Issuu on Google+

ILL

BUNKER

DECEMBER 2013//17.ÅRGANG//NR.06

Hvor mange fik egentlig en praktikplads på den nyligt overståede Panikdag? Og er det stadig muligt at få en praktikplads for dem, som måtte gå tomhændede hjem

Side 5 / Inde

Fotoerne fra DMJX tog for sig af priserne til dette års College Photographer of the Year. Billederne er på niveau med det, som man ser på World Press og Picture of the Year,­ siger Jurymedlem

Side 3 / Inde

Side 8 / Ude

Fra DR’s P3 til Europa Parlamentet i Bruxelles. I UDE kan du denne gang blive klogere på, hvad en praktikplads på P3 kan lære dig, og hvilke udfordringer EU-journalistik byder på

Side 6 / Ude


2

DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

Ny udvekslingsordning kan volde problemer

LEDER

Overvejer du at tage et semester i udlandet efter praktik, så opfordrer skolen dig til at finde ud af det i god tid. Nye regler betyder nemlig, at du kan blive nødt til at ’gemme ferie’ for at komme af sted

For et øjeblik siden slog jeg op i en flere år gammel Illustreret Bunker, der lå og flød. Her blev der skrevet dundrende om Panikdagen, som efter sigende ”ikke er den bedste løsning for nogen” og noget med en elevrepræsentant i Praktikudvalget, der ikke hører eleverne i forbindelse med evalueringen – sikkert fordi de studerende er ligeglade, når dagen først er overstået. Her på redaktionen kan vi sjovt nok stadig tilslutte os pointerne på det gulnede avispapir. Det er lidt tragikomisk, at kritikken fortsætter semester efter semester, år efter år – og intet bliver lavet om.

Tekst: Lars Dalsgaard

E

fter praktikræset begynder udvekslingsræset. Kampen om at få et halvt år på ens drømmeuniversitet i udlandet. Hidtil har det kun været muligt for skolens journaliststuderende at komme på udveksling på ottende semester, men fra og med januar 2014 kan man også rejse ud på syvende semester. Før drømmen om et semester i udlandet kan blive til virkelighed, skal man skrive en motiveret ansøgning, som bliver vurderet af skolens internationale afdeling. Karakterer kan blive taget i betragtning.

Udenforstående kigger underligt på os, når vi fortæller om fodboldhorn, der brager i forhallen, telefonpassere og febrilske praktiksøgere, der sprinter rundt på gangene. Og med god grund – forløbet er absurd. Og det bør laves om. Spørgsmål fra forvirrede praktiksøgere blev i forløbet op til Panikdagen ofte fejet af bordet af modspørgsmål som ”vil I hellere have, vi trækker lod?” eller argumenter som ”erfaringen viser, at det her er den bedste løsning”. Sådan-er-det-jo-retorikken er svær at trænge igennem. Specielt når man som praktiksøger ikke har et konkret alternativ.

På flere områder fungerer systemet tilfredsstillende. Men hvorfor lægge låg på debatten? Hvorfor nøjes med det nuværende, når det kan optimeres?

Da skolen offentliggjorde det her, havde jeg allerede brugt al min ferie, og jeg var ikke interesseret i at slutte mit praktikforløb før tid

På skolens gange og rundt om kantinens grå borde falder samtalen ofte på praktik og panik. Og gode, konkrete alternativer bliver bragt op. Desværre kommer de aldrig rigtigt videre, og det er en skam. For vi på redaktionen er overbeviste om, at systemet kan optimeres til både elever og mediers bedste. Hvis bare de gode ideer bliver kanaliseret ud. Måske DSR eller andre gode kræfter kan holde en workshop med de forskellige parter?

- Sofie Dambæk Rasmussen, 6. semester

Dette er semestrets sidste avis. Flere af redaktørerne og skribenterne bliver snart smidt for døren, og nye kræfter skal træde til. Vi er glade for alle de mange gode artikler, ideer og billeder, vi har fået. Og tak til alle jer, der har ideudviklet sammen med os over hjemmebagt kage og lunken kaffe.

Praktikforløb kan stå i vejen

Flere studerende vil løbe ind i problemer, når de tager til udlandet på syvende semester. Mange universiteter starter nemlig undervisningen op, mens praktikforløbet stadig er i gang. Det er blandt andet tilfældet for Sofie Dambæk Rasmussen, der lige nu er i gang med de sidste måneder af sit praktikophold hos P4 Sjælland. Hun vil gerne til USA eller Canada, hvor undervisningen har tradition for at blive skudt i gang i starten af januar, og da hun først afslutter sit praktikophold den 31. januar, er hun blevet nødt til at udskyde sit udvekslingsophold til ottende semester. »Da skolen offentliggjorde det her, havde jeg allerede brugt al min ferie, og jeg var ikke

Til tredje semester skal lyde et stort tillykke og alt muligt held og lykke ude hos medierne! Glædelig jul // Redaktionen

Listen up! Vil du hellere lytte, så scan QR-koden og hent de udvalgte artikler som audikel

interesseret i at slutte mit praktikforløb før tid,« forklarer Sofie Dambæk Rasmussen, der ellers er positivt stemt over for den nye ordning. Det kan hun også roligt være, for hun er en del af testsemestret, der frit kan vælge mellem syvende og ottende semester. Fra januar 2015 vil skolen give fortrinsret til dem, der søger udveksling på syvende semester. Det betyder, at flere studerende vil blive nødt til at gemme ferie til slutningen af deres praktikforløb for at komme på udveksling. »Måden, man kan håndtere det her på, er ved, at man så tidligt som muligt i sit praktikforløb gør sig klart, om man vil på udveksling, og hvor man forestiller sig at ville hen. Sådan forbereder man sig bedst muligt på det her,« siger Kresten Roland Johansen, der er projektleder på skolens internationale afdeling og står for koordineringen af udveksling.

Vil undgå studieforlængelse

Der er en række ulemper forbundet med at tage til udlandet på ottende semester, forklarer Kresten Roland Johansen. »Man kan ikke nå at afslutte sit bachelorprojekt i juli, og derfor bliver man nødt til at tage det som sygeeksamen i august, hvilket gør, at man ikke kan være med til den fælles dimission. I praksis betyder det, at udvekslingsopholdet bliver studieforlængende, og det er sådan set ikke meningen,« siger han. Bachelorprojektet fylder 15 ECTS-point og dermed halvdelen af ottende semester, så når den studerende skal tage denne del herhjemme, betyder det, at han kun kan få merit for halvdelen af sit udlandsophold. »Det skaber et balanceproblem mellem os og universiteterne, da de elever, de sender til os, får et fuldt semester, mens vores kun får et halvt. Der skal være balance i, hvor mange vi sender ind og ud. Også målt på ECTS,« siger Kresten Roland Johansen. Næsten halvdelen af en årgang på Journalistuddannelsen tager på udveksling.

Redaktionen Inde

Inde

Ude

Faste skribenter:

Forsidefoto:

Lars Dalsgaard

Alexandra Lund Lysgaard

Freja Toftegaard

Betina Garcia

allysgaard@mail.

dmjx.dk

Amalie Højgaard, David Attardo, Morten Munk Andersen, Morten Jeppesen, Kasper Ørkild, Cecilie Mie Høegh Guldberg, Isis Ronja Melander, Cecilie Selma Lyngbye, Søren Engelbrecht Mogensen, Lasse Koldkjær Kristoffersen, Cecilie Risager Pedersen

dmjx.dk

Illustreret Bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk

Økonomi- og annonceansvarlig Johannes Hau Nørgaard jhnorgaard@mail.dmjx.dk

Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag 1700 eksemplarer 8 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC.Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

larsd@mail.dmjx.dk

ftchristiansen@mail.

dmjx.dk

Fokus

Holdning

Ansv.

Trine Hørlyck Bech

Mathias Nielsen mathiasn@mail.

Johannes Hau Nørgaard

thbech@mail.dmjx.dk

dmjx.dk

jhnorgaard@mail.

Foto

Foto

Foto

Ida Munch

Laust Jordal

Ulrik Hasemann

imunch@mail.dmjx.dk

ljordal@mail.dmjx.dk

muhassemann@mail. dmjx.dk

Udgivelse 27. november 2013 17. årgang - 6. udgave

Små forsidefotos fra top: Philip Hedayat Davali, Sofia Busk, Mathias Bojesen


DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

INDE

Fotoerne hiver igen priser hjem

3

VINDERE FRA DMJX Portræt Cecile Baudier – bronze Daniel Hjorth - hædrende omtale Lars Just – hædrende omtale Sportsfeature Magnus Holm – bronze Nyhed Torkil Adsersen - hædrende omtale International fotoreportage Sofia Busk – guld Moritz Küstner – sølv Feature Simon Fals - hædrende omtale Fortolkning (Interpretive Eye) Daniel Hjorth – guld Fortolkende projekt Daniel Hjorth – sølv Hverdagsfortælling Morten Germund – bronze En ung pige fra Tanzania får fjernet alle hår fra kroppen, fordi indbyggerne i hendes landsby har mistanke om, at hun er besat. Ritualet skal fordrive de onde ånder. Billedet er fra Sofia Busks fotoreportage Sorte fugle, der vandt guld i kategorien International fotoreportage. Sofia Busk er lige nu praktikant hos Jyllands-Posten

Fotojournaliststuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole tog endnu en gang for sig af priserne til College Photographer of the Year. De er på niveau med de allerbedste, mener medlem af dommerpanelet Tekst: Kasper Ørkild Foto: Sofia Busk

V

interbadende børn på Amager Strand og heksedoktorer i Tanzania. Det er forskellige verdener. Men det er verdener, som begge er blevet foreviget af studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles fotojournalistuddannelse. Billederne har vundet priser til dette års internationale konkurrence College Photographer of the Year, som er den største internationale konkurrence for fotojournaliststuderende verden over.

Det er et niveau, som jeg normalt ser til konkurrencer på højere plan som Picture of the Year, World Press og lignende

- Gerry McCarthy, dommerpanelet

Praktikant på Politiken Daniel Hjorth vandt guld for et af sine billeder i kategorien Interpretive Eye, hvor fokus er på fotografens eget syn på verden. Hele billedserien vandt sølv i Interpretive Project, ligesom det også

blev til hædrende omtale i portrætkategorien for et af billederne i serien. »Jeg forventede ikke at vinde noget. Niveauet er sindssygt højt, og det er fotografer fra hele verden, der sender billeder ind. Der er en masse kompetente folk i dommerpanelet, som kigger på det her,« siger han. Daniel Hjorth var ikke den eneste dansker, som blev fremhævet ved College Photographer of the Year. Ud af 18 kategorier blev det til to førstepladser til studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. I langt størstedelen af kategorierne blev studerende fra skolen fremhævet enten i form af guld, sølv, bronze eller hædrende omtale.

Danskerne er langt fremme

Det er ikke nyt, at studerende fra Bunkeren i Aarhus Nord vinder priser til konkurrencen. Sidste år vandt Magnus Holm hovedprisen, og skolens elever har vundet mange priser de seneste år. Det skaber opmærksomhed. »Helt generelt er de rigtig langt fremme. Både når det kommer til fotografering og redigering. Det er et niveau, som jeg normalt ser til konkurrencer på højere plan som Picture of the Year, World Press og lignende,« siger medlem af dommerpanelet Gerry McCarthy. Til daglig er Gerry McCarthy fotojournalist hos The Dallas Morning News. Han vidste ikke meget om fotojournalisterne fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og helt generelt Danmark, før han blev dommer ved fotokonkurrencen. Men efter i år mener han, at de skiller ud.

Vi får ikke teknisk undervisning. Det hele handler om følelser og smag. Om et billede er godt eller dårligt, handler om, hvilke følelser det vækker hos en, og det er jo subjektivt

- Daniel Hjorth, DMJX

»Når jeg ser på billeder både fra i år og de forrige år, så synes jeg, at de studerende i Danmark overordnet lægger mere vægt på æstetik end deres amerikanske kolleger. Og det skader ikke nødvendigvis formålet med billedet,« siger han.

