Page 1

NR. 1

JA N UA R 2008

Bykonger • Efter valget • Johannes Lebech • Kattegatbro • Radikal klimaplan • Ulandsbistand eller ej


INDHOLD

FOLKETINGSVALGET Folketingsvalget var det første med Margrethe Vestager i spidsen. Flankeret af næstformand i folketingsgruppen, Morten Østergaard, kæmpede Margrethe Vestager for en ny dagsorden. Det lykkedes delvist, selv om valget også betød en halvering af gruppen og ikke mindst, at VKO flertallet fortsatte. Radikal Politik sætter fokus på folketingsvalget og resultatet. Men også på fremtiden. For bag et valgnederlag ligger altid en ny begyndelse – også for Radikale Venstre.

side 14

BYKONGERNE Der er kraftig radikal tilstedeværelse i den politiske ledelse af landets tre største byer. Både Aalborg, Århus og København har radikale borgmestre eller rådmænd. Preben Pedersen, Klaus Bondam og Peter Thyssen fortæller om livet i toppen af en kommune. Og de tre radikale har mere end partinavnet til fælles.

side 30 4


10

Kort nyt Radikal Politik giver dig overblikket over efterårets udspil, nyheder og debat. Denne gang med et valgkrydderi på, men også om miljøzoner, den radikale holdning til folketingets nye formand og meget andet.

12

Johannes Lebech ny MEP’er Den tidligere minister Johannes Lebech bliver nu europaparlamentsmedlem for Radikale Venstre. Det står fast efter Anders Samuelsen blev valgt til Folketinget. Johannes Lebech overtager pladsen fra Camilla Hersom og han glæder sig meget til den nye europæiske opgave.

44

Århus til Kalundborg Næste station Samsø! Det er uvist, om der vil være udstigning på Samsø, men en Kattegatbro er nødvendig og ligger ifølge politikere og eksperter på den flade hånd. Radikal Politik ser nærmere på en fast forbindelse over Kattegat

48

Reglerne vil ingen ende tage For meget kontrol og for lidt kontakt til mennesker. Så kort kan de seneste fem års udvikling på beskæftigelsesområdet opsummeres, mener Palle Jensen, der er afdelingsleder i et jobcenter i Århus. Radikale Venstre vil rydde op i reglerne og skabe fokus på resultater.

50

Ghettoer skal på museum En positiv undtagelsestilstand og en indsprøjtning på to mia. kr. Det er bare nogle af de midler, som Radikale Venstre vil tage i brug for at skabe forandringer i de danske ghettoer.

66

Kaffe med Gerner I efteråret fik Elsebeth Gerner Nielsen et af den slags tilbud, som der er alt for få af her i livet. Et tilbud, som hun vidste, hun ville fortryde, hvis hun afslog. Tilbuddet var nu også godt; kom hjem til din familie i din hjemby Kolding og bliv rektor for byens berømte designskole. Så det gjorde den tidligere radikale kulturminister, da valget blev udskrevet.

U D GI V E R :

Radikale Venstre, Christiansborg, 1240 København K, tlf. 33 37 47 47 • radikale@radikale.dk • radikale.dk • radikale.net R E DA KT Ø R :

Søren Højlund Carlsen (ansvarshavende) R E DA KT ION:

Jesper Gronenberg, Johannes Sørensen, Anna Ebbesen, Anna Rørbæk og Birgit Voigt SK R I BE N T E R I N U M M E R 10:

Kirsten Kaas, Astrid Haug, Margrethe Vestager, Martin Lidegaard, Lone Dybkjær, Henning Nielsen, Mads Brandsen, Søren Bald, Gitte Kvist, Anders Lundt Hansen og Martin Krasnik FO T O G R A F E R I N U M M E R 10:

Johnny Wichmann, Thomas Priskorn, Ditte Valente Scanpix, Colourbox. FOR SI DE FO T O:

Klaus Bondam, Preben Pedersen og Peter Thyssen er fotograferet på Århus Rådhus af Thomas Priskorn L AYOU T:

Helle Bøye Christensen DE A DL I N E:

Sidste frist for indsendelse af materiale til Radikal Politik nr. 2–2008 er den 21. januar 2008. Det sendes til redaktion@radikale.dk. Redaktionen påtager sig intet ansvar for materiale, der indsendes uopfordret. Redaktionen for denne udgave sluttede ultimo november 2007. Der tages forbehold for senere ændringer i politikken, personer, ordførerskaber, udskiftning, udspil m.m. Annoncer, artikler, debatindlæg og andet indhold i dette magasin udtrykker ikke nødvendigvis Radikale Venstres holdning. Radikal Politik udkommer seks gange årligt. Næste nummer udkommer ultimo februar 2008. A B ON N E M E N T:

Kr. 200 om året. Gratis for medlemmer af Radikale Venstre. Kontakt Radikale Venstre på tlf. 33 37 47 47 for abonnement. A N NONC E R :

For annoncering i Radikal Politik kontakt redaktion@radikale.dk eller tlf. 22 99 28 50. T RY K :

Arco Grafisk, Skive. Trykkeriet er miljøcertificeret og har EMAScertifikat og licens til Svanemærket produktion iht. Nordisk Ministerråds bestemmelser. OPL AG:

Oplag: 10.500. ISSN: 0107-279X.

KLIMA ER EN VINDERSAG Danmark kan reducere sit CO2 udslip med 80 procent på ti år. For at nå det mål skal der nedsættes en klimakommission. Sådan lyder bare ét klimaforslag fra det Radikale Venstres valgkamp. Læs om tankerne og detaljerne i den nye radikale klimapolitik i en kronik af Martin Lidegaard og Margrethe Vestager.

side 40 5


R ADIK AL POLITIK

MED REBEDE SEJL OG FAST KURS Det var ikke den smukkeste valgdag i partiets historie. Vinden gik ud af de radikale sejl. Men et klassisk radikalt motto lyder uanset stemmetallet: ”Navigare necesse est” ”Det er nødvendigt at sejle”. Eller på godt dansk: Vi kan godt sejle uden vind, for så ror vi. Med midterkurs og social-liberalt kompas. Vi har pligt til at udnytte de mandater, vælgerne giver os. Ved sorg og selvskabt plage vi intet retter ud. Men et løfte bør vi give hinanden. Vi vil producere politik, ikke falsk optimisme. Vi tager udgangspunkt i virkeligheden, og vi ved, at det, der ser slemt ud i dag, kan ændres. Ikke mindst, hvis vi selv tager fat. Vi må ikke fortrænge tabet af de otte mandater. Det største mandattab siden 1920-valget – og dyrt på alle konti. I 2001 fik vi også ni mandater og glædede os, fordi vi gik frem fra syv. Alt er relativt! Nøjsomheden må dog ikke få os til at acceptere, at der er et naturligt leje for Det Radikale Venstre ved fem procent. Vrøvl. Vi må have større ambitioner. Der venter flere valg forude, og vi skal ikke stille os tilfredse med så lidt. Vi må konstatere, at et midterparti ikke har fordele af opdelingen i rød og

blå stue. Ved dette valg var vandringen over midten tilmed uhyre begrænset. Blokpolitik er ikke vores livret. Eller sagt mere råt: Når elefanterne slås, går det ud over græsset. Måske var vores budskaber i valgkampen om klimapolitik, tillidsreform og anstændig flygtningepolitik ikke vælgernes dagsorden. Det kan vi ikke vide præcist, og vi får intet udbytte af at bebrejde vælgerne noget. Og hvorfor skulle vi bebrejde os selv, at vi valgte temaer, som vi fandt vigtige. Nu er det tid til at rebe sejlene og søge den fremtidige kurs lagt. Det er en fælles opgave for folketingsgruppen og landsforbundet, og den bør samle sig om tre hovedelementer: – Et konstant, sagligt og kreativt pres på VK-regeringen for at få den frem på banen til bredere løsninger end de hjemmestrikkede med Pia Kjærsgaard. Vi skal søge det samarbejdende folkestyre genindført. Ikke kun i Foghs retorik, men i virkeligheden. – I samvirke med landsforbundet skal folketingsgruppen udvikle konkrete radikale forslag og komme med beslutningsforslag, der både er egnede til at skabe offentlig opmærksomhed om

vigtige sager og om os selv som et vælgerparti. Vi skal være mere spændende, når folk møder os. – I både retorik og adfærd skal vi vise, at vi gerne indgår i et alternativ til den siddende regering, men uden at forpligte os på uopsigelighed. Et midterparti er som bekendt et parti, der kan samarbejde til begge sider. Og gør det. Som vi gjorde det i 80´erne og 90´erne. Hovedbestyrelsen, vælgerforeningerne og du som medlem har nu som den mest påtrængende opgave at få formuleret og besluttet, hvad der er den vigtigste opgave blandt alle de mulige. Vi kan ikke bare sige ”Alt godt fra havet”. Der skal prioriteres. Der skal være en klar rækkefølge. Der er opgaver, som kan vente. Og der er andre som skal løses nu og her. Den diskussion skal vi turde tage. Du er velkommen til at være med. Det må gerne slå gnister. Og er der ingen vind, så ror vi. Hastigheden er ikke det vigtigste. Det handler om en fast kurs og synlige mål. Af landsformand Søren Bald Radikale Venstre

VELKOMMEN til denne, den anden udgave af det ”nye” Radikal Politik, som – hvis det kongelige danske postvæsnet vil det – udkommer efter juleanden er fortæret og det nye år kun er dage væk. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor meget julefred en radikal har kunnet nyde med tanken om det triste valgresultat siddende frisk på nethinden, så smagen af and næsten ikke kunne overdøve den. Personligt er jeg stadig trist over vores tilbagegang. Ikke kun fordi det ikke lykkedes, at få væltet VKO-flertallet eller fordi vi gik så meget tilbage – det er trist nok i sig selv. Men måske mest fordi resultatet betød, at vi – med den nye økonomiske virkelighed, der altid venter med tilbagegang – har sagt farvel til en række meget gode og dygtige kollegaer på sekretariatet. Et folketingsmedlem kender og lever med risikoen – det ligger i jobbets natur, men for en medarbejder kan et valgnederlag resultere i et mistet job dagen efter. Det er en barsk udgave af virkeligheden. Men vi må videre, vi må ro, som Søren Bald skriver ca. 10 cm. over de her linjer. Og ro skal vi, til vores hænder har vabler på størrelse med Karen Jespersen nye ministerium, så skal vi nok komme styrket ud af folketingsvalget 2007. Hvordan det mere konkret skal ske, kan du læse mere om flere forskellige steder i denne juleudgave af Radikal Politik, der naturligt nok er præget af valget. Ikke kun i forskellige valgreportager og artikler, men også på lederplads og på debatsiderne, som er tilbage efter sit fravær sidste gang. Men det skal jo også handle om andet end valget og det gør det blandt andet i et interview med de tre radikale, der har mest indflydelse på landets tre største byer. Vi beskæftiger os denne gang også en hel del med det som det hele jo handler om; politik. Blandt andet i en spændende kronik om vores nye klimapolitik og i en artikel, der virkelig viser, at den radikale tillidsreform er nødvendig. Som altid hører bladets redaktion meget gerne fra læseren. Har du input, ideer, kritik eller ros til det nye blad, så mail dem endelig til os på: redaktion@radikale.dk. God fornøjelse med bladet og godt nytår – trods alt. Søren Højlund Carlsen Redaktør 6


Hvis du er udlænding, må du kun læse 50,3% af bladet Læs mere om starthjælpen for udlændinge på www.statsdiskriminationen.dk


Starten på noget nyt Forhåbentlig markerede folketingsvalget starten på noget helt nyt – en ny ledelsesform, ny tillid til de offentligt ansatte, nyt engageret fokus på klima og ny anstændighed i asylpolitikken. Radikale Venstre præsenterede i valgkampen løbende nye løsninger og nye muligheder – på de spørgsmål. Vi var i valgkampen for eksempel fortaler for tid, tillid og faglighed som kerneelementer i en bedre velfærd, bedre skole og bedre offentlig arbejdsplads. Kvalitet kommer af medarbejdernes faglighed og menneskelige engagement. Tilliden til det er afgørende. Skolelærere skal have lov til at gøre det, de er uddannede til: undervise. Ikke udfylde elevplaner, så Bertel Haarder kan se, at de laver dem. Vi skal give rum til, at sygeplejersker, hjemmeplejere og pædagoger har tid til omsorg, baseret på deres faglighed – ikke på VKO’s regler. For tænk hvis Danmark blev kendt, som landet med en velfungerende offentlig sektor med stolte medarbejdere og tilfredse borgere. Som landet, der fastholder og udvikler sine ansatte og derved får skabt en udviklende skole, et sundt sygehusvæsen og en omsorgsfuld ældrepleje. EN NY DAGSORDEN Vi var i valgkampen også ambitiøse på klima og miljø. Vi kom med ét grønt forslag om dagen og et samlet stort klimaudspil, hvor omdrejningspunktet er sikring af klimaet ud fra tanken om, at vi skal udnytte teknologien, så vi kan udvikle bedre løsninger. (Du kan i øvrigt læse mere om den klimapolitik i denne udgave af Radikal Politik). Den radikale ambition er, at Danmark bliver kendt for bæredygtig udvikling. Som landet der eksporterer nye energiformer, som landet med verdens største og bedste økologiske produktion, som landet der belønner arbejde og ikke forurening via skatten. Ser man på regeringsgrundlaget og debatten efter folketingsvalget, er det tydeligt, at vi var med til at sætte en ny dagsorden, hvor nogle af de mærkesager nu er helt fremme i debatten. Desværre afspejlede det sig ikke i valgresultatet, som mange nok stadig er skuffede over. Vi har i folketingsgruppen holdt flere møder, hvor vi har analyseret valgresultatet. Alle er ikke enige 8

om tolkningen af valget. Jeg vurderer fortsat, at det er vigtigt at vise, at der er forskellige partier, men også, at der kan findes nye samarbejdsmåder, og at der er et alternativ. Det viste vi i valgkampen og det kan altid diskuteres, om det var den rigtige linje, men jeg tror, det var vigtigt at vise. ET GODT FUNDAMENT Nu handler det som at bygge et nyt fundament på nogle andre præmisser end før, og det skal ske med en åben dagsorden, hvor vi får inddraget alle gode kræfter i partiet. Vores mange gode reformforslag kommer ikke på hylden, for det er vigtigt, at der bliver handlet nu – på skat, klima og asyl. Med den dagsorden, der er lige nu, er det klart, at vi vil søge indflydelse og prøve regeringen af, hvor det overhovedet er muligt. I hele partiet skal vi nu i gang med at diskutere, hvordan vi prioriterer vores kræfter, for opgaven er stor. Noget vi skal prioritere er debatten om midten, hvor er det vi gerne vil være, og hvad er midten egentlig for en størrelse i dansk politik? Men vi har fundamentet til debatten og det nye arbejde, det viste valgkampen, hvor RU’er, kommuneforeninger, frivillige, tillidsfolk, medarbejdere og kandidater arbejdede hårdt fra tidligt til sent. Samspillet mellem kredse, kandidater og frivillige har været stærkt og engageret, og det er vigtigt. For det er det engagement, der viser, at vi kan drive vores visioner videre og arbejde fremad – også efter et dårligt valgresultat. Vores udfordringer er klar: Det åbne parti skal finde sin form i de kommende år. Vi skal være et moderne netværksparti, sådan et sted man gerne vil komme, hvis man vil være med til at finde stærke løsninger. Og så skal vi vinde valg igen. Der er tre vigtige valg i horisonten; Forbeholdene, EU og kommunal- og regionsvalg. Så vi har store udfordringer foran os – der er i den grad brug for Radikale Venstre. Margrethe Vestager Gruppeformand


SIDEN SIDST

STØR R E K LIMA AMBITIONER For Radikale Venstre er det en lille sejr, at statsministeren nu er på vej væk fra ensidige forhandlinger med Pia Kjærsgaard og endelig rykker sig på skat og udviklingsbistand. Partiet efterlyser dog større ambitioner fra regeringen – ikke mindst på klimaområdet. – Vi kvitterer for de konstruktive samtaler, vi har haft med stats- og vicestatsminister om regeringsgrundlaget, og noterer os, at der på en række områder er skrevet gode ord, der inviterer til bredt samarbejde. Det gælder især åbningen på skat, asyl, klima og på det internationale område med EU og genopbygning af udviklingsbistanden, siger Margrethe Vestager ovenpå forhandlingerne om regeringsgrundlaget. – Samarbejdsviljen vil dog skulle stå sin prøve i fremtidens reelle forhandlinger. Bredt samarbejde kræver jo, at også partier, der ikke har peget på Anders Fogh, får indflydelse på forligene. Og her er vi klar med både forhandlingsvilje og ambitioner”, siger Margrethe Vestager, der ser frem til de kommende forhandlinger: – De næste år må ikke bare blive en omgang ”VKO-light”, pyntet med lidt udviklingsbistand. Vi står over for store udfordringer. I de sidste 24 måneder har vi mistet 32 mia. kr., fordi danske virksomheder har måtte sige nej til ordrer. Derfor risikerer regeringens skattekommission at blive en dyr syltekrukke, siger Margrethe Vestager. Radikale Venstre så gerne, at ambitionerne var større på klimaområdet: – Den danske klimaindsats skal i gang hurtigst muligt. Det handler ikke kun om at afholde topmøder, men også om at vise reel handling. Og asylansøgernes situation må og skal forbedres. Jeg har en vis frygt for, at de mange kommissioner og kortlægninger ender med at blive syltekrukker på stribe. Derfor opfordrer jeg regeringen til at starte forhandlinger om skat, klima og asyl hurtigst muligt. Jo længere vi venter, desto større bliver udfordringerne, siger Margrethe Vestager.

DANSK ER NE STOLER MEST PÅ VESTAGER En undersøgelse, som Berlingske Tidende står bag, viser, at Det Radikale Venstres Margrethe Vestager er den mest troværdige leder i dansk politik. I undersøgelsen har Gallup bedt 1.732 repræsentativt udvalgte danskere om at vurdere partiledere og andre fremtrædende politikere ud fra en lang række parametre. For eksempel saglighed, viljen til at se sag fra to sider, kompetence, evnen til at indrømme fejl og intelligens – og her skiller Margrethe Vestager sig positivt ud, hvilket ikke kommer bag på næstformand i folketingsgruppen Morten Østergaard. – Margrethe har mange års erfaring i dansk politik, og hun har altid turdet stå ved det, hun mener. Margrethe laver ikke sig selv om, og det giver høj troværdighed, siger Morten Østergaard. 9


SIDEN SIDST

HÅBER PÅ DET BEDSTE Radikale Venstre lykønsker det nye ministerhold og krydser fingre for ændringer på asyl og reelle initiativer på klima . – Vi er især tilfredse med, at klimaet har fået sin egen minister med energisektoren under sig. Det er for os at se helt nødvendigt, hvis der skal ambitioner ind i klimaindsatsen, at man samtænker energi og klima, siger Margrethe Vestager om det nye ministerhold, som Anders Fogh Rasmussen præsenterede i sidst i november. Midt i gratuleringen finder Margrethe Vestager det dog bekymrende, at de svageste i Danmark ikke længere har en minister til at tilgodese deres interesser. – Vi er ikke uden bekymringer for de socialt udsatte, efter at regeringen har valgt ikke længere at dedikere en minister til netop deres forhold. Velfærd er et vigtigt tema, men vi vil være stærkt optagede af at samfundets svageste ikke glemmes, mens der fokuseres på velfærden til de mange, siger Margrethe Vestager.

VER DEN I FOR ANDR I NG NR. 10 En ny udgave af den udenrigspolitiske debatbog ”Verden i forandring” er nu på gaden. Det er tiende gang, at bogen udgives i et samarbejde mellem Radikale Venstre og Hermod Lannungs Fond. Bogen er en udenrigspolitisk debatbog med længere artikler af forskere, debattører og politikere. Denne gang er bogen redigeret over temaet ”migration” – et begreb som i bogen også ses i et historisk perspektiv, såvel som et aktuelt perspektiv. Blandt andet i forhold den mangel på arbejdskraft, der præger Danmark og en række andre lande. Bogen er redigeret af Henning Nielsen, Jesper Gronenberg og Tomas Bech Madsen og har indlæg fra MF’er Morten Østergaard, forfatter Bent Østergaard og jurist og tidligere parlamentsmedlem i Spanien, Joaquima Alemany Roca. Bogen udgives på Syddansk Universitetsforlag. 10

MILJØZONER I KOMMU NER NE Kommunerne skal have bedre mulighed for at indføre såkaldte miljøzoner i byerne. Det skal sikre en renere luft i de større danske byer. – Enhver der har taget en cykeltur igennem København ved, hvor galt det står til med luftforureningen. Hvis vi skal sikre en renere luft og redde menneskeliv, skal vi handle nu. Løsningen ligger lige foran os – det kræver blot politisk vilje at gennemføre den, siger Ole Glahn, der var miljøordfører frem til folketingsvalget. Folketinget vedtog i sin sidste samling, at kommunalbestyrelserne i de største danske byer kan indføre miljøzoner med krav om partikelfiltre for dieseldrevne lastbiler og busser. Imidlertid løser partikelfiltrene ikke problemet med den meget farlige NO2-forurening. Et nyt teknologisk gennembrud giver dog mulighed for at stoppe NO2-udledningen. – Vi bør hurtigst mulig give alle kommuner mulighed for at indføre miljøzoner med krav om partikelfiltre og katalysatorer på alle lastvogne og busser over 3.500 kg. Det vil gavne miljøet og fremme en bæredygtig udvikling, hvor næste skridt bliver nye katalysatorer til dieseldrevne personbiler, tilføjer Ole Glahn.


UDSPIL BØR BER EGNES AF EKSPERTER Finansministeriet skal ikke have monopol på at beregne politiske udspil fra partier og organisationer. Den politiske debat bør kvalificeres ved i fremtiden at lade Det Økonomiske Råds formandskab, vismændene, beregne politiske udspil. Det mener Radikale Venstre, som vil give vismændene og Teknologirådet hver to millioner kroner til at lave uafhængige analyser. – Vi ser gerne, at vi havde en uafhængig instans, hvor de politiske partier kunne lade deres udspil regne igennem. Der er for mange eksempler på, at der opstår fnidderfnadder og bøvl, når deres udspil konsekvensberegnes, siger Morten Helveg Petersen. Om forslaget så bliver til virkelighed, har Det Økonomiske Råd ikke selv nogen mening om. – Det er ikke noget, vi vil blande os i. Det er et politisk spørgsmål, og det er op til politikerne at diktere rammerne for Det Økonomiske Råd, siger vismand og professor ved Copenhagen Business School Jan Rose Skaksen til Ritzau.

TR ÆNGSELSAFGIFTER N U Trængselsafgifter er et effektivt redskab til at reducere både trængsel, partikelforurening og CO2-udslip. Derfor foreslår Radikale Venstre at give de større byer et effektivt redskab til at komme problemerne til livs. – Stockholm, London og Oslo har allerede indført trængselsafgifter med stor succes. Men den nuværende lovgivning giver ikke danske kommuner mulighed for at gøre det samme. Derfor vil Radikale Venstre arbejde for at skabe et lovgrundlag, så større danske kommuner får mulighed for at opkræve trængselsafgifter lokalt for at reducere biltrafikken, siger trafikordfører frem til folketingsvalget, Martin Lidegaard. Bilisterne oplever daglige forsinkelser pga. trængslen på vejene. Forsinkelserne er opgjort til mere end 100.000 timer i Hovedstadsområdet, og det svarer til et årligt tab for samfundet på ca. 5,6 mia. kr. – Udviklingen er alarmerende, fordi vejtrafikken ventes at vokse yderligere med 70–90 % frem mod 2030. Dertil kommer, at vi kan reducere vores CO2-udslip og nedsætte partikelforureningen, siger Martin Lidegaard.

THOR P. FÅR EN CHANCE Efter lidt tøven besluttede den radikale folketingsgruppe sig for at give Thor Pedersen en chance som formand for folketinget. Efter et møde sidst i november mellem gruppeformand Margrethe Vestager og Thor Pedersen forventer partiet nu, at den tidligere finansminister vil gøre sig store bestræbelser på at blive hele tingets formand. – Vi har haft en konstruktiv dialog med flertallets kandidat, og ønsker at kvittere for Thor Pedersens imødekommenhed overfor vores fokus på direktøransættelsen, en nødvendig ledelsesreform og en fortsat modernisering af tingets arbejde. Vi tror, at der kommer mere tryk på den proces, hvis der er bred opbakning til valg af formand. Vi har haft vores uenigheder med Thor Pedersen som finansminister, men vil nu se fremad og give ham en chance for at vise sig som hele tingets formand, siger næstformand i gruppen, Morten Østergaard.

