Issuu on Google+

ILL

BUNKER MAJ/JUNI 2013//17.ÅRGANG//NR.03

Lurendrejere og lommetyve Retorikprofessor: Vi har behov for, at flere politikere og debattører leverer retvisende og relevante argumenter. Vi skal have mindre ’omvendt lommetyveri’

Side 18 /

Holdning

Genlüd: Leg på liveradio Studerende på DMJX skal opleve radiomediets mange facetter på ny liveradio

Side 5 / Inde

Gem høfligheden til bagefter Han sætter billede på smerten 185.000 kilometer på de amerikanske landeveje, pligtsex med en dirty, old woman og en sort taberven. Fotografen Jacob Holdt skildrer racisme, undertrykkelse og sociale skel i 70’ernes USA

Side 14 /

Fokus

E

n smule hævet i stolen strækker Martin Krasnik sig ind over bordet. Som vanen tro har han en stak papirer liggende foran sig. Med rynket pande og brillerne godt oppe på næseryggen formår han alligevel at kigge ud over stelkanten, mens han holder øjenkontakten. Morten Bødskov afventer med stramt flettede fingre og smalle læber. Om et øjeblik starter de kritiske spørgsmål fra Deadlineværten. »Godaften. Du siger igen og igen, at du har behov for et fortroligt rum til at udvikle politik. Prøv at svare, hvorfor fortroligt?...«

Ifølge Martin Krasnik har mange folketingspolitikere ofte en klar dagsorden, når de går ind til et interview. Derfor undviger de spørgsmål og lirer i stedet et hjemmefabrikeret budskab af. Dygtige politikere får det endda til at lyde, som om de rent faktisk svarer på spørgsmålet. Udfordringen er at trevle alt dét op, og her er intet vigtigere end en grundig research. Martin Krasnik er netop vendt tilbage til DR2s Deadline efter blandt andet at have huseret på News, Weekendavisen og som dokumentarist i Mellemøsten.

/ Ude

»Jeg prøver at gøre mig klart, hvad det er for en dagsorden og strategi, jeg skal pille fra hinanden. Jeg tænker også over, hvor stædig jeg kan være, og hvor mange måder jeg kan stille det samme spørgsmål på. Det kræver forberedelse og en del emsighed. Man skal have viljen til at være uhøflig for at få svar eller i hvert fald udstille manglende svar,« siger Martin Krasnik. Han mener, at det er helt fint for ham at afbryde, »Det er jo ofte det eneste, jeg kan gøre, for at afbryde politikernes ulidelige automatpilot.« FORTSÆTTES PÅ SIDE 13


2

MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

Bunkeren søger redaktører Illustreret Bunker søger seks nye redaktører fra 1. og 2. semester, som kan starte til august og videreføre DMJX’s legendariske avis. Måske er du en af dem? Vi søger fire skrivende og to fotoredaktører

ILL

BUNKER DECEMBER 2012//16.ÅRGANG//NR.03

OPRØR MOD NYHEDSSTRØMMEN

Zetland prøver at bryde mønstret. Et mønster af hurtige og ligegyldige nyheder, som fylder medierne. I stedet eksperimenteres der med lange artikler, lånte kneb fra litteraturen og høje kvalitetskrav. Resultatet er de såkaldte singler, som hos Zetland blandt andet har handlet om benhård narkokriminalitet, Danmarks største kup og Mikkels pik.

Side 15

Du skal søge, hvis: • Du vil lave avis fra idéudvikling til udgivelse • Du kan motivere og coache skribenter/fotoer • Du kan li’ rugbrød og øl • Du vil bruge tre hele weekender per semester på at layoute avisen • Du vil have sjov med studerende fra andre semestre • Du ønsker at pynte dit CV og samtidig blive en skarp vinkelsliber • Du vil sætte dit personlige præg på avisen • Du er engageret i dit studie, din skole og dit fag

Hvis du vil være en del af det nye redaktørteam, skal du sende en ansøgning til: illbunker@mail. dmjx.dk Skrivende vedlægger en artikel, mens fotojournalisterne sender tre til fire billeder. Mærk kuverten ‘skrivende’ eller ‘foto’ Ansøgningsfristen er lørdag den 8. juni klokken 15.00, og der vil blive afholdt samtaler mandag den 10. juni. Vi glæder os til at høre fra dig! Redaktionen

Ansøgningsfrist den 8. juni

LEDER I

et velfungerende demokrati skal man kunne argumentere for sin sag. Desværre har de fleste politikere snydt lidt og serverer konstant hjemmebagte svar til os journalister. Det er foruroligende, at de skikkelser, der er valgt til at udstikke love og regler på fællesskabets vegne og for folkets bedste, øjensynligt enten ikke tør tale for deres sag eller ikke har evnerne. Martin Krasniks omdiskuterede interview er et glimrende eksempel herpå. Han lægger høfligheden fra sig og gentager insisterende sit spørgsmål 28 gange for vores justitsminister, der stædigt giver de samme hypotetiske udenomssvar. Interviewet var blevet noget kortere og væsentlig forenklet, hvis ministeren fra start havde indrømmet, at han ingen konkrete eksempler har på problemer med den nuvæ-

rende offentlighedslov, men at politikere og embedsmænd er dødtrætte af hele tiden at svare på spørgsmål fra nysgerrige journalister. Det ville være så befriende, hvis politikerne ikke pakkede deres budskaber ind i manipulerende floskler. Hvert år er den nye finanslov altid en sejr for både rig og fattig, tyk og tynd. Ligesom historisk lav tilslutning i meningsmålinger altid er udtryk for manglende forståelse blandt vælgerne. Men hvis vælgerne ikke forstår den førte politik, må de folkevalgte tale klarere. Som journalister bærer vi dog også en del af skylden for de forurenede svar. Ifølge retorikprofessor på Københavns Universitet Christian Kock ville debatten blive mere ærlig, hvis medierne mødte politikerne

INDE & WEB Simon Reenberg

INDE & WEB Katrine Bjerre Toft

Sreenberg@mail.dmjx.dk

Kbtoft@mail.dmjx.dk

UDE Johannes Hau Nørgaard Jhnorgaard@mail.

Redaktionen

dmjx.dk

FOKUS Freja Toftegaard Christiansen

HOLDNING Signe Haahr Lindegaard

ANSV. Frederik Alexander Vording

Ftchristiansen@mail.

Shlolsen@mail.dmjx.dk

Favording@mail.dmjx.dk

dmjx.dk

FOTO Thomas Emil Sørensen Tesorensen@mail. dmjx.dk

FOTO Kirstine Edith Toft

med fokus på nuværende argumentation i stedet for gårsdagens holdninger. Vi skal desuden have mindre stammekrig og mere faktatjek. Det kan du få uddybet på side 18 i Holdning, og på side 13 giver Martin Krasnik sit bud på, hvordan vi stopper politikernes automatpilot. Fra redaktionen skal lyde et stort tillykke til de studerende på tredje semester, der nu skal I praktik. Selvom I forlader skolen, skal I ikke være urolige. Vi skal nok sørge for, at I modtager Bunkeren gennem brevsprækken, så I fortsat kan holde trit med skolen og branchen. God sommer // Redaktionen

Faste skribenter: Peter Pagh-Schlegel, Rita Gunnarsdóttir Damn, Alexandra Lund Lysgaard, Jesper Bruun Petersen, Kasper Ørkild, David Attardo, Johanne Haagerup, Jon Kirketerp Jørgensen, Morten Munk Andersen, Amalie Højgaard, Stine Aya Schweitz Illustrator: Niels Christian Hovmand-Hansen Stregfabrikken.dk

Kalender: Dette er sidste udgivelse inden sommerferien. Forsidebillede: Tróndur Dalsgarð

Illustreret Bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk

Økonomi- og annonceansvarlig Frederik Alexander Vording Favording@mail.dmjx.dk

Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag 1700 eksemplarer 6 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Ketoft@mail.dmjx.dk

Udgivelse 6. marts 2013 16. årgang - 1. udgave


MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

INDE

3

Studerende er skyld i alarmudbrud Alarmerne på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole larmer som aldrig før. De studerende har deres del af ansvaret, lyder det fra Intern Service-afdelingen Tekst: Morten Munk Andersen

H

vis du er en af de flittige studerende, der engang imellem opholder sig på skolen uden for undervisningstiden, er du måske blevet forstyrret i avis- eller lektielæsningen af en hvinende alarm. I det første kvartal af 2013 er alarmerne gået i gang 26 gange, mens de i tilsvarende periode i 2012 ringede 19 gange. Tallene dækker over de alarmer, der aktiveres ved indbrud eller i tilfælde af, at skolens nødudgange bliver benyttet efter klokken fem om eftermiddagen, når skolen er aflåst. Hver gang denne type alarm går i gang, bliver der sendt besked ud til alarmselskabet G4S, der sender mandskab ud på skolen for at tjekke for indbrud. Hvert besøg fra G4S koster skolen 1500 kroner - også når det er falsk alarm. I det første kvartal af 2013 løb udgifterne op i 39.000 kroner.

Eksaminer betyder flere alarmer Ifølge Lene Knudsen, facility manager og teamansvarlig for Intern Service-afdelingen

på DMJX, er årsagen til de mange alarmer ikke udelukkende de bølger af indbrud, der rammer skolen i perioder.

hvor der er mange studerende på skolen for eksempel ved eksaminer eller op til en stor afleveringsdag, er antallet højest,« siger hun.

“Studerende skal lære at læse”

Hvert besøg fra G4S koster skolen 1500 kroner også når det er falsk alarm. I det første kvartal af 2013 løber udgifterne op i 39.000 kroner - Lene Knudsen, Facility manager, Intern Service »Antallet af alarmer, der går i gang, svinger meget. De primære årsager til det er, at de studerende bruger nødudgangene uden for skolens åbningstid og så indbrud. I perioder,

Lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Erik Lund, der ofte arbejder på skolen til sent om aftenen, har også bemærket alarmerne og oplever det oftere end tidligere. »Siden jeg startede på Journalisthøjskolen i 1962 er alarmerne aldrig tidligere gået i gang så hyppigt, som de gør i øjeblikket,« siger han. Løsningen på alarmproblemet er ifølge Lene Knudsen meget simpel. ”Det handler om, at de studerende lærer at læse,” siger hun og henviser til det stykke papir, der sidder på samtlige af skolens nødudgange, hvor der står, at alarmen aktiveres, hvis nødudgangene benyttes efter klokken fem om eftermiddagen.

gene i nord og syd er der tilsluttet en alarm, der går i gang, hvis hoveddørene er åbne i mere end 60 sekunder, eller hvis man bruger den manuelle døråbner i stedet for den elektroniske. Denne alarm sender dog ikke besked til G4S og tæller ikke med i statistikken. Selvom skolen ikke har økonomiske udgifter i forbindelse med denne type alarm, mener Erik Lund stadig, at skolen skal arbejde på at sænke antallet af alarmer tilknyttet hovedindgangene. »Pengebeløbet er én ting. Det handler også om at vise hensyn til sine medstuderende. Det kan være enormt forstyrrende for arbejdet, når en alarm ringer flere gange i timen,« siger han.