Vil gå gennem ild og vand

Skolens fotojournaliststuderende skiller sig ud fra de amerikanske, som ellers dominerer College Photographer of the Year. Det skyldes primært skolens størrelse og undervisningsform, mener lederen af fotojournalistuddannelsen, Søren Pagter. »På mange andre skoler lærer du teknikken og andre ting, hvor du skal arbejde teoretisk med billeder. Du får måske ikke så meget

Portfolio Morten Germund - hædrende omtale Multimediefortælling (solo) Jen Tse – sølv Multimedieprojekt Charlotte de la Fuente og Jonas Olufson – bronze

feedback, da der er mange studerende. Det får man her. Så vores studerende får mere rutine og feedback end mange andre,« siger Søren Pagter. Det er ikke kun en holdning, som Søren Pagter har. Prisvinder Daniel Hjorth mener, at skolens undervisningsform har hjulpet ham godt på vej mod det niveau, der skal til for at høste internationale priser. »Skolen er et fantastisk univers at udvikle sig i. Vi får ikke at vide, hvordan man skal fotografere. Vi får ikke teknisk undervisning. Det hele handler om følelser og smag. Om et billede er godt eller dårligt, handler om, hvilke følelser det vækker hos en, og det er jo subjektivt,« siger Daniel Hjorth. Selvom undervisningen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole høster ros, så er det ikke kun skolens fortjeneste, at de studerende imponerer internationalt. Skolens elever vil faget, fortæller Søren Pagter. »De studerende vil nogle gange gå gennem ild og vand for uddannelsen, og det er fantastisk at have en fornemmelse af, at det ikke kun er os som undervisere og ansatte, som er stolte af stedet. Det er de studerende også. Det er fedt, og det giver nogle studerende, som er meget målrettede.«


4

DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

INDE

Nyhedsforløb skal rykkes ud i virkeligheden

Efter at have afprøvet forskellige modeller for nyhedsforløbet på andet semester er underviserne ved at have fundet den ideelle løsning for de studerende. Det skal foregå ude i virkeligheden Tekst: Amalie Højgaard Foto: Sara Gangsted

F

ørst skulle de studerende ud i kommunerne og lave nyheder. Semesteret efter skulle de pludselig lave landsnyheder. Og så skulle de ud i kommunerne igen. Der er efterhånden prøvet en del forskellige modeller på det ene ud af to nyhedsforløb på andet semester på Journalistuddannelsen. For det nuværende tredje semester var der landsnyheder på programmet, da de gik på andet semester. For manges vedkommende betød det, at størstedelen af dagene foregik i

Andet semester lavede fra den 5. til 7. november kommunalvalgsnyheder fra otte af landets kommuner

redaktionslokaler på skolen, og at historierne blev ringet hjem. Underviser Martin Vestergaard erkender, at det ikke var den bedste model for forløbet. »Tidligere havde vi forløb, hvor de studerende kom ud i kommunerne, men det var et

kæmpe arbejde for os. Så prøvede vi at lave det forløb med landsnyheder, og det var jo ikke til at vide, hvordan det gik. Men jeg tror ikke, vi vil vende tilbage til at gøre det sådan igen,« siger Martin Vestergaard.



Vi sparrede med de journalister, der sad på avisens redaktion. En redaktør kom med ideer til os, og han kom med respons på vores ideer

- Markus Földvary, andet semester

Dynamikken tæller

For det er netop, når de studerende kommer ud i marken og ser kilderne i øjnene, at underviserne har fundet ud af, at nyhedsforløbet fungerer. Derfor vendte de også på andet semester tilbage til modellen, hvor de studerende skulle ud i forskellige kommuner og finde deres egne nyheder, selvom det kræver flere ressourcer. Der var simpelthen ikke nok dynamik i forløbet med landsnyheder.

 Det var en ekstra særlig ting at skulle opsnuse nyheder ude i kommunerne for nuværende andet semester – deres forløb faldt nemlig sammen med kommunalvalget, og det gav rig mulighed for et par dynamiske dage ude i virkeligheden. Det faldt også i god jord hos de studerende, blandt andet Markus Földvary, der var en del af en redaktion, der holdt til på Dagbladet Holstebro-Struer. »Vi sparrede med de journalister, der sad på avisens redaktion. En redaktør kom med ideer til os, og han gav også respons på vores ideer. Han foreslog blandt andet, at vi skulle lave et portræt af en af spidskandidaterne,« siger han. Der var dog et par udfordringer ved at dække kommunalvalget samtidig med alle landets øvrige medier. »Politikerne kunne godt blive lidt trætte af at blive kimet ned. Og det var et problem at få eksperterne i tale, fordi de ofte havde for travlt og for eksempel skulle interviewes af Jyllands-Posten. Borgerne i Holstebro var

heller ikke glade for at stille op som cases, og derfor havde vi nogle gange problemer med at skabe identifikation,« siger Markus Földvary.


Udfordringer venter

Eleverne betalte selv for transport og overnatning i deres respektive kommuner. For nogle betød det, at de ikke tog med, men det har Martin Vestergaard et kontant svar til. »Personligt anerkender jeg det ikke rigtigt. Jeg ville synes, det var meget, meget ærgerligt, hvis vi ikke kunne komme ud af Bunkeren. Man bruger jo også penge, når man er i Aarhus, og der er få bogudgifter på Journalistuddannelsen i forhold til mange andre uddannelser. Til gengæld kan det være meget logisk, at man under et journaliststudie skal bruge penge på at komme ud i landet,« siger han.

Udfordringen bliver at få skabt en ramme, hvor der er en vis indbygget dynamik, så man ikke bare siger, at nu skal I ud og dække nyheder

- Martin Vestergaard, underviser

På trods af et par negative tilbagemeldinger i forhold til udgifterne har underviserne fået overvejende positiv respons på forløbet, og Martin Vestergaard mener, at det er tæt på det bedste forløb, der har været. Han påpeger dog, at kommunalvalget har en stor del af æren i det. Derfor skal der også tænkes kreativt, når næste semester skal kastes ud i virkeligheden. »Udfordringen bliver at få skabt en ramme, hvor der er en vis indbygget dynamik, så man ikke bare siger, at nu skal I ud og dække nyheder. Det er godt at kunne koble det op på en eller anden udvikling, eller noget der er på spil,« siger han. Underviserne evaluerer nyhedsforløbet om en til to uger.


DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

Otte ud af ti fik en praktikplads

INDE

5

Hovedparten af de studerende gik hjem med en praktikplads efter semestrets Panikdag. For de resterende er der stadig håb, hvis de er villige til at gå på kompromis Tekst: Morten Munk Andersen Foto: Philip Hedayat Davali

F

or mange studerende var dagene op til Panikdagen forbundet med søvnløse nætter og svedeture. 254 journalist- og mediestuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Syddansk Universitet og Roskilde Universitet kæmpede om 220 opslåede pladser. For langt størstedelen var bekymringerne uden grund. Af alle ansøgere kunne 218 gå hjem med en praktikaftale, hvilket svarer til 86 procent. Heraf fik 187 en praktikplads, som stod på deres prioriteringsliste. De resterende blev enten ringet op af en virksomhed, de ikke havde søgt, eller shanghajet til en aftale i matchroom. For de uheldige, der måtte tage tomhændet fra Panikdagen, var det kendetegnet, at de har søgt meget snævert. Det forklarer Pia Færing, praktikvejleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. »De studerende, der blev tilovers, kan jeg groft inddele i tre grupper. En gruppe søgte

Panikdag i tal Topscorerne målt på antal ansøgere var Politiken (40), DR Nyheder (38) og Berlingske (32)

kun sport, en anden søgte udelukkende i Aarhus-området, og en tredje ville kun på de store medier. De har det tilfælles, at de på den ene eller anden måde er meget afgrænsede i deres søgning,« siger hun.

af dem plejer at finde praktikpladser, fordi de har et rigtig godt netværk. Desuden er produktionsmiljøet nemmere at overtale til at tage en ekstra praktikant end de traditionelle medier,« siger hun.

Journalister nupper TVM-pladser

Alle kan få en praktikplads

delser, eller de kan søge en praktikplads i udlandet. På den baggrund påpeger Pia Færing, at de studerende sagtens kan nå at sikre sig en praktikplads inden 1. februar. Men så skal de være villige til at strække sig længere, både hvad angår stofområde og geografi. »Hvis du vil i praktik for enhver pris og undgå orlov, så kan du det. Men du skal være indstillet på, at det ikke nødvendigvis bliver klassiske nyheder, og derudover kan det være en god idé at kigge mod udlandet,« siger hun.

andet på, om en ansøger har fået publiceret noget, og hvordan hendes vidensniveau og generelle tilgang til journalistikken er.

end at produktet kan glide direkte ind i en journalistisk produktion,« svarer hun i en mail.

Skal ikke kunne trykkes i medier

Spurgte ikke ind til karakter

Produktionsselskaberne var nogle af de mest populære praktiksteder. Det er en generel tendens, at mange gerne vil lave tv, og det rammer især de studerende fra TV- og Medietilrettelægger-uddannelsen (TVM). På Panikdagen mødte 46 TVM-studerende op med håbet om at finde en praktikplads, men det lykkedes kun for 31 af dem, og dermed stod næsten en tredjedel uden aftale. »Der er rigtig mange TVM’ere tilovers, fordi de har forholdsvis færre steder at søge. Der er 50 TVM-praktikpladser, men halvdelen skal de konkurrere med journalister om, og de vinder af gode grunde ikke dem alle sammen,« siger Pia Færing. Hun tilføjer, at de fleste ender i praktik alligevel. »Der var 15 TVM-studerende uden aftale tilbage efter matchdagen, men hovedparten

Får de journaliststuderende ikke en praktikplads på Panikdagen, er der fire muligheder. De kan vælge et af de praktiksteder, der ikke fik en praktikant. De kan også satse på, at en medstuderende hopper fra sin plads. De kan håbe på, der kommer ekstra praktikgodken-

Listen up! Hvis du hellere vil lytte, så scan QR-koden og hent artiklen som audikel

Produktionsselskaberne Mastiff og Sand TV havde flest ansøgninger pr. stilling med henholdsvis 31 og 28 ansøgere TV2/Lorry, Børsen og TV2/Nyhederne tog en praktikant mindre, end de var skrevet op til

Studerende fra DMJX glæder sig over veloverstået Panikdag

Førsteårskarakteren betyder intet for praktikplads

Mange studerende fra tredje semester fik drømmepladsen på den nyligt overståede Panikdag til trods for etcifrede karakterer i førsteårsprøven Tekst: Morten Jeppesen

M

ange studerende glæder sig til førsteårsprøven på andet semester, fordi de endelig får sat et tal på deres faglige niveau. Andre er fuldstændig ligeglade med karakteren og vil bare gerne bestå. Men alt tyder på, at når det kommer til praktikpladserne, så har det ingen betydning. Mathilde Fischer Thomsen, der går på tredje semester og netop har fået en praktikplads, fik 4 i førsteårsprøven i sommer. Men

det gik alligevel optimalt ved Panikdagen den 7. november. Hun landede nemlig 18 måneder hos førsteprioriteten, Fyens Stiftstidende. »Jeg lagde ikke mit førsteårsprojekt på min hjemmeside, da den ikke blev så god, men brugte i stedet noget tid på at skrive PUJ om,« fortæller hun.

Formatet er ikke skarprettet

Pierre Collignon er chefredaktør på JyllandsPosten og med til at ansætte avisens praktikanter. Han mener, at førsteårsprøvens format gør den umulig at bruge til noget som helst. »Mit indtryk generelt er, at en del af de formater, der bliver lavet på skolen, er lidt svære for mig at bruge til noget konkret, fordi det er lidt skoleagtigt. Og det er ikke skarprettet til, at man kan omsætte det til noget, man kan forstå ude i virkeligheden,« siger han og kritiserer selve begrebet ”problemudredende”. »Det er jo ikke et begreb, der findes i dansk presse. Så det lugter af skoleopgave, når man kalder noget problemudredende.« Pierre Collignon nævner desuden, at det er svært at bruge karaktererne til noget, fordi opgaven som oftest er lavet i par. Det gør det noget nær umuligt at vurdere den studerendes personlige niveau. I stedet kigger han blandt

Kvalitetschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Solveig Schmidt, kan godt genkende lugten af skoleopgave, men det er der en grund til. »Førsteårsprøven er en større eksamen, som måler, om den studerende kan håndtere den journalistiske arbejdsproces, bruge de metoder og begreber, som er lært på første og andet semester samt reflektere over hele molevitten. Den problemudredende artikel er rigtig god til at måle de ting. Og det er vigtigere for os,

Mathilde Fischer Thomsen blev ved forsamtalen hos Fyens Stiftstidende ikke spurgt ind til sin førsteårsprøve, heller ikke karakteren. »Det gjorde de ikke, og jeg har heller ikke hørt om andre, der har prøvet det,« siger hun. Det ligger i tråd med en kort, uvidenskabelig rundspørge blandt tredje semesterstuderende. Ingen af dem, Illustreret Bunker har talt med, oplevede spørgsmål fra praktikstederne vedrørende karaktereren til førsteårsprøven.