11


Vor nye mand i Europa Johannes Lebech overtager som ventet Anders Samuelsens plads i Europa-Parlamentet, efter Ny Alliances medstifter nu er blevet valgt til Folketinget. Den tidligere landsformand og minister var egentlig kun andensuppleant efter Anders Samuelsen, men omstændighederne gjorde, at det nu er Johannes Lebech, der skal flage det radikale flag i Europa. TEKST: Søren Højlund Carlsen

FOTO: Erik Refner/Scanpix

ohannes Lebech føler sig i de her dage som en velsignet mand. Ikke fordi han er tidligere kirkeminister, men fordi han – og det siger han selv – er velsignet med det store held, at det bliver ham, der afløser Anders Samuelsen i Europa-Parlamentet efter den tidligere radikale MEP’er forlod partiet i en snart berømt majdag i 2007. For Johannes Lebech var ellers ”kun” 2. suppleant til posten efter Camilla Hersom, men hun trak sig for at hellige sig jobbet som formand for Forbrugerrådet. Og så stod der pludselig Johannes Lebech på boardingcardet til Bruxelles og nu også på en dør til et beskedent kontor i Europas politiske hjerte. – Jeg er virkelig glad for den her udfordring og meget taknemmelig over for Camilla, som jeg har haft mange gode samtaler med. Det er en fantastisk mulighed, når man, som jeg, virkelig brænder for det europæiske arbejde. Så det er en fantastisk situation og en mulighed, som jeg er meget ydmyg overfor. Europapolitikken har altid været det emne, som jeg har været mest engageret i. Det er vigtigt, at vi kan levere nogle løsninger til de europæiske borgere, når det gælder miljøet, grænseoverskridende terrorisme, kriminalitet og asylsøgere, siger Johannes Lebech fra sit kontor i Bruxelles, hvor han sidder uden medarbejdere og nærmest er lidt småforvirret over de første

J

12

hektiske dage, da Radikal Politik fanger ham over telefonen på en af de allerførste arbejdsdage i Belgien. – Det hele er lidt overvældende, det må jeg indrømme. Bare det, at man skal lære et nyt hus at kende, og det vel at mærke et hus af en vis størrelse, kan jo tage pusten fra de fleste. Samtidig er der en masse praktiske ting, som jeg skal forholde mig til. For eksempel skal jeg selv til at ansætte folk, da jeg jo i sagens natur ikke har overtaget et fungerende radikalt kontor, som man normalt ville gøre. Så jeg skal til at genopfinde det hele lidt forfra, fra dengang Anders Samuelsen var radikal og det kan godt være lidt trykkende for sådan en som mig, der trives bedst med kontrol og med styr på de praktiske ting, det har man mildest talt ikke her i starten. Men det skal nok komme. Hvad skal du, som tidligere landsformand, folketingskandidat og kirkeminister, så beskæftige dig med i EU? – Mange ting! Men først og fremmest skal jeg arbejde med udenrigspolitik og miljø, sundhed og fødevarer via mine udvalgsposter. Jeg er blevet medlem af Udenrigsudvalget og suppleant til Udvalget for miljø, folkesundhed og fødevarer, og den kombination passer mig rigtig godt. Jeg er meget interesseret i udenrigspolitik, og selv om EU selvfølgelig ikke har så meget indflydelse på det område, så kan der alligevel trækkes nogle store linjer om Europas frem-

tid, udvidelsen og nabolandene. Især er jeg meget optaget af Europas forhold til Rusland, som det er meget vigtigt, hvordan vi i fremtiden håndterer. Samtidig får jeg så lejlighed til at beskæftige mig med de mere dagligdags ting omkring miljø og fødevarer, hvor der ligger meget lovgivning, og samtidig er det en god tråd og forbindelse hjem til partiets mærkesager på de områder. Hvad med dig selv, hvordan ser du på din egen situation i forhold til valget til Europa-Parlamentet, der jo kommer i 2009? Skal du være spidskandidat? Jeg er jo allerede kandidat i Vestjylland og har ikke lagt skjul på, at jeg gerne vil være partiets spidskandidat til parlamentet, så jeg kan satse på, at genvinde det mandat, jeg nu har fået hernede. Det kræver selvfølgelig landsmødets opbakning, men den håber jeg på, jeg får. Men det bliver svært, fordi der næste gang kun bliver 13 danske pladser. Det betyder, at partiet skal ud og præstere et valg, der er bedre end det folketingsvalg, vi lige har været igennem eller vi skal i et godt valgforbund. Så der er mange vanskeligheder, vi ikke skal være blinde for. Derfor gælder om at løbe stærkt det næst e halvandet år, siger Johannes Lebech. □ Radikal Politik bringer i løbet af 2008 en længere reportage fra Johannes Lebechs nye politiske tilværelse i Bruxelles.


Johannes Lebech Johannes Lebech er – blandt rigtig meget andet – tidligere landsformand for Radikale Venstre, kirkeminister, samt medlem af DR’s bestyrelse. Indtil sin indtræden i Europaparlamentet var han statsrevisor og folketingskandidat i Københavns Storkreds. Johannes Lebech er også vicepræsident for ELDR, der er sammenslutningen af liberale partier i Europa – en organisation, som De Radikale også danner gruppe sammen med i EU Parlamentet. Og så er det måske de færreste, der ved, at den nye radikale MEP’er var befalingsmand af reserven i Civilforsvarskorpset sidst i tresserne. 13


Den

Folketingsvalget 2 007 blev en af de erfaringer, der g jo ondt. Radikale Ve rde ondt – rigtig nstre gik fra 17 m andater til ni og V fortsatte. Et klart KO regeringen nederlag, men og så et nederlag i m størrelser. Radika ang l Politik sætter he r fokus på den rad e former og valget – før og ef ikale udgave af ter den 13. novem ber 2007. 14


13.

7 0 0 2 r e b m e v o n

15


Der er brug for os S temningen og debatten på det første HB-møde efter valget var positiv, fremadrettet og til tider endda stilfærdig. Generelt var der enighed om, at Radikale Venstre var oppe mod højere kræfter, og at ansvaret for resultatet dermed ikke kunne placeres på bestemte skuldrer og faktorer, men snarere skulle løftes af de mange. Som nu landsformand Søren Bald, der konkluderede, at der var sket et langt mere fundamentalt skred ved valget i 2001, end vi umiddelbart går rundt og regner med, og det blev en faktor ved det aktuelle valg. – Der er ikke nogen enkelt faktor, der kan forklare vores tilbagegang, og det skal man i øvrigt altid passe på med. Men generelt mener jeg, at vi måske har undervurderet, at der er opstået et særligt socialdemokratisk, nationalistisk velfærdsparti (Dansk Folkeparti, red.) som tydeligt markerer, at det er et andet Danmark, vi arbejder i. Samtidig er der også sket et skred i den politiske bevidsthed, hvor den økonomiske realistiske politik ikke længere står så højt. Det blev vi presset af, for hvem andre end vi er i stand til at levere det vigtigste budskab, at økonomisk ansvarlighed er forudsætningen for velfærden, sagde Søren Bald, der mener, at lige netop den økonomiske bane skal tegnes hårdt op af Radikale Venstre i de kommende år. – Vi repræsenterer den økonomiske ansvarlighed, og der er brug for, at vi tegner den dagsorden i fremtiden, tilføjede landsformanden i sin tale til Hovedbestyrelsen. HÅRDERE TIL SF Samme økonomiske vinkel kom gruppeformand Margrethe Vestager ind på i sin tale. – I bakspejlet mener jeg, at vi skulle være gået hårdere til SF. De fik en badebillet og slap af sted med deres ufinansierede politik. Derfor fik de noget af deres store 16

fremgang, men man skal huske på, at SF nu vandt en fast plads på bænken, hvor de vil føre gold oppositionspolitik, sagde Margrethe Vestager, der ligesom Søren Bald også lagde stor vægt på at takke de mange frivillige kræfter, der knoklede solen og månen sort i valgkampen. – RU’er, kommuneforeninger, frivillige, tillidsfolk, medarbejdere og kandidater arbejdede hårdt fra tidligt til sent, og samspillet mellem kredse, kandidater og frivillige var stærkt og engageret, sagde Margrethe Vestager, der blev bakket op af landsformanden, der forsøgte at finde optimisme i et historisk perspektiv. – I 2001 glædede vi os over, at vi gik frem fra syv til ni mandater, men nu er vi kede af at gå fra 17 til ni. Men vi skal huske, at vi har haft en meget turbulent periode siden 2005, sagde Søren Bald. TYNGDELOVEN Men historie eller ej. Flere HB-medlemmer udtrykte skuffelse over, at Radikale Venstre nu går en valgperiode i møde med ni mandater. Det er ikke længere et tilfredsstillende leje for partiet, mente flere. – Mange har sagt, at vi nu er på vores naturlige leje, men hvad er nu det for noget – er det den radikale tyngdelov, der har sat ind? Vi er inde i en omstillingsperiode, hvor vi er lidt nede, men vi kan sagtes blive større, sagde folketingskandidat Anna Allerslev, mens tidligere RU-formand Zenia Stampe, der stillede op til Folketinget i Århus, var mere bekymret. – De psykologiske eftervirkninger bekymrer mig. Det gør det måske lidt lettere at kapere valgresultatet, når man siger, at det er ”normal” størrelse, men det gør det måske også sværere at komme over. Vi kan ikke leve med at miste vores selvtillid og stolthed, derfor skal vi vaske tavlen ren og starte på en frisk, sagde Zenia Stampe.

Trods det triste valgresultat var debatten fortrinsvis positiv på det første hovedbestyrelsesmøde efter valget. Nu gælder det om at se fremad og samle partiet om de kommende års nye og vigtige valg, lød det både fra partiets folk fra Christiansborg, kandidater og græsrødderne fra Hovedbestyrelsen. TEKST: Søren Højlund Carlsen FOTO: Scanpix

Flere HB-medlemmer benyttede også mødet til at rose Margrethe Vestager for en flot valgkamp. – Tak Margrethe, du har brændt igennem som leder og du viste et stort overskud på en valgaften, hvor vi andre drak gravøl, lød det fra Christian Andersen, der blev bakket op af Camilla Hersom. – Margrethe gjorde det fremragende, påpegede hun. LORTEVALG En af dem, der mærkede det dårlige valgresultater på sin egen krop, var Martin Lidegaard, der som bekendt ikke opnåede genvalg. Måske netop derfor passede hans formulering af resultatet meget godt med de tanker, som mange radikale har gjort sig siden den 13. november. – Det var et lortevalg, sagde Martin Lidegaard. – Men man lærer bedst af sine nederlag, og det er nu vores opgave, sagde Martin Lidegaard, der opfordrede til, at Radikale Venstre skal gå hårdere til de konservative. – De slap for let denne gang. Vi skal langt mere aggressivt tvinge en kile ind mellem K og V og spørge dem, om ikke bare de er et halevedhæng til Venstre, sagde Martin Lidegaard. – Vi er en bevægelse, og vi skal kunne falde tilbage på den stolte bevægelse. Der er noget at kæmpe for, så vi skal tilbage, og vi skal have de radikale vælgere tilbage, sagde Zenia Stampe, inden Margrethe Vestager sendte Hovedbestyrelsen hjem med en klar reminder om, at der snart kommer en mulighed for at vinde igen. – Vi skal vinde valg igen. Der er tre vigtige valg i horisonten; Forbeholdenne, EU-Parlamentet og kommunal- og regionsvalg. Så vi har store udfordringer foran os – der er i den grad brug for Radikale Venstre. □


MAN KAN KOMME LANGT UDEN VIDEN SPØRGSMÅLET ER HVOR MAN ENDER

WEEKENDAVISEN udkommer kun én gang om ugen. Til gengæld tager vi os tid til at levere Danmarks grundigste dækning af samfundsspørgsmål, kultur og forskning. En række af Danmarks bedste skribenter folder sig ud i avisen med finurlige, morsomme, alvorlige og engagerede historier om, hvad der sker i Danmark og udenfor. Så kan De blive inspireret, berørt og frem for alt meget klogere på en verden, der er større end den enkeltes horisont. Prøv Weekendavisen, hvis De savner et grundigt og horisontudvidende alternativ til den daglige nyhedsstrøm. Læs mere på www.weekendavisen.dk

Velskrevet viden

SPAR 50 %

FÅ WEEKE NDAVISEN I 10 UGER F OR KUN 1 7,PR. UG E. RING N U:

80 20 20 0

3


Lige ved

og næsten

De fl fleste este var overbevist om, at Manu Sareen ville rykke fra Københavns Rådhus til Christiansborg, men vælgerne ville det anderledes. Men så skal Manu Sareen i det mindste ikke undvære Klaus Bondam. Det var han nemlig stærkt bekymret for. TEKST: Karin Kaas

FOTO: Ditte Valente

amen far, det er jo ham, der har skrevet den bog, vi er ved at læse”. Så vender far om og vil alligevel godt have en af Manu Sareens valgfoldere. I første omgang skyndte han sig bare forbi – måske gad han ikke flere politiske løfter, eller måske ville han bare hjem. Men sønnens tydelige begejstring over at møde forfatteren til Iqbal Farooq og kronjuvelerne var alligevel mere, end han kunne stå for. Altså får faren en flyer stukket i hånden, hvor en smilende Manu Sareen lover, at han kan integration - fjerne social ulighed - sikre de bedst muligheder for børn og studerende og mindske

J 18

forureningen. Flyeren er der delt massevis ud af. For Manu Sareen har været her og der og alle vegne i løbet af de tre ugers valgkamp. Til mængder af debatmøder, på gaderne, til demonstration for barsel til fædre og homoseksuelle og som det allervigtigste i TV. Og det var også TV’s skyld, at undertegnede og fotografen stod helt alene i Valby, den dag vi havde aftalt at mødes med Manu. TV2/Lorry havde nemlig ringet og spurgt ham, om ikke han kunne stå på Trianglen på Østerbro den eftermiddag, for her ville den regionale TV2-station komme forbi. Og så er det jo bare om at flytte sig. For godt nok er det godt at møde vælgerne på gaden,

men det er altså optræden på TV, der flytter stemmerne. HVEM ER JEG? Manu Sareen var tippet til en sikker plads i Folketinget sammen med Lone Dybkjær af blandt andet TV2, der hver dag i valgkampen satte fokus på en kandidat, redaktionen anså som favorit til at blive nyvalgt. Men Københavns Storkreds gav kun et radikalt folketingsmedlem denne gang, og Lone Dybkjær løb som bekendt med sejren efter en optællingsgyser af rang. Først ved 21-tiden onsdag aften var stemmerne talt op, men flere timer inden da havde Manu i TV erkendt, at det blev nok ikke denne


Ma nu Sa re e n • 40 år • uddannet socialrådgiver og konfliktmægler og har læst psykologi i to år. • arbejder som integrationskonsulent i Københavns Kommune. • blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i 2002 og er formand for den radikale gruppe. • er født i Indien og kom til Danmark som 4-årig. • Manu Sareen fik 4.684 personlige stemmer ved valget imod Lone Dybkjærs 5.290.

gang. Så nu er det tilbage til Borgerrepræsentationen i København. Slet ikke så ringe endda, for den dag vi fulgtes med ham til demonstration, var en af hans største bekymringer ved at skifte til Folketinget, at han skulle undvære Klaus Bondam. Nu kan de så fortsætte parløbet på Københavns Rådhus. Den dag er han slet ikke selv så sikker på, at han bliver valgt. Men han er nu heller ikke sikker på ret meget andet. - Jeg ved nærmest ikke, hvem jeg er lige nu, siger han tydeligt udmattet efter 14 hårde dage. Oveni er han også godt og grundigt sur. Politiken har nemlig bragt en artikel, hvor unavngivne radikale skælder ud på Margrete Vestager, fordi hun klart har afskrevet Fogh som de radikales statsministerkandidat. - Illoyalt, charlataner og opportunister – de skulle have et los i røven. Det er så langt ude, og så midt i en valgkamp, raser Manu Sareen. Historien i Politiken får ham til alvorligt at overveje, om ikke de radikale skulle tage Enhedslistens princip om, at man kun kan sidde

to perioder, til sig. Samtidig har han ingen problemer med at erkende, at han sandsynligvis selv vil holde godt fast i sin stol – hvis altså han kommer ind – og nogen om 10 år foreslår det samme. Og han siger også nej med et grin, da han får spørgsmålet, om han vil stille det forslag. DÅRLIG SAMVITTIGHED Demonstrationen for fædres og homoseksuelles ret til barselsorlov trækker ikke mange deltagere, og flytter næppe heller meget inde i Familieministeriet. Men sønnen Alvin får noget ud af den. Han, der knap har set sin far siden valget blev udskrevet, skal møde senere i børnehaven i dag, for demonstration for retten til barselsorlov uden børn? Nej, den går ikke. Alligevel vil Alvin tydeligt hellere være alle andre steder end på et forblæst gadehjørne, hvor de forbipasserende tager fars opmærksomhed. Og på den måde får han givet ny næring til Manu Sareens ”genetisk betingede dårlige samvittighed over for børnene”,

som Lone Dybkjær har fortalt ham, at han lider af. Den kunne han måske minimere med en plads på Borgen. - Jeg tror, jeg ville få mindre travlt, end jeg har nu, hvor jeg både skal passe mit job og Borgerrepræsentationen. Og jeg har bare så meget brug for at kunne begrave mig i én ting, siger han. Det kan man nu godt tvivle på, om han kan overholde. For han er altså også lige i gang med at skrive en indisk kogebog, og midt under valgkampen fik han besked om, at han har fået årets børnebogspris fra Bog- og Papirbranchens ansatte for bogen Iqbal Farooq og kronjuvelerne, som er hans anden skønlitterære bog (den første hed Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot), og han tror da nok, at der kommer flere i den genre. Og bøgerne, ja ”de er en form for eskapisme fra det, at være politiker”, som han siger. Og så kan det jo godt være, at han en dag gør alvor af at rejse. Foreløbig er det mest blevet til, at han surfer efter rejser på nettet, når livet bliver for surt. □

19


Politik via

dørsalg

Der skal tænkes kreativt, når man hverken har penge eller er særlig kendt og skal kæmpe med 11 andre radikale folketingskandidater om de to pladser, som prognoserne – før valget – gav de radikale i Københavns Storkreds. Så Mia Nyegaard ringede på hos vælgerne – i virkeligheden og online. oddag. Jeg hedder Mia Nyegaard og er folketingskandidat herude. Må jeg bruge to minutter af din tid? Når valgbudgettet er nærmest ikke-eksisterende, er der ikke så meget andet at gøre end at tænke kreativt. Og det er altså ganske gratis at bevæge sig rundt til de potentielle vælgere og byde sig til. Så det gør hun denne tirsdag aften ugen før valget. Hun kender faktisk ikke området, selvom det er her i Nordvest – Utterslevkredsen - hun er opstillet. Selv bor hun ”lidt længere inde på Nørrebro”, derinde hvor DRV - trods mere end en halvering ved valget - stadig er det tredjestørste parti. I Utterslevkredsen satte Socialdemokraterne og SF sig tungt på vælgerne med hhv. 27,3 og 22,8 pct. af stemmerne, mens de radikale må dele femtepladsen med de konservative med Enhedslisten lige i hælene. Men den aften tror Mia Nyegaard stadig på, at det nok skal gå for de radikale. Hun regner ganske vist ikke selv med at blive valgt for ”så skal de radikale få et kanonvalg”, som hun siger. Men der er ikke noget halvhjertet over forsøget, selvom hun hverken kan tage fri fra arbejdet, har kampagnestab eller andet at trække på ud over sit politiske engagement og en tro på, at hun har noget at bidrage med.

G

DING DONG Vi mødes ved Malernes Fagforening, hvor hun har afleveret en plakat. Og allerede her kunne de store bannere med stem på liste A, F og Ø have givet et fingerpeg om, at det bliver op ad bakke 20

for B’erne. Men det er der ikke tid til at reflektere så meget over. Vi skal videre og stemme dørklokker, før folk sætter sig ved middagsbordet og tv’et. Første stop er et nyt boligbyggeri, og den første hurdle er overhovedet at komme ind i opgangen. Den beboer, der trykker på indknappen skynder sig at lukke sin egen dør, men det afholder nu ikke Mia fra at ringe på. Svaret er et klart nej, men høfligt. De to næste steder også nej, men fjerde sted giver beboeren sig lidt mere tid. Lige indtil han hører, at hun stiller op for Det Radikale Venstre: Så har det ingen interesse. Femte sted. Her vil den yngre mandlige beboer gerne snakke, og hun kommer også af med sin folder, og det hele ender med, at ”de radikale er et af de partier, jeg overvejer”. Så nu bliver trapperne knap så trælse. Næste opgang første lejlighed. Træerne vokser ikke ind himlen. ”Nej, jeg ved, hvad jeg stemmer”, underforstået: det er ikke på de radikale. Og så endelig. Godt hjulpet af et nysgerrigt barn inviterer mor helt indenfor for at høre, hvad folketingskandidaten vil og ikke mindst for at fortælle, hvor svært det er for hende at finde et arbejde. Ren målgruppe. SOMETHING OLD…. Denne aften skal Mia Nyegaard være hjemme senest kl. 21. Natten før blev det sent – meget sent – og nu trænger hun til at sove mere end de fire timer, det er blevet til adskillige nætter. Men hun er nødt til at regne med nattetimerne også, hvis det hele skal nå sammen. Både det daglige arbejde som forskningsassistent, der ikke kan sættes på stand by på

Tekst: Karin Kaas Foto: Gitte Valente

grund af deadlines, og valgopdateringen på nettet, som hun prioriterer højt. Helt uden hjælp er hun dog ikke. Veninden, der har doneret en hel arbejdsdag, har fået en meget høj stjerne og også andre venner og bekendte er trådt til. Something old, something new… har hun valgt at kalde sin kampagneindsats. Det gamle er dørklokkestemmeriet, debatmøderne og gadekampagnerne, det nye er nettet. For hun er både så ung, veluddannet og kreativ, at det er her, hun for alvor satser. Så hun har både sin egen hjemmeside, som opdateres flere gange dagligt, profiler på MySpace, Facebook, K-Forum og naturligvis en blog, ligesom hun kommenterer på andres. HJERTESAGER Mia Nyegaard har både mærkesager og hjertesager. Hjertesagen er især menneskehandel – trafficking – og det er også emnet for hendes valgkamps eneste rigtige happening i de københavnske gader. Den stod ikke på planen fra starten, men inspireret af et debatmøde besluttede hun og en gruppe at sætte fokus på handel med kvinder. På kun en uge lykkedes det dem at låne indkøbsvogne og tegne og få trykt t-shirts og flyers, og så blev de fem indkøbsvogne ellers sendt ud med budskabet om, at slaveriet skal stoppes. Det lykkedes at få 260 forbipasserede til at tage imod en flyer – det svarer til ca. 10 procent af de kvinder, der er solgt til prostitution i Danmark. Mia Nyegaard kæmpede med 11 andre radikale om den ene plads, det blev til i Københavns Storkreds. Hun fik 320 personlige stemmer – sjetteflest blandt de radikale. □


M ia Nyega a rd • 33 år • cand.scient.pol og MA i Afrikastudier • har været medlem af Det Radikale Venstre siden 2000 og næsten lige så længe været aktiv i parties forskellige bestyrelser og udvalg, fx. lokalbestyrelsen på Frederiksberg og Indre by og Hovedbestyrelsen • arbejder som forskningsassistent på Copenhagen Business School, hvor hun forsker i medier, demokrati og den formidlede borger. Desuden er hun partner i et nystartet kommunikationsbureau • er netop blevet uddannet som yogalærer og dyrker og underviser i yoga, når tiden tillader det

21


VA L G E T R U N D T DET RADIKALESTE STED I DANMARK Trods den store tilbagegang ved folketingsvalget var der også lyspunkter rundt om på Danmarkskortet. Og måske mest af alt i Hareskovby i Egedalkredsen. Ved valget var 13,5 procent af de afgivne stemmer i Hareskovby nemlig på Radikale Venstre. – Det er, så vidt jeg kan se, det bedste radikale afstemningsresultat på noget afstemningssted over hele Danmark. Det er altså ikke helt forkert at kalde Hareskovby, lidt syd for Værløse og del af Egedal Opstillingskreds, for ”Det radikaleste sted i Danmark, siger Søren Lester, der er formand for Egedal Radikale Opstillingskreds. Sådan et område kan naturligvis ikke gå ubesøgt hen, derfor vil Radikal Politik i den nærmeste fremtid bringe en reportage fra Hareskovby.

TÆT OPLØB I SØNDERJYLLAND Det blev som bekendt Bente Dahl, der blev valgt til Folketinget fra Sønderjylland og omegn. Men resultatet i det sydjyske blev meget tæt, og hvis et radikalt forslag var foretaget inden valget, havde det været en anden radikal, der var endt på tinge. Det beretter det radikale medlemsblad i Sønderjylland, Storken. Bente Dahl blev valgt til Folketinget med flest personlige stemmer, samt de fordelte listestemmer. Men hvis et radikalt forslag om ændring af valgloven havde været vedtaget, ville Lotte Rod være kommet i Folketinget. Forslaget fra den radikale folketingsgruppe gik ud på, at ved sideordnet opstilling skal alene de personlige stemmer afgøre, hvem der er valgt – altså uden tillæg af opstillingskredsenes listestemmer. Men ved de nu værende regler, gik mandatet til Bente Dahl, selv om hun fik 23 færre personlige stemmer end Lotte Rod. I alt fik Bente Dahl 3.363 personlige og listestemmer, mens Lotte Rud fik 3.283 personlige og listestemmer.

SANDWICHHESTE I Nordsjælland gav det debat, at en række kandidater kæmpede om reklameplads på den gode danske landbrugsjord med vogne, halmballer og bannere. Det fik den radikale husmand Christian Friis Bach til at opruste. Han benyttede valgkampen til at lancere en helt ny markedsføringsplatform, nemlig en række sandwichheste, som han slap løs i kampen om stemmerne. Christian Friis Bach understreger over for Radikal Politik, at han kun benytter specialtrænede sandwich-shetlandsponyer, der ikke går tættere end de lovpligtige 25 meter på lyskryds og rundkørsler. 22


NY KONSTITUERING I FOLKETINGSGRUPPEN Radikale Venstres folketingsgruppe har efter folketingsvalget konstitueret sig med nye ordførerskaber: MARGRETHE VESTAGER

Formand for folketingsgruppen. MORTEN ØSTERGAARD

Næstformand i folketingsgruppen. Områder: Arbejdsmarked, integration, udlændinge. MARIANNE JELVED

Områder: Social, uddannelse og forskning. SIMON EMIL AMMITZBØLL

Områder: Ret, etik, familie, kultur, medie og indfødsret. MORTEN HELVEG PETERSEN

Områder: Finans, forsvar, udviklingsbistand, IT og erhverv.

RADIKAL VALGTURNÉ I HYBRIDBIL – Vi vil gerne vise, at det er helt hul i hovedet, at disse biler ofte koster langt mere end almindelige biler. Sådan sagde Margrethe Vestager om de to miljøvenlige biler, som radikale toppolitikere brugte i valgkampen. Det drejer sig om en Toyota Prius, der er en såkaldt hybridbil, der kombinerer en el- og benzinmotor, og så en VW Passat Blue Motion, der er den mest energieffektive bil i sin klasse. Toyota Prius er blevet hip i Amerika, mens den knapt har solgt 25 eksemplarer i Danmark på grund af tårnhøje afgifter. Til en pris af 390.000 skræmmer den mange væk, idealisme eller ej. Flere eksperter peger ellers på, at hybridbilerne er det eneste realistiske alternativ til benzin- og dieselbilerne, men de høje afgifter bremser salget. Radikale Venstre foreslog samtidig med starten på den grønne valgturne, at der skal stilles hybridbiler til rådighed til klimatopmødet i Danmark i 2009.

