Kom tæt på Mads Brügger og hans embedsmænd i voks
TEMA // 22-24
Tidligere journaliststuderende fortæller om livet efter praktikpå godt og ondt
UDE // 11
Sheku er en af de få på DMJX med en anden etnisk baggrund end dansk ARTIKLEN STARTER NEDENFOR
Journalistuddannelserne har i årevis været præget af en manglende diversitet, de ikke har kunnet gøre op med. Langt størstedelen af de studerende er etniske danskere, men det skal et nyt fælles projekt mellem skolerne nu forsøge at lave om på.
Sheku Jatta Rymark Sankoh havde, allerede inden han startede på DMJX, forberedt sig på, at der ikke ville være mange som ham på journalistuddannelsen. Det er svært for ham præcis at sætte ord på, hvad det er for en fornemmelse, han går med på skolen. Men han er konstant bevidst om, at han er en minoritet her.
”Jeg tænkte ikke, at jeg ville være den
eneste. Men jeg vidste heller ikke, at der var så få. Det kan godt være lidt spøjst nogle gange, at man ikke har nogen at spejle sig i på samme måde, som jeg kunne der, hvor jeg voksede op,’’ siger Sheku Sankoh.
De studerende ligner hinanden på flere måder. Det bliver de mindet om i auditorierne, i klasselokalerne og ude i mediebilledet. I har hørt det før, og nu hører I det igen. For selvom alle har været bevidste om problematikken i nogle år, så har tallene ikke ændret sig på nogle af journalistuddannelserne.
De seneste ti år har andelen af studerende med anden etnisk baggrund på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole udgjort 0,7 procent af alle studerende. Til sammenligning udgør borgere med anden etnisk herkomst 14 procent af den danske befolkning.
Ny undersøgelse skal komme problemet til livs
De tre journalistuddannelser på DMJX, SDU og RUC har derfor nu indgået et fælles projekt for at undersøge, hvad problemet for det
manglende diverse optag skyldes. For den manglende diversitet har en betydning for kvaliteten af journalistikken. Både i form af de artikler der produceres, men særligt også de kilder, som man vælger at bruge. Hver af de tre uddannelser bidrager til projektet med 100.000 kr. Derudover er undersøgelsen støttet af Dagspressens Fond med yderligere 100.000 kr. og af Dansk Journalistforbund med 35.000 kr.
Læs videre på side 3.
MartsNår journaliststuderende starter på DMJX, møder de som det første journalistisk metode. Et fag hvor man som studerende skal få en grundlæggende forståelse for journalistik. Man introduceres for skrift og videoproduktioner, mens lyd blot bliver noget, man kan lytte til, når man har fri.
Heller ikke på andet semester har lyd eller radio fået en plads i undervisningen. Først når semesteret er ved at være slut, står de studerende overfor valget. Lyd eller skrift? For TV slipper man ikke udenom. Hvorfor er uklart.
INDE dækker det, der rører sig omkring diskokuglen.
UDE stiller skarpt på det, der sker i den store medieverden.
TEMA afdækker i hver avis et nyt emne, der er særligt relevant for de studerende.
OPINION giver dig mulighed for at sige, hvad du mener.
BAGSIDEN brevkasse med en udvalgt underviser.
På WWW.ILLBUNKER.DK finder du web-docs og endnu flere artikler.
SKRIBENTER:
Zakarias Forsberg de los Reyes, Hilde Agergaard Svendsen, Sarah Vestergaard, Johan Kaas Nørgaard, Tike Ali Bellouki Clausen, Iben Marie Ryberg, Ines Kajkus, Emil Weis, Hannah Mørkøre. Kathrine Møller Nielsen, Emily Holland-Fischer, Eva Beyer Paulsen, Marcela Diana Sánchez, Asbjørn Steffensen, Charlotte Nike Albrechtsen, Anders Brøndsholm, Elisa Norgaard Mortensen, Anders Villaume Vestergaard, Iben Mejlhede & Carl Elmose Brøcker.
ILLUSTRATOR:
Katrine Åsleff Edvardsen
FOTOGRAFER: Axel Hammerbo, Rebecca Helene Hoffmann & Kas-
Søholt
udførlig kildeangivelse.
Selvfølgelig skal TV være en mulighed for alle dem, der har lyst. Men for os andre er TV blevet den nye diskokugle, som ingen har bedt om, men som alligevel skal være der og mørklægge skolen på ubelejlige tidspunkter.
Nu skal den studerende så træffe et valg: Har jeg kunnet lide at skrive indtil videre? Eller vil jeg specialisere mig i noget, som jeg ikke ved, hvad indebærer? Og værre bliver det for dem, der elsker at skrive, men også gerne vil prøve at arbejde med lyd. For det kan ikke lade sig gøre.
Kigger man mod søsteruddannelsen på SDU, er både lyd, skrift og TV en integreret del af studiet, som alle studerende skal stifte bekendtskab med. Med det ikke sagt, at jeg
ønsker, vi gør det helt samme på DMJX. Men jeg tror, en journalistuddannelse gør klogt i, at alle studerende har prøvet at arbejde med de forskellige medietyper.
Både fordi det giver den studerende et stærkere grundlag at vælge mediespecialisering ud fra. Men også fordi, det giver den studerende en basisviden om journalistiske platforme, som jeg synes, man bør have, inden man starter i praktik. For hvis ikke på skolen, hvor så?
Og lyd er vigtigt. Det har vi selv lært i undervisningen, hvor os studerende på fjerde semester blev bedt om at læse en rapport fra 2021 om mediernes udvikling i Danmark. Den viste, at omkring 9 ud af 10 af danskere ugentligt lytter til radio, mens hver fjerde
benytter podcast. Og selv her i 2022 udgav DMJX en undersøgelse af det danske podcast-marked, der viste, at over 4 ud af 10 af de voksne danskere lytter til podcast. Samtidig vinder medier som Zetland frem på at være et medie, der indtaler alle deres artikler, så danskerne kan lytte til dem i deres travle hverdag.
Jeg lytter selv til meget journalistik, men når jeg søger praktik, vil jeg undgå praktikstederne med lyd. Ikke fordi, jeg har prøvet det af, og det ikke lige var noget for mig. Men fordi, jeg stadigvæk ikke har nogen ide om, hvordan man som journalist producerer radio eller podcast.
I første omgang skal undersøgelsen forsøge at finde frem til, hvorfor så få med anden etnisk herkomst søger mod journalistikken. Dernæst er målet at finde svar på, hvordan man inden for de kommende tre år kan rekruttere flere studerende med anden etnisk baggrund.
Mette Mørk, som til dagligt er lektor på DMJX, sidder i projektets styregruppe, og har til opgave at få kontakt til de studerende, som kan give relevant input til undersøgelsen.
”Vi kan spørge dem, der går på skolen, hvad der har fået dem til at søge ind, og hvad de tænker barrieren er. Vi håber, at de studerende vil stille op, og at de, der går på studiet med anden baggrund, vil svare, for det er vi afhængige af,” siger Mette Mørk.
Den manglende diversitet afspejles i journalistikken
Det er særligt brugen af kilder, som er et problem. Meget tyder på, at journalister i højere grad søger mod kilder, der ligner dem selv. RUC-rapporten ’Dem vi (stadig) taler om’ kortlagde, at kun 3,5 procent af kilder i medierne var indvandrere eller efterkommere i 2021.
Thomas Funding, som er chefredaktør for TV2 Nyhederne, anerkender, at det er et fundamentalt problem, og at manglen på diversitet på skolerne og i mediebranchen har en effekt på de historier, som journalisterne bringer.
’’Jeg tror på, at journalisterne trækker den virkelighed, de kender, ind i redaktionslo-
Kildeproblematikken var Sheku Sankoh på forhånd klar over. Men han mener dog, at skolen bør gøre mere ud af at understrege for eleverne, hvor vigtigt det er, at vi kommer hele vejen rundt om samfundet. Samtidig bør de studerende få flere redskaber til at komme i kontakt med de grupper, som de normalt ikke ville.
’’Jeg har en teori om, at mange finder kilder, som ligner dem selv. Jeg kan godt mærke, at nogle af de kilder, jeg gerne vil have fat i, blandt andet folk med mellemøstlig baggrund, typisk ikke får meget taletid i medierne,” siger Sheku Sankoh.
Den foreløbige løsning
Spørger man Mette Mørk, gør skolen allerede nu, hvad den kan for at gøre de studerende opmærksomme på, at der er blinde perspektiver. ’Det usynlige gruppemedlem’, som man introduceres til på 2. semester, og diskursanalyse-forløbet på 3. semester er nogle af måderne, hvor de studerende kan reflektere over, om der er andre måder at se en historie på.
Mette Mørk mener dog ikke, at det har virket nok. Det er fortsat sjældent, at kilder med anden etnisk baggrund optræder i artikler på skolen. ”Forleden blev jeg så glad, da der optrådte et par med anden etnisk baggrund end dansk i en historie, som handlede om, at de var sure over huslejen. De blev ikke brugt på grund af deres baggrund. Og det er faktisk sjældent,’’ siger Mette Mørk.
Hvem har ansvaret?
I mediebranchen er tendensen og tallene stort set ens. De danske mediehuse har langt færre ansatte med anden etnisk herkomst end
Jeg tænkte ikke, at jeg ville være den eneste.
Men jeg vidste heller ikke, at der var så få.
- Sheku Jatta Rymark San - DMJXpå det. DMJX har en særlig rolle at spille i det her. Det er den eneste af de tre skoler, som ikke kræver en gymnasial uddannelse, og det er der jo faktisk en grund til. Derfor synes jeg også, at DMJX har en særlig pligt og rolle i at søge et mere diverst optag,’’ siger Thomas Funding.
Ansvaret, mener Mette Mørk, hviler på begges skuldre.
”De siger jo altid, at det er vores skyld. I vidt omfang så hyrer medieverdenen også nogle gange talenter udenom os. Jeg synes, det er et samlet ansvar. Så kan vi godt sidde og skyde på hinanden med, hvem der har det største ansvar. Det første skridt er i hvert fald, at vi begynder at tale om det,’’ siger Mette Mørk.
Funding anerkender, at TV2 i ansættelsessituationer ikke har været gode nok til at bryde ud af den klassiske tanke om, hvad det vil sige at være en god journalist. Når
det kommer til praktikanter og journalister med anden etnisk baggrund, er TV2 som udgangspunkt meget interesseret. Man er bevidst om problemet og forsøger at gøre op med det ved at tage flere chancer, når der skal ansættes.
’’Vi prøver også at tage lidt flere chancer en gang imellem og håber, at personen måske bryder den homogene størrelse. Hvis man vælger det sikre hele tiden, så er der en risiko for at reproducere. Men det grundlæggende og største problem er, at skolerne ikke lykkes med at få uddannet et diverst nok hold af nye journalister,” siger Thomas Funding. Forandringer tager tid og forbedringer endnu længere. Undersøgelsen vil, udover etnicitet, indregne andre identitetskategorier som alder, socioøkonomisk og handicap. Undersøgelsen forventes at stå færdigt sommeren 2023 og vil bidrage med ny viden, anbefalinger og løsninger.
kalet. Hvis journalistikken skal være mangfoldig, kræver det, at journalister kommer fra en divers baggrund. Vi er nødt til at lave journalistik, der er til for hele befolkningen. Det gør vi ikke, når vi har en alt for homogen gruppe medarbejdere,” siger han.
andre brancher, konkluderede en undersøgelse fra Slots- og Kulturstyrelsen i 2020. Men problemet bør først og fremmest ændres på skolerne, før det kan ske ved mediehusene, mener Thomas Funding.
”Jeg er glad for, at man faktisk har fokus
i årevis været præget af en manglende diversitet, de ikke har kunnet gøre op med. Langt størstedelen af de studerende er etniske danskere, men det skal et nyt fælles projekt mellem skolerne nu forsøge at lave om på.TEKST: INES KAJKUS FOTO: REBECCA HELENE HOFFMANN
koh, journaliststuderende på
Men efter at De Studerendes Råd har italesat emnet på et møde med Henrik Berggren i januar, har DMJX taget kritikken til sig og skifter nu kurs.
Da Sofie Dyhm-Junge skulle til det mundtlige forsvar af førsteårsprøven i januar 2023, havde hun en god mavefornemmelse. Hun var sammen med en medstuderende kommet i mål med en opgave, som de var glade for. Men da de forlod lokalet igen, godt en halv time senere, var de dumpet. Stadig i chok over hvad der var sket, gik Sofie direkte fra eksaminationslokalet ned til studievejledningen. De havde følt sig meget alene inde til eksamen – alene med vejlederen og uden en uafhængig part til at vurdere opgaven.
For fire år siden besluttede ledelsen på DMJX sig for at fjerne interne censorer til førsteårsprøven på uddannelsens andet semester, så der kun var én bedømmer på de studerendes opgaver. Nu vil DMJX dog vende tilbage til en model, der minder om den gamle. Denne gang med en intern censor udover vejlederen. Det kommer på bagkant af kritik fra både de studerende, men også underviserne, der ønsker en sparringspartner.
Sparet væk
Ifølge Henrik Berggren, der er institutchef på DMJX’ journalistuddannelse, var afskaffelsen af censoren en rent økonomisk beslutning. Han mener dog ikke, at kvaliteten af førsteårsprøven er faldet efter beslutningen om at sløjfe den eksterne censor.
“Når der kun er et par øjne på en op gave, er der større risiko for, at der sker fejl. Men ser man på, hvor få klager der er, mener jeg ikke, at noget tyder på, at det er et pro blem,” siger Henrik Berg gren.
I år har skolens juraafde ling modtaget fire klager fra seks studerende om første årsprøven i 2023. Alle kla ger er over bedømmelsen til eksamenen, og de behandles nu i klagesystemet. Det er kun klager over eksaminatoren, der sendes direkte afsted til le delsen, fordi sagen så bliver en persona lesag.
Er jeg en god nok journalist?
For Sofie Dyhm-Junge startede reeksamenen allerede tre dage senere. Efter to uger skulle de to studerende igen op til et mundtligt forsvar af deres nye artikel. Men oplevelsen havde gjort Sofie Dyhm-Junge i tvivl om hendes evner. Var hun overhovedet en god nok journalist, hvis hun ikke kunne vurdere sin egen artikels niveau?
“Jeg tror, jeg var så chokeret, fordi det var noget helt nyt for mig. Jeg er vant til at klare mig ret godt, og jeg plejer ikke at tage så meget fejl af mine egne kompetencer,” siger Sofie Dyhm-Junge.
Førsteårsprøven er en eksamen i slutningen af andet semester. Det er et krav fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, at de studerende skal bestå eksamen for at kunne færdiggøre uddannelsen. Derfor var det for Sofie Dyhm-Junge særligt hårdt at dumpe netop denne eksamen. Hendes kritik af eksamenen går på, at det var den samme underviser, der vejledte hende igennem arbejdsprocessen og dumpede hende til eksamenen.
“Jeg tror, det havde været nemmere for mig at forstå kritikken af opgaven, hvis der havde været en censor,” siger Sofie DyhmJunge.
“I den opgave jeg laver lige nu på studiet, har jeg virkelig svært ved at stole på, at jeg overhovedet kan snakke med kilder, skrive godt eller vinkle en historie. Det har sat sig i mig,” siger Sofie Dyhm-Junge.
Underviserne stemmer i Kim Albæk har været vejleder på førsteårsprøven de sidste to semestre. Han er enig i, at det også er vigtigt for vejlederne at have en censor med til en mundtlig eksamen. Selvom underviserne laver niveaulægning af opgaverne sammen, er arbejdsbyrden større, når de skal bedømme uden en censor.
“Jeg synes umiddelbart, det er en god ide. Så kan det være, man får nogle flere nuancer med og får set noget andet, når man sidder to og to sammen,” siger Kim Albæk.
Han forventer dog ikke, at en censor vil ændre på, hvilken bedømmelse de studerende får. Men han tror og håber, at eksamensprocessen bliver bedre, både for underviserne og de studerende.
“Jeg tror, at sikkerheden bliver bedre. Både for de studerende og for os. Hvis vi alle sammen synes, det bliver bedre, så er det en god investering,” siger Kim Albæk.
DMJX tager kritikken til sig Ændringen i eksamensforholdene sker efter De Studerendes Råd har bragt fornyet opmærksomhed på emnet efter førsteårsprøven blev afholdt i januar. Ifølge Henrik Berggren
Men det var først, da De Studerendes Råd råbte op om det, at en ændring blev sat i gang.
“Jeg tror ikke, der er nogen, som synes, at det var en optimal situation. Vi lytter til det nu, når DSR, på vegne af de studerende, siger, at der er en utryghed, og at man er usikker på, om man får en ordentlig behandling,” siger Henrik Berggren.
Alligevel mener han ikke, at der er noget i årets fordeling i karakterer, der peger på, at der er sket noget usædvanligt til årsprøven i 2023. Han understreger også, at en dårlig oplevelse lige så godt kan ske, når der er to undervisere til stede.
En chance for forbedring
Sofie Dyhm-Junge mener ikke, at det var karakteren, der fik hende til at klage over eksamenen. Hun følte, at det var hendes ord mod vejlederens ord, og hun ville ønske, at en uafhængig tredjepart havde overværet eksamenen. Alligevel er klagen i systemet gået ind som en klage over bedømmelsen. Det er nemlig DMJX’ juraafdeling, der skal beslutte om klagen bliver behandlet som en bedømmelsesklage eller en klage over eksaminatoren. Og nogle gange kan de to være svære at skille ad. Ifølge Henrik Berggren tager DMJX de studerendes klager meget alvorligt.
