Page 5

tør

goder, som i saa rigt maal staar til vor raadighed i dag, er betinget af staalet. En nations staalforbrug er ligefrem et maal for folkets velstand. Saaledes blev der i 1956 brugt 625 kg staal pr. indbygger i USA, 430 kg i Vesttyskland, men kun 4 til 6 kg i Ægypten og Indien. Med den stigende velstand er jern- og staalproduktionen da ogsaa fortsat stigende, og da jernforekomsterne er nogenlunde spredt over hele jorden, er noget af det første man gør i de store omraader af jorden, som tidligere af den ene eller anden grund har været ladt tilbage i den tekniske udvikling, at grundlægge en staalindustri. Det gælder i saa høj grad Kina, hvor man inden endnu flere store staal værker kommer i gang, fremstiller jern paa husmandsvis i tusindvis af smaa ovne, og i Indien, hvor der i de seneste aar er rejst 3 store moderne staalværker, hvert med en kapacitet paa 1 million tons staal pr. aar. Den totale raajernsproduktion i verden var i 1959 210 millioner tons, hvoraf U S A fremstillede godt 26 %, U S S R 20,5 %, Vesttyskland 8,8 %, England 6 %, Frankrig 5,9 %, Kina og Japan hver 4,8 %. Naar vi paa DDS tænker paa staal, er vi naturligvis tilbøjelige til at sætte fremstillingen heraf i forbindelse med skrot, og skrot er et særdeles velkomment udgangsmateriale overalt i verden for fremstilling af staal, men det medfører ikke en forøgelse i kredsløbet. Forøgelsen kan kun komme fra jorden. E MATERIELLE

Jern er et grundstof, hvis kemiske betegnelse er Fe. Men det forekommer praktisk taget ikke i ren tilstand i naturen. Det er graahvidt og ikke nær saa stærkt, som det man i almindeligt sprogbrug kalder jern, idet det sidstnævnte er en legering, som ganske vist i hovedsagen bestaar af jern, men iøvrigt er kemisk forbundet med andre stoffer som mangan, chrom, wolfram, kulstof, silicium, fosfor, svovl m. fl. i større eller mindre mængder. Nogle af stofferne kan være ønskede, andre uønskede, men alle har de afgørende indflydelse paa færdigproduktets egenskaber. Af væsentligst betydning er kulstofindholdet, som er afgørende for, om jernet er smedebart eller ikke. Smedebart jern har et kulstofindhold mellem 0,01 og ca. 2'% og benævnes staal, medens jern med et kulstofindhold mellem ca. 2 og 7,5 % ikke kan formes ved smedning og valsning, men lader sig smelte ved en forholdsvis lav temperatur. Det benævnes raajern eller støbejern. „Staalˮ i sin oprindelige betydning var smedebart jern med en forholdsvis høj brudstyrke, og som kunne hærdes, men idag benævnes alt smedebart jern som staal, ofte med en tilføjelse efter fremstillingsmaaden - f. eks. Siemens-Martin staal, Thomasstaal, Elektrostaal - eller efter dets sammensætning - f. eks. nikkel-, krom-, mangan-, eller wolframstaal o.s.v. Endelig findes der staalstøbegods, som faktisk er smedebart staal, som er udstøbt direkte til maskingods.

Jernmalm. Som nævnt kan forøgelsen af jern- og staalmængderne kun komme fra jorden. Her findes jernet i sammenblanding med forskellige stoffer, og blandingen kaldes malm eller ertz.

5

Profile for Preben Jørgensen

Staalbaandet - 1960 - Nr. 4  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, årgang 1960

Staalbaandet - 1960 - Nr. 4  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, årgang 1960

Advertisement