Page 1


INDHOLD: Nytårsbetragtninger ..................................... Fra afdelingerne ........................................... Før, nu og fremover ..................................... Af vor egns historie ..................................... Vi og vort arbejde......................................... Frederiksværkundersøgelsen ....................... Bloddonorer.................................................. Slaggen fra Siemens-Martin ovnene.......... Bordtennis på Magleblik ............................ Måneskin ..................................................... Bedriftslægens beretning ............................ Spareklubben ............................................... Derovre fra................................................... Sikkerhedsudvalget ..................................... Til lykke.......................................................

3 7 10 13 17 18 20 21 22 23 29 30 31 34 35

OMSLAG: D A N S K

S T Å L 130.000

PRODUCERET

O V E R A L T TON S I

1955

Vi har ønsket hinanden Godt Nytår. Godt Nytår lød det fra mand til mand. Godt Nytår lød det fra millioner af menneskerjorden over — i hjemmene — på arbejdspladserne — fra by til by — fra land til land på alle tungemål. Godt Nytår ønskede vi i tankerne vore kære, der var langt borte. Godt Nytår sagde vi — Godt Nytår skrev vi — Godt Nytår lød gennem æteren. Ja, om ønsker kunne gøre det — de ville smelte jerntæpper — brænde bambustæpper og skabe et godt nyt år i verden. Ønsker gør det imidlertid ikke — ikke alene — men vel også fordi ønskerne ikke altid er ønsker, men almindelige høflighedsfraser, eller måske fordi vi ved ønsket mere tænkte på os selv end på den ønsket skulle gælde. Men når vi ønskede hinanden Godt Nytår på vor arbejdsplads gjaldt ønsket nok også, at det måtte blive et godt år for denne og dermed for os selv. Lader vi det ikke blive ved ønsket, men omsætter det i handling — hver på sin plads — ja, da skal ønsket nok gå i opfyldelse. Godt Nytår. KN

Tegninger: Børge Erichsen og Victor Brochdorff. Fotos: Poul Hansen. Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri.

P ERSONALEBLAD udgivet af DET DANSKE ST AAL VALS EVÆ RK A/S FREDE RIKS VÆ RK

Redaktør KNUD NIELSEN

2

DDS TE ATE RDAGE

bliver i år den 12., 13. og 14. marts. Inger Birch's teaterselskab opfører den kendte operette »Fuglekræmmeren« med Asta Hansen i hovedrollen.


AD E R vI B L I K K E T gå tilbage på det forløbne år, er det, der står præget dybest i vor erindring, den frygtelige ulykke, der morgenen den 14. oktober hændte i støbehallen. To af vore dygtige og samvittighedsfulde arbejdere, Georg Nielsen Sangill og Niels Arning Andersen, mistede livet, og tre blev stærkt forbrændt — heraf ligger de to, medens dette skrives, endnu på sygehuset og venter på hudtransplantationer; den tredje er udskrevet og forlængst i arbejde igen. En ulykke af denne art og dette omfang giver naturligvis anledning til mange og dybtgående undersøgelser for at finde årsagen og for at

3


skabe sikkerhed mod gentagelser. Sådanne undersøgelser har da også fundet sted både fra myndighedernes og fra værkets side. Myndighederne fortsætter stadig deres overvejelser og undersøgelser, og resultatet vil blive meddelt, så snart det er værket bekendt. Den inderligste medfølelse samler sig om de to afdødes efterladte. Bestyrelsen har bevilliget fornødne beløb som supplement til det offentliges erstatninger for at undgå enhver nød. Vi vil holde de afdødes minde i ære. ★ ★ ★

Produktionsmæssigt betyder året igen en rekord, idet tonnagen af både råstål og færdige valseprodukter er steget. En sammenligning med de nærmest foregående år viser: 1951

1952

1953

tons

tons

tons

tons

Blokke...................... 128.000 51.000 Plader...................... 55.000 Stangjern og tråd.....

139.700 62.500 59.200

142.300 58.000 50.200

166.000 69.000 61.000

Færdigt stål:............

121.700

108.200

130.000

106.100

1954

Disse tal i forbindelse med den større driftsøkonomi taler tydeligt om vore arbejderes og funktionærers høje kvalifikationer og om resultaterne af de store forbedringer og udvidelser af værkerne, der fandt sted i 1953. Der investeredes mange millioner kroner på disse forbedringer og udvidelser, og nu begynder de at forrente sig. Også for kvaliteten af vore materialer har disse investeringer haft stor betydning. Mængden af materialer med overfladefejl er nedadgående, og vore skibsplader betegnes af skibsværfterne stadig som noget af det bedste, der fremstilles. Også stangjern kan vi valse mere nøjagtigt end tidligere og som nævnt i større mængder. Konjunkturerne har i det forløbne år artet sig ganske mærkværdigt. Forsyningen med rå- og hjælpematerialer har været tilfredsstillende og let at fremskaffe. I begyndelsen af året var priserne forholdsvis gunstige, men med stigende tendens hen imod slutningen. Markedet for vore færdige materialer lå i begyndelsen af året meget svagt. Det kneb med at skaffe specifikationerne rettidigt for handelsjern, og priserne var lave. Forbrugere og jernhandlere ventede endnu lavere priser, og de var derfor tilbageholdende. Fra midten af året skete imid4


lertid et omslag — uden at vist nogen kan give en udtømmende forklaring herpå. Resultatet blev stadig stigende efterspørgsel, således at denne hen i december oversteg vore leveringsmuligheder. Prisen var i mellemtiden steget gentagne gange og giver os nu en rimelig forrentning og avance. For skibsbygningsmaterialernes vedkommende var forholdet det, at det for de fleste værfter faktisk havde været umuligt at skaffe ordrer i rundt regnet et helt år, og indgangen af ordrer til os på materialer var i dette tidsrum meget beskeden. Heldigvis havde vi en del ældre ordrer, som var i stand til at udfylde dette tidsrum. Vi har nu ved årskiftet solgt hele vor produktion af skibsplader og skibsprofiler for både 1955 og 1956. Vi venter også fuld afsætning for vort handelsjern. Dette sælges for et eller to kvartaler ad gangen og er kontraktligt afsat foreløbig for de første 8 måneder af 1955. Vi er med andre ord i den lykkelige situation at have fuld beskæftigelse for alle mand i lang tid fremover. Der er altså nok at tage fat på, og jeg ønsker god arbejdslyst og arbejdsglæde. Det er mig en stor glæde at kunne fastslå, at samarbejdet mellem værket, funktionærer og arbejdere gennemgående har været godt med kun ganske få spildte arbejdsdage, og mit ønske for året, der kommer, er en endnu større følelse af samhørighed mellem os alle til glæde og tilfredshed for hver enkelt og til gavn for vor virksomhed og for det land, vi tjener. Jeg takker for den indsats, som hver især har præsteret og ønsker Dem alle glædelig nytår,

5


FÆLLESTILLIDSM ANDEN

på tærskelen til det nye år, så ville det vel være naturligt, om vi kastede blikket tilbage for at se, om ønskerne er gået i opfyldelse for det nu svundne år, og dertil kan man sige, at beskæftigelsesmæssigt set er året gået godt. Der har været fuldt op at gøre i samtlige afdelinger på virksomheden, hvilket vi arbejdere som helhed kan være tilfredse med. Naturligt ville det vel være at spørge, om året har været et stort lyspunkt. Dertil er at svare et absolut nej. Der har været flere mørke punkter (ulykkestilfælde), men det mørkeste, der har været i året, der svandt, må være ulykken i ovnhallen den 14. oktober, hvor fem arbejdere blev stærkt forbrændte, og to af disse, Georg Sangill og Arning Å R VI N U S T Å R

6


Andersen, senere døde som følge af forbrændingerne. Frede Jensen og Hans Rasmussen ligger stadigt på sygehuset, og sygelejet vil sikkert for disse to vare et stykke tid endnu. Th. Nielsen er raskmeldt og begyndt at arbejde. For året, der kommer, gav direktør Østergaard udtryk for ved sidste samarbejdsmøde, at også det kommende år faktisk var inddækket af ordrer således at forstå, at beskæftigelsen så nogenlunde er sikret for hele arbejderstaben på DDS i året fremover. Jeg vil derfor ønske for det kommende år, at både virksomheden og arbejderne som helhed må blive forskånet for ulykker, således at året må blive et godt arbejdsår til fælles glæde og tilfredshed, og i denne forbindelse vil jeg udtale ønsket om et rigtigt glædeligt nytår til samtlige arbejdere, funktionærer og ledelsen på DDS.

STÅLVÆ RKET

I fjerde kvartal har ovn 3 og 4 været sat ud for mellemreparation. Produktionen udgjorde 40.448 tons, og dermed nåede vi 166.000 tons som årsresultat. Ser vi tilbage på året, der svandt, har der, bortset fra de daglige driftsbesværligheder, ikke været længere driftstop og ombygninger. Der har således været ro til at finde frem til metoder til forøgelse af det bestående anlægs kapacitet og forbedring af stålets kvalitet.

7


Det betyder, at vi med det nuværende anlæg i fuld drift regner med at producere ca. 175.000 tons prima stål næste år. Vi, der har oplevet de første besværlige måneder efter udvidelsen, må smile, når vi tænker på, at vi knap nok kunne køre med 1 stk. 70 tons ovn og rystede på hovedet, når vi talte om to. I dag går det rutinemæssigt med tre stykker 110 tons ovne, endda med tapning i tre gange to skeer. Gruben har altid været vort smertensbarn, idet alle uheld uvægerlig medførte besværligheder for den, men også her synes der navnlig i det sidste kvartal at være kommet betydelig mere orden og bedre arbejdsgang, som jo kun kan glæde alle, ikke mindst de arbejdere, der må foretage oprydningerne. Til dem, der på dette sted vil sige, at

der er mange punkter endnu, der ikke er i orden, kan der svares bekræftende, det er der, og det er alle klar over. For nogle punkters vedkommende er sagen oplagt, og ændringer allerede sat i arbejde, og andre problemer er i „støbeskeen" (for at blive i faget). Det kan således nævnes, at en hensigtsmæssig aflevering af profilblokkene volder kvaler. I året der kommer, er der altså stadig en del opgaver, som skal løses, alle tagende sigte på at stabilisere produktionen og øge sikkerheden på arbejdspladsen. Til slut vil vi takke alle arbejdere og funktionærer i stålværket og de øvrige afdelinger for godt samarbejde og ønsker, at det kommende år vil bringe held og lykke. Carlo Poulsen.

