Bunker-102023 by Illustreret Bunker

ILLUSTRERET

BUNKER

Oktober 2023 // 31. årgang

SKOLEN I 90’ERNE: Fulde undervisere, hjemmegroet hash og frisører på toiletterne. I sidste avis beskrev vi alkoholkulturen i branchen, nu retter vi blikket mod journalisthøjskolen. INDE // 3

SKILLEVEJ: Magnus Boding har skiftet Latinamerikas vold ud med gravergruppen på Jyllands-Posten Finans. Læs portrættet om korrespondenten, der er vendt hjem. UDE // 16

KLIMA: SDU sætter klimajournalistik på dagsordenen med et nyt valgfag. De vil klæde de studerende bedre på til at håndtere klimastof. Men hvad med DMJX? TEMA // 27

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik Journalistikken svigter, når historierne ikke afspejler virkeligheden – og spørger man Iben Maria Zeuthen, er det tilfældet i klimadækningen. Hendes nye klimajournalistiske fællesskab, #Rydfladenforklimaet, skal vende skuden. TEKST: EMILIE GAMMELGÅRD JØRGENSEN

FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

bund og grund handler det om at fortælle sandheden. Så enkelt kan journalistikkens kerne formuleres ifølge Iben Maria Zeuthen. Hun er journalist og radiovært – og så er hun kvinden bag #Rydfladenforklimaet, der efterhånden har været dækket i samtlige danske medier. Iben Maria Zeuthen har gennem Rydfladen brugt de sidste to måneder på at råbe mediebranchen op. For hende er der nemlig et problem, og som navnet antyder, handler det om klimaet. Iben Maria Zeuthen mener ikke, at mediernes dækning af klimaforandringerne afspejler virkelighedens omfang eller alvorlighed. ”Klimaforandringerne er voldsomme. Vi-

denskaben viser, at de med al sandsynlighed vil få en ekstrem påvirkning på vores jordklode og den måde, vi er danskere på. Dét er sandheden,” siger hun. Troværdigheden på spil Iben Maria Zeuthen mener, at journalistikken svigter, når mediernes dækning ikke stemmer overens med sandheden. Ingen anden branche er i samme grad forpligtet til at oplyse, formidle og råbe op. Det gælder klimaet såvel som alt andet. ”Det er vores job at fortælle sandheden. Det er det, vi altid har sagt til os selv, at vi kan,” siger hun. Det handler dog ikke kun om at leve op til jobbeskrivelsen. Iben Maria Zeuthen frygter, at det kan få konsekvenser for journalistikkens troværdighed, hvis ikke medierne tager

ansvaret alvorligt og råber vagt i gevær om klimaforandringerne og deres konsekvenser. For hende spiller journalistikken en afgørende rolle, hvis vi skal forstå den fremtid, vi går i møde. ”Hvis det hele kommer rullende bagfra, uden vi er forberedte på det, vil man nok se tilbage og tænke: ‘Hvor var medierne, og hvorfor svigtede de?’ Det er jeg bange for, både som borger og journalist,” siger hun. En idé vokser Forestil dig dette: Sommerferien er i gang, men hos DR summer et lille kontor af liv. Her sidder 15 journalister klar til at dække en sommer i klimaets tegn. Telefonerne ringer, og i den anden ende fortæller korrespondenter, hvordan klimaforandringerne rammer den lokale befolkning i turistområ-

derne. De snakker med turister og stiller rejseselskaberne kritiske spørgsmål. Hjemme i Danmark bliver den information til aktuel journalistik om alt fra alternative ferier til rejseselskabernes ansvar i en tid, hvor klimaet kræver fokus på rejsevaner. Det var den sommer, Iben Maria Zeuthen havde forestillet sig. Hun havde fulgt den tiltagende globale opvarmning og frygtede en sommer med ”vanvittigt vejr”. Derfor skrev hun den 13. juli en mail til ledelsen i DR. Her foreslog hun at sætte et hold til at dække den historiske sommer. ”Jeg tænkte, nu kommer det kollaps, vi har frygtet. I mit hoved måtte vi alle føle et behov for en intensivering af klimadækningen,” siger hun.

Læs videre på side 24

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

REDAKTIONEN

Kønsskævheden i kildevalg er vores alles ansvar TEKST: SISSEL THIELLESEN

llustreret Bunker var ved semesterstart inviteret til en workshop, der skulle gøre os klogere på kildearbejde. Invitationen kom fra to af skolens kommunikationsforskere Anna Karina Kjeldsen og Line Schmeltz. De arbejder i øjeblikket på et forskningsprojekt, hvor de undersøger, ligestillingen i repræsentationen og præsentationen af kvinder og mænd i nyhedsmedierne – for den er der ikke. Som journaliststuderende er vi på vej ind i en branche, hvor højt tempo og stramme deadlines er en arbejdsbetingelse. Vi er af-

INDE dækker det, der rører sig omkring diskokuglen.

hængige af, at vi får kilder i hus. Det kan derfor være fristende at ringe til dem, vi ved tager telefonen, vil stille op og har gjort det mange gange før. Og hvad er egentlig problemet ved det? Problemet opstår, hvis vi ønsker at højne ligheden i kilderepræsentationen. Forskning viser, at kvinder kun udgør 35 procent af kilderne i danske medier, mens de globalt udgør 25 procent. Det lugter af, at de kilder, vi rutinemæssigt opsøger som kilder til vores nyheder, er mænd. Men lighed handler ikke kun om antal, det er også forskellen på fremstillingen af kvinder og mænd. Kommunikationsforskernes studie viser, at kvinder dominerer som

erfaringskilder, mens mænd optræder som eksperter. Kvinder fremstilles ofte som sekundære, de beskrives oftere via deres køn og fysiske fremtoning og helt generelt som uden for normen. På Illustreret Bunker er vi heller ikke perfekte, når det kommer til kønsuligheden. En kortlægning af vores kilderepræsentation viser, at vi også bruger langt flere mandlige kilder - også på forsiden. En mand, der særligt går igen i avisen, er Institutchef Henrik Berggren. Han er nærmest fast inventar i vores Inde-sektion, hvor han stort set kan svare på alt. Hans hyppige fremtræden skyldes, at vi gør præcis det samme som resten af medieverden. Vi kontakter dem, vi ved, vil stille

op og har gjort det mange gange før. Vi tyer til den nemme løsning. Som kommende journalister skal vi ud og opbygge et kildenetværk, og her skal vi passe på, at vi ikke bare indoptager branchens bias. Vi skal prioritere tiden og finde de bedst kvalificerede kilder, og ikke udelukkende gå med de nemmest tilgængelige. Det er et vigtigt ansvar, som vi skal tage på os. På Illustreret Bunker lover vi, at vi fremover vil tage kønsuligheden alvorligt. For ligestilling kommer ikke af sig selv. Vi lover at gøre vores bedste for at komme skævheden i kildevalg til livs i vores arbejde. Vi håber, at du, kære læser, vil gøre samme.

REDAKTØRHOLDET

UDE stiller skarpt på det, der sker i den store medieverden. TEMA afdækker i hver avis et nyt emne, der er særligt relevant for de studerende. OPINION giver dig mulighed for at sige, hvad du mener.

Sissel Thiellesen Ansv. Chefredaktør / INDE 29231@dmjx.dk

BAGSIDEN zoomer ind på en person fra mediebranchen.

Anna Ellesgaard Chefredaktør / TEMA 29236@dmjx.dk

På WWW.ILLBUNKER.DK finder du avisen og dens artikler online. SKRIBENTER: Sarah Cardel, Emilie Gammelgård Jørgensen, Lærke Kobberup, Joachim Farshøj, Magnus Løbner Rosenberg, Lucia Enola Holmen Lopez, Anders Helmer Mørck, Hilde Agergaard Svendsen, Victor Andersen, Iben Mejlhede, Asbjørn Steffensen, Marlene Møller Holm, Anders Villaume Vestergaard, Sarah Wittrup Johannessen, Anton Brogaard, Emma Sofie Vikkelsø Hougaard, Johan Nørgaard, Tike Clausen, Amalie Wessel-Tolvig

Jens-Emil Nørgaard Redaktør / INDE 30294@dmjx.dk

Zakarias de los Reyes Redaktør / INDE 31237@dmjx.dk

Ines Kajkus Redaktør / UDE 29143@dmjx.dk

Anders Brøndsholm Redaktør / UDE 30275@dmjx.dk

Carl Brøcker Redaktør / UDE 30247@dmjx.dk

Kathrine Møller Nielsen Redaktør / TEMA 30250@dmjx.dk

Emily Holland-Fischer Redaktør / TEMA 30252@dmjx.dk

Elisa Norsgaard Mortensen Redaktør / OPINION 29173@dmjx.dk

Janni Moshage Moldt Redaktør / FOTO 28170@dmjx.dk

Mirjam Roed Redaktør / VISUEL 28220@dmjx.dk

ILLUSTRATIONER: Mirjam Roed, Lotte Skjødt Nielsen & Katrine Åsleff Edvardsen FOTOGRAFER: Ludovico Paille, Sarah Arge, Vikki Søholm & Anders Lindstrøm Berker

Illustreret Bunker, Helsingforsgade 6, 8200 Aarhus N, illbunker@dmjx.dk, www.illbunker.dk. Tryk: Strandbygaard A/S // 96 80 07 00. Udgivelse: 12. oktober 2023, 31. årgang - 1. udgave. Økonomi- og annonceansvarlig: Anna Ellesgaard // 29236@dmjx.dk og Sissel Thiellesen // 29231@dmjx.dk. Oplag: 500 eksemplarer to gange årligt. Illustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på DMJX i Aarhus, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun medbringes med udførlig kildeangivelse.

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

INDE

Fulde undervisere og en tom ølautomat Tag med til 90’ernes journalisthøjskole

Ølautomaten er væk, men druk og store egoer er stadig in. Illustreret Bunker har kigget på den arv, som journaliststuderende har med sig fra de berygtede dage i Bunkeren. meldte sig. Så kunne man fylde maven med ‘500 gram rent slagteriaffald’, som Jan Dyberg beskriver det. Du kender det nok som en ristet med det hele.

TEKST: EMMA HAUGAARD & LÆRKE KOBBERUP

ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

et er nat, og Jan Dyberg slingrer ned ad Randersvej i fuld fart på cykel. Øjnene har svært ved at hænge sammen. Øllene fra fredagsbaren kan ikke kun ses på promillen, men også på cykelstien, hvor han kører slalom efter usynlige kegler. Når man slår hårdt til øllene, kan turen hjem slå hårdt igen. Slalomløbet går for vidt, og han cykler direkte ind i en lygtepæl og ryger henover cyklen. Næste dag er mindet om hjemturen væk, men græsset på knæene sidder stadig fast. Jan Dyberg tumler ud i

køkkenet, og møder sin roomie Hanne, der udbryder. ”Jan, for helvede, du var jo fuldstændig væk i går.” Det kan godt være, at denne historie ikke er noget, du typisk ville forbinde med Jan Dyberg, der underviser i journalistisk metode på 4. semester. Måske minder den mere om dig selv sidste fredag - hvis man altså skifter Randersvej ud med Langelandsgade. Men her har du og Jan Dyberg måske mere til fælles, end du tror. For det er ikke noget nyt, at journaliststuderende fester meget, og at Kurt holder

samtaler indtil klokken 7 om morgenen på en onsdag. Uanset om kalenderåret hedder 1993 eller 2023, har journaliststuderende altid bragt en fest med sig. På trods af at meget har ændret sig siden 90’erne. Som at studievejleder Joan Husted og Simon Andersen fra det nye 24syv har slået op, ølautomaten er blevet fjernet - og så var der også lige noget med nogle fulde undervisere. De berygtede fulde undervisere og en tom ølautomat Er han mon fuld eller bagstiv? Sådan undrer en ung Mette Mørk sig, da hun over middag i 1991 er til undervisning i notatskrivning. Et fag, hvor tankerne nemt kan vandre. Specielt når eftermiddagstrætheden melder sig - men især når underviseren ikke er helt ædru. Der var nemlig flere undervisere i 1991, som man helst skulle undervises af inden frokostpausen, ifølge Mette Mørk, der i dag er underviser på DMJX. “Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund,” siger Jan Dyberg. Men det er også nemt at lade sig friste, når der ikke er én, men tre slags fadøl og en ølautomat i kantinen. Når underviserne sad med frokosten i kantinen, kunne fadølsglasset godt blive fyldt et par gange, inden de fortsatte dagens undervisning.

En ‘lonely rider’ - eller bare et stort ego Selvom rammerne har ændret sig, er det stadig det samme indtryk, omverdenen har af journaliststuderende. Med cowboystøvlerne, der klikker op ad Helsingforsgade, og denim- eller læderjakken trukket op til ørerne - ligesom Jan Dyberg husker det. ”Dengang var der en mytisk forestilling om journalisten som en Lucky Luke-type, en ’lonely rider’, der drikker masser af kaffe og ryger smøger. Et ’one man job’,” siger Jan Dyberg, når han skal definere en journaliststuderende fra før årtusindskiftet. Men udover modevalget har journaliststuderende og journalister også et andet karaktertræk De offentlige hemmeligheder på skolen til fælles. Ego. Et træk, der både kommer Ølautomaten var i høj kurs blandt elever og til udtryk på arbejdspladserne, men måske lærere, og den endte ofte med pinligt tomme især i sociale sammenhænge. Jan Dyberg hylder til stor frustration blandt eleverne. husker, hvordan han og de andre studerende Men som et lys i mørket af den tomme autostod langs væggen eller i baren til festerne mat blev fredagsbaren født. Med læderjaki 90’erne og ventede på, at der skulle ske kerne over skuldrene og smøgerne hængennoget. de fra mundvigene gik man i samlet trop ned “Vi kommende journalister var jo selvmod ’Kupéen’, fede ‘iagttagere af skolens nye verden’, for vi skulfredagsbar, når le jo ikke skabe beugen gik på givenhederne, men Vi plejede at sammenhæld. Tung og kommentere dem,” syrlig lugt af øl ligne en bestemt undersiger Jan Dyberg. i gulvtæpperne viser med de to færger, Selvsamme jourmens skyer af der sejlede mellem Aarnalistfester kan cigaretrøg fyldte Mette Mørk hurtigt hus og Kalundborg. De lokalet. punktere. Alle vidste, befandt sig også bedst i ”FUCK mand, at der på toiletdet våde element, og de de fester, hvor der terne gemte sig stødte jævnligt på grund kun er journalister, to færdiguddankan være røvsyge. nede frisører, Journalister er Jan Dyberg, som kunne rette meget glade for at Underviser på 4. frisuren til for høre sig selv snaksemester en halvtredser. ke,” siger Mette Ligesom at alle Mørk. vidste, hvornår Missionen med man skulle dukke op, hvis man ville købe denne artikel var at finde ud af, hvordan stulidt hjemmegroet hash. derende på journalistuddannelsen har ændret Det har alle dage været populært at drikke sig fuld på tom mave. Efter en tur i Ku- sig siden 90’erne. Beskeden er klar. Ego, péen var der mulighed for at gå op til krydset mode og druk er fællesnævneren. Fulde unved Randersvej til Lykkes Grill, når sulten dervisere og ølautomater bliver i fortiden.

”

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

INDE

Med solsikkesnoren er Amila Ibrišagić en del af en stille revolution: “Folk skal ikke se mig som et offer” En ud af fire danskere lider af et usynligt handicap. En af dem er den 21-årige journaliststuderende Amila Ibrišagić, der for nylig er begyndt at bruge solsikkesnoren, som nu har fundet vej til DMJX.