6

DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

UDE

Anders Stegger: Jeg hader at læse avis

Hvorfor vælger man gakkede DR P3 som praktiksted, når man gerne vil være journalist? Og hvordan vælger man overhovedet det rigtige praktiksted? Det har Illustreret Bunker snakket med tidligere P3-praktikant Anders Stegger om Tekst: Morten Jeppesen Foto: Mathias Bojesen

D

er er mere journalistik i Jydske Vestkysten og P1 på en mandag i agurketid, end der nogensinde bliver på de unges unge P3. Eller hvad? Anders Stegger er tidligere journalistpraktikant på P3. I dag skriver han hovedopgave på ottende semester, så han kan få papir på, at han kan det, han kan. Men han har egentlig ikke brug for papiret, for han vil lave radio, og på Danmarks suverænt største radioudbyder har han allerede to fødder og resten af kroppen langt inden for døren. Han er nemlig allerede et etableret navn på P3’s redaktionsgang og er også ved at bryde igennem på DR3. Men hvordan når man så langt allerede under sin praktiktid, og hvorfor vil man hellere lave spas og løjer end hardcore regeringsvæltende journalistik? Vi starter med det sidste.

Hader at læse avis

Anders Stegger vidste på sine første semestre på skolen, at han havde flair for faget, for han formåede at sælge en artikel til Dagbladet Information. Men han kunne mærke, at det ikke var her, hans fremtid lå. Så han valgte at søge praktik på P3. »Jeg tror, det er fordi, jeg selv er en del af P3’s målgruppe. Jeg synes, det er røvsygt at læse avis og har aldrig rigtig gjort det. Jeg syntes, det gik for langsomt at skrive, og TV gik også for langsomt, fordi der skulle klip-

Anders Stegger mener ikke, at P3 byder på mindre faglighed end andre, det er bare en anden slags faglighed. »Hvor mange hører P1 Orientering? Programmet er glimrende, men hvor mange hørte, da Claus Hjort Frederiksen fuckede op som minister? Dengang lavede P1 noget, der vandt en Cavling, og det var virkelig god, kulegravende journalistik. Men det var der ingen, der fik formidlet,« siger han og fortæller, at P3 til gengæld har lært ham noget, som P1 og dagbladene ikke kan. »Jeg skal målrette journalistikken til P3’s lyttere, ellers så slukker de radioen. Hvis man sendte Orientering på P3, så ville folk bare slå over på Voice eller Nova. Orientering kan noget, som jeg ikke kan, og det kan aviserne også. Men hvis jeg siger til dem: prøv at sige det, så en 18 årig kan forstå det, så ved de ikke, hvor de skal starte. «

da han søgte? Han benyttede sig af et format, der ikke længere er muligt, da ansøgninger i dag skal uploades som PDF-filer. »Det er bare mig, der har klippet mig selv ind i et Mads og Monopolet program, hvor mit dilemma er, at jeg gerne vil i praktik på P3, men jeg ved ikke, om jeg er god nok. Så har jeg klippet nogle steder ind, hvor de sviner mig til og kalder mig for et velfærdsrøvhul« fortæller Anders Stegger. Den var så god, at værten Mads Steffensen, efter at have hørt ansøgningen, sagde, at Anders aldrig ville slå igennem på kanalen, for han ville aldrig lave noget, der var så godt igen. Mads Steffensen fik ret det første stykke tid, Anders Stegger var på P3. Det første semester sad han nemlig på webben, som han kalder det. »Det var lidt unødvendigt at have en journalistpraktikant dér, fordi meget af det, vi lavede på web på det tidspunkt, havde vi lært på skolen. Men jeg kom hurtigt til at lave videoer,« siger han og fortæller om de følelser, han havde lige i starten. »Man føler sig meget lille. Jeg sad bare og ventede på, at en eller anden kom og prikkede mig på skulderen og sagde: Du skal ikke være her. Men efter et halvt år følte jeg mig tilpas og kunne kalde de andre for kolleger og hænge ud med dem. Efter det blev det rigtig sjovt,” siger Anders Stegger.

Du slår aldrig igennem på P3

Go’ Morgen og Formiddag

pes så meget pis. Men P3, og radio generelt, er bare så hurtigt,« siger han. Han var ikke bange for at gå glip af den faglighed, der er på traditionelle praktiksteder som for eksempel dagbladene. »Jeg ville helt vildt gerne forstå alle de ting, der stod i avisen og som kloge mennesker sagde, men det ville jeg gerne gøre i øjenhøjde. Det fedeste sted at lære den slags er på P3.«

En alternativ faglighed

Men hvordan fik Anders Stegger pladsen hos ungdomskanalen, der traditionelt set er meget eftertragtet og havde 19 ansøgere til én plads,

Herefter blev han blev nemlig flyttet til Go’ Morgen P3, hvor han var med til at tilrettelægge programmerne, ringe til kilder og line

interviews op, som det hedder i fagsproget. Derefter blev det endnu sjovere, da værterne Sara Bro og David Mandel spurgte ham, om han ville være med til at udvikle deres nye program til formiddagen. »Så tog vi i sommerhus, drak rødvin og udviklede programmet.« Her fortalte Anders Stegger blandt andet, at han kunne tale som Jørgen Leth, og når han var fuld, råbte han som Fatman Scoop. Snakken faldt også på SMS’er fra mødre, og så var indslaget Hvis din mor var Jørgen Leth født.

Videre til TV

Siden har Anders Stegger også udvidet sit repertoire til fjernsynsskærmen. Efter han vendte tilbage til skolen på syvende og ottende semester, bad DR ham om at lave indslag fra Roskilde Festival og Skanderborg Festival. Siden er han blevet hyret til at være Thomas Skovs makker i det satiriske DR3-program Revolver, der i øjeblikket sendes hver tirsdag aften. Men hvordan får man så meget ud af sin praktiktid? Det har Anders Stegger ikke noget bud på, men han har dog et par gode råd. »Lad være med at gøre det, som Pia Færing siger. Og så generelt hav lidt ydmyghed, så tror jeg, det går alt sammen. «


DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

UDE

Der mangler spiselige historier

7

Det bugner med magasiner og aviser i lange formater og med tårnhøje lixtal. I hvert fald hvis du spørger journalist Søren Dalager Ditlevsen. I 2010 forsøgte han derfor at etablere magasinet Kompas. Men manglende støtte fra forlagsbranchen og medieforskere slog det ihjel, før det fik fodfæste Tekst: Søren Engelbrecht Mogensen Foto: Laust Jordal

D

agblade, ugeaviser, magasiner og blogs. I dag har vi flere medier i Danmark, end det kan betale sig at tælle. Især de skrevne medier findes i mange afstøbninger. Lagt sammen vil nogle kalde det overflod. Men er der alligevel et, vi mangler? Det mener Søren Dalager Ditlevsen, der arbejder på Søndagsavisen. Han skrev i 2010 en afhandling på Roskilde Universitet med titlen Den væsentlige formidling & formidlingen af det væsentlige. Ifølge ham mangler der et magasin, hvor der er tid til at producere gennemarbejdede artikler om samfundsrelevante emner. Og så skal de være letlæselige. Og det sidste er væsentligt. For han mener, at blade som Ræson og Weekendavisen leverer gennemarbejdede historier om væsentlige emner, men sproget bliver for tungt, og for mange bliver det derfor ligesom at læse lektier. I stedet læser folk aviser og magasiner, der fokuserer mere på form end indhold. Men ifølge Søren Dalager Ditlevsen kan de to ting godt forenes. Intelligent underholdning kalder han det. Derfor lavede han i forbindelse med sin afhandling en dummy-udgave af et magasin ved navn Kompas. Nu skulle samfundsrelevans præsenteres for læserne på en spiselige måde.

De kloge taler til de kloge

»Weekendavisen er en fantastisk avis, og deres målgruppe elsker den – men de rammer et ekstremt smalt segment af befolkningen. Og det er her, kernen i problemet ligger,« siger Søren Dalager Ditlevsen. Folk vil gerne læse om udenrigspolitik og forhandlinger i Folketinget. Men ofte bliver spro-

get for abstrakt, og så dropper de at læse det. Det betyder, at en stor målgruppe slet ikke får læst om emnerne, og det skader, ifølge Søren Dalager Ditlevsen, demokratiet. »Det er et demokratisk problem, når det samfundsrelevante foregår på et for højt niveau. Hvis man ser det som en søjle, så har vi øverst akademikere, der taler med hinanden, og nederst de lavt uddannede, som ikke er med i debatten, fordi de ikke læser det tunge stof. De kloge taler til de kloge,« forklarer han. Derfor ser vi i øjeblikket en udvikling, hvor journalistikken bliver useriøs, når den ikke er højtragende. Underholdningen har vundet, og det er ærgerligt. Men alligevel tror Søren Dalager Ditlevsen på, at journalistik kan laves både underholdende og seriøst. »Der sker desværre en udvikling lige nu, hvor journalistikken bliver useriøs, når den ikke er højtragende. Min påstand er, at det kan gøres, uden at der går noget af seriøsiteten og indholdet. Man kan kalde det en lettilgængelig version af Time Magazine,« siger han med henvisning til det populære amerikanske magasin.

Kræver for stort oplag

Men Kompas blev aldrig til noget dengang i 2010. Søren Dalager Ditlevsen tog kontakt til forskellige forlag, men ingen af dem havde lyst til at kaste sig ud i det ambitiøse projekt. Vanvittigt kaldte nogle det. I 2010 spurgte Videnskab.dk Søren Prien fra forlaget Bonnier, hvad han syntes om projektet. Han var vild med det, men som forlagsmand mente han ikke, at det var realistisk. »Det er ikke for at være lyseslukker! Jeg ville elske at lave det blad. Men når man regner på det, falder det hele bare fra hinanden. Sådan et

blad har desværre ikke en kinamands chance på det danske marked,« sagde han til Videnskab.dk i 2010. Han tilføjede yderligere, at et magasin af den type ville kræve et stort oplag. Et oplag af en størrelse, der er realistisk i USA, men ikke i Danmark, og derfor har vi ikke en pendant til Time Magazine.

Medieforsker ser ikke problemet

Jørgen Poulsen, der er medieforsker på RUC, er ikke enig i Søren Dalager Ditlevs holdning til det danske mediemarked. Han mener ikke, at markedet er mangelfuldt, og pointerer, at det, der ikke findes i fysisk form, kan findes online på nettet. »Vi har alternativer herhjemme på nettet. Jeg ved, at mange bruger Altinget.dk til politiske historier, og derudover findes der mange nichemedier. De danske dagblade laver desuden nogle gennemarbejdede artikler i weekendudgaverne,« siger Jørgen Poulsen. Ifølge ham betyder konkurrence fra udenlandske medier også noget. Hvis folk føler, at de mangler noget, søger de væk fra det dan-

ske mediemarked og besøger eksempelvis Washington Post og New York Times’ hjemmeside.

Projektet ånder stadig

Kampen er dog ikke helt opgivet for Søren Dalager Ditlevsen. Heller ikke selvom han står over for en økonomisk mur, og fremtidsudsigterne ikke er så lyse på nuværende tidspunkt. Hvis den økonomiske mur bliver revet ned, lurer en revideret udgave af Kompas måske på den anden side. »Hvis en investor stak mig nogle millioner, og det offentlige bidrog med public servicemillioner og et team af dedikerede unge journalister, så ville sandsynligheden være meget stor,« siger Søren Dalager Ditlevsen.

