__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

ILLUSTRERET BUNKER Marts 2021 // 27. årgang

Kvindehad i kommentarsporet BAGOM side 23-25

Fra mystisk mail til seks fratrædelser på DMJX INDE side 18

Reportage fra Børneavisen: Hvordan fortæller man det svære til de små? UDE side 6-8


2

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

AVISEN

LEDER

UDE

Kvalitet eller opsparing?

INDE

Endnu engang sidder du foran skærmen – denne gang ikke for at følge halvt med i et zoom-møde, men for at læse den nyeste udgave af Illustreret Bunker. Verden er i sandhed blevet mere digital end fysisk. Derfor har vi taget en beslutning om at spare denne udgaves fysiske avis væk, så den ikke pryder tomme gange. Det er dog ikke kun vores avis, som for tiden sparer.

Stiller skarpt på det, der sker i den store medieverden. Dækker historier om, hvad der rører sig inden for skolens mure.

BAGOM

Går bagom de journalistiske valg og arbejdsmetoder.

DEBAT

Giver dig mulighed for at sige, hvad du mener.

WWW.ILLBUNKER.DK

Adgang til e-avisen, webdoks, webartikler og fotoreportager. SKRIBENTER

Astrid Simon Kjær, Bonna Haagen Pedersen, Caroline Dybdal Carlsen, Frederikke Elberth Møller, Johanne Lehard, Julie Schønning, Katrine Mengel Nielsen, Lukas Nørgaard Bødiker, Mads Oxlund Petersen, Marcus Wehage, Maria Svehag, Nanna Ploug Niemann, Sara Stougaard, Selma Hildebrand Frederiksen, Signe Duedahl Nørgaard, Stine Kærgaard Nissen, Tobias Bundolo Nørgaard, Tobias Winter, Victor Bjerre, Victor Heide-Jørgensen

FOTOGRAFER

Anne Kiib Larsson, Esther Kofoed Sørensen, Hannah Aurora Almstrup, Kim Frost, Margarita Llieva, Rasmus Thorsen

ILLUSTRATORER

Anne Kiib Larsson, Louise Rix, Nikoline Ryttergaard, Silje Qvist, Simon B. Porse, Veronika Skov Snedker

Som det blev meldt ud i december sidste år, skal DMJX i 2021 spare 3,5 millioner kroner. Når man som almindelig studerende ikke dagligt sidder med det samlede overblik over skolens budget, kan det være svært at vide, om det er meget eller lidt. Men det betyder blandt andet, at seks værdsatte medarbejdere i løbet af dette år fratræder deres stilling heriblandt kommadronningen, Gitte Luk, og Lars Bjerg, den skaldede mand med de stærke holdninger. Siden vi flyttede til Helsingforsgade, har der været meget debat om skolens økonomi. På gangene og i virtuelle klasseværelser er snakken gået. Skolens avisabonnementer er sparet væk, biblioteket er markant skrumpet ind, og i forbindelse med flere eksamener er censorerne forsvundet. Det er alt sammen noget, der i sidste ende går ud over de studerende og deres læring. For at skolen fortsat skal lykkedes med at ruste morgendagens mediefolk til en branche i konstant udvikling, er det essentielt, at besparelser altid er sidste mulige udvej.

FORSIDE FOTO

Esther Kofoed Sørensen

// REDAKTIONEN

I bestyrelsen stemte de to medarbejderrepræsentanter og den daværende studenterrepræsentant fra journalistuddannelsen imod forslaget om besparelser. Deres argument var, at skolen ikke skal spare op, men blot få budgettet til at løbe rundt, uden at det går ud over uddannelsernes kvalitet. Vi er enige og mener, at skolen fremover bør vægte uddannelserne højere end eventuel opsparing. Med de ord ønsker vi jer en god læselyst!

Ansvarshavende chefredaktør / UDE Martin Juhl

majupet@dmjx.dk

Illustreret Bunker Helsingforsgade 6A-D, 8200 Aarhus N illbunker@dmjx.dk www.illbunker.dk Udgivelse 25. marts 2021 27. årgang - 1. udgave

Chefedaktør / INDE

Redaktør / INDE

Redaktør / UDE

Redaktør / BAGOM

Redaktør / BAGOM

Amalie Rokkedal Simonsen

Louise Østerlund Thomsen

Lasse Momme Jessen

Nikolaj Sjørup

Amanda Frisk

amrosi@dmjx.dk

loosth@dmjx.dk

lamojes@dmjx.dk

nisjo@dmjx.dk

amlanyfr@dmjx.dk

Redaktør / DEBAT

Redaktør / WEB

Redaktør / WEB

Redaktør / FOTO

Redaktør / FOTO

Josephine Falck Barfod

Simon B. Porse

Nina Schaumann

Anne Kiib Larsson

Stine Schjøtler

jofaba@dmjx.dk

sbporse@pm.me

nischa@dmjx.dk

26604@dmjx.dk

26607@dmjx.dk

Økonomi- og annonceansvarlig Martin Juhl majupet@dmjx.dk Illustreret Bunker udkommer fire gange årligt og normalvis i et oplag på 500 eksemplarer, som uddeles til studerende og ­ansatte på DMJX i Aarhus, til danske ­redaktioner og deres praktikanter samt til journalist­studerende på SDU og RUC. Denne udgivelse udkommer som følge af coronasituationen kun som e-avis på illbunker.dk. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.


Bliv en del af et unikt fællesskab

Har du talentet?

Hos Jysk Fynske Medier giver vi unge talenter unikke rammer til at udfolde deres potentiale. Uanset hvilket af de 14 mediehuse, du havner i, så kan du trygt regne med, at du bliver del af et unikt journalistisk fællesskab.

Hvad drømmer du i virkeligheden om?

Hos os kan du blive lige præcis dén journalist, du drømmer om. Du står på egne ben, men er aldrig alene. Du får lov til at arbejde selvstændigt, men er altid en del af et hold. Vi giver dig daglig sparring og feedback. Og vi følger din udvikling helt tæt.

En praktikplads med perspektiv

En praktikplads hos Jysk Fynske Medier skaber et fagligt fundament, der åbner døre. Hos os får du nemlig det store kørekort og prøver det hele: Podcast, video og artikler i alle tænkelige journalistiske formater. Hos os kommer du helt automatisk i centrum og vil fra allerførste dag mærke, at din holdning, din læring og dit perspektiv betyder noget.

Danmarks næststørste

Jysk Fynske Medier er Danmarks næststørste privatejede mediekoncern. Ud over 14 lokale titler kan et praktikophold lokalt også krydres med forløb på Avisen Danmark, Podcasten Danmark, JFM Livecenter, videohubben eller JFM Magasiner. Det er helt op til dig.

Se mere på: ➔ jfmedier.dk/praktikant Sammen om det lokale liv


4

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

UDE

Publicistisk parforhold Den seneste tid er forholdet mellem Facebook og nyhedsmedierne gået i hårdknude. Kritiske røster anklager det sociale medie for at udnytte journalistikkens indhold, men virkeligheden er som så ofte mere nuanceret. Måske er der brug for parterapi? TEKST: LUKAS NØRGAARD BØDIKER OG SARA STOUGAARD

V

ILLUSTRATION: LOUISE RIX

Det har skabt nye vilkår for medierne, siger Aske Kammer, medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. “Medierne bliver afhængige af at ligge højt i Facebooks feed. De er mere afhængige af de sociale medier, når de skal nå deres brugere, end de har været tidligere,” siger han. Derfor er medierne nødt til at arbejde aktivt med Facebook, når de vil publicere journalistisk indhold eller lægge op til debat. Men selvom medierne deler deres indhold på Facebook, sender platformen ingen annonceindtægter den anden vej. Det skaber problemer, ikke bare for de enkelte medier, men for hele journalistikkens grundlag, fordi annoncørerne nu reklamerer på Facebook eller Google i stedet for i avisen eller på mediets hjemmeside. “Som jeg ser det, tjener Facebook hundrede millioner af dollars uden selv at engagere sig i indholdsproduktion. Det tager brødet ud af munden på journalister og redaktører,” siger Miklós Sükösd.

ideoer af søde, pjuskede hundehvalpe, kontroversielle udmeldinger om indvandrere eller #MeToo, frækt blikfang og du-gætter-aldrig-hvadder-så-skete-rubrikker. Kampen om vores opmærksomhed på internettet er benhård, og medierne har måttet lære at navigere i et landskab, hvor de ofte kun har få sekunder til at fange vores opmærksomhed. Samtidig er forholdet mellem medierne og Facebook gået fra sød online-flirt til bindende journalistisk ægteskab, og skilsmisse ligger ikke i kortene. Heller ikke på Radio4, hvor Mikkel Andersen er SoMe-ansvarlig. “Vi kunne godt leve uden Facebook, men jeg vil mene, at det ville forringe indholdet. Vi kan stadig lave god radio og podcast, men den direkte forbindelse til lytterne bliver tabt,” siger han. Den direkte forbindelse er vigtig for Radio4, når de eksempelvis slår et debatoplæg op på Facebook, for at kanalens lyttere kan stille spørgsmål og komme med inputs til programmerne. Som for nylig, hvor statsminister Mette Frederiksen skulle i Radio4 Morgen, og brugerne på radiokanalens facebookside kunne stille spørgsmål til hende. Uden Facebook havde det været svært at facilitere. En krævende elsker ΩDen nye medievirkelighed kræver nye måder at tænke på, men den er også Selvom Facebook og mediernes forhold den seneste tid har været turbulent, blevet et uundværligt redskab. I februar var der så knas i kærligheden, da så er der ikke kun ulemper ved samarbejdet. det kom til direkte opgør mellem Facebook og de australske nyhedsme“Sådan får vi indholdet ud at leve,” siger Mikkel Andersen fra Radio4. dier. Først stillede den australske regering et lovforslag, der ville Det betyder, at kanalen ikke kun bruger Facebook som reklamesøjle, men også have Facebook til at betale medierne for det indhold, de pubindtænker kommunikationen på de sociale medier i deres redaktionelle arbejde. licerer på gigantens platform. Så blokerede Facebook “Video fungerer rigtig effektivt på Facebook. Det er meget drevet af følelser. ellers de australske nyhedsmedier fra at poste noget som Vi skal have fat i de formater og emner, hvor vi ved folk har holdninger og helst. Og selvom, de nu har indgået en aftale, kan man noget på hjerte,” siger Mikkel Andersen. ikke sådan lige komme af med Facebook eller få For tiden arbejder radioen på en realityserie om folk med betaling for sit indhold. kroniske smerter. Det fungerer godt på Facebook, fordi det “Før Facebook gik man ned og købte en avis, skaber stærke følelser og er debatskabende. Som public man abonnerede på den eller tilgik den direkte service-medie har Radio4 ikke direkte som formål på anden vis. Men nu er sociale medier blevet at trække brugere ind på deres side, men går i mediatorer for journalistisk indhold, en slags højere grad op i at facilitere en offentlig buffer-zone,” siger Miklós Sükösd, der er samtale - og her er Facebook et vigprofessor i mediesociologi på Københavns tigt værktøj. Universitet. Den opfattelse støtter Miklós Sükösd. Han understreger, Facebook scorer annoncørerne at Facebook hverken kan En rapport fra Oxford University og Rosanses som en truskilde Universitet viser, at 37% af sel eller som et danskerne bruger Facebook til demokratisk at tilgå nyheder. For 11% er fyrtårn. Facebook den primære nyhedskanal.


ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

UDE

”Det er et nyt niveau af informationssamfundet. Er Facebook godt eller dårligt for demokratiet? Man kunne stille det samme spørgsmål om for eksempel radio eller tv. Det er gennemtrængende teknologier, der både kan bruges for og imod demokratiet, så derfor skal de kontrolleres. Facebook skal tæmmes,” siger han. Miklós Sükösd understreger, at det ikke handler om, hvorvidt en platform i sig selv er god eller ond - det handler derimod om, hvordan platformen benyttes.

Som jeg ser det, tjener Facebook hundrede millioner af dollars uden selv at engagere sig i indholdsproduktionen. Det tager brødet ud af munden på journalister og redaktører. - Miklós Sükösd, professor i mediesociologi

Civilstand: Det er kompliceret

Anne-Marie Dohm er direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4. For hende er det absolut vigtigste, at der bliver skabt en god dialog mellem de digitale platforme og medierne.

“Alle parter er interesserede i at gøre Facebook til et godt sted at være. Hvis Facebook bare bliver et sted, hvor man hælder skrald ud over hinanden eller uploader kattevideoer, så bliver det et uinteressant sted at være. Også for annoncørerne,” siger hun. Konflikten mellem Facebook og medierne er en del af et større spørgsmål om journalistikkens frihed og levebrød, og løsningen skal derfor også ses i en større skala, hvor målet er at bryde platformens magt, mener de to medieeksperter. “Vi skal kræve, at Facebook er mere transparente omkring deres forretningsmodel og giver mere tilbage til journalistikken,” siger Miklós Sükösd. Danmark kan dog ikke klare problematikken alene. Derfor må man se i en anden retning, mener Aske Kammer, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. “Det er noget, der skal tages på EU-niveau. Men løsningen kommer an på, hvad det er, man gerne vil regulere. Man kunne for eksempel kigge på, om man skulle beskatte de store tech-firmaer for deres annonceomsætninger i Danmark og så bruge de penge på at oprette en slags fond for medieindhold,” siger han. Den 16. marts kunne TV 2 skrive, at den australske medievirksomhed News Corp og Facebook er nået til enighed om en betalingsaftale, der sikrer, at Facebook vil betale mediet for det indhold, der deles på det sociale medies nye service, Facebook News. Præcis hvordan aftalen vil fungere, vides ikke endnu. Men den er alligevel en milepæl i konflikten mellem techgiganterne og medierne. Aske Kammer mener dog ikke, at aftalen siger meget om fremtiden for de danske medier. “Den viser, ligesom de forudgående aftaler, at Facebook er villige til at indgå aftaler, men at de stadig er i en position, hvor de i vid udstrækning selv bestemmer, hvad de går med til, og hvilke forhandlingsborde de forlader,” siger han.