K. Scbaldemose.

K. Scbermer.

* * * PROFILVÆ RKET Det forløbne år er i teknisk henseende gået godt. Produktionen har haft en jævn stigning trods de vanskeligheder, som kan fremkomme ved de ændringer, vi har foretaget i vort produktionsmaskineri. Blok- og knippelovnen har holdt og varmet godt. I grovværket er vi i det forløbne år gået over til at anvende en ny kvalitet i valser: „Nodular Iron". Disse har vist sig at være meget slidstærke, idet vi har opnået produktioner, som ligger på 2 til 2½ gange større valsetonnage end hidtidige valser. Grovværket er, som tidligere meddelt, blevet forsynet med 2400

8

hk motor, hvorved vi nu undgår, at værket kører i stå ved valsning af større profiler. Der er endnu en del af vore maskiner, som ikke går driftsikkert nok, og dette vil i størst mulig udstrækning blive ændret i det nye år. Knippelovnsherden er blevet hævet ca. 400 mm i indskudsenden, hvilket har let-


tet gangen gennem ovnen ganske betydeligt. I mellemværket har den automatiske valsning vist sig at svare til vore forventninger. Fin- og trådværk har været præget af nyt produktionsmaskinen, som skulle indkøres og prøves, der er endnu meget at ændre og forbedre i disse værker, før de kører tilfredsstillende. Produktionen i grovværk 1954: Blokke og emner ......................... 86.700 tons Prima færdigjern ....................... 22.500 tons Produktion i finværk: 1954 .............................................. 38.500 tons Totalproduktion i grov- og finværk ......................... 61.000 tons I anledning af nytåret takker profilværket for godt samarbejde med de øvrige afdelinger og ønsker at 1955 for hele værket må blive et lykkeligt og fremgangsrigt produktionsår. P. W. Mortensen.

overvejes at drage lagerpladsen med ind under produktionsledene. Med saksene og Castorområdet i god stand og effektivt udnyttet parret med en portion optimisme og held klares 110.000 tons vel også her. Forslag er fremme om at udskifte sidesaksen med en saks for op til 40 mm tykke plader, forlænge valsehal 5 og desuden få direkte forbindelse mellem V5 og bloklagerpladsen, så denne derved drages ind i produktionsledet udenom kranerne i valsehal 5. Valsestolen kan næppe valse den enkelte blok hurtigere, end normen er nu, så her må sættes ind ved at reducere stoptiderne. Nedsætningsstop og stop for dybovnskran og lågkran skulle kunne undgås, når de 2 nye kraner bliver monteret. Nye lejer til stolen er under udarbejdelse, og disse skulle give ikke alene stabilere oplejning af valserne, men også mulighed for hurtigere

*** PL ADEVÆR KET

I 1952 blev af ca. 84.000 tons blokke valset 62.500 tons plader. I 1953 blev af ca. 81.000 tons blokke valset 58.000 tons plader. I 1954 blev af ca. 100.000 tons blokke valset 69.000 tons plader. I 1955 stiles efter 110.000 tons blokke svarende til 77.000 tons plader. Denne produktion skulle kunne valses med værket, som det står i dag, men set ud fra 1954-erfaringer har det alligevel sine svage punkter. Flaskehalsen for pladeproduktionen er valsehal 5 og her specielt de to kraner, eller måske rettere de forhold de arbejder under, idet den lille oplagringsplads, den hyppige kørsel til brænderpladsen og den samlede produktion skal betjenes af disse kraner. Som en midlertidig løsning må det

9


mellemvalseudskiftning. Med hensyn til udnyttelse af stoptider dukker det gamle ønske frem at kunne stoppe værket på mindre end 5 minutter mod nu 15—25 minutter. Hvad stoptiderne iøvrigt angår, er det nødvendigt for at reducere disse, at valseværket og dets hjælpemaskiner behandles nænsomt og efter hensigten, så ødelæggelser undgås. De mindre fejl undgås ved til stadighed under driften at overvåge maskinernes tilstand, så det i rette tid opdages, at et led måske ikke arbejder korrekt, således at det er muligt at bringe en fejl ud af verden fra begyndelsesstadiet, førend der fremkommer en standsning, og førend det bliver nødvendigt at udføre mere bekostelige reparationer. Dybovnene følger godt med, men ser ud til at være noget uøkonomiske med hensyn til olieforbruget. Løsning af dette problem vil dog kræve indgående undersøgelser. Stålværket ser fortrøstningsfuldt på at kunne levere den ønskede tonnage til rette tid og i rette kvalitet. Godt begyndt er halvt fuldendt, siges jo. Må der her gives lejlighed til at udtrykke pladeværkets tak for hjælp fra medarbejdere rundt bm i værket og samtidig ønske alle et godt nytår. J. Skov.

10

Før - nu og fremover

vort kære „Stålbånd" lidt nye impulser, og for at det ikke skal blive alt for videnskabeligt eller forhistorisk, skulle man måske prøve som en afveksling at lade arbejderen og håndværkeren her på værket give sit bidrag til „Båndet" i form af oplevelser, en smule kritik m. m., for ad denne vej at få en pennefejde i gang, og få lidt sund diskussion sat i scene. Jeg vil som første mand forsøge mine evner i den retning, og skulle der være forskellige småfejl (eller store), så, kære læser, tilgiv mig. Da jeg for snart 12 år siden, altså i 1943, hin bevægede og uhyggelige tid, som vi aldrig vil ønske tilbage, var på sommerferie her i Frederiksværk og ønskede luftforandring, den var nemlig på det tidspunkt ikke så god i København, henvendte jeg mig en dag i portvagten hos vor gamle ven Wibroe Søren. Jeg blev vist over til mester Poulsen i reparationsværkstedet. Han kiggede lidt på mig og meddelte mig, at han i øjeblikket ikke havde noget arbejde til mig, men at jeg kunne forsøge hos mester Christensen. Det gjorde jeg så, og det første, han spurgte mig om, var: „Kan De brænde, altså bruge en skærebrænder?" — Det regnede jeg jo nok med, at jeg kunne, og jeg fik så ansættelse og kunne begynde næste dag. Det blev nu ikke næste dag, for da jeg først kom til København for at hente mit arbejdstøj m. m., fandt tyskerne pludselig på at standse togtrafikken. Og OR AT GIVE


så var der jo ikke noget med at komme tilbage. Først dagen efter kom jeg ved en flink stationsforstanders hjælp med et godstog til Hillerød. Det er første gang, jeg har prøvet at køre i kreaturvogn og sidde på en kasse, men det gik fint. Så startede jeg min første dag på værket, og det kunne meget nemt også være blevet den sidste. Mester Christensen viste mig, hvad jeg skulle lave. Jeg skulle skære skrot. Dengang var det nærmest en begivenhed, når en blok blev det, den var tiltænkt. Enten det nu skulle være en knippel eller et stykke vinkeljern, da nåede blokken sjældent længere end til tredie eller fjerde spor, så lignede den et misfoster, forvredet og fordrejet med brede finner, som gjorde, at den sad fast i valsen. Skrotbunken tårnede sig op i grovværket til første sals højde og beskæftigede 3—4 brændere til stadighed, og altså også mig. Det gik mindre godt for mig den første dag. Jeg havde lagt et helt slæng skrot ud og mærket det op i skrotlængde. Skæreværktøjet havde min hjælper rigget til, og mester gik faktisk kun og ventede på resultatet af min påståede skæreevne. Den lod imidlertid vente på sig. Jeg kunne med skam at melde ikke engang tænde brænderen, endskønt jeg havde tændt et sådant monstrum tusinder af gange. Jeg skilte ad, jeg samlede igen. Mester luskede stadig omkring mig, men sagde ikke noget. Til andre har jeg jo sidenhen hørt, han har betroet sig, og det var med: „Ham der, han har s'gu aldrig set en skærebrænder før, han er ude inden fyraften." Det var godt, man først fik det at vide lang tid efter, for ellers havde jeg fået et nervechok. Til held for mig opdagede jeg tilsidst fejlen, og det var simpelthen gasreduktionsventilen, der var sat omvendt på flasken. Tableau! Det glæder mig, at jeg fik indhentet en del af det forsømte, således forstået, at jeg alligevel faldt i nåde

hos mester og altså fik lov at blive hængende og har hængt her siden. Jeg tror, at mange med mig dengang havde den bestemte opfattelse, at Stålværket kun var en døgnflue, og kun havde en levetid afhængig af krigens længde. Og ærlig talt kan man kun rose de mennesker, som startede og ledede dette foretagende, for deres tålmod, deres energi til at komme igen trods modgang af både den ene og den anden art, såsom brokstøbninger, den ene oven på den anden, dårligt stål, reklamationer fra kunderne, på puklen af de øverste o.s.v. o.s.v. Bare den smule en anden var ude for kunne mange gange gøre én modløs, f. eks. var det ikke grinagtigt at komme op i støbehallen og skære 30—40 kokiller med varme blokke ud af en stål- og slaggekage på 100—150 mm tykkelse. Varme, sved, brandsår og beskidt arbejde, men det gik jo alligevel. Selv byens indbyggere havde ikke rigtig fidus til værkets beståen, man havde fak-

11


tisk det indtryk, at alle vi fremmede, der var kommet til denne lille „Torneroseby", ikke rigtig passede ind i byens rammer. Det var kun værtshusene, der dannede undtagelsen, så længe der var penge. Ellers var vi stålværksbisser. Dette har dog forandret sig, selv om der er en god ende tilbage endnu, til det er helt ideelt. Hvad mener man f. eks. om byens borgerforening, den er det vist vanskeligt at blive medlem af? Dette var et lille sidespring, for jeg tror nu nok, at de skeptikere med hensyn til værkets beståen, der har været, nu har forandret mening og fået forståelsen af, at stålværket vil bestå lige så længe, som Frederiksværk eksisterer. For den føromtalte tålmodighed og energi har jo båret frugter. I dag er det en sjældenhed at se en brokstøbning eller dårlig valsning. År for år forbedrer man produktionen både i kvantitet og kvalitet, og hvad man for få år tilbage mente var umuligt er i dag en kendsgerning. Det er dejligt at have været deltager i denne dyst, selv om det har været på bekostning af den gamle hygge, hvor vi alle kendte hinanden, det er forbi, her er blevet store forhold. ★ ★ ★

Jeg kan ikke undlade til slut at komme med et lille spørgsmål og dryppe en lille smule malurt i bægeret, og skulle dette give anledning til en diskussion, så meget desto bedre.

12

Om ca. en halv snes år vil en hel del arbejdere falde for aldersgrænsen, også en hel del, der bor i stålværkets ejendomme træder af for ikke at vende tilbage. Hvor har man tænkt, at disse mennesker skal hen? I værkets ejendomme kan de ikke bo, eftersom de er fratrådte. Men hvor så? Jeg ved godt, man har udvidet Vinderød kirkegård. Det er også meget godt den dag, der bliver brug for den. Men det kunne jo være, der blev en mellemliggende tid, og i den tid ville det være rart med tag over hovedet. Kommunens alderdomshjem ligger på Sandskårsvej, godt dækket til med sand. Stålværkets grunde på Magleblik ligger brak, og her kunne ligge en dejlig stiftelse: små 1 værelsers m/ alkove, som udmærket kunne beboes af unge mennesker, indtil der efterhånden blev behov for dem til de gamle. Så kunne der med andre ord byttes lejligheder. Og så ville man kunne lade de gamle nyde deres otium og sikre dem tag over hovedet i deres alderdom. Jeg tror ikke, det er en håbløs opgave at udføre dette, vel at mærke med god vilje og samarbejde mellem ledelse og arbejderstab. Her er en virkelig opgave for fællesklubben, som jeg ved vil falde i god jord. Men lad det ikke vente, lad os her i bladet få en sund diskussion i gang, lad de forskellige instanser give deres besyv med at løfte fligen for fremtiden, så også vi kan få at vide, hvad der skal ske. 976 Sv. T. Nielsen.


