Page 1

ILLUSTRERET

BUNKER MAJ 2014//18.ÅRGANG//NR.03

Praktik, panik og mangel på pladser

Læs om Panikdagen i INDE side 3-5

Hvordan skriver man en fængende reportage? Hvor ­ stammer reportagen fra? Og hvordan er det at skrive en? Fokus er i dette nummer af Illustreret Bunker på den ­ gode reportage. Mød tre danske j­ournalister, der hver især udmærker sig inden for genren, bliv klogere på reportagens historie, og læs en reportage fra en af avisens skribenter som har forsøgt sig med genren og reflekteret over, hvilke overvejelser man skal gøre sig som journalist.

Side 14-17 / FOKUS

Sælg dig selv! Man skal have mange bolde i luften, når det kommer til at promovere sig selv. Simon Skipper på fotojournalistuddannelsen deler ud af egne erfaringer og giver gode råd til, hvordan du skiller dig ud fra mængden og brander dig selv.

Side 19 / HOLDNING

Portræt af en portrætmaler. Nils Thorsen mestrer portrættet som få andre i ­ Danmark. Han har skil­ dret store personlig­heder og skæve eksistenser gennem mere end 25 år hos P ­ olitiken. ­Illustreret ­Bunker har mødt Thorsen til en snak om ­ ­polske ­prostituerede, flydende interviews og om ikke at være bange.

Side 12-13 / UDE


2

MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

INDE

LEDER

ILLUSTRERET BUNKER SØGER REDAKTØRER Illustreret Bunker søger fire nye redaktører til efterårets avis. Hvis du sidder inde med en masse gode ideer, har lyst til at lege med layout og vil være med til at styre skolens traditionsrige avis, så send os en ansøgning. Vi forventer, at du vil bruge tre weekender i efteråret på at sætte avisen sammen, og at du vil engagere dig 100 procent i din redaktion. Til gengæld får du erfaring med at sætte en avis sammen og et stort netværk på tværs af semestre.

Endnu en gang praktik, endnu en gang panik. Endnu en gang forsamtaler med svedige håndflader. Tåkrummende, selvhævdende hjemmesider og ­formuleringer i ansøgninger, vendt og drejet til skævhed. Endnu en gang steg pulsen gradvist, da klokken nærmede sig 09.30.00, forløst i kompressorhornets trut. Men noget var alligevel anderledes den torsdag, som formiddagen skred frem.

Send din ansøgning til illbunker@mail.dmjx.dk, hvor du skriver­, hvorfor du vil være redaktør. Sidste frist er den 8. juni kl. 22.00.

Op mod 50 studerende stod uden en plads, da støvet lagde sig i vandrehallen. Det er før set, men det er alligevel foruroligende mange studerende med udsigt til et halvt års orlov, hvis ikke de selv finder et sted, eller hvis medierne ikke pludselig trækker et hav af pladser op af hatten. Det er der ikke meget, der tyder på, hvis man skal tro de foreløbige meldinger fra praktikstederne.

Uddannelses- og Forskningsministeriet ­afviser DMJX’s krav om studentereksamen

Midt i panik over praktik har flere gode kræfter vist sig på banen for at få snuset ekstra pladser op til dem, der mangler. Det er positivt, at DJ bakker op med opfordringer til medierne om at tage en ekstra praktikant, og at KaJ – Medie- og Journaliststuderende vil tage direkte kontakt til praktiksteder med samme opfordring, ligesom elevinitiativer er på trapperne for at få mere praktik og mindre panik ind i Store Match Dag.

Hvis det stod til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole­ skulle det være et krav at have en gymnasiel ­ud­­­dan­­nelse i rygsækken. Et krav Uddannelses- og ­Forskningsministeriet­i marts afviste.

Men systemet er presset. Vi er simpelthen for mange håbefulde praktikanter om for få pladser. Og løsningen ligger ikke lige for med en grundlæggende politisk idé om, at flere og flere skal uddannes tidligere og hurtigere – og et mindsket optag på journalistuddannelserne altså ikke virker som en mulighed i den nærmeste fremtid. 50 pladser nede må alligevel være en god anledning til at overveje, om ikke hele strukturen trænger til en revision i en fremadrettet diskussion, hvor intet er helligt: Hverken praktiktidens længde, praktiklønnen eller samspillet med de øvrige fag på uddannelsen.

Tekst: Frederik Hagemann-Nielsen

H

I denne, semestrets sidste, udgave af Illustreret Bunker kan du læse om praktikforløbets efterspil, ligesom du kan varme op til årets brag af en fodboldkamp, High Risk. I UDE kan du møde portrættets mester, Nils Thorsen, mens temaet i FOKUS er den gode reportage. I HOLDNING kan du kan få gode tips til at brande dig selv.

vad enten man er smed, frisør eller kok, er man velkommen til optagelsesprøven på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men det har rektoratet prøvet at lave om på. »Vi ville gerne tilføje kravet, da cirka 95 procent af vores studerende allerede har en gymnasiel­

God læselyst. /Redaktionen

Ministeriet havde kun roser til overs for den måde, optagelsesprøven forløber, og de kunne ikke se, hvorfor det skulle ændres

RETTELSE i marts-udgaven af Illustreret Bunker. På forsiden fremgår det fejlagtigt, at Michael Klint og hans kollegas dokumentar om den såkaldte Løgstørsag, ”Hævet over mistanke”, afslørede, at politiet kvalte en ung mand i forbindelse med en anholdelse. Dokumentaren, som fortæller historien om Jens Arne Ørskovs død i forbindelse med anholdelsen, sår alvorlig tvivl om den dødsårsag, der blev angivet i forbindelse med sagen. Højesteret fandt i 2011, at der ikke var grundlag for at fastslå, at iltmangel, som følge af lejring på maven og fastholdelse af manden, var den eneste dødsårsag. Den endelige dødsårsag er ikke blevet fastslået, men der er holdepunkter for at antage, at det uventede hjertestop skyldtes voldsom fysisk aktivitet sammen med indtagelse af alkohol og cannabis, samt iltmangel forårsaget af hæmmet vejrtrækning, fordi han i en periode lå på maven med armene fikseret på ryggen. Illustreret Bunker beklager fejlen.

- Jens Otto Kjær Hansen Rektor, DMJX

uddannelse.­Det ville gøre optagelsesprocessen ressourcebesparende, da det kunne blive muligt at gøre optagelsesprøven skarpere,« siger rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ­­Jens Otto Kjær Hansen. Han peger på, at det sproglige og faglige niveau

REDAKTIONEN

Faste skribenter: INDE / WEB Kasper Ørkild kohansen@mail.

INDE / WEB Emilie Kleding Rasmussen

FOKUS Søren Engelbrecht Mogensen

dmjx.dk

ekrasmussen@mail.

semogensen@mail.

dmjx.dk

dmjx.dk

UDE Trine Hørlyck Bech

HOLDNING Freja Kierstein Johansen

ANSV. Mathias Nielsen

thbech@mail.dmjx.dk

frekiejoh@mail.

mathiasn@mail.dmjx.dk

dmjx.dk

FOTO Ida Munch

FOTO Ulrik Hasemann

FOTO Laust Jordal

imunch@mail.dmjx.dk

muhasemann@mail.

ljordal@mail.dmjx.dk

dmjx.dk

Caroline Marie Vendelbo Sørensen, Lasse Koldkjær Kristoffersen, Cecilie Lindegaard Veile, Thomas Skov-Carlsen, Cecilie Selma Lyngbye, Elias von Staffeldt, Stephanie Hollender, Amanda Holmen­, Laura Friis Wang, Jeppe Hostrup, Christina ­Vejsgaard, Maria Pedersen, Frederik HagemannNielsen

vil ligge højere til optagelsesprøverne, hvis alle ansøgere har en studenterhue. På den måde var ideen at fintune optagelsesprocessen.

Vil ikke ændre noget, der fungerer

Selvom det var et stort ønske fra DMJX at få indført kravet, afviste Uddannelses- og Forskningsministeriet­det i marts. Man mente ikke, at der var incitament til en ændring af systemet. »Ministeriet havde kun roser til overs for den måde, optagelsesprøven forløber, og de kunne ikke se, hvorfor det skulle ændres. Mange har et symbolsk forhold til, at optagelsesprøven er åben for alle, så derfor blev den ikke ændret i denne omgang,« siger Jens Otto Kjær Hansen. Som det ser ud nu, har DMJX ingen videre ambitioner om at få kravet trumfet igennem. Skolen vurderer, at frafaldet af studerende hverken vil blive lavere eller højere, hvis alle har en studenterhue med i bagagen. »Der var som sådan ingen principiel idé med kravet, og vi har kigget på, om frafaldsprocenten for vores studerende ville blive påvirket, hvis kravet blev indført, og det er der ikke noget, der tyder på. Derfor vil vi ikke forsøge igen,« siger rektor.

Forsidefoto: Melissa Kühn Hjerrild Små forsidefotos fra venstre: Jens Henrik Daugaard Sørensen, Simon Skipper Christiansen, Laust Jordal

Illustreret Bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk

Økonomi- og annonceansvarlig Mathias Nielsen mathiasn@mail.dmjx.dk

Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag 1700 eksemplarer 6 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse 7. maj 2014 18. årgang - 3. udgave


MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

INDE

3

Forlænget praktiktid stjæler pladser På Panikdagen den 24. april blev flere praktikanter fra SDU og RUC tilbudt praktik­stillinger på 18 måneder. KaJ Medie- og Journaliststuderende og flere praktikvejledere kritiserer dette, da disse studerende kun er berettiget til 12 måneders praktik. De optager derfor pladsen for kommende praktikansøgere. Tekst: Trine Hørlyck Bech og Emilie Kleding Rasmussen Illustration: Freja Kierstein Johansen

I

følge Pia Færing, der er praktik- og ­karrierevejleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har TV 2 Nyhederne og flere af TV 2 Regionerne tilbudt de studerende fra Syddansk Universitet og Roskilde Universitet at være i praktik i 18 måneder, siden journalistuddannelsen blev oprettet på de to universiteter. Det sker, selvom de studerende kun er normerede til 12 måneders praktik. Dermed optager de praktikpladser i længere tid, end de er berettiget til. Det er især et problem denne gang, hvor der mangler 48 praktikpladser. »Jeg er ikke ligeglad med, at der er nogen, der er gået i luksuspraktik, når der mangler så mange praktikpladser. Jeg synes, det er noget fis af TV 2, og jeg synes, det er usolidarisk,« siger Pia Færing, som fortæller, at der i år er ti elever fra RUC og SDU, der har taget praktikpladser på 18 måneder.

De trykte medier har alle sammen skrevet under på en aftale med Danske Medier, hvor de forpligtiger sig til kun at lave aftaler i overensstemmelse med den normerede praktiktid på uddannelserne. Hverken DR,­­­ TV 2 Nyhederne­eller TV 2 Regionerne har indgået denne aftale. »DR har altid været den pæne dreng i klassen og taget praktikanter i både 12 og 18 måneder. TV 2 har altid forbeholdt sig retten til at gøre nøjagtigt, som det passer dem. Det ville klæde dem at gøre som de andre,« siger Karen Løth Sass, der er praktikvejleder på SDU.

Ikke dygtige TV-journalister på kun et år

Ifølge Rikke Dal Støttrup, der er praktikantchef på TV 2 Nyhederne, er det ikke et krav, at SDU’ere og RUC’ere forpligtiger sig til en 18 måneders kontrakt. Hun fortæller, at TV2 Nyhederne først indgår aftale om praktik i 12 måneder. Efter cirka ni måneder tilbyder de

som regel de studerende at forlænge praktikperioden med seks måneder. Langt de fleste siger ja til tilbuddet. På den måde bliver de studerende samlet set ansat i 18 måneder på TV 2 Nyhederne. De sidste seks måneder af perioden tager de studerende orlov fra studiet og er ansat på samme vilkår som en praktikant. »Vi giver alle muligheden for at få en praktiktid på TV2 Nyhederne i 18 måneder, og jeg respekterer praktikanternes ønsker mere end Pia Færings. Vi uddanner TV-journalister af en høj kvalitet, og det kan ikke lade sig gøre på bare et år,« siger Rikke Dal Støttrup og forklarer, at forlængelsen bliver tilbudt, fordi hun mener, at det tager længere tid at beherske TV-mediet end de trykte medier. Journaliststuderende på SDU Marc Killigren regner med at benytte sig af muligheden for at blive seks måneder ekstra på TV 2 Nyhederne. Han starter sin praktik den 1. august og har ingen betænkeligheder ved at forlænge praktikken.

Jeg er ikke ligeglad med, at der er nogen, der er gået i luksuspraktik, når der mangler så mange praktikpladser - Pia Færing Praktik- og ­karrierevejleder, DMJX

»Det skal være 18 måneder, fordi det er det, vi får mest ud af. Vi er nødt til at tænke på, hvordan vi tror, vi bliver de bedste journalister i løbet af vores praktiktid. Så der var ikke nogen tvivl om, at jeg ville skrive under på 18 måneder, fordi det var den bedste løsning for mig,« siger Marc Killigren, der understreger, at det er helt hans eget valg at tage 18 måneder i praktik.

