stedet vil de se medlemmer som taler om deres forhåbninger om demokrati og større frihed, for ikke at nævne deres kærlighed til amerikanske film«, skriver den amerikanske journalist, Joseph Mayton, der arbejder på en bog om Broderskabet. Selv om styret de seneste år har smækket døren til politisk indflydelse i hovedet på reformisterne, har de ikke mistet troen på, at det er værd at blive ved med at banke hovedet mod den. Men ved valget til shura-rådet i december blev de nærmest sat uden for indflydelse, da deres to hovedfigurer

begge mistede deres pladser. Bevægelsens tøjler er dermed lagt solidt i hænderne på en ældre generation, der næppe vil ændre på Broderskabets generelle prodemokratiske antivoldelige islamisme, som er udviklet gennem årtier, men som ønsker at distancere sig fra reformisterne mere udadvendte og konfronterende tilgang, der er ønsket hos Reformisterne. Frustrationen hos reformisterne har været lydhør, og de har brudt med Broderskabets tradition for at holde uenighederne bag lukkede døre. De har påpeget uregelmæssigheder ved valget og hævder, at de med magt er ved at blive kørt ud på et sidespor. Nogle har gået så langt som at afvise den nye ledelses legitimitet. Bloggeren Abdel Rahman Ayyesh har i et vredt tonefald fordømt det »katastrofale valg«, mens en anden prominent blogger og journalist, Abdel Moneim Mahmoud advarer den nye ledelse mod, at de yngre generationer ikke længere vil tage aktiv del i organisationen, men blot betragte den »som en klub, de er medlem af«. For reformisterne er det et fatalt tidspunkt for Broderskabet at lade pendulet svinge tilbage mod isolation. Trods styrets hårdhændede strategi over for oppositionen har den øgede frihed på internettet, dannelsen af nye protestbevægelser og et stigende antal strejker holdt gang i ilden fra valget i 2005. Og i Mohammad el-Baradei, chef for det internationale atomagentur indtil november 2009, har oppositionen fundet en mulig fællesnævner og modkandidat til Hosni Mubarak – eller til hans søn Gamal, hvis den 81-årige præsident vælger at træde tilbage inden valget i foråret 2011. »Der er hårdt brug for den moderate, reformistiske side af vores gruppe på dette stadie. Vi har brug for en stærkt politisk bevægelse, der kan sætte sig op imod det undertrykkende styre. Dette er vores pligt lige nu. Det er mere vigtigt end noget andet«, siger bloggeren Abdel Moneim Mahmoud til den amerikanske netavis The Christian Science Monitor. Han har frosset sit medlemskab af Broderskabet, men om reformfløjens dybe frustrationer vil føre til reelt brud med Broderskabet er langt fra sikkert. Historisk har Det Muslimske Broderskab været i stand til at håndtere dets interne uenigheder, som ikke blot står mellem konservative og reformister. Bevægelsen bør ifølge Husam Tammam, ekspert i islamisme og tidligere broder, bedst betragtes som en paraply for en række forskellige islamistiske grupperinger, der paradoksalt nok netop bliver holdt sammen af den undertrykkelse, de møder. Hver for sig ville de stå svagt over for styret, og de finder derfor sammen om den beskedne ambition at skabe gradvis fremgang gennem fredelige midler. Men selv om Broderskabet forbliver intakt, vil den interne splittelse være til gavn for Mubaraks styre, som næppe bryder sig om el-Baradeis forsøg på at samle den egyptiske opposition forud for parlaments- og præsidentvalgene, vurderer Tammam.


»Broderskabet begynder et nyt kapitel efter at have mistet noget nær en hel fraktion, som var dybt engageret i dialog med andre sociale og politiske kræfter og i stand til at bygge alliancer med dem ... [Dets]formodede tab af fleksibilitet og evne til at finde fælles fodslag med andre intellektuelle strømninger vil gøre det nemmere for regimet at inddæmme gruppen og forhindre dannelsen af en bred oppositionsfront. Forandringen vil dog ikke nødvendigvis mindske Broderskabets popularitet, da dets base foretrækker de konservative standpunkter og tilsyneladende ønskede sig et mere konservativt lederskab«, skriver Tammam i Arab Reform Bulletin. Rasmus Bøgeskov Larsen er freelancejournalist og mellemøstenkorrespondent for Politiken, bosiddende i Beirut, Libanon.

