Page 1

Irene Haffner

DRENGEN DER IKKE VILLE VÆRE EN DRENG

iBooks Author


DRENGEN DER IKKE VILLE VÆRE EN DRENG af Irene Haffner

Jeg så nysgerrig på den fine skabning der stod ved siden af Lisbeth. -Sara er en dreng der ikke vil være en dreng – sagde Lisbeth! -Ikke også Sara? – Sara nikkede og så på mig med sine store drømmende øjne. -Sara hedder også William, men det bruger vi ikke – vel Sara? Sara rystede let på hovedet og kiggede på mig.

iBooks Author


Drengen der ikke ville være en dreng

-Hvad laver du? Jeg så op fra mine trafikerede veje, tunneller og parkeringspladser som jeg nøjsommeligt havde bygget og klappet glatte i det morgenfugtige sand i sandkassen.. Det perfekte byggemateriale. Med en tindrende formiddagssol i øjnene så jeg en spinkel opløben pige med et vandfald af sort hår der omkransede et markeret og meget fint og mørkt ansigt. I midten spillede to store brune øjne spillevende og et smil legede flygtigt om hendes læber.

“Drengen der ikke ville være en dreng” er skrevet af Irene Haffner 2012. Alle rettigheder reserveret 2012 Denne udgave er udgivet af pridebook.dk 2012 i samarbejde med Irene Haffner.

-Leger.

Foto/omslag: Irene Haffner, privat samling. Hel eller delvis gengivelse af denne udgivelse, må kun ske efter skriftligt samtykke fra forfatteren samt pridebook.dk. pridebook.dk er en del af Pride Media DK

Sagde jeg konstaterende og flyttede en brandbil der egentlig var midt i en udrykning. -Jeg hedder Lisbeth og det her er Sara! Hun nikkede mod Sara som hun holdt i hånden. Jeg betragtede dem. Sara så ned i jorden og virkede meget genert. -Sig dog hej Sara! – Sagde Lisbeth og slog sit lange mørke hår bagud, med et koket kast med hovedet.. 2

iBooks Author


Sara løftede hovedet og så på mig med nogle store klare øjne med lange buede øjenvipper.

Moren var en lys og nærmest gennemsigtig engel som for det meste flagrede af sted i løse gevandter med en smøg imellem de røde læber og hvirvlede en duft omkring sig af dyr parfume som hendes mand, der var søofficer i handelsflåden, havde med, når han en sjælden gang var hjemme. I kølvandet af den dyre parfume og cigaretrøgen anedes en svag duft af alkohol. Søofficeren havde nok andet end dyr parfume med hjem.

Jeg så nysgerrig på den fine skabning der stod ved siden af Lisbeth. -Sara er en dreng der ikke vil være en dreng – sagde Lisbeth! -Ikke også Sara? – Sara nikkede og så på mig med sine store drømmende øjne. -Sara hedder også William, men det bruger vi ikke – vel Sara?

Moren levede ligesom i sin egen verden og virkede fraværende og lettere flegmatisk når jeg ringede på for at besøge Sara og Lisbeth.
 -Nå – du kommer ikke med en regning? – nåh – Sara? – er det ikke William? – jeg tror de er ovenpå – smut du bare op!

Sara rystede let på hovedet og kiggede på mig. -Må jeg godt være med? – spurgte hun? -Ja – sagde jeg – du kan klare politibilerne, vi er midt i en udrykning!

Senere lærte jeg bare at smutte ind ad kælderdøren og op til deres værelse.

Sara hoppede ned i sandkassen og overtog hurtigt politibilerne og mens Sara og jeg stiftede bekendtskab midt i en udrykning, satte Lisbeth sig på en bænk og sad og så dejlig og søsterlig ud.

Sara som også hed William blev min bedste ven. Jeg tænkte ikke over at jeg kendte drengen der ikke ville være en dreng. Det var ganske normalt når man som jeg, levede i tæt forbund med fantasien og dens umuligheder og var fuldt overbevist om at Harry Potter og Superman var virkelighedens helte. Min bedste ven Sara ville ikke være William og det var så det. Hun kunne vel for pokker selv bestemme.

Det blev begyndelsen på et livslangt venskab i ordets bogstaveligste betydning. Sara, Lisbeth og jeg dannede i den kommende tid et trekløver som drejede sig omkring Sara der også hed William. De boede sammen med deres forældre i en ældre tilgroet villa på en af de villaveje som lå op til det nye rækkehusbyggeri jeg og mine forældre boede i.

-Jeg er altså ikke en dreng Benjamin – sagde hun – Det er bare noget jeg kan mærke – sagde hun, og så drømmende på mig. 3

iBooks Author


Nu var drengen der ikke ville være en dreng en spinkel og fin skabning med langt fint lyst hår, som krøllede i nakken, og i det fine lydefri ansigt regerede et par store dybblå øjne, med store buede vipper der fuldendte et ansigt som var både smukt og ubestemmeligt. William hed Sara og insisterede på at jeg brugte navnet Sara når vi var sammen. Det blev helt naturligt at bruge navnet, selv om min mor kiggede undrende på mig når jeg sagde at jeg løb over til Sara. Da hun opdagede at det var William jeg kaldte Sara protesterede hun.

Tøsedrengenes gamle slager ”Sig du ka` li` mig” med en imponerende energi og præcision. De kunne nummeret uden ad og Lisbeth opførte et totalt cool show, samtidig med at hun børstede håret på Sara. Jeg lå på sengen og kiggede i et blad mens jeg fulgte mine 2 veninders musikalske show. Pludselig gik døren op og en høj mørk mand i uniform kiggede ind. Lisbeth så ham ikke med det samme, men Sara stivnede og vendte sig i stolen og mødte hans blik. I det samme stoppede Lisbeth op midt i en drejning med den imaginære mikrofon. Hun for hen og hoppede lige ind i favnen på den høje mørke mand som jeg kunne forstå var deres far. Sara rejste sig og slukkede for musikken og gik hen til sin far. Han kiggede forundret på hende. Sara var alt andet end William. En let øjensminke som Lisbeth lige havde lagt, strømpebukser og en løs T-shirt. Og så neglelakken på fingrene. Jeg bed mærke i at Sara forsøgte at skjule sine fingre. Men deres far gav også Sara et knus og holdt hende lidt ud fra sig og sagde: Goddag William! Sara kiggede forlegent ned og sendte mig et bønfaldende blik.

-Du kan da ikke kalde William for Sara, Benjamin. En dreng kan være meget følsom og føle sig såret når man giver ham et tøsenavn. -Jamen mor, det er William selv der vil ha` at jeg kalder hende Sara. Min mor så meget forundret ud, men der er mange ting de voksne ikke forstår, eller har glemt. Sara og Lisbeth gik i en lille friskole hvor man åbenbart accepterede det lidt ekcentriske søskendepar uden de store problemer. Jeg selv gik i den store kommunalskole hvor skolegårdens hårde jantelov fungerede i bedste velgående. Jeg tænkte på hvordan Sara ville have klaret den hvis hun gik i den store kommuneskole.

