hundrede pund væk, og da vi spillede fodbold paa krigsbetingelser, hvilket vil sige, at vore bedste spillere var ved fronten, var der ikke mange tilskuere til vore kampe. Ved en ekstraordinær generalforsamling fik jeg fuldmagt til at meddele den skotske fodbold union, at Cambuslang fodboldklub ikke ville fortsætte med turneringskampe, før forholdene blev bedre, altsaa engang naar krigen var forbi. Da vi imidlertid ikke ville opløse klubben, maatte vi samle os om noget andet end fodbold, hvorfor vi arrangerede dans, spil, koncerter o. s. v. En ubetinget succes var "The Burns Supper", en sammenkomst paa aarsdagen for Robert Burns fødsel. Robert Burns er vor nationale digter og en af verdens bedste.*) En anden ting, som interesserede mig meget, var sang. I flere aar havde jeg været leder af Cambuslang sangkor, som havde sunget mange steder i Vestskotland og ved mange festivals, og det var en dejlig dag, da vi i Edinburgh vandt det mandlige sangkors pris. I dette kor havde vi folk af alle slags. Dirigenten var i det daglige kontormand, men stillede i sin fritid sine fremragende musikalske evner til raadighed for sangkoret. Det var et haardt slag for os, da han døde i en forholdsvis ung alder. Vi var med ved hans begravelse og sang ved hans kiste. Men som tidligere sagt: En rullende sten samler ikke mos, og en dag fik jeg gennem min faglige organisation tilsendt et ansøgningsskema til en stilling i Tyrkiet. Skønt der var krig, og Tyrkiet var et neutralt land, var regeringen interesseret i at faa placeret engelske og skotske fagfolk indenfor den tyrkiske industri, hvor tyskerne hidtil havde gjort sig stærkt gældende. Jeg udfyldte ansøgningsskemaet og fik faa dage senere besked om at møde en agent fra den tyrkiske regering paa Hotel „Adelphi" i Glasgow. Her blev jeg vist op paa hans værelse,
24
og efter at være blevet forhørt paa kryds og tværs blev jeg antaget til at arbejde i Karabuk i Tyrkiet. Herefter gik dog nogen tid, inden alle formaliteter var i orden og en kontrakt mellem "The Summer Bank", Ankara, og mig blev underskrevet. I kontrakten forpligtede jeg mig til at arbejde hos The Karabuk Iron and Steel Works i en periode paa 3 aar. Vi - vi var nemlig 12 ialt, der skulle afsted - blev vaccinerede og blev raadet til at ekvipere os for hele perioden, idet det ville være vanskeligt at skaffe sig klæder i Tyrkiet. Efterhaanden var pas og papirer i orden, jeg havde faaet pakket kufferten og afventede kun nærmere ordre for afrejsen. Efter mange annulleringer kom der endelig ordre til at rejse til Bristol, hvor vi mødtes med regeringens repræsentant, der traf aftaler vedrørende vor forplejning m. m., og saa tog vi bussen til skibet. Efter mange besværligheder med toldundersøgelse, paseftersyn og med vore rationeringskort kom vi endelig ombord og nød aftenen i fred og ro. Det var selvfølgelig svært at slippe tanken om den rejse, der forestod. Vi skulle sejle i konvoj den lange vej syd om Afrika, og ude i Atlanterhavet kredsede de tyske undervandsbaade som hajer - skulle vi blive bytte for en af dem? Den næste dag sejlede vi. Kursen gik syd om England, op gennem det irske hav - nord om Irland og ud i Atlanten. Skotland - ja jeg ser et glimt af Clyde, men det sneer og er koldt. Her er mange skibe i konvojen - en tyve stykker vil jeg tro, og vi er godt beskyttet af flere krigsskibe. Kursen gaar i sik-sak sydover mod Afrika, og en dag er vi i Freetown, en havn paa Afrikas vestkyst. Vi har fire dages op-