TEKST: ANDERS MØRCH & VIKTOR ANDERSEN

FOTO: VIKKI SØHOLM

mila Ibrišagić ser bussen komme nærmere. Det har hun gjort mange gange før, men den her gang oplever hun noget iøjnefaldende, som lynhurtigt fanger hendes blik. En grøn, tynd snor hænger på en kvindes hals. Snoren er prydet af solsikker, som skal give udtryk for, at den kvindelige passager i bussen lider af usynligt handicap – præcis som Amila Ibrišagić selv. Forskellen er blot, at hun aldrig selv ville gå med snoren – det vil være et skrig om hjælp, som hun frygter, ville betyde underlige blikke. Men Amila kan ikke slippe tanken om solsikkesnoren fra bussen. En krævende hverdag Amila Ibrišagić er 21 år og går til dagligt på DMJX på 3. semester. Hun har i fire år levet med udredt OCD og har siden da også fået konstateret ADHD. Diagnoserne fylder dagligt i Amila Ibrišagić’ liv. Men hendes tilgang er oftest glad og ligetil – og det betyder, at hun som regel gør, hvad der passer hende uden nervøse bagtanker: “Jeg er pænt ligeglad på det punkt. Jeg går også ned og handler i min morgenkåbe,” siger Amila Ibrišagić. Men selvom hun har en “no-bullshit” attitude til flere facetter af hverdagen, er der også svære tidspunkter. Hun undgår blandt andet tog og oplever også problemer ved andre offentlige rum. Derfor er det også vigtigt for Amila Ibrišagić at blive forstået, når hun for eksempel tager bussen: “Folk må hjertens gerne prøve at forstå mig. Men det er ikke, fordi folk skal se mig som et offer,” siger Amila Ibrišagić. Frygten for den øgede opmærksomhed var netop det, som holdt hende tilbage fra at tage imod snoren i starten.

Men kvinden i bussen var med til at bekræfte, at det var muligt - dog ikke på halsen. Det ville være alt for tydeligt. Amila grublede videre og overvejede en måde at bære solsikkesnoren diskret. En skole med fokus på eleverne Søren Boy Skjold er lektor på DMJX og har været en af de bærende kræfter bag, at snorene fra starten af dette semester er at finde på skolen. Han hørte om fænomenet fra en elev, og det førte til, at han indsamlede de grønne snore til skolen. Han mener, at de usynlige handicap bliver set som tabuiserede og mindre “tilladte” end de synlige. Det vil han gerne være med til at åbne dialogen om. Men hans aktive rolle på området skyldes også, at han personligt selv har døjet med angst, hvilket har krævet lang tids overvejelser, før han valgte at dele det med omverdenen. “Hvis jeg som 58-årig ikke turde stå frem og sige, ‘jeg lider af angst,’ hvordan i alverden skulle jeg så overbevise de studerende om det?” siger Søren Boy Skjold. Med snoren som hjælpemiddel kan dagen måske blive nemmere for bare én af skolens elever. Og det vil være en succes i Sørens Boy Skjolds øjne. Et diskret symbol Tasken ligger smidt på gulvet. Den grønne snor kan anes og ligger som en diskret påmindelse om Amila Ibrišagić’ udfordringer. Den blå og grønmønstrede Suspekt-jakke knitrer, og Amila Ibrišagić kigger op, smiler og tager luft ind. Solsikkesnoren er i dag en integreret del af Amila Ibrišagić. Hun har ingen intentioner om at få forskelsbehandling af den grund, og hun ønsker ikke, at folk tager store hensyn til hende og hendes udfordringer. Snoren er for Amila Ibrišagić blot blevet en diskret måde at gøre opmærksom på sit handicap, så andre

har en chance for at kunne følge med i, hvad der rører sig i hende. ”Jeg tror, at andre kan få en forståelse for, at jeg bøvler med nogle ting. Jeg er på ingen måde flov over at have udfordringer, og jeg tror, at det for mig er, hvad snoren symboliserer,” siger Amila Ibrišagić. Snoren er et værktøj, der hjælper hende igennem hverdagen med alt lige fra offentlig transport til indkøb i det lokale storcenter. Amila Ibrišagić har ligeledes snoren med i skole. Den er placeret strategisk på siden af tasken, og ikke mange lægger mærke til den, men det passer hende nu også bedst. ”Jeg synes faktisk ikke, at den skaber så meget opmærksomhed, som jeg havde forventet - det er ret rart,” siger Amila Ibrišagić. En stille revolution Hanne Bjerg Andersen, Studie- og karrierevejleder på DMJX, er stor fortaler for solsikkesnoren. For Hanne handler snoren om at få øjnene op for den diversitet, der er på skolen. “Jeg vil kalde det en lavdæmpet kommunikation – en start på en stille revolution, hvor vi som skole har åbnet op for, at studerende og medarbejdere har mulighed for at gøre opmærksom på deres udfordringer,” siger Hanne Bjerg Andersen. Viden omkring solsikkesnoren synes at være DMJX’ største udfordring, for det viser sig, at ingen indtil videre har hentet en snor på skolen, selv om flere elever har anskaffet sig en på for eksempel apoteker. Ifølge Hanne Bjerg Andersen kan det tage år at udbrede kendskabet til snoren. Ved en håndsoprækning foretaget på første semester var det langt fra alle, der kendte til solsikkesnoren og dens betydning. Men viden om snoren er ikke nok. Ifølge Hanne Bjerg Andersen kræver det individer, der tør stå frem. “Nogen skal være pionerer. Det kræver et kæmpe mod, og omgivelserne skal være lige

så oplyste og positivt nysgerrige i at være respektfulde, som hvis en medstuderende havde brækket armen,” siger Hanne Bjerg Andersen. Selvom ingen har hentet en solsikkesnor, fortsætter DMJX med at udbrede budskabet. Flere bruger snoren i andre sammenhænge, men er afventende over for at bruge den på DMJX. Målet er dog, at snoren bliver så kendt, at man som studerende kan bære snoren og gå ind i et klasselokale på DMJX uden at blive kigget skævt til. Ønsket om struktur Livet på skolen har for Amila Ibrišagić til tider været hårdt, men på trods af det er hun utroligt taknemmelig for den hjælp, hun igennem sin tid på skolen har fået. “Når jeg i perioder har haft det svært og bare har været klar til fucking at droppe ud, har de været virkelig gode at snakke med,” siger Amila Ibrišagić. Skolens øgede fokus på elevernes trivsel glæder hende, og hun sætter pris på ønsket om at bryde det tabu, der forbindes med psykiske sygdomme. Alligevel er der ifølge Amila Ibrišagić flere tiltag, der burde tages til efterretning – især ønsket om en højere grad af struktur. Amila Ibrišagić’ dage kan være uoverskuelige, hvis der ikke er en klar plan for, hvordan dagen skal forløbe, og hvad hun i undervisningen skal forholde sig til. DMJX’ indførsel af solsikkesnoren er for Amila Ibrišagić et vigtigt skridt i kampen mod at bryde tabuiseringen om psykiske sygdomme. Hun har et budskab til dem, der går med overvejelser om at søge hjælp eller anskaffe sig en snor. “Hvis vi var flere, der bar solsikkesnoren, så tror jeg, at det ville skabe en form for fællesskab. Nu har jeg den jo hængende på tasken, så hvis man gør det, er man jo i hvert fald ikke den eneste,” siger Amila Ibrišagić.

Solsikkesnoren Hver fjerde dansker lever med et usynligt handicap – og tallet er stigende. Men gruppen er svær at definere, da alt fra ordblindhed til ADHD er inkluderet. Solsikkesnoren blev lanceret i 2016 i Storbritannien som et forsøg på at give de ramte muligheden for at gøre usynligheden synlig. I Danmark kan den anskaffes i lufthavne, apoteker og nu på DMJX. Kilde: Hidden Disabilities

INDE

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

INDE

Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne” Praktikken på journalistuddannelsen fylder meget i de studerendes bevidsthed. En fjer kan hurtigt blive til fem høns, når der snakkes på gangene. Illustreret Bunker har samlet nogle af rygterne og undersøgt dem nærmere. TEKST: MARLENE MØLLER HOLM

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

llerede fra den første dag på journalistuddannelsen spøger panikdagen og helvedesugen i baghovedet på nogle studerende. Det kan være, at man søger ind i skolens foreningsliv, fordi man har hørt, at det giver bedre chancer til praktiksamtalerne. Måske sender man irriterede blikke til vedkommende, hvis tante er chefredaktør, fordi man har hørt, at fordelingen af praktikpladser er ren nepotisme. Men spørger man skolens praktikvejleder Røskva Regine Würtz, skal man ikke tro på alt, der bliver hvisket i krogene. ”I skal ikke lytte til jungletrommerne. Der kan hurtigt opstå et eller andet narrativ, når følelserne går højt. Det er bedre at komme og spørge mig end at opbygge en masse bekymringer, fordi man har hørt nogle rygter,” siger Røskva Regine Würtz. Illustreret Bunker har fulgt lyden af jungletrommerne og opstøvet nogle af de myter, der florerer om praktikken. Derefter har vi tryktestet myterne hos Røskva Regine Würtz, Ulrich Panduro, som netop er kommet tilbage fra sin praktik på Ekstra Bladet og Carl Buhr, som lige nu er i praktik på JydskeVestkysten i Kolding.

det her Goliat af et system, eller om man har de rigtige forbindelser. Men det er bare ikke sandheden. Det er så forfærdeligt enkelt; er der kemi med de steder, du er til samtale? Er det det rigtige match? Der er ikke et hack,” siger hun.

Ulrich Panduro: ”Det med prestige er kun sjovt i fem dage, derefter er det bare et arbejde. Jeg ville ønske, jeg havde kigget mere på hvert medie og tænkt, hvad jeg gerne selv ville skrive, i stedet for at tænke over, hvad der er prestige i. Vi fik hele tiden at vide, at vi ikke skulle ud og vælte en minister. Samtidig var tanken

Røskva Regine Würtz: ”Praktikstederne har ikke ret høje forventninger til, hvad I rent faktisk kan, når I starter i praktik. Det er først, når I er derude, I får røv i bukserne. De kigger efter, hvad jeres potentiale og interesser er, og om I passer ind på deres medie,” siger hun. Myte: Der findes et hemmeligt hack til, hvordan du får din drømmepraktikplads. Røskva Regine Würtz: ”Det er den absolut mest sejlivede myte om praktikken. Nemlig at der er en eller anden løsning på, hvordan man kan gøre det. At det handler om, at nu skal man overmande

Myte: Det er kedeligt at være i praktik på et lokalmedie Carl Buhr: ”Vi har dage på redaktionen, hvor der er mere stille end andre, men i langt de fleste byer vil der altid være noget interessant at skrive om. Det er måske mere sexet at skrive om store landspolitiske beslutninger, end det er at skrive om budgetforlig og børnehaver, der lukker. Det sidste har bare sindssygt stor betydning for de mennesker, det berører. Derudover sidder man på en lille redaktion, hvor man ikke bliver væk i mængden. Der bliver regnet med dig, og du indgår som en vigtig del af redaktionen,” siger han. Myte: Praktikken er det første step på karrierestigen Røskva Regine Würtz: ”Det er en kæmpe myte, at praktikken er første skridt på en karrierevej – det er det ikke. Det er en del af jeres uddannelse. Det er her, at I skal tilegne jer de kompetencer, I skal bruge i jeres fremtidige karrierer og prøve nogle ting af. Hvis man holder fokus på, hvad det er for nogle kompetencer, man gerne vil tilegne sig, så bliver det også nemmere at sidde til de her samtaler og have en autentisk samtale om, hvad det er, du gerne vil have ud af praktikpladsen,” siger hun.

Myte: Hvis jeg ikke kan fremvise nogle gode journalistiske produkter, har jeg ikke en chance for at få en fed praktikplads. Ulrich Panduro: ”Jeg var helt sikker på, at det var mega vigtigt, hvad jeg havde lavet på forhånd. Jeg lå søvnløs inden den uge, vi skulle ud at søge praktik. Jeg tænkte, ’jeg har ikke noget godt, jeg kan vise. Jeg har kun nogle småtterihistorier, og alle andre har noget meget bedre end mig’. Men i virkeligheden var de rimelig ligeglade med, hvad jeg havde lavet tidligere. De ved godt, at hvis du ikke har været i praktik, så kan du ikke en skid. De ville meget hellere høre, om jeg havde haft et arbejde før, om jeg kommer til tiden, og om jeg er motiveret for at lave noget,” siger han.

i indbakken. Der er så mange tips hver dag, at du bare kan vælge,” siger han.

Er man så bare nødt til at læne sig ind i magtesløsheden? ”Det er vigtigt, at man fokuserer på det, man kan styre. Du skal ikke føle dig så magtesløs, at du giver op, men fokusér på at sætte dig rigtig godt ind i det medie, du gerne vil være på. Find ud af, hvad deres målgruppe og mission er. Hvis du ved det, er du bedre rustet til samtalen og til at overbevise dem om, at du passer ind. Derudover skal du bruge energi på at finde ud af, hvad du gerne vil lære i praktikken. Er det her praktiksted overhovedet det rigtige sted for dig med de ting, du gerne vil lære?” siger Røskva Regine Würtz. Myte: Det er bedst at få en prestigefyldt praktikplads Røskva Regine Würtz: ”Jeg var i praktik på Weekendavisen, og i min ansøgning kaldte jeg dem for ’det journalistfaglige Olympus’. Men det var i virkeligheden hårdt at skulle leve op til alt det, jeg forestillede mig, Weekendavisen var. Jeg var så ærbødig og starstruck, og det, tror jeg ikke, genererede de bedste vækstbetingelser for mig. Jeg ville ønske, jeg havde været lidt mere fandenivoldsk,” siger hun.

om at vælte en minister helt vildt spændende, så hvad nu hvis chancen var der? Men det er ikke dit job som praktikant. Du er der for at lære noget,” siger han. Myte: Man lærer mindre på lokalmedier Carl Buhr: ”Jeg har jo ’bare siddet på et lokalmedie’, men jeg kommer ud med en portefølje, hvor jeg både har skrevet de helt lokale historier, men jeg har også skrevet en historie, der er blevet behandlet i Folketingssalen. Jeg har været i praktik i et halvt år, men jeg har skrevet 40 forsideartikler. Det, tror jeg, ville være svært at få lov til på et stort medie,” siger han. Ulrich Panduro: ”Jeg har tit tænkt over, hvorfor jeg ikke gik efter et mindre medie. Når du er en del af et større mediehus, bliver du ofte til et tandhjul – en lille del af en meget stor maskine. Du udfylder selvfølgelig en vigtig brik. Jeg kan bare se, at de, der var på lokalmedier, har lært at gå ud og opsøge en megalangsom historie og få den vakt til live. Der er nogen af dem, som er latterligt gode til at opstøve historier og tænke i skæve vinkler. På Ekstra Bladet kommer historien bare ind

Men er det ikke meget almindeligt at få sit første job igennem praktikpladsen? ”Det er rigtigt, at mange får deres første job på den måde, men hvis man tænker sådan, bliver mållinjen bare ved med at flytte sig. Først skal man ind på Journalisthøjskolen, så når man kommer ind, skal man rigtig shine, være superaktiv i alle foreningerne og have de højeste karakterer. Så er det nye mål at få den helt rigtige praktikplads. Når man får det, skal man skrive nogle forsidehistorier og gøre sig heldigt bemærket, så man bliver tilbudt et job bagefter. Hvornår stopper det så, hvis mållinjen hele tiden flytter sig? Hvis man ikke stopper op på et tidspunkt og spørger sig selv: Hvad er det, jeg gerne vil, og hvad er det, jeg får ud af at være her?” siger Røskva Regine Würtz. Det var en lille håndfuld af de myter og rygter, vi fandt, da vi fulgte lyden af jungletrommerne, men det er kun toppen af isbjerget. Hvert eneste svar afføder adskillige nye spørgsmål, fordi praktikpanik er gaven, der bliver ved med at give. Hvis du går og bekymrer dig om nogle af de ting, du har hørt om praktikken, så prøv at følge lyden af jungetrommerne langt nok til at få undersøgt, om der er noget om snakken.