Medierne har hovedansvaret

Formanden for kredsen af journaliststuderende på SDU, Christina Lauritzen, mener, at det primært er medierne, der bærer ansvaret for, at der bliver indgået aftaler i uoverensstemmelse med praktiklængden på RUC og SDU’s uddannelser. Hun fremhæver, at mange TV 2 Regioner kun vil indgå aftaler for 18 måneder, og at man ikke kan forlange af de studerende, at de ikke søger disse pladser. Men samtidig mener hun, at på de steder, hvor de studerende har et valg, skal de studerende fra SDU og RUC vælge 12 måneders praktik. »Vi kan selvfølgelig ikke bakke op om, at de studerende tager 18 måneder, hvis de først har skrevet under på en kontrakt på 12 måneder,« siger Christina Lauritzen. Helt overordnet mener hun dog stadig, at TV 2 Nyhederne­ ­bærer den største del af skylden, da de opfordrer de studerende til at forlænge. »Det kan godt være, at studerende skriver under på 12 måneder, men TV 2 Nyhederne opfordrer til, at man bliver seks måneder mere, hvis man vil have det optimale ud af forløbet. Man kan så diskutere, om man kan lære at lave TV på 12 måneder. Det kan man for eksempel sagtens på DR,« siger Christina Lauritzen. Pia Færing er enig i, at både de studerende og medierne bør respektere den kortere praktikperiode, som er en del af uddannelsen på SDU og RUC. Hun håber, at den store mangel på praktikpladser efter denne Panikdag, vil få folk til at tænke mere på hinanden og lidt mindre på sig selv. »Alle parter er griske på deres egne vegne. Nu skal alle parter tage ansvar for det kollektive,« siger hun.

TV 2 Nyhederne kludrer med kontrakter

Til Panikdag den 24. april ansatte TV 2 Nyhederne fem nye praktikanter. Fire af dem mener, at de til Panikdagen skrev under på en kontrakt på 18 måneder. TV 2 Nyhederne er dog af en anden opfattelse.

Tekst: Trine Hørlyck Bech og Emilie Kleding Rasmussen

P

å TV 2 Nyhederne skriver vi altid kontrakter med kommende praktikanter på et år. Efter ni måneder tilbyder vi praktikanterne at forlænge kontrakten med et halvt år.« Det fortæller Rikke Dal Støttrup, der er praktikantchef på TV 2 Nyhederne. Udsagnet stemmer dog ikke overens med den opfattelse fire af de kommende fem praktikanter har. Direkte adspurgt mener de, at de allerede nu har indgået en kontrakt med

TV 2 Nyhederne om, at de skal i praktik i 18 måneder. Det er det, TV 2 Nyhederne tilbyder og opfordrer til, men på kontrakten skriver de normalt kun ét år. Denne gang er der dog opstået tvivl om det antal måneder, der er skrevet i kontrakten. Rikke Dal Støttrup forklarer det med, at hun måske har underskrevet kontrakterne uden at tjekke datoerne. På Panikdagen ud­fylder praktikanterne nemlig selv praktiklængden i deres kontrakter. Rikke Dal Støttrup fortæller, at det ikke er normal praksis, at de studerende

fra SDU og RUC skriver 18 måneder til Panikdagen, og hun vil samtidig gerne mane en myte i jorden. »Jeg tror, at det på forhånd er en opfattelse blandt praktiksøgende, at man ikke kan komme i praktik på TV 2 Nyhederne, hvis man ikke vil i praktik i 18 måneder. Måske er vi ikke gode nok til at kommunikere det, men det er simpelthen ikke rigtigt,« siger hun og understreger, at selvom det ikke er et krav, er det klart det bedste for deres uddannelse.

Illustreret Bunker har ikke kunnet få adgang til TV 2 Nyhederne eller praktikanternes kontrakter før avisens deadline. Derfor er artiklen baseret på parternes mundtlige udsagn.


4

MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

INDE

Kampen for mindre panik

Hvad kan man gøre for, at Panikdag bliver bedre og mindre ubehagelig? Både studerende, medier og KaJ – Medie- og Journaliststuderende kigger på eventuelle løsninger. Tekst: Freja Kierstein Johansen Foto: Melissa Kühn Hjerrild

D

en dag, som skulle være de journaliststuderendes mulighed for at matche med et praktiksted, bliver i dag ofte forbundet med panik. Det er ifølge Mads Westermann, som står bag Facebook-gruppen ”Afskaf panikdagen....”, ikke optimalt. Selvom det er individuelt, hvordan man reagerer på dagen, vil han sammen med en gruppe studerende nu gøre op med nogle af de dele, der måske kan ændres på. »Lad os tage panikken ud af Panikdag og lade det blive Store Match Dag,« lyder det fra Mads Westermann, der fik en praktikplads hos Helsingør Dagblad ved Panikdagen den 24. april. »Vi satser på, at man kan fjerne den panik, der gør, at folk løber rundt på tværs af DMJX, DR og TV 2. Sådan som det er nu, skal man vise sin interesse for et praktiksted ved at stå foran den rigtige dør,« siger han.

Forslag til ændringer

Et af Mads Westermanns forslag går ud på, at alle de studerende skal befinde sig samme sted, når hornet lyder. »Hvis alle de praktiksøgende stod ude i vandrehallen på DMJX, og praktikstederne kun måtte ringe, ville stressen måske forsvinde en smule. På den måde undgår man nemlig, at man som studerende står på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Så risikerer man hverken, at de praktiksøgende siger ja til deres anden- eller tredjeprioritet og derefter må sige nej til førsteprioriteten, eller at medierne nedprioriterer den praktiksøgende, fordi de ikke stod klar ude foran deres dør. Det ville være mere fair for begge parter,« siger han. Han uddyber, at det ikke bare er noget, man lige gør. Gennem en ideudvikling den 7. maj håber han, at der kommer en masse interessante forslag til forbedringer, som han kan gå videre med til KaJ – Medie- og Journaliststuderende og Praktikudvalget. Han håber, at medierne vil støtte op om, at dagen bør ændres, men forventer ikke noget. »Det altoverskyggende problem er trods alt stadig de manglende praktikpladser,« siger Mads Westermann.

Opbakning fra Radio24syv

Hos et af praktikstederne Radio24syv har de

Nedbidte negle, svedende håndflader og små grupperinger foran dørene. Store Match Dag kaldes ikke Panikdag for ingenting. Det vil en gruppe studerende lave om på.

svært ved at se, hvordan dagen skulle afvikles anderledes. De er dog positive over for forslag­et, om at alle de praktiksøgende skal befinde sig i vandrehallen, når hornet lyder. »På den måde skal de studerende kun forholde sig til deres telefon, og medierne skal heller ikke rende rundt og lure på, hvem der står hvor – alle ud i vandrehallen!« siger Sally Hamilton, som er praktikantansvarlig hos ­Radio24syv. ­ Hun tror dog ikke, at panikken forsvinder helt bare ved at ændre dagen. Her peger hun på, at uddannelserne bør ændre optageantallet, da det i sidste ende er de manglende praktikpladser, der skaber den største panik. »Jeg tror aldrig, der stopper med at være

panik så længe, der er for få praktikpladser. Uddannelserne skal tage færre ind. Det er den eneste løsning,« siger Sally Hamilton.

KaJ kigger på optaget

Tidligere meldte KaJ – Medie- og Journaliststuderende­til Journalisten.dk, at de ikke så et mindre antal optagede på journalist­uddannelserne som en løsning på det overordnede problem – de manglende praktikpladser. Efter genovervejelser og koordinering indbyrdes i KaJ - Medie- og Journaliststuderende melder de nu, at det er noget, de vil undersøge som en potentiel løsning. »Det er ikke den eneste løsning, men umiddelbart den bedste. Det er et strukturelt pro-

blem,« siger formand Mathias Bay Lynggaard. Han mener ikke, det vil fungere at skrue ned for andre parametre så som praktiklønninger eller længden af praktikken. Mathias Bay Lynggaard tager den potentielle løsningsmodel med til et møde med Danske Journaliststuderende (DJS), der afholdes onsdag den 7. maj.

Hjemmesideundervisning deler vandene De journaliststuderende i Odense og Roskilde får vejledning i at lave hjemmesider, før praktik­pladserne skal fordeles. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole forholder det sig anderledes. Tekst: Stephanie Hollender Foto: Fotoredaktionen

F

or et år siden valgte ledelsen på ­Syddansk Universitet at gøre hjemmesideundervisning til en integreret del af 4. semester­på journalistuddannelsen i på SDU, før praktikperioden skydes i gang. En gang om ugen bliver der undervist i praktiksøgning, hvor de studerende får teknisk assistance til hjemmesiderne og individuel kritik af sidernes indhold. Også på Roskilde Universitet tilbydes de studerende individuel rådgivning af

Det har fået de stu­­­de­ren­ de til at overveje, hvordan de er som journalister

- Karen Løth Sass

Praktikvejleder, SDU

hjemmesider, hvis de ønsker det. Denne undervisning er ukendt for de journaliststuderende på DMJX, som ikke bliver vejledt i at lave hjemmesider. Det kan blandt andet skyldes, at det er dyrt at tilbyde en individuel undervisningsform. DMJX har tre gange så mange journaliststuderende som SDU, og der står to Panikdage på programmet hvert år. Det vil derfor koste mange flere penge at tilbyde den form for personlig rådgivning på DMJX, mener skolens praktikvejleder, Pia Færing. »Jeg vil se statistisk belæg for, at det gør

nogen forskel, andet end at individet synes, det er fedt at få feedback,« siger hun.

Hjemmesideundervisning ­for­bereder mentalt

Praktikvejleder på SDU, Karen Løth Sass, fortæller, at der ikke er lavet nogen undersøgelser om hjemmesideundervisningens egentlige effekt. Men hendes oplevelse er, at det ruster de studerende mentalt i forhold til praktiksøgningen. Karen Løth Sass peger på, at det ikke er den tekniske hjælp, der er det væsentlige, men i


MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

INDE

5

Jagten på praktikpladser

Efter forårets Panikdag stod 50 praktiksøgende studerende uden pladser. Der er nu fundet to pladser, mens studenterorganisationer og studerende selv arbejder på at finde resten. Tekst: Kasper Ørkild Foto: Jonas Høholt

D

en 24. april løb Panikdag af stablen. Dagen efter stod 50 journalist­ studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole,­Syddansk Universitet og Roskilde Universitet uden praktikplads. Det kickstartede en kamp for flere praktikpladser. Foruden praktik- og karrierevejleder på DMJX, Pia Færing­ , arbejder Danske Journaliststuderende og de praktiksøgende ­ selv på at skaffe praktikpladser. »Lige nu har vi sat alt ind på at løse pro­ blemet. Vi har sat hele forbundet (DJ, red.) i gang med at arbejde, og vi er ved at danne os et overblik og se på, hvilke me­ dier man kan kontakte,« siger Mathias Bay Lynggaard, der er formand for KaJ – Medieog ­Journaliststuderende. ­

2 down, 48 to go

Efterfølgende er de to første praktikpladser fundet. TV 2 Østjylland tog en praktikant­ ind fra Syddansk Universitet, mens

Jeg bliver bare ved, til det lykkes, og jeg får en plads

- Ronja Pilgaard Yderligere planer tages der stilling til den 7. maj i Dansk Journalistforbunds b ­eskæftigelsesJournaliststuderende, DMJX og uddannelsesudvalg. Indtil nu har D ­ anske

Dagens.dk slog en stilling op. Men Danske Journaliststuderende og KaJ – Medie- og Journaliststuderende­vil fortsat arbejde på at finde nye pladser. »Det er selvfølgelig dejligt, at der er fundet to pladser. Der er intet succeskriterium, men vi arbejder på at finde så mange som overho­ vedet muligt. Jeg tror ikke, at vi når i mål, og jeg tror ikke, at vi finder pladser til halvdelen. Men vi gør, hvad vi kan,« siger Mathias Bay Lynggaard.

Journaliststuderende også lavet en hjemme­ side, hvor praktiksøgende studerende kan skrive dem selv på, så potentielle praktiksteder kan se dem an.

Studerende tager kampen op

En af de 50, som gik hjem fra Panikdag uden praktikplads, er Ronja Pilgaard. Hun går på 3. semester på DMJX og er selv begyndt at ringe til medierne i jagten på en praktikplads. »Jeg har ringet til Videnskab.dk, og de havde ikke stor arbejdsstab nok til en praktikant

mere. Ellers har jeg fået afslag fra DR2 og DR Fyn. Jeg bliver bare ved, til det lykkes, og jeg får en plads. Jeg har skrevet alle ministerierne ned, som ikke har slået op, og dem vil jeg blandt andet også ringe til,« siger Ronja Pilgaard. På Twitter opfordres medierne til at åbne for flere praktikpladser under hashtagget #flerepraktikpladser. Flere studerende har delt budskabet og prøver på at råbe medierne op, så flere pladser muligvis kan hentes hjem.

stedet den individuelle vejledning i for­ hold til hjemmesidens indhold. Teksten på hjemmesiden er en måde at sælge sig selv på, og hun mener, at det har været godt for de studerende, at de som en del af undervisningen har været nødt til at skrive teksten om flere gange. »Det har fået de studerende til at over­ veje, hvordan de er som journalister, og hvordan de passer til de forskellige me­ dier,« siger Karen Løth Sass. Praktikvejlederen på SDU bakkes op af RUC’s praktikvejleder, Natasja Dybmose, der også ser den individuelle rådgivning som en fordel for de studerende. Samti­ dig siger hun, at det er lettere at tilbyde en individuel rådgivning, når der ikke er så mange studerende.

