Illustreret Bunker // juni 2019

Page 25

ILLUSTRERET BUNKER JUNI 2019

UDE

ene dag er hun i Paris, den næste i Thailand og så måske en omvej forbi Danmark. I t­ asken har hun pakket sin mobil. Og En ekstra mobil, hvis den første skulle løbe tør. Derudover er der to opladere og to ekstra batterier at finde i håndtasken. ”Min mobil er mit kontor. Jeg lider af ­kronisk angst for at løbe tør for strøm,” ­griner Stéphanie, som ankom til Aarhus for godt og vel en time siden for at holde foredrag for aarhusianerne på Dokk1. For kun et par dage siden befandt hun sig på Champs ­ Elysées blandt gule veste, tåregas og politimænd i skudsikre veste. I går var hun i København, i dag er hun her. Imens vi taler, skifter hun tennisskoene ud med de høje hæle. Hun ­undskylder for den stressende situation flere gange. Hun er vant til det. Det her er hendes hverdag. Det er en del af rejsen. Barndom mellem Danmark og Frankrig Stéphanies liv har altid været delt mellem to lande – Danmark og Frankrig. Moren er dansk og kommer fra en lille lejlighed i den sorte firkant på Nørrebro. Faren er fransk og kommer fra en forstad til Paris. Han skulle formentlig have været bilmekaniker ligesom de andre mænd i familien, men et talent for at cykle gjorde, at han undslap og landede på det franske landshold i stedet. Cyklen førte ham også til København, hvor han skulle køre ­cykelløb. På tilskuerrækkerne var Stéphanies mor. Efterfølgende skrev det unge, forelskede par sammen i to år - på tysk, for hun kunne ikke fransk, og han kunne ikke engelsk. Han kom tilbage til Danmark og friede, og de blev gift på kongebrev.

Jeg arbejder hele tiden. Så er jeg ude, og så er jeg hjemme. Hvis jeg endelig dater, så kan de måske ikke få fat i mig i en uge, da jeg er ude og rejse. - Stéphanie Surrugue

TEKST: ERICA BERNSTEN STRANGE FOTO: VALDEMAR STROE REN

T elefonen ringer fra redaktøren på DR. Hun skal afsted i aften. DR’s rejsekontor ­lukker

klokken 15, og hun må derfor selv booke sin ­flybillet. Lejligheden i Paris vendes på ­hovedet, for ­kufferten skal pakkes. Planen er, at hun skal være væk i to dage, men det er ikke lang tid siden, at hun sidst oplevede at blive et sted dobbelt så lang tid. Hun pakker noget e­ kstra tøj. Hun fanger en taxa nede på gaden: ­­Til ­lufthavnen! Har jeg ­overhovedet nok ­ tandpasta med, når hun at tænke, da ­taxaen blinker og trækker ud i natten. Som DR’s internationale korrespondent i Paris kan 42-årige Stéphanie Surrugue a­ ldrig planlægge sit liv ret langt ud i fremtiden. Den

Barndommen imellem de to lande, de to sprog og de to kulturer betød, at verden fra starten var stor for Stéphanie. ”Jeg kan huske, at min far gik og hørte nyheder fra France Inter hele dagen med sin store transistorradio på skulderen. Min far var temmelig fransk i sin måde at opdrage os på. Der skulle være disciplin og høflighed, og aftensmaden var familiens tid. Så ingen ­legekammerater forbi til spisning,” fortæller ­Stéphanie. Spisetiden blev i stedet brugt på, at faren fortalte om alt det, han havde hørt i de f­ ranske nyheder. Og resten af familien skulle så gætte, hvilke nyheder der var ægte. ”Det var fake news før sin tid,” griner Stéphanie: ”Vi var sørme lidt mærkelige. Det har nødvendigvis ikke fået mig til at tænke, at jeg ville være journalist. Men jeg tror, at det har løbet helt naturligt i min opvækst. Som en rød tråd i mit liv.” Men farens nyhedsrapportering ved middagsbordet var ikke nok til at slukke ­tørsten for den unge Stéphanie. Forældrene, der ikke selv var uddannede, gav hurtigt op på at følge med i deres datters vidensbegær. Stéphanie slugte al den viden, hun kunne få fra tunge bøger, tv og radio. Med egne ord ‘­pjækkede’ hun fra frikvarteret for at læse. Selvom ­forældrene til tider havde svært ved at forstå hende, betalte de gerne den p­ rivatundervisning i latin, hun havde tigget og plaget om.

