TILFLUGT
- en dialog på tværs af rum
Introduktion
Projektet Dialog på tværs af rum et tværæstetisk, tværfagligt og tværinstitutionelt samarbejde mellem spillestedet Radar i Aarhus og kunsthallen Regelbau 411 på Thyholm. Idéen til projektet opstod under pandemien i 2021, hvor store nedlukninger af kulturlivet skabte udfordringer omkring udviklingen og gennemførelsen af alt fra koncerter til forestillinger og udstillinger rundt omkring på landets kulturinstitutioner.
Fælles for alle var opgaven at omstille sig til denne nye virkelighed, der berørte både det kunstneriske indhold og de institutionelle rammer, hvor publikum møder kunsten. Med formålet at skabe nye formater for kunstnerisk produktion og præsentation gik Radar og Regelbau 411 sammen om at arbejde på tværs af kunstneriske og institutionelle praksisser.
Resultatet af projektet er udstillingen TILFLUGT, skabt af multidisciplinær kunstner Signe Klejs og komponist Christian Windfeld. Udstillingen åbnede den 3. september 2022 på Radar og Regelbau 411 som en dialog på tværs af rum og som et møde mellem kunsthallen og spillestedet, udstillingen og koncerten, kunstneren og komponisten.
Denne folder giver indblik i udstillingen for alle interesserede, der ønsker at fordybe sig i projektet og dets resultater.
Vi vil gerne rette en stor tak til alle, der har været involveret i projektet, herunder frivillige, fonde og bidragsydere. Sidst men ikke mindst en stor tak til Signe Klejs og Christian Windfeld for deres kunstneriske engagement og for en smuk og tankevækkende udstilling.
Matilde Best, Simon Thykjær og Martin Aagaard Projektledere og kuratorer på Dialog på tværs af rum
Om udstillingen
Udstillingen TILFLUGT er en dialog på tværs af rum. Med udgangspunkt i kunsthallen Regelbau 411’s bunkere ved Oddesund og det alternative spillested Radar i Aarhus har interdisciplinær kunstner Signe Klejs og komponist Christian Windfeld skabt et værk, hvor de to lokationer danner udgangspunkt for et møde mellem stedbundne, institutionelle og kunstneriske praksisser. Sand, slagtøj og lyd indgår i udstillingen, der reflekterer over de narrativer og forestillinger, der knytter sig til de to lokationer og menneskets søgen efter et helle i en kaotisk verden.
I denne kontekst peger udstillingen mod meditationen og ritualet som åndelige rum, hvor de besøgende kan søge tilflugt. På mere end hundrede kilometers afstand, og i en simultan begivenhed af otte dages varighed, bindes Radar og Regelbau 411 sammen. Hér opløses tiden for en stund, og afstande flettes sammen i en cyklisk evighed. Udstillingen er kurateret i et samarbejde mellem Radar og Regelbau 411 som en dialog på tværs af faglige, fysiske og institutionelle rum. Ved at fusionere de institutionelle praksisser repræsenteret ved Radar som spillested og Regelbau 411 som kunsthal skabes et nyt format, der udfordrer traditionelle forestillinger om den performative koncert og den stedsspecifikke udstilling. Udstillingstekst til udstillingen TILFLUGT på Radar og Regelbau 411.
Video
Om at arbejde “på tværs af rum”
Uddrag af en samtale
CW: “Hvad er der fælles mellem disse steder? Vi er blevet ved med at søge tilbage til, at det er steder, hvor man søger tilflugt. Spillestedet og bunkeren er på hver sin måde tilflugtssteder. At søge tilflugten – det er samtidig også et behov, mennesket har. Det har man også nu. Det virker som om verden skal rekalibreres ovenpå de seneste års omvæltninger og hér har vi brug for steder, hvor noget nyt kan tage sin begyndelse”
SK: “For at blive en helhed, må man også behandle stederne som modsætninger. Først i mødet bliver det en helhed. Vi har ikke haft en køreplan. Det har drejet sig om at få disse to rum til at mødes. Alt det kunstneriske er opstået i en vekselvirkning, hvor udvekslingen mellem idéer og udtryk har skabt de her overlap, hvor både lokationerne og vores individuelle praksisser finder sammen.”
CW: ”Overlap er netop nøgleordet. Vi har kredset om at finde dette sted. Søge denne tilflugt. Rejsen derhen. Det er opstået gennem overlap, hvor forbindelsespunkterne har udkrystalliseret sig som en dialog på tværs af de forskellige rum”
Signe Klejs (DK) arbejder ofte tværæstetisk og stedsspecifikt. Med et element af forandring, og i samspil med omgivelserne, udfordrer hun idéen om værkets sublimitet og minder os om, at i morgen er forskellig fra i går.
Christian Windfeld (DK) er uddannet solist fra Det Jyske Musikkonservatorium og har som performende komponist tidligere opført sine værker i Australien, USA og Europa. I 2015 blev han udvalgt til Statens Kunstfonds ordning ‘Den unge elite’.
Video
Dialog på tværs af rum
Undervejs
Projektstart
Under overskriften Dialog på tværs af rum er formålet med projektet at udforske og eksperimentere på tværs af kunstneriske og institutionelle praksisser – kunsthallen og spillestedet, udstillingen og koncerten, billedkunstneren og komponisten.
Værkproduktion og installation
Udviklingsfasen
I udviklingsprocessen tager værket form gennem site-visits, refleksionsmøder og materialeovervejelser. Beton bliver italesat som et fællestræk ved de to institutioner i sammenhæng med lyd og sand som medier og elementer med flygtige egenskaber.