Ændring kræver dokumentation

Indtil videre er Pia Færing tilfreds med

Til Panikdag bliver der traditionen tro jagtet praktikpladser. Men især i år fortsætter jagten på højtryk, efter ­Panikdagen ­er blevet rundet af.

under­visningen på DMJX, men hvis undersø­ gelser viser, at hjemmesideundervisningen er en fordel i praktiksøgningen, er hun villig til at se på det. »Det kan sagtens være, at jeg tager fejl. Jeg har bare ikke dokumentation for, at det gør en forskel,« siger hun. Praktikundervisningen fylder fem ECTS point på SDU, hvor vejledningen af hjemme­ sider er en del af det. Ifølge Pia Færing brug­ er DMJX i stedet de fem ECTS point på den kollektive undervisning, hvor de studerende lærer, hvilke krav der bliver stillet til dem ude på redaktionerne, og hvad faget kræver af dem. »Vi bruger pengene på en kollektiv under­ visning i, hvad det er for en branche, de stude­ rende er på vej ud i, hvad det er, de skal kunne, og hvad det er, vi tror, der vil blive efterspurgt. Ikke en individuel karriererådgivning,« siger Pia Færing.


6

INDE

MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

Hårdt arbejde og kompromisløshed betaler sig En klimaorganisation i Sydkorea, en ung hjemløs i Aarhus og et kommunalvalg i Silkeborg. De nominerede til Kravlingprisen har været vidt omkring. Illustreret Bunker har talt med tre studerende fra DMJX, som hver er nomineret til en af de tre priser, der overrækkes til prisuddelingen den 10. maj. Tekst: Christina Vejsgaard Foto: Mathias Svold Maagaard

L

asse Skou Andersen, studerende på 5. semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er nomineret til Kravlingprisen for sin artikelserie om GGGI. Da mediestormen om GGGI startede i efteråret 2013, var Lasse Skou Andersen kun et par måneder inde i sit praktikforløb hos Information. Han var med til at dække sagen fra starten og arbejder stadig med den. »Jeg har brugt mange sene timer på redaktionen. Derfor er det super fedt at få den anerkendelse, der ligger i en nominering,« siger han. Lasse Skou Andersen fremhæver også, at det har været en udfordring at arbejde med kilder i Sydkorea, hvor systemet er komplet anderledes end herhjemme i Danmark. I videoen, der begrunder nomineringen, fremhæver jurymedlem Asbjørn With Christensen­blandt andet Lasse Skou ­Andersens brug af kildepleje. »Det lykkedes ham at finde frem til en medarbejder i klimaorganisationen, som han får opbygget et tillidsforhold til. Og så lykkedes det at bruge informationerne, samtidig med at anonymiteten bliver opretholdt. Det er beundringsværdig journalistisk integritet,« siger Asbjørn With Christensen, der vandt Cavlingprisen i 2012, da han var ansat på NORDJYSKE Medier. De store ord fra juryen står i kontrast til hans egen mere ydmyge fremstilling af ­arbejdet. »Det er jo ikke den store kunst, jeg har begået. Jeg føler ikke, at det er noget ekstraordinært. Jeg har bare brugt de værktøjer, jeg havde,« siger han.

Rørende videoportræt

I vinter lavede Paw Wegner Gissel og Thomas Emil Sørensen, begge fotojournaliststuderende på 4. semester på DMJX, et videoportræt af den 25-årige hjemløse aarhusianer Harald Togram. Det er de nu nomineret til den visuelle Kravling for. De to måtte ofre meget af sig selv og deres tid for at komme tæt på Harald Togram og

overbevise ham om, at videoportrættet skulle laves. »Jeg lærte, at flid betaler sig. Og at man skal lære at tro på ideerne – også andres,« siger Thomas Emil Sørensen. Da han første gang hørte, at de var blevet nomineret til en Kravling, grinte han. »Det er nok en underlig reaktion. Men vi var også nomineret til Årets Pressefoto, hvor vi ikke vandt. Jeg tænkte bare, at så kunne vi jo også tabe denne her gang,« siger han. Da han først så juryens video med begrund­ elsen for nomineringen, kom det til at betyde en del mere. De to får netop meget ros for at investere den tid, det tager at komme tæt på en kilde. »Den rører, den oplyser og den laver tv, hvor man virkelig kommer ind under huden på folk. Det er virkelig et godt stykke arbejde,« siger jurymedlem Lars Van Der Bech, der er fotograf og partner i fotografselskabet Das Büro. »At få så stor en ros er jo rørende. Og surrealistisk, når man stadig kun er på 4. semester,« siger Thomas Emil Sørensen.

Stort og overraskende resultat

Da nomineringerne til Kravling ’14 blev offentliggjort den 7. april, fik Sidsel Nordestgaard­

At få så stor en ros er jo rørende. Og surrealistisk, når man stadig kun er på 4. semester

er Jimmy Solgaard Andersen, Martin Borup Mogensen og Ricky Balle, Anders Bindesbøll og Isabella Hindkjær. Til den visuelle Kravling er de øvrige nominerede Pernille Bervald Jørgensen, Tor Birk Trads, Michael Hansen og Lars Just. Til KommKravling er de øvrige nominerede Emil Byskov Valnert, Rasmus Palludan og Esben Schouboe, Tina Mellergaard og ­ Nathalie C. Larsen, Katrine Bille, Kim ­Kreisner og Natascha Ramlow Lerche-Jensen og Nanna Borup

- Thomas Emil Sørensen

Fotojournaliststuderende, DMJX

en sms. Hendes praktikvejleder havde indstillet hende til prisen, og det var også hende, der overbragte nyheden om nomineringen. »Jeg blev meget overrasket. Jeg havde virkelig ingen anelse om, at jeg var indstillet. Det var slet ikke noget, jeg havde forventet,« siger Sidsel Nordestgaard. De øvrige nominerede til Kravlingprisen

Man skal være målrettet for at blive nomineret til en Kravling. Fotojournalistpraktikant på Jyllands-Posten T ­ homas ­Emil Sørensen er nomineret til den ­visuelle Kravling.

Sidsel Nordestgaard er kommunikations­ studerende på DMJX og startede i august 2013 sit praktikforløb hos Silkeborg Kommune. Hun vidste fra starten, at en stor del af arbejdet ville handle om at få de unge til at stemme til kommunalvalget. Det hele endte med kampagnen ”beSTEM” og en nominering til KommKravling, Kravlingprisen til kommunikationsstuderende. Undervejs i arbejdet fik holdet bag kampagnen at vide, at det ville være stort, hvis de kunne hæve stemmeprocenten med et halvt procentpoint. Da resultaterne fra valgaftenen tikkede ind, viste de en stemmeprocent, der var steget med 13 procentpoint. »Det viser, at man har lavet et meget stærkt kommunikativt arbejde,« siger jurymedlem Jonas Søndergård i en video, der begrunder nomineringen. Det store resultat kom også bag på Sidsel Nordestgaard selv, der har lært at tro på sine ideer, selvom det ikke tegner så lyst. »Det kan se håbløst ud, men alligevel ende med noget meget stort,« siger hun.

Ny eksamensform sikrer flere studerende topkarakterer Journalist- og fotojournaliststuderende på 1. semester var det første hold, der skulle prøve kræfter med en ny eksamensform i Journalistikken i Samfundet. Ifølge underviseren, Ejvind Hansen, er den nye eksamen bedre til at teste de studerende. Det har resulteret i, at flere har fået højere karakterer. Tekst: Cecilie Lindegaard Veile

E

n rapport på maksimum ti sider. Det var det, journalist- og fotojournaliststuderende på 1. semester skulle aflevere som besvarelse til eksamen i Journalistikken i Samfundet den 2. april. De studerende fik den 26. marts udleveret et eksamensspørgsmål, som de havde en uge til at besvare. Dette er en ændring fra sidste år, hvor eksamen bestod af en Moodle-test med en multiple-choice del og en række spørgsmål, der skulle teste de studerendes evne til at reflektere. Man havde to timer til at løse denne

opgave. Problemet var, at de studerende ikke kunne nå at fordybe sig i spørgsmålene. »Erfaringen var, at den gamle eksamensform ikke reelt testede det, som er målet med faget, som er de studerendes evne til at reflektere over svære emner som demokrati og ytringsfrihed,« siger Ejvind Hansen, der underviser i Journalistikken i Samfundet. Ifølge Henrik Berggreen, der er uddannelses­ leder på journalistuddannelsen, er det vigtigt, at opgaven allerede ligger på 1. semester,­fordi den sender et vigtigt signal til de studerende.­ »Studiet må gerne være en udfordring. Journalisthøjskolen er ikke et sted, hvor man

Jeg har ikke lyst til at gå tilbage til det gamle. Det er helt klart. Man kan mærke en større fordybelse. Det er givende som underviser

- Ejvind Hansen

Underviser, Journalistikken i Samfundet

bare skal lære at skrue en artikel sammen ud fra en skabelon. Skolen skal have nogle reflekterede praktikere, og det kan sådan en opgave hjælpe med til,« siger han.

Giver plads til de dygtige

Hvis man kigger på karaktererne, ser det ud til, at den nye eksamensform har været en fordel for de fleste. I forhold til eksamensresultaterne fra sidste semester, så er karaktergennemsnittet steget fra 5,4 til 6,8. Titaller og tolvtaller er denne gang ikke en sjældenhed. Det var det på sidste semester, hvor kun syv studerende fik de høje karak-


MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

INDE

7

High Risk: Slaget om skolens ære

Giganternes kamp skal stå, og de lyse­ blå helte fra DMJX er klar til at tage kampen op om de journaliststuderendes sportslige ære. Tekst: Elias von Staffeldt og Jeppe Hostrup Foto: Jens Henrik Daugaard Sørensen

G

lem alt om mediejura-eksamen, 1. årsprojekt og Panikdag. Nu skal semestrets vigtigste kamp kæmpes. Den 24. maj står Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles fodboldstolthed overfor de nuværende High Risk-mestre fra ­Syddansk Universitet i dette års High Risk. Spartanerne versus perserne. De Allierede mod ­Aksemagterne. FC Åben Modus møder Jourventus. Men inden hovedkampen fløjtes i gang, kan man nyde pigernes High Risk. Den kvindelige udgave af giganternes kamp; DMJX’s Ulla United mod SDU’s pigehold. Ulla United har endnu ikke formået at hive den lille pokal med de små ører til Aarhus. De to forgangne år har pigerne fra DMJX udraderet RUC’s pigekor af et fodboldhold. Men de har begge år efterfølg­ ende tabt i intense finalekampe mod SDU’s piger. Et mønster, Ulla United vil lave om på

i år. RUC deltager dog ikke i dette års turnering. Derfor har træneren for Ulla United haft fuld fokus på pigerne fra SDU i optakten til kampen, og han har store forvent­ ninger til dette års kamp: »Jeg forventer, at det bliver Hos FC Åben Modus trænes der hårdt op til det traditionsrige High Risk-opgør. en spændende kamp. Eller det håber jeg, for jeg er overbevist om, at hvis vi med al forventning vil erobre sølvtøjet tilbage har endnu formået at lirke FC Åben Modus’ rammer topniveauet, så kommer modstand­ og bringe sig foran med 4-3 i den samlede stærke defensiv op, og et sprudlende angrebseren til at løbe rundt som en flok hovedløse High Risk-stilling. spil med inspiration fra brasiliansk sambakyllinger,« siger træner Søren Sliwa. FC Åben Modus, der i dag huses i en af bold vil med sikkerhed volde Jourventus Drengenes High Risk er en tilbagevend­ land­ets serie 4-puljer, har haft en skræmmen- ­problemer. ende tradition siden 2008, hvor første opgør de god optakt til årets største kamp. I deres Et tætpakket stadion danner rammerne, og om de journaliststuderendes sportslige ære første træningskamp vandt holdet i overbevi- hvis man ikke skal stå op, er der ikke andet udspillede sig. Med lige mange sejre i de sende stil hele 9-0, og holdet har kun tabt én af at sige end; læn jer tilbage, og nyd årets fodførste seks opgør er stillingen helt lige, og deres fem turneringskampe i skrivende stund. boldkamp. FC Åben Modus er hverken ramt de lyseblå helte fra DMJX skal forsøge at Derfor ligger FC Åben Modus også lunt i svin- af karantæner eller skader op til opgøret. genvinde titlen som High Risk-mestre. get til at opnå en af sæsonens mål­sætninger; Den efterhånden traditionsrige kamp skal i år at rykke op i serie 3. Den anden målsætning spilles på Christiansbjerg-banerne i Aarhus, er selvfølgelig at hente sejren hjem i dette hvor et stærkt FC Åben Modus-mandskab års High Risk. Kun en enkelt modstander

Vidste du, at…

.. der først er fundet en vinder efter forlænget spille­tid i halvdelen af de spillede High Riskopgør .. FC Åben Modus’ målmand Thomas Nedergaard Rasmussen kun har lukket to mål ind i sæsonen, og han for øvrigt fører statistikken i den interne bødekasse .. FC Åben Modus kun har tabt én kamp i denne sæson .. FC Åben Modus’ Morten Parsner har spillet på ungdoms­landsholdet .. FC Åben Modus har vundet de seneste tre ud af fire High Risk-opgør .. Ulla Uniteds Kicki Bengtsen tidligere har spillet på ungdomslandsholdet .. Ulla United stadig har sejren i pigernes High Risk til gode

terer. På dette semester lykkedes det for 45. Henrik Berggreen afviser, at det har været målet at ændre karakterfordelingen. Ifølge

Jeg synes, at det var spændende at få lov til at gå i dybden med spørgsmålet på den her måde

- Mathias Gram,

Journaliststuderende, DMJX

Ejvind Hansen skyldes det, at de dygtige har fået plads til at vise, hvad de kan. »Dem, der er dygtige og gerne vil give den en ekstra skalle, har mulighed for det her. De kan virkeligt vise, at de kan noget af det, som vi rent faktisk har behov for ude i den jour-

nalistiske verden – nemlig at analysere og reflektere over de her problemstillinger,« siger Ejvind Hansen De gode karakterer kom til trods for, at det var svært for de studerende at være det første hold efter en eksamensændring. Der var ingen eksempler på, hvordan det skulle gøres, og dermed var det svært at gennemskue ­niveauet for opgaven. »Det var frustrerende at være de første, for det er altid rart at se et eksempel på, hvordan det skal gøres. Men jeg synes, at det var spændende at få lov til at gå i dybden med spørgsmålet på den her måde,« siger Mathias Gram, der studerer journalistik på 1. semester.