Omsorg for sine medstuderende Udover de alarmer, der er koblet til nødudgangene, aktiveres endnu et nødsystem, når skolen lukker klokken fem. Til hovedindgan-

Skriv som journalister – og gør det strategisk Kommunikationsbranchen efterspørger skrivende kommunikatører, og noget kunne tyde på, at kommunukationsuddannelsen på DMJX kan levere varen

Tekst: Stine Aya Schweitz Illustration: Niels Christian Hovmand-Hansen Stregfabrikken.dk

K

ommunikationsstuderende på DMJX lærer at tænke strategisk i en langsigtet proces. Og med det journalistiske håndværk får de nogle redskaber til at formidle den strategiske kommunikation. Skarpt og vinklet,« fortæller Sabrina Speiermann, uddannelsesleder på kommunikationsuddannelsen. Netop den tilgang har fået positiv respons, fortæller Sabrina Speiermann. Hun forklarer, at uddannelsen kom på tegnebrættet med det formål at tilgodese kommunikationsbranchens efterspørgsel. »Arbejdsgiverne efterspørger en, som på første arbejdsdag kan producere. En, som har en strategisk kompetence og blik for den større helhed. Oven i det vil de have en, som kan skrive,« fortæller hun.

Udfordringen er, at der endnu ikke er nogen kommunikationsstuderende fra DMJX, som er færdiguddannede. Derfor kan hverken de studerende eller arbejdsgiverne give et svar på, om uddannelsen lever op til branchens forventninger.

Forventningens stemme PR- og pressechef hos LEGOLAND, Jonas Søndergård, er en af de kommunikationsstuderendes kommende arbejdsgivere. »Jeg forventer, at de har noget håndværk med i tasken. At de simpelthen kan skrive en tekst. Lave en pressemeddelelse,« siger han. Til gengæld kan Jonas Søndergård ikke andet end gisne om kvaliteten, når det angår de studerendes egentlige kvalifikationer. »Jeg venter spændt på at se, hvordan uddannelsen former sig,« fortæller han og pointerer: »Det er svært at se kvaliteten af et kuld, der endnu ikke er færdiguddannede.« Selv har Jonas Søndergård læst medieviden-

skab på Aarhus Universitet. Han oplevede, at den manglende ’hands on’-erfaring gjorde det sværere at tilegne sig arbejdet i kommunikationsverdenen. Af den grund har han valgt at ansætte en kommunikationspraktikant fra DMJX. »Uddannelsen har en meget fin balance mellem praktisk arbejde og teori. De kombinerer håndværket og forståelsen for kommunikationsfaget. På den måde ligger den sig imellem journalistuddannelsen og akademiske kommunikationsuddannelser. Det er en spændende tilgang,« siger han.

Journalisthåndværk i bagagen

»Flere arbejdsgivere har givet udtryk for, at de glæder sig til at få den næste kommunikationspraktikant fra DMJX, fordi de har manglet den kompetence, de har. Det tager vi som et udtryk for, at vi på nuværende tidspunkt leverer varen,« siger Sabrina Speiermann. Kommunikationsbureauet Kasters har haft

en praktikant fra DMJX. Hun kunne gribe de bolde, som blev smidt op i luften. Teoretiske såvel som praktiske. Det fortæller Morten Sauer, kommunikationsrådgiver og partner hos Kasters. »Studerende fra DMJX har nogle kvaliteter, som er helt klare i forhold til, hvad vi skal bruge. De har forståelsen for, hvordan medierne tænker og forståelsen for, hvordan en historie skal vinkles. Vores praktikant kunne sætte sig i journalistens sted fra starten og bruge håndværket,« siger han og fortæller, at han mener, at uddannelsen er interessant, fordi kombinationen af journalistik og kommunikation er indlysende vigtig. »Vi oplever at få praktikanter ud, som enten kun kan det journalistiske håndværk eller tænke strategisk. Og her har kommunikationsstuderende fra DMJX et forspring. De kan begge dele.«


4

ANNONCE

MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk


MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

INDE

5

Ny liveradio skal være en legeplads Andrea Sandahl Skov Bøtker fra tredje semester. I mandags den 13. maj stod de klar med premieren på Genlüd, der kommer til at sende alle hverdagsmorgener fra 7.45 til 8.45.

Syrien og fuglequiz

Der skal være plads til alle og plads til leg på skolens nye liveradio, Genlüd. De tre redaktører har store ambitioner for den nye platform, der skal være med til at sætte fokus på radiomediets mange facetter Tekst: Amalie Højgaard Foto: Kirstine Edith Toft

F

ejl skal der være masser af. Det er måske ikke den typiske tilgang til de ellers velpolerede og gennemarbejdede produktioner, der bliver spyttet ud fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles betontunge Bunker. Men ikke desto mindre er det, hvad

den nye liveradiostation blandt andet går efter. »Genlüd er en legeplads. Det skal det være. Hvis man har en skør idé, en hæs stemme eller er dygtig til at gurgle, så er der plads,« siger Esben Rud Ammundsen fra første semester. Han udgør redaktørteamet på det nyopstartede koncept sammen med Andreas Foldberg, der også går på første semester, og

Da Esben og Andreas i februar startede på Journalisthøjskolen var de ret hurtigt enige om, at der manglede noget på radiofronten. Det blev startskuddet til den nye radio, der skal bidrage med noget anderledes til radiokulturen på DMJX. Til generalprøven resulterede det blandt andet i både et indslag om Syrien og en fuglequiz. »Vi vil gerne lave noget umiddelbart og hurtigt. Det skal være morgenradio, der er let, ungt og af høj kvalitet. Vi vil sende en times morgenprogram, der både er en smule sjovt, handler om de nyeste nyheder, og som er det mest naturlige for en studerende at tune ind på hver morgen,« fortæller de tre redaktører. Et af formålene med den nye radio er at klæde lytteren på. Man skal møde op til sin undervisning og føle, at man er blevet ført ajour på en let og tilgængelig måde, før man møder i skole. De tre redaktører kommer selv til at skyde ugen i gang med et mandagsprogram, og ellers er der mulighed for at alle kan byde ind med gode ideer. Man kan få lov at føre egne idéer ud i livet og prøve kræfter med at være lige på og live.

Radioundervisning halter Det er ikke helt tilfældigt, at det er radiomediet, Andreas, Andrea og Esben har kastet sig over. De har nemlig alle en fortid på Køben-

havns Universitetsradio og Roskilde Festivalsradio. De er enige om, at radio kan noget helt særligt. Derfor undrer de sig også over, at der ikke er mere fokus på mediet i undervisningen på DMJX. »Rent skolemæssigt er radio noget, man får ret sent. Man kan undgå det helt, og hvis man vælger det, er der mange ting, man slet ikke bliver undervist i. Der er for eksempel et featureforløb, der fylder rigtig meget, men det er ikke så repræsentativt for den radio, der er i den virkelig verden,« siger Andrea. Redaktørteamet ser en tendens til, at radio generelt har været nedprioriteret i mediebilledet, men at det er ved at vende nu, og at fremtiden vil byde på meget mere radio. Og for Esben er det ikke tilfældigt, at flere radioprogrammer, som de Sorte Spejdere og Monte Carlo, opnår kultlignende status. »Radio er det eneste medie, vi ved, eksisterer på samme niveau nu som om 10 år. Man kan spise, gå i bad og cykle i skole, samtidig med man lytter – det kan du, når du læser. Der er vanvittigt meget fremtidsperspektiv i det at lave radio, og derfor virker det mærkeligt at bruge så lidt tid på det på skolen,« siger han. Nu har alle studerende på DMJX mulighed for selv tage initiativ til at lære radiomediet at kende. Og til alle dem, der måske holder sig tilbage, fordi de ikke har en døjt forstand på radio, så er der i hvert fald mindst én god grund til at bidrage til skolens nye liveradio, ifølge redaktørerne: Genlüd er journalistik for dem, der ikke gider sætte kommaer.

LÆRERDYSTEN Hvad vil du helst... Inge B. Borggaard Lektor på kommunikationsuddannelsen

vs.

Yndlingsis: Kæmpelæske

Joan Husted Lektor på journalistuddannelsen Yndlingsis: Chokolademousse fra Dolce Vita Tekst: Amalie Højgaard Foto: Ida Munch

… se DR Ramasjang uabrudt i fem døgn eller bo sammen med Lotte Hejse i fem døgn? Inge: Jeg vil helt klart se Ramasjang i fem døgn. Det er jeg vant til, fordi jeg har tre børn, der stort set ser det hele døgnet. Så det ville jeg sagtens kunne abstrahere fra. Det tror jeg ikke, jeg ville kunne med Lotte Hejse. Hun er en, man skal have i doser. Hun har meninger om for meget. (Hvad er der spændende ved at gøre, som man er vant til? 0 point til Inge i første runde for at vælge det sikre valg.) Joan: Jeg vil helst bo sammen med Lotte Hejse. Det ville jeg synes var en udfordring. Hun er en kvinde med power og også noget af en snakkemaskine. Jeg tænker, der må være andet i hende end bare speedsnakkeren. Det kunne jeg godt tænke mig at opleve, og det kunne jeg vel komme til, hvis jeg var sammen med hende i fem døgn. (Thumbs up og 1 point til Joan for at tage udfordringen op og prøve at se bag facaden.)

… høste æren for noget, en anden har lavet, eller at en anden høster æren for noget, du har lavet? Inge: Jeg bryder mig ikke om at tage credit for noget, der er andres. Det er ikke rimeligt. Så vil jeg hellere lave noget, selvom jeg ikke får anerkendelsen – det ville jeg ikke være sur over. For så ville jeg i det mindste have ydet noget. (Et ærligt og redeligt menneske; dét er noget redaktionen kan lide. 1 point sendes din vej, Inge.) Joan: Jeg er ikke en gang sikker på, om jeg ville have nosser nok til at stille mig op og sige ’Hey, den ros skal sendes et andet sted hen’, hvis der faldt lidt anerkendelse på mig for noget, jeg ikke havde lavet. Det kan godt være, jeg ville sole mig lidt i den og lappe det i mig, selvom det ikke er så flatterende et træk. Så hellere lade nogen løbe med noget ros, jeg skulle have haft. (Det er ikke alle, der har nosser nok til at indrømme, at de kunne have tilbøjeligheder til at vælge det politisk ukorrekte. Det er stærkt at stå ved sin indre djævel, så 1 point til Joan også.)

… undvære avis eller undvære fjernsyn? Inge: Jeg vil helst undvære fjernsyn. Avis kan jeg ikke undvære. Den kan jeg læse i evigheder. Jeg har lige haft en weekend uden avis – ikke særlig sjovt. Med en avis kan jeg også selv vælge, hvornår jeg vil læse den. Man får ikke stukket noget ned i halsen som på tv. Og så kan man vælge, hvad man interesserer sig for, og springe det over, man ikke gør – som f.eks. sporten. (Det er jo altid en mulighed at slukke for flimmerkassen, hvis du gerne vil springe noget over. 0 point for det åbenlyse svar.) Joan: Fjernsyn. Der er langt mellem snapsene, når man ser fjernsyn. Der er mere at hente i en avis, og jeg er desværre selv tidligere tv-journalist, så det gør lidt ondt at sige. (Av, av – endnu engang viser Joan mod og sender en syngende lussing efter sin egen branche. Det afføder endnu 1 point.)

