Staalbaandet - 1954 - nr. 4

Page 1


OKTOBER 1954 . NR.4

3. ÅRGANG

PERSONALE BLA D udgivet af:

D ET D AN SK E ST A AL V AL S E VÆ R K A/ S F R E D ER I K SV Æ R K Redaktør: KNUD NIELSEN

FOR SID E : Tegninger: Børge Erichsen.

Ved kontroltavlen for SM-ovn nr. 2.

Fotos: Poul Hansen. Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri.

F IL M:

IL F OR D

COL O UR.

INTERN TRANSPORT De interne transportproblemer har i flere år i høj grad beskæftiget sindene her som andre steder. Vi har overvejet mange muligheder, og gaffeltrucks, vejkraner, traktorer og påhængsvogne lyser nu op med deres muntre farver på vore veje og pladser. Men vi har stadig »Hans med Hesten«, som vi slet ikke kan undvære, dog finder man, at også han bør moderniseres i hvilken anledning, der er foretaget nogle prøvekørsler med køretøjet vist på vedstående foto. Løvevognen har vist sig særdeles effektiv til at forcere stærk færdsel, især af fodgængere og cyklister, og vi afventer kun myndighedernes tilladelse til også at benytte koretøjet på offentlige veje for at sætte det ind i daglig drift. (Hvis »Hans med løven« en dag er borte, behøver man ikke at efterlyse ham, han er der faktisk alligevel, man kan bare ikke se ham!) 2


Ulykken i stålværket den 14. oktober 1954

TÅLBÅNDET skulle være kommet for længe siden, men det havde været ganske uaktuelt, hvis det var kommet til tiden, thi torsdag d. 14. oktober skete den store ulykke i stålværket, og vor opmærksomhed var hæftet til avisernes store overskrifter, og gennem teksterne fulgte vi vore arbejdsfællers — vore arbejdskammeraters lidelser. Vore tanker søgte uvilkårligt de hjem, hvor ængstelsen og frygten nu rådede. Hver dag, som gik til ende, uden at vi hørte det, vi frygtede, gav os håb om bedring hos de hvem ulykken ramte. Men fredag den 22. om morgenen gled værkets flag på halv stang. Georg Sangill var død, og igen tirsdag den 26. blev der flaget på halv stang — også Arning Andersen var bukket under for sine svære lidelser. Livet på værket gik de dage tilsyneladende sin gang — disse dage som andre. Støbeskeer blev fyldt og stålet formet, og valseværkerne gik i den vante rytme. Telefonerne kimede, og dagligdagens samtaler blev ført, — livet og arbejdet gik videre, som var intet hændt. Og dog — der lå som et tryk over os alle, og mangen en tanke vandrede til de hjem, hvor sorgen og savnet nu rådede. Også andre dør — også andre hjem har mistet een, der var kær, uden at vore tanker beskæftiger sig særligt ved det, hvis ikke det netop ramte os selv. Men vi kan ikke favne hele verden i vor medfølelse.

Sagen bliver dog ligesom anderledes, når det gælder en ulykke på vor arbejdsplads — det er som man føler et medansvar — at det skete ikke er helt så tilfældigt, som hvor naturen råder — og derfor går vore tanker til de hjem, der blev ramt så hårdt. Men vore tanker går også til de tre på sygehuset — til Thorkild Nielsen, Frede Jensen, og Hans Rasmussen. For dem ønsker vi, at de snart igen må blive raske. Knud Nielsen.

***

TEKNISK REDEGØRELSE Overingeniør Bent Christiansen.

FTER DEN meget alvorlige ulykke, som ramte os torsdag den 14. oktober, har myndighederne, politiet og fabrikstilsynet indledt en undersøgelse. Resultatet af denne vil formentlig først foreligge om et stykke tid. Sideløbende hermed har værkets ledelse foretaget en undersøgelse, som herved bringes til alle ansattes kundskab. Ulykken indtraf ca. kl. 9 35 torsdag formiddag. Ske nr. 6 blev anvendt ved tapningen af ovn 4 kl. 910. Efter tapningen

3



Skitsen viser en opmejsling gennem blæren ned til skeens stålbund. De med sten betegnede lag er tydeligt erkendbare gennem plane spalteflader vinkelret på hverandre. På bundsiden af en stenbrokke ved (1) er fundet en sort plet ca. 80X60 mm. I skillefladen mellem stenene, også ved 1., fandtes desuden en stålfinne. Overfladen af stenen slaggedækket. Skitse nr. 2.

var skeen kørt til støbepladsen og de to første borde var færdigstøbt, og man var i gang med støbningen af bord nr. 3, da der pludselig indtraf en eksplosion i skeen, som bevirkede at stål og slagge blev slynget i vejret. Kranføreren, Gunnar Hansen forklarede, at der indtraf ialt 4 eksplosioner. På dette sted er der grund til at fremsætte en tak til Gunnar Hansen, fordi han bevarede fatningen og straks efter første eksplosion kørte skeen bort fra støbepladsen. Ved ulykken blev de 5 mand på støbeholdet alle forbrændte, den ene af dem G. Sangill i så svær grad, at han den 22. oktober afgik ved døden. Også Arning Andersen fik så svære skader, at han døde den 26. Såsnart de tilskadekomne var bragt bort, og ordnede forhold retablerede, blev ulykkesskeen tømt over tuden i et par slaggekokiller og henstillet til afkøling. Om aftenen ved 18-tiden var den så kold, at man kunne gå ind i den. Sammen med en repræsentant for fabrikstilsynet blev skeen besigtiget, men som det var at vente, var bunden dækket af en stålkage. Halvdelen af stålkagen blev om formiddagen den 15. skåret op med ilt og gas og forsigtigt fjernet. Den således afdækkede bund så ud, som vist på skitse 1. Det ses, at hele midten af bunden er sprængt bort til en

dybde af ca. 150 mm, hvorimod der langs skeens væg tilbagestår en bræmme med 300—400 mm bredde i tilsyneladende fuld bundtykkelse. Den viste blære gør umiddelbart indtryk af at være blæst op i en sejg masse, som derefter er revnet i smalle sprækker. Undersøgelserne koncentreredes straks om blæren. I nærværelse af tillidsmand Dressler blev der mejslet et hul i blæren helt ned til skeens stålbund. Profilet i dette hul er vist på skitse 2. Den prøve, der er udtaget lige under det øverste sintrede stampemasselag er hentet så langt inde under blæren som muligt. Undersøgelsen på laboratoriet viste 0,1 % fugtighed og 1,4 % glødetab. Undersøgelsen af stenen fra det øverste lag viste en af slagge glaseret overflade og mørkfarvet underside. Stenen og den sorte masse havde en fugtighed på 0,01 % og den sorte masse havde ved en opvarmning til 400 °C et tab på 2,34 %, ligesom den skiftede farve fra sort til grå. Prøver af massen helt nede ved stålbånden viste 6,2 % fugtigtighed. Efter at fabriksinspektøren påny havde haft lejlighed til at undersøge skeen lørdag formiddag, fortsattes undersøgelserne lørdag eftermiddag. Herunder blev der fra den første opmejs5


ling i blæren mejslet og optaget en rende i den tilbagestående kant-bræmme. Herved afdækkedes profilet af den oprindelige opstampning. Skitse 3 viser udseendet. Det bemærkes, at selv det nederste af stampemassen viste sig at være velstampet. En prøve udtaget her viste 0,3 % fugtighed. De underliggende sten var tørre. Først i laget helt nede ved bunden iagttoges fugtighed. Der fandtes 4,3 %. En senere opmejsling af blæren har vist, at stenene under den er glaseret af et lag slagge. På basis af disse resultater har vi foreløbigt dannet os følgende mening om ulykkesforløbet: Så snart det varme stål dækker bunden begynder en sintring af overfladen. Den fugtighed, der findes i ganske små mængder, går over i dampform og presses nedad i massen og stenene, hvor den igen fortættes. Vi ved, at skeen kan svede omkring taphullet, og at damp og fugtighed kan slå ud af lufthullerne i sidevæggene ganske svarende hertil. I dette tilfælde har eet, muligvis flere partier af de under massen liggende sten været glaserede. Den fugtighed, der presses nedad af temperaturen, har derfor ikke

6

kunnet kommet videre og er efterhånden, som temperaturen er steget, gået over i damp, hvis tryk stadig er steget, indtil det var så højt, at den sintrede stampemasse kunne sprænges af. Det forholdsvis beskedne rumfang damp er kommet ud i stålet, hvor det pludseligt er blevet opvarmet til 1600 °C under enorm rumfangsforøgelse. Dette svarer ganske til, hvad der er tilfældet ved sprængstoffer, og dette giver de iagttagne eksplosioner. Denne teori dækker de iagttagne forhold fuldstændigt. Det kunne tænkes, at det omtalte sorte stof var rester af olie, som ved forgasning kunne have givet eksplosion. Herimod taler, at stenlaget var fuldstændigt ordnet uden sprængninger, og fugerne så hele og ordnede ud. For at danne sig en idé om de i ulykkesskeen herskende forhold forud for støbningen, blev en ske af samme type onsdag den 20. oktober opstampet og tørret på nøjagtigt samme måde, som var anvendt ved ulykkesskeen. På det til støbningen svarende tidspunkt 16 timer efter tørringens ophør viste en undersøgelse, at de nederste ca. 5 cm af stampemasselaget (lige oven på stenene, se skitse 2) var meget varmt, ca. 80 °C og fugtigt med et vandindhold på ca. 6,8 %, medens en prøve udtaget mellem 5-10 cm over stenene viste 0,55 % fugtighed. Iagttagelserne fra denne prøveopstampning ændrer ikke den opstillede teori for forløbet af ulykken. Bunden i ulykkesskeen var opstampet med en lidt anden teknik end den, der har været anvendt ved de øvrige opstampede bunde. I dette tilfælde var stampningen af den fulde lagtykkelse foretaget på een gang, hvor man tidligere har opstampet i 2 gange respektive mange gange. Ændringen var indført, fordi man havde iagttaget afskalninger af de tidligere bunde, øjensynligt langs stampeskellene. Yderligere var også tørringen ændret,


idet bunden denne gang var afdækket med asbestplader for at beskytte mod direkte flammepåvirkning med deraf følgende krakelering og eventuel sintring. Fra mange sider har man hæftet sig stærkt ved denne ændring. Det bør dog ikke lades ude af betragtning, at de mennesker, som har ladet denne ændring genemføre, er folk med stor erfaring. Det vil jo være kendt, at vor teknik til opstampning af skeer anvendes i mange lande, og at vore mestre og arbejdere har foretaget instruktionsopstamninger i en række af de store værker i England, Holland, Tyskland, Østrig og Canada. Efter overvejelser var arbejdslederne kommet til det resultat, at en teknik, som den der blev anvendt ved ske nr. 6 var forsvarlig og hensigtsmæssig. Nogen risiko har de selvsagt overhovedet ikke ment, der vil være ved fremgangsmåden, hvilket jo bl. a. også fremgår af, at den ene tekniker befandt sig ved skeen indtil få sekunder før ulykken. En ulykke af en så sindsoprivende karakter maner naturligvis til eftertanke, og en hel række forhold omkring støbningen vil blive ændret. Først og fremmest vil beskyttelsesdragter blive anskaffet, og det er værkets håb. at disse vil blive anvendt i fuld udstrækning, selv om de naturligvis ikke vil blive bekvemme. Vore tidligere forsøg med forskellige typer er ikke blevet mødt med større forståelse, men tillidsmanden har givet tilsagn om at ville støtte indførelsen af beskyttelsestøj med sin og den øvrige klubbestyrelses fulde autoritet. B. Christiansen.

