Staalbaandet - 1954 - Nr. 1

Page 1


JANU AR 1954 - N R. 1 - 3 . ÅRG ANG

REDAKTIONE LT

INDHOLD: Nytårsbetragtninger...........................................

3

Svejste skibe — skøre brud ..............................

6

Af vor egns historie ............................................

11

Olsen .....................................................................

17

Vi kigger indenfor ..............................................

18

Fra samarbejdsudvalget ....................................

20

Fra sikkerhedsudvalget.....................................

22

Danske-doktoren ................................................

23

Fra afdelingerne..................................................

29

Beretning fra bedriftslægen .............................

30

Arbejdernes sygekasse ......................................

30

Fællesklubben .....................................................

30

Personalenyt ........................................................

31

Indlagt 4 sider: »Den gamle tramp.« Harald Jensen.

Tegninger: Børge Erichsen. Fotos: Poul Hansen. Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri.

I de 2 år Stålbåndet har eksisteret er der sket visse ændringer i stoffets art og bladets udstyr. Det er ikke redaktionens sag at udtale sig om, hvorvidt disse ændringer er en forbedring af bladet, eller om man måske burde gå andre veje. Redaktionen kan kun følge den vej, den selv syntes er rigtig, når der ikke udefra fremkommer bemærkninger. Der er iøvrigt i den senere tid vist øget interesse for bladet derved, at der fra virksomhedens medarbejdere er fremsendt særdeles værdifuldt stof af såvel teknisk som kulturel art, og skal redaktionen udtale et ønske for fremtiden, bliver det, at dette forhold må udvikles, så Stålbåndet kan blive et virkeligt personaleblad, hvor en stor kreds af virksomhedens egne folk er medarbejdere. Indenfor redaktionen er sket et par ændringer, idet Caprani Winkel er indtrådt i redaktionsudvalget i stedet for Østergaard Nielsen, der har fået stilling i København. Poul Heinecke, der i forvejen var medlem af redaktionsudvalget, overtager Østergaard Nielsens arbejde som redaktionssekretær. Bladets sidste sider har tidligere været anvendt til fortegnelse over nyansatte og afgåede funktionærer. For fremtiden vil der kun fremkomme meddelelse herom, hvor ansættelsen eller afgangen skønnes at have mere almen interesse. FORS IDEBILLEDE:

PERSONALEBLAD udgivet af: DET DANSKE STAAL VALS EVÆRK A/ S FREDE RIKSVÆRK

Ansvarshavende overfor presseloven: KNUD NIELSEN

»Udstøbning.« Kunstmaler Kaj Walther, hvis billeder i øjeblikket i stort tal er ophængt i marketenderiets spisestuer, har gennem længere tid arbejdet med studier forskellige steder på værket, og vi har formået ham til at male hvorledes han opfatter en udstøbning. På bladets bagside er gengivet digterens opfattelse af samme emne. — at teknikerens opfattelse ikke helt er i overensstemmelse med d' herrer kunstneres kan kun siges at være til fordel for produktionen.


D i re k t ør A. Øs t e rg a a rd

vi S ER TI LBA G E på det forløbne år 1953, har det mest karakteristiske været de mange og store udvidelser, nyanskaffelser og forbedringer, der har fundet sted i så at sige alle afdelinger, muliggjort af den stadig førte konsolideringspolitik. I stålværket er ovn nr. 2 ændret fra 45 tons til 110 tons pr. charge. I støbegruben er kranbanerne blevet forstærket for at kunne bære den nyanskaffede 110 tons støbekran. I pladeværket er monteret ny sikkerhedskobling og nye vippeborde, samt bygget en ny dybovn. I mellemværket yderligere en valsestol. Finværket har fået ny 3. og 4. stol, der muliggør hurtigere og nøjagtigere valsning, og trådværket er forsynet med yderligere ÅR

4 nye stole, hvorved opnås hurtigere valsning af tråd helt ned til 5—5,5 mm diam. I reparationsværkstedet er anskaffet en ny valsedrejebænk og flere andre værktøjsmaskiner. På pladsen mod øst er opført et anlæg for tentorstål. Der er anskaffet en ny vognvægt ved porten — en af landets største — 30 tons bæreevne og 14 meter lang bro. Endvidere 2 automatiske specialvægte på færdiglageret, alle 3 så fintfølende, at det næsten vil være nødvendigt at korrigere efter vindstyrken. Til slut skal nævnes den nye olietank, der rummer 3.000 tons, d. v. s. een måneds forbrug. Anskaffelse af denne tank har muliggjort større samlede køb af olie til betydeligt lavere priser end forhen. Selv om det er i produktionen, vi skal tjene vore penge, har vi på grund af pladsmangel også måttet ofre et beløb på at udvide kontorbygningen med en fløj mod syd. Det er klart, at alle disse ombygninger og udvidelser ikke har kunnet foretages

3


uden at genere produktionen. Een ovn ude af drift i ca. 8 måneder og gruben delvis blokeret under forstærkning af kranbanerne har betydet et tab i produktionen på ca. 10.000 tons stålblokke. Dette kvantum har valseværkerne manglet, og det har betydet visse midlertidige indskrænkninger i driften de første måneder af året og et minus i produktionen af færdigt stål på ca 7.500 tons. Hertil kommer det deprimerende indtryk af roderi og uorden på de forskellige byggepladser, opgravninger for kabler og rørledninger, vejarbejder, adskilte maskiner etc, etc. Vort »gamle« velorganiserede værk har været ukendeligt, og det har skadet produktionen. Jeg håber, at alt meget snart må komme i sædvanlig fin orden igen, så vi kan sætte alle vore kræfter ind på at producere og udnytte den kapacitetsforøgelse, som de foretagne nyanskaffelser og forbedringer muliggør. Produktionen i 1953 har i sammenligning med de seneste år været følgende: 1953 1952 1951 Stålblokke 142.500 t 140.000 t 128.000 t Plader 58.000 t 60.000 t 51.000 t Stangjern 51.000 t 58.000 t 55.000 t At vi ikke helt har nået samme tonnage af færdigt stål som i 1952, skyldes først og fremmest ovennævnte byggearbejder, dernæst at ferien i år har været på 3 uger i stedet for 2. Desuden har der på grund af den rigeligere tilgang af stål på verdensmarkedet ikke været basis for lønvalsning til udlandet af fremmede blokke som i 1952. Tilgangen af skrot har været tilfredsstillende, og øvrige rå- og hjælpematerialer som råjern, ferrolegeringer, aluminium, ildfaste materialer, kokiller etc. er der atter ubegrænset adgang til og til delvis jævnt faldende priser — dog ikke faldende i samme forhold som priserne for færdigt stål. En oversigt herover er givet i dette

4

og forrige nummer af Stålbåndet under referat af samarbejdsudvalgsmøderne den 9. oktober og den 8. december. Det har imidlertid også i 1953 været muligt at afsætte vor fulde produktion til gennemsnitlig lønnende priser, og vi regner med et overskud til fortsat konsolidering og til forrentning af aktiekapitalen og af statens indskudskapital. Dette resultat skyldes i væsentlig grad den dygtighed og interesse og det gode samarbejde, som alle arbejdere og funktionærer har været besjælet af, og jeg føler trang til at takke hver enkelt for hans. eller hendes indsats. Ser vi fremad og ind i 1954, da er vore aktiver et fuldt moderne værk, forsigtigt nedskrevet, og en stab af dygtige arbejdere og funktionærer, der i det forløbne år har vist, hvad de vil og kan, og ikke mindst en trofast og forstående kreds af kunder, som vi føler, sætter pris på vort stål. Med sådanne våben tør jeg regne med, at vi vil kunne klare os i konkurrencen. — Men vi må leve op til en høj standard, både hvad angår produktionens størrelse og kvalitet og fuldt tilfredsstillende betjening af kunderne. — Blå øjne har aldrig været nok. Kan vi så også regne med stabilisering af verdensmarkedets pris på en fornuftig — og ikke panikpræget — basis, har vi grund til at se fortrøstningsfuldt på fremtiden. Tak til alle for værdifuld indsats i 1953 og godt nytår.


F æl l e st i ll id sm a nd B ø r g e P ed e r s e n

1953 begyndte ikke særlig godt beskæftigelsesmæssigt set. Sidst i januar var bloklageret tømt, og profilværket måtte ned på 2 skift. Smelteovnene var på minimum, kun een var i brugbar stand som følge af ombygningen af ovn 2. Arbejdstiden måtte nedsættes fra 48 timer til 40 timer pr. uge for så at sige alle arbejdsmænd, og søndagsdøgnet måtte også tages med som arbejdsdøgn. Det var ikke med glæde vi gik ind for en sådan form for produktion, men det var til gengæld den eneste udvej for, at så mange som vel gørligt kunne undgå at komme ud i arbejdsløsheden. Selvfølgelig blev der talt både for og imod en sådan ordning, men fornuft og sammenhold sejrede til sidst. I slutningen af marts var produktion og arbejdstid i sin normale gænge igen, og kort tid efter begyndte man at antage folk til ferieafløsningen. De 3 ugers ferie har været medvirkende til, at der i sommerens løb så at sige ikke var arbejdsløse i Frederiksværk og omegn. Da ferien var lige ved at ebbe ud i de øvrige afdelinger, begyndte pladeværket sin ferie, som blev benyttet til større ændringer i værket. Da arbejdet var færdigt, og valsning af plader kunne genoptages, blev det ikke som før ferien med 2 skift, men med 3. Det ene skift samt tentorstålet har bevirket, at en stor del af det mandskab, der blev taget ind til ferieafløsning, stadig er beskæftiget. RET

Selv om det så mørkt ud ved årets begyndelse, er 1953 det bedste i værkets levetid, beskæftigelsesmæssigt set. Dog ligger produktionen vel også en lille tak over 1952. Hvad priser og afsætning angår, kan jeg ikke udtale mig; kun ved jeg, at prisen på profiljern er meget lav, og at stålpriserne er for nedadgående i øjeblikket. Mange kammerater spørger ofte: »Hvad har vi i grunden samarbejdsudvalget og samarbejdsudvalgsmøderne til? Bliver der noget ud af disse møder?« At samarbejdsudvalgene har været en skuffelse for mange, er der ingen tvivl om, men mon vi ikke har overvurderet dets betydning, for vi står her så godt som på bar bund, og har ingen erfaring og som følge heraf ingen skoling. Men samarbejdsudvalgene har sin berettigelse, idet der på det sikkerhedsmæssige område er opnået meget, og meget mere vil følge, men så længe de nuværende regler på dette område er gældende, kan der vist ikke opnås stort mere. Disse kommer forhåbentlig til revision sammen med de øvrige overenskomster. Jeg skal dog ikke komme nærmere ind på dette spørgsmål her i bladet. Mange er ikke inde i spørgsmålet angående samarbejdsudvalgene, og for at bøde herpå har DDS's foredragsudvalg i vinter arrangeret 3 foredragsaftener, hvor emnet vil blive »samarbejdsudvalg«, og da de 3 foredragsholdere virkelig er i stand til at besvare, hvad man ønsker at vide på dette område, vil det være rart at se salen fyldt til sidste plads de 3 aftener. Tak for året der gik. Glædeligt nytår.