… være kendt for dine talrige kommafejl eller for din gennemtrængende hvidløgsånde? Inge: Hvidløg skulle jo være sundt, så det må trods alt vise, der er noget sundt over en. Hellere det end ølånde. Så jeg må tage hvidløgsånden. (Sundhed er det nye sort! 1 point til Inge for at tænke alternativt.) Joan: Lad mig tage hvidløgsånden. Hvis jeg nogensinde skal blive kendt for noget, ville det ikke være usandsynligt. Jeg vil helst ikke blive kendt for mine fejl og mangler. Hvidløgsånden kunne blive en del af charmen ved mig. (Fejl og mangler har vi alle, Joan. Desværre bliver det derfor 0 point.) To stærke kvinder har kandideret til guldet i denne udgave af lærerdysten. Det bliver belønnet at stå ved sig selv. Man skal ikke være bange for at komme i fedtefadet blandt sine egne, og derfor ender Joan øverst på podiet med en sejr på 3-2 over Inge.


6

MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

INDE

Trivial Pursuit er ikke vigtig viden Videnstestene gav igen i år journalistaspiranter grå hår og sved på panden. DMJX’ tester, om prøvegængerne følger med i verden omkring dem, mens SDU har opprioriteret kravet til viden inden for erhvervsområdet. Men på begge uddannelser er der spørgsmål rettet direkte mod drenge eller piger Tekst: Alexandra Lund Lysgaard Foto: Kirstine Edith Toft

D

u har selv taget videnstesten. Men ville du være klog nok til at komme ind, hvis du havde taget testen i år? Ved du for eksempel, hvor mange point man højest kan score i ét kast i basketball? Og ved du, hvad der bedst definerer subkultur? Det er eksempler på nogle af de spørgsmål, der i år var at finde i videnstesten på henholdsvis SDU og DMJX. På DMJX er spørgsmålene delt ind i tre grupper: almen viden, følge-med-spørgsmål og har-du-et-liv-spørgsmål. Følge-medspørgsmål ligger inden for den del, der hedder interessefelt. »Videnstesten skal give et indtryk af folks viden. Og om det er en type, der følger med i et eller andet. Det behøver ikke være alt, men noget skal man følge med i. Hvis man ikke følger med i, hvad der foregår rundt omkring

én, er det svært at nå hele vejen igennem vores uddannelse,« siger Solveig Schmidt, kvalitetsleder på DMJX. Med har-du-et-liv-spørgsmålene er det meningen, at man ikke skal have 50 rigtige, fordi ingen kan interessere sig for alt, forklarer Solveig Schmidt. Disse spørgsmål er med for at se, om folk læser bøger, ser film eller dyrker en sportsgren. Et eksempel fra årets videnstest er: Hvilken pris fik Bond-filmen ”Skyfall” ved dette års Oscaruddeling? For at blive optaget på DMJX skal man have en tilpas viden om samfundet og et interessefelt, der gør, at man passer ind på uddannelsen.

Talrækker og erhvervsbosser Når de mindre stærke skal skilles ud, er videnstesten et vigtigt parameter på SDU. Her falder spørgsmålene inden for forskellige tematikker, som spænder bredt fra geografi til historie til aktuelle samfundsmæssige proble-

matikker til matematisk forståelse. Noget, der skiller sig ud fra spørgsmålene i DMJX’ videnstest, er fortsættelsen af talrækker. I år var der to spørgsmål af denne type. »Vi ved fra forskning, at nogle af dem, der har klaret sig bedst i forhold til gennemsnittet, er folk, som har en stærk matematisk forståelse. Derfor er det vigtigt med denne type spørgsmål,« siger Peter Bro, der er Centerleder for Journalistik på SDU. Han redigerer og laver videnstesten. Noget andet, der skiller sig ud i SDU’s test, er spørgsmål om landets erhvervsbosser. Man skal eksempelvis vide, hvilken virksomhed Lars Rebien Sørensen er leder af, og hvem der er bestyrelsesformand for SAS. »Danske journalister er for dårlige inden for erhvervsområdet på trods af, at det virkelig er noget, der har betydning for landets nationale økonomi. Det er et fagelement, vi gerne vil opprioritere, når vi skal udvælge, hvem der skal ind på uddannelsen,« siger Peter Bro.

Spørgsmål til drenge og piger På både SDU og DMJX bliver der tænkt over spørgsmål til både drenge og piger. For eksempel vil man bemærke, at der i videnstesten på DMJX ikke er et eneste sportsspørgsmål, og det har der ikke været de seneste år. »Uanset hvad vi spørger om inden for sport, har mænd en fordel, og det har de bare. Sport fylder rigtig meget i samfundet, så vi har diskuteret meget, om det er rimeligt at tage sport ud. Men vi kan bare se en kønsmæssig skævhed,« siger Solvig Schmidt. Andelen af kvinder er ligesom på andre uddannelser stigende. Derfor er det vigtigt for SDU, at der er spørgsmål, som knytter an til alt. Hvad enten man er dreng eller pige, mand eller kvinde. Alligevel er der dog en del sports-

spørgsmål i SDU’s videnstest. »Vi prøver at give alle mulige forskellige grupperinger mulighed for at brillere og vise, at de kan noget,« siger Peter Bro.

DMJX’ videnstest er bedst På mange punkter ligner de to tests hinanden. De indeholder begge 50 spørgsmål med multiple choice, almen viden og aktuelle emner. Men i SDU’s videnstest er der mange unødvendige og Trivial Pursuit-agtige spørgsmål, og derfor kårer Politikens redaktionschef, Christian Lindhardt, DMJX’ videnstest til den bedste. »Tag et spørgsmål, som hvor mange point en basketballspiller højest kan score med et enkelt kast. Det er fuldstændig til hest. Hvorfor skal man vide det for at blive journalist? Sådan nogle spørgsmål kan man researche sig til hurtigt, hvis man har brug for det,« siger Christian Lindhardt. Han synes, at DMJX’ videnstest har en bredere palet af spørgsmål, som viser, om man har sproglig forståelse og dybere viden. Han fremhæver følgende eksempler: ’Hvad betyder social dumping?’ og ’Hvilke scenarier falder ind under OPP?’ Christian Lindhardt kan godt lide videnstestene og synes, de indeholder spørgsmål, som er vigtige at vide som journalist. »Det er et fint redskab til at få testet, om folk følger med i aktuel politik og i nyhederne. Om de har en forståelse for begreberne, ved lidt om den almindelige dagsorden og har lidt basal historisk baggrund. Det skal man vide noget om som journalist,« siger han.

I april var der optagelsesprøve på både SDU og DMJX for håbefulde, kommende journalister. Selvom det er forskelligt, hvad der lægges vægt på i de to videnstests, har begge uddannelsessteder rettet spørgsmål direkte mod drenge eller piger, da der er stor forskel på, hvilke områder der vækker deres interesse.

Kan panikken undgås? Praktiksøgningen er evigt udskældt. Kommunikationsuddannelsen har en alternativ model, som både de studerende og arbejdsgiverne er glade for. Så hvorfor gør journalisterne ikke det samme?

Tekst: Johanne Haagerup

P

ia Færing sukker. Panikdagen er overstået, og i krogene kritiseres journalistuddannelsernes model for praktiksøgning igen, mens endnu en ny studerende undrende vil have svar på, om skolens praktiksøgning ikke kan gøres lidt bedre. Praktikvejlederen trækker vejret tungt og svarer rutinemæssigt, for kritikken og spørgsmålene fra nye Bunker-reportere er blevet en tilbagevendende begivenhed. »Vi diskuterer det i praktikudvalget to til fire gange om året - mindst. Der er bare ingen bedre modeller, som begge parter vil købe,« siger Pia Færing, der understreger, at hun og skolen blot administrerer ordningen. »For min skyld kan man trække lod. Hvis

det er det, de studerende og arbejdsgiverne vil, så gør vi det sådan,« siger hun. Men det er der få, der argumenterer for. Dertil er praktikopholdet for vigtigt for både praktikanter og medier. Så panikdagen fortsætter som en halvårlig forestilling, der minder om skolegårdens skælven for at blive valgt sidst til høvdingebold. Resultatet er både voldsomt ubehagelige minutter og en unik måde at fordele praktikpladser på, som ikke ses på det øvrige arbejdsmarked. Men drømmen om at normalisere praktiksøgningen trives. Så da DMJX oprettede den nye kommunikatøruddannelse, forsøgte skolen bevidst at ændre proceduren for praktiksøgningen.

Minder om virkeligheden Når de kommunikationsstuderende skal søge praktik, sender de studerende derfor ansøg-

ninger ud, hvorefter de bliver kaldt til samtale hos virksomhederne henover en periode på to uger. Forud for søgningen har de studerende lavet selvpromoverende hjemmesider, pudset CV’er af, og de har overvejet, hvilket sted de helst vil hen. Men fordi de har tid til en faktisk ansættelsessamtale, giver modellen et mere reelt indtryk af, hvordan ansættelsesforløbet bliver i den anden ende. Det mener Inge B. Borggaard, der er semester-, fag- og til sommer også praktikkoordinator på kommunikationsuddannelsen. »Der er tid til at gå ansøgerne igennem. Det gælder ikke bare om at være hurtigst for at få de bedste, som panikdagen godt kan bære præg af. Her er der mere grundighed, og det minder mere om det, man vil møde i den virkelige verden,« siger hun. I april var kommunikatørerne på andet se-


MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

Spraglet sprog stjæler spotlight Grundbog i sprog. Svær? Tre fjerdedele af de adspurgte fra første semester svarer klart ja. Tekst: Jesper Bruun Petersen Illustration: Niels Christian Hovmand-Hansen Stregfabrikken.dk

G

rundbog i sprog er svær at læse. Det mener et absolut flertal af de adspurgte i en brugerundersøgelse foretaget af Illustreret Bunker. Men er det rimeligt, når skolens undervisere hver dag minder os om vigtigheden af at skrive til målgruppen? Når vi konstant skal huske at simplificere, præcisere og konkretisere? Som én af de adspurgte i undersøgelsen siger: »Det virker ironisk, at en sprogbog, der

mester igennem deres praktiksøgning, som det andet hold nogensinde. Uddannelsen er stadig ny for studerende og skolen, og også virksomhederne er først ved at få øjnene op for den nye ressource. Ifølge kommunikationschef i Silkeborg Kommune, Hans Mogensen, fungerer modellen for praktiksøgning optimalt: »Det minder om et hvert andet virkeligt ansættelsesforløb, hvis vi havde slået en normal stilling op. Vi inviterer to-tre stykker til samtale, hvor der er mulighed for at lave personlige vurderinger og finde den person, som har interesser og måske tidligere erfaringer, der passer til det, vi leder efter,« forklarer han.

