Illustreret Bunker 062023

ILLUSTRERET BUNKER

Mads Nissen tog til Afghanistan og kom hjem med verdens mest prestigefyldte fotopris

UDE // 16-19

Kapsejlads i tekst og billeder: Sådan så det ud, da DMJX indtog uniparken

INDE // 8-11

Praktik eller Paradise? Bare vent, efterårets

søgning byder på endnu mere drama

55 studerende står uden praktikplads efter forårets store matchdag. Det har skabt en flaskehals i forhold til efterårets praktikrunde, hvor hele 75 studerende potentielt vil stå uden en plads. Hvem har ansvaret? Hvad skal man gøre for at få en plads? Og går DMJX tilbage til 12 måneders praktik? Illustreret Bunker har undersøgt det for dig.

listuddannelsen.

”Jeg er rigtig ked af at skulle fortælle dig, Ditte, at vi desværre har valgt at gå med en anden kandidat. Du har en stærk profil, men der var en anden, der bare lige passede lidt bedre.” Min mave snører sig sammen og jeg kan mærke tårerne presse på. ”Det er bare helt fair,” hører jeg mig selv sige, ”tak for en god samtale”. Jeg ligger på. Disse ord har jeg hørt adskillige gange de sidste tre dage. Jeg har været igennem det, der føles som et realityshow, hvor det kun er den stærkeste, der kommer ud på den anden side i live.

Jeg snakker om praktiksøgning på journa-

Den 3. maj kl. 12 sad omkring 80 studerende fra SDU, RUC og DMJX klar på praktikmatch.dk for at få afgjort, om de i anden runde ville få en plads på et af de medier, der stadig havde pladser efter første runde. Da de lukkede computeren ned, sad 55 studerende tilbage uden et match. Nu begynder en forsommer med at opstøve flere praktikpladser, men hvis dette ikke lykkedes, står de studerende over for en potentiel tvungen orlov. Nu tyder alt på, at den kommende praktiksøgning i efteråret bliver endnu værre for de studerende.

Hårde odds for praktiksøgende Praktikken fylder næsten halvdelen af ud-

dannelsen på DMJX og giver anledning til nervøsitet allerede fra den spæde begyndelse af første semester. Forårets praktiksøgning gav de studerende de hårdeste odds i seks år, mens medierne var så godt som sikret en praktikant. Som situationen ser ud lige nu, kommer der til at mangle 20 pladser til efterårets runde. Læg hertil de 55 studerende, der ikke fik plads i forårsrunden. Det betyder altså 75 manglende praktikpladser, når matchrunden afvikles til efteråret.

“Det er et alt for stort tal. Det er et reelt, alvorligt problem.”

Ordene er Marianne Grams. Hun er formand for praktikudvalget, der tæller medlemmer fra de tre journalistuddannelser, studerende og flere danske medier. I udval-

get holdt man et ekstraordinært møde efter matchrunden.

“Alle kom. Og der sidder altså mange i det udvalg. Alle synes, det her er alvorligt, og at vi skal gøre alt, hvad vi kan,” siger Marianne Gram.

Hos de nuværende praktiksøgende studerende er det bare om at vente på, at skolen får opstøvet nye praktiksteder. Og praktikkoordinator Martin Vestergaard er i fuld sving. Men Marianne Gram mener ikke, det er realistisk, at alle får en plads i denne runde:

“På den korte bane, kan vi måske skaffe ti pladser. Vi kan jo ikke nå at skaffe 50 - lad os være ærlige”, siger Marianne Gram.

Læs videre på side 4.

Juni 2023 // 30. Årgang

LEDER

Kortsigtede løsninger på langsigtede problemer

Det er nu fem uger siden, at den første matchdag blev afviklet. 109 journaliststuderende fra DMJX i Aarhus sendte deres ansøgninger afsted. I dag er der stadig 23, der mangler en plads. Det svarer til over en femtedel af alle de praktiksøgende journalister fra skolen.

Hvordan kan det ske? Inden samtaleugen gik i gang, fik vi et svar på dette, da institutchef for journalistuddannelsen, Henrik Berggren, og praktikkoordinator Martin Vestergaard indkaldte alle journaliststuderende på fjerde semester til møde i gul audi. Der

INDE dækker det, der rører sig omkring diskokuglen.

UDE stiller skarpt på det, der sker i den store medieverden.

TEMA afdækker i hver avis et nyt emne, der er særligt relevant for de studerende.

OPINION giver dig mulighed for at sige, hvad du mener.

BAGSIDEN brevkasse med en udvalgt underviser.

På WWW.ILLBUNKER.DK finder du web-docs og endnu flere artikler.

SKRIBENTER:

Zakarias Forsberg de los Reyes, Hilde Agergaard Svendsen, Johan Kaas Nørgaard, Tike Ali Bellouki Clausen, Ines Kajkus, Emil Weis, Kathrine Møller Nielsen, Emily Holland-Fischer, Eva Beyer Paulsen, Eva Boye Rasmussen, Sidse Marie Hansen, Ditte Hjort Würtzenfeld, Asbjørn Steffensen, Charlotte Nike Albrechtsen, Anders Brøndsholm, Elisa Norgaard Mortensen, Anders Villaume Vestergaard & Iben Mejlhede.

ILLUSTRATORER:

Katrine Åsleff Edvardsen & Mirjam Mwaka Kapembwa Roed.

FOTOGRAFER: Rebecca Helene Hoffmann, Maria Høy Hansen, Zakarias Forsberg de los Reyes, Janni Moshage Moldt & Kasper Søholt.

lød forklaringen, at branchen let påvirkes af konjunktursvingninger i samfundet. Mediernes økonomi går op og ned, og som journaliststuderende skal vi regne med, at vores praktikpladser gør det samme.

Det passer uden tvivl, at mediebranchen er en følsom en af slagsen. Men det er som om, skolen overser, at det her er et generelt problem. Der mangler ikke journalister i dag, og der manglede ikke journalister for seks år siden, da skolens praktiksøgende stod i en lignende situation. Dengang manglede en femtedel af DMJX-studerende også et praktiksted. At antallet af praktikpladser har været opadgående i en periode skyldes

REDAKTØRHOLDET

udelukkende, at man på skolen valgte at forlænge praktikperioden med et halvt år efter ønske fra praktikstederne. I dag er det også en del af forklaringen på, hvorfor der mangler så mange praktikpladser, eftersom udbuddet bliver lavere, når man beholder journalistpraktikanter i længere tid ad gangen. Det var en kortsigtet løsning på et langsigtet problem - som nu kun er blevet større af, at man i første omgang forsøgte sig med en lappeløsning.

For de fleste ville dette semesters praktiksøgning forekomme så tilpas skræmmende, at man ikke engang turde vente til i morgen med at finde en løsning. Det virker imidler-

tid til, at skolens ledelse sover meget godt. I forbindelse med Illustreret Bunkers forsidehistorie, opfordrer Henrik Berggren de studerende til blot at “lade være med at tænke på det”. Det svarer vel til at bede en person, som er sekunder fra at løbe hovedet mod en mur, om blot at lukke øjnene. Det kommer ikke til at gøre mindre ondt af den grund. Løsningen forekommer imidlertid lige så åbenlys som problemet selv; optag færre journaliststuderende. Det giver ikke mening at tilbyde flere unge mennesker en studiestart, end man kan tilbyde en færdig uddannelse. Det virker som den eneste langsigtede løsning.

udførlig kildeangivelse.

Anna

Ellesgaard Redaktør / TEMA 29236@dmjx.dk

Emil Bay Gregersen Redaktør / FOTO 27418@dmjx.dk

Katrine Å. Edvardsen Redaktør / VISUEL 28190@dmjx.dk

Thit Lund Bording Redaktør / OPINION 28349@dmjx.dk

Sofie-Amalie Elmelund Redaktør / TEMA 28320@dmjx.dk

Amalie Møller Pedersen Redaktør / INDE 28403@dmjx.dk

Josefine Harboe Redaktør / UDE 29195@dmjx.dk

Sissel Bonde Thiellesen Redaktør / INDE 29231@dmjx.dk

Jens-Emil Nørgaard Redaktør / UDE 30294@dmjx.dk

Emma Lindberg Larsen Redaktør / UDE 28382@dmjx.dk

Rebecca H. Hoffmann Redaktør / FOTO 28444@dmjx.dk

Anne Juhl Burgaard Ansv. Chefredaktør / INDE 28412@dmjx.dk

Anna Sofie Laue Chefredaktør/ TEMA 28362@dmjx.dk

Illustreret Bunker, Helsingforsgade 6, 8200 Aarhus N, illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk. Tryk: Strandbygaard A/S // 96 80 07 00, Udgivelse: 30. marts 2023, 30. årgang - 3. udgave, Økonomi- og annonceansvarlig: Anna Sofie Laue // 28362@dmjx.dk og Anne Juhl Burgaard // 28412@dmjx.dk, Oplag: 500 eksemplarer fire gange årligt. Illustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på DMJX i Aarhus, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med

DMJX skal være kendt som stedet, der graver. Og du får også en skovl

Du har måske hørt, at DMJX har fået et gravercenter for undersøgende lokaljournalistik. Men hvad betyder det egentlig for dig og skolen? Illustreret Bunker har mødt graverchef Bruno Ingemann og undersøgt centret, som skal undersøge de lokale skandaler. Hvis altså pengene snart kommer.

Da medieaftalen landede sidste år i november, var der jubel på DMJX. Et af aftalens punkter sikrer nemlig fem millioner kroner hvert år i tre år til et nyt gravercenter for lokalt undersøgende journalistik, som skolen skal huse. Siden sidste år er Bruno Ingemann blevet hyret som graverchef. Samarbejde med undervisere er sat i værk og et dansk og internationalt advisory board, som skal rådgive centeret, er blevet nedsat. Men centret er endnu ikke helt oppe at flyve, fordi pengene stadig lader vente på sig. Først trak finansloven ud i historiske længder, og nu skal medieaftalen lige genforhandles.

”Men pengene kommer,” forsikrer Bruno Ingemann. Det siger politikerne i hvert fald udenfor citat, og det tager vi udgangspunkt i til denne artikel.

Den nyansatte graverchef Bruno Ingemann har, siden han dimitterede hos Danmarks Journalisthøjskole i 1983, haft en lang karriere ved forskellige lokale medier, hvor han især har beskæftiget sig med den undersøgende journalistik. I år 2000 stiftede han

med nogle kollegaer organisationen Et Spadestik Dybere, som fremmer og fejrer lokale og regionale mediers undersøgende journalistik. Det gør de blandt andet gennem seminarer, netværk og den store pris på 100.000 kroner, Spadestiksprisen.

Hvorfor er det ikke sket noget før? Det giver sig selv, at det er en god idé at hjælpe de lokale medier

Alt sammen fordi de lokale mediers mulighed for at lave gravearbejde er trængt. De små redaktioner har ikke samme ressourcer og overskud, som de store redaktioner og gravergrupper på TV2 eller Berlingske har til at agere fjerde statsmagt. Her kommer det nye gravercenter ind i billedet. Hvis et medie, en borgergruppe eller en enkeltperson får et tip eller snuser en lokalhistorie frem, som de har brug for hjælp til at løfte, kan de

nemlig kontakte gravercentret. Centret stiller så sine ressourcer til rådighed og kan hjælpe med at gennemtrævle store mængder data, søge aktindsigt eller håndtere sårbare kilder. Alt det som i dag kan være svært at finde tid til som en lille redaktion.

”Når de ikke gør det i tilstrækkeligt omfang i dag, er der mange forklaringer. De vigtigste grunde er mangel på ressourcer, altså mandskab og tid, og mangel på kompetencer og værktøjer.” siger Bruno Ingemann.

Et lykketræf Ideen til gravercentret opstod, da Bruno Ingemann for et par år siden tilfældigvis stødte ind i Roger Buch, som bekendt underviser på DMJX. De faldt i snak netop over de lokale mediers mangel på ressourcer til at grave. Det er sværere at være graverjournalist i Sønderjylland end på Slotsholmen. Og det måtte man kunne gøre noget ved.

Den analyse var flere af medieordførene på Christiansborg enige i, og på den måde fik Roger og Bruno deres ide om et gravercenter med på finansloven, da det netop skal hjælpe de lokale medier med undersøgende journalistik.

”Det var et lykketræf. Timingen var god,”

siger Bruno Ingemann og uddyber: ”Mange, jeg har snakket med om det, siger, at det er en indlysende idé. Hvorfor er det ikke sket noget før? Det giver sig selv, at det er en god idé at hjælpe de lokale medier.”

Undersøgende undervisning

En del af gravercentrets rolle på skolen bliver også at engagere de studerende til at opsøge den lokale, undersøgende journalistik.

”Vi vil motivere og inspirere journaliststuderende til at få en interesse for den her type journalistik. Vi har brug for flere journalister, der kommer ud med den interesse og de værktøjer og kompetencer,” fortæller Bruno Ingemann.

Hvis alt går vel, får nogle af de studerende på 4. semester i efteråret allerede lov til at få gravearbejdet i fingrene.

I samarbejde med underviserne Jan Dyberg og Kresten Roland på forløbet om datajournalistik skal de studerende hjælpe med at undersøge en konkret sag fra gravercentret. Kresten Roland håber, at samarbejdet træder i kraft allerede i efteråret, formentlig i uge 41.

”Det er oplagt, når man laver sådan et gravercenter her, at det også kommer skolen og de studerende til gode,” siger Kresten Roland.

Efter de studerende har fået Excel og andre dataværktøjer under huden, får de fem sammenhængende dage, hvor de skal assistere på et af gravercentrets projekter. Kresten Roland tror, at de studerende vil få stor gavn af samarbejdet.

”Det med at have et virkeligt samarbejde med dygtige journalister og rigtige medier, det kan bare noget. Så kan man løfte nogle historier, som man ellers ikke vil kunne løfte. Det kan give noget erfaring med at arbejde sammen om et stort projekt, som vi ellers ikke øver så meget på skolen,” siger Kresten Roland.

Men som tidligere nævnt, er der stadig det store aber dabei, at pengene lader vente på sig. De studerende på det kommende dataforløb behøver dog ikke bekymre sig om, at de vil stå uden noget at lave.

”Det er jo et eksperiment, så der er ingen garantier. Men hvis det hele falder til jorden, kan vi jo falde tilbage til det, vi plejer at lave,” understreger Kresten Roland.

Udover undervisningsforløb kommer gravercentret også til at få brug for studentermedhjælpere og frivillige kræfter fra skolen. På lang sigt håber Bruno Ingemann, at gravercentret bliver en forankret del af DMJX’ identitet. Vi skal være kendt som stedet, der graver.

TEKST: ELISA MORTENSEN

ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

- Bruno Ingemann, graverchef DMJX

Praktik eller Paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

55 studerende står uden praktikplads efter forårets store matchdag. Det har skabt en flaskehals i forhold til efterårets praktikrunde, hvor hele 75 studerende potentielt vil stå uden en plads. Hvem har ansvaret? Hvad skal man gøre for at få en plads? Og går DMJX tilbage til 12 måneders praktik? Illustreret Bunker har undersøgt det for dig.

Fortsat fra forsiden

TEKST: DITTE HJORT WÜRTZENFELD & SIDSE

MARIE HANSEN

FOTO: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Hvem har ansvaret?

En række forskellige faktorer spiller ind, når man taler om skyld i den nuværende praktiksituation. Det er nemt at pege fingre, men faktum er, at det er mere kompliceret - i hvert fald når vi spørger Martin Vestergaard.

“Det er svært at sige, hvem der har ansvaret, når man rammer ind i konjunkturer. Det er jo en blanding af, at DMJX er gået fra 12 til 18 måneders praktik, og der er sket en afmætning i branchen fra medier, der gang på gang ikke har fået ansøgere, som så har givet op nu,” siger Martin Vestergaard.

Derudover fungerer praktiksystemet efter markedsmekanismer. Det afhænger i høj grad af mediernes økonomi, hvor mange pladser der er. Vestergaard forklarer, at antallet af praktikpladser derfor er ude af skolens hænder, da de ikke kan gøre andet end at presse på hos medierne for at slå flere pladser op.

Ifølge Henrik Berggren er skyldsspørgsmålet ikke så kompliceret:

“Helt konkret er det jo DMJX’s skyld, at vi står i den nuværende situation, fordi vi øgede praktiktiden fra 12 måneder til 18 og derfor skulle bruge flere pladser,” siger Henrik Berggren.

Og situationen var også forudsigelig, efter DMJX gik tilbage til 18 måneders praktik. Det blev indført efter stort pres fra de danske medier, som til gengæld lovede at optage flere praktikanter. Det blev dog ikke sådan. Ved praktiksøgningen i efteråret 2022 var der kun akkurat pladser nok.

“Vi har længe sagt, ulven kommer - nu kom den så,” siger Martin Vestergaard om manglen på praktikpladser.

Men har DMJX så planer om at ændre praktikperioden tilbage til 12 måneder? Ifølge Martin Vestergaard er det ikke noget, skolen bare kan gøre. Det er en beslutning mellem bestyrelsen og rektor, der derefter skal godkendes af ministeriet. Spørger man ind til Vestergaard og Berggrens personlige

mening, er de ikke afvisende overfor 12 måneders praktik.

“Jeg vil have svært ved at argumentere for, at man ikke kan blive en god journalist med 12 måneders praktik. Så det er da en overvejelse værd,” siger Henrik Berggren.

Marianne Gram er ikke lige så positivt stemt overfor idéen om 12 måneders praktik på DMJX:

“Altså, jeg vil gerne understrege, at dette ikke er en beslutning, der ligger hos Praktikudvalget. Men jeg synes umiddelbart, at det ville være noget værre rod at ændre, så kort tid efter de 18 måneder er blevet genindført. På den korte bane er vi nok nødt til at have lidt koldt vand i blodet,” siger Marianne Gram.

Den evige undren - er vi for mange studerende?

“Har vi ikke snakket om det her før?”