5

Hvis Facebook bare blive et sted, hvor man hælder skrald ud over hinanden eller uploader kattevideoer, så bliver det et uinterressant sted at være. Også for annoncørerne. - Anne Marie Dohm, direktør og ansvarshavende chefredaktør, Radio4

Facebook har ikke kun haft betydning for det redaktionelle arbejde og journalistikkens levebrød. Rundt omkring på landets redaktioner har det sociale medie givet en ny opgave: At holde et skarpt øje med de krigeriske kommentarspor. Det har Caroline Dybdal skrevet en artikel om. Og vil du læse mere om, hvordan det var at være journalist 83 år før Facebook blev grundlagt? Så tager Tobias Bundolo Nørgaard dig med tilbage til 1921! Find det hele på: illbunker.dk


6

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

UDE

Børnejournalistik er ikke barn “Vi skal fylde vores læsere med a

Mange stiftede formentlig først bekendtskab med Børneavisen til regerin imidlertid over 100 udgivelser bag sig, og den har været ekstraordinært d For chefredaktør Louise Abildgaard Grøn skal kernen i børnejournalistikken


ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

UDE

nemad: andet end frygt”

ngens coronapressemøder. Avisen har dygtig til at fange sin unge målgruppe. n være et fokus på håb frem for frygt.

7

TEKST: VICTOR HEIDE-JØRGENSEN FOTO: MARGARITA ILIEVA ILLUSTRATION: SIMON B. PORSE

Snøfler, cookies, cola og nødder. Det lille møbel foran skrivebordene er fyldt med godter, som var det en børnefødselsdag. Den ene dag om ugen, hvor redaktionen må samles på kontoret, skal markeres med stor stil. Selvom stemningen umiddelbart er afslappet, fornemmer man en anspændthed under overfladen. Det er nemlig dagen før avisens deadline, og det er den eneste mulighed for at gennemgå indholdet i fællesskab. Det er torsdag den 4. marts, og de har travlt på Børneavisen. Kontoret, der er beliggende i Mediebyen ved Aarhus Havn, er i dag fyldt af deres illustrator, tre journalister og avisens chefredaktør, Louise Abildgaard Grøn, der cirkulerer mellem arbejdsstationerne for at se, hvordan det hele skrider frem. Hun udstråler en selvsikkerhed, der forstummer al tvivl om, hvorvidt de vil nå deres deadline. Børneavisen er Louises hjertebarn. Drømmen om at skabe et nyhedsmedie til børn har været med hende, lige siden hun trådte ind i JP/Politikens Hus for første gang i 2008. For lidt over to år siden blev den drøm til virkelighed.

Børneavisens undfangelse

Børneavisen blev oprettet i 2018 under JP/Politikens Hus. Louise havde længe skævet til Norge, for her eksisterede hendes store forbillede inden for børnejournalistik, Aftenposten Junior. Succesen hos den norske børneavis blev en del af foranalysen i udviklingen af Børneavisen. ”Kigger man på kurverne fra Norge, kan man se, at voksenaviserne er nedadgående ligesom i Danmark, mens børneaviserne faktisk er opadgående. Jeg tror, vi børneaviser har ramt et eller andet hul i markedet.” Før lanceringen af Børneavisen lå der et langt og sejt træk med foranalyse, fokusgrupper og ekspertinddragelser. Det var afgørende at finde ud, hvordan avisen skulle bygges op, og vigtigst af alt skulle de finde frem til, hvordan de skulle fange børnenes interesse.

Kigger man på kurverne fra Norge, kan man se, at voksenaviserne ernedadgående ligesom i Danmark, mens børneaviserne faktisk er opadgående. Jeg tror, vi børneaviser har ramt et eller andet hul i markedet. - Louise Abildgaard Grøn, Ansvarshavende chefredaktør på Børneavisen

Børnene sætter dagsordenen

Louises karriere har i den grad stået i børnenes tegn. Hun er blandt andet uddannet skolelærer og har brugt ti år på at udvikle undervisningsmateriale til børn. Derudover har hun udarbejdet og været ansvarlig for den årlige Mediekonkurrence for skoler. Børneavisens historier er blandt andet formet af Louises meget klare ide om, hvordan man dækker historier for børn. Ifølge hende er den vigtigste del, at man lærer børnene at kende. Derfor tager hendes redaktion jævnligt på besøg hos skoler, og de spørger deres læsere, hvad der interesserer dem. ”Vi skal ikke ende med at sætte en dagsorden, hvor vi udelukkende fortæller børnene, hvad vi synes, de skal vide. Vi har også børn med til efterkritik, så de kan fortælle os, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer.” 13-årige Anne Fiona fra Amager har været reporter for Børneavisen. Første gang var i efteråret 2020, hvor hun lavede en reportage fra Vild Med Dans. I 2021 har hun både været med til et eksklusivt interview med statsminister Mette Frederiksen og deltaget i et corona-pressemøde. Anne Fiona er enig i, at Børneavisen er et medie, der formår at inddrage børnene i journalistikken. Hun fik for eksempel selv lov til at formulere nogle af de spørgsmål, der skulle stilles til statsministeren. Resten var udvalgt fra spørgsmål, andre børn havde sendt ind via Børneavisens app. På spørgsmålet om, hvorvidt Anne Fiona ville have lyst til at reportere for Børneavisen igen i fremtiden, er hun ikke i tvivl. ”Ja, helt klart. Det var helt vildt fedt at prøve og samtidig få den erfaring. Jeg tror helt sikkert, det giver noget til selvtilliden at turde stille sig op og spørge statsministeren. Så de ringer bare igen.”


8

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

UDE

Håbefuld journalistik

Historierne i Børneavisen vinkles på en helt særlig måde. En hændelse bliver ikke bragt i avisen, blot fordi den er aktuel og iøjnefaldende. Det er vigtigt for Louise Abildgaard Grøn, at børnene kan lære noget af historierne, og at der er et element af håb. De er dog ikke bange for at bringe beretninger om traumer, svigt og katastrofer. Børneavisen har haft historier om at få amputeret sit ben, ængsteligheden ved at føle sig født i den forkerte krop og oplevelsen ved at leve med en alkoholiseret mor. Terrorangrebet på Sri Lanka i 2019 er én af de mest grufulde begivenheder, avisen har dækket. 269 personer omkom i bombningerne, hvoraf tre af ofrene var danske børn. For Louise handlede det om at gøre historien til mere end en rædselsberetning. ”I stedet for at bringe historien lige efter det er sket, dækker vi den i forhold til, hvad de lokale gør for at finde håb. Vi dækkede blandt andet også en fakkeldemonstration i Odense, der var til minde for ofrene. Vi skriver stadig, at det er et terrorangreb, og at der er folk, der er døde. Vi skriver bare ikke, hvordan de døde. Vi skal stadig fortælle fakta, men detaljegraden skal ikke blive for ekstrem. Vi skal fylde vores læsere med andet end frygt.”

Vi skal ikke ende med at sætte en dagsorden, hvor vi udelukkende fortæller børnene, hvad vi synes, de skal vide. Vi har også børn med til efterkritik, så de kan fortælle os, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer.

Louise Abildgaard Grøn er uddannet fra DMJX i 2013 og har igennem hele sin karriere haft fokus på børnejournalistikken.

Lys for enden af tunnelen Under nedlukningen har Børneavisen haft en central position med hensyn til at formidle coronasituationen til deres unge publikum. Louise Abildgaard Grøn mener, at børnene har haft brug for en støtte, der kan forklare dem, hvad der foregår lovgivningsmæssigt, og som kan vise dem, at der er lys for enden af tunnelen. Her har Børneavisen været et oplagt valg for mange. ”Vi bringer ikke nyt hele tiden. Vi dækker ikke smitte- og dødstallet konstant. I den her uge har vi en artikel om, at børn i Østrig tester sig selv for COVID-19. Det er en positiv artikel, fordi den handler om muligheden for at kunne komme tilbage i skole.” Da Louise sætter sig tilbage på sit kontor, er anspændtheden på redaktionen fra tidligere tilsyneladende fortonet. På trods af et avismarked med faldende salgstal og en stigende konkurrence fra nyheder på de sociale medier er Louise optimistisk omkring fremtiden for Børneavisen. ”Fremtiden ser meget lys ud for os. Vi satte nogle ambitiøse mål, da vi startede, og vi har ligget på niveau og faktisk over niveau i forhold til nogle af de mål. Jeg er sikker på, at vi kan blive ved med at gro, og at vi kan gøre endnu mere for børnejournalistikken i fremtiden.”

- Louise Abildgaard Grøn, Ansvarshavende chefredaktør på Børneavisen


ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

UDE

9

Carsten Werge forlader kommentatorboksen: ”Jeg skal som menneske hele tiden udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring”

Carsten Werge har levet den drøm, han som ung dreng fantaserede om, men valgte for nylig at sige stop. Nu skal titlen ikke længere være fodboldkommentator, men redaktør. Den ultimative udfordring, som han selv formulerer det. Med andre ord - han kunne ikke sige nej. TEKST: TOBIAS WINTER

Solen står højt over Hvidovre Havn og bader den grønne kyst i skarpe stråler. Det var ved disse åbne naturområder ned til vandet, at Carsten Werge gik en lang tur inden sin sidste arbejdsdag som fodboldkommentator og reflekterede over, hvad det er, han nu siger farvel til. Efter 23 års tro tjeneste hos TV3 besluttede han i februar at sige op. Han nåede at kommentere over 3000 fodboldkampe, fik status som legende og var soundtracket til utallige minder hos unge såvel som gamle, inden det var slut. Nu skal han noget nyt. Han skal være fodboldredaktør på TV 2. ”Det er egentlig virkelig enkelt. Jeg kunne ikke sige nej. Det er noget, jeg ikke har prøvet før, så jeg skal bevise, at jeg også kan det. Jeg kan have nok så meget i kæften, men det betyder ikke, at det også er sådan i den virkelige verden.” Carsten Werge har altid været glad, når der skete noget. Han elskede de uforudsigelige øjeblikke i kommentatorboksen. Når posen for alvor blev rystet, og det utænkelige opstod. Når det stille stadion blev til et inferno af larm og uro. Af samme årsag er det måske også derfor, det er slut nu. Fordi posen skal rystes.

Mindernes lydside

Selvom Carsten Werges tilværelse som fodboldkommentator er slut, har hans professionelle karriere langt fra nået enden. Selvom omgivelserne og jobbeskrivelsen ændrer sig, er der nogle ting, den erfarne sportsjournalist aldrig vil ændre ved sig selv. ”Når man er 62, skal man sgu ikke på kursus,” siger Carsten Werge i den kække og flabede tone, fodboldseere landet over har været vant til de seneste mange år, når han kategorisk afskriver muligheden for, at han nogensinde skal på lederkursus. Han skal stadig være sin egen. Som han altid har været. Fra første gang han satte sig i sædet med udsynet til fodboldkampen som sin arbejdsplads, har det været et erklæret mål at holde fast i sig selv. Han skulle ikke være den næste Svend Gehrs - han skulle være den første Carsten Werge. Og det blev han. Men han blev ikke bare en kommentator. Han blev meget mere end det. En fortæller. En, der kunne tale, når andre tav. En, der kunne tie, når virkelighedens billeder var fyldestgørende. Han gjorde det med humor og nærvær. Han var lydbilledet, da drømmene bristede, og minderne blev skabt. Han udviklede kunsten at fortælle i nuet. Det er alt det, Carsten Werge nu tager afsked med. Men hvorfor sige farvel til den drøm, han som ung knægt løb rundt med? Til det famøse ’Gøg og Gokke’-agtige makkerpar med Per Frimann? Til det afhængighedsskabende adrenalinkick på stadion? Til de store øjeblikke? ”Fordi jeg som menneske hele tiden skal udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring,” siger han.

En atypisk redaktør

Det er unægteligt en kæmpe udfordring, Carsten Werge har sagt ja til. TV 2 har i mange år ligget stille på fodboldfronten. De har manglet de nødvendige rettigheder til de attraktive kampe og ligaer, og det har betydet, at seerne er strømmet til rivaliserende kanaler. Målet er, at kanalen igen skal være ’hele Danmarks hjemmebane’, når herrelandsholdets kampe skal vises på dens sendeflader. TV 2 har nemlig tegnet en seksårig rettighedsaftale med det europæiske fodboldforbund, UEFA, der løber fra 2022 til 2028. Det er i denne rolle, Carsten Werge er hevet ind. Som talentudvikleren, der skal få TV 2 tilbage til fordums styrke. ”Jeg kommer til at være anføreren på holdet. Det har jeg sagt til TV 2. Jeg er ham, der kommer til at sætte konstellationerne og finde ud af, hvilke programmer vi laver. Men den største udfordring er, at vi skal få taget landsholdet til os. Vi skal brande, at TV 2 har fodbold igen.” Det er en atypisk rolle for ham, men det er utvivlsomt også en atypisk redaktør, TV2 har erhvervet sig. Og det lægger Carsten Werge heller ikke skjul på. Han skal stadig være ’den frække dreng i klassen’. Det er muligt at lede med den nød-

Privatfoto

vendige hårdhed og samtidig have et drillende glimt i øjet, mener han. Man kan allerede fra det første sekund, Carsten Werge åbner munden og fortæller om sit nye job, mærke, at den 1. april og første arbejdsdag hos TV 2 ikke kan komme hurtigt nok. Det stråler ud af ham. En iver efter at komme i gang, et behov for at blive udfordret og en drøm om at bygge noget nyt og spændende op. ”Jeg skal være med til at lægge de første sten, og så må vi se, hvor højt huset kan blive.” Og det kan blive højt. Rigtig højt, mener han. For det er et utrolig dygtigt hold, TV 2 har skrabet sammen, siger Carsten Werge om sine kommende kollegaer. De besidder en utrolig viden om fodboldens verden, de taktiske facetter på banen og forbindelsen de to imellem.

være i sine udmeldinger, des større er øretæverne. Det er her, jeg mener, at man skal turde tage stilling.” Kommentatorgerningen handler ifølge Carsten Werge om musikalitet og rytme, timing og indlevelse. Det er ikke en analyse, men en formidling. Kommentatorer skal være betagede og nyde forestillingen. Noget, han skal fremme hos stemmerne til morgendagens fodboldkampe. Han skal være deres talentudvikler. Det bliver en stor udfordring, siger han. Sportsjournalister er generelt blevet for pæne. De skal være ambitiøse og kaste det fodboldanalytiske skjold, de gemmer sig bag, væk. ”Hvis jeg var ung journalist i dag og ville frem, vil jeg prøve at differentiere mig fra mængden. Så det ikke bliver så pænt. Og have store nosser.”