“Vi mener, det er vigtigt, at de studerende klager, hvis de er utilfredse med noget. Vi betragter det ikke som et angreb mod os, men en chance for at blive bedre,” siger De interne censorer ved førsteårsprøven bliver genindført allerede til
ster skal forsvare
Efter fire år uden en censor til årsprøven på andet semester på journalistuddannelsen har DMJX ombestemt sig. Nu sidder eksaminatoren ikke alene ved bordet, når de studerende fra andet semester skal forsvare deres opgaver. Denne nyhed glæder både undervisere og de studerende.
Kan ansatte og studerende feste på lige vilkår, sove branderten ud og mødes igen om mandagen uden blikke og hvisken i krogene? Illustreret Bunker forsøger at finde svar.
Adfærdskodeks for både studerende og ansatte
Rykker den acceptable promillegrænse i Kurt Strandbar sig afhængigt af, om man er studerende eller ansat? Når man til et punkt, hvor det bliver for pinligt eller ligefrem grænseoverskridende, hvis de ansatte går fra en enkelt øl ved langbordene til at tylle englefisser i baren?
Det lød muligvis som outtroen til hvert afsnit af 90’er julekalenderen ”The Julekalender”. Her får spørgsmål også lov at hænge i luften og afsluttes af opfordringen: Følg med i morgen.
Det kan passende blive det samme for denne artikel. Svarene kan kun findes ved at læse til ende og derefter bruge en kendt folkeskoleklassiker: Spørg dig selv.
I Kurt Strandbar er vi alle lige og frie Undervisere og ansatte i fredagsbaren har været mere eller mindre forventeligt inventar, siden DMJX hed Journalisthøjskolen og lå på Oluf Palmes Allé.
”Det har været en del af kulturen på DMJX. Nogle af vores ansatte vil jo senere hen møde nogle af de studerende på et kollegialt plan. Man har før i tiden set hinanden som kommende kollegaer,” siger Trine Lundgaard, HR-konsulent på DMJX.
Det udsagn forårsager imidlertid løftede øjenbryn hos Anton Dahl Andersen, medlem af De Studerendes Råd:
”Vi skal være kollegaer på et tidspunkt med tryk på ’på et tidspunkt’. Det er i hvert fald ikke imens, vi går her,” siger han.
Så hvad er det for et miljø og alkoholkultur, de studerende og ansatte møder, når de som måske kommende kollegaer gæster Kurt Strandbar?
Ifølge Katrine Rahbek, formand i Kurt Strandbar, adskiller den sig ikke fra andre steder. Hun mener generelt heller ikke, at der er problemer med fulde ansatte i fredagsbaren. Selv kan hun mindes at have set to ansatte, som var ”godt berusede”. Om det siger Jens Grund, prorektor på DMJX:
”Det synes jeg ikke er heldigt. Man skal ikke være blind for, at der er et asymmetrisk magtforhold.”
For at starte et andet sted: I kølvandet på Sofie Lindes brandtale om MeToo, blev der i 2020 lavet et adfærdskodeks for både ansatte og studerende på DMJX. Det ligger frit tilgængeligt på Itslearnings startside og hedder ”Kodeks for god adfærd på DMJX”. Det er udarbejdet af skolens ledelse, studievejledningen, KaJ og andre studenterforeninger.
I dokumentet står der blandt andet, at ”DMJX ønsker at være en rummelig og mangfoldig uddannelsesinstitution og arbejdsplads med plads til alle typer af studerende og ansatte, som frit kan ytre sig i et miljø, hvor alle udviser gensidig respekt.”
Kodekset gælder både til hverdag og fest, og skal der være fest, så lad der være fest. DMJX har ikke nogen nedskreven alkoholpolitik – I hvert fald ikke i festregi. De ansatte må, af hensyn til skolens omdømme og forholdet til de studerende, ikke drikke alkohol i arbejdstiden. Med mindre, der er tale om receptioner eller andre festlige lejligheder. Til gengæld er fredags-øl tilladt efter kl. 14, og de må gerne indtages i fredagsbaren.
”De ansatte har jo en autoritet overfor de studerende. Vi har en tillid til, at de opfører sig forsvarligt. Gå ned, få en øl eller to og så gå hjem,” siger Trine Lundgaard.
En øl og så hjem – eller hvad?
Anton Dahl Andersen kan i hvert fald komme med et konkret eksempel på, at der blev drukket mere end en øl. En aften i Kurt Strandbar oplevede han en ansat være så fuld, at han følte, han var nødt til at påtale det for vedkommende.
Det var, ifølge Anton Dahl Andersen, senere, end han ville kalde okay for en ansat. Der havde ikke umiddelbart været nogen tegn på, at den ansatte var ubehagelig, men ifølge Anton Dahl Andersen virkede det som om, folk snakkede om det i krogene:
”Jeg tænkte, hvis jeg var ham, ville jeg gerne stoppes. Man kan blive revet med og lige pludselig er klokken ti. Så kan det være meget rart, at der lige kommer en og siger ’nu er det nu,’” siger han.
Episoden er bekræftet af to andre studerende.
Anton Dahl Andersen fortalte ikke no-
gen om episoden efterfølgende. Han syntes ikke, det var alvorligt nok. Han vidste på det tidspunkt heller ikke, at andre havde haft lignende oplevelser. Derudover har han været nervøs for reaktionerne:
”Jeg har haft ondt i maven over det. Hvad nu, hvis jeg bliver anklaget for at være fuld af løgn?” siger han.
Det er, ifølge prorektor Jens Grund, i sidste ende de ansatte og ledelsens ansvar, at fredagsbarens miljø er trygt for alle:
”Det er de voksnes ansvar. Det burde ikke være nødvendigt, at en studerende siger til en ansat, at de skal gå hjem.”
I juni 2022 sendte Jens Grund og rektor Julie Sommerlund en mail ud til de ansatte, hvor der blandt andet stod:
”Hos os på DMJX opfordrer vi på mange måder til socialt samvær mellem ansatte og studerende, fordi vi ved, det har en positiv effekt på studiemiljøet. Derfor må vi udvise stor omhu for at undgå situationer, som de studerende kan opleve som ubehageligt eller uønskede. Vi skal være særligt opmærksomme på fredagsbarer, julefrokoster osv., hvor der er alkohol involveret, da vi både af egne og andres erfaringer ved, at det især er i denne slags situationer, uønsket seksuel opmærksomhed finder sted.”
Katrine Rahbek oplyser, at hverken hun eller den resterende bestyrelse i Kurt Strandbar er blevet kontaktet af studerende, der har haft dårlige oplevelser med DMJX-ansatte i fredagsbaren.
I KaJ, Dansk Journalistforbunds studenterorganisation, opfordrer tidligere formand Markus Valentin til, at man kommer til dem, hvis man har oplevet noget ubehageligt eller mærkeligt i fredagsbaren. Han forsikrer også om, at fredagsbaren skal være et trygt miljø for alle studerende.
Markus Valentin peger på, at der er en forskel på, om man er studerende eller ansat i fredagsbaren, men man kan ikke sætte lighedstegn mellem det og et generelt problem med upassende opførsel fra de ansatte:
”Der er en autoritativ forskel mellem eleverne og de ansatte. Med det sagt, går vi jo ikke rundt og tror, at de alle sammen er potentielle krænkere, som på ingen måde må være i nærheden af os, når der er alkohol,” siger han.
En enkelt episode behøver ikke betyde, at alle de ansatte skal sanktioneres i samme ombæring:
”Hvis der er en, der har været problematisk, og vi hjælper med at føre sagen videre, betyder det ikke nødvendigvis, at alle ansatte skal nægtes adgang til Kurt,” siger han. Skal de nægtes adgangs til fredagsbaren? Det bliver de i hvert fald ikke andre steder.
Ingen regler for ansatte
I en rundspørge blandt aarhusianske fredagsbarer, foretaget af Illustreret Bunker, svarer kun 2 ud af 22, at de ansatte holder sig helt væk fra fredagsbaren, fordi ingen synes, det er en god idé, at de er der.
De resterende 20 steder svarer, at undervisere og andre ansatte er mere end velkomne, men at det sker meget sjældent. Når det sker, drikker de et par øl og går hjem af sig selv. Det har derfor ikke været nødvendigt at indføre regler. Det forventer man som udgangspunkt også på DMJX, mener Trine Lundgaard:
”Hvis jeg hørte om ansatte, der drak sig en kæp i øret og på nogen måde optrådte uhensigtsmæssigt, ville vi selvfølgelig tage hånd om det,” siger Trine Lundgaard.
Som det er nu, er det under alle omstændigheder ikke muligt for studerende at indberette anonymt gennem en whistleblowerordning. Det er af juridiske årsager kun muligt for de ansatte. Har man oplevet noget, skal det gå gennem studenterforeningerne, en underviser, studievejledningen eller HR.
Anton Dahl Andersen, medlem af DSR, understreger, at han ikke nødvendigvis synes, fredagsbaren kun skal være for de studerende. Det er dog, ifølge ham, en gråzone i forhold til, hvordan de ansatte deltager:
”At de står og spiller bordtennis med en fadøl, I couldn’t care less. Men det gør en forskel, hvis de står inde i Kurt kl. 23.30, efter de har drukket rigtig mange englefisser,” siger han.
Du er nu nået til vejs ende på denne artikel, forhåbentligt klogere end før. Så: Er det skægt eller skandaløst, når de ansatte deltager i fredagsbaren? Spørg dig selv.
Illustreret Bunkers mail er åben for inputs og meninger om emnet.
”Jeg kender en engangspik, når jeg ser en, og jeg ka’ spot’ to, tre stykker herind’. Når jeg rykker videre, så la’ være at bli’ sur, har aldrig været din, det var bar’ din tur.”
Jeg skal ikke udtale mig om, hvorvidt der er to-tre stykker eller flere engangspikke, da jeg træder ind ved 22-tiden, men der er godt fyldt op på floor i det gråmatte lys. Her kaster alle lemmer skæve skygger af sig under diskokuglens skær, hvis man da ikke står inde i midten og hopper til Tessas sang ”Engangspik”.
Jeg er taget til Kurt Strandbar på DMJX for at synge og danse med alle de andre studerende, der bruger baren som en kærkommen afslutning på ugen. Nogle kommer for fadøl, andre for shots. Nogle kommer for husets nye drink, djævlepik, og andre kommer helt sikkert for en engangspik. Uanset om man knevrer ved skabene, ryger i blæsevejret eller venter på næste ledige bord til beer pong, er man omgivet af glade mennesker.
Kurt Strandbar har eksisteret i 43 år og er opkaldt efter journalist Kurt Strand, der selv startede med at servere øl sammen med vennerne, dengang skolen lå oppe i Bunkeren, og han var elev i 70’erne. Siden har skolen skiftet lokaler, og fredagsbaren ligger i dag lige til højre, når man kommer ind på DMJX. Forrest i lokalet danser den festglade hob på gulvet, der er glat af øl, og der sidder stadig en del op ad de sorte bænkerækker bagved, som efterhånden er godt fedtet til af drinks.
Bajer med smøger
Frederik Carlson står i modsætning til de fleste andre ikke med en øl i hånden, men en
tændt smøg, der stritter ud i den kolde nat og kun lige holdes fast af hans fingre. Forvist til cykelparkeringen. Han går på første semester på journalistik og føler, at når der kommer alkohol ind, skal cigaretterne følge med. Han er ikke i tvivl om, hvad det fedeste ved fredagsbaren er: Priserne! Men det at møde en masse mennesker hver fredag vægter han også højt.
”Umiddelbart vil jeg sige, at det er et rigtig godt sted at møde nye mennesker fra samme studie. Jeg vil hellere sammenligne det med et gymnasium end et stort uddannelsessted som VIA eller universitetet. Der mødes så mange mennesker, at du ikke snakker med 75 procent af dem, men her kommer du til at snakke med nærmest hvem som helst,” siger han.
Frederik Carlson er typen, der får talt med rigtig mange i løbet af en aften, og han synes, det er fedt at være i fredagsbaren oven på en lang uge med skolearbejde og deadlines. Han anser det som et godt sted at slappe af og nogle gange som opvarmning til byen.
”Min plan er, at jeg skal i byen med de andre, hvis nogen er klar. Men det kan jo altid ændre sig. Indtil videre har det været meget blandet, om man tog videre eller ej,” siger han.
Bangere fra fortiden
Momentvis tager klassikere som Abba og Whitney Houston over, og skønt ingen i lokalet var født, da Abba gik fra hinanden, og de færreste måtte drikke, da Whitney døde, bliver der shaket hofter og hænder, når deres musik endnu en fredag lyder ud af højttalerne. ’How Will I Know?’ er i aften også det, de fleste siger angående tidspunkt og sted for at tage videre.
Bevægelserne er store, og ingen hæmmes
af at have øl eller drinks i hænderne, når de står på floor. Den mest populære drink er den helt lyserøde englefisse, der smager sødt og syntetisk. På et tidspunkt begynder flere at drikke den med appelsinsmag. Det kan vel bedst betegnes som en bitterfisse.
Heldigvis er ingen bitre, heller ikke i køen, hvor folk slingrer langsomt frem og mere til siden end hen mod baren. Bagved står spiritus og juice i flere farver og gennemsigtige flasker med vodka og gin. Her blander Sofie Bønnelykke drinks og langer øl ud til de opløftede studerende.
Når du er i baren, så er du katalysator for den store fest.
Jeg fanger Sofie Bønnelykke på vej ud af Kurt sammen med Ida Højgaard. De er begge på fjerde semester på kommunikation, og netop de er rigtig gode til at møde op, mener Ida. Selvom de er langt henne i uddannelsen, er de glade for at komme her, og det bliver som regel til nogle timer om eftermiddagen.
”Vi er en smule mere intense end andre. Vi er rigtig mange fra kommunikation og kan bare godt lide fredagsbarerne og er sociale og gode til at møde op,” siger Ida Højgaard.
Sofie Bønnelykke supplerer: ”Vi har et rigtig godt sammenhold på vores uddannelse.
Vi er mere ens og har en anderledes tilgang til tingene, så det er fedt at komme her og tale med hinanden. Jeg vil skyde på, at de
fleste fra kommunikation kommer hver anden fredag.”
Sofie Bønnelykke er selv med i Kurt Strandbar og kender derfor mange, der kommer i fredagsbaren. Hun svarer smilende, at hun er meget glad for sammenholdet i foreningen, men også for at være bartender.
”Man kender alle årgange på skolen og alle uddannelser og en bred skare af mennesker. Det fedeste er at snakke med alle dem, der kommer op i baren, og sammenholdet deroppe. Når du er i baren, så er du katalysator for den store fest,” siger Sofie Bønnelykke.
Den videre færd
Tilbage på floor bevæger flokken sig mellem flagrende kroppe og forsøger at undgå at få øl ned ad nakken eller på skoene. Igen. Ned på deres sko kigger flere også, da midnat nærmer sig, som var de Askepot, der skal nå hjem, inden klokken slår. Her handler det mere om at nå ned i byen eller ud af Kurt, førend DMJX-sangen lyder for tredje gang. Andre tænker på at komme hjem, og døsige blikke fortæller det, som Tessa synger:
”Mine vipper er for tunge til mine øjenlåg. Jeg kan kun se ud af mine øjenkroge.”
De kræfter, der står bag fredagsbaren, bevæger sig nu mindre rytmisk og begynder langsomt at rydde op. Krus ligger henkastet op ad de klistrede trapper og under bordene, som inden længe får hældt mere alkohol på.
Nu for at blive gjort rent.Ved garderoben planlægger folket deres videre færd down town, hvis de ikke leder febrilsk efter deres jakker. Det viser sig, fredagsbaren slutter en lille halv time tidligere end de forrige fredage i februar. Alle skal da med videre.
”Ej, det er bare pis. Medmindre du er klar, bitch?”
de fleste studerende slutter skoleugen med et brag, og på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er det hos Kurt Strandbar. Her tændes der hver fredag op under diskokuglen til druk og dans.
profilen er. Lad os se, hvad det ka’.
har de ansatte i kommunikationsafdelingen fået input fra kyndige DMJX-studerende, heriblandt Mark Dideriksen.
Mark Forum Dideriksen går rundt blandt sine medstuderende på DMJX i håbet om at finde et par stykker, der vil medvirke i den næste video. En gruppe journaliststuderende nikker og griner, da de bliver spurgt.
“Så bare stå stille som mannequiner,” siger Mark Dideriksen, imens han trækker sin mobil frem.
Hurtigt og med rolig hånd filmer han den stillestående flok, der har svært ved at holde masken.
“Det er jo fedt, at man på TikTok kan se, at der er andre mennesker, så det ikke bare bliver mig, der er ‘Mr. DMJX’,” siger Mark Dideriksen.
Han går på andet semester på kommunikation, og er én ud af de to DMJX-studerende, skolen har hyret til at skabe indhold i øjenhøjde med de unge. Mark står for at dele content fra DMJX Vest, mens Anna Daugaard Johansen står for at dele fra DMJX Øst.
På jagt efter kommende studerende
Siden januar 2023 har DMJX været at finde på TikTok. Dan Hansen er presse- og kommunikationsansvarlig på DMJX, og han fortæller, at idéen med en TikTok profil er, at mediet skal bruges som et supplement til skolens øvrige kommunikationskanaler for at tiltrække endnu flere potentielle studerende.
