Page 16

tør

sidder paa skrænten ude ved Liseleje en lørdag eftermiddag. Vi sidder her for at passe paa børnebørnene, som tumler sig nede ved strandkanten. Det er ikke nogen særlig let opgave, thi det vrimler med mennesker overalt paa denne dejlige sommerdag. Dog maaske er den alligevel ikke saa dejlig! Ja, vejret er der ikke noget i vejen med. Solen straaler fra en skyfri himmel, og havet kruses af en let brise, men der er et spektakel omkring os, saa vi daarligt kan faa ørenlyd for de her transportable radioer. Pokkers til mode, siger Olsen. Det burde forbydes det skidt! De kan vel nøjes med at høre radio hjemme. Men ungdommen skal lave støj. Før i tiden var det dog mest, naar de laa i vuggen. Nu fortsætter de langt op i aarene med knallerter, motorcykler og saa de her forbandede støjkasser. Man kommer snart til at se sig om efter en øde ø! — En øde ø, Olsen. — Hvad vil De med den? spørger jeg. — De kan være rolig for at der vil vrimle med speedbaade omkring den. Hva', siger Olsen. Han kan ikke høre mig — en eller anden vræler i alle de her radioer, som fik han stukket en kniv i ryggen. Hvad siger De? spørger Olsen. Speedbaadene, raaber jeg, de vil fare rundt om øen med skrigende ungmøer paa vandski. Ja, det skal nok passe, siger Olsen, og saa sidder vi lidt og drømmer om de »gode gamle dage«. Næ, siger Olsen, det bliver snart for meget af det gode med al den her teknik. — Om man bare kunne holde maade! Ja, ja, svarer jeg, det er dog den vi og millioner af andre lever af. LSEN OG JE G

16

Det kan godt være — men det bliver misbrugt. Der bliver opfundet og konrtrueret, stadig kommer der nyt. Atom- og brintbomber, knallerter, fjernsyn og radioer, sputniker og hvad ved jeg, og folket jubler. Men efter nogen tid opdager man, at det maaske ikke var saa godt endda, og man faar travlt med at forbyde. Men naar idéen først er kommet ind i verden, er den der og forsvinder aldrig. Saa enten det bliver forbudt eller ej, hænger djævelskabet stadig over hovedet paa os. — Det var ellers et langt spring, Olsen — fra radioer til atombomber. — Er det? svarede Olsen lidt spydigt, og jeg kan mærke paa ham, at han er vældig oplagt til en diskussion. — Det synes jeg ikke — fortsætter han — atombomben slaar ganske vist folk rigtig ihjel, men de her transportable radioer og alt det andet gøgl skal nok blive aarsag til en aandelig massedød. Ja, det har vi talt om før Olsen. Men endnu gaar det da meget godt! Saaeh, siger Olsen, synes De? —Ja, rent materielt er der selvfølgelig ikke noget i vejen, tværtimod havde jeg nær sagt. Folk har jo raad til at købe biler, radioer, fjernsyn, køleskabe, og hvad ved jeg — men er de lykkeligere af den grund? — Ja, men Olsen, siger jeg lidt betuttet, vil De da hellere ha' fattigdom? Gu' vil jeg ej! Olsen bander, men det er nok, fordi han er blevet lidt hidsig. — Nej, det jeg er gal over, fortsætter han, er at menneskene er saa forgabet i teknikken. Staar de ikke der og maaber, naar der er en chance for at se en sputnik, Stjernehimlen har de aldrig set. — Hvem læser en ordentlig bog mere. — Ja, fagbøger maaske, de bliver jo anbefalet fra højere sted, men bøger som giver os menneskelig forstaaelse og lærer os at se ind i os selv? Hov, hov, Olsen, afbryder jeg, hvem har gjort det før — jeg mener, før teknikken

Profile for Preben Jørgensen

Staalbaandet - 1960 - Nr. 3  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, årgang 1960

Staalbaandet - 1960 - Nr. 3  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, årgang 1960

Advertisement