Jeg bliver kun et øjeblik

Det er allerede besluttet, at der skal stå ’jeg bliver kun et øjeMen det er måske også netop i deres kvaliteter, at problemet blik’ på Carsten Werges gravsten, fortæller han. En sætning, ligger. De er knivskarpe, analyserende og professionelle, men han altid sagde, når han trådte ind ad døren og besøgte sin de mangler det, Carsten Werge hele sin karriere har vægtet mor. Han skulle hurtigt videre. Ud og se verden. Derfor er i sin kommentering. En umiddelbarhed. Tydeliggørelsen af, det måske ikke så overraskende, at rejsen nu tager ham viat det er et menneske, der formidler. Med alt, hvad det indedere. Den samme rejse, der har taget ham fra en ung knægt, bærer. En, der udstrålede indlevelse - ikke der kommenterede sin egen fodboldanalyser. Noget, han savner hos kommenHvis jeg var ung journa- leg på drengeværelset, til en voksen tatorerne nu til dags. mand, der har levet den drøm, det list i dag og ville frem, vil unge selv ikke engang kunne have ”Læn jer nu tilbage og nyd kampen. Vær en begejstret mand, der ser fodbold,” lyder jeg prøve at differentie- forestillet sig. Og ultimativt til i dag, hans opfordring. hvor det er slut - hvor kommentatorDe skal turde vise mere af sig selv, for de re mig fra mængden. Så gerningen og de rundt regnet 100 årkan utrolig meget, siger han. De skal ikke rejsedage er ovre. det ikke bliver så pænt. lige”Min være bange for at blive kastet for løverne. kone siger, at nu kan vi ligeSom kommentator skal man smide alle hæm- Og have store nosser. frem invitere gæster,” joker han. ninger, gemme sin blufærdighed væk og være Der er en ro omkring Carsten klar på, at man den ene weekend bliver beWerge. En smittende afslappethed. skyldt for at være Brøndbyfan, den næste for at være FCKHan virker fuldstændig afklaret omkring fremtiden - spændt, fan. Man skal kunne tage imod tæsk, for man får tæsk. Sådan men afklaret. Opsigelsen var hård, for han sagde farvel til et er det. job, han havde haft i 23 år. Han fortæller, hvordan han blev ”Hvis man sidder og er bange for, at folk derude går helt rørt - tudbrøllede, tilføjer han. Men det varede kun et øjeblik, bananas, skal man ikke lave det. Jo mere markant man tør for endnu en gang skulle han videre ud i verden.

Morgendagens stemmer


10

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

UDE

Cykler og klima, højrefløjspopulisme og minksagen: Sådan dækker de udenlandske korrespondenter Danmark

To korrespondenter fortæller om arbejdet, hvor historier om stram udlændingepolitik og forslag om tvangs-corona-test overrasker i Tyskland og Brasilien. Her har Danmark stadig et ry som en lykkelig nation med en forkærlighed for cykler.

D

TEKST: NANNA PLOUG NIEMANN

Sidste år brugte jeg en dag med Gretha Thunberg i Stockholm, men min personlige favorithistorie var et interview med Bjørn fra ABBA. Jeg vil gerne lave en større historie med forfatteren Knud Romer.

a Kai Strittmatter blev spurgt, om han ville flytte til Skandinavien, tog det ham kun én weekends betænkningstid at sige ja. Efter 17 år som Kina-korrespondent for den tyske avis Süddeutsche Zeitung trængte den 56-årige tysker til at bytte smoggen ud med frisk luft. Så han flyttede med familien til København i 2019 for at dække Skandinavien og de baltiske lande. Kollegerne i Beijing var uforstående over for hans valg. ”De store geopolitiske ting sker i Kina lige nu, og så skal stakkels Kai til Skandinavien for at blive glemt,” fortæller han med et grin om reaktionerne. Selvom Kai Strittmatter aldrig havde været i Danmark, før han flyttede til København, kendte han godt til klichéerne om det klimabevidste folkefærd med hang til cykelture. Derfor var han fast besluttet på, at cykelkulturen ikke skulle være hans første historie om Danmark. Men kort efter ankomsten modtog han en mail fra hovedkontoret i München. ”Og hvad vil de have? En lang historie om cykling i København,” griner han. Siden er det blevet til i alt tre historier om cykel-kulturen. ”Men jeg fortryder intet. Det er fedt.”

- Kai Strittmatter, korrespondent, Süddeuscthe Zeitung

Et drømmeland langt fra Amazonas

Også i Brasilien er der efterspørgsel på cykel-historier. 42årige Fernanda Melo Larsen fra Brasilien er korrespondent for Radio France Internationale og arbejder som freelancer. Arbejdsopgaverne tæller både artikler, radio og TV. Fernanda Melo Larsen gestikulerer ivrigt med hænderne for at understrege pointer, mens hun taler. ”Jeg er brasilianer, og vi taler med vores hænder ligesom italienerne,” siger hun og rykker brillerne op på næsen med et bredt smil. Før hun flyttede til Danmark, havde hun boet i både Irland og Skotland. Nu bor hun uden for København med sin danske mand, som hun mødte til karnevallet i Rio. For brasilianerne er Danmark et drømmeland, og det kan mærkes på de historier, som indbyggerne efterspørger fra det lille land mod nord. ”De synes, det er fantastisk, at folk cykler til arbejde, og at børnene går alene til skole. Det er så anderledes end de problemer, de har i Brasilien,” siger Fernanda Melo Larsen. Hvert år udkommer Transparency Internationals liste over korruption. Sidste år var Danmark sammen med New Zealand det mindst korrupte i verden. Brasilien kunne man finde 94 pladser længere nede på listen.

Under OL i Rio i 2016 var Fernanda Melo Larsen, der har arbejdet 18 år som journalist, leder for presse og fotografi på Arena de Futuro i Rio. Så der var rige muligheder for at hilse på de danske håndboldstjerner. Privatfoto.

Foto: Lasse Bech Martinussen

”Så vil de høre, hvad der sker i Danmark, for at sammenligne med Brasilien,” siger hun.

Chok over den danske debat

Kai Strittmatter nævner tre områder, hvor Skandinavien skiller sig ud: Teknologi, klima og højrefløjspopulisme. Det er ikke kun historier om cykling og lykkelige danskere, der trækker overskrifter uden for landets grænser. Også Danmarks stramme udlændingepolitik har fyldt i den internationale presse. Kai Strittmatter fortæller, at den tyske forestilling om Skandinavien stadig er præget af gamle klicheer om social velfærd, cyklister og kvinders rettigheder. Derfor er det overraskende for tyskere, når de bliver gjort opmærksomme på den nye højrefløjspopulisme. ”For tiden taler Mette Frederiksen om, at målet er nul asylansøgere. Det ville aldrig ske i Tyskland. Det er interessant fra et tysk perspektiv,” siger han. Kort tid efter, han var flyttet til Danmark, diskuterede danskerne, om man kunne sende asylansøgere til øen Lindholm. En ø, der ellers var blevet erklæret ubeboelig. Det var en af flere ting, der overraskede ham ved den danske debat. ”Efter jeg kom til Danmark, blev jeg chokeret over, hvordan tingene blev debatteret her. En mand som Rasmus Paludan er åbenlyst meget ekstrem, men han får en plads ved bordet i TVdiskussioner, fordi han siger de mest ekstreme ting,” siger han. Fernanda Melo Larsen husker, at Muhammed-krisen trak mange overskrifter i Brasilien, men hun dækkede den ikke selv. For nyligt var det minksagen, som hun lagde kræfter i. Nu arbejder hun på en historie om corona-testning i Vollsmose. Det kommer i kølvandet på regeringens forslag om tvang-

stestning, der blev nedstemt i Folketinget. ”I mit hjemland Brasilien ville de tvinge befolkningen til at tage en test, men sådan gør I ikke i Danmark. I jeres land er der så meget frihed.”

De lykkelige danskere

Danmark er flere gange kåret som det mest lykkelige folkefærd, og derfor er historier om danskernes lykke i høj kurs. I sommer dækkede Fernanda Melo Larsen åbningen af Lykkemuseet i København. Det endte med en artikel, der efterfølgende blev solgt til udgivelse i Spanien og England. En historie, der adskiller sig fra de historier, hun dækkede i Brasilien. ”Det er fantastisk at arbejde med positive historier, fordi jeg har dækket så mange negative ting i de fjorten år, inden jeg kom til Danmark,” siger hun. ”I Brasilien laver vi journalistik på den måde, man gør i USA – med mere fokus på konflikt. Det er anderledes end den europæiske tilgang. Når man arbejder som journalist i Danmark, taler og skriver man til folk med lange uddannelser. Det gør det let at formidle komplicerede emner. Danskerne er meget åbne - og så har I alle slags specialister. Det er virkelig godt.” Fra lykkelige danskere på cykel til højreekstremisme. Livet som korrespondent i Danmark byder på lidt af hvert. Netop derfor, fortæller Kai Strittmatter, er det et drømmejob at være udenrigskorrespondent. ”Man har frihed. Jeg vågner op og tænker ’hvem vil jeg tale med i dag?’” siger han. ”Jeg er interesseret i mennesker, og jeg vidste, at jeg ville finde gode historier i Skandinavien.”


VÆR MED TIL AT AFSLØRE KLIMAFUSK OG IT SKANDALER Viden, teknologi og forskning har aldrig betydet mere for klimaet og vores velfærd. Alligevel tages der hele tiden forkerte beslutninger for miljøet, med infrastrukturen eller med it-sikkerheden. Og alligevel har de fleste medier for travlt til at afdække, hvad der gik galt. I Teknologiens Mediehus tror vi på teknologien. Men vi har landets mest kritiske øjne, når de skal føres ud i livet. Vi har derfor skruet op for ambitionerne og vokser hurtigere end nogensinde. Udover Ingeniøren og Version2 åbner vi løbende nye nichemedier og er lige nu oppe på 12

VI SKAL DERFOR BRUGE TRE JOURNALISTPRAKTIKANTER. Søg hvis... ...du vil arbejde sammen med 30 af landets skarpeste fagjournalister og lære håndværket med afdækkende journalistik ...du vil lære lære at skrive hurtige og skarpe nyheder ...du vil oplæres i lange formater med reportage, analyse, tendenser og interviews ...du vil forstå et moderne datadrevet mediehus, der arbejder med de nyeste forretningsmodeller

Send os din ansøgning når runden starter 23. april. Ring gerne redaktionschef Henrik Heide 20 24 51 03 Vi sætter dig også gerne i kontakt med tidligere praktikanter


12

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

FOTO

FÆLLES GRUND På trods af et stigende globalt fokus på bæredygtighed og grøn omstilling har vi alligevel mistet 14 procent natur i form af grønne områder i Københavns Kommune på bare ti år. Det skyldes blandt andet, at man vælger at opføre store bydele uden at etablere ny natur. Det er marts 2021, og Danmarks mest omdiskuterede byggegrund er endnu en gang i fokus. Byudviklingsselskabet By & Havn har bestemt, at Amager Fælled skal huse omkring 2.500 nye boliger, og denne gang er det Lærkesletten i den sydlige del af Fælleden, som står for skud. Med sine nuværende 223 hektar udgør Amager Fælled et stort areal. Men hvem bruger Fælleden, og hvorfor er den så vigtig at bevare?


ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

FOTO

Af Jonathan Damslund

Fotojournalistik, 4. semester www.jonathandamslund.com

13


14

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

INDE

Opbygning, undervisning og ev at du skal undervises i inflation o på, hvorfor din feedback er vigt Der er mening med galskaben, når det kommer til de teoretiske fag, som de spirende journalister skal igennem. Og for en underviser kan evalueringer være forskellen på en god og en dårlig dag. TEKST: FREDERIKKE ELBERTH MØLLER

F

FOTO/ILLUSTRATION: ANNE KIIB LARSSON

orstår du ikke, hvorfor du skal undervises i samfundsøkonomi, når du egentlig bare gerne vil lave børne-tv eller skrive portrætter til Euroman? Synes du, at niveauet i de teoretiske fag er for lavt eller for højt? Og har du undret dig over, om skolen overhovedet lytter, når du i dit ansigts sved nedskribler kritik eller konstruktive råd til undervisningen i endnu en af de berygtede evalueringer, der gang på gang tikker ind i din DMJX-indbakke? Illustreret Bunker har undersøgt, hvordan skolen udvælger grundfag, og på hvilken måde underviserne tilrettelægger deres undervisning på en uddannelse, hvor der ikke er krav om anden faglig bagage end en bestået optagelsesprøve. Vi dykker også ned i, om det giver mening for de studerende at bruge tid på at evaluere fagene.

Hvorfor al den teori?

På journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalist-

højskole kommer alle studerende igennem seks grundfag. Det er alle teoretiske fag og bedømmes ud fra 7-trinsskalaen. Der undervises blandt andet i medieret og presseetik samt samfundsøkonomi. Selvom fagene umiddelbart lyder som noget, der er hevet ud af en studieordning på statskundskab, så er det ifølge uddannelseschef for journalistik Henrik Berggren helt forkert. Uddannelses- og Forskningsministeriet har udarbejdet en decideret lov, som fastslår, at skolen skal undervise ud fra en vedtægt, der godt nok udarbejdes af DMJX, men godkendes af ministeriet. ”DMJX er underlagt en bekendtgørelse, der kræver, at vi skal undervise i fem kerneområder på journalistuddannelsen. Det er den overordnede ramme, som vi er pålagt at arbejde indenfor,” forklarer Henrik Berggren. Det er altså et lovkrav, at kommende journalister skal vide lidt om det meste. Og derfor er teoretiske forelæsninger en stor og fastforankret del af studieordningen. Dog er det skolens ansatte, der i samarbejde finder frem til, hvilke konkrete fag eleverne skal igennem.

Fem kerneområder, som journaliststuderende skal igennem: 1. Journalistisk teori og metode i forhold til indsamling, bearbejdning og formidling. 2. Mediernes og journalistikkens rolle i demokratiske processer. 3. Samfundsfaglige, mediejuridiske og etiske forhold, herunder informations- og ytringsfrihed. 4. Analyse af journalistisk praksis og refleksion over egen og journalistisk praksis. 5. Udvikling af medier og journalistik. ”Studieordningen er udarbejdet af dem, der arbejder på uddannelsen. Det vil sige mig, ledelsen og underviserne, og det er bestyrelsen, der i sidste ende skal godkende den. Så vi har masser af indflydelse,” siger Henrik Berggren.

I gennemsnit sidder der syv studerende på hvert semester, som ikke har en gymnasial uddannelse i rygsækken.


ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

INDE

15

valueringer: Her er grunden til, og injuriesager. Og forklaringen tig

Krøllede hjerner og forskellige udgangspunkter

Det er ikke nødvendigt at have gået på gymnasiet for at læse på journalistuddannelsen på DMJX. Så hvordan bliver teoretisk undervisning tilrettelagt til de journaliststuderende, som kan have et hav af faglige baggrunde? To undervisere giver deres bud på, hvordan de puster liv i kravene i hvert deres fag og sikrer sig, at de fagligt rammer flest mulige studerende. Poul Thøis Madsen har siden 2014 lært sine elever om økonomiske skoler, fuldkommen konkurrence og udbuds- og efterspørgselskurver i faget samfundsøkonomi. Udgangspunktet for hans undervisning er, at alle har gået på gymnasiet. Han anerkender, at det ikke altid er let at sikre sig, at alle forstår stoffet. ”Jeg gør for lidt for at få flest mulige med, og jeg har før fået kritik for at overvurdere, hvad de studerende kan. Som underviser kommer jeg nemt til at gå i dialog med de studerende, der byder ind og har en forståelse for faget i forvejen. Men det er ikke den hellige gral at få et rigtigt svar. Jeg skal være bedre til at minde mig selv om, at jeg også skal spørge til andre og måske forkerte svar.” Også Thomas Pallesen, der underviser i medieret og pressetik, formidler sit fag ud fra tesen, at hans studerende har en gymnasial uddannelse bag sig. ”Når man er kommet ind på uddannelsen uden en studentereksamen, oplever jeg faktisk, at man typisk er bedre orienteret end gennemsnittet. I praksis forholder jeg mig ikke til, at nogen er på et lavere fagligt niveau,” siger han. Han henviser samtidigt til, at langt de fleste faktisk har gennemført gymnasiet, inden de starter på DMJX. En undersøgelse foretaget af DMJX viser, at der i optagelsesårene 2017-2020 var 94 procent af de studerende, som havde tilegnet sig en studenterhue før studiestart. Det svarer til, at der på et semester er syv studerende, der ikke har gået på en gymnasial uddannelse.

Med målgruppen for øje

Thomas Pallesen prøver at tilrettelægge sin undervisning i medieret og presseetik, så den rammer flest mulige, men samtidig er personlig. Der er op til 125 studerende i en klasse, så han forsøger at nå sine elever på en anden måde end ved at opbygge en personlig relation til alle. For eksempel ved at henvise til undervisning, de kender fra tidligere.

Han indrømmer også, at han godt kunne gøre mere for at inkludere endnu flere elever. For at ramme sin målgruppe henviser han ofte til fag eller undervisning, som er kendt for STX-elever - for eksempel AT eller SRP. ”Jeg må tilstå, at det måske ikke er helt rimeligt, for jeg forudsætter, at langt hovedparten har gået på STX, og det er også sådan, jeg taler til jer. Det vil jeg faktisk gerne tænke over fremover,” siger Thomas Pallesen. Også Poul Thøis Madsen grubler over, hvordan han i sin undervisning fremtidigt kan hjælpe endnu flere til at forstå samfundsøkonomien. Han er ligesom Thomas Pallesen meget bevidst om, at målgruppen er journaliststuderende. Han har skrevet sin egen lærebog Forstå de økonomiske nyheder i tæt samarbejde med studerende fra forskellige semestre. Det har han gjort for at sikre, at pensum er skrevet i et forståeligt sprog. På hans sidste hold var der stort set ingen elever, der bedømte pensum som værende for svært. ”Jeg går faktisk mere op i pædagogik end i økonomi, så det er helt afgørende for mig, at jeg når så mange studerende som muligt. Men det er svært at ramme alle. Jeg har før fået evalueringer, hvor der står Poul tror, vi alle kan følge med, men det kan alle ikke,” siger han.

Hug et fag, klip en lærer?

Poul Thøis Madsens anekdote rejser et spørgsmål, som flere måske undrer sig over - lytter skolens undervisere overhovedet til elevernes evalueringer? Det korte svar er ja. ”Vi drøfter alle evalueringer efter en fast plan. En evaluering, der gennemsnitligt ligger på mellem 2-3 point vil straks blive taget op og diskuteret. Hvis faget på næste semester igen bedømmes lavt, vil der blive set alvorligt på, hvad der skal gøres,” siger Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistik. Dårlige evalueringer har aldrig ført til afskedigelse af fastansatte medarbejdere. Henrik Berggren nævner dog, at der for år tilbage var et eksempel på en fastansat underviser, der stoppede, og som i årene op til havde fået lave gennemsnit på flere evalueringer over en række semestre. Der var gennem årene blevet fulgt op på de dårlige evalueringer. Ifølge Henrik Berggren valgte underviseren på et tidspunkt at søge nyt job af sig selv. Alle undervisere kommer efter evalueringerne til en snak med Henrik Berggren. De taler faget igennem og kommer

Evalueringerne: Efter hvert fag får alle elever på DMJX tilsendt et spørgeskema, hvor de får lov at give undervisningen point fra 1-5 samt komme med uddybende kommentarer. En evaluering med et gennemsnit på over 3 point ses som tilfredsstillende. De tre spørgsmål, som Henrik Berggren peger på som vigtigst, er: 1. Har forløbet overordnet set været tilrettelagt, så du har haft mulighed for at nå det faglige mål? 2. Blev forløbet overordnet set afviklet på en måde, så du har haft mulighed for at nå det faglige mål? 3. Har du nået forløbets faglige mål? med løsningsforslag, hvis noget skal forbedres til næste semester. Henrik Berggren fortæller, at fagene på DMJX konstant justeres for at sikre den optimale undervisning. For Poul Thøis Madsen er de studerendes feedback essentielt for hans arbejde - og hans humør. ”Evalueringer er forskellen på en god og dårlig dag. Jeg er nok en af de lærere, som evalueringer betyder mest for, og jeg laver små og store ændringer efter dem hvert semester. Jeg lytter til alle jeres konstruktive råd og endnu mere til jeres destruktive kritik. Pointene i de kvantitative spørgsmål er jeg lidt ligeglad med, men kommentarerne. Hold da op, de betyder meget.” Thomas Pallesen ser i dag mildere på feedback, end han gjorde i sin spæde start som underviser på DMJX i 2006. Han læser alt igennem, men han er gennem årene blevet bevidst om, at ikke kun evalueringer er udslagsgivende for, om han anser sin undervisning som succesfuld. Han bruger karaktergennemsnittet til den afsluttende eksamen som et lige så vigtigt pejlemærke. ”Jeg kigger mere på jeres kommentarer end på tallene. Der kan komme ukonstruktive og decideret fornærmende kommentarer, som jeg bare bliver ked af, men jeg tager hele tiden konkrete råd fra elever til mig og retter ind efter dem,” siger Thomas Pallesen.


16

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

INDE

Skolen forebygger krænkende handlinger med et kodeks, som meget få har læst

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har opdateret sit kodeks for god adfærd. Det indebærer, at der er kommet klarere retningslinjer for håndtering af seksuelle krænkelser. Ringer det ikke en klokke? Så bare rolig – du er ikke den eneste.


ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

INDE TEKST: STINE KÆRGAARD NISSEN

E

ILLUSTRATION: NIKOLINE RYTTERGAARD

n kold februardag i Zoom-undervisningens tegn tikker en mail ind. Nyt fælles kodeks for god adfærd på DMJX står der i emnefeltet. Jeg har en fornemmelse af, at det dækker over noget sexisme-relateret. Ganske rigtigt. Da jeg åbner mailen, står der, at skolen som følge af sager med seksuelle krænkelser i offentligheden har opdateret sit kodeks for god adfærd. Nu er der udarbejdet konkrete retningslinjer for, hvordan skolen håndterer krænkende adfærd som mobning og seksuel chikane. Vigtigt, tænker jeg og vil gerne se nærmere på kodekset. Jeg klikker på linket i mailen, der fører mig til ItsLearning, hvor jeg kan læse den samme besked som i mailen. Jeg genlæser ordene. I finder DMJX’ Kodeks for god adfærd i menuen i højre side - under DMJX Links. Jeg kigger i højre side. Intet kodeks. Jeg klikker på Startside. Kigger i højre side. Intet kodeks. Og dér mister jeg interessen for kodekset, taster bogstaverne ’in’ i mit søgefelt og opsluges i stedet af Instagrams mere brugervenlige univers. Er jeg den eneste, der aldrig fik læst kodekset? Det har jeg sat mig for at finde ud af. Derfor har jeg slået et spørgeskema op i diverse DMJX-grupper på Facebook. 90 studerende har svaret på spørgeskemaet på tværs af uddannelser og semestre i både Aarhus og Emdrup. Og 77 procent af de adspurgte har ikke læst kodekset.

Det er skolens direktion, der står bag det nye kodeks. Prorektor Jens Grund forklarer, at det var det Før nu, havde du så læst DMJX’ nye kodeks for god adfærd - herunder øgede fokus på seksuelle kræn- retningslinjer for håndtering af seksuelle krænkelser? kelser i mediebranchen efter Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla, der fik skolen til at vende blikket indad. I efteråret 2020 lavede de danske journalistuddannelser i samarbejde med KVINFO en undersøgelse og en workshop med de studerende. Resultatet viste, at meget få af de studerende, som havde været udsat for en seksuel krænkelse i praktikken, var gået til uddannelsesstedet. Derfor mente Jens Grund og resten af direktionen, at der var brug for en opdatering af kodekset.

Mere tydelighed

Det nye kodeks forklarer mere tydeligt, hvordan skolen forholder sig til seksuelle krænkelser. Som studerende anbefales man i kodekset at gå til en studievejleder, praktikkoordinator eller underviser, man har tillid til. Desuden er der et afsnit om, hvordan sagerne behandles. ”Jeg håber, at man vil føle sig mere tryg ved at gå til skolen, hvis man bliver udsat for noget,” siger han. Hos KaJ, studenterorganisationen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er de enige i, at den større grad af tydelighed er positiv. Formand Markus Vallentin Jakobsen mener, at det før var et problem, at der ikke var en klar proces for, hvordan skolen håndterede sager om seksuelle krænkelser. ”Det er jo en enorm skrøbelig sag, hvis man har tanker om at skulle rapportere noget. Derfor har vi også råbt op om større gennemsigtighed. Og det er der kommet med kodekset,” siger han. Selvom KaJ er enige i behovet for et nyt kodeks, er de dog ikke tilfredse med inddragelsen af de studerende under selve udarbejdelsen af kodekset. Skolen skulle have gjort betydeligt mere for at have en dialog med de studerende om kodekset. Sådan har KaJ udtalt i en artikel til Journalisten d. 12. marts.

Forebyggelse af sexisme

Hvad mener du om, at skolen har lavet et kodeks?

17

Det skal ud at leve noget mere. Det er ikke meningen, at det skal være et skuffedokument.

Joan Husted, studievejleder i Aarhus, har ikke oplevet et personligt behov for klarere retningslinjer i sit arbejde. Selvom hun sjældent modtager sager om seksuelle krænkelser, føler hun, at hendes håndtering og handlemuligheder sidder på rygraden. Hun er dog positiv over for det nye kodeks af en anden grund. ”Det giver anledning til, at vi tager en snak om, hvad der er god opførsel, og hvad vi ikke vil acceptere på vores skole,” siger hun. Prorektor Jens Grund fremhæver også vigtigheden af kodeksets signalværdi, fordi det er med til at italesætte, at Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ikke vil tolerere krænkende adfærd. Han lægger desuden vægt på, at kodekset ikke står alene. Der er sat flere initiativer i værk, og ét af dem er, at alle studerende skal deltage i en sexisme-workshop, inden de starter i praktik. Den skal forberede de studerende på, hvordan de håndterer det, hvis de udsættes for en seksuel krænkelse. En af dem, der allerede har deltaget i sexisme-workshoppen, er Anne-Sofie Færk, der læser kommunikation på andet semester i Aarhus og skal i praktik næste semester. Inden var hun skeptisk, men blev positivt overrasket, fordi hun følte, at skolen tog ansvar for hende og hendes medstuderende. ”Jeg synes, det er rart, at skolen forbereder os på det. Man tænker, at det ikke sker for en selv, og samtidig hører man, at det sker for mange. Så det kunne jo også ske for mig,” siger hun.

Et skuffedokument?