-Og det er måske en af jeres venner? – sagde søofficeren og kiggede over på mig. -Ja – skyndte Sara sig at sige – det er Benjamin! -Hej Benjamin – sagde søofficeren og lavede en gestus med den ene hånd sådan som søofficerer gjorde når de mødte andre officerer.

En dag i det tidlige forår kom søofficeren hjem. Jeg var tilfældigvis oppe på værelset hvor Lisbeth var i gang med at børste Saras fine lange hår. De skrålede samtidig med på

Jeg syntes han var mægtig imponerende. Flot trimmet skæg der løb ned langs siderne af et solbrændt og velformet ansigt, 4

iBooks Author


og indrammede hagen og munden. Det var tydeligt at det mørke smukke, som Lisbeth repræsenterede kom fra denne smukke mand.

Men hun vidste også godt at det sårede ham at hans søn ikke helt udviklede sig som han havde drømt om. Dengang hun ventede William havde han strålet, som om at en søn var en fuldbyrdelse af hans liv. Var det mon ikke det for enhver mand? Lisbeth var som snydt ud af næsen på ham. Mørk og smuk og kølig. De to havde en underforstået forståelse som om de på et dybt genetisk plan kunne kommunikere uden de store bevægelser. Han elskede hende og hun nærmest forgudede sin far. Men William var nærmest sin mors billede. Lys og sart og med den samme luftige og flegmatiske holdning til tilværelsen. Som om der eksisterede en højere verden de blot var på udgang fra, og senere ville vende tilbage til. Hun forstod instinktivt at hans forventning til William var, at hans kærlighed til hende kunne vendes mod hans eget køn. Mod en søn. Men det var ikke gået som de ventede. Lisbeth og William havde udviklet deres helt eget liv. Hun havde ikke hverken formået eller ønsket at ændre deres dybe fortrolighed. Det var som om at den komplementære kærlighed Lys/Mørk gentog sig i deres egne børn. Hun blev den lille når hun stod op mod den kølige og eksotiske Lisbeth og William forgudede sin søster. Nogle gange mere end sin mor, kunne hun frygte. Hun trak sig tilbage i sin let drømmende verden og huset undergik en feminin forandring når hendes mand ikke var hjemme. William blev suget ind i slipstrømmen og blev væk. Blev til Sara. Nu fremstod Sara som husets yngste datter og hun vidste ikke rigtigt hvordan det var sket.

-Nå, jeg vil gå ned til mor – så kan I komme ned senere. Igen den naturlige honnøragtige bevægelse og et kort nik fra det smukke ansigt. Søofficeren kiggede på sin kone som sad henslængt i en blød lænestol i deres nye udestue. Det indtrængende sollys flimrede om hende, og hendes lyse gyldne hår flimrede som et vandfald om hendes sarte smukke ansigt. Ved siden af hende, på det lille bord, stod et glas med kølig hvidvin. Glasset duggede. Sollyset faldt ind ad de store glasruder og flød hen ad gulvet. -Hvorfor retter du ham ikke Alice? – han er snart så tøset at jeg kan gå hen og tro at jeg har 2 døtre i stedet for en datter og en søn. Hvorfor lader du Lisbeth bruge ham som påklædningsdukke? Han så indtrængende på hende. Hun nippede til den kølige hvidvin og så på ham med sit vandblå blik. -Jeg kan intet gøre. Han vil selv. Han påstår oven i købet at han er en pige. Han insisterer på at jeg kalder ham Sara. Hvad vil du have jeg skal gøre? Hun så på sin mand. Hun vidste han havde haft en lang rejse og trængte til at skifte og slappe af.

5

iBooks Author


-Bent – jeg er alene her i huset når du er af sted. Vore børn er meget selvstændige og så vidt jeg kan se også både velbegavede og velfungerende. Ja – altså bortset fra at din søn vil være en pige.

Hun nikkede og smilede forelsket til ham. Drengen der ikke ville være en dreng begyndte at vække opsigt i kvarteret. Tidligere havde det ikke vakt særlig opsigt at en lille lyshåret dreng gik i kjole sammen med sin storesøster. Men William voksede og løb i vejret. Og med ham også Sara. Det lange lyse hår, sløjfen i håret og kjolerne der blev afløst af små nederdele. De bare brune ben i små feminine sandaler og så de mange armbånd om håndledene. Sara elskede at smykke sig og havde også fået huller i ørene. Hun og Lisbeth var kommet hjem en dag og havde stolt vist de glimtende ørestikkere frem. Nu hang der en lille forgyldt ring i hvert øre.

Hun brugte ubevidst ”din søn” og forstod i et kort glimt at hun havde accepteret at William var væk og de i stedet havde fået Sara. -De er søde og dejlige børn. De fungerer godt. Holder sammen og skolen roser dem for deres dygtighed. De får udtalelser så jeg rødmer af glæde. De elsker at være sammen og de ansporer hinanden til at være dygtige i skolen, være pæne – og, hvis du vil have det ord, bruger jeg det gerne, dydige. Jeg kan forstå at piger i 13-14 års alderen kan være svære at styre, men jeg har intet at udsætte på Lisbeth eller for den sags skyld Sara – ja-nu kalder jeg vores søn for Sara. Jeg tror du må se i øjnene at virkeligheden er, at vi har fået en Sara og at det kan hverken du eller jeg gøre noget ved.

Søofficeren havde opgivet tanken om en søn og måtte modstræbende få det bedste ud af det når han var hjemme. Han så ud til at acceptere at hans søn var en pige. Men snakken gik. Og med snakken kom også fordommene. Mennesker der lever i fastlagte mønstre og efterhånden tilpasser sig den monotome gentagelse har et særligt blik for hvad der stikker ud. Det som er anderledes. Og Sara begyndte at stikke ud som et ungt liv der ikke udviklede sig efter de gængse regler. Storesøsteren Lisbeth vogtede over Sara og var et værn mod den virkelighed som trængte sig på, efterhånden som Sara blev ældre. Et hvert barn forventedes at vokse ud af sin barndoms fantasier og vildfarelser. Men ikke Sara. Tværtimod. Hendes femininitet blev mere fremtrædende og hun insisterede meget bestemt på at hun hed Sara, og ikke William.

Det var den længste tale hun havde holdt i månedsvis hvor hun ellers var alene med sine tanker og sine ophøjede og lidt alkoholiserede drømmerier. Han sad længe og kiggede på hende. Vidste godt at hun var meget alene og forstod hendes resignation. -Jeg elsker dig – sagde han pludselig. Rejste sig og gik over og bøjede sig ind over hende og gav hende et kys midt i hendes gyldne hår. -Jeg går op og skifter og pakker ud – skal vi ikke ringe efter en omgang pizza og nyde at vi igen er sammen? 6

iBooks Author


Hun gik på pigetoiletterne og jeg måtte trøste hende da hun grædende kom ud fra pigernes omklædningsrum i friluftsbadet. Hun var som det naturligste gået ind for at klæde om, men var blevet genkendt og det havde rejst et ramaskrig så bademesterinden havde bedt Sara om at gå ind i det andet omklædningsrum. Det for drenge.