E R er egentlig kun få ting, om hvis værdi, man ikke kan diskutere. Til denne kategori hører blodtransfusion, der overalt i verden sammen med vædskebehandling iøvrigt, de nyeste infektionsbekæmpende midler og de moderne bedøvelsesmetoder er anerkendt som det bærende grundlag for kirurgiens nyeste landvindinger. Bedøvelserne har tidligere ofte haft en meget skadelig virkning på legemets normale fysiologiske funktioner, men man råder nu over metoder, der i langt ringere grad påvirker disse, hvorfor »lynkirurgens« tid nu bør være forbi. Den moderne kirurg opererer først og fremmest skånsomt og med videst mulig hensyntagen til organernes normale bygning og funktion. Man er tillige kommet mere og mere ind på at forbehandle patienter i dårlig almentilstand med blodtransfusioner og anden vædskebehandling, og under så godt som alle større operationer tilføres yderligere blod og vædske. Man ser derfor nu også, at de kirurgiske afdelinger ikke

7


mere præges af patienter, der er sløje og medtagne efter nylig overståede operationer — tværtimod er patienterne i stand til at stå op ved siden af sengen allerede operationsdagen, og i løbet af få dage går langt de fleste frit omkring. Allerede i slutningen af forrige århundrede og i begyndelsen af dette var de vigtigste, større kirurgiske indgreb udtænkt, men det er først de omtalte fremskridt i de sidste årtier, der har nedbragt risikoen ved større operationer til et minimum. Blodtransfusioner har stadig kunnet hævde sig som det bedste middel til at rette en udblødt og chokeret patient op, men mange af transfusionerne gives forebyggende, og den gunstige virkning er da måske ikke så umiddelbar indlysende for lægfolk. I de mere kroniske tilfælde, hvor tiden tillader det, skaffer hospitalerne blod fra de pårørende, der desværre ikke altid viser den rette forståelse af nødvendigheden af denne ydelse, og til trods for store anstrengelser stilles der stadig stigende krav til de organiserede bloddonorkorps. I mange lande ofres store summer på organisation af disse korps og på betaling af bloddonorerne, men i Danmark har vi haft den lykke, at Spejdernes og Væbnernes frivillige Bloddonorkorps indtil dato af frivillighedens vej og ganske uden vederlag har kunnet give hospitalerne denne uvurderlige hjælp. På en travl hospitalsafdeling kniber det ofte at få tid til at takke bloddonorerne for deres hjælp så meget, som vi ofte føler trang til, og dog er det således, at enhver bloddonor, der bare har givet blod nogle få gange, med sikkerhed kan siges at have medvirket væsentligt til at redde en patients liv. Selv om en bloddonor ikke kender (og ikke bør kende) denne patient, må det være en lykkelig følelse at vide dette og — det tror jeg, at alle bloddonorerne vil give mig ret i — mere end løn nok for ulejligheden og den tabte arbejdstid.

8

Bloddonorer deles i fire grupper: type 0 ca. 42 %, type A ca. 42 %, type B ca. 12 % og type AB ca. 4 %, desuden de to store underafdelinger: Rh. positiv og Rh. negativ. Ved transfusioner er det absolut nødvendigt, at man får blod af samme type som patientens, idet man derved undgår chokpåvirkning, blodforandring o. s. v. (type 0 kan dog bruges i nødstilfælde). At blodtransfusionerne er så vigtige, at det gælder om i alle tilfælde at kunne få frisk blod, kan fremgå af utallige sygehistorier, hvor en patient kommer ind i udblødt eller stærk chokeret tilstand. Ved sværere forbrændinger, som de, der forekom ved ulykken på stålværket fornylig, er blodtransfusioner en absolut nødvendighed. I gamle dage regnede man med, at et voksent menneske døde, når der var forbrændt ca. ⅓ af legemets overflade, men nu får disse patienter, ved blodtransfusionerne, en fair chance for at komme over choket og redde livet. For altid at være sikker på at have de nødvendige bloddonorer til rådighed, har vi tænkt at organisere et Frederiksværks frivillige Donorkorps; hidtil har korpset været organiseret af Sct. Georgsgildet, som vi skylder megen tak for veludført og altid hurtig hjælp. Vi vil gerne slutte med at erklære, at vi anser en bloddonor for at være en god kammerat, der sammen med sygeplejersker og læger danner et arbejdsfællesskab, hvis opgave det er altid at søge at lindre menneskelige lidelser og undertiden virkelig at frelse menneskeliv, B. Sommer Petersen, narkoselæge.

Jens Gram, overlæge.


EST FOR AUDERØDHALVØEN, der skyder sig ud i Arresø mellem Kregme og Vinderød, er der en vig. Ved den sydlige bred af vigen ligger ruinerne af Dronningholm, den gamle kongeborg, der efter traditionen skal være bygget af Valdemar Sejr som morgengave til den folkekære dronning Dagmar. Valdemar Sejr blev gift med prinsesse Dagmar (Dragomir) fra Bøhmen i 1205. Hun døde allerede i 1212, og selv døde kongen i 1241. Historisk hører man ikke noget om Dronningholm før i 1342, altså på Valdemar Atterdags tid, men udgravningerne de senere år viser, at slottet må være bygget ca. år 1200. Følgelig er der ikke noget i vejen for, at Valdemar Sejr kan have bygget Dronningholm, og at sagnet, som man tit ser, har ret. Af kendte adelsmænd, der har siddet som

kronens lensmænd eller som private ejere på Dronningholm, kan nævnes Albrecht Moltke — det er ham, der omtales som lensmand i 1342 — flere af slægterne Podebusk og Jernskæg, roskildebispen Peder Jensen Lodehat (dronning Margrethes fortrolige rådgiver), Aage Andersen Thott, kansler Johan Friis og rigsråd Anders Bille. I 1380 fik Henning Podebusk, der havde været Valdemar Atterdags drost, Dronningholm, og efter hans død ca. 1388 ejede to af hans sønner slottet. Derefter købte dronning Margrethe borgen, og så kom Jernskæg'erne. Den middelalderlige sjællandske adelsslægt, som bar navnet Jernskæg, lader sig ikke udrede genealogisk med fuld sikkerhed, men der kan påvises flere linier, hvor fornavnet Grib kom igen slægtled efter slægtled. En af disse Grib-linier uddøde om-

9


kring år 1500, og roskildeprovsten Laurids Mikkelsen Jernskæg, der døde under et ophold i Paris i 1513, var slægtens sidste mand. En søster til ham, Edele, blev gift med rigsråd Torben Bille.

*** Slægtens mest kendte medlem var denne Edele. Omkring år 1495, senest i 1498, kom Edele Jernskæg til kong Hans' hof, hvor

hun blev indskrevet som en af dronning Christines jomfruer. Hun skal have været en stor skønhed, og der gik ikke lang tid, før hun blev kongens frille. Især véd gamle svenske beretninger meget at fortælle om, hvordan jomfru Edele kørte i kongens slæde, når der var kanefarter under de kongeliges besøg i Stockholm i 1499. Et par år efter, da kongeparret påny gæstede Sverige, rejste kong Hans og Edele alene hjem til Danmark, mens dronningen blev ladt tilbage i Stockholm. Et stykke tid efter kongens og Edeles hjemkomst blev hun gift med Torbern Bille. Efter brylluppet var kong Hans Torbern meget bevågen. I 1503 gjorde han ham til sin lensmand på Abrahamstrup, som Jægerspris hed dengang, og året efter blev han optaget i rigsrådet. Gennem årene var kongen en flittig gæst hos Edele Jernskæg og Torbern Bille, både når de boede på deres fynske herregårde, som kongen havde hjulpet dem til at få, og når de opholdt sig i Nordsjælland. Torbern og Edele døde begge i 1512. Kong Hans var til stede ved Edeles dødsleje og skal her have sagt: „Edel var du i livet, ædel est du i døden!"

*** 10

Et andet kendt medlem af Jernskæg-slægten var Peder Nielsen Jernskæg, som levede i slutningen af 1300-årene. Når han stadig huskes, er det, fordi en række romantiske begivenheder i tidens løb er blevet knyttet til hans navn. Historikeren Arild Huitfeldt, der døde i 1609, fortæller i sin beretning om Valdemar Atterdags krig med Hansestæderne, at

det på et flådetogt til Wismar i Nordtyskland gik danskerne galt. De mistede alle skibene, og anføreren blev taget til fange. Denne anfører var, siger Huitfeldt, netop Peder Jernskæg, der altid havde været kong Valdemar „fast kjær og behagelig". Arild Huitfeldt gengiver derefter den gamle fortælling om, hvordan Peder Jernskæg slap ud af fangenskabet. Han tog en medfange på ryggen og gik åbenlyst ud gennem fæstningsporten, mens han gav ondt af sig, fordi han som adelsmand var sat til at gå og slæbe på fulde folk. I et slægtsbogudtog beskæftiger Anders Sørensen Vedel sig med en anden tildragelse i Peder Jernskægs liv, en episode, som danner fortsættelse af hans flugt fra Wismar. Da Peder Jernskæg kom hjem fra fangenskabet, fandt han sin hustru, Maren Skave, liggende i barselseng. Det „syntes han ilde om", eftersom han ikke havde været hjemme i år og dag, og da hun bleg og ængstelig rejste sig overende i sengen for at byde sin husbond velkommen tilbage, „krystede han hende ihjel i sine panserklædte arme". Fru Maren, der ligesom den øvrige Skaveslægt førte det græske pentagram i sit vå-


ben, trylletegnet, som bl. a. omtales i Goethes „Faust", havde ord for at kunne mere end sit Fadervor. Man var faktisk lidt bange for hende, og havde hun levet 300 år senere, på Christian den fjerdes tid, var hun uden tvivl blevet brændt som heks. Måske tør man — med henblik på „Melloni-affæren" i 1950 — tilføje: og havde hun levet i vor tid, var hun kommet i radioen ! Maren Skave kunne nemlig, når hun sad i fruerstuen, få strengene på en harpe, som stod i riddersalen, til at klinge. Og så var der jo også det med en lille rød trækugle, som hun kastede på ilden i kaminen, hvor den for øjnene af alle brændte til aske — men et halvt minut efter med et skarpt smeld dukkede uskadt op i en guldpeberbøsse, som fru Maren sad med i hånden . . . . ***

Gustav Trolle i vanskeligheder, og da den nye konge, Frederik den første, gav Dronningholms len til „Claus Slippeslot", blev den gamle borg ved Arresø skueplads for voldsomme begivenheder. „Claus Slippeslot", der hed Claus Eriksen Ravensberg, havde været Christian den andens lensmand på Kalundborg slot. Han svigtede kongen og overgav slottet til Frederik den første — og kom så resten af sine dage til at hedde „Slippeslot". Gustav Trolle, som forøvrigt efter Christian den andens fald blev den nye konges mand, agtede ikke godvilligt at aflevere Dronningholm til Claus Ravensberg. Så stormede „Claus Slippeslot" Dronningholm med sine krigsfolk og indtog det.

Efter Jernskæg'erne overtog kronen påny Dronningholm. Aage Andersen Thott, der var kongelig lensmand på slottet fra 1502,

Senere træffer man den berømte kansler Johan Friis, død 1570, som lensmand på Dronningholm. Efter ham kom Anders Bille, rigsråden, der fra 1539 til 1542 var statholder på Københavns slot. Det var, mens Anders Bille sad som statholder, at

døde dér i 1520. Han blev begravet i Æbelholt klosterkirke. Efter ham kom den svenske ærkebiskop Gustav Trolle, hvis mor var en Thott. Han var Christian den andens betroede mand, det svenske unionspartis ledende kraft og hovedanstifteren af det stockholmske blodbad i 1520. Poul Helgesen, forfatteren af den såkaldte „Skibbykrønike", som i 1650 fandtes indmuret i Skibby kirke, omtaler Gustav Trolle som „denne urolige og ustadige mand med det vilde sind, der åndede død og fordærvelse mod alle, hvem han ville det ilde". Christian den andens fængsling bragte

han fik Dronningholm, der dog senere blev lagt ind under København. Poul Huitfeldt, som 1555—1560 var forlenet med Københavns slot, fik i 1557 Christian den tredies tilladelse til at bryde sten af Dronningholm, der nu stod forladt og øde, og som i kongens brev kaldes „det forfaldne hus". Stenene og tømmeret fra det gamle slot skulle Poul Huitfeldt bruge til opbygning af „kronens afbrændte mølle i Dronningholm len". Helt nedbryde slottet måtte han dog ikke. Der skulle lades så mange materialer tilbage, at kongen kunne bygge sig et „lysthus", hvis det passede

11


ham. „Lysthuse" kaldte man de små jagtslotte, som kongerne havde liggende rundt om i landet. Alligevel, selv om det blev forbudt Poul Huitfeldt at tage rub og stub, var nedbrydningen i 1557 begyndelsen til enden, og da Christian den fjerde i årene 1602-10 byggede Frederiksborg, hentede han også sten på Dronningholm. Senere blev det al-

med at redde, hvad reddes kunne, har på forskellig måde været støttet af Frederiksværk Museumsforening og den stedlige turistforening — og Carlsbergfondet ikke at forglemme. *** Udgravningerne viser, at Dronningholm ligesom Søborg har ligget på en holm, en enkelt ø, der hævede sig 3 meter over Arre-