Bedre tid Skolens argumenter for at administrere praktiksøgningen for de kommunikationsstuderende med den såkaldte fjortendages-model er, at den både giver de studerende og praktikstederne mere tid til at gå i dybden og nå omkring flere, inden de vælger hinanden. De studerende er enige. Kommunikationsstuderende på andet semester Michael Leander Bech Særkjær har lige været igennem praktikmøllen. Han er

skal hjælpe på vores evne til at kommunikere klart, er formuleret så unødvendigt kludret og uforståeligt.«

ikke bare ligge i hængekøjen her, for man skal lære at forstå sprog på en helt ny måde. Og det ér svært. Jeg tror ikke, de studerende udelukkende svarer på, at bogen er svær at læse, men mere at emnet er svært at lære,« siger Michael Ejstrup, og fortsætter: »Grundbog i sprog er en lærebog til interesserede studerende på mellemlange videregående uddannelser. Og når man går på en bacheloruddannelse, kan man altså ikke forvente kun at læse pixibøger.« Alligevel har knap halvdelen af de adspurgte i brugerundersøgelsen fundet litteratur andetsteds. Hele 76 procent mener, at Grundbog i sprog er svær eller endog meget svær at læse. En af dem er Simone Kohsel Terndrup. Hun kan se tilbage på en veloverstået eksamen med et tital og et tolvtal fra sprogeksamen, selvom hun aldrig kom gennem grundbogen. Efter de første tyve sider valgte hun at lukke den og aldrig åbne den igen. »Jeg faldt faktisk i søvn af at læse bogen. Jeg skulle læse det samme flere gange for at forstå det, og så kunne jeg alligevel ikke rigtig huske det. Det var for besværligt formuleret,« siger Simone Terndrup. Hun synes, grundbogen gør indholdet sværere end nødvendigt. Og på den måde frygter hun, at man taber nogle af de studerende, fordi de måske ikke forstår, hvad det er, man skal lære. »Jeg synes, indholdet var formuleret langt og kringlet i stedet for kort og præcist. Og netop manglen på korte og præcise beskrivelser er meget væsentlig. Det, at bogen kan koges ned til en pixiudgave på 50 sider, siger en del,« mener hun. Samme frygt har Michael Ejstrup ikke. Men han ville ønske, at der var større fokus på indholdet i bogen. Alligevel tror han, at fremtiden byder på en revideret udgave. Grund-

INDE

7

bogens nuværende form er nemlig målrettet seminariestuderende, og han ser gerne en ny udgave tiltænkt journalisterne alene.

Grundbog i sprog er en lærebog til interesserede studerende på mellemlange videregående uddannelser. Og når man går på en bacheloruddannelse, kan man altså ikke forvente kun at læse pixibøger - Michael Ejstrup »Den bedste af alle verdener vil være, hvis forlaget vil udgive en bog skrevet kun til journalister. Det ville være en god ide. Og det tror jeg også sker på et tidspunkt, for jeg kan fornemme, at det er den vej, vinden blæser. En slags mellemting mellem grundbogen og pixibogen,« siger Michael Ejstrup. Så måske byder fremtiden alligevel på en lidt mere tilgængelig version af Grundbog i sprog.

62 ud af 136 studerende fra første semester har svaret på undersøgelsen angående Grundbog i sprog samt Michael Ejstrups undervisning.

Bør bogen skrives om? Forskningschef i sprog ved Danmarks Medieog Journalisthøjskole Michael Ejstrup, forfatter til bogen, føler sig ikke overbevist om, om de studerende faktisk synes, bogen er svær at læse. Han mener, at det er emnet, der er svært, for det handler om at forstå sprog på en helt ny måde. »Jeg fornemmer lidt noget klynkeri, fordi man skal lære noget svært. Men man kan

De studerende ville være meget mere ildestedt, fordi de ikke ville ane, hvornår de skulle sige ja til et job. For kampen om dem ville jo være der alligevel. - Pia Færring, praktikvejleder DMJX meget tilfreds med måden, det afvikles på, og er taknemmelig for, at han ikke skulle igennem en Panikdag. »Jeg synes mildest talt, det er åndssvagt, at så mange mennesker skal løbe rundt og på en formiddag afgøre, hvad de skal bruge det næste halvandet år af deres liv på,« siger han.

En anden branche Pia Færing forsvarer ikke panikdagen som den ideelle model. Men hun påpeger, at vir-

keligheden for journaliststuderende og kommunikationsstuderende er vidt forskellige. Kommunikatørernes første praktikperiode er på seks måneder ulønnet. Og konkurrencen om de bedste praktikanter og bedste pladser er ikke så hård - endnu. »Kommunikatørerne har ikke så travlt, for der er masser af praktiksteder, som endnu ikke har opdaget, hvor vigtigt det er at være hurtigst. De er ikke nyhedsmedier. Du kan ikke gøre det samme i et marked, der lever af at være først.« Engang havde man samme ’frie’ model for journalistbranchen, men der gik hurtigt konkurrence i den. Så modellen har gradvist udviklet sig til det system, som vi har i dag netop for at give de studerende lidt ro til at træffe et gennemtænkt valg. »Vi prøver at holde parterne fra hinanden så længe så muligt, ellers ville panikdagen jo optræde allerede første dag på første semester. De regler, vi har, skal sikre, at det ikke går mere over hals og hoved, end det allerede gør.« Selvom både skolen og kommunikatørerne fortsat vil søge praktik på deres egen måde, spår Pia Færing det en begrænset levetid. Når først virksomhederne ser, at de kommer til at

konkurrere for at få de bedste, vil modellen begynde at kræve et system som panikdagen. Men det ser hun til gengæld ikke som noget negativt. »Med kommunikatørerns model, vil de studerende være meget mere ildestedt, fordi de ikke vil ane, hvornår de skal sige ja til et job. For kampen om dem vil jo være der alligevel. Som det er nu, ved de inden for kort tid, hvornår de kan sige ja, og hvilke muligheder, de har. Der er da så mange ting ved den såkaldte reelle virkelighed, som vi ikke skal forsøge at genskabe. Lidt planøkonomi er nu ikke af vejen: Alternativet kan være så meget værre.« Praktikvejlederens prognose er klar: Den særegne Panikdag vil bestå som den mindst ringe løsning. Som et plaster, der rives af hurtigt: Smertefuldt, men effektivt.


8

MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

UDE

Twitter kom først til målstregen i Boston Hvordan navigerer vi som journalister i et virvar af sande og falske tekstbeskeder på 140 tegn, når bomberne springer, og kapløbet om at være hurtigst sætter ind? Det og meget andet har vi spurgt to branchefolk om

Tekst: Rita G. Dam, Trine Hørlyck Bech Illustration: Niels Christian Hovmand-Hansen Stregfabrikken.dk

D

a to bomber eksploderede kort før målstregen ved Boston Maraton den 15 april, fløj det samtidig med tweets på det sociale medie Twitter. Ofte måtte nyhedsreporterne på de etablerede medier se de frivillige nyhedsreportere på Twitter krydse målstregen før dem. Det var Twitter, der breakede nyheden om, at en betjent var blevet skudt og Twitter, der berettede om den efterfølgende biljagt, der førte til, at en af gerningsmændene blev dræbt. Det er ifølge direktør for kommunikationsvirksomheden Chib Pressebureau, Chresten Blicher, et eksempel på, at journalister kan udnytte de informationer, som findes blandt de tusindvis af tweets. »Twitter kan godt bruges som en del af nyhedsdækningen. For eksempel med Boston-skyderierne, hvor Twitter var foran CNN størstedelen af tiden,« siger Chresten Blicher.

Punktér de falske pip Christiansborgjournalist på Jyllandsposten Kaare Sørensen har 9.500 følgere på Twitter og overgår populære nyhedsværter og korrespondenter som Johannes Langkilde og Rasmus Tantholdt. Han fremhæver, at Twitter i høj grad også kan bruges til at punktere falske historier. »Jeg ser lidt Twitter som en hjerne af en masse folk, som jeg selv er en del af. Den store hjerne kan sige ’hey, det lyder ikke rigtigt’. I løbet af få minutter er en masse folk i gang med at tjekke oplysninger,« siger Kaare Sørensen, som selv var med til punktere New York Posts historie om 12 dræbte.

Troværdighed fremfor hurtighed En anden ting, du kan blive offer for på Twitter, er hacking. For nyligt tilluskede hackere

sig adgang til det anerkendte medie AP’s twitterkonto. Herfra udsendte de nyheden om, at præsident Obama var såret efter eksplosioner i Det Hvide Hus Til en så sensationel historie skal der ifølge Kaare Sørensen altid flere kilder til at bekræfte historien – også selvom konsekvensen bliver, at dit medie ikke er det første med en ”breaking-news”-bjælke i toppen af deres website. »Jeg ville måske gøre en artikel klar, men jeg ville aldrig trykke ’go’, før det var bekræftet flere steder fra,« siger Kaare Sørensen. Både han og Chresten Blicher peger på, at kildekritik er vigtigt, når du bruger Twitter som nyhedsmedie.

»Vi skal følge samme regelsæt, som der er i virkeligheden, når vi bruger Twitter. Er det en troværdig bankrådgiver? Er historien fra en bekendt? Vi må ikke glemme, at det er en virkelighed, der er formidlet gennem nettet,« siger Chresten Blicher.

Live fra Twitter Nyhedsrapporteringen fra Twitter stammede primært fra Seth Mnookin, der er journalist. Han befandt sig på stedet, da betjenten blev skudt, og da gerningsmanden den efterfølgende dag blev fundet. »Han havde en profil, hvor folk kunne se, at han var journalist. Derfor var hans nyhedsopdateringer troværdige. Men vi skal derfor være opmærksomme på folk, der rapporterer

Jeg er en del af Fyns hverdag Praktikanstafetten går til Dan Grønbech på DR P4 Fyn Tekst: Dan Grønbech Foto: Privat

J

eg sveder, stammer og ryster. Klokken er 15.29. Der er et minut, til jeg skal læse nyheder op for første gang. Sekunderne går alt for hurtigt lige nu. Jeg har lyst til at skride. Anders Nyborg Madsens dybe stemme runger i mine ører. 3,2,1.. Jeg laver radio. Mest live og altid nyheder. Masser af vores lyttere står op med P4 Morgen og kommer hjem fra arbejde til P4 Eftermiddag. Derfor bliver man hurtigt en fast del af deres hverdag. Og man får direkte respons. I efteråret fik redaktionen en mail om, at ’Det ikke

var til at holde ud at høre på ham den nye jyde.’ Det var mig. Det sjove er bare, at jeg er en af de eneste indfødte fynboer på redaktionen. De to år i Aarhus har åbenbart haft større effekt, end jeg troede.

Til og fra Fyn Noget af det, jeg ofte støder på, når jeg møder andre journaliststuderende, er spørgsmålet, om det ikke ofte bliver lidt for småt. Det er klart, at det ikke er alle vores historier, der kan holde til at blive sendt nationalt. Men når regeringen fremlægger vækstreform,

dagpengereform, eller kontanthjælpsreform – så er mine kolleger og jeg med det samme på jagt efter den fynske vinkel. Vi har både et ansvar for at formidle væsentlige historier fra Fyn til resten af landet, men også den anden vej. Fynboerne skal have at vide, når der andre steder i verden bliver truffet beslutninger, der påvirker deres hverdag. Forresten. Nyhedsudsendelsen gik fint. Bortset fra, at jeg fik udtalt mit eget navn forkert. Det har jeg heldigvis ikke gjort i de mange 15.30’ere, jeg har haft siden.

på Twitter, som ikke har den journalistiske baggrund,« siger Chresten Blicher. Kaare Sørensen er enig i, at vi skal være varsomme med at citere almindelige øjenvidner, der ytrer sig om voldsomme episoder på Twitter. De tager ofte fejl og handler i affekt. »Havde det været i Danmark, ville jeg have ringet til dem, så jeg kunne vurdere, hvilken tilstand de var i,« siger Kaare Sørensen, som mener, at øjenvidner i international sammenhæng i stedet kan bruges til at give en idé om, hvad der er foregået. »Er der mange billeder (fra øjenvidnerne red.), der kommer hurtigt efter hinanden og ligner hinanden, er der nok stor sandsynlighed for, at det har fundet sted,« siger han.


MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

UDE

9

Politikere vælger journalister med hjernen Det er ikke unormalt, at Christiansborgs politikere serverer historier til deres foretrukne journalister. Men ifølge Morten Henriksen, der er journalist på Borgen, handler det også om at være opsøgende og dygtig, hvis man vil have de gode historier Tekst: Kasper Ørkild Foto: Sophia Lydolph

P

DR-journalist Morten Henriksen har arbejdet på Christiansborg i 10 år. Han har før været nomineret til en Cavling, da han skrev for Berlingske. Foto: Sophia Lydolph.