ubarmhjertige udelukkelser som fulgte i kølvandet på børns brutale mobning af enhver der var anderledes. Vores klasselærer, Sonja, mødte selv op hvis hun kunne og lagde mange kræfter i at skabe sammenhold i klassen. Jeg kunne godt lide at gå i skole selv om der var nogle drenge i klassen jeg helst undgik. De var grove og fremfusende på en meget fysisk måde som om det at få ret handlede om hvem der var stærkest. Jeg brød mig ikke om den tydelige kopiering af tidens kendte macho`er der indgik i deres leg og afspejlede sig i deres opførsel og opfattelse af de andre i klassen. Især Hans Christian undgik jeg. Han var på alle måder min modstander og hævdede sig egentlig kun på sin fysiske styrke hvor jeg altid kom til kort hvis det kom til konfrontationer. Jeg så rødt når han med sin selvsikre arrogance spurgte til klassens mest sølle skæbne. En trist pige der havde et flakkende blik og gjorde alt for at gøre sig usynlig. Alle vidste at hendes mor arbejdede som sexarbejder og at hun somme tider kunne mødes på gaden i både regnvejr og kulde, hvis hendes mor arbejdede og havde kunder. Hans Christian havde med sikker arrogance udset hendes forsøg på ubemærkethed til at mislykkes.

-Men det kan jeg da ikke Benjamin – snøftede hun – hvad vil drengene ikke sige? Vi lærte så at Sara hoppede i badedragten hjemmefra og smuttede udenom omklædningen når vi var i friluftsbadet, hvor vi tilbragte mange dage i skoleferien. Min 12 års fødselsdag nærmede sig. Jeg havde fødselsdag i juni og som regel havde jeg mine skolekammerater til fødselsdag. Vi boede i et rækkehus med en lille have, som igen havde udgang til et større græsklædt fællesareal med en legeplads og en stor sandkasse hvor mange af de mindre børn holdt til. Det var der jeg første gang havde mødt Lisbeth og Sara. -Nå – sagde min mor – vi skal have lavet nogle invitationer! – hvem vil du have med udover klassen?

-”Nå – hvordan har luderen og hendes datter det for tiden ?” spurgte han frækt og grinende ud i klassen inden Sonja ankom.

-Lisbeth og Sara – det er jo mine bedste venner! Min mor kiggede smilende på mig!

-”Er der noget at rive i?” – og så skreg han af grin sammen med den flok af beundrende drenge der så op til ham.

-Ja det må man vist nok sige – du ser snart ikke andre! Og sådan blev det. Forældrene havde besluttet at eleverne i klassen enten inviterede alle eller ingen for at undgå de 7

iBooks Author


Winnie, som hun hed, sad med tårer i øjnene og så ned i bordet, mens hendes sidekammerat, Michelle, skærmede hende af.

Nu havde jeg så inviteret hele klassen til fødselsdag – Sonja lovede at hun ville kigge forbi, men hun kunne ikke sige om hun kunne være der under hele fødselsdagen.

”Hold din kæft din lede unge”, hvislede Michelle og lod øjnene lyne mod Hans Christian. ”Du tror selv du er så morsom og så er du bare led!” ”Nåh” – svarede HC – ”I er måske begyndt at arbejde sammen – kan man bestille tid?” – han og drengene skreg af grin!

Det var en af de junidage hvor sommeren lod ane sin komme. Forår og sommer sloges om magten og det havde været koldt og blæsende nogle dage før min fødselsdag. Så slog vejret om og mens store hvide klatter af skyer sejlede lystigt af sted, sneg temperaturen sig op, når solen fik fat.

HC så sig omkring og nød de andre drenges beundrende blikke mens de grinede sjofelt. De fleste af dem havde kun meget uklare tanker om hvad det handlede om. Michelle var klassens kvikke pige. Smuk på sin egen måde og drengene vidste intuitivt at hun var deres intellektuelle overmand og holdt sig lidt på afstand. Havde det ikke været for hende havde Winnie været et let offer.

Den lørdag eftermiddag hvor klassen var inviteret viste vejret sig fra sin rigtig gode side. Solen skinnede og krøb over på den anden side af vores rækkehus så terrassen og haven lå i det klareste jomfruelige solskin. Min mor strålede ved tanken om at hun kunne holde en hel klasse, og lidt til, ude på terrassen og måske – hvis hun forstod at stille aktiviteter an – holde de mest vilde i gang i haven.

Jeg havde af og til mine sammenstød med Hans Christian. Jeg lod somme tider vreden løbe af med mig og kom hver gang til kort. Han var min fysiske overmand. Jeg havde endda trænet brydning hos en af mine skolekammerater der hed Gunnar. I hans forældres kælder øvede vi nogle brydertag hvoraf en halv nelson var en af de vigtige. Efter tre uger mente jeg at nu kunne jeg klare ham Hans Christian, men nej – jeg fik tæv igen. Den halve nelson udeblev af uforklarlige grunde.

Sara og Lisbeth var kommet allerede om formiddagen. Lisbeth havde sagt at hun gerne ville hjælpe min mor. Min mor var ved at dåne. Hjælpe? – Min mor var ikke sådan vant til at nogle hjalp hende med det en mor nu skal når hendes dreng har fødselsdag. Før i tiden havde min farmor altid været der men hun døde for 2 år siden. Min mor var vild med Lisbeth, men havde til gengæld lidt svært ved at huske at William ikke ville være William men Sara. Lisbeth havde et rigtigt husmoder gen. Hun hjalp min mor med at stille an, de dækkede bord og pludrede og jeg blev helt misundelig for jeg kunne se min mor nød at have 8

iBooks Author


den store pige i sin nærhed. Sara og jeg blev sendt i haven og stille nogle spil an. Sara havde en løst hængende lang hvid T-shirt på. Den gik næsten ned til knæene og der var et trykt billede af en havfrue foran. Hun havde små sandaler på og jeg så at hendes negle var lakerede lyserøde med små sølvstjerner på. Hendes hår var samlet i en hestehale med en stor rød elastik og hun havde et par løse armbånd om håndleddet og lille fin lænke om ankelen. Hun var solbrændt og meget fin at se på. Da de ankom, havde min mor ikke kunnet lade være med at udbryde –” jamen Willi…Sara – hvor er du dog fin”. Sara havde kigget genert på min mor. ”Lisbeth har hjulpet mig” – sagde hun.

alle. Lydniveauet steg, og med det, humøret. Det tegnede til en rigtig børnefødselsdag. Måske en af de sidste i mit liv. Men det tænkte jeg ikke over dengang. Jeg sad ved siden af Sara og på den anden side af hende sad Winnie. Der var hurtigt opstået en forbindelse imellem de to. Lige overfor sad Hans Christian og hans tro væbnere. De gloede uhæmmet på Sara og jeg kunne se at det brændte i Hans Christian for at sige noget. Han turde ikke, for både Michelle, der sad på den anden side af mig, og Lisbeth havde spottet ham og han kunne sikkert mærke at han blev holdt under observation. Mætte og godt sukker dopede fór hele flokken ud for at lege efter den traditionelle kakao og lagkage med dertil hørende slik i store mængder. Winnie holdt sig i nærheden af Sara og det var som om at de to havde en intuitiv fornemmelse af hinandens sårbarhed. Pigerne blandede sig med drengene og der blev spillet Crocket og leget med hula-hop ringe, mens nogle af drengene havde lavet et improviseret mål af trøjer og spillede fodbold. Hans Christian var selvfølgelig både angriber og dommer på samme tid. På et tidspunkt røg bolden ind på terrassen. Sara stod i nærheden og hentede den og sparkede så godt hun kunne bolden tilbage til drengene, men den røg over hækken til naboen.