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

INDE

Tomme tallerkener og dyre dobbeltdækkere – derfor koster journalisternes rustur 700 kroner De nye journaliststuderende kan regne med at punge ud, hvis de vil have en social start på første semester. Hytteturen koster nemlig 700 kroner, og hvis man vil have alkohol, skal der kastes flere penge i puljen. TEKST: LUCIA ENOLA LOPEZ & SARAH WITTRUP

ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

år busserne triller ind i indkørslen til Visby Fritidscenter, er der ikke længere nogen regler, og fløjlshandskerne er smidt. Her skal der kæmpes om det gyldne ringbind. Straks har russerne kridtet skoene og er suset hen over gruspladsen med soveposer under armene og rygsækken spændt godt fast på ryggen. En kulmination på flere arrangementer, der indeholder alt fra beerpong og brætspil til invishows, insta-løb og rusmester, ender i en stor hyttetur for de mange nye journaliststuderende på DMJX. Prisen på grisen Udover mange timers arbejde, en masse kaffe og lange aftener koster det omkring 116.000 kroner at arrangere en rustur. Illustreret Bunker er kommet i besiddelse af budgettet fra sidste rustur i foråret i 2023 og for den forestående tur i efteråret 2023. Transporten i de store dobbeltdækkerbusser til og fra Visby står alene til at koste 27.000 kroner. Turen er lang, og prisen er høj. Visby Fritidscenter, der skal huse de mange russere, tager dette semester 57.000 kroner for to overnatninger. Den tunge lugt af vådt træ og ølsjatter danner et sanseligt, jordslået sammensurium, der sætter sig i tøjet mange dage efter turen til Visby. For dem, der ikke har set Visby Fritidscenter før, kan det være svært at gennemskue, hvad ‘centeret’ har at byde på. Man havde måske håbet på at kunne få lov til at sove i fred og ro om natten eller være heldig at få et værelse. I fritidscenteret er der to sovesale, hvoraf den ene er direkte oven over bassen fra dansegulvet. Her vil vi personligt anbefale, at

”

spaghettien vride sig hele vejen ned gennem halsen. Før i tiden blev der puttet små fugleshots i maden, hvorfra den blå farve kom. På den seneste hyttetur var der rundstykker fra frost med ost eller andet pålæg til morgenmad, som kunne skylles ned med et glas kakao, juice eller en kop kaffe. Frokosten stod på rugbrødsmadder med pålæg, og til aften blev der serveret belugabolo og den populære SU-ret dhal. Benedicte Christiansen var med på turen i foråret 2023. Hun husker hytteturen som overordnet god, men også dyr og mangelfuld på madområdet. “I forhold til hvor dyrt det var, syntes jeg ikke, det var godt nok,” siger hun. En anden, der deltog på hytteturen i foråret, var Andreas Rahbek. Han sad ved det bord, der fik lov til at gå op til aftensmaden som de sidste om lørdagen. Det endte med, at han kun kunne øse en lille portion spaghetti op på sin tallerken. Hans fire sidemakkere måtte gå forgæves op til den tomme buffet. “Der var ikke nok mad. Der var mange omkring mig, der var ret sultne. Rusværterne var søde og foreslog, de kunne bestille pizzaer til os,” siger han. Det vil være synd at sige, at de tidligere rusværter i køkkenet kan sammenlignes med professionelle kokke. Selvom det lykkedes Andreas Rahbek at få lidt spaghetti, var den så underkogt, at den knækkede. Sammenlagt endte prisen for maden med at ligge på 22.772 kroner inklusive et leveringsgebyr på 118 kroner, hvilket svarer til 194 kroner per person udfra en beregning, om, at der var omkring 120 studerende afsted. Arrogante røvhuller? På den seneste rustur deltog cirka 90 russere, som alle skulle betale 700 kroner for turen, og oven i det beløb kunne de vælge at smide

I princippet kunne vi godt være nogle arrogante røvhuller, sætte prisen op til 900 kroner og hive hele overskuddet med til vores egen fede weekendtur.

natteravnene holder til. De få værelser, der er, bliver lynhurtigt taget, og allerede der kan man lige så godt opgive alt håb for en god nattesøvn. Knækket spaghetti til 22.772 Tidligere rusværter står for at kokkerere. De forgangne år har lørdagsmenuen bestået af mad fra et cateringfirma, hvor duften af flødekartofler har gjort russerne bløde i knæene. Den store madbuffet har rusværterne nu valgt at skære fra, fordi de har vurderet, at det er for dyrt. Noget, russerne kan se frem til på hytteturen, er, at man ikke længere skal prøve at sluge en blå pastaret, hvor man kan mærke

- Mads Molina, Forhenværende rusvært

250 kroner for at købe 3 klippekort med klip til i alt 30 genstande. DMJX spytter derudover 350 kroner i ruskassen for hver rusvært og russer, der tager med til Visby. Ifølge nuværende forperson, Siv Kjærulff, gør de, hvad de kan for at få priserne ned. “Hvis vi kunne, havde vi gjort det billigere. Men det kan vi ikke. Det er bare pissedyrt at leje Visby Fritidscenter og busserne,” siger hun. Benedicte Christiansen var en af de nye studerende, der sidste semester måtte smide penge efter lunkne øl, Harboe-sodavand og sjove shots. “Nu er jeg selv et privilegeret menneske

med en opsparing. Det har dog stadig været for dyrt, især fordi man skulle købe klippekort,” siger hun. En anden person, der også kender til alt om rusforløbet, er Mads Molina, der var rusvært i efteråret 2022 og foråret 2023. Han siger, at beløbet for rusturen sættes så lavt som overhovedet muligt. og tilføjer. “I princippet kunne vi godt være nogle arrogante røvhuller, sætte prisen op til 900 kroner og hive hele overskuddet med til vores egen fede weekendtur. Men vi vil jo vildt gerne have, at så mange som muligt har råd til det og kan få en fed rusweekend.” I budgettet fremgår det også, at der skal bruges 5.000 kroner på dj’s, som spiller om aftenerne. Det er elever, der selv går på skolen. Lige nu ser der ikke ud til at være plads i budgettet. Derfor regner rusværterne med, at lønnen skal finansieres igennem overskuddet fra turen eller med annoncepenge fra deres intromagasin Startskuddet. Rusværternes fede tur På trods af at arbejdet som rusvært er uløn-

net, holder rusværterne en evalueringstur i et sommerhus, som finansieres af overskuddet af annoncepengene fra Startskuddet. Hvis beløbet til evalueringsturen overstiger overskuddet, hedder det altså egenbetaling fra rusværternes side. Alt den alkohol, der er tilovers efter hytteturen, tager rusværterne med på deres evalueringstur. Evalueringsturen er noget, rusværterne ‘brander’ sig på. “Se, hvor sjovt, vi har det. Kom og søg som rusværter, for vi har brug for jeres kræfter og jeres frivillighed. Og I får en pissefed weekend ud af det,” siger Mads Molina. De holder evalueringsturen for at samle op på rusforløbet og for at udvælge de næste rusværter. Mads Molina foreslår, at skolens andre foreninger kan gøre det samme som dem, hvis de også vil have en fed tur. “Hvis jeg sad som frivillig i Illustreret Bunker, ville jeg da også tænke, ‘fuck jeg bruger meget tid på det her. I kunne jo også selv hive en masse annoncekroner ind og så tage på en fed tur.”

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

UDE

Helin Erdem: “Jeg er bange for at blive en sell-out i den her kulturelitære verden” På trods af frygten for at blive opfattet som en hellig eller aggressiv debattørtype har Helin Erdem taget bladet fra munden om repræsentation i mediebranchen. Intentionen? At skabe dialog, et fælles sprog og allerhelst mere naturlig diversitet.

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG

FOTO: SARAH ARGE

reativ medietype, P3-vært og dimittend fra DR Talentholdet. Helin Erdem har flere titler, men hverken aktivist eller debattør er ifølge hende en af dem. En lørdag formiddag i august føler Helin Erdem sig alligevel oprørsk. Gennem halvandet år har en tekst, hun har skrevet i noterne på sin telefon, ligget og ulmet. Og nu bliver den til et Instagram-opslag. “Racisme er ikke nødvendigvis en akt, men det er altid en følelse,” står der blandt andet i opslaget, der i skrivende stund har omtrent 4000 likes. Hvordan racisme er en følelse, har Helin Erdem sagt ja til at udfolde en eftermiddag i DR Byen. “Racisme er en internaliseret ting lige så meget, som det er en ting, der eksisterer ude i den fysiske verden eller uden for din krop,” siger Helin Erdem. I opslaget på Instagram skriver hun, hvordan det sætter hende på emotionelt overarbejde. Hvordan hun selvregulerer og føler, at hun skal overpræstere.

”

handler om mod. Der er mennesker, som skriver til Helin Erdem, at de spejler sig i hende. Om det er somaliere eller kurdere fra Brøndby Strand eller Helin Erdems fætre eller kusiner fra Albertslund og Glostrup – så har hun givet et løfte til sig selv og dem. Hun vil ikke være en medløber. Hun vil være modig og stå op for dem. “Jeg er rigtig bange for at blive en sellout eller forsvinde i den her kulturelitære verden, for dét er ikke meningen.” Som kurder fra Tyrkiet er Helin Erdem bevidst om, at hendes tilstedeværelse på og bag skærmen gavner mediebilledet, hvad angår diversitet. ’’Jeg ved jo godt, at jeg pynter på diversiteten i en eller anden rapport, hvis jeg er en del af et projekt,’’ siger Helin Erdem Manglende repræsentation går hele vejen rundt Hverken sendefladen eller mediebranchen er repræsentativ for befolkningssammensætningen. Den manglende repræsentation har flere gange været omtalt. Ikke kun hos Illu-

- Helin Erdem

Frygten for at sælge ud At opslaget efter lang tids tøven alligevel kommer ud, er der en helt klar årsag til. Det

”

af platforme,” skriver DR. “Det er også vigtigt at understrege, at DR arbejder bredt med mangfoldighed, og derfor tænker vi på tværs af adskillige parametre: Køn, socialklasse, geografi, etnicitet, seksualitet, alder og mennesker med handi-

Vi skaber en medievirkelighed, som skal spejle virkeligheden, og det gør den bare ikke altid. Der er nogle mennesker der mangler at se sig selv - Helin Erdem

Jeg ved jo godt, at jeg pynter på diversiteten i en eller anden rapport, hvis jeg er en del af et projekt

“Jeg har krøller i dag, og det er fucking svært for mig. For mig har det noget med internaliseret racisme at gøre. Det har noget at gøre med, at jeg ville se så hvid ud som muligt. Fordi jeg troede, jeg ville blive mere elsket, accepteret eller inviteret. Så jeg har glattet mit hår konsekvent, siden jeg var 10 år,” siger hun.

nu, kan også bidrage til et uhensigtsmæssigt mønster. Den er endnu et eksempel på, at en person med anden etnisk baggrund udtaler sig til et medie om forhold, der relaterer sig til netop det.

streret Bunker, men i hele mediebranchen, og nu nævnes den igen. Kun 8 procent af de adspurgte medier angiver i en ny analyse lavet af DMJX og Danske Medier, at de har en skriftlig formuleret mangfoldighedspolitik eller målsætning på området. Illustreret Bunker fremlagde i en artikel fra marts måned i år desuden, hvordan problematikken også gælder brugen af kilder i mediernes indhold og de studerende på journalistuddannelserne. Artiklen, du læser

Helin Erdem vil helst arbejde sig hen mod en mere naturlig repræsentation frem for at blive forbundet med en aktivistisk agenda. Hun mener, at det er mere konstruktivt at bidrage til diversitet ved at fortælle andre menneskers historier. Ved at være Erkan Özden fra TV-avisen på DR eller ved at inddrage sin egen referenceramme, som når hun kækt indskyder “Hvorfor vil hun ikke slikke Fatmas fisse?” i en P3-video om Blæsts store hit ‘Juice’, når der synges om Freja, Maja og Emilie. Der er bare nogle ting, Helin Erdem har brug for at få sagt, inden hun kan bidrage. For ifølge hende skal mediebranchen forstå, at de har et særligt ansvar i forhold til repræsentation. “Vi skaber en medievirkelighed, som skal afspejle virkeligheden, og det gør den bare ikke altid. Der er nogle mennesker, der mangler at se sig selv,” siger Helin Erdem. DR ønsker ikke at stille op til et interview, men i et skriftligt svar anerkender Marie Junge Ernst, senior projektleder for Mangfoldighed og Tilgængelighed hos DR, vigtigheden af en bredere repræsentation. “Repræsentation i DR’s indhold er et vilkår og en præmis for at skabe det bedst mulige public service-indhold til danskerne. Derfor er det også noget, vi er meget bevidste om, fordi alle skal kunne spejle sig selv i et eller flere af DR’s indholdstilbud på tværs

cap er blandt de emner, vi arbejder med. Det er et arbejde, der foregår på redaktionerne, og DR har et mangfoldighedsteam, der understøtter det.” Demokratiets prøve Efter at have delt sin tekst på Instagram får Helin Erdem en knude i maven, som bliver siddende. I billedteksten har hun skrevet, at opslaget kun har intention om dialog, men er det alligevel for aggressivt? “Kan I håndtere, når jeg gør det her? Omfavner I det? Lever I op til jeres demokratiske navn og omdømme? Og det gjorde DR jo, så på den måde har det bekræftet mig meget mere i, at det er et sted, jeg har lyst til at være og bidrage til,” siger Helin Erdem. På baggrund af Instagram-opslaget er hun blevet inviteret med til en udviklingsdag hos DR i Aarhus, hvor hun har deltaget i udviklingsarbejdet med skabelsen af et potentielt nyt DR-program. Med opslagets modtagelse er det gået op for Helin Erdem, at folk virkelig lytter til, hvad hun har at sige. På bagkant af opslaget er hun derfor også mere bevidst om at finde en god balance. Ikke udtale sig for aktivistisk og, ifølge hende selv, være lidt mere ‘girl next door’ i en periode. Meldingen fra Helin Erdem er helt klar: “Jeg er ikke politiker. Jeg er et menneske med følelser, og det håber jeg også, er den måde, jeg skriver på.”

