Page 30

Bruegel er nemlig ikke alene en af verdenskunstens største enkeltskikkelser, men hans værker er tillige noget helt nyt i tidens kunst, idet han er den første virkelige hverdagens maler, den første „socialmaler", som skildrer folkets liv for folket. Bruegel levede i høj renæssancens tid, Michelangelo var hans samtidige, og Rafael var paa den tid nylig død. I hele Europa var Italiens kunst førende og forbilledlig, saaledes naturligvis ogsaa i Bruegels eget fædreland. Emnerne for billedkunsten var dengang de klassiske: kirkelige andagtsbilleder, mytologiske guder og gudinder og højtidelige portrætter, men helst i „den store stil" og fremfor alt „skønne". Da Bruegel var midt i tyverne, gennemførte han en fleraarig studierejse til Frankrig og over Alperne til Italien. Det er muligt at skimte hans rejserute, og man ved, at han mødte kunstnere fra Michelangelos kreds. Den største oplevelse paa rejsen synes imidlertid at have været mødet med Alpeovergangenes bjærge. En række tegninger har bevaret billederne af højfjeldenes egne, der nøje lader sig stedfæste. Disse skitser blev ofte siden udnyttet i hans malerier. Ved hjemkomsten fra Italien var det dog, som om han strøg de fleste minder om Italiens stil og æstetik ud af sit sind, og hans oprindelige bondemiljø blev det, som prægede og fyldte hans billeder. Bruegel slog sig igen ned i Antwerpen, hvor han i en aarrække paany virkede som tegner for endelig at begynde at male i midten af trediveaarsalderen. Hele hans virksomhed som maler udspiller sig indenfor et tidsrum af højst tolv aar. I denne korte periode overvinder han ikke blot med maalbevidst sikkerhed og hast sit lands ældre tradition, men sammenfatter tillige og fuldender de uforløste tilløb til dens fornyelse og hæver kunsten til et højdepunkt, hvorfra virkningerne

30

spreder sig ind i fremtiden til Rubens og hans samtids nederlandske kunst. Man kan tydeligt se paa Bruegels malerier, at han er begyndt som tegner. Hans billeder kan taale at ses under lup i detailler. Ofte faar man det indtryk, at han malede med penne og ikke med almindelige pensler. Hvilket mylder af fortællende indhold er det ikke lykkedes at skabe gennem denne fremgangsmaade? I hans billede „Ordsprogenes by" anskueliggøres hele 92 af tidens talemaader, hvoraf mange er gængse endnu. Her løber man panden mod en mur, tager hinanden ved næsen, graver grav for andre, kaster perler for svin, spiser kirsebær med de store, kigger hinanden i kortene, klipper soen o.s.v. — alt en broget satire over menneskers daarskab og naragtighed Helt modsat i „Børnelegene", hvor børns glade, larmende terror synes at fylde hele byen. Hvor morsomt er det ikke at genkende talrige lege, som børn den dag i dag muntrer sig med - ogsaa i Danmark. Livsudfoldelsen er i sandhed stor, mere end 300 børn er beskæftiget med at lege. Det er børn af Bruegels tætte, lavstammede, flamske folk, godlidende og indbyrdes ret fordragelige. Stakittet er pænt og helt, og her findes ingen knuste ruder. Hensigten med billedet har vel været i en art katalogform at skildre børnelegenes art og mangfoldighed, men samtidig udstraaler det en tone af varme, som man fristes til at fortolke som et udslag af Bruegels instinktive tro paa en oprindelig og aldrig helt tilintetgjort godhed i den menneskelige natur. Mytologiens og bibelens fortællinger har Bruegel omklædt i datidens nederlandske dragt. Paa det mærkelige, lysstraalende billede af „Ikaros' fald" (Ikaros, der lavede sig vinger af fjer og voks, men som kom solen for nær) drager plovmanden sin fure, og hyrden vogter sine faar, de bemærker

Profile for Preben Jørgensen

Staalbaandet - 1959 - Nr. 3  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, årgang 1959

Staalbaandet - 1959 - Nr. 3  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, årgang 1959

Advertisement