Lyrikspor by Kim Linnet

LYRIKSPOR

Tyve tekster

atte

orf Ti f

fot

ogr

afe

Tyve

Kreat

ive k ryds

felte

sted

r gen ne

er i Sven dbo

m ord og bi llede

www.ordovers

vendborg.dk

::: www.psfy n.dk

eraturfestivalen Udgivet under Litt

::: www.sven dbor

g.dk

g” “Ord Over Svendbor

LYRIKSPOR

OrdOverSvendborg ::: PSFyn ::: Svendborg Kommune

r fie a r

...tyve steder i Svendborg, oplevet gennem lyrik og fotografier.

Lyrikspor © Kunstnerne Udgivet under Creative Commons Licens CC BY-NC-ND 2.5

Udgivet på forlaget PSFyn, 2011 Koncept og grafisk tilrettelæggelse: Kim Linnet Sat med Constantia og Consolas Trykt i 300 eksemplarer hos Scandinavian Book

1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-993400-1-9

En særlig tak til Erla Ingvarsdóttir Udgivet i forbindelse med litteraturfestivalen “Ord Over Svendborg” Bogen er udgivet med støtte fra Svendborg Sparekasse, Svendborg Kommune samt foreningen PSFyn

Lyrikspor Ord og fotografier inspireret af Svendborg anno 2011

Forfattere:

Tobias Dalager Mads Ellebek Lasse Nyholm Jensen Anne Lemmeke Kim Linnet

Fotografer:

Annika Andersen Kjartan Due Annesen Thomas Jessen Carsten Jørgensen Nanna Krøyer

Dann Nørgaard

Anders Lund

Nanna Grønbech Petersen

Mick Outzen

Anne Katrine Rask

J. Søderblom

Kenneth Skipper Kåre Wangel

Andreas Tvedebrink Emilie Ursula

Der findes saa mange Borgerbørn, som gør vore Tanker forfløjne. (Jeg mindes vel tyve med himmelblaa og ti med brune Øjne) Sophus Clausen, Rejseminder

1.1 km.

E G

C O

FQ AKI B D MTS

H책ndtegnet kort over Svendborg, fra ca. 1925.

Kort Navn, sidetal og placering, samt længde- og breddegrad

Torvet, side 6, A 55.059666, 10.610586

Stines gård, side 8, B 55.059328, 10.607163

Jessens mole, side 10, C 55.060604, 10.614298

Sankt Peder Stræde, side 12, D 55.058558, 10.613442

Munkestræde , side 26, K 55.059463, 10.611146

Christiansmindestien, side 28, L 55.059950, 10.634208

Kyseborgstræde, side 30. M

55.058137, 10.608888

Sejlskibsbroen, side 32, N 55.056772, 10.614751

Solbakken, side 14, E

Krøyers have, side 34, O

Vor Frue Kirke, side 16, F

Cirkelhavnen, side 36, P

Mølledammen, side 18, G

Ribers gård, side 38, Q

55.065538, 10.605664

55.060279, 10.609698

55.062317, 10.610993

55.060781, 10.607442

55.052215, 10.611377

55.060523, 10.610988

Urnegården, side 20, H

Den tyrkiske have, side 40, R

Kloster Plads, side 22, I

Salig Simons Gård, side 42, S

55.058077, 10.605808

55.059335, 10.611594

Ørkildsborgen, side 24, J 55.067148, 10.623109

55.075886, 10.632679

55.058451, 10.610653

Sct. Nicolai Kirkestræde, side 44, T 55.058271, 10.609775

Digitale genveje QR Scanning og Google Maps I denne bog har vi valgt at indlejre digitale genveje til de tyve steder, som bogen tager udgangspunkt i. Disse genveje udgøres af stregkoder, som du kan scanne med din smartphone. Stregkoderne henviser til koordinaterne på Google Maps, som du derefter kan bruge til at finde de pågældende steder i Svendborg. For at scanne stregkoderne, så skal du hente et scanningsprogram, eller en Scan App om man vil, ved hjælp af din telefons applikationsmarked. Ved denne bogs udgivelse fungerede applikationen ”Barcode Scanner” fint til både Android og iPhone.

