Page 1

ILLUSTRERET

BUNKER MARTS 2014//18.ÅRGANG//NR.01

Tredobbelt Cavlingvinder: Det var held og stædighed

J

eg tror ikke, det handler om journalistisk talent. Og jeg ved slet ikke, hvad det er, hvis det endelig skulle være.« Nå. Håbet om at finde ud af, hvordan man opnår det ypperste inden for journalistikken – den famøse Cavlingpris – smuldrede lidt lige der. Manden, der har vundet ikke en, ikke to, men tre styks, burde ellers være den rette at spørge, når man som journaliststuderende gerne vil vide, hvad man skal gøre for at få bare en enkelt gylden statuette over kaminen en dag. Men ifølge Michael Klint handler det i høj grad om nogle ting, vi ikke selv er herre over. »Jeg er da super glad og stolt over at vinde. Tre gange er usædvanligt. Det kan jeg godt se, og jeg kommer ikke til at opleve noget større i min karriere, men jeg synes bare, man skal huske på, at der er nogle elementer af held. Der skal være dén læge, der ringer med det gode tip eller moderen til den afdøde, der godt vil stjæle de dokumenter, vi skal bruge,« siger han og refererer til sine to første Cavlingvindende projekter. Den første vandt han i 1997 for at afsløre lægers brug af en ustabil cement til hofteoperationer – den såkaldte Bonelocsag. Den anden vandt han i 2006 for Løgstørsagen, der handlede om en ung mands død under en anholdelse, hvor det blev afsløret, at politiet kvalte ham... FORSÆTTES SIDE 6 - 7 / UDE

Som praktikant på strejkeramte ­Politiken stod Maria Bruun-­ Schmidt pludselig med større opgaver og mere ansvar. Side 5 / INDE

Tyrkiet fængsler flest journalister i verden. Tag med FOKUS til E ­ uropas baghave samt den ­jordanske ørken, hvor en studerende har besøgt flygtningelejren Zaatari.

Jesper Krusell, under­ viser i Journalistisk Metode 1, fortæller ­ om det bedste og det ­værste ved et nyt kuld journalist­studerende.

Side 13-15 / FOKUS

Side 18 / HOLDNING


2

MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

Ledelsen erkender dårlig kommunikation

LEDER

For at undgå situationer som i efteråret er ledelsen på Danmarks Medie-­og Journalisthøjskole gået i dialog med de studerende på kommunikations­uddannelsen. De følte ikke, at de var rustet godt nok til lønforhandlingerne, og de håber på bedre vejledning i fremtiden.

I syv uger har syv journalister og én redaktør indlagt sig på at overholde syv såkaldte ”benspænd.” Blandt andet må de ikke interviewe over mail, copy-paste fra andre medier og genbruge kilder. De fleste benspænd er almindelig praksis, vi arbejder efter og lærer på ­Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Tekst: Elias von Staffeldt

E

Det er bekymrende, at der i branchen er brug for et journalistisk dogmeprojekt som ”Syv Journalistiske Benspænd.” Ligger medievirkeligheden i dag så langt væk fra det, vi lærer på skolen, at det er nødvendigt at opstille benspænd, bump på vejen og ligefrem gøre det dogmatisk for at leve op til det, der er dagligdagens metoder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole?

fter uoverensstemmelser om praktiklønsforhandlinger i efteråret er de kommunikationsstuderende og l­edelsen på DMJX på vej til at finde en fælles vej ud af mørket for at undgå lignende situationer. »Vi har haft møder med de studerendes repræsentanter, og vi kan sagtens se, at vi fra rektoratets side har begået fejl, som har gjort, at de har været frustrerede,« lyder det fra prorektor Lars Poulsen. Han mener, at ledelsen bør fokusere på at fremhæve de studerendes kompetencer over for praktikstederne. Det er Stine Aya Schweitz fra 4.semester enig i. Hun peger på, at man bør stille flere ressourcer til rådighed for de studerende for at ruste dem til fremtidige lønforhandlinger. »Man bør først og fremmest ­ fokusere på at dygtiggøre de studerende og give redskaber, der kan give dem gode dem ­ ­f­o­ru­dsætninger til jobsamtaler og lønforhandlinger,« siger hun. Lars Poulsen forventer ikke, at en lignende situation vil gentage sig, da han mener, at rammerne er klarlagte. »Vi har drøftet det med repræsentanter fra DSR, og vi har en fælles ambition om, at vi skal melde ud tidligere til de studerende,« siger han. Nu diskuteres der i ledelsen, h­­vorda­­­n­­­ p­rak­­ tik­­­­­søgningen skal foregå for de kommuni­ kationsstuderende på 4. semester. »Vores diskussion går på et mere åbent vindue med en kombination af opslag, som vi formidler og praktikpladser, som de studerende selv kan finde.«

Det håber vi ikke. Selvfølgelig er det ikke realistisk at droppe enhver kilde, man allerede har brugt én gang eller at møde samtlige kilder face-to-face i en medieverden, der har rykket sig langt siden skolen blev grundlagt. Og selvfølgelig er journalistikken en nuanceret størrelse. Idealerne er flygtige og forskelligartede fra historie til historie og medie til medie. Realistiske idealer eller ej, så er ”Syv Journalistiske Benspænd” et friskt pust i en tilsyneladende støvet medieverden. Under alle omstændigheder er det en refleksion, man som j­ ournaliststuderende bør gøre sig: Hvad er det for en medieverden, vi inden længe rammer? Og ­hvordan bliver sammenstødet, hvis der skal et dogmatisk eksperiment til for at nærme sig mange af de idealer, vi arbejder efter på skolen? På Illustreret Bunker håber vi, at uddannelsen fortsætter med at forfølge idealerne. Vi vil ikke sigte efter laveste fællesnævner, bare fordi branchen ­ ­dikterer det. Men vi vil gerne opfordre skolen til at klæde de studerende på til en ­virkelighed med ondt i tegnebogen og mere fart på færre mennesker. Det kunne for eksempel være ved at undervise i, hvordan man laver et godt ­telefoninterview. Realiteten er, at det er nødvendigt at kunne i praktikophold og jobs. I denne, årets første, udgave af Illustreret Bunker kan du i UDE læse mere om Syv Journalistiske Benspænd. I FOKUS tager vi dig med til journalistforfølgelse i Europas baghave. INDE fortæller om strejkende praktiksteder og salgsprisen på skoleprojekter, mens du i HOLDNING kan læse om en ­kommunikationsstuderende, der føler sig som en prøveklud. Blandt mange andre historier. God læselyst. //Redaktionen

Stor lønforskel er ikke i orden

Marts 2014

Konflikten bestod i, at de kommunikationsstuderende selv skulle stå for lønforhandlinger med praktikstederne. Det var de ikke rustet til, mener Stine Aya Schweitz. »Det var en ret turbulent omgang. Vi kunne bare se til på sidelinjen, mens vores uddannelse sejlede,« siger hun og håber, at der bliver mere styr på det, når hun selv skal i praktik efter dette semester. Lønforhandlingerne resulterede i, at der blandt de studerende opstod en lønforskel

REDAKTIONEN INDE / WEB Kasper Ørkild kohansen@mail.

INDE / WEB Emilie Kleding Rasmussen

dmjx.dk

ekrasmussen@mail.

FOKUS Søren Engelbrecht Mogensen semogensen@mail. dmjx.dk

dmjx.dk

UDE Trine Hørlyck Bech

HOLDNING Freja Kierstein Johansen

thbech@mail.dmjx.dk

frekiejoh@mail.

ANSV. Mathias Nielsen

Faste skribenter: Caroline Marie Vendelbo Sørensen, Lasse Koldkjær Kristoffersen, Cecilie Lindegaard Veile, Thomas Bækby Skov-Carlsen, Cecilie Selma Lyngbye, Elias von Staffeldt, Stephanie Hollender, Amanda Holmen, Laura Friis Wang, Cecilie Risager, Jeppe Hostrup, Christina Vejsgaard, Maria Pedersen, Frederik Hagemann-Nielsen Forsidefoto: Simon Skipper

på op til 10.000 kroner. Der blev nemlig forhandlet praktiklønninger hjem, der gik fra 6.000 til 16.000 kroner om måneden. Det er ikke i orden, mener Stine Aya Schweitz. »Det er ikke holdbart med en løn på SUniveau, fordi man så er nødsaget til at tage et studiejob. Det vil trække fokus væk fra det, det handler om, nemlig praktikstedet, og så er man ikke i stand til at præstere optimalt,« siger hun. Lars Poulsen mener ikke, at lønforskellen er et problem. Han gør opmærksom på, at lønnen i gennemsnit lå på 11.000 kroner ved ­sidste omgang praktikforhandlinger. »Løn er noget som aftales mellem arbejdsmarkedets parter. Vi har fra ledelsens side

Vi kan sagtens se, at vi fra rektoratets side har begået fejl, som har gjort, at de har været frustrerede

Lars Poulsen Prorektor, DMJX

ikke en generel holdning til lønspørgsmål. Vi fokuserer på, om de praktiksteder, vores studerende vælger, lever op til vores krav,« forklarer han.

Lønnen er ikke det vigtigste

Stine Aya Schweitz er enig i, at lønsnakken fylder for meget, men understreger, at lønnen bør afspejle den studerendes kvalifikationer. »De, der er i praktik nu, har gjort det godt i forhold til lønforhandlingerne. Men de, som ikke er så fremme i skoene eller føler sig usikre, står svagere i forhold til en eventuel arbejdsgiver. Lønnen er ikke alfa og omega, men det er klart, at når man er kompetent nok til at udføre et stykke arbejde, så skal man naturligvis også have den rette løn. Så det er ikke i orden med den store lønforskel,« siger hun.

Kalender Næste avis • 1. deadline: Mandag den 24. marts. • 2. deadline: Onsdag den 26. marts. • Udgivelse: Onsdag den 2. april.

Småforsidefotos fra venstre: Ulrik Hasemann, Laust Jordal, Ida Munch

mathiasn@mail.dmjx.dk

dmjx.dk

FOTO Ida Munch

FOTO Ulrik Hasemann

FOTO Laust Jordal

imunch@mail.dmjx.dk

muhasemann@mail.

ljordal@mail.dmjx.dk

Illustreret Bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk

Økonomi- og annonceansvarlig Mathias Nielsen mathiasn@mail.dmjx.dk

Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag 1700 eksemplarer 6 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

dmjx.dk

Udgivelse 5. marts 2014 18. årgang - 1. udgave


MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

INDE

3

Hvem skal være de studerendes talerør?

VALG: I uge 11 vælges der ny repræsentant for de studerende på Campus Aarhus til bestyrelsen for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Illustreret Bunker har snakket med kandidaterne. Tekst: Redaktionen Foto: Mathias Svold Maagaard

Ronja Pilgaard 3. semester, journalistik Hvorfor stiller du op til bestyrelsen?

»Elevrepræsentation er enormt vigtig. Det er først og frem­ mest vores, elevernes, skole. Jeg har enormt meget bestyrel­ seserfaring, fordi jeg har siddet i bestyrelser i rigtig mange år. Siden jeg var 13, har jeg været i elevråd og elevdemokrati. Det har været en del af det, jeg har gjort, og det her er en naturlig forlængelse. Jeg engagerer mig der, hvor jeg er.«

Hvad vil du ændre som bestyrelsesmedlem?

»Et konkret eksempel er biblioteket; det vigtigste rum på en ud­ dannelsesinstitution har kun åbent i ni timer, hvor det på alle andre uddannelsesinstitutioner har åbent 24 timer. Det hand­ ler simpelthen om adgang, og jeg synes, der ­mangler noget åbenhed. Jeg synes, det er mærkeligt, at der er et l­ærerværelse og et klart hierarki. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, men diskussionen skal være der. Er det det s­ tudiemiljø, vi vil have?«

Hvorfor skal du have min stemme?

