Page 46

PRÊT-À-PARTIR

Oldgammel bourgogne Tekst: Anne Køster Foto: Anne Køster m.fl.

Vosne-Romanée 1935. Richebourg 1929. Meursault-Charmes 1934. Sauternes 1947. And the lists goes on. Listen er de vine, som jeg sammen med et lille sluttet selskab af – lad os nu være ærlige – primært mørkeblå habitter (mere om dem senere), skulle smage en torsdag aften i januar. Den ekstraordinære vinsmagning var bourgognevine (med få undtagelser) i årgange, der stikker helt tilbage til børskrakket i 1929. Altså dengang mine bedsteforældre stadig gik i smækbukser, og oldemor fik matroserne til at fløjte efter sig. Synes du, at vinlisten ligner noget fra en afdød schweizisk rigmands-vinkælder, så er det ikke helt forkert. Vinene var doneret af Bo Bøttkjær, it-mand og privat fritidsjæger af gamle bourgognevine. Og vinene finder som oftest vej til Bos kælder i Sønderjylland via en række såkaldt troværdige forbindelser, der opkøber dødsboer i Schweiz, Frankrig og Belgien. Hvorfor vil ingen drikke stor vin alene? Fælles for folk, der dyrker sjældne og ofte dyre vine, er, at de alle brænder for at dele oplevelsen med andre. Jeg har til dags dato aldrig mødt en vinconnaisseur, der foretrækker at tømme en flaske Domaine Romanée Conti alene. Alle vil de dele de store vinoplevelser med andre – også selvom deres eget glas bliver mindre fyldt. Derfor gav det mening, at invitationen til denne aften kom fra Frank Lantz, der driver social dining-platformen TastePlease. Konceptet er unikke, vedrørende middagsselskaber hjemme i privaten, og denne torsdag havde social platform-kokken Frank alliereret sig med it-vinnørden Bo for at skabe en aften, hvor ligesindede bourgogneentusiaster kunne mødes til en række unikke duft- og smagsoplevelser. For de helt store vinoplevelser findes langt fra kun i duft og smag. Den helt store oplevelse opstår først i mødet med andre, omgivelserne, udvekslingen af smagsindtryk, snakken om, hvordan vinen påvirker os forskelligt, og hvilke associationer, vi hver især får. Maden, lysene, glasset, jakkesættene og røverhistorierne om vinene, huset og fortiden. En mindeværdig oplevelse blev her skabt af lige dele oldgammel bourgogne, familiære omgivelser og knashyggeligt selskab.

Profile for PRÊT-À-PARTIR Magasin

PRÊT-À-PARTIR Magasin Februar 2019  

Biler, luksus og livsstil

PRÊT-À-PARTIR Magasin Februar 2019  

Biler, luksus og livsstil