— turen omkring Arresø, Danmarks største sø, som i sin tid skabte betingelserne for anlæg af en by netop på det sted, hvor Frederiksværk kom til at ligge. Tilløbene til søen førte stadig vand ud i den, og da afløbene efterhånden stoppede, bl. a. på grund af sandfygning, steg vandstanden år efter år. Myndighederne havde altid klager fra bønderne ved søbredden over, at deres jord blev ødelagt — noget, der jo heller ikke er ukendt i vore dage. På Frederik den Fjerdes tid blev klagerne så vedholdende, at man bestemte sig til at skaffe Arresø et nyt og effektivt afløb, og i årene 1717—19 blev den nuværende kanal, åen, som den kaldes, gravet mellem søen UNDREJSEN ER ENDT

og fjorden. Der er en tradition, som siger, at gravearbejdet udførtes af 500 svenske krigsfanger, som var taget, da general Magnus Stenbock under den store nordiske krig i 1713 måtte overgive sig med hele sin hær, 11.000 mand, som havde været indesluttet i fæstningen Tønningen ved Eiderens munding. Det er dog ikke helt rigtigt. Der beskæftigedes 100 svenske fanger ved kanalgravningen, men størsteparten af arbejderne var sjællandsk mandskab. Svenskerne lå i lejr i skoven i nærheden af det nuværende løvdalskryds. Stedet kaldes den dag i dag „Svenskelejren". Husene i Havnegade, som hedder „Svenske Række", har derimod ikke noget at gøre med krigsfangerne. Her boede en del svenske bomuldsvævere, som var be-

13


Krudt værkskanale n.

skæftiget i „Det frederiksværkske Etablissement", som byens fabriksvirksomheder blev kaldt med et fælles navn. I begyndelsen, efter at kanalen var gravet, tænkte man ikke på at udnytte vandkraften. Stedet lå urørt og ubeboet hen. Men så byggede man i 1728 en vandmølle omtrent der, hvor nu det lille „Brohus" ved Arresødal Slot ligger. I møllen indrettedes et agatsliberi — det var den første spæde spire til Frederiksværk. Agatmøllens vigtigste maskineri, en vældig slibesten, kan man nu se i den gamle arsenalbygning på torvet. Så gik der godt og vel en snes år, før det næste fremstød kom. Det var i 1751, da en franskmand, der hed Peyrembert, fik tilladelse af regeringen til at bygge et kanonværk i nærheden af kanalens nedre løb. Det blev også anlagt, og fra den tid stammer de ældste huse, som nu findes i Frederiksværk: Jernstøberiets portnerbolig ved torvet og kommunens redskabsmagasin bag tinghusgården. Faktisk var det altså Peyrembert, der begyndte, men han magtede ikke opgaven økonomisk, og efter nogle trange år med gæld og mange andre kvaler forlod han virksomheden. Byens egentlige grundlægger regnes kancelliråd, senere generalmajor Johan Frederik Classen for at være.

*** Samtlige værksteder forærede Frederik den Femte i 1756 til Classen og etatsråd

14

Just Fabritius, og så kom der gang i virksomheden. Kongen knyttede en betingelse til sin gave: der skulle anlægges et krudtværk. Det byggedes i 1758 og fik navn efter Majestæten — „Frederiks Værk". — Fabritius fratrådte kort tid efter, og Classen sad så alene som herre på „Værket". Vandet var den eneste drivkraft, der fandtes, og for at skaffe vand til krudtmøllerne gravede man en „bøjet" sidekanal til den gamle kanal, også med udløb mod vest i fjorden, men længere mod nord. Det er den nuværende „krudtværkskanal", der sagtelig glider mellem Allégade og bagsiden af ejendommene i Nørregades vestlige side, og som er et yndet motiv for kunstmalere. „Et lille stykke Holland" har man kaldt dette idylliske bykvarter, der dog er så typisk „frederiksværksk". Krudtfabrikation er en farlig bestilling, og allerede på Classens tid sikrede man sig så godt, man kunne efter den tids forhold. Krudtet blev „stødt" i møllerne og derefter tørret i tørrestuer. På hver mølle var der en klokke, på størrelse med en mindre kirkeklokke, som ringede, når maskineriet var i gang. Krudtmesteren og arbejderne kunne på de forskellige klokkers klang høre, om møllen gik, som den skulle. Denne evige klokkeklang var alle fremmede, der besøgte byen, optaget af. Professor i historie Laurits Engelstoft kom som ungt menneske i 1797 på fodtur til Frede-


riksværk sammen med en ven, og i sin dagbog skriver han, at „det Tilfælde indtræffer, som i Almindelighed skeer engang hvert Aar, at en Mølle drives i Luften . . . Naar alle Møllerne gaae paa een Gang, frembringe de forskiellige Klokkers Lyd en harmonisk Accord, men Tonerne falde let vel stærke, saa fremmede ej kunne sove for den støjende Klingklang." Også en anden rejsende, everdruppræsten L. M. Wedel, som omtrent på samme tid gæstede egnen, nævner fænomenet: „Klokkerne ved Krudtmøllen slaae hver Secund efter forskjellig Lyd, som nedstemmer et ubevant Øre til en Slags traurig Følelse, da det kan høres over hele Byen." Af disse gamle klokker findes endnu de tre på krudtværket — som minder om „Værket's første tid.

*** Naturligvis var der et meget strengt reglement for, hvordan arbejderne havde at forholde sig. Det er klart, at tobak måtte der ikke ryges, men man sikrede sig også på anden måde. I en instruks fra 1776 hedder det: „Forbydes tillige alle og enhver paa det skarpeste og alvorligste, hvad enten de ere ved Krudtets Behandling eller dets Transport, enten af Fortredelighed under Arbejdet, og endnu mere af Letsindighed, at lade udgaae af deres Mund nogen Eeder og Bander, eller nogen letsindig eller liderlig Snak, hvorved den Allerhøistes Navn bliver vanæret og fortørnet, da saadanne, som deri befindes at have været overhørig og forbrudt sig, uden nogen Overbæring eller Undskyldning strax skal afgaae fra sit Arbeide, og overleveres Skildvagten til Forvaring indtil Arbeidet er forbi, hvornæst de i Arrest hensættes, for efter Rettens Kendelse at lide Dom for sin Forbrydelse."

*** I 1769 anlagdes der et jernstøberi, og efterhånden kom der flere andre virksomheder til. „Det frederiksværkske Etablissement" havde ikke alene krudtmestre og stø-

bemestre, men mange andre mestre, som alle havde tilknytning til „Værket", f. eks. gørtlere, nålemagere, sigtemagere, hattemagere, vævere, bagere og bryggere. Adskillige af værkstedernes mestre blev kendt viden om på grund af deres dygtighed. En lang række kirkeklokker blev støbt af dynastiet Hornhaver, hvis medlemmer alle boede i den ejendom, der endnu ligger på hjørnet af Gjethusgade og Skolegade. Stamfaderen, Henrich Hornhaver (den ældre), var fra Stockholm og kom til Frederiksværk allerede i 1757. En anden kendt mester var hattemager Møller, som boede i det gamle hattemagerhus i Nørregade. Han var far til sangerinden jomfru Møller, der endte som Det kgl. Teaters primadonna og teaterchef, general Eichstedts elskerinde. Hun blev gift med kapelmusicus Berthelsen og senere med den berømte skuespiller Frydendahl. Flere af disse „mesterhuse" — foruden den allerede nævnte støbemesterbolig og hattemagerhuset — er til endnu. Fra Classens tid stammer således hele Allégade og Valseværksgade, fire ejendomme i Strandgade og to i Kirkegade, „Værket"s gamle skole (den nuværende borgerstiftelse) og enkelte andre. Også selve Gjethuset (støberiet) er fra denne periode. En lille smule yngre, fra ca. 1800, er det stilfulde palæ på torvet, hvor De Forenede Jernstøberier nu har kontorer, og hotel „Frederiksværk". Begge disse bygninger er fredede. Også arsenalet (museet) på torvets modsatte side er fra den tid, da Frederiksværk var ung.

*** Med undtagelse af palæet og hotellet havde alle bygninger fra Classen-perioden og årene lige derefter grå vægge. Denne specielle Frederiksværk-farve var „opfundet" af generalen selv og bestod af kalkmørtel blandet med pulveriset trækul og jernspåner — trækul fra krudtværket og jernspåner fra støberiet. Gjethuset er nu blevet gult, men arsenalbygningen er stadig 15


»Museet«

sort. Traditionen er vedligeholdt af veneration for Classens minde på dette sted, arsenalet, hvor hans buste står opstillet i en niche i gavlen — oven på en bronze-kanon fra 1759, kaldet „Prøven", der skabte generalens berømmelse, fordi den uden at sprænges kunne udholde „375 skarpe gesvindte Skud". Palæet hed til at begynde med betalingshuset, men senere blev det bolig for „Værket's inspektør. Her blev den kendte politiker A. F. Tscherning, som var søn af inspektør, oberst Eilert Tscherning, født i 1795. En søster til politikeren, Elisabeth Birgitte, og den senere så berømte general de Meza, blev „copulerede i hjemmet" i inspektørboligen i 1821. Som ung officer var de Meza tjenstgørende på krudtværket og våbenfabrikken. Æressablen, som våbenfabrikkens arbejdere skænkede de Meza i 1850, findes nu på museet i arsenalbygningen. Oberst Tschernings to andre børn, Karen Marie og Albertine, blev gift med henholdsvis kammerjunker Schumacher, lederen af det såkaldte raketkorps, Frederiksværks daværende „hjemmeværn", og major C. G. Dalberg, Værket's senere inspektør. *** Af sognene omkring Frederiksværk oprettedes „Frederiksværks Gods", som general Classen fik overdraget, og han fik monopol på al handel, også med købmandsvarer, til befolkningen. Af bøndernes jord