Henrik Berggren kiggede tænksomt på os, da vi spurgte, om DMJX optager for mange studerende, når der nu ikke er praktikpladser nok. Og jo, spørgsmålet dukker ofte op på DMJX i diverse sammenhænge, men når det gælder muligheden for at komme videre på sin uddannelse, virker det som en reel undren.

“Jeg synes, det er så naivt. Vi havde også snakken om optag, sidst vi stod med mangel på praktikpladser. Men det, vi står i, er et praktikproblem - det er ikke et dimittendproblem,” sagde Henrik Berggren og fortsætter:

“Det dur ikke at regulere på optaget - altså medmindre vi ikke kan finde en løsning på praktikproblemet. Men det vigtige i forhold til optaget må være dimittendledigheden.”

Marianne Gram mener også, at løsningen må kunne findes andetsteds. Hun lægger vægt på, at man skal passe på med at konkludere alt for meget lige nu, da opgaven med praktikpladser før har kunnet løftes. Hun sender også en appel til medierne om at kigge efter, om de kunne bruge en praktikant. For som hun siger: “Chancen for at få en praktikant har aldrig været større.”

Dog medgiver hun, at det i øjeblikket er et problem med antallet af studerende:

“Vi optager for mange studerende lige nu. Det kan vi ikke modsige - det er jo faktuelt.

Men det er også et øjebliksbillede, og vi er nødt til at se billedet over lidt længere tid,” siger Marianne Gram.

Hvordan får studerende en fair chance for et match?

Så hvordan skal studerende kæmpe sig til en praktikplads i næste runde?

“Prøv at tænke i alternativer og søg bredt! I kan også overveje, om der er steder, I kunne skrive til, der ikke har slået stillinger op i denne runde. Eller måske tage til udlandet, hvis det var noget, I kunne se jer selv i,” lød det fra Henrik Berggren. I samme ombæring opfordrer han også kommende praktiksøgende elever til at holde hovedet koldt:

“Lad’ vær med at tænke over det. I kan alligevel ikke gøre noget ved det. I må bare vente til, I kommer ind på fjerde semester,” siger Henrik Berggren.

Martin Vestergaard er enig i, at man må indstille sig på, at praktiksøgningen er en hård tid. Og det kan DMJX ikke tage ud af ligningen:

“Vi prøver at gøre det lidt nemmere ved at invitere nuværende praktikanter ud og fortælle om deres oplevelser og generelt bare italesætte det. At praktiksøgning er hårdt, er noget, vi tænker over hele tiden,” fortæller han.

Marianne Gram stemmer i: “Tænk bredt.

Hvis man nu ikke får sin første, anden eller tredje prioritet, skal man spørge sig selv, om der kan være andre muligheder, hvor man kunne komme ud i en anden slags praktik.

Hvis man bider sig for meget fast i ønsketænkning, så lukker døren også. Der er så mange steder, hvor du kan lære rigtig meget.

Hav en plan b, og undersøg den.”

Hvis du stadig er i tvivl, så er svaret, der går igen fra DMJX og praktikudvalget: Søg bredt. Det er ikke tilladt at være kræsen, for du kan blive en dygtig journalist alle steder.

Hård konkurrence fra RUC

På RUC har de tre ugers praktik, inden de søger “den lange praktik”. Spørgsmålet er, om det ikke giver en konkurrencemæssig skævvridning, da de har etableret gode forhold til medierne i denne ”prøve-praktikperiode”. De har haft mulighed for at skabe

forbindelser og vist deres engagement, som studerende både på SDU og DMJX ikke har haft mulighed for. Men det er ikke noget, DMJX umiddelbart har planer om at indføre:

“Det er noget, vi har diskuteret mange gange. Jeg tror, det kunne være en fordel, men jeg synes, det er en uskik, hvis vi skulle lave ekstra praktik, da vi allerede har 18 måneder. Jeg tror, medierne ville blive rigtig trætte af det,” lyder det fra Henrik Berggren.

Martin Vestergaard kan godt se pointen i at have en ’prøvepraktikperiode’:

“Det giver da dem en fordel. Det er ikke noget, vi har overvejet, men hvis der blev ved med at mangle pladser, kunne det være en idé,” siger Martin Vestergaard.

Fra os til dig

Vi står som sild i en tønde foran det lille runde bord. Foran os står Per Thiemann fra Politiken, som i løbet af praktikperioden har opnået samme status som Beyonce. Jeg får et puf af sidemakkeren. Jeg er træt og har ondt i kinderne af at smile. Ondt i nakken af at nikke. Og ærligt - ondt i tungen af at slikke røv.

Vi fik at vide af DMJX, at vi bare skulle slappe af inden messen. Det var medierne, der skulle sælge sig til os - ikke omvendt. Men reelt var det en anden sag.

Ét medie spurgte os grinende på messen: ”Hvorfor er der ingen, der stiller kritiske spørgsmål? Det er jo det, I bliver uddannet i.”

Jamen, fordi vi er så angste og nervøse for at stille det forkerte spørgsmål, som kunne ødelægge vores chance for en praktikplads.

Fordi de sidder med vores fremtid i hænderne.

Så hvis det skal være netop dig, der smider guldkuglen til store matchdag og kommer ud på den anden side som sejrherre, må vores bedste råd være: Søg bredt, og slik røv, men på en kritisk måde, du er jo journalist. Forbered dig på, at det bliver hårdt - og lad os være ærlige: Skynd dig at lære de rigtige mennesker at kende i branchen.

Kære kommende praktiksøgende journalist, DMJX Memes sagde det først, men der er ikke andet tilbage at sige end: Happy hunger games, and may the odds be ever in your favor.

Mike Meisner tog orlov: ”Det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden”

Mike Meisner fra journalistuddannelsens tredje semester troede ikke, at orlov var nødvendigt, selv da livet viste sig fra sin hårdeste side. Men efter samtaler med studievejledningen tog han en tiltrængt pause og kom tilbage på DMJX med genvundne kræfter og mod på studielivet.

Første dag på studiet kan både være spændende og længe ventet, men for mange også nervepirrende. Der er mange nye indtryk. Man skal tilbage på skolebænken, og der kan være en uvished omkring, hvordan ens nye hverdag kommer til at se ud.

For 30-årige Mike Meisner, der startede på DMJX’s journalistuddannelse i sommeren 2021, var disse bekymringer dog sekundære. Hans far var nemlig meget syg af kræft i denne periode. Som ny studerende sad Mike en af de første dage i auditoriet, hvor studievejlederne på skolen præsenterede sig selv og deres funktion på stedet. Det fik Mike til at svinge forbi deres kontor kort tid efter for at fortælle dem om sin situation. Her følte han sig både set og hørt.

Farens tilstand blev værre, og få måneder efter studiestarten gik han bort. Den næste tid blev hård for Mike, der fik svært ved at følge med i undervisningen og kom bagud med flere eksaminer. Alligevel var det først i starten af 3. semester, at han i fællesskab med studievejlederen besluttede sig for at tage orlov.

”Jeg havde jo brug for det. Det havde jeg virkelig. Jeg ville nok bare ikke indse det,” siger Mike Meisner.

En svær beslutning

Joan Husted er studievejleder på DMJX og dermed en af de personer, man som studerende kan tale om trivsel og velvære med,

mens man har sin gang på skolen under ud dannelsen.

Hun mener, at beslutningen om at tage orlov ofte er svær, uanset hvilken situation man står i, og at der er valg såvel som fravalg i overvejelserne omkring orlov.

”Kan jeg se mig selv gå ind i auditoriet på en helt ny årgang 1. februar, når jeg ikke kender de andre på årgangen? Og hvordan har jeg det egentlig med, at jeg socialt skal starte lidt forfra? Det, synes jeg, man skal overveje”, siger Joan Husted.

I hendes tid på DMJX har hun mærket en stigende grad af, at de studerende er blevet bedre til at kigge indad og tænke over, om de behøver en pause fra studiet.

”Der er kommet en højere grad af eftertanke, tror jeg, hvor de studerende mærker efter, om de egentlig kan se sig selv i det her, eller om der er noget andet, der trækker,” siger Joan Husted.

Tid til at tænke

I starten af sin orlov nød Mike først og fremmest, at han ikke skulle tænke på afleveringer og læsning af pensum, og at han nu havde mulighed for at komme helt ned i tempo, som han længe havde haft brug for.

Som tiden gik, fik han dog også tid og mulighed for at dykke mere ind i sindet og arbejde med sig selv og den sorg, han bar rundt på.

”Jeg lærte meget om mig selv, og jeg lærte, at det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden,” siger Mike Meisner.

Havde du spurgt Mike for 10 år siden, ville han ikke have hørt tale om at tage til terapi, selvom det stod slemt til. I dag er han blevet klogere og går imod, hvad han er vokset op

med at høre om mænd, der udviser følelser.

”Jeg kender mig selv og ved, at jeg er en følsom fyr. Men jeg kommer også fra et miljø, hvor det ikke lige er noget, man viser”.

I slutningen af sin orlov begyndte det at krible lidt i fingrene på Mike. Han ville gerne tilbage på DMJX for at gense sine venner og fordybe sig i studiet. Han følte sig godt veludhvilet og havde fået nogle redskaber til at kunne bearbejde tabet af sin far og fortsætte sit eget liv.

Ikke alene

Selvom de studerende, der vælger at tage orlov, ikke er fysisk på skolen i en periode, bliver de ikke glemt af studievejledningen. Joan Husted fortæller, at der gøres en indsats fra studievejledningens side for at holde en vis kontakt til de studerende. Specielt dem, hvor orloven er blevet taget under svære omstændigheder. Dermed får de en idé om, hvordan det står til, og den studerende ved, at der er noget at vende tilbage til.

”Nogle studerende kan i den situation føle sig udenfor og være bekymret for at blive hægtet af deres uddannelse og det sociale fællesskab. Derfor vil en af os fra studievejledningen typisk sende en mail eller sms for at høre, hvordan det står til, og om der er nogle studiemæssige bekymringer, vi kan hjælpe med,” siger Joan Husted.

Når man som Mike tager orlov under nogle svære omstændigheder, er det ikke altid lige nemt at vide, hvad man skal bruge tiden på, nu hvor studiet er sat på pause. Til dem, hvor beslutningen blev taget på en hård baggrund, giver Joan Husted et råd med på vejen.

”Uddannelse og skole løber ikke nogen steder, tværtimod. Det vigtigste er at bruge tid og energi sammen med familien.”

Derudover fortæller hun, at studievejledningen gør meget ud af at fortælle de studerende under deres orlov, at de naturligvis stadigvæk er meget velkomne til at tage del i sociale arrangementer for at kunne mærke fællesskabet.

Anden første skoledag

På vej i skole første dag efter orlov gik der en masse tanker igennem hovedet på Mike. Det mindede ham om første dag på studiet året forinden, men denne gang var det anderledes. Han var mere afklaret og havde mere ro i sindet. Så selvom turen til DMJXbygningen var en smule angstprovokerende, glædede han sig mest af alt.

Inde bag skydedørene tog hans venner imod ham med åbne arme og store krammere og bød ham velkommen tilbage. Det varmede hos Mike, der følte sig hjemme igen med det samme.

”Jeg havde jo været lidt på sidelinjen noget tid, så det var bare rart, at de faktisk havde lagt mærke til, at jeg ikke havde været der. Det var en dejlig bekræftelse.”

Mike vil råde alle, der står i en svær situation midt i deres studie til at mærke efter, om det at tage orlov ikke kan være med til at give dem et pusterum. For ham gav det tid til refleksion og til at arbejde med tabet af sin far.

”Tag en snak med studievejlederne, hvis du har ondt i sjælen. Det er noget, jeg har fået øjnene op for, som jeg ikke har skænket en tanke før,” siger Mike Meisner.

TEKST: ASBJØRN STEFFENSEN FOTO: JANNI MOSHAGE MOLDT

Sygdom slår ikke statsyachten ud af kurs

DMJX skal igen i år kæmpe mod uddannelserne på universitetet, da de er med til kapsejlads for andet år i træk. Her er 12 hold fra festforeningerne trukket i det tætsiddende tøj og skal omgivet af fest, farver og råbende studerende sejle på tværs af den lille sø i kampen om ”det gyldne bækken”.

Lav musik, lav temperatur og en meget lav sol, der ikke giver meget lys endnu. Det lyder ikke som et godt udgangspunkt for at lave noget sjovt. Alligevel er humøret højt, for denne fredag er en af årets største. Selvom resten af Danmark ligger i deres senge, er mange tusinder mødt op midt om natten i Uniparken for at se deres hold.

DMJX deltog sidste år for første gang efter en fire-årig pause. Der har gået rygter om, at skolen var bandlyst for ikke at møde op og rydde parken for skrald et år, men sandheden er, at Kurt Strandbar i flere år ikke tilmeldte sig. I år håber de på at rydde bordet. Med ‘Den Fjerde Statsyacht’ skal bådvender Freja Tylvad og de fem sejlere Mads Norman, Emil Helligsø, Mads Læbel, Karoline Paasch og Viktor Houman skabe det bedste resultat i mange år. At de to sidstnævnte er syge, var næppe en del af planen, da træningen startede tilbage i marts måned. Dengang kunne de ikke finde båden, og det fortæller fint om forløbet frem mod fredag den 28. april.

Træning med nedtur i søen

I alt vejr og op til fire gange ugentligt er skolens hold mødt op for at hakke bajere og dreje rundt. I starten inde i Kurt. Der gik en uge med at finde båden, som lå i skolens kælder, men efter søen åbnede for sejlads den 1. marts, har træningen foregået nede i Uniparken. Viktor Houman, 20 år, er tidligere kajakinstruktør, og der er ingen tvivl om, at han har de tekniske briller på.

”Du holder helt skævt på den der pagaj,” har Viktor flere gange forklaret sine holdkammerater, og ”grunden til I sejler skævt, er jeres dominerende hånd, som er for langt ude.”

Han har kun været med i Kurt Strandbar i to måneder inden konkurrencen og har brugt hver uge på at blive klar, og det kan mærkes. I over en uge op til konkurrencen har Viktor været syg, og han fortæller bundærligt, at han må tage en periode, hvor han ikke bunder øl efter kapsejladsen. Til sidste træning er han heller ikke nede i den grå og røde gummibåd, men står ved bredden, da han skal passe på ikke at ryge i søen.

Den person, som tilbringer mest tid i vandet, er bådvender Freja Tylvad, eller bådvinder, som hun også kalder sig. Når resten af holdet spinner og bunder, står hun fast i det iskolde vand, hvis sigtbarhed er så lav, at man ikke kan se sine fødder. Selv i frossen tilstand vender hun nærmest uafbrudt båden og tømmer den for det vand, den løbende tager ind, og der er kommet rigtig meget denne tirsdag. Det er drengenes egen skyld, fordi selvom Mads Norman, Mads Læbel og Emil gør, hvad de kan for at krydse søen hurtigst og i tør tilstand, kæntrer båden et par gange, og alle tre drenge er på kort tid nede i søen for at få fat på pagaj og kajak. ”Av av av,” råber Norman bagefter, da han slår sig voldsomt på kanten af bredden på vej op til en øl, og Freja må trøste ham og lægger sin hånd på hans læg.

Træningen slutter med, at der er gået hul på båden, men som Emil siger, ”skal vi fucking ikke dvæle ved det.” Det ordner de med gaffatape, og så kan båden pumpes, lige inden der skal sejles om fredagen.

En fredag som på festival

Tre dage senere er det blevet tid, og dagen for kapsejlads er lang. De mange tilskuere kæmper sig igennem natten og morgenen med kaffe-Bailey, Redbull, drukspil og de mange indslag, der er undervejs. Kort efter solen er stået op over Randersvej, står hele parken op og synger Ingemanns ’I østen stiger solen op’ og Bamses ’I en lille båd, der gynger’. De gode Kurt-folk føler vist, at den sang går ekstra meget ud til dem.

Som optakt til den rigtige sejlads er der klokken ni lagt an til havfrueræs. Her skal en række søulve slinge sig rundt og svømme på tværs af den kølige sø til Champagnegaloppen og til Wagners Walkürenritt, da afgørelsen nærmer sig.

Op ad formiddagen hygger og sludrer folk, hvis ikke de bevæger sig mellem de forskellige camps, hvor man snart ikke kan gå i fred fra folk, man kender, som var det en festival. Langsomt bliver DMJX-campen mere og mere rodet. Græsplænerne bliver mindre grønne, og slatter fra ølbong og andre drikkevarer får jorden til at blive til mudder.

En af hovedpersonerne på skolens hold har valgt at komme lidt efter alle andre, men det

Foto: Rebecca Helene Hoffmann

TEKST & FOTO: ZAKARIAS FORSBERG DE LOS REYES

FOTO: REBECCA HELENE HOFFMANN

er til stor glæde og gavn, at Karoline er mødt op. Bådens eneste kvinde har ligget syg hele ugen og var næppe mødt op, hvis den stod på forelæsning, men i dag er hun uundværlig. Karoline griner også og er fortrøstningsfuld i forhold til sin præstation.

”Den bliver bedre end drengenes, for de har alle sammen drukket sig stive,” siger hun.

Optakt med optur

I takt med temperaturen stiger, gør humøret det også. Klokken elleve rejser alle sig og er ellevilde, mens skolens sang spiller, fordi ”DMJX, det er bedre end sex.” Det virker ikke til, at sangen er populær i resten af Uniparken, men en linje kan alle vist blive enige om. ” Kommer du fra Umbi, er du bare en

fucking bitch.” Sætningen om de medicinstuderende viser sig senere at være næsten profetisk.

Overalt i parken bliver der festet og drukket. Folk glider og vælter rundt på jorden, hvis ikke de er i gang med endnu en dåse i den såkaldt selvrensende ølbong, der kort forinden har været med på rustur og siden har gjort sig selv ren. Andre vælter i deres campingstole og har besvær med at komme op igen. Det er nemlig ikke på jorden, festen foregår. Den foregår oppe i himlen, hvor et jagerfly flyver rundt til ære for de omtrent 30.000 unge, der bare venter på, konkurrencen går i gang.

