Page 6

vogne, inden de kørte hjemmefra og skulle på hoveri, fik køretøjerne støvet fuldstændig til, når de passerede krydset, hvor vejene fra Melby, Liseleje, Asserbo og Frederiksværk mødtes. Ved dette led var der, ligesom i Sandskaaret, en halv alen sand at arbejde sig igennem — „Støverled"! Fra „Værket" var der to gange om ugen vognforbindelse til København de første år, og fra 1837, da Post-Diligencen blev sat ind, kunne man tre gange om ugen komme til og fra hovedstaden. Fra 1805 havde byen gående post til Hillerød, men en rigtig postekspedition fik byen ikke før i 1845, og 1869 kom der telegrafstation. Posthuset lå først på torvet, i den ejendom, som ligger mellem kiosken og konditoriet, og har siden været installeret to forskellige steder i Strandgade, indtil det nuværende posthus i 1920 blev bygget ved jernbanestationen. Jernbanen fra Hillerød til Frederiksværk kom i 1897, og 1916 forlængedes linien til Hundested. Forlystelserne i byen var „i gamle dage" ikke så hektiske, forstyrrede eller larmende, som de senere er blevet. Mellem Skolegade og Torvet — vel omtrent der, hvor Sandskaarsvejens forlængelse er projekteret — var der en granallé. Om sommeren spillede „Værket's musikkorps her hver søndag, og så dansede både børn, unge og gamle. Det var Classen, som havde sat disse koncerter i gang. Han var selv meget musikalsk. Det lå i slægten. Både hans farfar, hans far og hans farbror var organister. På „Runddelen", som den ubeplantede top af „Classens Bakke" i skoven hed — i nærheden af, hvor nu Skovbakkekvarteret vokser op — blev der, på den bare jord, danset hver 2. pinsedag, og om vinteren var der „Parreballer" i gæstgiverens krostue på torvet. Man skulle forud indskrive sig parvis på fremlagte lister — deraf navnet på disse baller. Undertiden blev der også danset i den gamle

6

smedie i Allégade og ved en karrusel, som en hjulmand havde i sin have ved Sandskaaret. Andre offentlige forlystelser havde man ikke. Men rundt om i hjemmene var der, særlig ved vintertid og under beskedne og hyggelige former, hvor man ikke gjorde

Støverled. forsøg på at overbyde hinanden, hvad traktementet angik, en hel del selskabelighed. Der blev spillet kort om små penge, og så fik man romtoddyer og røg på lang pibe, mandfolkene altså. Kvinderne strikkede, og traktementet bestod for deres vedkommende af syltetøj og hjemmebagte kager. Kun ved højtiderne vankede der mad, og mændene fik cigarer. Monopolbutikken havde to slags: „gemene" til 2 skilling stykket og nogle meget fine med mavebælte, hvorpå der stod „Non plus ultra", og som kostede 4 skilling. Posetobakken til de lange piber blev kaldt „Skandina Visk". Det var den stedlige udtale af det, der stod trykt på poserne: „Fineste skandinavisk Melange". Betegnelsen „skandinavisk" var dengang et splinternyt ord. Det havde ingen politisk klang, men var rent litterært, et udtryk for ønsket om fælles nordisk sprog, som i den periode var oppe i tiden. En tobakshandler i København blev så begejstret for idéen, at han brugte det nye ord til et af sine røgtobaksmærker.

Profile for Preben Jørgensen

Staalbaandet - 1955 - Nr. 3  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, nr. 3 - 1955

Staalbaandet - 1955 - Nr. 3  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, nr. 3 - 1955

Advertisement