5


CIV IL IN GEN IØR

CAPR ANI WINKEL

at have afsluttet sin prøvesejlads, lå det nybyggede amerikanske tankskib, »Schenectady« ved kaj i Portland, Oregon 1943. »Schenectady« var et af de svejste skibe, der seriebyggedes i Amerika under krigen, og hidtil havde man ikke haft særlige vanskeligheder med denne skibstype. Men den vinternat skete der det uforklarlige, at »Schenectady«, som det lå ved kajen, pludseligt knækkede midt over. En sådan form for havari havde hidtil været ganske ukendt, og fra alle sider kastede teknikere i Amerika sig over opgaven at finde en forklaring. Og »Schenectady«s havari blev ikke det eneste. Amerika byggede 4700 skibe under krigen og af disse havde 200 alvorlige uheld med pludselige revnedannelser, og 8 tankskibe og 3 Libertyfragtskibe knækkede helt over. Samlet har disse uheld kostet USA 50 millioner dollars under og efter krigen i direkte udgifter og FTER TILFREDSSTILLENDE

6

dertil kom den psykologiske virkning af havarier, hvis årsag det varede længe, inden man fandt frem til. Forhistorien er den kendte fantastiske udvikling af Amerikas skibsbygningsprogram. Libertyskibene byggedes ofte på helt nye værfter af prefabrikerede dele, og for at klare udviklingen var det nødvendigt at anvende hurtigt oplært arbejdskraft. Nittere var det umuligt at skaffe og derfor blev skibene næsten udelukkende svejst. Svejste skibe havde været kendt før. Det første svejste skib byggedes allerede 1920 i England, og i Europa havde man i trediverne gennemført en række større konstruktioner helsvejst. Erfaringerne i Europa med svejste broer udført i specialstål med høj trækstyrke (st. 52) havde ikke været gode. Tilsvarende de amerikanske revnede skibe, havde der i Tyskland og Belgien været en række meget alvorlige sammenstyrtninger, der i høj grad havde skærpet mistroen mod svejsningen. Årsagerne hertil havde været anvendelsen af Thomasstål og stål med høj styrke, som gav hærderevner ved svejsningen; men disse forhold kunne på forhånd udelukkes g ved de amerikanske skibe.


Hvordan adskiller disse mystiske brud sig fra »normale« brud? Kortest kan det siges, at stålpladerne i skibene pludseligt opførte sig, som om de havde været af støbejern. Normalt er et brud i stål sejgt. Det vil sige, at materialet selv i stor afstand fra brudstedet strækker sig betydeligt — pladen bliver tyndere og selve brudfladen er mat og fløjlsagtig. De mystiske skøre skibsbrud er derimod uden nogen forudgående deformation — rust og maling kan findes helt ud til brudfladen og brudfladen er krystallinsk med mange glinsende facetter. Den vigtigste forskel er vel nok den, at det sejge brud forplanter sig langsomt, hvorimod det skøre brud nærmest udbreder sig eksplosionsagtigt — formodentlig med lydens hastighed, som det sømmer sig for jetalderens materialer. Skøre brud havde også været kendt i nittede skibe, selvom de her optrådte ret sjældent og uden katastrofale følger. Det var nemlig således, at de næsten altid blev standset af nittehuller. Stålet omkring nittehullerne er noget mishandlet og virker derved tiltrækkende for revner. I det hele taget er det næsten umuligt for en revne at løbe fra en plade til en anden, når pladerne er samlede ved nitning; og følgerne af et skørt brud bliver ret lokale. Helt anderledes er det i svejste skibe, hvor der ikke findes nittesømme til at standse revnerne. I ugunstigste fald vil en opstået revne kunne løbe hele skibet rundt gennem samtlige svejsesømme. Som sagt havde der i Amerika været ca. 200 alvorlige uheld med svejste skibe. Svensk byggede skibe har også i adskillige tilfælde været forfulgt af alvorlige brud, medens vi herhjemme heldigvis har været helt forskånede, og man i England kun har haft ubetydelige uheld. Det var klart, at svejsningen spillede en væsentlig rolle; men i sig selv kunne svejsesømmene ikke forklare revnedannelserne, og

det ville være uøkonomisk og under krigen ganske umuligt at forlade svejsningen som forbindelsesmetode ved skibsbygningen. Der blev derfor af det amerikanske marineministerium nedsat en kommision, der skulle undersøge alle 200 brud. Først kastede man sig over stålet for at lægge skylden på det; men her viste det sig, at i næsten alle tilfælde var klassifikationsselskabernes krav om trækstyrke, analyse og bøjeprøvning tilfredsstillede. Den egentlige årsag måtte så findes andre steder. Undersøgelser især af skibe som »Schenectady« og et andet tankskib, »Esso Manhattan«, der var knækkede, medens de lå ved kaj i roligt vejr, viste, at bruddene kunne grupperes i 4 hovedgrupper: 1. Brud udgående fra punkter i konstruktionen, hvor spændingskoncentrationer findes. 2. Brud udgået fra stive områder i konstruktionen. 3. Brud startet fra dårligt udførte svejsninger. 4. Brud forårsaget af dårligt materiale. De fleste brud faldt indenfor gruppe 1 og 2. Således er overgangen fra styrkedæk til skibsside et særligt farligt område, idet der her under stærk søgang kommer meget betydelige spændinger. Tilsvarende er der meget store spændinger omkring skarpe hjørner og ved åbningen for faldrebstrappen. De store spændinger her betyder, at i og for sig ubetydelige spændingsøgninger bringer materialet op over flydegrænsen. Da en svejst konstruktion udgør et hele i modsætning til en nittet konstruktion, hvor pladerne kan fjedre lidt ved nitterne, er det umuligt for materialet at flyde. Spændingen stiger yderligere og op over den grænse, hvor de skøre brud sætter ind. Det samme er tilfældet med de indre spændinger, der uundgåeligt kommer i svejsesømmene. Indre spændinger gør konstruktionen stiv, og lægges de til de ydre spændinger får man langt højere værdier end forud beregnet — materialet overbelastes, og revnedannelsen ind-

7


træder. Alt dette kan være lidt svært at forstå, men prøv at se på tegningen. Andre stive områder findes på steder med pludselige dimensionsændringer, som f. eks. ved en påsvejst slingrekøl. Farligst er dog også her overgangen fra styrkedæk til skibsside, hvor der foruden rælingen skal anbringes forskellige sekundære bygningselementer. Her er et meget anstrengt parti i skibet, og forøges stivheden ved f. eks. en direkte påsvejst ræling, vil der i stærk søgang være stor chance for, at en revne opstår. De fleste af de anvendte svejsere var uden faglige forkundskaber, og kun i de færreste tilfælde var svejsningerne efterprøvede med røntgen. Selvklart kunne mange revner derfor føres tilbage til svejsefejl. Slaggeindeslutninger og manglende gennemsvejsning fandtes

Enakset træk er en ufarlig påvirkning. Materialet kan flyde fra mindre anstrengte til mere anstrengte partier. Bruddet bliver derfor sejgt.

Det samme er tilfældet ved toakset påvirkning. Også her kan materialet »flyde«, og brud indtræffer først efter store deformationer.

Treakset påvirkning er derimod farlig. Stålet kan ikke »flyde«, fordi der trækkes i det fra alle sider — og så får vi det skøre brud.

8

ofte, og derved fås også farlige spændingskoncentrationer. I det hele taget er der ofte revner i forbindelse med svejsningen som følge af svejsespændingerne, og opdages disse revner ikke i tide ved magnetprøvning, kan ulykken ske. Selv ubetydelige svejsefejl kan under ugunstige forhold være farlige. Et brandsår — tænding af lysbuen mod pladen — er tilstrækkeligt til at give et ganske lille område med høje spændinger. Dårligt materiale var kun sjældent årsag til skøre brud, selvom mange plader var langt stærkere lagdelte og segrede, end vi er vant til herhjemme. Der har dog været tilfælde ved grundstødninger eller minesprængning, hvor plader, der i sig selv var skøre, har forårsaget skøre brud. Som direkte årsag kan pladerne dog næsten altid holdes udenfor billedet. Indirekte spiller stålet dog en meget stor rolle, idet de forskellige pladekvaliteter har fantastisk forskel med hensyn til evnen til at forplante en allerede dannet revne. Svejsesømme og spændingskoncentrationer i konstruktionen skal nok levere de nødvendige udgangsmuligheder for revner. Er en revne først, dannet, afhænger det imidlertid stort set af pladematerialet, om det er i stand til at standse revnen. Ellers vil den løbe videre gennem de svejsesømme, den møder på sin vej, indtil den enten har opbrugt sin energi eller møder en plade, der kan standse den — eller skibet pludseligt er todelt. Det var hurtigt klart, at pladerne på denne måde spillede en stor rolle. Prøvede man pladerne fra de havarerede skibe efter de gængse metoder, viste de sig at være fuldt tilfredsstillende. De normale prøvemetoder var altså ikke tilstrækkelige til at afgøre, om en plade under kritisk belastning var i stand til at standse en revne fra svejsesømmen eller ej. Så foreslog den amerikanske professor Graf slagprøvning — charpyprøven, som


allerede var almindeligt kendt ved undersøgelsen af maskinståls slagsejghed. En slagprøvning gennemføres med små prøvelegemer, hvor der i forbindelse med en kærv skabes et område med store spændinger, og prøverne slås over med en hastighed af ca. 5 m/sec. Normalt prøves stålet ved en række forskellige temperaturer, idet man har et væsenligt fald i styrken med faldende temperatur. Dette fald er meget stort — værdierne bliver ca. 1 0 gange mindre — og faldet står i forbindelse med overgangen fra skørt til sejgt brud. For de fleste stål ligger dette fald indenfor temperaturområdet, vi til daglig befinder os i. Et stål prøvet om sommeren vil således være sejgt og om vinteren skørt. Den af Graf foreslåede slagprøvning synes at komme de faktiske forhold meget nær. De fleste uheld var indtruffet om vinteren — »Schenectady« var knækket en vinternat, kaptajn Carlsens skib revnede i en januarstorm, og hver vinter ser vi endnu i aviserne notitserne om revnede skibe. Tillige var de fleste revner startede fra stive områder med spændingskoncentrationer, og i reglen havde de været en følge af slagagtige påvirkninger. Pladerne blev nu prøvet i stor stil med slagprøvning, og det fandtes, at de plader, hvori brud var startet, havde lave slagstyrker sammenlignet med plader, der havde været i stand til at stoppe et brud. Ofte kunne endog vises, at stålet ved ulykkestemperaturen netop befandt sig i det skøre område ved slagprøvningen, hvor det under normale forhold ellers ville have været sejgt. Som konklusion af disse amerikanske undersøgelser kan det nu siges, at konstruktive fejl, svejsespændinger eller svejsefejl havde været udgangspunkt for revnerne. Havde pladematerialet haft høj slagstyrke ved den pågældende temperatur, stansedes de skøre brud ret hurtigt, hvorimod de i plader med ringe slagstyrke forplantedes, indtil de enten

mødte en bedre plade eller standsedes af konstruktionen — et nitteskifte eller f. eks. et koøje — hvis de altså standsedes. Nu gjalt det om at udnytte erfaringerne fra disse undersøgelser for at sikre sig mod gentagelser og for at fjerne mistroen mod svejste skibe. Med hensyn til selve svejsningens udførelse, må der her intet være at udsætte. Herhjemme opnås det med certifikatsvejsere og kontrollering af sømmene for rodfejl og slagge ved røntgenprøvning og påvisning af revner med magnetprøvning. De farlige svejsespændinger kan man formindske ved særlige kunstgreb eller ved svejsning efter forudlagt plan, så spændingerne mest muligt ophæver hinanden. Ved konstruktionen af skibet må spændingskoncentrationer undgås, hvor det er