UDE

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

UDE

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

UDE

B.T. skal være et ægte borgerligt tabloidmedie: ”Man kan ikke fange alle målgrupper ved at være neutral” B.T. skal være borgerlig, men journalistikken skal være objektiv. Kan det lade sig gøre? En medieforsker påpeger, at medier, der vælger standpunkt, klarer sig bedst. TEKST: SARAH CARDEL & TIKE CLAUSEN

“B

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

.T. skal være et ægte, borgerligt tabloidmedie.” Sådan lød meldingen fra den nytiltrådte ansvarshavende chefredaktør, Simon Richard Nielsen, da det blev delt med offentligheden, at han fremover skal stå i spidsen for tabloidmediet B.T. Hvad denne udmelding helt præcist indebærer, kan være svært at vurdere. Spørger man Simon Richard Nielsen, har B.T. altid været et borgerligt medie. Han fastslår, at der således ikke er tale om en nyhed. “Jeg kan godt forstå, at offentligheden ikke er vant til, det bliver sagt så tydeligt, og at det kan opfattes, som om vi smider den journalistiske værktøjskasse over bord. Vi er stadigvæk objektive, og vi hører stadigvæk alle parter i en sag,” siger han. Så hvad er borgerlig journalistik, og hvilken betydning har det for B.T., som ifølge Simon Richard Nielsen altid har været borgerlig? Søren Schultz Jørgensen, medieforsker og docent på DMJX, forklarer, at begrebet ‘borgerlighed’ kan betyde flere ting: “Den ene måde at være borgerlig på er at udpege emner, der er vigtige for de borgerlige. Den anden og problematiske måde er at lave journalistik, hvor man favoriserer bestemte aktører, som har borgerlige synspunkter.” Man må altså forstå forskellen mellem at diskutere vigtige emner fra et borgerligt perspektiv og at favorisere bestemte personer eller grupper med borgerlige synspunkter. Det sidste aspekt betragtes problematisk, da det medfører manglende objektivitet og neutralitet i mediedækningen og underminerer den journalistiske integritet. For Simon Richard Nielsen handler det om, at B.T. skal være med til at trække det journalistiske narrativ i en borgerlig retning. Det handler ikke om politik eller partifarve Simon Richard Nielsen peger på, at mange medier og journalister ofte benytter sig af venstreorienterede redskaber. Ikke kun i udvælgelsen af emnerne, men også i vinklingen af historierne. Her skal B.T. stå som en borgerlig søjle. Ifølge ham handler det ikke om at agere lobbyister for blå blok eller de borgerlige partier. I stedet handler det om at repræsentere en borgerlig stemme i en medieverden, der ofte er domineret af venstreorienterede synspunkter. “Meget af den offentlige samtale og journalistik har et indbygget venstreorienteret narrativ. Der skal B.T. i højere grad lave journalistik med et borgerligt udgangspunkt,” siger han. Han understreger, at det ikke handler om partifarve eller politisk tilhørsforhold, men snarere om værdier og en helt grundlæggende journalistisk proces. Allerede i den idéudviklende fase er det vigtigt at stille de rette spørgsmål og vælge den rette vinkel. Simon Richard Nielsen mener, at man alt

for ofte ser, at venstreorienterede perspektiver fylder debatten, selv når det kommer til økonomiske spørgsmål. ”Det handler ikke om rød og blå blok. Det er spørgsmålet om vinkling. Mange medier tager ubevidst en venstreorienteret vinkel, hvor løsningen typisk er flere penge til et bestemt område. Vi ønsker at udfordre denne tilgang og give borgerne en mere nuanceret dækning,” siger han. Han mener, at diskussionen ofte handler om behovet for flere ressourcer uden et kritisk blik på, hvordan de eksisterende midler anvendes, og hvordan udgifterne udvikler sig. Det er altså afgørende at bryde med den eksisterende fortælling, hvis man ønsker en mere nuanceret offentlig debat. “Det handler om rimelighed, fornuft og om at se på fakta. Det er som om, vi kollektivt glemmer, at den offentlige sektor har en samlet udgift på 1.200 milliarder kroner om året. Alligevel fortsætter narrativet om flere penge, flere penge, flere penge,” siger Simon Richard Nielsen. Man skal turde stå for noget Søren Schultz Jørgensen har skrevet bogen ‘Den Journalistiske Forbindelse’, der handler om, hvordan medier kan genopfinde deres relation til borgerne. Han mener, at der er en typisk årsag til, at B.T. har været ude og tydeliggøre sin borgerlighed. “Det giver en mulighed for at skabe en tættere relation til læserne, fordi folk føler, at det medie taler til personer som dem selv. Det giver en fællesskabsfornemmelse,” forklarer Søren Schultz Jørgensen. Ifølge ham er forsøget på at appellere til alle ved at være neutral noget nær umuligt. For at opbygge en loyal læserskare skal me-

dierne turde stå for noget. Ved at kommunikere klart ud til offentligheden sender medierne også en besked til deres egne læsere og brugere om, hvad de står for. “Inden for de seneste 10 år er det blevet tydeligt, at man ikke kan fange alle målgrupper ved at være neutral. Man er bevidst om, at man skal repræsentere noget, og det er klart de medier, der tør tage et standpunkt, som har mest vind i sejlene,” siger Søren Schultz Jørgensen. Turbulente tider på B.T. Der er i det seneste år sket markante ændringer på B.T., og mens mediet satsede digitalt, var salget af printavisen faldende. Det var alligevel en opsigtsvækkende nyhed, da B.T. kunne fortælle, at de den 1. januar 2023 ville lukke printavisen og være 100 procent digitale. Nu som et gratismedie. I slutningen af august, knap et år senere, oplyser koncernen igen om nye tiltag på B.T. - heriblandt et nyt samarbejde med Euroinvestor, en ægte borgerlig profil og et chefskifte. Tiltag, der blandt andet kommer i kølvandet på, at B.T. har tabt en stor mængde læsere til Ekstra Bladet. Simon Richard Nielsen afløser Pernille Holbøll, som nåede at sidde på posten i 15 måneder. Det er fjerde chefskifte på to år. Mens hendes opgave var at digitalisere printavisen, tyder det på, at Simon Richard Nielsen i højere grad skal beskæftige sig med mediets redaktionelle linje. Han er uddannet økonom fra Københavns Universitet og har arbejdet som journalist på Dagbladet Børsen, TV2, FinansWatch og været chefredaktør på finansmediet Euroinvestor. Nu skal han stå ved roret på både

Euroinvestor og B.T. Et nyt samarbejde med Euroinvestor Sammen med tydeliggørelsen af B.T.’s strategi om at stå tydelig frem som borgerligt medie, så er der også planer om et samarbejde mellem Euroinvestor og B.T. Om disse medier kan drage nytte af hinanden, vil tiden vise, men Richard Nielsen har en klar forhåbning om, at et samarbejde kan være gavnligt. “De to medier har hver deres særpræg og hver deres målgruppe. Men vi vil gerne teste, om mere finansielt stof på B.T. kan fungere. Man kan kalde det et uformelt trafiksamarbejde,” siger Simon Richard Nielsen. Chefredaktøren ser gerne, at B.T. i højere grad skal dække emner om økonomi. Han understreger dog, at B.T. ikke bliver et finansmedie, men blot skal dække og give inspiration til finans og privatøkonomi. En, ifølge ham, naturlig udvikling for et stort tabloidmedie som B.T., eftersom de fleste danskere går op i penge. “Der er over to millioner boligejere i Danmark, som går meget op i renter, boligprisernes udvikling og boliglån. Det vil vi opprioritere dækningen af på B.T,” siger Simon Richard Nielsen. Spørgsmålet er, hvordan B.T.s skifte til et ægte borgerligt tabloidmedie vil påvirke journalistikken, deres læserskare og konkurrencen med Ekstra Bladet. Vil ændringen skabe en tættere forbindelse til læserne, eller vil det betyde, at mediets journalistik bliver mere tydeligt præget af borgerlige værdier? Svaret vil vise sig i udfoldelsen af den nye strategi, som måske kan bringe B.T. tilbage på niveau med Ekstra Bladet.

UDE

Bag rygternes facade

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

- ansvar, udfordringer og etiske dilemmaer i transferjournalistikken Hvert år handler de danske klubber for millioner af kroner, og handlerne dækkes massivt i pressen, både før og efter de bliver bekræftet. Hvad skal sportsjournalisterne være opmærksomme på?

fodboldens verden er transfervinduerne en tid med spænding, spekulation og svimlende pengebeløb. Ifølge Sky Sports blev der på verdensplan brugt mere end 21 milliarder kroner på transfers bare denne sommer. Også i Danmark holder fans af Superliga-klubberne vejret, mens deres yndlingsklubber arbejder på at hente nye stjernespillere til truppen eller lade deres talenter og profiler finde nye græsgange i udlandet. Midt i kaosset af rygter og kontraktforhandlinger er sportsjournalister de populære brobyggere mellem klubber og fans. Men hvordan kan vi være sikre på, at de oplysninger, vi får, er pålidelige, når vi læser om rygter angående spillerhandler med summer, der herhjemme har beløbet sig til mere end 100 millioner kroner, og som involverer både klubber, spillere og agenter?

Troels Henriksen, der er underviser i journalistik på RUC, mener, at en af de største udfordringer inden for transferjournalistikken er brugen af kilder. Her har spillernes agenter en særlig rolle. “Agenter er nogle af de væsentligste kilder. I visse tilfælde er de også de eneste kilder. Du finder ikke en kilde med et mere klart motiv end en spilleragent, som med det korte eller lange sigte vil stille fodboldspillerne bedst muligt i forhold til at tjene penge,” siger Troels Henriksen. Farzam Abolhosseini, der er journalist på B.T., og med sine 28.000 følgere på X er den mest fulgte transferjournalist i Danmark, siger, at det er vigtigt, at man altid får dobbeltbekræftet sine historier fra flere sider. “Jeg taler med de kilder, der sidder med sagerne og får altid bekræftelse af minimum to uafhængige kilder, inden jeg skriver mine historier. Vi skriver ikke artikler, før vi er 100 procent sikre på, at det er sandheden,” siger han.

Agenternes rolle Transferjournalistikken har udviklet sig til sin helt egen genre inden for sportsjournalistikken, hvor rapportering om spillerhandler og klubskifter fylder overskrifterne i mange sportssektioner og på sociale medier. Mens transferjournalistikken uden tvivl er spændende for fans, er det også et område, der er fyldt med udfordringer og etiske dilemmaer for journalisterne.

Indtager medierne en ubevidst partsrolle i transfersagerne? Troels Henriksen har været sportsredaktør på Jyllands-Posten og superligaredaktør på Discovery. Han mener, at medier skal passe på med ikke ubevidst at blive part, når de skriver om potentielle transfers. Han skrev i slutningen af det afsluttede sommertransfervindue et post på X, hvor han efterlyste mellemregninger i en transfer-

TEKST: JOHAN NØRGAARD & ANDERS VILLAUME

ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

historie. Det drejede sig om, at fodboldspiller Mads Bech Sørensen først var på vej til at skifte til AGF, men at han efter publiceringen af den nyhed endte hos FC Midtjylland. Troels Henriksen understreger, at han ikke ønsker at udtale sig om den specifikke historie fra B.T., men kun om transferjournalistik generelt. “Det er ikke bevidst, men når man skriver en historie om, at nu er denne spiller på vej hertil som noget, der ganske sikkert kommer til at ske, kan der jo sidde nogle konkurrerende klubber og se det, hvorefter de kan gå ind og overbyde. Når det sker, så er man som medie implicit blevet part i en transfer. Jeg siger ikke, at den slags historier skal udryddes, men det er mellemregninger uden kildeangivelser, og der er en risiko som medie ved at lave den slags,” siger Troels Henriksen. Farzam Abolhosseini understreger, at troværdighed er det vigtigste for ham. “Troels Henriksen betvivlede offentligt den vigtigste valuta - vores troværdighed. Det var langt over stregen og har ingen hold i virkeligheden. Jeg noterer mig, at han slettede sit post kort efter - som han også har gjort tidligere,” siger Farzam Abolhosseini. Troels Henriksen er ikke enig i, at han såede tvivl om B.T.s troværdighed og påpeger, at han slettede sit post på X, da han ikke mener, det er den rette arena for debatten. “Jeg betvivlede ikke nogens troværdighed. En nuanceret debat kan være svær på X, og jeg har egentlig trukket mig fra det medie

af samme årsag,” siger han. Selvom det ikke er mediernes hensigt at agere part i en spillerhandel, kan det stadig være konsekvensen. I hvert fald hvis man spørger Troels Henriksen. “Kilderne i branchen læser også historierne, og udefra set virker det til at være tilfældet her på grund af transferens dramatiske udvikling. Ikke mindst på grund af mediernes manglende deklaration over, hvor kilderne kom fra, som det så ofte er tilfældet,” siger han og forklarer: “Formuleringen ‘ifølge mediets oplysninger’ er simpelthen for slap. Især når det ofte skrives i bunden af artiklerne, at agenten ikke har nogen kommentarer. Selvfølgelig har han ofte det - bare ikke til citat.’’ Den store transferhype er særligt koncentreret på den populære deadline day, som er den sidste dag, hvor transfervinduet har åbent. Det resulterer i en masse rygter om potentielle handler i både ind- og udland. Derfor er det ifølge Farzam Abolhosseini særligt vigtigt, at man dobbelttjekker historierne, inden man sender dem ud, og at man tænker på at bevare troværdigheden over for sine læsere og ikke kun tænker på at henvende sig til fodboldfans. “Jeg gør intet uden at have dobbelttjekket mine informationer. Det vigtigste for mig er at give B.T.’s læsere troværdige historier. Jeg beretter om sandheden og spekulerer ikke over, om der er fans, der læser med eller ej,” siger han.

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

UDE

Det forbudte blæk: Da en tatovering vendte op og ned på Anders Mielkes sommer Siden Anders Mielke første gang udkom med podcasten ’Forhjulslir’ for knap fem år siden, har han gået på vandet, men en sommer i orkanens øje har påvirket den 25-årige journalist. TEKST: JOACHIM FARSHØJ FOTO: SARAH ARGE

n tatovering, der blev til en artikel, der blev til en sommer i vælten. Nej, det er ikke et vers i en Nik & Jaysang fra nullerne, men derimod en opsummering af Anders Mielkes sommer i år, der blev den travleste hidtil for ham. En tatovering af barndomsvennen Mads Pedersens navn under Tour de France igangsatte en debat om grundstenene i dansk sportsjournalistik. En debat med nyuddannede Anders Mielke i centrum. ”Det var en tid, der påvirkede mig mere, end jeg tilkendegav. Det var hårdt mentalt. Især når jeg var alene på hotellet Tour de France, og min familie ringede og spurgte, om jeg var okay. Det var ikke sjovt, men det var lærerigt,” siger Anders Mielke. Aftalen med Mads Pedersen om den meget omtalte tatovering kom i stand allerede inden verdens største cykelløb startede, da Anders Mielke og den tidligere verdensmester indgik et væddemål med blæk på højkant: Hvis Mads Pedersen vandt en etape i Touren, skulle Anders Mielke have Mads Pedersens navn foreviget i huden. Omvendt skulle Mads Pedersen have ’Forhjulslir’ tatoveret, hvis sejren skulle glippe. Så da den danske Lidl-Trek-rytter kørte først over stregen på ottende etape i Limoges, var der ingen vej udenom for Anders Mielke, der måtte holde sit løfte. I kølvandet på tatoveringen fulgte en klumme i Euroman, som satte spørgsmålstegn ved tatoveringen, og som efterfølgende kastede både debatprogrammer og en artikel i fagbladet ’Journalisten’ af sig. Anders Mielke vidste, at tatoveringen var på grænsen af det, som dansk journalistik normalt tillader. Men

mængden af reaktioner kom alligevel bag på ham, og tiden i et uforstyrret cykelparadis var slut. ”Jeg havde tænkt over muligheden for negative reaktioner fra Danmark, så jeg nævnte det for min arbejdsgiver Eurosport/ GCN, der jo er et internationalt medie, og hvor jeg er eneste dansker. Min britiske chef, som var med mig under Touren, var cool med det, og i udlandet grinte de bare af det, men herhjemme blev reaktionerne vildere end forventet.” Anders Mielke prøvede at være ligeglad, men rigtig mange mennesker henvendte sig til ham, samtidig med at han var ’på’ og

interview til nogle af spørgsmålene.

skulle performe foran kameraet hver dag. Han troede, det ville drive over i løbet af Touren, men det blev ved, selv efter løbet sluttede. Tatoveringen blev allerede en realitet i anden uge af det tre uger lange cykelløb, der hvert år gennemtravler Frankrig, men da rytterne nåede den sidste målstreg i Paris, fortsatte debatten om Anders Mielkes ageren i P1 Debat i episoden ’Tour de Klaphat’. Her tog flere journalister og redaktører emnet op, mens hovedpersonen ikke selv kunne deltage live, da han skulle kommentere kvindernes Tour de France. Han gav dog et båndet

været et anerkendt sportsmedie i Danmark. Uden kontakter og venner i sporten tror Anders Mielke ikke, at den skude nogensinde havde forladt havnen. Roskilde-drengen er derfor ikke en helt klassisk dansk journalist, for hvem det at være venner med sine kilder er et rendyrket no-go. Det står han ved, selvom han også erkender, at han fuldt ud respekterer den tilgang. ”Jeg synes, det er en vigtig debat at tage, selvom det i mine øjne kørte lidt ud ad en tangent. Nogle tog det meget ilde op. Måske fordi man i dansk journalist bliver oplært