16

samledes to store herregårde, Arresødal og Grønnæssegaard, hvor bønderne måtte gå på hoveri. Generalen var ikke til at spøge med, når det gjaldt arbejdspligt, og det hændte, at bønderne gjorde mytteri. Da en stor kampestensbygning skulle opføres ved Arresødal som proviantmagasin — den lå, hvor nu kasernen og Kregme-Vinderøds administrationsbygning ligger — strejkede folkene. Ved den lejlighed skal generalen have sagt: „Saa længe jeg lever, skal I være mine Slaver og behandles som Slaver; men naar jeg er død, skal I faa det godt, ja evig godt!" Bønderne måtte gå i arbejde igen, for „Værket" havde både hundehul og træhest, og der blev gjort brug af begge dele, når Classen resolverede, at der var grund til det. *** De to fiskerlejer Liseleje og Sølager blev anlagt af hensyn til byens og egnens forsyning med fisk. Liseleje har sit navn efter generalens steddatter, Lise de la Caimette, som var gift med amtmanden på Møen. I vid udstrækning blev der foretaget plantninger. Træerne på kirkepladsen, den gamle markedsplads, og på torvet, for ikke at tale om de dejlige skove omkring Arresødal, er plantet af Classen. Også krudtværksparken og træerne i Allégade stammer fra hans tid. En hel plantage af valnøddetræer blev anlagt ved Arresødal. Den fik sit dødsstød i den strenge vinter 1770, da over hundrede af træerne gik ud, og nu er der ikke et eneste tilbage. Derimod står der stadig nogle vældige bævre-aspe til minde om generalens plantningsperiode. Under alle skiftende politiske forhold, også efter Struensees fald, forstod Classen at bevare regeringens bevågenhed, og „Værket" havde altid store leverancer af skyts og krudt til staten, særlig under den faretruende syvårskrig og senere under den amerikanske frihedskrig. En ganske særlig art af leverancer var de


såkaldte „sørøver-pressenter". Sørøvere fra Algier havde allerede på Christian den Fjerdes tid fundet på at tage danske, norske og islandske søfolk til fange, og Danmark måtte mange gange betale store løsepenge for at få dem fri. Efter at Frederiksværk var anlagt, blev der imidlertid af regeringen herhjemme truffet en ordning med sørøverstammerne. Danmark måtte, ligesom flere andre søfarende nationer, for at skibene kunne få lov til at sejle i fred, hvert år levere krigsmateriel til sørøverne: Kanoner, kugler, bomber, kardæsker og krudt foruden tovværk og tømmer. „Det frederiksværkske Etablissement" fik overdraget leverancerne af disse „algierske pressenter", og Classen havde eneret på transporten til Middelhavet. Det fik han 16.000 rigsdaler for om året, hvad der var mange penge dengang. Men der var sørøvere andre steder end i Nordafrika, og det hændte, at skibene fra Frederiksværk blev opbragt af „uvedkommende", som tog sig den frihed at losse dem. Således tog engang en spansk kaper et af Classens største skibe. Spanien og andre lande, der lå i stadig krig med sørøverstaterne, så naturligvis skævt til våbenleverancerne til deres fjender. Forsendelsen af dansk krigsmateriel til sørøverne holdt først op i 1830, da Frankrig erobrede Algier. (sluttes i næste nummer).

VI OG VORT ARBEJDE I radioserien »Vi og vort arbejde« var der søndag den 23. januar en samtale mellem formanden for DDS' bestyrelse, direktør H. P. Christensen, Helsingør Skibsværft og sekretær cand. polit. Ivar Nørgaard fra Arbejdernes Erhvervsraad om emnet »Infor-

merer De Deres medarbejdere om firmaets økonomiske politik«. Sekretær Nørgaard mente, at man ofte på samarbejdsudvalgsmøderne unddrager at give udførlige oplysninger om virksomhedens økonomiske politik med henvisning til bestemmelsen om, at der ikke skal gives oplysninger, der kan være til skade for virksomheden. Dog var sekretær Nørgaard klar over, at forudsætningen måtte være, at begge parter har den nødvendige træning i at give og modtage informationer. Fra arbejderside gøres en stor indsats i oplysningsarbejdet på dette område. Direktør H. P. Christensen var absolut positiv indstillet overfor, at oplysningerne til samarbejdsudvalgene burde gives i så stor en udstrækning som muligt, idet det var af største betydning, at alle medarbejdere i virksomheden følte sig som et led i en større sammenhæng. Direktøren fremhævede, at en gennemgang af regnskaberne med samarbejdsudvalgene var en forudsætning for forståelsen af virksomhedens økonomiske forhold. Der herskede ofte en ganske forkert opfattelse af, hvor stort udbyttet i virkeligheden var. Ved en undersøgelse af 10 af de største jernindustrielle selskaber viste det sig, at udbyttet kun androg 4 % af egenkapitalen. Sekretær Nørgaard fandt, at der blev lagt for megen vægt på årsregnskabets problemer og mente, at det var nok så vigtigt at give oplysninger f. eks. om de økonomiske følger af vidtgående rationalisering. Direktør H. P. Christensen anførte, at det ofte var vanskeligt at informere om rationalisering og nævnte som eksempel en ny tørdok, der er under bygning i Helsingør. Dokken vil koste en 6—7 mill. kroner og vil efter en rentabilitetsberegning ikke kunne svare sig, men ingen ville sikkert drage i tvivl, at anskaffelsen er rigtig. I de tilfælde, hvor de økonomiske fordele kan ses i en rentabilitetsberegning, bør der gives meddelelse, men ofte må der et optimistisk fremtidssyn med i billedet, og det kan ikke tegnes med tal. Med hensyn til eventuelle foreteelser der blev holdt hemmelige, oplyste direktøren, at konkurrencehensyn oftest var årsagen, men mente iøvrigt, at oplysninger bør gives så åbent, som forholdene nu engang tillader.

17


FR E D E RI K S VÆ RK UNDERSØGELSEN

af storindustrielle virksomheders lokaløkonomiske virkninger er stadig nyt her i landet og må i almindelighed betragtes som en af samfundsvidenskabernes yngre discipliner. Der findes endnu kun en sparsom litteratur om problemer vedrørende dette emne. Som et betydeligt bidrag til forskningen inden for dette felt har „Akademiet for de tekniske Videnskaber" i november måned sidste år offentliggjort en beretning om de lokaløkonomiske virkninger af Det Danske Staalvalseværk A/S i Frederiksværk under titlen: „Beretning om Frederiksværkundersøgelsen" ved civilingeniør & cand. polit. Werner Rasmussen som akademiudvalgets sekretær, bistået af cand. polit. Jakob Kr. Lomholt. Motiveringen for at iværksætte denne undersøgelse i Frederiksværk var, at man i denne mindre, isoleret beliggende by særlig klart ville kunne iagttage de lokale virkninger, der er knyttet til anlæg og drift af en stor industrivirksomhed. Gennem en undersøgelse af Stålvalseværkets lokaløkonomiske virkninger kunne man således ikke alene få belyst de specielle og betydelige problemer for Frederiksværk og omegn, men også det generelle problem, hvorledes et mindre samfund påvirkes af og tilpasser sig anlægget af en stor virksomhed, og hvilken varig betydning denne får for området. Beretningen indledes med en redegørelse for Stålvalseværkets historiske og lokale TUDIET

18

baggrund med en angivelse af de forskellige beliggenhedsfaktorer, som danner grundlaget for Stålvalseværkets placering i Frederiksværk. I perioden 1943—48 er ca. 4/5 af DDS' samlede udgifter medgået til varekøb, hvoraf kun omkring 5 % er foretaget inden for Frederiksværk-området (Frederiksværk og Kregme Vinderød). DDS' lokale indkomstvirkninger manifesterer sig derfor i første række gennem de lokale løn- og gageudbetalinger, idet der til DDS' arbejdere og funktionærer er udbetalt henholdsvis ca. 80 % og ca. 90 % af virksomhedens samlede lønudbetalinger til ansatte bosat i Frederiksværk-området. Oplysninger om indkomsternes anvendelse er indsamlet ved interviews af arbejdere og funktionærer ved besøg i hjemmene. De i Frederiksværk bosatte anvendte gennemsnitlig 83 % af deres indkomst inden for Frederiksværkområdet. De i Halsnæs bosatte udgav gennemsnitlig 28 % af indkomsten inden for Frederiksværkområdet, og de, der var bosat i oplandet syd og øst for Frederiksværk, udgav gennemsnitlig 21 % indenfor området. En særlig undersøgelse er foretaget af de lokale erhvervsdrivendes indkomster, og disse er sammenlignet med indkomsterne i seks sammenligningsbyer, der i 1939 havde et indbyggertal omtrent som Frederiksværk. Blandt disse købstæder er Frederiksværk den, der har udvist den største samlede stigning i kommuneskatteydernes samlede indkomster, men de selvstændige erhvervsdrivendes procentvise andel af indkomsterne er i Frederiksværk formindsket fra 1939 til 1946 og 1947, medens den er steget eller har holdt sig uforandret i de seks andre købstæder. Det har ikke været muligt at finde helt plausible forklaringer på denne overraskende udvikling. Beskæftigelsesmæssigt har DDS haft en meget mærkbar virkning på Frederiksværk-


området. Forøgelsen af arbejderantallet er overvejende fremkommet gennem tilflytning af arbejdere i vid udstrækning fra fjernereliggende egne. I sammenligning med denne tilflytning har den kraftige nedgang i den lokale arbejdsløshed kun givet et beskedent bidrag til den samlede beskæftigelsesforøgelse. Tilflytningen har dels medført en stærk stigning i folketallet inden for Frederiksværk-området, dels væsentlige forskydninger i befolkningens sammensætning efter alder og køn. Den fremkomne, stærkt uregelmæssige aldersfordeling rejser en række fremtidige problemer med hensyn til uddannelse af børn og unge samt med hensyn til beskæftigelse såvel af helt unge som af det voksende antal ældre arbejdere, men samtidig frembyder der sig muligheder for industrivirksomheder, der fortrinsvis beskæftiger kvindelig arbejdskraft. Den alvorlige boligsituation, som nødvendigvis måtte opstå som følge af de mange tilflytninger til Frederiksværk-området, er søgt afhjulpet ved boligbyggeri hovedsagelig i DDS' to anlægsperioder. Anlægget af DDS må endvidere antages at have været den væsentligste direkte og indirekte årsag til den særligt stærke grundværdistigning i Frederiksværk by. Går man således ud fra en standardfordeling af det samlede købstadsareal, finder man, at medens grundværdien pr. m2 i 1936 kun lå ca. 10 % højere i Frederiksværk end i en gruppe sammenligningsbyer, var denne niveauforskel i 1945 vokset til 25 % og i 1950 til ikke mindre end 60 %. Endelig afspejler kommuneregnskaberne fra Frederiksværk, dels byens stærke vækst, dels nogle karakteristiske forskydninger i kommunens økonomi. Udover en betydelig generel stigning i driftsregnskabets poster svarende til byens

vækst finder man således en særlig kraftig stigning i skoleudgifterne, men en relativ mindre stigning for de sociale udgifter (aldersrente m. v.). Skatteudskrivningen i Frederiksværk sammenlignet med skatteudskrivning i byer af lignende størrelse viser ingen speciel stigning for Frederiksværk. For anlægsudgifterne finder man en særlig vækst i udgifter til skoler og iøvrigt en vis ophobning af de kommunale anlægsudgifter i DDS' to anlægsperioder. Undersøgelsen har blandt andet vist, at Frederiksværkområdet i høj grad er afhængig af samhandel med omverdenen. Ikke alene må DDS købe skrot fra hele landet og øvrige råvarer fra ind- og udland, men også de lokale handlende er henvist til at indkøbe hovedparten af deres varer hos leverandører udenfor området. Dette forhold har været med til at begrænse indkomstudviklingen i Frederiksværkområdet. Som et bevis på de behandlede problemers store aktualitet kan anføres, at „Beretning om Frederiksværkundersøgelsen" var udsolgt fra forlaget allerede en måned efter udgivelsen. I arbejdet med en fortsat udvikling af industrien her i landet danner den omtalte beretning en sum af erfaringer, som det sikkert vil vise sig nyttigt at gøre brug af, når det gælder placering eller udbygning af storindustrielle virksomheder. K. Melchiors.