Novra! Den er revnet. Kaj Nielsen: Venus kalipygos

9


muligt. Lugekarme udføres med afrundede hjørner og styrkedækkets sider holdes frie for alle sekundære dele ved at svejse dem fast på konsoller fastgjort længere inde uden forbindelse med kantsømmene. Hos Kockum i Malmø er man på dette punkt gået endnu videre ved i stedet for de sædvanlige vinkeljern mellem dæk og skibsside at anvende en flanget plade af særligt specialstål fuldkommen sikkert mod revneforplantning. Rundingsradius ved flangen skal være stor — ca. 1 m så skibene får et karakteristisk udseende. Den statistiske undersøgelse af de amerikanske havarier viste, at 300 skibe fra Bethlehem Fairfield værftet kun havde haft mindre farlige revnedannelser. Hos dette værft havde man anvendt enkelte langskibs nitterækker, og disse nittesamlinger var i stand til at standse revnerne. Som konsekvens heraf indførtes i mange nybygninger nittede sømme som »crack arrestors« og på allerede byggede libertyskibe skar man langskibsslidser i skrog og dæk og udfyldte dem med nittede lasker. Væsentligste fejl ved overgangen fra nittede til svejste skibe var nok den, at man kritikløst overførte konstruktioner, som havde været fuldt forsvarlige ved nitningen, uden at tænke på de ændrede forhold. For fremtiden kan man derfor sige, at alle disse årsager til skøre brud i svejste skibe stort set er fjernede med de erfaringer, som er gjort under krigen. Nu står kun tilbage at finde frem til stål virkeligt egnede for svejste konstruktioner. I de første svejste skibe var anvendt stål, som efter vor erfaring i dag kun forsvarligt kan bruges i nittede skibe med deres langt ringere mulighed for forplantning og opståen af skøre brud. Et stål til en svejst konstruktion skal kunne tåle ret komplicerede spændingstilstande uden fare for brud, fordi svejste konstruktioner er langt stivere end nittede. Kommer der brud, må stålet

10

ikke kunne forplante det som skort brud ved de optrædende driftstemperaturer; men lade revnen løbe videre som et sejgt brud indtil energien er opbrudt. Men herom senere . . . Her i Danmark har vi som sagt været forskånede for alvorlige uheld med svejste skibe, og som lokalt illustrerende eksempel tager vi derfor kran 16's nedstyrtning februar 53. Et vinkeljern i en trækstang revnede pludseligt, og kontravægten styrtede ned. Årsagerne hertil er noget uklare. For det første var stålet ualmindeligt slet (selvfølgelig ikke DDS), og konstruktionen meget uheldig med en for lille knudeplade med stor stivhed og en sand mangfoldighed af svejsesømme i alle retninger. Faktisk har vi her samme billede som ved Libertyskibene: stiv konstruktion med store indre spændinger i forbindelse med dårligt materiale ved lav temperatur. Dette var forhistorien. I et par efterfølgende artikler skal fortælles om prøvningen af ståls sikkerhed mod skøre brud og om, hvordan stål skal fremstilles for at opfylde prøvemetodernes krav og muliggøre 100 % sikre svejste konstruktioner.

Brud i trækstang fra kran 16. Brudstedet angivet med pil og selve brudfladen vist i nærbillede. Læg mærke til hvordan bruddet er helt uden deformation og med antydning af et pilmønster, det viser hen imod udgangspunktet. (Fortsættes)


ERLAND GRIBSØ:

LANGE TIDER var Tisvilde et af de berømteste valfartssteder i Norden. Det var den kultus, der blev drevet med Helenes kilde og Helenes grav, der skabte stedets ry. Sagnet om den hellige Helene har flere varianter. Den mest udbredte er fortællingen om en from svensk prinsesse Helene, der blev slået ihjel i året 1140 og begravet i Sköfde kirke, som hun selv havde ladet bygge. Sköfde ligger mellem de to store søer Vånern og Vättern. Ved et under blev Helenes lig hundrede år efter hendes død ført fra Skåne til Nordsjællands kyst — på en svømmende sten. Stenen drev i land ved Tisvilde, og der ligger den endnu. Da egnens folk bar liget i land, sprang der en kilde ved stranden, og da de havde fået det på en vogn for GENNEM

at føre det til Tibirke kirke, åbnede skrænten sig for dem. Det er den nuværende kløft ved kilden. På vejen ind til kirken skete det imidlertid, at mandskabet talte uhøviske ord, og straks blev Helenes lig så tungt, at det var umuligt at komme videre med vognen, ligegyldigt hvor mange heste man spændte for. Man begravede så liget der, hvor man var nået til, og her har siden Helenes grav været. En anden overlevering gik ud på, at munkene fra Asserbo havde stjålet liget i Skåne og ført det til Nordsjælland for at slå mønt af Helenes helgenry. Det har slet ikke noget på sig, hvad man bl. a. kan se af, at liget endnu i 1596 lå i Sköfde kirke. I virkeligheden er Helenes »grav« ved Tisvilde oprindelig en jordforhøjning omkring en stensat kiste, altså en oldtidsbegra11


velse. I det 14. eller 15. århundrede blev der bygget et katolsk kapel på »graven«. Det var omtrent på størrelse med en lille landsbykirke, opført af munkesten og med tegltag. I sommeren 1923 foretog Nationalmuseet under ledelse af museumsinspektør Chr. Axel Jensen en udgravning af stedet, og det viste sig da, at de to store kampesten, der efter traditionen skulle være dæksten over selve »graven«, var grundsten fra det middelalderlige kapels sydmur. At sagnet er vandret over Kattegat til Tisvilde, er det ikke så vanskeligt at finde en forklaring på. Gennem hele middelalderen stod Nordsjællands kystegne i handelsforbindelse med Skåne og Halland. De skånske sandsten, som kirkerne i Vejby og Valby er opført af, vidner tydeligt nok om det. Tilbage bliver egentlig kun dyrkelsen af kilden ved stranden. Man har mange andre eksempler på, at kilder blev regnet for hellige. Den kultus går helt tilbage til oldtiden, og at »Helenes« kildevæld har været betragtet som en helligdom, længe før sagnet opstod, kan betragtes som givet. Tisvildes navn (»Guden Ti's væld«) viser det. Tisvilde skal altså rettelig udtales med tryk på første stavelse. I Nordsjælland var tørvegravningen i ældre tid altid forbi til Sct. Hansdag. Det hele stod på i 1 4 dage eller 3 uger — og så kom kildefesterne i Tisvilde. »Kilderne«, som festerne blev kaldt, var sommerens store begivenhed. Der var fire kildefester hvert år. Den første fandt sted Sct. Hansaften, og derefter festede man de to næste søndage og Vor Frue aften, den 2. Juli. Det var naturligvis først og fremmest egnens folk, og da navnlig ungdommen, som kom til »kilderne«, men der var også hvert år mange mennesker langt borte fra. Helt nede fra Sydsjælland, fra Stevns og fra Odsherred strømmede kildegæsterne til

12

Tisvilde. Det var dem, der kom for at sove på Helenes grav og drikke af hendes kilde. For tisvilderne selv og for nabosognenes beboere stod kildefesterne mest i forlystelsernes tegn. Det med troen på helbredelse ved at besøge kilden og graven beskæftigede nordsjællænderne sig ikke så stærkt med. Det lod man som regel folk længere borte fra om. At mange kom netop for miraklernes skyld, er der dog ingen tvivl om. Efter hver kildefest var Helenes grav oversået med krykker og stokke, som de syge havde efterladt som tegn på, at de var blevet raske. Selv i vore dage har man kunnet finde den slags efterladenskaber på graven ved Sct. Hansdagstid. Mange læger troede på kildevandets undergørende kraft. I 1637—38 lod Christian den Fjerde kilden rense, og året efter besøgte han den selv og »brugte vandet«. Inden afrejsen ofrede han 150 dalere i kildeblokken. Senere besøgte også Frederik den Tredie og Christian den Femte Helenes kilde. Når de kongelige herskaber lagde for på den måde, er der ikke noget mærkeligt i, at jævne folk blev bestyrket i troen på mirakler og også strømmede til. At sognepræsten i Græsted, Erik Hansen, i 1650 udgav en beretning om Helene kildes mirakuløse egenskaber, befæstede yderligere dens ry. Og så var det måske ikke overtro eller mirakler altsammen, når det kom til stykket. Det »noget«, som man fra alle sider var enige om, at der var ved vandet i Helenes kilde, er det ikke umuligt, at vor tid har en naturlig forklaring på. Måske var kildevandet radioaktivt på samme måde som vandet i Mårumkilden i Gribskov, den, der blev »opdaget« for nogle få år siden, og som staten nu udnytter. De syge, der valfartede til Tisvilde for at blive raske, ofrede — ligesom kongerne — i den gamle kildeblok, som stadig står midt


Jørgen Sonne: Sct. Hans Aften på Helenes Grav.

i Tisvilde by. Helsingepræsten Jørgen Friis, der døde 1740, og som i 1738 havde været mester for det danske vers på sandflugtsmonumentet (»Her saae det ilde ud for nogle Tider siden —«), har også skrevet verset på kildeblokke: »Dit Hjerte glemme ej at give Herren Ære, og hvad din Haand formaar til dette Sted at bære, af hvad Værdi det er, af Guld, af Sølv, af Penge, deraf faar Kirken sit, og Resten de, der trænge.

Der ofredes gennemsnitlig hvert år 100 rigsdaler i blokken, og det var mange penge i gamle dage. Størstedelen af ofret var kobberpenge, men der var også både sølvdalere og dukater imellem, og i 1697 fandt man »en liden Guldring med en Diamant vurderet til 3 Rdl.« i kildeblokken. Man har endnu en del af de gamle regnskaber over, hvad der kom ind. Af de 156 sletdalere, der ofredes i 1667, fik præsten

i Blistrup 12 dalere til hjælp til en ny præstegård, da den gamle var brændt. I 1681 var der 274 sletdalere i blokken, og da der pinselørdag det år var brændt 10 bøndergårde i Ramløse, fik hver af de brandlidte 10 rigsdaler. Skønt der var »fire Laaser for den, hvis Nøgler ere betroede Provsten, Regimentsskriveren, Præsten i Weibye og Helsinge«, lykkedes det alligevel i 1669 Peder Ørløs at brække blokken op og stjæle pengene. I 1691 hedder det, som forklaring på at der kun var 65 rdl. 3 mark 8 skilling i blokken: »I Krigstid. Blokken opbrudt«. 1708 fik »Kvinden for at toe Kilden 1 Mk., Vagten for at se til Blokken 3 Mk.« 1711 var det helt galt. Det år kom der på grund af pesten næsten ingen til kildefest, og hele året indbragte kun 5 rdl. Om 1740 hedder det i blokregnskabet: »Haard

13


Vinter, dyrt og besværligt Aar«, og for 1742 er noteret: »Til Bønderne i Tisvilde for Skade de lide paa deres Rug og Korn for samme Brønds Skyld 4 Sldl. Til Præstegaarden i Blistrup i flere år 30 Sldl.« Det er tisvildebønderne, som har fået erstatning, fordi folk trampede sæden ned omkring Helenes kilde og grav. »Korn« betyder på nordsjællandsk byg. ★

Ved kildefesterne var gaden i Tisvilde som en myretue. Flokkevis gik piger og karle og ældre adstadige bønderfolk fra den ene bod og det ene telt til det andet. Ind og ud imellem rækkerne stormede børn af sted for at se og høre så meget som muligt. Der var et spektakel som på et marked — hvad det også var. Alle mulige ting blev solgt i teltene eller under åben himmel, mest dog mælkefade, krukker og andre pottemagervarer, men også legetøj, madvarer, mjød og »sødtekager«. Nordsjællænderne sagde aldrig honning, men »bisødt«. »Sødtekager« var altså honningkager. Kobbersmede med husgeråd, hattemagere og rokkedrejere gjorde også store forretninger. Blandt forlystelserne var gyngerne og danseteltene stærkest besøgt. Her mødtes ungdommen fra nær og fjern. For hundrede år siden kunne man på deres tøj se, hvor de var fra. Pigernes kjoler var i forskellige farver, og de var heller ikke syet ens. Piger fra det samme sogn var dog altid ens klædt på. Det samme var tilfældet med karlene. Nogle havde grå trøjer, andre brune eller grønne. Dem smed de dog gerne og dansede i de hvide skjorteærmer. Mange købstadsfolk gæstede også kildefesterne i Tisvilde, som der altid gik stort ry af. Det skete også, at der var københavnere med. I 1835 besøgte Søren Kierkegaard Tisvilde og var til kildefest efter en rundtur til kilden og graven og Tibirke kirke. Modsætningen mellem de syges alvor