BENTE DAHL

Områder: Kirke, Norden, mindretal, fødevarer, forbrug, landdistrikter og bolig. JOHS. POULSEN

Områder: Miljø, natur, energi, klima, trafik og kommunal LONE DYBKJÆR

Områder: EU, sundhed, ligestilling og handicap NIELS HELVEG PETERSEN

Områder: Udenrigs, skat, rigsfællesskab og grundlov

NY HB-SAMMENSÆTNING EFTER VALGET Resultatet af folketingsvalget gav en ny fordeling af pladserne i den radikale hovedbestyrelse til storkredsene. Således er København gået et medlem tilbage til nu otte, Nordsjælland er gået en frem til nu fem, Østjylland er gået én frem til nu seks, mens Nordjylland er gået en tilbage. Hovedbestyrelsens sammensætning er beskrevet i vedtægternes § 9. De 40 medlemmer, der er afhængige af de radikale stemmetal ved sidst afholdte folketingsvalg, fordeles efter Sainte-Laguës metode. 23


Radikale

vandt på nettet

Der var ét sted Radikale Venstre vandt valget. Det var på nettet, hvor der skete en revolution i partiernes måde at udtrykke sig på. Og Radikale Venstre og Konservative var nogen af de bedste, lyder det her i en analyse af partiernes internetvalgkamp. TEKST: Astrid Haug

vis valget var blevet afgjort efter kvaliteten af partiernes hjemmesider på internettet, ville Margrethe Vestager være statsminister, og Bendt Bendtsen kunne fortsætte som vicestatsminister. For Radikale Venstre og de Konservative havde valgets bedste hjemmesider. Konservative lover ikke mere, end de holder, og Radikale Venstre har med radikale.net lavet en politisk nyskabelse i Danmark. Socialdemokraternes og Venstres hjemmesider skuffede derimod fælt, ikke mindst deres økonomiske ressourcer taget i betragtning. På Internettet blev der således vendt op og ned på styrkeforholdene i dansk politik. Mens Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen begge kørte internetvalgkampen som et one-man tv-show, præsenterede Bendt Bendtsen hele de konservatives ministerhold og en veldesignet hjemmeside. Margrethe Vestager lukkede som den første sit partis græsrødder ind i varmen.

H

VIDEOERNES VALGKAMP Overordnet set er der sket en revolution i partiernes måde at bruge nettet og nye medier på siden valget i 2001.

24

Men i forhold til, hvor meget de digitale muligheder har rykket sig, står det dog sløjt til. For det er ikke længere nok bare at have en blog eller at oprette en profil på MySpace og Facebook. Det virtuelle valgs store fidus var små envejskommunikerende videofilm – iscenesat i et kontormiljø eller optaget ude i marken. Men det er der ikke megen nyskabelse i. Partiernes topstyrede kampagnemaskiner var endnu ikke gearede til at udnytte de muligheder for interaktion og tovejskommunikation, som nettet lægger op til. BEFRIENDE UTRADITIONELT Som det eneste parti har Radikale Venstre oprettet et virtuelt socialt forum. Radikale.net er et i politiske sammenhænge originalt produkt, som ikke kun henvender sig til medlemmerne, men til alle interesserede. Der er i dag over 1.000 oprettede profiler på radikale.net. Befriende utraditionelt førte Margrethe Vestager sin valgblog inde på radikale. net og blandede sig aktivt i debatten på radikale.net i løbet af valgkampen. Når formandens valgkamp og græsrøddernes input foregår i samme forum, nedbrydes det sædvanlige partihierarki. Radikale Venstres satsning på nettet

er det tætteste, vi kommer herhjemme på demokraten Howard Deans berømte internetvalgkamp i 2004, hvor internetgræsrødderne overtog styringen. For at få glæde af de demokratiske og rekrutteringsmæssige muligheder, nettet giver, kræver det, at kampagnerne tør bryde den traditionelle hierarkiske partistruktur og lukke græsrødderne ind. Og det har Radikale Venstre som de første forstået. Næste skridt bliver så at videreudvikle radikale.net, så koblingen mellem online- og offline-aktiviteter styrkes. Og så endnu flere finder vej til hjemmesiden. De Radikales valgresultat bekræfter dog den overordnede konklusion, nemlig at valget så langt fra blev afgjort på nettet. □ Astrid Haug er pressechef i Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune. Hendes første valgkamp var som frivillig for demokraternes præsidentkandidat John Kerry ved valget i USA i 2004. Dernæst har hun arbejdet på den radikale gang på Christiansborg og slår nu sine folder på Københavns Rådhus hos den radikale borgmester Klaus Bondam. Dog er hun lige nu på barsel. Læs længere analyse af onlinevalgkampen på www.radikale.net/astrid-haug


Valget

koster mere end

mandater Efter folketingsvalget måtte den radikale folketingsgruppe ikke kun sige farvel til syv folketingsmedlemmer. Også otte partiansatte står nu uden arbejde. Her et lille indblik i den barske bagside af et valgnederlag. TEKST: Amalie Andresen FOTO: Scanpix

år et parti går tilbage ved et valg, falder de offentlige tilskud til partiet, og det betyder ofte, at partiet må skære i medarbejderstaben. De ansatte ved på forhånd, at de risikerer at ryge ud sammen med de folketingsmedlemmer, der ikke bliver genvalgt. Men det rammer alligevel hårdt, når det sker. Kasper Kanstrup blev ansat som konsulent i Det Radikale Venstres folketingsgruppe efter valget i februar 2005 og han er en af dem, der nu må se sig om efter et nyt job. Da statsministeren udskrev valg, vidste han og hans kollega medlemssekretær Jane Christensen, at de næste tre uger ville blive benhårdt arbejde. Under valgkampen knoklede de med at pakke valgmateriale, koordinere valgarrangementer, rådgive kandidaterne i faglige spørgsmål og tale med journalister. Arbejdsdagene løb hurtigt op på 10– 12 timer. Fritid var der stort set intet af. – Valgkampen var intens. Den var sjov og lærerig. Jeg kørte på fuld knald med 120 km i timen som resten af mine kolleger. Jeg valgte at få det bedste ud af det uden at tænke så meget på konsekvenserne af valget. Det er man nødt til. Ellers kan man ikke arbejde på Borgen, fortæller Kasper Kanstrup.

N

ANTIKLIMAKS Så kom valgdagen. Valgaftenen tilbragte Jane Christensen og Kasper Kanstrup på Christiansborg sammen med medlemmer og ansatte i den radikale folketingsgruppe. – Vi var noget overraskede over, at partiet røg helt ned på ni mandater. Det lagde en meget alvorlig dæmper på stemningen. Nogle sagde ikke ret meget, andre tog tidligt hjem. Det var bare rent øv, husker Jane Christensen. To dage efter valget fik medarbejderne at vide, at otte ansatte svarende til ca. en tredjedel af medarbejderstaben ville få en fyreseddel. Ledelsen gjorde det klart, at fyringerne var et spørgsmål om kroner og øre. Hvem de otte ville blive, havde de ansatte ingen anelse om. – Den lange ventetid var forfærdelig. Nogle brød grædende sammen. Man gik bare og snurrede rundt om sig selv og begyndte at rydde lidt op, men man kastede sig ikke ud i de store projekter, for det var ikke sikkert, at man selv ville være der til at fuldføre dem, fortæller Jane Christensen. PRIKKERUNDE Hun gik selv ram forbi, men tirsdag den 20. november blev Kasper Kanstrup

Når MF’ere pakker kontoret sammen, hvis de ikke er blevet genvalgt, er der også medarbejdere, som der skal siges farvel til.

kaldt ind til sin sekretariatschef. Han blev fritstillet og bedt om at rydde sit kontor hurtigst muligt. Nye folketingsmedlemmer fra et andet parti stod nemlig klar til at rykke ind med deres stab. – Helt overordnet var det et spørgsmål om at sikre den rette balance mellem forskellige kompetencer, men jeg vil ikke lægge skjul på, at det var meget svært at afgøre, hvem der skulle fyres. Det var den rædsomste arbejdsdag, jeg til dato har oplevet. Jeg har aldrig været ude for at skulle fyre så mange på én gang, siger sekretariatschef Jesper Gronenberg. Kasper Kanstrup er lettet over at have fået klarhed. Han er allerede blevet kontaktet med tilbud om job og tager fyringen med oprejst pande: – Jeg har valgt at sige til mig selv, at denne fyring ikke har noget at gøre med mig som person. Den er simpelthen et resultat af valget. Jeg er rigtig glad for den tid, jeg har haft i Folketinget og er hverken bitter over for partiet eller vælgerne, for jeg har fået en masse ud af det.” Jane Christensen og de kolleger, der er tilbage, går til gengæld en travl tid i møde. De folketingsmedlemmer, der er tilbage, får flere ordførerskaber med færre sekretærer til at assistere sig. Alle skal løbe stærkere. □ 25


Uden for

tapasbaren Radikale Venstre led tre nederlag ved folketingsvalget. VKO fortsætter, partiet er halveret og midten er svækket. Betyder det, at Margrethe Vestagers parti endelig overvejer, om det overhovedet har forbindelse til danskerne? Sådan spurgte Weekendavisens Martin Krasnik gruppeformanden over en varm hyldeblomstsaft dagen efter valget. TEKST: Martin Krasnik

FOTO: Scanpix

u har vi i månedsvis hørt, at Danmark er klar til en ny kurs. At vi er dødtrætte af den borgerlige regering og dens partnerskab med racisterne i Dansk Folkeparti. Der har endda været et helt nyt parti til at illustrere pointen: Ny Alliance og Naser Khader, manden med Danmarks stærkeste politiske brand. De Radikale havde samtidig fået Margrethe Vestager, der har været seriøs og realistisk. Revolutionen fra midten var på vej, ja, på selve valgdagen udråbte både Information og Politiken i deres ledere oppositionen til sejrherre. Man havde bare glemt en lille detalje: vælgerne. Oppositionen endte med nogle flotte knæløftninger på stedet og en del bytte-bytte med mandaterne. Hos De Radikale havde man faktisk troet, at danskerne var parate til at lukke de sidste seks års pinlige parentes i dansk politik, parate til den globale fremtid og de store reformer, til at åbne landet, arbejdspladserne og sindet. Danskernes svar? Nej tak: Økonomien kører, bommene ved grænserne er lukket, Anders Fogh Rasmussen er en sikker kaptajn, vip ikke båden! For at understrege pointen giver vi lige Pia to mandater ekstra. Hvilken selvransagelse afføder det så hos det parti, der repræsenterer landets mest

N

26

omstillingsparate, højtuddannede og progressive vælgere? IKKE TIL AT HOLDE UD Jeg møder Margrethe Vestager dagen efter valget i de rigtige kulisser: i Mikkel Bryggers Gade i det indre København, hvor hun kommer trækkende med sin Christiania-cykel. Her spiller biografen Grand Persepolis og David Lynch’ nyeste film. Vi går ind på vinog tapascafeen Villa Vino, der ligger ved siden af bøssebaren CanCan med sit Gay Pride-flag ved døren og over for smykkebutikken Det Tredje Øje. Vi bestiller en varm hyldeblomstsaft hver. Så er det slået fast: Vi lever og ånder alle i vores klichéer. Vestager har sovet tre en halv time og allerede været i morgen-tv, radioen, tv-avisen og Publicistklubben og spørger sig selv, hvorfor hun egentlig ”bare bliver ved.” Hun er ikke ligefrem i godt humør. Hun har tabt, det ved hun godt. Der er sket tre ting, ”der næsten ikke er til at holde ud”, siger hun: VKO fortsætter, den Radikale gruppe er halveret og midten af dansk politik er svækket. Hun køber ikke den der med, at vi snart får valg igen, selv om hun siger, at »modsætningen mellem Konservative og Dansk Folkeparti nu bliver meget større«. – Men viljen til at holde fast i statsministerposten er naturligvis meget stærk.

Og VKO kan mageligt regere på det flertal. Mageligt. Det betyder intet, at det er smalt, siger Margrethe Vestager. TEORETISK VERDEN? Her på Villa Vino er vi langt fra Dansk Folkeparti. Jeg selv kender f.eks. ikke en sjæl, der stemmer på partiet eller én eneste, der nogensinde har gjort det. Men det gør Margrethe Vestager. Og det er det rette udgangspunkt for mit ærinde: Hvornår spørger De Radikale sig selv om deres eventuelle manglende jordforbindelse? Om hvorvidt den Radikale verdensopfattelse måske hviler på en ret teoretisk opfattelse af, hvordan mennesket bør opføre sig?

Viljen til at holde fast i statsministerposten er naturligvis meget stærk ►


27


Uden for

tapasbaren ►

Men først taler hun om valgkampen, og hér kommer hun ikke med dårlige undskyldninger: – Jeg er ikke enig i, at der ikke er blevet talt om politik. Det er der. Man har diskuteret bogstavkombinationer, men der har været stor forståelse for, at bogstaverne symboliserer forskellige politiske grundsyn. Diskussionerne ude til møderne handlede om politik – om Irak, folkeskolen, asylbørnene, klimaet. I den forstand har valgkampen været god, siger hun. Hun siger, at hun er ”meget overrasket” over resultatet. – Jeg troede, at vi for første gang havde sat en dagsorden om udlændinge på den gode, konstruktive måde. At vi skal finde løsninger i stedet for at sætte hegn op. Det er første gang, vi virkelig havde godt greb om det. Og så ender det alligevel sådan her. Det er jo det markant modsatte. Og det er jo en heftig indrømmelse, selv om Information på sin forside dagen efter påstår, at VKO-flertallet er dødt. Det er det overhovedet ikke, siger Vestager, det er ønsketækning: – Dansk Folkeparti er gået frem. Og så længe Venstre og Dansk Folkeparti står så stærkt, er det svært at gøre noget ved grundholdningen i forhold til udlændinge. ANNUS HORRIBILIS? Grundholdningen, siger hun igen. Men er det ikke netop problemet? At De Radikale simpelthen har tabt valget, igenigen, pga. en Radikal holdning til fremmede og til verden, som simpelthen er blevet til i et laboratorium? – Nej, jeg prøver at overbevise om min grundholdning; om at den indvandrerpolitik skal ændres pga. dens skadelige virkninger. Jeg har stadig den opfattelse i kroppen, at vi satte en klar dagsorden. Det fungerede rigtig godt at sige: Vi Radikale er et parti med vores holdninger. Resten af oppositionen har deres. Og sammen har vi en vilje til at finde et tredje fælles synspunkt. Men det tager længere tid at få den fornemmelse ind i kroppen på vælgerne, end vi har haft til rådighed hér. Og så var der Ny Alliance. Det har skabt en usikkerhed, så tilløb til enhver anden nyskabelse på en måde er blevet slået ihjel. Ny Alliance var det

28

nye og spændende. Og når det så kører af sporet og får en anden karakter, så har mange vælgere sagt: Så gør vi bare, som vi plejer, siger Margrethe Vestager. Skyder hun så alligevel ansvaret fra sig: Det er Naser Khaders kaotiske valgkamp, der har fjernet opmærksomheden fra resten af oppositionen? Det kan jo være sandt nok, men alligevel mødte man på valgaftenen flere Radikale, der nærmest så lettede ud over det elendige valgresultat. Som en af dem sagde: ”Nu er vi nede i vores naturligt leje.” – Det er noget vrøvl. Men vores parti har haft – hvad var det den engelske dronning kaldte det...? – Et annus horribilis? – Ja, netop. Der blev jo skrevet i tide og utide alt muligt lort med anonyme kilder, og vi var på vej mod spærregrænsen i en periode. Vi er blevet splittet i to partier. Så vi har haft en dyb proces for at diskutere, hvem vi er, siger Margrethe Vestager. ALMINDELIGE VÆLGERE Men det svarer ikke helt på spørgsmålet, som måske også kan stilles på en anden måde: Hvis denne valgkamp er udtryk for, hvem De Radikale er, hvorfor er Dansk Folkeparti så meget større end De Radikale? – Det er for entydigt at tro, at der er én grund til at stemme på Dansk Folkeparti. Nogle gange er det udlændingedagsordenen. Andre gange er det en fornemmelse af at være modpol til alle andre, siger hun. Men hvad ligger der så i denne modpol? Undervurderer Vestager ikke, hvor ængstelige ganske almindelige mennesker er? Hvor tilfredse de faktisk er med stilstand? Danskerne er ikke utvetydigt for EU, ikke glade globalister, de vil ikke have en grøn revolution eller en vildt kreativ, moderne skole – de er ikke Radikale og derfor har partiets mærkesager næsten intet fyldt i valgkampen. – Nej, sådan ser jeg det slet ikke, siger Vestager: – USA er ikke kun George Bush, og Danmark er ikke kun VKO. Vi repræsenterer et meget stort mindretal, der er udadvendte og ønsker forandringer. Det gør Villy Søvndal også, det gør Enheds-

listen, det gør Helle Thorning, og det gør Ny Alliance. Der er et stort mindretal, der siger ’ja tak’ til en progressiv, fremadrettet og åben dagsorden. Det giver os en forpligtelse. Og de ting, vi har sat på den politiske dagsorden, er akutte: Klimaet kan ikke vente i fire år, folk i asylcentrene kan ikke vente, den aktuelle opfattelse af det offentlige skal ændres hurtigt. Og når et meget stort mindretal er med på den – hvad vil du så have, at jeg skal indrømme? At vi har taget fejl? Okay så: klimaet, miljøet. Men den grønne revolution er jo fuldkommen udeblevet som emne i valgkampen. Danskerne går ikke op i det! Og Vestager sagde selv, at valget har handlet om forskellige grundsyn på samfundet. Tænker hun over, om netop det Radikale grundsyn mangler jordforbindelse til verden uden for tapasbaren Vino Villa i Mikkel Bryggers Gade? – Vi er jo ikke et parti, der repræsenterer 50 eller 60 procent af befolkningen. Og når jeg ser på min kreds, er der da mange højtuddannede, men de lever et fuldkommen almindeligt liv og arbejder i kommunen og har børn i den kommunale vuggestue. De er bare også optaget af alt det, der foregår rundt om-


kring dem. Og det kendetegner måske dem mere end andre.« KLOGT ELLER DUMT? Margrethe Vestager køber altså ikke helt præmissen for dette interview. Måske handler det nærmere om, at De Radikale ser politik som noget nødvendigt?: ”Klimaet kan ikke vente fire år”, sagde hun jo, ”asylansøgerne kan ikke vente.” Hvem siger det? Måske er problemet, at De Radikale ser deres politik som ”den rigtige”, mens andre bare ikke har forstået det endnu? – Hvis det var sandt, ville politiske valg jo ikke være politiske. Der er ikke noget, der er nødvendigt eller sandt, for man kan altid vælge at gøre noget andet, hvis man kan argumentere for det og er villig til at gøre det, der skal til. Også det Radikale Venstre er et følelsesprojekt, der kræver fuldt engagement. Det er ikke noget, man kan læse sig til. Jeg indvender, at det dog er De Radikale, der har opfundet Vismands-instutionen og taler om et ”klogt skattestop”. Som om der også er et dumt og de politiske modstandere mangler den indsigt, De Radikale har? – Sådan er det ikke hos mig. Vi har

ikke særlig adgang til sandheden. Og det er helt ud ad en tangent at tale om mennesker på den måde, du lægger op til. Alle har jo hvert deres at gå ud fra. Men det er træls med al den normalisering, der foregår. Forestillingen om, hvad der er normalt og folkeligt bliver snævrere og snævrere, og derfor bliver det faktisk sværere for almindelige mennesker at være lige, som de er, svarer Margrethe Vestager. Og det er virkelig et sympatisk svar, som det er vanskeligt at være uenig i. Så måske er problemet, at folk bare ikke er, som De Radikale synes, de burde være. Danskerne burde tænke mindre på sig selv, de burde være mere optagede af verden, burde være mere åbne. Men de er det bare ikke. – Jeg skal ikke repræsentere et stort flertal af befolkningen. Jeg skal udbrede den Radikale grundide, siger hun. Og så er dén ikke længere. ET VENDEPUNKT Men hvad betyder valget så? Er afslutningen på dette annus horribilis et vendepunkt? Hvad er valget 2007 i den Radikale historie? – Jeg er ikke en stor historiker. Men

den politiske dagsorden, som jeg ser den, har overhovedet ikke ændret sig. Med Nasers og Anders’ udbrud i Ny Alliance er vi begyndt et nyt kapitel i De Radikale. Men det kapitel har samme dagsorden. Og vi har vist, at vi i oppositionen står stærkt sammen om at finde svar på denne dagsorden, siger Margrethe Vestager. Og dét altså selv om De Radikale er gået tilbage, VKO fortsætter, og midten er svækket? Og den decimerede radikale gruppe ser ud til at være mindst lige så politisk isoleret som i sidste valgperiode? – Men det er vi jo ikke. Vi har en dagsorden og har fået en samarbejdsform i oppositionen, der fungerer. Vi kan i meget højere grad udfordre det vaklende grundsyn, der binder VKO sammen. Historien står jo ikke stille, fordi vi har tabt et par gange. Et valgresultat, vi ikke er tilfredse med, hiver jo ikke benene væk under det, vi har sagt de sidste uger. Det kommer jo af alt det, partiet er. Sådan er det. □

Dette interview blev bragt første gang i Weekendavisen fredag den 16. november 2007

29


Bykongerne 30 30


Der er kraftig radikal tilstedeværelse i den politiske ledelse af landets tre største byer. Både Aalborg, Århus og København har radikale borgmestrer eller rådmænd. Preben Pedersen, Klaus Bondam og Peter Thyssen reflekterer her om livet som radikal i en kommune, hvor der både skal tænkes store tanker og slukkes små ildebrande på et politikområde, de alle tre har til fælles. TEKST: Søren Højlund Carlsen FOTO: Thomas Priskorn

31


Klaus Bondam:

J

eg meldte mig ind i partiet, fordi jeg gerne ville gøre

en forskel. Valget faldt meget naturligt på de radikale. Jeg har fundet ud af, at jeg er en habil forhandler, som forstår at manøvrere i det bakkede politiske landskab på Rådhuset. Min kærlighed til København kombineret med mit forhold til politik gjorde det derfor meget naturligt for mig først at blive mit partis spidskandidat og derefter at stille op som overborgmesterkandidat ved kommunevalget.

I København havde vi en særlig interesse i at få teknik- og miljøområdet. Det er jo en by, der er inde i en

eksplosiv udvikling, og det er en debat, der optager mange og et område, hvor vi radikale har en række gode visioner på hele spørgsmålet om byens udvikling, miljø, støj, biler og trafik. Hele den moderne urbane livsstil hænger vældig godt sammen med mange radikale grundholdninger om fællesskab, fordi byen i sig selv er et fællesskab og stiller nogle krav til sine borgere om at indgå i det fællesskab. Livet i en by er jo en lang række hensyn og forpligtende fællesskaber. Men det er også et fællesskab, der åbner dine øjne for andre og for andre måder at leve på.

Vores område ude i kommunerne

handler ikke kun om at sætte et fingeraftryk eller nogle markeringer, der kan mærkes i morgen, i overmorgen eller frem til næste valg. Og på den måde passer det godt ind i det, jeg i hvert fald opfatter som en radikal styrke. Nemlig, at vi godt tør tænke en hel del længere end til næste valg. Vi tør godt snakke om, hvordan livet er i 2030 eller endnu længere – også selv om det nogle gange kan give øretæver. Men man skal ikke være ked af den kritik, man får. For når der er kritik, er der jo også debat og kritik vil også altid skabe sympa-

32

ti, for hvis der er nogen, der kritiserer dig, så må andre have sympati for dig. Og for en politiker, er noget af det værste jo næsten, hvis man er usynlig eller udebatteret.

Bysamfundene i Europa spiller en stærkere og stærkere rolle. Både

som økonomiske kraftcentre, men også som bæredygtige kraftcentre, der går forrest med for eksempel integrationen og klimaspørgsmålet. På mange områder ser vi derfor måske nu de første små trin til en udvikling mod rene bystater. Det tør man jo næsten ikke sige højt. Men man skal huske på, at for kun 100 år siden så Europakortet meget anderledes ud end det gør nu. Så hvem siger, at det nuværende landkort kommer til at se sådan ud for tid og evighed? Hvem ved, hvordan staterne og nationerne indretter sig om 100 eller 200 år? I det Radikale Venstre er vi jo meget aktive i en styrkelse af EU i disse år, og i den forbindelse sker der nogle meget små ryk i retning mod deciderede bystater – også i forhold til, at vi skal finde vores ben at stå på i forhold til de nye kraftcentrer ude i Asien.

Samarbejdet med Socialdemokraterne fungerer godt i kommunerne. Vi er optaget af en lang række

af de samme problemer som Socialdemokraterne er. Der er selvfølgelig også områder, hvor vi skiller. Det handler for eksempel om deres meget stærke tilknytning til den organiseret del af byen, det kan være inden for fagbevægelsen, idrætslivet eller andre organisationsområder. Dér har Socialdemokraterne i mine øjne nogle gange en lidt overdrevet kontakt. Styrken ved Radikale Venstre er jo vores uafhængighed. Vi tager det mandat på os, som en gruppe borgere har givet os, og så arbejder vi ud fra det.

Nogle gange får vi lidt skæld ud internt over, at vi ikke har nogen dialog

med de borgerlige, men det er, fordi der ikke er nogen opposition. Det er en ”find fem fejl” dialog fra de borgerlige. De er optaget af, at finde fejl hos os andre, og der kommer ingenting fra dem. Det ville være så rart, hvis der kom et konkret udspil fra de borgerlige på en anden politik. Så kunne vi debattere den, vi kunne forholde os til det og få enderne til at mødes. Men lige nu er der en evindelig fejl-finderi hos de borgerlige, selv om der er en lang række opgaver, vi sagtens kunne løse sammen.