“ Jeg var en kæmpe nørd. Jeg lignede ikke ­resten af min familie. Jeg var den første til at få en studentereksamen både på min danske og franske side,” fortæller hun. Der skulle dog gå nogle år, før Stéphanie fandt ud af, at hun ville være journalist. Hun tog først til Paris for at læse, fordi hun ikke ­vidste, hvad hun ellers skulle gøre. Derefter tog hun tilbage til Danmark, hvor hun læste humanistisk basisfag på Roskilde U ­ niversitet. Men hun var forvirret og følte, at hun ­flakkede rundt uden noget mål med livet. Men så ­startede journalistuddannelsen på RUC - og det ville hun prøve af. ”Det var ’instant love’. Jeg fandt ud af, at man kan lave noget, der foregår ude i ­verden lige nu og her og faktisk betyder noget for samfundet og vores liv. Det er konkret, og det er virkelighed. Det var jeg helt høj på fra ­første sekund,” siger hun. Da Stéphanie var færdiguddannet ­journalist, ­startede hun på Politiken, hvor hun tilbragte ti år. Politiken blev derefter til Kulturen på TV2 News. Hun var vært på Go’ Morgen Danmark, da hun blev tilbudt at blive en af de to korrespondenter, der skulle dække det amerikanske præsidentvalg for DR. ”Det kan være sindssygt hårdt at starte forfra, fordi man jo river alt ned, man har bygget op. Men det giver også en energi, som jeg enormt godt kan lide, fordi jeg så a­ nstrenger mig enormt meget,” fortæller hun, mens hun drikker den kop kaffe, der er hendes a­ ftensmad. ”Jeg er ofte ved at kaste op af træthed!” Som DR’s internationale korrespondent har man nok at give sig til. Stéphanie ­arbejder stort set fra P1 om morgenen til TV Avisen 21.30. Research, manusskrivning, l­ ive-interview, ­videoklip og meget mere. Men hjemmet, den lille lejlighed midt i Paris, har også noget at sige for Stéphanie. ”Når jeg skal være hjemme i et par dage, så er noget af det første, jeg gør, at købe friske blomster til min lejlighed. Det er altafgørende for mig at have et sted, hvor jeg kan sætte fransk musik på, lave en kop kaffe og kigge på mine malerier,” fortæller Stéphanie. Livet på farten, giver dog også anledning til dårlig samvittighed. Venner og familie betyder rigtig meget for Stéphanie. Men hun bliver ofte nødt til at melde afbud til fødselsdage, barnedåb og andre begivenheder hos dem i Danmark. Hun griner og siger: ”Jeg har nærmest et årsabonnement til ­Interflora for alle de blomster, jeg sender som undskyld!” Men det går ikke kun ud over hende selv. Det går også ud over dem. Hendes venner og familie. Det går hende på, at hun ikke altid kan være der for dem. Være til stede i deres liv og deltage i begivenheder. Men det er hendes valg, og hun vil ikke lave om på det. ”Jeg prøver at være nærværende på andre måder. Jeg taler meget i telefon med mine venner derhjemme. Med nogle af dem taler jeg næsten mere med, når vi er på hver vores telefon i henholdsvis Danmark og Frankrig, end når vi er ved siden af hinanden,” siger Stéphanie Surrugue. Har eksperimenteret med normaliteten Der er ikke meget, der er normalt ved ­Stéphanie Surrugues liv. Men det passer hende godt. Hun er alligevel ikke til hverdagen. Det har hun ­ ­prøvet. For nogle år tilbage, før hun fløj rundt over hele verden, troede hun for en stund, at hun ville være normal. Hun var kommet i et langvarigt og stabilt forhold. Han havde et barn, de blev forlovede, og de havde købt ­parcelhus med dobbeltgarage på Amager. Det så ud til, at Stéphanie Surrugue var færdig med at rejse rundt og leve det, som mange ­opfatter som et ‘unormalt’ liv. Hun takkede nej til et tilbud om at blive korrespondent for Politiken. Fart og dristighed hang ikke sammen med drømmen om kernefamilien. ­

25

Det var ’instant love’. Jeg fandt ud af, at man kan lave noget, der ­ foregår ude i verden lige nu og her og faktisk betyder noget for samfundet og vores liv. - Stéphanie Surrugue

En kernefamilie, hun selv var vokset op i, og ­derfor havde været en så vigtig en del af ­hendes liv. “Jeg troede, og jeg ønskede virkelig at leve et normalt liv. Et normalt liv, hvor jeg havde mand og børn og et parcelhus at komme hjem til klokken 18,” fortæller hun. Men projekt parcelhusliv gik ikke som planlagt. Rammerne blev for faste, og hun måtte konstatere, at friheden er vigtigere end at være normal for hende. Det var en hård erkendelse at komme frem til, og beslutningen var svær at træffe. Det endte med, at hun ­afbestilte ­brudekjolen hos Lily, flyttede fra huset og lagde det liv, hun havde skabt på hylden. Livet i Paris passer hende bedre. Hun gør, hvad der passer hende. Hun spiser ude fem dage om ugen, ryger cigaretter af det f­ ranske mærke Gauloise og køber lækkert tøj på s­ tribe. Stéphanie vil være til stede i nuet, og derfor sparer hun heller ikke op. ”Jeg har vidst det, man kalde en rigtig teenager-økonomi – hvilket kan være meget glamourøst, når man er 20, men ikke så meget, når man er 40 år,” griner Stéphanie. Kærligheden kommer i anden række nu. Det er svært at date, når man ikke ved, hvor man er om fem dage. ”Jeg arbejder hele tiden. Så er jeg ude, og så er jeg hjemme. Hvis jeg endelig dater, så kan de måske ikke få fat i mig i en uge, da jeg er ude og rejse. Det kan selvfølgelig godt være lidt trist en gang imellem,” siger hun. For Stéphanie handler alt i s­ idste ende om arbejdet. Passionen. Kærligheden går til journalistikken. Sådan har det ­egentlig altid været. Det anderledes, det dristige og det unormale trækker i hende. For Stéphanie S ­ urrugue er ikke normal - og det passer hende godt. ”Min 27-årige nevø sagde til mig her den anden dag, ‘jeg kender ingen, der er så meget oppe og køre over sit job, som du er.’ Det er ret vildt, fordi jeg har alligevel snart været journalist i 27 år - og jeg elsker det. Jeg føler mig simpelthen så privilegeret. Det var bare det, jeg ville sige.”


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.