Af dagbladene er det fremgået, hvor mange bloddonorer der har meldt sig til Frederiksværk sygehus, nemlig ca. 240. Vi er meget taknemmelige for at have fået så mange, at det i hvert fald tildels kan dække forbruget. Vi fremsender en kort redegørelse over antallet for de forskellige fabriksvirksomheder og kan kun udtale, at vi er noget skuffet over, at ikke langt flere donorer har meldt sig fra DDS. Det er her det store kontingent af skader foreligger, hvilket betinger en langt større brug af donorer end på andre virksomheder. Og lige så sikkert er det, at skulle De selv blive udsat for et ulykkestilfælde, der er så alvorligt, at tiden er afgørende, så vil det være af stor betydning, at vi i forvejen ved, hvilken type De har. At det desuden kan være med til at redde andres liv bør også tale til fordel for, at De bør melde Dem som donor.

Nedenstående vil De finde overlæge Jens Grams beretning angående resultatet af propagandaen for tilmeldingen til bloddonorkorpset. Man kan just ikke sige, at der er noget at prale af for DDS's vedkommende, idet der herfra kun har meldt sig 62 donorer af ca. 1200 mennesker. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. For vi er vel ikke en samling blodfattige individer, der ikke har en halv liter blod tilovers for vor næste, der er i nød? Lad os få lidt gang i tapningen! De fleste vil sikkert have godt af at få erstattet noget af det åbenbart lidt trægt flydende blod med en bajer — det kvikker op — og øllen er gratis og bliver serveret af en sød sygeplejerske. KN

Derfor meld Dem som donor nu, og De vil blive indkaldt til undersøgelse, når tiden foreligger. Fra Staalvalseværket har meldt sig 62 donorer. Fra Hærens Krudtværk 74. Fra D.F.J. 34. Jens Gram.

Blanketter for tilmelding kan afhentes i portvagten. 20


og raffineringen af stålet i SM-ovnene bliver der som bekendt udtaget prøver af stålbadet. Prøverne sendes pr. rørpost til laboratoriet, hvor de bliver analyseret, og i løbet af meget kort tid sendes resultatet tilbage til stålværket, som herefter er klar over hvor meget kulstof, mangan og svovl, der er i badet. Videreføringen af chargen retter sig efter disse analyser. Mindre kendt er det måske, at der foruden prøver af stålet også udtages prøver af slaggen. Slaggen er lettere end stålet og ligger derfor som en hinde ovenpå stålet i ovnens herd. Den består for en væsentlig del af kalk, urenheder fra ovnens ildfaste materialer og jernilter. Kalken tilsættes badet for at binde svovlet i stålet. Som tidligere omtalt her i bladet, er det af allerstørste betydning at komme ned på et så lavt svovlindhold i stålet som muligt, idet svovlet giver det færdige stål forskellige uheldige egenskaber. Da slaggen som omtalt er lettere end stålet flyder den og optagne urenheder til enhver tid ovenpå og vil således i støbeskeen være adskilt fra stålet. Imidlertid er man ikke interesseret i at tilsætte mere kalk end nødvendigt, idet kalken for det første koster penge, for det andet medfører nogen tæring af ovnens ildfaste materiale og endeligt og ikke mindst bevirker for meget kalk, at slaggen NDER SMELTNINGEN

danner et for stærkt isolerende lag mellem ovnflammen og stålbadet, hvilket betyder et øget brændselsolieforbrug. For at kontrollere hvorvidt der er sat den rette mængde kalk til badet, udtages prøver af slaggen. Disse blev tidligere bedømt ved personligt skøn, idet man efter overflade og brud af en udstøbt slaggekage nogenlunde kunne skønne kalkmængde og jernindhold. Nu analyseres slaggen på laboratoriet. Resultatet af analyserne sammenholdt med analysen af stålet og de øjeblikkelige ovnforhold giver gode kort på hånden til at få en prima charge tappet. Ved analysen taler man om bestemmelsen af slaggens basicitet, hvorved forstås forholdet mellem kalk og kiselsyre. Jo mere kalk slaggen indeholder desto højere er dens basicitet. Forløbet af afkulning, afsvovlning og fosforfjernelse reguleres gennem basiciteten. Nu kan det selvfølgelig ikke nytte, at resultatet af en slaggeprøve først foreligger lang tid efter, at den er taget, og der har da også foreligget beskrivelse af en metode for bestemmelse af slaggens basicitet indenfor ca. 20 minutter. Imidlertid har DDS's medarbejdere på laboratoriet videreudarbejdet metoden, hvorefter basiciteten kan bestemmes indenfor 8—10 minutter. Metodens betydning for fremstilling af SMstål i almindelighed fremgår bl. a. deraf, at udenlandske, tekniske tidsskrifter bringer beskrivelse af metoden. I „Radex-Rundschau" findes således metoden beskrevet, og vi bringer nedenstående en kort anmeldelse af artiklen: I tidsskriftet hæfte 7/8 1954 findes en artikel med titlen „Erfahrungen mit einer neuren Methode zur Bestimmung der Basizität von basischen SM-Schlacken" af Gisela og Kurt Schermer. Forfatterne har her nedlagt de erfaringer, som blev vundet under forsøg på at finde en hurtig-metode til måling af en slagges basicitet.

21


Efter en kort gennemgang af basicitetens vigtighed for en charges føring og af tidligere kendte subjektive såvel som objektive metoder, omtales den af W. A. Smith, I. Monaghan og W. Hay udfundne metode, som forfatterne har valgt at viderebearbejde, idet den med ca. 20 minutters bestemmelsestid må anses for at være for langsom til praktisk brug. Det er lykkedes at få bestemmelsestiden trykket til 8—10 minutter, og i artiklen eftervises metodens nøjagtighed, ligesom apperaturopstilling og fremgangsmåde beskrives indgående. Artiklen slutter med at påvise, hvad den

rutinemæssige bestemmelse af slaggens basicitet for hver charge har betydet på DDS. Udover at analyserne træffes 20 % bedre, er der opnået en besparelse på 7 kg kalk pr. ton stål samt et manganudbytte, som er 3 % højere, alt eftervist på 180 charger før og efter udførelsen. Hurtigmetoden har nu været i brug i over 2 år ved hver eneste charge og er i den grad gået i blodet, at den ikke kan undværes, og ingen tænker på, hvilket arbejde der ligger bag. Derfor er det interessant og morsomt i dag at få på tryk, hvad laboratoriet og praktikeren dengang gjorde sig af tanker for at forbedre produktionen.

Som et led i arbejdet med at finde god fritidsbeskæftigelse til store børn og unge mennesker i ejendommene på „Magleblik" har DDS indrettet et bordtennislokale i kælderen på Solsortesti. Der bliver sørget for net og bord, medens spillerne selv må anskaffe bolde og bats. I samme lokale er tillige opstillet et bobspil. Begge dele står til beboernes disposition, idet voksne (15 år og derover) spiller fra kl. 19 til kl. 22, medens piger og drenge (9 til 15 år) spiller fra kl. 8 til kl. 19. K. Melchiors.

22


i det store hospital står et smukt træ. Betænksomt har man her for år siden plantet en grædepil, som til trods for sit navn er til stor opmuntring for ham under hans sygdom, især om natten, når månen langsomt sejler bagved den pompøse, bladløse krone. Nu ligger han og fryder sig over grenenes netværk, der danner de fineste arabesker i månestrålerne. Besynderligt så mange oplevelser han har haft netop i måneskin, og uvilkårligt glider tankerne tilbage i tiden til hans ungdom, da han engang var distriktslæge højt oppe i Norge et godt stykke nord for polargrænsen. Her var i sandhed månelys så stærkt som ingen andre steder, og han mindedes tydeligt et sygebesøg, som imod al forventning forløb godt. Snart er han opslugt af erindringen om DEN FOR HANS VINDUE

denne unge mands oplevelser i det store, betagende land. -- -Det er sent på eftermiddagen i den strengeste vintertid. For to timer siden blev kursen ændret til ret øst, og sejladsen gennem den lange fjord lakker mod enden. Distriktslægen kender farvandet ud og ind. Snart udvider fjorden sig, og snart snævrer den sig sammen, så de høje fjelde på begge kyster synes at berøre hverandre og først, når man er kommet ganske nær, åbenbares en lille snævring, som båden for fuld fart styres ind i. En sjælden gang får man øje på et par huse, som klynger sig til hinanden på den smalle strandbred. Det sorte vand er glat som et spejl. End ikke en enkelt krusning forstyrrer den dystre flade, og luften er ganske stille. Men foroven langs fjeldenes sider hvirvler den løse sne på enkelte pletter vifteformet af sted og røber, at heroppe blæser det en kende. Den arktiske fimbulvinter hersker knugende over landet, og jo længere man kommer østover, desto strengere regerer den. Her i bunden af fjorden fryser det over tredive grader, og lægen ved, at det vil blive endnu koldere. Forude i måneskæret ses nemlig spiralformede tågetotter, der langsomt snor sig op af vandet. Nordlændingen kalder dette fænomen for frostrøk, og snart fornemmes virkningen heraf. Kulden træn-

23


ger ind gennem pelsen, og ingenting kan forhindre, at han føler sig ubehagelig tilpas og ryster stærkt. Kanten af den faste is er nået, og doktoren glæder sig ligefrem til den raske travetur ind til kysten. Båden bliver ladt tilbage under Olas varetægt, og der vil gå adskillige timer, inden han atter kan være om bord. Inde på land slynger stien sig ret stejlt opad, og han må træde varsomt med den tunge oppakning på ryggen. Efter nogen tids forløb passeres den store fos, som nu midvinters er tavs, helt stivnet i frostens greb. Underligt så stille her er i modsætning til den larm og buldren, der opfylder luften om sommeren. Efterhånden bliver det lettere at vandre. Stigningen er jævn, næsten magelig, og her står den første slæde. En mand rækker hestens tøjler frem og fortæller, at en milsvej længere fremme vil en ny slæde være parat.