Kære læser Med denne bog ønsker vi at fortsætte udgivelsen ”Graphic vs. Poetry trail”, som Vagn Remme satte i verden i 2009, under litteraturfestivalen ”Ordskælv” i Svendborg. Idéen med bogen er stadig den samme; at lade en række kunstnere mødes i et kreativt krydsfelt, for at portrættere tyve særlige steder i Svendborg. De tyve steder er valgt ud fra vidt forskellige værdier, men de er alle med til at gøre Svendborg til den sydfynske perle, som vi mener byen er. Det er vores håb, at udgivelsen hermed vil blive til en udgivelsesrække, og at serien vil fortsætte mange år fremover. Konceptet er ændret fra sidste år, hvilket tydeligt kommer til udtryk i de skabte værker. De tyve steder i byen er uddelt parvis til ti fotografer og ti forfattere. Ved det første sted er fotografiet taget først, og teksten er derefter skrevet på baggrund af fotografiet. Ved det andet sted er teksten skrevet først, og derefter er fotografiet blevet taget med teksten som afsæt. Dette kan tydeligt aflæses ved at se på hvilket værk, der er på venstre side i det pågældende opslag. Bogen indeholder således tyve fortolkninger af Svendborg, hver især skabt på baggrund af byens stemning og udseende, men også skabt på baggrund af de kreative rammer, som konceptet har givet. Drag ud i byen med bogen som kompas og vejviser, og se om du kan genopdage Svendborg, og selv være med til at sanse de lyriske spor, som ligger på kryds og tværs i vores by. God fornøjelse, Kim Linnet.

Ni-ud-af-ti trækker viskeren vandet af glasset og udsynet klares oftest slipper man således levende fra sin indkøbstur, sjældent bliver man overfaldet af en kasse appelsiner, indimellem skræmmes man af fiskemandens råb, sommetider må man stå i kø under åben himmel, (og paraplyer er jo generelt bare bygget til at prikke øjne ud), sommetider skinner solen til lejligheden, indimellem smiler samtlige tiggere, sjældent vælter vinden butikkerne, oftest ligger brostenene faretruende skævt, (og så mange bananer samlet på ét sted skal jo ende galt), sjældent er der kamp i gaderne, indimellem er enkelte varer udsolgt, sommetider har man ingen kontanter, oftest kører det hele bare derudaf, (og sådan et liv er jo generelt ikke sværere end man gør det til), og én enkelt gang i livet klapper vinduesviskeren underlaget helt ind i himlen og trækker kirken op med roden, netop som man drejer ud fra parkeringspladsen

Torvet I femtenhundredetallet lå rådhuset på torvet sammen med galgen, gabestokken og vandpumpen. Torvet har ændret udseende mange gange. I dag er torvet mest brugt som parkeringsplads og til torvedage to gange om ugen. FOTO: Anders Lund // TEKST: Lasse Nyholm Jensen

Når Line står i Stines gård, hvor Stine gik i mange år, og livet går som det nu går, så går det nok endda Men Line står i Stines gård, og Stine ligger år for år, for livet gik som det nu går, og det går i sig selv Og Line stod i Stines gård, da Stine gik igen i går, og Line fik det chok man får, når tiden genopstår For Line står i Stines gård, hvor tiden åbner sine sår, og Stine ligger hvor hun står, og tiden går i stå

Stines Gård Svendborg er rig på små baggårde. I Stines Gård er der fundet rester af både nedbrændte huse og en bageovn fra 1400- / 1500-tallet.