Men først er der nøgenløb og en uendelig række af introshows. Kun de største bevægelser fornemmes fra skolens lejr på den

anden side af søen. Derfor er det også desto mere imponerende, da hele Kurt tropper op og laver deres introshow, som modtager et stort bifald fra alle. Efterfølgende indrømmer folk fra medicin og andre studier, at DMJX var de bedste den dag. Altså deres show. Ikke sejladsen.

For da den endelig bliver halv fem, går det løs, og “Den Fjerde Statsyacht” passerer på ingen tid søen. At alle andre er hurtigere, er ikke så vigtigt. Der bliver spundet og bundet til den store guldmedalje, mens Freja drejer båden. Da Viktor når tilbage til bredden og i mål som sidste mand, er det med en fornem tid og en flot fjerdeplads i sidste heat…

Altså en sidsteplads, men den bliver fejret, som var det en sejr. For efter otte ugers intens træning er det en forløsning for det

seks mand store hold, der jubler, og alle er vindere på trods af sygdom og sidstepladsen. Smilene er store, og begejstringen vil ingen ende tage, da de hopper over afspærringen og tilbage i lejren til heppekoret, der hylder dem.

Kapsejladsen bliver vundet af Umbilicus fra medicin for første gang i en årrække, og herefter starter festen med Lamin som afslutningsnummer. Som Lamin beder om, er ingen længere anspændt, når bare de finder deres drinks. Nu lugter der af røg, øl og breezers på det spontane floor omgivet af chipsposer, krus fra vodka-Redbull, øldåser, Aldinet og plastikglas. Alligevel danser og hujer menneskehoben, smiler til hinanden og synger med på Lamin.

”Gode dage, gode drinks, gode tider.”

Foto: Zakarias Forsberg de los Reyes

Reportage fra Kapsejlads

2023 produceret af Maria

Høy Hansen, fotojournaliststuderende på DMJX

En rød tråd af tilfældigheder har formet Christopher Bering Badens liv

Det er ikke alle, der kender Christopher Bering Baden. Men han er en vigtig del af DMJX og sidder til dagligt nede i foyeren på højskolen i Aarhus. Her sidder han blandt andet og skriver om skolens bacheloruddannelser og spørger os elever, om vi vil lave en Instagram takeover. I kommunikationsafdelingen arbejder Christopher og hans kollegaer med at udbrede kendskabet til DMJX og brande institutionen som andet og meget mere end ’blot’ en rugekasse for journalister.

Men Christopher identificerer sig ikke som kommunikationsmedarbejder. Det er en lang række af tilfældigheder, der gør, at Christopher er havnet her. I det hele taget synes han, at en stor del af hans liv er formet af tilfældigheder. For at starte ved begyndelsen var det også et tilfælde, at han uddannede sig til journalist. Christopher var nemlig allerede i gang med at læse sociologi, men var gået død i nogle reeksamener. I stedet for at læse sad han og surfede rundt på Uddannelsesguiden. Han var både forbi fritidspædagog og konditor, men det endte med at være journalistuddannelsen, der fangede Christophers opmærksomhed.

”Jeg så, at optagelsesprøven lå lørdag den 24. april, som er min afdøde fars fødselsdag. Så det studsede jeg over og tænkte, at det kunne jeg da godt prøve at tage til,” siger Christopher Bering Baden.

Han kom ind, rev teltpløkkerne op og flyttede fra Espergærde til Aarhus for at studere på DMJX. Her førte en snørklet perlerække af tilfældigheder til, at han ret hurtigt mødte sin kommende kone, Signe.

Historien om Signe og en tur til havkajak

Historien om mødet med Signe er lang. Den korte version er, at Christopher lidt ad omveje var kommet med i en slags jury i DR, som udvalgte og konceptudviklede på indhold til unge. Samtidig gik han på DMJX og var i læsegruppe med Mathias. Christopher tog Mathias’ idé med blandt de andre idéer, der skulle udvikles på og præsenteres for DR’s bestyrelse. Og det endte med, at Mathias’ idé blev valgt. Derfor følte Mathias, at han skyldte Christopher en tjeneste, og da han havde en onkel med en bar på Skanderborgfestival, kunne han skaffe Christopher gratis ind. Onklen havde taget sin datter, Signe, med. Og resten er historie, som man siger.

I dag har Signe og Christopher dannet par i tolv år, og sammen har de fået sønnen Svend på seks år og datteren Sally på syv måneder. Og en tilfældig morgen med Sally endte

Christopher med at melde sig til havkajak.

”Jeg står op klokken fem om morgenen hver dag med Sally. Og en dag var der kommet mail fra Aarhus Kano- og Kajakklub om, at nu kunne man tilmelde sig til introkurserne. Dem har jeg været skrevet op til i over to år, men det bliver altid udsolgt på nulkommafem. Så jeg skyndte mig at melde mig til. Så jeg har lige været i gang med at købe våddragt og udstyr. Og ser supersmart ud i den, det er jeg sikker på, min kone helt sikkert synes.”

Fra journalist til akademiker og far Men for at komme tilbage til kronologien, skal endnu en tilfældighed – til panikdag –blive afgørende for både Christopher og Signes liv.

”Mens jeg skriver under på en kontrakt med DR Nordjylland, har DR Aarhus ringet for at tilbyde mig en plads. Så jeg kunne egentlig være blevet i Aarhus i halvandet år. Det var min kæreste lidt træt af på dagen, men jeg var rigtig glad, for jeg ville helst på redaktionen i Aalborg.”

Christopher var glad for sin praktiktid hos DR Nordjylland. Han beskriver det som en af de bedste arbejdspladser, han har været på. Alligevel kom han dog frem til den erkendelse, at han ikke skulle være journalist, blandt andet fordi arbejdstiderne ikke passede specielt godt sammen med det familieliv, Christopher drømte om at få.

Tanken om at få børn begyndte at snige sig ind, og nogle af Christophers medstuderende var allerede gået i gang. Så da Christopher og Signe kom tilbage til Aarhus, følte de, at nu var de også parate til at starte det kapitel i deres liv og forhold. De ville gerne nå det, mens de stadig begge studerede. Hvilket var umuligt, når Christopher kun havde tre måneder tilbage på journalistuddannelsen. Men det lykkedes dem alligevel, for Christopher besluttede sig for at bygge en kandidat ovenpå journalistikken. Han havde nemlig gennem sit studiejob hos Dansk Journalistforbund opdaget, at organisatorisk arbejde og rådgivning var mindst lige så spændende som journalistikken - hvis ikke mere. Han søgte derfor ind på en række kandidatuddannelser, men endte med at blive optaget på sin fjerde prioritet, Uddannelsesvidenskab.

”Det er et skørt tilfælde, at det lige var dér, jeg landede, i forhold til hvor meget jeg identificerer mig med det i dag. Jeg identificerer mig meget mere med uddannelsesvidenskab og med at være akademiker end med at være journalist,” siger Christopher Bering Baden.

Christopher har aldrig givet slip på DMJX Det er også lidt af et tilfælde, at han er kom-

munikationsmedarbejder på DMJX i dag. I forbindelse med et arrangement afholdt af KaJ, skulle Christopher briefe den daværende rektor, Jens Otto Kjær Hansen. Pludselig indskyder rektoren, at DMJX vil slå en stilling op i efteruddannelsesafdelingen i næste uge, og at han synes, Christopher skal kigge på den. Christopher endte med at følge rådet, han fik jobbet og begyndte at arbejde i efteruddannelsesafdelingen.

Men efter et par år søger Christopher væk igen og får job i Magistrenes A-kasse, men beholder dog kontakten til DMJX som vejleder og gæsteunderviser. Og hans gamle kolleger glemmer ham ikke, men inviterer flere

gange på kaffe for at få Christopher tilbage. Det korte af det lange er, at nu er Christopher tilbage på DMJX og arbejder primært med ekstern kommunikation omkring bacheloruddannelserne.

Inden interviewet sluttede, kom Christopher med en masse gode råd til alle os studerende på DMJX. Men et af de råd, der stod ud, er dette:

”Du skal omfavne, at livet langt hen ad vejen baserer sig på tilfældigheder.”

Og nå ja, der er endnu en tilfældighed i denne fortælling. Christopher fylder 34 år i dag den 1. juni, så hvis I ser ham, kan I ønske ham tillykke.

Christopher identificerer sig ikke som kommunikationsmedarbejder og synes, der er mere i livet end sin arbejdstitel. For ham har vejen til jobbet på DMJX været en sti fyldt med tilfældigheder.

TEKST: EVA BOYE RASMUSSEN FOTO: JANNI MOSHAGE MOLDT

Hackerangreb sendte DMJX på pause

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole blev i påskeferien udsat for et hackerangreb, som påvirkede de studerendes redskaber og skolegang i lang tid efter.

Studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mødte ind efter en lang påskeferie. Det gik hurtigt op for dem, at de ikke kunne tilgå skolens systemer. Alt var nede. Skolen var lammet.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles IT-systemer hører under IT-fællesskabet ITS, som har base hos VIA University College. Det var ITS, som blev ramt af hacker angrebet, hvilket også påvirkede DMJX.

Påskelørdag sendte Center for Cybersikkerhed en advarsel til VIA om, at der var unormalt meget trafik på systemerne. Det fortæller Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef på DMJX. Det har senere vist sig, at advarslen kom en time inden, angrebet blev iværksat.

Fra VIA’s systemer kunne man se, at der var talrige angreb i gang, og de valgte derfor at trække stikkene på alle servere.

“Det er jo næsten ligesom en film, hvor man står desperat og hiver stikkene ud, og man kan bare se at angrebet bliver ved, og til sidst beslutter man sig for at hive dem alle sammen ud,” forklarer Jørgen Johansen.

Derfor kunne de studerende på DMJX ikke få adgang til syste merne tirsdagen efter påskeferien.

Det er jo næsten ligesom en film, hvor man står desperat og hiver stikkene ud

Systemgenåbning var længe undervejs

Det var lige pludselig mere besværligt at være studerende på DMJX. Man havde ikke mulighed for at booke et grupperum ved Tove i receptionen, man havde ikke adgang til Itslearning og skolens VPN virkede ikke, så man kunne ikke arbejde hjemmefra. Det tog lang tid, inden alle systemerne var

oppe at køre igen. Jørgen Johansen forklarer, at VIA har haft to eksterne firmaer til at gå gennem hver enkelt server, og undersøgt om der var noget, der skulle genoprettes, fordi det var nået at blive slettet af hackerne.

Jørgen Johansen anslår, at VIA i alt har 250 servere, som firmaerne har skullet gennemgå, inden de kunne åbnes op for de stu-

siger Sofie Freja Christensen.

Der er ikke yderligere informationer om, hvilke konsekvenser hackerangrebet har medført. Jørgen Johansen tænker særligt over, om der er data, der nåede at blive lækket.

“Uddannelsesinstitutioner som DMJX og VIA har

Derfor er det vigtigt, at virksomheder får gennemset deres systemer, fortæller Sofie Freja Christensen:

Hver gang vi lærer noget nyt og lukker hullerne i ofrenes systemer, så bliver hackerne samtidig klogere.

“Det er essentielt, at virksomheder tager sikkerhed seriøst og får vurderet hele deres sikkerhedsinfrastruktur. De skal finde hullerne i infrastrukturen og dække dem.“ Samtidigt pointerer Sofie Freja Christensen, at teknologien hele tiden udvikler sig, hvilket betyder, at sikkerheden løbende skal tilpasses.

“De har først gennemgået de helt grundlæggende programmer for vores IT-system og derefter de vigtigste systemer for de studerende,” forklarer Jørgen Johansen.

Motiv for angreb

Det har endnu ikke været muligt at finde frem til, hvorfor ITS blev udsat for et hackerangreb, men ekspert i cybersikkerhed Sofie Freja Christensen fortæller, at det mest almindelige motiv er penge.

“Motivet falder typisk ind i kategorierne penge eller ødelæggelse af data. For den gængse hacker handler det dog om penge,“

mange personnumre og adresser. De ved, hvad du hedder, og de kender dit telefonnummer. Det er meget data om rigtig mange mennesker. “

Et evigt kapløb Hackerangreb er blevet en mere normal form for kriminalitet. Ifølge Sofie Freja Christensen er en del af forklaringen, at vores samfund er blevet mere digitaliseret blandt andet med AI-teknologien. Det gør, at AI kan programmeres til at udføre selve angrebet. Det er en nemmere måde at komme til penge på end ved at lave et bankrøveri.

“Hver gang vi lærer noget nyt og lukker hullerne i ofrenes systemer, så bliver hackerne samtidigt klogere. Så det kommer til at være et evigt kapløb om, hvem der er bedst,” siger Sofie Freja Christiansen.

To-faktor godkendelse på menuen

VIA er i gang med at skærpe sikkerheden efter hackerangrebet, hvilket også påvirker eleverne på DMJX. De skal nu bruge en tofaktor godkendelse for at logge ind på skolens systemer.

“Eleverne får en tidsbaseret kode på telefonen, som de så skal skrive for at logge ind. Det er for at øge sikkerheden. Vi kommer nok til at se flere af disse tiltag i fremtiden, “ siger Jørgen Johansen.

TEKST: EMILY HOLLAND-FISCHER & KATHRINE M. NIELSEN

ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

- Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef på DMJX

- Sofie Freja Christiansen, ekspert i cypersikkerhed

Tæt På Sandheden:

”Om det er journalistik, må nogle andre vurdere”

Troværdighed er et vigtigt emne i journalistisk formidling, og derfor arbejder journalister typisk uafhængigt.

Men på redaktionen hos Tæt På Sandheden forholder det sig lidt anderledes, for her er man afhængig af, at målgruppen griner.

ILLUSTRATION:

ÅSLEFF EDVARDSEN

”Jeg bruger nogle af de journalistiske værktøjer, som jeg også brugte på Ekstra Bladet, blandt andet når jeg udvælger vinkler og researcher, men derudover, så er det endelige produkt usammenligneligt,” siger Nina Ahrenkiel. Hun er journalist og har sin daglige gang hos det satiriske program Tæt på Sandheden.

Journalisterne medbringer hver uge to historier, hvor komikerne derimod arbejder med hver deres. De arbejder derefter sammen med komikerne om deres egne historier. En normal dag starter typisk med et morgenmøde, som omfatter redaktionens to journalister, redaktionschefen, instruktøren og fire komikere, og på den måde er dagens start på redaktionen ikke ulig så mange andre redaktioners.

Satirebrillen

Siden Nina Ahrenkiel blev færdiguddannet, har hun beskæftiget sig med satire. Der er stor forskel på arbejdsdagen som praktikant på Ekstra Bladet kontra arbejdsdagen som uddannet journalist. I arbejdet med historierne til Tæt På Sandheden har Nina Ahrenkiel typisk en uge til at fordybe sig i historierne, hvorimod hun på Ekstra Bladet oplevede, at der var en høj forventning til hurtige historier.

”Som skrivende journalist, så husker jeg, at man var meget alene, og historierne skulle hurtigt afsted. Nu har jeg mere tid til fordybelse, og vi arbejder som et hold,” siger Nina Ahrenkiel.

Michael Christiansen, som har været en del af den danske comedyscene siden begyndelsen af 00’erne, er i dag hovedforfatter på Tæt På Sandheden. Han er blandt andet kendt for sin medvirken i Zulu Late Night Live på TV2 Zulu og DR2-programmet, Tjenesten – Nu På TV. Desuden har han lavet materiale til Dybvaaaaad!

Han fortæller, at journalisterne ikke går helt klassisk til værks. De læner sig ikke op ad de gængse nyhedskriterier, og når journalisterne trækker i arbejdstøjet, har de satirebrillen på. Udover det så er der fokus på, at der er en balancegang i indslagene i hvert afsnit, så man kommer gennem forskellige emner og personer.

”Vi kigger på, hvad der rør sig i tiden;

Dog er det kun en af mange opgaver, som de har på redaktionen.

Journalisterne er komikernes rygdækning. De sørger for, at der er styr på fakta, så komikerne kan holde fokus på at være morsomme. I deres research og udvælgelse af historier kigger de gerne efter selvmodsigelser og hykleri, da det er materiale, der kan bruges i satiregenren.

På redaktionen tager journalisterne udgangspunkt i indenlandske historier, der er aktuelle, hvor man ser en komisk vinkel. Det er ikke journalisternes opgave at være sjove, men de skal i deres research have gjort sig tanker om, hvorfor lige netop denne historie har sin gang i det populære tv-program.

”Vi står slet ikke for at være sjove, det er

100 procent komikerne, men det er klart, at man skal have et blik for det komiske, men fra et journalistisk standpunkt,” siger Nina Ahrenkiel.

Når Michael Christiansen beskriver journalisternes arbejde, så er det som et fundament for programmet. Ikke alene finder de og arbejder med størstedelen af historierne som bringes i afsnittene, de sørger også for, at der er hold i alt, hvad der bliver sagt.

Når programmerne bliver særligt kritiske overfor nogle af de magthavende karakterer, så kan journalisterne få lov at holde journalistikken i udstrakt arm.

”Jeg mener, at det er rigtig journalistik, men vi har ikke ressourcerne til at forelægge

kritikken for dem, vi kritiserer, inden vi publicerer. Her kan vi dække os ind under at være et satirisk program,” siger Michael Christiansen.

Leg lidt med uddannelsen Selvom journalistuddannelsen handler om formidling, så kan den bruges til meget andet end at formidle nyheder på de klassiske medier, og der er ifølge Nina Ahrenkiel heller ingen tvivl om, at journalisterne hos Tæt På Sandheden bruger redskaber fra journalistikken. Der bliver klippet indslag og lavet interviews, som de liner op i samarbejde med redaktionens reporter, Camilla

For Nina Ahrenkiel har det været et tilfælde, at hun endte i satiregenren, og siden hun blev færdiguddannet journalist, har hun beskæftiget sig med satire.

Først som radioproducer på radiokanalen 24/7, hvor hun var assistent på Den Korte Radioavis.