Lisbeth havde bare smilet stort og rettet lidt ved Saras hår, Hun strålede af stolthed over sin lillebror som hun havde gjort til sin lillesøster. Sara blev et midtpunkt. Ingen tvivl om det. Pigerne fra klassen flokkedes om hende og fnisede lidt forlegne men tøede hurtigt op og så beundrende på hendes neglelak med stjernene som Lisbeth havde lagt. Sara faldt hurtigt ind i pigernes flok og inden længe stod en af pigerne og børstede hendes lange fine hår. Lisbeth havde hele tiden et øje med Sara, men slappede efterhånden af da hun så hvor godt Sara faldt ind i gruppen af piger der sad på terrassen og fnisede og kiggede på drengene der allerede var i fuld gang ude i haven. Da alle efterhånden var ankommet kaldte min mor os alle til bords ved det lange bord inde i stuen. Rikkes mor var blevet for at hjælpe og sammen med Lisbeth fik de skænket kakao til

”Hold da kæft for en bøssekarl!” Røg det ud af munden på Hans Christian” Sara stivnede og så ned i jorden. Jeg er ikke sikker på at ret mange vidste hvad en bøssekarl var, men alle vidste at det var noget slemt.

9

iBooks Author


Som en hvirvelvind var Michelle henne hos Hans Christian. ”Nu skal jeg sige dig noget din lille lede lort – hvis du ikke snart kan finde ud af opføre dig ordentlig så skal jeg….” Hun stoppede et øjeblik for hun havde ikke rigtig tænkt over hvad det var hun så ville gøre. Hans Christian så triumferende på hende. Den skrappe pige var løbet tør for initiativ. Men han havde gjort regning uden vært. Pludselig stod Lisbeth der. ”Hvad var det du sagde om min lillesøster?” Spurgte hun iskoldt og trådte helt tæt på ham, så hendes højde syntes større end den var. De andre piger trådte nærmere og pludselig stod Hans Christian omgivet af en flok piger der på alle måder udstrålede væmmelse over ham. Han kunne mærke at hans popularitet måske ikke lige var i top og han forsøgte at undvige: ”Jamen det ER sgu`da en dreng – han har bare tøsetøj på – ikk?”

Christian” – sagde Sonja – ”Du har så travlt med at kalde andre for grimme ting – så er det luder og nu bøssekarl – Jeg tror jeg vil tage en snak med dine forældre om hvad det er du går og kalder andre og hjælper det ikke må vi så alle sammen se om vi kan finde på noget at kalde dig! – hvad med fks. Vatpik!” – alle stirrede måbende på Sonja – Hun sagde det unævnelige. Det frækkeste af alle ord. Der blev helt stille. ”Hvad siger I andre?” – pludselig fnisede pigerne og latteren bredte sig. Hans Christian var stoppet denne gang, men siden da var han Saras uforsonlige fjende og senere skulle deres veje krydses og betyde ulykke for dem begge. Lige nu lagde det en dæmper på fødselsdagen og da alle var gået efter de 3 timer en klassefødselsdag varede som aftalt af forældrene var kun min mor, Lisbeth, Sara og Winnie tilbage. Winnie var ikke blevet hentet og sad ved siden af Sara og kiggede i en bog om heste. Min mor og Lisbeth vaskede op og jeg sad foran fjernsynet og så tegnefilm. Langsomt blev stuen bragt tilbage til normalen, og på et tidspunkt stod der en meget sminket kvinde med afbleget hår og skulle hente Winnie. Det var Winnies mor. ”Vil du ikke lige have en tår kaffe ?” - sagde min mor. Winnies mor lod sig nøde et par gange og satte sig til sidst ned og fik en kop kaffe ved bordet med papirdugen og alle dens spor af en børnefødselsdag.. Hun tændte en smøg og sad med cigaretten imellem fingre der var overpyntede med ringe og var lakeret knaldrøde. For hvert sug hun tog på cigaretten efterlod hun rød læbestift på filteret. Hun duftede stærkt af parfume. Hun så på sin datter og på Sara – og det varede noget før det gik op for hende at Sara måske ikke var helt den hun troede hun var. I det

Lisbeths øjne lynede og hun bøjede sig ned og det nærmest hvislede ud imellem hendes læber: ” Ja – og du er en dreng der fra nu af holder dig langt væk fra min lillesøster eller du skal få med mig at bestille så du husker det” – ”Er det forstået din lille gnom?” – Hans Christian skulle lige til at sige noget men i det sammen hørte vi Sonja der nu var ankommet. ”Kan man få en forklaring på hvad du har gang i Hans Christian?” – Sonja kiggede spørgende på os andre. ”Han kalder Sara for en bøssekarl” – sagde flere af pigerne i munden på hinanden. ”Nå ” – sagde Sonja – ”han ved vel ikke engang selv hvad en bøssekarl er og skulle han vide det kan jeg fortælle at de fleste der kalder andre for en bøssekarl som regel selv er det!” – Pigerne fnisede og Hans Christian så ned i jorden rød i kinderne. ”Nu skal jeg sige dig noget Hans 10

iBooks Author


samme sagde Winnie” Mor – må jeg gerne lege ovre hos Sara en dag efter skole?”

Jeg var målløs. Jeg var aldrig blevet opvartet sådan af min egen mor. Senere gik det op for mig at hun lige ville se sin ”første” svigerdatter an. Men det var nu lektier vi lavede selv om det at være sammen med piger efterhånden fik en undertone af spænding som jeg ikke havde oplevet før.

Moren sad lidt og da det hele havde bundfældet sig i hendes bevidsthed sagde hun med en let hæs stemme: ”Selvfølgelig skat – skal vi sige på tirsdag?” Og sådan blev det. Winnie og Sara blev veninder og Lisbeth havde ofte de to på sit værelse når jeg kom på besøg. Men Lisbeth var også ved at glide ind i en voksenverden som syntes uopnåelig for os andre. Hun fik kærester og var mere og mere ude og Sara blev overladt mere til sig selv – og til hendes få venner.