TEKST: Lasse Nyholm Jensen // FOTO: Anders Lund

Er smuk og rund, mens havet duver blidt Et fløjt i himlen, står mod solens bred Hun mærker snart, de første spæde skridt Og hun nyder nu, en dag født i fred I stævnen kaster han et stjålent blik Mod pigen på molen og dør en smule En smøg vil dulme hans hjertes stik Og med båden flygter mand og fugle Endnu en gang forlades en havn Uden andre spor end barnets navn Båden er solgt, en krabbe ses på land Han vakler afsted, på gyngende grund Gammel og slidt, men både far og mand Han leder nu, efter moderen så rund Dage går forbi, mens flasker tømmes Han standser og lytter til barneskrig Han tror han ser hende, halsen rømmes Jeg elsker dig, det er ikke forbi Men da kvinden sig langsomt vender, Han griber det rustne gelænder...

Jessens mole Inderst i Svendborg Havn ligger Jessens Mole. Herfra kan man se over på Frederiksøen. Øen opstod som en sandbanke, hvor skibene smed deres ballast. Frederiksøen har huset fire skibsværfter, i dag er der kun et tilbage. FOTO: Kjartan Due Annesen // TEKST: Kim Linnet

For tiden vil det være nemmere at gå til grunde glemt

Vi er ramt forbi Og fremtiden løber over i rendestenen

Ligge knust og forladt som løvfald fra efteråret i fjor

En rist stoppet af løvfald skodder plastre og gennemblødt papir

Dine øjnes sol over smalle stræder når aldrig helt

Jeg når at læse stumper af ord imens strædet tørlægges i medgang til døden og så videre

mig Jeg tager til takke Med stort set lidt Spark slag ukvemsord folks ligegyldigheder fra en hverdag Og måske ville flasken Og måske ville hotellet Og måske ville bøgerne Og måske ville havet være bedre for mig Så det kunne blive som vi var engang ét i alt

Solen er i Zenith lyster mod stranden en brise vender nu Et knastørt blad pulveriseres af hælen på en smækker damestøvle fra i fjor Og jeg vender mig smiler til dig på burgerjointen imens februar endelig dør

Minder gnider tid i mine sår Har ikke engang kræfter til at råbe mod øst

Sankt Peder Stræde På et gammelt kort (Resens kort) over Svendborg fra 1677 er det lille stræde navngivet Røven. I dag er området stærkt byfornyet og huser en del kunstnere.

TEKST: Kim Linnet // FOTO: Kjartan Due Annesen

svendborg bjergkoloni rungende fravær af fugle sæsonforladte haver i hi stilheden er trafikken på dronningemagen blege vimpler på nøgne flagstænger vi er glade for hunde i snor presseningoverdækkede urtehaver men vi er meget kede af hundelorte stilheden er knirkende havelåger golde etagebede på mount svendborg oplyst byudsigt neden for bakken vinden spiller metallisk ringlende fra 31. oktober er der lukket for vandet men der er kaffe på kanden i fælleshuset stilheden er flagstængers kippende liner nedgående bleg sol i horisonten gadelygtens genskind i sorte ruder kælkebakken uden børn stilheden er spirende forår under sneen

Haveforeningen Solbakken Galgen blev flyttet fra torvet og op på Ovinehøj i sektenshundredetallet. Den sidste henrettelse foregik i 1853 og gik ud over en femtenårig dreng, der var pyroman og slog retsforvarerens søn ihjel med en sten, mens han sad i fængslet. FOTO: Andreas Tvedebrink // TEKST: Kåre Wangel