å Christiansborg er det ikke kun Folketingets medlemmer, der færdes på gangene. Politikere og journalister har samme arbejdsplads, og de kender hinanden. Ifølge Morten Henriksen, der er garvet Christiansborg-journalist, har de folkevalgte deres foretrukne journalister at arbejde med. De kommer med historierne, og journalisten formidler dem. Det går begge veje. Morten Henriksen har arbejdet på Christiansborg i 10 år. Her startede han som ansat på Berlingske, men i dag laver han tv for Danmarks Radio. Med sine mange år på Borgen kender han til forholdet mellem den fjerde statsmagt og de folkevalgte magthavere. »De fleste journalister har kilder blandt politikerne, som de har samarbejdet med gennem lang tid. Ofte fordi politikeren synes godt om historien, hvis den for eksempel er havnet på forsiden eller har sat dagsordenen i medierne. Så vil han helt sikkert komme tilbage med mere, « siger han.

Kemien spiller en rolle

Man får ikke færre historier, fordi man stiller kritiske spørgsmål. Det handler om at forstå substansen i politik og være opsøgende - Morten Henriksen, Christiansborg-journalist

»Det handler om kemi. Zenia Stampe og Ellen Trane Nørbye vil nok ikke give en god historie til en journalist som for eksempel Lars Fogt,« siger Morten Henriksen. Men udover dårlig kemi og personlig hetz, som den tidligere BT-journalist Lars Fogt er blevet kritiseret for, sorterer politikerne også efter andre egenskaber. Både journalistiske færdigheder og måden at formidle på er centrale. Er de ting ikke på plads, så kan historierne blive færre.

»Føler politikeren sig dybt uretfærdigt behandlet af journalisten, så vender han ikke tilbage igen. Det er altså ikke kun, hvis man er unødigt kritisk. Faktuelle fejl, dårlig vinkling eller fejlcitering spiller også ind,« siger Morten Henriksen.

Vær opsøgende og forstå substansen På trods af politikeres tendens til at give deres historier til bestemte journalister, så er det ikke udelukkende forholdet mellem de to parter, der sikrer gode historier. Morten Henriksen understreger, at journalistiske færdigheder er det vigtigste. »Ligegyldigt om du er på TV2 eller Bornholms Tidende, så skal du være opsøgende. Det er regel nummer et. Selvfølgelig har politikeren sine foretrukne journalister, men det er ikke de samme, der bliver valgt hver gang. Det handler om at være opsøgende og fagligt god,« siger Morten Henriksen. Så selvom forholdet mellem magthaverne og den fjerde statsmagt har meget at sige på Christiansborg, påvirker det ikke de spørgsmål, som journalisterne retter mod Folketingets medlemmer. »Man får ikke færre historier, fordi man stiller kritiske spørgsmål. Det handler om at forstå substansen i politik og være opsøgende. Det gælder om at henvende sig til de rigtige personer og spørge ind til eventuelle gode historier,« siger Morten Henriksen.

Karantæne vækker usikkerhed på Christiansborg Karantæne til en fotograf og en journalist fra Ekstra Bladet gør Borgens journalister usikre på, hvor grænsen går ved opfølgende spørgsmål, mener Christiansborgjournalist Tekst: Kasper Ørkild Foto: Sophia Lydolph

I

februar tildelte Folketingets præsidium med Mogens Lykketoft i spidsen en karantæne på seks måneder til en journalist og en fotograf fra Ekstra Bladet. De havde fulgt den konservative partiformand, Lars Barfoed, på en af Christiansborgs gange. Her havde de stillet spørgsmål om en lejlighed på Frederiksberg, som Lars Barfoed fik foran en lang venteliste. Karantænen fremkaldte ramaskrig fra adskillige journalister. Næstformand for Dansk Journalistforbund, Lars Werge kaldte karantænen en overreaktion. Hele episoden ligger nu i baghovedet på mange af Christiansborgs journalister. »Som jeg husker det udtalte Mogens Lykketoft, at man ikke havde lov til at stille opfølgende spørgsmål, hvis politikeren siger:

”Ingen kommentar”. Men det gør vi jo ret tit. Lige i øjeblikket er der en form for usikkerhed i forhold til, hvad vi må og ikke må i de situationer,« siger politisk journalist Morten Henriksen, der arbejder for DR. Tolkningen af reglerne sætter grænser for, hvad de politiske journalister kan gøre uden at bryde reglerne for journalistisk arbejde på Christiansborg. Det ændrer dog ikke på, at journalisterne stadig stiller opfølgende spørgsmål. »Spørger vi Lars Løkke Rasmussen om noget, hvortil han siger ”ingen kommentarer” og går, så vil vi helt sikkert påpege hans ansvar i sagen. Ifølge reglerne må vi ikke det. Men det bliver vi så ved med indtil videre,« siger Morten Henriksen.


Fotojournalisterne på 2. Semester har sammen lavet et magasin om det at være en

“Nu kommer hundestederne,” sagde man før i tiden, når fiskerne fra Hundested ankom. Nu siges det om alle i byen. Om landmanden fra slægtsgården, den enlige far, eksrockeren, smeden,

teenageren og selvfølgelig fiskeren, der stadig hver morgen tager til havs.


12

MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

UDE

DJ rydder op i reglerne Beskæftigelses- og uddannelsesudvalget i DJ vil have overblik over studieaftaler med medierne. Reglerne skal være klare og til at forstå i en tid, hvor mediebilledet er truet og i konstant forandring Tekst: Freja Toftegaard Illustration: Niels Christian Hovmand-Hansen Stregfabrikken.dk

J

ournaliststuderende skal som udgangspunkt ikke spises af med feedback som betaling, når de leverer artikler til et medie. Heller ikke som led i undervisningen. Alligevel kan der, ifølge DJ, være tilfælde, hvor betaling i form af ris og ros er i orden. Men de udefinerbare regler skaber forvirring hos både uddannelsesstederne og medierne. Derfor har DJ nu sat sig som mål at overskueliggøre, hvad man må, og hvad man ikke må. Blandt andet fordi Illustreret Bunker i april måned blandende sig i en studieaftale på Syddansk Universitet. »Det er klart, at når vi er blevet gjort opmærksomme på, at nogle projekter er for omfattende, så skal vi være mere håndfaste over for, hvornår feedback er nok. Det arbejder vi nu på i uddannelses- og beskæftigelsesudvalget,« siger næstformand i DJ, Lars Werge.

Rodet skaber forvirring I sidste måned fortalte Illustreret Bunker, hvordan SDU måtte droppe et samarbejde

med Jyllands-Posten, hvor de studerende skulle levere gratis borgmestreportrætter. Men både dagbladet og de studerende måtte kigge langt efter aftalen, da DJ blev opmærksom på, at aftalen overtrådte overenskomsterne og ikke betalte de stude-

Vi skal være mere håndfaste over for, hvornår feedback er nok. Det arbejder vi nu på - Lars Werge, næstformand DJ rende med andet end gloserende ord og kritik. Og nu er den gal igen. Roskilde Universitet har siden 2010 årligt leveret gratis nyheder til Berlingske. Nyheder, der lige så godt kunne være skrevet af uddannede freelancejournalister. Aftalen skulle oprindeligt have været en engangsforestilling, der løb over fem dage, men ledelsen overså deadline. Noget som skabte frustration og vrede hos den lokale tillidsmand, Uffe Gardel. »Problemet er, at Berlingske får gratis arbejdskraft. Vi har i forvejen meget svært ved

at få ledelsen til at overholde overenskomstbestemmelserne om freelancearbejde, og det er et stort problem,« siger Uffe Gardel.

Aftaler med god samvittighed For at de studerende i fremtiden kan få afløb for skrivelysten uden for skolebænken, samtidigt med at overenskomsterne overholdes, rydder DJ derfor op. Eller starter med at sætte i system. For der har indtil nu ikke været nogle konkrete regler inden for området.

»Det har været en konkret vurderingssag fra gang til gang,« siger Lars Werge. Hvornår og hvordan resultatet af uddannelses- og beskæftigelsesudvalgets fremtidige regler for studieaftaler bliver, kan Lars Werge ikke sige noget om. »Vi vil ikke holde det hemmeligt, men om det bliver før eller efter sommerferien, det kan jeg ikke sige noget om,« siger Lars Werge.


MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

UDE

13

Interviewet slutter og forhøret starter Kritiske interviews kan ikke laves på to eller tre minutter. Det kræver tid at pille politisk argumentation fra hinanden og udstille usammenhængende belæg. Mere research og mindre høflighed er Martin Krasniks nøgleord Tekst: Johannes Hau Nørgaard Foto: Tróndur Dalsgarð (tv) og Margrethe Vestager, Twitter (th)

FORTSAT FRA FORSIDEN... Rynkerne har meldt sig på Morten Bødskovs pande. »…Det har du sagt utroligt mange gange nu. Kom med et konkret eksempel,« kommanderer journalisten. Det samme spørgsmål, formuleret en smule forskelligt hver gang, hagler ned over justitsministeren for 28. gang. Journalisten Martin Krasnik bevæger sig mere uroligt i stolen. Justitsministeren når kun at sige »Det ku’ være…,« før han afbryder: »Ikke kunne være! Hvad var det? ’Ku’ være’ er hypotetisk…« »Mine interviews får nogle gange mere karakter af en afhøring end en samtale. Det er der ikke noget at gøre ved. Det går selvfølgelig ud over stemningen. Jeg skal være klar på at overskride den grænse, velvidende at jeg gør kål på de naturlige normer for en samtale,« siger Martin Krasnik. Han finder det nogle gange ubehageligt, når han bliver ved og ved med at stille det samme spørgsmål, men han tvinger sig selv til at kvitte høfligheden, selv om seernes sympati risikerer at tippe fra journalist til interviewperson, hvis han går for hårdt til værks. »Det er en svær balance. Det naturlige er jo at skifte spor ret hurtigt, hvis folk ikke svarer på spørgsmål eller hellere vil tale om noget

andet. Men hvis man sidder over for en meget dreven politiker og slækker bare en smule på linen, så er det som at have en stor fisk på krogen, der bare fiser midt ud i søen igen,« siger han, mens han imiterer lyden af snøren fra et fiskehjul, der pisker ud langs stangen.

”Uden konflikt og polemik er det meningsløst” Argumenter og holdninger, der skal afprøves og brydes, fylder meget i den offentlige debat. Og hvor holdninger skal modstå den ene skudsalve af modargumenter efter den anden, opstår konflikt. For Martin Krasnik er fejden en stor del af meningen med hans arbejde på Deadline. »Jeg synes konfrontation, polemik og ballade er det sjoveste og mest interessante, der findes. Politik og holdninger handler jo om lidenskab og hjerteblod, og det skal frem! Jeg elsker det. Hvis jeg går hjem fra Deadline klokken 23.30, uden at der har været ballade, bliver jeg ramt af dyb eksistentiel tomhed. Så synes jeg, at jeg har været på arbejde uden nogen grund,« siger han. Præfabrikerede budskaber og tomme floskler fra politikere, der prøver at cruise hele vejen gennem nyhedsstrømmen fra morgenradioen til Deadline, fornærmer ham helt enormt, siger han. Det pirrer hans trang til at gå i kødet på argumenterne og afprøve holdningerne. »Jeg bliver stærkt provokeret af de

evindelige forsøg på at komme af med de præfabrikerede budskaber. Der er noget idiotisk over den måde, mange interviews bliver udført på. Som om folk står og taler ud i tomme rum. Oftest kan ingen jo huske et ord af det, der er blevet sagt bagefter,« siger han.