14

og ungdommens lystighed faldt Søren Kierkegaard for brystet. Han skriver, at han kom i »en viss melankolsk Stemning«, men var på den anden side ikke uberørt af sommernattens trylleri og hele det mærkelige sceneri. For kunstnerne var kildefesterne en god studiemark. Kendt er f. eks. J. Th. Lundbyes tegning fra 1843 af Helenes grav. Også Jørgen Sonnes tisvildebilleder fra omtrent samme tid er berømte. Hans billede »De syge, der Set. Hansnat hviler ved Helenes Grav«, er et af hans hovedværker. Det blev udstillet i 1847 og findes nu på Kunstmuseet i København. Et andet af Sonnes malerier viser en mængde sammenstimlede kildegæster uden for Klude-Pers hus i Tisvilde, hvor der danses. Alle karlene på Sonnes billede, »Kildemarked i Tisvilde«, har grønne hvergarnstrøjer på. Det blev udstillet i 1858 og ejes nu ligeledes af Kunstmuseet, men er ophængt på Christiansborg ★

Omtrent udfor Ramløse kirke med dens fæstningslignende tårn går der fra hovedlandevejen Helsinge-Frederiksværk en bivej stik mod syd ned mod Arresø. Et lille stykke ned ad Søvejen drejer man af til højre og kommer straks efter til Hovgården, den gamle Ramløse bispegård. I middelalderen ejede Roskilde-bisperne hele Ramløse by. I byens vestlige udkant lå, indtil den blev flyttet ud på marken, hvor den nu ligger, Ramløse bispegård (Hovgården eller Hofgården, som den også blev kaldt), og her opholdt de skiftende bisper sig tit. For godt 800 år siden fandt der en begivenhed sted her, som gik over i danmarkshistorien. Den sidste af Svend Estridsøns 5 regerende sønner, kong Niels, var død i året 1134 i Slesvig, dræbt af Sct. Knuds gildesbrødre som hævn for mordet på Knud Lavard. Så kom Erik Emune til magten. Han var søn af Erik Ejegod, men havde


ingen af faderens gode egenskaber. Sin egen broder, Harald Kesia, slog han ihjel tillige med ni af hans sønner. Kun een søn, Oluf, undslap, forklædt i kvindetøj, og han svor på, at de mange mord skulle blive kongen dyre. I tre år sad Erik Emune i kongestolen, så blev han dræbt, dog ikke af Oluf, men af Sorteplov. Erik Emunes søstersøn, Erik Lam, fulgte ham på tronen, og i hans tid indtraf de begivenheder, der gjorde bispegården i Ramløse kendt viden om. Oluf, som ikke fik hævnet sig på Erik Emune, lod sin vrede gå ud over Erik Lam, og han hærgede med krig og brand i Skåne og Nordsjælland. Kongen havde en tro hjælper i bisp Rike, der ved Bydinge å havde slået Olufs røverbander så eftertrykkeligt, at han mente, der nu var fred og ingen fare. Han drog derfor med sine folk til Ramløse, hvor de slog sig ned i bispegården for at hvile ud. Men Oluf havde sine spejdere ude for at se, hvor Rike blev af, og en morgen omringede han bispegården med sine krigsfolk. Ingen på gården anede uråd, og Oluf ville ikke gå angrebsvis til værks, før han med bestemthed vidste, hvor på gården bispen opJørgen Sonne : Ved Kludepers Hus.

holdt sig. Han var bange for, at han skulle flygte under kampen. Bispen kom da selv for skade at forråde, hvor han var. Ottesangen blev holdt i biskoppens sovekammer, og her hørte belejringsmændene nu Rike messe. Der blev givet befaling til at sprænge døren, og biskoppens tjenere, som stillede sig til modværge, blev hugget ned på tærskelen. Messen fik en brat ende. Bispen for hen til væggen, hvor hans sværd og skjold hang, og slog fra sig det bedste, han havde lært. Klerken kom ham til hjælp og fyldte døråbningen med dyner og puder fra sengene og holdt på den måde Oluf og hans folk ude. Da Oluf nu så, at han ikke kunne tage bispen med våben i hånd, stak han ild på gården for at indebrænde ham. Først da ilden nåede sovekammeret, bekvemmede biskop Rike sig til at bede Oluf om frit lejde, så de kunne forhandle sig til rette. Lejdet blev tilstået ham, og i tillid til det stak han hovedet ud gennem døråbningen. Øjeblikkelig var der een, der huggede ham ned, og hele sværmen tog så skyndsomst flugten ned til skibene, som lå ved Arresøs bred, og ad det smalle stræde, der forbandt søen


eller rettere fjorden, Arrefjord, med Kattegat, slap krigerne bort. Denne tildragelse fandt sted den 18. oktober 1139. Oluf blev sat i band af paven for overfaldet i Ramløse, og der blev gjort ligefrem jagt på ham. I Skåne indhentede skæbnen Oluf i 1143, da Erik Lam endelig fik ram på »det uhyre med mange hoveder«, som Roskildekrøniken kalder ham.

* * * Efter katastrofen i 1139 lod bispestolen gården bygge op igen. Ved reformationen i 1536 inddrog kongen den sammen med andet kirkegods, og der boede så en bonde på den gamle bispegård, som dengang skal have været på 24 tønder hartkorn. Men i 1720erne opdelte man den i 3 bøndergårde. Der blev ved den lejlighed også en bid jord af bispegårdens tilliggende til hver af de øvrige 25 bønder i sognet. For ca. 130 år siden brændte Hovgården, som den nu gerne blev kaldt, påny. Det var en ildebrand, som havde været ventet længe. Det fortælles, at sognepræsten, Lars Nielsen hed han, sagde til sine folk, da kirkeklokkerne begyndte at klemte: »Skynd jer ud og se, hvad der er på færde; men hvis det er Hovgård, der brænder, så kom bare ind igen!« Alle i sognet vidste, at Hovgårdens ejer ønskede sig en ny gård, og man vidste også god besked med, at hans ønske et par gange havde ført til »selvantændelse« i høet, og gamle folk på egnen kan huske en historie om, hvordan det en dag røg op af taget over bagerovnen. Hvert sted havde jo sin egen bagerovn, som gerne lå i en lille udbygning, en såkaldt »lyde«, der var bygget sammen med stuehuset. Et par naboer kom løbende med vandspande og fik slukket. Oven på ovnen, udvendigt og oppe under stuehusets tagskæg, fandt de to brændende tørv. Dem tog de med ind i stuen og viste til ejeren, der sad nok så andægtigt og læste i bibelen. 16

»Hvad drålen, sidder du her og leeser, mens gården er ved at futte a' over hovedet på dig!« råbte en af dem. »Se her, de to tørv hittede vi oven på bagerovnen!« »To?« svarede manden flegmatisk, »Der må være een til derude!«. Og derpå gav han sig til at læse højt for de to naboer af skriftens ord: »Lad eders brødre, hele Israels hus, begræde den brand, som Herren har antændt!«. Senere brændte gården virkelig, og den blev derefter flyttet ud på bymarken ved søen.

* * * For godt et hundrede år siden, omkring 1840, var Hovgården — altså den udflyttede bispegård ved Arresø — atter skueplads for dramatiske optrin. Det var, mens »den rige Rasmus Jørgensen« havde den, at der en nat kom to mænd ind i stuen, hvor hele familien lå og sov i omhængssengene og i slagbænkene. Det var et par røvere med sværtede ansigter, og de gav sig til at rode i kister og skabe. I bordendesbænken lå, som i alle gårde, skjorter og særke og andet linned, og det begyndte den ene af røverne at tage op, mens den anden bar det ud til en tredie mand, der holdt med en vogn udenfor porten. Nu har linned og dækketøj, »udstyr«, jo altid hørt til klenodierne på en bondegård, og det var mere end Rasmus Jørgensens unge datter Karen, kunne holde ud at se på, at alle de gode sager forsvandt stykke for stykke. Hun sprang ud af sengen og rev en stabel tøj fra den ene af mændene. Den anden røver råbte straks, mens han stod med hovedet nede i kistebænken: »Slå hende dog en på skallen«. Det havde også nok gået Karen ilde, hvis ikke i det samme manden ude fra vognen var kommet styrtende ind for at advare sine to kammerater. En stor hund, som lå inde i karlekammeret, havde nemlig givet hals, så tjenestedrengen (fortsættes side 28)


»Det er et meget pænt hus I har fået derover,« siger Olsen, da vi i mørkningen træffes ude ved hovedindkørslen, og Olsen nikker over mod det nye indgangsparti til administrationsbygningen. »Man kommer faktisk helt i julestemning, når man ser al den palmepragt og de mange lys.« Olsen og jeg står en tid i tavs beundring. Olsen har været syg i nogen tid og ser lidt afpillet ud, og jeg spørger: »Hvorledes går det ellers?« »Jo,« siger Olsen, »det går såmænd meget godt, det er i hvert fald godt at få begyndt igen. Det med at ligge med næsen i vejret er nu ikke noget for mig.« »Næ,« siger jeg, »og det er jo også anstrengende for Deres kone.« »Nåe, det ved jeg nu ikke,« siger Olsen, »hun lod til at fornøje sig meget godt, hun mindedes vist den gang børnene var små, sådan behandlede hun mig da.« »I har ellers fået lavet en hel del herude, siden jeg sidst så det,« fortsatte Olsen, »men det her ved indkørslen ser lidt indviklet ud.« »Ja, ja, Olsen,« siger jeg, »vent nu at se til det hele er færdigt. Meningen er jo, at der skal være bedre kontrol med færdslen til og fra værket, og det er tænkt gjort på den måde, at færdslen deles op, biler til vægten føres gennem den ene port, andre gennem den anden, og cyklister og fodgængere gennem indgangen mellem portvagt og kontorbygning.« »Javel,« siger Olsen, »ja det bliver jo nok godt, hvis man ellers hitter ud af det.« Olsen og jeg fortsætter samtalen om det ene og andet, og samtalen falder også på kunstmaler Walthers billeder i marketenderiet. »Jeg må indrømme,« siger Olsen, »jeg forstår dem ikke, det er vist for viderekommende.« »Ja, nogle af dem er skam pæne

nok, men de fleste må jeg melde pas overfor. Det er vist med den her moderne malerkunst som med torsdagskoncerterne, det er, ligesom der mangler noget umiddelbart, det — det er for udspekuleret, for teknisk om De vil, for mig.« Jeg er enig med Olsen og fortæller, at kunstmaler Walther har lovet at holde et foredrag om moderne malerkunst for os i vinterens foredragsrække, og det kan jo være, at han kan åbne vore øjne for meningen med den moderne malerkunst. »Iøvrigt,« fortsætter jeg, »har kunstmaler Walther lovet os at formå andre kunstnere til at ophænge, når hans egne malerier skal nedtages.« »Hvad siger De ellers til foredragsrækken denne gang, Olsen,« spørger jeg. »Jo,« siger Olsen, med et glimt i øjet, »det her med Greven af Luxembourg lyder fint fint.« »Nå ja; det var nu ikke så meget det, jeg tænkte på,« siger jeg, »det var mere den mere alvorlige del af festen.« »Ja, det ved jeg nok,« siger Olsen og ler smøret. »Forøvrigt kan det nok interessere mig at høre lidt om det her samarbejdsudvalg, det er jo ikke fordi, man mærker for meget til det til hverdag.« »Så,« siger jeg lidt stram i masken, »læser De da ikke referatet i Stålbåndet fra møderne?« »Selvfølgelig,« siger Olsen, »men det giver just ikke anledning til hjertebanken.« »Måske ikke Olsen,« svarer jeg, men det må vel kaldes et fremskridt alene det, at arbejdere og ledelse i dag kan sidde om samme bord og frit drøfte de problemer, som ligger på sinde. Alt skal vel have sin begyndelse, og tanken om arbejdernes og funktionærernes deltagelse i drøftelserne, om hvad der tjener virksomhedens trivsel, er så ny, at måden, hvorpå dette skal ske, efterhånden må finde sit leje.« »Der er jo ingen,« fortsætter jeg, »der siger, at den form, det sker under nu, er den endelige form. Men en begyndelse er da gjort, og det mener jeg, at vi skal være glade for og bør støtte ved i det mindste at være positivt indstillet overfor sagen.« »Godt ord igen,« siger Olsen, »det var ellers en længere forklaring. Men der er nok noget om snakken, og jeg skal nok komme til foredragene. Efter at Olsen og jeg i nogen tid igen har stået og frydet os over synet af indgangspartiet til administrationsbygningen, var vi enige om, at der faktisk kun manglede et orgel i hallen, som spillede »glade jul« for at hensætte os i den rette julestemning. Vi vendte nemlig ryggen til tegnestuebarakken. Og vi gik hver til sit med fred i sind.

