Page 12

velse. I det 14. eller 15. århundrede blev der bygget et katolsk kapel på »graven«. Det var omtrent på størrelse med en lille landsbykirke, opført af munkesten og med tegltag. I sommeren 1923 foretog Nationalmuseet under ledelse af museumsinspektør Chr. Axel Jensen en udgravning af stedet, og det viste sig da, at de to store kampesten, der efter traditionen skulle være dæksten over selve »graven«, var grundsten fra det middelalderlige kapels sydmur. At sagnet er vandret over Kattegat til Tisvilde, er det ikke så vanskeligt at finde en forklaring på. Gennem hele middelalderen stod Nordsjællands kystegne i handelsforbindelse med Skåne og Halland. De skånske sandsten, som kirkerne i Vejby og Valby er opført af, vidner tydeligt nok om det. Tilbage bliver egentlig kun dyrkelsen af kilden ved stranden. Man har mange andre eksempler på, at kilder blev regnet for hellige. Den kultus går helt tilbage til oldtiden, og at »Helenes« kildevæld har været betragtet som en helligdom, længe før sagnet opstod, kan betragtes som givet. Tisvildes navn (»Guden Ti's væld«) viser det. Tisvilde skal altså rettelig udtales med tryk på første stavelse. I Nordsjælland var tørvegravningen i ældre tid altid forbi til Sct. Hansdag. Det hele stod på i 1 4 dage eller 3 uger — og så kom kildefesterne i Tisvilde. »Kilderne«, som festerne blev kaldt, var sommerens store begivenhed. Der var fire kildefester hvert år. Den første fandt sted Sct. Hansaften, og derefter festede man de to næste søndage og Vor Frue aften, den 2. Juli. Det var naturligvis først og fremmest egnens folk, og da navnlig ungdommen, som kom til »kilderne«, men der var også hvert år mange mennesker langt borte fra. Helt nede fra Sydsjælland, fra Stevns og fra Odsherred strømmede kildegæsterne til

12

Tisvilde. Det var dem, der kom for at sove på Helenes grav og drikke af hendes kilde. For tisvilderne selv og for nabosognenes beboere stod kildefesterne mest i forlystelsernes tegn. Det med troen på helbredelse ved at besøge kilden og graven beskæftigede nordsjællænderne sig ikke så stærkt med. Det lod man som regel folk længere borte fra om. At mange kom netop for miraklernes skyld, er der dog ingen tvivl om. Efter hver kildefest var Helenes grav oversået med krykker og stokke, som de syge havde efterladt som tegn på, at de var blevet raske. Selv i vore dage har man kunnet finde den slags efterladenskaber på graven ved Sct. Hansdagstid. Mange læger troede på kildevandets undergørende kraft. I 1637—38 lod Christian den Fjerde kilden rense, og året efter besøgte han den selv og »brugte vandet«. Inden afrejsen ofrede han 150 dalere i kildeblokken. Senere besøgte også Frederik den Tredie og Christian den Femte Helenes kilde. Når de kongelige herskaber lagde for på den måde, er der ikke noget mærkeligt i, at jævne folk blev bestyrket i troen på mirakler og også strømmede til. At sognepræsten i Græsted, Erik Hansen, i 1650 udgav en beretning om Helene kildes mirakuløse egenskaber, befæstede yderligere dens ry. Og så var det måske ikke overtro eller mirakler altsammen, når det kom til stykket. Det »noget«, som man fra alle sider var enige om, at der var ved vandet i Helenes kilde, er det ikke umuligt, at vor tid har en naturlig forklaring på. Måske var kildevandet radioaktivt på samme måde som vandet i Mårumkilden i Gribskov, den, der blev »opdaget« for nogle få år siden, og som staten nu udnytter. De syge, der valfartede til Tisvilde for at blive raske, ofrede — ligesom kongerne — i den gamle kildeblok, som stadig står midt

Profile for Preben Jørgensen

Staalbaandet - 1954 - Nr. 1  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, nr. 1 - 1954

Staalbaandet - 1954 - Nr. 1  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk AS, nr. 1 - 1954

Advertisement