Tolvklokken og stormklokken 11.43 Fra kirketrappen går du til venstre ad stien og runder våbenhuset. Her ser du en mindre dør i tårnets sydøstlige hjørne. 11.45 Hvis du har nøglen til døren, kan du gå op ad vindeltrappen hvor fugle bygger rede i skydeskårene, og kalken smitter af på dit tøj. 11.47 Du kommer ind i et større oplyst rum med strøminstallation af Ruddi El. 11.48 Her ser du tre klokker. Den største er Baltzars tolvklokke som han skabte til ære for treenigheden og til tjeneste for Svendborg. 11.50 Den mindste er Paul Grydestøbers stormklokke. Han beder om hjælp til Gud og Sankt Lauris som blev stegt af kejseren i år tohundredeotteoghalvtreds. 11.52 Hvis ikke du bliver og hjælper Gud og hans helgen, dukker du hovedet under bjælken som klokkerne hænger i, og går videre op i tårnet. 11.53 Ovenfor er et mindre rum. I rummet står et orgellignende instrument. 11.54 Hvis du kigger til højre, ser du at orgelet er Konsul Andersens klokkespil, men hvis du vidste bedre, ville du vide at det nye er hr. Møllers stokklaviatur. 11.56 Du kravler op ad stigen med det indridsede M og åbner lemmen til tårnets top hvor metalstrengene fra klaviaturet møder Eisbouts og Petit & Fritsens bronzeklokker. 11.58 Hvis det er sommer, blæser en kølig brise gennem tårnets hønsenetindfattede åbninger hvorfra du kan se ud over byen. 12.00 Hvis det er vinter, går en isnende vind gennem marv og murværk idet 36 klokker pludselig hamrer Kirkeklokke! mellem ædle malme. 12.01 Med Vor Frues digitale organist virtuost dundrende på klokkespillet under en meter fra dit hoved trimler du ned ad stigen. 12.02 Fortumlet stavrer du med rungende øregange forbi klaviaturet og ned i det store rum med de gamle klokker. 12.04 Her møder du synet af den genopstandne sankt Lauris slående tolvklokken og stormklokken an, Gud til ære, Svendborg til hjælp.

Tårnet i Vor Frue Kirke. Byens anden sognekirke. Bygget på en høj banke, med et højt tårn og et lille spir med en klode og hane. Spiret er et kendingsmærke for de sejlende, som sejler igennem Svendborg Sund, også kaldet Svinesundet.

TEKST: Kåre Wangel // FOTO: Andreas Tvedebrink

Jagt over tomme løfter en flok af forfølgere Men ingen kan røre hende En groft skamferet form En havfrue i en dam Levende under sin skal Beskidt Nedtrådt Født i hovdet på en mand Så lille at hun er over alt Væk i fællesskab er vi lige beskidt

Mølledammen Mølledammens kunstværk er lavet af Niels Hansen-Jacobsen (1861-1941) og hedder Havfruer, der laver Malstrøm. Kunstværket har levet et omskifteligt liv, efter at det blev flyttet fra sin oprindelige plads på torvet. FOTO: Emilie Ursula // TEKST: Mads Ellebek

Samme hår hud øjne lår tænder Beholdere med indhold Carpe diem Love you En mur at holde sig til holde sig udenfor afgrænse andre et sidste territorium af bundne rester Gider I virkelig sidde her En samling der samler Et lager med tomme pladser Et sugende ekko af skridt der er gået, kategoriseret, i en gård, i en have, med udsigt til en træhytte, hvor små piger sidder og slet ikke ved, at de en dag kan blive til noget andet end små piger Samme hår hud øjne tænder lår Et sugende ekko af skridt der går

Urnegården Kolumbarium betyder “en væg med små nicher, hvori der er placeret urner.” Urnerne ikke er gravet ned, men står frit fremme, som om de stadig er blandt os. Derudover er Urnegården omkranset af mure, og inden for er der en have og et vandbassin.

TEKST: Mads Ellebek // FOTO: Emilie Ursula

Der er ikke noget kloster længere. Men der er en mindesten, og der er fodgængerfelter og baneelementer. Der er et pizzeria, advokatkontorer og misbrugskonsulenter. Der er et busstoppested og en café, og alle har så travlt, når de skal ud med DSB. Der er ikke noget kloster længere. For borgerne rev kirken ned, og de bar de døde og deres kister hen til et andet sted. Engang, der var her fred, der sad nonnerne og bad: matubin, laudes, prim, tertz, sext, non, vesper, completorium… De bad syv gange om dagen. Der var tolv munke, som terminerede, og i klostret var der mange rum, der var både: frates cocus, refektorium, braxatorium, pintrinum, dormitorium, infirmana, zenodvatrium og hospitale paupuem. Der vare et hel lille samfund. Men uden nogen særlig grund, så rev de hele grunden ned. Nu går her genfærd rundt på pladsen. Flimrende figurer i fotografernes skær.