Desuden fortælles der om kodekset til sexisme-workshoppen. ”Det skal ud at leve noget mere. Det er ikke meningen, at det skal være et skuffedokument,” siger han. I et fritekstfelt i spørgeskemaundersøgelsen kan de studerende skrive, hvad de mener om, at skolen har lavet et kodeks. Mange er positive, men en del efterspørger også bedre kommunikation. Prorektor Jens Grund ville ønske, at flere havde læst kodekset. Faktisk er hans mål, at alle studerende med tiden skal have læst det. Jeg spørger ham, om man kunne have gjort mere end blot at sende en mail ud og forklarer, hvordan jeg selv opgav at finde kodekset på ItsLearning. ”Hvis vi kan gøre det lettere, er det dumt ikke at gøre det. Vi ved jo også fra branchen, at hvis der er for mange kliks derhen, så falder folk fra,” svarer han. Han vil tage det videre til kommunikationsafdelingen, men lover ikke, at det er muligt at gøre kodekset mere tilgængeligt. - Jens Grund, prorektor Jeg foreslår, at man kunne på DMJX lægge kodekset ud på DMJX’ hjemmeside, så man kan linke direkte til det. Den mulighed har Jens Grund også tænkt på. ”Vi har faktisk lagt en del energi i det her kodeks, så det betyder også noget for os. Vi må gøre noget mere, hvis folk skal læse det,” siger Jens Grund.

Af de adspurgte i min spørgeskemaundersøgelse har 44 procent slet ikke hørt om kodekset. Jeg spørger Jens Grund, hvordan kodekset skal sætte fokus på sexisme, når kun cirka halvdelen kender til det. Han svarer, at det vil tage tid. Planen er at udbrede kendskabet til kodekset ved at fortælle nye studerende om det ved studiestart.

Har du selv været udsat for en krænkende handling – mobning eller seksuel chikane? Så kontakt din studievejleder, praktikkoordinator eller en underviser, som du har tillid til. I skolens kodeks for god adfærd kan du læse mere om, hvordan sager om krænkende adfærd håndteres. Kodekset kan findes på ItsLearning under Dashboards og projektrum -> DMJX -> se i højre side under DMJX - generelt -> Kodeks for god adfærd


18

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

INDE

Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser På et bestyrelsesmøde i december bliver det vedtaget, at skolen skal spare 3,5 millioner kroner. En intern mail bliver delt med de studerende, og direktionen varsler afskedigelser. Her er, hvad der skete, fra bestyrelsesmødet fandt sted, til besparelserne endte med, at kendte ansigter på journalistuddannelsen stopper. TEKST: MARCUS WEHAGE ILLUSTRATION: SIMON B. PORSE

Dag 1

En mystisk mail tikker ind i de studerendes indbakke den 15. december. Angående sparerunde på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole lyder det i emnefeltet. Mailen bliver sendt af de journaliststuderendes daværende repræsentant i skolens bestyrelse, Mats Magnussen, og er foruden ham selv underskrevet af Roger Buch og Peter Østergaard Sørensen, de to medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen. Det er det første, de studerende hører om besparelserne, og der skal gå lang tid, før skolen vælger at kaste lys over sagen.

sen og medarbejderrepræsentanterne stemmer imod besparelserne.

Dag 8

Næste gang, man kan få indblik i beslutningen, er i Journalisten den 22. december. Artiklen DMJX skal spare 3,5 millioner kroner forklarer desuden, hvordan det bliver svært at undgå fyringer.

Dag 9

Allerede dagen efter kommer kritikken fra Markus Valentin Jakobsen, formand for KaJ, studenterorganisationen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han kalder i Journalisten beslutningen om at spare penge midt i coronakrisen fuldstændig hul i hovedet. Med Markus Valentin Jakobsen vokser koret af kritiske røster blandt de studerende. Også selve kommunikationen i processen, mener Mats Magnussen, er kritisabel. ”Jeg synes ikke, at skolen har meldt ud, hvad det kommer til at betyde. Det er vigtigt, at direktionen også informerer om, hvad det har af konsekvenser, når man vælger at spare i den her tid.” Direktionen må have fulgt med, for de søsætter nu et projekt i jagten på en åben debat om besparelserne. Det bliver dog først på den anden side af en god, lang juleferie.

Dag 32

Har man glemt den føromtalte mail, eller bed man ikke på det sexede emnefelt, kommer der her et hurtigt oprids af sagen. Den 14. december er der bestyrelsesmøde på DMJX. Som altid sidder også to repræsentanter for de studerende og to repræsentanter for underviserne med til mødet. Det står klart, at der skal spares nogle penge. Direktionen foreslår at sænke skolens overskudgrad, som er den del af omsætningen, der bliver lagt til side som opsparing, fra to til en procent. Normalt er der mere eller mindre enighed om beslutningerne, og bestyrelsen kan tale sig frem til en løsning. Men ikke i dag. Peter Østergaard Sørensen og Roger Buch mener ikke, at det er skolens opgave at spare flere penge op end højst nødvendigt. De efterspørger derfor, at man ikke opsparer noget som helst. Overskudsgraden skal sænkes til nul. Heller ikke Mats Magnussen mener, at tiden er til besparelser. ”I en tid med stor usikkerhed blandt medarbejderne mener jeg, at skolen burde have droppet besparelserne helt i år,” siger han. Det ender med en afstemning i bestyrelsen, hvor kun Mats Magnus-

Den 15. januar modtager de studerende en ny mail under emnet Mød direktionen til en snak om aktuelle emner på DMJX. Arrangementet, der maksimalt kan rumme 500 deltagere, foregår mandag den 18. januar klokken 9-10. Det er her blandt mange andre spændende emner, at skolen vil fortælle om den økonomiske situation på DMJX. Det eneste, de studerende skal gøre, er at koble sig op til en lynhurtig internetforbindelse og sidde klar klokken 9. Deltagelse sker efter først til mølle-princippet. Mandag morgen kan direktionen ånde lettet op. Der var plads til alle, som ønskede at være med. Omkring 60 personer loggede på det digitale møde.

Dag 85

Selvom direktionen modtager kritik fra de studerende, bliver deres samarbejdsevner rost af skolens medarbejdere. ”Jeg synes faktisk, at ledelsen har lyttet rigtig meget til os

medarbejdere. Der er jo ingen af os, der synes, at det her er fedt,” siger tillidsrepræsentant Mette Mørk. Fredag den 5. marts falder den endelige plan for besparelserne på plads. Gennem debat og kompromiser mellem ledelse og medarbejdere lander aftalen ifølge Mette Mørk et fornuftigt sted. ”Det vigtigste for os medarbejdere var, at både ledelse og medarbejdere skulle bidrage til besparelserne.” Som resultat af besparelserne tilbyder seks medarbejdere at fratræde frivilligt, og alle får deres ønske opfyldt. Gitte Luk, Lars Bjerg, Lone Krogsholm, Henrik Laier, Anders Lange og Christina Hansen Falkenberg vil ved årets udgang ikke længere være at finde på DMJX. På nær Christina Hansen Falkenberg fra studieadministrationen er alle de fratrædende undervisere, fire fra journalistlinjen, og en fra kommunikationslinjen. Det er dermed den uddannelse, der bringer det største offer, da den mister flere legender. Hvor mange af deres stillinger, der skal genbesættes, ved skolen stadig ikke, men der kan godt forventes nyt blod i Aarhus-afdelingen. De seks medarbejdere stopper løbende i år, og får derfor alle mulighed for at færdiggøre diverse projekter på en ordentlig måde. For de studerende betyder besparelserne, at al print fremover bliver betalt af egen lomme. Om hvorfor de studerende ikke fik en mail om besparelsen og dens konsekvenser, ligesom underviserne fik, er Trine Nielsens svar enkelt. ”Det var fordi, de andre (Roger Buch, Peter Østergaard Sørensen og Mats Magnussen red.) var hurtigere end os.”


ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

INDE

19

Hvad stiller vi op med tværfagligheden på DMJX? Siden Innovation X blev oprettet for fem år siden, har faget ændret udseende et utal af gange. Forsøget på at bygge en tværfaglig bro mellem journalist- og kommunikationsstuderende har vist sig sværere end forventet. I år skulle live-formidling være prikken over i’et, der endelig skabte den famøse tværfaglighed. Men så kom corona. TEKST: SIGNE DUEDAHL NØRGAARD

P

ILLUSTRATION: SILJE QVIST

andemien blev den mur, der adskilte os fra det ydre samfund, men også den mur, der skilte os inde på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Med en ambition om at fremme et tværfagligt arbejde har Innovation X stået på mål for utallige ændringer, uheldige undervisningsevalueringer og undren over dets innovative intention. Live-formidling skulle være løsningen på fagets problemer. De studerende skulle lære at afvikle et live-event over zoom. Men så kom corona. Fagbeskrivelsen for forårets Innovation X blev ændret. Og vidensdeling og samarbejde på tværs af fagligheder blev skiftet ud med live-events fra soveværelset og usikre forbindelser over zoom.

Al begyndelse er svær

Da Innovation X blev en del af studieordningen i 2016, var det hensigten, at tanker, viden og kompetencer skulle deles på tværs af uddannelserne for at klæde de studerende på til den medievirkelighed, der venter dem, når de dimitterer fra DMJX. Ifølge Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistuddannelsen, var netop dette grundtanken med Innovation X. ”Funktionerne i mediebranchen smelter mere og mere sammen. Derfor gav det mening, at de studerende fik mulighed for at lære at samarbejde på tværs af fagligheder,” siger han. Forløbets spæde år begyndte ikke kun med vidensdeling og kompetenceudveksling på tværs af uddannelser, men også på tværs af geografi. Det betød, at de studerende fra Aarhus og Emdrup måtte finde pendlerkortet frem, når studiegruppen skulle forenes i et fysisk fremmøde. Den geografiske tværfaglighed blev dog hurtigt skrottet igen. ”Det fungerede simpelthen ikke. Den geografiske afstand blev et besværligt benspænd for de studerende,” forklarer Henrik Berggren.

Det rette omdrejningspunkt

En kampagne for en interesseorganisation? En reklame for en virksomhed i vækst? Sådan var Innovation X i sin begyndelse tilrettelagt; et projektorienteret forløb, som skulle ende ud i et færdigt produkt. I Emdrup havde det tværfaglige fag været en succes, men da man forsøgte at implementere noget lignende i Aarhus, skabte det problemer – særligt for de journaliststuderende. Fokusset på at skabe innovative produkter, der havde et kommercielt øjemed, gjorde de journalistiske kompetencer overflødige. I de tidligere undervisningsevalueringer gav de journaliststuderende udtryk for at føle sig glemt i forløbets formål og overset i deres faglighed. ”Pludselig var der ikke mere journalist tilbage i Innovation X,” siger Henrik Berggren. Fagets udfordring var at finde et fælles omdrejningspunkt, hvor kompetencer fra de forskellige uddannelser kom i spil. Et fælles omdrejningspunkt, så man ikke skulle vinke farvel til tværfaglighed. Forløbet blev derfor mere procesorienteret og mindre produktorienteret, end det tidligere havde været tænkt. Foruden den geografiske placering blev også placeringen i uddannelsens opbygning med tiden et problem. Fra at have været afviklet for de studerende på syvende semester blev Innovation X flyttet til fjerde semester, hvor kommunikationsog journaliststuderende skulle blandes hvert forår. Dette var dog ikke pro-

blemfrit. ”Da vi flyttede Innovation X til fjerde semester, fik vi studerende, der var utilfredse med, at der ikke blev lavet produkter, som de kunne vise frem i praktikansøgningen,” siger Henrik Berggren. Endnu en gang måtte Innovation X omstruktureres, så både de journaliststuderende og kommunikationsstuderende kunne få deres kompetencer i spil og tilegne sig viden, der også kunne gavne dem udenfor DMJX - både i praktiktiden og efterfølgende.

Slået hjem i Ludo

Håbet var, at live-formidlingen endelig skulle gøre det muligt at kombinere journalistuddannelsen og kommunikationsuddannelsen i Aarhus. Men heller ikke dette var uden barrierer. Corona kom på banen og satte en stopper for planerne. Studiegrupperne blev opdelt efter uddannelser, og det tværfaglige aspekt forsvandt. Ifølge Helle Birkmose Winding, uddannelseschef for kommunikationsuddannelsen i Aarhus, skyldtes opdelingen af de studerende dog en hensyntagen til forløbets faglige formål. ”Uddannelserne blev delt op i år, fordi det blev vurderet, at det var måden, man kunne give de studerende den bedst mulige læring på,” forklarer Helle Birkmose Winding. Henrik Berggren mener ikke, at opdelingen i fagbeskrivelsen er et vink farvel til hverken live-formidling eller tværfaglighed. Derimod tror han på, at live-formidling er det helt rigtige for Innovation X. ”Selvom de studerende i år blev slået hjem i Ludo af corona, er indholdet nu blevet relevant for begge uddannelser fremover,” siger Henrik Berggren. De to uddannelseschefer afviser ikke, at opdelingen kan blive anderledes næste år, hvis undervisere og studerende ikke længere er udfordret af den globale pandemi. Selvom live-formidlingen synes at have været den brik, der manglede i det tværfaglige puslespil, er det netop forløbets indhold, der har fået de studerende til tasterne denne gang. I undervisningsevalu-

eringen fra dette års Innovation X blev der sat ord på frustrationer over manglende tekniske færdigheder. De studerende følte sig ikke klædt godt nok på til opgaven, og det var svært at afvikle et live-event, når det skulle foregå over zoom. Desuden udtrykker enkelte, at de savnede det tværfaglige samarbejde, som de havde set frem til.