“Lige nu er vores primære formål at vise de unge, at der er nogle fede faciliteter og få dem til at se: ‘De studerende ligner mig’. Der er noget humor her, der er også en fredagsbar. Så man som 17-, 18-, 19-årig ser, at det faktisk ligner ens gymnasium ret meget,” siger Dan Hansen.
For kommunikationsafdelingen, der står bag profilen, handler det om at være der, hvor de unge er: Nemlig på deres For You Page.
“Vi har oplevet, at der er en større og større del af den yngre gruppe, som ikke er på Facebook mere. De er også mindre og mindre på Instagram, men til gengæld er de på TikTok,” siger Dan Hansen.
Så for at nå de 16-25-årige tages der nu nye midler i brug i form af en mere humoristisk og trendbaseret tilgang, der netop kendetegner TikTok som medie. Til at løfte opgaven
“Det har virkelig været sjovt, men også nøjeren, fordi jeg selv studerer her. Når folk fra skolen ser mine videoer, kommer de jo til at få en eller anden holdning til mig, og hvordan jeg kommunikerer. Der er jo rigtig mange her på stedet, som har en holdning til, hvad god kommunikation er,” siger han.
Vil ikke have en influencer
“Jeg er i gang med at lave en TikTok, hvor der skal stå ‘Bevæg dig, eller tag til fredagsbar,’” siger Mark Dideriksen, imens han går videre i sin søgen efter flere folk på skolen, der vil være med i videoen.
Han ved, der er mange, der følger med, så det content, han poster på TikTok, skal være veludført. Kigger man på DMJX’ TikTok er der op til 20.000 visninger på en video, samtidig med at profilen har 476 følgere.
“Research er virkelig en kæmpe del af det. Hvis jeg skal lave videoer, som bliver modtaget godt, så bliver jeg først nødt til at sidde og scrolle rigtig meget igennem et feed for at se, hvad er det for nogle tendenser, der sker derinde,” siger Mark Dideriksen
Som næste led i arbejdsprocessen omsætter Mark Dideriksen sin research til relaterbart indhold for især mulige DMJX-studerende.
Idet Mark Dideriksen er content creator på skolens vegne, har det været vigtigt for kommunikationsafdelingen, at DMJX’ TikTok ikke fremstår som hans personlige profil.
“Vi har sagt, det kunne være fedt, hvis der kom lidt flere ansigter på, da vi ikke vil have en influencer. Men vi har ladet det være meget op til dem, hvordan de vil gøre det,” siger Dan Hansen.
Og netop denne frihed fra skolens side
har gjort, at der er blevet postet videoer på skolens TikTok, som nok ikke var blevet offentliggjort, hvis Dan og resten af kommunikationsholdet havde haft TikTok-teten. Det har været vigtigt for Dan, at det er de unge, der snakker til de unge, fremfor at kommunikationsafdelingen producerer indholdet:
“Vi synes, det skulle være nogen i starten af 20’erne, da vi gerne vil tale ind i TikTokverdenen med trends, humor og attention,” siger Dan Hansen.
Der er jo rigtig mange her på stedet, som har en holdning til, hvad god kommunikation er.
- Mark DideriksenKommunikationsstuderende på DMJX
Jeg har trådt i en universitetslort I en video træder en mand ind ad døren, mens han mimer til lyden, der bliver spillet i baggrunden.
“Jeg har trådt i en lort … I min Birkenstock.”
Imens tager manden foden op og viser et stykke papir under sin sandal, hvor ‘Universitetet’ står skrevet med blokbogstaver. Dette er en af de videoer, DMJX har lavet til sin TikTok.
“Det er jo det, der er grunden til, at jeg ikke laver dem, for så ville der komme alle mulige forbehold ind,“ siger Dan Hansen.
I kommentarsporet til videoen har er-
hvervsakademiet Dania svaret tilbage med grine-emojies, hvorimod Aarhus Universitet kommenterer græde-emojies.
“TikTok er jo et medie, hvor man godt må være lidt savage,” forklarer Mark Dideriksen om meningen med videoen, “Hvis man lavede det på Facebook eller Instagram, ville det virke meget voldsomt, at man kritiserede eller gjorde grin med andre uddannelsesinstitutioner.”
Og det er tydeligt, når man ser ned gennem DMJX’ feed, at der er en rød tråd i videoerne. Det handler om at vise en sand fortælling om det at gå på en videregående uddannelse, også selvom det nogle gange indebærer uoverskuelige lektier og overspringshandlinger. Og det er en klar strategi fra Mark:
“Spørgsmålet er, om det er fedt at se en video, hvor man bare tegner et glansbillede af DMJX. Hvis det skal være noget, som når ud til folk, er man bare nødt til at være ærlig,” siger Mark Dideriksen.
Mark takker af Som studerende er der nok at se til. Derfor giver Mark i april TikTok-stafetten videre til den næste i rækken, der er frisk på at prøve kræfter med mediet. Efter de seneste måneders arbejde på TikTok som DMJX’ mand i Aarhus er der masser af erfaring at dele ud af. Og inden Mark siger farvel, har han derfor et par gode råd til den af sine medstuderende, som bliver den nye Mr. eller Mrs. DMJX:
“Stol på, at det, du bringer til bordet, faktisk er sjovt. Man kan ikke skabe noget indhold, alle synes er sjovt, fordi det er megasubjektivt fra person til person. Man kan ikke tilfredsstille alle.”
SKOLENS TANKER OM SIKKERHEDEN PÅ TIKTOK
TikTok har de sidste par år været meget omdiskuteret, men de sidste uger har debatten taget fart. Center for Cybersikkerhed anbefalede i februar, at tjenstlige enheder, som anvendes af statslige myndigheder, ikke har TikTok downloadet. Udover politikerne og statsansatte, har blandt andre Danmarks Radio frarådet deres medarbejdere at have app’en installeret på arbejdstelefoner.
Da DMJX ikke er en statslig myndighed, indbefatter anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed ikke skolen. Men kommunikationsafdelingen er dog opmærksomme på problemstillingen:
“Vi går ikke væk fra TikTok på baggrund af et forsigtighedsprincip, men vi holder selvfølgelig øje med de sikkerhedsrisici, der er,” siger Dan Hansen.
Illustreret Bunker har talt med tre nyuddannede journalister for at blive klogere på praktiktidens rolle i en medieverden, der kan være svær at navigere i. Det blev til samtaler om prestige, freelancearbejde og knuste drømme, der heler igen.
TEKST: IBEN MEJLHEDE & CARL ELMOSE BRØCKER
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN
“Det giver helt klart flere point på Lecoq at sige, man er journalistpraktikant på Politiken end på JydskeVestkysten.”
Det fortæller Mark Michael Hede, tidligere
tilgang til praktiksøgningen.
“Mit indtryk er, at geografi betyder meget for de studerendes valg - langt mere end praktikstedet. Desuden er der meget rygtebørs her på DMJX, fordi det er en lille skole. Praktikstresset går let i selvsving,” siger han og understreger, at hans udtalelser udelukkende beror på en masse erfaring og fornemmelser.
Der er endnu ikke nogen specifikke undersøgelser, der nuancerer og forklarer journalistpraktikanternes valg.
Martin Vestergaard fortæller, at medieverdenen har stort fokus på de små lokale medier, der giver en masse praktisk erfaring og muligheden for at følge sine historier til dørs.
“Internt i mediebranchen har regionale medier høj prestige. Søger du et fast job i Danmarks Radio, så kigger de ikke efter, om der står Berlingske på cv’et. De kigger efter, hvad du har af erfaring. Hvis du har været praktikant på et lokalt medie, så har du måske lært meget, og det kan de godt bruge. De bliver ikke forblændet af, at der står Berlingske,” siger han.
Freelancearbejde
kan have stor betydning
Netop den praktiske erfaring med det journalistiske håndværk fremhæver Johanne Jedig
De studerende, der påtog sig flest freelance opgaver hos deres tidligere praktiksted side løbende med bachelorskrivningen, fik et af gørende forspring til den senere jobsøgning.
“Da jeg var færdig i praktik, ville jeg ger ne have en hundehvalp og holde en pause. Jeg var ikke særligt opsøgende i forhold til at blive freelancer, og det skal man være for at bevare sine muligheder,” siger Johanne.
Hun uddyber, at freelance-arbejdets store betydning for en senere fastansættelse over raskede hende. Det blev derfor aldrig aktuelt med en fastansættelse hos hendes praktik sted, fordi hun efter praktiktiden prioriterede andet end arbejde.
“Jyllands-Posten slår sjældent faste stillinger op. De fleste, der bliver an sat, har været freelancere og løst ansatte ved avisen. Når man er ny, grøn journalist, så handler det om ens produkter og ens arbejde. Jeg tror ikke, jeg havde indset, hvor vigtigt det var at komme med på den opsøgende freelance-bølge i det halve år, hvor jeg skrev min bacheloropgave,” siger hun
Afslag gav nye perspektiver Efter afslag på samtlige af sine praktikansøgninger endte Niels Frederik Dybdal Rickers i presseafdelingen hos Lindhardt og Ringhof.
Siden har han været freelancejournalist på Altinget, hvor han desuden tilbragte det sidste halve år af sin praktiktid.
Tiden i Lindhardt og Ringhof åbnede nye døre, nye perspektiver, som han ikke havde for øje i praktikræset. Han greb muligheden for at dykke ned i sine interesser og udvikle sine kompetencer fremfor at lade skuffelsenover afslagene fylde for meget.
jeg skrive langt og om lige præcis det emne, jeg havde lyst til. Den frihed blomstrer man af,” siger han.
Mark mener, at der er gået for meget prestige i valget om praktikpladsen. Ifølge ham handler det mere om, hvad man har lavet og ikke, hvor man har lavet det. Jo mere erfaring, man har fra praktikstedet, jo mere kan man også skrive på cv’et.
“Det varer kun halvandet år, så du bør vælge efter, hvor du bedst kan udvikle dig som journalist. Du bør vælge det sted, hvor du får flest muligheder for at dygtiggøre dig i stedet for at vælge efter, hvor alle dine venner flytter hen, eller hvad der ser sejt ud på Twitter,” siger han.
Journaliststuderende søger desuden praktiksted ud fra, hvor i landet det ligger. Ifølge tal fra Illustreret Bunker er hovedstadsområdet er det mest populære, fordi der er mere at tage sig til efter en lang arbejdsdag, og fordi mange vil have et job i København efterfølgende.
“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København,” siger Mark Michael Hede.
Praktikstress
Lektor og praktikkoordinator på DMJX, Martin Vestergaard, uddyber de studerendes
Wejse, når hun skal forklare, hvordan hun som nyuddannet journalist landede et job på Jysk Fynske Mediers ultralokale SkanderborgLIV. Hendes praktiktid foregik på Jyllands-Postens lokal- og indlandsredaktion, og her blev de første lokaljournalistiske frø sået.
“Jeg havde ikke fået min nuværende stil ling, hvis jeg ikke havde lavet lokaljournali stik i min praktiktid. Og det er også mit indtryk med mange andre. Hvis der er nogen, der har be skæftiget sig med erhvervsli vet i praktiktiden, så har de nemmere ved at få job inden for erhvervsjournalistik senere hen.”
Johanne fortæl ler desuden om freelance-arbejdets betydning efter praktiktiden.
Nu er han ansat på 24syv og udlever den radiodrøm, som han i sine studieår på DMJX gik rundt med.
En drøm, der var lysår fra et københavnsk forlag med hundredvis af kommunikationsopgaver.
Han husker en særlig kultur, der gennemsyrede tiden op til praktiksøgningen, og som indebar en jagt efter de store, etablerede medier.
“Jeg ville ønske, jeg kunne rejse tilbage i tiden og sige til mig selv, at det hele nok skulle gå. Der var en eller anden tanke om, at man skulle have den helt rigtige praktikplads, ellers så var du fucked. Og det passer ikke. Det er sagt med et kæmpe smil på læben og slet ikke i nogen ond mening, men man skal passe på med at lytte for meget til sine studiekammerater,”
”Jeg kunne ikke sidde og tude over, at jeg ikke fik DR eller Politiken. I stedet kunne jeg bruge det her som en mulighed for at øve mig i nogle ting og lægge en strategi. Selvom et forlag ikke var min førsteprioritet, gav det mig muligheden for at sætte mig ned og tænke over, hvad det egentlig er, jeg vil blive god til? Hvad det egentlig er, der interesserer mig? For de tanker havde praktikræset fuldstændig slettet,” fortæller han og uddyber, at tiden på forlaget desuden gav ham et enormt kildenetværk, som han stadig benytter sig af i sit nuværende job.
“Et bredt kildenetværk er en kæmpe styrke som journalist, og det er noget, som man ikke har, når man kommer fra journalisthøj skolen. Vi har ikke været ude i branchen, vi har ikke mødt en masse mennesker, vi har ikke lavet en masse historier og fået trykket en masse hænder.”
Niels Frederik bruger sin egen historie som en opfordring til kommende journalistpraktikanter, der er nervøse for afslag og forpurrede praktikplaner. Han fortæller, at man for alt i verden skal undgå at lade sig slå ud, hvis ens praktikdrømme ikke går i opfyldelse.
Det handler om at få det bedste ud af det at være ydmyg og øve sig i de ting, man gerne vil blive god til. Mange af de evner, som han tilegnede sig undervejs i sin praktiktid på Lindhardt og Ringhof og på Altinget, endte med at få stor betydning, da han senere skulle fortsætte sin karriere efter uddannelsen.
“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Man skal være åben over for de steder, man nu lander, for du kan altid lære et eller andet. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål. Og så skal du lytte til dem, der har mere erfaring end dig selv,” siger han.
Hvad – eller hvem – bliver fremtidens fotojournalist? En stigende tilgængelighed af teknologi og øget efterspørgsel på billigere produktion truer fotojournalisternes arbejde.
Er fotojournalister på vej til at blive en uddøende race? Det er et stadig mere presserende spørgsmål, idet flere danske medier tager skridtet mod at skære ned på deres fotoredaktioner. Med digitalisering og øget konkurrence fra amatørfotografer, står professionelle fotojournalister overfor den udfordring at bevare deres relevans og position i en mediebranche, som er i konstant udvikling.
På grund af det stigende forbrug af mobiltelefoner kan almindelige mennesker nu dokumentere begivenheder og dele billeder på sociale medier, imens de største begivenheder i verden udspiller sig.
Fotojournalistikkens fremtid
Spørgsmålet er, om journalister selv kan tage billeder til deres artikler, eller om der allerede findes nok stof på sociale medier. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er der allerede fra første semester et stort fokus på, at de journaliststuderende lærer at tage billeder, som er fængende og dækkende for historierne.
fotojournalister. Avisen har det seneste års tid ikke haft nogen fotojournalist ansat, og billederne til artiklerne skal derfor komme fra en freelance-fotograf, som avisen indimellem benytter sig af samt mediebrugernes egne billeder. Derudover skal journalisterne selv pudse linserne, når historien skal følges til dørs.
Chefredaktør på Helsingør Dagblad, Josephine Vedel, erkender, at fotografer og journalister kan noget forskelligt, men hun mener, at hendes journalister sagtens kan løfte den nye opgave, som består i at tage billeder til avisens journalistiske produkter.
”Jeg er godt klar over, at fotografer og journalister kan noget forskelligt og er uddannet i noget forskelligt. For det visuelle giver en stor kvalitet til journalistikken. Derfor har jeg 14 journalister ansat, der bliver uddannet i at tage billeder til deres historier,” siger Josephine Vedel.
Men spørgsmålet er, om det giver det samme resultat i sidste ende, hvis journalisten selv skal tage billederne, som hvis en uddannet fotojournalist er med inde over opgaven. Og om journalisterne kan fange den nerve i billedet, som fotojournalisterne bruger en uddannelse på at lære at mestre.
Jeg håber, det bliver et kvalitetsstempel både nu og i fremtiden, at dét, at man er fotojournalist, er lig med, at man er uddannet, men også at man har forstand på det, man laver og kan regne med det, man ser. - Sisse Stroyer, formand for Pressefotografforbundet
En tendens, som vi allerede nu kan se udspille sig i den danske mediebranche. Helsingør Dagblad, som er en del af Danmarks næststørste mediehus, Jysk Fynske Medier, er et dansk eksempel på en avis, der har valgt ikke længere at benytte sig af
Ifølge Sisse Stroyer, som er formand for Pressefotografforbundet, er der en særlig kvalitet ved at have en uddannelse og erfaring som fotojournalist.
”Jeg håber, det bliver et kvalitetsstempel både nu og i fremtiden, at dét, at man er fo-
tojournalist, er lig med, at man er uddannet, men også at man har forstand på det, man laver og kan regne med det, man ser,” siger Sisse Stroyer.
Nye arbejdsopgaver venter
Netop derfor har man på Helsingør Dagblad taget initiativ til at give kurser til de journalister, som nu skal til at tage billeder selv, så de kan få de rigtige værktøjer til at løfte deres nye opgave.
Ifølge Josephine Vedel, har ændringen heller ikke haft nogen indflydelse på antallet af læsere.
En påstand, som Josephine Vedel ikke blankt afviser, da medarbejdere med flere kompetencer er med til at få det maksimale ud af de ressourcer, som et lokalt medie som Helsingør Dagblad har til rådighed.
”Vi skal bruge vores ressourcer ordentligt, og derfor er jeg nødt til at kigge på, hvordan vi får mest ud af dem. Helsingør Dagblad er et lille mediehus, der har brug for journalister og fotojournalister med multifunktionelle kompetencer,” siger hun.
Josephine Vedel peger dog på, at det er en vigtig debat at have, og hun hilser kritikken velkommen.