Vi kunne godt samarbejde mere kommunerne imellem. Der er et

godt samarbejde mellem Århus og København, men vi kommunalpolitikere kunne godt være mere aktive i de kommunalpolitiske netværk, der findes i partiet og i andre fora i landsforbundet. Men det handler simpelthen om, at vi ikke har tid. Et medlem af borgerrepræsentationen er simpelthen kørt ned til sokkeholderne. For det er virkelig hårdt arbejde at være kommunalpolitiker i en storby. Derfor kunne partiet fra Christiansborg godt arbejde mere for at højne arbejdsforholdene for kommunalpolitikerne.

Klaus Bondam blev ved kommunalvalget i 2005 Teknik- og miljøborgmester i København. I alt er der syv radikale medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation. Ud over borgmesterposten er Klaus Bondam blandt meget andet også formand for Eurocities Mobility Forum, medlem af Repræsentantskabet i Kommunernes Landsforening, samt formand for Det Grønne Råd. Klaus Bondam er oprindeligt uddannet skuespiller.


33


Preben Pedersen:

J

eg havde en afstikker til Retsforbundet, efter jeg

meldte mig ud af Radikale Venstre i protest mod EFpolitikken tilbage i 1971. Jeg var medlem af Retsforbundet frem til 1984, hvor jeg nåede både at være næstformand og folketingskandidat. Ja, på et tidspunkt var jeg endda kun få stemmer fra at blive folketingsmedlem for partiet i Aalborg. Men efterhånden indså jeg, at Retsforbundets fremtid lå bag sig og jeg fravalgte aldrig den politiske linje med at søge indflydelse ved samarbejde, og jeg skulle hilse og sige, den pragmatisme var der ikke meget af i Retsforbundet. Så det var vel egentlig bare et spørgsmål om tid, før jeg vendte ”hjem” igen, hvad jeg så gjorde i 1985, og jeg befinder mig utrolig godt i partiet.

Jeg kom i byrådet i Aalborg I 1991,

da jeg afløste Peter Hvid Jensen, som skulle være rektor, men først i 2005 blev jeg rådmand for Forsyningsområdet. Indtil da havde jeg blandt andet siddet i Forsyningsudvalget, og da vi ved konstitueringen kunne vælge mellem to rådmandsposter, valgte jeg Forsyning. Jeg har altid interesseret mig meget for vores forsyningsvirksomheder, der er et vigtigt og interessant område. Jeg har mit udgangspunkt i det private erhvervsliv, og forsyningsvirksomhederne i en kommune er jo også en slags virksomheder, der skal drives lidt på samme måde. Men det er også et område, hvor der er mange miljømæssige perspektiver, som jo er meget vigtige og, hvor vi radikale har en række gode bud på positive forandringer. Her kan vi præge tingene i den rigtige retning.

Det spiller en stor rolle, at Radikale Venstre altid søger indflydelse

og gerne vil være med ved det bord, hvor beslutningerne træffes. Det er den linje, der gør, at vi kan have så

34

meget indflydelse, som vi har i mange kommuner, selv om vores mandattal jo ofte er ret beskedne. Men vi radikale bryder os ikke ret meget om at sidde udenfor, og derfor er vi også parat til at bøje lidt af – vi siger ikke alt eller intet, og det har gjort, at vi er en naturlig samarbejdspartner for andre partier, når der skal dannes flertal. Det var også den indstilling, der gjorde sig gældende, da vi opnåede en rådmandspost ved det sidste valg, hvor vi forhandlede os på plads med Socialdemokraterne.

Forsyningsområdet er et område, hvor der er meget fokus og mulig-

hed for at udstikke nogle vigtige linjer for en by. Samtidig har jeg også forsøgt at benytte rådmandsposten til at gøre mig synlig på klimapolitikken med radikale holdninger, ligesom jeg har markeret mig omkring arbejdet med at sikre byen rent drikkevand. For eksempel gør vi os i Aalborg Kommune i øjeblikket nogle tanker omkring ekspropriering, så vi også langt ude i fremtiden kan sikre byen rent drikkevand. Vi arbejder også med alternative former for brændsel og meget andet inden for det område. Så jeg føler virkelig, det er et område, hvor vi kan gøre en rigtig stor forskel i forhold til miljøet og klimaforbedringer.

været meget villige til at imødekomme Radikale Venstre, hvilket man jo også kan se i de andre store byer.

Jeg meldte ud på forhånd ved kommunalvalget i 2005, hvem jeg ville

støtte. Sådan noget gør vi radikale jo sjældent, men det gjorde jeg altså, og det med et klokkeklart krav om indflydelse. Dermed gik gassen selvfølgelig lidt af valgballonen i Aalborg, for så var valget nærmest afgjort på forhånd. Men jeg fik trukket linjen op til de borgerlige, og vores vælgere var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvor vi ville pege, hvilket var vigtigt for mig. Og vi gik da også meget frem ved valget, så vi nu er to radikale medlemmer.

Mit samarbejde med Christiansborg er godt. Jeg havde et rigtig godt

samarbejde med Martin Lidegaard, og jeg ser frem til et godt samarbejde med den nye ordfører. Generelt har samarbejdet med folketingsgruppen været rigtig godt i den tidligere valgperiode og det håber jeg selvfølgelig vil fortsætte med den nye. Det er nemlig vigtigt, at vi kommunalpolitikere har en god adgang til Folketinget og til MF’ere, der så videre har de rette kontakter og dialog med udvalgsmedlemmer, ministre og embedsværket.

Vi har nok et større fællesskab med Socialdemokraterne ude i kommunerne end med de borgerlige. Min erfaring og fornemmelse er, at vi kan få klart flest radikale mærkesager igennem ved et samarbejde med Socialdemokraterne - i hvert fald i de større byer, hvor vi i de senere år har fået en større radikal styrke. Radikale Venstre er - også i Aalborg - i langt højere grad blevet til et byparti - vi står i hvert fald meget stærkere i Aalborg end før i tiden, mens vi ude i Aars og andre steder, hvor vi før måske var stærkere, nu ikke står så godt. Så det er i byen vi kan bruges, og her har Socialdemokraterne

Preben Pedersen er forsyningsrådmand i Aalborg Kommune, hvilket betyder, at han har ansvaret for kommunens levering af gas, el, fjernvarme og så videre. I den egenskab er han blandt andet formand for AKE Forsyning A/S, og medlem af Aalborg Erhvervsråd. Preben Pedersen er blandt meget andet også bestyrelsesmedlem i Danva. Preben Pedersen var i det civile anlægsgartner, men har været fuldtidspolitiker siden 2003.


35


Peter Thyssen:

J

eg er gået den helt traditionelle gang i Radikale Venstre. Hovedbestyrelsen,

Forretningsudvalget, amtsformand og meget andet. Jeg har oven i købet også været stillet op til et par folketingsvalg. Alt sammen inden jeg første gang blev valgt ind i Århus Byråd 1999. Det var i øvrigt Morten Østergaard, der kørte min kampagne og han har derefter været med i mange budgetforlig her på rådhuset indtil han blev valgt til Folketinget. I den næste periode kom Uffe Elbæk så og det gjorde, at vi så blev to byrådsmedlemmer. Det var nok en kombination af, at det var et godt valg for os i 2001 og så Uffe Elbæks person, der jo er meget kendt og vellidt i Århus. Vi havde jo egentlig det bedste valg i 2005 her i Århus. Havde vores valgforbund dengang fået det samme stemmeantal, som de havde fået ved valget før, havde vi fået tre mandater. Det fik vi så på anden vis senere. (Et venstremedlem gik over til de radikale i Århus i 2007, red.)

Vi kunne ikke rigtig leve med den borgmesterkandidat, som Socialde-

mokraterne stillede med i 2001. Vi fravalgte ikke Socialdemokraterne, men vi var ikke enige i den kandidat, de havde. Og det skabte en hel del turbulens. Da Socialdemokraterne fastholdt deres kandidat, og da Venstre havde en udmærket kandidat i Louise Gade, så sikrede vi den første Venstreborgmester nogensinde i Århus Kommune.

Enhver konstituering er et resultat af de muligheder, der er for at

få gennemført sin egen politik. Og vi fik jo blandt andet mulighed for en rådmandspost. Samtidig havde vi også den holdning, at når nu Socialdemokraterne havde siddet på magten i så mange år i Århus, så gjorde det nok ikke noget, at der kom nye vinde. Vi kunne også se en fordel i, at Socialdemokraterne ikke

36

tog magten for givet. Men det var en svær periode med Venstre, for det var et meget snævert flertal, og blandt andet blev der jo indgået et budgetforlig uden om borgmesteren og dermed også Radikale Venstre. Så det var egentlig ikke så svært et valg, da vi igen pegede på en S-borgmester efter valget i 2005. Venstre var gået død og er det egentlig fortsat.

Teknik- og miljøområdet en meget spændende udfordring for en politiker i en storby. Det er her, man

står med fingrene langt nede i det fysiske miljø i en kommune. For det er både her og nu politik, og det er den langsigtede planlægning. Her i Århus ser vi for eksempel helt frem til 2030, hvor vi vil skabe plads til 75.000 flere århusianere. Ikke fordi vi vil suge det hele til fra omgivelserne, men fordi vi tror, at folk faktisk gerne vil bo i Århus, og der er en trend til, at mange søger mod de store byer. Og det skal ske på en bæredygtig måde. Det vil sige, at der skal være en mangfoldighed i de bysamfund, vi planlægger. Der skal ikke kun være parcelhuse eller kun lejeboliger – fremtidens by skal være en blanding af det hele og med en kollektiv trafik, der fungerer. Altså en bæredygtig by. Og alle de planer udgår jo fra min magistrat, så det et meget vigtigt område, hvor der virkelig er mulighed for at sætte nogle radikale fingeraftryk langt ude i fremtiden.

Det giver skrammer. For alle har en

holdning til området. Lige fra et højhus et sted i byen til, når gravkoen står i folks egen baghave. Og så er udfordringen jo at håndtere det skisma, at ubehaget, det har man nu, men goderne kommer først efter din periode. Og på de helt lange linjer – først efter du ikke er her mere. Det kan være frustrerende, og det er en løbende udfordring at få kommunikeret visionen ud, så det ikke

bare bliver den dårlige historie om, at nu vælter vi altså et træ i et barndomshjem, fordi der skal en busbane igennem eller at skraldebøtterne skal graves ned.

Det er ikke et tilfælde, at der sidder radikale på de samme poster i de tre store byer. Det er et tegn på en

ny udvikling i vores parti. Vi har tidligere været et meget teoretisk parti, sådan lidt et skoleparti og det er fint og vigtigt. Men Radikale Venstre – netop fordi vi er pragmatisk – er ganske godt gearet til at gå ind i de her mere praktiske politikområder, der handler om, hvordan vi får livet til at fungere her og nu – sammen med en vision for fremtiden. Det er en udvikling, der afspejler sig ude i kommunerne, hvor vi måske oplever en slags ”nyradikalisme”, der handler om, at det ikke kan nytte noget, at man har store visioner, hvis ikke vi kan sikre vores samfund en ordentlig og bæredygtig udvikling. I dag starter verdensfreden jo, når man tænder for lyset om morgen.

Peter Thyssen er rådmand for Teknik og Miljø i Århus Kommune og blev valgt til byrådet første gang i 1997. Han er også medlem af Teknik- og Miljøudvalget i KL, formand for Taxinævnet i Århus, radikal gruppeformand og meget mere. Peter Thyssen er oprindeligt uddannet cand. scient. fra Århus Universitet og har orlov fra sit civile job som lektor på Århus Katedralskole.


37


T I SVA R T I L DE N I R R I T ER E N DE BOR DH ER R E Alle radikale kommer ud for det før eller siden. På jobbet, i køen i supermarkedet eller ved en social lejlighed: En person, der føler trang til at fortælle, hvor latterligt det er at støtte udviklingen i verdens fattigste lande. Her er ti hurtige svar til at sætte ham på plads fra en radikal, der netop nu er i brandpunktet i Afrika. TEKST OG FOTO: Anders Lundt Hansen

Hvor mange milliarder skal vi spilde på folk, der er for dumme til at klare sig selv. Vi har givet og givet i årtier, nu må de sgu se at lære det...

Støtten går til at U-landsarbejderne kan leve i sus og dus, med tjenestefolk, solskin og billige drinks...

– …og malariarisiko, svigtende elforsyning, tvivlsomt drikkevand og markant større risiko for at omkomme i trafikuheld. Men hvis du synes det lyder tillokkende, så tag endelig selv af sted. Der er mangel på folk. Dertil kommer andre sygdomme som HIV/AIDS, gul feber, dengue-feber, hepatitis A, B og C, hundegalskab, spedalskhed og så videre. Desuden diverse orme, igler, insekter og snyltere, samt det eksotiske i form af slanger, skorpioner og krokodiller.

– Problemerne i Danmark er småproblemer. Sammenlign blot med Zambia. Over halvdelen af befolkningen lever for mindre end én dollar om dagen, selv om varerne i supermarkedet koster det samme som i Danmark. Mere end hver ottende voksne person er HIV-positiv. Vis mig de danske problemer, der kan konkurrere med det. Og der er flere deprimerende facts at smide på bordet: Mellem 20 procent og 34 procent af befolkningen er analfabeter. Kun cirka 11 procent af arbejdsstyrken er i formel beskæftigelse. Og så videre, og så videre og så videre, alt sammen kun en flyvetur herfra.

– Fedmepidemi? Utroligt at danskerne ikke kan lærer det. I modsætning til de fleste afrikanere har de endda minimum ni års skolegang bag sig, og så svært er det altså ikke at forstå, at man bliver fed af fed mad og sukker. I balancen mellem øjeblikkelig nydelse og diffus risiko for måske at blive syg og dø om mange, mange år, vejer nydelsen som regel tungest. Man tænker: åh hvad pokker, vi har det lige så hyggeligt, og de kloge siger jo så meget. Det er gået godt indtil nu, så det gør det nok også denne gang. Det er da ikke det lille stykke wienerbrød der gør det. Men det er det.

– Gu’ ville du ej. Hvis Einstein, Bill Gates og Mozart blev født i den samme zambiske landsby, ville en af dem dø ved fødslen eller som barn, den anden som følge af AIDS inden han blev 35, og den tredje ville blive kendt som distriktets dygtigste gedehyrde. Der er ingen avancementsmuligheder, når man ikke har råd til uddannelsessystemet. Hvis den geniale gedehyrde var rigtig heldig, ville han måske få råd til at sende de fleste af sine børn skole, men næppe gymnasiet. Der er ikke oprettet et nyt gymnasium siden 1976, og kun én procent af en ungdomsårgang får en videregående uddannelse.

– Hvordan synes du det går med DR-byen? Eller IC4-togene? Kan du huske hvor forsinket Storebæltsbroen var og hvor lidt den holdt sig til budgettet? Hvis Peter Brixtofte havde lavet udviklingsarbejde var han blevet afsløret med det samme. Udviklingsstøtten er et af de mest gennemkontrollerede områder i dansk forvaltning. Læs selv de tonstunge rapporter på Danidas hjemmeside. Brixtofte overlevede så længe fordi kontrolinstanserne var besat med folk fra hans eget parti, der havde en politisk interesse i at fremhæve hans styre som et godt eksempel. Det rene uland.

Når vi har løst vores egne problemer herhjemme, så kan vi se på det...

Hvis de er så fattige, så er det da mærkeligt at de ikke gør noget ved det. Jeg ville for eksempel bare...

38

– Hvad med bønderne i Jylland? Nu har vi givet dem landbrugsstøtte i århundreder, og de kan stadig ikke klare sig selv. I Danmark bruger vi næsten lige så mange penge på landbrugsstøtte som på U-landsstøtte. Danmarks bønder modtager rundt regnet 10 milliarder støttekroner om året, og vi sender 11,8 milliarder Beløbet svarer i øvrigt til mere end halvdelen af Zambias statsbudget. Kald lige det for fair konkurrence en gang til.

AIDS? Utroligt at de ikke kan lære det...

De er jo gennemkorrupte, og pengene forsvinder ud i det blå. De har ikke styr på en skid...


De bruger bare pengene til våben og ødelæggelse. Nu må de da snart lære at enes, man hører jo aldrig om andet end krig og ballade...

Det er kun godt med en lille hungersnød til at rydde op. De er alligevel alt for mange, det er derfor de er så fattige...

– Det er fordi du kun gider læse om krig og ulykker. Derfor fortæller medierne om katastroferne. Hvornår har du sidst hørt nyt fra Gabon eller Ækvatorial Guinea? Niger? Zambia? Zambia har aldrig været i krig, og bruger kun 0,6 procent af sin nationalindkomst på militær, og det med naboer som Congo og Zimbabwe. Ikke desto mindre er det på top-15 blandt verdens fattigste lande. Danmark er på top-10 over de rigeste, og bruger cirka 1.2 % af nationalindkomsten på militær.

– Så synes du altså også vi skal aflive alle danskere over 65 år? Danmark er mange gange tættere befolket end Afrika, og pensionister forbruger flere værdier end de producerer. For hver dansk folkepension vi sparer, kan vi skabe 10-12 vellønnede jobs i Zambia. Der er ingen tvivl om hvor vi får mest liv for pengene. Der er ingen sammenhæng mellem befolkningstæthed og fattigdom. I Danmark bor vi 128 personer per kvadratkilometer, i Zambia bor de 16 på samme areal. Vesteuropa er et af verdens tættest befolkede områder, og også det rigeste. Bangladesh er ganske rigtigt fattigt, men Kina, Japan og New York er tætbefolkede pengemaskiner. – Hvis bordherren stadig prøver at redde sine synkende argumenter, skal du ikke regne med at få ham overbevist ved dette middagsselskab. Men du kan sætte trumf på over for de omkringsiddende gæster, som ikke kunne undgå at følge med i jeres diskussion, ved at spørge hvad der vil være den bedste nabo for Europa: Et kontinent fyldt med fattige, sultne og desperate mennesker, eller et marked med rundt regnet en milliard fredelige og købedygtige indbyggere? Skal vi ikke gå efter den sidste af de to muligheder?

Giv en mand en fisk, så har han mad til en dag. Lær ham at fiske, så har han mad til resten af livet...

De er diktatorer alle sammen. De kan jo ikke finde ud af demokrati, så det bedste vi kan gøre er at bygge en stor mur rundt om Afrika, og lade dem være i fred...

– Men så kom EU’s fisker-flåde og tømte havet. Det sker ud for Afrikas vestkyst, pudsigt nok i de samme farvande, hvor desperate afrikanere prøver at trænge over til Europa. Og så undrer vi os over at de flygter? I det indre Afrika er det ikke fiskeflåden der er problemet. Der dumper EU i stedet sine overskudlagre af tilskudsproduceret kød. Så når lokale bønder prøver at stable en produktion på benene bliver de udkonkurreret med det samme.

– Det er 400 år for sent. Hvem er det lige der har scoret kassen på at tømme Afrika for ressourcer og sælge indbyggerne som slaver? Amalienborg er bygget for penge tjent på slavehandel. De fleste afrikanske lande blev først selvstændige for omkring 40 år siden, og indtil 1989 støttede vestog østblokken gavmildt den ene grådigt bloddryppende diktator efter den anden. Efter murens fald forhindrede gældsbyrden al reel udvikling. Zambia betalte 60 procent af sit årlige statsbudget bare i renter, og først i 2005 blev en del af gælden strøget. Det kommer nok til at tage lidt mere end to år at opbygge en demokratisk velfærdsstat.

Anders Lundt Hansen er tidligere radikal folketingskandidat. Nu arbejder han for Mellemfolkeligt Samvirke i Zambia med at styrke civilsamfundets demokratiske organisationer. Han vil fremover i Radikal Politik bringe nyt fra fronten i kampen mod fattigdom.

39


En

vindersag kal vi tage den nuværende viden om klimaet alvorlig, må den vestlige verden skære dramatisk i sit CO2 udslip over de næste ti år. Ellers kan vi ikke holde den globale opvarmning under to grader, og det bliver umuligt at få lande som Kina og Indien til at lægge den begrænsning på deres udledning, der også er nødvendig. I dag udleder en amerikaner ca. tyve tons CO2 om året. En europæer udleder ca. ti tons og en kineser to tons. Ifølge FN’s klimapanel burde vi alle udlede højst to tons, hvis vi vil stabilisere den globale opvarmning på ca. to grader. I de sidste fem år har FN’s klimapanel, 2.500 af verdens skarpeste hoveder, samlet data på data, og deres konklusion er krystalklar:

S 40

• Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren er steget dramatisk de sidste halvtreds år - og især de sidste ti år. • Der er samtidig sat en global opvarmning i gang, som vi kun har oplevet én gang før i de sidste 600.000 år. Dengang førte det til stigninger i havene på 4-6 meter. • Stigningen i koncentrationen af drivhusgasser er menneskeskabt. I bølger på titusind år har koncentrationen af drivhusgasser og klodens temperaturer fulgt hinanden op og ned i 600.000 år. Men i de sidste hundrede år har mennesket skabt en koncentration af drivhusgasser, der er dobbelt så stor, end den nogensinde har været før. Det er dramatisk. Reelt ved vi ikke, hvor hurtigt den glo-

bale opvarmning vil følge denne eksplosion i drivhusgasser. Men alle nyere undersøgelser tyder på, at det går hurtigt. Rigtigt hurtigt. Ismasserne smelter. Isen på Nordpolen er skrumpet 4045 procent. Gletcherne i Europa er stort set væk. Millioner af mennesker flygter fra de smeltende ismasser i Asiens oversvømmede floder, og det er for intet at regne i forhold til det, vi kan vente, når ismasserne er smeltet, og floderne tørrer ud. Ligesom i Afrika, hvor ørkenspredningen allerede tvinger tusinder på flugt, går det hårdest ud over de fattige. Vi nævner ikke alt det her for at male fanden på væggen. Vi nævner det for at vise, at det er alvor. FN’s klimarapporter er ikke egnede til højtlæsning for børn. Det er skræmmende læsning, og konklusionen er entydig. Det er nu, der


Danmark kan reducere sit CO2 udslip med 80 procent på ti år. For at nå det mål, skal der nedsættes en klimakommission. Det foreslog Radikale Venstre i valgkampen. Her følger tankerne bag forslaget i en kronik af Martin Lidegaard og Margrethe Vestager. TEKST: Martin Lidegaard og Margrethe Vestager

skal handles. Om ti år er det for sent. Videnskaben har talt. Nu er det tid til handling. DER SKAL HANDLING TIL Den gode nyhed er, at vi kan handle. Det kan lade sig gøre at lave store reduktioner i vores CO2 udslip uden at give køb på lykke og velfærd. Faktisk vil det CO2-frie samfund på mange måder blive et langt rarere og mere komfortabelt samfund at leve i. Reducerer vi de kilder til CO2-udslip, som vi har i dag, får vi en masse med i købet. Vi får betydelig mindre forurening og en markant bedre sundhedstilstand. Vi bliver mindre afhængige af oliestater, som vi slet ikke har lyst til at være afhængige af. Vi spilder mindre tid i køer på vejene, og har mere tid til hinanden.