En utraditionel journalist På et tidspunkt ebbede interessen for tatoveringen stille og roligt ud. Det gav tid til refleksion for Anders Mielke, der, udover at være barndomsvenner med Mads Pedersen, også selv har cyklet på højt plan i ungdomsrækkerne i Danmark. Derfor har han mange bekendtskaber i det nuværende professionelle cykelfelt. De bekendtskaber var blandt andet det, der gjorde det muligt for Anders Mielke i en meget ung alder at slå igennem som podcastvært på sit eget program, Forhjulslir. Cykelpodcasten har i snart fem år

meget i kritisk journalistik. Alle de udenlandske journalister syntes bare, det var sjovt,” siger Anders Mielke. ”Den danske sportspresse er meget seriøs, og der er næsten en forventning om, at sport bliver dækket som politik. Det har jeg stor respekt for, men under Tour de France arbejdede jeg jo for udenlandsk TV, hvor der er andre forventninger til journalisterne og reporternes rolle, hvilket jeg syntes blev glemt i debatten. Jeg kom jo ikke fra DR, men fra Eurosport International.” Med popularitet følger ansvar Forskellen på den danske og den udenlandske sportspresse er en vigtig pointe for Anders Mielke, og det er da også rigtigt, at hans engelske arbejdsgivers Twitter-opslag (ja, dengang hed det altså Twitter!) om tatoveringen har kommentarsporet fyldt med positive reaktioner og grinende emojis. Ikke desto mindre er Anders Mielke dansker, udenlandsk arbejdsgiver eller ej, så sommeren har lært ham en ting eller to om, hvordan hans arbejde bliver modtaget - og hvordan han gerne vil have, det skal modtages. ”Jeg har gjort mig nogle overvejelser om, hvordan jeg skal fremstille mig selv fremover. Jeg har lært, at jo mere populær man bliver, jo større ansvar og opmærksomhed får man, og jeg har også oplevet, hvilke konsekvenser, det kan få, når man har røven i klaskehøjde,”siger han og uddyber: ”Det har været en lektion i at kunne præstere, mens man selv er et samtaleemne i medierne. Ikke at man kan sammenligne det 1:1 med den situation, rytterne står i, men det er interessant at tænke på, hvad rytterne gennemgår, når de skal performe, mens de er i vælten i medierne. Det tager jeg nogle gange for givet, når det er mig selv, der stiller spørgsmålene. Nu ved jeg, hvordan det er at være i vælten.”

UDE

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

UDE

“Jeg er fascineret af steder, hvor der ikke er krig, men heller ikke fred” Magnus Boding dækkede i fem år Latinamerika for Weekendavisen. Han drog til kontinentet med ydmyghed og uden forudindtagelser for at blive klogere på den altoverskyggende vold, som hærger og spreder sig. Han er nu graverjournalist på JP Finans, hvor hans udlandserfaringer hjælper ham til at skabe sanselige historier i en til tider firkantet finansverden. TEKST: ASBJØRN STEFFENSEN

FOTO: LUDOVICO PAIELLA

enezuela, 2019. ”Nu tror jeg, sandheden tjener dig bedre, min lille ven.” Det løber Magnus Boding koldt ned ad ryggen efter betjentens bemærkning. Han befinder sig i et lokale ved et checkpoint nær den venezuelanske by San Cristobal og gruer ved tanken om de mulige konsekvenser. Den lokale betjent, der er i gang med at forhøre ham, peger på sit skulderemblem. ’Anti Drogas’ står der. Betjenten har netop tjekket Magnus’ telefon igennem og fundet et billede af den danske journalist i en cocaplantage i Colombia. Magnus Boding kryber til korset og erkender, at han er journalist og i gang med at dække den tilspidsede situation i landet. Heldigvis for ham er betjenten modstander af det venezuelanske styre og vil derfor ikke forstyrre ham yderligere. Hans danske pas er imidlertid i hænderne på en anden og knap så medgørlig toldbetjent. Han kører Magnus rundt i manegen. Truer, råber og griner ad ham. Den utilregnelige betjent fortæller Magnus, at han meget vel kan ende i Venezuelas berygtede torturfængsel, El Helicoide. Forestillingen om at skulle spærres inde i et af verdens værste fængsler, får Magnus til at bryde sammen i tårer. Ved synet af det siger betjenten ’slap dog af’ og fortæller, at han selvfølgelig bare kan give ham nogle penge og gå ud ad døren. Det, synes Magnus, lyder som en bedre ide. I 2015 efterlod Magnus Boding alt hjemme i Danmark og rejste til Latinamerika på en envejsbillet for at blive klogere på den stigende vold på kontinentet, og det, den ødelægger på sin vej. Undervejs mødte han mennesker, hvis liv er formet af volden. Hans ydmyge og grundige tilgang hjalp ham med at få svar på mange af sine spørgsmål, så han efter fem år kom tilbage til Danmark med et meget bedre indblik i voldens udspringelse og konsekvenser i Latinamerika. I dag er han journalist i Jyllands-Postens finansgravergruppe, men for nylig krydsede hans gamle og nye veje ved et tilfælde hinanden. Sydfynsk detektiv Som ung knægt på det knap så eksotiske Sydfyn voksede Magnus Boding op med en fascination af detektiver. Han slugte side efter side i den berømte børnebogsserie, De 5, som handler om en flok børn, der kommer ud for farlige eventyr og mysterier, de i fæl-

lesskab skal løse. Fascinationen af at løse mysterier holder stadig for den 37-årige journalist i dag og har været en bærende drivkraft i hans journalistiske arbejde. I 2015 rejste han til Latinamerika for Weekendavisen for at søge svar på, hvorfor det var blevet til den mest

voldelige verdensdel. Han havde ingen ide om, hvor længe han skulle være der, men det var en del af planen. ”Da jeg rejste, var jeg meget inspireret af den gammeldags, romantiske måde at være journalist på. At være længe væk hjemmefra med en lommebog i marken og opdage

noget, man ikke vidste, man ledte efter.” Magnus Boding endte med at bo i Latinamerika i fem år, og det var ikke helt tilfældigt, at fynboen landede netop der. Han havde læst konfliktstudier og brugt et semester i Costa Rica, hvor han fik øjnene op for kontinentet og dets mange udfordringer.

”Jeg har altid været fascineret af steder, hvor der ikke helt er krig, men heller ikke fred.” Det gode generationsskifte I Latinamerika har han stået ansigt til ansigt med kartelmedlemmer i Mexico, besøgt en

plantage i Colombia for at se, hvordan kokain bliver udviklet og forsøgt at løse et mord på en ung poet i Venezuela begået af staten. Det kræver selvsagt sin mand at holde hovedet koldt i de situationer. På trods af Magnus Bodings fascination af den traditionelle journalist, har han aldrig rigtig set op til tidligere generationers udenrigsreportere, der, ifølge ham, fremstod frygtløse og i nogle tilfælde dækkede verdens brændpunkter på en ærgerlig måde. Derfor havde Magnus Boding en anden tilgang til faget og opgaven i Latinamerika, som han også mener giver de bedste resultater. ”Bliver fortællingen egentlig bedre af, at man risikerer liv og lemmer? Eller handler det om substansen og at få forsvarlig adgang til de steder, så man kan blive længe nok til, at man faktisk kan få reelle indsigter og skrive noget ægte fascinerende?” For Magnus var det tydeligt, hvad der vægtede højest i den sammenhæng. ”Jeg oplevede tit, at virkeligheden var bedre end fantasien.” Netop det blev tydeligt for ham under en baseballkamp i Venezuela. Inflationen i landet var blevet så høj, at tilskuerne under kampen kastede en masse pengesedler i vejret, som var det konfetti. ”Penge var blevet så lidt værd, at det bedre kunne betale sig at kaste dem i vejret i stedet for sin øl,” fortæller han. Mand på en mission Magnus Boding havde ikke en fast base, mens han var i Latinamerika. I stedet levede han i en kuffert og boede på hoteller og AirBnB’s i fem år. Så kunne han slå sig ned i et land nogle måneder og dykke ned i historier, som havde volden som hovedperson. Den beskedne livsstil var også en del af den ydmyge tilgang, som Magnus Boding mødte kontinentet med. For ham var det vigtigste ikke, om han vidste, hvor længe han skulle være et bestemt sted. Han var på en mission for at lede efter roden til volden i de latinamerikanske samfund. Og selvom opgaven til tider kunne virke stor, slog det ham ikke ud. Han levede nemlig efter princippet om, at det er okay at stille de svære spørgsmål, så længe du forsøger at svare ydmygt på dem. ”Man kunne sagtens have valgt et mindre og mere overskueligt spørgsmål at give sig i kast med, men det er tit de store, fascinerende spørgsmål, som også er de bedste at besvare. For mig har det handlet om, at drømme stort, men handle ydmygt.”

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

UDE

Vejrtrækningsøvelser i Venezuela Når du står midt i orkanens øje og skal fokusere på at nå dit mål, kan du risikere at stå tilbage med et mentalt efterslæb, der efterfølgende skal arbejdes med. Og selvom Magnus Boding som oftest følte sig sikker og uden for fare, havde han alligevel en svær periode i Venezuelas hovedstad, Caracas. ”Jeg kunne mærke, at jeg var drænet uden helt at vide hvorfor. Da jeg tog en timeout, fandt jeg ud af, at min krop havde været i alarmberedskab i tre måneder og tømt mig for ressourcer og energi.” Herefter skabte han sig nogle rutiner, der kunne hjælpe kroppen på vej til normalen igen. Han havde nemlig ingen intentioner om at skulle ende som førnævnte machoreportere, som ikke tog vare på sig selv eller sine omgivelser. ”Jeg lavede vejrtrækningsøvelser, og på mine løbeture huskede jeg mig selv på, at mine omgivelser ikke behøver være farlige. Jeg holder jo meget af byen og forsøgte at slukke for observationerne og give hovedet ro.” Efter fire år i Latinamerika stod Magnus Boding ved en skillevej. Skulle han gå all in, bosætte sig her og blive latinamerikaner, eller skulle han drage tilbage til Danmark? Hans valg faldt på at vride det sidste ud af oplevelsen i Latinamerika for derefter at købe en returbillet til hjemlandet.

”

Det er tit de store, fascinerende spørgsmål, som også er de bedste at besvare. For mig har det handlet om, at drømme - Magnus Boding Han havde indsamlet nok stof til at skrive sin bog, ’Djævlen sover aldrig’, der gennem personlige fortællinger af folk, han mødte, forsøger at afdække det voldsmysterium, han rejste dertil for at opklare. ”Jeg følte, det var et naturligt punktum.” Ny hverdag, samme tilgang I dag ser Magnus Bodings hverdag radikalt anderledes ud, end den gjorde for fem år siden. Han er tilbage i Danmark og er en del af Jyllands-Postens finansgravergruppe. Han bor ikke længere på hoteller og AirBnb’s. men med sin familie i København. Kontrasterne i hans liv er til at få øje på,

og det er emnerne, han beskæftiger sig med, også. Men Magnus Boding har holdt fast i sin tilgang til faget, selvom historierne og omgivelserne ikke længere er de samme. I sit arbejde med finansnyheder forsøger han nu at dække Danmark, som var det et fremmede land. ”Jeg tror, man som journalist i sit eget land nemt kan komme til at tænke, at man godt ved, hvordan tingene fungerer. Men vi har jo en stor menneskelig og social variation, selvom vi er et lille land.” Ligesom med Latinamerika har Magnus Boding naturligvis også et mål i sit arbejde i dag.

”Jeg vil gerne dække finansverdenen som et konkret sted og gøre op med den indforståede finansjournalistlingo, som er så udbredt. I stedet vil jeg finde scenerne, dramaerne og sanseligheden i det felt,” fortæller han. Coke i lasten For nylig har hans to stofområder overlappet hinanden. Magnus Boding fik et tip om, at det store danske rederi, Mærsk, ser ud til at være infiltreret i narkosmuglingen af den kokain, der kommer fra Latinamerika. I dækningen af de historier har han trukket på de værktøjer og arbejdsmetoder, han også brugte i Latinamerika, såsom at være på havnen i længere tid ad gangen og afdække miljøer. Det har været en fordel for ham at kunne snakke både spansk og portugisisk med folk på Mærsk-havne, som kokainen skibes ud fra. På den måde har Magnus Boding været med til at afsløre, at flere af havnearbejderne på Aarhus Havn har vist sig at være Hells Angels-rockere, og at ledende medarbejdere på havnen har været infiltreret af rockerne. Ligesom i Latinamerika har det båret frugt for ham at lave det udførlige detektivarbejde og satse på, at det man laver, tjener et større formål. ”Jeg tror, man får et spændende journalistliv, hvis man har en mission med det, man gør.”

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

TEMA:

Klimajournalistik

TEMA

Klimaet klikker dårligt Danskerne klikker sjældnere ind på artikler, når der indgår klima i rubrikken eller emnet. Det er dog en helt anden snak, når klimaet viser tænder.

TEKST: MAGNUS LØBNER ROSENBERG

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Kommentar af TEMA-redaktører TEKST: ANNA ELLESGAARD, EMILY FISCHER & KATHRINE MØLLER NIELSEN ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Sommeren har været den suverænt varmeste, der nogensinde er målt. I medierne har vi kunnet høre og læse om varmerekorder, der dag for dag er blevet overgået. Græske ferieøer har kæmpet med skovbrænde, og haglstorme har raseret i Norditalien. Alt sammen voldsomme vejrhændelser der kan sættes i perspektiv til klimaforandringerne. Men hvordan skal vi journalister navigere i disse forandringer? Hvordan skal klimadækningen foregå? TEMA-sektionen har i denne udgave af Illustreret Bunker set nærmere på, hvor meget klima fylder i journalistikken, og hvordan vi som journalister i fremtiden kan og skal dække klimaet. Magnus Løbner Rosenberg har sat sig for at undersøge, hvordan klimaet klikker. Han har talt med TV2 og DR om, hvor mange klik, de har på deres klimahistorier, og han har også set nærmere på det overordnet billede, når snakken falder på klik. For klikker klimahistorierne dårligere end andre historier? Kom med Iben Mejlhede på en tur til Fyn, hvor Fyns Stiftstidende har oprettet en klimaredaktion. Hun har fulgt dem i en dag for at se, hvordan redaktionen egentlig arbejder. Den fynske klimaredaktion håber på at kunne inspirere andre medier til at oprette lignende klimaredaktioner. Iben Maria Zeuthen står bag foreningen Rydfladen, som sætter fokus på klima og klimajournalistik. Foreningen bruger deres instagramprofil til at vise borgere og journalister, hvornår klimaet dækkes godt, og hvornår der er plads til forbedring. Emilie Gammelgård Jørgensen mødte Iben Maria Zeuthen til en snak om, hvordan hun mener, medierne bør dække klimaforandringerne. Journalistuddannelsen på SDU har oprettet et valgfag i klimajournalistik. Men hvad med DMJX? Hvordan skal fremtidens journalister fra DMJX dække klimakrisen, hvis de ikke bliver undervist i klimajournalistik? Hilde Agergaard Svendsen og Anton Brogaard har undersøgt, om der er udsigt til et lignende fag på DMJX, og hvordan det eventuelt vil fungere. God læselyst!