Kloster Plads Her lå fra 1236 et franciskanerkloster med tilhørende kirke. De sidste klosterbygninger blev revet ned i 1870, da stationsbygningen skulle opføres. Franciskanere var tiggermunke og bosatte sig i Svendborg på grund af byens rigdom. I dag er Klosterplads et trafikalt knudepunkt med banegården i centrum. FOTO: Nanna Krøyer // TEKST: Tobias Dalager

Jeg forestiller mig, at borgen brænder. Jeg prøver at forestille mig, at der har været en borg engang. Jeg forestiller mig, at jeg er på Ørkild Voldsted. Det er jeg ikke. Jeg sidder på en café i Odense. Jeg mærker, hvordan græsplænen giver efter under mine sko. Der er sikkert ikke så meget græs derude lige nu, hvor det er vinter. Jeg sætter mig ned i græsset øverst på volden og forestiller mig, hvordan udsigten har været, før borgen brændte ned? Før jeg tog ind på caféen, så googlede jeg Ørkildborgen. Jeg printede nogle billeder ud. Desværre er de ikke i farver. Jeg drikker en kop kaffe og trykker på tasterne på min computer og kigger på billederne fra nettet og modellerer borgen ind i dem, imens jeg forestiller mig, at borgen brænder. For borgen brændte, og så forsvandt den. Jeg forsøger at koncentrere mig og holde flammerne fast på nethinden. Rundt omkring mig er caféen begyndt at summe, og mange indtryk griber ud efter min opmærksomhed. Jeg forestiller mig, at de andre gæster på caféen går klædt i tøj, som man gik i dengang og spiser mad, som man spiste dengang. Så griner jeg. Jeg tænker på Gøngehøvdingen. Jeg forestiller mig, at karaktererne fra tv-serien er i den lille by, der lå ved Ørkild Voldsted. Der er slagsmål. Skjolde og sværd og heste, buer og pile og kristendom. Det drejer sig om handelsindtægter. Jeg kan ikke sidde sådan her mere. Jeg begynder at få krampe i benene. Så jeg rejser mig fra bakken og mærker, hvordan græsstråene slår imod mine skinneben, imens jeg løber ned ad volden. Blæsten, der suser for mine ører og flår i kinderne. Solen, der er den samme, der er en anden. Så sætter jeg mig på en bænke og nyder udsigten over mølledammen, imens jeg drikker den sidste tår kaffe. I morgen tager jeg derud. Det er sikkert en anden oplevelse, når man kommer lidt tættere på.

Ørkildsborgen Her lå en borg indtil 1534, hvor den blev brændt ned af Svendborgs borgere i begyndelsen af Grevens Fejde. Et af de største voldanlæg i Danmark.

TEKST: Tobias Dalager // FOTO: Thomas Jessen

I gaden

Spraydåser

brostenklop og hestepærer

Taggede Ord-skamferinger

i staden

På nattetur

selv inden døre hørte den til

Desværre sov jeg, da En arm førte dåsen

her red jeg i en drøm om en hestepære

Tatoverede slagord på min mur P I S !

--det bedste var gyngehesten og drømmen om voksen ride og efterligne gynge løs i stuerne

---

i staden spraydåseflop og tænderskæren den arm kunne have brugt

lære om livet til hest for længe siden i tiden før ----

gul, grøn eller rød men indebrændt håb i gadejægeren sprayede slagord på jern som middel i en sag skabt af et fjols for enden af en arm ---

Munkestræde En af de gamle karakteristiske slipper, der forbinder den højere beliggende Møllergade og bymidte med Klostertorv og Stationen længere nede. I dag en smutvej, der emmer af glemsel og atmosfære. FOTO: Annika Andersen // TEKST: Kenneth Skipper

Du siger

Det var lyst da jeg gik Var det ikke? Lyst Da jeg langs stensætningen gik på stien mellem byen og sandet ---

Så jeg spørger Hvorfor nu den lyd? For lyden er tilbage Er den ikke? Lyt!