Det kan oven i købet blive en rigtig god forretning for Danmark, fordi alle lande før eller siden skal samme vej, og vi kan komme først med teknologien. Det CO2-frie samfund er en vindersag. Radikale Venstre foreslår derfor: 1. At en ny regering som sin første gerning nedsætter en hurtigt arbejdende klimakommission. Målet er 80 procent CO2-reduktion på ti år i perioden 201020. Kommissionens bundne opgave bliver at komme med de bedste og mest økonomiske virkemidler til at nå målet – kvoter, grønne afgifter, tilskud, investeringer, lovgivning mv. Kommissionens arbejde skal naturligvis tænke den nationale plan ind i de eksisterende aftaler og ordninger på europæisk og internationalt plan. Kommissionen skal arbejde i 2008 og fremlægge sit resultat primo 2009, så vores plan kan bruges politisk, både i de igangværende forhandlinger i EU og ved det store klimamøde i København 2009. I Danmark har vi en enestående samling af mennesker i energisektoren, i erhvervslivet, i den offentlige sektor og i forskningsverdenen, der tilsammen repræsenterer en viden i verdensklasse på energiområdet. Lad os dog bruge den. Offensivt! 2. Samtidig skal de initiativer for besparelser og vedvarende energi, som vi har forhandlet med regeringen det meste af 2007, sættes i værk, så snart en ny regering er dannet. Klimakommissionen skal selvfølgelig ikke forsinke os yderligere. Vi har travlt med at komme i gang efter de snart 6 spildte år under VKO. Vi er overbeviste om, at vi kan reducere drivhusgasserne dramatisk uden at bo i jordhuler og æde kål hele vinteren. Først og fremmest ved at bruge mindre energi. Det er den sikreste, billigste og mest intelligente måde at skære i vores CO2 udslip på. Mange har måske den opfattelse, at det er ligegyldigt at spare på energien, bare vores energi er ren. Det er en misforståelse. Det er al-

FOTO: Colourbox

tid rasende dyrt at producere energi og transportere den. Alle former for energi sviner også, bare i forskellige grader og på forskellige måder. Vindmøller, solceller og biomasse giver ikke CO2-udslip, men man skal være en meget stor vindhippie for at synes, at vindmøller ligefrem gør udsigten pænere. De støjer også. Solfangere er som regel rimeligt grimme, og der er lavet rigtigt meget øjebæ med solceller. Affald lugter og har farlige stoffer i sig. Det er selvfølgelig alt sammen problemer, der kan håndteres, og skal håndteres. Men det er smartere, hvis man slet ikke behøver de samme mængder energi. Derfor er det første og vigtigste mål at forbruge mindre energi. USEXET I det lys er det slående, hvor få der egentlig beskæftiger sig seriøst med rigtigt store energibesparelser. Måske skyldes det, at der tjenes mange penge på at producere og transportere energi. Eller også skyldes det, at energibesparelser bare lyder så usexet. At spare på noget er ufedt. Det lugter af at skrue tiden tilbage og trække i vadmelssærken. Det er en tabersag, fordi folk forventer, de skal give afkald på noget. Men man kunne faktisk anskue det helt omvendt: Hver eneste kilowatttime, vi sparer, tjener vi faktisk. Det hele går ud på at vinde energi. De ressourcer, vi ikke skal bruge på at frembringe overflødig el og varme, kan vi nemlig bruge til alle mulige andre rare ting; uddannelse, kultur, god mad, champagne. Den tid, vi ikke skal bruge på at sidde i køer på motorvejen, kan vi bruge på hinanden og på vores arbejde. Det er i dét perspektiv, vi skal se de store og helt nødvendige energireformer. SÅDAN GØR VI De detaljerede beregninger over, hvordan det kan og skal gøres, vil vi over-

► 41


En

vindersag ►

42

lade til Klimakommissionen. Her vil vi blot give nogle overskrifter på, hvordan vi over ti år kunne reducere vores nuværende energiforbrug med 30 procent og slippe af med 80 procent af vores CO2udledning. • Kraft- og kraftvarmeværkerne kan blive langt mere effektive. Statistikken for 2006 viser, at det samlede energiforbrug (eksklusiv transport) var på 646 PJ. Heraf nåede kun 462 PJ ud til forbrugerne. Næste 30 procent gik tabt undervejs, bl.a. på grund af den såkaldte kondensdrift på kraftværkerne. Kondensdrift betyder, at man kun producerer el på sit brændsel i stedet for både el og varme, og det giver en rigtig dårlig anvendelse af den energi, der er indeholdt i brændslet, typisk kul. Kun 34 procent af energiindholdet i kullet bliver i snit udnyttet ved kondensdrift. Resten går til gråspurvene. Det samme gælder vores olieplatforme i Nordsøen. Energien til at udvinde olien udnyttes med kun 30 procent effektivitet. 70 procent går til mågerne. Hvis vi i stedet valgte at producere den samme elektricitet med vind, ville vi ikke kun spare CO2 på den energi, vi faktisk forbruger, men også på al den energi, der i dag går til spilde, og som vi slet ikke får glæde af. DUC kunne i stedet sælge de 600 millioner kubikmeter gas, man i dag bruger på indvinding. Indtægten kunne DUC bruge til at bygge nogle af de vindmølleparker, der skal træde i stedet. • Transportsektoren er en energimæssig gyser i særklasse. Kun mellem 10 og 20 procent af energien i benzinen ender som den kraft, der bevæger bilen frem. Resten går tabt. For eldrevne biler er forholdet det omvendte. Det er derfor, der kan spares så kolossalt meget energi ved overgang til el i transportsektoren. EU har stillet krav til bilindustrien om 25 procent mindre CO2-udslip per kørt

kilometer i personbiler i 2012. Men vi kan nå endnu længere i Danmark, hvis vi for alvor satser på at afgiftsfritage de hybridbiler, der kører på el og diesel, og ofte udleder op til 80 procent mindre CO2 - med helt samme køreevne. Vi skal samtidig investere massivt i den kollektive trafik og cyklisme, indføre roadpricing, ikke mindst på de tunge køretøjer, og udbygge vores havne. Alle disse tiltag er kendte størrelser fra udlandet, og har haft stor effekt. Men intet land har satset på det hele på én gang. Spiller vi på hele klaveret, burde vi kunne reducere transportsektorens energiforbrug og CO2-udslip med 40 procent. • Fjernvarmesektoren har præsteret at erstatte megen fossil energi med vedvarende. Men den har ikke været lige så dygtig til at effektivisere anvendelsen af energien. Der er meget at hente, hvis vi isolerer rørene bedre, sikre en mere intelligent styring og et bedre afgiftssystem, som bl.a. Ingeniørforeningen har påpeget. • Også i erhvervslivet og den offentlige sektor er der masser at hente. Både ifølge Ingeniørforeningens energiplan og Energistyrelsens udredning, vurderes der at være potentialer på omkring 50 procent reduktion i erhvervslivets energiforbrug, hvis man investerede i de rette teknologer over ti år. Det vurderes, at tilbagebetalingstiden for de nødvendige investeringer vil være på ca. seks år med en oliepris på 70 dollar per tønde. I dag er prisen over 90 dollars per tønde. Måske passerer den 100 dollars, inden Radikal Politik er kommet i trykken. • I de almindelige husholdninger er der ligeledes mange penge at spare, hvis man laver den energirigtige investering, når man alligevel skal købe et nyt køleskab eller have lagt et nyt tag. Elsparefonden vurderer, at vi kan spare op mod 50 pro-

cent af det nuværende elforbrug, bare ved at tænke os om og købe de energivenlige produkter. Lande som Schweiz og Østrig har allerede bevist, at man kan spare op til 80 procent af varmeforbruget, hvis man bygger og restaurerer sine bygninger rigtigt. Teknologirådets projekt ”Det fremtidige danske energisystem” har afsløret mange interessante muligheder. Ved høringen 18. maj 2006 på Christiansborg viste der sig at være bred politisk opbakning til realisering af det såkaldte Kombinationsscenarie, som indebærer en reduktion af det danske energiforbrug på 36 procent i 2025. Energibesparelsesmulighederne i boligmassen blev siden drøftet på en workshop hos Teknologirådet 27. marts 2007. Eksperterne blev her sat til at vurdere, hvordan bygningsmassens opvarmningsbehov kunne reduceres med en tredjedel og elforbruget med 45 procent i år 2025. Deltagerne vurderede, at der ved en oliepris på over 60 dollar pr. tønde slet ikke ville være meromkostninger ved at gennemføre besparelserne! Med disse og andre redskaber kan vi spare mindst 30 procent af vores energiforbrug inden 2020. Det geniale er, at de nødvendige investeringer i nye apparater, maskiner og biler i langt de fleste tilfælde betaler sig selv tilbage inden for en kortere periode, end den vi taler om her. Derefter tjener vi på det. VEDVARENDE ENERGI Resten af vores CO2 reduktion skal ske ved indfasning af vedvarende energi. Det handler især om vindkraft og biomasse. Vindkraften skal erstatte kondensdriften i kulkraftværkerne og på Nordsøens platforme, levere strøm til de nye hybridbiler, til varmepumperne m.m.m. Hvor meget vindkraft? Sandsynligvis en 4-dobling af vindkraftproduktionen per 2020. Kraftværkerne skal udfase brugen


af kul til fordel for biomasse og affald. En stor del af naturgasforbruget skal erstattes med biomasse, biogas og varmepumper. En del sikkert også med solvarme, solceller, geotermisk varme og måske bølgeenergi. Det kommer til at koste en masse i investeringer, især private investeringer. Vi skønner, at alene vindkraftudbygningen – hovedsagelig som havmøller - vil koste omkring 100 mia. kr. frem til 2020. Dertil kommer investeringer i ombygning af kraftværker, biogasanlæg, solfangere, forskning og udvikling mv. En stor mængde vedvarende energi vil også stille mange nye krav til vores systemer, til elnettet, til udviklingen af fleksibelt elforbrug, indførelse af intelligente elmålere m.m.m. Det rigtigt interessante spørgsmål er, hvor stor en ekstra omkostning disse investeringer vil påføre forbrugerne. Det spørgsmål kan ingen svare på, for det afhænger fuldstændig af, hvordan priserne på de fossile brændsler udvikler sig i samme periode. Fortsætter de deres nuværende himmelflugt, kan den radikale klimaplan vise sig at være århundredets bedste investering. Falder de fossile brændsler voldsomt i pris, vil meromkostningerne for klimaplanen selvfølgelig blive større. Vi tror mest på det første scenarium. Efterspørgslen fra lande som Kina og Indien vil fortsætte med at stige, og allerede i dag har verdensmarkedet svært ved at følge med. Læg hertil de gevinster, vi får i form af en bedre forsyningssikkerhed, større sundhed, mindre udgifter til oprydning, bedre betalingsbalance. Et bedre liv. Og læg de store summer, vi under alle omstændigheder vil tjene på at spare 30procent af vores nuværende energiforbrug. Vores forslag kan også ses som erhvervspolitik. Hvad skal Danmark

leve af de næste 10-20-30 år? Eksport af energiteknologi og knowhow er et af vores stærkeste kort. Planen vil give dansk erhvervsliv et gevaldigt rygstød i den internationale konkurrence på et at de hurtigst voksende markeder i den globaliserede verden. STORE INVESTERINGER Det ændrer ikke på, at der skal investeres mange penge, og at der efter al sandsynlighed vil være en meromkostning i en periode, afhængig af hvilken afdragsprofil, som Klimakommissionen måtte nå frem til. Det stiller os over for to økonomiske udfordringer: Har vi arbejdskraft nok, og hvordan skal de ekstra omkostninger finansieres? Hvad angår det første, er det ikke til at vide, hvilken økonomisk konjunktur, som Danmark vil have på den tid. Men det står rimeligt fast, at en så massiv investering – den være sig offentlig eller privat – vil sætte arbejdsubuddet under pres. Det er derfor ikke muligt at gennemføre den radikale klimaplan uden også at gennemføre de radikales grønne skattereform, der netop har til formål at øge udbuddet af arbejdskraft ved at sænke skatten på arbejde, og samtidig lægge en dæmper på forbruget ved at øge de grønne afgifter. Den grønne skattereform er også garantien for, at den strukturelle økonomiske vækst ikke vil føre til et højere energiforbrug, ganske som vi så indtil skattestoppets indførelse i 2001. Vores forslag til finansiering er i al enkelthed, at vi fra og med 2008 og en række år frem, afhængig af olie og gaspriser, samler de ekstraordinære indtægter fra Nordsøen i en klimafond, der betaler hele gildet. Regeringen regner i øjeblikket med en oliepris på 56 dollars. Bliver den gennemsnitlige oliepris bare 70 dollars – som i år – vil

vi få tæt på 50 mia. ekstra i fonden – udover det som indgår i regeringens 2015 plan. Nu har vi betalt den udenlandske gæld, og regeringen regner med at indstille afbetalingen af den indenlandske gæld i 2009. Det er blevet tid til at betale vores klimagæld og sikre, at de ekstraordinære indtægter, som vores generation beriges med fra Nordsøen, bruges til at sikre de næste generationers energiforsyning. Den gode nyhed er nemlig, at det kun er i disse ti år, at der skal investeres så hårdt. Derefter lander omkostninger til vedligeholdelse og drift på nogenlunde samme niveau som i dag – ganske som de havmøller, vi er ved at sætte op i øjeblikket, kører på almindelige markedsvilkår om ca. ti år. Ikke desto mindre vil det selvfølgelig være en stor økonomisk manøvre at kaste sig ud i, og måske måtte andre projekter vige i denne periode for at undgå overophedning af økonomien. Men man kan jo også sige det på en anden måde. Hvad tror vi giver mest udvikling til Danmark – En Femernbro eller en klimaplan? Hvad giver mest sikkerhed til vores børn – 50 kampfly eller en energiplan? Vi medgiver, at det kræver en dyb indånding at følge vores forslag. Men det kan gøres. Det er muligt at betale, og meget tyder på, at det oven i købet kan blive en god forretning at redde kloden. Det eneste, vi ikke har råd til, er faktisk at lade være. Lad os så få nedsat den klimakommission! □ Tidligere klimaordfører Martin Lidegaard, der ikke opnåede genvalg til Folketinget, skrev denne kronik med Margrethe Vest-ager, som en del af den radikale klimapolitik i valgkampen.

43


Århus

gennem 20 år huserede den jyske trafikmafia på Christiansborg. Som betingelse for at støtte Storebæltsforbindelsen krævede trafikordførerne Svend Heiselberg (V), Kaj Ikast (K) og Jens Risgaard Knudsen (S) motorveje i Jylland til gengæld. Det fik de – men nu er de en saga blot i dansk politik. Her i 2007 er der tilsyneladende ved at danne sig et nyt trafikpolitisk triumvirat, der dog udøver sin magt i provinsen. Nicolai, Bent og Anders med efternavnene Wammen, Hansen og Christensen har nemlig en plan i bedste Olsen Bandestil: De vil have en fast forbindelse over Kattegat. Og det kan kun gå for langsomt, kunne man forstå på en velbesøgt og stort anlagt konference om forbindelsen, der fandt sted hos Ingeniørforeningen i København i efteråret. En konference, der trods en pæn jysk overrepræsentation blandt de fremmødte, er arrangeret i samarbejde mellem Region Midtjylland, Region Nordjylland, regionernes kommuner og Københavns Kommune. – Broen er til glæde og til gavn for alle danskere. Den vil være en revolution i dansk infrastruktur, som vil få større betydning end Storebæltsbroen, mener borgmester Nicolai Wammen fra Århus (S), der samtidig slynger årstallet 2020 ud som et bud på, hvornår en bro kan stå færdig. ”Årstallet skal dog ikke skille os”, fastslog han til dog stor moro for salen ved konferencen. – Gevinsterne og fordelene ved en Kattegatbro ligger som perler på en snor, siger Wammen og opridser miljøet, erhvervslivet og mobiliteten i befolkningen som de store vindere, hvis landets to kraftcentre, Hovedstadsregionen og Østjylland, forenes.

I

44 44

skal flyttes

til


Næste station Samsø! Det er uvist om der vil være udstigning til højre på Samsø. Men en Kattegatbro er, ifølge flere politikere og eksperter nødvendig. Radikal Politik ser nærmere på en fast forbindelse over Kattegat TEKST: Mads Brandsen FOTO: Colourbox

Kalundborg INGEN ANALYSE Sagkundskaben er dog noget mere tøvende. - Der er ingen der har en færdig analyse af, hvad der er rigtigst, fastslår trafikøkonom Uffe Jakobsen fra Copenhagen Business School. Allerede i 1972 lavede man de første vurderinger af hvad en Samsø-forbindelse ville betyde for trafikken på landsplan. Dengang opererede man også med en Storebæltsforbindelse. Beregningerne viste, at trafikken ville dele sig nogenlunde ligeligt mellem de to faste forbindelser. Trængselsproblemerne på vejene og de evindelige togforsinkelser har siden taget til i omfang, men Uffe Jakobsen advarer mod at drømme om en bro på det grundlag: - Hvis vi sidder i kø flere timer et sted hver morgen, tænker vi: ’Så er det nok her, vi skal lave noget næste gang’. Det er en ussel måde at planlægge på, pointerer han, men lægger dog ikke skjul på at en Kattegat-forbindelse er en god idé: - En blind mand uden stok kan finde ud af at det her er rentabelt”, siger han og refererer til, at biler ville kunne spare 120 km. og tog 150 km. Broen vil være en fordel for al trafik nord for Vej-

le, ligesom den vil aflaste motorvejen over Fyn og Storebæltsbroen. TOG ER VEJEN FREM Den vil også aflaste et jernbanenet, der er så godt som fuldt udnyttet, fortæller forskningsassistent Alex Landex fra Danmarks Tekniske Universitet, som mener at højhastighedstog er vejen frem. Opgørelser fra Spanien viser, at højhastighedsbanen mellem Madrid og Sevilla har fået fire gange flere til at tage toget. En kortere rejsetid vil betyde, at der mellem Århus og København kun behøver være fem togsæt i brug samtidig mod de 13, der kører i dag i den del af døgnet, hvor der er halvtimesdrift. Alex Landex kan kun pege på én ulempe: Anlægsudgiften. Også fra arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv er der lutter positive toner. En Kattegatbro vil give et boost til oplevelsesøkonomien, siger kommunikationsdirektør Carlos Villaro Lassen, der mener at en bro vil øge Danmarks konkurrenceevne, ligesom man bedre vil være i stand til at udnytte arbejdskraftresurserne. - Det er det rigtige tidspunkt nu, hvor

Femer Bælt-forbindelsen er på plads. Kattegatforbindelsen er ikke svaret på alle problemer, men den er en del af løsningen, siger han og afviser, at der vil ske en hjerneflugt fra det østjyske område, fordi København pludselig ligger lige i baghaven. - Det vil ikke ske. Man vil derimod undgå arbejdspladsflytninger, tilføjer Carlos Villaro Lassen. IVRIG REGIONSFORMAND Frygten for at en masse veluddannede flytter til København deler Dansk Industri heller ikke. Poul Arne Jensen, der er formand for DI i Skive/Viborg, mener derimod at en bro vil skabe et større vidensniveau i Jylland. Han åbner samtidig op for, at broen kan finansieres delvis ved roadpricing. - Men en Kattegatbro har et 20-25 årigt sigte. De aktuelle problemer skal løses først, siger Poul Arne Jensen. Regionsrådsformand Bent Hansen (S) fra Midtjylland, er mildt sagt ivrig for at komme i gang med en nærmere undersøgelse. - Det her er et nationalt projekt, som skal få Danmark til at hænge bedre

45 45


Århus

skal flyttes ►

sammen. Det er vigtigt, at det ikke kun er et jydeprojekt”, fastslår han. Sammen med kommunerne i regionen vil han nu arbejde for, at der bliver etableret en Kattegat-komité, hvor repræsenter fra erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner m.v., sammen med regionspolitikere og folketingsmedlemmer vil arbejde for sagen. Om alt går vel, kan man stå af på Samsø Station i 2020. FORSLAG FALDT På det radikale landsmøde i september faldt et resolutionsforslag om en Kattegatbro med et brag. I forslaget med overskriften ”Hellere en bro for danskere end en bro for svenskere og tyskere” argumenterer forslagsstillerne for, at der er mere behov for højhastighedstog og motorvej via Samsø end en bro til Tyskland. Det er med til at skabe et fjendebillede, mener den radikale rådmand for teknik og miljø i Århus, Peter Thyssen. - Det blev præsenteret helt galt, mener Thyssen, der kalder det ”åbenlyst” at det er rigtigt at samle landet med en Kattegatbro, ikke mindst af hensyn til miljøet og transporttiden. - Det bliver mere og mere tydeligt, at der er behov for nye jernbaner, kortere transporttid mellem Århus og København og hurtigere internationale forbindelser til Århus, pointerer Thyssen. Region Syddanmarks formand, Carl Holst (V) var en af de få til konferencen i København, der nærer en vis sund skepsis mod projektet. - Det er for snævert kun at se det som et spørgsmål om hvad der gavner Århus og København. Den polarisering er helt gal, siger Carl Holst, som derfor glædede sig over Alex Landex’ såkaldte cirkel-model, hvis umiddelbare fordel er, at den giver kortere rejsetider til stort set hele Jylland. RADIKALE MED PÅ EN UNDERSØGELSE Kattegatforbindelsen er en historisk ny mulighed for at binde landet sammen med en ny Kattegatbro, mener den radikale trafikordfører indtil folketingsvalget, Martin Lidegaard, der også deltog

46 46

i konferencen i Ingeniørernes Hus. Han ser store fordele i at kunne erstatte så godt som al indenrigsflytrafikken med tog, mens den nuværende togtrafik vil få et ordentligt løft i form af kortere rejsetid, flere afgange og flere rettidige tog. - Men selv om vi ikke kender prisen, ligger det fast, at det bliver en afsindigt dyr løsning, fastslår Lidegaard. Omkring 60 mia. kr. menes broen at komme til at koste, men for de penge vil man også få mulighed for ekstra økonomisk udvikling i især Nord-, og Midtjylland samt dele af Sjælland. Men omvendt ville man for samme beløb kunne elektrificere hele det eksisterende jernbanenet, opgradere regionaltogtrafikken i hele landet, bygge letbaner i alle større byer og opgradere S-togs-nettet i København. Den radikale støtte går derfor i alene på en undersøgelse af en kombineret jernbane- og motorvejsbro. Og det er en betingelse, at en

ren jernbaneforbindelse også undersøges, evt. med biltog, ligesom det skal undersøges, om pengene kunne bruges bedre på andre trafikprojekter. Martin Lidegaard påpeger også, at projektet har mange ubekendte faktorer. - Hvor skal bilerne køre? Der er jo ikke plads på Holbæk-motorvejen eller ved indfaldsvejene til Århus, så skal der en helt ny motorvej til? spørger han. Sikkert er det, at der skal bygges en ny jernbane fra Roskilde til Kalundborg samt i Jylland. Og altså også en Kattegatbro, især hvis man spørger i det østlige Jylland. □


Kære medlemmer af Det Radikale Venstre, Folketingsvalget den 13. november 2007 gav ikke det resultat, vi havde håbet på. Desværre fik vi hverken en ny regering eller mandater efter fortjeneste, men vi kæmpede for det! Vi vil gerne på både landsforbundets og folketingsgruppens vegne takke alle de mange medlemmer, der på den ene eller den anden måde tog aktivt del i valgkampen. Der er mange, der fortjener en varm tak: Folketingskandidaterne, der utrætteligt sloges for at hente stemmer hjem. De mange tillidsfolk, der har knoklet for at organisere, tilrettelægge og gennemføre valgkampen. De hundreder af frivillige, der har brugt timevis på at give partiet og kandidaterne en hånd, hvad enten I har klistret eller hængt plakater op, uddelt løbesedler og pjecer, støttet kandidaterne på vælgermøder eller noget helt fjerde. Sidst, men ikke mindst, skal der også lyde en meget stor tak de mange medlemmer, der tog vores opfordring ved valgkampens begyndelse op og donerede et beløb – stort som lille – til partiets valgkamp. Det varmede alt sammen meget. Valgkampen er overstået, og arbejdet er for længst i gang. Det Radikale Venstres politiske indsats i denne valgperiode vil bygge på klare værdier, stærke løsninger og vilje til bredt samarbejde. På denne måde bygger vi fundamentet for et godt resultat til næste valg.

Med venlig hilsen

Margrethe Vestager Gruppeformand

Søren Bald Landsformand

Radikale Venstre Christiansborg 1240 København K Telefon 3337 4747 Telefax 3313 7251 radikale@radikale.dk

47


Reglerne vil ingen ende tage

For meget kontrol og for lidt kontakt til mennesker. Så kort kan de seneste fem års udvikling på beskæftigelsesområdet opsummeres, mener Palle Jensen, der er afdelingsleder i et jobcenter i Århus. Radikale Venstre vil nu rydde op i reglerne og skabe fokus på resultater. TEKST: Astrid Haug

et værste er, at jeg slet ikke kan se nogen ende på mængden af nye regler. Mine medarbejdere bliver slidt alt for hurtigt, og det er ikke godt. Der er i forvejen mangel på uddannede socialrådgivere. Sådan siger Palle Jensen, der er afdelingsleder i et jobcenter i Århus. Han er ved at være meget frustreret over en stigende mistillid til medarbejderne. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har ifølge Palle Jensen lagt socialrådgiverne for had, og de føler en grundlæggende mistillid til, at socialrådgiverne gør deres arbejde ordentligt. Det har medført langt mere detailstyring og dermed større arbejdspres på jobcentrene. Ifølge Palle Jensen er den faglige vurdering taget helt ud af sagsbehandlingen. – I stedet handler det om at opfylde en række regler. Det underminerer fuldstændig vores arbejde, siger Palle Jensen.

D

AFSKAF REGELTYRANNIET Radikale Venstre vil gerne gøre socialrådgivernes arbejde nemmere. Det skal ske ved at rydde op i reglerne. Elisabeth Geday, der er tidligere radikalt folketingsmedlem og arbejdsmarkedsordfører, siger: – Den værste regel er kontanthjælps-

48

FOTO: Thomas Priskorn

loftet. Den er umulig at administrere, og effekten er meget ringe. Den holder stort set lige så mange socialrådgivere i gang, som den får folk i arbejde, siger hun. Også 300 timersreglen skal skrottes, hvis det står til Elisabeth Geday. Den skaber en unødig bureaukratisk byrde og fastholder familier i fattigdom. Hun mener, at den faglige vurdering skal ligge hos socialrådgiveren. – Vores målsætning er tæt opfølgning med henblik på hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Det er så op til socialrådgiverne at vurdere, hvordan det bedst gøres, siger Elisabeth Geday, der understreger, at det fortsat skal kunne dokumenteres, at folk får den rigtige ydelse. MERE BORGERKONTAKT Indenfor de sidste 5 år er mængden af regler på beskæftigelsesområdet ifølge Palle Jensen steget ”helt enormt”. Beskæftigelsesloven er blevet så kompliceret, at den er svær at finde ud af for socialrådgiverne. Og det har mange negative følger, fortæller Palle Jensen. – Det er svært, når man i mange år har siddet med området, og loven laves om. Så mister man alle sine rutiner. Det betyder, at vi ved hver sag skal bruge tid på at undersøge de nyeste regler på området. For vi ved ikke,

hvilke regler der gælder netop nu, siger Palle Jensen. Den voldsomme bureaukratisering betyder, at socialrådgiverne ikke har tid til kerneopgaven, nemlig at få folk i arbejde. – Detailreguleringen i beskæftigelsesloven er fuldstændig hysterisk. Den betyder, at mine ansatte i gennemsnit kun bruger halvanden time om dagen på direkte kontakt med arbejdsløse. Resten af tiden går til administration. Men målet må være er en fifty-fifty fordeling, mener Radikale Venstre. – I dag bruger jobkonsulenterne alt for meget tid på at tilfredsstille centralt fastsatte proceskrav. Vi er simpelthen nødt til at have ryddet op i det morads af regler, som i dag gør arbejdet i et jobcenter til samlebåndsarbejde. Hvis vi fortsat tror, at kasser, skemaer og systemer er løsningen for de her mennesker, så bliver resultaterne derefter, siger næstformand i Radikale Venstres gruppe, Morten Østergaard, der har tåget tråden op med jobcentrene efter folketingsvalget og for nylig forlangte området med i en tillidsreform. DE UNGE SIGER FRA Tilbage i jobcenteret i Århus fortæller Palle Jensen, at det især er de unge socialrådgivere, der siger fra over for regeltyranniet.


Jeg har endnu ikke mistet modet, men langtidsperspektiverne er uhyggelige...