Parti fra Dronningholm portrummet.

mindeligt, at omegnens bønder hentede et læs sten, når de havde brug for det. Dronningholms saga var ude, og til sidst var alt, hvad der ragede op over jordsmonnet, forsvundet. Alligevel kunne man ikke lade tomten være i fred, og endnu for 25— 30 år siden gravede ejerne i jorden efter sten. En forandring i dette forhold fandt først sted i foråret 1933, da den daværende ejer under pløjning stødte på rester af slottet. Han lod Nationalmuseet underrette og gav beredvilligt tilladelse til, at museet foretog en udgravning. Den begyndte den 5. april 1933 under ledelse af arkitekt C. M. Smidt, der også ledede det påfølgende restaureringsarbejde. Smidt døde i 1947. Arbejdet

12

ruin,

søens vandspejl. Søen gik helt ind til holmens nordside. På de tre andre sider var der voldgrav, og uden om den lå en høj vold, der faldt af mod en lille vig i søen, som nu er blevet til mose. Bag vigen, ca. et par hundrede meter nordøst for slottet, lå på det bakkede terræn borgens ladegård. Stedet dér kaldes stadig Ladegaardsbakken. Dronningholm har ikke været noget lille slot, tværtimod. Det var en af landets største borge på den tid. Fra øst til vest har det målt ca. 80 meter og fra nord til syd 58. Søborg slot målte, da det var størst, omkring 61 x 63 meter, og Absalons københavnsborg var på ca. 53 x 51 meter. Som ruinerne af Dronningholm nu ligger, kan det ses, at der i østfløjens nord-


ende har været en 12 meter lang og 8 meter bred sal med 6 hvælvinger, som blev båret af 2 granitsøjler. Syd for salen var der tværs gennem fløjen et portrum, og derefter fulgte 2 tårne, et større på 6½ meter i kvadrat og et mindre på 4 x 4 meter. Fra det største af disse porttårne førte en træbro mod øst. Til at begynde med har der været stenbro i porten. Senere er der blevet lagt et gulv af munkesten ovenpå stenbroen. Da man undersøgte dette sted, mens udgravningerne stod på, opdagede man, at der mellem de to gulve lå et lag aske og trækul. Det tyder på, at der engang har været brand i tårnet. En anden mærkelig omstændighed var fundet af bageovnsrester i portrummet. Ovnen har været muret op på gulvet i porten og har ikke stået der i Dronningholms glansperiode, men er kommet til på et ret sent tidspunkt, da borgen var i forfald. Syd for portrummet har der været en sal mage til den mod nord. Begge salene har, ligesom portrummet, hvor bageovnen fyldte op, i slottets sidste periode været vansiret af indbyggede skillemure. Østfløjen, som der altså her er tale om, har været på to etager, muligvis tre.

Nordfløjen, der fra østfløjen strækker sig mod vest, bestod af fire sammenhængende længer med kældere under de to af dem. Kun den anden og den fjerde længe, regnet fra øst, er fra slottets første byggeperiode. Det er dem, der har kældere. Længe nr. 2 har haft tårn. I kælderen til nr. 4 er der bevaret rester af to krydshvælvinger. Et fjerde tårn havde borgen mod vest. Det var en mægtig kolos, ottekantet og 12 meter bredt. Rimeligvis har der fra dette store tårn, hvis grundomrids nu er markeret med kampesten i græsset, ført en bro ind til „fastlandet" mod vest. Under udgravningerne blev der af og til fundet ting, som kan fortælle om livet på det gamle slot. Ingen af fundene stammer dog fra borgens allerførste dage. Der er f. eks. kommet potteskår og ituslået stentøj fra 1300—1400 og 1500-årene for dagens lys, desuden slibestene, en høstsegl, en pilespids, en daggert, knive, rester af armbrøste, låse, hestesko, en spore, nøgler og en springer fra et skakspil. Der er også fundet bly fra vinduerne og blyindfattede ruder, hvoraf enkelte er ornamenteret. Størsteparten af disse fund kan nu ses i Frederiksværks museum i den gamle arsenalbygning på torvet. Erland Gribsø.

13


AN MAN IKKE finde en fornuftig forklaring på tilsyneladende uforståelige vanskeligheder med stål — ja, så plejer man med ansigtet lagt i alvorlige folder at tale om ældning for om muligt at overføre noget af egen usikkerhed overfor problemerne til modparten. I selve ordet ligger en antydning af en ændring af materialeegenskaberne med tiden, og er denne ændring gunstig — og det er den ved de fleste metaller — er vi faktisk i stand til at få helt nye materialer frem med ofte ganske revolutionerende egenskaber. Lad os tage det klassiske eksempel: opdagelsen af duraluminiummet. I sig selv er aluminium et udmærket metal, fordi det er så dejligt let; og i Rosenborgs samlinger kan man da også finde en dansk konges stolte rytterhjelm støbt i aluminium. Ganske vist kun til paradebrug, fordi den ordinære model var for tung; dengang var aluminium dog kun et morsomt legetøj uden teknisk betydning. Det rene aluminium er ligesom kobber et særdeles blødt metal, der sammenlignet med blødt stål kun kan belastes med ganske minimale ydre kræfter, før det begynder at give efter og „flyde". Normalt plejer man i teknikken at øge styrken af et metal ved at legere det med andre metaller, ligesom vi legerer jern med kulstof for at sætte styrken op. Aluminiummets natur er imidlertid sådan, at denne legering kun lader sig gennemføre ganske utilstrækkeligt. Blandt de forskere, der forsøgte herpå, var tyskeren Wilm. Han havde uden særligt held prøvet tilsætning af kobber, og da arbejdet havde været ganske negativt, lagde han det en sommer helt til side og tog på ferie. Nu havde han i sit laboratorium en meget omhyggelig mand, der efter ferien fandt en glemt prøvestang; og som den pligtopfyldende mand han var, trak han den — og fandt, at styrken i den mellemliggende tid var steget ganske væsentlig —

14

Ja, og så var duraluminiummet opdaget, og man havde materialet til at bygge flyvemaskiner af. Hvad var der i løbet af sommeren sket med det kobberlegerede aluminium? Det var ældet . . . Tager vi Wilms legering af aluminium og kobber, han havde sat ca. 5 % kobber til aluminiummet, så er den i smeltet tilstand fuldstændig homogen. Alt kobber er spredt som atomer så komplet i det flydende aluminium, at man ikke med de kraftigste mikroskoper er i stand til at finde frem til kobberet. Ved størkningen og afkølingen vedbliver denne tilstand; men opløseligheden for kobber i fast aluminium er meget begrænset og falder med formindsket temperatur, således at den næsten er nul ved 20° C. Så skulle man jo egentlig formode, at kobberet straks ville udskille sig som tydelige kobberpartikler; men det er ikke tilfældet, fordi bevægelsesfriheden for atomerne i et fast metal er væsentlig mere indskrænkede end f. eks. bevægeligheden i et flydende stof. Udskillelsesprocessen i metallet tager lang tid, flere måneder; men så udskilles der til gengæld små kobberkrystaller overalt i aluminiummet. Oprindeligt havde vi aluminium, hvor kobberatomerne sad spredt mellem aluminiumatomerne, og en sådan atomar blanding vil i de praktiske egenskaber med hensyn til styrke og sejghed ikke adskille sig væsentligt fra rene metaller. Efter at


den naturlige udskillelse har fundet sted, vil vi imidlertid have fået dannet små kobberkorn (i virkeligheden er det nu små korn af en meget hård kobber-aluminiumforbindelse) liggende inde i de rene aluminiumkorn. Disse små partikler virker som forankringer kornene imellem, og på den måde bliver legeringen meget stærkere, fordi der nu skal meget større kræfter til for at forskyde kornene i forhold til hinanden. Vi kalder dette forhold for udskillelseshærdning, idet der i tidens løb sker en udskillelse af et stof i metallet, således at styrken øges. Udskillelsen sker ikke lige med det samme, den tager tid, og der er derfor tale om en ældning. Duraluminium kræver adskillige måneder for at opnå sin fulde styrke; men varmer vi metallet op til nogle hundrede grader, er det muligt at at fremskynde ældningen meget kraftigt, så at en proces, der normalt tager måneder eller år, kan afsluttes på timer eller minutter. Med duraluminiummet — den ældende aluminiumlegering — var grundlaget skabt for den virkelige tekniske anvendelse af aluminium. Og overalt i den moderne teknik støder vi på ældende legeringer, der opnår egenskaber langt overstigende egenskaberne ved de mere „gammeldags" legeringer. Lad os blot nævne nogle få eksempler. Disse små fantastisk stærke magneter, man finder i alle moderne elektriske instrumenter, er en ældende aluminium-kobolt-jern legering. Hurtigstål, der som bekendt skal anløbes helt anderledes end andet hærdeligt stål, opnår efter ældning ved 550° C. en væsentlig forøgelse af hårdheden ved udskillelse af forskellige vanadinforbindelser. Og sådan kan man blive ved. Der er snart ikke det metal, der ikke ved den ene eller den anden form for ældning kan

opnå fantastiske egenskaber, og det gælder selvfølgelig også det bløde stål. Blot med den beklagelige forskel, at ved det bløde stål forringer vi en af stålets principielle egenskaber — den store sejghed, der muliggør små deformationer i hårdt belastede konstruktioner, hvorved belastningerne udjævnes og brudfaren formindskes. Ældningen, der er metalforskerens gode ven, er derfor blevet stålmetallurgens smertensbarn. Forudsætningen for en ældning var, at vi havde en opløsning af et eller andet stof i vort modermetal, her jernet. Opløsningen er tilvejebragt i smelteovnen ved den høje temperatur, og størkningen samt den videre afkøling foregår i denne forbindelse altid så hurtigt, at der ikke ændres væsentligt ved dette opløsningsforhold, selvom opløseligheden i reglen er lig nul ved normal temperatur. Men tilstanden er ustabil, og i tidens løb — det kan dreje sig om dage, måneder eller år, vil denne ustabile tilstand mere og mere nærme sig mod den stabile, hvor der ikke findes noget af det fremmede stof i opløsning, og det altsammen er udskilt i form af små krystaller. Oftest drejer det sig om krystaller af en sådan sammensætning, at de ved deres placering og størrelse vil blokere de „rigtige" krystalkorns bevægelser og dermed formindske sejgheden meget kraftigt og hæve selve styrken. I duraluminium var det kobber, vi med forsæt tilførte for at få ældningen frem. Ved stål er det de uundgåelige små mængder af ilt og kvælstof, der giver os ældningen. Både ilten og kvælstoffet optages uundgåeligt af stålet i ovnene, og i det færdige udvalsede stål finder vi det igen som opløst jernilte og jernnitrid. Lader vi jernet ligge i fred og ro, vil vi imidlertid ikke under normale forhold få nogen ældning. Der skal nemlig noget til at sætte ældningen i gang, og dette „noget" er i reglen en deformation.

15


Vi kan tage et ganske nærliggende eksempel fra værket: fremstilling af tentorstål. Her vrides og strækkes et almindeligt blødt stål, og styrken stiger på bekostning af sejgheden.Kolddeformationen bevirker en sådan forstyrkelse af kornene, at ældningen begynder at sætte ind, og i løbet af nogle måneder er den afsluttet. Undersøgt tentorstål fra en tilfældig charge havde ubehandlet en brudstyrke på 53 kg/mm2 og en forlængelse på 22 %*). Lige efter tentorbehandlingen er brudstyrken steget til 58 kg/mm2 og sejgheden faldet til 3 %. Stålet er blevet meget stærkere men til gengæld skørere, fordi behandlingen er så kraftig, at en stor del af kornene deformeres — de bliver langstrakte, og strækningen forstyrrer ligevægten i dem og giver næsten øjeblikkelig udskillelse inde i kornene. Udskillelsen forankrer kornene bedre i forhold til hinanden, og styrken stiger. Tillige bliver tilstanden kornene imellem „spændt" som følge af forstyrrelsen, eller som vi siger, „der kommer indre spændinger i materialet", og det er også med til at hæve styrken og især nedsætte sejgheden til helt minimale værdier. Ved deformationen er forudsætningen for en ældning skabt, og prøver vi materialet med mellemrum, finder vi en stadig ændring af styrkeegenskaberne. Efter 10 dage er brudstyrken steget til 60 kg/mm2 og sejgheden øget til 5 % Brudstyrken stiger som følge af fine udskillelser i kornene — ældning — og sejgheden øges, fordi de indre spændinger med tiden aflastes lidt. Og ældningen går videre. Efter 1 måned er brudstyrken 61,5 kg/mm2 og sejgheden

*) Brudstyrken angiver den belastning, der skal til for at rive en stang på 1 mm2 over — et stykke 25 mm rundt tentorstål med et areal på 491 mm2 skal derfor belastes med 491 x 53 kg eller ca. 26 t, før brud indtræffer. Forlængelsen er den procentvise forlængelse stangen har lige før bruddet, svarende til at en 100 mm lang stang er blevet 122 mm lang.