Jeg mener bestemt det var lyst da jeg gik

Hører du også en saks der klipper silhuet?

Solen skinnede Himlen trak i blå pastel ved middagstid Så hvor kom mørket fra? ---

Mørket kommer uventet Mørket kom uventet Mørket kommer altid uventet

Fuldmånen lyser gennem mig Mine øjne drypper sølv Jeg sætter farten op For saksen Klipper silhuet i nat af elskovstræer Det var lyst da jeg gik Var det ikke? ---

Christiansmindestien Stien har fået navnet til minde om Kong Christian d. 8., der som prins var guvernør over Fyn. Under stien ligger byens skarn. I dag er Christiansminde et rekreativt område med legeplads, strand, boldbaner og parkanlæg.

TEKST: Kenneth Skipper // FOTO: Annika Andersen

Natten i Kyseborgstræde pisker snekrystaller og kulde i Livs ansigt. Hun flakker rundt. Kirkens gotiske tårn på Sct. Nicolai Kirke fanger hendes blik. Klokken slår tre. Spontant ændrer hun retning og går direkte over og griber om det kolde jernhåndtag på døren, der fører ind til kirken. Den er ikke låst. Liv træder ind på stengulvet og standser udfor en fyrretræsbænk. Træt sætter hun sig ned. Kirkerummet er svagt oplyst af levende lys. Et splitsekund lukker hun øjnene og læner hovedet bagover. Da hun åbner øjnene igen, er der et loftmaleri over hende, Liv er ikke sikker på, at det var der for et øjeblik siden. Billedet forestiller en gudelignende mand og en kvinde. De står ved en flod. Maleriet bliver levende: Manden bevæger koncentreret hænderne, imens han former og giver leret liv. Han skaber forunderlige og udtryksfulde masker, en ny er netop færdiggjort og parat. Kvinden griber masken, da han beder hende om at lægge den til tørre i solen. Hun går langs floden på nøgne fødder, vandet strømmer i uendelige variationer i evigheden. Hendes hænder vil ikke slippe masken. Noget fører hende udefra da hun tager masken på, som smelter ind i hendes ansigt. Det smerter. En blå tåre løber ned ad hendes kind. Hun løber, floden ved hendes side raser af sted. Tårerne fosser i det voldsomt strømmende vand og vælter hende omkuld. Manden kommer og tager masken af hende, løsner den, befrier hende. Han kysser hende. Alt heler da han placerer varme bløde læber på hendes ansigt og krop. Omkring dem dufter det af grønne blade og vidunderlige stjerner. De falder i søvn og sover meget længe. Fra himlen flyver farvede stjerner ud og lander blidt i elskendes øjne. Maleriet er borte. Liv blinker med øjnene. Da hun kigger ned i sit skød, ligger der en tåre og skinner blåt som lapis lazuli.

Kyseborgstræde Forsvarsvolden fra det middelalderlige Svendborg fulgte Kyseborgstræde på den ene side. Nogle få af husene er fra syttenhundredetallet, og som dem så hele byen ud på den tid. Volden blev jævnet ud allerede i femtenhundredetallet, men blev først bebygget langt senere. FOTO: Thomas Jessen // TEKST: Nanna Grønbech Petersen

Hendes sorte højhælede støvler skabte sammen med broen, som hun gik udad en rytmisk lyd af træ. Grå følelser skvulpede inde i hende. Mørke bølger skvulpede under hende og bevægede alle træskibene langs broen. Spørgsmål bølgede indover hende: Hvor skulle livet egentligt føre hen? Hun havde svært ved at forholde sig til det med Anders. Vinden kastede hendes hårlokker rundt i alle retninger. Under lokkerne fløj tankerne af sted. Mågerne fløj ikke lige nu, men lå på vandet og pustede sig op for at holde varmen i februarvejret, som gav kolde og hårde bid fra sig. -

Kys det nu det satans liv og lev det før at al ting er forbi, sang Steffen Brandt et sted i hendes hoved. Havde Anders nået at kysse livet rigtigt? Kunne man overhovedet kysse livet rigtigt eller forkert?