24

Og så begynder en tur, som distriktslægen har glædet sig til. Det er for ham ganske ukendt land. Om sommeren findes ingen vej heroppe, men en vintervej fremstår næsten af sig selv, og man kan ikke fare vild, da der kun findes denne ene rute, som tydeligt ses i måneskæret. Den vil fortsætte mil efter mil snart i lavningerne i det svagt bakkede landskab, snart over bundfrosne søer, og på vanskelige steder markeret ved en stage. Det er ingen kunst at være kusk. Den ivrige nordbagge trænger til at røre sig i kulden, og fremad går det i trav. Ånden står som to tykke skyer ud af hestens næsebor og flagrer hen over ryggen som et kanetæppe. Tre forskeligt afstemte klokker hænger i en rem om hestens hals. Tømmen ligger ganske løst, og hesten iler ustandselig fremad følgende de gamle slædespor, medens den støvfine sne hvirvles bagud og overdænger køretøjet med sit pudder. Men ensomt, uhyre ensomt er her. Et menneske fra et tætbeboet land vil ikke kunne tåle denne ensomhed uden først at have vænnet sig hertil et stykke tid. Ingen boliger skimtes, intet venligt lysskær fra et vindue drager. Til gengæld lyser månen med en koglende glans, og alting opfattes ganske tydeligt, men uvirkeligt som i et drømmeland. Dette er stormyren i al sin majestæt begrænset af bjerge, som imidlertid ligger så langt borte, at de ikke kan ses. Fort iler tiden for den ensomme rejsende, og meget hurtigt er de første 10 kilometer overstået. Rigtigt, her står en slæde med forspand og atter gives besked om, at der længere fremme vil findes en frisk hest. Og tankerne flyver og følger deres egne baner, for også de får løse tøjler. De beskæftiger sig med dette storladne land med dets mærkelige befolkning og det særprægede liv, der gennem tiderne har rørt sig her.


Slægternes gamle har fortalt doktoren meget, og takket være denne viden får egnen liv, og han ser for sig hedenfarne Lappers, Kvæners og Nordmænds kamp for tilværelsen i denne barske og skånselsløse natur. Trolddom, overtro og mystik har altid haft den bedste grobund her i ødemarken. Særlig Lapperne var i gamle dage vor verdensdels største troldkarle, og de har trofast fulgt deres natur til tæt op mod vor tid. I slutningen af det attende århundrede levede en lappehøvding ved navn Rasu Nikolas. Han var meget trolddomskyndig og forstod runekunsten. Når han så ulvespor i sneen, sagde han på sit sprog: „Tvi, idag skal du findes!" Så skrev han over sporet korsets eller kanske hammerens tegn og læste runeordene: „Nu varg skal du springe bort herfra over syv fjeldrygge og over syv skogdale, om så tungen hænger så langt ud av din kjæft at den løsner i din hals!" Derpå talte han syv gange bagvendt fra ovec, som er ni og til akta, som er en — og talte han langsomt, sprang ulven langsomt, men talte han med stor hast måtte den djævlens hund, Ruomas, springe sig til døde. Og i store sten, navnlig i bjergpasserne, boede guderne. Her ofrede flytlapperne renblod og deres dyrs horn, og her bønfaldt de ånderne om god rejse for folk og hjord. Længe holdt hedenskabet sig i disse egne, og det synes ganske troværdigt, at for ikke mange år siden var der en mand, som skræmt ved en sejrende kristelig vækkelse kastede sin runestav i fossen. Og ilde gik det lapperne. Driftige folk falbød brændevin på pladser, hvor mennesker samledes for at handle. Landets børn faldt i stort tal for fristelsen. Gods og rener solgtes, og mangfoldige blev bragt til tiggerstaven. Elendigheden var stor, og ingen kunne øjne redningen.

Da oprandt det nådens år 1800, som skulle blive en velsignelse for hele Lapmarken og det både den finske, svenske og norske del heraf. I det år fødtes i Arjaploug i svensk Lapland Lars Levi Læstadius. Fra 1820 studerede han ved universitetet i Uppsala, og fem år senere blev han præst i Karesuando, hvorfra han i 1848 forflyttedes til Pajala. Hele sit liv virkede han heroppe blandt lapperne. Han var en lærd mand og drev ivrigt botaniske studier, men snart greb hans sognebørns ynkværdige skæbne ham, og han forsøgte at frelse disse naturfolk fra undergangen ved en indtrængende og såre kraftig og bramfri forkyndelse. Lapperne strømmede til i stort tal, de forstod ham, og de forsagede brændevinen, og mange grebne Læstadianere drog rundt i det udstrakte land og omvendte folk. Og til de norske flytlapper kom først af alle Jerpe Nikus' datter, den unge lappepige Jerpe Gakja, som i Sverige var blevet konfirmeret af Læstadius selv, og ordet lyder om hende: „Hun talte lovens ord i sin lærers og mesters ånd — og tilhørerne rørtes til gråt og vækkelse og søkte som skjælvende lam efter de nærende urter som vokser på Golgata og i Getsemane." Når Læstadianerne holdt møde, stod i reglen en ældre lap frem, og i ganske enkle ord fortolkede han skriften, så at enhver kunne forstå meningen. Ordene greb folk så voldsomt, at de blev urolige og begyndte at stønne og klage, og efterhånden kom hele forsamlingen i den tilstand, som blev kaldt likkadusak. Nogle græd, andre udstødte vilde hyl, mange omfavnede hinanden og råbte højlydt andagassi, hvilket betyder både tilgivelse og tilgiv. Og syndsforladelse fik de alle, ikke af præsten, som Læstadianerne i reglen foragtede, men kun af en vakt broder i ånden, for hvem de angrende måtte bekende deres synder. Måske kan nøgterne mennesker have no-

25


gen vanskelighed ved at fatte lappernes reaktion. Men man må ikke glemme, at det drejer sig om et mongolsk folk med sin særlige psyke, og det kan jo hænde, at likkadusak kan være en slags erstatning for joikingen, den mærkværdige hedenske sang næsten uden ord, som kun består af toner og sære lyde. Når lappens følelser kommer i oprør kan han tit ikke finde udtryk herfor på anden måde end ved joikingen, som er forbudt blandt Læstadianerne, da den betragtes som et levn fra hedenskabets dage. Læstadius døde i 1861, og hans velsignelsesrige arbejde blev fortsat af andre, i væsentlig grad af lægfolk, og distriktslægen kendte en del læstadianere, som næsten altid levede et strengt og nøjsomt liv i askese og forsagelse. Under alle disse spredte tanker er rejsens mål omsider i sigte. Den sidste slædeskiftning har fundet sted, og i det fjerne skimtes en ensom skikkelse, som en stund efter ganske tavs peger mod et slædespor, der fører op over en bakkekam. Nu bliver det spændende, og vor slædekører får andet at tænke på. Han skal besøge nogle højst usædvanlige mennesker. Aldrig har de haft besøg af en læge, for de hader Æskulaps sønner og vil ikke benytte dem. Ude på øen, hvor doktoren bor, ved man intet positivt om denne sære og talrige familie. Den holder sig altid for sig selv, og hvad den lever af er en gåde. Fra bakkens top ses tydeligt i måneskinnet en lille lund af nåletræer, og midt i den rager et anseligt, rødmalet blokhus op. Slæden holder foran indgangen, og ud træder en gammel kæmpe. Han er vel to meter høj og imponerer med sine brede skuldre og et langt, kruset, lysebrunt skæg. På hovedet bærer han en blå lappehue med en rød kvast. Uden et ord rækker han hånden frem, hvorefter han bemægtiger sig taske og instrumentkasse.

26

Danske-doktoren følger efter ham ind i en kæmpestor hal. Den virker i høj grad imponerende, da den er to etager høj. Rundt på alle vægge i første sals højde løber en svalegang, hvorfra en mængde døre fører et eller andet sted hen. Midt på gulvet omkring et vældigt langbord sidder kæmpens mange sønner med deres koner ved måltidet. Store fade med dampende rensdyrkød står spredt på den hvidskurede bordplade. Husmoderen rejser sig fra den ene bordende. Hun er gammel og rynket. Hendes furede ansigt udstråler kulde og uvenlighed. Doktoren morer sig lydløst over al den åbenlyse fjendtlighed, men er meget spændt på den videre udvikling af sagen. Han ledsager hende op ad en trappe og hen ad balustraden. Gennem en af de mange døre kommer de ind i et værelse, og her ligger en ung kone på en solid seng tømret op mod væggen. Hendes kinder gløder af feber, og hendes ansigtstræk tyder på mange smerter. Her er ganske stille i salen og i det lille rum, og kun ved stor ihærdighed lykkes det at fravriste den ældre kvinde


nogle højst sparsomme oplysninger. Det viser sig, at patienten har født for en uge siden, og straks efter blev hun syg og måtte holde sengen. Mere besked gives ikke, og lægen må udelukkende stole på sig selv. Undersøgelsen giver det resultat, at hun lider af en mægtig brystbyld, den største han nogen sinde har set. Instrumenterne tages frem, og medens den gamle fjerner sig for at koge dem i køkkenet, pakker han forbindstoffer ud, får fremskaffet rene håndklæder, dækker omkring det syge sted med dem og anbringer en spand på gulvet. Efter at patienten er blevet let bedøvet, fjernes masken fra ansigtet. Selve operationen sker hurtigt. En tyk stråle pus opfanges i spanden, og nu synes han, at han har gjort sin pligt overfor disse halvfjendtlige mennesker, og i en brysk tone hidkalder han en af de unge koner, for at han i al fald kan instruere to om den vigtige efterbehandling, og han forlader ikke rummet, før disse vrangvillige individer ord for ord har gentaget hans ordrer. Nede i hallen indbyder husherren med en talende håndbevægelse ham til at tage plads og spise lidt før den lange hjemrejse, men danskedoktoren følger husets skik og nøjes med at ryste på hovedet, hvorefter han sætter sig i slæden og forlader stedet. Hvor virker det velgørende atter at være alene i den rene, karske natur. Månen synes at skinne endnu klarere end før, og sneen glitrer og glimter. Kaneklokkerne ringer, og danskerens glæde over livet giver sig udslag i høj sang. Nu går det hjemad mod doktorgården på øen, hvor en hel anden stemning råder end i det tavse hus, men der er omtrent hundrede kilometer til den hjemlige arne, og denne strækning skal tilbagelægges i slæde og båd. Den kloge Ola har regnet ud, hvornår kaffen skulle være parat, og nede i kahytten drøfter de to den besynderlige familie. Ola, der kender Gud og hvermand i hele

den udstrakte egn, er meget spændt på beretningen om sygebesøget, for denne alvidende person må med sorg beklage sit manglende kendskab til beboerne af det røde hus. Manøvreringen af båden volder ingen vanskeligheder for lægen, fordi den gode ven, månen, klart oplyser farlige næs og trange passager. Men venner kan desværre svigte, og det gør månen nu. Store, sorte skyer jager oftere og oftere over den lysende skive og varsler om, hvad der er i vente i det åbne farvand. Det er derfor slet ikke overraskende, at sydvestvinden giver sig kraftigt til kende, så snart båden er ude af fjorden. Det er heldigvis ikke storm, men søerne er høje og urolige, og det lille fartøj nejer sig ydmygt for dem. Nede om læ ses mægtige skumsprøjt på spidsen af det skarpe og stejle næs, som markerer, at her drejer kysten mod nord. Distriktslægen slipper rattet et øjeblik og balancerer ud på fordækket. Tavs står han og støtter sig til masten, medens han fryder sig over det frie liv heroppe, et liv for mandfolk. Langt forude skimtes øen, hvor han holder til, og han er begejstret for sit solide og stærke fartøj, der sikkert har bragt ham vidt omkring i løbet af det sidste halve år. I den mørke nat skinner bådens positionslys med stor klarhed, og han bemærker, at ingen andre skibslanterner øjnes. Han griber rattet og retter kursen op, men i det samme moment forandres maskinens lyd. Den taktfaste dunken, man efterhånden vænner sig sådan til, at man ikke ænser den, bliver uregelmæssig og dør ud i et langt suk. En underlig, dump fornemmelse indtræder pludselig, og båden falder af og ligger tværs for søerne. Det er højst ubehageligt, for nu mærkes for alvor bølgernes vælde. Ola kommer op fra sin plads ved maskinen og forklarer en hel

