Page 18

sidder paa en bænk paa torvet og soler sig, da jeg kommer forbi en lørdag eftermiddag. Jeg standser naturligvis op og sætter mig ved siden af ham; thi Olsen er altid værd at slaa en sludder af med. „Goddag Olsen," siger jeg, „hvordan i alverden er De havnet her, De skulle jo være hjemme i Ølsted paa denne tid." „Naa hva'," siger Olsen, „det haster vel ikke, en anden har vel ogsaa lov at hvile sig lidt." Og selvfølgelig har Olsen lov at hvile sig. Men at sidde til stads her midt paa torvet forekom mig dog ikke rigtig at høre til Olsens vaner. „Naa ja," fortsætter Olsen, „det er nu heler ikke for min egen fornøjelse, jeg sidder her, det er mutter, der absolut skulle krølles, bare fordi der kommer et par gæster i morgen, og saa ta'r vi bussen hjem sammen - hvis vi ellers naar det!" „Ja," indskyder jeg, „det ta'r jo sin tid ved damefrisøren." „Tid!" siger Olsen, „ja det tør nok antydes. Naar en anden skal til klipperen, er det gjort paa mindre end 10 minutter, men damerne forsømmer gerne baade hus og hjem for et par krøllers skyld." - Jeg kan nok mærke paa Olsen, at han er lidt gnaven over ikke at have faaet sin middagssøvn, og det med de 10 minutter skal nok pase, for Olsen er forlængst vokset gennem haarene. „Hvordan staar det ellers til med landbruget derude i Ølsted med denne tørke," spørger jeg. „Landbruget - sikkert ikke særlig godt, hvis jeg da skal dømme efter min egen have," svarede Olsen. „Det bliver ikke til noget, noget af det, og det, der endelig LSEN

18

kommer op, æder lus og lopper. Det gale er naturligvis, at vi ikke rigtig har nogen mulighed for at vande. Næ' alt det her sommervejr er ikke rigtig noget for mig." Vi sad lidt og saa paa trafikken med sommergæster, som sikkert ikke tog det saa tungt med vejret. Der var ret mange biler paa vejen, og parkeringspladsen foran hotellet var fyldt. „Det er dog kolossalt, som trafikken stiger," siger Olsen. „Naar jeg kører ud og hjem paa knallerten, føler man sig ikke alt for sikker. Bilisterne er jo ikke altid lige hensynsfulde. Man sidder faktisk med livet i hænderne, naar en af de her lakæsker stryger forbi. Om lørdagene er det helt tosset, og om søndagen er der ikke andet at gøre end at blive hjemme, hvis man da ellers har livet kært. - Hvad skal det ende med?" „Ja" - siger jeg, „hvis man saa bare ville køre mere hensynsfuldt. - Har De set kapkørslen op ad bakken ved Løvdalssvinget, Olsen. - Det er ligesom man her rigtig skal vise sig. Den ene vogn overhaler den anden langt ovre i venstre side, skønt overblikket er daarligt. Her mangler en dobbeltstreg, synes jeg, og saa lidt kontrol lørdag og søndag." Og det syntes Olsen ogsaa. „Hvorledes gaar det ellers med at faa opklaret ulykken paa værket," spørger Olsen efter en lille pause. „Jeg ved det ikke," svarede jeg, „eksperterne arbejder jo stadig med sagen, men det bliver nok svært at komme til et positivt resultat." „Ja," siger Olsen. „Konen var ikke særlig glad for at lade mig tage afsted næste dag, saa jeg maatte jo berolige hende med, at faren paa vor arbejdsplads ikke var større end paa tusinder andre - eller paa landevejen og gaderne." Vi fortsatte lidt med at tale om ulykken og sad saa nogen tid i tavshed.

Staalbaandet - 1959 - Nr. 3  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, årgang 1959

Staalbaandet - 1959 - Nr. 3  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, årgang 1959

Advertisement