”Det var nyt for mig, at man kunne være journalist i satiren, men så tog det ene det andet. Og jeg bruger klart journalistiske værktøjer. Om det så er journalistik, det må nogle andre vurdere, men jeg håber at folk ved, at man kan lege lidt med uddannelsen,” siger Nina Ahrenkiel.

I løbet af sin tid på skolen lagde underviserne meget vægt på at fortælle Nina og hendes medstuderende, at den mediebranche, som de blev uddannet til, ville se helt anderledes ud, når de om nogle år var uddannede journalister.

”Vi fik at vide, at de jobs vi kunne få, ville være helt anderledes end dem, vi så i branchen. For mit vedkommende må det siges at være helt sandt,” siger Nina Ahrenkiel.

TEKST: TIKE ALI BELLOUKI CLAUSEN

KATRINE

Ti gode råd til praktiksøgningen fra Chat-GPT

TEKST: CHAT-GPT

ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Ien konkurrencepræget medieverden er det at få en praktikplads ofte et vigtigt skridt mod at kickstarte en succesfuld karriere. Hos Illustreret Bunker har vi lyttet til vores læseres behov og sammensat en liste med 10 effektive råd, der vil hjælpe dig med at skille dig ud og øge dine chancer for at sikre dig drømmepraktikken.

Uanset om du drømmer om at arbejde på et førende mediehus, i en spændende radioeller tv-station eller et innovativt online medie, vil disse råd være uvurderlige i din jagt på den eftertragtede praktikplads. Så lad os dykke ned i disse tips og tricks, der vil guide dig mod din professionelle fremtid!

Her er 10 gode råd til at få en praktikplads:

Start tidligt: Begynd din søgning efter praktikpladser tidligt. Mange virksomheder har faste deadlines, og det er vigtigt at være proaktiv og søge i god tid.

Research virksomheder: Lav en liste over relevante medievirksomheder, aviser, magasiner, radio- og tv-stationer osv. Research virksomhederne grundigt for at forstå deres værdier, arbejdskultur og hvad de efterspørger hos deres praktikanter.

Tilpas din ansøgning: Skræddersy din ansøgning og dit CV til hver virksomhed, du ansøger hos. Vis, at du har sat dig ind i virksomhedens profil og brug konkrete eksempler på, hvordan dine færdigheder og interesser passer til deres behov.

Networking: Udnyt dit netværk. Tal med tidligere praktikanter, lærere, venner eller familiemedlemmer, der arbejder inden for mediebranchen, og bed om hjælp, anbefalinger eller tips til praktikpladser.

LinkedIn og sociale medier: Opdater din LinkedIn-profil og brug sociale medier som Twitter eller Facebook til at følge og engagere dig med virksomheder og personer inden for branchen. Det kan åbne døre og skabe

muligheder for at få kendskab til praktikstillinger.

Praktikmesser og arrangementer: Deltag i praktikmesser, branchearrangementer og netværksmøder, hvor du kan møde repræsentanter fra medievirksomheder og opbygge relationer. Disse begivenheder kan også give dig mulighed for at præsentere dig selv og din interesse for praktikpladser.

Skaf praktisk erfaring: Selvom det kan være udfordrende at få en formel praktikplads, kan du skabe praktisk erfaring på andre måder. Lav dit eget blog, start en podcast eller bidrag til lokale medier. Dette viser din interesse og dedikation til journalistik.

Vær vedholdende: Forvent at møde afslag undervejs, men giv ikke op. Hold dig motiveret og fortsæt med at søge og følge op på ansøgninger. Vedholdenhed og engagement kan skille dig ud fra konkurrencen.

Frivilligt arbejde: Overvej frivilligt arbejde eller ulønnet praktik i mindre medieorganisationer eller non-profit-organisationer. Dette kan give dig værdifuld erfaring, netværk og muligvis åbne døre for fremtidige muligheder.

Opdater og forbedr dine færdigheder: Mens du søger efter praktikpladser, er det vigtigt at kontinuerligt forbedre dine færdigheder. Tag kurser, læs faglitteratur, og hold dig opdateret med de seneste udviklinger inden for mediebranchen.

Vær altid nysgerrig og læringsorienteret. Disse råd er baseret på vores erfaringer og ønsket om at hjælpe dig med at skille dig ud i din praktiksøgning. Husk, at det at få en praktikplads kan være en konkurrencepræget proces, men med dedikation, vedholdenhed og en strategisk tilgang kan du øge dine chancer for at få drømmepraktikken.

Så kom i gang, vær proaktiv og gå efter dine mål. Vi ønsker dig held og lykke i din jagt på den perfekte praktikplads og i din fremtidige karriere som medieprofessionel!

Varmeste hilsner, Chat-GPT

Illustreret Bunker har sprunget over, hvor gærdet er lavest og fået vores nye ven og skrivekammerat, Chat-GPT, til at kigge ind i internettets dybeste afkroge og fundet ti hurtige råd til din praktiksøgning.

Mads Nissen har gjort det igen og cementerer sig blandt verdenseliten af fotojournalister

Et hattrick som den første nogensinde. Mads Nissen har for tredje gang vundet en hovedpris ved verdens mest prestigefyldte konkurrence for fotojournalistik. Det kræver arbejde, hvor man tør bruge sig selv. Spørgsmålet er, om der er plads til det.

TEKST: ANDERS BRØNDSHOLM

FOTO: KASPER SØHOLT

”Vi er jo nødt til at drikke noget af hans champagne for ham. Han får jo så meget af det, at han ellers bliver alkoholiker, og det går jo ikke.”

En kollega stikker hovedet ind i det lokale, hvor vi sidder med Mads Nissen. Selvom hans kommentar er sagt med et glimt i øjet, så er den ikke helt forkert. Mads Nissen har nemlig modtaget meget champagne på det seneste.

I lige det øjeblik er det blot nogle timer siden, han stod foran sine kolleger på Politiken og fik overrakt en ny flaske. Fint pakket ind i film og med et hvidt bånd med Politikens logo om flaskehalsen.

Selvom kalenderen kun viser maj, har Mads Nissen i år indtil videre vundet prisen for verdens bedste fotograf af Pictures of the Year International og den regionale hovedpris for bedste fotoserie i Asien ved World Press Photo 2023. Verdens mest prestigefyldte konkurrence indenfor fotojournalistik.

Denne gang skyldes fejringen, at han netop har vundet hovedprisen for den bedste fotoserie i verden ved selvsamme World Press Photo 2023.

Det betyder, at han er den første fotograf nogensinde til at modtage tre hovedpriser ved World Press Photo, da han også vandt årets billede i 2015 og 2021. Med sin røde bogryg står World Press Photo bogen for 2021 endda stadig uåbnet i sin plastikfilm på hans skrivebord. Nu får den snart selskab af 2023-udgaven.

Han har vundet for fortællingen ’The Price of Peace in Afghanistan’, der består af ni billeder, som på hver sin måde beskriver livet i Afghanistan, efter Vesten trak sig ud i sommeren 2021, og Taliban igen fik kontrol med landet. Billeder af fattigdom, sult og et land i dyb krise.

Derfor er det nu tredje gang indenfor et par måneder, at kollegerne på Politiken er samlet midt i redaktionslokalet til croissanter, kaffe og taler. Mads Nissen står forrest i forsamlingen, men ude til siden tæt op ad en mørkegrå skillevæg i stof. I sin sorte skjorte og

sorte bukser er det lige før, han går i et med væggen. Han gemmer sig ikke, men holder sig alligevel ude i siden.

Hans blik er på chefredaktør Christian Jensen, som ud til forsamlingen forklarer, at det ikke er mere end en måned siden, de stod her sidst og fejrede hans første pris for Afghanistan-serien. Dengang krydsede de fingre for, at de igen skulle stå her for at fejre hovedprisen.

”Nu står vi her så. Det lykkedes,” siger han og kigger ud på Mads Nissen, før han fortsætter med hænderne hævet foran sig: ”Du lovede de indsatte i fængslet i Afghanistan, at du ville fortælle deres historie. Nu er det kåret som verdens bedste fotoserie.”

Ramt af magi i Venezuela Mads Nissen er opvokset på Djursland i 80’erne, i hvad han selv beskriver som et hippie-kollektiv på landet. Igennem hans opvækst oplever han nogle meget snævre rammer for, hvilken type man kunne være. Nogle rammer, som meget handler om enten fodbold eller håndbold.

”Jeg passede bare ikke rigtig ind. Jeg var opvokset lidt anderledes og var måske ikke helt som de andre.”

Som 18-årig rejser han til Venezuela som leder af Den Fri Ungdomsuddannelse for at lære spansk og arbejde frivilligt. Før turen køber han et gammelt Nikon kamera og nogle ruller film.

Han havde en ide om, at det at fotografere måske kunne være noget for ham, selvom han ikke vidste meget om det.

”Jeg spurgte en til råds om, hvad jeg så skulle fotografere, og vedkommende svarede bare: ’Kontraster.’”

Bevæbnet med rådet, en 18-åriges gåpåmod og den store metalklods af et kamera bevæger han sig ud i byen Mérida, hvor han bor, og finder sig en dag i et af byens fattigere områder.

Her slår det ham, hvad det præcist er, han kan opnå med fotografiet.

”Det var magisk. Som en åbenbaring slår det mig, at jeg med kameraet kan kombinere mine tre store interesser. Det at være kreativ, det at gøre en forskel og det at være nysger-

rig på andre mennesker. Det stod så klart.”

Herfra var det helt naturligt for ham, at hans vej ind i det at fotografere skulle findes i fotojournalistikken og i fotojournalistuddannelsen på DMJX. Det handlede for ham ikke om at tjene en masse penge eller sælge et produkt. Det handlede altid om historien. Det stædige fotografi.

En af de historier skulle mange år senere vise sig at være historien om et nyt Afghanistan. Et land hærget af en lang krig, som sluttede i 2021, da Vesten endegyldigt trak sig ud og overlod magten til Taliban.

”Det var ikke kun den politiske historie om et land, som efter en 20 år lang krig var blevet forladt i kaos. Det var mere historien om en befolkning på 48 millioner mennesker, som var blevet overladt til sig selv og Taliban,” forklarer Mads Nissen.

Derfor rejser han i januar sidste år til landet sammen med journalisten Bo Søndergaard for at dokumentere livet for den almindelige afghaner. Et arbejde, som senere bliver til den fotoserie, der netop har vundet prisen for verdens bedste.

”Nu står vi her så. Det lykkedes,” siger han og kigger ud på Mads Nissen, før han fortsætter med hænderne hævet foran sig: ”Du lovede de indsatte i fængslet i Afghanistan, at du ville fortælle deres historie. Nu er det kåret som verdens bedste fotoserie.”

Selvom han ikke selv vil udpege et hovedbillede i serien, så er det fotoet af 15-årige Khalil, som gang på gang bliver fremhævet. Med et blik, der på samme tid er stålfast og opgivende, stirrer den spinkle dreng os ind i øjnene, mens han løfter op i sin trøje og viser det lange ar på siden af sin mave.

”Vi havde hørt, at der foregik illegalt organsalg som en metode til at overleve. Vi beder vores lokale fixer om at undersøge det og finde nogle eksempler. Han finder blandt andet Khalil, som jo er en sindssygt stærk fortælling. Én ting er at sælge din egen nyre for at overleve, men noget helt andet er at sælge din søns nyre.”

Mads Nissen og Bo Søndergaard er ikke i tvivl om, at de med Khalil Ahmad har en stærk historie, som verden skal se. Den 15årige afghanske dreng, som må sælge sin ene nyre, for at hans forældre kan brødføde ham og hans 10 søskende.

Men hvordan fortæller man den historie som fotograf? Undervejs er han i tvivl, selvom han er helt klar over, hvorfor billedet med Khalil er så stærkt.

”Det er…” siger han, afbrudt af en pause med blikket rettet mod ingenting: ”…et spørgsmål om ansvar. Hvem er ansvarlig for noget så forfærdeligt? Jeg bilder mig ind, at Khalil med sit blik siger: ’Jeg er jo bare en dreng. Hvad fanden har I gjort ved mig?’”

De første billeder, han tager, er af dem sammen. Far og søn. Men han synes ikke, det fungerer.

Der er en distance mellem dem, som han ikke kan finde ud af fotografere. Det handler om meget mere end forholdet mellem far og søn. Det betyder noget for os i Danmark, fordi det handler om forholdet mellem os og et land, hvor vi har ført krig i 20 år. Derfor står Khalil stærkere alene.

De tanker gør han sig nu næsten 16 måneder senere. Men han vidste ikke, at det ville være sådan, da han stod i huset med Khalil. Sådan er fotografi nogle gange. Handling trumfer tanke.

”Du kan have en masse intentioner med fotografi, men det har også sin egen vilje. De bedste billeder er dem, du ikke kan tænke dig til.”

- Christian Jensen, chefredaktør på Politiken

Kameraet på bordet

Når man taler om journalistik og fotojournalistik med Mads Nissen, så ender man tit i en samtale om empati og medmenneskelighed.

”Hvis jeg skal vælge et ord, som jeg gerne vil have på mine billeder, så skal det være empati og medfølelse. Det højeste man kan opnå, er, at folk ser ens billeder og får en snert af, hvad det er for et menneske på det.”

Det at bruge sin empati i sit arbejde betyder ikke, at det så handler om en selv. Tværtimod. Han påpeger, at hans egen empati i historierne er et værktøj til at skabe den følelse hos modtageren.

At fotojournalistik i dag ikke handler så meget om at styre kameraet, men at styre følelsen i billedet hen til det, som historien handler om.

”Det handler om at kunne se snittene i samfundet og komme ind i dem. Når du så er inde i dem, så handler det om at fange en følelse, som bevæger folk. Helt simpelt, hvad er en god historie?”

Derfor mener han, at remsen fra første semester om, at journalistikken skal være ’tilstræbt objektiv’ er en illusion. Hvis man vil ind til den gode historie, skal man bruge sig selv.

”Hvad fanden er det at være tilstræbt objektiv?” spørger han ud i luften uden at forvente et svar, før han fortsætter: ”Et tilstræbt objektivt menneske lyder så koldt, og hvem gider åbne sig op for sådan et?”

Det betyder ikke, at han ikke påtager sig rollen som journalist i mødet med sine kilder. Faktisk gør han en dyd ud af altid at ”placere kameraet på bordet fra starten”, som han selv forklarer det. På den måde viser man også, hvorfor man er der. Man er der, fordi man ønsker at videreformidle lige netop dét til andre.

”Selvfølgelig kommer man også som et menneske, men din grund til at være der er jo, at du er journalist. Det er en journalist, som folk inviterer indenfor.”

En blind maratonløber

Mads Nissen har været vant til at rejse ste-

der, som turistbrochurerne ignorerer. Gentagne rejser til et fattigdoms- og voldsplaget Colombia og et krigshærget Ukraine, er bare nogle af de seneste stempler i det rødbedefarvede pas.

””Hvis jeg skal vælge et ord, som jeg gerne vil have på mine billeder, så skal det være empati og medfølelse. Det højeste man kan opnå, er, at folk ser ens billeder og får en snert af, hvad det er for et menneske på det.”

- Mads Nissen, fotojournalist på Politiken

Rundrejsen i Afghanistan bliver dog til en ekstra hård tur for den erfarne journalist.

”Det var virkelig en udmattende tur, og vi kom begge derfra helt emotionelt oprevne. Vi oplevede en afmagt over, at det her land bare er efterladt til sig selv. Det er ikke bare, at Vesten har glemt Afghanistan. Det er, at Vesten gerne vil glemme Afghanistan.”

Han forsøger at bruge lange bade som en form for meditation. Han tager i saunaen på hotellet, selvom det er noget, han ellers aldrig vil gøre. Men Afghanistan er ikke et land, som letter på speederen.

Han fortæller om den dag, hvor han kommer tilbage til hotellet efter at have fotograferet Khalil. Han føler sig udmattet og har brug for at samle sig på hotelværelset. Så rammer et jordskælv, som slår 26 mennesker ihjel.

”Hver eneste gang jeg lige troede, at jeg kunne trække vejret, så gav Afghanistan mig bare en kæmpe lussing.”

Det er en af de eneste gange, hvor han ikke kunne få sig selv til at tage et billede. Han er fotograf, og det er han, fordi han tager billeder. Lige der kan han bare ikke rumme det. Han er tømt og har ikke mere at give. Overvejelserne om den personlige pris for hans arbejde er noget, han tænker over. Han husker særligt en samtale med Jan Dagø, der er tidligere fotograf ved Jyllands-Posten, men som måtte stoppe og i dag lever med store traumer.

”Han sagde engang til mig: ’Mads. Du tror, at du kan finde ud af at stoppe i tide. Det tror vi, men det kan vi ikke.”

Han frygter, at hvis han fortsætter med at arbejde på den måde, så rammer han en dag muren. Hvordan stopper man i tide, når man ikke ved, hvornår den tid er inde?

Det er som en blind maratonløber, der ved, at der findes en mur ét sted på den 42 kilometer lange rute, men bare ikke ved hvor. Hvis du først rammer muren, er det for sent.

Det dilemma er svært, men han bruger sig selv og sine prioriteter som guide. Han har fået det råd fra sin psykolog, at så længe han kan mærke noget i kroppen, en sitrende fornemmelse, når han taler om sine oplevelser, så er han stadig i kontakt med sig selv. Det er først, hvis han ikke mærker noget, at han skal være nervøs. Han har også gjort det klart for sig selv, at han har andre prioriteter i livet end at fotografere.

”Jeg er far, og hvis det er prisen for, at jeg ikke altid kan arbejde, som jeg gør nu, så er det okay. Det er jeg afklaret med.”

Hattricket i hus Vi har efterhånden tilbragt en del timer med Mads Nissen. Vi har været med til hans fejring, til et forretningsopkald og på sidelinjen, når han arbejder med kollegaen Jacob Ehrbahn. Vi har sågar været med hjemme i hans lejlighed og mødt hans kone. Set hans børns værelser.