Overvejer flere ændringer

Den nye eksamensform skal nu evalueres. Underviser i Journalistikken i Samfundet, Ejvind Hansen, er ikke i tvivl om, at han foretrækker den nye metode. »Jeg har ikke lyst til at gå tilbage til det gamle. Det er helt klart. Man kan mærke en større fordybelse. Det er givende som underviser. Jeg har gjort mig nogle erfaringer, og jeg ved, hvordan jeg kan instruere de studerende

Anders Michael Kristensen Træner, FC Åben Modus

Hvad vil du sige til dine spillere inden kampen? Noget i stil med, at det er sjovere at snakke med pigerne efter en sejr end efter et neder­lag

Største styrke: Mandskabspleje Forbillede: Arsène Wenger Hvad er dine forventninger til High Risk? Jeg forventer, at vi tager trofæet hjem efter et skuffende finalenederlag til SDU sidste år i straffesparkskonkurrence

Hvorfor er High Risk særlig vigtig at vinde? High Risk er det største, man kan opnå som journaliststuderende. Glem alt om praktik på P3, glem alt om 12 i 1. års opgaven. High Risk er det største

Hvordan kommer træningen til at foregå frem mod kampen? Vi skal træne standardsituationer, afslutninger, forbedre vores førsteberøringer og vores pasninger

Kan du nævne en spiller fra det andet hold? Marc Killigren

bedre næste gang,« siger Ejvind Hansen. Hvis ledelsen kommer frem til, at eksamensændringen har været en succes, er der mulighed for, at den mere akademiske eksamensform også vil blive brugt i andre fag, fortæller Henrik Berggreen. »Nu skal vi evaluere, hvordan det er gået. Vi skal se på, om denne eksamensform kan bruges andre steder. Måske på 2. semester. Det er ikke noget, vi har besluttet, men det er noget, vi diskuterer,« siger han.

Karakterer for efterår 2013

Karakterer for forår 2014

12: 2 studerende 10: 5 studerende 7: 56 studerende 4: 53 studerende 02: 9 studerende 00: 3 studerende

12: 15 studerende 10: 30 studerende 7: 37 studerende 4: 37 studerende 02: 9 studerende 00: 6 studerende Kilde: Karakteropslag fra april 2014 og oktober 2013


8

ANNONCE

MAJ 2014 ILLBUNKER.dk


MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

UDE

9

Kids’ News serverer nyheder i børnehøjde

Børn har et behov for at vide og forstå, hvad der sker rundt omkring i verden. Det mener chefredaktør for Kids’ News, Jonas Stenbæk Christoffersen. Tekst: Maria Brus Pedersen Foto: Maria Brus Pedersen og Christina Vejsgaard

B

ørn skal kunne vokse op og deltage i et demokratisk samfund, og derfor er det vores opgave at lave en avis, der fanger netop denne målgruppe,« siger Jonas Stenbæk Christoffersen, chefredaktør for Kids’ News. Fredag den 25. april udkom avisen Kids’ News for første gang. Avisen henvender sig til børn i alderen 6-12 år. I den første udgave af avisen kunne børnene blandt andet læse om en flygtningelejr i Jordan, hvor 50.000 syriske børn bor. Selv om ord som borgerkrig og flygtningelejr kan lyde voldsomme, mener

Jonas Stenbæk Christoffersen, at alle nyheder kan skrives til børn. »Hvis vi havde skulle lave en historie om Amagermanden, kunne vi have fokuseret på, hvordan politiet havde arbejdet med at fange ham. Det ville børn kunne forstå, uden at vi behøvede gå ind i begivenhederne. Det vigtigste er, at man ikke efterlader dem med flere spørgsmål, end de havde, da de gik i gang,« siger han. Han mener, at der ligger en stor pædagogisk opgave i at formidle, hvad der sker ude i verden på en måde, så børn kan forstå det. Børn har en stor interesse i det, der sker omkring dem, men at gøre store problematikker for-

ståelige for børn kræver en ny tilgang til den klassiske nyhedsjournalistik. »Man skal som journalist se verden med friske øjne hver gang, fordi det hver gang er nødvendigt at få beskrevet baggrunden for en historie og sætte den ind i en kontekst, så børn får mest muligt ud af den,« siger han.

Papirformatet fanger

Camilla Gabel er mor til Laura på 9 år og ­Tobias på 13 år. Hun synes også, det er vigtigt, at børneavisen behandler de lidt sværere emner. Hendes børn var rigtig interesserede i reportagen fra flygtningelejren i Jordan, fordi den netop handler om noget svært, men fra

børns synspunkt hvilket gjorde det nemt for dem at relatere til. »Det er godt, at de bliver konfronteret med de barske ting, der sker ude i verden i en avis, der er skrevet til dem. Ellers ser de det jo bare i TV. I en avis sætter det tankerne i gang, og de kan diskutere det med hinanden og med mig. Jeg tror, det er godt, at børn lærer om, hvad

Det vigtigste er, at man ikke efterlader dem med flere spørgsmål, end de havde, da de gik i gang

- Jonas Stenbæk Christoffersen Chefredaktør, Kids’ News

Nicolai Vejsgaard Koch, 9 år

Laura Loff, 9 år

Tobias Loff, 13 år

Hvad synes du om avisen?

Hvad synes du om avisen?

Hvad synes du om avisen?

Jeg synes, den er rigtig god. Der er meget, man kan lære i den.

Hvilken historie kan du bedst lide?

Den hvor man får noget at vide om giraffen. Den fortæller om noget, der er lidt underligt, og det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide, at det handler om dyr, for så kan jeg lære noget mere om dem.

Hvad ville du ønske, avisen ­lavede en historie om?

Jeg kunne godt tænke mig at læse en historie om politiet. Så kunne man for eksempel lave en historie om noget, der blev røvet. Det er spændende, og det forklarer rigtig meget.

Den er meget spændende, fordi der er noget om børn. Jeg kan godt lide at læse ting om dyr og det, der er sket i virkeligheden.

Hvilken historie kan du bedst lide?

Jeg kunne godt lide den om flygtningelejren, fordi det er spændende at se, hvordan børn på vores alder har det i andre lande, og hvordan de kan leve i flygtningelejren. Dem i flygtningelejren har intet internet.

Hvad ville du ønske, avisen ­lavede en historie om?

En historie om ting i andre lande, der gør det svært at overleve. For eksempel hvordan de lever i Afrika, hvor der er malariamyg.

Den er meget sjov at læse. Man hører noget om dyr og mennesker, om en lille girafunge i zoo, og om menneskerne der prøver nogle forskellige ting. Man hører noget om andre lande for eksempel flygtningelejren.

Hvilken historie kan du bedst lide?

Jeg kunne bedst lide den med Helle Thorning-Schmidt. Det er sjovt, at børn kommer op og får lov til at spørge hende om sådan nogle sjove ting.

Hvad ville du ønske, avisen ­lavede en historie om?

Jeg ville gerne høre noget om krige og konflikter ude i verden. Ikke så meget om, hvor mange der døde, men om hvad der sker. Det kunne for eksempel være det der i Ukraine.

der sker ude i verden fra en tidlig alder,« siger Camilla Gabel. Camilla Gabel er også glad for, at der er kommet en papiravis til børnene, så de kan fokusere på noget andet, end det der er på computeren. »Det er nemmere for dem at holde fokus, når det er en papiravis, og samtidig er det også enormt spændende. Computer og iPads bruger de jo hver dag, men en fysisk avis er interessant, fordi den er anderledes. Og så er det godt for dem at se, hvor alle nyhederne på nettet stammer fra,« siger Camilla Gabel. Camilla Gabel tror godt, hun kunne finde på at købe avisen til sine børn engang imellem og læse den sammen med dem.

KIDS’ NEWS • Udkom første gang fredag den 25. april • Avisen vil udkomme en gang om ugen • Prisen er 29 kroner • Berlingske Media regner i første omgang med et oplag på mellem 6.500 og 7.000 eksemplarer • Nogle af artiklerne bliver skrevet af børn

Danskernes manglende forståelse for EU er en udfordring for medierne

Danmark er et af de lande i EU, hvor medierne dækker EU-stoffet mest. Alligevel har mange danskere svært ved at forstå, hvilken betydning EU har for dem. Tekst: Laura Friis Wang og Amanda Holmen

N

år danskerne går til Europaparlamentsvalg den 25. maj, kender over en tredjedel ikke spidskandidaterne for de partier, de kan sætte kryds ved. Det viste en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Wilke for Jyllands-Posten godt tre uger før valget. Selvom Danmark er et af de lande i EU, hvor medierne dækker EU-stoffet mest, er det ikke usædvanligt, at danskerne ikke ved ret meget om, hvad der sker i Bruxelles og Strasbourg. »Danmark bruger mellem ni og elleve procent af den samlede spalteplads på EU, og det er tre gange så meget, som de bruger i Sverige. Danmark er altså et af de lande i Europa, der skriver mest om EU i medierne,« siger Mark Ørsten, der er medieforsker med spe-

ciale i EU og leder af journalistuddannelsen på Roskilde Universitet. Ifølge Mark Ørsten har mange danskere svært ved at forholde sig til, hvad der bliver besluttet og diskuteret i EU’s institutioner på trods af mediedækningen. »Mange undersøgelser viser, at danskerne ved, hvad der foregår i EU, men de forstår ikke beslutningsprocesserne, hvordan EU er bygget op, og hvem der bestemmer hvad,« siger Mark Ørsten.

Flere korrespondenter er ikke løsningen

I Bruxelles arbejder 12 danske journalister fast som korrespondenter. Til sammenligning er der ansat 164 journalister til at følge de 179 folketingsmedlemmer på Christiansborg. Mark Ørsten mener dog ikke, at flere

EU-korrespondenter vil få danskerne til forstå EU bedre. »Redaktørerne på de danske medier siger ofte nej til at trykke artiklerne, fordi det ikke er interessant nok for borgerne. Det er det største problem, som journalisterne i Bruxelles har,« siger Mark Ørsten. På Ekstra Bladet er det sjældent, at EU-historier fylder spalterne. Danskerne interesserer sig ganske enkelt ikke for det. »Man kan jo se på stemmeprocenten, at danskerne ikke interesserer sig for EU, så derfor har vi heller ikke fokus på Europarlamentsvalget,« siger Steen Larsen, der er politisk redaktør på Ekstra Bladet. Han peger på, at Ekstra Bladet det seneste stykke tid har skrevet meget om børnechecken. Det er danskerne interesserede i, fordi det er nemt at forholde sig til. Men der er danske me-

dier tilstede i Bruxelles, som mener, at man sagtens kan få danskerne til at interessere sig for forordninger og direktiver. Rikke Albrechtsen er korrespondent for Altinget.dk, som har både en korrespondent og en praktikant i Bruxelles. »Der er ingen gylden opskrift på, hvordan man formidler EU-stof. Man skal gøre, det man gør i god journalistik, nemlig at gøre det vedkommende og få fortalt de gode historier på en interessant måde,« siger hun og fortæller, at man ikke kan tage danskernes viden om EU for givet, når man skriver sine artikler. »Man skal bruge meget tid på at bygge sine artikler op, før man kommer ind til kernen i en EU-sag. Men ellers adskiller EU sig ikke ret meget fra andre tunge emner,« siger Rikke Albrechtsen.