Vi skal bruge vores ressourcer ordentligt, og derfor er jeg nødt til at kigge på, hvordan vi får mest ud af dem. Helsingør Dagblad er et lille mediehus, der har brug for journalister og fotojournalister med multifunktionelle kompetencer.
”Vores læsere har ikke reageret på den her snak om fotografer og billeder. Det har været en faglig diskussion, som jeg synes, er vigtig at tage. For det handler om, at vi skal fortsætte med at lave godt indhold,” siger hun.
Men ifølge Sisse Stroyer fra Pressefotografforbundet er det ikke kun indholdet, der kan blive påvirket af tendensen, men også det faktum at både fotojournalister og journalister skal omstille sig til de mange nye arbejdsopgaver, som venter i fremtiden.
”Det har jo ikke kun været fotografer, der har skulle lære nye ting, men hele branchen, der har skulle omstille sig jævnligt gennem mange år. Jeg tror både journalister og mange andre bliver bedt om at lave meget mere end det, man blev uddannet til i sin tid,” siger Sisse Stroyer.
Økonomien spiller en rolle Ifølge Sisse Stroyer er det blandt andet et spørgsmål om økonomi, når medier tager beslutningen om at lade journalisterne stå for de arbejdsopgaver, som ellers er tiltænkt fotojournalisterne.
”Der er kroner og ører bag beslutningen. Det er der,” siger hun.
Hun gør det dog også klart, at man skal bruge fotojournalisterne rigtigt, hvis man skal gøre brug af dem.
Det har Helsingør Dagblad ikke gjort i tilstrækkelig grad, mener hun. Og det er en af grundene til, at man ikke længere har fotojournalister ansat på avisen.
”Med den historik, som har været på det her dagblad, har vi ikke brugt fotografer efter hensigten. De er ikke blevet brugt til at styrke historien, fordi vi blandt andet har brugt dem på bagkant. De er kommet ud til opgaven og har uretfærdigvis ikke kendt vinklen på historien, og så er billedet ikke fulgt med historien,” siger Josephine Vedel.
Løsningen skal dog ikke findes i at fraskrive sig brugen af fotojournalister, men netop i et bedre samarbejde fotojournalister og journalister imellem. Et samarbejde, der ifølge Sisse Stroyer, er den bedste kombination for at opnå en god journalistisk historie. ”Jeg vil til enhver tid sige, at en journalist og en fotograf sammen er den bedste kombination for at lave en historie med mange lag. Man taler sammen før, under og efter historien. Så kan man hjælpe hinanden at lave en rigtig fin historie,” siger Sisse Stroyer.
Er der forskel på, hvad en journalist og en fotojournalist kan bag et kamera? Illustreret Bunker har bedt to studerende om at bidrage med hvert sit portrætfotografi til denne artikel. Den ene er journaliststuderende og artiklens forfatter, Anders Villaume Vestergaard, hvis erfaring med fotografi er begrænset. Den anden er Kasper Søholt, som læser fotojournalistik.
B.T. har nedlagt printavisen og fokuserer nu alle sine kræfter på digital journalistik. Chefredaktør Pernille Holbøll har lagt kursen, sat sejlene og søsat sin strategi for B.T. som et moderne, gratis tabloidmedie. Det skal skabe en bæredygtig forretning med mindre clickbait, som samtidig skal sikre at dataindsamling ikke kaprer skuden.
store begivenheder og de livsomvæltende beslutninger, der driver hende.
tal sidevisninger og tid brugt på siden, mere værdifuld for annoncørerne.
ikke fårene, der bestemmer, hvor hyrden skal gå hen,” siger hun.
I106 år har danskere kunne få fingrene i en B.T.-avis i landets kiosker, S-toge og supermarkeder. Men den æra er ovre. Fra 1. januar 2023 har B.T. lagt alle sine kræfter i digital journalistik, som kun kan læses og høres på mobilen. Kaptajnen for den digitale strategi hedder Pernille Holbøll. Hun blev ansvarshavende chefredaktør i maj 2022, er 41 år gammel, og blev uddannet fra DMJX i 2010.
Da Berlingske Media annoncerede hende som ny chefredaktør i maj 2022, var det tydeligt, at ønsket om et digitalt B.T. spillede ind i valget af hende
”Opgaven kræver ikke kun en journalistisk leder, som sætter en høj redaktionel standard, men også en ledelsesmæssig profil der kan udvikle og iværksætte en 100 procent digital fremtid for B.T,” lød det i pressemeddelelsen.
Her tre måneder efter B.T. har givet printavisen dødsstødet, tager Illustreret Bunker temperaturen på, hvordan det går med den store opgave, som Pernille Holbøll fik. For hvordan skaber man en bæredygtig forretning, når produktet er gratis?
Printavisens pris
Beslutningen om at nedlægge printavisen blev truffet på forkant med store problemer, men blev også presset af de stigende priser på papir.
”Da vi lukkede avisen, tjente den stadig penge. Vi gjorde det, så man ikke stod med en pistol for panden og blev tvunget senere,” siger hun.
Pernille Holbøll modtog breve med posten fra folk, der havde læst B.T. i 45 år og nu ikke vil gøre det længere. De vil ikke tvangsdigitaliseres, som konkurrenten Ekstra Bladet har kaldt B.T.s beslutning.
”Selvfølgelig gør det indtryk, jeg er jo ikke ligeglad,” siger hun.
Men taget i betragtning af at det er første gang, et af de store landsdækkende medier i Danmark har nedlagt deres printavis, har overgangen til det digitale ifølge Pernille Holbøll været relativt enkel.
Selvom der i dag er flere digitale medier, står B.T. overfor nogle særlige udfordringer, da de har en lang historie.
”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gam-
Da vi lukkede avisen, tjente den stadig penge. Vi gjorde det, så man ikke stod med en pistol for panden og blev tvunget senere.
B.T. har over en halv milliard sidevisninger om måneden, men uden viden om brugeren kan det kun konverteres til småpenge i annoncekroner.
Når brugerne er logget ind på siden, kan salgsafdelingen sælge annoncer cirka halvanden gange dyrere.
En ny slags chef
Pernille Holbøll ligner ikke den klassiske chefredaktør i slips og jakkesæt med en avis under armen.
Hun går i sneakers, løse bukser, har nedslået hår og avisen er udskiftet med en telefon i hånden.
”Det er lidt som om, der er en måde at være ansvarshavende chefredaktør på. Ofte er det mænd, forholdsvis midaldrende, som mener rigtig meget. Jeg hader at sige noget, før jeg er sikker på det. Det burde jeg måske blive bedre til,” siger hun.
Hendes CV ligner heller ikke en typisk chefredaktørs, hvor mange typisk kommer fra stillinger som politisk reporter eller redaktør. Pernille Holbøll er nyhedsjournalist ind til benet. Det er brændpunkterne, de
melt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?” siger Pernille Holbøll. Den anden store udfordring er, hvordan man tjener penge på læserne, når de ikke længere kan lokkes af en fængende overskrift på avisen i kiosken. Pernille Holbøll har et svar.
”Data.”
Data er svaret B.T. har i kølvandet på beslutningen om at nedlægge printavisen valgt at indføre en datamur på langt størstedelen af deres artikler. I stedet for at bede brugerne betale til et abonnement eller for en avis skal brugerne betale med deres data ved B.T.s nye datamur. Her skal brugeren oplyse e-mail og alder. Senere kan flere punkter som kommune og interesser komme til. Det gør dataene, som er an-
Derfor er det vigtigt for Pernille Holbøll at have en klar strategi som chefredaktør og hyrde.
Selvom forretningsmodellen er at tjene penge på, at folk læser B.T.s artikler, bestemmer brugernes adfærd på siden ikke alt.
”En million fluer kan også godt tage fejl af
Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan f år man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?
”En del af mit brændstof er det her med, at sidevisninger alene ikke er alt. Man bliver nødt til at veksle det til en bæredygtig forretning,” siger Pernille Holbøll.
Når sidevisninger er den vigtigste valuta, skaber det nemlig en skævvridning, hvor det handler mere om clicks end om brugeren, mener Pernille Holbøll. Den kurs skal vendes med den nye strategi.
Hun forklarer, at det også skal være mere tydeligt for brugeren, hvorfor artikler er relevante for dem. Mere viden om brugeren gør, at mediet kan skrue ned for den famøse clickbait. Den må gerne være der, det skal bare give mening, forklarer hun.
”At snyde brugeren eller at lave en forretning ud af at gøre rubrikkerne så russiskroulette agtigt som overhovedet muligt, det tror jeg ikke, at der hverken er en forretning eller en journalistisk ide i. Det er noget af det, vi kan trække ud, når vores brugere logger ind,” forklarer Pernille Holbøll.
Målet er, at næsten alle brugere skal logge ind, og indtil videre er de mere end dobbelt så langt i mål med det, end de havde regnet med.
Redaktører er fårehyrder Når data er hjørnestenen i forretningsmodellen, er det dog vigtigt, at man ikke lader sig forføre af de store tal og blinkende lys. Data kan sælge annoncer, men skal ikke stikke redaktionelle linjer, siger Pernille Holbøll.
”Jeg har en analogi, jeg lever efter. Det er os journalister, redaktører, publicister, udgivere, der er hyrder, dataene er fårene. Det er os, der styrer dataene. Ikke omvendt. Det er
en lort,” siger Pernille Holbøll tørt og uddyber, at det derfor er så vigtigt at have en klar retning som leder.
”Man kan godt lave noget journalistik, som man tror alle vil have, men hvis man ikke selv ved, hvad man gerne vil med det, har man jo ikke en chance,” siger hun.
Klare linjer og store ambitioner Pernille Holbøll ved dog godt, hvad hun vil.
”Hvis ikke vi havde en mission med B.T og en klar tilgang til, hvad vi vil med journalistikken, nemlig at vi ville gøre den bedre, og at vi ville være noget for flere danskere, der hvor de er, vil det gå galt.”
Pernille Holbøll ser ikke mod nogen og drømmer ikke om, at BT skal være halvt Ekstra Bladet eller TV News. B.T. skal være B.T.
”Det står meget tydeligt for mig, hvad vi skal, men jeg kan ikke kigge mod nogen.Vi gør det bare. Hvor nogen er lidt bekymrede for fremtiden, er jeg enormt tryg ved den. Jeg er overhovedet ikke bekymret, det falder mig fuldstændig naturligt at gøre det her uden at kende alle trinene derhen. Jeg tror, vi gør det helt rigtige for B.T. og Berlingske Media,” siger hun.
Desuden tror hun, at langt de fleste medier i Danmark og udlandet før eller siden går den digitale vej som B.T. Men det kommer nok til at tage lang tid for nogen.
”Hvis man har hovedet i avisen, har man det det forkerte sted. Men vigtigst af alt skal man have nogle journalistiske ambitioner i hovedet,” siger hun.
TEKST: ANDERS BRØNDSHOLM
ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN
Pling! Coronavirus ny nedlukning. Pling! Krig i Ukraine. PLING! Tårnhøj inflation, energikrise, klimakrise, miljøkrise, økonomisk krise, KRISE. Der har ikke ligefrem været mangel på emner til nyhedsmedierne. Hvor end man har kigget, har der været en ny krise eller et nyt problem at fortælle om.
Det har fået flere og flere til at stå af nyhedsvognen. Faktisk svarer hver femte dansker, at de ofte eller en gang i mellem bevidst undgår at følge med i nyhederne. Det viser nye tal fra rapporten ’Danskernes brug af nyhedsmedier 2022’. Samme tal var 15 procent i 2019, så tendensen er stigende. De nyhedstrætte føler sig overvældet af de samme negative historier, som kører igen og igen uden løsninger.
Men er den her artikel ikke bare endnu et eksempel på det? Den bringer jo en negativ historie om, at flere og flere undgår nyhederne. Så kunne jeg passende inddrage chefredaktør fra Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen, som kalder den udvikling ‘ekstremt skræmmende’ og ‘uhyggelig’. Eller Ulrik Haagerup, direktør for Constructive Institute, som kalder det ‘et faresignal’ og ‘et kæmpe problem for vores samfund.’
Så er den jo egentlig i mål. Der er et problem. En konflikt. ’Danskernes fravalg af nyheder er stigende – en fare for vores demokrati’, og så er rubrikken endda også i hus. Den skal nok få clicks. Men bidrager jeg så ikke bare til mere nyhedstræthed? Flere konflikter serveret uden løsninger. Jeg kunne jo også forsøge at skabe den forløsning og nuancering, som de nyhedsundgående efterspørger. Hvordan vil det se ud?
En tæppebombning af nyheder
For at se på løsningerne er jeg først nødt til at forstå problemet. Hvorfor undgår flere og flere nyheder? Måske handler det i virkeligheden ikke så meget om, at folk skubber nyhederne fra sig. Måske er det i højere grad nyhederne, som er løbet fra os. Det mener Kim Schrøder, som er professor i medieforskning ved Roskilde Universitet (RUC) og en af forskerne bag rapporten ’Danskernes brug af nyhedsmedier 2022’.
”Hele nyhedsbilledet er accelereret og blevet mere overvældende. Der har været nogle store emner, hvor der nærmest er foregået en tæppebombning af nyheder,” siger Kim Schrøder.
Kombiner det med det faktum, at man i dag er en enkelt notifikation i sin lomme væk fra alle verdens nyheder om alle verdens problemer, og så har man det, som Kim Schrøder beskriver som en ”tæppebombning af nyheder.”
Det passer da også meget godt med nogle af begrundelserne for fravalget af nyheder. Her mener over en tredjedel af de nyhedstrætte, at de bliver udmattet af mængden af nyheder, og at de samme få emner som politik og coronavirus bliver dækket
for meget. En anden årsag går dog ikke så meget på mængden af nyheder, men i stedet for på indholdet af de nyheder.
Over 40 procent af nyhedsfravælgerne svarer, at de bevidst undgår nyheder, fordi de har en negativ påvirkning på deres humør. Det er straks sværere at gøre noget ved. Fordi en ting er at skrue ned for mængden af nyheder, men som journalist kan man vel ikke begynde at skrue på indholdet af nyheden. Den fortæller vel bare virkeligheden?
”Problemet er jo, at man løber ind i, at enhver rigtig journalist slår syv kors for sig og siger: ’Skal nyhederne nu til at være positive? De er slet ikke nyhedernes opgave. De skal være kritiske,’” siger Kim Schrøder.
Det lyder jo umiddelbart som en meget god løsning. Folk savner nuancer og forløsning i nyheder, og det forsøger konstruktiv journalistik netop at inddrage. Så langt så godt. Vi forstår lidt mere om problemet, og vi har beskrevet et bud på en løsning. Men i sidste ende er det jo medierne, som faktisk laver nyhederne. Ikke medieforskere på RUC eller Constructive Institute. Så hvis jeg vil prøve at skabe forløsning, skal de vel spørges?
Hvad med medierne?
Chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard mener, at den stigende tendens til nyhedsundgåelse bør lægge op til refleksion hos medierne selv.
Det er dog ikke kun de negative historier, som nogle mener, er blevet for meget. En tredjedel er også udmattet af mængden af nyhe derne. De er blevet ’tæppebombet’, som Kim Schrøder beskriver det. Lige præcis det er Jyllands-Posten opmærksomme på. De har helt bevidst valgt at sænke tempoet på deres nyhedssite, så det ikke længere bliver opdateret så ofte. For Marchen Neel Gjertsen er det vigtigt, at Jyllands-Postens læsere præsenteres for de vigtigste nyheder – ikke bare de hurtigste nyheder – når de besøger Jyllands-Postens hjemmeside.
”Det er jo kun journalister og chefredaktører, som sidder på jp.dk og trykker opdater 30 gange om dagen. Det gør vores abonnenter ikke. De går på arbejde, henter børn og alt muligt andet,” siger Marchen Neel Gjertsen
En strøm af nyheder
Nu har vi lige pludselig to gode eksempler fra to af de største danske nyhedsmedier. De forsøger faktisk at give plads til løsningerne og trække lidt tempo ud af nyhedsstrømmen.
Måske er der mere håb end som så for de nyhedstrætte. Især fordi begge chefredaktører faktisk har forslag til, hvordan man gør nyhederne endnu mere tilgængelig for folk i fremtiden. De er faktisk endda enige om det. ”Som nyhedsjournalister bevæger vi os i nyhedsarenaen hele tiden. Det gør vores læsere ikke. Med den enorme strøm, der er af nyheder, tror jeg, det bliver tiltagende vigtigt at forklare læserne, hvad der er vigtigt og hvorfor,” siger Mette Østergaard.
Måske lidt af forklaringen på problemet ligger her. Tidligere fik man et sorteret udvalg af de nyheder, som medierne havde vurderet var vigtige den dag. Hvad end man åbnede sin avis eller så TV-avisen om aftenen. Det er i kontrast til i dag, hvor alle kan få en strøm af nyheder, hvor end de er, eller hvornår det skal være. Marchen Neel Gjertsen er enig med Mette Østergaard på det punkt. Hun mener, at medierne bør finde tilbage til nogle af de styrker, som de tidligere har haft.
”En avis har den fordel, at du faktisk kan læse den til ende. Det kan du ikke med et nyhedssite,” siger Marchen Neel Gjertsen.
Kritisk uden at være negativ Men måske kan nyheder godt være kritiske uden at være negative samtidigt. Det mener Constructive Institute ved Aarhus Universitet med direktør Ulrik Haagerup i spidsen. Han mener, at journalistikken i for lang tid har fokuseret for meget på det negative.
”I alt for mange år har vores selvforståelse i journalistikken været, at vi skulle sidde og pege fingre ad det, der ikke virkede,” siger Ulrik Haagerup.