Tværfagligheden kommer igen

De studerende måtte i år undvære det faglige indspark fra studerende på andre uddannelser. Alligevel er det ikke et ’farvel’ til arbejdet på tværs af DMJX, snarere et ’på gensyn’. Ambitionerne for det tværfaglige samarbejde når i uddannelsesreformen, som er led i højskolens 2016-2021-strategi, nye højder. Her er ønsket, at en journaliststuderende skal have mulighed for at tage et fag på visuel kommunikation, og en kommunikationsstuderende kan tage et fag på journalistuddannelsen. Men at fremme tværfagligheden på DMJX er ikke så ligetil. ”Det er ikke noget, der bare lige sker i løbet af en nat, men i uddannelsesreformen ser jeg flere forskellige muligheder for mere tværfaglighed,” siger Helle Birkmose Winding. Ifølge Henrik Berggren er det kompliceret at få den tværfaglighed, der fylder på ledelsens dagsorden til at fylde lige så meget i uddannelserne på DMJX. ”Jeg er spændt på, hvor mange af de studerende der reelt vil tage uddannelserne på tværs. Derudover er det i praksis svært at administrere, fordi det vil kræve, at flere af fagene starter og slutter den samme dag,” siger Henrik Berggren. Selvom Innovation X har kæmpet – og stadig kæmper - for at skabe tværfaglige rammer, mener begge uddannelseschefer, at de nye ændringer i fagbeskrivelsen ikke er et vink farvel til det tværfaglige samarbejde. Det er derimod et puslespil, der kræver struktur, timing og omrokering af samtlige fag. Et puslespil, som skolen håber snart at kunne lægge den sidste brik i.


20

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

BAGOM

Anders Legarth Schmidt vandt Cavlingprisen 2020 for sin artikelserie Forbandet Ungdom, som blev publiceret i Politiken.

Cavlingvinder: “Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris” Mennesker med psykiske sygdomme portrætteres ofte som farlige eller skøre i de danske medier. Hvordan undgår man at falde i samme grøft? Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt giver sit besyv.

TEKST: JULIE SCHØNNING OG ASTRID KJÆR

I

FOTO: KIM FROST

herskabslejlighedens lyse stue står et arbejdsbord. Det var her Anders Legarth Schmidt sad til den virtuelle Cavlingprisuddeling, da hans navn blev råbt op. På bordet står nu en lille bronzestatuette. Henrik Cavling ligner en karikatur på en journalist med trenchcoat og bowlerhat. Men journalisten, der har modtaget denne fornemme pris, har ikke bowlerhat på. Han er klædt i jeans og t-shirt og byder på kaffe i sit hjem på Østerbro i København. Cavlingprisen vandt han for sin reportageserie fra en lukket psykiatrisk afdeling: ”Jeg har altid været interesseret i det, der foregår inde i vores allesammens hoveder. Mere end det, man kan se, røre og lugte. Det hænger sammen med, at der var psykisk sygdom i min egen familie, da jeg var barn.” Derfor har Anders Legarth Schmidt dækket området for Politiken i mere end 15

år. Sidste år brugte han 40 timer på børneog ungdomspsykiatrisk afsnit i Glostrup, der endte ud i reportageserien Forbandet Ungdom. Gennem otte kapitler beskrives livet som patient og personale på en afdeling, der sjældent åbner dørene for pressen. Det vigtigste for ham er at skabe opmærksomhed omkring emnet: “Jeg synes, det er super vigtigt at tale og skrive åbent om psykisk sygdom. Tingene vokser sig større og værre, hvis man går med dem alene.”

Ny fortælling om psykiatrien

Men emnet får ikke altid den rigtige form for opmærksomhed. Dramatiske overskrifter er med til at male et billede af mennesker med mentale udfordringer som farlige eller skøre. Eksempler som ‘Knivstikker var psykisk syg’, ‘Professor: Naivt at raskmelde psykisk syge’ og ‘Psykisk syg går amok’. Selvom mediedækningen af psykisk sygdom har udviklet sig til det bedre, er

mere end hver tredje artikel fortsat præget af et forenklet billede. Det viser en analyse af mediedækningen i 2019 foretaget af Infomedia. Infomedias analyse er lavet på vegne af ‘EN AF OS’. Det er en organisation, som blandt andet er støttet af Social- og Sundhedsstyrelsen, hvis formål er at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark. “Der er sket en forbedring i de danske mediers portrættering af psykisk sygdom,” mener konstitueret projektleder for ‘EN AF OS’, Anja Kare Vedelsby. Ifølge Anja Kare Vedelsby kan medierne medvirke til at fremme inklusion og bekæmpe diskrimination forbundet med mental sygdom. Det afgørende er måden, der skrives om emnet. “Medierne kan være med til at bekræfte folks fordomme om personer med psykiske lidelser, hvis journalister ikke nuancerer, at man ikke er sygdommen, men et menneske med en sygdom,” uddyber projektlederen.

Medierne kan også være med til at skabe et mindre fordomsfuldt syn på det at have mentale udfordringer ved at vise en alsidig skildring af personen. Anders Legarth Schmidt mener ligeledes, at samfundet skal være bedre til at rumme mennesker med mentale vanskeligheder, blandt andet så man ikke skal frygte personlige og karrieremæssige konsekvenser ved at stille sig offentligt frem: “Vores samfund er på mange måder u-rummeligt. Men jo længere tid der går, hvor psykisk syge mennesker er underrepræsenterede i medierne – desto længere tid går der, før det ikke føles skamfuldt at have en psykisk sygdom.”

De “sårbare” kilder

En anden problematik forbundet med at skrive en historie med psykisk sårbare kilder er, at det kan være vanskeligt at afgøre, om kilden kan overskue konsekvenserne af sin medvirken. Det er et hensyn, der også


ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

BAGOM

21

Man skal turde gå tæt på psykisk syge kilder. Andet er et misforstået hensyn, mener Anders Legarth Schmidt.

Hvis jeg stopper med at spørge for tidligt, så bidrager jeg jo til den stigmatisering ved ikke at komme tæt nok på og ved ikke at forstå godt nok, hvem - Anders Legarth de er. Schmidt

fremhæves i pressenævnets vejledning om god presseskik. ‘EN AF OS’ arbejder blandt andet med at vejlede journalister og medier, der arbejder med psykisk sårbare kilder. Anja Kare Vedelsby anbefaler, at man sikrer en grundig briefing forud for et interview, og at man taler med kilden om vedkommendes motivation for og eventuelle konsekvenser ved at medvirke. Desuden råder hun til, at man spørger kilden, om man må tale med en pårørende eller en behandler, for at få en professionel mening om kildens medvirken: “Når folk står frem med noget, der er så personligt som ens psykiske lidelse, er det vigtigt, at man tager sig god tid.” Endelig er det vigtigt, at kilden får mulighed for at godkende artiklen før publicering. I forbindelse med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ fik Anders Legarth Schmidt blåstempling fra forældre og læger udover kilderne selv forud for alle interviews. Han anerkender dog, at man principielt aldrig kan

vide, om en kilde fortryder sin deltagelse. Alligevel mener han, at journalister skal strække sig langt for at give plads til mennesker, der er anderledes i medierne. Derfor må man sommetider løbe en risiko med kildevalg for at være med til at skabe en udvikling i samfundet: “Hvis man vil helgardere sig mod den risiko, kommer man til at holde psykisk syge mennesker i mørket for altid.” For at kunne tegne et oprigtigt portræt af en sårbar kilde er det vigtigt at turde stille de svære spørgsmål. Når Anders Legarth Schmidt interviewede de unge mennesker på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit, havde han ikke forberedt en masse spørgsmål. Ved at gå nænsomt frem afsøgte han grænsen for, hvad han kunne spørge om. Han har erfaret, at blokeringerne ofte ligger i ham selv og ikke i kilden, og hvis man ikke tør stikke dybt nok, bliver det et misforstået hensyn til kilden: “Hvis jeg stopper med at spørge for tidligt, så bidrager jeg jo til den stigmatisering ved ikke at komme tæt nok på og ved ikke at forstå godt nok, hvem de er.”

Nogle hyldes, andre kritiseres

I samme måned som Anders Legarth Schmidt vinder Cavlingprisen, kritiseres DR3’s dokumentarserie “Fie” på forskellige medier. Dokumentarserien følger blogger og influencer Fie Laursen, det første år efter at hun har forsøgt at tage sit eget liv, hvor hun netop er udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Dokumentaren viser influencerlivets bagside og undersøger, hvad der driver Fie Laursen og hendes digitale karriere. Begge historier er baseret på personer med mentale udfordringer, men hvor Anders Legarth Schmidt hyldes for sin artikelserie,

bliver DR3’s dokumentar mødt af hård kritik. Fie Laursen lider af sygdommene PTSD og borderline og døjer med angst. Anja Kare Vedelsby fra ‘EN AF OS’ ser på baggrund af dokumentarens første afsnit nogle problematikker i, at serien er blevet lavet. “Serien er med til at vise, hvor skidt hun har det. Men den viser også, at hun hungrer efter anerkendelse. Jeg tænker, at det ville være bedre for hende ikke at eksponere sig så meget, fordi hun risikerer at få for meget negativ opmærksomhed, som gør så ondt,” siger Anja Kare Vedelsby. Det er ikke kun Anja Kare Vedelsby, som frygter, at serien fodrer Fie Laursens behov for opmærksomhed. I mediebilledet går kritikken af dokumentarserien desuden på, at Fie Laursen ikke havde tilladt DR’s portrættering, hvis hun var rask. Og at DR overser de negative konsekvenser ved at filme hende i en sårbar periode af sit liv. Tilbage i lejligheden på Østerbro mener Anders Legarth Schmidt, at kritikken er uretfærdig, og at det er forkert at gøre sig til dommer over Fie Laursens motivation for at deltage, når man ikke kender til den. Fie Laursen har, ifølge Anders Legarth Schmidt, fået en urimelig behandling i medierne. Han synes, dokumentaren fortæller mange interessante ting om, hvad det vil sige at være psykisk sårbar: “Hun er jo i virkeligheden også en pioneer, som er med til at afstigmatisere, hvad det vil sige at være psykisk syg.”

Grænserne rykkes

Med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ er Anders Legarth Schmidt med til at rykke grænserne for, hvem vi kan interviewe, og

hvordan vi kan dække psykiatrien. Det mener ‘EN AF OS’. “‘Forbandet Ungdom’ fremmer åbenhed og nedbryder fordomme omkring, hvordan det er at være indlagt på psykiatrisk afdeling som ung. Det giver udenforstående en empatisk forståelse af, hvordan det kan være at være patient,” siger Anja Kare Vedelsby fra ’EN AF OS’. I dag står Cavlingprisen på skrivebordet hjemme ved Anders Legarth Schmidt. Det er en anerkendelse af hans arbejde som journalist, men for ham repræsenterer den mere end en påskønnelse af sit professionelle virke: “Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris, for deri ligger en anerkendelse af, at det som journalist er vigtigt at beskæftige sig med området og kaste lys over mennesker, der lever med psykisk sygdom.”


22

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

BAGOM

Verdens Bedste Nyheder – om at skabe en flerfarvet verden med farvet journalistik Missionen er at skabe et mere nuanceret syn på verden. Det arbejder Verdens Bedste Nyheder på ved at fokusere på konstruktiv journalistik samt historier om fremgang, udvikling og håb med tilknytning til FN’s 17 verdensmål. TEKST: MARIA SVEHAG

V

FOTO: HANNAH AURORA ALMSTRUP

æggene i det lille redaktionslokale er beklædt med billeder, der portrætterer mennesker og steder fra alle verdens længde- og breddegrader. De blander sig med overskrifter og slogans, der indgyder til handling, og sammen med billederne, hvor mundene ofte smiler, skabes der en stemning af håb. Flere af stolene ved kontorpladserne står drejet, som om nogen lige har rejst sig fra dem. Men rummet ligger hen i stilhed og uden bevægelse, for redaktionen er lukket ned på grund af corona. Alligevel fornemmer man, at rummet indeholder den energi, der skal til for at skrive verdens bedste nyheder. Vi befinder os da også på redaktionen for mediet med netop den titel - Verdens Bedste Nyheder. Men selvom navnet måske mest af alt giver associationer til gode eventyr og ’de levede lykkeligt til deres dages ende’-slutninger, er det journalistiske stof på Verdens Bedste Nyheder meget mere end det. Redaktions- og souschef på Verdens Bedste Nyheder, Sophie Rytter Skjoldager, kan sommetider have det ambivalent med navnet: ”På den ene side er det fængende, og det har noget power. Men det har også en dobbelthed. Folk kommer til at tro, at det kun handler om at fortælle de gode ting og så glemme problemerne. Og det er jo ikke det, det går ud på.”

Opbakningen til de 17 verdensmål

Verdens Bedste Nyheder blev etableret i 2010 med en vision om at nuancere mediebilledet gennem brug af konstruktiv journalistik ved at fokusere på historier om fremgang, udvikling og håb. Siden er FN’s Verdensmål kommet til, og da de blev vedtaget i 2015, valgte Verdens Bedste Nyheder at tilføje udbredelsen og kendskabet til de 17 verdensmål til deres vision - og dermed støtte en dagsorden sat af FN. Det virker måske som et radikalt skridt for et medie. Det kan ligne, at man med vilje og med helt åbne øjne i dagslys iklæder sig en kåbe af meget tung bias. Men for Rytter Skjoldager

“Der var nærmest en breaking-liderlighed. Og selvom den teknologiske udvikling gav journalister flere muligheder, gjorde den også, at man nogle gange mistede perspektivet og nuancerne.”

er det nærmest det modsatte: ”Det er en dagsorden, som er så almengyldig. Alle verdens lande har tilsluttet sig. Jeg tror ikke, at folk betragter det som politisk, ligesom hvis det var partipolitisk. For mig at se er det det samme som at sige, at man bakker op om menneskerettigheder. Det er så grundlæggende.” Samtidig er missionen på det forholdsvis lille nyhedsmedie med 11 ansatte heller ikke, at alle deres historier diktatorisk skal kunne kobles sammen med et af verdensmålene. Men når man primært beskæftiger sig med globale historier, hvor omdrejningspunktet er en positiv udvikling, kan man i de fleste tilfælde let lave en kobling til et eller flere af målene. For Verdens Bedste Nyheder handler det heller ikke længere kun om, at befolkningen skal vide, at verdensmålene findes. I dag handler det lige så meget om, at danskerne skal kende til de udviklinger og forandringer, der sker i verden. Der er ofte mange, som har misforstået, hvordan det egentlig står til derude. Mange tror, at tingene står værre til, end de gør, mener Rytter Skjoldager. ”Det er den type forestillinger, om nogle helt centrale udviklingspunkter, som jeg synes, det er vigtigt at gøre op med,” siger hun og refererer til, hvordan majoriteten af danskere stadig tror, at andelen af folk, der lever i ekstrem fattigdom, er stigende, på trods af at den er markant reduceret de seneste årtier. Problemet ved denne vrangforestilling er ifølge Rytter Skjoldager, at verdensbefolkningen på den måde kan få en følelse af håbløshed. Man kan få en idé om, at ingen midler er store nok, at ingen initiativer er kraftfulde nok, eller at ingen løsninger er gode nok til faktisk at gøre en forskel. Og så stopper man jo med at prøve.

