Illustreret Bunker // juni 2019

Page 17

ILLUSTRERET BUNKER JUNI 2019

UDE

17

”Man har glemt at lære journalister, at de godt må have en holdning!” Abdel Aziz Mahmoud er efterhånden et velkendt navn i dagens Danmark, men selv placerer han sig stadig i gruppen med de usærlige. Han mener ikke, at han deler vandene, men prøver at samle. Han er ikke én ting, men mange forskellige, og det vil han også have lov til at være.

TEKST: JULIE TILSTED FOTO: ANDREAS VINTHER

J­Mahmoud ournalist, radio- og tv-vært Abdel Aziz har, siden han var lille, vidst, at

­journalistikken var vejen for ham. Og da en cd-rom til en karrieretest i ­syvende klasse ­ ­ opstillede tre muligheder: a­dvokat, ­tryllekunstner og journalist, og det ved sidstnævnte gibbede i ham, var en drøm opstået. ”I niende klasse kom jeg i praktik på ­Berlingske og skrev også noget, der kom i a­ visen. En ganske lille ting der sikkert var blevet ­rettet rigtig meget, og siden dengang har jeg bare vidst det,” siger Abdel. Vi mødes på en grå og trist dag i Kødbyen på Noho. Et sted der prøver at være rigtig mange ting på én gang; natklub, brunchsted og café. Ikke ulig dagens hovedperson. Ind ad døren kommer Abdel småløbende. Han kommer d­ irekte fra ét af sine mange afholdte f­oredrag. U ­ niformen er på; en t-shirt under en åben skjorte, en m ­ ørkeblå ­blazer, matchende ­bukser og ­velholdte ­sneaks. Det føles ­næsten som om, man er trådt ind i et af ­journalistens mange programmer og venter på, han ­begynder at stille de skarpe spørgsmål. Men i dag er rollerne byttet om. Danskhedsmødom Som ung kan Abdel huske, hvordan hans ­familie altid oplevede nye, danske ting ­sammen. Uden en storebror eller -søster var det i starten bare Abdel og forældrene, der måtte lære Danmark og den danske kultur at kende sammen. ”Ofte var det mig, der skulle forklare mine forældre, hvordan tingene hang s­ ammen, ikke fordi de var dumme, men fordi alt var nyt samtidigt. Vi fik tit taget vores ­danskhedsmødom sammen,” siger han. Så dengang Abdel for 17 år siden tog r­ ejsen til Aarhus for at deltage i J­ ournalisthøjskolens

årlige optagelsesprøve, følte han sig for første gang i sit liv helt og aldeles alene. ”Jeg står der i Aarhus, 18 år gammel, og forstår ikke, hvorfor buschaufføren ikke vil åbne døren for mig, og først flere busser efter opdager jeg, at folk går ind bagi. Jeg følte mig så afvist af den bus,” fortæller Abdel. På vejen hjem fra optagelsesprøven i københavner-toget snakkede alle de andre ­ sammen. Abdel sad for sig selv i toget, men han kunne høre, hvordan alle havde s­varet ­anderledes end ham og gjort andre ting i p­ røven, end han selv havde. ”På turen hjem var jeg allerede helt: nå, gad vide, hvad det kræver at komme ind på jura. Altså hvis jeg ikke kom ind, så var det meningen,” siger han. Skæbnen var med Abdel, og som den y­ ngste elev på hele skolen kom han ind på drømmeuddannelsen. På Journalisthøjskolen erfarede Abdel ­hurtigt, at der var visse områder, hvor han skilte sig ud. De andre elever elskede at ­ ­debattere opgaver og fag. Det gad Abdel ikke. For ham var bunkerens fredagsbar ikke alfa og omega, og lange intellektuelle d­ iskussioner mellem blokkene var ikke noget, der appellerede til den dengang 18-årige elev. ”Jeg gik i byen-byen i Aarhus og havde venner, der kom og besøgte mig. Nogle af dem var i militæret, og de kunne køre ­gratis rundt med det der militærkort. Så vi tog i byen og så i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Det var der jo ingen, der gad på Journalisthøjskolen. Jeg har altid været meget poppet og meget prollet, hvad det angår,” siger Abdel. Gør jeres fucking arbejde Måden, hvorpå Abdel Aziz Mahmoud udøver journalistik, kan for nogle virke uortodoks. På studiet lærer man tidligt, at objektivitet er noget af det vigtigste, man som journalist kan praktisere. Men ifølge Abdel er journalister