.


BREVE FRA BRUXELLES 3. marts 2010

EU Kommissionen præsemterer inden længe sit udspil til den 2020-strategi, der skal afløse Lissabon-strategien. RÆSON spørger medlem af Europaparlamentet, Emilie Turunen om hvordan 2020-strategien bør se ud.

EU'S 2020STRATEGI Ønskes: Et klogere, grønnere og mere socialt EU EU2020 er på trapperne. Der er tale om en ny tiårig strategi, der skal udstikke de overordnede politiske linjer for det europæiske samarbejde – og forventningerne er store. Det er i krisetider, at EU skal vise sin styrke; her kan nye muligheder opstå og en ny fremtid reelt formes. Men vil det nuværende momentum for forandring blive grebet af ansvarlige politikere? Eller mangler kreativiteten og den politiske vilje til at levere det, som EU’s borgere fortjener: En strategi der sikrer os alle en lysere fremtid med job, velstand og muligheder. Af Emilie Turunen (MEP, SF)

De fælles udfordringer er ikke til at overse: Vi står lige nu midt i en økonomisk krise, der har sendt millioner af europæere ud i arbejdsløshed og som truer den europæiske velstand og velfærd. Derudover står vi på længere sigt overfor en demografisk udfordring, hvor stadig færre skal forsørge stadig flere. Det betyder, at vi på trods af en stigende arbejdsløshed i Europa netop nu, bliver nødt til at forholde os til, at der bliver færre i den arbejdsdygtige alder og flere, der skal forsørges. Et hidtil uset gab mellem behovene her og nu, sammenlignet med behovene om få år. Den tredje store udfordring er klimaet. Vi har i dag skabt en økonomi baseret på fossile energikilder hvilket både er klimamæssigt og økonomisk uholdbart. Skal vi løse de store fælles udfordringer, må EU tænke modigt, langsigtet og visionært. Det behov for langsigtet fælles planlægning forsøger ”EU-2020-strategien” at udfylde. ”EU2020” bliver utvivlsomt et af de vigtigste EUdokumenter i mange år – strategien skal vise vejen for EU det næste årti, og kommer til at udstikke retningen for de konkrete politikker i denne periode. Kommissionen vil reducere arbejdsløsheden med ”X” I sidste uge modtog jeg i en mail, EUKommissionens lækkede oplæg til, hvad 2020strategien skal indeholde – et oplæg der først skal

præsenteres onsdag i denne uge. Dokumentet skal danne udgangspunkt for stats- og regeringschefernes debat på deres møde om to uger, og vil ultimativt føre til vedtagelsen af strategien på juni-topmødet. Det er ikke med Barrosos gode vilje, at papirerne er landet i hænderne på parlamentarikere, fagforeninger, miljøorganisationer og andre kritisk anlagte personer inden den officielle præsentation. Men en ansat i Kommissionen har villet det anderledes. Dokumentet er – heldigvis – en ikke endelig version, og derfor er der fortsat mangler på nogle af de mest ømtålige områder. Det gælder fx. målet for, hvor mange nye arbejdspladser, de foreslåede initiativer fra EU´s side vil medføre - og målet for, hvor meget EU skal reducere fattigdommen i unionen. Der står blot et X. Man må håbe, at kommission i mellemtiden har fundet på noget mere og bedre end ”X”. Ser man bort fra de huller, der indtil videre er i Kommissionens gebis – og som i skrivende stund forhåbentlig er blevet udfyldt – så danner der sig et billede af en EU-Kommission, der kun har én ting i hovedet: vækst. Det er nu ikke fordi jeg er tilhænger af den nulvækst-plan, som nogle politikere og økonomer er begyndt at nævne. Tværtimod skaber vækst grundlaget for arbejdspladser og dermed økonomisk tryghed og uafhængighed for den enkelte. Men vækst er ikke et mål i sig selv. Væksten skal være bæredygtig, social retfærdig, og