10

FOTO

MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

I TRANSIT

Yin Bay flygtede i 2007 fra militært tvangsarbejde i Burma sammen med sin kone Ninbu og parrets datter Mimi. Menneskesmuglere bragte dem til ­Malaysia, hvor de blev godkendte som kvoteflygtninge og hentet af en delegation fra Rumænien. Brudte løfter, ingen mad, penge, lægehjælp eller skolegang fik i 2012 familien til at flygte videre til Danmark. Men som loven dikterer, blev de i september 2013 sendt tilbage til ­Stolnicu ­asylcentret i Bukarest. Yin Bay og Ninbu har i dag fire børn. Af Michael Hansen


MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

FOTO

11


12

MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

UDE

I sjette klasse blev Nils Thorsen kommunist. Det er han ikke længere. Men i dag, 35 år senere, bilder han sig ind, at hans drøm om at blive journalist startede med den begyndende flirt med kommunismen.

Man tror tit, at man skal lave en masse nyheder for at få lov til at lave det, man gerne vil lave. Sådan fungerer det ikke. Begynd at lave det, du gerne vil lave. Bare en gang imellem. Så tror folk, at det er det, du skal lave

- Nils Thorsen Journalist, Politiken

BLÅ BOG NILS THORSEN • 53 år

• Uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1984 • Journalist på Politiken siden 1985. Har tidligere været ansat på DR • Forfatter til bøgerne ”Engle & Dæmoner ”, ”Den man er”, ”Klangen af et menneske”, ”TIL”, ”OmVeje”, og ”Geniet – Lars von Triers liv, film og fobier” • Nomineret til Cavlingprisen i 1999 for interviewsamlingen ”Engle og Dæmoner” og i 2003 for portrætsamlingen ”TIL” Kilder: LinkedIn og ARTE Booking


Mellem orden og kaos – et vekselvæsen MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

UDE

13

Nils Thorsen er kendt for sine lange portrætinterviews i Politiken. Men han kan ikke skrive et portræt af sig selv. Der er for mange informationer.

Tekst: Ronja Pilgaard Foto: Laust Jordal

D

et hele starter med en luder på en natklub i ­ Polens hovedstad Warszawa. Hun hedder Eliza, og året er 1990. Egentlig tør Nils Thorsen ikke kontakte hende, men hans fotograf insisterer på, at de afblegede ludere på natklubben ligger inde med den historie, de skal have med hjem. »Jeg tænkte ”fuck”. Det skal jeg godt nok ikke. Jeg tør ikke gå over og snakke med dem. Og næste dag gik jeg så og sloges med den der kraft, som ikke rigtigt havde lyst. ”Hvad skal jeg gøre, og hvad spørger man om?” På den anden side kunne jeg godt se, at fotografen havde ret.« Fotografen får ret, og om aftenen kommer Eliza ned på Nils Thorsens værelse, hvor han venter med to whisky cola. Historien var den første rigtige jeg-fortælling fra Nils Thorsens hånd. Den handlede om Warszawa. Hvad var der sket med byen under 2. verdenskrigen? Var det bare en længdegrad og en breddegrad? Og nede i byen gik Eliza rundt. »Den historie skrev jeg meget personligt. Jeg troede slet ikke, at den slags hørte hjemme i faget. Det var ikke voksent eller mandigt. Det var i min egen interesse at beskrive, hvordan hun bevægede sig. Og den artikel blev god,« siger Nils Thorsen Eliza og Polen blev til artiklen ”På ruinerne af ­Warszawa”. Derefter behøvede Nils Thorsen ikke skrive om kommunalplaner og HT-busser længere. »Det var en årelang kamp at slippe for stofområder. Og nu var jeg der. Der er en enorm kort hukommelse på en avis. Det du har lavet godt de sidste tre måneder, tror folk, at du altid har lavet og altid skal lave. Man tror tit, at man skal lave en masse nyheder for at få lov til at lave det, man gerne vil lave. Sådan fungerer det ikke. Begynd at lave det, du gerne vil lave. Bare en gang imellem. Så tror folk, at det er det, du skal lave.«

Om forbandede skriveprocesser

Siden Eliza har Nils Thorsen skrevet en lang række portrætinterviews til Politiken. Flere af dem er samlet i bøgerne ”Engle og Dæmoner”, ”TIL” og ”OmVeje”. Hans bog om Lars von Trier, ”Geniet - Lars von Triers liv, film og fobier”, fik 6 hjerter i Thorsens egen avis, og Information skrev, at »dens billede af mennesket af samme navn (Lars von Trier red.) fremstår mageløst usminket og fyldigt i alle sine mange selvmodsigende facetter.« Derudover har han skrevet interviewbogen ”Klangen af et menneske”. Men processen med portrætterne kan være en forbandelse. Og er det for det meste. »Det er mest negativt, frem til de er færdige. Jeg forbander dem, når jeg skal ud og snakke med dem. Og jeg synes godt nok, det er hektisk at tale med interviewpersonerne. Det er, som om det hele er smeltet til lava. Det hele er flydende, og jeg aner ikke en skid. Det vil jo nok komme i avisen. Så det skal jo for helvede blive godt. Derefter kommer jeg hjem og skal skrive båndene ud. Det er på sin egen måde en pestilens, men det er enormt dejligt ikke at interviewe, og at det ikke er flydende længere,« siger Nils Thorsen. Portrætinterviewene tager gerne fem timer. Fem timer, hvor han skal lytte intenst, tage noter og huske at holde hjernen så fri for fordomme som muligt. Derfor er transskriberingen ikke bare en pestilens. Det er også et åndehul, inden det store indre slag om ordene skal stå. »Det er jo en kamp mod neuroser. Det er lidt et gys, som at stå et højt sted og risikere at falde, når man beslutter sig for indledningen. Skal det være, ”Den første dag, han…”, eller skal det være, ”En dag for mange…?”

Det er kaotisk. Du tager et helt liv, som ikke kan fortælles, og så ordner du det i nogle temaer. Jeg bliver overvældet af det kaos, der er, og tænker: ”Hold kæft! Det får jeg ikke ordnet dette her.”« Men det gør han. Halvvejs inde er der ordnet nok til, at processen igen er udholdelig. Alligevel er det en balancegang. Artiklen må heller ikke ende med at være alt for ordnet. »Jeg synes det meste, jeg læser, er ryddet for meget op. Journalister stritter ikke nok. Deres historier og meninger stritter ikke i forhold til, hvordan det er i virkeligheden. Jeg føler med det samme, jeg skriver noget, at jeg gør vold på virkeligheden. Hvor kaotisk en historie kan man skrive om et menneske, så den stadig

Jeg er en forsigtig bangebuks, som heldigvis er meget nysgerrigt interesseret

- Nils Thorsen

Journalist, Politiken

er ordentlig nok til, at det bliver en historie? Det, tror jeg i virkeligheden, er det ubehagelige. Jeg kan ikke lide det rod, for jeg føler, det er meget større end mig. Jeg er den lille ordner, der går rundt i det store rod,« siger Nils Thorsen. Det bedste tidspunkt er det ultimative øjeblik mellem orden og kaos. Når artiklen er færdig. »Så kommer der sådan et blankt tryk, hvor bogstaverne står pisseflot, og man opdager. ”Hold da kæft! Det er en artikel”,« siger han og sukker, »det er lækkert.«

Om et vekselvæsen

Det store kaos bliver til kaotisk orden i en lejlighed på fjerde sal i indre København. Her har Nils Thorsen boet i 28 år mellem Tintin-film og plakater uden rammer – Pulp Fiction og Apocalypse Now. Her er bøger om psykologi og i hjørnet står et bobspil. På spisebordet i midten af rummet er lidt rod samlet i en bunke. Så er det ordnet. Men han er ingen samler. Her er, hvad der er brug for. Vidste man ikke, at ham, der bor her, er fyldt 53 år, kunne man fristes til at tro, det var en 26-årigs ungkarlehybel. »Jeg er en forsigtig bangebuks, som heldigvis er meget nysgerrigt interesseret. Det er min vej ud. Det er det, der gør, at jeg skvatter i livet. Men jeg har boet her i 28 år. Jeg har arbejdet på Politiken lige så længe. Hvis ikke, jeg tager mig sammen, så bliver livet ved.« Nils Thorsen er et vekselvæsen, der enten hænger i masten og råber eller ligger og gemmer sig i lukafet. Sådan beskriver han sig selv i sin artikel om skuespilleren Jørgen Ryg. I løbet af livet er Thorsen skiftet fra indadvendt til udadvendt til begge dele på en gang. Fra nervøs til fremadstormende og tilbage igen. »Fordi jeg er en af dem, der har en indadvendt side, har jeg adgang til nogle af mine egne oplevelser. Jeg kan mærke dem og forlænge dem lidt. Og fordi jeg har et sprog og har øvet mig i at fyre ord af på, hvad jeg oplever, kan jeg udtrykke noget af det, der sker i mig. Hvis man sidder over for Jørgen Reenberg (dansk skuespiller red.), er det i mine øjne ikke nok at skrive, at han er sur. Du skal næsten kunne mærke, hvordan det er at

være bange for ham. På den måde han er sur på. Det kræver, at man kan se lidt ind i sig selv.«

Om at holde op

Ofte spørger Nils Thorsen sine interviewpersoner, hvad de ville sige, hvis de mødte en yngre version af sig selv og kun kunne nå at sige én ting. Jeg spørger ham om det samme, og han tænker længe, inden han svarer, at han vil sige, som Rune T. Kidde gjorde, da Thorsen mødte ham i 1995 til portrætartiklen ”Tanker fra en lysegrå verden”. Han sagde, »du skal ikke være bange.« »Altså hold op. Hold da op altså. Jeg ved ikke, om det havde hjulpet noget, den gang jeg gik i skole, som det nervøse væsen jeg var. Jeg begyndte at læse meget i tredje-fjerde klasse. Og så kom der et tidspunkt, hvor jeg simpelthen holdt op med at gå på skolebiblioteket, fordi jeg var nervøs for ikke at aflevere bøgerne til tiden. Det er glædesrøveri. Jeg ville sgu nyde meget mere i stedet for at være bange for, hvad der kan gå galt,« siger han. Særligt fremhæver han, når han skriver. Hvorfor skal han altid tænke en time over, om der skal stå varsomt eller påpasseligt? »Jeg gør et nummer ud af at pointere den der nervebetonethed i skrivningen. Men der er også en rigtig stor glæde ved det. For jeg glemmer mig selv, når jeg skriver. Den der ting med tiden, der forsvinder. Den sker virkelig. En, jeg kender, har en gang sagt til mig: ”Angsten ligger i tilløbet.” Når man springer, er man i luften igen. Når man skriver, så går der halvanden time eller tre. Man opdager det ikke. Man flytter rundt på tingene og overvejer. Det er ligesom at spille et computerspil eller et brætspil. Man er i gang, man kender verden, og man er ved at regulere på den,« siger Nils Thorsen. Og selvom et velmenende råd fra en ældre til en yngre Nils Thorsen vil være, ’lad være med at være bange, men nyd i stedet’, så er det tvivlsomt, hvad det ville nytte. »Når man er ung, forestiller man sig, at man kan være hvad som helst. ”Jeg må holde op med at være perfektionist,” eller ”Jeg må holde op med at tage ting­ ene for let.” Og det tror jeg simpelthen ikke på, at man kan. Man er det, man er. Det er lidt som at have ratslør i bilen. Min kører over i retningen af perfektionisme. Så den skal hælde lidt den anden vej. Det er stort set, hvad jeg kan gøre ved det, tror jeg.«


14

MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

FOKUS på den gode reportage

Den levende ­historie Observationer er traditionelt set grundstenen i reportagen, men hvad kræver en moderne reportage for at fange læseren? Illustreret Bunker har snakket med tre journalister, der hver især udmærker sig inden for genren. Tekst: Anton Lind Foto: Jens Henrik Daugaard Sørensen

F

inanskrisen raser, og byens bank er krakket i Tønder. Fagbladet Journalisten sender en skribent til Sønderjylland for at finde historien om banken, der gik konkurs. Ida Nyegård Espersen ved ingenting om økonomi. Absolut ingenting. Intentionerne fra redaktøren er at finde en mulig skurk til den økonomiske krise. Men en gåtur gennem byen og en håndfuld samtaler med de lokale viser Ida, hvad den virkelige historie om bankkrakket er. Lokalpatriotisme. Det døde emne ­bliver til noget menneskeligt, og formen bliver lagt. Reportagen skal fortælle historien. Fortællende journalistik, feature, den originale reportage. Listen over genrer, der inkluderer reportageelementer, er lang. Observationer kan fange læseren og gøre historien interessant, men uden en større mening ­mister de deres værdi. Freelancejournalist Ida Nyegård ­Espersen har skrevet reportager til blandt andre ­Politiken og Ud & Se. For hende handler det om at gøre døde ord levende i stedet for bare at beskrive den virkelighed, der er lige uden for døren. »Handlinger i sig selv er for mig komplet ligegyldige. Det bliver nemt uvedkommende, når man kun beskriver en begivenhed. Jeg tager ord som integration, demokrati og økonomi og prøver at gøre dem levende via en reportage. Så den mere repræsenterer en urhistorie i stedet for en begivenhed,« siger hun.