Anders Michael Kristensen 3. semester, journalistik

Jesper Bruun Petersen 3. semester, journalistik

»Jeg har en masse erfaring og en masse drive. Jeg arbejder sindssygt hårdt for det, jeg tror på. Jeg går fuldt ud ind for gennemsigtighed, og det er enormt vigtigt for mig, at jeg er et talerør. Jeg er ikke bange for at snakke højt, hvis der er noget, jeg synes er uretfærdigt. Jeg er der jo på vegne af eleverne på den her skole, og derfor vil jeg varetage deres interesser.«

Hvorfor stiller du op til bestyrelsen?

»Det kan give mig et godt netværk. Man kommer til at sidde til møde med nogle mennesker, som har noget at sige, og jeg tror, det kan være en god måde at netværke en smule på. Det er den primære årsag.«

Hvad vil du ændre som bestyrelsesmedlem?

Hvorfor stiller du op til bestyrelsen?

»Fordi mit syn på, hvordan man gør skolen til et bedre sted, kan bidrage positivt i skolebestyrelsen. Jeg omgås mange her på skolen, så jeg ved, hvad der rør sig.«

Hvad vil du ændre som bestyrelsesmedlem?

»Jeg har ikke de store tanker endnu, men der er jo altid nogen, der er utilfredse med nogle ting. Jeg synes f­ or eksempel, at ­undervisningen på 2. semester og problemerne, som de ­studerende havde der, ikke blev taget op og taget alvorligt af ­underviserne. Det er noget, man burde slå ned på.«

»Jeg vil forsøge at fortsætte Christophers stil (Christopher B­ ering Baden, repræsentant for de studerende - Campus ­Aa­rhus, red.) med at være en aktiv med- og modspiller i ­hovedbestyrelsen, tage diskussioner op om det, der rør sig. Det, som bestyrelsen måske ikke kender til. Jeg vil sørge for, at de ved, hvad der sker på skolen.«

Hvorfor skal du have min stemme?

Hvorfor skal du have min stemme?

»Jeg vil tage det seriøst. Jeg har ikke ret meget tid, så den tid, som jeg lægger i det, vil være seriøs. Jeg gør det ikke for sjov. Jeg gør det ikke for at drikke øl. Jeg gør det for at lave nogle ændringer.«

»Du skal stemme på mig, fordi jeg ved, hvad der sker. Jeg kæm­ per for de studerende. Det er derfor, jeg har engageret mig i DSR. Det er ikke, fordi det lyder fancy, men fordi det faktisk interesserer mig. Ved at stemme på mig, er du sikker på, at ud­ dannelsen er et godt sted i minimum de næste to år.«

VALG TIL BESTYRELSEN

• Fra mandag den 10. marts til søndag den 16. marts kan du stemme digitalt på den kandidat, som du mener skal r­ epræsentere Campus Aarhus i Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles bestyrelse. • Bestyrelsen står blandt andet for retningslinjerne bag skolens organisation og udvikling. Koncernchef og chefredaktør på Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, er bestyrelsens formand, som udpeges af undervisningsministeren.

Løntakst for studerende er forældet

De studerende ignorerer løntaksten for freelancere og studerende, når de sælger deres artikler til medierne. KaJ erkender, at både taksten og deres hjemmeside er forældet. Tekst: Frederik Hagemann-Nielsen

D

u har netop afleveret dit­­1. årsprojekt. Du har slidt i flere uger. Din under­ viser har kvitteret med topkarakter, og dine venner har bombet dig med high fives. Du bliver opfordret til at sælge din historie til et medie, og du ­kigger på KaJ’s hjemmeside: »Ved længerevarende opgaver kan det være hensigtsmæssigt at aftale en ugesats. Ugesatsen bør fra 1. april 2009 ­ være på mindst 24.039 kroner for en 37 t­ imers arbejdsuge.« Det står under fanen ”Sådan sælger du din

artikel,” men det er langt fra virkeligheden for de studerende. Johanne ­ Haagerup, der går på 3. semester på journalistuddannelsen, har sammen med sin makker fået trykt sit 1.årsprojekt i en af landets store aviser. De fik 2.000 kroner til deling. »Vi brugte ikke taksten på KaJ’s h­jemmeside til noget som helst. Vi kunne med det samme regne ud, at beløbet ville være helt u ­ realistisk,« siger hun.

Taksten er ubrugelig og forældet

Ifølge formand for KaJ, Mathias Bay

­Lynggaard, er taksten ikke opdateret og ­bliver slet ikke brugt. Han fortæller, at KaJ ikke ser nogen muligheder for at forhandle om en takst for de studerende i fremtiden. »Det, tror jeg ikke, vil fungere, fordi der er ret stor forskel på de ting, der bliver lavet af de stu­ derende. Det spiller en stor rolle på ­niveauet, om produktet er lavet af en ­studerende før eller efter praktikken, så derfor ville det være vanskeligt at sætte en r­ imelig takst.« Mathias Bay Lyngaard indrømmer også, at KaJ’s hjemmeside er forældet, og man arbej­ der derfor på at få den opdateret.

Johanne Haagerup peger på, at h ­onoraret ikke er lige så vigtigt, når ­ praktikstederne kigger med. Der handler det om at eksponere sig selv. »Det er klart, at mens praktiksøgningen er i gang, er pengene ikke det vigtigste, men ­derimod at få sin byline i avisen.« Der er en række hensyn, der skal tages, når man vil sælge sin artikel. Derfor er det ­vigtigt at få grundig vejledning. KaJ-formand ­Mathias Bay Lynggaard opfordrer studerende til at kontakte Journalistforbundet for at få den fornødne hjælp.


4

ANNONCE

MARTS 2014 ILLBUNKER.dk


MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

INDE

På nattevagt med Breinholt

5

Som praktikant på Natholdet får jeg den mest kyniske og ærlige modtager, en journalist kunne tænke sig. Publikum er ikke ligesom mor. Enten er det godt eller også er det skidt. De griner kun, når jeg er sjov. Tekst: Mikkel Rosendal Foto: Anders Rye Skjoldjensen

en nyhed i dag. Der var vist noget med fem n­ yhedskriterier. Jeg kan ikke helt huske dem, men det var noget med t­r­ oværdighed, objektivitet, Socialistisk Folkeparti, Michael Laudrup og døde giraffer. Men det må I ikke holde mig op på. Jeg har ikke brugt dem i lang tid. Min hverdag handler i stedet om at tænke nyt. Der er ingen grænser for, hvad der er m ­ uligt. Der er bare ét ­a­f­gørende ­krit­­erium, som altid skal o­pfyldes: Ingen må have gjort det før. For lige så snart du går ud og laver Mandrillen vol. 2, så står hele ­Danmark klar til at kalde dig en efterligner. Vi g­ riner ikke af det samme to gange. På den måde tvinger humoren journalisten til at udvikle sig.

A

nders Breinholt..? Ja, jeg ­kender ham.« Det er nærmest blevet min catchphrase. Folk vil som regel h ­ ellere høre mig fortælle om tv-værten ­Anders end journalist-

Din lille, ­journalistiske værktøjskasse, som du har erhvervet dig på ­skolen, hjælper dig ikke her

Grønkål med ketchup

praktikanten Mikkel. Det g­enerer mig Hvis det journalistiske indhold er egentlig ikke. Man kan sagtens score grønkål, så kan humoren agere ketpiger på blot at fortælle historier om chup. Din læser får derfor alt grønAnders Breinholt. kålen ned, da det smager af ketchup og På Natholdet bruger jeg først kan gå mæt fra dit måltid med maven og fremmest en masse tid på at se fuld af grønkål – og ketchup. Der er f­jernsyn. Hele programmet er bygget Mikkel Rosendal har siden august været praktikant på Natholdet, hvor han finder klip til programmet. selvfølgelig folk, der ikke kan lide ketop omkring klip. E­llers går min hverchup og humor, men de er næsten for dag primært med at skrive m ­ anuskript til Hr. der jeg mig selv om, hvor mange der ikke laver redskaber kan du godt pakke ned i værktøjs- kedelige og for få til at b­ekymre sig om. For mig er der ikke noget, der er mere livsBreinholt. Det kan være alt fra faste indslag til det, de har lyst til. Jeg minder konstant mig kassen igen. specifikke monologer. Det hele gør jeg i sam- selv om, hvor privilegeret jeg er. Det forpligter. bekræftende end at se og høre folk grine af Når du arbejder med satire, kan du ikke Michael Laudrup og døde giraffer mine ideer. Det er det fede ved humor. De griarbejde med en otte mand stor redaktion, der altid være sikker på, at dit produkt er godt. Jeg må indrømme, jeg ikke helt kan huske ner, hvis det er sjovt og holder kæft, hvis det primært består af sjove mænd. De sjove mænd står altid klar med en idé, Din lille, ­journalistiske værktøjskasse, som du ­ ny­ hedskriterierne. Det er simpelthen for ikke er. Det er på én gang det bedste og værste og for det meste er deres idé rigtig god. Der- har erhvervet dig på s­ kolen, hjælper dig ikke lang tid siden, at jeg h­ar s­krevet en nyhed. ved min p ­ raktikplads. for kræver det, at du er ekstremt f­okuseret og her. Her handler det udelukkende om den Og jeg savner det ikke. Jeg ved f­­a­­ktisk ­heller hele tiden yder dit maksimale. Hver dag min- gode idé. Dine korrekte kommaer og skrive- ikke, om jeg ville være i stand til at skrive

Praktikant kom styrket ud af strejke

Som praktikant kan det være en positiv oplevelse med meget ansvar, når der strejkes på praktikstedet. Det fortæller Maria Bruun-Schmidt, der var på arbejde som praktikant på Politiken i december, da medarbejderne gik hjem. Tekst: Jeppe Hostrup Foto: Ulrik Hasemann

G

ennem det sidste år har journalister ­nedlagt arbejdet på DR Sporten, P3 og Politiken, men praktikanterne må ikke følge trop. Som praktikant må man nemlig ikke strejke, selvom resten af redaktionen gør det. Dansk J­ ournalistforbunds

Jeg kom stærkere ud af perioden. Både i forhold til ledelsen og kollegaerne, men især i forhold til mig selv Maria Bruun-Schmidt Praktikant, Politiken Maria Bruun-Schmidt studerer journalistik på Danmarks Medieog Journalisthøjskole. Hun har de seneste syv måneder været i praktik på Politiken.

r­ epræsentant i praktikudvalget, Henrik Bruun, fortæller, at reglen er indført, fordi man er under uddannelse. »Selvom man er en del af ­arbejdsmarkedet, får man mindre praktiktid og dermed mindre

studietid. Derfor skal man ikke strejke som praktikant,« siger han. Journalistpraktikant på Politiken Maria Bruun-Schmidt oplevede strejken på egen krop i december, hvor hun sammen med sine medpraktikanter sad på de ­men­nesketomme redaktioner. Men det var en periode, hvor hun lærte meget. »Det var det en vildt god ­læringsperiode. Jeg fik meget ansvar og kunne mærke, at jeg betød noget,« siger hun. Maria Bruun-Schmidt og Politikens ø­vrige praktikanter fik tildelt større opgaver og havde mere ansvar. Hun fortæller, at deres a­ rtikler kom direkte på nettet og i avisen, hvilket hun var glad for.