give mening for både samfundet og den enkelte. Vi skal stille krav til, hvilken type vækst, vi ønsker; selv er jeg fx stærkt bekymret for den markant stigende ulighed, som vi har oplevet i EU det sidste årti, på trods af de generelle høje vækstrater. Væksten kommer ikke automatisk alle til gode og kommer i hvert fald ikke alle lige meget til gode. Ligeledes er jeg meget kritisk overfor det, man kan kalde ”jobløs vækst”, som flere argumenterer for rundt om i Europa. Efter en længere periode med faldende vækstrater, oplever vi nu, at økonomien vender, men at arbejdsløshedstallene fortsat stiger. Job følger ikke automatisk med vækst, og derfor mener jeg, at der er behov for en integreret strategi for investeringer, vækst og job, hvor man i højere grad tænker den økonomiske, sociale og klimamæssige udvikling sammen. En klog, grøn og inkluderende vækst? I Kommissionens dokument tales der om tre former for vækst; "klog vækst", "grøn vækst" og " inkluderende vækst". I udgangspunktet kan det jo lyde ganske udmærket, men dykker man ned i de konkrete formuleringer og forslag, så tegner der sig et billede af, at Kommissionens væksttankegang hverken er særlig grøn eller inkluderende, men derimod præget af vanetænkning. Barroso sagde i en debat i parlamentet i den forgangne uge, at ”det ikke er en mulighed at vende tilbage til de gode gamle dage”. Desværre tager han ikke konsekvensen af sit udsagn. For det første; det kan skabe nye muligheder for vores samfund, at vi hæver reduktionsmålet for CO2-udledning. Kommissionen lægger i sit dokument op til, at EU skal reducere sin CO2udledning med 20 procent i 2020, og kun måske gå op til 30. Det er ikke blot uambitiøst, men også økonomisk farligt. Undersøgelse efter undersøgelse viser, at der kan skabes millioner af arbejdspladser, hvis der sættes ambitiøse mål om CO2-reduktioner, vedvarende energi og energibesparelser til 30 procent – sådan som det har været EU´s intention indtil for nylig. Desuden ved vi, at prisen på fossile brændstoffer vil øges i takt med at mængden svinder. Kommissionens forslag er økonomisk kortsigtet og klimamæssigt er det tæt på, at være en katastrofe, at man på den måde spoler tiden tilbage. Vi er langt fra de to grader. Det er ikke særlig grønt og ikke særlig klogt. Eksempel nummer to: Der er en sørgelig mangel på refleksion over, hvad der gik galt med 2020strategiens forgænger, Lissabon-strategien. Én ting er, at der ikke har været en ordentlig, gennemsigtig og offentlig evaluering af Lissabonstrategien; i stedet har Kommissionen nørklet med det og udarbejdet egne evalueringer, der har haft en åbenlys tendens til at male med lidt for