Det var ikke de samme hormoner der flød rundt i min og Saras krop. Hun betroede mig at hendes mor var gået med til at hun nu fik kvindelige hormoner, østrogener, som hun ikke ville fortælle hvor hun havde skaffet.. Det var så småt synligt og Sara bulede lige så pænt ud foran som nogle af de andre piger jeg kendte, og hun levede et liv hvor drengen William var tabt langt bagude i barndommens neutralitet. Jeg havde for længst glemt drengen William. Nu krævede livet en identitet, et køn og Sara var ikke i tvivl. Hun var Sara. Lisbeth var ved at glide ud i sit eget liv med en adgang til voksenlivet som Sara endnu ikke havde med sine 14 år. Hendes venskab med Winnie udviklede sig til en ren symbiose. De havde begge to brug for hinanden og de sås næsten altid sammen. Sara havde fået sit eget værelse og havde indrettet det med den femininitet som hende og Lisbeth havde som et fælles minde. Moren puslede flygtigt i stueetagen hvor der sent om natten flød musik fra pladespilleren op ad trappen til de 2 pigeværelser. Sjældent stødte jeg på denne flegmatiske skikkelse der levede sit eget liv imellem søofficerens hjemmeperioder. Hun havde opgivet at stritte imod at hendes dreng ikke ville være en dreng og accepterede at hun havde 2 piger. Selv søofficeren så ud til,

Og en af disse få venner blev Winnie i de kommende år. Puberteten er ombygningens tidsalder. Kemien overtager kroppen og hormoner trækker den vilde fantasi ned på et jordnært og sanseligt plan. Der er kaos og opbrud i luften, men også en frydefuld nysgerrighed over disse nye sanselige dimensioner. Jeg selv begyndte at kaste urolige blikke til reklamerne for dameundertøj, hvor det ellers havde været tegneseriernes sfæriske helte der havde fanget opmærksomheden. En dag havde jeg inviteret en pige hjem og sagt til min mor at vi skulle lave lektier sammen. Og midt i lektierne gik døren op og min mor kom med the og 2 stykker franskbrød. Hun smilede og sagde at hun mente vi godt kunne trænge til en kop the.

11

iBooks Author


fuldt ud at have accepteret det, og da de dette år kørte på ferie i Frankrig var det en smilende Sara der vinkede fra bagsædet da de kørte af sted. På denne ferie havde de Winnie med. Jeg var blevet inviteret med, men skulle på ferieophold på en efterskole som der var planer om at jeg skulle starte på inden så længe. Mine forældre havde insisteret og lokket med en ny sej mountainbike. Det var et tilbud jeg ikke kunne sige nej til! Det var faktisk et ultimatum!

så med sine lynende sorte øjne på de formastelige familiemedlemmer. Først da familien var kørt og vi unge fik lov at indtage stuen lettede stemningen med høj musik og colaer – og Lisbeth og hendes nye kæreste fik en sjat rom i deres cola. Denne lidt mærkværdige dag var så Saras indtræden i voksenlivet og hun dansede mest med Winnie som ikke veg fra hendes side.

Det var konfirmationernes tidsalder. Jeg var blevet konfirmeret i foråret og havde indkasseret en masse gaver og havde været til fester hos klassekammeraterne. Men Sara nægtede og protesterede vildt da søofficeren bragte det på bane.

I tiden der fulgte var det Winnie og Sara. Altid sås de sammen. Når jeg besøgte Sara, besøgte jeg også Winnie for hun opholdt sig næsten altid hos Sara som om hun her fandt et sted hvor hun ikke blev mindet om sin mors belastende arbejde. Jeg opdagede en dag at de røg. Vist ikke kun cigaretter men noget i en tynd lang pibe som de tilbød mig. Jeg sagde nej. Det lugtede ikke så godt. Jeg fandt ud af at det var hash.

-Jamen, Benjamin, de tror da vel ikke jeg vil stå der mens præsten konfirmerer William? – Så skulle jeg vel også stå der i det der tåbelige tøj med hvid skjorte og butterfly? – de kan tro nej!

-”jamen Benjamin – du skulle prøve – det er bare fedt og man får det dejligt!”

Der havde åbenbart været en del uro i den store villa, men søofficeren havde hurtigt opdaget at han var i mindretal og Sara blev ikke konfirmeret. Men hun holdt en lille fest for de få gode venner hun havde og familien som efterhånden forstod at det ikke kunne være anderledes.

Winnie lå med hovedet i Saras skød, henslængt på den uglede seng. Oftere og oftere var persiennerne lukket ned og værelset var tilrøget og musikken flød fra højtalerne.

Det var en lidt anstrengt fest hvor flere familiemedlemmer holdt taler hvor de hele tiden kløjedes i navnene: ”Kære Will…øh…Sara! – Indtil Sara gik ud og smækkede med døren. Moren måtte ud og hente hende og vi kunne se at Sara havde grædt og Lisbeth gik hen og gav hende et knus og

Jeg kom ikke så ofte mere. Jeg var til friluftsliv og rigtige drengemanerer og følte mig ikke altid så godt tilpas når røgen bølgede i det lille værelse og både Sara og Winnie sad eller lå passive hen og ikke var særligt nærværende.

12

iBooks Author


En efterårsdag var jeg et smut oppe hos Sara. Hun var, lidt usædvanligt, alene og der så nogenlunde rent ud i hendes lille hybel. Sengen var redt og der var luftet ud. Hun fortalte at Lisbeth var hjemme efter at have boet hos kæresten i nogle dage. Hun havde talt med store bogstaver til Sara og havde hjulpet hende med at ryde op og da de var i gang havde de støvsuget hele huset mens moren stadig lå i sengen til langt ud på eftermiddagen. Nu var Lisbeth kørt. Kæresten havde hentet hende på sin motorcykel og Sara sad og så meget alene ud da jeg kom ind ad døren. Som sædvanlig gik jeg ind ad bagdøren op ad bagtrappen til første sal.

vindjakke og få mine støvler på. Det var koldt, blæsende og regnfuldt udenfor. Regnen var taget til og kunne høres mod ruden i Saras værelse. Pludselig lød et sønderrivende skrig nedunder. Det var et klagende langtrukkent skrig som fik os begge til at stoppe op og se på hinanden. Som i fælles forståelse sprang vi begge hen til døren og løb ud i gangen og hen til trappen der gik ned i entreen til hoveddøren. Lige indenfor hoveddøren sad Saras mor klagende og hulkende mens to betjente stod ved siden af. Den ene var en kvindelig betjent. Hun satte sig på hug foran moren og prøvede at holde hende i hånden. De klagende skrig blev ved. Betjentene kiggede op da de så os komme spørgende ned ad trappen.

Sara blev glad. -Hej Benjamin! – hun for hen og gav mig et knus og jeg kunne ikke undgå at mærke hendes små buler foran på blusen. Hun var i stramme jeans, en lille stumpet bluse og hestehale samlet med en elastik. Røde negle på de bare tæer og på de velplejede hænder.

Sara gik hen til sin mor som i det samme sagde højt og klagende: -Lisbeth er død!

Hun så smuk og feminin ud. Ikke mange ville ane at der bagved gemte sig en spinkel drengekrop.

Sara stivnede - kiggede spørgende på sin mor – på betjentene – på mig – mens al farve var ved at forsvinde fra hendes kønne ansigt.

Det blev en hyggelig og sjov eftermiddag. Vi grinede af alle de dårlige vittigheder vi kunne finde på og lå på den redte seng og så en video med ”Bugsy Malone”. Mens vi sladrede om vores skolekammerater og hvad vi havde oplevet.

-Lisbeth er død – klagede moren igen og hendes skuldre rystede af gråd. Den kvindelige betjent kiggede op på Sara.

Det var fryd og gammen og det mørknede hurtigt her i november og jeg skulle til at finde hjem da vi begge hørte det ringe på døren nedenunder. Jeg var ved at finde min

-Er du din mors datter? Sara nikkede. 13

iBooks Author


-Hvad hedder du – spurgte betjenten og rejste sig op.