Intet pres ovenfra

Maria Bruun-Schmidt følte ikke, at hendes ledere under strejken på Politiken ­pressede hende til at lave mere end normalt. Til g­engæld lagde hun selv et tungere pres på sine skuldre, fordi hun havde en følelse af, at hun skulle a­rbejde hurtigere. »Jeg lærte meget af, at jeg skulle køre ­hurtigere. Jeg ville jo gerne vise, at jeg kunne træde i karakter som praktikant,« siger hun. Skulle man som praktikant a­ lligevel føle sig presset af ledelsen, skal man straks k­ ontakte sin tillidsrepræsentant, f­ ortæller

Henrik Bruun fra praktikudvalget i­­ Dans­­k Journalist­forbund. »Praktikanter skal ikke sætte deres røv i klaskehøjde. Man skal gøre, som man bliver bedt om og med det samme gå til sin tillidsrepræsentant, som afgør, om det, man b ­liver sat til, er i orden. Man må ikke ­ udnytte sine praktikanter som­ skruebrækkere,« siger han.

Anerkendelse fra kollegaerne

Maria Bruun-Schmidt og medpraktikanterne blev mødt med a­ nerkendende kommentarer, da det igen blev dagligdag på redaktionen. »Da de andre kom tilbage, sagde de, ”I har sgu arbejdet hårdt igennem. Fedt I kunne levere til avisen og nettet, nu når vi ikke var der,”« fortæller Maria Bruun-Schmidt. Hun fortæller, at praktikanterne ­opnåede respekt på redaktionen, og at strejken ikke skabte splittelse mellem fastansatte og praktikanter. Derimod oplevede hun det som en situation, de kunne samles om og udtrykke medforståelse og anerkendelse over for hinanden. Til sidst følte M ­ aria ­Bru­un-Schmidt, at strejken var en god oplevelse. »Jeg kom stærkere ud af perioden. Både i forhold til ledelsen og kollegaerne, men især i forhold til mig selv. Jeg beviste o ­ ver for mig selv, at jeg kunne levere, når det gjaldt.«


6

UDE

MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

”Du skal have et eller andet moralsk element, der gør, at du stejler, når du ser noget forkert

- Michael Klint, journalist, tre gange vinder af Cavlingprisen

Michael Klint er en af de fem DR-journalister, der i januar vandt en C ­ avling for dokumentarserien ”I skattely”. Det var hans tredje af s­ lagsen. I­llustreret Bunker har mødt ham for at finde ud af, h­ vordan man bliver den f­ørste ­tredobbelte Cavlingvinder ­nogensinde. ­Opskriften består af flere dele held, end man skulle tro. Og så ­stædighed. Tekst: Cecilie Selma Lyngbye Foto: Simon Skipper Christiansen

FORTSAT FRA FORSIDEN ...Også med ”I skattely” var Michael Klint og resten af holdet heldige, at det lykkedes at afsløre, hvordan store dele af bank- og advokatmiljøer hjælper privatpersoner og virksomheder med at gemme penge for Skat. Udgangspunktet for projektet var sager om folk, der flygter fra forskellige former for straf. I researchen fandt de ud af, at det ofte var skattesager, der fik folk til at flygte fra straffen, og besluttede at gå videre med det. Derfra tog det dem ikke mange opringninger at finde ud af, at der lå en god historie i, hvor let det er at snyde skattevæsenet, og hvor mange der udøver den service. »Da vi gik fra at have været sammen med nogle, der nærmest på deres hjemmeside siger, at du kan snyde skattevæsenet, til at de førte os videre til et stort advokatfirma som Rønne og Lundgren, skiller det. Der var vi helt sikre på, at hvis de gør det, så er der mange andre, der også gør det. Så er det bare at gå i gang med det hårde arbejde,« siger Michael Klint. Udfordringen var at dokumentere det. Det eneste, de kunne dokumentere fra allerede eksisterende information, var folk, der var

blevet dømt for skattesvindel. Derfra kunne de måske finde svindlernes rådgivere, men de var sikre på, at ingen ville stille op på TV. Den eneste løsning var at undersøge det med en fiktiv historie. Derfor gik kollegaen Jeppe Gaardboe undercover som forretningsmand, der søgte skatterådgivning hos revisorer, banker og advokater, som på kreativ vis forstod at komme udenom det danske skattevæsen. Alle hans møder med dem blev dokumenteret med skjulte optagelser, hvilket er en vanskelig metode. »Alle tror, at det er pissenemt lige at sætte et skjult kamera på. Men udstyret går ret tit ned, eller kameraet peger op i loftet eller ned i gulvet, eller der er slips, der går ind over linsen. Det er jo katastrofalt, hvis du har en aftale, hvor du sidder og får det hele med. Der skal det bare virke første gang. Man skal virkelig være opmærksom, og det kræver utrolig meget held at få det til at lykkes,« siger han og fortæller om en episode, hvor noget så simpelt som klaverspil viste sig at blive en uforudset udfordring. Jeppe Gaardboe skulle mødes med en rådgiver fra Jyske Bank på en smart restaurant, hvor der sad en og spillede ”dårlig popmusik” i baggrunden. Mødet varede fire timer, og bankrådgiveren kom med nogle af de mest interessante forslag til at undgå skat, mens musikken ”mudrede det hele til.” »Du kan ikke starte med at sige, ”ej, jeg synes ikke, vi skal spise her.” Det ville virke mærkeligt. Så du er nødt til at spille med, velvidende at de næste timer ikke bliver de bedste optagelser og håbe på, at han stopper med at spille. Men det gjorde han så ikke,« siger Michael Klint. Men igen var holdet bag dokumentaren heldige. Trods klaverspil blev optagelserne brugbare og kom til at indgå i serien og efterspillet med Jyske Bank, som mente, at optagelserne var misvisende.

På rette sted, på rette tidspunkt

Udover at have heldet med sig i processen peger Michael Klint på to andre force majeure faktorer, der har spillet en rolle i forhold til hans journalistiske succeser: tid og sted. Sidstnævnte er den kendte historie om, at de fleste medier ikke har råd til at grave, fordi det er så tidskrævende. Men man kan ikke gøre det, som Michael Klint gør, uden at der

er nogle, der tror på projektet. Derfor handler det om at sidde et sted, hvor det er muligt. »Det er ikke mange steder, man får tid til for eksempel at bruge ti måneder på et projekt, som vi gjorde med ”I skattely.” Det er vigtigt, at man har mulighed for ikke at have den proces, hvor man skærer tingene fra nu og her, men siger, ”ok, så bruger vi lige et par dage på at finde ud af, om der er en historie her.” Det betyder så, at der er en del tid, der går spildt, men det er en forudsætning, at der er den goodwill,« siger han. Michael Klint blev tilknyttet DR Dokumentar som freelancejournalist for halvandet år siden for at være med på deres næste store projekt, som blev til ”I skattely.” Inden da havde han skrevet på en bog, der ”aldrig kunne blive indstillet til noget som helst,” som han ydmygt siger. »Derfor er det tilfældigt, at jeg havner sammen med nogle, der er så dygtige, og at vi lykkes med alt, vi laver. Det kunne lige så godt være, jeg havde siddet med den bog, og så var jeg aldrig kommet med,« siger han.

»Det her er sgu ikke i orden«

Selvom Michael Klints succes som journalist blandt andet skyldes mange forhold, han ikke selv har kunnet sørge for, har han alligevel noget uundværligt. Noget, han ikke var kommet så langt med uden. Stædighed. Der er en grund til, at man kalder dem graverjournalister. Man skal langt ned i noget, der er besværligt og for de implicerede ikke tåler dagens lys. Man skal ville det så meget, at man er parat til at sige farvel til et normalt liv i den periode, hvor man arbejder på et projekt, der er en Cavling værdig. Det kræver en vis forargelse. »Der skal være noget, der driver dig til at starte det op. Noget, som jeg tror, går igen – i hvert fald i vores gruppe – er, at vi let bliver forargede over et eller andet, hvor vi tænker, ”det her er sgu ikke i orden.” Vi bliver forargede på hinandens og samfundets vegne. Du skal have et eller andet moralsk element, der gør, at du stejler, når du ser noget forkert,« siger Michael Klint. Det var det, der for eksempel fik ham til at gå i gang med den såkaldte Løgstørsag. Han havde i fortrolighed fået at vide af en retsmediciner, at en ung mand var blevet kvalt og dræbt under et opgør med politiet, selvom politiet havde givet offentligheden en anden


MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

UDE »Nogle gange, når du laver sådan nogle historier, bliver du overhalet af nogle andre, der har fundet ud af det samme, fordi de tager så lang tid at lave, og lige pludselig er den debat, du gerne vil rejse, allerede kørt,« siger Michael Klint. Det har han oplevet før , og så er det arbejde, han har brugt al sin tid på, spildt, for man skal være først med historien.

forklaring. Det var så forkert, at det måtte bevises. Men da retsmedicineren ikke ville stå frem, måtte han finde andre måder at bevise det på. Det tog tre år. Helt så besværligt var det ikke med ”I skattely,” men der har været tidspunkter, hvor stædigheden var afgørende. For eksempel fortæller Michael Klint om det hårde ved at beskæftige sig med et emne som skat, hvor der er en masse regler og procedurer, man som journalist ikke kender til, og derfor kan man ikke vide, hvilken side af loven man befinder sig på. »Det var sgu ikke helt gennemskueligt. Der gik ret lang tid, før vi opdagede, at nogle af de ting, de sidder og siger, faktisk er på kant med loven. Ham, der siger, at kunden skal rive en forhåndsaftale i stykker (revisor fra Ernst & Young, red.), gennemskuede vi først, da vi havde set båndet tre gange, for vi er jo ikke skatteeksperter. Men når vi så ringer til nogle, der ved noget om det, kan de fortælle os, at hvis han siger sådan, så vil vedkommende kunne blive dømt for skatteunddragelse. Og så blev den historie jo lige pludselig meget mere værd, end vi troede,« siger han. Begge revisorer, der var med til det møde, blev efterfølgende fyret. Det betalte sig at se båndet igennem for tredje gang. Vi kan altså ikke satse på, at vores journalistiske talent skal skaffe os en ”guldmand,” som Michael Klints yngste datter kalder dem. Det afhænger af alt for mange ting, der er ude af vores hænder. Men vi kan lade os forarge, være stædige som æsler og samle firkløvere nok til, at vi måske en dag ender på det rette sted på det rette tidspunkt.

OM MICHAEL KLINT • Født 3. december 1958 i København • Blev færdig på Journalisthøjskolen i 1986

– havde været i praktik på Dagbladet i Ringsted og Ekstra Bladet

• Har siden arbejdet hos blandt

andet DSB’s pressesektion, Jydske TV – Haderslev og Nordisk Films dokumentarafdeling. Startede i 1999 sit eget firma, Klint Film, hvor han arbejder freelance. Har indtil 2013 produceret 58

dokumentarprogrammer til DR og TV2

• Modtog sammen med Henrik Grunnet

Cavlingprisen i 1997 for de to dokumentarprogrammer ”Den Perfekte Patient” og ”Eksperimentet” om den såkaldte Bolelocsag i det danske sundhedsvæsen. I 2006 fik han den sammen med Christian Andersen for dokumentaren ”Hævet over mistanke”, der afslørede, at politiet bar ansvaret for en ung mands død under en anholdelse

• Senest fik han sin tredje Cavlingpris

sammen Jeppe Gaardboe, Frederik Brun Madsen, Søren Kristensen og Steen Jensen for de fire afsnit i DR’s dokumentarserie ”I skattely”

7


8

UDE

Freelance fra Fjernøsten

MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

Med ulmende Bangkok som base har Anya Palm Sydøstasien i sin inderlomme. Hun er freelancer med hjertet i Asien og kunderne i Danmark. Tekst og foto: Mathias Nielsen

U

d med korruption! Ud med Yingluck!« Slagordene brager fra en scene i den thailandske hovedstad, Bangkok. Talrige demonstranter har spærret en del af byens trafikale knudepunkter for at tvinge regeringen fra magten. Midt i det hele står Anya Palm. Hun peger en demonstrants gadebod ud, der sælger skiver af vandmelon i plastik. »Sidste gang der var uroligheder, blev politiet kaldt ”vandmeloner” på grund af deres grønne uniformer – grønne uden på, men røde inden i,« siger hun. Anya Palm går stedkendt rundt blandt boder på en af byens normale trafikårer. Hun kender byen. Hun kender landet og regionen. Og hun kender den lille flig af tyk symbolik, der ligger i vandmelonen fra gadeboden – politiet holder med ”Rødskjorterne.”