27


masse og slutter med, at han må skille det meste af maskinen ad. De hjælper hinanden med at fire begge ankre ned i håb om, at bunden kan nås. Der bliver givet længst muligt trosse med den virkning, at båden lægger sig nydeligt til rette med stævnen mod vind og sø. Ola kan nu begive sig til sit arbejde i forholdsvis ro, fordi bådens huggende bevægelser er regelmæssige. Doktoren går ned i kahytten og sætter sig til at læse. Her kan han ikke hjælpe. Ola må klare dette arbejde helt alene, og han vil være mand for det. Han er i sandhed et sjældent menneske, et veritabelt universalgeni, men først og fremmest en dygtig maskinist. Levende interesseret i livets foreteelser har denne hjemmefødning erhvervet sig en betydelig viden om mange forhold, men een ting kan han ikke fatte: det er ham umuligt at forestille sig, hvordan en dansk bøgeskov ser ud. Efter en halv times forløb går distriktslægen ned i maskinrummet, hvor han finder Ola knælende på dørken med alle mulige maskindele og redskaber omkring sig. Den gamle petroleumsmotor ser ynkelig ud, ribbet som den er for alt tilbehør. Ola mener, han kan være færdig om en times tid, og det er jo godt nyt. Ved et besøg på dækket overraskes doktoren meget ved at opdage, at båden er drevet stærkt for ankrene og nu befinder sig omkring halvtreds meter lige ud for det farlige næs. Han må hellere blive oppe for sikkerheds skyld for at kunne varsko Ola, hvis noget skulle hænde, og derfor anbringer han sig så bekvemt som muligt på ruffet med den ene hånd fast knyttet om vantet. Og her sidder han så en rum tid og betragter bådens voldsomme gyngen. Snart ser han stævnen højt oppe i luften og snart dybt nede i en bølgedal. I den månelyse nat kommer de høje, sorte bølger rullende i endeløse geledder. Tiden går, og larmen fra brændingen

28

inde på kysten høres stærkere og stærkere, og nu ses tydeligt skumsprøjtet, der når op ad forbjerget. Ola har været oppe og betroet ham, at skaden er større end oprindeligt antaget og kan intet sige om, hvor længe arbejdet vil være. Vandet må være meget dybt, for det er tydeligt, at ankrene ikke holder. Båden driver stadig ind mod kysten, og efter to timers forløb er afstanden til denne bare 10 meter. Strandbredden ser ikke særlig indbydende ud. Så langt han kan se ligger yderst mod vandet en række klippeblokke, som bølgerne brydes buldrende imod. De vil være umulige at klatre over, men imellem to af disse kæmpesten opdager han en sprække, hvor vandet presses igennem og atter suges ud, når søerne trækker sig tilbage. Da det næsten er sikkert, at båden vil strande, har han lagt denne plan, at de skal støtte hinanden og forsøge at nå ind til kysten. På en eller anden måde bliver de nødt til at klemme sig igennem mellemrummet mellem stenene, og så må de ved alle midler klamre sig fast, at de ikke skal skylles tilbage. Han stiller sig tæt ved nedgangen til maskinrummet for at kunne række Ola en hjælpende hånd, når grundstødningen finder sted, og det må snart ske, da afstanden fra kysten nu er formindsket til otte meter. Han kigger ned til Ola og finder ham ganske opslugt af sit arbejde, aldeles upåvirket af den prekære situation. Han er i færd med at opvarme glødehovedet med blæselampen, og pludselig starter motoren med et knald, og under den største spænding fra tilhørerens side går den efterhånden over i den kendte rytme. De lægger båden for anker i en rolig vig et stykke inde i fjorden og efter at have spist, tørner de forkomne og trætte til køjs, men lige før distriktslægen falder hen,


kommer han med et smil i tanker om, at det, de har været ude for idag, ville engelskmanden kalde a narrow escape. Under vindens melodiske brummen i skibets barduner falder de to i søvn, medens himlens stjerner tændes i den klare nat; thi skyerne er borte, og månen er bag de høje fjælde. -- --

Og månen har afsluttet sin sejlads. Grædepilens arabesker er forsvunden, og sort og trist anes træets krone uden for vinduet, men forinden han hengiver sig til søvnen, smiler han vemodigt af ungdommens lyssyn, for han ved nu, at hvis strandingen var sket, ville ingen af dem have reddet livet.

Bedriftslægens beretning . oktober kvartal 1954 På grund af min sygdom fra 16. november er antallet af undersøgelser lavere end sædvanlig, men alligevel er der foretaget 80. 378 har været vaccineret 2 gange mod stivkrampe. Disse er altså immune i 1 år. Derefter vil 3die vaccination finde sted, der beskytter i lang tid, måske endda resten af livet. Da der har været nogen tvivl om, hvor-

ledes et sygehus, der behandler en bevidstløs tilskadekommen, skulle underrettes om stedfunden vaccination, meddeles her, at spørgsmålet er løst på den måde, at vaccinationsdatoerne vil blive påført det identitetskort, som enhver skal bære på sig. Til slut: Vaccinationen foretages stadig i konsultationstiden. E. Steenberger.

29


korte historie har der efterhånden været mange 10-års jubilæer, og nu er spareklubben også trådt ind i rækken af jubilarer. Fra den dag, hvor de første indskud blev trukket i lønninger og gager, har spareklubben gjort sig til en betydelig faktor på vor arbejdsplads. De udbetalte penge har for den enkelte sparer gjort nytte på mange måder, om formålet så har været opsparing til ferie, julegaver til familien, køb af tøj eller møbler, hensættelse til betaling af terminsydelser, ja endog begyndelse til eget hus. De, som erindrer de første forhandlinger om spareklubbens oprettelse, husker, at der fra enkelte sider var mistro mod værkets hjælp for at få startet en spareklub. Udviklingen har vist, at værkets ledelse og de arbejdere, som var tilhængere af opsparingen på arbejdspladsen, har handlet rigtigt. I denne forbindelse kan det nævnes, at Erik Jensen, som har været med til at bane vejen for oprettelse af en spareklub her på værket, har været klubbens formand siden starten. Nedenstående oversigt over de i de forløbne 10 år indsatte beløb fortæller mere end mange ord: STAALVALSEVÆRKETS

½ års opsp.

3 års opsp.

1944 . . . . . .

kr.

10.000

kr.

1.000

1945 . . . . . .

kr.

90.000

kr.

5.000

1946 . . . . . .

kr.

95.000

kr.

6.000

1947 . . . . . .

kr.

138.000

kr.

6.000

1948 . . . . . .

kr.

203.000

kr.

10.000

1949 . . . . . .

kr.

238.000

kr.

15.000

1950 . . . . . .

kr.

307.000

kr.

20.000

1951 . . . . . .

kr.

393.000

kr.

21.000

1952 . . . . . .

kr.

487.000

kr.

23.000

1953 . . . . . .

kr.

541.000

kr.

29.000

1954 . . . . . .

kr.

577.000

kr.

26.000

Ovenstående tal viser ikke alene en glæ-

30

delig fremgang, men også, at den lange opsparing burde vises langt større interesse fra sparernes side. Enhver sparer, som har prøvet en opsparing på længere sigt til opfyldelse af et eller andet fremtidigt mål, vil sikkert indrømme, at man bliver fanget af en spareglæde, og trangen til at holde fast på ens egen lille formue er langt større end ved den korte opsparing. En opsparing på længere sigt er jo ikke alene til gavn for en selv eller familien, men også for det samfund, vi lever i, og herom er der, især i den sidste tid i forbindelse med landets nuværende økonomiske situation, blevet sagt og skrevet en del. Nye sparere kan få nærmere oplysninger angående de forskellige opsparingsordninger og rentesatser hos spareklubbens nedenstående bestyrelse, som ønsker alle medlemmer et godt spareår. Erik Jensen, Karl Bahne Pedersen. formand. Gerhard Boysen, kasserer.

For at være med til at øge interessen for spareklubben hos så mange som muligt af værkets medarbejdere har værkets bestyrelse vedtaget at yde et rentetilskud på 2 % p. a. for både den lange og den korte opsparing, således at rentesatserne for tiden bliver henholdsvis 7 og 6 % p. a. Rentetilskudet ydes for opsparede beløb indtil kr. 5.000,00, og ordningen gælder foreløbig i 5 år for såvel løbende som nye spareaftaler. Første rentetilskud tilskrives sparekontiene pr. 31/3-55 for den lange spareperiode og i juni 1955 for den halvårige opsparing. Det bemærkes, at den forhøjede rente også opnås for de beløb, der er overført resp. senere ønskes overført til en præmieindskudskonto. A. Østergaard.


i OHIO syntes kun en lille by. Ganske vist stod det at læse i telefonbogen, at der var hundredetusinde og nogle indbyggere, men hvor alle disse mennesker boede, fandt jeg faktisk ikke ud af i de godt 3 måneder, jeg var der. Nå, men i samme bog stod også, at byen havde over hundrede kirker, heller ikke disse var det . let at få øje på, bortset fra de få katolske. Dog, hvis man ved kirker forstår menigheder, skal det nok passe, thi lige så enige man syntes at være i politik — der findes som bekendt kun 2 store partier i USA — lige så uenige er man, når det drejer sig om religion — som så til gengæld over 90 % af befolkningen dyrker i hver sin lille menighed. Men det var nu slet ikke om Youngstown, jeg ville fortælle, den er nemlig så kedelig, som nogen by kan være, og kun gode venner kunne formilde den daglige tilværelse. Byen har kun een virkelig gade, og den har OUNGSTOWN

samme navn, som gaden i tusinde andre amerikanske småbyer, nemlig „Main Street". Den der har læst Sinclair Lewis bog af samme navn vil forstå, hvorledes der var i Youngstown. Youngstown har ganske vist en skyskraber, ja, den har faktisk et par stykker, men de passer ligesom ikke rigtigt i billedet. Lørdag eftermiddag holder Frelsens Hær møde på en lille plads, men ellers er der kun biograferne at holde sig til. For at lokke publikum er der ved hovedindgangen anbragt et flot forkromet glasbur som ramme om billetpigen — og hvilken pige! — I min europæiske naivitet troede man faktisk, at det var en af filmsstjernerne fra Hollywood, man havde formået til at sælge billetter. — Biograferne kappes om at få de flotteste piger anbragt i buret, ikke så underligt, at biograferne altid er fyldte — man kan faktisk slet ikke lade være at købe en billet af pigen. — Det kan så absolut