optimistiske farver. Det er under al kritik. Men værre er det, at man nu i sit oplæg til en ny strategi begår nogle af de samme fejltrin som sidst. Eksempelvis er det tragikomisk at se, hvordan man har kopieret Lissabon-strategiens mål for, hvor meget man skal reducere frafaldsprocenten for børn og unge, der forlader skolen for tidligt. Som mange måske ved, er den høje frafaldsprocent i uddannelsessystemet et af de helt fundamentale problemer i Europa, hvor alt for mange unge forlader uddannelsessystemet før tid. Lige nu er der cirka 15 procent af en årgang, der aldrig gør skolen færdig, og det er socialt og økonomisk uholdbart. Det problem anerkendte man for godt 10 år siden, og målet blev derfor, at frafaldsprocenten skulle reduceres til 10 procent i 2010. Desværre er målet langt fra nået – nu skrives målet derfor ind i den nye strategi. Men man glemmer at komme med konkrete initiativer til, hvordan vi skal nå det mål. Hvilke politikker og financieringsredskaber skal anvendes? Hvem har ansvaret for implementeringen? Det ville være mere end relevant at have nogle klarere idéer på denne front. Den eneste konkrete anbefaling er, at medlemslandene skal investere i uddannelsessystemet på alle niveauer, hvilket er åbenlyst rigtigt, men samtidig en måde at fralægge sig ansvaret på europæisk plan. Det er hverken en klog eller innovativ løsning. Hvad med ungdomsarbejdsløsheden og de ”arbejdende fattige”? Ser man på, hvordan Kommissionen ønsker, at væksten skal blive inkluderende og social, er det sørgelig læsning. Et ”socialt indstillet Indre Marked" er ellers et af Barrosos nye slagord, som han opfandt, da han søgte at blive genvalgt som Kommissionsformand. Godt nok tales der i oplægget om at reducere fattigdommen, men der er ingen konkrete initiativer, der kan sikre, at Europas 80 millioner fattige også får del i væksten. Den voksende ulighed, som er med til at skabe en underklasse i Europa, bliver ikke adresseret. Svaret på, hvordan vi skaber en stærk social sammenhængskraft i EU er blot, at ’vækst skaber job, og job udrydder fattigdom’. Men det er jo ikke rigtigt. Millioner af europæere er såkaldte "arbejdende fattige"; de arbejder, men tjener ikke nok til at kunne forsørge sig selv og deres familie, og for dem er svaret ikke flere jobs, men bedre jobs. Derfor skal 2020-strategien indeholde en reel social agenda, der tager livtag med social dumping, usikkert arbejde, ”working poor”, stigende ulighed og øget elendighed. En strategi som sikrer ”decent work”, høje sociale rettigheder og reelle livsmuligheder for alle. Det ville være social og klog vækst. Stærkt problematisk er det desuden, at Kommissionen ikke tager problemet omkring


25 år er arbejdsløse, og antallet stiger hver dag. Det er et alvorligt problem, der kræver stor opmærksomhed – taber vi en generation på gulvet, så taber vi de hænder, der skal forsørge Europa de næste mange år. Kommissionens svar på den udfordring er endnu engang mangelfuld. Man taler om ”livslang læring” og om, at gøre mere for at anerkende uformelle kvalifikationer. Det er nogle gode redskaber, men langt fra tilstrækkelige, og jeg savner i den grad flere konkrete initiativer. Hvorfor forpligter EU sig eksempelvis ikke til, at ungdomsarbejdsløsheden aldrig må overstige den generelle arbejdsløshed? Hvorfor indfører man ikke en Europæisk Ungdomsgaranti, så alle unge under 25 år inden for seks måneder skal tilbydes job, en elev- eller praktikplads eller uddannelse, hvis de bliver arbejdsløse? Hvorfor kræver man ikke, at EU skal nedsætte en særlig ungdoms-taskforce, hvis mål er, at udveksle ”best practice”, skabe job til unge og lette overgangen fra uddannelse til arbejdsliv? Listen over fejl og mangler i Kommissionens tekst er lang og bedrøvelig, og jeg kunne blive ved. Der er eksempelvis ikke ét ord om, hvordan vi kan gøre op med, at kvinder stadig tjener 17 procent mindre end mænd, og tilsvarende bliver de omfattende problemer med social dumping forbigået i tavshed. Alt i alt er der hverken lagt op til en særlig klog, grøn eller socialt inkluderende vision for 2020, hvis man skal tage den foreløbige tekst fra EU-Kommissionen for gode varer. Det skal man dog forhåbentlig ikke, for vi er mange, som arbejder heftigt på at påvirke EU-2020 strategien til at blive det, som Kommissionen kun formår i overskrifter: klog, grøn og social. Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen.


VERDEN 3. marts 2010

RÆSON bragte i årets første ugemagasin - #1, årgang 2 - en artikel af Ida Krogh Mikkelsen om Italiens immigrationsaftale med Libyen fra august 2009. Da Simon Pasquali kommenterede på artiklen - i ugemagasin #3 - blev det startskuddet på en debat mellem de to, om Berlusconis Italien og landets forhold til EU. RÆSON bringer her fjerde indlæg i debatten.