Sydøstasien som stofområde

Anya Palm er dansk freelancejournalist, bosiddende i Bangkok og med hele Sydøstasien som stofområde. Hendes aftagere er blandt andre Information og DR’s fjernsynsog radiokanaler. En hovedopgave om politisk forfølgelse i Cambodja blev starten på et liv som journalist langt fra Danmark. Hun strøg til Cambodja, så snart hun havde fået eksamensbeviset fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i hånden. Her arbejdede hun på The Cambodia Daily i to år, inden hun i 2009 fik fast base i Bangkok, hvor hun i dag slentrer ind og ud mellem demonstranternes teltlejre.

Skurkejæger

I Sydøstasien har Anya Palm afdækket jord-

tyveri, besøgt fortabte skæbner i fængsler og fortalt om ruiner, ris og massedemonstrationer. Gennem alle hendes historier er det jagten på ”de rigtige skurke,” der fascinerer hende. »Der er noget meningsfuldt i at sidde overfor en, der for ek- Et af Anya Plams råd til kommende freelancejournalister i udlandet er, at man ikke skal være for fin sempel er ansvarlig for at sende til at tage et job ved siden af journalistikken for at økonomien til at hænge sammen. militæret ind og gennemtæve folk til ukendelighed, og som skal man ikke udgive sig for at være en anden, Anya Palm, der selv er rejseguide ved siden af. bare er helt kold i røven over det,« siger hun. Efter en spadseretur igennem Bangkok i I Cambodja gik det op for hende, at det er end man er. Men efter at have snakket med en her, de rigtige skurke gemmer sig. Dem, der knægt, der er blevet voldtaget i fængslet for at undtagelsestilstand er Anya Palm sunket ned ikke har ét mord, men folkemord på sam- have stjålet en cykel, så er det som menneske i en stol på sin tagterrasse med udsigt over vittigheden. Dem, der ikke bare sjusker med svært at have de store skrupler. Der handler byens smoggede skyline. Blandt skurke og stærke karryretter nyder bilag på fadøl og datterens flybillet, men som det om at få historien ud, så der kan blive gjort noget ved det,« siger Anya Palm. Anya Palm den frihed, det giver at være sin er indblandet i dyb korruption. Sprog- og kulturforskelle giver distance til egen chef. Hun bestemmer selv, hvilke histo»Det er en faglig udfordring, at alting foregår på en større skala. Det hele er så ekstremt. kilderne, og det er umuligt at være en skan- rier hun vil skrive og med få tilbageværende Alle de penge, der bliver svindlet for og vol- dinavisk, lyshudet flue på væggen – her læg- korrespondenter i regionen er hun først på den. Det er barskt, men sætter danske forhold ger folk mærke til dig, så snart du træder mange historier. ind i rummet. i perspektiv,« siger Anya Palm. Samtidig giver det hendes journalistik Men selvom den lyse hud og de sproglige noget ekstra at bo helt tæt på det, hun rapforskelle kan skabe distance, gør forskellene porterer om. Etiske udfordringer »En kilde sagde engang, at han ikke kunne Jagten på skurken og den gode historie kan også nogle kilder mere villige til at tale. »Jeg er nødt til at være min egen løftede lide faldskærmsjournalister. Det ramte mig. give moralske grå hår. Langt fra Danmark er spillereglerne og kulturen anderledes. pegefinger. Kilderne kan ikke dobbelttjekke, Så selvom jeg har stor respekt for dem, der Ofte er det nødvendigt at gå undercover hvad jeg skriver, og når jeg siger, at jeg skri- rejser rundt og rapportere, kan jeg se det i for at få adgang til bestemte steder. Som da ver på dansk i stedet for engelsk, siger de ofte et større perspektiv ved at bo i det. Man får Anya Palm udgav sig for at være en dansk mere følsomme ting, end de ellers ville have simpelthen et større billede af at have folk pengedonor for at komme bag murene i et gjort,« siger Anya Palm. herude,« siger Anya Palm. cambodjansk fængsel. »Jeg vidste, at en 15-årig dreng var blevet Sin egen boss idømt en fængselsstraf på 20 år for at stjæle Konfronteret med etiske dilemmaer og kulfire cykler. Ham måtte jeg snakke med, men turelle benspænd har Anya Palm alligevel fundet er udelukket, at en dansk journalist får det sig til rette. Hun har fået økonomien til at adgang til Cambodjas værste fængsel. Så løbe rundt og opbygget et solidt kildenetværk. jeg blev præsenteret som en potentiel dansk »Man skal kunne gå på kompromis med donor med læbestift og højt hår. Selvfølgelig idéen om at leve af journalistikken,« siger

Dogmer og dybde

I syv uger overholder syv journalister og en redaktør med meget forskellige mediebaggrunde syv journalistiske benspænd. Men kan det overhovedet lade sig gøre at bedrive journalistik, hvor man hele tiden spænder ben for sig selv? Tekst: Ronja Pilgaard

J

eg kan ikke tale lige nu. Jeg er ved at løbe ned til toget. Jeg skal nå et fly til D ­ üsseldorf.« Mikkel Vuorela har Bo Lidegaard, chefredaktør for Politiken, i telefonen. ­ Normalt ville han have ringet interviewet ­ hjem. Men han skal mødes med Bo Lidegaard. Sådan er reglerne. »Nå for søren. Kan vi mødes i lufthavnen?« prøver Mikkel Vuorela. Interviewet skal hjem. Historen drejer sig om, hvordan han kan være chefredaktør for en avis, der skal være ­ kritisk ­ over for magten, samtidig med at hans bror er ­ udenrigsminister, og

han derfor selv sidder og har familiemiddag med magten. »Nej, for jeg er ved at komme for sent til mit fly,« siger Bo Lidegaard. Og så må Mikkel finde en anden løsning. »Ok. Sig hvilken vogn, du sætter dig ind i, så kan vi mødes på toget.« Det gør de så. Mikkel Vuorela får sit ­interview, og artiklen er i hus. »Så tog vi den der. Og det lykkedes jo. Selvfølgelig påvirkede det mig i mit arbejde, for ellers havde vi bare taget den på stedet i telefonen. Men jeg vil ikke sige, at det blev et væsentligt bedre interview, end det var blevet i telefonen,« siger Mikkel Vuorela. Mikkel Vuorela er kulturjournalist på ­Politiken. Han har sagt ja til i syv uger at være underlagt syv benspænd i sit journalis-

tiske a­ rbejde. Det samme har syv ­journalister og en redaktør. Et af de syv benspænd er netop, at man ikke må interviewe sine kilder i telefonen.

Som vi plejer

Men det stopper ikke ved et nej til ­telefoninterviews. Mikkel Vuorela må for eksempel heller ikke bruge den samme ekspertkilde flere gange, historier med kun én kilde er bandlyst, og så er det slut med at copy-paste andre mediers cases og citater. Man skal lave sin egen research. Men er det overhovedet muligt at lave journalistik på stenaldermåden? Og giver det overhovedet mening? De syv journalistiske benspænd er blevet til i samarbejde med journalister og redak-

De syv benspænd #1 #2 #3 #4 #5 #6 #7

Mail-is-a-no-go-dogmet Let-røven-dogmet Dræb tordenskjolds-dogmet Søg forandringen-dogmet Opsøg nuancerne-dogmet Intet-at-skjule-dogmet Fuck copy-paste-dogmet

Læs mere om benspændene på www.syvjournalistiskebenspænd.dk

tører fra forskellige mediearbejdspladser i Danmark. Men projektet er udtænkt af freelancejournalisten Nana Toft. Hun vil skubbe til de journalistiske hverdagsrutiner. »Der er alt for meget, ”Sådan plejer vi at gøre.” Så nu prøver vi at gøre det på en ny måde. Jeg kan ikke se særligt mange r­edaktioner, som prøver sig med nogle k­ reative rammer for deres journali-


MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

UDE

Presserådgivere er uundværlige

9

Det stigende mediepres på danske politikere gør arbejdet for professionelle kommunikationsfolk mere krævende end før. Krise efter krise hos Socialdemokraterne har efterladt deres pressrågivere under pres. Tekst: Laura Friis Wang og Amanda Holmen Arkivfoto: Sophia Juliane Lydolph

D

ansk Folkeparti har i endnu en m ­ åling overhalet Socialdemokraterne. ”S bløder til DF,” lød o ­ verskriften på forsiden af Jyllands-Posten fredag den 21. februar. Ugerne forinden var en ”hemmelig ­socialdemokrat” begyndt at trække overskrifter. Og så var det ikke mere end en måned siden, at den danske regering blev et parti mindre. Med andre ord har der været nok at se til i den socialdemokratiske presseafdeling. Ikke bare den seneste måned, men stort set siden statsminister Helle Thorning-Schmidt indtog scenen på Vega foran sine partikollegaer på valgnatten i 2011. Den dårlige omtale har gjort partiets ­regeringsperiode turbulent for ­presseafdelingen. »Det hærder én at arbejde for et parti i så massiv modgang. Men det er spændende. Det må være kedeligt at have mit job hos Venstre. Her har jeg i det mindste noget at se til,« siger David Tarp, der har været presserådgiver hos Socialdemokraterne i to år.

Kriser kan løses på mange måder

Som presserådgiver er der flere måder at ­ håndtere politisk krisestyring på. ­Rasmus Jønsson er ekstern lektor i politisk ­kommunikation på Roskilde Universitet. Han peger på tre ting, en pressemedarbejder kan gøre for at minimere sit partis kriser. »For det første skal man acceptere det, når der opstår en krise. Herefter skal man få lagt alle detaljer omkring sagen på bordet. Det er meget bedre for partiet, end at ­journalister ­løbende graver detaljerne frem. Endelig ­gælder det om at få medierne til at holde fokus på noget andet end krisen,« siger ­Rasmus ­Jønsson. Ifølge David Tarp er det vigtigt at have konstant styr på mediernes dagsorden for at kunne holde kriser under kontrol. »Vi gennemgår dagligt nyheder og aktuelle historier, som vi sender ud til ­ folketingspolitikerne. På den måde ved ­

stik. Man gør meget, som man altid har gjort,« siger Nana Toft. Men fem uger inde i projektet står det klart, at benspændene indimellem er idealer, som ikke kan overføres til tidens m ­ ediebillede. Det oplevede journalisterne blandt andet, da SF forlod regeringen i februar. Her skulle det gå stærkt med at få nyheder til folket, og så måtte man gå på kompromis med dogmet om at mødes med sine kilder.