Man kan fodre svin med interviews på tre minutter, der ingenting rykker, intet nyt bringer og intet lys kaster over politiske processer, holdninger og spil Martin Krasnik, journalist Researchkraft vinder duellen »Ok,« siger Martin Krasnik og fortsætter: »Lad os lige skrue tiden tilbage og høre, hvad du mente for nogle år tilbage.« En Youtubevideo brager frem på skærmen. I videoen taler en yngre opponerende Morten Bødskov varmt for offentlighed i centraladministrationen. Videoen bliver fulgt op af et tre år gammelt citat fra Information, der ligeledes hylder offentlighed i lovprocessen. »Hvad er der sket på de tre år?...« På Deadline har man prioriteret både research og tiden til det kritiske interview. På en god dag sidder der fire-fem mand og gransker tidligere udtalelser, svage punkter i interviewpersonernes argumentation og

dens slags. Men i den ideelle verden burde der ifølge Martin Krasnik ikke være grund til, at programmet udmærkede sig så meget på det. »Der er ikke nogen grund til, at man på News eller i TV-avisen ikke giver sig tid og researchkraft nok til at lave flere kritiske interviews. Der burde ikke være grund til, at der skal et særligt magasinprogram til for at gøre det. Men uden tiden og researchen, ville jeg aldrig kunne lave sådan nogle interviews. Det ville hurtigt blive det rene lir, hvor jeg bare stillede mig kritisk an. Og det er selvfølgelig ikke nok,« siger han. Og når ledelsen og redaktørerne ikke prioriterer netop research og tid, så får seerne de klassiske to-tre minutters interview. Interview, der aldrig kommer i dybden, men i stedet giver spillerum til politikere, der hurtigt kan skyde en forberedt smøre af. »Man kan fodre svin med interviews på tre minutter, der ingenting rykker, intet nyt bringer og intet lys kaster over politiske processer, holdninger og spil. Hver eneste dag er der sådanne interviews alle vegne. Der kommer ikke noget ud af dem. Den eneste, der går glad hjem, er politikeren, fordi han eller hun har leveret nogle intetsigende floskler, men det burde de ikke, for alle glemmer dem med det samme,« siger Martin Krasnik.


14

MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

FOKUS

Han sætter billede på smerten Han var egentlig på vej til Chile, men i stedet for at ty til våben som Guerilla-kæmper vælger Jacob Holdt billeder. Gennem kameraets linse kæmper han mod racisme og undertrykkelse i USA Tekst: Anna Stribolt Rigas Foto: Janus Engel Rasmussen

S

engen er tom. Lefus Whitley ligger på gulvet med en tom flaske i hånden og er halvt bedøvet af alkohol. Gennem 30 år er det sådan, Jacob Holdt altid finder sin ven. Patisk og fordrukken. Fotografierne af Whitley, der også er foreviget i bogen Amerikanske Billeder, fortæller kun historien om en kasseret og afdanket mand. Der skulle gå næsten 40 år, før Jacob Holdt blev klar over, at hans gamle ven ikke altid kun var fuld. »Jeg begik den fejl, at jeg aldrig boede hos ham. Jeg besøgte ham om eftermiddagen, hvor han var plørefuld. Jeg vidste ikke, at han hver dag klokken fem om morgenen blev hentet af sjakket og tog på arbejde som bygningskonstruktør,« fortæller han. Lefus Whitley er en af de skæbner, Jacob Holdt møder som vagabond i 70’ernes USA,

hvor han lever med fattige sorte, mordere, Ku Klux Klan-medlemmer og rige hvide. »Der tog han fusen på mig. I alle de år, hvor jeg troede, han var en lazy, sort taber, byggede han skyskrabbere i North Carolina,« fortæller den berejste fotograf, der hyppigt veksler mellem danske og engelske ord. Han tager en slurk af sin kaffe og rykker eftertænksom i det slipselange skæg. »Det er ikke en kunst at tage billeder. Kunsten er at blive inviteret ind i menneskers liv,« siger Jacob Holdt.

Bidt af landevejen Jacob Holdt sidder ved spisebordet i sit rækkehus i Nyboderkvarteret på Østerbro. Han bladrer i Amerikanske Billeder, der efter udgivelsen i 1977 gav ham en kultstatus i USA såvel som Danmark. Han vipper frem og tilbage på stolen og reflekterer over de mange kilometer, han har tilbagelagt for at skildre

den amerikanske underklasse. I årene efter turnerede han USA og Danmark tyndt og holdt tusindvis af oplæg om racisme og undertrykkelse. Alt sammen med udgangspunkt i egne oplevelser beskrevet og portrætteret med kameraets linse. »I ghettoen kunne jeg fortolke den smerte, som de mennesker havde, og vise deres intime og sårbare øjeblikke. Ved at dele seng, måltid og historier, blev jeg lukket ind der, hvor det gjorde mest ondt,« siger han .

»Jeg skulle have været skudt« I en periode, mens Jacob Holdt rejser rundt i USA, lader han sig frivilligt anholde for at beskrive vilkårene for homoseksuelle fængselsfanger. En nat hvor han skal udlevere nogle billeder til sin ven fængselsvagten Popeye Jackson, er han ikke klar over, at der er planlagt et attentat mod dem. Han og Popeye Jackson skal likvideres. Men Jacob ender helt tilfældigt med ikke at være i den bil, hvor Popeye og hans kæreste Sally Vove senere på aftenen bliver skudt. Et par dage senere står han skyldbetynget og fuld af sorg og tager billeder af sin ven i kisten. »Jeg var nødt til at dokumentere det. Det var et filter, jeg bar for at komme videre. Tårerne trillede ned af kinderne, og jeg kunne intet se. Hvordan jeg fik taget de billeder, aner jeg ikke,« siger han.

Situationen indfanger på mange måder Jacob Holdts specielle karakter. Evnen til at afbillede tusindvis af smertefulde situationer med glimtvise billeder af kærlighed, ømhed og glæde – selv under de mest trøstesløse vilkår.

Så tilbragte jeg et par dage med en dirty, old woman. Så havde vi det, jeg kalder pligtsex. Min krop måtte de gerne få (..) - Jacob Holdt, fotograf Pligtsex med de rige »Så tilbragte jeg et par dage med en dirty, old woman. Så havde vi det, jeg kalder pligtsex. Min krop måtte de gerne få. Der skulle mere til, at de fik min sjæl,« siger Jacob Holdt. Han måtte sælge sig selv. For med kun 40 dollar på lommen handlede det i høj grad om at overleve på de amerikanske landeveje. Han folder ansigtet i et skævt smil og fortæller om de mange historier, han måtte være klar til at slynge ud af ærmet for at lokke lastbilchaufførerne til at tage ham med.


MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

FOKUS

15

Et unikt samarbejde uden ulemper

Rasmus Tantholdt og Anders Bach er nærmest en sammensmeltet enhed på TV2. Deres samarbejde er unikt og uden faggrænser, og så er de lidt som et gammelt ægtepar Tekst: Alexandra Lund Lysgaard Foto: Anders Bach

Den første opgave, de var på sammen, var en tur til Afghanistan med daværende forsvarsminister Søren Gade. De skulle ned og besøge de danske styrker, som var blevet flyttet. Det var i 2006. Siden har journalisten Rasmus Tantholdt og fotografen Anders Bach arbejdet sammen.

Faggrænser bliver brudt

besøgt Rockefeller, så kiggede de forundret på mig og sagde. De historier må du komme med hjem og fortælle min kone,« småklukker Jacob Holdt. Og det var ikke særlig svært for ham at bevise historiernes sandhed, for han havde jo billederne.

Voldtaget og belønnet De første to år på landevejen oplevede han at blive slået ned utallige gange, truet med knive, pistoler og blive voldtaget af sorte homoseksuelle. I stedet for at blive vred eller gå psykisk ned, blev Jacob nysgerrig på, hvor al den vrede kom fra. »Jeg prøvede at forstå den smerte, det menneske havde. Ved at lukke smerten ind, fik jeg efterfølgende en masse kærlighed,« fortæller Jacob Holdt og uddyber: »Det var som om, at jeg skulle igennem en lidelse for at blive belønnet bag efter.« Belønningen var intense relationer til andre mennesker, portrætteret og foreviget på tusindvis af billeder. »Men jeg måtte ikke give dem falske forhåbninger om et bedre liv. Da jeg én gang kom til det, var ghettoen ved at opsluge mig,« siger han og stopper talestrømmen, der ellers har kørt uafbrudt. Jacob Holdt taler meget. Med ord, gestikulerende fagter og billeder. Han griber endnu engang fat i sin bog og bladrer hen til sidste afsnit med titlen Ghetto Lover. Et afsnit der beskriver, hvordan han selv blev offer for ghettoen.

Jacob Holdt er sjette generation præstesøn og er vokset op i en lille landsby i Vestjylland. Som 23-årig rejste han til USA og levede som vagabond i fem år, hvor han blaffede i omegenen af 185.000 kilometer. Han fotograferede de mennesker han boede hos, og fik råd til kamerafilm ved at donere blod to gange om ugen.

Samarbejdet mellem Rasmus Tantholdt og Anders Bach er unikt. De er de eneste i den danske mediebranche, der har sådan et samarbejde, så vidt Rasmus Tantholdt ved. De to har samme alder, har det socialt godt sammen og er gode venner, men samarbejdet består også i, at de ikke er bange for at bryde faggrænser. »Anders er ikke bare fotograf, han er også journalist. Jeg er ikke bare journalist, jeg er også fotograf. Vi bryder faggrænser, og vi er ikke bange for at blande os i hinandens arbejde. Det er ofte Anders, der kommer med de gode ideer til vores historier,« siger Rasmus Tantholdt. På den måde respekterer de to hinanden. Det skaber ligevægt. »Vi er blevet en sammensmeltet enhed på TV2,« siger Anders Bach. »Nogle journalister vil overhovedet ikke have, at fotografen blander sig i historien, men det vil Rasmus gerne. Han respekterer det, jeg siger, og jeg er lige så meget ligevægt, som han er. Vi er nærmest blevet en sammensmeltet enhed på TV2,« siger Anders Bach.

Historien bestemmer

»Jeg havde rejst rundt blandt de sorte og set ghettoen ovenfra. Men ved at gifte mig ind i den, var jeg pludselig en del af det og mærkede tendenserne vokse i mig,« siger han og fortæller om, hvorfor han valgte at forlade sin kone i den ghetto, der var ved at få taget i ham. »Jeg løb så hurtigt jeg kunne ud til landevejen,« fortæller han, mens et par blide smilerynker trækker ind bag den grå hårpragt. Tilbage til det sted som han med sikkerhed vidste kunne holde ham, hans historier og kamera i live.