17


VI KIGGER INDENFOR Erik Jensen.

ET OPRINDELIGE MARKETENDERI

i folkebygningen blev med de stadige udvidelser på værket givetvis for småt til at huse de mange mennesker, der daglig aflægger et besøg her for enten at nyde den medbragte mad eller en forfriskning under en eller anden form. Da det samtidig blev aktuelt at skaffe mere plads til bade- og omklædningsrum, løste man opgaven ved at opføre en ny marketenderibygning på pladsen nord for vandtårnet, samtidig med at den gamle »Tut« blev indrettet til omklædningsrum. Den nye bygning er en barak, der tidligere har tjent samme formål for Statens vandbygningsvæsen under arbejdet med udførelsen af Rømødæmningen. Den tjener fuldt ud til sit formål, hvad pladsforhold og udstyr angår, selvom enkelte ting ikke er så tilfredsstillende, som marketender Salomonsen kunne ønske, men der er sikkert ingen tvivl om, at disse ønsker bliver opfyldt inden længe, så der kan blive fuld tilfredshed på begge sider af »klappen«. I bygningen findes kontor, smørrebrødsstue, køkken, opvask, lagerrum, ekspedition, spisesal, mødelokale, funktionærlokaler samt diverse toiletter og ikke at forglemme, automattelefon i forhallen. Spisesalen, der kan udvides eller formindskes efter behov ved hjælp af tværgående fløjdøre, er holdt i lyse farver og møbleret med praktiske og hygiejniske 6 mands borde, hvorunder stolene efter endt brug hænges op, hvilket i høj grad er en hjælp for

18

rengøringsarbejdet, der iøvrigt er upåklageligt. Selve udsmykningen i salen er begrænset til et ur, et stort luftfotografi af Stålvalseværket samt 2 store skibsbilleder, der blandt andet viser »hvad vi er med til.« Fra forskellige sider har man hørt ønske om en eller anden form for udsmykning i salen for derved at skabe lidt mere hygge. Her var måske en opgave for værkets egne kunstnere, der jo på så mange områder har vist, at det ikke skorter på hverken talent eller opfindsomhed. Efter en frokostpause opsøger vi marketenderen for at sludre lidt om de daglige forhold i »Tutten«, hvor der hersker travlhed fra kl. 5 morgen til kl. 2330, kun afbrudt af kortere pauser. Ved en kop kaffe og en god cigar begynder vi vor lille samtale med at spørge om, hvor stort personale der kræves for at betjene de mange kunder. Der beskæftiges ialt 11 damer, hvoraf de 6 klarer ekspeditionerne, 2 madlavningen og 3 tager sig af de øvrige forefaldende arbejder, herunder rengøring i spisesalen efter hver frokost- og spisetid. Her må jeg lige pege på, fortsætter Sam, at det for os ville være en meget stor fordel, hvis gulvet i salen havde været terazzo fremfor det eksisterende parketgulv; ikke alene af hygiejniske men også af økonomiske årsager, da trægulvet kræver en ret dyr vedligeholdelse. Hvordan er du ellers tilfreds med den daglige dont? I det store og hele udmærket, dog mener jeg, at ekspeditionsforholdene ikke er så til-


fredsstillende, som det kunne ønskes. Hertil skal med det samme siges, at selvom der er en halv times frokost, vil alle kunderne helst betjenes i løbet af de første 5 minutter, og det er der forsåvidt intet at sige til, men når man tager i betragtning, hvor mange forskellige varer der omsættes, skal der en vis smidighed til fra personalets side, for at få det til at glide uden alt for lange »køer« ved lugerne. På dette område kunde bonkunderne hjælpe os uhyre meget, hvis de vilde udfylde deres bon før varebestillingen. Samtidig søger jeg at få indrettet ekspeditionen således, at hver ekspeditrice får eget varelager til rådighed, da jeg mener, det også vil hjælpe på ekspeditionstiden. Her afbryder vi Sam for at spørge, om det ikke var en ide med prismærkning af de forskellige varer, som ikke falder ind under begrebet mad- og drikkevarer, netop af hensyn til bonkunderne. Selvfølgelig vil det også være en lettelse, og jeg er indstillet på at gennemføre en sådan ordning. Hvor stor er den daglige omsætning, lad os høre lidt om, hvad der sælges af f. eks. kaffe, brød o. s. v.? Ja, der sælges på det nærmeste ca. 600 kopper kaffe, 700 stk. wienerbrød, 250 stk. smørrebrød, 300 pølser og 65 portioner varm mad. Når du nævner varm mad, er der for ikke længe siden indført den ordning, at der også kan købes varm mad om søndagen. Er det rigtigt,at værket yder tilskud til denne foranstaltning? Absolut nej. Efter fremsat ønske fra flere sider har jeg forsøgt at betjene kunderne med varm mad også om søndagen, men efter en prøvetid på ca. 2 måneder, viser det sig, at der kun gennemsnitlig sælges 12 portioner, og det

er afgjort for lidt til, at denne service må forventes opretholdt i fremtiden. Fra værket modtager jeg et årligt tilskud på 4000 kr. til rengøring, det er måske dette, der forveksles med et tilskud til madlavning. Er stålværket i kontakt med marketenderiets daglige drift? Ja, i høj grad. Jeg har kontakt med værket, som bl. a. fører kontrol med regnskabet, og som til enhver tid har ret til, hvis man finder min årsfortjeneste urimelig, at påvirke dette ved en prisnedsættelse på varerne. Har der været fremsat ønske om servering i funktionærlokalerne? Det har der, men det må efter min mening afvises, da en sådan ordning ville virke uheldig, ikke mindst af den grund, at der er ens priser på varerne for alle kunder, Iøvrigt er funktionærlokalerne mit smertensbarn af hensyn til ekspeditionen, da de ligger alt for afsides. Har du ellers specielle ønsker med hensyn til marketenderiets indretning ? Lidt mere plads til varelager vilde blive hilst med den største tilfredshed. Hvordan er dit indtryk af forholdet mellem personalet og kunderne? Det forhold, der hidtil har eksisteret parterne imellem, har været upåklageligt, og det skulde glæde mig overordentligt, om dette gode forhold må fortsætte ud i fremtiden, uanset om der skulde ske forandringer med hensyn til marketenderiets drift.


FRA

De øvrige punkter gav ingen anledning til bemærkninger.

SAMARBEJDSUDVALGET 2. Forespørgsel angående bedriftværn.

Møde tirsdag den 8. december 1953. Deltagere: A.-gruppen: A. Østergaard, J. Skov, K. Schaldemose, K. Nielsen, Børge Jensen, B. Christiansen. B.-gruppen: E. Ambus, Frode Jacobsen, K. Nachmann, Henning Nielsen, Børge Pedersen, Poul Poulsen. P. W. Mortensen havde meldt forfald.

1. Gennemgang af referatet fra

sidste

møde. ad 5. Til det ved sidste møde rejste spørgsmål om indførelse af en sommerarbejdstid for reparatører i 1953 kunne KN efter nærmere undersøgelse meddele, at mester Poulsens folk ikke har kunnet acceptere sommertid, idet flere af dem var bosat udenbys og var henvist til at benytte offentlige trafikmidler, samt at det i pladeværket ville være upraktisk med sommertid, fordi den travleste reparationsperiode lå mellem kl. 15 og 16, hvor pladeværket var ude af drift.

BP spurgte, hvornår arbejdet inden for værnet skulle påbegyndes. Hertil svarede KN, at vi har opstillet en organisationsplan for værket, og at civilforsvarskommissionen i Frederiksværk var uofficielt orienteret. Efter Loven var alle virksomheder pligtige til at have opstillet et værn, men for et meget stort antal virksomheders vedkommende var der endnu overhovedet intet gjort. Vor opstillingsplan vil nu blive afkontrolleret og indsendt officielt til formanden for civilforsvarskommissionen. For at det rent praktiske arbejde på DDS kan påbegyndes, kræves lokaler og uddannelse af ledere. Det nødvendige materiel er anskaffet. Såvidt det kan ses, kan den bygning, der skal huse bedriftværnet (garagebygning), ikke ventes opført før ud på efteråret 1954, hvilket med andre ord vil sige, at bedriftværnet først kan påbegyndes til den tid, med mindre særlige forhold skulle tale for at forcere tidspunktet frem.

Ambus, der havde rejst spørgsmålet, tog denne redegørelse til efterretning. ad 8. Dr. Steenberger har meddelt, at han fortsætter undersøgelsen af kulilteproblemet i dybovnskranen, samt at det foreløbig ikke ser ud til, at der er nogen kuliltefare. Undersøgelsen kan imidlertid først ventes afsluttet om nogle måneder.

20

3. Forslag om indretning af dolomitsilo. BP klagede over, at støvet fra dolomittransporterne under visse vindretninger kunne virke meget generende, og han henstillede derfor, at en bedre siloform blev udarbejdet.


BC oplyste, at hele transporten af materialer i stålværket i øjeblikket var oppe til revision, og at man herunder også havde drøftet, hvad der kunne gøres for at bekæmpe dolomit-støvplagen.

støbehallen, hvor hovedafbryderen er anbragt helt ude i den nordlige hal. Det vedtoges at tage dette problem op til nærmere undersøgelse.

5. Meddelelse fra formanden ommarkeds4. Meddelelse fra sikkerhedsudvalget.

udviklingen.