kovbrande, hedebølger og kæmpehagl. Fra den længste danske tørkeperiode i 28 år til den vådeste juli DMI nogensinde har målt. Der kan ikke herske nogen tvivl: sommervejret 2023 har været helt fantastisk. I hvert fald hvis man har til opgave at dække klimaet. Hos DR og TV2 har det vilde vejr resulteret i høje læsertal hen over sommeren. På TV2.dk’s top-10 over mest besøgte klimaartikler i år er syv af dem fra juli måned. Det kan selvfølgelig skyldes, at den vådeste juli nogensinde kunne give danskerne lidt mere tid på deres apparater. Som Jens Brixtofte sang til Eurovision 1982: Når regnen bare siler ned, så har jeg tændt for colorTV’et. ”Klima fylder mere om sommeren end resten af året. Danskerne rejser meget ud og oplever nogle vejrfænomener, som kan skyldes forandringer i klimaet,” siger Kristoffer Pinholt, chefredaktør på TV2.dk Så en sommer med vejrrekorder vil trække folk til klimahistorierne. DR Analyse har observeret, at ud af de 50 mest læste artikler i år omhandler ti af dem enten tørke, regn, skybrud eller klima, hvilket DR Analyse finder bemærkelsesværdigt. Det er nemlig ikke det billede, der normalt viser sig, når læsertallene skal gøres op, understreger DR analyse i en mail: ”Hvorvidt artikler om klima klikker bedre end andre artikler, er dog ikke tilfældet overordnet set.” Klimaet klikker dårligere Trods rekordhistorier, der har trukket høje besøgstal, ligger klimajournalistikken markant under gennemsnittet. DR Analyse ser på gennemsnittet for besøgende til top10-artiklerne per måned i 2023. Her klikker omkring 200.000 ind på en artikel i top-10. Sammenlignet med top-10-artikler der har klima i emne eller rubrik, er det gennemsnitlige besøgstal ca. 50.000 per artikel. Line Weldingh er i gang med en ph.d. om dansk klimajournalistik ved RUC. Spørger man hende, om klimaet klikker dårligere, er svaret klart. ”I mine interviews giver folk udtryk for, at der er dårligere læser- og seertal på klimajournalistikken,” siger hun. Hendes forskning bygger på kvalitative interviews med klimajournalister bredt fra branchen. Her er oplevelsen af færre kliks for klimajournalistikken gennemgribende. Det skyldes især, at klimaet ikke altid lever op til nyhedskriterierne. Lige nu arbejder hun på en artikel om spændet mellem det normative og kommercielle i klimajournalistikken. Ifølge Line Weldingh, står journalisterne i et dilemma: På den ene side er der medier-

nes demokratiske pligt til at oplyse om det vigtigste i samfundet. På den anden side er der mediernes behov for at række ud til flest mennesker. Journalisterne er nu engang en del af en virksomhed, der skal have klik. Klimaforandringerne er en proces. De har ikke altid en relevant case, som læseren kan spejle sig i, og de kan ikke altid bindes op på noget aktuelt og nært for læserne. ”Klimaforandringer er ikke nyhedsværdigt. Det er svært at gøre klima dagsaktuelt, når forandringerne sker hele tiden. Hvorfor er det mere aktuelt i dag end i morgen?’” spørger Line Weldingh. Det er sværest, når der ikke sker noget Omkring Middelhavet vil det blive tørrere, og beboerne kan virke mest udsatte, da deres klima vil blive mere ekstremt. Men Centraleuropas planter ser også mod livstruende udfordringer. De har intet i deres genetiske værktøjskasse, der på nogen måde kan håndtere tørke. Det her er et eksempel på, hvad Line Weldingh kalder emnestyret journalistik. Der er ingen tydelig begyndelse eller slutning, og klimahistorien udspringer ikke fra en begivenhed. Sådan en historie skal komme fra interne faktorer i et medie. Det kan være en serie eller et tema, og det kan, ifølge Kristoffer Pinholt fra TV2, give udfordringer: ”Det sværeste ved klimajournalistikken er i de perioder, hvor der ikke sker noget. Hvor der ikke er vejrfænomener, som man kan begrunde med forandringer i klimaet,” siger han.

”

TV2 har succes med begivenhederne Hos TV2.dk dominerer det vilde vejr deres top-10 over klimahistorier: ”Voldsomme haglstorme har smadret alt”, ”Vildt vejr rammer Europa” og ”Voldsom hedebølge fortsætter i Sydeuropa.” Og det er der en god forklaring på. Kristoffer Pinholt oplever ikke at læsertallene på klima stikker uheldigt ud, når de fokuserer på det, de er gode til. ”TV2 har meget fokus på breaking news. Det er en styrkeposition for os, så vi er meget stærke på begivenhederne, og læsertallene er også rigtig gode på begivenhederne. Vi har sværere ved at skabe engagement omkring det tematiske,” siger han. Når begivenhederne ikke står på spring, og klimaet buldrer videre, en hændelse uden start og slutning, så skal wder gribes i den emnestyrede nødhjælpskasse. Den er der bare ikke rigtig nogen, der har opfundet endnu, så patentet ligger og venter. ”Det, vi spørger os selv om lige nu, er: ‘Hvordan arbejder vi med klima i de perioder, hvor der ikke er nogen begivenheder?’ Vi er rent faktisk i gang med at undersøge, hvad vi skal gøre. Så der har vi ikke svaret endnu. I ledelsen diskuterer vi, hvordan vi kan bevæge os fremad på det punkt,” siger Kristoffer Pinholt. Sundt og grønt Men kan man ikke bare spørge læserne, hvad de vil have? I en spørgeskemaundersøgelse fra RUC, svarer danskerne, at de gerne vil have mere forbrugervejledning.

Klimaforandringer er ikke nyhedsværdigt. Det er svært at gøre klima dagsaktuelt, når forandringerne sker hele tiden. ‘Hvorfor er det mere aktuelt i dag end i morgen?’

- Line Weldingh Ph.d-studerende ved RUC

Modsat emnestyret klimajournalistik er der begivenhedsstyret klimajournalistik. Her kommer historien fra eksterne faktorer, hvor der er en tydelig start og en slutning. Det kan være et politisk udspil, FN’s klimarapport eller et vildt vejrfænomen.

Især de unge kunne godt tænke sig nogle løsninger til hverdagens klimaudfordringer. Mens hele 31 procent af de adspurgte gerne så, at dagligdagstips fyldte mere i klimajournalistikken. Bum! Journaliststuderende løser klimajournalistikkens problemer.

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

TEMA

Er det ikke bare det, der skal trykkes i begivenhedernes tørkeperiode? Nej, det oplever Kristoffer Pinholt ikke. Læserne stimler ikke sammen i massevis, når TV2.dk kaster DIY-brødkrummer ud. Tværtimod. ”News-you-can-use er ikke en styrkeposition for TV2. Vi må prioritere, så det er ikke på blokken lige nu,” siger Kristoffer Pinholt. DIY-historier er da heller ikke noget, der viser sig på top-10-listerne. Så måske ved danskerne ikke, hvad de egentlig vil have, eller så afspejler det sig bare ikke i, hvad de indtager af journalistik. Det er nok også de færreste, der svarer ’rugbrød med pålæg’, hvis man spørger dem, hvad de gerne så mere af på aftensmadsbordet. Men det er nu engang, hvad danskerne oftest får til aftensmad, ifølge en undersøgelse Epinion lavede for Madkulturen i 2021.

”

Det sværeste ved klimajournalistikken er de perioder, hvor der ikke sker noget. - Kristoffer Pinholt Chefredaktør, TV2.dk

Ny nyhedskrog Vi har lært, at klimaet klikker dårligere end den generelle dækning, men det hjælper på klikkene, når der er en aktuel begivenhed at binde den op på. Så fra et kommercielt syns-

punkt, kan klimaet gemmes væk i en brandsmart skuffe, som man kan trække ud, når der sker noget vildt. Men hvad så med den demokratiske pligt? Der er nok ikke nogen af os, der mener, at en af vores tids vigtigste historier skal ligge i en skuffe, lige meget hvor smart den er. Det er heller ikke planen hos Kristoffer Pinholt. ”Vi vil formidle klimaet uanset hvad. Det er supervigtigt. Det er vores ansvar at dække klima, og vi er virkelig gode til at gøre det, når vi binder det op på en begivenhed, men vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi formidler klimajournalistik, når der ikke er nogen begivenheder,” siger han. Den begivenhedsstyrede klimajournalistisk har fået ben at gå på i den danske public service, men Line Weldingh ser også et potentiale i den emnestyrede klimajournalistik. ”Den begivenhedsstyrede journalistik

handler meget om politik. Når der sker noget, er det ofte politiske begivenheder. Det betyder så, at der er mange politikere som kilder i de historier. Hvis journalisterne tager klimaet op af egen drift, er der derimod plads til forskellige kilder. Der er plads til almindelige mennesker. Det giver plads til bredere emner og blødere journalistik: Hvordan påvirker det dine børn? Hvordan skal du tale til dine børn om klima? Hvordan har de her gjort for at leve bæredygtigt?” siger hun. Line Weldingh mener, at mediet kan skabe en intern anledning for klimajournalistikken: Når der ikke er en begivenhed, må medierne lave deres egen nyhedskrog. Ifølge hende kan medierne lave en serie med fokus på klimaet og lave interviews med relevante klimakilder. Hvis der ikke er en anledning til historien, kan det altså være, medierne skal skabe anledningen.

FAKTA Klima er ikke et emne, der er lige til at lave datatræk på. Klima går på tværs af områderne; Vejr, Viden, Udland. Derfor er tallene i artiklen betragtninger af top-10-lister fra DR.dk og TV2.dk, hvor nogle tendenser viser sig i forhold til klimajournalistikken i Danmark. Derudover er det kun DR’s udgivne artikler og ikke andre nyhedsformater, eksempelvis trækker livesiderne for DR Sporten rigtig mange brugere, men disse tal er ekskluderet i denne opgørelse, da livereartiklernes format ikke kan sammenlignes med de øvrige artikler.

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

TEMA

Kom med ind i maskinrummet bag den lokale klimaredaktion på Fyens Stiftstidende

På Fyn er en ny klimaredaktion kommet til. Her forvandles store klimaproblematikker til lokalhistorier. Redaktionen håber på at inspirere flere mediehuse til at gøre det samme. TEKST:IBEN MEJLHEDE

FOTO: JANNI MOSHAGE MOLDT

øren til Fyens Stiftstidende åbner op. Efter en tur op ad trappen og et sving til venstre sidder klimaredaktionen. Klokken er ni, og redaktionsmødet er i gang. Rundt om bordet sidder to journalister og en journalistpraktikant. En redaktion, der kun har eksisteret siden 1. juni i år, og som skal stå for at producere mindst fire artikler om ugen. “Vi hopper let og elegant over de artikler, vi har lavet, og fokuserer på de mange gode vinkler, som vi har. Lige nu har vi vanvittigt mange gode historier i gang,” siger klimaredaktør, Jon Bøge Gehlert. Hans udmelding bliver hurtigt bekræftet,

da journalisterne skiftevis fortæller om udviklingen af deres nuværende klimahistorier til redaktionsmødet. Heriblandt er journalistpraktikanten Markus Valentin i gang med en historie om klimaskeptikere, der har fået talerøret. Han har, som en del af researchen bag historien, været til udflytning med hele klimaredaktionen, hvilket betyder, at klimajournalisterne har redaktion et andet sted. I dette tilfælde havde de fire journalister flyttet deres redaktion til Middelfart for at dække Klimafolkemødet. Det er med til at åbne døre til nye artikler, mener klimaredaktør Jon Bøge Gehlert. Efter redaktionsmødet er afsluttet, vender journalisterne tilbage til deres computer. Her består en del af arbejdet også af at lave videoer, hvor redaktionen skal lave cirka en om ugen. Videoerne skal hjælpe med at skabe

identifikation hos læserne og fange deres opmærksomhed. Sidste succesoplevelse med brug af video var en historie, hvor redaktionen havde fået fat i en dykker, der havde filmet fjordbunden ude ved Kerteminde Fjord. Her var det muligt for læserne at se fjorden fuldstændig død for liv. Jagten på klimahistorier Støtten til artiklerne kommer udefra, da klimaredaktionen er finansieret af Odense Klimapartnerskab, som består af Odense Kommune, Syddansk Universitet og en række store fynske virksomheder. Finansieringen gør, at alle artikler er frit tilgængelige for alle og ikke låst bag en betalingsmur. Derudover har redaktionen fire fokuspunkter, de prøver at efterleve. “Historierne skal være kritiske, konstrukti-

Betydningen af lokal klimajournalistik Efter sommerens høje temperaturer er det tydeligt, at klimaet ændrer sig i hele verden - også på Fyn. Netop fordi der er så mange penge involveret i klimaindsatsen, er det afgørende at forstå hver eneste nuance af debatten. Derudover er det også et emne, der bliver diskuteret i offentligheden. Her kan lokal klimajournalistik være med til at øge fokusset hos befolkningen, fordi borgerne på Fyn kan se, hvordan klimaet vil og allerede nu påvirker deres hverdag. “Det er enormt vigtigt at få alle nuancerne med i den her debat. ‘Hvad er det rent faktisk, klimasituationen handler om? Hvad er det, politikerne bruger pengene på? Hvilken fremtid er det, vi ser ind i?’ Både med klimaforandringerne, men også selve det system, vores samfund er bygget på,” siger journa-

redaktionen fokus på sproget og formidlingen. “Noget af det, vi arbejder allermest med, er formidlingen og sproget i vores artikler. Klimastoffet er ofte et kompliceret emne, så at fortælle historierne kreativt og med et lækkert sprog kan trække nogle læsere ind i emnet,“ siger Jon Bøge Gehlert.

ve, handlingsanvisende og inspirerende. Når vi har lavet to kritiske artikler, skal vi også gerne have lavet to af de andre,” siger Jon Bøge Gehlert. Det ændrer ikke ved journalistikken ifølge Jon Bøge Gehlert, da redaktionen stadig er uafhængig. Det betyder, at de kan lave så kritiske artikler, som redaktionen vil. Klimaredaktionen har en planlagt tilgang til at finde og dække klimahistorier. De følger tæt med i de politiske dagsordener i Odense. “Vi følger trafikken tæt. ‘Hvordan bliver Odense mere klimaneutral?’ Det gør man blandt andet ved at ændre trafikken. Eller ved at finde ud af, hvad man gør på det store kraftvarmeværk i byen. Netop ved at stille sådan nogle spørgsmål ved vi også, hvad vi skal søge at besvare,” siger Jon Bøge Gehlert.

listpraktikant Markus Valentin. På redaktionen vælger de at tage fat på emner som sommerens ekstreme hede for at undersøge, hvordan det påvirker lokalsamfundet. Når vinteren kommer, forventer de, at nye udfordringer opstår. For eksempel kan det forestilles, at der vil opstå kraftigere vinterstorme. Her kan redaktionen i den forbindelse se på, hvordan de lokale huse er isoleret. På den måde vil der komme nye ting på dagsordenen, som redaktionen skal forholde sig til. “Da vi gik i luften, sagde vores chefredaktør, at klimajournalistik er den vigtigste dagsorden overhovedet. Det er også sådan, jeg og redaktionen har det,“ siger Jon Bøge Gehlert. For at kunne rykke ved klimadagsordenen er det afgørende at fange læseren. Derfor har

Derudover håber redaktionen også, at deres historier kan få flere lokale klimaredaktioner på danmarkskortet. ”Hvis andre redaktører kan se, at vores klimaredaktion lykkes med det, vi laver, og hvordan vi er tæt på læserne, så håber jeg, det kan inspirere mediehusene til at oprette deres egen klimaredaktion,” siger Jon Bøge Gehlert. Med dagens historier på plads er de nye artikler på Fyens Stiftstidendes hjemmeside en påmindelse om, at klimaforandringer ikke kun er en global udfordring. Det er også en lokal virkelighed, der kræver opmærksomhed på alle niveauer af samfundet.