efterhånden blevet for bange for at udfordre begrebet. ”Objektivitet er ikke det samme som neutralitet. Det er ikke det samme, som at der ikke er noget, der er rigtigt og forkert. Man kan sagtens fortælle ting objektivt og samtidig fortælle vores modtagere, hvad fuck der er rigtigt og forkert, for der ér noget, der er rigtigt og forkert,” siger Abdel. Når man ser eller hører noget, hvor Abdel Aziz Mahmoud medvirker, skinner hans holdninger ofte igennem. Hans vinkel er altid skarp og i programserien ”Abdel mellem fjender”, prøver han at fokusere på, hvorfor man er uenig i stedet for at tale om, hvad man er uenige om. I hans programmer mødes Abdel med de to ”fjender”, og så taler de om alt andet end det, der deler dem. I andre programmer og i privaten går han meget op i at forholde sig k­ ritisk til de ­nyheder, han får. Han mener, at n­ yhedskriterierne s­ tadig er vigtige og gør en dyd ud af at fortælle om dem under sine foredrag. Men ifølge Abdel mangler der to nyhedskriterier: balance og nuance. ”Man burde lave en status, ligesom de gør i supermarkeder, hvor de lukker ned og tæller efter, hvor meget man har solgt og ser: ­Sælger vi egentlig pingvinstænger, så meget som vi sælger heksehyl? Og der synes jeg egentlig godt, man jævnligt kan tage en journalistisk status for at se, om vi egentlig har husket at formidle et retvisende billede af den virkelige verden.” siger han. Men hvorfor gøre det? Hvorfor er det nødvendigt for Abdel at tweete eller skrive Facebook-opslag med sine holdninger og lege med grænserne som journalist ved at købe et domæne som stram-kurs.dk? ”Jeg gør det, fordi der er nogle af mine journalistkolleger, der ikke fucking passer deres arbejde. Jeg sidder nogle gange og tænker; at det ikke kan være rigtigt, at manden

sidder i aftenshowet og siger, at han ikke har brændt en koran af, og så sidder værterne og siger ”Okay, næste spørgsmål,” og jeg sidder bare sådan; are you kidding me?” Ribena-saft og Grandprix Når man interviewer Abdel skinner hans passion for faget og ­vigtigheden i at formidle et retvisende billede tydeligt igennem. Med sin karakteristiske stemme byder han på den ene analogi efter den anden om, hvorfor der skal hankes op i journaliststanden. ”Hvis vi siger, at Ribena-saft er had, har vi så husket engang imellem at hælde vand ned i det Ribena-saft, så man kan drikke det, sluge det og være i det? For der er rigtig mange, der ikke kan genkende det Danmark, vi serverer for dem. Det er det, jeg gerne vil have, man tager stilling til. Debattér faget, sig til ­kilderne, når det, de siger, er forkert. Lad være med at viderebringe nonsens og løgn.” Men i virkeligheden kunne Abdel Aziz Mahmoud være et helt andet sted. ”I virkeligheden, og det her er verdens største ikke-velbevarede hemmelighed, så vil jeg helst være vært på Grandprix og Eurovision. Det er jeg ikke for forfængelig til at indrømme; jeg har tigget og bedt om at blive grandprix vært, men det har jeg ikke fået lov til,” siger Abdel. I stedet har han lavet hårdtslående journalistik på DR2 og P1, som han ikke selv ­hverken ser eller lytter til særligt ofte. To kanaler, der i folkemunde kan beskrives som værende ”de kloges og intellektuelles kanal”. Når det kommer til Abdels egne præferencer, har piben en noget anden lyd.

FORTSÆTTES PÅ NÆSTE SIDE


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.