DEBAT Berlusconi. Faktisk er Italien ikke så forskellig fra de andre store EUlande EU’s værdigrundlag er blot signalpolitik, der tjener det formål at skabe et image af EU som en progressiv, normativ magt. Værdigrundlaget er med andre ord uden videre betydning i den daglige politik – og i særlig grad i udenrigspolitikken. Derfor kan man heller ikke sige, at Berlusconi ’undergraver’ EU's værdigrundlag. Italiens udenrigspolitik i almindelighed – og immigrationspolitikken i særdeleshed – flugter nemlig fuldstændig med en række af de andre store EU-landes politik. Af Simon Pasquali

”Man straffer jo også kriminelle, selvom de har haft en hård barndom”, skriver Ida Krogh Mikkelsen som svar på min kritik af hendes indlæg i RÆSONs Ugemagasin [# 1 3.februar, red.]. Hendes svar giver anledning til nogle bemærkninger om det italienske demokrati og EU’s såkaldte normative magt. For IKM har ret i sin konstatering af, at vi ”kort og godt” er uenige. Det er vi på to afgørende punkter: Demokratiets tilstand i Italien samt EU’s evne og vilje til at agere som såkaldt normativ magt. Der er mange former for demokrati IKM udlægger fejlagtigt min pointe om betydningen af Italiens sene statsbygning og landets fortsat meget decentrale karakter, som om jeg mener, ”at Italien skal møde lavere standarder, fordi der er tale om et ungt og decentraliseret demokrati”. Men mit mål var – og er – ikke at bruge historien til at legitimere den politik, der føres i nutidens Italien. Derimod er mit mål at bidrage til at forklare, hvorfor italiensk politik fungerer, som den gør. Det ligger mig – som nævnt i min tidligere kommentar – meget på sinde, fordi nordeuropæiske aviser ofte tegner et aldeles karikeret billede af italiensk politik, der ikke gør læserne klogere, men blot bekræfter deres fordomme. Jeg tror, at den afgørende forskel på IKM’s indlæg og min kommentar er, at hun alene vil kritisere italiensk

politik – og Berlusconi i særdeleshed – mens jeg vil forsøge at forklare disse størrelser. Det er væsentligt at huske på, at det at forklare et fænomen bestemt ikke er det samme som at legitimere det. Videre mener IKM, at ”demokratiets kvaliteter” er ”af absolut karakter”, og at det er et normativt udgangspunkt, som jeg ikke skulle dele. Dog forklarer hun ikke, hvad denne absolutte karakter indebærer. ”Absolut” betyder ubetinget og betingelsesløs. Altså må IKM mene, at en given styreform enten kan klassificeres som demokratisk eller ej. Det er ikke en betragtning, jeg deler. I den demokratiteoretiske litteratur skelnes der mellem mange former for demokrati. Eksempelvis er Italien – på linje med Tyskland, USA, Spanien, Belgien, osv. – et konstitutionelt demokrati. Det indebærer, at den italienske forfatning er ganske omfattende, og at landets forfatningsdomstol har kompetence til at annullere love, hvis de er i strid med forfatningen. Det sker faktisk ganske ofte – senest annullerede man den lov om immunitet for indehaverne af landets fire højeste embeder, som flertallet i deputeretkammeret og senatet havde vedtaget. Derimod kan Danmark – på linje med de andre nordiske lande og Storbritannien – klassificeres som et flertalsdemokrati. Karakteristisk for det danske demokrati er, at vi har en kortfattet grundlov, og at domstolsprøvelse