KN meddelte, at man i et møde for ganske nylig havde drøftet: I månedens løb indtrufne skader, som alle var af lettere art og karakteriseret som hændelige. Styreorganer ved pladeværkets svingkran, ændringer i magnetkranens strømtilførsel, gangbro over knippelgrav i grovværket, omgang med ilt- og gasflasker, fjernede gulvplader og manglende afmærkning og afspærring, mishandling af stålwirer, opstilaf agitationsskab. Blandt disse punkter gav kun magnetvognen anledning til drøftelse, og BJ oplyste, at der var sørget for, at strømmen til magneten ikke kunne være sluttet, når den befandt sig på vandring i retning mod endesaksen. Det skulle herefter være umuligt ved fejlmanøvrering at køre plader på betjeningsmandskabet ved endesaksen. BP spurgte til kranreglementet. Der var ikke efter sidste møde fremkommet bemærkninger fra nogen af medlemmernes side, og reglementet må derfor anses som godkendt. Imidlertid rejste Sch spørgsmålet om placering af hovedafbrydere for kranerne. I kranreglementet er der detailleret redegjort for, hvor disse forefindes, og den enkelte kranfører er forpligtet til altid at vide besked for de kraners vedkommende, som han betjener. Dette er naturligvis en forbedring, men ikke en tilfredsstillende løsning, idet der ofte kan være meget langt fra kranens arbejdsområde til hovedafbryderen f. eks. i

Den på sidste møde omtalte prisnedgang er blevet fortsat, og markedet har i den mellemliggende tid været meget uroligt. På grund af ringe ordretilgang har adskillige kontinentale værker underbudt de aftalte priser. Deres sammenslutning havde sidst i november haft et møde for at få aftalt faste priser, og skønt der på mødet opnåedes fuld enighed, er aftalerne ikke blevet efterlevet. Den dårligste pris, vi endnu har hørt om, er nede på kr. 571,— pr. ton for Thomas stangjern, hvilket formodentlig næppe dækker produktionsomkostningerne. For Siemens-Martin plader, som der endnu ikke er overproduktion af, ligger prisen bedre. Kul- og stålfællesskabets højeste myndighed har endnu ikke ønsket at regulere produktionens omfang, skønt det ser ud til, at produktionskapaciteten er behovet overlegen. Udviklingen peger i nogen grad henimod alles krig mod alle. Den 9. december skal der være et nyt møde i Bruxelles mellem stålproducenterne. Opnås der enighed, er det tænkeligt, at de trufne aftaler vil blive efterlevet, og at mødet dermed vil blive bestemmende for den videre udvikling. I den nuværende situation regner DDS med længst muligt at holde fuld produktion. Vor ordrebestand på plader er tilfredsstillende, men det bør bemærkes, at priserne, vi får, er afhængige af verdensmarkedets priser. Flere af medlemmerne rejste spørgsmålet angående værkets konkurrencedygtighed. Le-

21


delsen følte sig overbevist om, at vi er velplaceret og vil kunne møde en fornuftig konkurrence.

6. Parkering ved hovedbygningen. Samarbejdsudvalget vedtog at henstille, at værkets folk ved parkering af deres biler, udfylder pladsen indefra, d. v. s. fra den sydlige ende, og så vidt muligt lader yderpladsen fri til gæster. Parkering mod plænen bør først finde sted, når alle andre pladser er optaget. Endvidere bør motorcykler i den udstrækning, pladsen tillader det, parkeres i garagen, og hvis det skulle vise sig nødvendigt at parkere motorcykler uden for garagen, bør der økonomiseres mest muligt med pladsen.

7. Eventuelt. KN gav meddelelse om den planlagte foredragsrække. Der vil herom komme nærmere meddelelse. FJ spurgte, om ledelsen ville overveje at markere 10-årsdagen for en arbejders ansættelse gennem et personligt tillæg. Hertil svarede formanden, at dette næppe kunne gennemføres, og oplyste, at der heller ikke blev givet løntillæg til 10-års jubilarer blandt funktionærerne. BC

Fra sikkerhedsudvalgets møde MANDAG DEN 7. DECEMBER 1953

Skaderapporterne for sidste måned blev fremlagt. Der er ialt indtruffet 13 anmeldte skader dog alle af lettere art og alle karak22

teriseret som »hændelige uheld«. Udvalgets medlemmer fremførte forskellige anker fra deres respektive afdelinger. I pladeværket findes således de elektriske styreorganer til svingkranens svingbevægelse samt til transportrullerne på vægten ikke at være sikre nok, idet markeringen af kontakternes stilling skal være kraftigere. Ændringen af magnetvognens styring mellem endesaks og sidesaks som omtalt fra forrige møde er foretaget og vil blive endelig udbygget, når el-afdelingen har fået det nødvendige apparatur frem. I grovværket ønskes en smal gangbro med rækværk ind over knippelgraven ved dennes vestlige ende, idet man for øjeblikket må balancere på en smal betonkant, når kæderne skal lægges om knippelbundtet for ophejs fra vognene. Sagen overgives til afdelingen. På given foranledning indskærpes, at der udvises største omtanke under arbejde med og i nærheden af ilt- og gasflasker. Der har således været tilfælde, hvor plader ophængt i en kran har været lige ved at kappe manometrene af et flaskebatteri. Fra at en ting er lige ved at ske, og til den sker, er der ikke langt — der er kun heldet imellem, og det bør man ikke regne for meget med. Omtanke er sikrere. Når gulvplader og dæksler fjernes, skal der sættes en ordentlig afspæring op omkring hullet. Trods henstillingen i referatet i sidste Stålbånd hænder det stadigt, at der lægges stålwire uden beskyttelse om skarpkantede plader. Det er muligt, man ikke har læst referatet, men selv om så er, burde almindelig sund fornuft og hensyntagen til andres liv og lemmer sige én, at det er uforsvarligt. Der fremkom forslag om at opstille et udstillingsskab ved hovedindgangen med agitationsmateriale for sikkerhed på arbejdspladsen. Forslaget vil blive nærmere overvejet.


F RA BE D R IF T S L ÆGE N :

i det herrens år 1920. Den stive søndenvind synes utrættelig. I tre døgn har den larmet og raset. Ingen varme følger i dens spor. Det er et held, at aftenen er klar og skyfri. Stjernerne tindrer med en stråleglans, man ikke kender i sydligere egne. Hvis havet blot havde været roligt, kunne man bekvemt læse en bog i stjerneskæret. Som det er nu, har den unge distriktslæge nok at gøre. Kursen er nord til øst, og de høje, sorte bølger får den solide »doktor-båt« til at gire mere end godt er. Han må ordentlig stramme grebet om rattets knager, og når båden glider ned ad siden af en svær sø, er det en virkelig kunst at forhindre den i at skære alt for meget ud af kurs. Det er betryggende at vide, at Ola sidder nede ved maskinen og tager sig af den. Han er sandelig en dygtig maskinist, ND UNDER JUL

den Ola, og mellem de to i båden er der langsomt opstået et fortroligt forhold. For et halvt år siden var konversationen imellem dem alt andet end letløbende. Når den danske læge forsøgte at indlede en samtale, blev han omgående mødt med spørgsmålet: »Ka' dokker sei?«, for Ola havde aldrig i sit liv hørt et så mærkeligt sprog som dette danske, man talte i et land, der lå uendelig langt sørpå. Men nu var disse sproghindringer nedbrudt. Danskeren havde nogenlunde lært at udtrykke sig på det syngende, melodiske mål, man bruger heroppe i norsk nordland. Og Ola havde jo ret i, at der var langt til Danmarks hovedstad, lige så langt som fra denne by til Neapel. Men hvor vanskelig end styringen af båden er, kan man godt, når man er øvet, foretage de forskellige nødvendige bevægel-

23


ser næsten automatisk, så at tankerne får lov til, frit og uhindret, at flyve til alle sider, og det varer heller ikke længe, før rorgængeren er inde i dybe refleksioner over dette mærkelige, storslåede land med dets ejendommelige befolkning, som han efterhånden har lært at sætte pris på. I slutningen af den første verdenskrig syntes de unge mennesker i Christiania, at det var lettere at tjene penge ved at jobbe med alle slags værdipapirer end ved at uddanne sig til et eller andet erhverv. Derfor stod en mængde distriktslægeembeder i Nordnorge ledige, alene i Finmarken femten. For en ung, dansk læge var det fristende at prøve sine kræfter i en ganske selvstændig virksomhed og hjælpe de mennesker, som ingen mulighed havde for at blive forsvarligt behandlet i sygdomstilfælde. Altså blev den danske læge en slags konstitueret distriktslæge i Troms fylke. Hans domæne bestod af to øer og fem dybe fjorde. Her havde han nu tumlet sig til søs dag og nat i den lyse sommertid med himlens sol skinnende i alle døgnets timer. Skønt var dette land, skønt og gigantisk. De indtil 1100 meter høje fjælde løftede sig mange steder næsten lodret fra havet. Og farverne, disse lyse fascinerende pastelfarver, betog og tryllebandt enhver, så han ikke kunne søge hvile om natten, men nødvendigvis måtte blive oppe en stor del af døgnets timer for at indsuge og opbevare dette overjordiske skønhedsindtryk. Man behøvede blot at gå uden for sin dør, så hævede det høje fjeld på Fornæs sig ret i nord prydet øverst oppe med gnistrende sne. Lige under denne hvide kalot kom et bælte med en stærk messinggul tone, hvorefter kulørerne blev dybere for nederst ved fjeldets fod lige over havet at afslutte denne farvesymfoni med en dunkel purpurbræmme. Hvor helt anderledes virkede ikke vinterens polarnat. I to måneder var nordlandets folk

24

udelukket fra den livgivende og velsignede sols stråler. Mulmet rugede over landet; men hvis vejret var klart, sås alting ganske tydeligt i månens og stjernernes stærke skin. Fjeldene var nu lysende hvide, og næsten hver dag flammede nordlysene over havet og over bjergenes tinder. Men dette barske land har en god ven, og det er Golfstrømmen, som nord for Lofoten har det mærkelige indfald at slå en stor bue mod øst. Dette forhold er skyld i den ret varme sommer og det om øerne i vintertiden isfri hav. Gennemsnitstemperaturen herude er om vinteren kun -- 10°. I bunden af de lange fjorde er kulden følelig, næsten altid under -- 30°, og her ligger hele vinteren tyk is. Det synes umiddelbart indlysende, at en sådan natur med de store forandringer fra sommer til vinter, med himmelstræbende fjelde, med smilende indsøer og buldrende fosser, med fredeligt magsvejr og hylende storme må fostre en særpræget befolkning. Det er også rimeligt at formode, at manglen på tilstrækkelig mængde af solens ultraviolette stråler og en vitterlig ofte ret betydelig blodmangel om vinteren kan være medvirkende årsager til den ejendommelige psyke hos landets beboere. Jonas Lie giver i sin fortælling »Den Fremsynte« en strålende beskrivelse af landets børn. Nordlændingen er noget for sig selv. Han har et letbevægeligt sind, som i hurtig rækkefølge skifter fra ofte overstadigt lune til dyb melankoli eller til udbrud af hidsighed. Ikke enhver kan forstå nordlændingen, men gør man sig umage for at fatte hans sjælelige struktur, dannet under disse hastigt vekslende levevilkår, og vinder man hans fortrolighed, er man vel faren, for så har man fået en ven, man kan lide på. Måske kunne man befrygte, at mennesker under slige hårde forhold ville savne humorens nådegave. Dette er dog ingenlunde tilfældet. Tværtimod kan man sige.