– De er uddannede til at varetage den menneskelige kontakt og rådgivning, ikke til at administrere. Så jeg kan godt forstå, at de forventer, arbejdet har et fornuftigt indhold, siger Palle Jensen, der har lært at leve med forholdene på jobcentret. Men konsekvenserne er, at socialrådgiverne flygter derfra. – Vi bliver langsomt drænet for fagpersoner. Jeg har endnu ikke mistet modet, men langtidsperspektiverne er uhyggelige. For jeg kan se, at det allerede er på vej. Vi hugger medarbejdere fra nabokommunerne, fordi det er attraktivt at bo i Århus. Men hvad finder nabokommunerne så på, spørger Palle Jensen, som sidst han slog et job op, kun fik seks ansøgere. For et halvt år siden fik han gennemsnitligt 25 ansøgere. Det er et faretegn, som skal tages meget alvorligt, mener Radikale Venstre. – Vi gør os selv en bjørnetjeneste ved at stjæle jobkonsulenternes tid til kontrol af dit og dat. Det eneste, der tæller i min bog, er, om jobcentrene får de ledige i beskæftigelse. Og hvis vi ikke mener, at de selv er i stand til at tilrettelægge arbejdet, må vi styrke deres kompetencer. Forsøget med statslig detailstyring er jo slået helt fej, siger Morten Østergaard. □

49


Ghettoer skal p책 museum

50


En positiv undtagelsestilstand og en indsprøjtning på to mia. kr. Det er bare nogle af de midler, som Radikale Venstre vil tage i brug for at skabe forandringer i de danske ghettoer. TEKST: Søren Højlund Carlsen

FOTO: Scanpix

2015 skal man ikke tale om ghettoer i Danmark. Det er ambitionen hos Radikale Venstre, der med en storstilet plan nu vil gøre op med problemerne i de danske ghettoer, som ifølge partiet er et potentielt arnested for både radikalisering, generationskonflikter og socialt forfald. Midlet er blandt andet en positiv undtagelsestilstand for alle de institutioner, der arbejder i ghettoerne. – I dag opfinder man en skolepolitik og flytter børn med etnisk baggrund rundt i busser til andre skoler. Hvis de kommer hjem og laver ballade om eftermiddagen, er der brug for en fritidspolitik og en forstærket social indsats fra socialforvaltningen. Snærende regler, bindinger og grænser for samarbejde skal ryddes af vejen til fordel for et samarbejde hen mod et fælles mål. Vi skal aktivere og frigøre de mennesker, som i dag sygner hen i ghettoerne, siger næstformand i den radikale folketingsgruppe, Morten Østergaard. Han peger på, at man blandt andet skal ophæve regler om tidsbestemt aktivering, løbende afrapporteringer til Integrationsministeriet og besværlige visiteringer.

I

TO MIA. TIL BOLIGOMRÅDERNE Udover den positive undtagelsestilstand foreslår Radikale Venstre også, at der over de næste fire år bliver investeret to mia. kroner i de problemramte boligområder. Midlerne skal komme via landsbyggefonden og SATS-puljen. Hovedparten af de to mia. kr. kommer fra sidste års boligaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og de radikale, da der blev afsat 1,6 mia. kr. til ghettobekæmpelse frem til 2010. De radikale vil tilføre yderligere 400 mio. kr., som skal hentes fra satspuljemidlerne. Dermed går Radikale Venstre i rette med Venstre, som under valgkampen gav udtryk for, at de ikke ønsker at bidrage mere til løsningerne i ghettoerne. – Men det er en meget defensiv og naiv

holdning. Hvis vi en gang for alle vil gøre op med problemerne i de danske ghettoer, så skal der flere midler til en stærk indsats. Dermed kan vi få et Danmark, hvor alle indvandrere arbejder og tjener penge til både sig selv og til Danmark, og hvor vi undgår tilstande som i Paris med forstæder uden for pædagogisk rækkevidde for politi, brandvæsen og sociale myndigheder, siger Morten Østergaard, der også vil skabe et nationalt videnscenter og en ny national taskforce, der får til opgave at forebygge æreskriminalitet og radikalisering, så alle der arbejder med unge får direkte adgang til professionel hjælp og sparring. POSITIV MODTAGELSE I Bispehaven i Århus tager man godt imod det radikale udspil. – Det er i hvert fald noget af den slags, der skal til. Alt for ofte er politikere kommet med halve løsninger og eksperimenter uden det har hjulpet synderligt, men snarere har skabt flere problemer. Derfor skal der flere midler til, så vores arbejde ikke bare bliver brandslukning, men en længere og mere vedvarende indsats, siger Pia Mortensen, der er leder af den boligsociale indsats i Bispehaven. Også i Gellerupparken, der er et af Århus’ mere belastede områder, ser man frem til en større indsats. – En slags undtagelsestilstand, hvor vi kan arbejde friere og med flere midler, tror jeg er det helt rigtige i vores situation. Der skal i det hele taget nytænkning og anderledes initiativer til for at løse problemerne, siger Rabih Azad-Ahmad, der er radikal byrådspolitiker og formand for multikulturel forening i området. – Vi føler, at der måske er nogle, som siger, at de radikale altid taler om asylbørn og familiesammenføring. Med dette forslag signalerer vi også, at vi ikke vender ryggen til problemerne, men at vi finder løsninger og finansiering, tilføjer Morten Østergaard. □

51


DEBAT

Når retorikken ikke virker Det er i sandhed dagene derpå, og i Radikale Venstre oplevede vi som bekendt et ’politisk blodbad’ ved folketingsvalget. Blodbad. Ikke noget rart billede. Men billeder er et retorisk virkemiddel, og det kan næppe bebrejdes nogen, at metaforen tages i brug, når man ser på mandathalveringen af vores parti. Alle har deres bud på, hvad der gik galt. Jeg vil her kommentere på vores valgkampsretorik, selvom det nærmer sig radikalpolitisk masochisme. ”Vi har kun et ultimativt krav. En regering, der er forankret i midten og uafhængig af Dansk Folkeparti”. Sådan meldte Radikale Venstre ud. Hvad har vi fået? En regering, der er forankret på højrefløjen og helt afhængig af Dansk Folkeparti. Som formand for Integrationsrådet i Lyngby-Taarbæk Kommune og tidligere indvandrerlærer i folkeskole skal guderne skal vide, at jeg bakkede op om vores ’uafhængig af Dansk Folkepartiholdning’. Jeg har i valgkampen harceleret over Dansk Folkeparti, de sorte fætre og min opfattelse af deres menneskesyn. Jeg mener stadig hvert et ord, men retorisk blev det et benspænd snarere end en øjenåbner. Pia Kjærsgaard fik 47.611 personlige stemmer og yderligere ét mandats fremgang. Hun behøvede næppe den bevågenhed Radikale Venstre og jeg retorisk gav hende under valgkampen. Der er med andre ord ikke noget positivt at hente i at føre retorisk valgkamp mod andre partiers tilstedeværelse i politik. MANGE ARGUMENTER SMÅ Groft forenklet kan man vælge to argumentative strategier, når man fremfører sig. Man kan enten skyde med spredehagl eller affyre ét dræbende skud. På almindelig dansk betyder det, at den der rammer ét sted og rammer hårdt, har større chancer for at vinde, end den der tjatter hist og pist. Mange argumenter små, gør altså ikke én stor å, når der er tale om valgkampsretorik. I Radikale Venstre gik vi til valg på 3 x 3 reformer, og 3 x 3 er bekendt 9! Ni spredehagl mod ét pletskud; boligskatterne, forslog ikke! Velfærdskommissionen, OECD, de økonomiske vismænd har ellers alle sagt det samme: Det giver økonomisk og klimamæssig mening, hvis man flytter skat fra arbejde til forurening og bolig. Altså omfordeler skatten uden at øge den. Mod bedre vidende sendte partiet Venstre alligevel et personligt brev hjem til 400.000 boligejere dagen før valget. Pressechef for Anders Fogh har på spørgsmålet, om det var Venstres helt simple taktik at gøre vælgerne utrygge ved Socialdemokraterne dagen før valget, svaret: ”Jo. Det er fuldstændig rigtigt”.

Valg

indre billeder hos sine tilhørere kan man i høj grad bevæge dem. Denne retoriske egenskab mestrer Pia Kjærsgaard. Med konkrete eksempler og beskrivelser knytter hun sine vælgere til sig, skaber en stemning og målretter vælgernes engagement, så de ikke blot bliver overbevist, men også fører deres overbevisning ud i en valghandling i form af et kryds ved Dansk Folkeparti. Det mestrer vores parti ikke. ”Og godt for det”, vil mange muligvis tilføje. Men i en tid, hvor hele partier opstår og på få dage vinder stor tilslutning på at være ’en politisk fornemmelse og en følelse af forandring’, kan evnen til følelsesmæssigt at bevæge vælgerne, ikke siges at være uvæsentlig. Udfordringen for Radikale Venstre består derfor i, at troværdighed og vidensbaserede argumenter ikke længere gør det alene. USEXEDE SLAGORD I vores parti er vi ikke vældig følelsesladede. Så meget har vi erkendt. Vi bestræber os på at fremstille en sag så objektivt og sagligt som muligt – måske endda grænsende til det kedelige. Dette kan tolkes som docerende og bedrevidende af modtagerne, og er i modstrid med vores naive håb om, at logisk argumentation er bevisførende nok til at vælgerne drager en ræsonabel konklusion på valgdagen. Problemet er, at klimaprotokoller, økosystemer og globalt udsyn er usexede slagord i en valgkamp, hvor man er sig selv nærmest, og folketingskrydset relaterer sig til ens carport. Når liberale politikere bruger ord som frihed og ansvar, skabes der både ideologisk og følelsesmæssig identifikation med liberale vælgere. Det samme gælder når socialdemokratiske politikere nævner ord som tryghed og solidaritet. Sådanne værdiladede ord har vi ikke. Det nærmeste vi kom i valgkampen var ’bæredygtig fremtid’, en substantiel overskrift, der var for abstrakt i forhold til fløjenes mere iøjefaldende nøglebegreber. I Radikale Venstre må vi gøre op med os selv, om vi vil nøjes med substansen og de vælgere, for hvem dette er tilfredsstillende. Eller om vi i højere grad vil forsøge at virke overbevisende ved også at inddrage de mere følelsesladede appeller til vælgerne. Det sidste vil virke nærmest prostituerende på inkarnerede radikale medlemmer og andre sympatisører. Men selv medlemmer og sympatisører må have en åbenlys interesse i, at Danmarks fremtid i højere grad præges af radikal politik. Det absurde skisma er altså, at hvis Danmark ikke fortsat skal regeres af politikere, der spiller på de store følelser med den korte virkning – frygt, misundelse og angst – så må vi som parti i højere grad selv vise følelser og være os bevidste om mere alsidige retoriske virkemidler.

Valg

Valg

TRE OVERORDNEDE APPELFORMER For både talere og politikere gælder tre overordnede talegenrer. Der kan tales til fornuften, til følelserne og på en måde så ens troværdighed øges. I den gode tale er alle tre genrer repræsenteret, men vægtningen afhænger naturligvis af afsenderen og dennes analyse af modtageren. I Danmark er vi ikke forvænt med meget følelsesladede taler, men de store følelsesudspil egner sig, når der virkelig er noget på spil som ved et folketingsvalg. Ved at skabe 52

Af Trine Nebel Schou Stud. mag. Retorik, Kommunalbestyrelsesmedlem og FT-kandidat i Lyngby-kredsen

Valg


Radikal classic skal genrejse midten

Valg

Et social-liberalt midterparti som Det Radikale Venstre kan ikke have den mindste interesse i at blive fast møblement i hverken rød eller blå stue i dansk politik. Midtens radikalisme er og skal være et visionært og offensivt brud med blok- og stuementalitet – og en understregning af at frihed og fællesskab skal forenes i opgør mod vanetænkning fra både egoismens og kollektivismens yderfløje. Også derfor er der efter valget den 13. november brug for en dyb selvransagelse hos Det Radikale Venstre. Behovet går ikke i retning af småjusteringer. Der er brug for en egentlig bundvending med henblik på at skaffe ilt til en grobund for, at radikal classic kan blive et reelt omdrejningspunkt i dansk politik. Radikal classic må blandt andet bygge på bevidstheden om, at et aktivt og selvstændigt midterparti skal holde sig fem ting for øje – mindst: – For det første skal det med energi og talent gøres vælgerne klart, hvad det er for særlige holdninger og konkrete initiativer den radikale midte står for. – For det andet er det et element i radikal classic, at der principielt kan samarbejdes med alle partier – det afgørende er altid, hvad der samarbejdes om, og ikke hvem der samarbejdes med. – For det tredje må det for midtens radikalisme være oplagt at udstille fløjenes mangler, hvadenten de bunder i højrefløjens egoisme og manglende sociale samvittighed – eller venstrefløjens frihedsundergravelse og manglende økonomiske ansvarlighed. – For det fjerde må radikale aldrig forfalde til den bedreviden, selvgodhed og arrogance, som kan snige sig ind i ethvert parti. – For det femte skal Det Radikale Venstre være klar over, at både rød stue og blå stue dybest set ønsker, at de radikale helt forsvandt, så vælgerne altid skulle vælge alene mellem rødt og blåt! I valgkampen fredede Det Radikale Venstre stort set rød stues partier. Hvor var for eksempel opgøret med Socialdemokraternes primitive »velfærd eller skattelettelser« tankegang, som var noget indholdsmæssigt vås, for bedre velfærd forudsætter blandt andet mere arbejdskraft, som kun kommer med lavere skat på arbejde. Hvor var den radikale kritik af SF´s enorme gavebod, som midt i valgkampen endda blev frataget finansiering via ekstra ejendomsskatter.

HVORDAN? Radikal classic skal genrejse midten af dansk politik. Midten skal med social-liberale-radikale visioner være et reelt alternativ til både blå og rød stue. Der er behov for, at Det Radikale Venstre lancerer sig selv som midtens alternativ til vælgerne. Giv vælgerne de social-liberale reformforslag båret af mod og visioner, vis åbenhed over for samarbejde til begge sider - men sæt også fokus på fløjenes svigt. Som det tegner sig nu, bør man næste gang kunne tilbyde vælgerne en radikal statsministerkandidat - ikke som ultimativt krav, men som en understregning af nye tider med midten som et reelt alternativ til »de gamle stuer«. Det kan hænde, at midten får udspillet - også om regeringsdannelse – og ellers må beskeden til vælgere være, at Det Radikale Venstre ikke forhåndsdeponerer fast støtte til rød eller blå stue, men går efter størst mulig indflydelse for visionære og ansvarlige midterstandpunkter. En sådan holdning må gerne koordineres med Ny Alliance, hvormed midten med sikkerhed får afgørende magt. Så falder VKO-flertallet med et brag! Og det skal ikke erstattes med ny ensidighed fra en rød blok! Radikal classic skal blive en garant for, at nye tider tager afsæt i midtens social-liberale mangfoldighed, hvor gammeldags stuementalitet udskiftes med visioner, frisind, handlekraft, ansvarlighed og samarbejdsvilje.

TÆNK LIGE Den radikale selvransagelse bør tilføjes endnu et væsentligt punkt: Kunne man ikke forestille sig, at et tolerant, frisindet radikalt menneskesyn vendt mod fremmedhad kunne kombineres med et langt mere markant engagement i de problemer, som Danmark oplever med for eksempel terrordømte islamister – samt almindelig bekymring over islamismens fremfærd i Europa. En bekymring som fremtrædende europæiske kulturpersonligheder også har givet udtryk for og har kaldt

Af Ole Dall, chefredaktør på Skive Folkeblad og medlem af den radikale hovedbestyrelse og partiets forretningsudvalg. Indlægget her er en forkortet version af en kronik fra Information den 22. november 2007

Valg

en ny, totalitær, global trussel. Tænk lige, hvis vælgerne har fået indtryk af, at de radikale ikke reelt er optaget af disse væsentlige udfordringer. Tænk lige, hvis borgerne mener, at vi er lidt useriøse og pjattede, når et af de mest synlige radikale bidrag i det forløbne år var en MF´er, der iklædte sig et tørklæde. Tænk lige... Et meget tæt parløb mellem S og R er nu forsøgt i en valgkamp. S fik det ringeste valg i 100 år - og fejrede det som en stor sejr!! - og de radikale blev halveret. SF høstede de mandater, som de andre partier i rød stue afleverede. Det hele frister ikke til en gentagelse! Og efter valget er S og SF gået i tæt alliance med Dansk Folkeparti om at blande sig i overenskomstforhandlingerne på forhånd. Aldeles økonomisk uansvarligt! Det kan konstateres, at forandring i dansk politik skal komme på anden vis.

Valg 53


DEBAT

Kompromis frabedes Birger Mortensen skrev i et af de nylig udgivne Radikal Politik et indlæg, hvori han slog til lyd for at vi i det radikale venstre burde opgive hvad han kalder ”..en meget principiel ideologisk konfrontation” på flygtninge og udlændingeområdet, og i stedet arbejdede for et såkaldt nationalt kompromis” på området. Et sådant kursskifte vil imidlertid helt og aldeles udhule indholdet i hvad det vil sige at være radikal, og vil underminere selve det rationelle, sekulære, humanistiske og menneskerettighedsbaserede fundament som Det Radikale Venstre hviler på. Der er nemlig ikke nogen af de centrale radikale krav på dette område, som vi med god samvittighed kan forhandle væk i et forsøg på at nå til enighed med partier, der for længst selv er gået på kompromis med tanken om alle borgeres lighed og ligeværd. Vi kan og må således aldrig nogensinde tolerere, endsige deltage i den retorik Dansk folkeparti har bragt i anvendelse om de af vores medborgere, der har en anden hudfarve eller religion end flertallet. Og vi kan og må aldrig nogensinde gå ind for den type af judengesetze (racemæssigt eller religiøst betingede særlove) som tilknytningskrav, 24årsregel og starthjælp er et udtryk for. HVAD ER DER SÅ TILBAGE Og hvad er der så tilbage at indgå et ”nationalt kompromis” om? Joooo… Der er de mange konkrete integrationstiltag der foregår ude i kommunerne, men dem samarbejder vi de fleste steder allerede om. Der er også muligheden for nye arbejdsmarkedspolitiske og boligpolitiske tiltag, hvor et kompromis om afviklingen af de store sociale ghettoer og om udviklingen af en stærkere beskæftigelsesstrategi for de svageste på arbejdsmarkedet står højt på ønskelisten. Men det er bare heller ikke her de politiske vande skilles i indvandrer- og integrationsdebatten. Det gør de til gengæld i det grundlæggende spørgsmål om hvilket land det egentlig er vi lever i, og hvad det vil sige at være dansker. Og her er kompromis hverken muligt eller ønskeligt. Jeg hverken kan eller vil sige til mine arabisk- eller somalitalende medborgere, venner og vælgere: ”Desværre venner, mit parti har indgået et nationalt kompromis og er nu med i koret af politikere, der anser jer for andenrangsborgere i jeres eget samfund... Til gengæld kan I så glæde jer over, at I nu ikke længere er helt så andenrangs, og ikke har mistet helt så mange fundamentale rettigheder, som hvis Det Radikale Venstre ikke havde tilsluttet sig den selvgode nationale indspisthed.” GARANT FOR OPLYSNING Det Radikale Venstre har i de sidste hundrede år ofte været garant for oplysningstidens idealer om lighed mellem alle borgere, uanset race, religion, køn eller seksuel observans. Den rolle må vi aldrig give afkald på. Vi må aldrig falde i den frygtelige fælde det er for et politisk parti at tilpasse sine grundprincipper efter folkestemningen. Heller ikke selv om det betyder at vi risikerer at være uden

54

direkte parlamentarisk indflydelse på området. I stedet for at overhovedet at overveje at gå på kompromis med selve grundlaget for radikalismen, skal vi i stedet acceptere, at vi i disse årtier står midt i et afgørende politisk og kulturelt opbrud. Ikke siden kampen om det parlamentariske demokrati blev vundet i 1901 har vi haft så afgørende et politisk stridsemne i Danmark som spørgsmålet om, hvordan man fremover skal definere danskheden, og hvad der derfor skal være grundlaget for et særligt dansk samfund. TO OPFATTELSER Her er der to konkurrerende opfattelser. Den ene går på at Danmark er – og skal forblive – et nationalt fællesskab der bygger på århundreders fælles religion, kultur og etnicitet. Et nationalt fællesskab, der på grund af sin lidenhed og ensartethed har formået at udvikle en særligt konsensuspræget og solidarisk velfærdsmodel, der kun virker fordi vi alle sammen ligner hinaden og har en høj grad af indbyrdes solidaritet. Den anden opfattelse går på at alle fællesskaber i bund og grund er konstruerede, og at nationalstaten Danmark således er et kun knap 150 år gammelt politisk projekt, hvis ideologiske fundament efterhånden har overlevet sin tid ud. I stedet er vi nødt til at begynde opbygningen af et nyt og moderne dansk/europæisk samfund, hvor det alene er de fælles værdier, den fælles demokratiopfattelse og den fælles værditillæggelse af alle medborgere der binder samfundet sammen. Ikke religon, etnicitet eller en kulturel ensartethed der allerede er ved at opløses i globaliseringens saltsyre, og som aldrig kommer igen. Det radikale venstre kan kun tilslutte sig en af disse samfundsopfattelser. Og kun en af dem har plads til fuldstændig lighed mellem alle borgere, uanset deres kulturelle, religiøse, etniske, seksuelle eller kønslige tilhørsforhold. Mag.art Rune Christiansen Folketingskandidat i Odense Øst (Vollsmose)

SVAR:

Ideologisk Selvgodhed Kære Rune. Tak fordi du går ind i debatten. Desværre synes jeg, du går i ideologisk selvsving i de højere luftlag. I mit indlæg i Radikal Politik nummer 7 argumenterede jeg for, at vi på udlændinge- og integrationsområdet ikke må blive så principielle og ultimative i vores krav, så vi skubber de vælgere fra os, der et stykke hen ad vejen også ønsker et mere mangfoldigt samfund og et opgør med Dansk Folkepartis selvtilstrækkelige nationalisme. Men som samtidig frygter, at tiden bare bliver skruet tilbage til før 2001, hvis vi radikale får afgørende indflydelse. USMAGELIG SAMMENLIGNING Den frygt nærer du med dit indlæg. Eksempel: hvis man sætter betingelser op for familiesammenføring med uden-


landsk ægtefælle (f.eks. et alderskrav), så er det at sammenligne med den racisme, der kom til udtryk i jødelovene i Hitler-Tyskland. Undskyld mig, men det er efter min mening en ganske usmagelig og forkert sammenligning. Tror du virkelig, du fremmer et mere mangfoldigt samfund ved at erklære alle, der ikke kan tilslutte dig din samfundsopfattelse, for at være racister? Det tror jeg ikke. Derimod skaber du polarisering, gøder jorden for Dansk Folkeparti og skader udviklingen af et mere mangfoldigt samfund. Kom ned på jorden og ind i virkeligheden. Der er nok at tage fat på, hvis det skal blive bedre. Det kan du læse mere om på www.birgermortensen.dk. Men jeg kan også garantere dig for, at det kun bliver bedre, hvis vi kan finde nogle, der vil samarbejde med os. Birger Mortensen Folketingskandidat i Nordsjælland

Folketingsvalget var ikke et EU-valg I det radikale principprogram står der: ”Folkeafstemninger skal supplere det repræsentative demokrati, både på landsplan og lokalt.” Næsten 40 procent af landsmødet mente, at det også burde gælde ratifikationen af EU-reformtraktaten. Men et flertal med Lone Dybjær i spidsen stemte imod, at reformtraktaten skulle til folkeafstemning - hvis regerings jurister ikke krævede det. Lone Dybkjær og Margrethe Vestager har efterfølgende understreget, at danskerne skulle tage stilling til reformtraktaten ved næste folketingsvalg. Nu har der så lige været et folketingsvalg. Men hvor mange diskussioner var der om reformtraktatens indhold? Hvor mange radikale annoncer satte fokus på dette emne og hvad med vores pressemeddelelser? Svaret er at Det Radikale Venstre ignorerede spørgsmålet. Et Folketingsvalg er en dårlig metode til at vedtage en ny EU-traktat. Folketinget sidder maksimalt i 4 år, men den kommende EU-traktat vil formentlig gælde i mange flere år. Den kommende unionstraktat vil desuden sætte grænser for vort folkestyre bl.a. vil den slå fast at EU stadigvæk er en toldunion, at kun EU-kommissionen kan stille lovforslag og at Danmark ikke længere skal have en fast EU-kommissær. Dertil kommer, at traktaten fremmer militariseringen af EU, og den fastholder støtten til atomkraften, som vort parti også er imod. Et Folketingsvalg er desuden et valg om så meget andet. Det er et valg om hvilket menneskesyn man støtter. Om miljøet, økonomien og skattepolitikken. Det er ikke et valg om rammerne for demokratiet. Spørgsmålet om reformtraktaten egner sig derfor bedst til at rejses ved en folkeafstemning. Radikale bør ikke tvinges ud af partiet. Vi opfordrer derfor radikale til at skrive under på kravet om folkeafstemning f.eks. på www.euafstemning.dk og

vi opfordrer den radikale folketingsgruppe til at være ærlige i dette spørgsmål. Folketingsvalget var ikke et EUvalg - og det ved I også godt. Lave Broch og Jørgen Raffnsøe Ordførere i Radikalt EU-kritisk Netværk

SVAR:

Bland jer Kære Lave Broch og Jørgen Raffnsøe Dansk politik og europæisk politik hænger sammen. Det tror jeg faktisk både tilhængere og modstandere er enige om. Nogen synes det er fint, andre det modsatte. Det er derfor folketingsgruppen altid har opfordret til at de europæiske spørgsmål indgår i valgkampen til folketinget. Vi har normalt ikke haft meget held med det. Efter min opfattelse skyldes det at vi har isoleret europadiskussionen til folkeafstemningerne. Men denne gang har vi en enestående chance for at vende udviklingen. Fordi afgørelsen om reformtraktaten falder i samme periode som et folketingsvalg. Det er baggrunden for at vi har foreslået at den endelige godkendelse af traktaten først skal godkendes efter et folketingsvalg. Så kan man sætte den europæiske udvikling på dagsordenen og udfordre folketingskandidaterne på hvilken udvikling de ønsker. Altså også om de siger ja eller nej til traktaten og selvfølgelig også om de ønsker en folkeafstemning. Jeg kan ikke forstå det vil føre til at man skal stemme på et andet parti. Et valg er da en udmærket mulighed for at binde de kommende folketingsmedlemmer på. INGEN NUANCER Et valg er spørgsmål om hvilket menneskesyn man støtter. Om miljøet, økonomien og skattepolitikken. Ikke et valg om rammerne for demokratiet - skriver I. Det første er jeg helt enig i. Men for mig stopper det menneskesyn ikke ved grænserne. Det er det menneskesyn der også vil præge de daglige beslutninger om Europa. Derfor er det bestemt ikke ligegyldigt hvilket parti man stemmer på. Vil man for eksempel en grøn politik skal man nok stemme på et grønt parti. Det andet - det om demokratiet - er jeg helt uenig i. For det er jo blandt andet folketingspolitikkerne sammen med alle nationale parlamenter i Europa der har været med til at lægge rammerne for det kommende demokrati. Det kan en folkeafstemning aldrig gøre. Den kan sige ja eller nej, men ikke tilkendegive nogen som helst nuancer. Og jeg tror faktisk at jaèt indeholder nogle betænkeligheder og at nejèt måske også nogle ting man egentlig godt kan synes er ok. Så der er ingen anden vej end at blande sig i det daglige arbejde med dets mange forskellige beslutninger. Det er jo også her demokratiet udfolder sig. Lone Dybkjær MF