16

6 %, efter to måneder er brudstyrken 63 kg/mm2 med sejghed 7 %; og så er materialet faldet til ro. Den samme virkning, som vi har haft ved henlæg i nogle måneder, kunne vi have fået ved en hurtig opvarmning til ca. 250° C lige efter tentorbehandlingen. Kunstigt ældet, som vi siger, idet vi har forsøgt at efterligne naturens virkning på stålet, bliver brudstyrken 63 kg/mm2 og sejgheden 6 % — altså faktisk det samme, som vi fandt efter 2 måneders henlæg. Den tid, der skal hengå, før materialet er faldet til ro, er noget forskellig afhængig af temperaturen. Om sommeren går det hurtigere, fordi de små udligninger mellem kornene, som skal til, går lettere for sig, når temperaturen er en 20—30° C, end når vi er nede på nulpunktet, hvor materialet ligefrem ligger i dvale. Ved tentorstålet er ældningen en egenskabsforbedring, som vi med forsæt frembringer og kontrollerer ved at regulere deformationen efter stålets ældningstendens. Normalt er ældningen imidlertid skadelig, fordi den formindsker sejgheden.

Nu har vi beskæftiget os så meget med svejsning, at vi til afveksling kan se på nittede konstruktioner. Tidligere lokkede man ofte nittehullerne, og da lokningen er en ret brutal operation, hvor lokkebrokken til sidst nærmest flås af, giver den en voldsom koldbearbejdning af omgivelserne med påfølgende ældning i materialet omkring nittehullerne. Har stålet kraftig tendens til ældning, får vi her skøre partier, hvor der ved overbelastning uhyre let kommer revner. Den samme fare for ældning har man også ved klippede kanter, hvorfor hverken klipning eller lokning bør anvendes i første klasses konstruktioner.


Varmen er meget skadelig for det kolddeformerede materiale, fordi højere temperatur end de daglige 20° C fremmer ældningen meget. Den ugunstigste kombination er derfor en deformation ved 20° C under fremstillingen efterfulgt af en opvarmning til nogle hundrede grader. Ved deformationen skabes muligheden for ældningen og ved opvarmningen udløses den i hele sin farlighed. Deformation alene eller opvarmning alene er ikke nær så skadelig. Denne ugunstige sammenstilling opnås ved nittede konstruktioner oftest ved dampkedler og lignende konstruktioner, hvorfor man fra myndighedernes side med mellemrum foretager omhyggelige undersøgelser for at finde revner, før de endnu er blevet farlige for sikkerheden. Samme forhold gør sig gældende ved krankroge og kæder, der hyppigt overbelastes. Ved overbelastningen skabes grundlaget for ældningen, der så kan sætte ind, hvis krogen eller kæden opvarmes ved transport af varme genstande. I skibsbygningen spiller denne form for ældning ikke så stor en rolle. Tidligt har man erkendt, at nittehuller ikke må lokkes, men skal bores; men i det hele taget vil nittede konstruktioner ikke være så følsomme for forplantning af revner. Man skal have meget ugunstige omstændigheder, for at en revne i et nittet skib vil løbe fra een plade til en anden. Ved svejste skibe er forholdene imidlertid helt anderledes. I forbindelse med svejsningen har vi de gunstigste betingelser for udløsning af ældningen. Svejsningen af sømmene kan ikke undgå at give store deformationer og kastninger, der især bliver fremtrædende ved så stive konstruktioner som et skib. Deformation i kold tilstand findes der dermed altid omkring en svejsesøm og varmepåvirkningen kommer ganske af sig selv, når varmen fra sømmen

efter svejsningen begynder at trænge ud i pladen. Et eller andet sted skal man nok opnå den farlige kombination af deformation og opvarmning, således at ældningen sætter ind med sin fulde kraft. Oprindeligt var studiet af ståls ældningstendens begrænset til kedelplade; men efter svejsningens sejrsgang har fænomenet fået langt videre perspektiver. I de foregående artikler er omtalt prøver, der giver os oplysning om pladernes tilbøjelighed til at standse eventuelle revner, som kommer udefra. Stålets tendens til at revne ved en svejsesøm, hvis betingelserne ved svejsningen har været gunstige for ældning, siger denne prøve os imidlertid ikke noget om. Det er dog enkelt at modificere prøven, så at den også tager disse forhold i betragtning. Vi tager blot vor almindelige slagprøve og deformerer pladen, før prøven fræses ud. Hvor meget pladen skal deformeres afhænger af, hvor store krav vi vil stille til kvaliteten; men som oftest bruger man en strækning på 5— 10 % for at komme praksis så nær som muligt. I en kraftigt koldbukket konstruktion ligger deformationerne faktisk i denne størrelsesorden. For så at få ældningen fuldt frem, uden at skulle lade prøverne ligge i månedsvis, før vi slår dem over i slagprøvemaskinen, giver vi en kunstig ældning med en kort varmebehandling ved 250° C. Ligesom ved tentorstålet afsluttes ældningen næsten øjeblikkeligt ved denne temperatur. Disse prøver giver slagstyrkekurver af ganske samme form som prøver fra den ikke ældede plade. Den eneste forskel er, at ældningen bevirker en forskydning af overgangstemperaturerne mod højere værdier, og denne forskydning definerer stålets større eller mindre ældningstendens. Vi kan atter tage et eksempel fra vore egne plader. 792 K havde vi prøvet i den

17


forrige artikel med slagstyrkekurve som tegnet på fig. 2. På samme figur finder vi noget forskudt til højre for den oprindelige kurve styrkerne for det ældede materiale. Stort set er kurverne ens; men medens 792 K i valstetilstanden er 100 % sikkert anvendeligt ned til 10° C , kan pladen efter ældning kun sikkert anvendes over + 20° C. Det ser noget drastisk ud; men så slemt er det nu ikke i virkeligheden. Kun i ugunstigste tilfælde ved meget slet svejsepraksis vil materialet ødelægges så effektivt i nærheden af svejsesømmene. Faktisk ælder dette stål forholdsvis lidt, og skulle uheldet være ude, vil grundmaterialet være så sejgt, at en revne næsten øjeblikkeligt opfanges. Sammenligner vi 792 K med andre stål, falder sammenligningen absolut ud til fordel for vor plade. Tidligere har vi i denne artikelserie set på et stål af højeste klasse repræsenteret ved det skotske Coltuf og et meget slet stål, et uberoliget thomasstål fra DIP 18. Fig. 3 viser igen slagstyrkerne for disse to stål; men denne gang er kurverne for den ældede tilstand taget med. Medens vor 792 K ældede 30 ° ælder Coltuf kun 20° C og thomasstålet ælder 55 °; altså en betydelig forskel. Forholdet er faktisk det, at de forskellige

18

stål ikke alle er lige følsomme for deformation i kold tilstand. Coltufstålene kan man deformere op til 12—15 %, uden at der kommer nogen skadelig virkning ud af det, medens thomasstålene kun kan tåle nogle få % deformation, og vort ståls grænse ligger ved 10—12 %. Ældningen sætter faktisk en grænse for den bearbejdning, man kan give pladerne koldt ved tildannelsen. Det vil føre for vidt her at komme nærmere ind på, hvordan man regulerer ståls ældningstendens. Da ældningen er en fin udskillelse i kornene af jernilte og jernkvælstofforbindelser, er den effektiveste metode at reducere indholdet af ilt og kvælstof i stålet så meget som muligt og i hvert fald først og fremmest undgå thomasstål med de store mængder kvælstof fra luftgennemblæsningen. Den fuldstændige fjernelse er imidlertid meget vanskelig gennemførlig og kan kun foretages ved at binde de sidste mængder kemisk. Her er en tilsætning af aluminium eller titan bedst, og ved særlige ikke ældende stål til specielt udsatte konstruktioner kommer man op på aluminiumtilsætninger op til 6—10 kg/t; men så bliver stålene også meget vanskelige at arbejde videre med ved støbning og valsning.


AN KAN HOLDE sommerferie på mange måder, f. eks. ved at gå og spekulere over, hvad man egentlig skal bruge den til eller til et besøg hos onkel Karl og tante Mie i Smørumovre. Man kan også kramme skyggen på morfars gamle stråhat op i siderne, så den ikke bliver nær så pæn, som dengang morfar gik med den, og tage en broget halsklud på og ellers ikke meget andet og sætte sig på cyklen og køre landet rundt fra vandrehjem til vandrehjem, og det kan være meget sjovt. Men man kan også tage til Italien, og det gjorde Ivan og Ebbe altså i deres sommerferie i år. Ivan og Ebbe er to raske gutter — maskinlærlinge i reparationen. Selv om Ivan snart er svend og skal kaldes Roloff, så er han det altså ikke endnu, og derfor hedder han stadig Ivan, medens Ebbe er Ebbe nogen tid endnu. Ivan og Ebbe kommer godt ud af det til hverdag, så hvorfor ikke holde ferie sammen, og da nu det halve Danmark tager til udlandet, hvorfor så ikke selv prøve. Penge — ja,

dem har Ivan og Ebbe ikke mange af, men hvad — der kører tusinder af biler ned gennem Europa hver dag, og skulle der ikke være plads i en eller anden af disse for Ivan og Ebbe? — Det går de og taler om en vinter igennem.

* Så en morgen er man med ranslen på ryggen luksuspassager på en af Gustavs jernvogne til København, men der er et stykke vej endnu herfra til Italien. Altså — baglæns ud ad Roskilde landevej med tommelfingeren bag over skulderen, og — fortæller gutterne: „Vi kom ret hurtigt til Hamburg, hvor vi var lidt uheldige, idet der var strejke i byen på det tidspunkt, ingen befordringsmidler, gas, lys eller vand, — det var jo ikke så morsomt. Nordtyskland minder en del om Danmark, knap så kønt, mere barskt, men det

19


slap vi hurtigt fra, idet vi fik et lift fra Hamburg til Stuttgart, en strækning på 800 km, — det er noget, der kan mærkes. Stuttgart er efter vor mening den kønneste storby, vi så i Tyskland; den forener på een gang industri og natur, som man sjældent ser magen, og sikke parker de har, de er virkelig imponerende, det må være forfriskende for folk, som skal virke i en storbys jag, at hvile ud i så skønne omgivelser, — hatten af for det. Vi overnattede på vandrehjemmet; disse var i Tyskland overordentlig flotte, det er et fint internationalt samarbejde, som her er bragt ud i livet til gavn for alverdens rejselystne ungdom. Vort næste trip gik til München med et tysk ægtepar på ferie i folkevogn; med dem havde vi mange fornøjelige timer, dog var det et lille skår i glæden, da de viste os resterne af koncentrationslejren Dacau, samt de massegrave, der hørte til. Der var rejst et mindehus i lejren, som vi fik lejlighed til at se; det er ufatteligt så mange mennesker, der her måtte lade livet.

vi videre til den østrigske grænse. Her fik vi igen lift, og det tværs igennem hele Østrig til den italienske grænse. Østrig var meget imponerende, og vi skal sent glemme vor køretur over alperne. Italien var nået på ialt 8 dage, hvilket vi syntes var fint. Men ak, nu kneb det; vi blev hurtigt enige om, at italiensk er et af de mest vanskelige sprog, sikken en gang pludren, — vi forstod hverken hoved eller hale af det, men med lidt godt humør og mange fagter gik det dog. Det var vældig grinagtigt, hver gang man fik forklaret noget.