Konstruktiv journalistik forsøger at gå skridtet videre end bare at konstatere og fortælle, at noget er sket. Den forsøger samtidigt at nuancere problemerne og være løsningsorienteret.
”Det er et spørgsmål om perspektiv. Om man alene synes, at journalistik skal handle om det, der er sket lige nu eller i går, eller om journalistik også skal handle om det, der skal ske i morgen,” siger Ulrik Haagerup.
Medierne konkurrerer i dag med mange andre om brugernes tid og opmærksomhed, så hvis de ikke mener, at indholdet er relevant og interessant for dem, bliver det valgt fra.
Hun påpeger, at Berlingskes læsere også gerne vil have mere end bare hardcore nyheder om det, der er sket. Man kan derfor inddrage meget mere end bare konflikten.
”Vi kan se, at løsning fungerer lige så godt som konflikt. Det giver fuldt ud mening, at konflikt er et klassisk og bærende nyhedskriterie, fordi vi som medier er sat i verden for at agere som samfundets vagthund. Men vi må også sige, at vores læsere meget gerne læser om løsninger,” siger Mette Østergaard.
Det tegner jo umiddelbart meget godt for de nyhedstrætte. Det hele er ikke bare negative historier, men faktisk også historier som forsøger at bringe løsninger på banen. Det er ikke kun problemet eller konflikten, som er i fokus.
Ja, der er håb
Berlingske og Jyllands-Posten viser os, at nyhedsmedierne faktisk tænker over problemet. Man kan ikke slukke for virkeligheden – og nogle gange er en nyhed bare negativ. Det skal der være plads til, men hos begge medier er man bevidste om, at der også skal være plads til perspektiverne og løsningerne i historierne. En nyhed bliver ikke dårligere af også at give lidt håb.
Hvor efterlader det forsøget på at give løsninger på problemet? Hvis du er en stor nyhedshund, så betyder det nok ikke så meget for dig. Du ville følge med dag og nat uanset.
Men hvis du nu i stedet er blandt den femtedel af danskerne, som synes, at nyhedsstrømmen nogle gange kan blive for meget. Ja, så er der faktisk håb. Du skal måske bare kigge de rigtige steder.
Etik er en del af kernen, når man arbejder med true crime. Pernille Brunse har lavet podcasten ‘Narkobetjenten og den kriminelle underverden’ for at belyse det parallelsamfund, som de færreste kender til. De fortællinger er omgivet af etiske overvejelser.
skal vise verdenen, som man selv vil have, den skal se ud. Det er journalistens fornem ste opgave at vise verden, som den er og politikernes opgave at lave den om,” siger Pernille Brunse.
Sexarbejdere, narkohandlere, stofmisbrugere, bandemedlemmer og eksrockere. Fælles for dem er, at de har gæstet podcasten ‘Narkobetjenten og den kriminelle underverden’. Det er en podcastserie med journalist Pernille Brunse og den tidligere narkobetjent René Dahl Andersen som vært. Nogle af gæsterne har alvorlige forbrydelser og grov vold på samvittigheden, og nogle af dem er kommet ud på den anden side.
Sammen udgør de en del af den kriminelle underverdens stemmer.
Etiske overvejelser er subjektive, så der er derfor mange holdninger til at give kriminelle taletid. Man fristes til at spørge, om true crime-podcasts romantiserer den kriminelle løbebane, hvor det er nemt at skaffe kolde kontanter udenom den danske lovgivning.
‘Narkobetjenten og den kriminelle un-
Fortællingerne i podcasten er et portræt af det enkelte individ, hvor fokus ikke er på at forholde sig kritisk til udtalelserne, men i stedet at vise et mere nuanceret billede af kilden.
I et interview med en tidligere prostitueret fortæller kilden til Pernille Brunse, at hun synes, det var pissefedt at tjene en masse penge. Pernille Brunse fanger sig selv i at tænke, at hun gerne ville have kilden til at svare det modsatte, så det ikke opfordrer unge piger til at vælge den levevej.
”Når jeg interviewer en prostitueret, så kan jeg mærke, at jeg har lyst til, at hun skal sige, at det ikke er et godt erhverv,” siger Pernille Brunse.
Prostitution er et fag, der er delte meninger om, men hvis kilden siger noget andet, skal det selvfølgelig også frem. I en sådan situation, mener Per nille Brunse, at man som journalist kan spørge mere indirekte for at belyse flere
”Hvordan havde du det psykisk? Hvordan har du det med lugten af sæd i dag eller med sex? Og ville du gerne have, at din datter fik det her job?”
True crime er vigtigt, etikken lige så Kristine Bugbee og Camilla Aurvig, der er værter på ‘Mørkeland’, gør sig også etiske overvejelser i deres tilgang
”Vi udgiver ikke noget, som ikke er gennemtænkt, talt igennem og overvejet nøje i forhold til valg og fravalg af oplysninger, og i en del tilfælde har de pårørende selv henvendt sig med et ønske om, at vi taler om deres sag,’’ siger Kristine Bugbee.
Mørkeland har et unikt fællesskab omkring podcasten, hvor lytteren har en fornemmelse af, at de sidder med i samtalen, fordi de to værter deler ud af deres person. Det giver nærvær. Det skriver ‘Mørkeland’ i et skriftlig
True crime er blevet et emne, der virkelig interesserer danskerne. ‘Narkobetjenten og den kriminelle underverden’ er tilmeldt Pressenævnet og derfor underlagt de etiske retningslinjer i Medieansvarsloven. Dette er ikke tilfældet for ‘Mørkeland’. De to værter er dog enige med Pernille Brunse i, at det er et emne, der skal behandles nøje i formidlingen.
“Det er vigtigt at beskæftige
sig med vores fælles kri minalhistorie, men vi forstår også, at der følger et stort ansvar med,” siger Kristine Bugbee.
Pernille Brunse er også opmærksom på, at der sidder ofre på den anden side, som kan blive påvirket af, at de igen bliver konfron teret af en kriminel persons gerninger. Her mener Pernille Brunse, at journalistens opgave om at oplyse borgerne trumfer.
“Hvis det ikke er en offentlig kendt historie, så skal man selvfølgelig anonymisere, men når man har gjort det, så mener jeg, at man kan fortælle historien,” siger Pernille Brunse.
‘Mørkeland’ beskæftiger sig primært med ældre kriminalsager netop af hensyn til de involverede parter. De fortæller om de informationer, der kan findes på nettet og giver en dybdegående gennemgang af eksempelvis en seriemorder. Det er primært danske mordsager, men i nogle tilfælde også udenlandske.
Pernille Brunse fortæller kun historier om kriminelle i Danmark i samarbejde med den tidligere politibetjent René Dahl Andersen eller en tidligere kriminel. Sager der giver lytteren et sjældent indblik i en del af det danske samfund.
Etik er individuelt
”Der er meget på spil, når journalister arbej der med true crime. Der sidder familier og pårørende tilbage, der i visse tilfælde kan opleve det yderst krænkende, overvældende og uetisk, at journalister tager deres afdøde familiemedlems forfærdelige tragedie og gør det til en god historie, der sælger,” siger Maria Bendix Wittchen, der forsker i presseetik og krimijournalistik ved Roskilde Universitet.
Dog pointerer hun også, at der er pårørende, som gerne vil have, at jour nalister fortæller deres historie om, hvordan de har oplevet det at miste.
I kontrast hertil mener Pernille Brunse, at journa lister har til opgave at formidle den information, som der er til rå-
journalistisk opgave at tegne et billede af verdenen, som man personligt ønsker, at den skal se ud, men i stedet at tegne et portræt af virkeligheden, som den er. For hende handler ‘Narkobetjenten og den kriminelle underverden’ om at tegne portrætter af personer fra en verden, som de færreste kender til. Og der er faktisk meget få kilder, som Pernille Brunse ikke vil interviewe. Hun holder egne holdninger i armslængde, når det kommer til at udvælge kilder, der skal i studiet, og når hun bliver bedt om at sætte det på spidsen, så siger hun:
”Hvilken journalist vil ikke med en tidsmaskine tilbage til 1940’erne og få et inter-
Er du videbegærlig og velskrivende? Har du blik for de store perspektiver? Og kunne du tænke dig at lave kvalitetsjournalistik om livets store spørgsmål?
Så er Kristeligt Dagblad måske den rette praktikplads for dig.
Vi tilbyder en grundig og varieret uddannelse i 12 eller 18 måneder, hvor du får alle de journalistiske genrer ind under huden. Vi tager din faglige udvikling alvorligt og lærer dig at skrive om tro, etik og eksistens.
Kristeligt Dagblad er et stort, moderne mediehus og en avis med mange brugere. Redaktionen er ung, tonen er ordentlig, og tempoet er højt. Vi har store forventninger til vores praktikanter, som kan forvente at få masser af feedback og spalteplads i avisen.
Send os en ansøgning, hvis du har lyst til at komme med på holdet.
Prøv flere redaktioner
Hos Kristeligt Dagblad er praktikanterne på en redaktion i tre måneder ad gangen. Du når altså fire til seks redaktioner i løbet af en praktikperiode hos os. Vi har disse redaktioner på avisen: Indland
Udland
Christiansborg
Kirke&Tro
K.dk
Kultur
Liv&Sjæl
Debat
Kommentar af TEMA-redaktører
ILLUSTRATION:
Medieverdenen er et stort grænseland, og som journalister er vi indbyggere. Befinder vi os ikke inden for grænserne, kan vi være på vej over én. Somme tider helt uden at bemærke det, fordi grænserne samtidig ændrer sig konstant. Det gælder både de grænser, branchen sætter for os, skolen stiller op for os - og så dem, vi giver os selv. Nogle ser en dyd i at overholde dem. Andre forsøger bevidst at bryde dem.
TEMA-sektion har i denne udgave af Illustreret Bunker undersøgt, hvilke grænser der definerer - og måske endda begrænser - os som journalister, studerende og selvstændigt tænkende mennesker.
Grænsen mellem kommunikation og journalistik vil forsvinde i fremtiden. Det meddelte Dansk Journalistforbund i 2019 i en rapport. Er det allerede sket? Sidse Hansen har undersøgt, om vi stadig kan kende journalistikken fra kommunikationen, og om skolen klæder os tilstrækkeligt på til at varetage begge slags opgaver.
I Ukraine falder der bomber. Men det ændrer ikke på, at de journaliststuderende i landet skal møde på universitet og lære om journalistikkens demokratiske samfundsfunktion. Emil Weis har snakket med ukrainske Kateryna om, hvordan man opretter holder en normal hverdag, når man skal studere på en slagmark.
Frihedsbrevets Mads Brügger har endnu en gang begivet sig ud i et grænseløst projekt. Med en voksudstilling direkte importeret fra Kina har han bestilt en 1:1 udgave af de ti embedsfolk, der på den ene eller anden måde havde en finger med i spillet, da 17 millioner mink blev aflivet. Illustreret Bunkers Hannah Mørkøre har spurgt Mads Brügger hvorfor.
Danske journalister er de næst sikreste i verden. Anderledes står det til i Palæstina, hvor ikke bare en, men to styrer begrænser den frie presse. Eva Beyer
Paulsen har interviewet to journaliststuderende på Vestbredden om den frygt, de har for at gøre noget, der kan sende dem i fængsel, eksil eller i graven.
Jyllands-Posten har fjernet deres kommentarspor på Facebook, fordi de ikke vil stå til ansvar for grænseoverskridende kommentarer. Men er det ikke også at overskride en grænse at fratage danskerne retten til at deltage i den offentlige debat? Det har Kathrine Møller Nielsen og Emily Holland-Fischer spurgt Jyllands-Postens chefredaktør om. God læselyst.
Ifølge Dansk Journalistforbund laver hver fjerde journalistuddannede både kommunikation og journalistik. Men er vi som journaliststuderende rustet til at lave kommunikation på en fremtidig arbejdsplads? Og er der overhovedet nogen journalistiske jobs at få? Svaret kommer helt an på, hvem du spørger - og læn dig bare tilbage, for jeg har spurgt for dig.
ILLUSTRATION:
Journalist eller kommunikatør søges til stilling som kommunikationskonsulent
To producerende journalister/kommunikatører søges til at styrke opgaveløsningen i forsvaret af Danmark
Sådan ser en del af arbejdsmarkedet ud, når man scroller igennem jobopslag på Dansk Journalistforbund og jobindex.dk. Grænserne mellem kommunikation og journalistik er mere utydelige end tidligere. Dansk Journalistforbund udgav i 2019 rapporten Fagenes Fremtid, hvori de undersøgte 11 tendenser, som kommer til at forme fremtiden for kommunikation og mediebranchen. Tendens nummer ni er, at genrerne skrider.
Det betyder, at journalister i fremtiden vil blive nødt til at tænke kommercielt - annoncer begynder at ligne journalistik og benytter sig af journalistiske virkemidler, og det er ofte journalister, der udarbejder dem. Rapporten viser også, at hver fjerde journalistuddannede ender med at lave både journalistik og kommunikation.
Jeg har tre bekymringer på mine egne og medstuderendes vegne:
1. Er der nogle ledige journalistiske jobs på markedet?
2. Er journaliststuderende kvalificerede til at lave kommunikation?
3. Er der for mange journaliststuderende på DMJX?
Hvis man vil ind i en branche, hvor man er sikker på at få et job, så vil jeg ikke anbefale journalistfaget.
- Henrik Berggren, Institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX
At grænsen mellem journalistik og kommunikation er glidende, mærker de også i høj grad hos Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS).
”Jobfunktionerne bliver bredere. Man skal kunne lidt af det hele. Det bliver altså fremover vigtigt at uddanne sig til, at man både kan noget kommunikation og journalistikvi ser tendenser til, at grænserne ikke læn-
gere er så fastlåste, i forhold til hvordan man arbejder,” siger Linda Garlov, der er direktør for AJKS.
Er der nogle journalistiske jobs på markedet?
Blodigt halvår i mediebranchen
Mediehus skal igennem nye besparelser efter overenskomst
63 procent frygter for deres fremtid i mediebranchen
Kan du genkende nyhedsbilledet fra Dansk Journalistforbund? I sidste halvår af 2022 blev omkring 200 stillinger på 13 af Danmarks største medier nedlagt. Det skaber en frygt for, om vi journaliststuderende kommer til at få arbejde efter vores uddannelse. Institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX Henrik Berggren medgiver også, at journalistuddannelsen ikke er den uddannelse, der åbner op for flest ledige jobs sammenlignet med andre professionsbachelorer.
”Hvis man vil ind i en branche, hvor man er sikker på at få et job, så vil jeg ikke anbefale journalistfaget. Så skal man måske blive sygeplejerske eller skolelærer eller pædagog,” siger han.
Billedet kan virke nedslående. Men tal, som AJKS har delt med Illustreret Bunker fra februar 2022, viser, at ledigheden blandt deres medlemmer sjældent har været så lav, som den er lige nu. Linda Garlov fortæller, at fundamentet og jobmarkedet er bedre end i mange år. Hun understreger dog, at den klassiske medieverden har gennemgået store nedskæringer, som endnu ikke kan ses i tallene for ledige. Det skyldes, at journalister typisk har lange opsigelsesvarsler. Derfor forventer de hos AJKS, at ledigheden kommer til at stige i løbet af foråret.
”Hvis man går og drømmer om at blive ansat på de helt klassiske medier, altså dagblade og TV, så bliver det svært. Det er områder som skal skære ned, fordi de har svært ved at få økonomien til at hænge sammen,” siger Linda Garlov.
Hun understreger dog, at der er mange jobs at søge, hvis man går kommunikationsvejen.
Det har Mai Sønderkjær-Outzen, der blev færdiguddannet journalist fra DMJX i januar 2023, også oplevet. Ifølge hende er der ikke mange journaliststillinger på jobmarkedet, og Mai har søgt overalt fra Aalborg til Born-
holm. Men udbuddet er i høj grad præget af kommunikationsstillinger. AJKS har rådet Mai til to vigtige ting: Søg bredt og søg kommunikation.
”Jeg har næsten ingen erfaring indenfor kommunikation, og siden jeg dimitterede har min hverdag bestået af dagpenge og afslag efter afslag,” siger Mai Sønderkjær-Outzen.
Mai havde kommunikation som valgfag på DMJX, men har ikke en følelse af at være fuldt egnet til at lave kommunikationsarbejde. Den pointe bringer mig videre til min næste bekymring.
Er journaliststuderende kvalificerede til at lave kommunikation?
Der skal ikke være nogen tvivl: Kommunikation er ikke journalistik. Det er indiskutabelt, og det ved vi, fordi Solveig Schmidt og Mette Mørk slog det fast i Journalistikkens grundtrin på side 16, som vi alle har - eller burde have - læst på første semester.
Derfor kan det virke som en umulig opgave for en journaliststuderende at forestille sig, hvordan man skal arbejde med strategisk kommunikation og forretningsforståelse, når vi kommer ud på jobmarkedet.
”Måske er DMJX lidt for firkantet i deres måde at dele journalistik og kommunikation op på, for det er ikke sådan branchen ser ud i virkeligheden,” siger Mai SønderkjærOutzen.
Ifølge Henrik Berggren uddanner DMJX til et bredt arbejdsmarked. Dog medgiver han, at journalistuddannelsen ikke er rettet mod forskellige jobfunktioner, ud over at det er muligt at komme i praktik på en arbejdsplads, hvor man laver kommunikation. Han mener dog ikke, at det er nødvendigt at undervise i både kommunikation og journalistik på journalistuddannelsen.