EU skal ramme læsernes hverdag

Historier fra EU handler ikke kun om mænd med stramme slipseknuder eller kvinder med stiletter til topmøder. EU er også lokaljournalistik og originale features med identifikationsværdi nalister samt at forpligte public service-medierne til at dække EU bedre. Men regeringen har ikke foretaget noget for at udbrede EUstof. Morten Løkkegaard blev nemlig mødt af massiv modstand fra blandt andre Dansk Folkepartis repræsentant i Europa Parlamentet, Morten Messerschmidt. Han kaldte forslaget rendyrket propaganda à la cubansk politik.

Relevansen skal formidles

Tekst: Cecilie Risager Pedersen Foto: Laust Jordal

I

2010 foreslog den tidligere DR-journalist og nuværende repræsentant i Europa Parlamentet, Morten Løkkegaard, at indføre EU-betalte jour-

Men hvad kan medierne selv gøre for at vække læsernes interesse for EU og ikke blive fanget i et limbo mellem udenrigs- og indenrigsformidling? Svaret er simpelt. I hvert fald hvis man spørger digitalredaktør for Journalisten og forfatter til Håndbog i EU, Andreas Marckmann. Han mener, at det afgørende er at spejle EU i vores læsere, lyttere og brugeres hverdag. Vi fanger altså den danske læsers opmærksomhed ved at lede selvsamme opmærksomhed hen på, at det, der bliver besluttet i EU, har direkte indflydelse på vores hverdag. »EU’s institutioner træffer beslutninger, der er mindst lige så vigtige for danske borgeres hverdag som Folketinget. Det handler om alt fra den mad, vi spiser, til kemikalierne i den shampoo, vi bruger, eller reglerne for de seler, vi har i bilerne,« siger Andreas Marckmann. Journalistens opgave er derfor at formidle

EU-stoffet på en måde, som gør læseren opmærksom på, at bare fordi beslutningerne bliver foretaget i Bruxelles, betyder det ikke, at det ikke har signifikant betydning i Brabrand. Derfor er det muligt for den danske borger at identificere sig med stoffet. »I Bruxelles træffes også beslutninger om glødepærer, mælk og miljø,« påpeger Andreas Marckmann. De resterende kriterier – sensation, aktualitet og konflikt – skal ikke negligeres, men er som bekendt tidsafhængige og ligeså mulige at opfylde, som hvis der havde været tale om indenrigssager.

Bagatellisering skal skydes ned

Ifølge Mark Ørsten, der er lektor i journalistik ved Roskilde Universitet, afværger mange danske politikere ikke kun spørgsmål, der vedrører EU, men bagatelliserer også deres problemstillinger. Han udtalte sidste år til Videnskab.dk, at politikerne på Christiansborg ofte bevidst undgår at tage EU-relaterede sager op. De undviger at give svar på tiltale, fordi det ikke er et emne, de vinder stemmer på. Andreas Marckmann mener dog, at danske politikere bør og skal have en holdning til EU. »Den danske regering som helhed skal svare på, hvad den støtter i Ministerrådet, og de danske partier skal hver især stå til ansvar

for, hvad deres medlemmer stemmer i Europa Parlamentet. Uanset om det huer dem eller ej,« siger han.

Vigtig fjernstyring ingen forstår

Siden Morten Løkkegaard fremlagde sit forslag i 2010 har debatten altså ligget stille hen. Andreas Marckmanns holdning er klar. EU’s fravær i medierne skyldes ikke manglende engagement fra journalisternes side. »Myten om at danske journalister og journaliststuderende ikke gider EU-stoffet, tror jeg ikke på. Mange savner bare en indgang til stoffet, som kan virke kompliceret og svært at gå til,« siger Andreas Marckmann.

Nysgerrig efter tips og tricks til at formidle spændende EU-historier? På www.Illbunker.dk kan du læse erfaringer fra journalistpraktikant Michelle Egedius Faerch.


8

UDE

DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

En måne blandt stjerner Fra Gram i Sønderjylland til Valladolid i Spanien. Fra Lone Jakobsen til Luna Christofi. På flere måder er tilværelsen blevet mere eksotisk for Europas første fodboldkorrespondent. Hver uge får Luna Christofi fat i den ene stjerne efter den anden, når hun dækker både Champions League og Premier League for TV3 Tekst: Alexandra Lund Lysgaard Foto: Betina Garcia

L

una Christofi sidder klar i baren på Bella Sky Comwell Hotel. Hun møder mig med et stort smil og beklager, at hun må indtage frokosten under interviewet, men hun har kun halvanden time, inden hun skal til fodbolddebat på bogmessen i Bella Centret. Uge efter uge interviewer hun nogle af verdens bedste og dyreste fodboldspillere. Hun skiller sig ud i mængden af fodboldjournalister, men ikke kun på grund af sit køn. Der er stadig kun meget få kvinder i hendes fag, men faktisk tænker hun aldrig over, at hun er kvinde i en mandeverden. »Jeg tænker kun over det, når jeg bliver spurgt. Hele mit arbejdsliv har altid været sådan. Da jeg startede hos DBU i 1988, var vi tolv ansatte, her af tre kvinder. Et eller andet sted er det naturligt, for det er en mandeverden,« siger Luna og indrømmer, at det kan være en fordel at være kvinde, fordi hun er lettere at huske.

Sprog og spansk er en fordel

Men det er ikke kun med sit ydre, den lyshårede fodboldjournalist skiller sig ud. Hun forsøger også at gøre det med sit væsen, og derfor er det en kæmpe fordel for hende at kunne mange sprog. I ugen, hvor jeg mødte hende, havde hun interviewet mere på spansk end på engelsk. Hun interviewede Xavi og Neymar, som ikke kan engelsk, og Kaká ville ikke interviewes på engelsk, selvom han godt kan tale sproget. »I denne uge havde jeg ikke fået nogen interviews, hvis ikke jeg kunne tale spansk. Vi har en voldsomt stor tendens til at overvurdere os selv sprogligt i Danmark. Som journalist skal man gøre meget ud af sine sprog, både det danske og det engelske. Det er så pinligt at høre danske journalister interviewe på engelsk – jeg kan blive helt dårlig,« siger Luna. Typisk får fodboldspillerne en liste med de journalister, der har bedt om interviews med dem. Luna forklarer, at hun gør meget ud af at skabe et tillidsforhold til spillerne, for ellers bliver hun ikke krydset af på listen. Eksempelvis som det er tilfældet med Luna og Xavi. De har set hinanden masser af gange og hilser altid. De to debuterede nogenlunde samtidig. Hun begyndte at dække Champions League på det tidspunkt, hvor han løb på banen.

Vejen til fodbold

Der er altid blevet set meget fodbold i Lunas hjem, men det var ikke kun herfra, interessen for spillet opstod. Allerede som ni-årig havde

hun luret, at vejen til en mands hjerte sagtens kan gå gennem fodbold. »Den primære grund var, at Allan, som jeg syntes allerbedst om i klassen, spillede fodbold. Han var en rigtig god fodboldspiller og vidste alt om sporten. Derfor begyndte jeg også at spille, og jeg var sikker på, han ville lægge mærke til det,« siger Luna. Fodbolden var også vigtigere end journalistikken. Drømmen om at blive journalist har altid været der, men da Luna fandt ud af, at hun kun kunne blive journalist på Journalisthøjskolen i Aarhus, ofrede hun den. Hun gad ikke flytte fra hovedstaden tilbage til det mørke Jylland. I stedet arbejdede hun som telefonpasser 25 timer om ugen hos DBU, samtidig med at hun studerede engelsk og spansk på Handelshøjskolen i København. »Jeg var fastansat informationsmedarbejder hos DBU, men en dag blev jeg ringet op af DR’s Claus Borre. Han spurgte, om jeg nogensinde havde overvejet at lave TV. Det havde jeg ikke. Men det skulle de nok uddanne mig til, og derfor blev jeg ansat hos dem,« siger Luna. I 1998 ændrede fodboldverdenen sig, da TV3 købte fodboldrettighederne for næsen af DR og TV2. Siden da har Luna været på TV3 sammen med rettighederne.

Hokuspokus mig i fokus

Luna får ofte skudt i skoene, at hun er en glat journalist, der ikke kan spørge ind. Det kan hun sagtens, det er bare meget sjældent nødvendigt. Man skal lade være med at stille dumme og kække spørgsmål, for det giver altid bagslag. »Jeg har mandlige kollegaer, der er meget mere aggressive i deres fremtoning. Det er de for lige så meget selv at fremstå interessante, høre sig selv tale og hokuspokus mig i fokus. Det er et kæmpe problem,« siger Luna og tager en tår af fadøllen, som står på bardisken. Men det betyder ikke, at man skal være sød og snakke folk efter munden. I stedet skal man have personlighed og være sig selv. Og så skal man ikke komplicere tingene. »Lad være med at stille forkromede spørgsmål, hvor du afslører, at du ved en masse. Det er overflødigt. Keep it simple – og ikke simpelt, men enkelt. Gør tingene ukomplicerede og giv noget af dig selv. Hvis du er den interviewer, der brokker dig over, at din interviewperson ikke giver noget af sig selv, så må du være den første, der giver noget,« siger hun.

Altid ekstremt godt forberedt

Forberedelsen skal være i orden hver gang. Luna bruger dagligt fire til seks timer på at forberede sig og følge med i fodboldverdenen.

Min mand bryder sig ikke særlig meget om fodbold, og han tror, det er løgn, når jeg lørdag morgen kan stå op og sige: I dag kunne jeg godt tænke mig at se fem fodboldkampe

- Luna Christofi

Dertil kommer alle de fodboldkampe, hun ser. »Min mand bryder sig ikke særlig meget om fodbold, og han tror, det er løgn, når jeg lørdag morgen kan stå op og sige: I dag kunne jeg godt tænke mig at se fem fodboldkampe. Så vender han det hvide ud af øjnene og siger, at det kan jeg godt glemme,« fortæller Luna med

et smil, mens hun nipper lidt til cæsarsalaten, som hun helt glemmer at spise. For bare ti år siden abonnerede hun på sportsmagasiner, fik dem tilsendt fra nord, syd, øst og vest og gik på biblioteker for at finde udenlandske aviser. I dag er det nemt at holde sig opdateret på nettet og følge med,


DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

UDE

9

Lad være med at stille forkromede spørgsmål, hvor du afslører, at du ved en masse. Det er overflødigt. Keep it simple – og ikke simpelt, men enkelt

- Luna Christofi Efter gymnasiet boede Luna to år i Spanien. Her kunne de ikke sige Lone, og derfor kaldte de hende Luna. Det blev hun også kaldt hos DBU, fordi hun var den tredje Lone. Luna føjede det senere til sit oprindelige navn. På spansk betyder det måne. Christofi har hun giftet sig til med sin første mand

Listen up! Hvis du hellere vil lytte, så scan QR-koden og hent artiklen som audikel

især når man kan sprog. Luna er hver eneste dag igennem La Gazzetta dello Sport, L’Équipe, tre-fire af de engelske aviser, og de spanske køber hun i kiosken lige som i gamle dage. Dertil kommer en masse løbende forberedelse, hvor alt skal sættes i gang. Og så skal den kamp, hun skal følge den pågældende dag, undersøges til bunds. »Det er faktisk et problem at være på ferie. Hold op et hul man får lige pludselig, hvis man er uden for Europa for eksempel i Carribien i 14 dage – jeg kan næsten ikke have det,« griner Luna og understreger, at fodboldkalenderen bestemmer rigtig meget hjemme hos dem.