Løsningerne skal også beskrives

Men på trods af den almengyldighed, som Rytter Skjoldager mener, at FN’s Verdensmål har, kan det stadig virke specielt, at et nyhedsmedie har en så klar og tydelig dagsorden. Men måske skyldes det, at den er netop det - klar og tydelig - at Verdens Bedste Nyheder kan bevare deres troværdighed. Fordi deres dagsorden er udtalt og ikke ligger på et skjult sted. Rytter Skjoldager mener, at det handler om at være transparent. Hun forklarer, hvordan den konstruktive journalistik giver dem en mulighed for at fortælle historierne om verdensmålene med fokus på udvikling og fremgang uden at skønmale verdensbilledet. Omdrejningspunktet for historien skal ikke alene skal være at ridse begivenheder op. ”Vi skal ikke kun beskrive problemet. Vi skal også beskrive løsningerne - eller i hvert fald de mulige løsninger.” Når man arbejder med historier om udvikling, er det ifølge Rytter Skjoldager vigtigt, at begge sider af en sag bliver belyst. I en indisk delstat var der for nylig en delvis afskaffelse af kastesystemet, som er det sociale hierarki, især troende hinduer i Indien indretter sig efter. I den forbindelse skrev Verdens Bedste Nyheder historien om, hvordan den nye lov giver håb til den del af den indiske befolkning, der er nederst i hierarkiet, de kasteløse. Samtidig må man også forstå, at det endnu ikke er en garanti, at befolkningen overhovedet vil kunne mærke ændringen i loven, hvis ikke den bliver håndhævet. Derfor vil selv samme historie altså også kunne blive skrevet som en historie om endnu en af de gange, hvor en officiel udmelding muligvis bliver helt uden egentlig betydning for dem nederst i hierarkiet. Men selvom den stadig manglende håndhævning af loven i den indiske delstat bliver nævnt i artiklen fra Verdens Bedste Nyheder, er det den håbefulde tone, der lyder højest. ”Fordi der er en reel udvikling, der er til at tage og føle på. Det er ikke bare ord. Loven er vedtaget,” siger Rytter Skjoldager og tilføjer, ”at man jo næsten altid kan skrive historierne på to måder.” Hos Verdens Bedste Nyheder får udviklingen bare lov til at fylde, selvom problemet altid skal skitseres.

FN’s Verdensmål udgør 17 konkrete mål og 169 delmål. De blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York den 25. september 2015. Frem mod 2030 skal de pejle os mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten.

Nedslagene på vejen er vigtige

Ligeledes mener hun, at det handler om, hvornår man vælger at skrive den ’positive’ historie: ”Vi går efter det princip, at det perfekte ikke må blive det godes fjende.” Det handler om, at mellemregningerne skal med. Den gode udvikling skal formidles og fortælles, selvom den ikke er nået helt i mål. Her pointerer Rytter Skjoldager, at sådan behandler andre medier gladeligt de mere negative historier: ”De skriver de negative historier, selvom det ikke er alt, der går ad helvede til.” Samtidig er det, som i eksemplet med den indiske delstat, også vigtigt, at historierne ikke bliver for uhåndgribelige. Historierne om den gode udvikling må ikke blive skrevet, før der rent faktisk er resultater om en fremgang af den ene eller anden form: ”Vi vil ikke skrive historier, som er luftkasteller. Som når nogle siger, at de vil gøre noget. Det er en fin hensigtserklæring, men den type historier er vi mere varsomme med at skrive om.” En tilslutning til den konstruktive journalistik er ifølge Rytter Skjoldager også et opgør med den forandring, som medieverdenen gennemgik under fremkomsten af de internetbårne medier, hvor nyhederne blev noget, man skulle skrive, mens de skete. En udvikling der gjorde, at historier mistede eftertanke og refleksioner: ”Der var nærmest en breaking-liderlighed. Og selvom den teknologiske udvikling gav journalister flere muligheder, gjorde den også, at man nogle gange mistede perspektivet og nuancerne.” Ifølge redaktions- og souschefen skal der være plads til at breake en historie, når det er nødvendigt og relevant, men for mange historier gælder det, at de fortjener mere eftertanke end blot den gule breaking-bjælke.

Et supplement til den kendte medieverden

Men kan læsernes verdensbillede ikke forvrænges af at læse disse historier, som tager udgangspunkt i fremgang og udvikling? Sker der ikke det samme, som når man kun læser clickbait-historierne om død og ødelæggelse - bare med modsat fortegn? Hvis man spørger redaktionschefen selv, er det heller ikke meningen, at Verdens Bedste Nyheder skal ses som et medie, der kan fortælle alle vinkler i alle historier. ”Vores påstand har aldrig været, at Verdens Bedste Nyheder giver et perfekt og fuldkomment billede.” Ligeledes pointerer hun også, at der grundet tilknytningen til de 17 verdensmål og den globale profil også er en del emner, de nok aldrig kommer tæt på. ”Eksempelvis ville du nok ikke vide særligt meget om dansk indenrigspolitik,” siger hun og griner. Dermed giver Rytter Skjoldager selv svaret på, hvordan man som mediebruger reelt får et alsidigt mediebillede og et flerfarvet syn på verden. ”Jeg synes, at man skal se Verdens Bedste Nyheder som et supplement. Hvis det var det eneste medie, du beskæftigede dig med, tror jeg heller ikke, at du ville få et særligt nuanceret billede af verden.”


ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

BAGOM

BAGOM går bagom:

Kvindehad i kommentarsporet

23


24

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

BAGOM

”Mandlige journalister bliver kaldt skarpe. Kvindelige journalister bliver kaldt hysteriske” Kvindelige journalister er i højere grad end deres mandlige kolleger udsat for digitale hadbeskeder, mener Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. Kønsforsker Christian Groes advarer om, at det kan medføre selvcensur.

TEKST: JOHANNE LERHARD

I

FOTO: ESTHER KOFOED SØRENSEN

et hjørne af Cecilie Becks lyse taglejlighed hænger et lille portræt fra hendes tidlige dage som journalist. Hun har vind i sit dengang lange hår og ser ind i kameraet med samme stålfaste blik, hun har haft som studievært på TV2 siden 2004. Allerede dengang måtte hun leve med at blive kaldt ‘møgkælling’ af nogle seere. “Mandlige journalister bliver kaldt skarpe. Kvindelige journalister bliver kaldt hysteriske. Der er ingen tvivl om, at der bliver brugt et andet sprog, når kvindelige journalister bliver kritiseret for deres arbejde,” siger Cecilie Beck. Når hun tænker tilbage på sin lange karriere, er hun ikke i tvivl. Den har adskilt sig fra hendes mandlige kollegers. Hun oplever, at seere bliver provokerede alene af hendes køn og giver udtryk for det online. Det sker typisk, når hun har lavet et særligt kritisk interview.

Kvindelige journalister gør sig selv mindre synlige

Cecilie Beck ikke er alene om sine erfaringer. En global undersøgelse lavet i samarbejde mellem UNESCO og International Center for Journalists viste sidste år, at 73 procent af kvindelige journalister har været udsat for online vold fra læsere, seere og lyttere. Som konsekvens har 38 procent gjort sig selv og deres arbejde mindre synligt. Undersøgelsen viser desuden, at de hadefulde kommentarer ofte er direkte koblet til køn. Da Aftenshowets Mette Bluhme Rieck i januar interviewede Jes Dorph-Petersen om to krænkelsessager, der for nyligt fik ham fyret fra TV2, blev hun også kastet ud i en shitstorm med sit køn som orkanens øje. Mens Mette Bluhme Rieck blev kaldt ord som ‘pigebarn’, ‘hystade’ og ‘smatso’ af seere, der mente, at hun havde været både for kritisk og for subjektiv, fulgte Cecilie Beck med. På grund af sine egne erfaringer med sexisme havde hun brug for at reagere.

Kritik mod kvinder er kønnet

Cecilie Beck delte et opslag på Instagram, der sammenlignede de kønnede skældsord med den ros, Go’ Aften Live’s Abdel Aziz Mahmoud modtog efter sit kritiske interview med TV2’s indholdsredaktør, Lotte Lindegaard, om Jes Dorph-Petersens fyring. Han blev blandt andet kaldt ‘modig’ og ‘genial’. “Når journalister stiller kritiske spørgsmål, handler det ikke om, hvad vi selv synes. Det handler om, at vi udøver et fag. Det havde jeg behov for at gøre opmærksom på,” siger Cecilie Beck. Kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet Christian Groes mener, at et kritisk interview med den folkekære Jes Dorph-Petersen havde kastet enhver journalist ud i en shitstorm. Men han peger også på, at Mette Bluhme Riecks

køn fik kritikken til at accelerere. “Debatten om køn er lige nu et sted, hvor Mette Bluhme Rieck som kvinde blev gjort til repræsentant for en #metoobevægelse. Det gør hende mere sårbar over for beskyldninger om, at hendes køn påvirkede, hvordan hun håndterede interviewet,” siger Christian Groes.

Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier. - Iben Maria Zeuthen

Online sexisme truer ytringsfriheden

Ligesom Cecilie Beck oplever radiovært og skribent Iben Maria Zeuthen også, at hendes køn spiller en uønsket hovedrolle, når hun modtager kritik i kommentarfeltet. Men hun tøver lidt, når hun skal tale om sine egne oplevelser med sexisme. “Man skal passe på med at begrunde kritik udelukkende med køn, men det er bare svært at få lov til at være fagperson som kvindelig journalist. Jeg tør ikke altid dele mine personlige oplevelser med sexisme, fordi jeg som kvindelig journalist risikerer at blive angrebet for noget, der har med mine følelser og ikke min faglighed at gøre,” siger Iben Maria Zeuthen. Alligevel bruger hun også aktivt sin Instagram til at belyse sexisme i mediebranchen. Blandt andet poster hun skærmbilleder af de reaktioner, hun får fra Ekstra Bladets læsere, hvor hun skriver klummer, netop for at dokumentere had mod kvinder. I kommentarfeltet bliver hun blandt andet kaldt ‘tøjte’ og opfordret til at ‘droppe sit 1970’er-pis, fordi verden allerede tilhører kvinder’. Ifølge Iben Maria Zeuthen påvirker de fleste af kommentarerne

hende ikke, fordi hun efter mange år som journalist har lært at holde en professionel distance til personangreb i sit professionelle virke. Når hun bliver ved med at sætte fokus på online sexisme, er det altså ikke et personligt forsvar. Det er et spørgsmål om ytringsfrihed. “Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier,” siger Iben Maria Zeuthen. Christian Groes tror også, at der som konsekvens af tonen over for kvindelige journalister kan opstå en øget grad af selvcensur. “Hvis de følelsesmæssige konsekvenser er for store, risikerer vi at lukke munden på kritiske journalister,” siger han.

En kamp for journalistisk frihed

Christian Groes peger på, at solidaritet mellem journalister er afgørende, hvis kvinder fortsat skal kunne gøre deres arbejde ordentligt uden at sætte deres mentale helbred på spil. Af den grund mener han, at det har været overraskende at se, hvor få mandlige journalister, der offentligt støttede Mette Bluhme Rieck efter interviewet med Jes Dorph-Petersen: “Det skaber et indtryk af, at vi står i en kønskamp frem for en kamp for journalistisk frihed. Det er vigtigt, at andre journalister udviser solidaritet over for dem, der tør stille de farlige spørgsmål og risikerer at få nogle tæsk.” Journalister bør dog ikke stå alene med ansvaret for at beskytte deres kvindelige kolleger mod online chikane og sexisme, mener både Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. De er enige om, at det også er mediehusenes ansvar. “Det går jo ikke, hvis kun mænd laver kritiske interviews for at undgå sexisme. For så bliver kvinder diskvalificeret alene på baggrund af køn. Derfor er det vigtigt, at medierne tager ansvar for at beskytte kvindelige journalister i en udsat position,” siger Cecilie Beck. Hun forklarer, at TV2 har været gode til at tage hånd om problemet. For eksempel politianmelder de personer, når tonen i kommentarsporet bliver for hård. Til et møde med den daværende ligestillingsminister Mogens Jensen tilbage i november foreslog Iben Maria Zeuthen, at der blev udviklet et ligestillingsmærke til medierne for, hvor aktivt de arbejder på at beskytte journalister mod online diskrimination. Hun mener nemlig, at medierne har brug for nogle tydeligere retningslinjer. “Så ved man også som journaliststuderende, hvilken arbejdsplads, man kommer ud til. For det bør jo ikke være en del af jobbeskrivelsen at skulle håndtere online diskrimination,” siger Iben Maria Zeuthen. Der er endnu ikke kommet noget konkret ud af mødet med den daværende ligestillingsminister, hvor flere kvindelige journalister deltog.


BAGOM

Cecilie Beck (tv.) og Iben Maria Zeuthen (th.) har gennem deres mangeårige virke som journalister erfaret, at kvinder i højere grad end mænd bliver udsat for hadbeskeder på nettet.