Grænsebyen Garmisch blev nået hen mod aften. Vi søgte straks op til vandrehjemmet, men omforladelse, de havde overhovedet ingen plads, alt var optaget, da byen var så fyldt med turister i en mængde, vi aldrig nogensinde havde tænkt. Vi var sultne, trætte og snavsede samt i besiddelse af en slunken pengepung. Gode råd var dyre, men når nøden er størst, er hjælpen nærmest; vi fik den lyse idé at henvende os til politiet for eventuelt at sove i en celle. De var også vældig flinke på stationen, men sætte os i fængsel, det ville de ikke, så medens de spekulerede på, hvad de skulle gøre med os, kom overbetjenten, en flink, ældre herre, som godt kunne lide danskere, og tilbød os logi i sit hjem, hvilket vi tog imod med taknemmelighed.

Fra grænsen tog vi toget til Venedig, da vi som sagt ikke forstod, hvor de forskellige biler kørte hen, men det fortrød vi heller ikke, for mage til forestilling i et italiensk tog på 3die klasse skal man lede længe efter; i løbet af et kvarter sang hele kupeen sammen med os, italienerne er i den grad ligefremme, så man forbavses. Vi var optaget i deres kreds, så i de 6 timer, togrejsen varede, var der ikke et minuts ro. Vi sang, dansede, pludrede, så det var en lyst, og vort humør steg mange grader efter den tur.

Efter at have takket mange gange, drog

Venedig, gondolernes og romantikkens

20


by, var nået. Vi stod nu midt i det, vi havde drømt om, og hvilket betagende syn, disse gamle bygninger og paladser omkranset af vand overalt med solen brændende fra en skyfri himmel. Vi stod stille i flere minutter, inden det var os muligt at give udtryk for vore følelser, men så fulgte de også ned gennem byen med utallige udtryk som, ih, næh, åh se der o.s.v. Men så meldte reaktionen sig, vi var pludselig helt segnefærdige af træthed og uden logi. Der fandtes intet vandrehjem i byen, kun dyre turisthoteller eller skumle baggårdsværelser til himmelråbende priser, så vi var faktisk henvist til det fri, da vi heller ingen politistation kunne finde. Men når man er træt, kan man sove hvor som helst, så vi fandt en bænk i en park, hvor vi slog teltpælene ned. Det var noget helt nyt, tænke sig, at være helt hjemløs uden tag over hovedet i en fremmed storby, men vi krøb hurtigt ned i soveposerne, hvorefter vi talte til eet og sov.

klarede vi ham vor nød, og han tilbød straks, at vi kunne bo på universitetet som studenter, hvilket vi tog imod med kyshånd. Om aftenen festede vi hos professoren; maden bestod af blækspruttesuppe, sneglehuse og spaghetti samt masser af vin. Jo, der var liv. I Venedig blev vi i 5 dage, da heldet tilsmilede os i form af en tysk handelsrejsende, som vi traf på en restaurant. Han tilbød os kørelejlighed til Hamburg, hvilket vi ikke ville afslå, da det kneb lidt med finanserne, så dagen efter vendte vi næsen hjemefter, for vi længtes alligevel efter Danmark, måske mest efter dansk mad, for sneglehuse er ikke så lækre som flæskesteg. Hjemturen forløb uden nævneværdige nye indtryk, hvilket der heller ikke var plads til i vore alt for fyldte hoveder, men til slut vil vi sige, at ude er godt, men hjemme er bedst".

Vi vågnede næste morgen med solen i øjnene, noget fortumlede satte vi os op, og ganske rigtigt, vi var i Venedig, det var virkelighed; vi havde tilbragt natten som et par andre vagabonder i Italien. Nå, frisk mod, Antonius, vi måtte se at finde et sted at sove, men først skulle vandet prøves. Efter en pragtfuld sejltur med en gondol, kom vi ud til stranden. Havde livet været folkeligt i toget, så var det endnu mere broget her. Alle sludrede og legede med hinanden, voksne og børn, og i løbet af ganske kort tid var vi blevet venner med et utal af mennesker, der lærte os de mest indviklede strandlege, samt fik os til at synge „Dejlige, dejlige København" og „Wilhelmina"; disse to sange var meget berømte dernede, og de sang alle med. Jo, det var sandelig en pragtfuld modtagelse. En af vore nye venner var professor på universitetet, og på vort mangelfulde engelsk for-

Ivan og Ebbe.

21


NORDITALIEN gemt mellem Alpernes sydlige udløbere ligger Comosøen. Ved søens bred omtrent midtvejs mellem den nordlige og sydlige ende lige overfor Bellagio ligger et stort gammelt hus i en pragtfuld park, der i terrasser skråner op ad den ret stejle bjergside. Huset hedder »Villa Carlotta«. Det har tilhørt den italienske familie Clerici, senere familien Sommariva og sidst prinsesse Charlotte af Preussen. Nu er det overtaget af den italienske stat og er offentligt tilgængeligt som museum. Det har været et stort herskabeligt privathus med sale og mange værelser, men er arkitektonisk set ikke særligt fremragende og står langt tilbage for mange andre italienske bygninger både i ælde og arkitektur. Berettigelsen til dets anvendelse som museum er i virkeligheden nærmest en en stor sal midt i stueetagen, hvori findes en del skulpturer i marmor af Canova, Tadolini og Hayex og ikke mindst — og af særlig interesse for danske — Thorvaldsens originale Alexanderfrise, der afslutter de fire vægge. Som dansker ranker man uvilkårligt ryggen, når custoden på en blanding af 80 % italiensk og 20 % fransk-engelsk prøver at gøre forståeligt, hvem Thorvaldsen var, og hans gentagne »Grazie« for den måske lidt rigelige drikkeskilling er en indirekte følge af ovennævnte følelse. I de 22

andre rum findes en del gamle franske og italienske møbler og malerier — sidstnævnte delvis i kopier. Det, der tiltrækker de over 100.000 besøgende om året, er imidlertid den enestående, skønne park, der omgiver huset. Som følge af det særligt milde klima, der er karakteristisk for egnen omkring Tremezzo.


og Cadenabbia, hvor søen er smal og ligger lunt mellem de stejle bjergsider, er der gode vækstbetingelser for en række forskellige tropiske og subtropiske træer og planter. I parken findes gamle og kæmpehøje palmer og forskellige arter, delvis fritstående, mindre palmer i grupper og slugter, nerier høje som huse, bambus ja endog bananplanter med klaser af bananer, selv om disse næppe når at blive helt modne. Der er klippeslugter med små rislende vandløb tilgroet med saftigtgrønne planter. Der er på velegnede steder store beplantninger af kaktus og saxifraga i et utal af arter; tusinder af rhododendon og azalear, der i forsomren må være et aldeles betagende syn, som hidkalder masser af besøgende. Desuden agaver og mægtige eksemplarer af bladplanter, som vi herhjemme oftest forgæves søger at holde kummerligt i live i urtepotter indendørs. Alt er arrangeret af dygtige havearkitekter og passet og plejet af flittige og kyndige gartnere med en enestående sans for og kærlighed til naturen. Under en vandring selv i midten af september, ganske vist i ca. 25°

varme og blændende sol, kan man ikke tilbageholde stadige udbrud af beundring over skønheden, hver gang en ny udsigt åbner sig f. eks. en gruppe bananplanter i et hjørne af en plæne eller skråning beklædt med det skæreste saftiggrønne græs. Som mellem- og underplantning stråler mængder af den ildrøde Salvie og den mørkerøde og den gyldne Canna. Lørdag aften er parken eller rettere forskellige særlig karakteristiske grupper i parken projektørbelyst. Selv om belysning af en bestemt slugt beplantet som urskov var en udtalt misforståelse, så var hovedparten af arrangementerne rene skønhedsåbenbaringer, og en aftentur under disse omstændigheder ubetinget et værdifuldt supplement til nydelsen dagen i forvejen. Og til sidst — et lille hvil i en løvomkranset svagt oplyst loggia i den lune aften med udsigt gennem det fløjlssorte mørke ud over søen mod de tusinder af lys ovre i Bellagio bringer for selv de mere nøgterne ægtepar stemningen fra den første forlovelsestid tilbage.

23


S K OVGRIS EN GLE M MER, AL T H VAD HA N LEVNER . F AB RIK S -DO' EN OGS Å HAR V IS S E EVNE R.

Vedstående fotos er taget under en tilfældig rundgang på værket og ikke i nærheden af aktuelle arbejds- eller byggepladser. Man kan sige, at det er småtterier, men det viser dog en vis ligegyldighed med værdier og leder tanken hen på, om andre og større — men mindre kontrolable — værdier behandles tilsvarende.

A Gulve er velegnet til: 1. at færdes på. 2. opbevaring af Reservedele. 3. henkastning af værdifulde genstande, man ikke gider tage sig af.

B Tomme flasker: 1. tilsættes skrottet for opnåelse af en god stålkvalitet. 2. skal afleveres. 3. er uden værdi.

24


C Kokiller er: 1. forme for støbning af stålblokke. 2. skraldebøtte for nye elektroder. 3. kasse for tømte ølflasker.

D Elektroder: 1. er et stykke ståltråd uden større værdi. 2. koster ca. 30 øre pr. stk. 3. kan henligge i regn uden at tage skade.

E Hætter til ilt- og gasflasker er: 1. et godt supplement til skrotbunken. 2. absolut nødvendige til beskyttelse af ventilerne på flaskerne. 3. blot til pynt på flaskerne. 25


satte vi til Bremen, hvor vi overnattede, og derfra næste morgen til Amsterdam, hvortil vi ankom mandag aften kl. 18,00. Mit første indtryk af Holland og især Amsterdam var de mange, smukke farver på husene, og hvor rent og pænt der var alle steder; jeg så så galt en dag en kone, der vaskede fortovet, som vi andre vasker vore gulve. Vi boede på hotel „Esterica", hvor vi blev vældig godt behandlet. Hotellet lå ca. 2 km fra robanen. Robanen var meget imponerende; den er gravet ud af arbejdsledige i en arbejdsløshedsperiode og blev brugt ved olympiaden i 1928. Der var en stor tribune, som kunne rumme flere tusinde tilskuere. For enden af banen var der bådehuse, hvor alle de forskellige lande havde deres både, og desuden var der omklædningsrum og brusebade. Langs med kaproningsbanen var der en kørebane til biler og een til cykler, hvor der under kaproningerne var tæt pakket med biler og cykler, der

Andet sted i bladet er beskrevet en luksusrejse, som to af vore unge i maskinværkstedet foretog til Italien. Man kan også på anden måde få set sig om i verden, som nu f. eks. værkets Benjamin: Willy i el-værkstedet. Han er endnu den mindste i størrelse på værket, men da han kun er 15 år, varer det nok ikke så længe, og så er han fuld af kræfter — et af »Heros« store fremtidshåb i brydning, Han er også andet, nemlig styrmand for Frederiksværks så berømte toer. — Næ, det var ikke ham, der var med i Helsingfors, men han var i sommer med til Europamesterskabet i roning i Amsterdam. At man ikke vandt, kan Willy ikke gøre for: Willy styrede som efter en snor, så det må komme på de to mesterskabsroeres kappe.

* * * Jeg har været så heldig at blive styrmand for de to stærke Frederiksværk-roere Poul Svendsen og Svend Petersen, og dette har givet anledning til mange dejlige ture, hvoraf den bedste har været vor nylig overståede tur til Europamesterskaberne i Amsterdam, efter at vi på Sorø sø havde vundet Danmarksmesterskabet. Vi startede søndag den 22. august kl. 6 morgen, da vi skulle køre i bil med Osvald Kraft; herved opnåede vi at komme før de andre danske roere til Amsterdam og kunne således træne en ekstra gang, hvilket havde stor betydning for os. Efter overfarten med Gedser—Grossenbrode-færgen fort-

26

fra land fulgte løbene. Der kørte også en bus, hvor man betalte 60 cent pr. tur. Efter at vi havde beset robanen og prøvet den, startede vi torsdag i vort første løb, og det var jo uhyre spændende, om vi kunne gøre os gældende i det fine selskab; det var jo verdens bedste roere, der var samlet her. Den første dag gik fint, og vi fik en andenplads efter Frankrig og gik videre til semifinalen, medens de, der ikke blev nr. 1 og 2, skulle ro opsamlingsløb om fredagen. I semifinalen om lørdagen skulle vi møde Schweiz, Belgien og Holland, og det var meget spændende, om vi kunne komme igennem til finalen. I begyndelsen af løbet gik det fint, men da belgierne spurtede, kunne vi ikke følge med og måtte nøjes med en tredieplads, og da der skulle mindst en andenplads til for at komme med i finalen, var vi hermed ude af spillet. Næste dag var vi på tur i byen, som lignede en del efter København, blot var husene meget smallere; på mange af husene var der et hejseværk, da man ellers ikke kunne få møblerne ind. Om aftenen var vi på tur gennem kanalerne i en stor turistbåd; alle broerne var illumineret, så det var et usædvanligt flot syn. Mandag morgen startede vi hjemturen, som gik over digerne, og det var meget interessant at se, hvor stor forskel der var på vandstanden på hver side af de meget høje diger. Det længste dige var 32 km langt. Vi overnattede igen i Bremen på hjemturen, og var i Frederiksværk tirsdag aften ved 20-tiden, hvor vi fik en hjertelig velkomst af vore klubkammerater og pårørende. Willy Nielsen.