Bernabéu frem for Christiansborg

På et punkt kan Luna godt mærke, at sportsjournalistik er den frække dreng i klassen. For selvom hun som fodboldkorrespondent skal være så neutral som muligt, er det svært ikke at holde med de klubber, hvor det er rart at

være, og som behandler hende godt. »Jeg ved ikke, om sportsjournalistik er så anderledes. Det er Bernabéu i stedet for Christiansborg. Hvis du færdes på Borgen hver eneste dag, så tror jeg også, du bliver farvet af dem, der behandler dig godt,« siger Luna. Et godt billede på det kan findes sidste år, hvor hun var i Argentina for at lave en hel masse med Messi. Hun besøgte hans gamle klub Newell’s, som syntes, det var fantastisk, hun kom. De gav lov til at filme alle vegne. Op og ned og rundt og ind. Lige siden har hun holdt med Newell’s. I weekenderne holder hun øje med, hvordan det går dem, og hun blev så glad, da de i år blev mestre. Netop Messi er også på det hold, hvis spillestil Luna især godt kan lide. Han sætter femte mand af og scorer med venstrebenet, men det er ikke kun ham. Det er hele Barcelonaholdet fra år 2008-2011, der især fanger Lunas fodboldhjerte. »Det er det bedste fodbold, jeg nogensinde

har set. Det var rigt på tekniske overraskelser. De kan nogle ting og har så mange spillere, der kan overraske og lave den der wauu! Du får simpelthen et sus i maven. Den ene på den anden hurtige aflevering. Eminent altså!«

Foretrækker trænerne

I de femten år, Luna har set med fra sidelinjen, er hun blevet mere opmærksom på spillernes interviewoptræden. For ti år siden var de meget mere umiddelbare, når de skulle give en kommentar. I dag er strømlinethed og ordentlighed tidens trend. Luna har stået med Roberto Carlos, Raúl og brasilianske Ronaldo, hvor der var meget mere kant end i dag. »De er meget overvejede og pæne i dag. Som Jes Dorph sagde, da jeg interviewede Kaká forleden: Han ligner sådan en kostskoledreng. Og det er rigtigt. Han ligner en kostskoledreng. Måske især på grund af hans jakkesæt. Han er ikke en pladespiller, men tænker sig om. Han er nem-

lig rigtig ordentlig, og det bliver bare lidt glat,« siger Luna. Trænerne er derimod en lidt anden generation, og det er klart dem, den hærdede fodboldkorrespondent bedst kan lide at interviewe. De har generelt mere at byde på, for det er dem, der træffer beslutningerne. De har tænkt mere over tingene. »De er arkitekter på det hele, og det er omkostningsfrit for dem at tale. Spillerne er tit bange for at sige et eller andet, fordi de ikke vil i konflikt med klubben. Trænerne er ældre og bedre til at definere, anskue og reflektere,« siger Luna og vifter pandehåret til side, inden hun tager endnu en tår af den halvfyldte øl. Aften efter aften toner den fodboldtossede fodboldkorrespondent frem på TV3+ med samme entusiasme og indlevelse, når hun interviewer fodboldstjerner på stribe. Men når Luna har haft en aften i Champions League, hvor hun har frosset på stadion, og hvor hun ikke får sine interviews, bliver hun i den grad træt af fodbold. Så skælder hun på dem, hun synes, der skal skældes ud på, og går frustreret hjem. Men næste dag står hun alligevel klar til at få en kommentar fra Xavi, Ronaldo, Kaká, Bale, Guardiola og alle de andre.


10

FOTO

DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

Old habits

by Lani Holmberg

Women like Sister Shirley are an 足increasingly rare breed. She is one of a 足dwindling number of 足missionary nuns living in convents in rural Australia


DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

FOTO

11


12

ANNONCE

DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk


DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

FOKUS på hurtige nyheder

13

Hvorfor breaker de hele tiden? Breaking news er blevet et fast element i den konstante nyhedsstrøm. Men hvad skal der til, før en nyhed bliver breaking? Vi har talt med tre forskellige medier om, hvad breaking news er for dem Tekst: Ronja Pilgaard Foto: Screendump

B

REAKING!” står der. Det lille gule bånd, som fortæller, at det her er ekstra vigtigt, er efterhånden blevet en fast følgesvend i nyhedsdækningen. Men hvad gør, at en nyhed er breaking news og ikke bare en tophistorie? På Ekstra Bladet mener nyhedschef Mette Fleckner ikke, der behøver være tale om en samfundsændrende begivenhed, når en nyhed er breaking. Så længe nyheden har et dramatisk islæt eller berører mange mennesker, kan det blive breaking. »Det kan for eksempel være, at NemID er nede, eller at tre mennesker er dræbt i et trafikuheld. Men det kan jo også være, at Danmark vinder over Portugal i fodbold, eller at Helle Thorning vinder valget,« siger Mette Fleckner. Hun definerer breaking news som en stor begivenhed, der pludseligt indtræffer. Det kan både være inden for nyheder, sport og underholdning. Men ikke alle nyheder på Ekstra Bladet behøver at være breaking for at være vigtige. Og på det punkt mener Mette Fleckner, at Ekstra Bladets brug af breaking news

På NEWS er der ikke en fast definition af, hvad der er breaking. Men der er tommelfingerregler. I guiden står der blandt andet, at hvis en redaktør er i tvivl om, hvorvidt han skal gå i breaking med en historie, så bør han gå i breaking

- Thomas Humle, reporter, TV2 NEWS

adskiller sig fra TV2 NEWS’. »Lige nu står der for eksempel, at SF er gået tilbage i kommunerne på TV2 NEWS. Det er jo ikke breaking. Det er bare nyheder,« siger Mette Fleckner.

Vi skal prioritere nyhederne

Mikkel Hertz, kanalchef på TV2 NEWS, ser ikke noget problem i, at kanalen bringer mange breaking news. »Det er en helt naturlig del af en nyhedska-

nals profil og sendeflade at kunne prioritere nyhederne over for seerne. Det gør vi visuelt ved at signalere med farve og banner, som fortæller, at her er noget nyt og opsigtsvækkende,« siger Mikkel Hertz. Når han vælger, hvilke nyheder der skal gå i breaking, kigger han efter, om noget af det er nyt og aktuelt. Det må gerne være overraskende og væsentligt.

vigtig. Men det var jo noget, der interesserede en masse mennesker. Så lader man den breake alligevel,« siger Mikkel Hertz.

Bruger (næsten) ikke breaking

På Dagbladet Information vil de derimod hellere breake en gang for lidt end en gang for meget. I hvert fald kan redaktør Nikolai Thyssen ikke på stående fod huske, hvornår

deres egne internationale reportere til at bekræfte det,« siger Nikolai Thyssen.

Historien om en kendt dansk fodboldspiller, som kørte beruset i den forkerte retning på en ensrettet vej, var måske ikke politisk vigtig. Men det var jo noget, der interesserede en masse mennesker. Så lader man den breake alligevel

-Mikkel Hertz, kanalchef, TV2 NEWS

»Hvis der kommer en historie, som måske har karakter af at være tophistorie, og som er vigtigere end de andre nyheder, bør redaktørerne overveje, om den bør gå i breaking,« siger Mikkel Hertz.

Må aldrig misse en breaking

Det billede kan Thomas Humle genkende. Han er reporter hos TV2 NEWS og har i sin studietid på Roskilde Universitet skrevet speciale om TV2 NEWS’ brug af breaking news. Han fortæller, at der ligger en særlig guide til redaktørerne for, hvornår en nyhed skal være breaking. »På NEWS er der ikke en fast definition af, hvad der er breaking. Men der er tommelfingerregler. I guiden står der blandt andet, at hvis en redaktør er i tvivl om, hvorvidt han skal gå i breaking med en historie, så bør han gå i breaking.« Ifølge Thomas Humle vil redaktionen på TV2 NEWS hellere gå i breaking en gang for meget end en gang for lidt. Man må endelig ikke misse en breaking. Den tanke støtter Mikkel Hertz. For ham behøver breaking news ikke være samfundsomvæltende, de må også gerne bare være interessevækkende. »Historien om en kendt dansk fodboldspiller, som kørte beruset i den forkerte retning på en ensrettet vej, var måske ikke politisk

Information sidst har haft en breaking newsbjælke i toppen af deres webside.

Der er en tendens til, at man er blevet så ivrig efter det der breaking-lort, at man har fået meget lave standarder for, hvad man selv vil bekræfte, inden man breaker

- Nikolai Thyssen, redaktør, Dagbladet Information

»Der er en tendens til, at man er blevet så ivrig efter det der breaking-lort, at man har fået meget lave standarder for, hvad man selv vil bekræfte, inden man breaker. Jeg tror bestemt ikke, at New York Times ville sende en breaking nyhed uden først at have haft en af

Han fortæller, at danske journalister er så forhippede på at komme først, at de nogle gange breaker internationale nyheder, som internationale aviser end ikke skriver om. »Jeg holdt netop øje med det, da israelerne gik om bord på et skib til Gaza for et år siden. Danskerne breakede den med det samme, men hverken Der Spiegel eller The Guardian nævnte det,« siger han. På Information har de ikke ambition om at være hurtigst med nyhederne. Derfor er de yderst varsomme med at anvende breaking news. »Vi er ikke sådan en avis. Vi skal kun skyde ind med noget, hvis vi har noget ekstra at byde ind med. Men vi kunne for eksempel godt finde på at køre en breaking, hvis vi har en særlig historie om en af de nicher, som vi især lægger os op ad,« siger Nikolai Thyssen. Her fremhæver han blandt andet overvågning og miljø. »Men det handler jo også om, hvilken kontrakt man har med sine læsere. Læserne ved, at hvis der er sket noget pludseligt, så kan de gå til Jyllands-Posten eller Politiken. Sådan er det ikke hos os. Her kigger læserne ind et par gange i løbet af dagen for at orientere sig bredt.«

Den 28. oktober var der storm i Danmark. Som det ses på billedet valgte Dagbladet Information og Eksta Bladet at dække det på to vidt forskellige måder


14

DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

FOKUS på hurtige nyheder

Notejournalister giver lokaljournalister tid til fordybelse I Viborg sidder fem journalister og skriver noteartikler til alle medier i koncernen Midtjyske Medier. Det giver journalisterne ude på lokalredaktionerne tid til at fokusere på research til mediernes unikke historier Tekst: Cecilie Selma Lyngbye Foto: Tina Kragelund

H

vis der er nogle, der er danske mestre i at omskrive pressemeddelelser, så er det nok os,« siger Steffan Skov. Han er en af de fem journalister, Midtjyske Medier har ansat i notebureauet Public Content Bureau (PCB), som producerer notehistorier til alle koncernens medier. Om det er omtale af spaghetti-gudstjenester i Holstebro eller foredrag om gigt i Rønde, til dagbladene og ugeaviserne – der står PCB under dem alle. Da Midtjyske Medier oprettede bureauet i januar 2012, var formålet at give lokaljournalisterne tid til at fokusere på de historier, der ikke kan skrives ud fra en pressemeddelelse. Dem, der kræver research, kildekontakt og kritiske spørgsmål. Og det har de fået.

Skepsis blev til begejstring

Men der var ikke mange, der troede på bureauets formål, da det blev oprettet for snart to år siden. Tillidsmænd og redaktører fra koncernens medier kritiserede PCB for at lave samlebåndsarbejde. De mente ikke, at bureauet kunne skrive lokalhistorier til områder, de ikke var en del af, og at det i sidste ende ikke ville spare lokaljournalisterne tid, fordi de ville blive nødt til at faktatjekke noterne. I dag roser redaktørerne notejournalisternes arbejde. »Min skepsis blev gjort til skamme. Det

Susanne Larsen og Steffan Skov arbejder på Midtjyske Mediers Public Content Bureau. Hver uge producerer Stefan Skov og Susanne Larsen mellem 1100-1200 noter til Midtjyske Mediers lokal- og regionalmedier. Public Content Bureauet holder til i Viborg i samme bygning som lokalavisen Viborg Stifts Folkeblad

kom som en del af en sparingsrunde, og det var træls at skulle af med mange dygtige medarbejdere, men det har givet dem, der er tilbage, bedre tid til at bruge krudt på deres stofområder, når de ikke samtidig skal skrive noter,« siger Jan Schouby, chefredaktør på Århus Stiftstidende.