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

25


26

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

DEBAT

Corona har skabt et demokratisk underskud på DMJX Siden coronakrisen hærgede DMJX tilbage i foråret, har støtten til KaJ været nærmest ikkeeksisterende. Men med sexisme, ensomhed, nye undervisningsformer og et tumultarisk praktiksøgningsforløb er der ekstra hårdt brug for studenterdemokratiet.

ledelsen op, så vi kan starte en dialog mellem ledelse og studerende. I samarbejde med Danske Mediestuderende og journalisterne på RUC har vi foretaget en undersøgelse, der viser, at 73 procent af praktiksøgende tilbydes forhåndsaftaler, som prøver at binde dem til et enkelt medie, før de har gransket alle deres mulige praktiksteder. Dansk Journalistforbund opdagede i efteråret, at der er et kæmpe problem med ensomhed, depression og det, der er værre på DMJX. Derfor tog KaJ med det samme fat i studievejlederne for at komme i dialog om, hvordan vi kan være en del af løsningen, når skolen igen åbner op. Der er ganske enkelt et KÆMPE behov for, at de studerende engagerer sig i KaJ og giver deres besyv med på emner og problematikker, der fylder i hverdagen på studiet. Vi er meget mere end en forening, der tilbyder pressekort og billige forsikringer. Vi er et stærkt fællesskab, som sikrer de studerendes rettigheder, som kæmper for de svage, og som brænder for, at ikke blot vi, men alle fremtidige studerende, får en endnu bedre tid på DMJX.

TEKST: MARKUS VALENTIN JAKOBSEN, FORMAND KAJ ILLUSTRATOR: SILJE QVIST

D

a skolen lukkede, stoppede de studerendes foreningsliv også. Vi kunne ikke længere mødes til en snak i Kurt Strandbar, og KaJ stod i en af sine største kriser gennem længere tid. Det er i foreningerne, at vi studerende kan mødes på kryds og tværs af semestre, af faglige kompetencer, og hvor vi kan lufte vores tanker og idéer med hinanden. Ikke mindst i KaJ, og det er i denne tid ekstra vigtigt at holde fast i. Måske er det netop fordi, vi studerende mangler det sociale og direkte nærvær, at opbakningen til KaJ – og De Studerendes Råd - har nået et nulpunkt. Det er ikke den første forening, der lige springer dig i hovedet som ny studerende, når pandemien buldrer afsted. Det, mener vi, er en skam. For vi har brug for dig og alle studerende netop i denne tid. For under denne ekstraordinære nedlukning er det demokratiske og faglige fællesskab, som KaJ tilbyder, uhyre vigtigt. Der er nok at tage fat om, men få til at gøre det. Af eksempler kan nævnes MeToo 2.0. Det skal ikke løses af ledelsen alene, men i samarbejde med de studerende. I den forbindelse har KaJ prøvet at råbe

HVAD MENER DU? Illustreret Bunkers debatsektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistik eller kommunikation. Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange pr. semester. Har det interesse? Så skriv til redaktionen på: debat.illbunker@dmjx.dk


ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2021

DEBAT

27

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Provinsmedierne burde ansætte ‘ukonventionelle’ journalistspirer TEKST: SARA STOUGAARD

D

er er ikke nok praktikansøgere til provinsmedierne, og det har der ikke været længe. Nu forsøger DMJX at lappe hullet i provinsskroget ved at gå tilbage til den tidligere studieordning med længere praktik. Om det reelt fikser problemet, bliver spændende at se. Selv tror jeg, DMJX sætter lappen på det forkerte sted, mens de studerende vil blive ved med at sive ud til de Københavnske mediehuse. Jeg skal selv til at søge praktik snart. Det er blevet mit indtryk, at undersøgelser blandt de studerende viser, at det i høj grad er familie og venner, der trækker folk til København - ikke et hemmeligt had til alt vest for Storebælt. Det er en faktor, der virkelig er svær at gøre noget ved. Derfor frygter jeg, den nye løsning vil resultere i, at lige så mange vil søge mod København som før. De ‘bedste’ kandidater vil få pladserne og resten vil, med udsigt til et halvt års orlov som alternativ, søge provinsmedierne. På den måde får provinsen måske deres praktikanter, men de får også praktikanter, der måske i virkeligheden ikke rigtig gider hverken dem eller provinsnyhederne. Muligvis er der en anden løsning, der lever uden for praktiksystemet på DMJX. Jeg tvivler stærkt på, at de mange ansøgere, der forgæves tager til DMJX’ optagelsesprøve hvert forår, er ubrugelige. Mange af dem er bare uheldige. De bliver stillet et spørgsmål om placeringen af Ærø i videnstesten, de ikke lige kan huske svaret på, de glemmer et startkomma eller et nutids-r

eller bukker under for presset og mister fokus, fordi Journalisthøjskolens optagelsesprøve er noget af det mest hypede og nervevragende i det danske uddannelsessystem. Derudover kommer der også dem, der slet ikke søger ind på skolen. Dem, der føler, de er for dårlige til at sætte komma. Dem, der ikke smadrer alle deres venner i Bezzerwizzer. Dem, der ikke kommer fra en akademikerfamilie eller et mediedynasti. Og så dem, der føler, de er for unge, for gamle eller for brune til at kunne lykkedes på skolen eller i mediebranchen. Min pointe er, at hele Danmarks fremtidige journalistik er ikke betinget af DMJX. Der er en masse dygtige fremtidige journalister derude, der måske aldrig får chancen, fordi de ikke kan sætte komma eller huske, hvor mange indbyggere, der er i Indien. Noget, de fleste mennesker heldigvis kan lære. Hvad, man derimod ikke kan læse op på, er andre vigtige kompetencer, det kræver at blive en god journalist. (Hvis du altså spørger mig, en ydmyg journaliststuderende). Da jeg var til jobsamtale for snart en del år siden for at blive stewardesse, sagde chefen til mig, at de ikke kiggede på folks kompetencer, når de rekrutterede, men at de i stedet ledte efter gode personligheder: “Det er nemt at lære jer det, I skal vide i jobbet. Men det er rigtig svært at ændre på en dårlig attitude,” sagde hun. Kan det samme ikke gælde for journalister? Hvis man er sindssyg god til nogle af de ting, optagelsesprøven ikke tester, som at gennemskue huller i argumentation, stille kritiske, åbne spørgsmål, samarbejde, tage imod kritik og komme på en masse spændende idéer. Er man så ikke lige så berettiget til branchen som én, der husker geografi og nobelprisvindere og

kan regne brøker? Kunne man måske kombinere mediebranchens to underdogs? Mediehusene, som mange journalistuderende ikke vil have - og de ansøgere, som Journalisthøjskolen (og SDU og RUC for den sags skyld) ikke synes passer til deres uddannelser? Mange medier har før i tiden haft lærlingeordninger, hvor medierne rekrutterede fremtidige journalister direkte. Selv udvalgt dem, ud fra de kompetencer, de vurderede vigtigst (for alle medier er jo heller ikke ’one-size fits all’), og selv oplært dem og sendt dem i marken. Mit forslag er, at man som praktikpresset medie kunne overveje at erstatte nogle af sine praktikpladser med sådan en ordning. Rekruttere mere lokalt, få nogle af de mindre åbenlyse kandidater ind i medieverdenen og sætte deres præg på dem. På den måde kan man måske også håbe, at de kommende journalister i mindre grad vil valfarte til København efter endt uddannelse, men også i højere grad vil blive i provinsen, når de er færdige. Det vil selvfølgelig koste noget for de individuelle medier. Men jeg tror, det er en investering, der på lang sigt vil give et godt afkast. Jeg underminerer måske min egen uddannelse med den her kommentar. Men er den ikke allerede lidt undermineret af de medier, der ansætter journalister uden faglig baggrund eller med baggrund i noget helt andet, for eksempel mange akademiske uddannelser? Jeg er stolt over at gå her og glad for alt, jeg har lært på Journalisthøjskolen, men I kan simpelthen ikke bilde mig ind, at vores måde er den eneste måde at blive en god journalist. Hvis det er, så er det i hvert fald heller ikke sundt, hverken for skolen eller for mediebranchen eller den

Hvorfor skal journaliststuderende overhovedet have samfundsøkonomi? TEKST: POUL THØIS MADSEN, LEKTOR PÅ DMJX. Er uddannet i samfundsøkonomi og har såmænd også en ph.d. om det indre marked og offentlige indkøb. Underviser på journalistuddannelsen på tredje semester. Rødskallet og med et markant rødt fuldskæg. Og briller, når de ikke tages af.

Har skrevet den lærebog, der undervises efter: ’Forstå de økonomiske nyheder. Økonomi for ikke-økonomer’. Samfundslitteratur. 2020. (Byline er skrevet af Poul selv).

J

eg er ofte blevet spurgt om, hvorfor i alverden journalister skal have økonomi. Det minder mig om min egen skoletid, da vi altid spurgte lærerne, måske især når det kom til matematik ”Hvad skal vi lære det for?” Jeg har altid følt mig lidt presset i defensiv af det spørgsmål – som en dårlig sælger, der ikke rigtig kan finde ud af, hvorfor han nu lige prøver på at prakke et produkt på. Det er ikke nogen ny debat. For et par år siden var der i Illustreret Bunker en studerende, der foreslog, at økonomi ikke burde være obligatorisk, men i stedet være et valgfag. Der var mindre offentlighed om, at han efterfølgende skiftede mening. Måske kræver det en vis modenhed at forstå økonomiens storhed og betydning. Men da det er lettere at få en anden til at sælge ens varer, spurgte jeg på et tidspunkt uddannelseschefen for journalisterne, Henrik Berggren, hvorfor økonomi er vigtig for de journaliststuderende. Hertil svarede han: “Jamen, det er jo det hele! Hvis de ikke ved noget om det, så forstår de jo ingenting. Se bare med coronaen.” Jeg har imidlertid aldrig selv udviklet en samlet og mere systematisk argumentation for, hvorfor faget er så vigtigt – også for jer. Mærkeligt nok heller ikke i den lærebog, som alle journaliststuderende stifter bekendtskab med på et tidspunkt:

’Forstå de økonomiske nyheder’. Men jeg synes, at jeg skylder jer en ordentlig forklaring. Den følger her. Først og fremmest er de fleste enige i, at journalister skal have en vis samfundsforståelse. Det er noget, som i høj grad efterlyses fra jeres kommende arbejdsgivere. Mange tror, at det er tilstrækkeligt, at journalister ved lidt om politik og samfundets opbygning. Men politik er økonomi, og økonomi er politik. Og økonomer og økonomi får stadigt mere at skulle have sagt wom og i vores samfund. Hvilken uddannelse har formanden for klimarådet? For kommissionen for 2. generationsreformer på arbejdsmarkedet? For whatever? Journalistik er ofte magtkritik, og hvis man ikke har kompetencerne til at kritisere økonomiske prioriteringer og økonomers magt, så bliver magtkritikken let lidt overfladisk. Den kan let affejes med ’det har vi ikke råd til’, og ’vi lytter – også til økonomer’. Det er en velkendt økonomikritik, at økonomi ikke er en eksakt videnskab. Men det er et udsagn uden bund, hvis man ikke ved, hvornår økonomerne har ret meget tøj på, og hvornår der mest er tale om holdninger. Ordentlig økonomisk journalistik forudsætter også, at journalisterne ved noget om økonomers uenigheder for at kunne udfordre dem på deres holdninger og udsagn. Den anden grund til, at journalister skal vide noget om øko-

nomi, satte en studerende fint ord på i en tidligere evaluering: ”Det giver rent faktisk mening at lære det her! Det virker uoverskueligt, men det giver en masse gode redskaber til at forstå den næste finanslov eller til at holde tungen lige i munden næste gang Martin Ågerup er i Deadline.” Jeg ønsker på godt nydansk at ’empower’ jer. Gøre jer til kvalificerede medspillere i et demokrati. For det tredje så handler økonomi i bund og grund om, hvad for et samfund vi gerne vil have. Hvor lige skal det være? Hvor lige kan det blive? Hvordan får vi råd til den grønne omstilling? Hvem vinder, og hvem taber? Hvis det ikke er centrale diskussioner for journalister, så må der være noget, jeg har misforstået. Det kan selvsagt heller ikke udelukkes. Endelig så undervises I faktisk i alt for lidt økonomi. Jeg gør stort set intet ud af miljø, klima og økonomer. Og uddannelsen mangler klart faget ’knæk et regnskab’. Det ville også være naturligt, at I havde et minimum af økonomistyring; det vil sige lidt om regnskaber, budgetter, nøgletal og den slags. Jeg underviser journalisterne igen den 9. april 2021. Og jeg kan kun citere ærkeenglen Umuriel: Frygt ikke!


KaJ er din fagforening Vi er til for dig Vi hjælper dig, når du har brug for moralsk opbakning i praktiksøgningen eller økonomisk støtte til din bacheloropgave. Hos os kan du få kurser i speak, photoshop og cv-opsætning og ikke mindst arrangementer, hvor du kan lade dig inspirere. Skal du ud på opgave, kan du igennem os få et pressekort, og fordi vi er en del af Dansk Journalistforbund har du også mulighed for billige forsikringer, juridisk støtte og faglig sparring. Og så er vi - og du som medlem - en del af noget større. En stærk fagforening, der skaber tryghed, fællesskab og rammerne om din karriere i en tid, hvor udfordringerne i mediebranchen er større end nogensinde. Ved at være medlem af KaJ støtter du op om praktikantaftalen, ordentlige arbejdsforhold og de mange foreninger på skolen. De ting kommer ikke af sig selv.

Det er bare nogle af de ting

KaJ gør for dig

Meld dig ind og støt op om fællesskabet

Profile for Illustreret Bunker

Illustreret Bunker - Marts 2021  

Illustreret Bunker - Marts 2021  

Advertisement