Det konkrete giver plads til viden

I Tønder var målet at beskrive urhistorien om økonomi til et andet publikum end dem, der læser Børsen. Reportagen var derfor god, fordi den ikke kun fokuserer på indhold, men også på form. Folk skal kunne forstå det, men også gide at læse det til ende. »Dem, der gør det godt, forklarer det store ord via den virkelighed, de ser. Det er et ønske om at gøre videnstunge ting til lystlæsning,« siger Ida Nyegård Espersen. Det samme gælder for Jesper Gaarskjær, der er journalist og forfatter til flere bøger, singler og features og samtidig underviser på ­Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Han bruger genren til at kombinere læseoplevelsen med at få listet noget viden ind hos ­læseren. »Du har noget konkret, som du så kan træde tilbage fra. På den måde bruger du en ramme til at fortælle noget større. Læseren bliver nærmest klogere uden at bemærke det,« siger han.

Forberedelse og relevans

En ung aarhusianer har memoreret 1.120 tal på en time. Han har allerede sat flere ­personlige rekorder. Han er taget til VM i hukommelse i London, fordi han drømmer om at vinde. På forhånd er han blevet i­ nterviewet af Jesper Gaarskjær, der allerede inden afgang har en klar idé om, hvordan historien skal se ud. Han arbejder på det, der bliver til ”Manden der kan huske alt”. Historien om en dansk memorist er det konkrete i den store fortælling om, at danskerne bliver ringere til at huske. Ifølge Jesper Gaarskjær kræver en god reportage forberedelse. Sanserne skal være ­ med, men samtidig skal man analysere på de

Jeg tager ord som integration, demokrati og økonomi og prøver at gøre dem levende via en reportage. Så den mere repræsenterer en urhistorie i stedet for en begivenhed

- Ida Nyegård Espersen Freelancejournalist

indtryk, man får, for at finde det interessante. »Jeg prøver at se historien for mig, inden jeg begynder mine observationer og spørger

mig selv: Hvad handler det her egentlig om, og hvorfor er det relevant for folk at læse?« siger han. Journalist Jeppe Villadsen lægger også stor vægt på en grundig forberedelse. Han har i mange år skrevet nyheder, fortællinger og reportager i og om Afrika. Han er på stedet så længe som overhovedet muligt for at finde den ene ting, der kan åbne historien. »Jeg leder efter det, der kan leade historien. Den der spændende, overraskende eller pirrende ting, der kan sætte historien i gang. Det er altid noget, man aldrig kunne have tænkt sig til hjemmefra,« siger han.

Servér det for læserne

Reportagens elementer gør det muligt at fortælle historier om de emner, folk normalt ikke ville være interesseret i. Jeppe Villadsen sætter sine fortællinger op i forskellige scener, der hver især skal være stærke nok til at stå alene. Han mener, at man skylder læserne at gøre historierne levende, hvis man eksempelvis ­ skal fortælle om emner som religion i Afrika. »Det er der jo ikke ret mange, der som udgangspunkt gider at læse om. Så man er nødt til at få liv ind for at fange læseren. Det gælder simpelthen om at servere den lækreste anretning,« siger han. Hvis Jesper Gaarskjær skal fanges, skal der slås en krog i ham fra start. Der skal være en lækker åbningslinje, eller noget han vil have svar på fra starten. Selv skriver han ­traditionelt og underspillet, mens han prøver at tage ejerskab over formidlingen og selv udlægge konteksten. »Jeg vil gerne have en autoritet i min skrivning, hvor jeg tænker meget ­”show-tell-reflect”.

Det bliver for kedeligt, hvis det bliver citat på citat,« siger han.

Jeg’et skal have en funktion

Et telefonopkald i Afrika. Jeppe Villadsen er frustreret. Han kan ikke regne den ud. Et telefonopkald, han modtog undervejs, er ­

Jeg leder efter det, der kan leade historien. Den der spændende, overraskende eller pirrende ting, der kan sætte historien i gang. Der er altid noget, man aldrig kunne have tænkt sig til hjemmefra

- Jeppe Villadsen

Freelancejournalist

c­entralt i den historie, han arbejder på for tiden. Men hvordan skal han fortælle det uden at bruge sig selv? Tidligere har han brugt jeg’et i historier fra Afrika, men i de fleste tilfælde har han fortrudt det efterfølgende. Det evige dilemma for journalister. At modstå trangen til at inkludere sig selv i


MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

Udover at være freelancejournalist og forfatter er Jesper Gaarskjær også underviser på DMJX. Her beskæftiger han sig med 7. semester og kandidatuddannelsen.

FOKUS på den gode reportage

Reportagens gennembrud kom med ­Cavling og Bang

15

Hvis journalisten eksempelvis skal møde sit idol, vil læserne kunne mærke spændingen og glæde sig til at møde personen sammen med journalisten

- Jesper Gaarskjær

Journalist og underviser på DMJX

Henrik Cavling og Herman Bang præsenterede på hver deres måde det ­danske publikum for den moderne avisreportage. Forsker i fortællende ­journalistik mener, at man især kan lære meget af Bangs tidlige reportager. Tekst: Thomas Skov-Carlsen Illustration: Freja Kierstein Johansen

H ­ andlingen. Jeppe Villadsen gør det næsten h kun af nød. For han mener, at det otte ud af ti gange er en fejl. Eksempelvis når folk, der er i Afrika for første gang, bliver imponeret over sig selv. »Det klinger bare amatøragtigt. Man kan gøre det for at skabe en relation med læseren og dermed spænding. Men ofte stjæler man billedet fra de vigtige personer, og hvis man ikke kan engagere læseren i personerne i deres egen ret, har man et problem med sin historie og sine fortælleevner,« siger han. Ifølge Ida Nyegård Espersen må ­journalisten kun inkludere sig selv, hvis det har en helt klar funktion. Det må aldrig handle om lyst til at sætte sig selv i centrum. »Man skal repræsentere noget større end sig selv; bonderøven, manden, kvinden. Eksempelvis en mand til en kvindepolterabend, hvor folk ville reagere på en mandlig journalist. Så er det den ærlige skildring af virkeligheden,« siger hun. Jesper Gaarskjær er ikke jeg-forskrækket. Men man skal passe på. Det skal bidrage med en ekstra dimension og tage læseren med i hånden. For journalister er også mennesker, der har noget på spil. »Hvis journalisten eksempelvis skal møde sit idol, vil læserne kunne mærke s­ pændingen og glæde sig til at møde personen sammen med journalisten. På den måde kan det berige i selv små artikler, så længe der er noget på spil,« siger han.

enrik Cavling og Herman Bang fungerer i dag som vigtige ­inspirationskilder for ­danske reportagejournalister. Især C ­ avling har sat sit aftryk på dansk journalistik, mens Bangs mere litterære skrivestil ikke ­bruges i lige så høj grad. Det ærgrer Anne Kirstine ­ ­ Hermann, der er ph.d.-stipendiat på C ­ enter for ­Journalistik, SDU, og lige nu forsker i fortællende journalistik på ­Columbia U ­ niversity’s School of ­Journalism i ­New York. »Cavling har haft meget indflydelse på dansk journalistik på rigtig mange gode

Bang, kendt for både sine journalistiske og skønlitterære bedrifter, var to af de første, der introducerede reportagen i Danmark. Reportagen dukkede for første gang op i slutningen af 1800-tallet. Den kom sammen med en ny form for journalistik, som blandt andet blev beskrevet i Herman Bangs artikelsamling ”Realisme ­ og R ­ ealister”, der blev udgivet i 1879. Ifølge Bang er nogle af de vigtige ting som journalist, at man er grundig i sin research, og at man kommer ud i virkeligheden. »[…] man maatte samle Iagttagelser med en Videnskabsmands Iver, ordne dem med en Videnskabsmands Troskab. Man maatte kjende det Samfund, man vilde skildre […] Og for at erhverve dette

De litterære reportager kan vise historier, der er rigtig tæt på samfundet. I stedet for at se det hele i fugleperspektiv, hvor man ser ned på borgerne, så handler det om at se det fra borgerens synspunkt

- Anne Kirstine Hermann

Forsker i fortællende journalistik, Columbia University måder, men det kan godt ærgre mig, at det litterære og det dagligdagsnære er blevet glemt lidt,« siger Anne Kirstine Hermann. Hun mener, at de personlige historier, der ikke bliver for distancerede, kan være gavnlige. »De litterære reportager kan vise historier, der er rigtig tæt på samfundet. I stedet for at se det hele i fugleperspektiv, hvor man ser ned på borgerne, så handler det om at se det fra borgerens synspunkt. Set fra et journalistisk synspunkt er det også en god måde at få belyst alle sider af samfundet på,« siger Anne Kirstine Hermann.

En ny type journalistik

Henrik Cavling, et af de største ikoner inden for dansk journalistik, og Herman

kjendskab maa Forfatteren ud at færdes i Trængslen,« skriver Herman Bang i ”­Realisme og Realister”.

Bang gik helt tæt på

Cavling og Bang var begge med til at bringe reportagen ind i dansk journalistik, men der var også forskel på de to. Cavling bestræbte sig på at skrive nøgternt og objektivt og optrådte som en flue på væggen. Bang derimod inddrog i højere grad sig selv i sine artikler og trak også på flere skønlitterære elementer i sine reportager. Også selvom han i ”Realisme og Realister” fokuserede på, at journalister bør være observerende og objektive. Anne Kirstine Hermann mener, at Bangs reportagestil, hvor man går tæt på kilder-

ne og begivenhederne, kan bidrage med meget til samfundet. Hun håber generelt, at reportagen kan få noget mere plads i medierne i en tid, hvor der, ifølge hende, fokuseres meget på afslørende, kritisk journalistik. »Jeg håber, at reportagen får mere plads igen, og at der bliver plads til noget mere empatisk journalistik. Det var noget af det, som Herman Bang var god til, og noget som man godt kunne tage op igen,« siger Anne Kirstine Hermann.

De første avisreportager

Henrik Cavlings ”Eksplosionen” betragtes som den første, moderne avisreportage. Historien fra 1882 om Donse K ­ raftværk, der sprang i luften, skilte sig ud fra ­datidens mange referater ved at være detaljeret og fyldt med sanseindtryk. Læseren fik en fornemmelse af, hvordan det var at være til stede ved eksplosionen. Det var noget helt nyt, og det var begyndelsen på den moderne avisreportage. To år senere skrev Herman Bang sin mest kendte reportage, ”Branden”, der handler om branden på Christiansborg i 1884. Den var detaljeret og farverig, ligesom ­Cavlings reportage fra Donse ­Kraftværk, men f­ orskellen på Bang og Cavling kan alligevel læses ud fra de to historier. I ”Eksplosionen” beskriver Cavling sig selv som et øjenvidne. Han bringer ikke sin egen person ind i historien, men observerer blot og reporterer, hvad han ser. I ­”Branden” bringer Bang i høj grad sig selv med ind i artiklen. Noget, der er typisk Bang, fortæller Anne Kirstine Hermann. »Herman Bang er det bedste eksempel på en litterær figur, der brugte sig selv som karakter i sine reportager. ”Branden” handler egentlig om, at han får nys om, at der er en brand på Christiansborg og om Bangs egen oplevelse af branden,« fortæller Anne Kirstine Hermann.


16

ANNONCE

MAJ 2014 ILLBUNKER.dk


MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

FOKUS på den gode reportage

17

Illustreret Bunker har inviteret en studerende til at prøve kræfter med repor­ tagen og undervejs r­ eflektere over det i anledning af dette nummers FOKUS

Til bords i en tidslomme Trods iPhones og computerkurser hænger fortidens vaner og roller stadig fast i en sammentømret, ældre gruppe af søskende og ægtefæller fra Hov. ­Illustreret Bunker er inviteret med til en af deres sammenkomster. idet også deres vaner fra tidligere ­bryder frem her ved ­middagsbordet.

Tekst: Caroline Vendelbo Sørensen Foto: Sophia Juliane Lydolph

S

olen står lavt på himlen over det stille vand i Samsø Bugt uden for Hov lystbådehavn. Fra husets glasfacade er der kig til de mange, hvide både og et stykke med strand, og idyllen er ikke til at se bort fra, selvom stemningen indendørs småbobler af sammenkomst. Det er ved at være spisetid, og de ­fleste gæster er ved at indfinde sig i hjemmet. Der mangler bare én, før selskabet kan gå til bords. Betty er på vej, selvom hun nær havde glemt alt om middagsaftalen, der traditionen tro afholdes en gang om måneden. Søskendeflokken og dens ægtefæller skiftes til at invitere på mad, og i dag har Erik fået æren. Han var gift med Putte. Den ­ældste pige blandt de seks s­øskende. Med årene er flere fra gruppen helt naturligt faldet fra. Blandt børn og børnebørn er savnet stort, men ikke så stort som hos de efterladte æ ­ gtefæller, der på mange måder lader de frafaldne leve videre ved tanke og tale med hinanden. Netop derfor synes behovet for sammenhold og god mad i hjemlige omgivelser stort og vigtigt denne ­aprilaften.