Vi har fået mere tid til at fokusere på at dyrke vores eget stof, nye vinkler og journalisternes egne ideer

- Hans Krabbe, chefredaktør, Dagbladet Holstebro-Struer og Folkebladet Lemvig

Det samme gør sig gældende hos de andre dagblade. I Ringkøbing fungerer notebureauet ”upåklageligt”, hvis man spørger redaktionschef Lars Kryger, og på Viborg Stifts Folkeblad har redaktionssekretær Kristian Wesenberg Andersen bemærket, at der somme tider er en ekstra kilde på historierne, som der ikke var

tid til, før PCB aflastede journalisternes mailbokse. Chefredaktør på Dagbladet HolstebroStruer og Folkebladet Lemvig, Hans Krabbe, siger, at der endda er tid til at gøre det unikke stof endnu mere unikt. »Vi har fået mere tid til at fokusere på at dyrke vores eget stof, nye vinkler og journalisternes egne ideer,« siger han.

Faglighed sikrer kvaliteten

Lokalredaktionerne sender 1100-1200 bestillinger om ugen til PBC. De skriver, hvilken historie de vil have, hvor meget den skal fylde, og hvornår den skal være klar. Notejournalisterne har ingen indflydelse på, hvad de skriver, og de skal heller ikke researche på emnet eller kontakte en kilde, der kunne give noget ekstra til den pågældende note. Deres opgave er at læse det vedlagte materiale, udvælge relevante informationer og formulere det klart og tydeligt. Men det er ifølge notejournalist Susanne Larsen ikke nødvendigvis lige let med alle bestillinger. »Der er virkelig nogle, hvor man skal skrive alt om, fordi det ikke er til at forstå. Vi skal gennemskue, hvad det handler om og få styr på de helt basale journalistiske spørgsmål som hvem, hvad, hvor og hvornår,« siger hun. Ved bureauets opstart blev det blandt andet kritiseret for at være uden journalistiske udfordringer, men det mener hverken journalisterne på bureauet eller chefredaktør hos

Berlingske Lokale Medier, Tina Kragelund, at det er. »I et referat på fire-seks sider får man brug for sin faglighed for at se, hvad der er den bedste journalistiske historie,« siger hun.

Savner kildekontakten

Ingen af de fem journalister, der blev flyttet til PCB, havde selv valgt det. Susanne Larsen dækkede Region Midtjylland på Midtjyske Mediers fællesredaktion, før hun blev flyttet til PCB. Hun savner at komme ud og tale med kilderne og selv at kunne bestemme, hvad hun vil skrive, hvis hun ser en historie i noget. »Det er jo ikke det samme som at gå ude på gaden og se noget og tænke: det der kunne være spændende og så skrive om det,« siger hun. Alligevel er alle fem notejournalister stadigvæk på bureauet, og Susanne Larsen kan godt forestille sig at blive nogle år endnu. For på trods af kritik i starten synes hun og kollegerne faktisk, at det er meget sjovt at levere fire noter i timen – samlebånd eller ej.

Hurtige nyheder kræver hurtige billeder Fotojournalister presses på tid, når deres billeder skal direkte fra pressemøder og fodboldbaner til nyhedssiderne Tekst: Isis Ronja Melander Arkivfoto: Laust Jordal

N

år fotojournalisterne dækker livebegivenheder som sportskampe og politiske møder, skal de være hurtigere end deres egen udløser. Webredaktionerne stiller høje krav til, at arrangementerne skal fotodokumenteres i samme øjeblik, som de sker. Det sætter fotograferne under tidspres og giver ikke meget tid til redigering og til at udvælge de bedste billeder. »Faren er, at når du sidder og kigger ned i kameraet for at sortere billeder, så ser du ikke,

hvad der foregår til begivenheden,« siger fotojournalist Bo Amstrup, som blandt andet er freelancer for Scanpix.

Redigerer i pauserne

Bo Amstrup var i starten skeptisk over livedækningen, som foregår ved, at man tagger de umiddelbart brugbare billeder på kameraet undervejs. Herefter overføres billederne direkte til en mobiltelefon eller redaktionens server. Manøvren kræver, at fotografen investerer i en sender til cirka 5.000 kroner, som sættes på kameraet. 
Trods skepsis har Bo Amstrup vænnet sig til systemet og synes i dag, at det funge-

Jeg sender billeder hjem, når der bliver scoret et mål, eller når Lars Løkke falder ned af stolen

- Bo Amstrup, freelance fotojournalist

rer godt. Efter han har sendt et par generelle stemningsbilleder hjem til redaktionen, kommer der næsten altid huller i intensiteten, hvor han kan værne om resten af dækningen. »Jeg sender billeder hjem, når der bliver scoret et mål, eller når Lars Løkke falder ned af stolen. Men til et pressemøde vil der altid være fire timer, hvor der ikke sker noget. Det giver arbejdsro til at sidde og redigere de andre billeder undervejs,« siger Bo Amstrup.

Live-dækning er fremtiden

Jeppe Vejlø har været fotopraktikant hos Berlingske Media siden august 2012. Han har ikke noget imod at overlade sine billeder til


DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

FOKUS på hurtige nyheder

Ritzau er som din bedste ven

15

Ritzau handler om meget mere end at spytte nyhedstelegrammer ud. Med en blå mikrofon i hånden, en papirblok og en god portion nervøsitet har jeg både dækket blodig slåskamp i retten og politiske dramaer Tekst: Rita G. Dam Foto: Sophia Juliane Lydolph

E

t rutineopkald til Københavns Vestegns Politi udviklede sig hurtigt til et kapløb med tiden. Den flinke vagtchef i røret kunne fortælle mig, at to tvillingebrødre var blevet stukket ned på et gymnasie i Ishøj. Min første tanke var, at nyheden ikke var så stor, at vi med lynets hast skulle sende end SMS ud til Ritzaus kunder om knivstikkeret. En såkaldt klokke. Dette knivstikkeri var vel et blandt mange, tænkte jeg. Men efter at have set min nyhedsredaktørs ansigtsudtryk, gik det op for mig, at denne nyhed var vigtigere end som så. Fordi det var på et gymnasium, og fordi det kunne være en del af et større opgør. Og så begyndte det at rulle.

Gule breaking-bjælker

Listen up! Hvis du hellere vil lytte, så scan QR-koden og hent artiklen som audikel

Rita G. Dam startede i praktik på Ritzau i august 2013

kollegaerne på redaktionen, når nyheden skal ud med det samme. Han må bare stole på, at der sidder kompetente personer og retter på de skæve vinkler senere i processen.

menterende for, hvad der sker nu og her frem for visuelt flotte,« siger Jeppe Vejlø. »Det kan godt være lidt stressfremkaldende at skulle levere hurtige billeder. Men det handler bare om at finde balancen mellem, hvornår man skal sende, og hvornår man skal tage billeder,« siger han. Bo Amstrup mener, at det er noget, man skal vænne sig til. Han tror, at den næste generation af kameraer vil have en indbygget funktion til at sende de såkaldte straksbilleder direkte hjem til redaktionen. »Live-dækning bliver en integreret del af jobbet, som alle fremtidens dagbladsfotografer kommer til at arbejde med,« siger Bo Amstrup.

Det handler bare om at finde balancen mellem, hvornår man skal sende, og hvornår man skal tage billeder

Når nyheden er varm, kan det være svært at ramme rigtigt på tasterne. Jeg fik fiflet mig til to linjer, der forklarede præcist, hvad der var sket, og hvor det var sket. Efter at have hørt en stribe af SMS-toner lyde som et klokkespil gennem hele redaktionen vidste jeg, at klokken nu var ude. Uhyggelig kort tid efter dukkede gule breaking-bjælker op på fjernsynet ved siden af mig med den tekst, jeg for kort tid siden havde tastet ind på min computer. Nu var historien sluppet ud af sækken.

Som praktikant på Danmarks største nyhedsbureau finder du hurtigt ud af, at afstanden mellem færdig artikel og læserne ude i den virkelige verden er milimeterkort. Det kan være angstprovokerende, men også ufatteligt motiverende. De første vise ord, jeg lærte som praktikant på Ritzau, var: Det er ikke en nyhed, før den har været på Ritzau. Lidt sat på en spids måske. Men det sætter sine krav til mediedækningen, når kunderne regner med, at Ritzau stort set skal formidle alle nyheder, som vedkommer den almene dansker.

Det kræver også, at du som journalist slår til, når historien er der. Som en person, der godt kan lide at sidde og forberede sig i lidt for lang tid før et telefonopkald til en kilde, er det sundt at være et sted, hvor nyhedsredaktøren pludselig råber ”Malmros ringer til dig om ti minutter,” og du har ingen idé om hvorfor.

Blå mikrofoner og blå stænger


Et andet øjeblik får du stukket en mikrofon i hånden og skal ud og dække en politisk situation, som du har 10 minutter til at få tjekket op på. Det har blandt andet resulteret i tre lange og kolde timer uden for Justitsministeriet kun udstyret med en tynd jakke, en blå mikrofon og et par frosne stænger. Historien kommer jo ikke af sig selv. Og hvis den gjorde, ville det være alt for sent. Min første tjans på Ritzau var at sidde på krimipinden, hvilket har ført til mange spektakulære oplevelser uden for kontorlokalerne på Store Kongensgade. Et lig i et køleskab på Lolland, to voldsomme slåskampe i retten og et portræt af manden, der forsvarede Breivik, er noget af det, jeg har oplevet som udsendt krimijournalist. Og jeg må indrømme, at jeg ikke regnede med, at man ville få så meget frisk luft under Ritzaus faner.

For nyhedshunden
Ritzau er på mange måder som din bedste ven. Det er en, du altid kan læne dig op ad. Og en du (for det meste) kan stole på. Samtidig presser han dig til at gøre det rigtige, retter på dig, men alt sammen i en god mening. Med Ritzau-tjenesten som en trofast følgesvend, bliver du efterhånden den hungrende nyhedshund, som branchen kræver. På Ritzau råber man hen over bordet, griner over historien om en væltet slamsluger, diskuterer retskrivning og sender mails rundt, når der står kage på køkkenbordet. Når vi alle står under den samme byline fungerer vi som et team. /ritzau/

- Jeppe Vejlø, fotopraktikant, Berlingske Media

»Man slipper billedet, så snart man har taget det. Det er ikke fordi, billedet er mindre vigtigt, men fordi nogle billeder skal være doku-

Til sportskampe ser redaktionen gerne, at fotojournalisterne sender billederne direkte fra kameraet. Her er fotojournalistpraktikant Betina Garcia i gang


16

ANNONCE

DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk


Smittet med panik

DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

HOLDNING

17

Panikdagen er en dag, der for mange ender i glæde. Men dagen eksisterer ikke uden panik, og det er ikke kun de praktiksøgende, der rammes Tekst: Freja Kierstein Johansen Foto: Ulrik Hasemann

S

tore Matchdag - bedre kendt som Panikdag. Selvom dagen på ingen måde drejer sig om os på første semester, kan panikken godt gribe. Den figurerer som en virus, der spreder sig hurtigere end en forkølelse i børnehaven. Heldigvis er den for de fleste praktiksøgende væk igen på mindre end et par timer. Den ultimative sygdomskur er en kontrakt med et af de mange praktiksteder. Men på første semester er der lang ventetid på den endelige kur.

Her rammer panikken

Indtil vores egen panikdag må vi holde sygdommen nede på andre måder. Men på første semester træder symptomerne alligevel frem. På Panikavisen er det de mange gribende historier, der smitter dig, samtidig med at stressen over deadlines sætter sig som en næsten feberagtig sved på panden. På avisen skriver og interviewer du om skræk- og ønskescenarierne på Panikdagen. Ikke nok med, at du hører en masse om panik og nervøsitet, så skriver og gennemtænker du panikvendinger, der kommer ned på papiret for øjnene af dig. Det kan næsten få dig til selv at ryste i bukserne, når du har beskrevet en tredjesemesters tanker om dagen. At kaste op eller bare at drikke sig fuld, inden dagen går i gang, er nogle af de mange overvejelser, som tredjesemestrene fortæller videre.