Rastløs og ked af det drev hun rundt på broen. Anders og hende havde haft samme gruppe af venner i teenagetiden. De havde ikke været de tætteste venner, men havde delt mange rigtig gode oplevelser sammen. Hun kunne høre lyden fra klokken som ringede bommene op og ned henne ved banegården, imens hun kiggede op på møllen der hvidt knejsede over Svendborg. Anders var kun blevet 27 år. Der havde været kaffe på Hotel Ærø efter bisættelsen. Den rytmiske lyd af støvler og træbro imod hinanden hørte op. Hun var nået ned til starten af broen igen. Hun kiggede udover vandet. Vinteren havde trukket farven ud af græsset på de sydfynske øer. Hun vendte sig og der stod hendes kæreste midt i et forår lige om hjørnet med meningen og livet i hånden. Et barn. Deres lille søn med smukke øjne og åbent ansigt.

Sejlskibsbroen Er base for gamle sejlskibe på Fyn. Træskibsbroen kunne have været et museumstykke, hvis det ikke havde været for udsigten til havnelivet og skibene.

TEKST: Nanna Grønbech Petersen // FOTO: Thomas Jessen

Om nætterne sover vi, alt lys er flygtet, og træer trækker rødderne op. De breder dem ud over jorden og vandrer ad stier, Og grenene ryster de blidt, gør dem bløde som hænder på elskerens krop. Som langstrakte arme i måneløst mørke, der tier. De fejer så let over himlen i glædesdans, kildren og hvirvlen og hvislen. Hvis månen står frem, står de stille bag sort-runkne stammer. Men når mørket igen lander tungt over himlen, så føles en frydefuld rislen i stammer, der bøjer sig, danser, fornøjer sig, krammer. I sortmørke nætter går træer i butikker med spraymaling, stjæler en sjat. Ser du på væggen? På den skriver træerne alt om dem, der har siddet på bænken, som kvinden med barnevogn. Kom, sæt dig, skat, og kom så tilbage og se, hvordan du blev fortalt.

Krøyers have Bakken er resterne af den vold og det forsvarsanlæg, der omkransede Svendborg i middelalderen. Den blev udjævnet i 1536 efter Grevens Fejde. I dag er den byens grønne åndehul og bruges af unge til hygge og koncerter og andre kulturelle aktiviteter. FOTO: Mick Outzen // TEKST: Anne Katrine Rask

Bølger, der slikker og hvisker og rører og føler og kysser. Og lyster, der gror. Jeg er et fartøj fortøjet i havnen. Duven og vuggen og længsel ombord. Fra en stærk drøm om at fjernes helt for ejermandens regning for at ligge uanmeldt her på et havneareal. Jeg vil finde mine sprækker, lade vandet sive ind og synke ned og lande tungt midt i en solløs tangskovs dal. Og nu ligger jeg på dybt vand her på bunden under isen, og mit sprog er frosset til og strandet i et dynd af sort. Så jeg kapper al fortøjning, driver ubeset til havs nu i et natklart mørke, der kan åbne min bevidstheds port, mens jeg glider ned langs strakte øer vendt nordvest sydøst og spredt på havet de årtusindgamle spor fra gletschers gang. Og jeg stilner af og samler mig og deler mig og åbnes på min bund af tvangløst uden hensigt under dunkel klang. Jeg har rejst mig som en skude, der aldrig går i havn. Med hæklede gardiner og ulmende blus. Duvende smult på havet.

Den runde lystbådehavn Fra havnens yderste mole kigger man op på Svendborgsundbroen, over på Tåsinge og ud over det Sydfynske øhav med sine cirka halvtreds øer. Det lave vand og de mange øer er en væsentlig del af særpræget ved Svendborg og omegn.