Anders Bach og Rasmus Tantholdt brænder begge for historien. Sommetider fører det til voldsomme diskussioner, men de har altid historien som fælles mål. Det er den, der bestemmer, og derfor bliver det ikke en magtkamp. »Vi respekterer og kender hinanden. Vi ved, at den anden argumenterer, fordi det gavner historien - ikke for at vise, at han har magt,« siger Anders Bach. De tror begge to, at historien også bliver bedre af, at der hele tiden er to øjne på den. De har samme mål fra starten og ved præcis, hvor en historie skal ende, og de behøver ikke en gang at tale om det. »Ofte filmer Anders noget, og så begynder jeg pludselig at tale. Det fornemmer han og drejer så kameraet over på mig. På den måde

kommer det til at virke autentisk og som i én glidende bevægelse. Det er kun noget, man kan lave, hvis man kender hinanden. Vi er i en form for symbiose når vi er på optagelse,« siger Rasmus Tantholdt. Ingen af dem er i tvivl om, at det påvirker

Vi er blevet en sammensmeltet enhed på TV2 - Anders Bach, fotojournalist

produktet utrolig meget, at de kender hinanden så godt. De laver ofte historier i ubehagelige situationer, og derfor er det en vigtig forudsætning, at de kan stole på hinanden og kender hinandens reaktionsmønstre, forklarer Rasmus Tantholdt.

Samarbejde giver ro Som fotograf og journalist kan man godt have præstationsangst, fordi man gerne vil vise, man er god. Men sådan har Anders det ikke over for Rasmus, for de ved, hvad den anden kan. Derfor kan de bare komme i gang med det, der i virkeligheden er arbejdet. »Når jeg er hjemme, giver det mig en ro, at jeg ved, at jeg har det i kassen, som jeg skal bruge. Jeg skal ikke til at skyde i øst og vest, i tilfælde af at journalisten pludselig laver noget om,« siger Anders Bach. På mange måder er forholdet mellem Anders og Rasmus som et gammelt ægtepars, mener de selv. Derfor skal de passe på ikke at trække diskussioner ind i faglige diskussioner, så det kommer til at handle om noget andet, forklarer Anders Bach. Ud over det ser ingen af dem ulemper ved samarbejdet. Kun overskyggende fordele og flere idéer. Og samarbejdet og idéerne bliver kun bedre med årene. Som for eksempel deres seneste rejse til Mogadishu, hvor de skulle mødes med en mand, der havde været inde hos en række gidsler for at tage billeder af dem. »De billeder er jo blevet rimelig disponeret, kan man sige. Det var Anders og jeg sammen nede og gøre. Så jeg synes stadig, vi får gode ideer,« siger Rasmus Tantholdt.


16

MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

FOKUS

Jagten på det gode pressefoto Pressefotograferne skal fange dagens skelsættende øjeblikke på et splitsekund. Morten Pape fra Horsens Folkeblad væbner sig med tålmodighed og har en særlig evne til at placere sig rigtigt Tekst: Mikkel Danielsen Foto: Laust Jordal

D

et er netop gået op for Radikale Venstres Jeppe Mikkelsen, at han er valgt ind som Folketingets yngste medlem. Han kan ikke skjule sin begejstring. Glædestårerne presser sig på, mens glade venner samler sig om den unge politiker. Morten Pape, der er pressefotograf på Horsens Folkeblad, er på det rette sted og formår igennem ét fotografi at fange glædestårer og strålende øjne. Gennem tre uger har fotografen fulgt Jeppe Mikkelsens vej mod Folketinget. Med ét tryk på udløseren har Morten Pape sikret kulminationen på hele reportagen. »Her var jeg inde ved noget specielt. Jeg fangede et særligt øjeblik. Det kan jeg som regel mærke, lige når jeg tager billedet,« siger Morten Pape.

Tålmodighed og placering virker Før det afgørende tryk på udløseren har Morten Pape siddet og stirret ud i luften i flere timer, inden Jeppe Mikkelsens skæbne bliver afgjort. Sådan er jobbet ofte. Han bliver nødt til at vente på, at historierne udfolder sig. »Man skal være lidt stalkeragtig. Jeg skal hele tiden sidde og holde øje med, hvad der sker. Når der så endelig sker noget, handler det om at få sig positioneret godt. Det gælder alle opgaver,« siger han

Og det er ikke kun ved folketingsvalg, at Morten Pape skyder med skarpt. Under AC Horsens hjemmekampe ved han nøjagtigt, hvor spillerne plejer at løbe hen for at fejre deres scoringer. Her stiller han sig med sit kamera. Erfaringer som dem er vigtige, når dagens historier skal fanges gennem linsen. Får han ikke placeret sig korrekt, er der risiko for, at det vigtige øjeblik udspiller sig uden for kameraets synsvinkel. »Held er selvfølgelig vigtigt, men det handler alligevel om, hvor man placerer sig. På den måde kan man forbedre sit held,« siger han.

Man får kun én chance Lige meget om Morten Pape fotograferer jublende politikere eller fodboldspillere, har han kun ét forsøg til at fange det skelsættende øjeblik. Sekundet efter kan chancen være væk. Han er altid på jagt efter de afgørende momenter. Fanger han forsangeren netop, som han kaster håndklædet ud til publikum eller fodboldspilleren, lige når han rammer bolden, kan det være afgørende for, om fotografiet får plads i morgendagens avis eller ej. » Jeg tænker ikke så meget, når billedet skal tages. Det kører mere på instinkter. Jeg er hele tiden lidt anspændt, fordi øjeblikket konstant kan opstå,« siger han.

Morten Pape fulgte den unge folketingskandidat Jeppe Mikkelsen i et halvt år, inden han mod alle odds blev valgt ind i Folketinget. Han har selv produceret både billeder og tekst til serien, som Horsens Folkeblad senere bragte.

Når paraderne falder ”Det mest spændende er, når fotografen kommer så tæt på, at paraderne falder,” fortæller fotojournalist Maria Fonfara. Med portrætserien Elsk hele livet kommer hun med de ældre helt ind i soveværelset Tekst: Stine Aya Schweitz Illustration: Niels Christian Hovmand-Hansen Stregfabrikken.dk

E

n del af det at være fotojournalist er at komme rigtigt tæt på mennesker. Maria Fonfara er fotojournalist. Hun mener, det er situationen, der afgør, om det er for tæt. »Jeg synes, det bliver mere og mere interessant, jo tættere på vi kommer. Men det er klart, der kan være situationer, hvor man som fotograf skal lade være at gå så tæt på, fordi der er et hensyn at tage, « fortæller hun.

Det var meget grænseoverskridende for mig, da jeg skulle fotografere to ældre nøgne mennesker, mens de lå og pillede på hinanden - Maria Fonfara, fotojournalist

To nøgne ældre

Annonce

Med portrætserien ”Elsk hele livet” har Maria Fonfara selv væet rigtigt tæt på. Her portrætterer hun nutidens ældre. Nøgne, og seksuelt aktive. »Det var meget grænseoverskridende for mig, da jeg skulle fotografere to ældre nøgne mennesker, mens de lå og pillede på hinanden. Det var vildt,« fortæller hun. I den forbindelse mener hun stadig ikke, at kameraet kan komme for tæt på. Tværtimod. »Jeg synes, billeder er stærkest, når

menneskene er sig selv,« understreger hun og fortæller: »Det er sindssygt spændende at snakke om noget, der er så privat og intimt med et menneske, jeg slet ikke kender. Det er som om, at de facader, vi har over for andre mennesker, helt falder – det bliver meget ærligt,« siger Maria Fonfara.

Find balancen Selvom det er spændende at komme med ind under dynen, er det også svært. Det oplevede hun i forbindelse med portrætserien. »Det var svært at oprette tillid, og få dem til at stole på mig,« fortæller hun. Den udfordring kommer hun til livs ved at minde dem, hun portrætterer, om, at hun er fotografen, men samtidigt også bare et menneske med et kamera. »Jeg har tænkt meget over at indikere, at jeg kommer for at tage billeder. Derfor lægger jeg mit kamera på bordet som noget af det første. Så bruger jeg mig selv som menneske. Og snakker,« siger Maria Fonfara. Hvis kameraet endelig kommer for tæt på, er det, ifølge Maria Fonfara, fordi fotografen ikke har fundet balancen i den etiske og den følelsesmæssige sfære. »Nogle billeder er for hårde. Hvis der ikke er noget håb eller noget som helst andet i fotografiet end grusomhed, så kan man diskutere, om det overhovedet gavner, at det er blevet taget. Der skal være noget i fotografiet, som vi kan identificere os med, for at vi kan tage det ind.«


MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

ANNONCE

17


18

MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

HOLDNING

Public Service - for offentlighedens tjeneste? Tekst: Jesper Bruun Petersen

I

ngen danske nyheder. Ingen debatter om politik og kultur. Ingen oplysning om erhvervslivet eller verdens begivenheder set med danske øjne. Ingen dansk dramatik eller musik. Og ingen morgenandagt. Dét frygtelige scenarie er, ifølge Danmarks Radios Public Service kontrakt for 2011-2014, konsekvensen, hvis DR ikke fandtes. Det kan ikke være let for Danmarks Radio i vores moderne tider. Lige siden midten af halvfemserne har DR forsøgt at tage til genmæle over for globaliseringen via det nationalt-kulturelt integrerende Public Service format, hvor kultur, som før var dannende, i stedet glider over i noget nationalt særegent, som vi skal værne om. Kort fortalt: Alt danskproduceret er bare skide godt. Og lige siden har DR kæmpet med næb og kløer for at forsvare deres eskalerende mængde underholdningsprogrammer (eksempelvis ’X-factor’ og ’Her er dit liv’), der principielt lige så godt kunne sendes kommercielt. Det samme kunne i øvrigt den stigende mængde udenlandske serier, der for tiden præger sendefladen på DR3.

Så hvad er Public Service egentlig? Man kunne tænke sig, at de fleste vil mene, at det er ’det, der udsendes af Danmarks Radio’. Men vores dyre licenskroner går forhåbentlig til mere end bare satire, stjernebesatte sangprogrammer og TV-Avisen? Her nævnes DR2’s dokumentarer som det seriøse Public Service – det

Nu om dage skulle man tro, at forskellen på DR og kommercielle medier blot er, at man hos licensmonsteret ikke behøver frygte økonomien fælles oplyste grundlag for vort kære demokratiske samfund. Og de er fine, så længe de

altså ikke er genudsendelser. Men de udgør mindstedelen af det samlede udbud af Public Service. Når udgangspunktet ikke længere kan overholdes, når langt det meste, der langes over disken, er jævnt, kommercielt hygge-tv, er der så stadig grobund for et fuldt licensfinansieret mediemonster? Eller spurgt på en anden måde, er moderne Public Service så reelt i samfundets og offentlighedens- eller blot i borgerens tjeneste? For det skulle da gerne være det første. Spørger man de kommercielle medier, er Public Service en vare vi vil ha’. Nyheder er faktisk efterspurgte. Folk vil gerne vide, hvad der sker både lokalt og kulturelt, men også globalt. Se bare TV2 News. De kommercielle medier leverer selvfølgelig nyheder, også til minoriteter, og af en høj journalistisk værdi. Altså Public Service i folkets interesse. Men der er gået inflation i begrebet. Public Service må ikke længere være dannende. Og det er synd, for det handler netop om at give folk mere, end det de selv efterspørger. Det handler om at give folk nogle vitaminer i dagligdagen. Det er de klassiske dyder vi skal tilbage til, for alt det andet – det folk gerne vil have – det skal de kommercielle kanaler

nok levere i rigt mål. DR skal ikke substituere de kommercielle kanaler. De skal give noget ekstra, og så i øvrigt lade de kommercielle kanaler levere det som folk ønsker. Ellers ender det med en enevældig mastodont, der søger at please fællesskabets interesser for underholdning. Et helvedes dyrt apparat, som alligevel ikke kan levere det tv, folk helst ser. Amerikansk underholdning og reality. Hvor er Danmarks Radio, som det var engang? Den falmende DNA der stadig prises så højt. Nu om dage skulle man tro, at forskellen på DR og kommercielle medier blot er, at man hos licensmonsteret ikke behøver frygte økonomien. Men DR skal være mere end bare et kommercielt medie uden bannerreklamer. Meget mere. Ellers er det ikke pengene værd Lad DR bevare den faglige distance. Som det er nu kan de kommercielle medier sagtens levere størstedelen. Og er det ikke bedre at være dannende end bare nationalistiske? Kunne man ikke som nation samles om at være dannede i stedet for at samles om den laveste fællesnævner – at vi alle skal have et godt grin i hverdagen?