af loves grundlovmæssighed er en yderst sjælden affære, hvilket bl.a. kan tilskrives den traditionelle opfattelse af ’ingen over og ingen ved siden af Folketinget’. Men den opfattelse strider jo åbenlyst mod magtadskillelseslæren, og i mange andre demokratiske lande vil man ikke synes særligt godt om det. Demokrati er altså langt fra nogen entydig størrelse, og at IKM burde eksplicitere sin demokratiforståelse i stedet for at bruge ordet ’udemokratisk’ om italiensk politik. Ved at bruge dette ord udelukker hun nemlig en saglig diskussion – og sidestiller samtidig Italien med reelt udemokratiske lande som mange af de latinamerikanske, afrikanske og asiatiske. Jeg er bestemt ikke blind over for, at pressefriheden pga. Berlusconis ejerskab af næsten samtlige private tv-kanaler i Italien er blevet reduceret, og at pressefrihed – og dermed korrekt information af vælgerne – er en af demokratiets forudsætninger, uanset hvilken form for demokrati der er tale om. Men pressefrihed er ikke alt og bedømt ud fra en række andre forudsætninger, trives det italienske demokrati i bedste velgående: Et levende civilsamfund, en høj grad af pluralisme og kontestation [hvor aktører udfordring hinanden, red.] i italiensk politik, en velfungerende blandingsøkonomi og ikke mindst uafhængige domstole, der som nævnt har langt flere beføjelser end de danske domstole. EU’s charter er kun signalpolitik Endelig er der spørgsmålet om EU’s evne og vilje til at agere som normativ magt. IKM spørger mig, 1) hvordan Berlusconis regeringsførelse kan finde legitimitet i EU’s værdigrundlag, og 2) hvordan EU kan acceptere, at Italien undergraver fællesskabets demokratiske grundlag. Det vil jeg meget gerne svare på: For det første tillægger jeg ikke charteret om grundlæggende rettigheder, som IKM henviser til – og som vel er det nærmeste, man kommer EU’s værdigrundlag – nogen stor praktisk betydning. IKM mener, ”at EU langt hen ad vejen er en normativ magt”, hvilket hun ”bygger på en tro på eksistensen af et sæt af universelle værdier, der bl.a. konkretiseres i menneskerettighederne”. Jeg mener ikke, at der findes mange eksempler på, at EU agerer som sådan. Derimod er der utallige eksempler på, at EU – og medlemsstaterne – plejer egne interesser: Mange aftaler om energileverancer og handelssamarbejde indgår man med de stater, som har noget at handle med, og som i mange tilfælde er autoritære regimer. Samtidig med at EU taler vidt og bredt om menneskerettigheder i Afrika, giver man ikke de afrikanske bønder mulighed for at eksportere deres landbrugsprodukter til det europæiske marked, hvilket medfører sult og fattigdom.

EU’s værdigrundlag bør vurderes ud fra dets praktiske konsekvenser. På den baggrund har jeg meget svært ved at se, at EU skulle udøve en særlig normativ magt over for andre end de central- og østeuropæiske lande, der nu er blevet lukket ind i varmen. Svaret på IKM’s første spørgsmål er altså, at Berlusconis regeringsførelse kan finde legitimitet i EU’s værdigrundlag, fordi dette grundlag blot er signalpolitik, der tjener det formål at skabe et image af EU som en progressiv, normativ magt. Værdigrundlaget er med andre ord uden videre betydning i den daglige politik – og i særlig grad i udenrigspolitikken. Dernæst er mit svar på IKM’s andet spørgsmål, at de andre EU-landes accept af Italiens realpolitiske udenrigspolitik (både i forhold til immigrationsaftalen med Libyen, gasaftalen med Rusland, osv.) skyldes, at de selv fører samme form for politik. Frankrig ekspanderer i Afrika, Tyskland handler gas med Rusland, og alle handler med Kina. Derudover køber jeg ikke IKM’s argument om, at Italien undergraver fællesskabets demokratiske grundlag. En demokratisk valgt regering som den italienske kan sagtens føre en realpolitisk udenrigspolitik, uden at det gør den mindre demokratisk. Ellers ville Danmark, USA, Holland osv. alle have ondt i demokratiet. Summa summarum er, at Italiens udenrigspolitik i almindelighed – og immigrationspolitikken i særdeleshed – flugter fuldstændig med en række af de andre store EUlandes politik, og derfor skal man næppe forvente sig for meget af EU, sådan som IKM og den italienske venstrefløj gør. I sidste ende er det ikke et spørgsmål om demokrati eller ej, men om politiske uenigheder inden for de konstitutionelle rammer, som demokratiet i samtlige EU-lande udgør. Simon Pasquali (f. 1986) er kandidatstuderende i statskundskab ved KU og har tidligere læst ved Universitá degli studi di Bologna i Italien. Tidligere ansat i Finansforbundet, Statsministeriet og arbejder nu for De Konservative i Folketinget

RÆSON nr. 5 2010 (3. marts)  

politics, denmark, international