Liv i telefoninterviewet

Selv har Nana Toft arbejdet med de syv ­benspænd i forbindelse med en single om en rumænsk langturschauffør. Et projekt, hun mener, umuligt kunne være blevet lige så godt, hvis ikke hun havde overholdt alle ­benspændene. »Jeg kan skrive under på, at jeg aldrig kunne have lavet den historie lige så godt. Det er bare blevet bedre. Det er velresearchet, det er tæt på min kilde, det er troværdigt. Jeg er bombesikker på, at alt, hvad der står, er faktatjekket i hoved og røv. Jeg er sikker på, at det er tæt på, hvem han er,« siger Nana Toft.

de, hvad de skal være skarpe på, når de ­eksempelvis skal deltage i debatter.« Men selvom presseafdelingen ved arbejder hårdt, Socialdemokraterne ­ mener Rasmus Jønsson, at de på nogle ­punkter har svigtet. Ifølge ham har partiets­ presseafdeling fejlet, fordi de ikke har været gode ­historiefortællere. »Man har gået for meget op i at fortælle, at reformerne er nødvendige og uundgåelige og for lidt op i at få borgerne til at forstå, hvorfor

I starten kunne jeg godt gå hjem fra arbejde og have en dårlig dag, men jeg har lært, at man bliver nødt til at acceptere, at der er nogle ting, man som pressemedarbejder ikke kan gøre noget ved

- David Tarp Presserådgiver, Socialdemokraterne

de er det. Der er kørt for lidt på følelser og på de bløde værdier,« siger Rasmus Jønsson. Denne kritik er David Tarp enig i. Han mener, at de i Socialdemokratiernes ­presseafdeling ikke har været gode nok til at fortælle befolkningen, hvorfor de træffer de beslutninger, de gør. »Vi har ikke været gode nok til at fortælle befolkningen, hvorfor vores politikere gør, som de gør. VK-regeringen var enormt gode til det. De var gode til at gøre borgerne opmærksomme på, hvorfor deres reformer var nødvendige, og det har vi været dårlige til. Måske er det, fordi vi har haft for travlt til

­ plevelse af, at Mikkel Vuorela har også haft en o de syv benspænd gav noget ekstra til o ­ pgaven. I forbindelse med et interview med en amerikansk musiker måtte han tage ­interviewet over Skype i stedet for t­elefonen. Det gav ­interviewet en ekstra dimension. Blandt andet fordi han var hjemme hos m ­ usikeren. »Det gav noget liv i forhold til at lave et telefoninterview. Det er svært at lave en s­ektionsforside på et telefoninterview, men her kunne jeg se, hvordan han sad i sin stue med sin hund, og jeg kunne få lidt handling ind.« Derudover venter han stadig på den store revolution, hvor han kan sige, at de syv ­ benspænd gjorde journalistikken markant bedre.

Start med Adam og Eva

Linette Jespersen, redaktionschef på ekstrabladet.dk, tror ikke, det nødvendigvis er ønskværdigt at overholde alle syv dogmer. »Det bliver lidt unuanceret. Jeg synes, at journalistik er meget mere end denne her klassiske tanke om, hvad journalistik er, der

at kunne fokusere på det,« siger D ­ avid Tarp.

Kan ikke undvære ­presserådgiverne

For både David Tarp og ­ Rasmus Jønsson er der ingen tvivl om, at ­pressemedarbejderne er vigtige for politikerne på ­Christiansborg. »Ministrene får mellem 40 og 50 h ­ envendelser om dagen, og de har brug for hjælp til at tage sig af dem alle sammen,« siger David Tarp. Selvom David Tarp p ser partiernes ­ resse-­ medarbejdere som en god hjælp til ­politikerne, synes han ikke, at der er behov for at ansætte flere. »Hvis der kom flere ­pressemedarbejdere til, ville vores arbejde blive alt for rigidt. Der ville være for mange led at skulle ­ igennem, og arbejdet me at k­oordinere pressemeddelelser og så ­ ­videre ville blive for stort,« siger David Tarp. Rasmus Jønsson mener omvendt, at der burde komme flere ­professionelle kommunikationsfolk til Christiansborg. ­ Efter hans vurdering er regeringen et godt eksempel på, at der er brug for flere rådgivere til at mindske politiske kriser. »En toppolitiker er konstant under medieovervågning, og vi kræver så ­ meget af dem. De gentagne kriser hos Socialdemokraterne har vist, at politikerne ­ har brug for hjælp fra flere professionelle kommunikationsfolk,« siger Rasmus Jønsson. Men det er ikke kun politikerne, der skal lære at håndtere presset. Også for David Tarp

er repræsenteret i dogmerne. Vi vil gerne give l­ æserne den konstruktive journalistik, som forandrer, men vi vil også gerne underholde og give læserne det, folk taler ­ om,« siger ­Linette Jespersen, som påpeger, at copy-paste dogmet kan virke begrænsende for ­journalistikken, da medierne er a­ fhængige af hinandens g­rundresearch for at kunne ­udbygge hinandens ­historier. »Hvis man hele tiden skal starte fra Adam og Eva i tunge sager, er det sværere at bygge oven på en historie,« siger Linette Jespersen. Alligevel mener hun bestemt, der ligger nogle rigtig gode tanker bag benspænd­ ene. De tager fat i nogle af de problemstillinger, der også er en del af dagligdagen på ekstrabladet.dk. »Noget af det, vi tit kigger hinanden i ­ øjnene og snakker om, er at komme ud i v­erden. Vi ser, at vi får mere, når vi kommer ud fra r­ edaktionen og interviewer vores kilder ansigt til ansigt,« siger Linette Jespersen. »Det er vigtigt, at vi tænker over, hvordan vi får kvalitet ind i journalistik-

selv har det krævet tilvænning at arbejde i så kraftig modvind. »I starten kunne jeg godt gå hjem fra ­arbejde og have en dårlig dag, men jeg har lært, at man bliver nødt til at acceptere, at der er nogle ting, man som pressemedarbejder ikke kan gøre noget ved,« siger han.

ken. Men ­ tidspresset gør jo, at vi nogle gange tager nogle lidt lettere løsninger.« Der har ikke været journalister fra­ Ekstra Bladet med i projektet.

Paleojournalistik

For Mikkel Vuorela på Politiken har det været vigtigt, at benspændene gav mere til ­journalistikken. Det må ikke være benspænd for benspændenes skyld. »Jeg synes, det ville være rigtig ærgerligt, hvis man for at overholde benspændene skul­ le træffe nogle valg, som åbenlyst gjorde ens artikel dårligere. Så bliver det åndssvagt. Det skal kun være et værktøj til at gøre det bedre,« siger Mikkel Vuorela. Og netop det at holde fast i det k­ onstruktive frem for det destruktive, har da også været vigtigt for Nana Toft. »Det er ikke meningen, at vi alle ­sammen skal bedrive paleo-journalistik og følge alle syv benspænd hver dag. Dette her er en ramme og et eksperiment, som skal gøre os bedre og forhåbentligt højne kvaliteten og det journalistiske produkt.«


10

FOTO

MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

T

he art of striptease originates in the Parisian streets and the environment surrounding the world ­famous Moulin Rouge in 1893. Back then stripteasing did not involve the same amount of nudity as it does today. The core of the original show was a woman undressing until w ­ earing only her nightgown after which she would go to bed and the stage lights would turn off. oday the sexual revolution has drastically evolved the teasing part of striptease. Along with the porn ­industry, T striptease has taken the journey from innocence to hardcore, replacing the theatrical style of the strip with lap ­dances, nudity and large amount of money.  O ne of the major prejudices about the people working as ­strippers is that they cannot possibly be happy and pleased with what they do. Fie (Danish), Tanja (Norwegian) and Claire (Welsh) all worked at Angels Club, ­Copenhagen, in ­December 2013. ­Despite the somewhat lonely hunt for money every night, the three girls express ­contentment, even happiness, with their choice of profession. Stripping helps the girls making money, creating ­possibilities and achieving their personal goals in life. Right now right here, stripping makes them happy.


11 FOTO MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

Unexpected Happiness

By Andreas Beck


12

ANNONCE

MARTS 2014 ILLBUNKER.dk


MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

FOKUS på verdens anonyme brændpunkter

Mørke skygger over hvide telte

13

Mens bomberne regner over Syrien, flygter folket for at finde fred og tryghed. Over hundrede tusinde af dem er i dag bosat i ­Zaatari-lejren. Men livet i lejren er præget af frygt, frustrationer og rastløshed, ­fortæller journalistspiren Souha Al-Mersal, der har besøgt lejren. Tekst: Caroline Vendelbo Sørensen Foto: Ólafur Steinar Gestsson (øverst), Souha AlMersal (øvrige)

U

de i den jordanske ørken, h ­ alvanden time fra hovedstaden Amman, mødes Souha Al-Mersal af ­pigtrådshegn og udsigten til hvide telte i massevis. Souha sidder på bagsædet i bilen. Bag rattet ­sidder en ung fyr, Souha Al-Mersal lige har mødt, og med sig har de også en ­kameramand. De kører gennem første checkpoint, hvor vagter godkender den indgangstilladelse, Souha har søgt hos Indenrigsministeriet­ i J­ ordan. I vejkanten sidder mænd, kvinder og børn. De prøver at skaffe sig af med de ting, der er blevet doneret til dem ­gennem ­nødhjælpsorganisationer. Penge i ­sparegrisen kan gøre livet i lejren meget lettere.

Face to face med en flygtning

Souha Al-Mersal læser cand.public på ­Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og fik i forbindelse med et samarbejde med Dansk Flygtningehjælp mulighed for at ­besøge flygtningelejren Zaatari. Et møde med en udsat del af verden, der mangler at blive afdækket. En journalistdrøm hun altid har haft. Jeg ville gerne sidde ansigt til ansigt med en

på. Og flere benytter pladsen foran teltene som toilet, da der for nogen er h ­ alvanden kilometer til det nærmeste ­toilet,« fortæller Souha Al-Mersal. Specielt om natten går flygtningene ikke så langt for et rigtigt toilet, da der er utrygt om natten. Der er mange børn og k­ vinder i ­lejren, som føler sig meget utrygge. S­ pecielt ved ­nattetid, hvor lejren er præget af uro, rastløshed og vilde hunde, der hyler. »Kvinderne frygter for at blive ­ voldtaget eller overgrebet om natten. Man skal tænke

Kvinderne frygter for at blive voldtaget eller overgrebet om natten. Man skal tænke på, at der fi­ ndes alle slags mennesker i l­ejren. Nogle var ­velhavende i ­Syrien, og andre var k­ riminelle

- Souha Al-Mersal

Mange af børnene græd meget af tiden.

flygtning og tale med en flygtning, uden at der var en tredje part. Og så ville jeg gerne stille mine spørgsmål, uden at de skulle føle sig utrygge. Jeg ville gerne f­ornemme, ­hvordan deres liv var,” siger Souha Al-Mersal. Flygtningelejren har gennem de ­sidste tre år udviklet sig til at være ­verdens ­næststørste flygtningelejr. I foråret 2013 var antallet at indbyggere i l­ejren på 200.000. Strømmen af flygtninge er ­dalende, men Souha Al-Mersal fortæller, at ­antallet stadig er 100.000. Der er primært ­flygtninge fra S­ yrien, der har forladt deres hjem på grund af borgerkrigen. »Lejren er jo så stor, du ikke bare kan gå rundt selv. Jeg vidste godt, at det var et stort sted, men jeg havde alligevel ikke ­regnet med omfanget. Det var jo ligesom en storby derinde. Den er vokset sig til at være Jordans ­fjerdestørste by,« fortæller Souha Al-Mersal.