Når stålet ruster H A N S

A R U P

IGE SIDEN menneskeheden lærte sig at udvinde metallerne af deres malme, har naturen arbejdet på at føre dem tilbage igen til malmtilstanden. Jernets rust eller glødeskal og kobberets ir er i virkeligheden ganske de samme forbindelser, som vi bryder i naturen for at fremstille metaller. — Fra stålfremstillingen ved man jo også, hvorledes glødeskal og rustent skrot har samme virkning som malm under koget. Jernets og stålets rustning er et problem af den allerstørste økonomiske betydning — man kunne hvert år bygge krigsflåder af det stål, der ruster op rundt om i verden — det er anslået, at de 40 % af stålproduktionen går direkte til erstatning af de dele, der er ødelagt af rust. Set fra et stålværks side kan det således være meget godt, at stålet ruster, som det gør, når man har dette faktum at takke for 40 % af sin omsætning, men det turde være klart, at der alligevel, også for et stålværk, ligger en meget stor interesse i at finde frem til et stål, der har ringest mulig tilbøjelighed til at ruste, og — da man endnu ikke har råd til at bruge rustfrit stål overalt — at finde frem til de bedst mulige metoder til beskyttelse af stålet. Man hører tit bemærkningen om, at »stålet er ikke, hvad det var i gamle dage«, og i reglen tænkes der på, at et nyfremstillet stykke stål ruster meget hurtigere end »det go'e gamle«. Noget er der sikkert om snak-

ken. Det gamle svenske pudeljern var jo berømt i denne forbindelse, og vi kender alle eksempler på gamle beslag, gelændere eller sågar oldtidsfund med denne arrede, brunsorte overflade, der ser ud til at kunne holde i endnu mange hundrede år. Vi skal senere vende tilbage til denne erfaring, men det fortjener i alt fald at nævnes, at den ikke er opstået i den nyere tid. I den ældre Plinius's bøger kan vi læse om, at han omkring år 30 e. Kr. kom på en rejse til Alexandria, hvor han så de gamle jernkæder, som Alexander den Store havde spærret havnen med ca. 350 år tidligere. De gamle, smedede led havde holdt sig fint, men de nye led, som det få år før havde været nødvendigt at tilføje, var svært medtagne af rust. Det er nødvendigt, at der både er fugtighed og luft — rettere sagt ilt — til stede, for at jernet kan ruste. På havbunden, selv på forholdsvis få meters dybde, er der ikke ret meget ilt i vandet, og når man hæver skibe, der har ligget i årevis på havbunden, er de ofte forbavsende velbevarede — lige indtil de kommer op i luften igen, så må man straks spule saltvandet af og gå igang med at rense og male. Man kan nemt foretage et lille forsøg, der viser dette: Et par jernsøm, der står i et glas, der er halvt fyldt med vand, vil hurtigt begynde at ruste. Men hvis man først koger luften grundigt ud af glasset og straks lukker det med en tætsluttende prop, kan sømmene holde sig blanke, så længe det skal være. På lignende måde vil ren, tør luft ikke få jernet til at ruste. Hvis fugtighedsprocenten er under 65 %, vil jernet simpelthen slet ikke angribes. Her i Danmark vil denne grænse næsten altid være overskredet, men visse steder i verden, hvor luften til stadighed er meget tør, behøver jern og stål slet ikke at males, når det står ude i luften. Det er forøvrigt også en betingelse for rustning, at temperaturen er over frysepunktet.

27


Foruden klimaet spiller også luftens renhed en stor rolle for rustdannelsen. I industribyer er luften fyldt med røg og svovlsyre fra skorstenene, og det virker naturligvis kraftigt fremmende på tæringen. Man har regnet ud, at Londons skorstene udspyr over 5.000 tons sod på en enkelt vinterdag. Alle disse forskelle har man undersøgt videnskabeligt ved at hænge små ens stålplader ud forskellige steder verden over og så veje dem hvert år for at finde ud af, hvor meget rust der dannes. Nogle få karakteristiske tal er stillet op i tabellen nedenfor, hvor tallene angiver, hvor mange millimeter en stålplade vil tæres pr. år de pågældende steder (på hver side). Tabel 1 . Tykkelsestab i mm pr. år ved atmosfærisk korrosion af stål på forskellige lokaliteter. Khartoum,Sudan…………... Abisko, Nordsverige……….. Wales, Storbrittannien ........ Sheffield, industriby ............... Lighthouse Beach, fyrtårn ved Guldkysten ........

0,0025 0,005 0,061 0,14

mm mm mm mm

0,6

mm

Klimaets store betydning vil være iøjnefaldende. I Wales er der et landligt klima med ren, fugtig luft, Sheffield er en typisk industriby, og ved Lighthouse Beach har pladerne fået lov til at hænge i saltsprøjtet fra den tropiske brænding. Hvis man læser en beretning om sådanne rustningsforsøg, vil man ofte finde resultaterne udtrykt som gram pr. kvadratmeter pr. år. Vi kan for eksempel tænke os, at vi har en jernplade, der på en bestemt forsøgsstation tæres så hurtigt, at der for hver m2 overflade ruster 50 g jern væk om året. Det er imidlertid ikke ligegyldigt, om dette rustangreb er jævnt fordelt, eller om det optræder i form af grubekorrosion. Ved grubekorrosion kan en plade hurtigt blive

28

gennemhullet på enkelte steder, selv om det meste af overfladen ikke er videre angrebet, og det er klart, at en sådan form for angreb er særlig farlig ved beholdere, rør o. 1. Det gamle svejsejern udmærkede sig »ærligt ved sin modstandsdygtighed overfor grubekorrosion. De mange bladformede slaggeindeslutninger, som jernet var fyldt med, gjorde gavn ved at standse de korrosionsangreb, der havde tendens til at gå i dybden. Den farlige grubekorrosion optræder især på genstande, der er under vand, inden i rør og lignende steder. Der er flere forskellige grunde til, at jernet tæres på denne måde, men for nemheds skyld skal vi her kun nævne en af de vigtigste, nemlig glødeskalskorrosionen. Først er det imidlertid nødvendigt at sige et par ord om den såkaldte galvaniske korrosion (kontaktkorrosion) i almindelighed. To forskellige metaller, der er i berøring med hinanden, vil ikke korrodere på samme måde, som hvis de ligger hver for sig. Det mest ædle vil korrodere mindre, og det mindst ædle vil korrodere mere.

Tabel 2 . Den galvaniske spændingsrække nævnt fra uædelt til ædelt: Magnesium. Aluminium. Duraluminium. Zink. Kadmium. Jern. Tin. Bly. Nikkel. Kobber. Glødeskal. Rustfrit stål. Sølv. Guld. I tabel 2 er en række af de almindeligste metaller og legeringer ordnet i den såkaldte


spændingsrække, således at de metaller, der i havvand opfører sig mest uædelt, er anbragt øverst, mens de ædle er anbragt nederst. Hvis vi altså har et stykke jern og et stykke kobber i forbindelse med hinanden, vil kobberet være beskyttet, medens jernet tæres hurtigere. Som en meget grov regel kan man sige, at jernet korroderer lige så meget, som hvis hele overfladen havde været af jern, d. v. s. at korrosionen på det lille overfladeareal vil gå langt mere i dybden. Hvis vi i stedet for forbinder et stykke jern med et stykke zink, vil jernet være beskyttet, medens zinket korroderes. Dette princip har i 125 år været anvendt ved skibe, hvor man har boltet zinkblokke fast ved agterstavnen, for at forhindre korrosion i nærheden af skruen, der er af bronce. I tabellen står glødeskal lige ved siden af kobber i spændingsrækkcn. Det er ikke alle, der tænker på, at glødeskal i denne forbindelse opfører sig ligesom et fremmed metal, men faktisk er en glødeskal på skibsplader lige så farlig som en kobberforhudning. Såsnart der kommer de mindste sprækker eller huller i glødeskallen, vil jernet nedenunder tæres voldsomt. På og omkring svejsninger vil glødeskallen altid være væk, og her ser man ofte kraftige tæringer (fig. 1). Det er af disse grunde meget ønskeligt at fjerne glødeskallen fra de plader, der skal bruges til skibsbygning, og det er tidligere sket på den måde, at pladerne fik lov til at ruste i 1 à 2 år. Nu bliver pladerne i reglen brugt forholdsvis hurtigt, og derfor kan man se mange alvorlige tilfælde af glødeskalkorrosion, til trods for at man i de sidste 100 år har kendt til glødeskallens farlighed. Grunden til dette er ikke alene spørgsmålet om, hvem der skal bære omkostningerne, der for et mellemstort skib kan beløbe sig til titusinder af kroner, men også om valg af metoder og om, hvorvidt behandlingen skal foregå på skibsværfterne, eventuelt på det færdige skrog, eller om

pladerne skal leveres fra stålvalseværkerne med glødeskallen fjernet. Korrosionsbekæmpelse. Det er tidligere nævnt, at både luft og fugtighed er nødvendigt for at jernet kan ruste. For at forhindre rust kan vi derfor fedte jernet ind eller smøre maling på. En sådan beskyttelse vil ikke være 100 % tæt, og i tidens løb vil den også afslides eller forvitre. De bedste rustbeskyttende malinger indeholder derfor stoffer, der kan forhindre rust, selv om der er luft og fugtighed til stede, de såkaldte inhibitorer. Et sådant stof er fx. mønje, der i den senere tid er blevet delvis afløst af stoffer som zinkkromat og og blycyanamid. Derimod virker aluminiumsfarve ikke rustforhindrende. En virkelig første klasses maling af jerngenstande kan udføres på følgende måde (på en fuldstændig metallisk ren overflade): 1. 2 strøg af en rustbeskyttende rundfarve. 2. 1 à 2 strøg med en vejrbestandig dækfarve. 3. 1 à 2 strøg aluminiumsfarve, hvor det er nødvendigt at beskytte dækfarven mod sollyset. En anden type overtræk er de metalliske; forzinkning, fornikling, fortinning, etc. De kan deles i to grupper alt efter, om overtræksmetallet står over eller under jern i spændingsrækken. De første, hvortil hører nikkel, krom, kobber og tin, er kun effektive, hvis laget er helt tæt, og jernet vil straks begynde at ruste selv ved de mindste porer og sprækker. De sidste, fx. zink og Fig. 1 .


kadmium, kan virke beskyttende, selv hvor der er huller på grund af den galvaniske virkning. Det blev nævnt, at rustbeskyttende grundfarve indeholdt inhibitorer, der kunne forhindre rust, selv om der var fugtighed til stede. Til andre anvendelser har man fundet andre stoffer med inhibiterende virkning, og mange af disse har selv i ganske små mængder en virkning, der kan se ud som det rene hekseri. Et af disse stoffer hedder VPI, det behøver blot at ligge i nærheden af de genstande, der skal rustbeskyttes. Masser af kostbare maskiner, reservedele o. s. v. bliver nu indpakket i papir, der er behandlet med VPI, og kan på den måde holde sig blanke i måneder eller endog år uden at være indfedtede (fig. 2). En anden inhibitor er almindeligt vandglas. Det anvendes som en halv procents tilsætning til vandet i centralvarmeanlæg og har vist sig at have en fantastisk evne til at forhindre korrosion i rør og pladeradiatorer. Stålets sammensætning har også en vis, omend begrænset rolle for rustningstilbøjeligheden. 0,2—0,3 % kobber, som man efterhånden finder i det meste stål, der er lavet af skrot, har vist sig at formindske korrosionshastigheden i atmosfæren, men mængden af de øvrige urenheder spiller praktisk talt ingen rolle. I laboratoriemæssig målestok har man dog fremstillet et meget rent jern (mindre end 0,01 % samlede urenheder), der næsten ikke er i stand til at ruste. I mange tilfælde kan det betale sig at anvende rustfrit stål, men dermed er vi straks inde på et helt andet område, nemlig stål med store mængder legeringsstoffer (fx 18 % krom og 8 % nikkel), og en omtale af disse vil falde udenfor rammerne af denne lille artikel. Til afslutning kan vi lige løfte sløret for en ny og meget interessant metode til forhindring af korrosion, nemlig den såkaldte katodiske beskyttelse, der i de senere år har

30

Fig. 2.

fået udstrakt anvendelse i USA og i England. Egentlig er metoden slet ikke ny, det drejer sig nemlig blot om den gamle idé med zinkblokkene på skibene, men anvendelsesområdet er blevet udvidet til alle slags nedgravede jerngenstande, det indvendige af beholdere etc, og i stedet for zink anvendes nu magnesium. For eksempel kan en lang nedgravet olieledning beskyttes fuldstændig på den måde, at man med passende mellemrum, undertiden med flere kilometers afstand, nedgraver magnesiumblokke og forbinder dem til røret med kabler. Da magnesium står så lavt i spændingsrækken, vil jernet beskyttes og kun magnesium'et tæres. Magnesiumanoderne kan holde i 10—15 år, alt efter hvor kraftigt tærende omgivelserne er, og når de er ved at tære væk, kan de fornyes. I stedet for magnesium kan man bruge grafit, der ikke kan tæres, men så må man sætte negativ spænding på røret ved hjælp af et akkumulatorbatteri eller en ensretter. For store anlæg er denne løsning tit den billigste, men forøvrigt kan en katodisk beskyttelse ofte gennemføres for et beløb, der kun udgør en forsvindende brøkdel af rørledningens anlægsomkostninger, og overalt, hvor metoden er rigtigt gennemført, har den vist sig 100 % effektiv.