Det er dog først nu, samtalen går på, hvor-

for vi egentlig er der. Altså. Vi er der for at tegne et portræt af verdens bedste fotograf, men hvorfor er Mads her egentlig? Vi stopper op foran et sandwichsted i en sidegade ikke langt fra Politikens Hus på Rådhuspladsen. Det er en varm, solskins majdag i København, så der er en livlig trafik af mennesker omkring os. Han ser ned i jorden. Tænker lidt, før øjnene igen kommer til syne.

”Hvis der er én ting, som jeg håber at bidrage med, er det et budskab om sårbarhed i branchen. Det har manglet før,” siger han. Han fortæller om dengang, han startede i et fag, som var konkurrencepræget på en dårlig måde, hvor der herskede en machokultur, og drømmene var små.

Det at kunne tage nogle tæsk var en del af det. Han ser det bare ikke sådan. Hvis du er for fokuseret på en hård facade, så misser du den følelse, som du gerne vil formidle gennem dine billeder.

”Det handler ikke om mig. Det handler altid om de personer, som er på billedet, men jeg tror på, at jeg er nødt til at bruge mig selv for at fange dem. Derfor handler det ikke om mig, men på et eller andet plan er der noget rigtigt i, at ethvert billede er et selvportræt.”

Du kan ikke fange den følelse, der er i et rum, når en far fortæller om, hvordan han har været tvunget til at lade sin 15-årige søn gå under kniven for blot at kunne brødføde sine børn, hvis du ikke selv kan acceptere at føle den. Det gør han. Han ser, at branchen har udviklet sig til noget bedre. Der er mere plads til at være sårbar, end da han startede. Mere plads til at drømme. På trods af det, er hans budskab stadig vigtigt. Han har selv været igennem den mølle, som mange unge fotografer ofte bliver mødt med.

”Jeg har hørt det samme som alle andre. At jeg aldrig kunne komme til at leve af det. At jeg aldrig ville blive ansat på et dagblad.”

Men det kunne han. Det gjorde han. Og nu står han med et hattrick af en af verdens mest prestigefyldte fotopriser - endda som den første nogensinde. Man skal turde at ville noget. For drømmene er ikke større, end de der drømmer dem.

43 millioner til lokaljournalistikken:

Støttepenge vækker opsigt hos Jysk Fynske Medier

Regeringens seneste finanslovsforslag for 2023 har til formål at støtte lokaljournalistik og sikre vigtige nyheder til borgerne.

Der er forskellige meninger om de 43,1 millioner kroner, alt efter hvem du spørger, men en ting er sikkert: Flere mediechefer fortæller nu, at der er brug for pengene, og at mange lokalmedier lever på lånt tid.

TEKST: JOHAN KAAS NØRGAARD

ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Journalist og ansvarshavende chefredaktør for Jysk Fynske Medier, Peter Orry, ser to overordnede problematikker for de gratis ugeaviser. For det første er der en konjunkturbestemt udfordring. Det er simpelthen blevet dyrere at trykke aviserne, da priserne på papir er fordoblet i forhold til for et år siden. Derudover er det også blevet væsentligt dyrere at distribuere aviserne.

Ovenstående er blot to faktorer, som plager de trykte ugeaviser, men der ligger også en langsigtet strukturel udfordring, som har været i gang over mange år, og som ikke ser ud til at forsvinde.

’’Techgiganterne Google og Facebook æder en større og større del af annoncemarkedet hvert eneste år,’’ siger Peter Orry.

Disse problematikker omhandler de trykte ugeaviser, og det er også derfor, at Jysk Fynske Medier vil opfordre regeringen til at tage særligt hensyn til de trykte aviser, når de indsender deres høringssvar. Ugeaviser er gratis og er dermed meget afhængige af annonceindtægter.

’’Det er en vigtig pointe, at de trykte medier er udfordrede, og at de om 10 år ikke vil være så udbredte, som de er i dag,” siger Peter Orry.

Administrerende direktør for Sjællandske Medier, Jens Nicolaisen, mener, at pengene falder på et tørt sted og vil hjælpe medierne godt på vej.

’’Det er ikke, fordi vi uden regeringens tilskud ikke vil være i stand til at producere god journalistik, men vi er bare der, hvor der skal tages nogle fravalg, jeg synes er ret store,’’ siger Jens Nicolaisen.

Pengene skal altså gå til at finansiere digital omstilling, de stigende omkostninger og til, at medierne fortsat kan producere god journalistik.

Ugeaviser vokser i popularitet Danmarks 160-170 ugeaviser når ud til 2,3 millioner danskere. Det viser analyseinstituttet Gallups seneste målinger af læsertal. Peter Orry konstaterer, at ugeaviserne tidligere har haft et dårligt ry for at være ukritiske, men at der i dag bliver bedrevet kvalitetsjournalistik rundt omkring på de forskellige ugeaviser.

Peter Orry fortæller, at de nogle gange har oplevet at artikler fra ugeaviserne, er blevet taget op i pressenævnet, fordi de ifølge ham har formidlet god kritisk journalistik. Han nævner også, at en avis som Herlev Bladet har tradition for kritisk journalistik, og at de vandt årets bedste ugeavisjournalistik sidste år kåret af Foreningen af Ugeaviser.

Tilsyneladende vil danskerne gerne læse nyheder fra deres lokalområde, og der ses da også en stigning i læsertallene hos Jysk Fynske Medier, der ugentligt når 988.000 danskere. Hvis lokalmedierne fortsat skal have en reel mulighed for at overleve og samtidig levere kvalitetsjournalistik, rækker de 43,1 millioner ikke så langt.

Peter Orry ser helst, at pengene bliver fordelt ligeligt mellem de 160 lokalaviser. Det er rundt regnet 270.000 kr. til hver avis. På den måde vil de små medier forholdsmæssigt få størst gevinst, men det er også dem, der ifølge Peter Orry er mest i nød. Jens Nicolaisen er enig med JFM og tillægger også lokaljournalistikken en kæmpe betydning.

“Den rolle, som god og uafhængig journalistik spiller, bliver lidt glemt midt i den her

SoMe-tid,” siger Jens Nicolaisen.

Han mener, at de lokale aviser, uanset størrelse, spiller en afgørende rolle for demokrati, frihed og lokalsamfundet.

43 millioner er utilstrækkeligt Professor i medieledelse ved Copenhagen Business School, Anker Brink Lund, siger, at de gratis ugeaviser længe har været undervurderede. Både af dem der fordeler den offentlige mediestøtte, og af de private udgivere, som forsømte at udvikle dem journalistisk, mens de gav pæne overskud.

’’Her og nu er 43 millioner i mediestøtte ikke ret meget fordelt på 160-170 landet over. Så det ender nok som en velment, men helt utilstrækkelig dråbe i de etablerede mediehuses slunkne pengekasser - uden at hr. og fru Danmark får ret meget nyskabende lokaljournalistik ud af det,’’ siger Anker Brink Lund

Der er altså blandede holdninger til de 43 millioner kroner, alt efter hvem du spørger.

Der er enighed blandt Peter Orry og Anker Lund om, at beløbet godt kunne have været større. Jens Nicolaisen erkender også, at medierne er økonomisk udfordrede, men han ser også et problem i, at de danske lokalmedier bliver for afhængige af statslige midler.

’’Hvis du spørger mig, så lyder det forkert, at det er staten, der driver de lokale medier. Det er jo meningen, vi skal tjene vores penge selv. Vi kan ikke blive ved med at holde fast i noget, hvor forretningsmodellen slet ikke hænger sammen,’’ siger Jens Nicolaisen.

Støttepengene er afgørende for lokaljournalistikken Sjællandske Medier og JFM er enige om, at de trykte aviser bliver udfaset mere og mere

i løbet af de næste år, og at aviserne gradvist skal digitaliseres.

Jens Nicolajsen maner til ro og håber på, at regeringens støttepenge forhåbentligt kan give lokaljournalistikken muligheden for fortsat at give et kvalificeret indspark til samfundsdebatten. Han lægger vægt på, at medierne stadig skal agere den fjerde statsmagt, uafhængigt af andre magtinstanser. Det går ikke, at medierne skal være afhængige af politikere og staten.

Ligesom Peter Orry mener Jens Nicolaisen dog, at pengene er altafgørende, for at lokalmedierne stadig kan have journalister ansat på de mindre redaktioner.

Jens Nicolaisen er overbevist om, at journalisterne kan drage fordel af den digitale udvikling. Han nævner blandt andet, at ChatGPT-robotten kan effektivisere dele af det journalistiske indhold, og at redaktionerne dermed kan tåle at være mindre besatte end før i tiden.

Peter Orry er bange for, at regeringens bekendtgørelse ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser de trykte aviser, hvis pengene også går til en masse digitale, mindre journalistisk seriøse medier. Det er ifølge Peter Orry ugeaviserne, som bedriver god kritisk journalistik, og pengene skal gå til, at journalisterne har tid og ressourcer til at dykke ned i samfundsrelevante emner.

Jens Nicolaisen og Peter Orry synes, at pengene skal fordeles ud på landets lokalmedier, da der er særligt brug for en økonomisk hjælpende hånd lige nu.

’’Der bliver lukket ugeaviser hele tiden, og der kommer til at lukke flere, hvis bekendtgørelsen fortsat ser ud, som den gør lige nu,’’ siger Peter Orry.

TEMA: Fortid

Kommentar af TEMA-redaktørerne

TEKST:

Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?

TEMA-sektionen har i denne udgave af Illustreret Bunker kigget tilbage på skolens og branchens fortid.

Eva Beyer Paulsen og Charlotte Nike Albrechtsen har talt med tre garvede journalister, der tager os med tilbage i tiden og fortæller om en våd mediebranche, hvor alkohol var fast inventar på redaktionerne. Ud fra deres beretninger hersker der ingen tvivl om, at både øl, vin og whisky hørte mediehusenes kantiner til.

Steffen Gram har været udlandskorrespondent i længere tid, end internettet har eksisteret. Men siden han startede i jobbet i 1977, har teknologiens frembrud ændret den måde, man er udlandskorrespondent på i dag. Emil Weis mødte ham i København for at snakke om udlandskorrespondent-jobbet og det, han ellers helst undgår; ham selv.

Stoffer, spiritus og sandheder om sig selv. Det var, hvad der karakteriserede jeg-journalistikken tilbage i 1970’erne, eller gonzo-journalistikken som det hed dengang. Men hvad var gonzo egentlig? Og er det stadig? Illustreret Bunkers Ines Kajkus har kastet sig ud i sin egen gonzoartikel for at finde ud af netop dette.

At DMJX er karakterfri hører fortiden til. Studerende på skolen måtte i efteråret vinke farvel til den såkaldte ‘bestået-ikke-bestået-ordning’. Iben Mejlhede og Anders Villaume Vestergaard har taget temperaturen på det omdiskuterede karakterkrav: Hvad betyder flere karakterer for de studerende? Og er karakterne med til at skubbe DMJX i en ny retning?

DMJX har i over 50 år optaget håbefulde journaliststuderende, der alle ønsker at gøre uddannelsen til sin egen. En opgave der sætter tanker i kø - for hvordan bliver man egentlig en god journaliststuderende? Det spørgsmål har Hilde Agergaard Svendsen både stillet sig selv og to tidligere studerende, der stadig har deres gang på skolen.

God læselyst!

Beretninger fra en tid hvor kantinen var journalisternes værtshus

Fortællingen om den traditionelle journalist indeholder både sprut og cigaretrøg. Illustreret Bunker har undersøgt, om fortællingerne er mere end rygter.

Øjvind Kyrø, 71 år

Du kender sikkert stereotypen på den klassiske journalist. Med en smøg i mundvigen og oprullede skjorteærmer sidder journalisten foran sit tastatur og flytter ivrigt fingrene rundt på de klikkende taster. Duften af røg og kaffe fylder lokalet, og på skrivebordet stabler papirerne sig som søjler. Når det sidste punktum er sat, bevæger journalisten sig ned på det lokale værtshus for at få en kold øl. Og måske en ny historie.

Som journaliststuderende konfronteres

Øjvind Kyrø er tidligere udenrigsredaktør for TV 2 Nyhederne, DR og LatinamerikakorrespondentforWeekendavisenogBerlingske.Han arbejderidagsom rejseleder.

“Alle på min alder kan huske, hvordan vi havde et naturligt og sundt forhold til alkohol i modsætning til i dag, hvor en redaktion ligner et banklokale eller et forsikringsselskab. Dengang blev alkohol brugt til at slappe af. Hvis du var i gang med en forsidehistorie, skulle du bruge noget at stimulere din hjerneaktivitet med. Der er aldrig kommet kreative idéer ud af en grøn salat.

Når vi havde lavet en udsendelse i Radiohuset, gik vi efterfølgende ned på Danmarks største værtshus, som var kantinen i Radiohuset. Der sad vi og fik os nogle bajere til at slappe af efter at have arbejdet hårdt.

Der er aldrig kommet kreative idéer ud af en grøn salat.

- Øjvind Kyrø, journalist

Det var en stor og dejlig kantine med flotte malerier, og den var åben hele døgnet rundt. Sommetider kunne jeg sætte mig derned med en kilde, jeg lige havde talt med. Så kunne vi vende interviewet og få skuld rene ned og tænke på nye pro grammer, takket være alkoholens kreative indvirkning. Det er der kommet rigtig mange gode idéer og

TEKST: EVA BEYER PAULSEN & CHARLOTTE

NIKE ALBRECHTSEN

ILLUSTRATION: MIRJAM KAPEMBWA ROED

ANNA SOFIE LAUE, ANNA ELLESGAARD & SOFIE-AMALIE ELMELUND ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Jeg synes, det er fuldstændig hysterisk, at man ikke længere kan købe en bajer i kantinen. Jeg tror, at journalister i dag bare går til den, når de kommer hjem, for så er man i privaten og kan endelig være et frit menneske. Jeg synes, det er ren fascisme, at man i sundhedens hellige navn skal styre andre mennesker på den måde.

Da jeg var i praktik på Berlingeren, kunne vi godt holde os oppe til midnat, hvis man havde en god forsidehistorie. Så satte vi os enten i kantinen på Radiohuset eller på vores stamværtshus nær det Berlingske Hus og ringede til vores kilder for at se, om der var sket noget nyt. Og hvis der var det, så gik man op til skrivemaskinen for at skrive et nyt udkast i stedet for at kigge ind i en væg og se TikTok eller pornofilm, som man gør i dag.

Jeg tror, det var Hemingway, der skrev, ‘write drunk and edit sober’. Næste dag, når man var blevet ædru, kunne man redigere alt det lort ud, man kom til at skrive i sin brandert.

Hvis du er ude i en krigszone, så ser du mange døde mennesker. Jeg kan huske, at jeg mødte et tysk tv-hold engang i Rwanda, hvor chefreporteren fra tv-kanalen ARD sad med en flaske rødvin mellem sine støvler, fordi han ikke kunne holde den sødlige stank af lig ud, der var lige foran os. Det var da ubærligt. For at dulme sine brækfornemmelser, sad han der med en flaske rødvin. Det var hans måde at komme igennem det på.

Det var andre tider, hvor folk var mere tolerante, end de er i dag. Om du sad med en kvart liter sødmælk eller en elefantøl til din frokost var lige meget.

Det var jo ikke sådan, at vi drak hele tiden. Men når arbejdsdagen var ovre, og vi skulle slappe af, gik man over på værtshuset med kollegerne og fik godnatbajere. Vi rendte ikke rundt og var fulde hele tiden. Folk passede deres arbejde. Der var nogle, der var alkoholikere, eller fungerende alkoholikere, men de passede stadig deres arbejde. At være fungerende alkoholiker betyder jo bare, at du

bruger alkohol til at tage det værste stød fra hjertet, fra sjælen, fra sindet og fra hjernen. Nu skal man gå til psykolog og tage piller.

Der var ikke nogen, der gjorde sig til dommer over, hvad vi måtte indtage. Det er ligesom, hvis militæret skal sende folk i krig, så kan man ikke tage en blodprøve for at finde ud af, om de kan klare mosten eller ej. Derfor er der 10-15 procent, der ender med granatchok, når de kommer hjem. Der bliver skrevet op og ned ad stolper om de stakler. Det er det samme med medierne, der interviewer nogle journalistiske drukmåse om vores store problemer, og hvor meget skade det har gjort. Der er nogle, der ikke kan tåle alkohol, ligesom der er nogle, der ikke kan tåle at komme i krig. Og så de skal jo bare holde sig fra det.”

Lone Kühlmann, 77 år

Lone Kühlmann er journalist og forfatter. Hun varimangeårjournalistpåTV-avisen.

“I de år jeg arbejdede på TV-avisen. sad folk ud på eftermiddagen og aftenen i klipperummene og lavede deres indslag færdige. Mange af klipperne havde indrettet deres klippeborde sådan, at der var en særlig plads til at sætte sin øl. Og der sad journalisten med sine noter og ofte et glas vin eller en øl. Der var både stærk øl og vin i kantinen dengang. Det tror jeg slet ikke, man har i dag.

Mærkeligt nok kan jeg ikke mindes nogen, der var påvirket, imens de var på arbejde. Vi havde et par studieværter, som drak en flaske whisky om dagen. Hvordan de kunne, ved jeg ikke. Og hvis der var nogen, der troede, at de kunne nasse fra dem, kunne de godt glemme det. Så hed det: ‘Hold dig fra min flaske’.

Man blev til gengæld ikke presset til at drikke med. Jeg husker det ikke, som om vi gik så højt op i, hvad andre folk gjorde.

Jeg ferieafløste jævnligt for korrespondenten i England. Her havde DR et kontor i forbindelse med en tv-station, og der var happy hour hver eftermiddag. Det var klokken 17, hvor jeg altid havde travlt med at få indslag færdig, så det var sjældent, jeg kunne være med. Den slags var der også for travlt til på TV-avisen, så folk drak bare en øl, mens de arbejdede.