Kaos

Op til 200 flygtninge ankommer til lejren om dagen. Her får de tildelt en c­ ontainer eller et telt, hvor der typisk bor f­ amilier på mellem fire og ti personer. Der er ­dårlige ­køkkenfaciliteter og ­toiletforhold. Det er umuligt at holde rent med de mange ­mennesker, der bruger dem i dette ø ­ rkenmiljø langt væk fra civilisationen. »Mange har anskaffet sig små k­ omfurer og alternative redskaber til at kunne ­kokkerere

på, at der findes alle slags m ­ ennesker i ­lejren. Nogle var velhavende i S­ yrien, og andre var kriminelle,« siger Souha ­Al-Mersal, der ved første checkpoint fik besked på at være ude af lejren inden ­solnedgang. »Det er egentlig et etableret samfund, men der jo ikke noget politi. Kun de ­vagter der ­sidder ved hvert checkpoint. Og alle kan jo for eksempel stjæle dit telt,« siger hun. Især arbejdsløsheden er med til at skabe rastløshed, og flere mænd bryder ­ psykisk sammen, da de føler sig krænket i en t­ ilværelse uden job. Derfor er der også en del mænd, der rejser tilbage til krigen i ­Syrien i håb om at komme tilbage til et liv, der giver mening.

Fængslet

Der strømmer mennesker ind og ud af ­lejren hver dag. Både flygtninge, ­ organisationer og mediefolk. Myndighederne i Jordan registrerer flygtningene ved ankomsten, og ­ de kan kun komme ud af lejren igen, hvis der kommer nogen og betaler kaution for dem. »Man kan ikke bare køre ind. Det er l­ igesom et ­fængsel. Der er mange r­estriktioner. Og mange af de ­flygtninge, der er dernede, føler, at journalisterne bare kommer for at kigge på dem. Lidt ­ligesom i zoologisk have,« siger Souha Al-Mersal. Hun har også hørt historier om ­journalister, der fik smadret deres ­kamera inde i ­lejren. Og s­elvom hun ­egentlig godt kunne f­orstå ­flygtningenes ­frustrationer, var hun utryg, da hun i sin f­unktion som journalist første gang skulle ind i l­ ejren. H ­ eldigvis fandt hun frem til en ­chauffør og en s­ elvlært k­ ameramand, som hun endte med at føle sig godt tilpas s­ ammen med. »Forestil dig, at du føler, at du ­sidder i et fængsel. Du har lige oplevet krig, du ejer ikke andet

end det tøj, du har på, og så k­ommer der måske 3.000 ­ journalister, der begynder at filme eller ­ spørge dig om de må ­ interviewe dig. Fore­ stil dig, hvor uværdigt det må være. Derfor er der mange fl ­ygtninge, der ikke orker flere ­journalister,« siger hun.

Med journalistløftet i behold

Souha Al-Mersal gjorde og gør sig i dag s­tadig mange tanker om hendes rolle som ­journalist i et ­katastroferamt ­område. Det blev en k­ onstant balance mellem at få fat i en h ­ istorie og have den gode ­mavefornemmelse med sig. »Jeg tænkte over, om jeg kunne tillade mig at tage derind. Folk følte sig trådt over tæerne på grund af journalisterne, og det gjorde det ikke bedre, at der var mænd, der råbte efter mig. Jeg skulle vurdere, hvad jeg ville få ud af det, og jeg synes faktisk, at det kom til at give m ­ ening,« siger Souha ­Al-Mersal, der e­ llers også oplevede gåpåmod, gæstfrihed og festligheder i lejren. Opholdet i Jordan var de to ­psykisk h ­ årdeste måneder i hendes liv. Mange flygtninge har ikke bare mistet f­amiliemedlemmer under krigen, de har set dem dø. Souha Al-Mersal husker især en dreng, der blandt andet fortalte hende, hvordan han så en pige blive ramt at et missil i maven lige foran ham. »Der var aftener, hvor jeg bare græd. Selv chaufføren og kameramanden fik det ­dårligt af historierne. Det er sgu rigtigt, det man hører om i tv-avisen. Man tror ikke helt på det, indtil man selv står i det,« siger Souha.

Jeg vidste godt, at det var et stort sted, men jeg havde alligevel ikke ­regnet med omfanget. Det var jo ligesom en storby derinde. Den er vokset sig til at være Jordans ­fjerdestørste by

- Souha Al-Mersal

Det var vigtigt for Souha Al-Mersal at få en kameramand med ind i lejren.


14

MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

FOKUS på verdens anonyme brændpunkter

Tyrkiet fængsler flest journalister Tyrkiske journalister risikerer at blive fyret eller smidt i fængsel, hvis de skriver kritisk om landets regering eller positivt om dens modstandere. Derfor lader de ofte bare være, og det kan skade den demokratiske diskussion i landet. Tekst: Thomas Skov-Carlsen Illustration: Ida Munch

T

yrkiet er det land i verden, hvor flest journalister bliver fængslet. Hele 40 journalister sad bag tremmer, da den årlige rapport fra Commitee to Protect Journalists blev udgivet i slutningen af sidste år. Det er flest af alle lande, ­efterfulgt af Iran og Kina. De tyrkiske journalister p ­ resses til ikke at skrive kritisk. Det præger det ­tyrkiske mediebillede, hvor regeringen ofte bestemmer, hvad der må trykkes. Og vigtigere: hvad der ikke må trykkes. Journalisterne bliver først og fremmest skarpt overvåget af den tyrkiske regering. Premierminister Recep Tayyip Erdogan ­ ­tolererer ikke regeringskritisk journalistik eller journalistik, der priser hans m ­ odstandere. Det fortæller Martin Selsøe Sørensen, der er ­korrespondent i Tyrkiet og bosat i Istanbul »For nogle uger siden blev det afsløret, at statsministeren og hans rådgivere ringer d ­irekte til chefredaktører og siger, at der er ­artikler, de ikke bryder sig om. Og så får de dem fjernet,« siger Martin Selsøe

Der er et kæmpe problem i Tyrkiet. Ytringsfriheden er truet, og den demokratiske diskussion bliver forhindret. Journalisterne kan ikke skrive de vigtige og væsentlige historier, og det gør, at det er svært at have tillid til politikerne

risikerer de at miste deres arbejde eller, i værste fald, at blive fængslet. Størstedelen ­ af de ­ tyrkiske journalister, der sidder bag tremmer, er varetægtsfængslede. Men hvis ­ de ender med at blive dømt, er det ofte efter nogle uigennemskuelige ­antiterror-love. »Paragrafferne er meget løst formuleret, så man kan risikere at blive dømt for hvad som helst,« fortæller Martin Selsøe Sørensen

Ytringsfriheden er truet

Situationen i Tyrkiet er kritisk. Det mener Daniella Kuzmanovic, der er lektor på ­Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet og Tyrkiet-ekspert. »Der er et kæmpe problem i Tyrkiet. ­Ytringsfriheden er truet, og den demokratiske diskussion bliver forhindret. ­ Journalisterne kan ikke skrive de vigtige og væsentlige ­historier, og det gør, at det er svært at have ­tillid til politikerne,« siger Daniella ­Kuzmanovic. Den indskrænkede pressefrihed i T ­yrkiet er ikke noget nyt. Ligesom Erdogans ­konservative ­AKP-regering har tidligere regeringer også kontrolleret medierne med hård hånd. Det betyder, at det ­tyrkiske folk godt ved, hvordan medierne a­ rbejder i landet. Det fortæller ­Daniella ­Kuzmanovic. »Alle er klar over, at den tyrkiske presse ikke er uafhængig. Der er stor bevidsthed om problemerne i Tyrkiet, og blandt folk er der en omfattende debat omkring ytringsfrihed og pressefrihed.« Debatten tog til sidste sommer i forbindelse med urolighederne i Gezi-parken, hvor flere demonstranter protesterede mod regeringen. »Utilfredsheden i Tyrkiet er blevet større efter Gezi-urolighederne. De blev ikke dækket ordentligt af den tyrkiske presse, og man føler efterhånden, at man er nået derud hvor den journalistiske etik og integritet er truet,« siger Daniella Kuzmanovic.

Ny lov skærper kontrollen

Selvom der er fokus på problemet i Tyrkiet, fortsætter den tyrkiske regering med den strenge begrænsning af ytringsfriheden. Så - Daniella Kuzmanovic sent som i februar i år blev der vedtaget en lov, der gør det muligt for regeringen at Tyrkiet-ekspert ny ­blokere bestemte hjemmesider. De stadig mange begrænsninger og det rekordhøje antal fængslede journalister Sørensen på en Skype-forbindelse fra den­­­ ­ ­ ­vidner om, at de tyrkiske magthavere i høj tyrkiske ­hovedstad. Afsløringen kom, efter at flere r­ øbende grad kontrollerer mediebilledet. Det mener videoer var blevet lagt på YouTube, og Daniella Kuzmanovic. ­ »Den tyrkiske regering presser Erdoğan indrømmede beskyldningerne på en ­mediearbejderne til, hvad de må og ikke må, ­pressekonference midt i februar. og de mange fængslinger vidner om en meget indskrænket ytringsfrihed.« Under pres fra arbejdsgiverne De tyrkiske journalister skal dog ikke kun tage hensyn til regeringen. Langt de fleste ­tyrkiske medier er tilknyttet virksomheder, der har store økonomiske interesser i, hvad der ­bliver skrevet, og som er afhængige af gode ­forbindelser til regeringen. Journalisterne er derfor nødsaget til at se bort fra objektivitet og i stedet tilfredsstille avisens ejere. »Journalisterne er under stort pres fra de øverste chefer i industrikoncernerne. De ved godt, at der er grænser for, hvad de kan tillade sig at skrive, og derfor prøver de ofte slet ikke,« fortæller Martin Selsøe Sørensen. Hvis journalisterne alligevel skriver k­ ritisk,

BAGGRUND FOR TALLENE • Rapporten, der viser, hvor mange

journalister der er fængslede verden over og hvor mange, der har mistet livet, er udgivet af Committee to Protect Journalists. Det gør de hvert år.

• Organisationen er

uafhængig og kæmper for pressefrihed i hele verden. Den blev grundlagt af en gruppe amerikanske korrespondenter i 1981 og har siden da forsvaret journalisters ret til at skildre virkeligheden uden at skulle frygte for konsekvenserne.

REGERINGEN • Premierminister Recep Tayyip Erdoğan

og hans konservative AKP-regering har siddet ved magten siden 2003, hvor de fik absolut flertal i parlamentet.

• Ved valget i 2007 forsvarede

AKP-regeringen deres majoritet i parlamentet.

TAKSIM GEZI PARK • Taksim Gezi Park-urolighederne

startede den 28. maj 2013, hvor ca. 50 miljøaktivister nægtede at flytte sig fra Gezi-parken i Istanbul.

• Selvom demonstrationerne oprindeligt

var imod opførelsen af et nyt indkøbscenter i parken, har protesterne efterfølgende også været rettet mod den tyrkiske regering generelt.