55


DEBAT

Folkeeje eller fondeje af virksomheder I de gode gamle dage var såvel den svenske produktion af gummistøvler, som tomater en del af landets totalforsvar, og her skal ikke grines! Et lands uafhængighed afhænger af forsyningssikkerheden. I forbindelse med privatiseringen af TV2 og DONG har fhv. adm. dir. Niels Boserup, fra Københavns Lufthavne, med store erfaringer med privatisering og udenlandsovertagelse af strategiske virksomheder, gjort sig til talsmand for at TV2s aktier burde sikres i en fond. Principielt mener jeg, at de strategisk vigtige virksomheder, som radio, tv og energiforsyning burde være folkeeje. Det er næsten socialisme. Når en borgerlig liberal direktør, som Niels Boserup, som bestyrelsesformand for TV2 taler for en fond, som ejer af en større eller mindre del af TV2, for at sikre mod fremmed overtagelse af TV2, så bør man tage det alvorligt. Niels Boserup ser en stor fare for kvalitetsniveauet i TV og hele public service området og den kritiske presse hvis TV2 kommer på udenlandske hænder, hvor profitten vil have forrang frem for alt. OGSÅ DONG Nøjagtig de samme tanker kan man gøre sig vedr. DONG. For nogle år siden, i forbindelse med en ændring i realkreditlovgivningen blev der banet vej for Realdania fonden, som nu kontrollerer en meget stor aktiepost i Danske Bank, således at det vel i realiteten er A.P. Møllers fonde og Realdania fonden, der sikrer Danske Banks uafhængighed af udlandet. Kan vi finde tilsvarende konstruktioner for TV2 og DONG? Det vil uden tvivl være i landets og befolkningens langsigtede interesse, selv om det kortsigtede økonomiske udbytte ved et salg bliver mindre! Privatiseringen af TeleDanmark har sendt enorme milliardformuer ud af landet til glæde for amerikanske investorer, mens privatiseringen af Post Danmark har gjort posten ringere og dyrere. Niels Boserups betænkeligheder bør tages alvorligt og med alle de kloge hoveder i DRV burde vi kunne finde en klog løsning. Lars Vestergaard Nørrebro

Tak til Margrethe Vestager Nu har vi i Det Radikale Venstre fået en rigtig god formand for folketingsgruppen. Så er det ærgerligt at hun skal kritiseres for det valgnederlag, som det i hvert fald ikke var hendes skyld vi fik. Hvor mange flere tror I ikke der havde forladt os, hvis hun ikke havde valgt side. Har I da fuldstændig glemt, hvordan Fogh Rasmussen, sammen med Pia Kjærsgaard, har regeret dette land de sidste 6 år. Fogh har jo lige så meget blod på hænderne som Bush og Blair, og som de jo begge har måttet bløde for. Fantastisk at danskerne er så naive, fordi manden lige op til valget vender blad og fortæller os alt det, som han har haft 6 år til at kunne gennemføre, så har man pludselig glemt hvor farlig denne mand er. Marianne Jelved gjorde det godt og vi blev fordoblet ved sidste valg, men så var det jo det gik galt. Hvis der var blevet valg lige da Margrethe trådte til, hvor mange mandater tror I så vi havde fået. En stor tak til Margrethe Vestager for en god og sober valgkamp. Vel nok den sobreste af alle partier, og hun kom med de rigtige radikale synspunkter. Karl Andersen Faaborg

DU K A N OGSÅ VÆR E M ED I DEBATTEN – både her i bladet og på partiets hjemmesider. I Radikal Politik vil vi fremover forsøge at gøre debatten mere dynamisk ved for eksempel at indhente reaktioner på debatindlæggene, som vi har gjort denne gang ved udvalgte indlæg. Send derfor gerne dit indlæg i god tid. Debatindlæg til bladet sendes til redaktion@radikale.dk – skriv Debat i emneordet og vedhæft meget gerne et pasfoto og evt. link til din hjemmeside eller blog. Skriv gerne kort og præcist, så er der plads til flere stemmer i debatten. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise og forkorte indlæg. Og husk, at debatten altid fortsætter på nettet – nu også på www.radikale.net

56


Russisk roulette

På grund af folketingsvalget udgik landsformand, Søren Balds leder af sidste udgave af Radikal Politik. Men da den både er god og aktuel, synes vi ikke læseren skal snydes for den. Så her kommer en energiadvarsel fra landsformanden. TEKST: Søren Bald FOTO: Colourbox

Tænk, hvis verden var god, og der var energi nok. Meget ville se anderledes ud, men indtil videre er der hverken godhed eller energi nok. Det må vi så indrette os efter. Godheden lader vi for en stund ligge, for her og nu drejer det sig om energien og følgerne af USA’s og Europas store energiafhængighed. Når det handler om energi, er fokus ofte kun på dollarprisen pr. olietønde, men der er andre og i længden mere tungtvejende problemer end prisfaktoren. Det handler også om forsyningssikkerhed, etableringen af et flersidigt naturgasnet, de kendte reservers omfang, alternative energikilder, forureningen, olieudvindingen i sårbare naturområder og endelig de olieproducerende staters muligheder for politisk pression – som de arabiske stater lavede det i 1973. Olie og naturgas som pressionsmidler i hænderne på stater med et kynisk forhold til demokrati, menneskerettigheder og internationale aftaler er et skrækscenarium, der bør fremkalde langt større bekymring end risikoen for terror. Under den kolde krig lukkede Sovjetunionen i 1948 adgangsvejene til

Berlin. I dag kan den gamle sovjetstats moderne zar lukke for gashanerne til en stor del af Europa med få dages varsel. Ukraine har prøvet det. Det er desværre ikke lykkedes EU at få skabt en fælles energipolitik, selv om det handler om så afgørende forhold som forsyninger og dermed sikkerhedspolitik. Der er mange elementer i ønskerne om en sådan fælles EU-energi-politik, men vigtigst er at undgå en russisk ”del-og-hersk-politik”, hvor de europæiske lande spilles ud mod hinanden. Transport, produktion og opvarmning er i Europa med varierende procenter fuldstændigt afhængige af forsyninger udefra, så der burde være motiver nok til samarbejde. Der skal satses strategisk på, at energi kan hentes via alternative kanaler. Der skal etableres en global ”energidialog” med store forbrugere som USA, Indien og Kina. EU skal satse på aftaler med de energiproducerende lande ved Sortehavet, Det Kaspiske Hav og de nordafrikanske lande. Tyrkiet skal inddrages i en aftale om gasledninger. Endelig er målet også et formaliseret og ligeværdigt samarbejde med Rusland. Disse ting er lettere skrevet end gjort, og når man f. eks. tænker på den kynisme, hvormed Kina har indgået aftaler med pariastaten Sudan, skal vi huske, at vores energi-ønsker let kommer på konfrontationskurs med vores ønsker om demokrati og menneskerettigheder i producentlandene. En del af de olie- og gasproducerende

lande reagerer ikke alene på markedskræfterne, men bruger deres kapacitet til at styre priserne til politiske og strategiske formål. I Rusland har Putin samlet stort set alle russiske energireserver under statens – læs ”sin” – kontrol, og i kraft af en restriktiv lovgivning afstår fremmede investorer fra et gå ind på det russiske marked. Og bare til information: I dag kommer halvdelen af Europas naturgas fra Rusland. Der er derfor en enormt behov for, at EU får skabt en fælles udenrigspolitik, der tager højde for de energipolitiske realiteter. Og der er et åbenlyst behov for, at Danmark – trods den øjeblikkelige, gode udgangssituation som olie- og gasleverandør - satser langsigtet, målrettet og tilskudsvilligt på alle relevante alternative energikilder. Ingen nævnt, ingen glemt. Under den kolde krig investerede vi forebyggende i militært isenkram mod en stat, som vi anså for truende. Hvis vi vil undgå at gå kold i mere end én forstand i en usikker fremtid med dyrere og mere knap energi, er svaret på udfordringerne en massiv satsning på de vedvarende og dansk forankrede energikilder. Derfor vil en privatisering af DONG også være at spille russisk roulette med Danmarks fremtid. Disse nationale træk må ikke svække vores vilje til at samvirke med vores øvrige europæiske partnere. Problemerne er nemlig dybest set fælles. Derfor er spørgsmålet: Hvad dælen nøler vi efter? 57


Landsmøde i valgets tegn ogle af RU’s landsmøder er gået over i historien. Enten fordi, der blev vedtaget en masse halvrød og/eller ultraliberal politik. Eller fordi personvalgene var overraskende. Eller fordi der var en masse saftige historier fra landsmødefestens sene timer. Men Radikal Ungdoms landsmøde 2007 går over i historien på grund af Anders Fogh Rasmussen. Bedst som vi var ved at lægge sidste hånd på landsmødemappe og andre praktiske gøremål op til landsmødet, valgte statsministeren at trykke på den knap, han havde kredset om som en anden nisse om en tallerkenfuld risengrød – valgknappen.

N

VINTERTID Årets ungradikale event fandt sted 26.28. oktober på en af Odenses nyeste folkeskoler, Hunderupskolen, tæt ved Odense centrum. Som den vakse læser bemærker, er det den weekend, hvor havemøblerne tages ind og uret stilles en time tilbage. De mundtlige overleveringer vil vide, at RU’s landsmøde er placeret lige netop den weekend for at have mest mulig tid til at feste i lørdag aften. Og det blev der. Men først skulle de unge radikale have pudset vedtægterne lidt af – blandt andet blev det besluttet, at RU’s ordfører 58

fremover suppleres af et udvalg med et par medlemmer, så ordføreren har et engageret bagland at vende sine politiske idéer med. Lørdag var der workshops, hvor landsmødedeltagerne arbejdede med videoblogging, skrev læserbreve og øvede sig i at være til paneldebat. MED VESTAGER PÅ GADEN Senere lørdag blev der tid til at trave Odenses gågader tynde med Margrethe Vestager, der næppe tidligere har haft så mange ungradikale i hælene – for slet ikke at tale om det massive presseopbud, der var. Kyllingerne var naturligvis med, for RU mener stadig, at regeringen er nogle kyllinger, der mangler politisk mod. Tilbage på skolen blev der gået kritisk til Vestager, hvis pegen på Helle Thorning-Schmidt flere udtrykte skepsis overfor. Den traditionelle fodboldturnering var selvfølgelig også på programmet i år. Pokalen blev i nabolaget – den blev nemlig vundet af Svendborg Radikale Ungdom, der er en af de nyere RU-lokalforeninger. Gallafesten havde utroligt få gæster udefra i år – formændene fra KU, VU, DSU og SFU havde meldt afbud, så det blev kun til en gæstetale fra en internationale gæst, men heldigvis svigtede Marianne Jelved og Søren Bald ikke. Efter en lækker middag, var der musik og dans på

torvet foran salen – for første gang kunne RU nemlig præsentere et liveband på landsmødet.Men efter enhver fest kommer en morgen – alt for tidligt. Den skulle have startet med en politisk peptalk af Villy Søvndal, men det blev der heller ikke noget af. Til gengæld forlyder det, at flere landsmødedeltagere havde fornøjelsen af at vågne op til grydelåg, der blev banket mod hinanden. GENVALG TIL FORMAND Personvalgene, der trods overhængende risiko for tømmermænd, er placeret søndag morgen, løb af stablen som planlagt. Traditionen tro var listen med kandidater i landsmødesalen var i løbet af natten blevet udvidet med flere tegneseriefigurer, eks-partimedlemmer og andet godtfolk. Om det første personvalg, valg til landsformand, herskede der ikke megen tvivl. Andreas Steenberg, Århus, der blev valgt i 2006, tager en tørn til – og ingen forsøgte at fravriste ham posten. Den tidligere HB-formand, formand for Nationalt Udvalg og KRE-ordfører, Klaus Bach Jacobsen, blev valgt som næstformand og dermed udgøres RU’s ledelse af århusianere – dog suppleret med Simon Frøsig, Amager, der blev genvalgt som landskasserer. Det første rigtigt spændende valg blev valget til forretningsudvalget, hvor der var kampvalg. Valgt


R A DIK A L U NGDOM MEN ER...

Nogle af RU’s landsmøder er gået over i historien. Som regel fordi, der blev vedtaget en masse politik, der skabte stor opmærksomhed. Men Radikal Ungdoms landsmøde 2007 går over i historien på grund af folketingsvalget, der til de ungradikales store travlhed blev udskrevet lige op til mødet. TEKST: Mads Brandsen FOTO: Johnny Wichmann

blev Toke Helmø, København, Jakob Ahrens, Århus, Anne Kamstrup, Aalborg og Mathias Kryspin, Nordsjælland. Derefter blev der valgt intet mindre end 36 personer til poster som ordførere, udvalgsformænd og udvalgsmedlemmer – og sidst, men ikke mindst: Kritiske revisorer. POLITIK Lidt politik blev der dog tid til. I en resolution bakkede Radikal Ungdom op omkring at Margrethe Vestagers pegefinger var landet på Helle Thorning-Schmidt. – Vi synes det er god ide at pege. For så ved vælgerne, hvor vi går hen. Og Helle Thorning er oplagt, fordi der er flere plusser end minusser ved hendes politik, sagde landsformand Andreas Steenberg. I resolutionen betones det, at det vigtigste for Radikal Ungdom er en regering, der er uafhængig af Dansk Folkeparti og, at der derfor reelt kun kan peges på Socialdemokraterne. – Vi er enige om at ændre socialpolitikken, fx starthjælpen. Vi vil også give mere I ulandsbistand, have en mere fair asylpolitik og gøre mere for miljøet. Så der er helt klart mere at komme efter hos Socialdemokraterne end der er hos VK, uddyber Andreas Steenberg. Mads Brandsen er HB-medlem i Radikal Ungdom og journaliststuderende ved Syddansk Universitet i Odense.

Der blev også lidt tid til politik på landsmødet, blandt andet blev disse fire resolutioner blev vedtaget. … – ikke at religioner skal have særbehandling, men at de skal underlægges samme regler for støjforurening som andre foretagender i samfundet. Det betyder blandt andet at klokkekimen tidligt om morgenen og om aftenen kan begrænses af kommunalbestyrelserne. … – at der skal være fri abort indtil 18. graviditetsuge. Ligesom i dag, skal forældrene dog ikke have adgang til information om barnets køn inden grænsens udløb. … – at regeringen bør nedsætte en privatiseringskommission. Kommissionen skal undersøge fordele og ulemper ved privatisering af de offentlige virksomheder samt fordele og ulemper at gøre plejehjem, skoler mv. til selvejende institutioner eller ved at sammenlægge dem. Kommissionen bør inddrage følgende variable i deres vurderinger: • Mulighed for effektiviseringer • Perspektiver for nærdemokratiet • Allokering af dygtige medarbejdere til institutioner med særlige behov … – at lukninger af små sygehuse i yderområder samt nedlæggelse af flere døgnåbne skadestuer til fordel for større og mere specialiserede enheder er en god idé. Vi mener dog, at de små sygehuse i størst mulig grad skal genanvendes til fx genoptræning.

RU FOR M A N DE NS K LU M M E

Mere kant til S Radikal Ungdom er imod, at Radikale Venstre kun har ni mandater. Vi vil have flere, fordi den radikale politik er unik og vigtig. Samarbejdet med S er vi for, da vi er mere enige med S på kultur-, social-, sundheds-, miljø- og udenrigsområdet, og desuden kan vi undgå DF. Så der er en del plusser, men så sandelig også minusser hvor der er brug for mange radikale mandater til at få gennemført den bedste politik for Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi ikke bare lægger os ned på maven for Helle Thorning, men står oprejst og fortæller hende, hvad hun skal mene FOR DET FØRSTE skal boligkravet, pengekravet, tilknytningskravet og 24 års-reglen for familiesammenføring afskaffes. Det er urimeligt, at kærlighed skal begrænses af økonomi, alder og noget så tyndt som ’tilknytning’. FOR DET ANDET er indkomstskatten for høj i Danmark – især for de højest lønnede (som i øvrigt åbenbart er hele 43 % af arbejdsstyrken). Skatten på arbejde skal ned, og især er det en god ide, når det kan finansieres med boligskat og grønne afgifter. VKO har givet over 20 mia. skattelettelser her, og det skader miljøet, skaber ulighed mellem boligejere og lejere og skaber ikke vækst. Lettelser på indkomst vil skabe vækst. FOR DET TREDJE skal vi have velfærdsreformer. Det går ikke, at vi kaster børnecheck, efterløn og ældrecheck efter alle. Det er der ikke råd til. Lad os i stedet bruge pengene på dem, der har behov. Vi har ikke råd til velfærdspengeposer til alle, men vi skal sørge for at få de svageste med på vognen. FOR DET FJERDE skal lønpopulismen fra Villy Søvndal undgås. I dag har sygeplejerskerne og andre mellemlangt uddannede sagt, at de er utilfredse med, at SOSU’erne skal have mere løn. Det kan jeg godt forstå. Jeg synes, at det er en uskik, at belønne lønmodtagergrupper, som man gerne vil have stemmer på en. Der er ikke kun brug for, at SR kommer til magten. Ydermere er der brug for, at Radikale Venstre står stærkt, så vi kan få S til at mene noget fornuftigt. Det skal vi huske at fortælle vælgerne – og det glemte vi under valgkampen. Andreas Steenberg Landsformand for Radikal Ungdom 59


D E T P O L I T I S K E VÆ R K S T E D

UDR EDNI NG FR A K R E-UDVALG

N Y FOR MAND FOR MILJØUDVALG

Sektorudvalget for Kultur, Ret og Etik har netop afsluttet en treårig arbejdsperiode, der er mundet ud i en række anbefalinger og forslag til fremtidens udvalgsarbejde og til ny politik. I hele perioden har Susanne Danig været formand og Mai Christiansen været næstformand og de to fortæller i en ny beretning om arbejdet og de nye forslag. Blandt andet foreslår udvalget, at den radikale Hovedbestyrelse beslutter, at det nye udvalg kommer til at hedde Udvalget for Kultur, Ret og Integration (KRI) – og at emnet etik dermed udgår. Lige ligeledes foreslår udvalget også, at kirkepolitik udvides til at være kirke- og religionspolitik. – Vi kan konstatere, at udarbejdelsen af politiske udspil sker lettest og bedst, når det sker i relation til konkrete behov i folketinget – og vi har haft gode resultater i dialog med ordfører. Samtidig er KRE udvalgets møder blevet udvandet for den detaljerede politiske diskussion, og der har været mere fokus på ekspeditionssager. Det har ikke været udviklende for møderne, og nogle vil givet have følt, det blev indforstået og for formelt. Vi mener der er et behov for en mere fleksibel arbejdsstruktur, lyder det i en beretning fra udvalget.

Sektorudvalget for miljø har fået ny formand. Det er Peter Nimann fra Odense, som også er HB-medlem og folketingskandidat i Odense. I forbindelse med formandsskiftet efterlyser den nye formand flere radikale medlemmer, der vil deltage i udvalgets arbejde. – Vi vil gerne forsøge at aktivere de medlemmer, der har en viden og en kompetence inden for et miljøområde, og som måske holder sig lidt tilbage fra at deltage i udvalgets arbejde fordi de er bange for, at de så bliver forpligtet på alt muligt. Men det er ingenlunde tilfældet. Vi vil meget gerne høre fra medlemmer, der måske har en ekspertise vi kan bruge, som så er meget velkommen ad hoc eller til et enkelt møde her og der. Man skal i hvert fald aldrig være bange for at møde op med den viden og det engagement man nu har, siger Peter Nimann, der påpeger, at miljøpolitikken vil være et centralt emne i en kommende valgkamp og der derfor er god brug for politisk ammunition fra udvalget – Klimaspørgsmålet er jo næsten dumpet ned fra himlen og det er guld værd for os. For der er stadig mange områder, hvor vi kan gøre en forskel i forhold til de andre partier. For eksempel i debatten omkring vores arealer og naturforvaltning generelt. Også på området omkring kollektiv trafik, kunne vi godt mere ambitiøse i forhold til de andre partier, siger Peter Nimann. Den nye formand hører meget gerne fra interesserede medlemmer. Han træffes på: peter.nimann@mail.dk

MERE TILGÆNGELIGT Udvalget har i hele perioden arbejdet under det radikale netværk, hvor al information er blevet lagt ud, og her har 140 mennesker modtaget informationer. Udvalget har dog har fundet det meget svært at komme igennem med resultaterne af udvalgets arbejde og aktiviteter til et bredere bagland. Derfor foreslår udvalget, at det ville være frugtbart, hvis sektorudvalgets arbejde er mere synligt for almindelige medlemmer, blandt andet gennem omtale i Radikal Politik (det sker nu, red.) og mere centralt på partiets hjemmeside. Det radikale netværk bør være mere tilgængeligt og brugerorienteret. Samlet set har udvalgets arbejde udmøntet sig i en lang række programmer og udspil. For eksempel: Ligestillingsprogrammet, et mediepolitisk udspil, et udredningsarbejde om ophavsrettigheder, der snart lanceres. Et nyt Kulturpolitisk program, samt planer om konference med emnet global etik/CSR, som Ny Alliances præsentation dog fik forpurret. Udvalget har også præsenteret et debatoplæg om hvorfor vi straffer, samt meget meget andet. For mere om udvalgets udredning, besøg www.radikale.dk 60

FÆLLESUDVALGSMØDER Der indbydes til tre møder i fællesudvalgene i det kommende år. Møderne har ofte stor værdi, da det er her radikale og medlemmer af folketingsgruppen mødes til debat. Samtidig er der en politisk orientering fra Margrethe Vestager. Som optakt til møderne vil der være en orientering fra gruppen og landsforbundet. Første møde blev afholdt den 27. oktober 2007. Det næste er den 8. marts 2008, mens det tredje bliver den 24. maj 2008.


BEDR E POLITIKUDVIK LI NG

MULTIFU NKTIONELE BYDELE

Disse sider i Radikal Politik deler navn med en arbejdsgruppe, som gennem 2007 har set på, hvordan samspillet mellem landsforbundet, folketingsgruppen, sekretariatet og de sektorpolitiske udvalg fungerer, herunder især hvordan udvalgene og partiets medlemmer som sådan kan deltage bedst muligt sammen med folketingsgruppen i den radikale politikudvikling. Politisk Udvalg nedsatte i foråret i 2007 en arbejdsgruppe til at se på ’samspilsproblemerne’. Gruppen kom til at bestå af Marianne Saxtoft (formand), Susanne Danig, Jens Rikardt Andersen, Hanne Roed og Morten Østergaard. Drøftelserne i gruppen har taget udgangspunkt i et ønske om at højne kvaliteten i dialogen mellem de sektorpolitiske udvalg og folketingsgruppen, herunder at sikre at det enkelte medlem (udvalgsmedlem eller ej), der ønsker at gøre en indsats i partiarbejdet, får bedre muligheder for reel medindflydelse. Med den baggrund i gruppens arbejde, er der nu skabt et pilotprojekt om skabelsen af nye radikale såkaldte politikværksteder gennem flere initiativer. Projektet løber i perioden fra september 2007 til september 2008 og skal den tid evalueres af Politisk Udvalg. De initiativer, der skal højne det politiske baglandsarbejde, er blandt andet følgende: Arbejdsgruppen foreslår, at der oprettes en såkaldt Ressourcebank, hvor alle radikale medlemmer let kan indtaste deres profil, cv, politiske interesseområder mv, både sådan, at medlemmerne kan tilmelde sig nyhedsgrupper osv. og ikke mindst sådan, at folketingsgruppen, udvalgsformændene og andre ansvarlige kan finde eksperter mv. i vores egen medlemsskare. Formålene er både kvalificering, aktuel dialog, inddragelse og medindflydelse, samt opdyrkelsen af nye politiske talenter. Dette initiativ er så småt allerede i gang via radikale.net Det skal også være lettere for udvalgene, at komme af med deres udtalelser, pressemeddelelser, programmer osv. Det foreslås derfor, at der på forsiden af radikale.dk indsættes en menu med titlen ’Nyt fra partiets udvalg og netværk’ (eller lignende). Der skal i den forbindelse sikres løbende omtale i Radikal Politik. (hvilket disse sider lige nøjagtig er til, red.). Derudover har udvalget anbefalet en lang række initiativer af mere intern og teknisk karakter. For mere information om ”værkstedsudvalgets” arbejde, er man velkommen til at kontakte gruppen.