Jeg tror, at det var normen i samfundet, at man drak meget. Da jeg var journalistelev, var jeg ofte til møder i kommuner, det lokale elværk eller fagforeninger. Der blev serveret fade med cigaretter til møderne. Klokken ti om formiddagen fik man Gammel Dansk eller en sød Sherry, Fad Nr. 6, og efter frokost fik man øl.

Jeg tror, at det har betydet, at mange fra min generation virkelig har fået afsmag for Gammel Dansk, for ikke at tale om sød sherry, for det er jo ikke til at holde ud. Jeg husker, at der altid var servering til de møder, man var til på arbejdet. I dag vil man jo aldrig se et fad med cigaretter gå rundt, vorherre bevares.

Jeg synes faktisk ikke, at jeg så en forandring i alkoholkulturen i den tid, jeg var der. Det er som om, det først skete, efter jeg forlod DR.”

Carsten Ingemann, 71 år

Carsten Ingemann arbejderidagsom freelancefotograf. Tidligere har han været medlem af Cavling-udvalget og fotograf for blandt andet HelsingørDagblad,Jyllands-PostenogPolitiken.

“Da jeg startede som journalist, var der højt til loftet, og man tillod meget. Det var ikke ualmindeligt, at man kunne køre galt i bil, modtage en spritdom og så alligevel fortsætte sit arbejde på avisen. Det skete flere steder. I dag vil jeg tro, at hvis en pressefotograf får taget sit kørekort, så er det ud

på røv og albuer.

Som ung i branchen, drak jeg sjældent alkohol. Der var dog mange i kredsen, der drak. Alkohol var en del af en redaktion.

Nogle af de heftigste journalister begyndte allerede at drikke bajere om morgenen. Det var ikke sådan, at de vaklede rundt. Det var snarere ligesom at drikke kaffe i dag. Og der er selvfølgelig nogen, der kan tåle det, og nogen, der ikke kan.

På Jyllands-Posten i midt 80’erne, havde vi en stor redaktion, der rejste meget. Dengang tog vi indenrigsflyveren til København, der var et morgenfly fra Tirstrup. Det var ikke ualmindeligt at få en øl og en Gammel Dansk ude i lufthavnen, inden vi skulle med flyveren. Nogle gange fik vi også en øl på flyveturen, og så snart man var i luften, blev der røget cigaretter. Der var fuld plade.

Den slags livsstil blev et problem for mange, for det giver jo en alkoholafhængighed, når det foregår over mange år. Det betød, at der på redaktionerne var en håndfuld medarbejdere, der havde et alkoholproblem. Nogle var nødt til at starte på antabus, og sommetider måtte personaleafdelingen sende dem på pause eller i afvænning.

Da Jørgen Ejbøl blev chefredaktør på Jyllands-Posten, var det som om, kulturen ændrede sig. Han var en benhård virksomhedsleder og en dygtig journalist. Men han var nok mere en forretningsmand, end han var journalist, og det var uvant. Han drak ikke alkohol, han drak Coca-Cola light eller danskvand. Og pludselig begyndte alle på redaktionen at drikke danskvand og Cola.

Jeg tror, at det var en af de ting, der var med til at ændre kulturen på Jyllands-Posten. Jeg kan love for, at det lokale øldepot kunne mærke, at Jyllands-Postens kantine pludselig ikke skulle have øl mere.

Selv syntes jeg, det var dejligt at falde til ro over et par glas vin, da jeg var krigskorrespondent. Det var helt almindeligt at dele en flaske rødvin, når vi havde afleveret vores billeder om aftenen. Det var en måde at falde tilbage i en eller anden form for normalitet Dengang var udenrigskorrespondenter afhængige af et hotel, der havde mad, strøm og en telefon, og så var alle journalisterne samlet på de hoteller. Vi var sammen med ligesindede, og dér blev der også gået til den. Især i Sarajevo under belejringen, for der kunne man ikke komme nogen steder. Vi spiste suppe, der var kogt på et eller andet gammelt gulvtæppe. Til gengæld kunne vi få en masse rødvin, for kældDer var en BBC-journalist, der havde været nede i kælderen. Han kom tilbage til os, der sad og spiste den elendige suppe, og sagde, at han gerne vil

‘Det kan godt være, at maden ikke er særlig god, men vinlageret har jeg været nede og besigtige. Krigen kan for vores vedkommende fortsætte de næste 10 år,’ sagde

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram har dækket udlandsstof i snart fem årtier. I den tid har han oplevet, hvordan den teknologiske udvikling har gjort det personlige mere fremtrædende i jobbet som udlandskorrespondent. Men Steffen Gram holder stadig gerne sine meninger for sig selv.

TEKST: EMIL WEIS

FOTO: KASPER SØHOLT

Iradiostudiet sidder Steffen Gram bag otte bunker af dokumenter med sirlige grønne overstregninger. “Hvorfor er der ikke mere fokus på Østeuropa?” spørger han energisk sine gæster med et insisterende blik og medfølgende armbevægelser. Det er egentlig ikke det, programmet skal handle om i dag. ”30 sekunder” lyder det i samtaleanlægget fra kontrolrummet. Steffen Gram samler sig, inden han uden udsving i stemmen byder velkommen til radioprogrammet ’Verden ifølge Gram’, der hver uge på P1 dækker vigtige udenrigspolitiske emner.

Når dagens afsnit om immigrantflugten fra Tunesien ruller igennem æteren, har Steffen Gram brugt en uge på at læse op på emnet. Indimellem bliver han kaldt til andre steder i DR-byen for at levere analyser og perspektiver, men ellers bruger han ugen på at forberede en times radioprogram.

De andre i DR bruger Steffen Grams indsigter, fordi han har dækket udlandsstof i snart et halvt århundrede, men selv mener han, at han altid kan blive klogere.

De fleste journaliststuderende med lidt rejselængsel ville nok være misundelige over hans lange karriere og viden om udenrigspolitiske forhold, hvor han ofte har stået midt i historiske begivenheder.

Steffen Gram startede på DR som Asienreporter i 1977 og dækkede De Røde Khme-

skal give svarene.

”Jeg vil gerne hjælpe danskerne til at forstå forskellige perspektiver af verden og de konflikter, der er i den. Men jeg er ikke ekspert med egne meninger,” siger Steffen Gram.

Reportager på ’first class’

Teknologien har ændret måden, man er udlandskorrespondent på, og hvor meget mere man er på skærmen ifølge Steffen Gram. De to til fire minutter lange reportager, han lavede til TV-avisen før i tiden, ville få folk til at skifte kanal i dag.

”Den lange reportage er trådt mere i baggrunden i dag. Nu er et TV-indslag ofte, at udlandskorrespondenten går på live suppleret med små indslag,” siger Steffen Gram.

Før i tiden tog det også længere tid at få sine TV-indslag frem til Danmark. I Steffen Grams tid som Asien-reporter fløj han selv hjem med sine reportager. Det var før den digitale teknologi, så reportagerne blev filmet på 8 eller 16 millimeter. De var uden journalisten i billedet, og speak blev lagt direkte ind på kanten i filmrullen. Det var kun såkaldte ’hard news’, der blev sendt hjem med fly uden Steffen Gram. De blev fløjet fra Bangkok lufthavn i store plastnet med adressemærke på karton, så taxachaufføren i Københavns lufthavn kunne levere dem korrekt til DR.

I USA byggede CNN i løbet af 80’erne et livesystem op, der gjorde, at deres korrespondenter kunne være live igennem, lige der hvor det skete.

”Der var journalister før i tiden, som lavede fremragende reportager og havde det godt med det. Nogle af dem ville nok have svært ved at være på live som i dag. Teknologien har ændret journalistikken og dermed også, hvem der er gode udlandskorrespondenter,” siger Steffen Gram.

Samme historie forskellige platforme

Steffen Gram husker, hvordan han under sin mesterlærlinge tid på Berlingske i 70’erne fik lov at dække Rote Armee Fraktions angreb på den vesttyske ambassade i Stockholm. Dengang var der ingen, der havde Facebook eller for den sags skyld mobiltelefoner. Man måtte ud af huset, hvis man ville dække noget.

Teknologien har ændret journalistikken og dermed også, hvem der er gode udlandskorrespondenter.

- Steffen Gram, journalist

Steffen Gram tog afsted til Stockholm for at være på pletten og snakke med folk på stedet. Når der var nok på blokken til en historie, tog han hjem på hotellet og fulgte med på SVT, imens han skrev historien på sin rejseskrivemaskine. Den færdigskrevne artikel blev dikteret hjem til redaktionen igennem telefonen eller sendt som strimler igennem en telexmaskine.

Historien endte med en forside på Berlingske, som var en stor ting for den unge Steffen Gram.

I dag er det dog ikke nok at udkomme på én platform som udlandskorrespondent, i hvert fald ikke hvis man arbejder på et stort medie som DR, som Steffen Gram har gjort i over 40 år. Hvis man er ude at dække en stor historie, er man formentligt i P1 om morgenen, i TV-avisen til middag og om aftenen og med i et indslag i Horisont. Derudover interviewer andre journalister udlandskorrespondenten til artikler til DR’s hjemmeside.

Alvorlige konflikter til fremtiden

Historisk viden er en vigtig del af en udlandskorrespondents værktøjer, mener Steffen Gram. Når man vil forstå nutidige konflikter og krige, bliver man nødt til at have en forståelse af fortiden. For konflikter har næsten altid historiske rødder.

Steffen Grams analyse af krigen i Ukraine vidner også om, hvordan han trækker på sin historiske viden og erfaringer, når han skal forstå konflikter.

”Krigen i Ukraine er anderledes, end hvad jeg ellers har dækket, fordi den kan få langt flere negative konsekvenser. Den kan ændre på hele verdensordenen,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram ser krigen i Ukraine som Ruslands udfordring af den verdensorden, der har eksisteret siden murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Han dækkede selv murens fald for TVavisen og rejste rundt på reportageture i de østeuropæiske lande. Her så han, hvordan der eksisterede en eufori og forvirring over ikke længere at leve under et diktatur.

”Det er også derfor, at vi ser, at de østeuropæiske lande er meget tydelige i deres kritik af Putins invasion i dag. De har oplevet, hvordan det er at leve under et russisk ledet diktatur,” siger Steffen Gram.

Krigen har ikke kun ændret på de tektoniske plader i verden – den har også ændret den verden udlandskorrespondenter må forholde sig til.

”Vi er et lille land, der er meget påvirket af de ting, der foregår ude i verden. Det er derfor også vigtigt, at korrespondenter kan gøre danskerne klogere på de ændringer i verden, og det er svært at forstå dem uden en historisk viden,” siger Steffen Gram.

Et ensomt job

Steffen Gram vil gerne advare journaliststuderende med en drøm om at blive udlandskorrespondenter om, at det er et ensomt job. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.

”Man er alene med den historie, man skal dække som udlandskorrespondent. Det meste inspiration skal komme fra en selv,” siger Steffen Gram.

rers folkemord. Han var fra 1983 til 1987 USA-korrespondent, imens Reagan var præsident. Under Sovjetunionens sammenbrud var han korrespondent i Moskva, inden han kom hjem og var vært og redaktør på udenrigsmagasinet Horisont. Fra 2005 til 2013 var han igen korrespondent i USA, hvor Obama blev valgt som den første afroamerikanske præsident.

Men selvom Steffen Gram har oplevet historiens gang på tætteste hold, er han ikke den, der bruger sig selv personligt i sin journalistik. Han gør en dyd ud af, at det er ham, der har spørgsmålene og hans gæster, der

”Da jeg var korrespondent i USA første gang, var jeg måske live igennem fire-fem gange i alt. Anden gang jeg var i USA i 00’erne, var jeg live igennem hele tiden, og den lange reportage var trådt helt i baggrunden,” siger Steffen Gram.

Han mener, at udlandskorrespondentens mulighed for at reportere live i dag, har gjort journalistikken mere nærværende. Det er den, fordi udlandskorrespondenten er med i billedet, når der laves liveindslag, selv når man laver reportager. Udviklingen har betydet, at journalisten ikke længere er ude af billedet, men på fra første skud.

”Der er selvfølgelig en risiko for, at noget af grundigheden ryger, når man skal producere meget mere på grund af de digitale muligheder. Men alt var ikke bedre før i tiden, og i dag har du til gengæld større redaktioner derhjemme til at gå i dybden med historien,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram husker en tid, hvor man skulle kæmpe mere for at få lov til at tage ud og dække en historie. Man skulle typisk pitche en historie hjemmefra og overtale cheferne til at give en lov til at tage af sted. Hvis man fik lov, tog man ud, lavede to historier og kom hjem med dem. I dag tager man beslutningen langt hurtigere om at sende reporteren ud, der bliver lavet langt flere historier fra stedet, og man udkommer på langt flere platforme.

Når man er udsendt som korrespondent, står man selv med alle beslutningerne. Sådan var det også for Steffen Gram, da han var udlandskorrespondent. Han var sin egen kollega, og det var med ham selv, at han måtte diskutere, hvilken vej han skulle gå med en historie. Derudover var det hans egen opgave at have en føling med, hvad der foregik i det land, han var i, så han kunne fortælle redaktøren derhjemme, hvilke emner der var vigtige. Opstod der en krise eller udfordring på vejen, var det også ham alene, der skulle håndtere den.

Er man ikke afskrækket af den ensomhed, der følger med jobbet, har Steffen Gram et budskab til udlandstørstende journaliststuderende.

”Tag afsted – gerne med lidt ekstra penge på lommen. Og tag til nogle lande, hvor andre ikke er.”

”Han har meget travlt. Han skal ofte bruges andre steder i DR-byen,” siger praktikant på ’Verden ifølge Gram’. Cecilie Højmark, om Steffen Gram.

Mette tvivlede, og Solveig skældte ud: Sådan så undervisernes studietid ud

Siden 1970 har journalistuddannelsen optaget nysgerrige og håbefulde journaliststuderende, der skal finde ud af at gøre skolen og uddannelsen til deres egen. Det er dog nemmere sagt end gjort. Derfor har jeg taget fat i to tidligere studerende, der stadig har deres gang på DMJX for at høre om deres oplevelser.

”Vi blev stillet en opgave, som var røvsyg,” siger hun.

Jeg husker tydeligt, da beskeden tikkede ind i min e-Boks.

”Kære Hilde. DMJX har den glæde at kunne tilbyde dig en studieplads på journalistuddannelsen.”

Shit. Yes. Fedt. Nu skal jeg være journalist.

En skøn lykkerus gjorde mig høj i noget tid, og pludselig stod jeg på skolen. De første dage var fyldt med en masse nye ansigter og navnelege. Rusarrangementer, hvor mine medstuderende og jeg skyllede ugens mange indtryk ned med øl og small talk. Beslutninger om hvorvidt jeg skulle melde mig ind i en af skolens foreninger, for jeg ville jo ikke virke kedelig, men ville det omvendt blive for presset med studiet?

Der er mange ting at tage stilling til i den første tid på studiet, og mest af alt vil jeg bare gerne lære, hvordan jeg bliver en dygtig studerende, så jeg kan blive en dygtig journalist. Måske finder jeg svaret ved at se tilbage på nogle af de journaliststuderende, der har været her før mig, så jeg kan få et indblik i, hvordan deres tid på studiet var.

Heldigvis går to af dem stadig rundt på skolen, dog i dag med en anden titel; underviserne Solveig Schmidt og Mette Mørk. Forhåbentligt kan deres oplevelser gøre mig klogere på, hvad jeg går ind til.

Journalisthøjskolen i 70’erne

En 20-årig Solveig Schmidt står med en rejseskrivemaskine foran den gamle Bunker på Olof Pamles Allé. Året er 1975, og Journalisthøjskolen er kun få år gammel.

Det var egentlig slet ikke meningen, at hun skulle søge ind på journalistuddannelsen, men to ting har fået hende herhen: En søster der gerne vil have, at hun gør noget med sit liv, og en kollega på hendes arbejde, som inspirerer den unge Solveig til at søge ind.

”Jeg var dumpet til optagelsesprøven, hvis den var som i dag. Jeg vidste absolut ingenting,” siger Solveig Schmidt.

Men noget gør hun rigtigt, for nogle måneder efter sidder hun på skolebænken. Selvom det var ved et tilfælde, at hun endte lige på Journalisthøjskolen, så vidste hun med det samme, at hun var landet det rette sted.

”Det var kærlighed ved første time. Jeg elskede uddannelsen,” siger Solveig Schmidt.

Hønsestrik og langt hår Solveig Schmidts tid på journalistuddannelsen bærer præg af sammenhold. I klassen har man hinandens ryg, hjælper hinanden og ser hinanden som én samlet flok.

”Der var ikke spidse albuer. Det var i 70’erne. Det var hønsestrik og langt hår. Vi tænkte hele tiden i fællesskab. Klassen så sig selv som et fællesskab,” siger hun.

Især husker Solveig Schmidt en episode i forbindelse med en rapport, som hun og hendes studiekammerat skulle skrive.

I stedet skriver de to en længere artikelserie. Men det er underviserne ikke tilfredse med, og de vælger at dumpe Solveig Schmidt og kammeraten.

”Men så siger resten af klassen, at det sgu er for dumt: ’Der er ingen, der har arbejdet så meget som de to. Hvis de skal dumpe, så anser vi hele klassen for dumpet,’ og så satte hele klassen sig ned kollektivt,” siger Solveig Schmidt.

Trods det stærke fællesskab i klassen var forholdet mellem Solveig og hendes undervisere knap så gnidningsfrit. Med jævne mellemrum besøgte hun rektors kontor for at klage over et eller andet:

”Jeg kritiserede pensum. Jeg kritiserede, at vi ikke fik undervisning nok. Jeg kritiserede, at undervisernes faglige niveau ikke var højt nok. Jeg har ikke været særlig sjov at have som studerende,” siger hun.

Til optagelsesprøve i 1990 ”Det her lorte, overfladiske fag gider jeg ikke!”

Mette Mørk sidder i 1990 til optagelsesprøve på journalistuddannelsen, men inde til prøven ændrer hun pludselig mening.

