Page 41

GETAWAY

"Godaften og velkommen til!" tjenerne kommer en efter en over og hilser venligt på, inden vi bliver vist hen til de to tykke læderbarstole ved det store trækøkkenbord. Jeg kigger mig smilende omkring. På de tørrede fisk i loftet i køkkenet, det udstoppede gnuhoved på væggen, de spændende oplyste vitrineskabe, olielamperne på bordene og spejlene i loftet. Nok har jeg besøgt Falkenberg Strandbad noget nær en halv snes gange gennem årene, men lidet anede jeg, at man kunne få en oplevelse, som den der lige nu venter mig i den gastronomiske perle "Köket", inde i et lille tjekket hjørne af det svenske badehotel.

Hav og spa Det tager omkring to en halv time i bil fra København til Falkenberg, og jeg kan varmt anbefale at tage færgen til Helsingborg. De sejler hele tiden, overfarten tager små 20 min, og skærer en stor bid af køreturen mod nord ad den svenske motorvej af. Hallandsåsen, Halmstad og vupti, så er man i Falkenberg. I vinterhalvåret er solen allerede godt på vej ned i havet, når man ankommer ved 15-tiden på hotellet, der ligger ved Kattegats kyst. Det gør nu heller ikke noget. For den frostklare luft og bidende kolde vind gør unægtelig de store bløde sofaer foran pejsen i den hyggelige reception en hel del mere indbydende end Speedos på stranden, og vi lader i stedet roen falde over os med en lille forfriskning ved den knitrende ild. Der ligger allerede badekåber og tøfler klar til os på sengen, som vi lidt senere går op på det lune værelse med udsigt til de sidste rester af solnedgangen. Vi skifter derfor fluks til badetøj, ikke fordi vi denne gang skal gennem den store to timer lange Ivory-spabehandling, som jeg tidligere har skrevet om HER, men for at slappe af blandt de mange andre skønne spafaciliteter, mens vi samler appetit til aftenens højdepunkt. Ud over varmtvandspoolen med udsigt over havet og det lune Ildrelax, udvidede Falkenberg Strandbad nemlig deres spaafdeling for halvandet år siden med et nyt stort indendørs poolområde med palmer, pejs og bar, foruden en udendørs opvarmet pool og stort hot tub. Og det gør bare underværker for både blodtryk og stressniveau at slentre rundt her og småslumre på de store bløde senge. Temperaturen er droppet til under frysepunktet, og det gør det unægtelig også til en helt unik oplevelse at ligge i den store varme udendørspool og kigge op i stjernerne gennem dampen fra det varme vand. Så luksuriøst og afslappende omend også en kold fornøjelse at skulle op af igen. Og et lille tip: Husk at lade den våde badekåbe hænge indendørs, så den ikke forvandles til en iskappe.

Profile for PRÊT-À-PARTIR Magasin

PRÊT-À-PARTIR Magasin Februar 2019  

Biler, luksus og livsstil

PRÊT-À-PARTIR Magasin Februar 2019  

Biler, luksus og livsstil