-Gør det – sagde betjenten.

Sara – hviskede Sara næsten uhørligt.

Jeg fandt en telefon og drejede nummeret hjem til.

Jeg var blevet stående ved foden af trappen og stod som paralyseret og betragtede det uvirkelige sceneri.

D a jeg fik min mor i røret var jeg ved at gå i panik. Situationen var fuldstændig uventet og jeg havde aldrig før set mennesker gå i stykker på den måde, og jeg selv så hele tiden den mørke smukke Lisbeth for mig.

Hoveddøren der stod halvåben, den ene betjent der stod forlegen inden for døren. Moren der sad på gulvet med sit krøllede lyse hår spredt ud og filtret af hendes krampagtige hænder der hele tiden røg op til ansigt og hår. Den kvindelige betjent der prøvede at indgyde ro og trøst. Sara der stod som lammet med store spørgende øjne.

-Mor – nærmest hulkede jeg – du må komme, du må komme og hjælpe! -Jamen Benjamin, hvad er der sket.

-Din søster Lisbeth er her til aften blevet dræbt i en ulykke, sagde den kvindelige betjent.

-Lisbeth er blevet slået ihjel i en ulykke og Sara og hendes mor er helt ude af den. Der er to betjente her, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Mor – du må komme og hjælpe mig!

-Hun sad bag på en motorcykel der kørte ind i en varebil der kørte ud fra en sidevej.

Jeg kommer – sagde min mor uden dikkedarer og lagde røret på.

Sara nikkede og jeg kunne se hvordan noget knækkede indvendigt i hende. Hun stirrede fortabt på sin mor der klagede sig og gemte ansigtet i hænderne.

Vi boede ikke så langt fra Sara men alligevel ville tiden føles som en evighed. -Min mor kommer – sagde jeg.

-Kender du nogen der kan komme? – spurgte betjenten – nogen der kan hjælpe din mor? – Hvor er din far?

Betjentene havde fået moren op at stå og hjalp hende ind i stuen, Sara havde sat sig på trappen og kiggede tomt ud i luften.

-Han er ude at sejle - svarede jeg! Betjenten så på mig som om hun først nu ænsede min tilstedeværelse.

Jeg satte mig ved siden af. -Sara? – spurgte jeg og lagde armen om hendes skulder.

-Er du en bror?

-Min søster er død! – ordene kom som i trance. Hun er død!-Hun er død!

-nej – jeg er Saras ven! – svarede jeg med bævrende stemme. -men jeg kan ringe til min mor – sagde jeg! 14

iBooks Author


Så kom skriget klagende fra struben: Hun er død – og gråden boblede op og gennemrystede den spinkle krop.

Min mor fik ringet til en vagtlæge og fik hevet et nummer ud af moren til hendes søster, Saras moster som boede i den anden ende af byen.

Jeg følte hvordan grunden under Sara forsvandt.

Min mor var effektiv og hendes umiddelbare ro skabte en vis ro.

Hendes elskede søster. Beskytteren. Hendes faste holdepunkt i en verden hvor hun ikke ville være den dreng som alle andre gerne ville have hende til at være.

Sådan sad vi, da min mor kom ind ad døren!

Efter et stykke tid kørte betjentene og inden så længe kom der en læge som gav moren en beroligende indsprøjtning. Sara var gået op ad trappen og da jeg fulgte med så jeg at hun gik ind på Lisbeths værelse, lagde sig på hendes seng og krummede sig sammen i fosterstilling.

Hun så os 2 fortabte skikkelser sidde på trappen. Hun registrerede katastrofen i et enkelt blik, hørte gråden fra stuen og betjentene der forsøgte at berolige.

Det var katastrofernes nat, der ændrede alt. I et splitsekund forandredes vores liv, og blev sat i relief i tilfældighedernes spil.

Hun kom hen og gav os begge et knus og sagde: Så, så – vi skal nok klare det! Hun strøg Sara over håret og kiggede på mig!

Det var en nat jeg altid vil huske som et dybt fald ned i ulykkens mørke og som et blik ind i menneskets afgrundsdybe sorg når de mister den de elsker.

-Jeg må ind og se til Saras mor!

Kærligheden gør ondt når den bringer tab. Meget ondt!

Hendes sårbarhed blev blottet og gråden åbnede et sår der knap nok var erkendt endnu.

Hun kendte egentlig ikke familien særlig godt. De havde snakket i telefon når noget vedrørte os børn. Når vi sov hos hinanden eller var på tur sammen.

I den næste tid var Sara og hendes mor hos mosteren. Faren var blevet informeret via satellittelefon og han kom hjem fra den anden side af jorden. Moren flyttede hjem og søofficeren tog sig kærligt af hende mens Sara blev boende hos mosteren indtil begravelsen skulle finde sted.

Og jeg vidste at min mor havde et svagt punkt overfor Lisbeth som kom frem ved min fødselsdag for et par år siden. Siden spurgte hun altid til hende og hun havde accepteret at Sara var Sara og at jeg betragtede Sara som Sara.

Det gjorde den en mørk novemberdag hvor luften blæste koldt fra nordvest og der var snefnug i luften som varslede en kold og mørk vinter. Jeg var sammen med min mor og kirken var fyldt med unge fra skole og nabolag. Kæresten blev

Hun gik ind i stuen og jeg kunne høre stemmerne og gråden.

15

iBooks Author


begravet samtidig fra den samme kirke og præsten talte om den tabte ungdom og tårerne trillede ned ad kinderne rundt om i kirken. Min mor holdt om mig og det var lang tid siden jeg havde haft så tæt en fornemmelse af min mor, som jeg jo ellers var ved at vokse fra.

på nogle besøg og til sidst fandt vi en vi syntes rigtig godt om. Den lå langt væk i det vestlige Jylland. Min mor syntes jeg havde godt af at komme langt væk hjemmefra. Jeg selv var lidt betænkelig. Jeg hørte ikke så meget til Sara. Det var som om Winnie skærmede af og optog pladsen rundt om hende. I begyndelsen af foråret flyttede moren og Sara til et rækkehus der lå længere væk og dermed var de små intuitive besøg forbi. Dethavde nu heller ikke været den store succes. Der lå en tung og sørgelig stemning i huset og Sara var ligesom trukket ind i sig selv og meget svær at komme i kontakt med. Noget var gået i stykker inden i hende, og vi havde ikke det samme ubesværede forhold til hinanden som tidligere. Søofficeren havde søgt andet arbejde for at komme hjem og blive permanent i land, men det var endnu ikke lykkedes. Moren syntes langsomt at gå i opløsning i tårer og i - alkohol. Jeg opdagede at jeg prøvede at undgå den dystre stemning og efterhånden fik jeg kun nyt, når jeg af og til stødte på Winnie.