”Vi skulle lave et eller andet referat, og jeg syntes bare, det var noget regulært pis, og så gik jeg. Jeg var nok lidt impulsstyret,” siger Mette Mørk.

Året efter kan hun dog se, at det måske var lidt af en dum idé, da det jo var journalistikken, hun gerne ville. Derfor går hun året efter op til prøven igen, men i mellemtiden er der kommet et større problem. Hendes roomie, der selv læser på Journalisthøjskolen, er bekymret for Mette Mørks chancer for at blive optaget:

”Du skal nok ikke regne med at komme ind, for jeg hører, at snakken oppe på skolen går på, at mange af spørgsmålene i videnstesten ligger godt for mændene. Der kommer ikke ret mange kvinder ind denne gang,” siger Mette Mørk.

I 90’erne havde Journalisthøjskolen det problem, at de fik frasorteret mange kvinder ved optagelsesprøven, og da Mette Mørk tog til prøven for anden gang i 1991, var der kun 28 kvinder ud af de 100 optagne. Men en af de 28 kvinder var Mette Mørk.

”Jeg kan huske fornemmelsen af at stå med den tunge velkomstpakke i hånden. Kæft, hvor var jeg lykkelig,” siger hun.

De seje københavnere

Selvom Mette Mørk var glad for studiet, oplevede hun dog en opdeling blandt de studerende. En af grupperne, som Mette Mørk så op til, var de seje københavnere.

”Hvordan fanden skal jeg nogensinde leve op til dem? De stod der med deres Cecil cigaretter, og jeg var lige kommet ind med firetoget fra Kolding,” siger hun.

Lugten af smøger og spildte fadøl spreder sig i den gamle Bunker, da Mette Mørk står

til en fredagsbar på uddannelsen. Hun er efter en periode i praktik kommet tilbage på skolen til sidste semester, og nu står hun ved siden af en af de seje københavnere.

”’Puh, det har været fedt at komme tilbage efter praktikken,’ siger jeg til hende, ’for nu synes jeg, vi er mere lige alle sammen. Alle har nogle erfaringer. Jeg synes, det er nemmere at være her. Jeg synes, jeg har mere styr på det.’ Så kigger hun på mig og udbryder: ’Hvad taler du om? Du har sgu altid haft styr på alting,’” siger Mette Mørk.

Journalisthøjskolen anno 2023

Jeg har nu været på studiet i et par måneder, og der er heldigvis allerede kommet lidt mere ro på. Jeg har lært en del navne, og jeg valgte også at melde mig ind i en forening. Jeg skyller stadig øl ned om fredagen, men

smalltalken fylder mindre nu.

Jeg har nok også haft for høje forventninger, hvis jeg havde håbet på, at jeg kunne finde opskriften på den gode journaliststuderende. Det er nok ikke så enkelt.

Men nogle ting kan jeg da tage med fra Mette Mørk og Solveig Schmidts oplevelser: Fokusér på fællesskabet. Det kan resultere i, at du består et fag, du egentlig stod til at dumpe.

Du har sikkert mere styr på det, end du går og tror - også selvom du ikke er fra København og ryger Cecil.

Og du kan godt kritisere skolens lærere, undervisning og pensum og stadig blive ansat på selvsamme skole nogle år efter.

TEKST: HILDE AGERGAARD SVENDSEN FOTO: PRIVAT

Solveig Schmidt og hendes medstuderende i 1978

Kan du finde den unge Mette Mørk?

Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

TEKST: INES KAJKUS

ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Der bor en lille fyr inde i mit hoved, som ikke har lyst til at lave andet end at ligge i sofaen og se Succession hele dagen. Og hver gang jeg har en deadline, der nærmer sig, råber han lidt højere. Men min trang til overspringshandlinger hjælper ikke på kreativiteten. Det eneste, der hjælper, er, at jeg kommer i det rette mood. Af en eller anden grund er det altid sidste minuts panik, der aktiverer mig.

Og her tæt på deadline, midt i min skriveblokade, mellem mine femten åbne faner og et rodet docs-dokument, der sår tvivl om, hvordan jeg er kommet ind på den her uddannelse, støder jeg på et citat af den amerikanske journalist Tom Wolfe. Dét ene citat indkapsler hele hovedpinen af at begå sig skriftligt i noget som helst.

”Det er jo rædselsfuldt at skrive. Jeg stoler ikke på dem, der siger, at de nyder processen. Det er ulideligt. Man skal proppe lyde, symboler og lugte ned på en side. Det er jo umuligt.”

For en der gjorde en stor karriere ud af at formidle skriftlig journalistik, og kaldte det at skrive for ”det vigtigste, man kan foretage sig,’’ så hader han at skrive lige akkurat så meget, som jeg selv gør. Det trøster lidt i hele den her proces.

Det var i 1973, at Tom Wolfe første gang definerede den form for journalistik, jeg forsøger mig med lige nu på min redaktørs opfordring. Jeg-journalistikken. Selv kaldte han det ‘new journalism’.

I sin antologi, en bog der fungerer som et manifest og en samling af eksempler på new journalism-skribenter, kårede Wolfe en række amerikanske journalister tilbage i 1973 som essensen af begrebet og fænomenet. Store journalistiske navne, der alle skrev artikler i fiktionens sprog, som Gay Talese, Joan Didion og Hunter S. Thompson.

Journalistikken får karakter

Allerede i løbet af 1960’erne, ti år før antologien, gjorde fænomenet new journalism op med den objektivitet, som man havde tillagt journalistikken, siden den så sine første dage. Med lån fra litteraturens verden gjorde new journalism journalistikken spændende, smuk, rå og subjektiv. Og så blev der plads til en inddragelse af journalisten selv. Journalistik fik karakter. Men Wolfe gjorde også skriveprocessen besværligere. Sproget skal være levende, man skal mærke skribentens stemme! Okay. Kan I mærke min frustration?

Men. Det var ikke alle, der var begejstrede for at få deres navn i Wolfes antologi. I et brev til Wolfe skrev Hunter S. Thompson:

”Jeg får dine lårben slebet til knoglesplinter, hvis du nogensinde nævner mit navn igen i forbindelse med det forfærdelige ‘new journalism’-snak, du promoverer.”

Thompson, der ellers fik tilskrevet sig hele to kapitler i Wolfes’ antologi, gav os i stedet ’gonzo’.

En genre af selvdestruktivitet

Fire år før jeg begav mig ud med den her ar-

tikel, stødte jeg på gonzo-begrebet for første gang. Midt i en YouTube rabbit hole session finder jeg frem til Hunter S. Thompsons daglige rutine. Jeg ved stadig ikke, om jeg er forarget eller imponeret.

Ni baner kokain, LSD dråber, champagne, fem glas whiskey, med is, bevares, flere omgange chartreuse, en pakke smøger, et par joints, Heineken og margaritas og én enkelt portion Pasta Alfredo blev det til, før han begyndte at skrive sine artikler. Og et eller andet sted så beskriver hans daglige rutine måske gonzojournalistikken bedre end jeg

Derby is Decadent and Depraved” fra 1970, at Thompson for første gang slog igennem med sin skrivestil. Hvad der skulle have været en objektiv reportage fra et af Sydstaternes største events, blev i stedet en skildring af skribentens selvdestruktivitet; hans indre, sarkastiske og fordømmende monolog. Mest af alt en reportage om ham selv og hans tilbøjelighed til at være drevet af impulser. Der var ikke meget journalistik over det. Det hele handlede om ham. Men man må give ham, at reportagen er underholdende og svær at glemme.

nere, har man fortsat travlt med at beskrive enhver form for journalistik med chok-faktor som værende gonzo.

Senest i Danmark da Radio4s Louise Fischer tilbage i 2021 havde sex i en swingerklub for åben radio, hvor man næsten kunne lugte rummet gennem højtaleren, kaldte den danske mediebranche det for ‘ren gonzo.’ Samme år udgav René Fredensborg en podcastserie med titlen ‘En gonzo siger goodbye.’ Serien skulle fungere som et langt afskedsbrev til den mediebranche, som han i øvrigt stadig er en del af her to år senere. På blot 15 minutter formår Fredensborg i en enkelt episode at sætte flueben ved samtlige af genrens klichéer ved at åbne en dåseøl, tænde en cigaret og pisse i egen have, alt imens han taler sig igennem sin podcast om, ja, ingenting.

Også det amerikanske medie Vice har forsøgt sig med genren i årevis og aktivt opfordret sine journalister til at indlejre sig i de kulturer og mennesker, de skriver om. De havde til dels succes med det, lige indtil deres redaktør Yaroslav Pasukhovs røg i fængsel for international kokainsmugling i gonzojournalistikkens navn.

Selvom adskillige journalister gennem årene har fået koblet gonzo til deres navn, eller forgæves forsøgt selv at definere sig indenfor genren, så er der oftest ét dansk navn, som nævnes igen og igen med fænomenet. Morten Sabroe. Men selv udtalte Sabroe til Kristeligt Dagblad i 2021, at gonzojournalistikken aldrig har levet videre i Danmark, eller andre steder for den sags skyld.

”Det var og er kun Thompson, som virkelig kunne finde ud af det der.”

Jeg, jeg, jeg

Der har altså været plads til journalistens personlighed og stemme længe. Det, der gennem årene har karakteriseret den, har været en blanding af skrivestilen og karakteren bag. New journalism er forældet, og gonzo er måske ingenting uden Thompson.

Men jeg’et, som bevægelsen bragte med sig, er kommet for at blive. Hvad end det er Zetland-skribenter, der åbent og sårbart fortæller om deres stress, eller 24Syv-journalister, der instruerer pornoscener live i radioen. Det bærende element for hver af de værker er, hvad journalisten selv gør eller oplever.

kan med citerede eksempler.

Det var egentlig meningen, at den her artikel skulle skrives som et gonzo-piece. ’Find din indre gonzo-journalist,’ sagde de. Jeg ved ikke om mine redaktører har misforstået begrebet, eller om de forsøger at slå mig ihjel via selvdestruktivitet.

Med ligheder fra new journalism-bølgen handlede gonzojournalistikken om at rapportere sandt men subjektivt. Så er der twistet. Tab af selvkontrol, skribentens indre monolog, mørk humor, iscenesættelse af skribenten selv som hovedkarakter og selvfølgelig at rapportere påvirket af stoffer og alkohol.

Det var med reportagen “The Kentucky

Om Thompson nærmere var en karakter defineret af sin chok-effekt, end han rent faktisk var journalist, må man selv vurdere. Om ikke andet slap han afsted med det, i hvert fald i en årrække, netop på grund af sit talent for formidling og sprog. Et eller andet sted var han også godt klar over det:

”Jeg hader at være fortaler for stoffer, vold og vanvid. Men det har altid virket for mig.”

Er gonzo dødt eller redefineret?

Måske virkede gonzojournalistikken faktisk kun for Hunter S. Thompson. Hvorvidt den kan tilskrives andre end Thompson selv, er der delte meninger om. I dag, godt 50 år se-

Jeg-journalistikken udvikler sig, skærer lidt fra undervejs og samler noget nyt op hele tiden. Nogle hader det, mens andre elsker det. Men lige meget hvor godt man skriver sig selv ind i sin artikel, så vil der altid være en eller anden derude, der mener, at man er en dårlig skribent. Og det kan jeg måske godt leve med.

Timevis af research og frustration for noget, der kan læses på fem minutter og smides i skraldespanden på 10 sekunder. Når den her artikel er afleveret, sendt til print og udgivet, så får jeg muligvis et enkelt eller to gode ord med på vejen. Hvis jeg er heldig, får jeg en enkelt klapsalve fra en, der alligevel ikke ved bedre.

Wolfe havde ret. Det er ulideligt at skrive. Men det bliver lidt sjovere, når jeg får lov at inddrage mig selv og min holdning.

Vi skal igen snakke om jeg’et. Jeg’et i gonzojournalistikken. Hvor det startede, og hvorfor det har fået en plads i journalistikken. Vi skal også snakke lidt om mig. Selvfølgelig.

Kan kravet om karakterer på DMJX bestå?

I kraft af at der er kommet flere karakterer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er både frygten for karakterernes betydning, og om uddannelsen bliver for akademisk oppe at vende hos de studerende.

TEKST:

VESTERGAARD

ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Iefteråret 2022 blev der indført karakterer på alle fag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det er et krav i uddannelsesbekendtgørelsen, at alle fag skal bedømmes med karakterer på samtlige professionsbacheloruddannelser i Danmark. Et krav som skolen forsøgte at søge dispensation fra - dog uden held.

Universitetslignende fag og flere karakterer. Bekymringen var stor hos flere stude rende efter indførelsen af karakterkravet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. En af de studerende, som Illustre ret Bunker har været i kontakt med, er Rasmus Troldborg, der studerer journalistik på tredje semester.

Han har selv mærket virkningerne af karakterindførs len. Han havde sit første se mester uden karakterer, hvor han sammen med sine medstude rende blot fik at vide, om de var bestået eller ikke bestået.

Uddannel

sesbekendtgø

relsen indførte karakterkravet

på hans andet se mester.

Et krav som Rasmus Troldborg dog helst vil være fri for, da det, ifølge ham, skaber en usund kultur blandt de studerende.

“Jeg ville helst være foruden karak terer, fordi det bliver lidt et ræs, og så ender man med at sammenligne sig selv med an dre,” siger han.

Gør karakterer journalistuddannelsen mere akademisk?

Især fordi karaktererne ikke er noget, man nødvendigvis skal bruge i fremtiden, mener Rasmus Troldborg, at det er unødvendigt at give karaktererne. Det er hans klare indtryk, at praktikstederne ikke tænker over karaktererne.

“Det er dumt, at folk tænker på karakterer, for karaktererne er ligegyldige for mange. Vi fik at vide af underviserne fra starten, at medmindre du skal på udveksling eller tage en bestemt kandidat, så er karaktererne ligegyldige. Der er ikke nogen, der kigger på

dem, når du skal i praktik,” siger Rasmus Troldborg.

Samtidig synes han, at uddannelsen bliver mere akademisk, når de studerende skal måles og vejes i karakterer.

“Noget af højskolefølelsen fra Journalisthøjskolen forsvinder, når man skal vurderes på en karakterskala for alt, hvad man laver både i de akademiske fag og i de fag, som ikke er akademiske,” siger han.

Illustreret Bunker har forelagt bekymringen for institutchef for journalistuddannelsen, Henrik Berggren. Han mener dog ikke,

Henrik Berggren lægger vægt på, at videnskabsteori kun er et valgfag, og at det derfor ikke er et bærende fag i journalistuddannelsens opbygning.

Derudover mener Henrik Berggren ikke, at de studerende skal frygte karaktererne på uddannelsen. Han forklarer, at karaktererne blev

“Når man kommer ud på arbejdsmarkedet, vil det også blive påskønnet, at man er en type, der tør at satse og se, hvor det ender,” siger han.

Jeg ville helst være foruden karakterer, fordi det bliver lidt et ræs, og så ender man med at sammenligne sig selv med andre.

Allan Thulstrup mener, at en ‘bestået- eller ikke-beståetordning’ ville være den bedste løsning for de studerendes læring frem for karaktergivning og forklarer:

vi, at de studerende efterspurgte karakterer. Efter der er blevet indført flere karakterer, kan eleverne nemmere placere sig selv, og samtidig er underviserne blevet skarpere på bedømmelseskriterierne,” siger Henrik Berggren.

“Du er meget mere end nogle tal på et stykke papir”

Ifølge Allan Thulstrup, der er bestyrelsesmedlem på Danmarks Medie- og

Journalisthøjskole og næstformand i Dansk Journalistforbund, har karaktererne den effekt, at de studerende vil bruge dem til at sammen

“Karakterer kan bruges som et måleredskab for skolen, men udover det er jeg ikke sikker på, at man kan bruge karakterer til ret meget andet,” siger han.

Ifølge Allan Thulstrup er det derfor vigtigt, at man gør sig umage med en indsats, som man selv er tilfreds med, og at man lærer af de fejl, man begår. Det er noget, man skal have for øje under hele uddannelsen og bruge som færdiguddannet journalist.

“Du er meget mere end nogle tal på et stykke papir. Så længe du har gjort en indsats, du er tilfreds med, har du gjort det godt. Hvis du ikke er tilfreds, men du tog et sats, er du okay kørende, så længe du bare har lært noget undervejs og reflekteret over det, der gik galt,” siger Allan Thulstrup.

Ifølge Allan Thulstrup er der derfor ingen grund til at bekymre sig om karaktererne i forhold til muligheden for at få et job, da det er vigtigere at bruge learning by doing frem for karaktererne som læringsredskab.

Og netop det råd har Rasmus Troldborg også taget til sig. Han mener nemlig ikke, at det karakterræs, som han oplevede i gymnasiet, er noget, man skal bekymre sig om på Danmarks

uddannelsen er blevet mere akademisk.

“Jeg mener ikke, at indførelsen af karakterer har gjort uddannelsen mere akademisk, for hvis du for eksempel finder studieordningerne for 10 år eller 20 år siden og den fra i dag, så tror jeg ikke på, at du kan se nogen forskel i omfanget af de akademiske fag,” siger Henrik Berggren.

Tvungen eller frivillig akademisering?

Et af de nye akademiske fag, der er blevet indført, er videnskabsteori. Faget er lagt ind på ottende semester og kan ses som et springbræt til at læse en kandidat i journalistik eller i andre fag efter bacheloren.

sammenligne sig med de andre, men hvis man i stedet fokuserer på learning by doing, er det vigtigere, at man tør at tage nogle sats og se, hvad det kan bli ve til,” siger Allan Thulstrup.

Og netop de sats kan komme en til gode, når man skal i praktik, eller når man er færdiguddannet som journalist, mener Allan Thulstrup.

Medie- og Journalisthøjskole.

“Jeg føler ikke, at karaktererne giver lige så meget stress her, som de gjorde i gymnasiet. Men det er fordi, jeg ved, at de ikke betyder en skid for mig,” siger han.