Som gæst i fortidens k ­ ulisser

Det er ikke kutyme at tage folk med til deres søskendemiddag, men jeg har fået lov til at være med denne dag, da min mormor i ­hendes sædvanlige, store lyst til at se sit barnebarn inviterede mig. De synes alle sammen, det er utroligt, at jeg vil tilbringe en hel aften sammen med dem – aldersforskellen taget i betragtning. Men jeg er også nærmere en flue på væggen. Jeg smiler, nikker, lytter og opfører mig,

På den anden side må jeg også huske på, at jeg er en af de eneste, der kan fortælle historien indefra. Det er min familie. Ikke bare en kilde fra kartoteket

- Caroline Vendelbo Sørensen

Journaliststuderende, DMJX

som normen påbyder det. Trods de dejlige ­omgivelser på den både visuelle, men også

Kogekunst i nutid og datid

Menuen består primært af kød og kartofler. En duft af brun sovs breder sig, og mændene får det, som de vil have det. For det her er rigtig mad. Ikke som når Jytte sætter pestoen på bordet derhjemme, erklærer Mogens, mens han skovler rødbeder op af en lille skål. Den holdning er han ikke alene om. Der bliver ikke sparet på goderne til denne højtidslignende middag. Erik går op i at skabe de bedste rammer for sine Caroline Vendelbo Sørensen oplevede mange journalistiske udfordringer, da hun skulle skrive reportagen. gæster. Derfor er der også dækket op med personlige, front er jeg ikke rigtig en del af fæl- at man med tiden nok skal lære det nye og det fineste porcelæn, hustanden besidder, og det luksuriøse tretårnede sølvbestik. Og det lesskabet, ligesom jeg bliver i tvivl om å­ rstallet ukendte. Derfor føles reportagen her, mit første er ikke noget at undervurdere, hvis man som på min kalender. Jeg er i en tidslomme. personlige skribleri, også som lidt af noget Maude fra ­TV-serien Matador har styr på sin juks. Den sætter sig mod alle journalistiske Emma Gad. Middagen er serveret En sammenligning med Matador er ikke Bornholmerurets tunge slag lyder konstant ­principper, jeg har lært. På den anden side må helt uden for r­ imelighedens grænser. Dagligbag den evige samtale. Og evig er den. Snakken når ikke at lægge sig længe, før den tages stuen rummer to gange sofagrupper; et områop igen. Uret indgyder netop ikke til den forde trukket tilbage i stuen med bløde sofaer og et stort sofabord med blomstret dug, og ved ventede hyggelige stemning, men optræder glasfacaden et mere simpelt interiør, hvorfra kun som et komisk indslag, idet det ekstraorman kan nyde udsigten og drømme sig over dinært er sat til at slå til anledningen. til Samsø, hvor flokken har været på tur. Om det er slagene eller snakken, der g­ enerer Mens kvinderne drikker te eller kaffe, taler min bordherre Mogens, er ikke til at vide. Dog stolt om børnebørnene og deres bedrifter, er der ingen tvivl om, at høreapparatet jævnryger mændene pibe i deres egen afdeling. ligt behøver justering, alt imens Mogens’ kone, Man kan ikke høre, hvad de taler om. Sejlture, Jytte, laver fagter med armene for at signalere, både og tobakshandleren i Horsens er tre gode at der altså bliver talt til ham fra anden side. bud, men samtalerne virker også personlige. For bordenden har Eriks datter Gitte taget Som i TV-serien Mad Men kommer flere og plads. Hun er normalt ikke med til de månedflere røgskyer til. De danner en svag tåge omlige middagsseancer, men i dag har hun stået i køkkenet, da Erik ikke selv er den store kok. kring dem, og havde det ikke været for deres - Caroline Vendelbo Sørensen koners ønske om afgang, kunne m Som så mange andre mænd, der har ramt de ­ ændene 80, har han været vant til at få maden serveret. nok have siddet der endnu. Journaliststuderende, DMJX Han er til gengæld den gode vært. Ofte spørDet bliver selvfølgelig ikke et farvel, men derimod et på gensyn, da forsamlingen slutger han til vinglassenes tilstand og skænker både rødvin og hvidvin, som det behager selter aftenen af. Alle har de fået skrevet ned jeg også huske på, at jeg er en af de eneste, der i k­ alenderen eller på en lap papir, hvornår skabets deltagere. kan fortælle historien indefra. Det er min fa- næste middag skal afholdes, så de er sikre på ikke at glemme at møde op. Vanerne hænger ved milie. Ikke bare en kilde fra kartoteket. Jeg kender deres jargon, der ikke Når man er vant til at gøre ting på én måde, er det svært at skifte kurs. Sådan er det også ­nødvendigvis lægger sig op ad deres alder. med journalistik. Også selvom man godt ved, ­Alligevel bringer denne aften nye sider frem,

Bornholmerurets tunge slag lyder ­konstant bag den evige samtale. Og evig er den. Snakken når ikke at lægge sig længe, før den tages op igen


18

MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

HOLDNING

Vi skal tage Ord og billeder folder hinanden ud Lektor Gitte Luk fortæller om samspillet mellem journalist- og fotojournaos sammen Lærerklummen: listuddannelsen på DMJX. Opsang: Gustav Juul fra 2. semester mener, journaliststuderende bør sætte højere pris på studiet og tage det mere seriøst.

Tekst: Gustav Juul Olesen

V

i får hele tiden at vide, at vi skal redde journalistikken. Vi skal skabe nye måder at lave journalistik på. Vi må ikke bare blive standardjournalister, der laver ”fyld”. Det er store krav. Desværre er det nok også krav, vi er nødt til at opfylde, hvis ikke vi vil ende på jobcenterbænkene. Så hvorfor gør vi ikke mere? Hvorfor yder vi ikke en større indsats? Hvorfor laver vi så meget fyld? Jeg kan ikke skrive på alles vegne, men hvor jeg har været, har der været en klar og skadelig tendens. Vi behøver ikke gøre mere end højst nødvendigt. Og nej, mere skal der ikke til for at blive journalist. I virke­ ligheden har det sværeste ved at blive jour­ nalist indtil videre været optagelsesprøv­en. Men bare fordi vi er kommet forbi den, giver det os ikke carte blanche til at være ligeglade. Vi skal stadig kæmpe. Vi skal lave bedre journalistik end alle de andre, for der er ikke brug for os, hvis vi er dårligere eller i bedste fald lige så gode som de uddannede journalister. Jeg siger ikke, at vi alle sammen skal vælte en minister om ugen. Jeg siger bare, at når vi er så privilegerede, at vi får lov til at arbejde inden for et erhverv, der er så vigtigt, så skal vi gøre vores ypperste. Hver gang. Også som studerende. For et par måneder siden sad jeg i ­Hjørring og skrev lokalnyheder. Det var sjovt, men hold nu op, hvor havde vi en usund kultur. Op til flere gange hørte jeg sætningen: »Jeg kan først snakke med den kilde klokken 16, så jeg skriver bare artiklen uden ham.« Vi havde deadline klokken 20! Jeg ved godt, at det er svært at overskue det, når alle under­ viserne fortæller os, at vi skal redde journa­ listikken. Men vi kan vel i det mindste prøve at undgå at blive dovne allerede efter fem måneder på studiet. Da SF trådte ud af regeringen, smed vi alle på 2. semester alt, hvad vi havde i hænderne.

Når vi er så privilegerede, at vi får lov til at arbejde inden for et erhverv, der er så vigtigt, så skal vi gøre vores ypperste Vi skulle følge med. Underviserne snakkede for døve ører i en time, mens 120 journalist­ studerende sad begravet i smartphones. Men hvorfor? Det havde jo intet som helst med os at gøre. Der var jo ingen af os, der skulle skrive artiklerne. Min pointe er, at vi skal holde op med at tro, at vi bliver bedre journalister af at klikke på breaking-bjælkerne på Ekstra Bladet. Vi bliver bedre journalister af at tage opgaverne seriøst og droppe ”jeg springer bare over, hvor gærdet er lavest”-attituden. Og det ­gælder også for mig selv.

Tekst: Gitte Luk Arkivfoto: Jens Henrik Daugaard Sørensen

F

orfatteren Ernest Hemingway roste en­ gang den amerikanske fotograf I­rving Penn med ordene: »Your photos are really good. What camera do you use?« Og Penn svarede: »Your novels are excellent. What typewriter do you use?« Historien er aldrig blevet verificeret, men det bliver den ikke ringere af. For den siger noget om de forestillinger, vi gør os om an­ dres faglighed. På samme måde som kliche­ en ”et billede siger mere end tusind ord”. Nej, et billede siger ikke nødvendigvis mere end tusind ord, og tusind ord skaber ikke nødvendigvis nogen billeder i læserens hoved. Men når billede og tekst interagerer, sker der næsten altid noget godt. Så bliver det nemlig tydeligt, at de tilsammen fortæl­ ler noget, som hverken billedet eller teksten kunne fortælle alene. Den interaktion er ikke forbeholdt jour­ nalistikken. Tænk på reklamen, folkeskolens historiebøger eller faster Emmas fotoalbum, der som regel først giver mening for den, der bladrer i det, når de gulnede billeder bliver sat ind i en forståelsesramme. Billedet hver­ ken kan eller skal forklare eller fortælle alt. Det skal åbne døren til vores associationer, følelser eller minder og gøre os nysgerrige. Og så skal teksten forklare, hvad det egentlig handler om, og give os svar på de spørgsmål, billederne rejser. Den forståelsesramme arbejder vi med på 3. semester, hvor fotojournalister og journa­ lister arbejder sammen. Det er en øjenåbner for begge parter at få et kig ind i hinandens metier. Helt fra den banale oplev­else af, at man ikke skal gå i vejen for fotografen, når man er ude på job, til erkendelsen af, at bil­ lede og tekst tilsammen skal fortælle den samme historie. Det er en udfordring for

begge parter. Især, når journalisterne forven­ ter, at fotografiet ”blot” skal bevise det, der står i teksten. Eller når fotojournalisterne lader sig rive med af stemningen og leverer billeder, der stiller så mange spørgsmål, at teksten ikke er i stand til at besvare dem. Det gode samarbejde starter med ideudvik­ lingen og processen frem mod en fælles vinkel på historien. Det kræver en konstant dialog. Hvor er historien nu? Hvor bevæger den sig hen? Og hvad betyder det for det, vi allerede har lavet? Indimellem bliver både journalist og fotojournalist så grebet af deres egen pro­ ces, at de glemmer samarbejdet. Og så står de tilbage med en historie, hvor der ikke er nogen sammenhæng mellem tekst og billeder. Sådan en historie kan hverken skrives eller billedredigeres hjem. Med kun otte fotojournalister på holdet

er det ikke alle, der får prøvet samarbejdet af. Til gengæld lærer alle noget af hinanden. Fotojournalisterne finder ud af, at tekster ikke bare ”føder sig selv”, og journalisterne bliver bevidste om, hvor vigtigt det er at arbejde vi­ suelt. Både når man skal tage billeder, og når man skal skabe billeder med ordene. Den re­ spekt for hinandens faglighed er vigtig, ikke kun på 3. semester, men også ude i en medie­ virkelighed, der prætenderer, at enhver er sin egen fotograf, forfatter eller filmskaber. Det er fagligt uambitiøst og respektløst over for både fotografiet og den skrevne tekst. Selvfølgelig skal en fotojournalist kunne skrive. Og selv­ følgelig skal en journalist kunne tage et bil­ lede. Men der er jo en grund til, at vi har to uddannelser, selv om de spiller sammen på smukkeste vis. Og det handler ikke bare om teknik.

