Page 23

med mis. Osborne, at hun var en ældre dame, og så var hun stædig, som kun jyder kan være — ja og så måske skotter. Jyde havde hun nu aldrig været mrs. Osborne — men derimod kunne det nok tænkes, at hun havde noget skotsk blod i årene. — Stædig var hun i hvert fald — og jeg er jyde fra begyndelsen, og nu var jeg altså installeret i et godt værelse i mrs. Osbornes store trævilla med den store åbne veranda mod vejen, der er så typiske for amerikanske forstadsvillaer, og hvor familien så gerne sidder i gyngestolene, når vejret tillader det — og det gjorde det gerne i Youngstown den sommer, jeg var der, thi Youngstown ligger på samme breddegrad som Syditalien. Så sidder fatter da der om aftenen og gynger i ærmløs undertrøje og et par lette benklæder, dvs. det gjorde han ikke hos os. — Det var længe siden, der havde været en fatter, og mrs. Osborne var som sagt en ældre dame og tålte ikke aftenlunften, så jeg havde alle gyngestolene for mig selv. — Men at have gyngestolene for sig selv er der ikke så meget ved, og jeg brugte dem sjældent. Men jeg glemte vist at fortælle, at mrs. Osborne lod sin dør til værelset, hvor hun sov, stå på klem, når hun havde lagt sig, og at jeg skulle forbi denne dør på vej til mit værelse. Hendes tiltro til den europæiske moral var åbenbart ikke stor. I begyndelsen troede jeg ganske vist, det var fordi jeg et par gange havde glemt min nøgle til hoveddøren, og at hun så bedre kunne høre, når jeg ringede. Men deri tog jeg grundigt fejl, hvilket hurtigt skulle vise sig. ER VAR DET

Det var en aften silde, jeg stod foran mrs. Osbornes hoveddør og havde igen glemt nøglen. Der var jo ikke andet at gøre end at ringe på, og det gjorde jeg, imedens jeg stod og samlede de gloser sammen, som passende kunne bruges til lejligheden, når mrs. Osborne lukkede op. Efterhånden havde jeg fået samlet så mange, at det blev til en pæn lille tale. Der var bare det ved det, at der ikke kom nogen mrs. Osborne. Døren var og forblev lukket. Jeg ringede en gang til — mange gange og længe, men da der var gået et kvarter forstod jeg, at mrs. Osborne ikke agtede at lukke op. Så satte jeg mig ned i en af gyngestolene for at tænke — og jeg tænkte på jydsk. Det spinkle træværk omkring verandaen var ikke stærkt nok til at jeg kunne forcere det og komme op til mit værelse — men så fik jeg en ide. Tidligere havde jeg lagt mærke til, at de youngtownske telefoner havde den ejendommelighed, at de blev ved at kime, til man tog telefonen, eller

23

Profile for Preben Jørgensen

Staalbaandet - 1955 - Nr. 2  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, nr. 2 - 1955

Staalbaandet - 1955 - Nr. 2  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, nr. 2 - 1955

Advertisement