”Hvis man underviste i både kommunikation og journalistik, ville du blive en dårligere journalist, for du ville få mindre journalistik. Ligesom du stadig ville være en dårligere kommunikatør end dem, der går på kommunikationsuddannelsen,” siger Henrik Berggren.
Hos a-kassen AKJS mener de, at undervisning i kommunikation på journalistuddannelsen klart ville være en fordel, når man ser på, hvordan arbejdsmarkedet ser ud lige nu. Dog understreger Linda Garlov også, at hendes erfaring er, at journaliststuderende har de nødvendige kompetencer til at lave kommunikation.
”Jeg oplever helt klart, at journalister kom
Efter invasionen i Ukraine har frygten hængt over hovedet på den ukrainske befolkning. Men i Lviv har journaliststuderende Kateryna Bortniak vænnet sig til frygten. Selvom bomberne hænger over
TEKST: EMIL WEIS
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN
”Man kan se i videoen, at han døde som 31-årig. Det ramte mig helt vildt, at han var
Kateryna er stolt af sit land, og hvor længe de har holdt stand mod Rusland. Hun håber, at krigen snart er slut, så hun kan vende hjem die i Kharkiv og hjælpe med at genopbygge ber hun, at Europa og USA bliver ved med at støtte Ukraine – det er nemlig også i Europas
”Rusland har jo ikke tænkt sig at stoppe, når de først har overtaget Ukraine. Europa udskyder derfor også bare problemerne, hvis de ikke får stoppet Rusland i Ukraine,” siger
af en karakter end en person.
Da vi skulle møde Mads Brügger på Frihedsbrevets kontor i indre København, blev vi i stedet mødt af undrende øjne. Fire unge journalister i færd med at kulegrave det danske land med en magtkritisk agenda, var blevet stoppet af to studerende, som skulle møde journalisternes chefredaktør. Ingen havde set Mads Brügger Han befandt sig slet ikke på det aftalte mødested. Løsningen på Mads-mysteriet blev til en kop kaffe, mens en af de unge journalister beklagede og ringede ham op. En anden tilbød en rundvisning og en snak.
Uden at have givet lyd fra sig, står han pludselig i døren. Mads Brügger i egen høje person. Hans statur er klædt i en ternet jakke og blåt slips. Det elegante ovre brydes af cowboybukser og en stor fingerring på højre hånd med et dødningehoved. Tøjet virker gennemtænkt og burde måske snarere bæres
”Har I set figurerne?” spørger han, idet vi sætter os til rette i et mødelokale, som han hurtig fik anskaffet sig på farten.
”Detaljeringsgraden er jo svimlende! Nogle af dem har hår i næsen. Vi sendte bare et billede af hver person, og så har kineserne selv fundet på resten,” siger han.
Mads Brügger og Frihedsbrevet har bestilt ti voksfigurer, som skal forestille de ti embedsmænd, der blev dømt for lovbrud af Minkkommissionen sidste år. Figurerne skal sammen skabe udstillingen ‘Magtens Voksmuseum’ - et nyt led i Mads Brüggers grænsesøgende journalistik.
Public service i voks
Dukkernes placering vidner om deres nylige ankomst; Nogle står i en lille mellemgang, mens andre tilfældigt er placeret rundt i kontorlokalet. Stiller du dig helt tæt på, mærkes en instinktiv forundring over, at skikkelserne ved siden af dig, hverken rykker på sig el-
ler afgiver lyd. Du kan blive stående. Du kan komme helt tæt på magtfulde mennesker
Afsættet i Frihedsbrevets voksudstilling er netop, at almene borgere kan komme helt tæt på magtfulde mennesker, som vi kender det fra Madam Tussauds. Hyldesten i at fremføre figurer og statuer kan dog virke en smule modstridende, når det kommer til de ti dømte embedsmænd.
”Det handler om at gå op imod de kræfter, som vil videre. Dem, der mener, at der er sat et punktum i sagen - nogle vil endda mene et værdigt punktum. Men de fleste danskere har slet ikke forstået, hvad sagen egentlig handler om,” siger Mads Brügger, da han begrunder tilblivelsen af voksfigurerne.
Efter aflivningen af de omkring 17 millioner mink tilbage i 2020, kunne man mærke kritikken strømme mod Statsministeren og embedsfolket. Men ifølge Mads Brügger er kritik ikke nok. For ham er det vigtigt “at dvæle ved smerten”, som han beskriver det. Det er også denne smertegrænse, han vil
tvære i med sin kommende udstilling.
Retfærdighedens cykelrytter
Det er ikke kun for smertens skyld, at Mads Brügger vil skabe denne udstilling. Han mener, at det er for retfærdigheden. Da han forklarer sin agenda bag projektet, beskriver han den til sammenligning med en oplevelse, han havde denne morgen på cykelturen til Frihedsbrevet.
I et lyskryds havde han set en politibil passere ham, mens han ventede på grønt. Da han selv begynder at træde i pedalerne, er der kun givet grønt lys for fodgængerne - men han følger trop. En betjent springer ud af politibilen og efter ham. Strakskvitteringen for at køre over for rødt blev 1.000 kroner.
”Jeg synes, det er ret tankevækkende, at betjentens øverste chef, Thorkild Fogde, er genindsat i sin stilling, efter at være kommet med, hvad Minkkommissionen kaldte for groft vildledende oplysninger og have indgået i et flagrant grundlovsbrud,” siger han
Mads Brügger afprøver grænser. Han navigerer mellem katastrofe og succes. Jagten på historien i det ekstreme kan virke afhængighedsskabende og nærmest uundværlig i hans journalistik. Mød Mads Brügger selv, hans fiktive personaer og ti embedsfolk i voks.
TEKST: HANNAH MØRKØRE
FOTO: REBECCA HELENE HOFFMANN
Mads Brügger påpeger det aparte skisma, som han mener, der er i retssystemet, når det hastigt forfølger den almene borger, men ikke udøver samme konsekvensudvisning for magtfulde embedsfolk.
Ifølge Mads Brügger, har Thorkild Fogdes sag været konsekvensløs. Det samme, mener han, gælder de andre dømte embedsfolk. Han synes dog ikke, at der er tale om en dobbeltmorale. Det er langt større end det.
”Det her er et udtryk for, at det danske demokrati er i dyb krise. Jeg tror, det kan lade sig gøre i Danmark, fordi danskerne altid tænker, at vi har det bedste demokrati. Hvis man læste, at dette var foregået i Polen, ville man jo tænke; ‘Nå ja, men det er jo også Polen’,” siger han.
Dyre jakkesæt på kinesiske bøjler
”Det er meget interessant, at i ordet voksenmobning indgår ordet voks. Men det er ikke en intenderet voksenmobning,” siger Mads Brügger, da han spørges ind til sine tanker om, hvordan det må føles at være embedsmand, og ikke kun være dømt af Minkkommissionen, men nu også er skåret ud i voks til udstilling for hele befolkningen.
Det er ikke over grænsen for ham, at disse mennesker udstilles, hverken i den ene eller anden forstand.
”Hvis man er en stor dreng eller pige og stikker numsen frem, så får man taget temperaturen. Idet de træder frem i Minkkommissionen, træder de også frem i offentligheden. Det kan de jo så takke sig selv for,” siger han.
Der har dog været reaktioner fra nogle af de embedsfolk, som Mads har ladet genskabe. Uden at nævne navn, har én enkelt bedt ham pænt om ikke at få ’et billigt kinesisk jakkesæt på’, men dette forsikrer Mads Brügger smilende, da han siger, at det ikke ser billigt ud.
Figurerne skal ikke husere Frihedsbrevets
kontorer i al evighed. De skal udstilles i en restaurant, som aldrig nåede at få sin første åbningsdag grundet pandemien. Lokationen er ej heller tilfældig, ligesom resten af udstillingen ikke er det. Mads Brüggers ønske for udstillingen var, at den skulle ligge så tæt placeret på Christiansborg som muligt, så figurerne befinder sig i nærheden af de personer, de skal forestille at afbilde.
Det danske embeds Mona Lisa
Da vi kigger nærmere på dukkerne, fornemmes Mads Brüggers store respekt for dem. Han har endda været helt bekymret for deres rejse fra Kina til Danmark, da de nødigt skulle ende i de forkerte hænder. Om det har at gøre med, at hver dukke har kostet i omegnen af 30.000 danske kroner, eller om han bare ikke ønsker, at de udstilles på det forkerte museum, vides ikke.
”Barbara Bertelsen er vores Mona Lisa”, siger han smilende.
En voksudstilling af embedsfolk kan virke absurd og med hele arbejdet og pengene dertil en smule nytteløst. Det kæler med en ekstrem i den journalistiske sport, og leder tankerne mod, hvornår der er tale om et journalistisk værk eller provokunst?
Det er ikke nyligt tilstræbt at bryde grænser hverken i kunstnerisk eller journalistisk forstand for Mads Brügger. Han hylder de spidsbelastede situationer. Ekstremerne i kombination med tilfældigheder skaber en synergi, som nærmest virker afhængighedsskabende for ham. Selvom Mads Brügger dvæler ved tanken om, at den kommende udstilling kan floppe, mener han også, at mange af hans andre grænsesøgende værker har haft samme uforudsigelige udgangspunkt.
”Jeg tror, at virkeligheden på et kult-niveau favoriserer folk, som tager chancer. Man kal-
der det vel tosseheld på bondedansk - mens der sjældent falder appelsiner ned i turbanen på tommeltrillere,” siger han.
Nostalgiens veje fører til Grænselandet Med et nostalgisk blik ud ad vinduet nævner Mads Brügger sine tidligere kreationer som ‘Ambassadøren’ og ‘Det Røde Kapel’. Iscenesatte dokumentariske skildringer med karakterer, han selv har spillet, i forsøget på at komme nærmere en afsløring eller bevidne korruption. Der er ingen grænse for midlet til målet. Om det er en tilkøbt diplomattitel i den centralafrikanske republik, en teater-
skole drevet af spastikere eller nu; Ti voksfigurer af kendte og ukendte embedsmænd.
”Man skal hele tiden være villig til at gøre noget, som utilsigtet kan blive en kæmpe fiasko. Hvis den mulighed ikke er til stede, så kan det heller ikke være grænseoverskridende,” siger han.
Men villigheden er ikke gratis. Heller ikke for Mads Brügger, på trods af hans snart tredive år som journalist. Det har været krævende at være gift med ham, som han selv udtrykker det. Især når de karakterer, han spiller i sine produktioner, ikke altid slipper ham, når han pakker kufferten og vender
hjem til Danmark.
”En dag i den verden var mættet med handling og fuldkommen uforudsigelighed bare den næste time. Det kan føles som et år i Danmark. Den intensitet savner jeg stadigvæk,” siger han.
De fiktive karakterer slipper nok aldrig helt Mads Brügger. Han er en del af dem, og de er en del af ham. Selvom han er opvokset nord for København, betegner han sig selv som bosiddende i nabolandet til Grænselandet. På den måde opsluges han ikke af sine karakterers verden, men han kan kigge lige over grænsen til dem.
Mens journaliststuderende i Danmark frit kan vælge, hvad de vil med deres karriere, står det anderledes til i lande med autoritære styrer eller besættelser. Zeena Nabhan og Mohammad Nazzal er to ud af mange palæstinensiske journaliststuderende, der har friheden i klemme.
”Forestil dig, at du ikke kan udleve din drøm, fordi du altid er under magthavernes kontrol.”
Sådan beskriver Zeena Nabhan de forhold, hun lever under som journaliststuderende på Birzeit Universitetet. Det ligger 25 kilometer nord for Jerusalem og den grænse, der siden 1948 har været knudepunkt i Israel-Palæstina-konflikten.
Zeena Nabhan er 22 år gammel og på det sidste år af sin uddannelse, som hun vil bruge til at give et mere sandfærdigt billede af konflikten mellem Palæstina og Israel. Det mener hun, der mangler. Men det er ikke nemt at rapportere om konflikten, når man bor midt i den. For både de palæstinensiske myndigheder og den israelske stat undertrykker og fængsler journalister, der tegner et kritisk billede af konflikten.
”Vi har ingen frihed”
Med en 170. plads på Reporters Without Borders’ ’World Press Freedom Index’ er Palæstina et af de værste steder at være journalist, når det kommer til pressefrihed. Ud af de 180 lande og territorier, som er inkluderet i indekset, ligger Danmark til sammenligning på en andenplads med kun Norge over sig. I skrivende stund er to journalister fængslet i Palæstina. Som journaliststuderende i området kan man risikere at ende i samme situation.
”Jeg kender både journalister, der er blevet arresteret af de palæstinensiske myndigheder og af de israelske besættelsesstyrker,” siger Zeena Nabhan.
Israel har siden Seksdageskrigen i 1967 besat hele Vestbredden og Gazastriben. Det betyder, at palæstinensere udover det palæstinensiske styre også er underlagt det israelske militærs magt.
”Vi har ingen frihed - heller ikke på de sociale medier. Digital sikkerhed findes ikke i Palæstina. Vi føler os overvåget hele tiden,” siger Zeena Nabhan.
Fra vandmelonvideo til anholdelse Selvom Palæstinas foreslåede forfatning for en palæstinensisk stat principielt giver pressefrihed og ytringsfrihed, er realiteten en anden i praksis. I juli 2017 blev en lov om cyberkriminalitet indført af præsident Mahmoud Abbas. Den gør det blandt andet strafbart at producere eller dele digitalt indhold, der vurderes at være ’umoralsk materiale’ eller materiale, der forstyrrer ’den offentlige orden’, med bøde eller fængselsstraf. Men
på grund af bestemmelsernes vage definitioner kan det blive et instrument til at straffe journalister, der skriver kritisk om myndighederne.
Vi har ingen frihed - heller ikke på de sociale medier. Digital sikkerhed findes ikke i Palæstina. Vi føler os overvåget hele tiden.
- Zeena Nabhan, Journaliststuderende på Birzeit Universitet
I juni 2020 delte en journalist eksempelvis en video på Facebook om salg af vandmeloner i byen Tulkarm på Vestbredden. Selvom videoen ikke var politisk, blev den delt i nogle af byens fora. Her blev der også delt opslag om korruption og skandaler. Det resulterede i, at journalisten blev arresteret af palæstinensiske myndigheder.
”Når det palæstinensiske styre ikke kan lide det, man poster, tager de det ned,” siger Zeena Nabhan.
For at undgå at blive censureret eller straffet, må Zeena Nabhan lave krumspring blandt andet på de sociale medier.
”Vi laver punktummer mellem bogstaverne i ord som ’martyr’ eller ’tilbageholdt’, så de ikke kan genkendes af de algoritmer, myndighederne bruger. Nogle gange poster vi noget, som bliver slettet, men så poster vi det bare igen og igen. Det er vores ansvar som journalister at offentliggøre det, vi ser,” siger hun.
Risikerer fængselsstraf Anderledes forholder journaliststuderende Mohammad Nazzal sig til lovgivningen. Han tør ikke løbe den risiko, der er forbundet med at bryde loven.
”Der er mange ting på det her område, som jeg ikke tør tale om,” siger han til spørgsmålet om, hvilke juridiske problemer, han støder ind i som journaliststuderende.
Han fortæller, at han ikke kan udtale sig om det, fordi han ikke har lyst til at få bøder eller at blive anholdt.
”De kan smide mig i fængsel. De gør mange ting for at censurere folk,” siger han
om de israelske og palæstinensiske myndigheder.
Ifølge Birzeit Universitet var der i november 2020 56 af deres studerende i israelske fængsler og detention. Også underviserne løber en stor risiko. Zeena Nabhan fortæller, at hendes underviser blev arresteret og fik revet sit hus ned af israelske bulldozere på grund af noget, hun postede på de sociale medier.
Et fælles forbillede Især journalisten Shireen Abu Akleh, har inspireret Mohammad Nazzal fra barnsben. Shireen Abu Akleh var en af Palæstinas største journalister, indtil hun sidste år under hendes arbejde blev slået ihjel af israelske soldater.
”Siden jeg var lille, har jeg været fanget af journalistikken på grund af Shireen Abu Akleh. Jeg ville gerne gå i hendes fodspor,” siger Mohammad Nazzal.
Også Zeena Nabhan så op til Shireen Abu Akleh
”Det var de værste uger, efter hun blev dræbt. Hun var en fantastisk journalist. Hun var modig, ærlig og en god underviser her på universitetet. Hun var ligeglad med, hvad der kunne ske med hende,” siger hun.
... Nogle gange poster vi noget, som bliver slettet, men så poster vi det bare igen og igen. Det er vores ansvar som journalister at offetliggøre det, vi ser.
- Zeena Nabhan
Flytter for pressefrihed
Zeena Nabhan vil også gerne fortælle den palæstinensiske side af konflikten, ligesom Shireen Abu Akleh gjorde det. Hun synes nemlig ikke, at vestlige medier dækker palæstinensernes historie godt nok.
På grund af hendes utilfredshed med den internationale dækning af konflikten, vil hun lave journalistik på engelsk.
”Jeg tror, der er mange i udlandet, der er interesserede i vores historie, og som er utilfredse med den pro-israelske dækning af konflikten,” siger hun.
Selvom hun gerne vil dække konflikten, frygter hun både den palæstinensiske stat og Israel. Den største beskyttelse, hun kan få, er en skudsikker vest. Men vesten beskytter hende ikke mod de juridiske problemer, hun kan komme i ved at publicere sin journalistik.
Af samme grund har hun besluttet sig for i fremtiden at flytte til udlandet og dække konflikten derfra.