Pressefrihed

Ifølge den danske NGO journalist lige nu. Men samarbejde med lokale Tekst: Cecilie Risager Illustration: Laust Jordal

L

isten over lande, hvor det er livsfarligt at have valgt den professionelle funktion at nedskrive ord, der fører til tanker, er nærmest uendelig. Listen over de overgreb, journalister må lide under, er om muligt ­længere: trusler, forfølgelse, kidnapning, tortur og drab. Som Andreas ­Reventlow, kommunikationskoordinator i International Media Support, beskriver det: »nærmest alt du kan forestille dig.«

Påtvunget stilhed har mange stemmer 


For nogle uger siden blev det afsløret, at statsministeren og hans rådgivere ringer direkte til chefredaktører og siger, at der er artikler, de ikke bryder sig om. Og så får de dem fjernet

- Martin Selsøe Sørensen Korrespondent i Tyrkiet

Så forskellige og komplekse situationerne er i de lande, lige så forskellige og komplekse er løsningerne, fortæller ­Andreas ­Reventlow. I autoritære regimer, som for eksempel ­Nordkorea, er regeringen den største udfordring. I højkonfliktprægede lande som Syrien har både regeringen og andre ledende grupper i samfundet en interesse i, at information ikke frit florerer, mens lovløshed er den p ­ rimære fare i andre lande. Men frarøvelsen af frihed er ikke altid støjende. »Der er ikke altid tale om overgreb, men ofte


MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

FOKUS på verdens anonyme brændpunkter

Antal fængslede journalister i verden. Se faktaboks til venstre

skal sikres ved at styrke lokale kræfter

International Media Support (IMS) er Syrien det sted i verden, hvor det er farligst at være det er l angt fra det eneste sted i verden, hvor forholdene er vanskelige. Internationalt instanser skal ifølge IMS være med til at styrke ytrings- og pressefriheden. ­ liver j­ ournalister presset til at lave en bestemt b redaktionel ­ ensidighed og udøver på den måde selvcensur,« siger Andreas ­Reventlow.

Lokale skal udføre arbejdet


Den mest effektive måde det internationale samfund kan afhjælpe denne tilstand, er at assistere lokale mediehuse, ­journalistforbund og myndigheder med erfaring og midler til at skabe nye initiativer, mener International Media S­ upport. Andreas Reventlow forklarer, at man gør det ud fra en erfaring om, at hvis man først sætter internationale initiativer i gang og så forlader landet, står man med det problem, at de lokale ikke evner at opretholde og føre dem videre. Internationale initiativer kan være alt fra træning i risikoanalyse til udbydelsen af såkaldte ”safehouses”, ­opholdssteder, der stilles til rådighed for journalister, der er i livsfare, og til implementering af langsigtede, ­politiske tiltag. Den træning, der tilbydes ­journalisterne, handler hovedsageligt om at gøre dem i stand til at træde ud af den konflikt, de er en del af, og reflektere over den. »Vi holder workshops, hvor j­ournalister lærer, hvordan man kan fokusere mere på, hvor konflikter stammer fra, hvilke

­spændinger der er mellem forskellige grupper, og hvordan de kan løses, fremfor at reproducere de ­eksisterende ­konflikter,« siger Andreas Reventlow.

Rammerne for frihed skal ­opretholdes


Den internationale indsats begrænser sig ikke til j­ournalisterne. Ifølge Andreas Reventlow hviler en stor del af problemet nemlig på retssystemet og den straffefrihed, der er for dem, som forsøger at lægge låg på journalister. De fleste autoritære regimer har nemlig love, som vedrører presse- og ytringsfrihed, og p ­ roblemet er derfor den manglende hånd­ hævelse i praksis. Men også de politiske initiativer, som vedrører indretning og regulering af m ­ ediesystemet, er altafgørende for en fri presse. I Danmark har vi for eksempel både kommercielle ­medier og DR, samt forskellige aviser som får statsstøtte. Det mener Andreas Reventlow, er en forudsætning for et frit ­presserum. »Der er brug for en sådan form for regulering for at sikre, at der er både plads og mulighed for en bred vifte af ­nyhedsmedier, som repræsenterer en bred vifte af meninger og grupper i samfundet.«

15


16

ANNONCE

MARTS 2014 ILLBUNKER.dk


MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

HOLDNING

Rusforløbet er ikke kun for sjov

17

Tiden omkring studiestart indeholder altid store mængder af øl. Surprise. Mit rusforløb på Københavns Universitet i 2012 var en fest og intet andet. Men hvem skulle have troet, at rusforløbet på Danmarks Medieog Journalisthøjskole kan mere end at skabe rammer for fuldskab?

Tekst: Camilla Nova Jørgensen Arkivfoto: 2. semester fotohold

en flaske shots. Hvor meget røv vil du kysse for det? Hele ugen inden undervisningen starter, er der ryste-sammen-tamtam på KU, som for det meste foregår med en øl i hånden. Pubcrawl,

U

sikker, uopfindsom og uerfaren. Det er ret mange u’er foran de tillægsord, vi ellers gerne vil kunne sætte på os selv. Men selvom man har bestået optagelsesprøven og ved, at man fortjener at stå på Olof Palmes Allé 11, kan det være svært at ryste de nervøse tanker af sig. Har jeg valgt rigtigt? Er de andre søde? Passer jeg ind? Jeg har tænkt tankerne før. I 2012 startede jeg på historiestudiet på KU. De andre var søde. Jeg passede ind. Men jeg havde ikke valgt rigtigt. Og når det faglige halter, varer ­festen ikke evigt. De sociale rusarrangementer på KU fik mig til at nyde at være ny. Det gjorde, at jeg fandt

Præmien er en kasse øl og en flaske shots. Hvor meget røv vil du kysse for det? mig til rette. Desværre klædte det mig ikke på til at tackle de faglige udfordringer på samme måde, som jeg nu har oplevet på DMJX.

Kreativitet er afgørende

Det fede ved rusforløbet på DMJX er, at du får en forsmag på faget, samtidig med at du hyg-

Rusforløbet gav sved på panden, hæse stemmer og dunkende hovedpine dagen derpå, men det var det hele værd

ger dig. Du bliver testet på dine evner til at få ideer, kommunikere og samarbejde. Rusværterne har virkelig ­forstået, at en god konkurrence skaber sam­hørighed på et rushold. I den første måned af mit liv som journaliststuderende var det vigtigere at høste points i ­­hold­konkurrencen end at få finpudset mine artikler før deadline. Her mærkede jeg en stor forskel mellem DMJX og KU. Kreativiteten. Den ­bliver testet fra dag et i Aarhus. Du skal tænke ud af boksen ved invitationsshows til Jomfrufest og pubcrawl. Du skal finde en

Det må gerne være sjovt at være i praktik

Frederik Alexander Vording er praktikant på Aftenshowet på DR1. En stilling praktikkoordinator Pia Færing kritiserede i skarpe vendinger efter seneste Panikdag. Nu svarer Frederik Alexander Vording på kritikken. Tekst: Lasse Koldkjær Kristoffersen

D

a jeg var på besøg hos Aftenshowet, blev jeg overbevist af deres seriøsitet og deres tilgang til stoffet. Jeg mener på ingen måde, at jeg prioriterer et fedt liv over faglighed. På den anden siden synes jeg heller ikke, det gør noget, at man søger et sted hen, hvor man har det sjovt – og det har jeg,« siger Frederik Alexander Vording. I november udtalte Pia Færing til Journalisten: »De unge vil i dag hellere have et fedt liv end en faglighed. På Aftenshowet laver du jo næsten ingen selvstændig journalistik, men tygger på døgnets nyheder.« Det er en virkelighed, Frederik Alexander Vording har svært ved at genkende. »Jeg får prøvet rigtig mange ting, og det er et utrolig alsidigt job. Vi følger jo ikke bare nyhedsstrømmen, som Pia Færing påstår. Vi

præsenterer nyhederne, så alle forstår dem,« siger Frederik Alexander Vording.

Dagens program

Når værterne på Aftenshowet går på skærmen og præsenterer programmets indhold klokken 19.05, sidder Frederik Alexander Vording som regel og spiser sin aftensmad. Der er hans arbejdsdag, som starter tidligt om morgenen, ovre. Men de indslag han har arbejdet med, kender han alligevel uden at se dem. »Alt det, værterne siger, er noget, vi har skrevet ned.« Dagen starter med et redaktionsmøde. På aktualitetsredaktionen udvælges historier til aftenens program, og det besluttes, hvad der skal arbejdes videre med i løbet af dagen. »Når jeg får en historie, skal jeg finde og udvælge kilder præcis som på ethvert andet nyhedsmedie. Jeg skal skarpvinkle historien,

original og gennemført udklædning til både Barsport og rustur. Standarden er høj.

KU var øl og fedteri

Konkurrence er der også på KU, men slet ikke i samme målestok. Heller ej med samme mængde af prestige til vinderne og hån til ­taberne. Her får du egentlig bare lov til at være fuld i fred uden at skulle bevise noget. Jo, der er da en historiequiz eller to. Men holdkonkurrencen på historiestudiet handler mest bare om at blive bedste venner med tutorerne. Præmien er en kasse øl og

være i stand til at kommunikere den ud, så alle forstår den, og så skal jeg tænke kreativt, så det også bliver godt TV.« Når kilderne er ringet hjem, skal de castes, og der skal laves spørgeplan. Der skal laves dækbilleder, og der kan speakes ind over en del af indslaget. »Jeg har fået spørgsmålet, efter jeg præsenterede en historie for min redaktionschef: ”Kunne det ikke lige så godt

Jeg tror, hun forveksler berømmelse med prestige

- Frederik Alexander Vording Praktikant, DR Aftenshowet

være et radiointerview?” Og hvis det kunne det, må man igen tænke kreativt. Ud på gaden og lave voxpop, få nogle rekvisitter i studiet eller noget andet.« Når historierne er færdig, er Frederik Alexander Vordings arbejdsdag slut. Han laver cirka 20 minutters TV om ugen. Den anden af Aftenshowets redaktioner er idéudviklingsredaktionen, hvor Frederik Alexander Vording også arbejder. »På idéudviklingsredaktionen har jeg mulighed for at bruge timer sammen med

byture og fredagsbar. Derfor er der nærmest gymnasiestemning, når første forelæsning rammer som et lyn mandag morgen. Den samme stemning gjorde også sit indtog, da jeg startede på DMJX. Dog ikke med samme hastighed og intensitet. Rusforløbet gav sved på panden, hæse stemmer og dunkende hovedpine dagen derpå, men det var det hele værd. For pludselig var man en del af et nyt fællesskab, og Bunkeren føltes lidt mindre grå. Skuldrene har sænket sig. Vi har fundet tryghed, venskaber og studieglæde. Oven i hatten har rusværterne hjulpet os lidt på vej med at fjerne u’erne. Jeg føler mig i hvert fald lidt mere sikker, opfindsom og erfaren.

dygtige journalister på at idéudvikle og grave nyheder frem. Vi skaber noget TV ud fra historier, som fanger seeren og er oppe i tiden.«

Hvilken prestige?