Værket samler sig omkring tilflugten, som et greb, der italesætter spillestedet og bunkeren som tilflugtssteder. På tværs af de to lokationer opstår idéen om et tredje, meditativt rum, der peger mod kunsten og ritualet, som steder hvor mennesker kan søge helle i en kaotisk verden.
Etablering af kunstnersamarbejde
Multidisciplinære kunstner, Signe Klejs og komponist Christian Windfeld får til opgave at skabe et værk, der – som en dialog mellem de to lokationer – arbejder i krydsfeltet mellem koncerten og udstillingen som kunstneriske formater.
Udstillingen åbner
Den 3. september 2022 åbner udstillingen TILFLUGT med fernisering på Radar om formiddagen efterfulgt af åbning på Regelbau 411 om eftermiddagen. Udstillingen holder herefter åbent som en synkron begivenhed af otte dages varighed og på mere end 150 km afstand.
Lyden af tiden, der rinder ud
Centralt i Radars mørklagte rum, omkranset af en ring af højttalere – et såkaldt akusmonium – står fem bækkener oplyst i violet. Som fra et timeglas i loftet daler en sagte strøm af sand, der knitrende rammer bækkenerne, og modsvares af en rungende, lavfrekvent, metallisk dronende gong fra de omkringstående højttalere. Udspændt mellem det tidløse og det flygtige møder sand metal; knitren som eroderende regn og fygende sand, buldren, som jordskorpens tektonik eller havets rasen. Det er saktralt, langsommeligt, nærmest kosmisk: Lyden af tiden, der rinder ud.
Bag TILFLUGT står billedkunstner Signe Klejs og trommetæmmer Christian Windfeld. Klejs har i en årrække arbejdet med sandets flygtige natur, og Windfelds eksperimentale tilgang til slagtøjets materialitet og klangmæssige potentialer er et både frugtbart og originalt match.
Der er dog ingen tvivl om, at værket først for alvor folder sig ud, hvis man tager turen til Thy, hvor den anden halvdel af installationen udfolder sig i kunstbunkeren Regelbau 411. Dén oplevelse er det desværre langtfra alle besøgende på Radar undt, og det er en skam, for det er først i samspillet mellem de to lokaliteter, hvor lydlige og visuelle spejlinger og ekkoer resonerer på tværs af tid og sted, at udstillingens egentlige tematik åbenbarer sig for publikum. Uden denne oplevelse efterlades den gennemsnitlige besøgende i Aarhus lidt uforløst med den ledsagende introduktionstekst. Når det så er sagt, udgør installationen på Radar isoleret set stadig et velfungerende moment of zen, og absolut blandt de mere interessante og poetiske indslag i Aarhus lige nu.
Seismograf 4/9/2022
Af Christian Salling
Kuratorisk efterskrift Det siger publikum
Projektet Dialog på tværs af rum blev skabt i konteksten af et kulturelt klima, hvor usikkerhed og omstillingsparathed var den nye dagsorden. Undtagelsen var blevet normalen. Ingen vidste om vante adfærdsformer, rutiner og kulturelle formater nogensinde ville blive de samme, som før pandemien kastede sin skygge over verden.
Ved projektets afslutning havde verden atter ændret sig. Dagligdagen var kommet tilbage. Hvad der i første omgang var et projekt, der skulle svare på en bestemt dagsorden, blev automatisk indskrevet i en ny kontekst: tiden efter pandemiens jerngreb og hvordan mennesket atter måtte finde nyt fodfæste.
Projektets udstilling kan både ses som en direkte konsekvens af sin tid, men også som et universelt udsagn om menneskets behov for tilflugtssteder og muligheden for, at verden kan åbne sig på ny.
”TILFLUGT var en af årets store kunstoplevelser, som efterlod mig åben og nysgerrig. Vi er rundet af fortiden og har ofte blikket rettet mod fremtiden, men dette værk gav mig en sjælden oplevelse af, at nuet rækker.”
Marianne Grymer Bargeman, Leder af Den Selvejende Institution Godsbanen
“II absolutely loved the exhibition, and it’s so exciting to see something like this outside of Copenhagen. I really enjoy that I don’t know what space I’m in… looking at a concert? listening to a visual artwork? There is something beautiful about this thing that feels greater than the sum of its parts. They become these non-identical twins and there’s a kind of magic in trying to understand what genetics they share.”
Matthew Rawcliffe, Danser
”Udstillingen var meget veludført i min optik. Jeg syntes, at det var et smukt og delikat møde mellem billedkunsten og musikken. Jeg var meget optaget af sandet, der faldt i stråler af violet lys og blev til et smukt virvar af lyd.”
Sara Duborg Døssing Museumsinspektør på Heart Herning Museum of Contemporary Art
Med projektet er der givet et bud på et tværæstetisk format, hvor den performative koncert og den stedsspecifikke udstilling sammentænkes til inspiration for eftertiden og til gavn for nutiden, der kalder på nye begyndelser.
TILFLUGT – En dialog på tværs af rum
© 2022 Radar & Regelbau 411 Radar Skovgaardsgade
DK-8000 Aarhus C www.radarlive.dk
Regelbau 411 Hovedvejen 1 DK-7790 Thyholm www.regelbau411.dk
Kuratorer: Matilde Best, Simon Thykjær & Martin Aagaard Kunstnere: Signe Klejs & Christian Windfeld Layout: Jon Gotlev
Fotokreditering: Mikkel Kaldal 3-8, 13-15, bagside
Tryk: Nemprint Søren Nymarks Vej 21
DK-8270 Højbjerg