Håber at inspirere andre mediehuse Journalisterne på klimaredaktionen har hver deres fokusområde, men i fremtiden skal journalisterne have et mere specifikt ekspertiseområde. Her skal journalisterne dække alt fra erhvervsspørgsmål, hvor der undersøges, hvilke erhvervssektorer der er involveret i klimaforandringer og bæredygtighed, til de fortællende formater inden for klimajournalistikken.

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

TEMA

Klimaredaktør for Fyens Stiftstidende Jon Bøge Gehlert

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

TEMA

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

TEMA

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik Journalistikken svigter, når historierne ikke afspejler virkeligheden - og spørger man Iben Maria Zeuthen, er det tilfældet i klimadækningen. Hendes nye klimajournalistiske fællesskab, #Rydfladenforklimaet, skal vende skuden.

Fortsat fra forsiden TEKST: EMILIE GAMMELGÅRD JØRGENSEN FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Det skete ikke. Sommeren gik, og kun på bagkant skrev de danske medier om ødelagte sommerferier i Sydeuropa. Imens fulgte Iben Maria Zeuthen frustreret med på sidelinjen. I ren frustration begyndte hun at poste opslag på sin egen instagramprofil. Under hashtagget #rydfladenforklimaet fortalte hun om mediernes mangelfulde klimadækning og de fejl, der blev begået. Hun opfordrede mediehuse og politikere til at træde i karakter. På kun et par uger voksede initiativet sig større – og det var også at mærke på Iben Maria Zeuthens Instagram. ”På et tidspunkt blev det så stort, at jeg tænkte, at nu må det få sin egen profil,” siger hun. Projektet tager form Den profil blev til @rydfladenforklimaet. I skrivende stund er profilen godt to måneder gammel og har 14.000 følgere. Iben Maria Zeuthen har oprettet en forening til Rydfladen og fået andre med på holdet: Jakob Sloma Damsholt, redaktionschef hos Drive Studios, og Anne Martens, der er journalist og økonom. Missionen er at inspirere til klimadækning, der afspejler virkeligheden og viser borgere og journalister, hvornår klimaet ifølge Rydfladen dækkes godt, og hvornår der er plads til forbedring. Opbakningen til profilen viser, at mange synes, en bedre klimadækning er vigtig, siger Iben Maria Zeuthen. Hun håber, at opbakningen fører til en bedre dækning. Faktisk er drømmescenariet, at Rydfladen på et tidspunkt bliver overflødig, fordi medierne har taget kritikken til sig og ændret kurs. Inden da håber Rydfladen på at kunne vise,

hvordan det kan gøres ved at udkomme med deres egne historier på profilen. Det kræver dog flere ressourcer, end Rydfladen har til rådighed, men Iben Maria Zeuthen lader sig ikke slå ud. Et blik indad Når Rydfladen skal vise vejen for en ny klimadækning, skyldes det ifølge Iben Maria Zeuthen, at klimakrisen kalder på noget mere radikalt. Hun ser et behov for at tage en fundamental snak om journalistikkens rolle og den måde, medierne ønsker at lave journalistik på. Det kan i hendes optik føre til bedre journalistik, der skubber til virkeligheden. ”Klimakrisen sætter spørgsmålstegn ved alt, vi kender. Derfor skal vi spørge os selv, hvad vi gerne vil som journalister – og jeg tror, vi skal mere, end vi troede,” siger hun. At stille spørgsmål er en af de mest basale opgaver for journalister. Ifølge Iben Maria Zeuthen er den afgørende forandring, som journalistikken har brug for, at de kritiske spørgsmål bliver vendt ind mod journalisterne selv og faget. ”Vi skal tænke over de spørgsmål, vi stiller, og de spørgsmål, vi ikke stiller. Vi skal spørge os selv, hvordan vi arbejder og hvorfor,” siger hun. Iben Maria Zeuthen ved, at det er her, det bliver udfordrende. I et fag, hvor højt tempo og stramme deadlines er et arbejdsvilkår, kan det være nødvendigt at læne sig op ad faste rutiner. Hun ser dog det indadvendte blik som afgørende, hvis klimajournalistikken skal udvikle sig til det bedre – og det stiller klimakrisen ifølge hende krav til. Der er dog også andre parametre at skrue på. Klimabriller og magtkritik En udsultet isbjørn med sørgmodige øjne går

på tynd is på Arktis, mens isen smelter omkring den. Det billede kender alle. Det er den slags historier, mange forbinder med klimajournalistik. For Iben Maria Zeuthen er ”klassisk” klimajournalistik vigtig. Men det er ikke nok. ”Klimaet påvirker enormt mange lag i vores samfund. Derfor skal det ikke være sit eget stofområde. Det skal være et blik, vi kigger på langt de fleste artikler med,” siger hun. Nok truer klimaet isbjørnen på Arktis, men klimaforandringerne er også tættere på – I sommer mærkede danske turister på græske ferieøer følgerne af dem. Når klimaforandringer sniger sig ind i flere dele af vores liv, må dækningen ifølge Iben Maria Zeuthen følge med. Hun mener, at klimavinklen bør tænkes ind i flere journalistiske produkter frem for at være et stofområde for sig. ”Jeg har selv gjort eksperimentet. Det er påfaldende få historier og formater, man ikke kan tænke en klimavinkel ind i,” siger hun. Iben Maria Zeuthen mener også, at klimajournalistikkens kritiske blik på politikere og virksomheder halter. Ifølge hende har klimajournalistikken ofte en forbrugervinkel med fokus på, hvad individet kan gøre. Det bliver tit ukonstruktivt og uinteressant. Klimakrisen er for stor til, at den enkelte kan løse den, mener hun. ”Det er vores opgave at være kritiske over for magthaverne, så det undrer mig, at vi ikke er det på klimaområdet. Det er vores chance for at hoppe med på klimavognen,” siger hun. Iben Maria Zeuthen mistænker, at journalisters egen manglende forståelse af klimaområdet kan være en hæmsko i dækningen. Journalisterne har ikke nok viden eller overblik på området til at kunne stille de kritiske spørgsmål. Derfor skal flere journalister ifølge hende klædes bedre på i klimadækningen.

En håndsrækning til samtale Klimakrisen stiller større krav til journalistikken, end medierne tidligere har været vant til. Det har Iben Maria Zeuthen også mærket. For hendes opråb har krævet tilvænning fra branchen. Selvom Rydfladen gør sig umage for at sløre skribenters navne og fokuserer på det strukturelle og konstruktive i deres kritik, så har ikke alle reaktioner været gode. Profilen har også mødt kritik. Iben Maria Zeuthen ved, at hun taler fra en mere privilegeret position end mange journalister – hun ville lave de samme historier, hvis hun skulle nå syv korte artikler på en dag. I dag er situationen dog en anden. Nu modtager Rydfladen henvendelser fra journalister, der vil have hjælp til at indtænke klimavinklen i deres historier. Journalistikken har inviteret konstruktiv kritik og nytænkning indenfor, og det er Iben Maria Zeuthen glad for. ”Rydfladen handler ikke om, at det skal være mig mod min branche. Jeg ser det mere som mig og min branche, der har en samtale om, hvordan klimadækningen kan se ud,” siger hun. At flere nu går ind i samtalen om bedre klimadækning, gør Iben Maria Zeuthen optimistisk. Selvom journalistikken har trange kår og bliver presset på alt fra klik til stramme deadlines, tror hun, at en omstilling er mulig. Det kræver blot en vilje fra de journalister og ledere, der sætter dagsordenen på de danske mediehuse – selve omstillingen frygter Iben Maria Zeuthen ikke. ”Vi journalister har altid tilpasset os virkeligheden, og alligevel er det altid autenticiteten, integriteten og idealismen, der vinder. Dét er kernen i faget, og det bliver stående gennem alt,” siger hun.

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

Dig og fagforeningen:

Stressrådgivning Det bør ikke ske. Det må ikke ske. Men det sker. Alt for ofte. Som studerende kan det til tider blive for meget og man mærker symptomer på stress eller overbelastning. Vi står altid klar til at hjælpe. Ring hellere en gang for meget, end en gang for lidt. Bliv medlem på journalistforbundet.dk

TEMA

@stinestregen

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

TEMA

SDU står klar med klimafag - DMJX er stadig i tænkeboks I sommer mødte de danske medier hård kritik for deres mangelfulde dækning af klimakrisen. Nu melder SDU sig som de første ind i kampen om at klæde fremtidens journalister bedre på til at kunne håndtere klimastof. Men hvad med journalistuddannelsen på DMJX?

TEKST: HILDE AGERGAARD SVENDSEN & ANTON BROGAARD ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

a de journaliststuderende på SDU kom tilbage fra sommerferien, havde en ny mulighed præsenteret sig i deres undervisningsforløb. Valgfaget klimajournalistik er et nyt tilbud til bachelorstuderende på 7. semester og kandidatstuderende. Fagets 50 pladser blev hurtigt udfyldt. DMJX har endnu ikke fulgt i SDU’s fodspor og oprettet et klimajournalistisk fag. Institutchef for journalistik på DMJX, Henrik Berggren, fortæller, at det er noget, skolen har på tegnebrættet. “Vi taler konkret om, at vi skal lave et fag om klimajournalistik, fordi vi netop arbejder på studieordningen, der skal træde i kraft fra efteråret 2024,” siger Henrik Berggren. Faget skal være obligatorisk for alle journaliststuderende, og det skal i højere grad fokusere på faglig basisviden inden for klima frem for formidlingen af klimajournalistik. “Jeg forestiller mig, at der skal undervises i naturvidenskab, økonomi og teknologi. Det skal ikke bare handle om, hvordan man laver journalistik om klimaet, men om at forstå det,” siger Henrik Berggren. En kortsigtet løsning Faget vil dog først træde i kraft i efteråret 2024, hvis det bliver godkendt af ledelsen. Det vil derfor ikke påvirke de nuværende studerende. Lige nu er det kun muligt at inddrage klima som et emne på et allerede eksisterende forløb. Klima har længe været et emne til udtræk til 1. årsprøven, og det kan også

vælges som emne i praksisfagene på 3. eller 4. semester. Det vil, ifølge Henrik Berggren, også være en mulighed at implementere klimajournalistik i et grundfag som Politik og medier. “Det vil være relativt nemt at lægge en forelæsning eller to ind i det fag. Det kan godt være, at det bliver en løsning på kort sigt,” siger Henrik Berggren.

”

synes jeg, at det er meget naturligt at overveje, om klima skal være et af de emner, der får dedikeret en forelæsning,” siger Roger Buch.

Jeg synes, det er vigtigt at få indlært en form for grundforståelse, men resten handler om formidling. Det er helt klart vores hovedfokus,” siger Ralf Andersson.

Den vigtigste dagsorden Ralf Andersson, der er grundlægger af valgfaget klimajournalistik på SDU, fortæller om sin motivation for at sætte klimajournalistik på skemaet. Han er nemlig ikke i tvivl om, at det er relevant. “Man kan jo bare se på den seneste sommer med skovbrande i Sydeuropa, kæmpehagl i Italien og temperaturrekorder på stribe. Klima er den vigtigste dagsorden globalt, nationalt og lokalt,” siger Ralf Andersson. Ifølge ham vil klimaet være noget, enhver journalist skal forholde sig til i sit arbejde. Uanset hvilket område, der dækkes. “Det er et gennemgående og grundlæg- Ralf Andersson, gende tema, som man må forholde sig til,” underviser i klima- siger Ralf Andersson.

Burde DMJX have handlet før? Men hvorfor er det først nu, at DMJX tager det første spadestik mod mere klima på skemaet? Klimakrisen har stået på i flere år, og selvom kritikken mod mediernes dækning for alvor tog fart over sommeren, så er det ikke første gang, at der er blevet sået tvivl om journalisternes kompetencer i forbindelse med klimakrisen. Henrik Berggren fortæller, at klimajournalistik har været en diskussion blandt medarbejderne de sidste par år. De er dog ofte kommet frem til den konklusion, at der er mange temaer, man på journalistuddannelsen kunne have et forløb om. Det kan derfor være svært at vurdere, hvad der skal prioriteres af faglig viden i så kort et uddannelsesforløb. “Logikken har været, at vi giver nogle journalistfaglige kompetencer, der gør, at de studerende kan behandle alle fagområder,” siger Henrik Berggren. Men når DMJX kræver, at man har et forløb om samfundsøkonomi, fordi der er økonomi i alting, kan Henrik Berggren også godt se, at samme argument kan bruges, når det omhandler klima.

“Klima er den vigtigste dagsorden globalt, nationalt og lokalt.

journalistik, SDU

Klimaforelæsningen står klar Roger Buch, som underviser i faget Politik og medier, er klar til at inddrage klimajournalistik i sin undervisning. Samtidigt er han også åben for idéen om, at klimajournalistik skal have et selvstændigt fag på uddannelsen. I en kommentar til Illustreret Bunker nævner han, at han er klar til at indføre en forelæsning allerede til næste semester, men i sidste ende er det ledelsens beslutning. “Man kan roligt sige, at klimaudfordringerne er et voksende problem, og derfor

En helt anden tilgang På SDU er tilgangen til undervisningsindholdet en helt anden end den på DMJX. Hvor DMJX primært vil beskæftige sig med at give de studerende en faglig grundviden om klimaforandringerne, er SDU mere fokuseret på selve formidlingen af klimastoffet. Ralf Andersson nævner blandt andet målgruppeanalyser, bæredygtighedspsykologi og konstruktiv journalistik som nogle af de emner, der vil blive berørt i undervisningen. Ud af de ni dedikerede moduler er blot et enkelt sat af til forståelsen af klimakrisen, og resten er således sat af til formidling. “Det er vigtigt, at det ikke er et kursus om klimaproblemer. Det må findes et andet sted.

Ville du ønske, at DMJX havde oprettet et klimafag tidligere? “Ja, det ville jeg nok. Alene fordi det havde været rart at teste det for et par år siden, så vi kunne se, om det fungerer.”

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

OPINION

Udveksling: Et system hvor du skal tro mere på dig selv end DMJX Dyb frustration. En “Palle alene i verden”-følelse. Jeg må indrømme, at det var en hård start. Jeg vil uden tvivl anbefale udveksling, men det kræver overskud, og beder du om hjælp, er det ikke sikkert, at du kan få det. Det fik jeg i hvert fald ikke.

TEKST: LÆRKE KOPPERUP

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NELSEN

ongkong, Sydney, Beirut. Mulighederne var, og er, næsten endeløse. Jeg sad på kanten af sædet, da jeg på første semester fik introduktion til udveksling. Jeg havde aldrig været i tvivl om, at jeg gerne ville til udlandet, og nu når jeg så alle mulighederne, kunne jeg næsten ikke vente.”Vi vil så gerne have flere af jer afsted.” Jeg husker Røskvas indtrængende bøn om, at vi ikke skulle lade os stresse, men søge hvis vi var det mindste interesserede. Det kunne godt være hårdt samtidig med 2. semester, men skolen ville hjælpe. Hvor der er vilje, er der en vej. Jeg lod mig nemt overbevise, og fortrøstningsfuldt gik jeg i gang med processen. Mange mails blev sendt frem og tilbage mellem mig og udvekslingskontoret. Mange ting, jeg ikke kunne finde. Mange ting, jeg ikke forstod. Min optimisme begyndte at skrumpe. Måske ville det ikke være så nemt det her alligevel. ”Ja, det, kan jeg da godt se, er svært at forstå. Det ved jeg ikke.”