Som nu Jon på næsset. Han var ingen udpræget ynder af det spiritusforbud, som på de tider havde ramt hele riget. Han syntes, han engang imellem ville have gavn af et lidet glas med opkvikkende indhold. Skæbnen havde derfor ligefrem tvunget ham til at lave sin brændevin selv, og denne tanke var heller ikke fremmed for andet godtfolk. Om det nu var, fordi Jons hjemmebrænderi havde taget et for stort omfang, eller det skyldtes avindsyge og fanatiske naboer, nok er det, at rygtet efterhånden bredte sig lovlig stærkt i omegnen. Det blev tilsidst hvisket i lensmandens øre så vedholdende, at denne brave mand følte sig tvunget til at tage affære. Han akslede sit skind og sejlede i sin båd bort til Jon. Og her udspandt sig følgende dialog. Lensmanden sagde: »Goddag, Jon! folk siger, du laver din brændevin selv, så derfor kommer jeg i dag for at se, om det passer. Jeg ved dog godt, at du er en lovlydig mand, som ikke vil befatte dig med denne mørkets gerning.« Dertil svarede Jon: »Du er velkommen, lensmand. Du kender mig godt og ved, at jeg er en lovlydig mand, som aldrig ville finde på den slags. Men kom nu indenfor og få en bid mad.« Som sagt, så gjort. Efter nogen tids forløb sejlede lensmanden lettet bort efter at have gjort sin tunge pligt. Da lensmanden var kommet i havn, fandt han i kahytten en pakke, som ved nærmere undersøgelse viste sig at indeholde to flasker liflig akvavit. I sandhed, Jon var en mand med levemåde. Dette distrikt hører til den del af Norge, hvor tre stammer mødtes. Sydfra trængte engang nordmændene op, fra øst kom lapperne og en finsk folkestamme ved navn kvænerne. Disse tre folks kulturformer brødes i lang tid. Forfatteren Carl Schøyen har tilbragt lang tid heroppe og har samlet minder og sagn fra disse folk. Han har offentliggjort dem i en bog, hvor han lader Skouluk-Andaras

berette om de gamle tildragelser. Danskedoktoren kendte mange af fortællingerne fra fjerne tider, for det var ham en glæde at få lapperne til at berette om forlængst henfarne slægters oplevelser. I begyndelsen var omgangsformerne ufredelige. Mord og drab fandt hyppigt sted, men efter nogen tids forløb, blev forholdene helt andre. Og når de folk mødtes på deres vej hilste lappen: Burist! Burist! Og nordmanden hilste: Goddag! Men kvænen sagde på disse kanter helst: Terve! som er hilsen — eller hørte han til de gudfrygtige sagde han: Jumala antakoon! Fordi han da i alt bøjede sine ønsker ind under Guds vilje. Af disse folk var vel nok lapperne de mest særprægede. Alene deres ansigter med den i reglen spidse hage og de fremstående kindben røbede dem på afstand. Til Norge var dette folk af mongolsk æt engang kommet fra det nordlige Finland, hvortil det var indvandret fra Nordsibirien. Sandsynligvis har det oprindelig været af samme familie som tunguserne. I gamle dage var lapperne vidt og bredt berømt for deres trolddomskyndighed, og danske-doktoren havde selv set en lappeolding øve sejd, og efter en stunds dyb eftertanke havde den gamle mand opløftet sin røst og spået, at en syg lappepige, som lægen var på vej til, ville blive rask. Hvilket også skete. Det var dog ikke alene lapperne, som havde hang til troldom og mystiske overnaturlige foreteelser. Også nordmændene heroppe var påvirkede i den retning. Her foran om bagbord skimtes nu en ø i mørket. Midt på den bratte fjeldvæg findes et fladt plateau, og. herpå ligger en samling småhuse tæt sammen. Her residerer Elezeus, som er kendt viden om. Elezeus kan nemlig stille blødninger ved at læse over dem. Han kommer alvorligt hen til sengen, hvor den tilskadekomne hviler. Der-

25


efter tager han sin bibel frem og læser andagtsfuldt et kapitel højt. Efter en stunds forløb står blødningen. Til denne ø blev danske-doktoren engang hentet i stor hast. De folk, der bragte ham til øen, fortalte, at en kone havde hugget sig i foden med en økse, og nu var hun ved at dø. Lægen mente, at det var unødvendigt at komme, for de havde jo Elezeus. Men de rystede på hovedet med triste miner. Vel ankommen til huset fandt han i stuen en voksbleg, ganske kold, ung kone liggende på gulvet. Rundt omkring lå i hobevis røde, blodfyldte tæpper og håndklæder, og gulvet var oversvømmet med blod. Der var dog endnu en smule liv tilstede, og efter nogle indsprøjtninger livede hun op. Hun havde hugget sig dybt op i foden mellem stortåen og anden tå, og en pulsåre var overskåret. Det tog tid at underbinde og sy; men hun kom sig. Elezeus havde været der, læst sit kapitel og var forsvundet, så doktoren kunne ikke komme til at tale med ham og forklare ham, at en pulsåreblødning ikke lader sig standse ved læsning. Dog kan det ofte lade sig gøre ved en almindelig vævsblødning. Hvis denne nemlig vedvarer ret længe, bliver den syge uvægerlig meget ængstelig, blodtrykket stiger, og hjertet slår hårdere og hårdere. Er man nu så heldig at kunne hente en eller anden Elezeus, til hvem patienten nærer fuld tillid, falder der ro over ham, og blødningen standser efterhånden. Nu er det foreløbig slut med alle disse overvejelser. Båden er næsten mere end vanskelig at styre, for den er nu ud for mundingen af et stort og bredt sund, der kommer fra nordvest. Strømmen herfra må i dag være rivende stærk, thi bølgerne vælter sig ikke mere frem i rækker, men tårner sig op i de besynderligste former, og den stakkels skude kaster sig uroligt omkring. Fremad pines den dog, og efter en halv

26

times forløb ordner søerne sig atter i række og geled. Det er dog besynderligt, hvor smukt dette farvand kan være ved sommertid, tænker lægen. Og så mindes han et skønt og sjældent syn, han engang havde i dette sund. Der var frisk vind fra nordvest, og herude passerede han fem nordlandsbåde ridende side om side på en bølgekam. Med bugnende råsejl, fuldstændig som vikingeskibe, slørede de i stor hast for den gunstige vind. Stævnrundingerne ragede fremover bølgekammen, og midtskibs ved masten sad føreren med den ene hånd fast knuget om en lang rorpind, som ved et hængsel var fastgjort til en kort tværstang, der var indfældet i rorhovedet. Et karakteristisk enestående syn frembød disse fembøringer, lavtliggende som de var med den iøjnefaldende op i luften ragende forlængelse af for- og agterstævn. Af hele bygningen fremgik det klart, at disse nordlandsbåde simpelthen var formindskede udgaver af fortidens store vikingeskibe. Og distriktslægen ønsker så småt, at han havde levet på den tid, disse skibe eksisterede, og set dem på havet for fulde sejl. Eller endnu bedre ville det have været at stå på øen Svold sammen med danerkongen Svend Tveskæg og den svenske Olaf Skötkonung, som begge ventede på Olaf Tryggvasons flåde. I den strålende septembermorgen dukkede snart et stadseligt skib frem, og begge kongerne udråbte: »Dette er et mægtigt og herligt skib, det må være »Ormen Lange«!« Men det var dog endnu ikke Nordens mest berømte skib. Det var et langskib, der tilhørte høvdingen Eindride fra Gimsir. Flere gange derefter åbenbarede andre stolte skibe sig. Et af dem bar navnet »Tranen«, et andet hed »Ormen Korte«. Men endelig gled »Ormen Lange« ud af kimingens dis. Imponerende må det have virket, som det her sejlede frem med et


stort forgyldt dragehoved i stævnen og agterude udstyret med en lang dragehale, ligeledes forgyldt. Det var, siger den gamle krønike, så stort, at det rummede op mod 1000 mand. Derefter begyndte det sagnomspundne søslag, som ethvert nordisk barn kender. Nu bliver sejladsen den rene barneleg. Et næs er rundet, og kursen sættes stik øst ind i den brede fjord langs den nordlige, lægivende klippekyst. Snart kan båden styre mod bredden, og målet er nået. Men det skulle gå helt anderledes. En frygtelig kulde må have rådet her i et par dage, for på dette sted, som næsten altid er isfrit, ligger nu et bælte nyis en halv kilometer ud fra kysten. Snart sidder båden fast, og det er umulig at forcere isen. Inde på land venter en ængstelig familie, hvor moderen og fire børn er meget syge. Hjælp skal de have, så der bliver kun den udvej tilbage, at danske-doktoren må forsøge at vandre på den tynde is ind til kysten. Han fylder derfor allehånde medicinvarer og instrumenter i en stor rygsæk, og i sine hænder tager han en vandret liggende åre i det noget forfængelige håb, at den vil holde ham oppe, hvis isen brister. Og så begynder en mærkelig tur. Isen er ganske tynd men sejg, og hele fladen gynger, som om han gik på bølgerne. Det tager lang tid at vinde frem. Han har kun det ønske ikke at falde. Det kan isen ikke holde til, og vandet er meget dybt. Men heldigvis har han på fødderne et par komager, altså lange lappestøvler med opadbøjede næser og forede med det fineste senegræs. De har den fordel, at de står ret fast på Isen, da sålen er af blødt rensdyrskind med hårene udad. Han behøver heller ikke at ængstes for at komme til at fryse, for han bærer en svær pels. Snart har Thomas inde på land opdaget bådens positionslanterner, og for

at vise vej står han på fjæren og svinger en lygte. På strandbredden kan Thomas næsten ikke styre sin glæde, fordi der nu kommer hjælp til hans syge familie. Han havde tænkt sig, at doktoren måtte sejle bort igen med uforrettet sag. Såsnart lægen kommer indenfor døren, kan han straks regne ud, hvad de fem mennesker fejler på grund af en gennemtrængende muselugt, der kommer fra de syge. Kun få sygdomme kan en sjælden gang frembringe denne duft, deriblandt er difteri. Deres halse ser slemme ud, og de har alle høj feber. Nu får de store doser difteriserum; men der er mere at foretage. En lille dreng på fire år har betydelig åndenød. Doktoren hjælper Thomas med at tilrigge et telt af lagner over barnets seng. En kampesten er under alt dette anbragt i komfuret, og senere lempes den glohede sten ned i en balje, og koldt vand slås over den, hvorved udvikles damp, som ledes ind i teltet. Efter et par timers forløb kan distriktslægen forlade dette hjem. Det vil være overdrivelse at påstå, at han ligefrem glæ-

27


der sig til den farlige tur tilbage til båden. Men også nu venter en overraskelse. Oppe på himlen er tændt et ovenud pragtfuldt nordlys. Det ligner kæmpemæssige tæpper, og fra underkanten af dem hænger lange frynser ned. Og disse lysegrønne, røde og gule tæpper snor og vrider sig imellem hverandre på den mest indviklede måde. Til alle sider fra dette himmelfænomen skyder skinnende stråler ned mod horisonten. Doktoren synes, han går under kuplen i en overjordisk kathedral, og fortrøstningsfuld skrider han frem opfyldt af en forunderlig følelse. Det er, som om han er ganske ene i denne verden, og intet kan skade ham. Isens gyngen er et ligegyldigt faktum og ænses knapt. Nu forestår hjemturen. Blæsten føles at være løjet lidt af, men bølgerne er uforandret de samme. Bådens svære stævn hugger voldsomt i de modgående søer. Det bliver nødvendigt at mindske farten lidt for at forhindre snuden i at stikke for dybt ind i vandmasserne. Sprøjt og skum skyller over båden. Alt det våde opstående dækkes snart af et tykt lag is. Fokkestaget og vanterne, som er lillefingertykke stålwirer, bliver så svære af isen, at en hånd ikke kan fatte om dem. En storm heroppe er ingen spøg ; men var endnu farligere i gamle dage før motorbådenes tid. I 1692 forliste under en forrygende orkan 16 nordlandsjekter. En af dem tilhørte Petter Dass, præst i Alstahaug, Nordlands elskede og vidtberømte digter, som efter sin død savnedes så meget, at jekterne i mangfoldige år til hans ihukommelse sejlede med et firkantet stykke sort klæde syet på storsejlet. Denne mand beskrev Nordland og dets befolkning i et stort digterværk »Nordlands trompet«. Her omtaler han denne ulykke og kommenterer sit personlige tab på følgende måde :

28

»Hvad skiøtter jeg Havet tilføyer mig Vold Gud haver ti dobbelt igjen i Behold, lad bruse de Bølger og brumle; mit gods er nedsunket, men icke mit Sind, naar vi den tilkommende Verden gaar ind, da skal os U-lycken ey tumle.« Tillidsfuld ydmyghed er stadig en af nordlændingens kønneste karakteregenskaber. Efter tre timers sejlads glider den dybt i vandet liggende, helt overisede båd, tungt rullende ind i den hjemlige vig. Fra maskinen kommer Ola med en økse for at hugge anker og kætting ud af isen. Klokken er tre om natten. Denne dag er endt. En ny begynder om få timer. Erik Steenberger.

