Illustreret Bunker // juni 2019

Page 8

8

ILLUSTRERET BUNKER JUNI 2019

INDE

Susan hiver en presenning til side og leder os ud på en trappeopgang oplyst af en lang ­loftslampe, der ligger vilkårligt henkastet på trinet. Elevatoren er endnu ikke installeret, så vi må bestige bygningen på gammeldags manér.

Her på anden sal kan man måske snart græde

sine tårer ud hos sin ­vejleder, når der er ­udskrevet folketingsvalg, og ens s­emesterprojekt står og falder med et p­olitikerinterview, for denne etage kommer til at bestå af både m ­ ødelokaler og kontorer til skolens ansatte, men også et radiostudie. Det vrimler med håndværkere i farvestrålende uniformer. Udrustede med ­sikkerhedssko og høreværn og b­ evæbnede med boremaskiner og ­svejseapparater giver de deadline kamp til ­sokkeholderne. En af ­svejserne lægger sidste hånd på en k­onstruktion, der skal bære en rede; et n­ ærmest f­rithængende ­glasbur, hvor de ­journaliststuderende kan ruge på deres banebrydende idéer eller ­finpudse de ­flyvefærdige historier. Selvom der bliver arbejdet på højtryk, er elevatoren ikke kommet op at køre på de ­ otte minutter, det har taget os at ­finkæmme anden sal. Sløvt kan man sige, men vi b­ idder ­frustrationen i os og tager tyve t­ rappetrin igen. Vi ender på tredje sal, som primært k­ ommer til at bestå af k­ lasselokaler. L ­ okalerne er store og enkelte er udstyrede med m ­ obilvægge, således en opdeling er mulig. Med enorme vinduespartier mod øst er der udsigt til et lidt anderledes lysindfald, end man har været vant til i Bunkeren. Vi snor os gennem betonlabyrinten og ­finder en åbning til det, der bliver én af i alt to tagterrasser på ­bygningen. Peter F ­ rödin og Jimmy Jørgensen blæser ud g­ ennem h­ øjttalerne på en arbejdsradio, der står e­fterladt på et s­tillads i hjørnet. ­ Herfra får man først øje på den ­karakteristiske ­murbeklædning, der præger de øverste to ­ etager. ­ Rektangulære rammer er monteret r­undt om vinduerne på facaden. Det bidrager til et f­uturistisk look, som var det taget direkte ud af The J­ etsons. Den kommende udsmykning på tagterrassen står dog i kraftig kontrast dertil, lader vi os fortælle. Det viser sig nemlig, at der var en anden årsag til, at de monstrøse skulpturer, der befandt sig foran indgangspartiet på Olof

Palmes Allé, skulle fjernes, end at de bare var hæslige. Midt på tagterrassen har man nemlig klargjort et par sokkeler, hvor disse øjebæer vil blive placeret. Men okay, lidt nostalgi skal der vel til.

På fjerde sal kan man for alvor mærke, at den nye skole ikke kun er en ­journalistisk højborg. Udsigten fra et helt almindeligt k­ lasseværelse vidner om en beliggenhed i ­topklasse. Hvis man kigger henover ­pålægsfabrikken, der på den skammeligste, industriagtige og ­skønhedsforladte vis forpurrer synet, kan man skue både hav og skov. Fabrikken bliver til øjets store opmuntring afviklet i løbet af de næste par år. Idet jeg kigger ud ad vinduet, får jeg øje på en håndværker, der står i en lift og ­arbejder i bar mave. Hans ­mindre ­selvtillidsfulde, eller i al fald mere t­ ildækkede, kollega peger f­ orklarende på en dims, og der nikkes f­orstående. Liften ­holder på det o­ mråde, der skal flisebelægges. Og ­ifølge i­ llustrationen skal området foran byggepladsen agere s­ amlingspunkt for sporadisk

placerede, ­zombielignende ­skikkelser. Men det er jo også bare en illustration. Vi fortsætter vores journalistiske pilgrimsvandring på femte sal, hvor der er begrænset med lokaler. Pladsen er nemlig reserveret til en af Aarhus’ absolut største tagterrasser, hvilket jeg postulerer med meget b­ egrænset kendskab til størrelser på t­ agterrasser i ­Aarhus eller nogen steder i det hele taget. Men der er i hvert fald plads til seks sovende giraffer og en halv mejetærsker, hvis man n­ogensinde skulle spekulere i den slags k­ ombinationer. Der kommer ifølge Susan en pergola op, som, lader jeg mig forklare, er en form for overdækning med huller i, hvor man kan ­ dyrke forskellige planter såsom vin. Susan vil dog ikke love, at det bliver vin.

Vi tager derefter et gevaldigt dyk og l­ister

ned i det dybeste mørke på den nye skole. ­Luften er fugtig, og der lugter af våd a­ sfalt. I et fjernt hjørne vækker gårsdagens uvejr endnu ­genklang, som befandt vi os i en k­ ilometerlang drypstenshule. Det er trods alt ikke tilfældet. ­Skolens ­parkeringskælder er delt i to n­ iveauer

og er for blodtrykkets skyld ­forbundet med øverste etage via e­ levatoren. Der er plads til flere biler end på ­parkeringspladsen ved Olof Palmes Allé 11, men præcis hvor mange kan Susan ikke fortælle os. “Så har vi vist været rundt,” siger hun så, og vi trækker mod udgangen. Efter at have s­ undet os over m ­ isforholdet i lysniveauerne m ­ ellem p-kælder og ­byggepladsen kan vi rette blikket mod ­skolen fra et mere jordnært perspektiv. ­Herfra ­kommer den ­tredelte k­ onstruktion bedre til udtryk, og man fornemmer faktisk den idé, der ligger bag, med en base i gule mursten, en midte i glas og aluminium og en top i skylignende, hvide materialer. Et a­rkitektonisk pragteksemplar på den moderne u­ ddannelsesinstitution.


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.