Det radikale Venstres By og Boligpolitiske Underudvalg efterlyser nu et initiativ om monofunktionel til multifunktionel bydel. Radikal Politik har modtaget denne opfordring fra Lars Vestergaard og Jan Brøns fra udvalget: - Efter at den almene boligsektor i en årrække har været lagt for had og er blevet udplyndret af et flertal i Folketinget, ser det ud til at der er blevet ro til at opbygge renomméet, og arbejde med konstruktive løsninger. Vollsmose definerer sig nu som en integrationssluse, hvor svage ikke-integrerede flytter ind, bliver integreret og uddannet hvorefter de flytter ud i samfundet som velintegrerede samfundsstøtter. Brabrand Boligforening og Århus kommune har netop fremlagt en plan for omdannelse af Gellerup Planen og Toveshøj fra monofunktionel soveby til multifunktionel bydel. Det ser ud til at Gellerup følger i Vollsmoses kølvand med etablering af erhverv i de uendelige rækker af boliger, i et forsøg på at skifte fra ”monofunktionel” til multifunktionel bydel” Det er et vældig fint og dækkende udtryk, som vi ikke kendte da vi skrev en landsmøderesolution om problemstillingen vedr. ghettoer i 2003. Det er mindre positivt at Århus kommune og Brabrand Boligforening har overvejelser om at sælge nogle af de almene boliger. En byfortætning med nybyggeri til erhverv og kultur og evt. ejerboliger i et forsøg på at skabe en rigtig levende bydel er fint, men salg af almene, skriver de to udvalgsmedlemmer. Er der interesse for et møde om dette tager de to udvalgsmedlemmer gerne et initiativ. Kontakt: www.radikale.net/jan-broens.

61


D E T P O L I T I S K E VÆ R K S T E D

BAGLA N DET Her en oversigt over de radikale storkredse. Lokale møder og arrangementer m.v. henvises til de lokale blade, hjemmesider og radikale.net. Da redaktionen – trods stor radikal selvbevidsthed – ikke er alvidende, hører vi meget gerne fra kredsene, foreninger og enkeltpersoner med tip og forslag til stof til disse sider, der vil blive gennemgående for det ”nye” Radikal Politik. Det kan være et formandsskifte i en kommuneforening, et større arrangement, en ny kandidat, møder i politikgrupperne eller andet relevant. Send en mail til redaktion@radikale.dk

KØBENHAVN

FYN

ØST- OG MIDTJYLLAND

Kontakt: Johan Stubbe Østergaard Manøgade 12th • 2100 København Ø tlf. 33 93 48 40 / 26 34 70 01 e-mail: johan@ostergaard.org www.radikale.dk/hovedstaden

Kontakt: Jesper Olesen Agnetevej 26 • 5000 Odense C tlf. 65 91 10 71 e-mail: j.ole@webspeed.dk www.fyns-radikale.dk

Kontakt: Ejner Hviid Jensen Sjællandsgade 116st, 8000 Århus C tlf. 86 12 56 18 e-mail: ehj@stofanet.dk www.radikaleaarhus.dk

KØBENHAVNS OMEGN

SYDJ YLLAND

VESTJ YLLAND

Kontakt: Jens Karlo Jensen Aldershvilevej 26 • 2880 Bagsværd tlf. 57 61 33 82 / 29 44 89 16 e-mail: jens.karlo@get2net.dk www.radikale.dk/koebenhavnsomegnsstorkreds

Kontakt (øst): Per Kleis Bønnelycke Møllegården 21 • 6340 Kruså tlf. 74 67 67 67 e-mail: kleis@mail.dk

Kontakt: Erika Lorentsen Dalgasgade 53, 7400 Herning Tlf. 20 99 91 82 e-mail: erikal@ofir.dk

NOR DSJÆLLAND Kontakt: Torben Tallerup Ellehaven 54 • 2950 Vedbæk tlf. 45 66 08 10 • tallerup@ofir.dk

Kontakt (vest): Thomas Bjørndal Frihedsvej 21A • 6700 Esbjerg tlf. 75 13 53 86 e-mail: bjoerndal@tiscali.dk

NOR DJ YLLAND Kontakt: Jørgen Harder Elverhøj 34, 9400 Nørresundby tlf. 98 17 31 76 e-mail: jharder@stofanet.dk www.radikale.dk/nordjylland

BOR NHOLM Kontakt: Birger Nissen Kodalsvejen 5 • Ibsker • 3740 Svaneke tlf. 56 49 30 86 / 21 73 12 86 e-mail: birger@nissen.mail.dk

SJÆLLAND Kontakt: Bjarne Sommer Den lille Gade 13 • 2680 Solrød Strand tlf. 56 14 15 40 • e-mail: ete@sol.dk

N YTÅRSSTÆV NE MED N YE UDFOR DR I NGER Under overskriften ”Nye udfordringer til demokratiet” indbydes, der nu til det traditionsrige radikale nytårsstævne på Nyborg Strand. Stævnet er i år lørdag og søndag, den 5. Og 6. januar 2008 på Hotel Nyborg Strand. Stævnedeltagerne kommer blandt andet til at møde chefredaktør Lisbeth Knudsen, gruppeformand Margrethe Vestager, professor Ove Korsgaard, professor Kjeld Møller Petersen, vicedirektør Morten Albæk, partiformand Helle Thorning-Schmidt & ulandschef Christian Friis Bach og mange andre. (Se et fyldigt program i en annonce andetsteds i Radikal Politik, red.) Alle kan deltage - både rettroende radikale og allehånde fritænkere. Stævneleder er den radikale landsformand, Søren Bald. Se mere på www.radikale.dk for mere information og tilmelding.

62

62


TÆT PÅ: SI MON EM I L A M M I TZ BØLL Hvad er dit mest udtalte karaktertræk? At jeg bliver stærkt optaget af at høre om noget, som jeg synes er uretfærdigt. Så kan jeg nemlig ikke lade det være – også selv jeg er på vej til familiefest eller det på andre måder ville være klogest at lade det ligge.

Hvilket karaktertræk hos dig selv er du mest ked af? Jeg er mest ked af, at jeg måske har for stor en tendens til at springe motionen over, selvom jeg trænger til det, og jeg ved, at det gør mig glad at motionere.

Hvad er din foretrukne beskæftigelse? Hvis det ikke er politik arbejde, så er det at læse bøger. Hvis jeg skal stresse af eller er kørt træt i, at det hele er Christiansborg, læser jeg lidt. Det er typisk skønlitteratur eller en bog om nyere historie.

Hvilken af dine ejendele er du gladest for? Min bil. Selv det er meget politisk ukorrekt. Det er en knaldrød Volvo S40, som jeg har haft i 2,5 år. Jeg har en nedarvet interesse for biler, som godt nok sprang en generation over, fra min farfar.

Hvad er det bedste råd du har fået? Det var min samfundsfagslærer i gymnasiet, som sagde, at man skal huske ikke kun at klovne, men også tage nogle ting alvorligt.

Hvilket talent kunne du bedst muligt tænke dig at besidde? Jeg gad godt at kunne danse, for det er altid godt i selskabelig sammenhæng. Var det ikke Emma Gad, som sagde, at man skal lade sine børn gå til dans og spil? Mine forældre rettede sig kun efter musikken.

Hvad slapper du bedst af med? Enten ved at læse bøger eller ved at gå en tur med min mand og vores hund. På en gåtur får man snakket om andre ting eller noget der tynger. Man bliver heller ikke så nemt forstyrret, som man ellers let gør i en politisk hverdag.

Hvad købte du sidste gang, hvor du bagefter tænkte ”Arh, behøvede jeg virkelig det her”? Det var i går, da jeg købte to brætspil til vores sommerhus.

Hvem ville du ønske var radikal? Gitte Seeberg. Jeg synes, at det ville have været bedst for hende, hvis hun havde taget springet direkte. Hun virker dygtig.

Hvad ville du ønske at flere vidste? At SF’s politik er ufinanseret. Så ville de stemme på os i stedet for.

Hvad skal du lave i morgen? I morgen (27. november 2007, red.) åbner det nye folketing og om aftenen skal jeg til evalueringsmøde i region Sjælland.

Simon Emil Ammitzbøll er Folketingsmedlem for Sjællands Storkreds, hvor han ved det seneste valg lige netop blev valgt foran andre prominente radikale. Simon Emil har haft en langt række tillidsposter i partiet inden han første gang blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2005. Blandt andet har han været redaktør før nærværende publikation, samt medlem af partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse. Nu får blandt andre Krogerup Højskole glæde af hans kræfter, som formand for højskolens bestyrelse.

63


EN BOG DER VIL FOR MEGET Nikolaj Bøgh: Brødrene Møller – Historien om et konservativt dynasti. Aschehoug. Læst af Henning Nielsen NIKOLAJ BØGH skrev i 2003 en meget læseværdig bog om Per Hækkerup. Det var derfor med store forventninger, jeg gik i gang hans nye bog om Brødrene Møller. Lad det straks være slået fast, at forventningerne ikke blev indfriet. Selv om bogen har et stort omfang, vil den for meget. Den vil for det første skrive biografier om de to brødre Møller, henholdsvis Aksel Møller, der døde i 1958, kun 52 år gammel og da leder af Det Konservative Folkeparti, og Poul Møller, der bl.a. var finansminister i VKR-regeringen 1968-1971. Måske ville det i virkeligheden have været klogt at have koncentreret bogen om kun den ene

af dem. For det andet vil den fortælle historien om Det Konservative Folkeparti, og her lykkes det indimellem at få belyst baggrunde for de næsten evige stridigheder mellem forskellige personer og fløje. Og endelig har bogen også næste generation med, idet Poul Møllers søn Per Stig Møller, vores udenrigsminister, som er kilde til en række oplysninger, kommer til at fylde alt for meget. Som eksempel kan nævnes VKR-regeringens periode, som kun fylder mindre end 40 af bogens mere end 400 sider. Her ville det have været utroligt væsentligt at få belyst det forhold, hvor meget Poul Møllers sygdom, hvor han i februar 1969 i en uge svævede mellem liv og død, betød for VKR-regeringens eftermæle som en regering, hvor de offentlige udgifter steg mere end under de socialdemokratiske regeringer. Poul Møller forblev finansminister indtil marts 1971, selv om både den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard og flere af de konservative topfolk forsøgte at få Poul Møller til at indse, at han burde gå af. Men punktet belyses næsten ikke, for mere end halvdelen af siderne om VKR-tiden handler om Poul Møllers kone og om sønnen Per Stigs doktordisputats og akademiske karriere. Det forhold, at statsminister Baunsgaard så Poul Sørensens død i juni 1969 som et meget stort problem i forhold til de konservative, nævnes heller ikke. Med andre ord: bogens prioriteringer må indimellem undre. Hvorfor lange afsnit om, hvad de to brødre og Per Stig var oppe i til studentereksamen, men meget lidt om de politiske konsekvenser af Poul Møllers handlinger eller mangel på samme. GAMMEL ALLIANCE For radikale læsere er et lille afsnit, som forlaget har gjort en del ud af i for-

omtalen af bogen, af særlig interesse. Det er med en lidt for smart overskrift ”en ny alliance” et forsøg på at skrive om, at Hilmar Baunsgaard og Poul Møller i 1961 forud for Hilmar Baunsgaards udnævnelse til handelsminister i september 1961 skulle have gået med planer om at danne et nyt parti. Læseren må forgæves kigge efter mere konkrete beviser, som i hvert fald ikke findes i Hilmar Baunsgaards omfattende privatarkiv, som jeg selv har haft lejlighed til at gennemgå. Det viser sig da også, at det, Nikolaj Bøgh, bygger på, er en samtale med Per Stig Møller i efteråret 2006! Så der er ikke noget om snakken, for både Hilmar Baunsgaard og Poul Møller var tro mod hver deres parti. Poul Møller forblev jo også senere i sit parti, på et tidspunkt hvor han havde langt mere grund til utilfredshed og hvor sønnen Per Stig meldte sig ud og ind i CD. Det var kort efter det konservative katastrofevalg i 1975. Endelig et af de almindelige sure anmelderopstød: manglende korrekturlæsning. Men når der som i denne bog er tale om, at en af de to hovedpersoner Poul Møller mere end ti gange skrives med forkert fornavn Paul, må det med. Som nævnt er der for den politisk interesserede læser mulighed for i bogen at hente øget viden om de evige konservative borgerkrige samt stort og småt om de to hovedpersoner og deres familier. Men en færdig analyse af især Poul Møller som menneske og politiker savnes fortsat.

Henning Nielsen er formand for udenrigsudvalget i Radikale Venstre. Han er også forfatter og har blandt andet skrevet en biograf om den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard.

R A D I K A L P O L I T I K A N B E FA L E R : DET DANSKE FOLKESTYRE er udkommet på Gyldendal. I bogen skildrer fotograf Marianne Grøndahl Christiansborg gennem kameraets linse. Gennem mere end et år har Marianne Grøndahl bevæget sig rundt på og uden for Christiansborg og indfanget stemninger, bygninger, mennesker og de særlige øjeblikke, der præger arbejdet på Christiansborg. Marianne Grøndahl har haft adgang til hele slottet. Og alt er med. Skildret i mere end 150 stemningsmættede og fremragende billeder. Et must, hvis man interesser sig for folkestyret og vores parlament.

64


IK K E NOGEN R AR BOG Jens Høvsgaard: Solgt til Sex – menneskehandlens ofre og bagmænd. Peoples Press. Læst af Lone Dybkjær ”Det er ikke nogen rar bog, jeg har skrevet, men den kan ikke skrives anderledes, hvis jeg skal beskrive virkeligheden, som den er”, skriver forfatteren selv i sit forord. Og det kan jeg bekræfte. Bogen er en beskrivelse af de sidste lidt mere end to års arbejdsliv for Jens Høvsgaard, hvor han har valgt at beskæftige sig med menneskehandel, her i landet, men også i Rumænien. For os der har fulgt hans arbejde gennem de sidste år, er der ikke så meget nyt. Det gør det ikke mindre vigtigt, at bogen er der. Den viser ret godt hvad der foregår, og kan bruges som udgangspunkt for diskussionerne ved middagsbordene og i skolerne. Undersøgelser viser

jo nemlig at det er ”helt almindelige mænd inklusive familiefædre”, der går til prostituerede. Tallet er kun 14 procent, men det tror jeg ikke holder i dag. Ellers må aktiviteten være ganske stor, i betragtning af det antal prostituerede der er på gaden i dag. Det er helt slemt, det der sker i Rumænien. Men jeg vil alligevel her koncentrere mig om den danske del. Det er her vi skal starte. Og det gør vi ikke i dag. Det er fuldstændigt forfærdeligt hvad de handlede kvinder udsættes for. Og kendte man ikke den nigerianske Roses liv her i Danmark, ville man tro det var løgn, det der står i bogen. Ikke bare narres kvinderne til prostitution, de handles også over grænserne, uden at ane hvor de skal hen, de bankes og voldtages systematisk, hvis de pipper den mindste smule, de er totalt retsløse og ingen gør noget for dem. Rose fortalte til nogle af ”de rare og venlige mænd”, at hun var blevet bortført. ”Det er synd for dig, hvorfor går du ikke til politiet - spørger mændene hende undrende” Det tør Rose ikke - for så bliver hun sendt tilbage til Afrika - ”Det er synd for dig” siger mændene igen og går så videre med deres forehavende. De har jo betalt for det!!

man heller ikke. Man ved jo ikke om en kvinde er handlet. Hvor dum kan man være. Men lad os tage en fornyet diskussion. Vi satser jeg ved ikke hvad på rygning, fedme og meget andet. Men det her lader vi ligge. Det kan vi faktisk ikke være bekendt. PS. Rose kunne blive i Danmark og altså ikke udvises til hendes nigerianske bagmænd. Men hun er en af de få. Jeg er helt klar over, at vi ikke kan tage alle de handlede kvinder der kommer til Danmark under vore vinger. Men vi bliver et meget kynisk folkefærd, hvis vi ikke handler mere menneskeligt og konkret, end vi gør i dag.

Lone Dybkjær har både som MEP’er og nu MF’er været meget aktiv i kampen mod kvindehandel og ligestilling generelt, og er det fortsat. Blandt andet som medformand for Gender Task Force. Stability Pact for South Eastern Europe. Working Table on Democratization and Human Rights. www.lonedybkjaer.dk

TREDJESTØRSTE ØKONOMI Menneskehandel er den tredjestørste illegale økonomi i verden. Kun overgået af våben- og narkohandel. Alle er forargede over menneskehandlen. Men der gøres langt fra nok for at forhindre den. Heller ikke her i Danmark. Kriminalisering af kunderne som i Sverige, skal Danmark ikke nyde godt af. Så bliver der bare mere i det skjulte, siger man. Og mere råt. Til det sidste er, at sige at det kan det dårligt blive. Forbyde kunderne at gå til handlede kvinder vil

BORGEN er endnu en bog fra Gyldendal om Christiansborg. Med dette digre kaffebordsværk føres læseren i ord og billeder rundt på hele Borgen. Vi ser regeringschefen arbejde i Statsministeriet. Vi er med under statsbesøg, regeringsmøder og sikkerhedstjek. Vi følger politikerne i Folketinget. Og i et sjældent interview fortæller Hendes Majestæt Dronning Margrethe om kongefamiliens forhold til Christiansborg - hvor familien oprindeligt skulle have boet. Med bogen får læseren en unikt og underholdende indblik i det Christiansborg, som i efteråret 2007 kan fejre sine første 100 år. Og spørger man MF’erne, så er det en kærlig og omhyggelig indføring i livet på Borgen til hverdag og på festdage. Læseværdig, også for en som mig, der har haft sin gang på Christiansborg siden 1957, da jeg flyttede til København for at studere, som Niels Helveg Petersen skriver på sin side på radikale.net. Bogen er skrevet af Thomas Larsen og Bjarne Steensbeck og fotograferet af Bjarke Ørsted.

65


KAFFE

Exit Christiansborg TEKST: Søren Højlund Carlsen

FOTO: Ditte Valente

efteråret i år fik Elsebeth Gerner Nielsen et af den slags tilbud, som der er alt for få af her i livet. Et tilbud, som hun vidste hun ville fortryde, hvis hun afslog. Tilbuddet var nu også godt; kom hjem til din familie i din hjemby Kolding og bliv rektor for byens berømte designskole. Så kom folketingsvalget og Elsebeth Gerner Nielsen lod valgkamp være valgkamp og drog vestover til nye udfordringer og til et liv uden for politik. Den tidligere kulturminister sagde nemlig ja tak til tilbuddet og skal derfor være den nye rektor for Designskolen Kolding. – Jeg betragter Designskolen Kolding som et af de mest spændende og kreative miljøer i Danmark. Her uddannes de mennesker, der i fremtiden vil få enorm betydning for dansk økonomi. Jeg glæder mig over, at Designskolen Kolding har valgt mig som fremtidig holdleder, og jeg glæder mig til at være med til at præge dansk design i retning af en øget global bevidsthed, fortæller Elsebeth Gerner over en kop kaffe med udsigt til hendes gamle arbejdsplads.

I

66

Elsebeth Gerner Nielsen har været i politik i 13 år. I de år nåede hun blandt andet at være kulturminister og integrationsordfører for sit parti. Den sidstnævnte post overgav hun sidste år til Morten Østergaard. Med en indignation for to blev integrationsområdets mange hjerteskærende enkeltsager simpelthen for hårdt for den nybagte rektor. Men det er nu ikke den højspændte udlændingedebat og kampene med bl.a. fætrene Søren Krarup og Jesper Langballe, der har slidt hende op. – Det er jeg for længst ovre, jeg havde bare i mange år haft en af de vanskeligste poster i dansk politik. De to var nærmere nogle af dem, der kunne få mig til at blive, de fortjener kamp til stregen, siger Elsebeth Gerner Nielsen, der siden, blandt meget andet, har beskæftiget sig med socialpolitik og ligestilling. Alt sammen skal nu overlades til andre kræfter. Ikke fordi Elsebeth Gerner Nielsen er træt af politik, men fordi muligheden opstod og, hvis der skulle stå andet i hendes blå bog end forsker og folketingsmedlem, var det nu hun skulle slå til.

...jeg stopper fordi jeg frygteligt gerne vil prøve mit nye job...

– Det var faktisk lidt af et tilfælde. Jeg blev i sommer ringet op af et headhunterfirma, som fortalte, at stillingen som rektor på Designskolen i Kolding var slået op, og spurgte, om det var noget for mig. Det gibbede i mig med det samme. Designskolen er en af de bedste uddannelsesinstitutioner på designområdet. Ikke bare i Danmark, men i Europa. For det andet ligger skolen i samme by, som jeg bor i. Så jeg får mulighed for at følge mit barn i skole og leve et meget mere aktivt familieliv, end jeg har haft mulighed for indtil nu, siger hun.

Hvor meget betyder familieperspektivet for din beslutning? – Det betyder meget, det er klart. Nu har jeg pendlet i 13 år til og fra Kolding, og fremover får jeg kun 800 meter til mit nye arbejde, så det bliver en dejlig og kærkommen forandring. Men det er i lige så høj grad også selve arbejdet, som jeg er tiltrukket af. Jeg ser meget frem til at komme til at arbejde med uddannelse og design, som er et


”Jeg må acceptere Elsebeths valg, men det er et stort tab for den radikale folketingsgruppe, hvor Elsebeth har været et engageret, idérigt, humoristisk, omsorgsfuldt og meget arbejdsomt medlem. Jeg er overbevist om, at Elsebeth ikke forlader kampen for et mere kreativt Danmark. Hun har bare fundet en ny kampplads – uden for Christiansborg, siger gruppeformand Margrethe Vestager om hendes gruppefælles afgang.”

Elsebeth Gerner Nielsen har i sine 13 år i Folketinget været minister og blandt andet bestredet en lang række ordførerskaber, deriblandt kultur og udlændinge. Hun har også modtaget priser. Senest Brandbjergprisen, som hun fik overrakt i september.

Goddag til Kolding af de områder, hvor Danmark jo virkelig kan gøre en forskel, når det kommer til miljøvenligt design, design, der øger tilgængeligheden for handicappede og generelt bare et godt kvalitetsdesign.

Så når medier og andre analyserer på din afgang, som nogle jo har gjort for at finde andre motiver end det helt umiddelbare, så er de helt galt på den? –Ja, jeg ved godt, at man altid forsøger at finde en anden årsag, men der er, ærlig talt, ingen andre grunde til mit skifte end det faktum, at jeg gerne vil prøve det her, basta punktum! slår Elsebeth Gerner Nielsen fast med en stemme, der minder en om, at koldingenseren aldrig har været bleg for et godt slagsmål, og hendes motor har altid været et brændende engagement og indignation. Senest kom hun ud i en hård politisk storm, da hun iførte sig et tørklæde og lod sig fotografere ved siden af fiskerkonestatuen på Gl. Strand i København. Det skabte krise i partiet, og Naser Khader, der som bekendt siden har stiftet Ny Alliance, var blandt

de skarpeste kritikere. På vej ud af politik, tager Elsebeth Gerner Nielsen meget afslappet på ”tørklædegaten”.

Du har ikke fået nok af politik og løber skrigende bort hjem til Kolding? – Nej. tværtimod, understreger Elsebeth Gerner Nielsen, der faktisk gerne ville forsætte under den nye parlamentariske ledelse på Christiansborg. – Jeg synes, det er enormt interessant at arbejde under Margrethe Vestagers ledelse. Og jeg har egentlig lyst til at fortsætte og er rigtig ked af at skulle

holde op, for jeg ser en stor fremtid for vores parti. Men jeg er kommet dertil, at jeg er endnu mere glad for at arbejde som rektor for Designskolen i Kolding. Længere er den ikke. Jeg stopper, fordi jeg frygtelig gerne vil prøve mit nye job, siger Elsebeth Gerner Nielsen.

Og du forbliver medlem af Radikale Venstre? – Det kan du tro, jeg har endda fået skrevet ind i min kontrakt, at jeg gerne må være medlem af et politisk parti. Det slipper jeg aldrig. □

K A F F E er Radikal Politiks nye interviewserie, hvor

redaktøren, her på bladets to sidste sider, møder en radikal personlighed, der på den ene eller anden måde har gjort sig bemærket i de forgangne måneder. Denne gang bød vi Elsebeth Gerner Nielsen på en kop kaffe lige inden valget. Hun meddelte jo kort inden, at hun forlod Folketinget til fordel for designskolen i Kolding. Har du en god ide til, hvem redaktøren skal give kaffe – og ja tak, gerne en latte – så send en mail til redaktionen.

67


Maskinel magasinpost ID 42158 Afs. Postboks 7777 7000 Fredericia

NYE UDFORDRINGER TIL DEMOKRATIET • Nytårsstævne • Nyborg Strand • den 5.–6. januar 2008 • PRO GR A M: OVE KORSGA ARD, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet:

”Sammenhængskraft! Jo, tak! Men med hvilke midler skal den skabes?” PREBEN BR ANDT, overlæge, Rådet for socialt udsatte:

”De sidste bliver ikke de første, men de skal med?” LISBETH KNUDSEN , chefredaktør Berlingske Tidende:

”Selvfølgelig er det mediernes skyld” M O R T E N A L B Æ K , vicedirektør & samfundsdebattør: ”Demokratiet - et middel mod vanetænkning?” K ARINA PEDERSEN , universitetslektor:

”Ildsjæle, landsbytosser og spindoktorer – hvad skal vi med de politiske partier?” JEPPE BRUUS CHRISTENSEN , Formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, T R I N E H E M M I N G S E N , udviklingskonsulent og sektionsleder på Roskildefestivalen og Z E N I A S TA M PE , konsulent & demokratinørd:

”Lad demokratiet løbe løbsk” CHRISTIAN FRIIS BACH , international chef i Folkekirkens Nødhjælp:

”Demokrati i den 3. verden – hvem lærer hvem noget?” KJELD MØLLER PETERSEN , professor i sundhedsøkonomi: ”Når skatten ryger, forsvinder demokratiet” Om regionerne med folkevalgte uden skatteudskrivningsret” LYKKE FRIIS , prorektor ved Københavns Universitet: ”EU ud af ghettoen”

Aktuel politisk debat: HELLE THORNING-SCHMIDT, formand for socialdemokraterne, BENDT BENDTSEN , erhvervs- og økonomiminister og formand for Det Konservative Folkeparti, og MARGRETHE VESTAGER , formand for den radikale folketingsgruppe. Ordstyrer: SØREN BALD Ret til ændringer forbeholdes Alle kan deltage i nytårsstævnet, der varer fra lørdag den 5. januar kl. 13 til søndag den 6. januar kl. 15. Stævneleder er landsformand Søren Bald. FOR T I L M E L DI NG og flere oplysninger, besøg www.radikale.dk eller kontakt sekretariatet.

Radikal Politik 2008, nr. 1  

Radikal Politik 2008, nr. 1

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you