Den perfekte telefonpasser

Er du rolig og til at stole på? Kan du presse dine venner uden at tage beslutninger på deres vegne? Og er du vild med MeatPackers? Så er du den perfekte telefonpasser. Tekst: Cecilie Selma Lyngbye

D

et er så yndigt at følges ad. På ­Panikdagen er der i hvert fald mange, der vælger at gøre det. Måske er det en reel frygt for ikke at kunne håndtere de mange opkald, man regner med at få. Eller måske er det trygheden i at have en følge­ svend ved sin side, der gør, at mange med­ bringer deres ven, mor, fætter, gamle barne­ pige eller en tilfældig fra skolen til at være telefonpasser. Uanset hvad ser det ud til, at jobbet er kommet for at blive. Men hvad skal du kunne, hvis du overvejer at blive det til næste Panikdag? Hvordan er den perfekte telefonpasser? For det første skal du ikke være typen, der selv går i panik. For selvom Pia Færing in­ sisterer hårdnakket på at kalde dagen Store Match Dag, er det ikke for sjov, den i folke­ munde hedder Panikdag. Panik er der nem­ lig masser af. Personligt havde jeg kun én pa­ nikdrøm (hvor jeg til samtalen hos ­Kristeligt Dagblad havde et tyggegummi, der blev større og større i munden på mig, så jeg til sidst ikke kunne tale), men mange havde ad­ skillige mareridt op til den famøse dag. I flere uger gik man rundt i sin egen panikboble og

opbyggede de mest fantasifulde skræksce­ narier for, hvad der kunne komme til at ske. Når man så smider den omstridte mang­el på plads­er oven i hatten, er der garanti for panik på dagen. Så hvis du også begynder at stresse, når telefonen ikke har ringet inden for de før­ ste fire sekunder, kammer det helt over. Der­ for skal du have is – nok til to – i maven. For det andet skal du være til at stole på. Me­ ningen med telefonpasseren er som bekendt, at man har en, der kan besvare de potentielt afgørende opkald, hvis man ikke selv kan. Altså, hvis man er til samtale, mens telefon­ en ringer. Og her er det vigtigt, hvad du siger. Der kan nemlig være stor forskel på, hvilken melding man giver første- og fjerdeprioritet­ en. Derfor skal du kunne huske slagplanen, være sikker på rækkefølgen af prioriteter, vide hvor 300-gangen er og kende forskel på BT og BL (Danmarks Almene Boliger). Du skal vide, hvordan man trækker tiden, hvis der er behov for det, og du skal kunne afbryde en samtale, hvis der er blevet sendt bud fra et mere attrak­ tivt sted. Derfor er det en fordel, hvis du ved, hvordan det foregår. For det tredje skal du kunne presse din praktiksøgende makker til at tage nogle

beslutning­er – uden at være den, der tager beslutning­erne. Drømmescenariet er, at man klokken 9.30.01 bliver hevet ind ad døren, man står ved, sætter sin mest rystede under­ skrift på kontrakten og lader en rigtig tung sten falde fra sit hjerte. Men det kan desværre ikke blive tilfældet for alle. Denne gang – og sandsynligvis også næste gang – må mange be­ søge Matchroom (det rum hvor medier uden ansøgere og praktiksøgende, der ikke har fået nogen praktikplads, kan mødes), og her kan man blive tvunget til at tage nogle uforudsete beslutninger. Kan man tage en kommunikati­ onsplads, hvis man helst vil lave journalistik? Orker man en Panikdag mere, hvis man kun skriver under på seks måneder? Er man klar på at flytte til Bornholm? Her ligger din stør­ ste opgave nok i virkeligheden. Du skal kunne stille de rigtige spørgsmål, opgøre plusser og minusser og kende din ven godt nok til at vide, hvad der vil være bedst for ham/hende. Og det i en situation præget af irrationelle føl­ elser som skuffelse og misundelse. For det fjerde skal du kunne drikke din mak­ ker upassende beruset – uanset om det bliver en glædens eller en sorgens rus.


MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

HOLDNING

Fra bunker til glasbur

19

P raktikpladsen på DR Nyheder er i hus, og Bunker­ens virkelighed skal skiftes ud med den ægte vare. Har tiden på DMJX klædt mig på til det? Én ting er sikkert. Hverdag­ens historier, kilder og kollegaer opfører sig ikke som i bogen. Tekst: Anna Stribolt Rigas

jeg selv var nødsaget til at passe mit arbejde i Ukraines hovedstad, Kiev.

A

Praktik forpuster

nna, det er nu,« råber min redaktør. Jeg har pludselig travlt og hiver blokken på bordet med mig. Jeg når lige at spørge om, h ­vordan man siger folkeafstemning på ­engelsk. »Referendum,« svarer en ældre k­ ollega. Jeg har tidligere på dagen talt med Ota Tiefenböck, ­­ en freelancer, der i en årrække har rejst meget i Ukraine og på Krim-halvøen. Han er på ­fornavn med Krim-tatarernes leder og har lige fejret hans fødselsdag. Nu har han f­ormidlet kontakt til en ung tatar, der sidder klar på Skype. Om et minut stiller jeg spørgsmålene. Skal jeg spørge, om han er bange? Det ville jeg være, hvis hele min familie var på K ­ rim, og

Jeg er i praktik på DR Nyheder, der holder til i glasburet på Amager. Jeg startede på DR2 Morgen. Et 3-timers langt morgenprogram med dagens vigtigste nyheder tilsat ­perspektiv og baggrund, og nu skal jeg krydse klinger med udlandet de kommende tre måneder. Var jeg klar til praktikken? Havde jeg de ting i værktøjskassen, jeg ville få brug for? Næ, men så alligevel. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole beskæftiger man sig selvsagt med virkelighed­ en. Man sliber v­ inklen til, pudser spørgsmål­ ene af og har tid til grundig research. Men det er i en anden målestok og helt anden tidsram-

At sætte et aftryk

En guide til personlig branding og iværksætteri. Tekst og illustration: Simon Skipper Christiansen

N

ogle frygter det, nogle hader det, og andre synes, som jeg, at det er pissesjovt. Derfor er jeg blevet bedt om at skrive denne klumme om, hvordan man finder vej i det vildnis, som det kan være at brande sig selv. Jeg har selv lært det på den hårde måde. I 2011 kom jeg hjem fra en jordomrejse med en sekscifret gæld, uden idé om hvad jeg ville lave, og hvordan jeg skulle betale gælden af. Et ønske om fortsat at fotografere havde jeg dog. Så jeg flyttede tilbage til mine forældre og levede som på en sten, samtidig med at jeg startede mit firma, Skipper Photography, op. Jovist, det skal gennemtænkes. Man må være nytænkende og vedholdende uden at være irriterende. Det er en balancegang. Man skal ikke tigge sine venner og bekendte efter ’likes’ eller at blive hyret. Jeg ser branding som en indbydende håndsrækning, som folk

føler sig opfordret til at gribe. Derudover er det også en god idé at bruge sit netværk ved enhver lejlighed, og når man laver noget for nogen, hvorfor så ikke efterlade et par ekstra visitkort eller indbyde kunden til at dele din (forhåbentlig) gode oplevelse med vennerne til gengæld for lidt ekstra service eller rabat? Det er selvfølgelig mere passende til brylluppet end til begravelsen.

Tomme julekort og internationale priser

At trænge sig selv op i en krog, som jeg gjorde, da jeg startede et firma med en kæmpe gæld, er ikke noget, jeg kan anbefale. Men alligevel sætter en faktor af gambling noget i gang. Jeg blev jo nødt til at tjene penge for ikke at ende på gaden. Så hvorfor ikke tjene dem på det, jeg brænder allermest for? Hjulpet på vej af mit netværk startede jeg frivilligt op som fotograf ved GAFFA, hvor jeg altid sørgede for at snakke med kunstnerne efter showet. Det resulterede i, at omkring 10 procent af dem, jeg snakkede med, hyrede mig eller købte mine billeder. Omvendt sagde de fleste jo nej, men hvad der mislykkedes er uden betydning. Så er det bare videre til den næste, og så endte jeg, hvor jeg ville være. Det er lidt som at lære at gå. Man skal bare falde og falde. Til sidst glemmer man, at det gjorde ondt til at starte med. Et af mine mest fejlslagne projekter var, da min kollega Mathias Lind og jeg havde brugt lang tid, penge og kræfter på at planlægge et arrangement, hvor vi ville fotografere julekort hos et eventbureau. Alle involverede delte det på livet løs på de sociale medier. Hvor mange mødte op på dagen? Direktørens datter og hans forældre. Pinligt! Men ja, man rammer ikke rigtigt hver gang. Jeg vandt Årets Live Foto ved GAFFA i 2011, hvilket satte gevaldigt skub i tingene. I det hele taget har jeg deltaget i mange konkurrencer og arrangementer. Flere gange uden held eller frivilligt, men hele tiden med en god mavefornemmelse og masser af mulighed for eks-

me. Jeg blev sjældent forpustet på skolen, det gør jeg nu. På DR møder jeg ind med et par idéer, og så skyder redaktionsmødet ellers gang i dagen. Jeg ved sjældent, hvad jeg kan forvente. ­ Tempoet skrues op og ned, og jeg kan først sidde med en historie om haleklip af ­grisebasser for så at diskutere slaget ved Dybbøl.

Kan man øve sig på virkelighed­en?

Men har jeg alligevel fået noget værktøj med fra DMJX? Uden tvivl. Jeg startede som bevidst inkompetent. Det var vist noget af det første, jeg læste som frisk fra fad. Bevidst om, at det er meningen, at jeg på et tidspunkt skal blive kompetent. Måske så kompetent, at jeg

ponering eller networking. Siden da har jeg vund­et Metro Photo Challenge i 2013, hvilket gav mig en 10-dages fotoekspedition til Grønland til en værdi af mere end 60.000 kroner. Det havde jeg næppe troet, da jeg startede Skipper Photography, men omvendt har jeg undgået kompromiser og arbejdet hårdt. Så der er nok noget om, at man skaber sit eget held. En del af mit held kommer nok fra, at jeg har kunnet skille mig ud fra mængden, samt tænkt over, hvem har bedømt de forskellige konkurrencer, og hvad de gerne vil se. Uden at gå væk fra min egen stil har jeg så brugt det som pejlemærke. Selv har jeg da måttet sige farvel til et par forbindelser på Facebook, da de mente, jeg slog for mange billeder op, men jeg har heldigvis fået mange, mange flere, end jeg har mistet på grund af dette. Jeg står inde for det, jeg laver, og det må være op til folk selv, om de ser min vej eller en anden.

helt uvidende bliver kompetent. Hvordan kan skolen klæde os ordentligt på til praktikken? Den gør vel sit bedste, men det er svært at forberede sig på virkeligheden. Jeg suser ind i lokalet. Hurtigt er jeg på, og et smilende ansigt toner sig frem. Jeg kan mærke adrenalinen pumpe. Referendum. Tjek. »Hej,« siger jeg, og skjuler nervøsiteten i min stemme. Han ser venlig ud. Slet ikke som jeg forestillede mig. »Hvordan er situationen på Krim lige nu?« Åbent spørgsmål. God start, tænker jeg. »Er det farligt at være tatar på Krim lige nu,« fortsætter jeg. Lukket spørgsmål. Var det mon en dødssynd? På skærmen kom det, og min redaktørs anerkendende nik tager jeg med mig, også når jeg laver fejl. Det gjorde jeg på skolen. Det gør jeg stadig. Men jeg lærer som aldrig før.

færdig og skal ud og leve af sit hverv, så nytter det jo ikke meget. Det er noget, som den akademiske verden lider under efter min mening, samt studerende som os på DMJX. Vi ender i stigende grad som freelancere, og dermed skal vi kunne brande os selv på rutinen. Vi mangler simpelthen at få nogle værktøjer med, mens vi endnu er på skolebænken, så vi bliver bedre til at sælge det, vi lærer på studiet. »Viden er kun magt, når det bruges,« siger et klogt ordsprog, jeg ofte minder mig selv om. Derfor er det også vigtigt, at man i studietiden bruger noget tid på at lære, hvordan man netop kan bruge sin viden på arbejdsmarkedet. Her har jeg samlet nogle af de tips, der for mig har givet mest mening i forhold til personlig branding. Held og lykke med at komme ud til folk. Husk at nyde eventyret i processen!

Akademisk hårdknude

Nu er DMJX’s uddannelser heldigvis professionsbachelorer, så vi bruger meget tid på praktisk arbejde. At tilegne sig viden er sådan set også fantastisk, men hvis man ikke lærer, hvordan man bruger den viden, når man er

SIMONS 10 TIPS TIL DIG 1. Lav en plan og en taktik. Hvad kan du, som gør dig interessant for kunderne? Hvor vil du hen om en måned eller om et år? Fem minutters planlægning kan spare flere timer af din dag. 2. Brug dit netværk. Folk omkring dig, som kender dig personligt, vil uden tvivl støtte dig. Vær ikke bange for at bede om en tjeneste. 3. Stå inde for det, du kan. Her tror jeg, mange føler sig utilpas, som om at de maser sig ind på folk eller forstyrrer, når de ønsker at yde en service. Glem det! Er du stolt af det, du kan, er det vigtigt for dig, og brænder du for det? Husk, at du som udgangspunkt hjælper folk og ikke forstyrrer dem. 4. Sælg mennesket, ikke produktet. Folk er som udgangspunkt mere interesserede i, hvem du er, end hvad du sælger.

5. Find din niche. Hvad kan du, som skiller dig ud fra mængden? 6. Læs op på de sociale mediers fordele og ulemper. Så lærer du at bruge de værktøjer, du har ved hånden. 7. Find et projekt, som kan eksponere dig. Om det så er frivilligt, så handler det om at komme ud til folk. Jo flere, jo bedre. 8. Tænk stort. Det kan ikke skade at sætte høje mål. Ring til direktøren frem for kontorassistenten. 9. Tag chancer. Forvent ikke, at der kommer en engel og banker på din dør. 10. Husk at more dig. Mange folk er trætte af deres job, så glæd dig over, at du kan tjene penge på det, du brænder for.


LUNDEN

MAJ 2014 ILLBUNKER.dk

Mathias Bojesen

FOTO

Fotojournalisterne fra 2. semester har været i Albertslund for at lave et magasin. I en uge boede de i den københavnske forstad og skrev og fotograferede forskellige historier. Fællesskab fylder meget i byen - det gælder både for rapperne fra De Danske Hyrder, udviklingshæmmede Lonnie, menigheden i bibeltræningscenteret og for børnene i byen.

Katrine Marie Kragh

Petra Theibel Jacobsen

Ulrik Hasemann

Se hele magasinet på danishphotojournalism.com eller scan QR-koden.

Mathias Svold Maagaard

20

Illustreret Bunker - Maj - 2014  
Advertisement