”Jeg vil starte min egen radiokanal i for eksempel Jordan eller Tyrkiet, og så have journalister, der sender mig stof inde fra Palæstina,” siger hun.
Muhammad Nazzal er enig i, at mulighederne for at bedrive journalistik i hans hjemland ikke er gode. Men han tror ikke, at det er bedre blot at forlade landet.
”Når man først forlader landet og taler kritisk om magthaverne, er det svært at komme tilbage. Man kan blive forfulgt i andre lande eller risikere aldrig at kunne vende tilbage til Palæstina igen, så det er ikke noget, jeg har tænkt mig at gøre,” siger han.
I stedet vil Muhammed Nazzal række ud over landets grænser digitalt. Derfor er han sammen med nogle af sine medstuderende i gang med et projekt på tværs af journaliststuderende og tolkestuderende, hvor de vil publicere nyheder på nettet på engelsk.
Dødsangst og drømme
Hvad fremtiden bringer, har Muhammad Nazzal svært ved at gisne om.
”Hernede planlægger vi ikke ud i fremtiden. Vi lever en dag ad gangen. Du ved jo ikke, om du bliver ramt af en kugle i morgen,” fortæller han og fortsætter:
”Dette land er en gravplads for drømme og håb.”
Af samme grund ser Zeena Nabhan frem til, at hun kan dække Palæstina fra et andet land.
”Du er aldrig sikker i Palæstina. Vil du være en palæstinensisk journalist, skal du være indforstået med, at det er et vilkår, og at gode kollegaer nogle gange dør, mens de dækker det, der foregår,” siger hun.
Zeena Nabhan ville dog ønske, at hun ikke skulle flytte ud af sit hjemland for at dække konflikten frit.
”Hvorfor skal jeg være forhindret i at opnå mine drømme i mit eget land? Det gør mig virkelig ked af det,” siger hun.
Hun har dog ikke tænkt sig at stoppe af den grund.
”Selv hvis der ikke var en konflikt mellem Israel og Palæstina, ville jeg stadig vælge at være journalist. Det er det, jeg elsker,” siger hun.
Ifølge Jyllands-Posten er debattonen på Facebook forrået, og de har derfor valgt at lukke ned for deres kommentarspor. Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen forklarer, at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform.
ILLUSTRATION:
På Facebook kan man kommentere på mange opslag. Det kan man også på mange af nyhedsmediernes Facebooksider - men ikke på JyllandsPostens. De har valgt at lukke for kommentarsporet på deres egen Facebookside. Chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, fortæller, at det har været en lang proces at komme frem til beslutningen om at lukke kommentarsporet ned. Hun forklarer, at de på den ene side gerne vil have, at læserne diskuterer deres artikler, men på den anden side har de ikke ressourcer nok til at moderere kommentarsporene.
”Debatten på Facebook blev forrået, og det udviklede sig til en debat, som vi ikke kunne se os selv eller vores journalistik i. Vi skulle bruge enormt mange kræfter på at moderere kommentarsporet, fordi der var så mange grove kommentarer,” siger Marchen Neel Gjertsen.
Ifølge hende bør medier aldrig ses som en losseplads til diskussioner. Nyhedsmedier har altid sorteret i læserbreve, som hun kalder en gammeldags version af kommentarer på Facebook. Det er mediernes opgave at facilitere en god debat, hvor alle har lyst til at deltage.
Jyllands-Posten vil gerne tage ansvar for, at det er en god debat, der foregår på deres platforme, og så længe de ikke kan det, vil de ikke lade kommentarsporene stå åbne.
Marchen Neel Gjertsen understreger, at de fleste kommentarer ikke var chikanerende, men at det alligevel var de grove kommentarer og den hårde tone, der sprang i øjnene og styrede debattens gang.
Mediernes ansvar vægter højest
Marchen Neel Gjertsen er klar over, at de på Jyllands-Posten begrænser den frie debat, når de lukker deres kommentarspor på Facebook. Hun mener dog ikke, at det er et problem. Ifølge hende handler det i højere grad om at tage ansvar for den debat, de faciliterer.
“Hver eneste gang, der ligger nogle kommentarer, som ikke bliver fjernet, så har vi ansvaret for det. Nogle af de kommentarer kan være ekstremt krænkende overfor sårbare kilder eller minoriteter,” siger Marchen Neel Gjertsen.
På Politiken sletter de sjældent et helt kommentarspor, men oftere enkelte kommentarer. Spørger man Thomas Berndt, der er digital redaktionschef på Politiken, er kommentarsporene på Politikkens Facebookside ikke så slemme i dag.
“Når jeg hører nogen snakke om, at kommentarsporene er forfærdelige, så synes jeg, at det er lidt nogle forældede præmisser. Jeg synes ikke, at det er sådan, vores komentarspor er. Men der kan selvfølgelig godt være et spor, hvor det stikker af. Og så må vi gøre noget,” siger han.
Marchen Neel Gjertsen oplever, at langt over halvdelen af deres kommentarer har gode inputs og en ordentlig tone. Hun vil dog ikke stå til ansvar for de kommentarer, der løber af sporet, er hadske eller diskriminerende.
“Hvis der er en mindre andel, der ødelægger det for resten, så kommer det alligevel til at overskygge hele kommentarsporet.”
En del af den demokratiske debat På Politikens Facebookside kan man stadig kommentere på deres opslag, og de har ikke tænkt sig at lukke ned for det. Ifølge Politiken er det generelt problematisk, hvis nyhedsmedier lukker deres kommentarspor ned.
”Samtalerne på Facebook er en del af den demokratiske debat. Når man lukker for det, udelukker man folk, som ikke har en stor stemme i debatten, og som får sværere ved at komme til orde,” siger Thomas Berndt.
Han fortæller, at de hos Politiken prioriterer deres ressourcer, så de kan holde øje med deres Facebookside og begrænse grove kommentarer. De har både en computer, der automatisk sletter kommentarer, som indeholder skældsord, og en medarbejder, som kigger kommentarerne igennem. Han understreger dog, at det ikke er muligt at overvåge alt, der foregår på deres Facebookside.
”Nogle gange har vi artikler, der er postet for tre dage siden, hvor kommentarsporet stadig er aktivt,” siger Thomas Berndt.
Han mener ikke, at det er for meget at forlange af folk, at de skal skrive pænt for ellers bliver deres kommentarer slettet.
”Skarpe holdninger er selvfølgelig tilladt, både om emner og personer, men de må ikke være chikanerede eller hadefulde,” siger han.
De svage stemmer får ikke ordet Når Jyllands-Posten vælger at lukke kommentarsporene, udelukker det mange fra at debattere gennem deres medie. Marchen Neel Gjertsen mener, at medierne altid har virket som et filter.
“Alle kan ikke komme til orde på JyllandsPosten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter,” siger hun.
Når Jyllands-Posten vælger at fjerne hele kommentarspor, handler det om, at nogle af debatterne ikke bliver ført i en ordentlig tone. Marchen Neel Gjertsen pointerer, at de ikke prøver på at udelukke synspunkter, men at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform.
“Ordentlig tone for mig behøver ikke at betyde, at man udtrykker sig på formfuldendt dansk, eller at kommentaren ikke må have kant. Vi tillader mange synspunkter, så hvis nogen synes, at jorden er flad, så skal de have lov til at skrive det. Men grænsen går, når man begynder at krænke andre,” siger hun.
Thomas Berndt er enig i, at man skal have en ordentligt tone for at deltage i den offentlige debat. Han er dog ikke afvisende overfor, at lukningen af hele kommentarspor kan betyde, at man udelukker de mennesker, der
i forvejen ikke har den største sandsynlighed for at blive hørt i debatten.
”Jeg synes, at en del af diskussionen og overvejelsen om at lukke kommentarspor, er, om man gør, at folk i samfundet, der ikke har en stor stemme i debatten, får yderligere svært ved at komme til orde,” siger han.
Prioriterer ikke debatten på Facebook Marchen Neel Gjertsen fortæller, at de hos Jyllands-Posten hellere vil bruge deres ressourcer på andre ting end at moderere debatten på Facebook.
”Selv hvis vi havde alle ressourcer i verden, så er jeg stadig i tvivl om, hvor meget vi ville prioritere debatten på Facebook,” siger Marchen Neel Gjertsen.
Hun fortæller, at de hellere vil bruge ressourcer på eksempelvis at have en stor gravergruppe og lave flere journalistiske produkter.
Efter Jyllands-Posten har lukket for kommentarsporene, har de mærket en lille forskel i antal af sidevisninger på deres artikler, men ikke nok til, at de har fortrudt og åbnet for kommentarsporene igen.
Hun forklarer, at læserne stadig har mulighed for at dele og diskutere Jyllands-Postens artikler på deres egen profil.
Marchen Neel Gjertsen kan godt ærgre sig over, at de mange kommentarer, som ikke var grove eller krænkende, ikke længere er en del af debatten hos Jyllands-Posten, men hun fortæller, at de opvejede fordele og ulemper ved at have åbne kommentarspor på Facebook. Her kom de frem til, at de hos Jyllands-Posten ikke vil stå på mål for de hadefulde kommentarer, som kan fylde i kommentarsporene.
“En medarbejder skulle nærmest sidde i døgndrift for at holde øje med og slette kommentarer, hvor folk kalder hinanden for na-
zister, og vi vil hellere bruge tiden på at lave journalistik,” siger Marchen Neel Gjertsen. Sprængfarlige emner kræver ressourcer På Jyllands-Posten vil de udarbejde en ny model, der delvist åbner op for kommentarsporet. Marchen Neel Gjertsen kan ikke komme med en konkret plan for, hvordan den nye model vil komme til at se ud.
“Vi vil prøve at finde en model, hvor vi udvælger få historier, som vi moderer - men der vil ikke bare være en fri debat på alting,” siger hun.
Hun forklarer, at historierne vil blive udvalgt efter en løbende vurdering, alt efter hvor mange kræfter de har til moderation. Om det bliver en eller ti historier vil afhænge af emnets sprængfare.
“Vi ved, at der er nogle historier, der har det med at trigge en dårlig debat. Det kan være historier om flygtningepolitik eller feminisme. Vi bruger færre kræfter på at moderere historier om vejret, eller om at Danmark vinder VM i håndbold,” siger Marchen Neel Gjertsen.
Politiken nikker også genkendende til, at nogle emner har større risiko for at starte en mindre hensigtsmæssig debat. Thomas Berndt forklarer, at Politiken har fokus på de emner, så de kan forebygge den dårlige tone.
“Vi ved godt, at nogle emner er mere sprængfarlige end andre. For Politikken handler det også om at forebygge, at de kommentarspor udvikler sig negativt,” siger han.
Marchen Neel Gjertsen afviser, at JyllandsPosten helt vil undgå åbne kommentarspor med sprængfarlige emner, men pointerer, at det vil kræve flere timers moderation. Det betyder, at emnernes sprængfare kan være et pejlemærke for, hvilke historier, der frit kan debatteres på Jyllands-Postens Facebookside.
Har du talentet?
Hos JFM giver vi unge talenter unikke rammer til at udfolde deres potentiale. Uanset hvilket af de 14 mediehuse, du havner i, så kan du trygt regne med, at du bliver del af et unikt journalistisk fællesskab.
Hvad drømmer du i virkeligheden om?
Hos os kan du blive lige præcis dén journalist, du drømmer om. Du står på egne ben, men er aldrig alene. Du får lov til at arbejde selvstændigt, men er altid en del af et hold. Vi giver dig daglig sparring og feedback. Og vi følger din udvikling helt tæt.
En praktikplads med perspektiv
En praktikplads hos JFM skaber et fagligt fundament, der åbner døre. Hos os får du nemlig det store kørekort og prøver det hele: Podcast, video og artikler i alle tænkelige journalistiske formater. Hos os kommer du helt automatisk i centrum og vil fra allerførste dag mærke, at din holdning, din læring og dit perspektiv betyder noget.
Danmarks næststørste
JFM er Danmarks næststørste privatejede mediekoncern. Ud over 14 lokale titler kan et praktikophold lokalt også krydres med forløb på Avisen Danmark, JFM Livecenter, videohubben eller JFM Magasiner. Det er helt op til dig.
Se mere på: jfm.dk/journalistpraktikant
Every year, DMJX attracts students from different corners of Denmark and countries from all corners of the world. Some students enter the blue and yellow auditoriums with their minds made up on where they will go after DMJX – others hope that after a few classes, they’ll have an idea of the options out there for them. The profiles showcased below are proof that the path after graduation is not linear. These six individuals have all taken different roles and have landed positions most had never imagined or heard of before.
What are the different projects and career paths you’ve pursued?
During DMJX, I did an exchange at the Royal Academy of Art in The Hague [in the Netherlands]. That’s where I found out that visual arts were quite interesting. When I graduated from DMJX, I freelanced for newspapers and companies and started my own art company. I was this mix of freelancer and doing my own art projects. Now, I work partly as the head of the visual department at PressConnect, a communications agency, and I also have my own artistic company, where I do art installations and cultural and artistic mediation.
What advice would you give to a current DMJX student about landing their dream job?
“Chances are you might follow a very different path to your dream job than you would expect. Most of the people I studied with have tried many different things afterwards. All of us work in a mix of journalism and communications, and a bit of visual arts as well. I think a very good idea is to participate in photography festivals around Europe and sign up for portfolio reviews with a lot of different people.
Is there anything you would like to add?
I think it’s very important to say you have to be patient in finding your own way of working. Everyone, from my friends and my colleagues, we’ve talked about that line you cross when you find peace in finding your own way of working.
How was your experience at DMJX?
I have two journalistic products from DMJX that I’m proud of. I worked with two classmates on a video about euthanasia in Denmark. We interviewed this doctor who assisted people with ending their lives. It was difficult to cover but very interesting to work on. For my last project, I traveled with a classmate to Lesbos in Greece and went to the refugee camps. We didn’t know what we were getting into because we were just students with little experience. Just being there was very tough. It reminded me a lot about the situation that Mexicans and Latinos from Central America and South America go through. I never thought about that situation before until I was in these camps, or even about my immigration background. It was a very special moment in my life, personally, but also, professionally.
And then you returned to the U.S., how did you end up in Berlin?
I think a lot of people go through this when you leave a country you lived in for some months and then you get sad. My parents live in the Central Valley. There’s a lot of agriculture and not much to do. I was thinking a lot about my career. I started looking for master’s programs. I arrived in Berlin in September 2019 and started my master’s program at Hochschule für Medien, Kommunikation und Wirtschaft.
And now you’re at Deutsche Welle, tell me about your role here.
I manage the YouTube channel for the documentaries in Spanish. I have created some work for Guardians of the Truth. There’s a Turkish journalist, Can Dündar, who was forced to be in exile. He’s part of these documentaries where he interviews other people that have been through the same. I’m also a news assistant for the department of news in Spanish. I’m more into the TV programs that air in Latin America. I’m checking everything that is supposed to be in the newscast. I’m checking the inserts, images, videos and grammar issues.
What is your role as a consultant and project manager for Hansen & Ersbøll Agenda?
I take companies through a strategy course where they become more sustainable. We introduce them to EU legislation and other kinds of risks that might affect their business if they don’t adapt. I’m also project managing a campaign about greenwashing with Forbrugerrådet Tænk. We aim to help Danish consumers be much less misled by Danish companies who are trying to market all their products as being 100 percent green. The last couple of years, everything has suddenly become sustainable, and as a consumer you have no clue what’s right or wrong. That’s one thing I am very passionate about: helping companies communicate about climate change in a way that is truthful and not misleading.
What are some strategies, you learned as a student that have helped you along the way?
What helped me get where I am now is that I focused on an area I found interesting, and that is climate communications. I wrote my master’s thesis on climate communications. After that, I was lucky enough to host a radio show about climate, Udfordringen on Radio4, where I was able to get a lot of new knowledge about climate communications.
What’s your advice to a student interested in sustainability?
If you’re able to understand data and numbers, and you can communicate about that effectively, then you will be guaranteed a job anywhere. In terms of sustainability, it’s all about data. If you want to go into that field, it’s a good idea to find some interest in data, if you can.
Tell me about your role at Danish Crown.
I’m having the dialogue with both Danish media, but also media from England, Germany, Sweden, and the U.S., who are interested in writing about Danish Crown. The other half of my job is that I’m a communication manager at the company, Friland, which is Danish Crown’s organic company.
What are the different roles you were in before Danish Crown?
I was an intern at ‘JydskeVestkysten’ and then I was hired as a journalist. Then, for one year, I was at Århus Stiftstidende. Then I had a change in my career. A position came up at this agriculture magazine called ‘Maskinbladet’. I was then headhunted for a position at ‘Watch Medier’ in Copenhagen. They wanted to start a new business media about the agricultural sector in Denmark - and that’s my connection to Danish Crown. When I was a journalist at Watch Medier, I wrote a lot about them.
Tell me more about the internship you did while at DMJX.
At JydskeVestkysten, we had our own projects, we had our own small areas where we could find stories. It was like a small playground. The responsibility to take on certain subjects gave me more skills than I maybe would have gotten in a bigger newspaper. For me, it was good to have that kind of responsibility.
Let’s start with where you work at now and your position. I work as a press consultant at ‘Danske Erhverv’, the Danish Chamber of Commerce. I handle the press if they’re asking questions about Danish businesses. I have the green market, so that’s climate and energy, tourism, welfare and life science. We have analysts here who make analyses, and I take that and make it into something that the Danish media would be interested in.
Tell us about your experience before working at Danske Erhverv.