Smittefare

Ligesom på Panikavisen kan du som telefonpasser for en af de praktiksøgende også blive inficeret. Et enkelt nervøst blik mellem telefonpasseren og praktiksøger kan være nok til, at virussen spreder sig. Når den praktiksøgendes ansigt blegner, ved du, at du er i fare for selv at blive ramt. Måske vil telefonpasseren endda blive endnu mere dårlig end den kommende praktikant. Hvis telefonen ikke ringer de første ti minutter, efter paniktimerne er gået i gang, står du både som praktiksøgende og telefonpasser med en klump i halsen og begynder at tvivle på, om der er en kur mod

panikken til dig. Det er en næsten klaustrofobisk følelse, der overvælder dig, som du står der midt i et hav af ringetoner, der lyder fra øst og vest. Men når og hvis telefonen endelig ringer, grænser panikken op til en følelse af spænding. Hvad nu? Forsvinder min panik om lidt? Sommetider er du måske heldig slet ikke at blive ramt af den florerende virus. Måske har du et skudsikkert immunforsvar, så du kan tackle panikdagen uden svedeture, kvalm hjertebanken og sorte pletter for øjnene. Men

selv hvis du ikke er en af dem, behøver dagen ikke være én lang influenzapine, der vælter dig helt omkuld. Så hvis du har alle symptomerne på virussen, er det måske en god ide at huske på, at Panikdagen ender lykkeligt for de fleste. For når dagen er omme, er det hovedsagligt glade ansigter, du møder. Kram og lykønskninger gives i flæng. Bare ved disse smil og glade miner kan du som studerende på første semester dulme din begyndende panik en smule. Som en forebyggende vaccine vil jeg selv fortsætte med at deltage som både skribent for Panikavisen og telefonpasser. Det giver mig den

medicin, jeg behøver, for at mindske min egen nervøsitet, der ellers har været i begyndende udbrud, siden jeg startede på DMJX. Ligesom med en vaccine er det måske godt for kroppen at smage lidt på sygdommen for bedre at kunne barrikadere sig mod den senere hen. Ellers vil jeg fortsætte med at tage kosttilskud i form af at skrive artikler, lave radio og andet studierelevant, der kan forbedre mit CV. Og heldigvis bryder panikken i øjeblikket kun ud engang imellem. Den endelige kur må jeg og mine medstuderende vente med til vores egen Panikdag.

»Jeg tror ikke, det går ud over fagligheden, at man skal studere på fuld tid. Tværtimod. Jeg tror, man bliver dygtigere af mere intensive forløb. Jeg synes i hvert fald ikke, det er godt gjort, at de langsommeste studerende skulle være de dygtigste.« Det, vi finder her, er den udbredte uskik, at man frasorterer eller fordrejer de vægtige argumenter, der er gjort gældende imod éns politik og i stedet lader som om, at modargumenterne er enten latterlige petitesser eller absurde dumheder. Det at fordreje en modparts argument eller standpunkt kaldes ofte at lave en stråmand. Det gør ministeren her - på flere måder. At fordreje et modargument, så det bliver til en latterlig petitesse, kan kaldes den ynkelige stråmand. At gøre det til en grotesk absurditet kan kaldes den afskyelige stråmand (begge disse udtryk er introduceret og forklaret nærmere i min bog De svarer ikke).

fikationer ikke af, at man studerer på fuld tid. Morten Østergaard har sikkert ret i, at man alt andet lige ”bliver dygtigere af mere intensive forløb.” Men alt andet er ofte ikke lige, og indvendingerne har jo også handlet om noget andet. Blandt andet har de handlet om, at visse ekstra aktiviteter, som mange studerende bruger en del af deres tid på, gavner fagligheden ganske meget - det kan for eksempel være fagrelevant erhvervsarbejde eller studieophold i udlandet (hvor det, der indbringer et halvt års studiepoints, godt kan vare længere end et halvt år, men til gengæld også giver værdifulde kvalifikationer). Så det, ministerens ”reform” vil betyde, er altså måske, at fagligt værdifulde aktiviteter vil falde væk, hvis man skal ”studere på fuld tid” i præcis fem år og ikke kan gøre de ekstra ting. Det er selvfølgelig ikke selve det at studere på fuld tid, der er fagligt skadeligt.

Ofte ser den slags beskidte argumentationstricks helt upåfaldende ud. Se for eksempel på ministerens udsagn: ”Jeg tror ikke, det går ud over fagligheden, at man skal studere på fuld tid.” Nej, men er der mon nogen, der har påstået det? Det argument, som ministeren her skyder sine kritikere i skoene (selvfølgelig uden at sige, hvem der har fremført det) er absurd. Naturligvis skades de faglige kvali-

Dette tåbelige argument pådutter ministeren imidlertid dem, der kritiserer hans reform, idet han dermed fikst undviger et af de mere vægtige og interessante argumenter, som ministeren burde tænke over - lige såvel som vi andre bør tænke over hans argumenter (eller rettere de bedste af dem). Men den form for samtaler, hvor modparter gensidigt lytter til hinandens bedste argumenter for på

den måde at finde en løsning, man ikke så let fortryder, forekommer alt for sjældent i dansk politisk debat. Læg som sagt mærke til, hvor naturligt ministerens fordrejning glider ind i samtalen, så man næsten ikke lægger mærke til den. Mere åbenlys er dog hans næste afskyelige stråmand: ”Jeg synes i hvert fald ikke, det er godt gjort, at de langsommeste studerende skulle være de dygtigste.” Igen: Ingen har påstået noget så tåbeligt som at de langsommeste skulle være de dygtigste. Derimod er der en del, der er bange for, at når aktiviteter, der kommer oven i den normerede studietid, risikerer at medføre udsmidning, så kan der i nogle tilfælde ske tab af vigtig, faglig kvalificering, men også meningsløse og bekostelige frafald - hvad for eksempel med sygdom og andre personlige livsproblemer? Også de bedste studerende rammes af dem. Hvorfor skal mennesker, der ser problemer af den art ved ministerens udspil, ikke have kvalificerede svar, men i stedet have skudt i skoene, at de mener noget så naragtigt, som at de langsomste studerende er de dygtigste? Den slags arrogant adfærd fra en minister er ikke bare foragtelig, den er også skadelig. Den kortslutter den demokratiske debat, og den bevirker formentlig, at den løsning, man huhej vedtager, bliver én, man siden vil fortryde.

Er det så slemt?

De svarer ikke! Tekst: Christian Kock Foto: Pressefoto, KU

D

agens eksempel på en politiker, der debatterer på en urimelig måde, kommer fra uddannelsesminister Morten Østergaard. Han er, ifølge Politiken fra den 21. november, uforstående over for de studerendes frygt for, hvad de nye krav til ”fremdrift” i uddannelserne kan betyde for deres studieforløb og faglighed. Han siger sådan her:


18

HOLDNING

DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

Stifindere, honningsøgere og øjebliksfotografer Hvordan vil den prisværdige journalistik se ud om fem til ti år, hvad skal der til for at vinde Cavlingprisen, og hvilke temaer vil præge prisuddelingen?

nalister vinder Cavlingprisen. Det er selve kernen i faget, drivkraften, der er afgørende. Det er dybest set, om der er tro, håb og kærlighed. Og det er der masser af.  Der er troen på, at journalister fortsat vil være stifindere, honningsøgere og øjebliksfotografer. At de fortsat vil bruge alle sanser og kræfter på at finde sandhed og sammenhæng og på at formidle til læsere, lyttere og seere uanset genren og uanset om det er reportage, nyhedsformidling, singler, bøger, TV-dokumentarer, debatprogrammer eller af den mere dybdeborende journalistiske genre. Men der er ligesom i enhver kærlighedshistorie både gode og dårlige dage. Der er kriser at overvinde, og det er ikke nogen let og lige vej. Der er modstandere og medspillere, der er lukkede dagsordener og skjulte hensigter, som når eksempelvis offentlighedsloven lukker muligheder for aktindsigt. Eller som når ministre ikke vil lade sig interviewe, men svarer på skrift, så opklarende, afdækkende og undersøgende spørgsmål lades ude. Eller som når politikere vil lege kispus og tage luften ud af kritiske pressemøder. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at undgå pressen, men min påstand er, at sager som regel ikke lader sig skjule i længden. Der vil være kilder, som kommer til pressen og pressen, der kommer til kilder.

Tekst: Kirsten Pilgaard, formand for Cavlingkomitéen Foto: Michael Daugaard

H

vert år hylder Dansk Journalistforbund den ypperste journalistik med uddelingen af Cavlingprisen først i januar, og hvert år er det givet, at Cavlingkomitéen kommer på en hård opgave. Mellem 45 og 55 forskellige forslag har der været de senere år. Der er 55 i år. En stor mængde udsædvanlig god journalistik produceres på alle medier. At læse, lytte og se så mange forslag på kort tid, føles som et forårsskud midt i november, som en sommerdag i december. Det er lækkert kræs for journalistiske hjerneceller. Men hvad skal der i virkeligheden til for at vinde Cavlingprisen? Prisen gives, som det står skrevet i fundatsen, til en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år. Altså særlig grad af initiativ og talent. Jeg tror på, at journalistikken i sin identitet er uforanderlig, men i sin udformning, udtryk og formidling er konstant i forvandling. Genreblandinger vil til enhver tid være en del af faget, som det også var, da Henrik Cavling skabte en ny form for journalistik med sine selvoplevede reportager og med sin omlægning af Politiken fra at være en avis for de få politisk og kulturelt interesserede til en avis for alle.

De temaer, der vil sætte dagsordenen i 2023,

Det er med journalistik som med vand: Den finder nye veje, og selv om der kan være store forhindringer på vejen, stopper den ikke Som Edvard Brandes skrev om Henrik Cavling var han journalist, det vil sige stifinder, honningsøger, øjebliksfotograf og tankelæser. Han havde det som sin drivkraft. Og selv om kritikere mente, at han netop bedrev en vis form for tankelæsning i sine reportager, så revolutionerede han journalistikken og fremdyrkede den journalistiske fortælling. Det blev drivkraften at rapportere, så læserne kunne identificere sig med de mennesker og begivenheder, der blev beskrevet.

Til alle tider har journalister måtte redefinere sig selv og faget, og det vil også ske i mindre eller større doser de kommende fem til ti år, men det vil ikke ændre på grundsubstansen i journalistikken: research, bearbejdning og formidling. De klassiske dyder definerer journalistikken og journalister. Også i fremtiden. I 2023 vil bunken af mangfoldige forslag adskille sig og være forskellig fra i dag. Der vil være flere digitale forslag, flere bøger, digitale og på papir, og flere film. Sikkert også flere forslag, der breder sig over flere medier i paletten af platforme, journalistikken udkommer på. Det kan være den vej, journalistikken når sit publikum, sine læsere, seere og lyttere.   Med færre ressourcer på dagbladene, færre der vil købe en papiravis og endnu ikke i samme omfang en digital avis, kan journalister på dagblade ikke længere afdække og re-

searche med viden og indsigt som basisfundament i samme grad som tidligere. Der vil blive færre fagjournalister med ekspertviden, og der vil være flere generalister, der kan levere nyheder på alle platforme.  Der vil være færre fastansatte journalister, flere der skal ud at skabe deres egen arbejdsdag, flere daglejere, kontraktansatte og freelancere. Flere bureauer, der ikke blot sælger klassisk journalistik, men også medierådgivning, kommunikationsjournalistik og kursusvirksomhed.

Der vil til enhver tid være behov for både hurtige nyheder og konsekvensjournalistikken, behov for at sætte nyheder i sammenhæng og sætte dem i ramme, som det sker nu både på TV, radio og på de skrevne medier, såvel på papir som digitalt. Og der vil stadig være behov for at gå bag om, uanset om det er det enkelte menneskes følelser, tanker og handlinger, eller om det er store samfundsspørgsmål, der er i spil. Eller begge dele. Branchen knokler for at finde nye veje at tjene penge på, når nu ingen rigtig vil betale for nyheder. Hverken i avis eller på nettet. Men min påstand er, på trods af svære arbejdsvilkår og usikre fremtidsperspektiver, at der vil være lidenskab nok i journalister, til at

uanset medier og metoder, uanset indtægtsformer og faconer, så er behovet i samfundet lige så stort som behovet hos den enkelte journalist.