Lurendrejere og lommetyve I bogen DE SVARER IKKE fortæller Christian Kock, med konkrete eksempler, hvordan politikere gang på gang forsøger at vildlede og tale uden om, når de debatterer i det offentlige rum Tekst: Simon Reenberg Illustration: Niels Christian Hovmand-Hansen Stregfabrikken.dk

Imaginær, men realistisk journalist: Kan du komme med et konkret eksempel? Imaginær, men realistisk politiker: Først og fremmest synes jeg, det er vigtigt at sige…. Imaginær, me realistisk journalist: Prøv at gi’ et eksempel på det? Imaginær, men realistisk politiker: Vi er nødt til at starte et andet sted… Imaginær, men realistisk journalist: Kan du give et eksempel? Imaginær, men realistisk politiker: I dagens Danmark bliver det vigtigere og vigtigere, at man… Vi kender det alle sammen, journalisterne spørger, politikerne svarer ikke. Det er ikke noget nyt, men med Martin Krasnik som bannerfører, har debatten om politikernes evindelige udenomssnak fået nyt liv.

Christian Kock har gennem en årrække kommenteret og analyseret den politiske debat. Det er blevet til to bøger om den politiske diskurs i Danmark, og han er bestemt ikke tilfreds. ”Vi skal have mindre talfnidder og talfusk. Vi skal ikke have flere fejende generaliseringer, der i flæng stempler sagesløse enkeltindivider. Vi skal have færre løsagtige spekulationer over modparters påståede motiver, det være sig af psykologisk, selvisk, strategisk eller konspirationsteoretisk art,” skriver Christian Kock, der professor ved Institut for Retorik ved Københavns Universitet, i en klumme til videnskab. dk. Han har opfundet et begreb til at beskrive, hvordan politikkerne forsøger at forføre vælgerne uden at argumentere. Han kalder det ’omvendt lommetyveri’, og det dækker over politikernes evne til at snige holdninger ned i lommen på folk. ”Det, vi har behov for mere af, er altså for det første, at politikere og debattører gør mere ud af at levere retvisende og relevante argumenter for deres standpunkter. Det vil sige, at

vi skal have mindre ’omvendt lommetyveri. De har en svar- og argumentationspligt, som de ikke lever op til.” Ifølge Christian Kock har medierne for meget fokus på politiske strategier og bagvedliggende motiver. I stedet burde de fokusere på argumenterne. ”De danske medier og deres kommentatorer skal i højere grad vurdere om politikere og debattører leverer argumentation af kvalitet. Blandt andet skal de tilløb, der har været i nogle medier til ’faktaktjek’ af politiske udsagn i valgkampe, følges op og intensiveres.” ”Hvad der er brug for mere af fra lederskribenter, kommentatorer og politiske journalister, er uvildig kvalitetskontrol til gavn for de borgere, der vil bruge debatten til at danne sig en mening. Mediernes repræsentanter skal pågribe dårlige kvalitet, når de kan. For eksempel når de fungerer som interviewere eller ordstyrere, og kritiske spørgsmål eller modargumenter ikke bliver besvaret. Politikere og andre debattører skal erfare, at dårlig eller manglende argumentation ikke længere kan skaffe dem beundring for strategisk

smartness, men derimod lav troværdighed og stemmetab.” Ifølge Christian Koch skal vi i allerede i folkeskolen uddanne eleverne til at deltage i debatten. De skal stille krav til politikerne, og de skal forholde sig kritisk til, det de får. Imaginær, men realistisk journalist: Kan du prøve at give et konkret eksempel på det? Imaginær, men realistisk politiker: Det er vigtigt for mig lige at få det her med… Imaginær journalist: ”Hvis ikke du vil svare, så synes jeg, du skal forlade studiet, så går vi videre i programmet” Imaginær politiker: ”….” Om journalisterne begynder at smide politikerne på porten, når de ikke svarer, tror jeg næppe, men det ville være befriende, hvis Martin Krasnik bad Morten Bødskov om at forlade studiet, når han for syvogtyvende gang undgår at svare på spørgsmålet.


MAJ/JUNI 2013 ILLBUNKER.dk

HOLDNING

19

Den Sure Røvspalte - Ukrudt skal luges, hvis bedet skal kues Illustration: Niels Christian Hovmand-Hansen Stregfabrikken.dk

L

injen er klar og eksemplerne mange. Private virksomheder må enten leve op til en vis standard eller dreje nøglen om. Imens demonstrerer dele af det offentlige system en helt fantastisk ineffektivitet og mangel på struktur og samarbejde. Praktiserende læger skal lave speed-konsultationer og efterlade enhver menneskelighed i garderoben, fordi sundhedssystemet ikke formår at kanalisere patienterne ud til de rette eksperter. Patienter må vente månedsvis for at komme til undersøgelse på hospitalet. Når de endelig får audiens, må de vente i timer for at blive tilset af en læge. Hvis lægen har haft tid til at sætte sig ind i patienternes situation, inden han møder op i konsultationsrummet, har han haft en ualmindelig stille dag. Efter ti minutters undersøgelse står lægen i døren og kigger på sit armbåndsur. Patienten må vente op til to måneder, før et svar på undersøgelsen dumper ned i postkassen og endnu to måneder, hvis der skal opereres eller laves flere undersøgelser. Havde det været et privathospital, er jeg sikker på, at kunderne ville løbe væk i en fart. Og en mulighed er da også at bruge et privathospital, hvis man har lommerne fulde af guld. Her får man, hvad man betaler for. Lægen er interesseret i at give patienten den bedste og hurtigste behandling samt at bevare et menneskeligt nærvær, der gør, at patienten vender tilbage, hvis helbredet skulle kræve det.

Sideløbende med sundhedens udfordringer jagter journalisterne en borgmester i en kuldsejlet kommune i Udkantsdanmark. Skeletterne vælter ud af garderober og arkivskabe og reserverer avisforsiderne med sensationshistorier for et år. Og selvom den stakkels borgmester desperat klamrer sig fast til toppen af kransekagen, fordi ansvarets byrde nu får fundamentet til at vakle, så må der sidde en hel stab af embedsmænd med nok Mentos til at undgå en rigtig ækel smag i munden. Den klage, der pegede på mistanke om vanrøgt af et barn. Den ansøgning, der bogstavelig talt skreg om hjælp til en handikappet. De forskellige mapper med sager, der alle blev forsømt, de er åbenbart alle på mystisk vis blevet væk i en skuffe. I sidste ende må borgmesteren selvfølgelig bære sit formelle ansvar. Alligevel er det tydligt for de fleste, at det jo ikke er borgmesteren, der har fået sagsmapperne til at fordufte. Til gengæld er det en tydelig mangel på lederevne, at de skyldige personer får lov at fortsætte deres ravage på statsborgernes regning. Private virksomheder effektiviserer, optimerer og fyrer medarbejdere, der ikke gør arbejdet ordentligt. Ellers mister de kunderne, og så lukker de ned. Jeg kan kun konstatere én ting: I en privat virksomhed ville det offentlige ukrudt være luget ud.

ANNONCE

En anmeldelse af programmet ”Blachman”

Må vi se fissen dér, bare lige et øjeblik? Tekst: Morten Jeppesen

D

en skaldede trommeslager Thomas Blachman sidder i en lædersofa sammen med musikeren Shaka Loveless. Foran dem står en voksen kvinde. Hun er nøgen og står med foldede hænder foran sig. »Må vi se fissen dér, bare lige et øjeblik?« spørger Blachman, og hun flytter sine hænder. Det er tirsdag aften klokken 22.20. Velkommen til DR2 anno 2013. Allerede da programmet Blachman blev annonceret, skabte det debat. Pseudopoeten og jazzmusikeren Thomas Blachman, der ellers har masser af taletid i talentshowet XFactor, ville sætte sig ned med en anden kendt mand og diskutere kønsroller, sex og alt muligt andet. Det var der ingen, der stejlede over. Men at samtalen skulle foregå foran en nøgen kvinde uden taletid, faldt mange grænse- og fuldfeminister for brystet. Nu har alle seks afsnit været vist på DR2, og det samlede værk kan bedømmes.

Kalibrer din bullshit-detektor Og jeg vil være den første til at anbefale alle at gå ind på dr.dk og gense de seks afsnit. Ikke fordi det er godt tv, eller fordi Blachman finder den poesi, som, han synes, mangler i

Lige dér i midten er Thomas Blachman fanget. Og faret vild. Han blev opdraget af den gamle model, men har selv været med til at opdrage den nye grænselandet mellem puritanismen og pornografien, den politiske korrekthed og liderligheden i os alle. Selvom det ellers var målet med programmerne. Nej, programmet er en god kalibrator for noget, der hedder ”Bullshitdetektoren”. Denne detektor er et instrument, der bor i din hjernes fornuftcenter, men den arbejder tæt sammen med din mave og dens fornemmelser. Det er for eksempel ”Bullshit-detektoren”, der slår ud, når du hører religiøse mennesker argumentere med Bibelen i hånden. En gang imellem kan mennesket dog blive fanget

i at være en smule godtroende, og man falder måske for en god gang pathos, eller bliver imponeret over en ordflom, der er smukkere end normen. Detektoren skal en gang imellem kalibreres, så den virker korrekt, og her kommer Blachman som en gave for licenskronerne. Det er nemlig det smukkeste vrøvl pakket ind i minimalistisk elegance. En lort i en gaveæske. En god øvelse i at spotte det hule og ligegyldige i en mediestrøm uden forhistorie.

Det er nemlig det smukkeste vrøvl pakket ind i minimalistisk elegance. En lort i en gaveæske Blachman er en limbomand

»Jeg er en moderne mand, og dermed også mere kvinde, end nogen kvinde nogensinde har haft ambition om at være.«

Sådan beskriver Blachman sig selv i sin monolog, der indleder hvert eneste program. Men er han en moderne mand? Efter seks afsnit vil jeg hellere kalde ham en ”limbomand”. Blachman er nemlig fanget i et limbo mellem to generationer. Før ham herskede Mad Men-manden, der drak sig fuld på arbejde, kneppede sekretæren og forventede, at konen stod klar med forloren hare, når han fik snøvlet sig hjem, efter børnene var lagt i seng. Efter ham kom den generation, der som børn havde kvindelige pædagoger, kvindelige lærere og en mor, der gik på arbejde. På gymnasiet var der lige så mange piger som drenge, og de var ofte klogere. Lige dér i midten er Thomas Blachman fanget. Og faret vild. Han blev opdraget af den gamle model, men har selv været med til at opdrage den nye. Men alt taget i betragtning er det nu skønt at se nogle patter på tv. Derfor får programmet to gange beton.


Christiansborg

XXXX 2011 ILLBUNKER.dk Foto: Sophia Lydolph

XXXX

23


Illustreret Bunker - Maj/juni - 2013