I really wanted to write about businesses in Denmark. ‘Jyllands-Posten’ had ‘Finans’, which covers business life in Denmark and outside of Denmark. After I finished my internship, I got a job at Finans. When I was still a student at DMJX, I got a message on LinkedIn from the news editor at Watch Medier and he asked me to come in for an interview. They saw what I did at Finans and they liked my work. That was my way into Watch Medier. For three months, I was also a correspondent in New York for them.
What advice would you give to students?
Be very serious about what you would like to write about. In my area, the more you know about a specific topic, the better the job you get. If you know early on what you like to write about, you can be more specific about what kind of job you want. It is hard looking for a good internship, but for me, it has opened all my jobs to where I am now. Now, I work on the other side, but I’m very thankful for being open enough to try that, too.
What were you doing before moving to Denmark?
I worked for Reuters in Brazil, where I’m from. In 2018, I covered the presidential elections. I was taken aback by how intense it was and I didn’t feel like I was ready. I wanted to study again so I applied for Erasmus Mundus. I got in, and for the second year of the program, I chose to go to Amsterdam because of the political communications specialization.
You said you started freelancing by accident once in Denmark?
In 2019, there was this ad by SAS, Scandinavian Airlines. It showed a series of things, Danes consider to be truly Danish, that aren’t actually. It showed how Danish society is very influenced by people who come to live there. The Danes had mixed feelings about it because they thought the ad went too far in kind of attacking Scandinavian identity. I pitched the story to Al Jazeera and they said yes. I had no idea how to write a feature in English – and then it worked. Then I just kept writing.
You were doing all of this in Denmark?
No, I left Denmark in May 2020 because of the pandemic. I was in Brazil for a few months and went to Amsterdam to continue the Erasmus Mundus program. In Amsterdam, I applied for a part-time job with a Brazilian outlet, ‘Núcleo’, where I still work. It’s an outlet that specializes in tech. My stories have generated real-life impact by platforms like Meta, taking down child sexual exploitation groups. I’ve also worked with ‘Global Voices’. I like the side of research. Last year I was invited to present my research at the UNESCO World Press Day conference in Uruguay.
Then you applied to the Pulitzer Center Persephone Miel Fellowship. I had this proposal to investigate how Bolsonaro’s changes to gun legislations were having an impact on Brazilian women, and I was selected. Then I decided to come back to Brazil. I felt that I had the duty of giving back to my country. It was very rewarding to see that compared to 2018, I actually felt prepared.
What advice would you have for an early career journalist?
Journalism is such a hard industry that the cost of it is bigger than just the financial part. You get emotionally involved with your stories; you get harassed for your stories. So, I think getting paid is the only fair solution: getting paid fairly for your work.
Når man som journaliststuderende tager sig sammen og ringer sine partskilder op, bliver man ofte affejet med et “send en mail”. Er det virkelig bare sådan det er blevet nu? Og samtidig er det som om, at skolen ikke altid tager højde for, at systemet drukner os i mailbureaukrati. Grib knoglen, siger de bare.
TEKST: THIT LUND BORDING, OPINIONSREDAKTØR
PÅ ILLUSTRERET BUNKER
ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN
Noget af det første, man lærer som journaliststuderende på DMJX, er at gribe telefonen og få ringet til kilder. Jeg husker det som yderst nervepirrende, da jeg stod som grøn journaliststuderende og skulle forstyrre andre mennesker med mine spørgsmål.
Nu på fjerde semester står jeg dog overfor et andet problem. Selve opkaldet forløber fint, og der er ingen svedige hænder eller bævende stemme. Men når jeg ringer til styrelser, partskilder eller sågar eksperter, bliver jeg efter en lang talestrøm, om hvem jeg er, hvad jeg undersøger, og om jeg har fat i den rigtige person, prompte bedt om at sende en mail.
Spørgsmålet er så, om det bare er den evige dans mellem journaliststuderende og partskilder, eller om det er et tegn på, at noget har ændret sig i branchen?
Vi er altså ikke i 1980’erne længere Jeg forstår godt, hvorfor underviserne beder os om at ringe til kilderne i stedet for at sende mails. Spørgsmålet er bare, om det er sådan virkeligheden fungerer nu til dags. Det er et vilkår, at man som journalist bare skal “gribe knoglen”, og det skal læres så hurtigt som muligt, for kildekontakten går meget nemmere via telefonen. Siden telefonen blev opfundet, har journalister ringet rundt til deres kilder, og engang, i en ikke så fjern fortid, kunne journalister ringe direkte til ministrene på Borgen. Men sådan er det jo ikke mere. Kontakten med ministerier, styrelser og de enkelte ministre er mildest talt umulig – i hvert fald som journaliststuderende. Du kan ringe i en strid strøm, men der er sjældent tid til de enkelte spørgsmål, man har. Der er endda nogle politikere, der i deres telefonsvarer frabeder sig, at journaliststuderende ringer til dem. Og selv når man får fat i en presserådgiver, bliver man mødt med klassikeren: “Kan jeg få dig til at sende en mail?” – også selvom det er deres job at tale med os. Men hvorfor er det, at mails så er bedre? For jeg kan sende lige så mange mails og være lige så stor en pestilens, som hvis jeg ringede. Netop dén journalistiske dyd er ikke gået tabt.
Og jeg forstår godt, at kilderne beder om at få en mail, for tænk at tage telefonen og blive overvældet af en sådan ordstrøm, at man knap nok ved, hvem der er i den anden ende af røret. Så er det nemmere at overskue på skrift.
Men nogle gange er det som om, at skolen ikke rigtig anerkender denne problemstilling. Måske fordi der til tider stadig hersker en idé om, at man bare kan troppe op på Borgen, banke på en ministers kontor og bede om et interview, som var vi journalister i 80’erne. Der er sågar opgaver, der kræver, eller i hvert fald lægger kraftigt op til, at et svar fra en relevant politiker “BØR” indgå. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når man bare bliver puttet ned i mail-syltekrukken af presseafdelingen?
Jeg foretrækker at ringe, og det vil jeg også blive ved med at gøre, men når man gang på gang bliver bedt om at sende en mail, kommer man til at overveje, om det ikke bare var der, man skulle have startet.
Hvad mener du?
Illustreret Bunkers opinions-sektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at dele deres mening om studie, skole, journalistik og kommunikation.
Vi bringer opinionsindlæg i avisen ad to omgange pr. semester.
Har det interesse?
Så skriv til redaktionen på illbunker@dmjx.dk
Der er efterhånden så mange datingprogrammer på Public Services platforme, der enten handler om parforhold, eller hvordan man kommer i dem, at man skulle tro, at det at være alene blot er en glidebane til parforholdet.
Lige så mange programmer er der hos TV2, der også er underlagt Public Service betingelserne. Her vises ’Landmand søger kærlighed’, ’Kærlighed hvor kragerne vender- og ’Alene sammen’, der også alle sammen handler om at finde den eneste ene.
til 2025 skal DR blandt andet have fokus på dækningen af hele Danmark, så den afspejler mangfoldigheden i de forskellige dele af landet.
Hver gang, jeg tænder for DR eller TV2, får jeg følelsen af at være Bridget Jones. I filmen af samme navn kæmper den +30-årige kvinde med både karriere og singleliv. I en bestemt scene er hun den eneste single til en parmiddag, hvor hun bliver placeret for enden af et langbord fyldt med tosomhed på begge sider. I kor udspørger parrene hende om, hvorfor hun er single, hvordan det går med hendes kærlighedsliv, og hvorfor hun ikke har fundet den eneste ene endnu.
Til det svarer hun, at under hendes tøj er hele hendes krop fyldt med skæl. Det er det eneste, der får gæsterne til at holde mund. Ligesom langbordet i Bridget Jones er Public Service blevet din irriterende fjerne slægtning, der ikke kan stoppe med at spørge om, hvorfor du ikke har en kæreste. Og jeg kan ikke lade være med at føle, at det er blevet forkert at være tilfreds med at være alene.
Nogle af de programmer der ruller på DR er ’Gift ved første blik’, ’Matchet på Mælkevejen’ og ’Vild kærlighed’. De handler alle sammen om at finde den store kærlighed. Om det er ved at sætte en ring på en fremmeds finger, håbet om at finde kærligheden mellem stjernerne eller på en tømmerflåde, er det kun DR’s tilrettelæggeres fantasier, der sætter grænser.
Men det er skam ikke fordi, at kærligheden ikke må blomstre henover skærmen. Der er bare ingen programmer om at være single, hvor det bare handler om, at det er okay at være alene.
Public service har et ansvar for at repræsentere tilfredse singler Ifølge Public Service-kontrakten for 2022
Ifølge Danmarks Statistik var der i 2021 38 procent af den danske, voksne befolkning, der bor alene – og det tal har været stigende siden 80’erne. Det er ikke nødvendigvis singler, for det er der ikke tal for, men det er mennesker, der vælger at bo alene.
Der er ingen programmer, der handler om singler eller solo’er, der er tilfredse med at være alene. Vi lærer på DMJX, at vi skal vise følelser og udvikling hos folk, og violinerne spiller jo, så snart det handler om kærlighed. Men det er Public Services ansvar at repræsentere den generelle befolkning og ikke belære om, hvad der er den rigtige og forkerte måde at leve på. I stedet burde de udforske, hvorfor flere vælger at bo alene.
Når man udvisker den del af befolkningen, der tilvælger at være alene og kun laver programmer, der handler om parforhold, indikerer Public Service implicit, at det ikke er nok at være alene. For Public Service er det kun i orden at være alene, hvis det er i søgen efter den store kærlighed.
Jeg kan ikke lade vær med at føle, at det er blevet forkert at være tilfreds med at være alene.
Kære Ejvind
Jeg er begyndt at dykke ned i filosofiens verden og har i mange nætter ligget søvnløs over et enkelt spørgsmål. Jeg håber, du kan hjælpe mig med at finde ro, så jeg endelig kan få en god nats søvn. Så hvad kom først: Hønen eller ægget? Hilsen den søvnløse
Kære Den søvnløse
Det duer ikke med for lidt søvn! Det begrænser din evne til at forstå, at hvor der er én side, er der også en anden. Og dit spørgsmål får mig til at tro, at du allerede er ramt lidt på evnen. For måske er begge dele i virkeligheden den første? Har du tænkt på det? Måske kan man have gode grunde til at mene, at både ægget kom først, og at hønen kom først? Skulle det nu være sådan, at du er alt for langt ude på søvnmanglens overdrev, så dette første svar ikke hjælper dig, kunne du, som en (kedelig og forhåbentlig midlertidig) terapi, prøve at slå dig til tåls med, at vi i dag jo faktisk ved, at ingen af dem kom først.
Jeg er virkelig vild med en fyr, men ingen af mine sædvanlige scoretricks virker. Har du nogle tips til, hvordan jeg endelig får scoret mit crush?
Hilsen den forelskede
Kære den forelskede
Nu afslører du jo ikke dine tricks, så det er lidt vanskeligt at vide, om du har prøvet følgende. Men jeg har hørt, at det skulle være et ret godt trick at recitere indledningen af Hegel’s ”Phänomenologie des Geistes” for den udkårne. Jeg har hørt, at den skulle være ret svær at stå for. Særligt hvis man kan gør det på originalsproget, men jeg vil ikke udelukke, at det også kan gøres på dansk. Så skal du bare lige have nogen til at oversætte den først...
Påskeferien er lige om hjørnet, og jeg glæder mig meget til at kunne lægge skolearbejdet lidt på hylden og holde fri. Hvad har du af planer for ferien?
Hilsen en ferietrængende studerende
Kære ferietrængende studerende
Som så mange andre har jeg noget familie, jeg skal rundt og mødes med. Jeg har nogle bøger, der skal læses (ja, også lidt filosofi). Jeg har også et lille programmeringsprojekt, som jeg håber, jeg kan komme videre med. Og så skal jeg også have tid til at nyde, at jeg kun skal det, jeg selv har lyst til. Nogle ville kalde dette sidste at “daske”, men vi filosoffer “dasker” jo ikke, når vi ligger på sofaen. Vi tænker – hvilket faktisk er arbejde, vi burde få løn for! (Henrik Berggren, jeg håber, du læser med her)
Vi har på studiet hørt om mange mulige scenarier for journalistikkens fremtid. Det har fået mig til at tænke på, hvad, du mener, er den største udfordring, som journalistikken står overfor?
Hilsen en nervøs journaliststuderende
Kære Nervøse journaliststuderende
Den største udfordring er vel nok, at for få mennesker forstår, hvordan god journalistik bidrager med noget, man ikke lige så godt (eller bedre) kan få andre steder. Og at for få journalister indser, at det er deres opgave at gøre dette klart for borgerne.
Min vennegruppe og jeg bruger meget tid i Kurt Strandbar. Der bliver drukket mange øl, og de fleste er gode til at huske at betale, når man har lagt ud for en omgang – men det er ikke alle. Jeg synes, det er akavet at blive ved med at opkræve penge fra de venner, der ikke er så gode til at huske det selv, da jeg er bange for, at det går ud over vores venskab. Men jeg er altså broke. Hvad skal jeg gøre? Hilsen den pengeløse
Kære Den pengeløse
Tiden løser dette problem. Du er broke, derfor har du nu bare et at gøre: Du dukker op til næste Kurt Strandbar, og denne gang er de andre jo så nødt til at give dig en omgang. Og den glemmer du selvfølgelig også bare at betale for. Problem solved! Lille tip på vejen frem mod denne løsning: Lad være med at læse Kants Kritik af den praktiske fornuft eller Grundlæggelse af sædernes metafysik i mellemtiden. Det kunne godt gå hen og generere lidt dårlig samvittighed. Hvis du endelig har brug for lidt filosofi i mellemtiden, så tag hellere fat i noget Hume eller Schopenhauer.
Kære Ejvind
Ronaldo eller Messi?
Hilsen en fodboldfan
Kære Fodboldfan
Hvem er det? Du tænker måske på det gode gamle Shu-bidua-hit Ronald og Leonid, der jo henviser til Ronald Reagan og Leonid Bresjnev, de daværende magthavere i de to supermagter. Hvis ja, så må jeg som filosof påpege, at verden altså er mere nuanceret end som så. Selvom de store supermagter sætter dagsordenen og tildrager sig al opmærksomheden, ligger den sande magt jo i de forældre, der sender deres børn til fodbold... øh jeg mener: De borgere der deltager i den offentlige samtale, påvirker dagsordenen, og tillader repræsentanter at repræsentere sig. En helt anden ting er i øvrigt, at jeg synes det var ganske fint, at Argentina vandt VM i fodbold for herrer her i efteråret.
Kære Ejvind
I JIS fortæller du om fordele og ulemper ved public ser vice-modellen, men jeg er blevet nysgerrig på, hvilket public service-program, der er dit yndlings?
Hilsen en TV-elsker
Kære TV-elsker
Jeg har et langt kærlighedsforhold til P1’s Orien tering, hvor jeg altid har været facineret af journa listernes store grundighed og de gode tidsforhold i formidlingen, som programmet har haft. Og så passer det perfekt ind i min døgnrytme, idet jeg har lavet rigtig meget aftensmad til programmet. Lige i denne tid rokker de jo lidt med båden, ved at lege med formatet, og jeg voterer stadig med mig selv, om det er til det bedre, om det er indenfor det tilgivelige, el ler om det (på jysk) er træls.
Kære Ejvind
Nu er du jo en af kongerigets største og mest berømte filosoffer, så jeg håber, at du en gang for alle kan lægge låg på debat ten: Hund eller kat?
Hilsen en dyreelsker
Kære Dyreelsker
Jeg når ikke længere end til “en af”. Hvad mon du me ner med det? Hvem er den anden? Jeg er ikke helt sikker på, at vi lægger det samme i dette udtryk? Ved du godt, at når man skriver “en af”, så implicerer man, at der er flere?
Kære Ejvind
Hvilken filosof er du den største fan af – og hvorfor?
Hilsen den nysgerrige
Kære Den nysgerrige
Kant – fordi han er næsten lige så klog som jeg selv.
Kære Ejvind
Jeg bor med en roomie, og vi har det rigtig hyggeligt sammen. Der er dog én ting, der bliver ved med at gå mig på: Hun glemmer at tage opvasken, når hun har lavet mad og kan finde på at lade den stå i flere dage. Jeg synes, det er mega ulækkert, men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal påtale det for hende. Hvad synes du, jeg skal gøre?
Hilsen den konfliktsky
Kære Den konfliktsky
Ok, så hun ved ikke engang, at du synes, det er et problem... Jeg er godt nok også selv konfliktsky, men selv for en filosof er det svært at komme på en måde, hvorpå man kan vise et hensyn, man ikke ved findes... Så jeg tror nok, du er nødt til at gribe til Jürgen Habermas’ analyse af den kommunikative handlen og se, om du ikke kan indgå i den deliberativ udveksling om husordenens indretning. Det handler om at fremsætte en række gyldighedshævdelser. Det kunne f.eks. være: “Det ville være dejligt, hvis vi kunne enes om at tage opvasken en gang om dagen”. Så kan din roomie tage stilling til, om du mener, hvad du siger (subjektiv gyldighedshævdelse), om du har ret til at fremføre ønsket (social gyldighedshævdelse), og (ikke mindst) om det er sandt, hvad du siger (objektiv gyldighedshævdelse). Særligt den sidste kan du jo risikere, at dit udsagn falder på, men så er det din opgave at indgå i en argumentativ udveksling, hvor I sammen finder ud af, hvordan I kan indrette jer til et fælles alment bedste. HVIS ikke dette lykkes, er næste skridt naturligvis at stille den snavsede opvask i hendes seng.