Sara og hendes mor og Søofficeren sad som forstenet og jeg så at Winnie sad ved siden af Sara og holdt om hende. Begravelsen blev overstået og tiden efter var tomhed. Sara holdt sig for sig selv når jeg besøgte hende, hvad jeg ofte gjorde i tiden efter. Hun lukkede sig om sig selv, lå ofte inde på Lisbeths seng i fosterstilling. Hendes øjne var våde og blanke og det sitrede om hendes mundvige når jeg talte til hende. Winnie blev den der holdt hende fast i livet. Winnie var hvor Sara var og jeg fornemmede denne symbiose i livets mørke som de to fortabte unge udvekslede. Jeg følte ikke jeg kunne magte det jeg gerne ville: Trøste! Jeg var forlegen og kejtet, mens Winnie blot holdt i hånd og krammede. Jeg så pludselig at Sara inderst inde var blevet så meget pige at de 2 piger fandt hinanden i en verden som kunne udgøre et slags surrogat for søsteren der var væk. Og Winnie ville gerne have en søster og nu trængte Sara til en.

Den store dag oprandt lige efter ferien. Jeg skulle på efterskole. Jeg mødte op sammen med 60 andre piger og drenge på en efterskole der lå imellem forblæste træer i en lille landsby i Vestjylland. Min mor havde kørt mig og bagsædet var fyldt med tøj og stereoanlæg.

Det blev en vinter og et forår i forandringernes tegn. Jeg skulle på efterskole efter sommerferien og var meget optaget af at finde den rigtige sammen med min mor. Vi var

Det var en ny verden og jeg kiggede nysgerrigt på de andre. 16

iBooks Author


- nå - spurgte min mor - tror du, du kan klare at være væk hjemmefra?

Vi fik udvekslet minder om vores fælles skoletid og hun sagde med leende øjne at ham den lede skid til Hans Christian selvfølgelig var en taber.

- Sagtens! - svarede jeg stor i slaget.

-Han render rundt inde i byen sammen med nogle værre rødder – prøver at være stor på den og så er han sgu` bare et nul.

Men tog alligevel mig selv i en begyndende angst for at blive ladt alene tilbage imellem alle disse ukendte mennesker.

Hun fnyste forargeligt.

Det blev et begivenhedsrigt efterår. Jeg blev suget ind i et fællesskab der i den grad betog mig. Nye kammerater og en ny opdagelse af både mig selv og andre. Jeg fik nogle rigtig gode venner og kom tæt på det der blev mere og mere aktuelt: Pigerne.

-Jeg skulle have pandet ham én den gang vi gik i skole. Så slog hun med hovedet så hestehalen dansede og slog en perlende latter op.

Vi var et hold der var sammen døgnets 24 timer og det var lige før mange af os ikke ville hjem i hjemrejse weekenderne.

Pludselig kunne jeg huske hendes latter og hendes indædte forsvar når HC overfaldt Winnie og hvis han havde chancen: Sara.

Livet før efterskolen virkede pludselig fjernt og uvirkeligt.

-Ser du Sara?

Jeg blev dog mindet om det, da jeg var med til et idrætsstævne for efterskoler og pludselig stødte jeg ind i Michelle der også var på efterskole.

Spurgte hun.

-Hej Benjamin, sagde pigen med den lyse hestehale og de smidige lemmer.

Michelle så pludselig alvorlig ud.

-Nej – jeg er ikke så meget hjemme og hun har vist nok i Winnie, nu hvor Lisbeth er død. -Det var frygteligt. De to stod vist hinanden meget nær. Og så Winnie der altid blev mobbet fordi hendes mor var…den hun var. Det kan gå hen og blive et kønt par.

Jeg kiggede overrasket. -Hej Michelle! Michelle som havde turdet stå op imod Hans -Christian. Den frygtløse og livsglade pige som gerne trådte op imod uretfærdighederne i klassen i vores fælles skoletid.

Michelle skulle til atletik og jeg vendte tilbage til mine nye venner. Men mødet med hende havde skubbet til noget. Erindringen. Havde vakt en nysgerrighed, måske blandet med lidt dårlig

Nu stod hun her, en næsten voksen pige, syntes jeg. 17

iBooks Author


samvittighed over at være så opslugt af mine nye oplevelser at jeg glemte gammelt venskab og hvad der var sket.

-Sara er næsten aldrig hjemme. Jeg ved ikke hvad ha..hun laver. Winnie og Sara – ja du ved det måske…de er næsten aldrig hjemme og jeg ved ikke hvad der foregår og min mand….

Jeg var hjemme en weekend.

Hun brød ud i en mere indædt gråd.

En rastløs weekend hvor jeg trods fraværet fra efterskolen var i løbende kontakt med en del af mine nye venner. Det var som om det nye fællesskab uddybede sig til en besættende kærlighed. En følelse af at, høre til blandt ligesindede. Et fællesskab jeg oplevede som en beruselse hvor jeg pludselig blev bedømt på en hel anden måde end jeg vant til. Det var ren kærlighed.

….han er næsten heller ikke hjemme. Jeg blev pinligt berørt og jeg fornemmede at hun var stærkt påvirket og huskede hendes flegmatiske og nærmest gennemsigtige eksistens – den stille musik fra stuen nedenunder og den lette aroma af parfume og alkohol.

Min mor bemærkede, at det da var godt jeg var hjemme, sådan rent fysisk, så alle kunne se at jeg eksisterede, og så smilede hun med et lidt sarkastisk glimt i øjet.

-Vil De ikke sige til Sara at jeg har ringet! Fik jeg sagt og fik hurtigt afsluttet og lagt på. Senere fortalte jeg min mor det og hun kiggede bekymret på mig.

Jeg ringede til Sara. Det havde jeg besluttet mig for, efter mit møde med Michelle og nu skulle det være.

-Sara skal nok klare sig – sagde hun – nu er I begge i en ny periode af jeres liv og lige nu skal du tænke på dig selv og alt det nye og spændende du oplever.

-Er Sara hjemme? Spurgte jeg i telefonen da moren tog telefonen. Hendes stemme var hæs og næsten ikke til at kende.

Så gav hun mig et knus og det var som om min bekymring og min dårlige samvittighed gled i baggrunden.

-Hvem er det ? – spurgte hun.

Forude ventede fremtiden, livet og lykken.

-Det er Benjamin – Jeg er en af Saras gamle venner – men lige nu er jeg på efterskole, fløj det ud af mig i bar stolthed.

Og Sara ringede aldrig tilbage.

-åh – Benjamin. Har du det godt ? – og før jeg nåede at svare brød hun ud i en hulkende ordstrøm.

Jeg var på det sidste år på efterskolen og havde stort set fået en flok dejlige nye venner, og havde endda fået mig en 18

iBooks Author


kæreste. Ulla. Hun var en lille let buttet pige med de kønneste øjne. Og så var hun bare så vidunderlig. Og klog. Hendes sorte lange hår og hendes brune øjne var noget nyt for mig og jeg elskede duften af hende. Af en pige. Livet havde i den grad ændret sig for mig og jeg følte mig pludselig voksen når jeg gik med Ulla i hånden og mærkede denne nye besidderglæde det er at være et par.

Åh – nej tænkte jeg. Det var altså Sara avisoverskrifterne handlede om. Jeg mærkede hvordan noget jeg ikke helt havde kontrol over krøb op i mig. Tårerne sivede ud i øjenkrogene. Lisbeth – og Sara! Og pludselig huskede jeg det flimrende sollys den dag i sandkassen, det lange gnistrende mørke hår og den fine lille skabning der hed Sara, og var en dreng der ikke ville være en dreng.