Pia Færing mente ikke i Journalistens indlæg, at der er den samme prestige i at vinde en Kravling, som der er i at være på P3 med forbilleder som Thomas Skov og Anders Stegger. »Jeg tror, hun forveksler berømmelse med prestige. Der er da langt mere prestige i en Kravling end i at være på P3,« siger Frederik Alexander Vording. Han mener ikke, at han tilsidesætter kvaliteten af sin egen uddannelse ved at vælge Aftenshowet frem for en lokalavis, hvor han kan lave klassisk journalistisk arbejde hver dag. »Hvis Pia Færing ikke mener, man får et fagligt forløb, så forstår jeg ikke, at praktikstedet overhovedet er godkendt. Jeg undrer mig over, at hun har behov for den her slags udtalelser. Det er, som om hun ikke er tilfreds, før der er fem ansøgere til de fem pladser på Berlingske og syv ansøgere til de syv pladser på Politiken og så videre. Hun anerkender ikke, at mange ser TV uden at gide læse en avis. På Aftenshowet har jeg mulighed for at præsentere nyheder og endda nogle gange stikke information ned i halsen på seerne, uden de lægger mærke til det.«


18

MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

HOLDNING

DSR: Evalueringer koster kun ti minutter Formanden for De Studerendes Råd, Anders Michael Kristensen, opfordrer til, at lærerne bruger ti minutter af undervisningen på kvalitetsevalueringer. Tekst: Anders Michael Kristensen

V

i kender det alle sammen. Slutningen af et undervisningsforløb. Vi sidder og sveder over en nært forestående eksamen, og pludselig udbryder underviseren: »På jeres mail har I fået tilsendt et link til undervisningsevalueringen, og den skal I huske at udfylde.« Du når at tænke: »Nå, ja. Det gør jeg lige, når jeg kommer hjem.« Og så glemmer du det. Der bliver sendt en reminder ud på mail. Du udskyder. Og pludselig er svarfristen overskredet, og du har glemt at udfylde evalueringen. Evalueringer er bare ikke det mest sexede, og som studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er det nemt at kritisere de ting, der er for dårlige. Derfor er scenariet fra før uheldigt. Evalueringen skal bruges til at give underviserne en fornemmelse af, hvad de gør rigtigt, hvad

de gør forkert, og hvad de skal ændre fremadrettet. Evalueringerne ER kedelige, men det er nu engang sådan, at de bliver

Rent faktisk var der kun 12 ud af 22 evalueringer fra efterårssemesteret, der blev godkendt brugt til at ændre på det, der fungerer mindre godt i undervisningen. Men vidste du, at svarprocenten skal være på mindst 50 procent, før evalueringen bliver godkendt? Rent faktisk var der kun 12 ud af 22 evalueringer fra efterårssemesteret, der blev godkendt. DSR sad til møde med Solveig Schmidt i januar vedrørende evalueringerne,

og udover, at vi fik et godt stykke kage, bed vi mærke i, at de fleste af de evalueringer, der blev godkendt havde lave svarprocenter. For eksempel var svarprocenten på 2. semesters fag Journalistisk Metode 2 kun på 52 procent, ligesom 3. semester radio-feature/reportage kun var på 55 procent. Det er både uheldigt og ikke særlig hensigtsmæssigt, at der er lave svarprocenter. Uheldigt, fordi vi som studerende går glip af potentielt gode, konstruktive svar. Uhensigtsmæssigt, fordi evalueringerne er de studerendes mulighed for at komme til orde. Det er selvfølgelig ikke svarprocenten, der er det vigtigste. Det er naturligvis kvaliteten af svarene. Derfor bliver en evaluering, der ligger under 50 procent heller ikke helt kasseret, men taget til efterretning. Svarene i evalueringen kan stadig bruges. Desværre kan underviseren som før nævnt gå glip af en helt masse væsentlige pointer, som aldrig ser dagens lys.

Hvordan hjælper vi så skolen og os selv med at få en bedre skole? Det har vi i DSR løsningen på, og den er tilmed ret billig! Vi opfordrer til, at underviseren sælger 10-15 minutter af sin tid for at få alle sine studerende til at svare på evalueringen. På den måde får vi mulighed for at stille opklarende spørgsmål. Sætter underviserne 10-15 minutter af, øges chancen for, at både svarprocenten og kvaliteten i evalueringer bliver øget markant. På den måde sørger begge parter for, at vi gør uddannelserne bedre end de i forvejen er. Det er jo win-win for begge parter, ikke?

Da nogle forløb først blev afsluttet i januar, er alle forløb ikke blevet evalueret endnu.

Det værste og det bedste Lærerklummen: Der er altid noget godt og skidt ved et nyt hold studerende, mener ­Jesper Krusell, som underviser i ­journali­­stisk metode på 1. semester. Tekst: Jesper Krusell Foto: Ida Munch

S

øren Ulrik Thomsen har skrevet et digt, der hedder ”Det værste og det bedste.” Det er meget langt, og jeg har ikke læst det. Jeg kender det kun, fordi jeg engang kom til at bilde en pige ind, at jeg var helt vild med Søren Ulrik Thomsen, og at jeg havde læst alt fra hans hånd. Da hun så blev min kæreste, måtte jeg krybe til korset og finde noget, han havde skrevet, som jeg kunne forære hende. Hun er nu min kone, så det må have virket. Jeg tænker på digtets titel, hver gang jeg får et nyt hold studerende, for der er altid noget, der er det værste og det bedste ved sådan en flok. Det værste er næsten altid det samme. Lidt for mange mennesker i lidt for små lokaler og lidt for dårlig luft. Lidt for mange typer, som er lidt for vant til at få lidt for meget opmærksomhed fra læreren, og som stoler lidt for lidt på holdkammeraternes og egne evner. Og lidt for mange, der kommer til at drikke lidt for mange bajere om tirsdagen, så de kommer lidt for sent om onsdagen. Og så er der den manglende evne til at sætte komma. Og være lidt ligeglad. Det bedste varierer til gengæld. Det er fedt at være sammen med så mange mennesker i et lille rum, som virkelig vil det her fag. Det er fedt at se mennesker flytte sig så markant på så få måneder og finde og

dyrke det talent, der ligger lige under overfladen. Det er fedt, at langt de fleste finder ud af, at de både kan flyve og faktisk også lande på benene igen. Det værste og det bedste ved at undervise er, at jeg ikke længere er studerende. Det bedste er, at det ikke er mig, der skal lære det hele fra bunden samtidig med, at jeg også skal skabe sociale relationer til dem, som jeg i øvrigt skal slås med først om en praktikplads og siden et job. Det værste er, at det ikke er mig, der skal opleve den fantastiske følelse, det er første gang at få en rigtig god journalistisk idé, at lave et ministerinterview eller få audiens hos Michael Laudrup. Og jeg kan heller ikke hænge ud i fredagsbaren og først komme hjem, når baren lukker. Eller rettere: Det sidste kunne jeg selvfølgelig godt, men jeg tror, at det i længden vil trætte både mig selv, hende med digtsamlingen og de to børn, der kom ud af den lille løgn. Sidstnævnte handler om ansvar, og hvis jeg måtte bede en lille bøn, skulle den gå på, at jeg godt kunne tænke mig, at man som studerende lige kigger sig selv i spejlet og spørger: Hvem har egentlig ansvaret for, at det her bliver fedt, og at jeg kommer ud i den anden ende med de bedste kort på hånden? Er det de andre, er det ham tossen ved tavlen, eller er det mig selv? Hvis man har gjort sig de tanker, lever jeg fint med, at man har morgenhår, lugter lidt af øl og i øvrigt har vildt travlt med at planlægge rus-aktiviteter. Der skal jo være plads til det hele – både det værste og det bedste.


MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

HOLDNING

Den nye pige i klassen

19

På mange måder føler Mette Pedersen sig som forsøgskanin på kommunikationsuddannnelsen. Hun er på kommunikationsstuderende på 4. semester. Tekst: Mette Pedersen Foto: Sophia Juliane Lydolph

K

an man læse andet end journalistik på Danmarks Medieog Journalisthøjskole?« Det hænder ofte, at folk med overrasket blik stiller mig det spørgsmål. Tit leder svaret dem til at stille mig yderligere spørgsmål. For faktum er, at det kan man. Kommunikation. Men er det noget, jeg vil anbefale? Det fører os som regel ud i en længere samtale.

fotojournalister. Vi er first-movers og har en mere praktisk tilgang til kommunikationsfaget end universitetsstuderende. Men hvad betyder det for vores faglighed, at vi bliver udannet på DMJX i Aarhus? En skole hvor de journaliststuderende nærer stor faglig stolthed, og hvor de fleste lærere kun har erfaring med at undervise journalister.

Skolens prøveklude

Da vi kun er den anden årgang på skolen, fungerer vi på mange måder som forsøgs-

kaniner. Det bliver tydeliggjort ved, at bøger bliver skiftet og faglige forløb ændret fra år

Vi er first-movers og har en mere praktisk tilgang til kommunikationsfaget end universitetsstuderende

Dem ingen ser

Tilbage i 2011 startede det første hold af kommunikatører på DMJX i Aarhus. Nu

til år. Naturligt, vil mange måske sige. Men ikke desto mindre en udfordring, når man blandt andet bliver sendt i praktik uden nogensinde at have skrevet en pressemeddelelse – noget der er afgørende for vores arbejde. »Vi har lært af jer og forbedret tingene til den kommende årgang,« siger underviserne. »De gode praktiksteder kommer først, når I har bevist, at I kan noget,« siger praktikkoordinatoren, og lederne siger, at vi først skal ud og slå vores navn fast, før vi kan forvente at få en ordentlig løn i praktikken. At være den nye pige i klassen er ikke altid nemt.

Usikker fremtid

Vi står med en række problemstillinger, der indebærer frustration og usikkerhed. I den tid, jeg har gået på uddannelsen, har der været ansat fire forskellige uddannelseskoordinatorer. Den løn på 6. semester, som skolen lovede at hjælpe med at forhandle hjem til minimum 10.000, skal vi nu selv forhandle hjem. Disse ændringer er ofte noget, vi hører om af bagveje eller læser om på facebook. Det er en absurd erkendelse, men ikke desto mindre er vores uddannelse præget af mangelfuld kommunikation. Det store spørgsmål er, om skolen er klar til at uddanne kommunikatører. Lærer vi det nødvendige for at kunne konkurrere på

Vi går på samme skole og er fælles om at sidde i Frøberts auditorium, mens Roger Buch forsøger at banke lidt samfundsforståelse i os. Men det er begrænset, hvor ofte vi snakker sammen, og endnu sjældnere at vi arbejder sammen

Det er en absurd erkendelse, men ikke desto mindre er vores uddannelse præget af mangelfuld kommunikation

to og et halvt år senere er der tre årgange. Alligevel er samtlige journaliststuderende, jeg har mødt, begejstrede når de “endelig møder” os. Vi går på samme skole og er fælles om at sidde i Frøberts auditorium, mens Roger Buch forsøger at banke lidt samfundsforståelse ind i os. Men det er begrænset, hvor ofte vi snakker sammen, og endnu sjældnere at vi arbejder sammen.

arbejdsmarkedet? Og hvor mange årgange skal skolen bruge, før de har rettet sig ind på, hvad der forventes af kommunikatører? Forhåbentlig bliver de første årgange ikke tabt på gulvet, mens ledelsen forsøger at famle sig frem til, hvad en professionsbachelor i kommunikation skal indeholde. Selvom det er de færreste journaliststuderende, der har kontakt til os, så håber jeg, at I vil støtte os i forsøget på at skabe en bedre uddannelse og praktikløn.

En moderne kommunikatør

Som udgangspunkt er det en god idé at uddanne kommunikatører side om side med journalister. En del af os vil være afhængige af hinanden i vores fremtidige arbejde, og vi har nu en unik mulighed for at skabe kontakter. Som kommunikatør tager vi vores uddannelse på en skole, der har en stolt tradition for at uddanne journalister og

Baggrund for oprettelse af uddannelsen: undersøgelse af mediemarkedet lavet af Undervisningsministeriet

Uddannelsen bliver skudt i gang

2006

SOMMER 2011

Første hold bliver sendt i praktik på deres 3. semester

SOMMER 2012

Første hold bliver sendt i lønnet praktik på deres 6. semester

VINTER 2014

De første kommunikatører fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus bliver færdiguddannet efter deres 7. semester

VINTER 2014


MARTS 2014 ILLBUNKER.dk

F E S T

FOTO

K a J

20

KaJ strøede om sig med kolde fadøl og kondomer

lørdag den 1. marts. Kantinen rungede af d ­ ansehits,

laserlys og syntetisk røg, mens skolens studerende festede i glædelige gensyn og nye ­bekendtskaber.

FOTOGRAF: Ólafur Steinar Gestsson

Illustreret Bunker marts 2014  

illbunker.dk

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you