TEKST: Anne Katrine Rask // FOTO: Mick Outzen

”jeg er så tæt på hjem, (... mor sender mig breve en gang i mellem. hun skriver, hun savner mig, hun skriver, hun elsker mig, hun skriver, hun ikke forstår det... forstår mig. hun skriver, at hvis ikke jeg ændrer mig, kommer jeg ikke i himlen. hun siger, far savner mig. Jeg savner dem. hun skriver, Wjeg er velkommen hvis...) dog så langt fra varme”

Ribers Gaard Hele gårdkomplekset giver et godt indtryk af en typisk købmandsgård fra Svendborgs storhedstid. I 70’erne lå hippiekollektivet Harmonien her. I dag fungerer stedet som musikkulturhus med ungdomscafé, øvelokaler og spillestedet Harders. FOTO: J. Søderblom // TEKST: Dann Nørgaard

Velkommen Her I Den Tyrkiske Have Herren holder altid haven åben her Her bliver du budt velkommen af Herren Du finder selv det du skal bruge her Her finder du friske og konserverede råvarer Du kan finde alt frugt og grønt her Her i Den Tyrkiske Have Kartoflen, tomaten og agurken finder du her Her finder du granatæblet, passions -og stjernefrugten Du finder flere forskellige tobakssorter her Her i Den Tyrkiske Have Det’ rullet og pakket for dig her Her i Den Tyrkiske Have ... det bliver 47.50dkk

Den Tyrkiske Have Et helt nyt projekt, hvor beboerne i Hømarken laver deres egne haver med udgangspunkt i den kultur, de selv kommer fra.

TEKST: Dann Nørgaard // FOTO: J. Søderblom

Blå, så blå Og hvis jeg strækker mig for at få Bare en fornemmelse af alt det blå Kan jeg slet ikke nå Men det er lige her, inde i gården Salig Simons Gård Du kan ikke se før du står på den magiske brosten Jeg siger ikke hvilken en Lyset kaster lyse skygger derinde Nu er det gråt, men hvis du ser med længslen Bliver det blåt, så blåt Skygger lyser mørket ned Under brostenene Og det gemmer sig i sprækker Der lækker med blomster lige om lidt

Rund og blød og blå. Omslutter top til tå. Suger mig ind i sit blotte blå inderste Hvor alt er blødhed og ingen kanter Et tomrum af luft, så let Let tunghed, tung lethed Tunge tanker forsvinder Det er her, alle drømmene ender Alle ender finder sammen Kaster anker, tanker hviler Lyt, det er stille Her må være rart at falde i søvn Og drømme blåt

Blåt så langt det rækker Rundt om hele min verden Tegner sig ud fra mine fingre og tæer og fortsætter der, Hvor man tror, det ender Ender ikke, Ingen ender, vender rundt

Salig Simons Gaard Brogades ældste bygning. Navnet Salig Simon er opstået ved, at da Simons sønner skulle arve deres far, blev Simon i retsprotokollen benævnt ”salig” Simon. FOTO: Carsten Jørgensen // TEKST: Anne Lemmeke

På bunden af en brønd i Sct. Nicolai Stræde lå en drøm Han så sig omkring og kunne skimte omridset af ingenting Omsluttende, opslugende mørke, han måtte røre ved sit ansigt For at tro på, at det var der, var hans Som i fængsel, glemsel, han glemte næsten sig selv I det mørke fængsel, som alligevel føltes frit En lysstråle ramte, et lillebitte øjeblik af lys, Som var alt for kort og gjorde brønden endnu mere sort da det svandt som skygger bag en port Men det uendelige sekund tændte flammen for en kort stund I en slagen mand, der ikke kunne skelne sig selv fra den mørke bund Hans skrig slap fri, fløj på en lysstribe, flød over Og han fløj med, ind i vrimlen af lys Svimlende lys, strakte sig hele vejen ud i glemsel bag gadehjørner og facader og mennesker, der var.

Sct. Nicolai Kirkestræde Sct. Nicolai kirke er byens ældste bevarede bygningsværk og er bygget i første halvdel af 1200-tallet og indviet til søfarernes skytshelgen Sankt Nicolaus. Samme helgen er julemand og skytshelgen for de prostituerede.

TEKST: Anne Lemmeke // FOTO: Carsten Jørgensen