Min mor smilede når hun var på besøg og Ulla var med hjemme på weekend. Min mor havde meget diplomatisk redt op til hende på gæsteværelset.

-Benjamin? -Ja, mor – jeg er bare så frygtelig ked af det. Ved du hvad der er sket?

En dag i november faldt mit blik pludselig på en spiseseddel for Ekstra Bladet foran brugsen i den lille by hvor efterskolen lå.

--Nej ikke endnu – sagde min mor. Senere fik jeg en lærer til at skaffe Ekstra Bladet.

”Ung transvestit stukket ihjel af bande af unge mænd!”

Det kværnede inde i mit hoved.

Jeg studsede lidt, men tænkte ikke nærmere over det.

Ekstra Bladet havde et uskarpt billede af et fortov og nogle biler med blink på taget.

Ikke før min mor ringede til mig senere på aftenen.

Det var der det var sket. Historien var at et ungt par var blevet overfaldet af en gruppe fyre som nu var efterlyst.

-Benjamin – Sara er død! Der blev helt stille.

Man havde først troet at det unge par var 2 unge piger, men det viste sig at være en transvestit, som avisen skrev, og en ung dame som havde fortalt at hun var kæreste med offeret.

-Sara? Spurgte jeg. -Ja – sagde min mor – hun er blevet slået ihjel ved et overfald på Frederikssundsvej. Det står i aviserne.

Længere nede var der et billede af kæresten. Jeg stivnede – og så nærmere efter. 19

iBooks Author


Det var Winnie. Ingen tvivl om det. Det var Winnie.

--Benjamin – jeg vil bare sige dig at Sara er død. Vi mødte Hans Christian og hans rødder på Frederikssundsvej og det endte med at Sara blev stukket ihjel.

Historien fortalte kort at det unge par var blevet antastet på Frederikssundsvej. Den unge pige havde fortalt at de var på vej hjem fra det indre af København, at de ikke havde penge til transporten så de havde valgt at gå. De havde mødt en gruppe unge fyre og en af dem kendte både hun og Sara, som hun kaldte offeret. Han og de andre havde stoppet dem og slået kreds om dem. Der var opstået håndgemæng og under tumulten havde hun set Sara, tranvestitten, blive stukket flere gange med en kniv. Hun kendte navnet på den der havde stukket og han var nu efterlyst.

Hun græd. Jeg ved hvor meget I to betød for hinanden. Sara talte meget om dig. Så jeg ville fortælle dig det snøftede hun. -Hans Christian stoppede os da han genkendte os der på Frederikssundsvej. -Jamen er det ikke luderen og transen – råbte han. Gutter nu skal I sgu` bare se. En luder og en trans. Hvad sir` I så? De andre grinede. De var 5. De slog kreds om os. HansChristian blev ved.

En mistanke krøb ind over mig. Hans-Christian??? Jeg var dybt rystet og kunne ikke sove. Jeg sad i opholdsstuen sammen med Ulla og nogle af mine nye venner. En vagtlærer lavede the og de blev i opholdsstuen mens jeg fortalte historien. Fortalte om Sara, om Lisbeth og om Winnie.

-Det kan være vi kan få et knald af jer begge to. Sådan en fimset trans kan vel nok betjene et par ordentlige gentlemen selv om han ikke har sin storesøster med sig, men kun en lille ludertøs.

Jeg græd vist og det hele ramte mig dybere end jeg ville have troet. Pludselig gik der hul på en del af den barndom og opvækst hvor netop Sara og Lisbeth havde betydet så meget.

Og samme aften ringede min mobil.

-Der skete et eller andet med Sara, Benjamin – det slog klik. Jeg tror det var da Hans-Christian nævnte Lisbeth. Sara for ind på livet af Hans-Christian og begyndte at rive, bide og slå. Gik fuldstændig amok. Jeg så ikke helt hvad der derefter skete, men pludselig vaklede Sara og det blødte ud fra hendes mave og bryst.

Det var Winnie.

Jeg var alt for chokeret til at gøre noget. Jeg skreg vist.

Et par dage efter blev historien fulgt op i aviserne. Gerningsmanden var fanget og havde tilstået.

20

iBooks Author


Hans-Christian og hans gutter sparkede til Sara da hun sank om på fortorvet.

med Winnie der også sad oppe foran. Hendes øjne var røde af gråd.

Det sidste jeg hørte var Hans-Christian der råbte ”sådan et par skide ludere”!

Efter en indledende salmesang kom præsten på prædikestolen:

Jeg græd, Benjamin, det var forfærdeligt. Jeg prøvede at hjælpe Sara men vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

-William Holst…. Længere nåede han ikke da Winnies stemme skar igennem kirkerummet:

Der var et par mennesker der kom til undsætning og inden længe kom der både politi og ambulance.

-Det er IKKE William – det er Sara! Åh-vil du ikke nok begrave Sara? –vil du ikke nok?...vil du ikke nok?.... Hendes stemme forsvandt i en hjerteskærende hulken.

Winnie græd ubehersket i telefonen. Jeg sad som forstenet og oplevede hvad hun fortalte. Tårerne trillede og jeg græd med hende.

Præsten stoppede op og studsede. Kiggede i sit manuskript. Kiggede ud over forsamlingen. Nikkede og sagde:

Jeg fik fremstammet et ”tak fordi du ringede” og brød hulkende sammen.

Sara – som William blev kaldt fra barnsben var en dreng der ikke ville være en dreng!

Det var for rædselsfuldt til at være sandt.

Vi skal i dag sige farvel til Sara….. Mere hørte jeg ikke. Jeg gled ind i en smertefuld, sorgfyldt erindring og min mor knugede mig ind til sig og hviskede ”så, så min dreng”!

Jeg fik fri til at tage hjem. Jeg ville deltage i begravelsen. Min mor fulgte med og en mørk regnvåd torsdag mødte vi op i kirken. Den samme kirke hvor vi også havde siddet da Lisbeth blev begravet. Vi satte os ind på bænken lidt tilbage. Kisten stod blomstersmykket oppe foran og der hørtes gråd og pudsen næse, akkompagneret af sagte orgelmusik.
 Det var et dejavu, en gentagelse af Lisbeths begravelse.
 Jeg fangede et blik af moren og faren der sad foran. Hun rystede af krampegråd som hørtes ud i kirkerummet og faren sad med beskyttende arme om hende. Jeg fik øjenkontakt

Jeg sang med på altid frejdig når du går og da vi kom ud fra kirken, fik jeg givet Winnie et knus, og vi stod der og græd sammen, mens vi så rustvognen langsomt køre ud af kirkegårdens indgang. Det var noget meget vigtigt og dybt der forsvandt i mit liv og jeg mærkede for første gang hvordan kærlighed og smerte er tæt forbundet med hinanden.

21

iBooks Author


Drengen der ikke ville vĂŚre en dreng gled ud af mit liv, men jeg glemte hende aldrig. Slut

22



iBooks Author

Drengen der ikke ville være en dreng  

Jeg så nysgerrig på den fine skabning der stod ved siden af Lisbeth.-Sara er en dreng der ikke vil være en dreng – sagde Lisbeth!-Ikke også...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you