M ø d e t i r s d a g d . 2 8 . sept. 1 9 5 4 Deltagere: A -gruppen: A. Østergaard, B. Christiansen, Børge Jensen, P. W. Mortensen, K. Nielsen, K. Schaldemose, J. Skov. B.-gruppen: Frode Jacobsen, H. Nielsen, P. Dressler, M. Søgaard, Carl Rasmussen, K. Nachmann.

det ville koste ca. 10.000 Kr. at forøge garagens kapacitet til 130 cykler, og det vedtoges derfor at gennemføre denne udvidelse.

3. Udvekslingsrejser for arbejdere.

Formanden bød velkommen, og man gik straks over til punkt 1 på dagsordenen. 1. Gennemgang af punkter fra sidste møde. Denne gennemgang gav ikke anledning til bemærkninger udover, at det blev meddelt, at de gamle skabe i badebygningen var blevet kasseret og erstattet med nye, og at der nu ville blive installeret oliefyr i bygningen. Endvidere meddelte Frode Jacobsen, at ordningen med hensyn til genanskaffelse af arbejdstøj ville komme til drøftelse i hjælpefonden i den allernærmeste fremtid.

Sagen drøftedes, og der var enighed om, at de svenske værker, hvad angår stålfremstilling, var så forskellige fra vort, at udvekslingsarrangement næppe ville være af større betydning. I foråret 1952 var det samme spørgsmål rejst, og man undersøgte den gang gennem De samvirkende Fagforbund mulighederne for at arrangere udveksling med tyske eller belgiske værker. Det viste sig, at en sådan udveksling ikke lod sig gennemføre, og senere undersøgelser af mere privat art har heller ikke givet noget positivt resultat. Formanden lovede imidlertid, at ledelsen skulle holde sagen i erindring, og at den ville indtage en velvillig holdning, såfremt man kom i forbindelse med værker, der stillede sig imødekommende over for tanken.

2 . Motorcykle-garagen. Frode Jacobsen oplyste, at hans undersøgelse havde vist, at der normalt stod ca. 80 motorcykler i garagen, og at der var et maximalbehov for plads til 98. K. Nielsen meddelte, at han også havde foretaget en undersøgelse i ugens løb, og at denne havde givet stort set det samme resultat bortset fra, at han havde fundet, at det maximale behov var 111. Man drøftede forskellige løsninger, men et overslag havde vist, at

4. Køleskab for madpakker i profilværket. Det viste sig, at erfaringerne med opbevaring af madpakker i stålværket ikke var gode, medens man i pladeværket ingen vanskeligheder havde haft. Idet man mente at kunne arrangere opbevaring på en måde, der svarer til forholdene i pladeværket, lovede formanden at ville undersøge omkostningerne ved at etablere en sådan ordning.

31


Såfremt disse var rimelige, ville køleskab blive anskaffet, og i modsat fald ville ledelsen vende tilbage til spørgsmålet. I samme forbindelse kom Frode Jacobsen ind på spørgsmålet om marketenderiets udlevering af drikkevarer i sommerperioden. Forholdene vil blive nærmere undersøgt.

5. Færdiglagerpladsen. K. Nielsen gjorde nærmere rede for de foreliggende projekter for rullegang og synerplads ved finværkssiden og nævnte, at hele færdiglagerpladsens opbygning i øjeblikket var under revision. Med hensyn til kranerne har kran 10 en hastighed på længdekørselen på 50 m i minuttet og kran 37 på 80 m i minuttet. Det overvejes at sætte begge kraners hastighed op. Under alle omstændigheder vil i hvert tilfælde kran 10's hastighed blive ændret, så den er lige så stor som kran 37's hastighed.

6. Varmt vand i badeanstalten. Man afstod fra en drøftelse, idet problemet nu synes at være løst tilfredsstillende. K. Nielsen slog dog igen til lyd for en større sparsommelighed med vandet. Forbruget i badeanstalten er 83,5 1 vand pr. ansat i døgnet. Til sammenligning tjener, at andre store industrielle virksomheder regner med ca. 30 1, hvortil yderligere kommer, at jo langt fra alle arbejdere bader i den egentlige badeanstalt.

32

7.

Sikkerhedsspørgsmål.

Støbekranens

udformning. K. Nielsen gav en udførlig redegørelse for havariet på den nye 110 tons støbekran, hvor splejsningen af en tovpart svigtede, og tovet faldt ned. Når den nye støbekran ikke blev konstrueret som den første 110 tons kran, hvor støbeskeen er ophængt i 2 tovparter med hver 4 tove, men med 4 tovparter med hver 4 tove, altså i dobbelt så mange tove som den gamle kran, skyldes dette, at det forholdsvis ringe antal tove kræver en særlig stor diameter af wiren, hvilket medfører, at denne ved opvikling om tromlen har tilbøjelighed til at åbne sig. (Et forhold som senere er rettet), Ved valg af 4 tovparter med hver 4 tove var det muligt at gå ned med wirediameteren, hvorved åbningen af wiren kunne hindres. De 4 tovparter i den nye kran har hver sin tromle, men samtlige tromler er drevet af samme heksemaskineri og følges således nøjagtigt ad. Hver tovpart er i den ene ende fastgjort til sin tromle, og efter at være skåret gennem blokhjulene, er den anden tovende ved splejsning fastgjort i en justérbolt til kranens kørevogn. Det var en sådan splejsning, som svigtede. Splejsningen var udført af det største specialfirma herhjemme, nemlig Jacob Holm & sønner, og den bedste garanti for et godt arbejde skulle således være til stede. Splejsningen var udført med 2 fulde stik, hvilket efter firmaets erfaringer svarer til tovets styrke. Ved undersøgelse af kranen efter uheldet mente man imidlertid at kunne konstatere, at den tidligere omtalte justérbolt, hvori tovet var fastgjort, havde drejet sig noget, hvorved den forholdsvis korte splejsning kan have opgået sig noget og derved svigtet. Tillige fandtes den mulighed, at tovparten med den svigtende splejsning havde været noget kortere end de øvrige 3, hvor-


ved den med den faste og uelastiske forbindelse mellem ågene, hvori de 2 krankroge for støbeskeen hænger, har fået større belastning end de øvrige wirer og dermed evt. forårsaget drejningen af justérbolten. Ved reparation af kranen blev splejsningen udført med 6 stik på alle 4 tovparter og yderligere sikret med wireklemmer. Splejsningerne blev ikke beviklet, hvilket letter kontrollen med disse. Tillige blev den stive forbindelse mellem ågene for krankrogene fjernet, således at man nu er sikker på, at samtlige 4 tovparter er belastet ens, selv om der skulle være en mindre forskel på tovparternes længde. løvrigt blev det oplyst, at der ved havariet ikke havde været fare for, at støbeskeen skulle falde ned, idet 3 tovparter er stærke nok til at bære den fyldte ske. Redegørelsen blev taget til efterretning. løvrigt drøftedes en rekonstruktion af sikkerhedsudvalget, der senere selv fremsætter forslag herom.

8. Portvagt-ordning. Det udsendte forslag drøftedes og godkendtes med et par tilføjelser.

9. Advarsel mod motor cykle støj.

11. Røgplagen i smedien. Spørgsmålet drøftedes, og man var enige om, at det havde været en betydelig forbedring, at optænding nu foretages ½ time før arbejdets påbegyndelse, dog fandt man endnu ikke forholdene helt tilfredsstillende. Børge Jensen oplyste, at den ventilator, der var anbragt i skorstenen, i øjeblikket er til reparation, og at den iøvrigt næppe var velegnet til formålet. Det vedtoges derfor at søge udsugningen forbedret.

12.

Værktøjsaflevering

til

magasin

i

reparationsafdeling. Der var et alt for stort svind i det udleverede værktøj. Dette spørgsmål drøftedes, og man var klar over, at en hovedvanskelighed lå i, at det udleverede værktøj ofte anvendtes på flere skift. Den bestående ordning er baseret på, at den, der har kvitteret for værktøjet, hefter for det. Såfremt forholdene ikke forbedrer sig på dette område, må man overveje en skærpelse af ordningen og evt. praktisere erstatningsbetaling for bortkommet værktøj.

Politimesteren har rettet henvendelse til værket om tilladelse til at opsætte opslag dels i motorcykle-garagen og dels i marketenderiet. Samarbejdsudvalget var enige om at godkende opslaget. 13. Meddelelser fra formanden om den 10.

Andragende om tilladelse til foto-

grafering på arbejdspladsen. Et andragende fra et udenbys firma om tilladelse til at fotografere arbejderne under arbejdet afsloges enstemmigt.

økonomiske udvikling. På tidspunktet for sidste beretning på samarbejdsudvalgets møde den 6. april lå verdensmarkedets og dermed også vore priser for handelsjern (stangjern) meget lavt.

33


I slutningen af maj resp. begyndelsen af juni begyndte udlandet at sætte priserne op, og i dag er de 4—6 dollars højere end i april. Vi har ventet med at forhøje vor grundpris med kr. 25,00 pr. ton til 1. oktober foreløbig gældende for 4. kvartal d. a. Efterspørgslen er meget stor, særligt for finjern, og vi er fuldt beskæftiget, hvilket forhåbentlig vil vedvare ind i næste år. For skibspladers vedkommende er den mangel, der hidtil har gjort sig gældende, afløst af rigeligere udbud, hvilket har trykket priserne. Imidlertid har de sidste dages rapporter fra udlandet vist nogen stigning; vi håber, at prisen efterhånden kan bringes op på et noget mere lønnende niveau. Vi er dækket ind med ordrer på plader til midten af næste år. Sluttelig omtalte formanden, at årsregnskabet siden sidste møde var blevet udsendt til tillidsmændene, og spurgte, om der i denne forbindelse var noget spørgsmål.

Dette var ikke tilfældet. Frode Jacobsen ønskede i denne forbindelse at fremføre arbejdernes og hjælpefondens tak for den gave på 50.000 kr., som selskabet atter i år havde skænket hjælpefonden. Efterhånden som arbejderstaben blev ældre, ville der være behov for en stor kapital i fonden.

14. Eventuelt. Frode Jacobsen ville gerne have indført, at nyansatte hurtigst muligt blev tuberkuloseundersøgt. Man var af den formodning, at ordningen allerede var etableret, men sagen vil nærmere blive undersøgt. Carl Rasmussen nævnte, at der manglede en dør og et stykke mur i reparationen i pladeværket. Endvidere kom man også ind på spørgsmålet vedrørende muren mellem profil- og pladeværket. Begge dele vil hurtigst muligt blive bragt i orden. BC .