VOR EGNS HISTORIE (fortsat fra side 16) vågnede. Drengen havde med det samme anet uråd og var rendt over til naboens, og det havde manden observeret, mens han holdt vagt ved køretøjet. Alle tre røvere prøvede nu at komme op på vognen og stikke af. Det lykkedes dem også, men først måtte de slås med hunden ude på gårdspladsen, hvorved den ene af dem blev bidt i benet. Det så Karen inde fra stuen — det var fuldmåne — og da øvrigheden nogen tid efter fangede de tre fyre, sagde hun, at en af dem måtte have et sår eller ar på det ene ben. Hun kunne endda pege på den af mændene, som hun mente, at hunden havde bidt — og ganske rigtigt, han havde et tydeligt bid i benet. Alligevel turde birkedommeren ikke dømme hverken ham eller de to andre. Biddet stammede fra en so, som de havde været ved at sætte ring i trynen på, sagde de. Den modige Karen blev gift med en mand, der hed Hans Hansen, og de boede på Søgård i Ramløse. Karen døde over 90 år gammel omkring 1920, men slægten lever stadig på egnen. (Fortsættes)


Grovværket stod stille mellem jul og nytår for reparation af blokovn, vippeborde m. m.

Fra A F D EL IN G ER N E STÅLVÆRKET Martiningeniør Carlo Poulsen.

Oktober kvartal er det eneste i 1953, hvori vi har haft normal drift. I de øvrige kvartaler har driften mere eller mindre været berørt af ombygninger og forbedringer, og vi har således haft en del produktionstab at indhente, hvilket da også i høj grad er sket. Resultatet af ombygningen og det gode samarbejde mellem ovn og grube har ført til, at vi har været i stand til at køre med fuld indsats på samtlige store ovne, hvilket har givet os en slutspurt, hvor der har været fart over feltet. SM-ovne nr. 2, 3 og 4 har været i drift hele kvartalet og har produceret ca. 40.500 tons eller ca. 2500 tons mere end i samme kvartal i fjor. Ikke mange vovede ved kvartalets begyndelse at tro, at den projekterede årsproduktion på 142.800 tons ville blive nået, men det lykkedes — næsten. Årsproduktionen blev 142.500 tons. PROFILVÆR KET Valseværksingeniør P. W. Mortensen. Grovværk.

I det forløbne kvartal har grovværket gået godt, der har været et enkelt haveri af større art, da en kobling mellem valserne sprængtes, og spindlen gik i klemme, hvorved en valsetap knækkede. Næsten hele valseprogrammet er valset. I- og U-jerns valsningen forløb godt og uden uheld. Den indkøbte valsedrejebænk er hjemkommet og monteret, der regnes med at bænken går i produktion i første halvdel af januar 1954. På færdiglageret er installeret 2 stk. nye vægte med automatisk trykanordning; disse vægte regnes at komme i drift i begyndelsen af januar 1954.

Finværk.

Finværket har i det forløbne kvartal været igennem hele valseprogrammet, men produktionen har ikke været helt så god som ventet, da de rigtige kalibreringer endnu ikke er tilendebragt, og rutinen med indstilling af de nye værker ikke er til stede. Endvidere er der en del besvær med at begrænse hastighederne ud på kølebeddingen, men den side af sagen er under løsning og vil blive i orden i løbet af første halvår 1954. Tolerancerne og kvaliteten af det udvalsede materiale er forbedret meget foranlediget af de nye stole, og vi har i dag meget lettere ved at tilfredsstille selv de skrappeste fordringer på tolerancerne. Produktion: Grovværk.................................... 23.000 t Finværk....................................... 28.000 t Ialt for hele året.......................... 51.000 t

PLADEVÆRKE T Valseværksingeniør J. Skov.

De nye vippeborde har nu kørt på 3 skift siden midt i oktober og den femte dybovn en måneds tid, og begge dele har kørt godt — trods alt. Trods alt fordi der under montagen var nogen skepsis med hensyn til udformningen af disse vippeborde; men denne skepsis er gjort til skamme, idet pladeværket i ugerne siden ferien kun har stået ca. 4 % af arbejdstiden grundet på mekaniske stop. Desuden har værket stået ca. 10 % under nedsætning af blokke og udskiftning af mellemvalsen. Produktionen var i årets sidste kvartal 16.100 tons mod 16.800 tons i samme kvartal sidste år. Fra årets begyndelse 58.000 tons i år mod 62.700 tons i 1952. Det skal dog som trøst bemærkes, at vi til ordrer har valset den samme tonnage plader i 1953 som 1952. Når tonnagen er større i 1952 end 1953, skyldes det manglende blokke i begyndelsen af året, 10 dages stop ved montage af ny sikkerhedskobling og 33 dages stop (incl. 21 dages sommerferie) til montage af de nye vippeborde.

29


Arbejdernes sygekasse DDS har i regnskabsåret 1952—53 haft en samlet indtægt på kr. 102.284 mod en udgift på kr. 98.637 med et overskud på kr. 3.647. Det er første gang i sygekassens historie, at omsætningen har været så stor, og hvis man regner den samlede arbejderstyrke til ca. 930 mand med 300 arbejdsdage om året, vil det antal sygedage (10754), der er udbetalt dagpenge for, svare til, at der på det nærmeste har været 43 mand konstant syge mod sidste år 32. Disse tal svarer i % til henholdsvis 4,6 og 3,6 af den samlede styrke. Afdelingsvis fordeles sygedagene som følger: Dage Udbetalt kr.

Stålværk . . . . . . . . . . . Grovværk . . . . . . . . . . Finværk & eksp. . . . . . Pladeværk . . . . . . . . . . Reparation . . . . . . . . . . Plads & havn . . . . . . . . Reservehold & malere. Elektrikere . . . . . . . . . . Laboratorier . . . . . . . . . Diverse . . . . . . . . . . . . .

2712 597 1376 1601 1351 436 2088 240 135 218

23.634 5.175 11.503 15.142 12.054 3.826 18.261 2.334 1.287 2.078

Beretning fra bedriftslægen FOR N OVEMB ER . D EC EMB ER 1953

1. I dette tidsrum er 93 personer blevet undersøgt. Resultatet af disse undersøgelser

kan selvsagt ikke offentliggøres; men enkelte arbejdere er derefter på grund af en eller anden lidelse blevet overflyttet til et andet arbejdsfelt, hvor de bedre har kunnet gøre fyldest uden skade for dem selv. En del af de undersøgte er for sikkerheds skyld blevet henvist til tuberkulosestationen, hvor man heldigvis ikke har konstateret tuberkulose. 2. Som et led i kampen mod silicosefaren er 6 arbejdere blevet røntgenfotograferet. Fotografierne er sammen med journalerne sendt til fabrikslægen på Rigshospitalet. Derfra overgives de til den største røntgenkapacitet på dette område her i landet, professor Flemming Møller, fra hvem man endnu ikke har modtaget den endelige redegørelse. 3. Ved forskellige undersøgelser tidligere på året opdagedes det, at kranførerne på dybovnskranen af og til arbejdede i luft, som med hensyn til kulilteindholdet nærmede sig farezonen. Senere er der imidlertid i et medicinsk tidsskrift publiceret en meddelelse om, at denne grænse er sat for lavt; thi det viser sig, at man uden fare kan arbejde 8 timer i luft, der indeholder noget mere kulilte. For at være på den sikre side har man dog taget 18 blodprøver af de 4 kranførere og undersøgt dem. Resultatet har været det glædelige, at i intet tilfælde har blodets kulilteindhold overskredet det tilladelige.

AKSEL BERTHELSEN

Efter et langt og håbløst sygeleje døde værktøjsmager Aksel Berthelsen søndag den 8. november på Frederiksværk sygehus kun 46 år gammel. Med Berthelsens bortgang har DDS mistet en pligtopfyldende arbejdskraft, der med faglig dygtighed og interesse gik ind for det arbejde, han havde påtaget sig. Blandt kammeraterne var han almindelig afholdt, hvilket medførte forskellige tillidshverv gennem årene, ligesom han var en skattet medarbejder ved stålværksrevuerne. Som særlig hobby gik han stærkt ind for folkedansen, der ganske sikkert vil savne ham, ikke mindst som den dygtige instruktør. Men størst er savnet i det hjem, der har mistet en god ægtefælle og far. E.J.

30

Erik Steenberger.


Fællesklubben på DDS runder s nart de

At det gamle ordsprog »sammenhold giver styrke« ikke blot er en tom frase, som nu og da bliver brugt i agitationens tjeneste, beviser det arbejde, som de forskellige klubber på DDS gennem årene har udført til fælles gavn for den samlede arbejderstab. Da de lokale klubber i sin tid blev stiftet, blev man hurtig klar over, at såfremt de store opgaver i fællesskabets interesse skulle løses, måtte man løfte i samlet flok, hvorfor der efter nogle indledende møder blev stiftet en fællesklub, der første gang så dagens lys den 19. marts 1944. 10 år er jo ingen lang tid, men når man ser tilbage fra den første vanskelige tid og til nu, er det ikke småting Fællesklubben gennem et utrætteligt og til tider vanskeligt arbejde har fået udrettet. Rom blev ikke bygget på een dag, og Fællesklubbens medlemmer har heller ikke fået alle ønsker opfyldt, så alene af denne grund, og selvfølgelig af mange andre, er bestyrelsen på vagt over for eventuelle problemer. Fællesklubben er gennem de 10 år blevet ledet af følgende 4 formænd (fællestillidsmænd) : Erik Jensen, Joseph Nielsen, Frode Jacobsen og den nuværende formand Børge Pedersen, der alle i god forståelse med deres kolleger har udført et stort arbejde for at gavne deres stand, men da det vil føre for vidt blot at nævne en brøkdel af de opnåede goder, skal vi kun nævne nogle enkelte ting, som Fællesklubben i samarbejde med værkets ledelse har løst: oprettelse af spareklub og hjælpefond, udbygning af samariterordningen, forbedring af sikkerhedstjenesten, imødegåelse af erhvervssygdomme (især kulosforgiftning), begrænsning af overarbejde og medvirkende til forbedring af omklædnings-, spise-og marketenderiforhold. Stålbåndet gratulerer med den »runde« dag og ønsker fortsat fremgang for klubben og dens medlemmer. E. J.

Efter i godt 3 år at have ledet vor salgsafdeling på fremragende måde fratrådte Jørgen Nygård i december sin stilling for at overgå til selvstændig virksomhed. Stillingen som salgschef er overtaget af Viggo Andersen, der tidligere i 16 år har været ansat ved Viggo Andersen. jernfirmaet Oluf Rønberg og før den tid ved A/S Jernkontoret. Viggo Andersen har således de bedste forudsætninger for at lede den ikke mindst vigtige gren af vor virksomhed, nemlig den der skal sælge, hvad vi producerer. Velkommen.

Stålbåndet har mistet en værdifuld medarbejder, idet hr. Østergaard Nielsen er rejst fra værket midt i december. Østergaard Nielsen var mellem pionererne fra Stålbåndets beskedne begyndelse, og har siden virket som Stålbåndets dygtige og virksomme redaktionssekretær. Han Østergaard Nielsen. havde en fremragende evne til at skabe kontakt til alle sider, og det er ikke en almindelig høflighedsfrase, når det siges, at vi vil savne ham inden for Stålbåndets redaktion. Vi siger ham tak for godt samarbejde i den forløbne tid og ønsker ham held og lykke i fremtiden.


G

yldne strømme! Det gløder som guld,

når stålet i skeerne rinder. Flammer funkler og dulmer så hen, og gnisterne lyser, forsvinder.

Skygger flakker og ligger på lur bag søjler, bag spær og bag drager. Drister skyggen at snige sig frem, så flammer tilbage den jager. Gyldne strømme dog lænkes så let, når nytten og målet man finder. Støbes stålet i formens dyb, da gløden og varmen forsvinder.


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.