Sådan lød kommentaren igen og igen fra skolen. Jeg bookede ofte møder, hvor jeg kom med mine spørgsmål. Frustreret endte jeg ofte med selv at måtte fremvise, hvor jeg havde fundet mine informationer. Min tiltro forsvandt en smule, hver gang jeg måtte forklare min rådgiver om det system, jeg egentlig var kommet for at få rådgivning om. Jeg kan godt se, at der er mange skoler og universiteter, man som koordinater skal holde styr på, og jeg forventer heller ikke, at al viden om universitet i Tel Aviv kan findes i studievejledningen på DMJX. Kaosset meldte sig allerede, da jeg forsøgte at skabe mig et overblik over eventuelle fag i Tel Aviv. Jeg brugte lang tid på at finde frem til, hvilke fag jeg egentlig kunne søge. Det hjalp DMJX ikke med. Jeg måtte selv skabe overblik over visum og nåede at betale lægeerklæring, inden jeg fandt ud af, at dette slet ikke var en nødvendighed. Ansøgning i flere runder. Stipendiesøgning. Visumsøgen. Det meste foregik også samtidig med mit førsteårsprojekt. Uden den forventede rådgivning greb det hurtigt om sig med forberedelserne til denne udenlandsrejse. Alt dette var frustrerende, men bægeret

flød over, da der var et par uger til, jeg skulle afsted. Jeg havde stadig ikke hørt om mit Erasmus-stipendium. Et Erasmus-stipendium er et stipendium, man kan få til lande i EU og enkelte andre lande. Ansøgningen og udbetalingen af dette stipendium kører igennem skolen. Jeg havde sendt papirerne for et godt stykke tid siden, men havde intet hørt eller fået udbetalt. Jeg sendte en mail til udvekslingskontoret for at høre, hvordan det skred frem, og hvornår jeg skulle forvente at få stipendiet udbetalt. Det var her, jeg fik at vide, at der var blevet skiftet koordinator, så mine papirer var ikke lige blevet sendt af sted endnu. Heldigvis fik jeg pengene udbetalt, men hvad var der sket, hvis jeg ikke havde fulgt op på det? Det er usikkert at skulle tage ud i verden og studere. Man flytter en hel hverdag og slipper næsten al kontakt med det, man har herhjemme. Man er pludselig alene. Jeg flyttede til Tel Aviv, en meget dyr by at bo i. Mit værelse alene kostede 7000 kroner om måneden. Penge fyldte meget i mit hoved, derfor var det meget vigtigt for mig, at der var styr på mine stipendier. Jeg forventede, at jeg skulle stå på egne ben, når jeg tog af sted. En

oplevelse, jeg også længtes efter, men denne oplevelse startede bare tidligere i processen end forventet. Som tidligere nævnt fyldte det økonomiske meget for mig, men i Israel er også det sikkerhedsmæssige vigtigt. Jeg har siddet til mange møder på skolen og italesat både min spænding, men også min nervøsitet ved at tage af sted. Jeg troede, at skolen ville guide mig mere. Jeg forventede, at de ville have større overblik, end jeg oplevede, de havde. For mig var der en klar signalværdi i, at der for eksempel ikke blev meldt ud, at der var skiftet koordinator. Var det ikke vigtigt at nævne for alle os, der skulle ud i verden lige om lidt? Vi havde jo nok fundet ud af det, det gjorde vi jo, men vi er alle skrøbelige, når vi giver slip på vores hjem. Jeg ved, at jeg ikke var den eneste, der skulle på udveksling og var frustreret over dette. Jeg vil give skolen anerkendelse for, at de skrev til mig, da demonstrationerne begyndte at gribe om sig i Tel Aviv. Det var dejligt at mærke, at jeg eksisterede i deres system. Selvom det ikke føltes sådan, inden jeg tog afsted.

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

OPINION

Klæd os ordentligt på til klimadebatten Klimadebatten kører nemt af sporet. Derfor kræver det meget af journalisterne, som skal holde styr på begreber og eksperter. Det skal vi klædes bedre på til i undervisningen.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NNIELSEN

tore virksomheder og interesseorganisationer har altid brugt eksperter til at så tvivl om videnskabelig enighed i mediebilledet. Lige fra læger, der i 1940’erne i reklamer anbefalede at ryge cigaretter, til olieindustrien, der allerede i 1970’erne kendte til klimaforandringerne. De brugte anledningen i 1987 til at afspore klimadebatten i 30 år frem . Det er noget, som os journalister skal være enormt opmærksomme på - og som vi skal være i stand til at opdage. Alligevel sker de samme fejltagelser i de danske nyhedsmedier igen og igen. For hvis der er et sted, hvor debatten afspores, så er det på klimaområdet. Derfor skal vi være klædt bedre på til at holde debatten på sporet. I sommer handlede en episode af P1 Debat om de nye kostråd

fra Nordisk Ministerråd, der både tager hensyn til klima, miljø og sundhed. I debatten deltog en kostvejleder, der talte imod den videnskabelige konsensus og påstod, at man ikke kan sammensætte en sund og næringsrig kost med markant mindre kød, samt at dansk landbrug er blandt de mest klimavenlige i verden. Problemet er, at det ikke er sandt. Og selvom folk må sige, hvad de vil i radioen, så skal journalister sikre, at det gøres klart, når usandheder og uvidenskabelige påstande fremstilles i radioen. For det store problem var, at kostvejlederen blev behandlet som en ekspertkilde, på trods af at kostvejleder er en titel, der er lige så beskyttet som “journalist”. Eksempler som dette får det til at virke som om, at der er uenighed blandt eksperter, når det kommer til klimaforandringerne og de ændringer, vi skal lave for at stoppe dem. Der kan være flere grunde til, at vi la-

ver de fejl som journalister. Men en af grundene, tror jeg, er fordi, vi ikke bliver klædt ordentligt på til at dække klimakrisen. Dette er fordi, klimakrisen og de forandringer, vores samfund skal lave for at stoppe dem, er bundet af videnskab frem for politiske ideologier og værdier. Moder Jord er ligeglad med, om du er socialist eller liberalist. Så længe du stopper med at udlede drivhusgasser. Klimakrisen er en krise, uanset hvem du er, hvad du tror på og hvor du bor henne. Den er universel, og den kan ikke løses uden at vi bruger og forstår naturvidenskaben. Og naturvidenskab er noget, vi ikke udsættes særligt meget for på uddannelsen.. Vi er for uvidende og uforberedte. Hertil kommer den måde, vi arbejder på som journalister. Jeg er for nylig blevet undervist i nyhedskriterierne, hvor konfliktkriteriet skinner klart igennem. Problemet ved

konfliktkriteriet i forbindelse med dækningen af klimakrisen er, at der altid skal være en modstander - men faktum er, at der er så bred videnskabelig konsensus, at konfliktkriteriet ikke kan dækkes uden at hive en klimabenægter ind. Og så får vi et skævvredet billede af, hvad forskningen egentlig viser. Hvis vi skal blive bedre til at dække klimakrisen, skal vi få klimadækning på skemaet på DMJX. Det behøver ikke være som fag – for en bedre dækning er så presserende, at det burde inkorporeres i alle fag, der er på skolen. Vi er simpelthen ikke klædt ordentligt på til at dække klimaforandringerne. Og hvis vi skal have lyst til at dække krisen, skal vi også have evnerne til det. Ellers får medieforbrugerne en misinformerende og afsporet debat.

OPINION

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

Vi skal tale om elefanten i rummet Når der mangler praktikpladser,og branchen ikke ligefrem skriger på færdiguddannede journalister, bør vi gøre det eneste rigtige: optage færre journaliststuderende. Samtidig kunne vi øge optaget på kommunikationsuddannelsen.

TEKST: MATHIAS OLEANDER

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NELSEN

il efterårets praktiksøgning kommer der til at mangle 45-55 pladser. Måske endda endnu flere. Det er et faktum, der står klart nu. Derfor skal vi, selvom det er en trist situation, kigge fremad mod løsningerne - og her er der særligt én oplagt mulighed: Dimensionering af uddannelserne, eller sagt mere direkte: Færre journaliststuderende og flere kommunikatører. Vi optager alt for mange journaliststuderende. Alene i år blev der optaget 224 på professionsbacheloren i journalistik på DMJX.

Dertil kommer tallene fra journalistuddannelserne på SDU og RUC samt dem, der læser en cand.public på enten AU eller SDU. Og tager vi en tur ud i mediebranchens virkelighed, har den i den seneste tid været domineret af utallige fyringsrunder - hele vejen rundt. Jeg ved det, fordi jeg allerede selv har været en del af to fyringsrunder i min praktiktid på Jyllands-Posten. Og den slags er ikke en fornøjelse at være en del af, skal jeg hilse og sige. Derfor er det i mine øjne faktisk på grænsen til at være uansvarligt, at der fortsat optages så mange journaliststuderende hvert år. Det er, som min kollega udtrykte det, “at

stikke blår i øjnene på unge mennesker”. Jeg er helt enig. Men hvad så med at forkorte uddannelsen? Hvis vi nu går fra 18 til 12 måneders praktik? Det var i hvert fald derfor, at lederne fra RUC og SDU for nylig i en artikel i Journalisten langede ud efter DMJX. De mente, at 18 måneders praktik var hovedårsagen til manglen på pladser. Jeg skal ikke kunne afvise, at det også eren del af problemet. Men at gå fra 18 til 12 måneder er i så fald en meget kortsigtet strategi. Branchen skriger jo ikke ligefrem på arbejdskraft, så hvad ville det overhovedet hjælpe at uddanne os hurtigere? Man kunne med fordel skele imod

kommunikationsuddannelsen og øge optaget dér i stedet. I dag bliver mange journalister ansat som kommunikatører. Hvorfor så ikke uddanne flere til kommunikation frem for journalistik? Tilbage til elefanten i rummet. Vi er nødt til at tale om dimensionering, selvom ordet er et “fy-ord” blandt uddannelseschefer. Det betyder “færre penge” i deres ører. Men hvad er prisen, hvis vi ikke lytter til branchen og ser virkeligheden i øjnene? Tør vi lade være? Jeg ser i hvert fald ingen anden vej end at tage diskussionen om, at vi skal være færre journaliststuderende i fremtiden.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinions-sektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at dele deres mening om studie, skole, journalistik og kommunikation. Vi bringer opinionsindlæg i avisen ad to omgange pr. semester. Har det interesse? Så skriv til redaktionen på illbunker@dmjx.dk

ANNONCE

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

Lær at skrive om tro, etik og eksistens

Er du videbegærlig og velskrivende? Har du blik for de store perspektiver? Og kunne du tænke dig at lave kvalitetsjournalistik om livets store spørgsmål? Så er Kristeligt Dagblad måske den rette praktikplads for dig. Vi tilbyder en grundig og varieret uddannelse i 12 eller 18 måneder, hvor du får alle de journalistiske genrer ind under huden. Vi tager din faglige udvikling alvorligt og lærer dig at skrive om tro, etik og eksistens. Kristeligt Dagblad er et stort, moderne mediehus og en avis med mange brugere. Redaktionen er ung, tonen er ordentlig, og tempoet er højt. Vi har store forventninger til vores praktikanter, som kan forvente at få masser af feedback og spalteplads i avisen. Send os en ansøgning, hvis du har lyst til at komme med på holdet.

Prøv flere redaktioner Hos Kristeligt Dagblad er praktikanterne på en redaktion i tre måneder ad gangen. Du når altså fire til seks redaktioner i løbet af en praktikperiode hos os. Vi har disse redaktioner på avisen: Indland • Udland • Kirke&Tro • K.dk • Kultur • Liv&Sjæl • Debat • Christiansborg

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2023

Brevkassen - Med Marie Sæhl ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Kære Læser Velkommen til Ilustreret Bunkers nye bagside. Du er vant til at få svar på livets store og små spørgsmål af skolens søde undervisere, men fremover byder vi et orakel fra den virkelige verden velkommen. Temaet for denne avis er klimajournalistik, og derfor var det oplagt for os at lægge ud med en brevkasse om klimajournalistik. På denne bagside har Marie Sæhl sagt ja til at gøre os klogere. Hun er en bragende dygtig journalist, som formidler klimastof på en spændende, nuaceret og vigtig måde. Du har måske læst en af hendes mange artikler om naturkatastrofer, IPPC-rapporter og klimaflygtninge hos Danmarks Radio, men nu er hun at finde i spalterne hos Dagbladet Information. Fremover vil vi fortælle, hvem der svarer på avisens brevkasse og lade jer stille demspørgsmål på vores Instagram-profl: Illustreretbunker. Følg med der, hvor vi søger kilder, debatindlæg, har brevkasse og deler ud om hverdagen som skolens avis. Tak fordi du læser med!

BAGSIDEN Kære Marie

Kære Marie

Jeg forsøger at arbejde med fortællende elementer, masser af grafiske elementer, så det bliver til at forstå og ikke drukner i opremsninger af årstal og mærkelige brancheforkortelser som ptx, ccs, ndc og den slags.

Man beslutter sig for det. Derefter giver man sig til at læse om emnet, taler med kilder og andre klimajournalister, finder efteruddannelse, der kan gøre en klogere. Samtidig plager man konstant sine redaktører om at få lov at beskæftige sig mere med det og sniger klimavinkler ind i alt det andet, man laver.

Hvordan arbejder du med at gøre et svært emne som klimajournalistik spændende?

Kære Marie

Hvordan bliver man klimajournalist?

Skal og kan klimajournalister være objektive?

Kære Marie

Klimajournalistik er ikke anderledes end al anden journalistik. Tidligere var der nogle, der mente, at man også skulle høre skeptikere, når man skrev om klimaet. Sådan er det ikke længere. Det er hævet over enhver videnskabelig tvivl, at klimaforandringerne findes og er menneskeskabte, så den del behøver vi ikke bruge mere tid på.

Der er mange dygtige klimaformidlere, men lige her vil jeg hellere bruge pladsen på at opfordre alle jer unge til at kaste jer over det. I skal være på kloden længere tid end alle de ældre ude på redaktionerne, så I har helt automatisk mere på spil - og det er jo et godt udgangspunkt for at være kreativ.

Kære Marie

Fordi der trods alt sker mange andre vigtige ting her i verden, som også skal have sin plads. Og så ville det - selv for en som mig blive temmelig kedelig, hvis man kun skulle høre om klimaet døgnet rundt. Faktisk tror jeg, at især klimajournalister har brug for også at læse og høre om andre ting - ellers bliver man simpelthen bims og meget ked af det.

Nogle medier gør - andre arbejder forhåbentlig på at blive bedre. Bredt set synes jeg stadig, at medierne er for langt bagud i forhold til hvor hurtigt og farligt klimaforandringerne rammer. Jeg håber og tror også på, at det bliver bedre over de kommende år. Blandt andet fordi alle unge journalister har forstået, hvor alvorligt det er.

Hvorfor er klimakrisen ikke det eneste medierne skriver om?

Hvem ser du op til af andre klimaformidlere?

Mener du, at medierne lever op til deres forpligtelser på klimaområdet?

Kære Marie

Hvad er det sværeste ved dit arbejde? Og det sjoveste? Det sværeste er helt klart at gøre stoffet så spændende, at alle bare må læse om det. Det sjoveste er, at klimastoffet er så omfangsrigt. Det handler jo i virkeligheden om det meste i vores liv, og man kan angribe det fra så mange vinkler. Det er lidt som at være medforfatter på en - alt for spændende - gyser.

Kære Marie

Skal man være meget teknisk dygtigt og klog for at skrive om klima? Klog og dygtig er noget, man bliver hen ad vejen ved at læse, gøre sig umage og blive ved at prøve - også når det kikser. Hvis man bare synes, at klimastoffet er spændende og vigtigt, skal resten altså nok gå af sig selv. Det er ikke mere teknisk end så meget andet. Men det er et stort stofområde, der både omfatter dansk og international politik, videnskab, ingeniørkunst og alt muligt andet, så det gælder om at finde en ting, man starter med at forstå og så bygge ovenpå derfra.