31


ikke være filmene, der trækker publikum, for magen til pladder, der bydes her, skal man lede længere end til Frederiksværk for at finde. Men der er også helt andre grunde end den kønne pin up girl i buret og filmen på lærredet til, at man går i biografen i Youngstown. Nogle går der simpelthen for at få et par timers uforstyrret søvn — at de forstyrrer andre ved deres højlydte snorken er ikke tilfældet, enhver har nok i sit — nogle gnasker pop corn — andre og det er de fleste — boy friend'en og girl do'en — finder her det eneste sted, hvor de kan være alene to — (thi den offentlige moral er høj i USA!), og det benytter de sig af. — Filmen med musik og tale danner kun en hyggelig baggrund for, hvad der foregår i salen. Følefilm, hvis en sådan en dag skulle fremkomme, vil være ganske overflødige i en biograf i Youngstown. Nå, men det var som sagt slet ikke en beskrivelse af Youngstown, jeg ville ind på, og dog må jeg lige fortælle om revolverne. Selvfølgelig havde jeg set revolveren daske i politibetjentens bælte tillige med staven, man skjuler intet i USA, men en revolver sådan ligefrem hævet i hånden klar til skud, havde jeg aldrig været ude for. Så en lørdag eftermiddag lige før lukketid kommer jeg ud af døren fra en fotografisk forretning og ser mig pludselig omringet af en bande uniformerede mænd alle med revolver i hånden. Min korte fortid i USA løb mig hastigt gennem hjernen, uden at jeg kunne finde nogen særlig foranledning til dette store opbrud. Ganske vist havde politiet haft fat i mig engang, jeg fra offentlig vej fotograferede et stålværk, og jeg blev slæbt ind i værkets portvagt og kom i forhør — det var portvagten, der havde ringet til politiet — men da de hørte, jeg var dansker og ikke russer, fik jeg lov at gå igen med påbud om ikke at fotogra-

32

fere privat ejendom (Gud ved, hvad man så skulle fotografere her i verden!) Det her med russerne var forøvrigt noget, man mødte flere gange. For onkel Sams rare børn ligger Danmark ikke så langt fra Rusland, i hvert fald ikke længere end at man kan have nogen maskepi med det, og det kan de ikke li' derovre. Selv de arbejdere, der hjalp med til at pakke pladeværket sammen for forsendelse til Danmark, var ret overbeviste om, at værket skulle til Rusland. (Det var før Atlantpagten). Nå, men det var det med revolveren, vi kom fra. Efter at have sundet mig lidt, blev jeg klar over, at det ikke var mig, det gjaldt — det var en ganske almindelig sikkerhedsforanstaltning, når der skulle foretages pengetransporter. Ved siden af min fotohandel lå et pengeinstitut, og udenfor dette holdt en pansret varevogn, som man var ved at stuve fuld af penge, medens revolvermændene nøje overvågede, at ikke andre revolvermænd skulle blive fristet. Da man var færdig med arbejdet, blev vogndøren smækket i, og idet vognen startede, fløj revolvermændene op på trinbrætterne på vognens sider og bagende, og så kørte man, dog ikke ret langt, thi ved Main Street var der rødt lys, vognen stoppede, og mændene sprang af og stillede sig i strategisk rigtige stillinger med revolverne klar til skud. Ja, så så jeg ikke meget mere, end at vognen startede igen, da der blev grønt lys, og mændene hoppede op. Men jeg måtte i mit stille sind sende en venlig tanke hjem til Helsingør, hvor gamle Gildrian før krigen hver torsdag formiddag traskede afsted med sin trækvogn til banken for at hente kasserne med de mange penge til lønudbetalingen på værftet. Her var såvist ingen revolvermænd — men de er i nogen grad kommet senere. Ja, undskyld, at jeg ikke har sluppet Youngstown endnu, men inden jeg slipper — og hvis De ikke allerede har sluppet —


må jeg lige have lov at nævne Youngstowns jernbaner. — Det var selvfølgelig ikke Youngstowns, de fleste tog stoppede endda slet ikke i Youngstown, men lokomotiverne hylede som besat, når de kørte gennem byen — især om natten var det slemt — man følte sig fristet til at tro, at samtlige lokomotivførere havde en kæreste i byen, som de morsede til med fløjten. Da de aldrig stoppede i Youngstown, er det ikke underligt, om længslerne har fået dem til at hive særligt stærkt i den. Nu mener De måske, at det ikke kan være meget værre end i Frederiksværk, når stationspersonalet er optaget af andre ting og ikke sætter signal for indkørsel, men det var det. Jeg glemte vist at fortælle, at 4 forskellige jernbaneselskaber har deres hovedlinier gående gennem byen, som da også for skams skyld har 4 jernbanestationer, stationer er måske lidt meget sagt, men dog steder, hvor togene kan stoppe op og få et par pakker og en brevsæk på eller af, og så er der af og til også et par passagerer. De har måske aldrig set et amerikansk tog? Det er en ting ganske for sig selv. For det første svæver vognkassen højt over skinnerne, så det faktisk er nødvendigt, at der bliver sat en stige til, når man skal ind eller ud af vognen til perronen. Mange vogne er indrettet således, at en trappestige smækkes ud, når døren er åbnet. Når trappestigen

er smækket op, danner den en del af gulvet foran døren og skjuler et par trin indbygget i vognen og danner fortsættelsen af disse, når den er smækket ned. Der er således ingen trinbrætter at se på et kørende tog. Da togpersonalet selvfølgelig ikke kan nå at smække alle trappestigerne ned ved hver station, bliver der kun åbnet få døre alt efter stationens størrelse. Resten af dørene er låset. Man kan således komme til at slæbe sig selv og sin bagage gennem det halve tog, før man finder en udgang. — Tja, ikke alt er lige forståeligt — heller ikke i USA. — Jeg kunne selvfølgelig også fortælle om ledvogteren uden led, men med et skilt i hånden, hvorpå der stod „Stop", og om signalsystemet, der så vidt jeg kunne fatte mest bestod i afbrænding af rød- og blålys samt små bål langs linien. Til gengæld ser lokomotivføreren ikke ud som „Mammon" i „Det gamle Spil om Enhver" — men som et mandfolk, der virkelig har et job. — Det er vist i det hele taget kun få lande, der bruger så meget guld til udsmykning af deres embeds- og tjenestemænd som vi — måske var det noget at tænke på for Nationalbanken. Før i tiden var tolderne faktisk de eneste, der ikke var behængt med alt dette dingel-dangel, men de har åbenbart følt sig som syndere, thi også de ligner i dag de andre „Gud Mammons Børn". (Fortsættes.)

33


Deltagere: Fællestillidsmand Frode Jacobsen, Dressler, stålværket, Børge Pedersen, pladeværket, Peter Bach Andersen, Rep., Mester Børge Jensen og Driftsingeniør K. Nielsen.

Ved en beklagelig fejltagelse var Josef Nielsen, profilværket, ikke blevet tilsagt. Ingeniør Schaldemose var indkaldt til mødet og forelagde de overvejelser, man havde haft i stålværket vedrørende sikkerhedsdragter for personale beskæftiget med udstøbning samt demonstrerede for udvalget forskellige typer og konstruktioner af dragter, hætter, handsker og sikkerhedshjelme. Man havde i stålværket prøvet de forskellige dragter bl. a. ved fra passende højde at hælde flydende stål over dem, og alle dragterne havde vist sig modstandsdygtige over for denne behandling. Dragterne er af imprægneret bomuld. Nogle af dem skulle imprægneres på ny, når de havde været vasket et par gange, andre holdt imprægneringen selv efter gentagende vask. De fleste dragter var syet som overalls, men da stoffet blev ret stift ved imprægneringen, var denne form for arbejdsdragt ret ubekvem samt meget varm at have på. Man var derfor stoppet ved et slag med stiklommer. Dette slag i forbindelse med en sikkerhedshjelm overtrukket med en hætte samt forsynet med et metalnet for ansigtet og med gamacher og træsko skulle give en nogenlunde bekvem arbejdsdragt samt en god sikkerhed på den pågældende arbejdsplads, og man vil forsøge med denne dragt. Da ulykkesrapporterne udviser et stort antal skader på ben og fødder, blev betimeligheden af indførelse af sikkerhedsfodtøj drøftet. Det blev oplyst, at B.&W. har

34

en ordning, hvorefter sådant fodtøj kan købes i marketenderiet, og det skal undersøges under hvilke former salget sker, og prisen ansættes. Ligeledes blev spørgsmålet, om det var praktisk at indføre sikkerhedshjelme som obligatorisk hovedbeklædning på værket drøftet. Spørgsmålet blev henvist til samarbejdsudvalget. For i påkommende tilfælde hurtigt at komme ned fra støbebroen, blev det forslag fremført, at der med passende mellemrum placeres klatrestænger. Markeringen af nødstop for kranerne i profilværket forsvandt, da hallerne sidst blev malet. Blev lovet genopfrisket. løvrigt skal det undersøges, hvorvidt samtlige nødstop i virksomheden er forsvarligt markeret. Det blev pointeret, at en fornyet agitation vedrørende behandlingen af ilt- og gasflaskerne synes påkrævet, idet man stadig omgås letsindigt med disse flasker. Lejder ved sydende af dybovnsbatteri ønskes udskiftet med en mere magelig trappe. Forskellige uheldige forhold ved svingkran og castorarrangement i valsehal 5 blev fremført. Forholdene blev lovet ændret snarest. Der var klaget over, at kran 22 i valsehal 5 under visse forhold skyggede for det elektriske lys, hvilket gav en vis usikkerhed for arbejdet i hallen. Det blev henstillet at anbringe lamper på krantraversen. Den elektriske belysning på skrotbroen blev drøftet, og problemet vil blive undersøgt nærmere. Oversigten for kørsel om hjørnet NØ for valsehal 5 er dårlig på grund af opstabling af skrot. Det henstilles, at bunken bliver gjort lavere, eventuelt fjernet. K. N.


Nye svende:

Ivan Roloff, udlært d. 19. december 1954.

Poul Sylvest Jacobsen, udlært d. 3. januar 1955.

Gunnar Brunhøj Jensen, udlært d. 31. januar 1955.

Fødsel sdage: 65 ÅR

27. marts. Otto Julius Petersen, Gilleleje. Reserveholdet. 60 ÅR

9. februar. Jens Winther Christensen, Solsortesti 4, Fr.værk. Rep.værkstedet. 50 ÅR

70 ÅR

6. marts. Hans P. Asplund Petersen, Hjortemosevej 16, Vinderød Skov. Stålværket.

27. februar. Chr. Theodor Lauritsen, Vinderød Skov 75. Stålværket.

5. april. Kaj Andreas Madsen, Strandstræde, Hundested. El.-værkstedet.

35


Staalbaandet - 1955 - Nr. 1  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, nr. 1 - 1955

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you