3. november. Rose Ejner Edellund Carlsen, »Strandgaarden«, Strandvejen 46, Frederiksværk. Reserveholdet. 22. november. Jacob Olsen, Frederiksværkgade 91, Hillerød. Lager & Ekspedition. 16. januar. Viggo Marius Pedersen, Gulspurvevej 1, st. th, Frederiksværk. Stålværket. 17. januar. Eigil Christian Sørensen, Centralcaféen, Frederikssund. Reserveholdet. . 50 ÅR 24. oktober. Laur. Johs. Holm Jensen, Tibirke Sand, pr. Frederiksværk. Lager & Ekspedition.

34

60 ÅR 7. november. Chr. Oskar Hessner, Nørregade 24, Frederiksværk. Rep.værkstedet.


STÅLVÆ RKET Martiningeniør Carlo Poulsen. Ovn 1 var i drift til 28.-8., hvor den blev sat ud til mellemreparation og reserve. Ovn 2, 3 og 4 har haft mellemreparationer og er i drift. Driften har været af normal karakter, dog præget af ferietiden. Produktionen udgjorde ca. 40.300 tons eller 2.000 tons mere end i samme kvartal sidste år. Bortset fra en uheldig episode er arbejdet gået støt og godt, hvilket også har givet sig udtryk i en stadig øget produktion. I de 3 forløbne kvartaler er ialt produceret 120.000 tons blokke, hvilket vil sige, at med en stadig god arbejdsindsats, agtpågivenhed og påpasselighed hos den enkelte arbejder og funktionær synes det muligt at nå en produktion på ca. 164.000 tons i 1954. PR OF IL VÆ RKET Valseværksingeniør P. W. Mortensen. Grovværk. Kvartalet begyndte med sommerferie fra 11.-7. til 1.-8. I Ferien blev hovedmotoren, som var på 1200 HK, udskiftet med en ny på 2400 HK, og der kan nu arbejdes med 2 blokke i værket på samme tid uden ulemper. Hjælpemaskinerne blev gennemgået og repareret. Varmsaksen blev således hovedrepareret og forsynet med et vippebord for aflastning af rullebanen under klippet,

og skrotmulten er nu anbragt i en vandfyldt betongrav, så de afklippede stumper hurtigt bliver afkølet. Ved blokovnen var det kun nødvendigt at foretage småreparationer, men bloktrykkeren fik en større reparation. Valsestanderne i 4. stol blev demonteret for udboring af lejer til hængslerne. Vippebord F1 blev forsynet med kraftigere krumtap og ny hovedaksel for kørsel. Produktionen har været god, ialt blev der valset 6976 tons færdigjern. Vi har været gennem hele valseprogrammet, og valsningen er forløbet uden større uheld. Finværk. Produktionen har været stærkt præget af fladjernsvalsning og valsning af profiljern. Ialt blev der valset 7.377 tons færdigjern. I sommerferien blev der foretaget en del ombygninger og reparationer, således blev knippelovnen hovedrepareret. Mellemværket blev forsynet med et nyt forgreningsgear og den gamle hovedmotor på 500 HK udskiftet med den tidligere hovedmotor for grov værket, som er på 1200 HK, hvilket har medført, at der med sikkerhed kan arbejdes med flere knipler i værket på een gang. Foruden talrige mindre reparationer fik ekscenterkølebeddingenen længe tiltrængt hovedreparation og arbejder nu upåklageligt. (fortsættes side 30)

35


FRA AFDELINGERNE

(fortsat fra side 29)

Det hele blev udført på 14 dage, så det må siges, at der blev gjort et godt stykke arbejde.

PLADEVÆ RKET Valseværksingeniør J. Skov. I sommerferien blev udført en del nødvendige reparationer og nyinstallationer. Af sidstnævnte er det især værd at hæfte sig ved det nye descalinganlæg eller afskalningsanlæg for fjernelse af glødeskaller på valseemnerne. Selve anlægget er beskrevet i Stålbåndet nr. 2, og det tør siges, at det arbejder over forventning. Den gamle vægtakkumulator for bevægelse af midtervalsen blev erstattet af en akkumulatorbeholder, og hele systemet arbejder nu langt mere støt end tidligere. Tillige fik vi en særlig akkumulatorbeholder for bæring af topvalsen og derved en langt større sikkerhed for, at topvalsens lejer stadig har kontakt med valsestolens hovedskruer. Desværre fik vi kort tid efter sommerferien et stop på 10 dage foranlediget af, at svinghjulslejerne og et drevleje i hovedgearet løb varme, rimeligvis fordi smøringen svigtede. Lejernes hvidtmetal måtte fornyes. Vi har en del reklamationer over bølgede plader, især over 16 mm og op. Bølger i plader undgås bedst ved, at der er mindst muligt slør i top- og mellemvalsens lejer, at blokke er ensartet opvarmet og så ved valsningen at søge at slutte af ved høj temperatur (900°—1000°) og med en slutreduktion 0,5—1,5 mm — ikke under. De lange bølger på plader op til 25 mm kan rulleretteren nogenlunde tage, men de tætte bølger er rulleretteren for spinkel til at fjerne. I juli kvartal er valset ca. 11.000 t mod 13.020 t i 1953. Stoppet på grund af varmløbne lejer er langt den overvejende årsag til forskellen.

36

Beretning fra bedriftslægen. I juli kvartal er undersøgt 93 tilsagte personer. Den største begivenhed har været vaccinationen mod stivkrampe, som fandt sted 14., 15. og 16. september. Herom vil en udførligere beretning foreligge i næste nummer af Stålbåndet, men foreløbig kan meddeles, at et ganske betydeligt antal har fulgt opfordringen til denne forebyggende behandling. Hvis der findes nogle mennesker, som af en eller anden grund ikke er vaccineret, men nu nærer ønske om at blive det, kan det forsømte endnu indhentes ved blot at give møde i konsultationen om mandagen. 2. vaccination foretages i oktober. Erik Steenberger.

Portordning. Som det fremgår af referatet fra sidste samarbejdsudvalgsmøde er der godkendt en ny portvagtordning. Ordningen går ud på: 1. at hindre uvedkommende adgang til værkets arealer. 2. at hindre at nogen del af værkets ejendom uretmæssigt fjernes fra værket. 3. at kontrollere det ind- og udgående gods. Ved indførelsen af ordningen vil enhver ansat ved DDS få udleveret et legitimationskort, som skal underskrives af den pågældende og på forlangende forevises for vagten eller arbejdsledere i de respektive afdelinger. For færdsel ind gennem porten vil bommen være åben for indkørsel af cyklister et kvarter før de store skift kl. 6 00, 700, 800, 1400 og 2200, men lukkes præcis på de anførte klokkeslet, hvorefter al gående færdsel samt cyklister og knallertkørende skal passere mellem vagten og administrationsbygningen. Ind- og udkørsel af enhver art gennem denne passage og på fortovet er ikke tilladt. Personvogne og taxavogne må kun med særlig tilladelse køre gennem porten.


B E NT AR N S T R Ø M J Ø R G E NS E N Den kun 28-årige Bent Arnstrøm Jørgensen, som blev ansat på DDS i januar 1947, kom ulykkeligt af dage ved en drukneulykke i Arresø den 16. august. Sammen med en kammerat var han tidligt på dagen taget på andejagt, og her indhentede døden ham, da den benyttede skydepram kæntrede. På værket var Bent Jørgensen almindeligt kendt som en god arbejder og kammerat, der havde arbejdet i de fleste af DDS's forskellige afdelinger, sidst som aflæsser ved modtagelsen af skrot. Han vil derfor blive mindet blandt kammeraterne, som giver udtryk for stor medfølelse overfor hans unge hustru, der nu sidder tilbage med 3 ukonfirmerede børn.

H A N S ANK J Æ R H A N S E N Hans Ankjær Hansen, der stammer fra Horsensegnen, døde den 9.-9.-54 på Frederiksværk sygehus, kun 44 år gammel. Hansen kom til DDS som entreprenørarbejder hos Kampsax under bygning af pladeværket og i marts 1950 blev han antaget i stålværket, hvor han i de senere år virkede som skemand, en plads han med interesse og omhu passede til fuld tilfredshed. På arbejdspladsen vil han blive savnet som en god kammerat, der kun havde venner, men størst vil savnet sikkert være i det hjem, han stiftede for få måneder siden.

H A N S PE D E R H A N S E N I en alder af 57 år døde Hans Peder Hansen, Holtehuset, den 3. august i sit hjem efter et langt og smertefuldt sygeleje, der siden den 17. december 1953 havde lænket ham til sengen, først på sygehuset, hvor man hurtigt blev klar over, at en håbløs sygdom havde mærket ham, og senere i hjemmet. Hansen havde fra august 1950 arbejdet i stålværket kun afbrudt af en mindre afstikker på 4 måneder i 1951. Han var noget af et mekanisk geni, der kunne arbejde med såvel lokomotiver som symaskiner og anden finmekanik. Derfor var arbejdet for ham nærmest en hobby, når han fungerede som lokomotivfører og i den sidste tid som motorfører på diesellokomotivet. Blandt kammerater og overordnede var han almindeligt afholdt på grund af sin stilfærdige optræden på såvel arbejdspladsen som udenfor denne. Erik Jensen.

37


A/s : J 513

British Standard Institution: Glossary of terms relating to iron and steel. Part 6. Forgings and drop forgings. 54. 15 s. (BC+Bibl.)

A/s : J 721 310

British Standard Institution: Glossary of terms relating to iron and steel. part 5. Bright Steel bar and Steel Wire. 54. 13 s. (BC+Bibl.)

J 332

Trubin, K. G.: Der Siemens-Martin Prozess. (MetallargiedesStahls) 1953. 360 s. (Bibi.)

J 50. 5 : 5102 Hoff, Hubert, E. H. und Theodor Dahl: Walzen und Kalibrieren 1954 216 s. (BC) J 721. 34: Ostenfeld, Chr. & W.Jønson: DK. 001. 4 Forsøg med forspændt beton. Materialer-Strengebeton-Kabelbeton. 1951 89 s. (Bibi.) DK (038)

— i mappen for sager, der skal følges op!

TIL LYKKE!

Breul, Karl: Cassel's German and English Dictionary English/German. — Deutsch/English. 1953. 813 + 687 s. (Dr. chem. Frau Schermer)

DK 069 : Selskabet for Danmarks Tekniske (058) Museum: Danmarks Tekniske Museum. Årbog 1953/54. 1954. 84 s. (Biblioteket) DK 313. 1

Steenberger, Erik. Bedriftslæge: En analyse af ti års ulykkestilfælde på Det Danske Staalvalseværk A/S. 1954 16 s. hæftet. (Bibi.)

DK 658. 562: Rim'r, Olle: 31 Affårsekonomisk Skrifteserie nr. 33: Kvalitetskontrol. 1952. 92 s. (Stålværk) DK 669. 1 Moncada, De Pedro Cabral: (41/49): ' Estabelecimento Da Sidef 32. 0 : T 1 rurgia EM Portugal. Gave. 1954. 45 s. hæfte (Bibi.) 38

Frk. Conny Christensen blev udlært som kontorassistent d. 14. okt. 1954.


INDHOLD:

Ulykken i stålværket

3

Bliv bloddonor

7

Af vor egns historie

9

Svejste skibe, skøre brud

14

Italien - retur

19

Bella Italia

22

Quiz uden præmie

24

Holland - retur

26

Når stålet ruster

27

Fra samarbejdsudvalget

31

Runde tal

34

Fra afdelingerne

35

Beretning fra bedriftslægen

36

Georg Nielsen Sangill, Bannebjerg pr. Græsted og Niels Arning Andersen, St. Karlsminde, pr. Hundested, som døde på Frederiksværk sygehus henholdsvis d. 22. og 26. oktober efter de frygtelige forbrændinger, de havde pådraget sig ved ulykken i stålværket d. 14. i samme måned, var begge mænd i deres bedste alder. Sangill blev 35 og Andersen 36 år. Georg Nielsen Sangill havde været ansat på DDS siden marts 1953, medens Niels Arning Andersen først kom til værket 1. juni i år som

Portordning

36

Dødsfald

37

Fra DDS tekniske bibliotek

38

Til lykke

38

ferieafløser, begge har hele deres tid på DDS arbejdet i stålværket, hvor de var vellidt af arbejdskammeraterne og begge efterlader sig hustru og barn, om hvem der samler sig stor medfølelse.


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.