IBEN MEJLHEDE & ANDERS VILLAUME

- Rasmus Troldborg, journaliststuderende

Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

Kommunikation og journalistik er ikke den samme uddannelse. Så har vi det slået fast, for det er jeg udemærket godt klar over. For mig bliver det dog lidt mere uklart, hvorfor man som helt grøn første semmer skal tages om skuldrene og som en anden ‘Løvernes Konge’-analogi få at vide:

“Alt hvad du kan se tilhører os, men de der kommunikationsstuderende derovre, dem må du aldrig gå hen til.”

Eller det er i hvert fald, hvad jeg forestiller mig sker. Jeg læser selv kommunikation, og havde jeg ikke meldt mig ind i en forening, der består af både journalister og kommunikatører, tror jeg aldrig, jeg ville have haft grund til at snakke med dem. Det skulle da lige være efter fem fadøl og en englefisse i fredagsbaren, men på det tidspunkt er grænserne også lidt mere udviskede.

I daglig tale bliver det dog hurtigt til et dem og os – og det, synes jeg, er synd. For selvom livet som ungt menneske i 20’erne godt kan føles lidt dramatisk til tider, så er det altså ikke et Shakespeare-stykke, og vi kommunikatører er lige så lidt Capulet’er, som journalisterne er Montague’er. Så hvor-

for skal der herske en nærmest naturlig splid imellem os – som ingen rigtig kan forklare? Hvorfor kunne vi ikke behandle hinanden som det, vi med al sandsynlighed peger på at blive: Kollegaer. Ja for undskyld mig, men jeg synes efterhånden, at man bliver tudet ørerne fulde med, at der ikke er hverken nok praktikpladser eller jobs til journalisterne, og de derfor ender, som det de frygter aller-

på ingen måde en beskyttet titel, og selv folk fra SDU kunne i teorien kalde sig selv journalister – men det er måske også at strække den. Men når hverken journalisterne eller os kommunikatører kan se frem til beskyttede titler efter både skolegang og praktikpladser, burde vi så ikke støtte lidt mere op om hinanden frem for det modsatte?

Men hvordan begraver man så den strids-

Vi kommunikatører er lige så lidt Capulet’er. som journalisterne er Montague’er. Så hvorfor skal der herske en nærmest naturlig splid imellem os – som ingen rigtig kan forklare?

- Freja Schultz Tylvad, kommunikationsstuderende

mest: Kommunikatører (shock horror!). Og selvom det kan lyde fuldstændig åndssvagt for journalisterne, så åbner min uddannelse som kommunikatør som sådan også dørene for at blive journalist – i hvert fald hvis man skal tro på DMJX’ egen beskrivelse af uddannelsen. I virkeligheden er ’journalist’ jo

økse? Man kunne jo for eksempel starte med at slå rusforløbene sammen. Efter sigende er det noget, der har været undervejs i længere tid, og alligevel snakker man om, at det nok ikke bliver lige foreløbig. Men hvorfor egentlig ikke? I forvejen er journalisterne og fotojournalisterne slået sammen, så hvad

ville 50 mennesker mere gøre?

Min egen klasse stiller sig delvist skeptisk overfor idéen. De mener, det bliver for mange mennesker, og man derfor vil have svært ved at lære sin egen klasse at kende – men det er jo netop meningen. Det er da langt bedre at lære en masse at kende fra den branche, du på et tidspunkt ender ud i, end en klasse du alligevel skal være sammen med resten af din uddannelse.

Når vi kommunikatører starter på skolen, går de eneste andre kommunikatører på syvende semester (og dem fra femte semester der ikke er på udveksling), og man kan derfor ikke få det samme sammenhold årgangene imellem, som journalisterne har mulighed for. Forsøgte man derimod at slå rusforløbene sammen, ville man ikke blot give både journalisterne og kommunikatørerne en større bekendtskabskreds, man ville uden tvivl også fordre et bedre studiemiljø mellem alle årgange og uddannelser.

Selvom det ikke blev min årgang, der fik overvundet vores shakespearske uenigheder, så håber jeg for fremtidige årgange, at der ikke er så lange udsigter til det, som det forlyder. For det ville da være rart, hvis man som kommunikatør ikke bare var en skygge på Kongesletten, også kaldet DMJX.

TEKST: FREJA SCHULTZ TYLVAD, KOMMUNIKATIONSSTUDERENDE ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN

Kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk

Danskerne drukner i mediebilledets hav af negative nyheder. De surfer simpelthen udenom, og det er et problem for journalistikken. Jeg tror dog, at problemet kan fikses. At skuden kan vendes. Men det kræver, at vi ser nærmere på skudens skrog; journalistuddannelsen.

efter problemer – og det er der da også god grund til – for det er akkurat, hvad vi bliver skolet i.

historier rime på kaos og konflikt for at få værdi - for at blive bragt?

Kære DMJX – jeg er bekymret. Når jeg bladrer i avisen eller scroller nyheder på telefonen, skal jeg lede længe, før jeg støder på en succeshistorieog det bekymrer mig. Som journaliststuderende er jeg bekymret for det dystre billede, medierne tegner af virkeligheden. Det er de negative nyheder, der stjæler spotlight og spalteplads – farver forsiderne og trækker overskrifter. De buldrer frem og tromler succeshistorierne.

Ja, vores verden er kold og kynisk, men den er heldigvis også i fremgang. Og den fremgang må vi ikke glemme at dække og dokumentere. Verden er blevet et bedre sted at være, men det er svært at tro, når medierne gang på gang portrætterer det mørke og prioriterer skandale over succes. En prioritering der både skævvrider virkeligheden og trætter de danske mediebrugere.

DR’s seneste rapport om danskernes medievaner viser, at negative historier hæmmer vores lyst til at dykke ned i nyhedsstrømmen. Næsten hver tredje unge dansker undviger mediebilledet, og det ærgrer mig. Det er en journalistisk mavepuster, at et stigende antal mediebrugere lader dele af virkelighedens film passere forbi sig.

Så kære DMJX, lad os turde at lægge problembrillerne fra os for en stund og give journalistikken et ekstra skud håb.

Jeg er godt klar over, at det bliver en svær opgave. De fleste forbinder nemlig os journalister med arrige vagthunde, der graver

Da jeg startede på journalistuddannelsen, fik jeg at vide, at en journalistisk historie er god, hvis den rummer konflikt. På andet semester stod den problemudredende journalistik øverst på dagsordenen, og inden længe skal jeg igen ud med den store skovl og grave efter problemstillinger til mit semesterprojekt. Som en anden metaldetektor bliver jeg altså skolet i at spore problemer.

Jagten på problemer giver os skyklapper for øjnene. Vi mister blik for, hvad der fungerer. Så kære DMJX, lad os sammen skabe et mediebillede, som flere vil tage del i. Lad os sørge for, at det bliver attraktivt og inspirerende at dykke ned i nyhedsstrømmen. Vi skal blive ved med at påpege problemerne, men vi skal også huske at præsentere løsningerne. Det skylder vi de danske mediebrugere. I skrivende stund er Ghana eksempelvis ved at udrulle en lovende malariavaccine, som kan få kæmpe betydning for Afrikas kamp mod malaria – og på den politiske arena viser en ny rapport fra Den Interparlamentariske Union, at der for første gang nogensinde sidder kvinder i alle parlamenter i verden. Selvom der stadig er stor mangel på kvinder på politiske topposter, er dette en international milepæl. Historier som disse er vigtige. Der er bare dét, at disse to historier formentlig ikke har fundet vej til dit nyhedsfeed. Det kan skyldes mange ting, men jeg tror, det bunder i, at de ikke rummer nok konflikt. De har simpelthen ikke nok nyhedsværdi – og det bekymrer mig. Hvorfor skal

Vi studerende er fremtidens journalister. Det er os, der skal dække verden om 10, 20 og 30 år. Vi har et ansvar for, at færre vender ryggen til nyhedsbilledet. Vi må og skal sørge for, at skuden ikke synker. Den skal tankes med nuancer og løsninger. Løsninger avler håb, som fodrer lysten til at tage del i den offentlige debat. Men hvordan skal vi skabe et attraktivt nyhedsbillede, hvis ikke I

Som en anden metaldetektor bliver jeg altså skolet i at spore problemer.

- Anna Ellesgaard, journaliststuderende

lærer os værdien af konstruktiv journalistik?

Jeg har netop valgt specialisering til fjerde semester, og her gik det for alvor op for mig, at man som journaliststuderende kan skøjte igennem uddannelsen uden overhovedet at stifte bekendtskab med konstruktiv journa-

listik. Det kræver blot, at man viger uden om valgfaget dialogbaseret journalistik, der, som det eneste fag inden praktikforløbet, beskæftiger sig med konstruktiv journalistik. Det ærgrer mig, at I, DMJX, ikke prioriterer den konstruktive journalistik højere. Den er vigtig og nødvendig, og det er ikke nok, at I pakker den ind og gemmer den i et valgfag, som kun en tredjedel af os studerende ender med at få. Den konstruktive journalistik skal på skemaet, og den skal præsenteres tidligere på uddannelsen.

I skylder os en række redskaber, så vi kan skabe et konstruktivt nyhedsbillede. Både for danskernes skyld, men også så vi sammen sikrer, at fremtidens redaktioner ikke kun består at problemsøgende metaldetektorer. I bør lære os, at en journalistisk historie også kan bringes, selvom den rummer fremgang og håb.

Det handler ikke om et enten-eller. Journalistikken har mange grene, og det er jeres opgave at undervise os i dem. Jeg mener derfor ikke, at vi skal afskaffe problembrillerne. Den problemudredende journalistik er vigtig. Det er den, der løfter sløret for de helt store skandaler og lovbrud. Men vi må bare ikke glemme, at journalisters job er at skildre virkeligheden – og virkeligheden består, heldigvis, ikke kun af problemer. Mediebilledet skal også være konstruktivt. Det skal give danskerne lyst til at dykke ned i nyhedsstrømmen og tage del i den offentlige debat – og derfor er vi nødt til at vende skuden og tanke den med håb.

Så kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk.

Hvad mener du?

Illustreret Bunkers opinions-sektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at dele deres mening om studie, skole, journalistik og kommunikation.

Vi bringer opinionsindlæg i avisen ad to omgange pr. semester.

Har det interesse?

Så skriv til redaktionen på illbunker@dmjx.dk

TEKST: ANNA ELLESGAARD, JOURNALISTSTUDERENDE

Brevkassen

- Med Joan Husted

ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN

Kære Joan

Er der nogen fremtid i journalistik? Bliver branchen overtaget af kunstig intelligens?

Hilsen en fortvivlet journaliststuderende

Kære fortvivlede

Ro på. Trives du på studiet, så hold snuden i sporet og fortsæt. Bliv ven med robotten og find ud af, hvordan du kan bruge den til at blive en endnu bedre journalist. Jeg har hverken en krystalkugle eller evner til at forudse, hvilken betydning AI reelt får for journalisters arbejdsgange og metoder. Til gengæld ved jeg, at du tager en uddannelse, som kan føre dig i vidt forskellige retninger. De journalistiske færdigheder og kompetencer er efterspurgte i mange brancher. Med andre ord: Hvis du finder ud af, at du ikke vil arbejde med ”klassisk” journalistik, så er der masser af andre muligheder. Kender du vendingen?

”Journalistik kan føre til alt, bare man forlader det i tide”. Der er megen sandhed i den. Set fra min studievejlederpind er det vigtigste, at man som studerende trives og kan lide fagene (i hvert fald de fleste). Det er et dårligt match, hvis man alene tager en uddannelse, fordi der er udsigt til jobgaranti.

Kære Joan

Jeg skal snart på ferie, men ved ikke hvorhen endnu. Jeg har besluttet at destinationen afhænger af maden og vil derfor høre dig, hvor i verden er det bedste sted at spise skaldyr?

Hilsen en foodie

Kære foodie

Måske skulle du hellere spørge Kresten, for jeg ved, at han er lidt af en ekspert i det med lækre restauranter. Altså ikke ekspert-ekspert, men i hvert fald barfodsekspert som er et begreb, de studerende introduceres for på forløbet Journalistisk Entreprenørskab.

Jeg tror, du skal tage til Portugal – jeg har ikke selv været der, men drømmer om det og har hørt fra madglade og pålidelige kilder, at det er stedet.

Kære Joan

Jeg skal snart til en venindes fødselsdag, men jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg gør med hendes gave. Hun ønsker sig kun dyre ting, som jeg ikke har råd til. Hvad gør jeg?

Hilsen fødselsdagsgæsten

Kære fødselsdagsgæst

Du skal IKKE føle dig presset til at give en dyr gave. Det kan på ingen måde være meningen, at du skal suge på labben på grund af hendes ønsker. Har du overvejet at splejse om en gave, hvis du vel at mærke ved, hvem der i øvrigt skal med til fødselsdagen?

Eller endnu bedre giv en diy-gave – det er personligt og presser økonomien mindre, ren win win.

Kære Joan

Er du til biltur til Italien, eller er du mere en storby-pige? Og kan du bedst lidt at bade i havn eller ved stranden?

Hilsen den nysgerrige

Kære nysgerrige

Når jeg skal bade, skal det være rigtigt – altså ikke et havnebad. Hvad ferie angår, er jeg til det hele. Har faktisk været på bilferie til Trasimeno-søen i Italien for mange år siden. Vi raslede afsted i en bil uden aircon – og så er der altså langt. Det kommer jeg ikke til at gentage.

Kære Joan

Jeg står med et filosofisk dilemma, som jeg håber, du kan hjælpe mig med: Hvorfor bliver nogle majskerner til popcorn, mens andre bliver til majssnacks? Jeg forstår det ikke. Hilsen Snackeren

Kære Snacker

God undren – og cadeau til dig, hvis du en dag lykkes med at få udgivet en historie om det.

Jeg aner det virkelig ikke, men tænker, at hver majskerne er et unikt lille væsen, der på forunderlig vis finder sin livsbane. Der er mere mellem himmel og jord, og måske er det ikke et klart svar.

Kære Joan

Hvordan afstresser du efter en lang arbejdsdag?

Hilsen den travle

Kære travle

På flere måder. Jeg er tit træt i hovedet efter arbejde, så derfor har jeg brug for at være fysisk aktiv. Jeg går til styrketræning i verdens bedste træningscenter: Riiskov. Jeg har altid hadet træningscentre, men for fire år siden fandt jeg et hold, hvor vi træner udendørs året rundt. Nu holder jeg næsten af mavebøjninger. Der er noget magisk ved at være på liggeunderlaget og kigge op - hvad enten det er skriggrønne bøgeblade her om foråret eller nøgne trækroner, så elsker jeg det view. wVinterbadning er også en god kur til at modvirke stress. Siden jeg gik på Journalisthøjskolen i 90’erne, har jeg været vinterbader – og Jomsborg er i ordets bedste betydning et åndehul. Når jeg går gennem døren og ud på den 90 år gamle badeanstalt, vender jeg helt bogstaveligt ryggen til byen, bøvl og bekymringer. Det virker altid.

Kære Joan

Nu består dit arbejde i at vejlede studerende om karriere og studie, men hvad drømte du selv om at blive, da du var ung?

Hilsen en drømmer

Kære drømmer

I 7. klasse drømte jeg om at blive sygeplejerske, fordi min venindes storesøster var i gang med den uddannelse. Planen var, at jeg så skulle giftes med en politimand, der hed Michael, og så skulle vi passe på samfundet.

Kære Joan

Hvad er det bedste ved dit job? Og hvad er det sværeste?

Hilsen musen

Kære mus

Det lyder måske lidt helligt, men det bedste er jer studerende. Jeg synes, det er et privilegium både at undervi se og vejlede vidt forskellige unge, der alle er i en faglig og menne skelig udviklingsproces. Det sværeste? Det første som slog mig er, at det kan være svært, når studerende kommer, fordi deres mor eller far er uhelbre deligt syge. Det er ikke svært i gængs forstand, for jeg kan sag tens finde ud at lytte og spørge, men jeg bliver ”ramt”, fordi de er tyngede af bekymringer og sorg, og jeg simpelthen synes, det er så uretfærdigt, når børn og unge mister en forælder.

Kære Joan

Nu har fjerde semester lige søgt praktik, og jeg kom derfor til at tænke på, hvis du skulle i praktik nu, hvor ville du så gerne hen?

Hilsen en kommende praktikant

Kære kommende praktikant

Det kan jeg svare på uden at tænke særlig meget: TV MIDTVEST, hvor jeg faktisk også var i praktik. Det sjove er, at det ikke var min drømmeplads den gang. Af en eller anden grund havde jeg Ritzau som plan A. Jeg havde en forestilling om, at jeg der kunne blive rigtig god til at skrive, fordi de jo leverer stof, eller i hvert fald gjorde, til stort set alle medier. For mig blev TV MIDTVEST den perfekte læreplads. Der var brug for praktikanternes arbejdskraft, man kunne få lov til at boltre sig i alle genrer, og bedst af alt var der en stor trup af meget dygtige og inspirerende kolleger. Senere blev jeg nyhedsreporter (og praktikantvejleder) på DR, men hvis jeg havde været i praktik der, havde jeg ikke fået lov til at prøve så meget forskelligt. Jeg struttede ikke ligefrem af journalistisk selvtillid, da praktiktiden begyndte, så derfor var det supergodt at være et sted, hvor der faktisk var brug for praktikanten frem for et stort DR-hus, hvor man lettere kunne sidde og putte sig.

Kære Joan

Da jeg var i Coop365 den anden dag, fandt jeg et dilemma i køledisken. Jeg ville grille, men vidste ikke hvad. Der er spareribs på tilbud i øjeblikket, men det fedter fucking meget, og man får mere knogle end kød. Hvad køber du, når du skal grille? Og bruger du gas eller kul?

Hilsen Ringridderen

Kære Ringridder

Jeg elsker fisk, så griller gerne laks og grøntsager - og altid på gas.

Og så har jeg i øvrigt lært af en ekskæreste, at man altid skal sørge for, at der er plads til en pølse og jeg må indrømme, at