Der er modstandere og medspillere, der er lukkede dagsordener og skjulte hensigter, som når eksempelvis offentlighedsloven lukker muligheder for aktindsigt Det er med journalistik som med vand. Den finder nye veje, og selv om der kan være store forhindringer på vejen, stopper den ikke. Heller ikke for en journalist, der har noget på hjerte. Eller hjernen, om nogen vil. For selvfølgelig er det med hjernen og hjertet, jour-

er ikke meget anderledes end i dag, men vil som beskrevet være anderledes i form. Og ud af den form vil der opstå andre erkendelser og andre måder at anskue verden på, end dem vi har i dag. Det er udsprunget af behovet for at gøre uigennemsigtige dagsordener transparente. At hive dem ned i øjenhøjde, så vi får nye indsigter og nye perspektiver. Behovet bliver ikke mindre af, at journalister fremover i stigende grad også skal gennemskue mere luftige og mindre gennemskuelige forvaltningsstrategier udformet af akademikere. Praktikerne er på vej ud af systemerne og ud af de kommunale, regionale og statslige kontorer. At bryde de koder, det sprog har indbygget, er en udfordring, og mindre bliver den ikke i fremtiden. På en gråvejrsdag i november som denne, når solen ikke rigtig vil skinne, og lyset ikke når frem, kan det se lidt grå-grumset ud i horisonten. Det bliver på ingen måde let, men jeg har troen, håbet og kærligheden.               Listen up! Vil du hellere lytte, så scan QR-koden og hent artiklen som audikel


DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

Grav ikke din egen grav

P

riserne vælter ned over de gravende journalister. De kommer blandt andet fra Et Spadestik Dybere, FUJ og Cavling. Til de tre priser var der i år tilsammen indstillet 109 projekter. Måske bliver vi nødt til at opfinde nogle flere priser, for jeg tror, vi vil se endnu mere gravende journalistik de kommende år. Som en reaktion mod den fastfood-journalistik, der er væltet ud af mediehusene. Fra medieforsker Anker Brink Lund og projektet En nyhedsuge i Danmark ved vi, at der blev publiceret 32.000 nyheder i uge 46 i 1999. Samme uge i 2008 havde nyhedsfabrikkerne skruet tempoet op, så der blev kværnet 72.000 styk ud. Der mangler ikke nyheder. Den erkendelse er ved at brede sig i samfundet, blandt borgere ude i virkeligheden og blandt journalister og ledere inde i mediehusene. Borgerne lytter med, når DR afdækker svigt af psykisk syge, læser med, når Jyllands-Posten tager os med ind i den hemmelige spionverden, og

når Fyens Stiftstidende viser, hvordan rumænere arbejder og lever langt under rimelige vilkår på byggepladser i Odense. Prisværdig journalistik. Men kan det betale sig? Det er jo rasende dyrt at have et par journalister til at grave og grave i uger og måneder, inden de er nået til bunds i sagen og kan fortælle, hvordan det hele hænger sammen. Ja, det kan betale sig. Chefredaktøren på den norske avis Tønsberg Blad med et oplag på omkring 25.000, Håkon Borud, holdt oplæg på Spadestikskonferencen den 2. oktober. Han står bag flere store graverprojekter på den lille avis. Og han kan se, at oplagstallet går lidt i vejret, nogen tid efter avisen har bragt de store historier. Han kan også se af målinger blandt læserne, at flere har en mening om avisen, at de enten er glade for den eller vrede, fordi den har gravet noget op, de helst så begravet, men de er ikke ligeglade. Den norske chefredaktør siger, at det værste, der kan ske for en avis, er, at læserne bliver ligeglade med journalistikken. Det er min erfaring, at folk i almindelighed

sagtens kan skille skidt fra kanel, godt kan gennemskue, når medierne har valgt de lette løsninger, og når de har gjort sig umage. Alt for mange lette løsninger øger ikke folks lyst til at betale for journalistikken. Det har i al fald ikke bremset oplagsnedgangen at vælte flere nyheder ud. Jeg ved ikke, om medierne vil gøre det modsatte: Færre og bedre researchede nyheder. Men der er for tiden flere og flere eksempler på, at journalisterne graver et spadestik dybere. Det gælder især på de store redaktioner og de landsdækkende medier. Men også små redaktioner prioriterer og sorterer for at få tid og kræfter til at grave. Efter nogle års tilbagegang steg antallet af indstillede til Spadestiksprisen i år. For et år siden var der 45 indstillede til Cavlingprisen. I år er der 55.

Anmeldelse: Amerikanske Portrætter viser dig en genre, du ikke vidste, du elskede Tekst: Lasse Koldkjær Kristoffersen

H

vis Collin Duffy og jeg skulle giftes, ville vi have de samme superhelte-skolehæfter. Vi ville gå i shorts, store sneakers og lange, løsthængende t-shirts med billeder af berømte sportsfolk hver eneste dag, også om vinteren.« Sådan lægger Susan Orlean ud i sit portræt af en 10-årig dreng fra New Jersey. Ikke en dreng, man ellers ville have hørt om. Egentlig skulle Orlean have skrevet om en barnestjerne, men det syntes hun ikke lød særlig interessant. I stedet bad hun sin redaktør på Esquire om lov til at skrive om et helt og aldeles ukendt barn, og det blev godkendt. Det er anderledes, end man kender det fra nogen anden genre, og det er ganske enkelt fremragende.

En presset genre

Amerikanske Portrætter er et nærstudium af den journalistik, som i USA var rigtig stor i 60’erne og 70’erne. Det er portrætter, der tager uger og nogle gange måneder at skrive. I dag er genren New Journalism hårdt presset af magasiner og dagblades skrantende økonomi, og de helt store portrætter ser man kun på de allerstørste magasiner som Esquire og The New Yorker. Portrætgenren er uden tvivl bogens forfatter, Jonas Langvad Nils-

19

Hvad avisen ikke kunne se for radioens træer

Lærerklummen: Lektor i journalistik og medstifter af Spadestikskonferencen, Bruno Ingemann

Tekst: Bruno Ingemann Foto: Marie Larsen

HOLDNING

sons, store passion. Han har selv skrevet en lang række af slagsen om blandt andre Casper Christensen og Nik og Jay, og han lader sig gerne inspirere af sit forbillede Gay Talese, der også er repræsenteret i bogen.

Fravælger stjernerne

Bogens første portræt er værd at dvæle ved. Forfatteren Susan Orlean fortæller i det efterfølgende interview, at hun hellere vil interviewe almindelige mennesker end stjerner. Hun gør en helt almindelig ti-årig dreng til en langt mere interessant figur end nogen anden i bogen. Helt lavpraktisk er det både godt og skidt, at den bedste historie kommer først. Den giver lyst til at læse videre, for portrættet er fantastisk skrevet, men det er skuffende, at det - om end svagt - så kun går ned ad bakke derfra. I de interviews, der er mellem portrætterne, fornemmer man tydeligt Jonas Langvad Nilssons interesse og respekt for forfatterne. Det minder til tider om de problemer, man ser ved embedded reporters, der tager med tropper i krig. Jonas Langvad Nilsson er så begejstret for personerne og portrætterne, at ethvert kritisk spørgsmål fra starten er fejet af bordet. Det gør som sådan ikke noget, for det er ikke meningen, at vi som almindelige læsere skal forholde os særlig kritisk til de otte forfattere. Men sidder man selv med en spirrende portrætforfatter i maven, kan det

være en god idé at have i baghovedet, når man læser bogen, at der udelukkende fokuseres på forfatternes fortræffeligheder.

Smag på portrættet

Vigtigere er det, at man tydeligt oplever, hvor bred denne, for mange relativt ukendte, genre er. Uanset om det, som i bogens første historie, The American Male at Age Ten, handler om en ti-årig dreng, eller om man kommer ind på livet af selveste Sinatra i Frank Sinatra Has a Cold så bliver de portræterede personer fremstillet som stjerner. Sidstnævnte er i øvrigt af mange beskrevet som det bedste New Journalism-portræt nogensinde, så selvom det efter undertegnedes mening går ned ad bakke efter første historie, så er det altså ikke ret stejlt. Amerikanske Portrætter er absolut anbefalelsesværdig. Kender man nogle af de otte portrætter i forvejen, giver interviewene en spændende merværdi. Er historierne ukendte, er det en helt ny verden, der åbner sig, og selvom jeg tidligere har læst to af de otte portrætter, giver bogen lyst til mere. Meget mere. Jonas Langvad Nilsson er uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2003 med udveksling på University of Tennessee-Knoxville.

Usande påstande og bitre hentydninger flyver rundt som triste efterårsblade i et potentielt hyggeligt journalistisk økosystem Tekst: Esben Rud Ammundsen, medstifter og redaktør på Genlüd

R

ubrikken lyder: Sådan fordeler DSR støttekronerne, men artiklen i seneste udgave af Illustreret Bunker er én lang anklage mod De Studerendes Råds formand, Anders Michael Kristensen. Det forstås, at formanden har støttet en løgnagtig, doven og ekskluderende live-radiostation, som ikke laver rigtig journalistik. ”Hvilken betydning har det, at nogle frivillige initiativer laver underholdning, og andre for eksempel holder ledelsen i ørerne?” lyder ét af de syv spørgsmål i artiklen om radioen. Det er med glæde, at Genlüd tager til genmæle – men I kunne selvfølgelig også bare have spurgt. På spørgsmålet om, hvorfor Genlüds støtte er blevet sat op, svarer DSR-formanden, at det er, fordi Genlüd er vokset siden sidste ansøgning. Dengang var vi under en måned gammel. Vi har mere end firedoblet antallet af frivillige siden da. ”Er det en begrundelse?” spørger skribenten opfølgende. Ja, det er det. ”Hvordan ved I, de har flere frivillige?” bliver der kritisk spurgt. Så jeg tjekkede. Vi er 83 i facebookgruppen og sender 15 timers liveradio – om ugen! ”Alle har ikke mulighed for at lave radio i løbet af et semester, i modsætning til (eksempelvis) Illustreret Bunker som giver forskellige skribenter mulighed for at skrive til hver avis. ”Hvorfor har I ikke haft det med i jeres betragtninger?” bliver formanden spurgt. Jeg ved ikke på hvilken teksttung og kommasættende planet, Illustreret Bunker har boet. Efter min beskedne viden, er Genlüd det eneste sted på skolen, hvor man ikke skal til samtaler, optagelsesritualer eller blive smagsbedømt for at lave journalistik. Vi har også plads til jer. Det er rigtigt, at vi på Genlüd hylder kreativitet og ung formidling. Danmarks Radio ville ønske, at de havde fået idéen til et fodboldmagasin, Bold I Bunkeren, som laver et helt program om sensationen Hobro IF. Lasse Jensen ville ønske, at han kunne kigge på mediernes udvikling med unge øjne, som vores mediemagasin Mediemaskinen gør ugentligt. Den 19. november sendte vi kommunalvalgsmaratonradio. Dét er journalistik. Det er sågar journalistik, som man ikke kan blive undervist i på DMJX. I fælder for at trykke på papir, men lad der være plads til alle journalistiske grene. Så får vi en flot lille skov, hvor alle kan spire.


20

FOTO

DECEMBER 2013 ILLBUNKER.dk

Øens drenge Af Tróndur Dalsgarð

De fotojournaliststuderende på andet semester har netop overstået deres magasin­ forløb. Destinationen for årets ekskursion var limfjordsøen Fur. Tróndur Dalsgarð har ­portrætteret øens unge mænd. Vi bringer her et udsnit af historien.

R

egnen har skyllet det fine sand ud gennem en revne i sandkassen. Det meste af skolegården er nu en sjasket blanding af mudderet fra naboens mark og skolens sand. Som ballerinaer hopper fire piger, skrigende, alle i matchende ørevarmere og vinterstøvler, tværs over skolegården. Nogle få spring og de er nået fra hovedindgangen og helt over til de p ­ arkerede cykler, som står i den anden ende af skolegården. I for stor dynejakke og en alt for lille hue kommer en lav, buttet, rødhåret dreng trampende hen imod pigerne. I hysterisk latter kaster han en lille slimet genstand efter dem og råber: Det er jo kun en regnorm! På Fur er der næsten dobbelt så mange 20-30-årige mænd som kvinder i samme alder. Det er normalt for øens drenge at købe hus i en ung alder, siger de lokale piger. Drenge, som sejler ud eller arbejder på en boreplatform, får hurtigt råd til et hus på øen. Til gengæld er de kun hjemme i weekenderne.

Scan koden, og læs hele artiklen og resten af magasinet her:


Illustreret Bunker - December - 2013